Mennesker

av Alvilde Prydz

IV.

Efter ballet hos Maartmanns var der vel endnu nogle lag her og der, men det var ledet saa langt frem i julen, at den sindige del af befolkningen fandt at burde vedtage en anden dagsorden, og da det belivede ungdomslag hos kandidaten var overstaat, maatte de unge helte Erling og Skjalm ligesaa nødtvungent som forrige aar finde sig i at blive skydset til stationen af den gamle borkede.borkede] en hest med en gul-grå farge Det viste sig nemlig ligesaa umuligt nu som forrige aar at gjøre fogden indlysende, det kunde gaa an at forsømme nogen forelesning.

Efter ballet hos Maartmanns havde ingen af «selskabet» set noget til kandidat Gripp. Baade her og der havde han været buden, men havde simpelthen ikke indfundet sig.

Det havde den første aften været en skuffelse for frøken Lydia, der dog aftenen efter fandt en fuldstændig trøst ved at seminariets tredie-lærer, 195student Mandt, var begyndt at blive saa tækkelig – og virkelig vittig ogsaa, saadan som han kunde bevise, at hr. Gripp ikke var af den verden, hvor man morer sig, og at samvittighedsfuldhed var en fejl, som kunde udarte.

Under françaisenfrançaisen] en dans betrode hr. Mandt hende endvidere, hvor ufordrageligt det var, naar han pludselig i glasruden i døren fik se denne lange, skrammede kind med det kolde, faste øje hvilende paa sig, – eller naar manden uden videre steg ind og gav sig til at kontrollere undervisningen uden spor af hensyn til, om det nylig havde været ferie – ikke at tale om, at han var en ren dyrplager i mathematiken og ikke kunde forestille sig andet end, at man gav friminuter og skolemad og alting pokker ivold af glæde over hans langbenede tal. – –

Frøken Lydia blev meget betenkelig ved at høre alt dette, og da hr. Mandt tilsist erklærede, at det røbede ikke megen paaskjønnelse af selskabet at kunne sidde hjemme nu og lede efter et nyt system for verdensbevægelsen, tabte frøken Lydia næsten al interesse for Knut Gripp.

Der spiltes op en galop efter françaisen, og hr. Mandt trak igjen sin ene hanske paa.

«Maa jeg ha den ære, frøken, saa gjør vi det 196paa en mere rationel maade; vi styrter os selv ind i verdensbevægelsen!»

Og frøken Lydia fulgte henrykt; hun havde jo ikke anet, at tredielærer ved seminariet var i den grad vittig, og han var tækkelig! – –

Hendes tanker bares ved en letlivet sats i galoppen langt ud i fremtiden: – Den unge mand var blevet til noget, den store vorte ved øjet stødte hende ikke lenger! Og han var trofast – men hun stolt, hendes mor var en von Ramel! … Men den unge mand var saa trofast, hans kjærlighed gjorde ham genial, det var ham, der fandt det nye system for verdensbevægelsen … og han var saa rasende i sin sjelekval, at hun kunde ikke lenger! … Hun lod sig overvinde og blev meget lykkelig! – –

Frøken Lydia var i et usædvanligt humør den hele aften; hendes ærgjerrighed var at sidde over saa lidet som muligt, og hun følte en vis stolt glæde ved at kunne notere, at frøken Ørn dansede saa paafaldende meget mindre end hun.

Ud paa aftenen gik glæden over til en art medlidenhed. Hun gik hen og satte sig hos Helene.

«Aa Gud, hvor jeg morer mig!» udbrød hun, idet hun med en foruroligende kraft haandterede 197en af fru Thorvildsens kasserede vifter, som hun var blevet lyksaliggjort med til jul.

«Jeg morer mig altid saa rasende, naar jeg er ude! – Gud, hvor jeg igrunden er lykkelig!» lagde hun til med en vis berettiget selvfølelse, da Helene ikke svarede.

«Naa, det glæder mig virkelig!» Og Helene vendte sig og saa paa hende med en stille undren i blikket, som om hun i det hele taget først nu havde opdaget arten Lydia Martini.

Og med et trist, tankefuldt smil lyttede hun til hendes snak.

Men da Lydia blev taget op i kotillonenkotillonen] fransk selskapsdans, gjerne til avslutning av et ball af kandidaten, blev Helene siddende tilbage uenig med sig selv, om det var godt eller ikke, at saadan slags lykke var til.

Siden drev tanken igjen tilbage til Gripp, som ikke var her … hvorfor han heller ikke havde været sist torsdag hos fogdens eller søndagen hos lensmandens, forstod hun ikke. Skulde han … det var saa paafaldende, at han ikke kom til fogdens … skulde han … han kunde da ikke være ærgerlig paa hende? Hun havde da ikke gjort ham noget … hvorfor var han slig … likte hende ikke da vel … var kanske ræd hende? …

For nogle uhyggelig dumme tanker! …

198Hun rejste sig, – og med den lille, ejendommelige haandbevægelse, fogden paastod var organet for hendes villie, gik hun hen til landhandler Sandvold, som hun et par gange havde sendt fra sig den aften.

«Vil De nu danse med mig?» spurgte hun smilende, «vi skal se at faa frøken Brith til vis-a-vis, Maartmanns carrécarré] dans med fire par i firkant, «square dance» er jo altfor liden!»

Saa gjorde hun da ialfald Maartmann noget godt!

Men om nogen kunde forstaa det, hvorfor hr. Gripp ikke viste sig mere! – –

*

Hjemme i sin stue gik Knut Gripp og drev om paa gulvet. Det store arbejdsbord var oversaaet med beskrevne papirer og opslaaede bøger, og foran vinduerne stod stativer med forskjellige optiske instrumenter.

Han strøg sig gjennem haaret. – Var lidt træt iaften, merkelig nok … Men de laa der paa bordet og ventede paa ham, de tilsyneladende saa beskedne smaalapper, der tillod sig at tvile paa Kepplerske loves uomstødelighed og lod ane en ny teori om lys-udstraalingen,teori om lys-udstraalingen] henvisning til den tyske astronomen og fysikeren Johannes Kepler (1571–1631) og hans tre «lover» om planetenes bevegelser rundt solen – de laa der, alle disse løst henkastede hypotheser og dristige 199tvil … og ventede paa, at han skulde give dem sin tid og al sin kraft.

laften var det anderledes, end det plejede – – ingen lynglimt over tanken, ingen Prometheustrang til at storme himmelen og bringe med sig tilbage af dens ild.Prometheustrang … ild] henvisning til den greske mytiske figuren Prometheus, som stjal ilden fra gudene og ga den til menneskene – – Det var en irriterende forestilling, at alt det laa der paa bordet; slet ikke stille, men med en myndig røst, uden appel – – krævede det hans liv?

Han gik hen til vinduet: Var virkelig Knut Gripp nervøs? Sandt nok, han havde arbejdet i disse 4– 5 nætter og dage … dumt, bedre at tage det som før, langsomt, kraftigt, sejgt … Naa, saa han tog det altsaa ikke lenger som før? … men hvorfor ikke? – –

Han var igjen kommet til vinduet:

Ude stor, rolig nat med vidt svømmende sneskjær! – – Fra skogen brød frem et lystigt følge; hele yngste klassen, saa han ret. Julen var nok ikke over, den, hvorfor havde han selv sluttet saa braat af? – – –

Der kom en let listende mollmelodi:

«Haslebuskane dej æ smaa,
men dej æ fulle av nøtar!
Danse let mæ dej unge brurir,
saa frys du inkje paa føtan!
Hej hop, sa di up
su de-lium, de li-aah!»

Gripp lyttede med et smil: Burde været paa Sandvold han ikveld … strøget afsted gjennem skogen, nu den laa saa vakker! Det var dumt! – –

«Haslebuskane dej æ smaa» –

Det var skolens lange tenor, tydelig nok! Han havde noget i sit foredrag, som Gripp netop iaften ikke syntes om: en stilferdig, lunt glidende fjeldbonde-ironi. Gjorde han nar? – –

Og saa sang de alle omkvædet, saa godslig og uhyre blidt-krakilsk! Den var vel slig, melodien – en af disse, som vokser op en sommernat paa en sætervold og sniger sig ind til hjertet – og ler det ud! – –

De var stanset ved foden af bakken; flasken gik rundt, og de sang i fuldt kor; det forekom Gripp, det lød endnu mere trædsktrædsk] tresk: lur, listig end før:

«Hej hop, sa di up
su-u-u deli-u deli-aj!»

Han tog et stramt tag gjennem haaret – han havde den vane, naar der kom nogen slags vanskeligheder: – –

Ganske tydelig saa han hende for sig. Hun var ikke mer end middelshøj; hvor havde han det fra, at hun skulde være saa stor? … Men stille, skinnende øjne, solglød indenfor blikket! … Men 201det var det, han hele tiden havde ment, at hun ikke var, som han indbildte sig! … Munden var for stor, men der var noget ved smilet, noget inde om mundvigerne, der var saa merkeligt … og saa havde hun saa fine fingre! … Hans mor vilde ikke have likt hende: – – hun skulde været yngre og vakrere og med dette over sig, som siger, at hun bliver saadan som hun skal være, som hans egen mor. Men det var netop saadan hun ikke var! … hun manglede dette særlig kvindelige: – denne vegetabilske ro, der kun behøver en plet af jorden, i modsætning til mandens natur, for hvem jorden ikke er nok. – – – –

Alligevel havde hun sneget sig ind her, i hans tanke, og han mønstrede hende mistenksomt: Hvorfor var hun ikke som de andre damer, der gik blufærdig-bortgjemte i sine kjoler med de naturlige linier forrykkede af puffer og stas? … Det forekom ham som noget ganske ulovligt, at dette legemes ædle form tegnede sig saa fast under det enkle snit; det var brud paa en hellig tradition at optræde saa vel klædt, at man først maatte lægge merke til legemet og siden – glemte dragten.

Og saa var der noget andet ogsaa: hvorfor gjorde hun ikke som andre damer og ugled sig tilugled sig til] utspjåket seg med en hat, der ødelagde hendes ansigt? Hvorfor 202gik hun med det løse overkast, der faldt saa plastisk om hendes hode, eller denne lave lazzaronhue,lazzaronhue] hodeplagg etter mønster av en lue båret av italienske tiggere der klædte saa ypperligt? – – –

Frøken Ørn havde mange saadanne smaa fejl, men den værste var ubetinget den, at han alligevel den gangen saa rent uforskyldt kom til at danse med hende! – – – – Og ved at tenke paa det fik han igjen den samme følelse af det som dengang: en blodhed susen fra hjertet op i hjernen … kunde næsten merke som dengang det smidige legemes bøjen og vuggen mod sin arm. – –

Det plagede ham at være kommen ind paa dette; han gik hen og satte sig i sofaen med en forbitret mine. Han ansaa det for en uværdig svaghed, naar han saadan lod sig overliste, og den unge, kraftfulde natur brød ud og vredelig kom med livets fordring. Det havde hændt ham et par gange før, i hans ensomme, asketiske liv, men – og han noterede det med velbehag, mens den markerede linie om munden grov sig lenger ind – det var et afmægtigt oprør, der altid blev tugtet efter fortjeneste. – – – –

Og hans samvittighed fældte en afgjørende fordømmelse over frøken Ørn, der formelig fjernede sig og blev borte for hans foragtende blik. For hun var jo naturligvis ikke af denslags kvinder, 203man gifter sig med! … Hvorfor kunde ikke hans mor ha levet! – – –

Han besluttede at gaa tilsengs, men faldt hen i en døs: Jovist var hun der, den lille kone! … hans mor gik og holdt hende ved haanden, og de ledte efter ham, og den lille kone sang! ….

Og atter kom sangen, glidende ind i drømmen til ham i blide toner, stigende, bristende – som bølger mod strand:

Fjerran han dröjer från grönskande dalar Fjerran han dröjer från grönskande dalar
borta i konungens gyllene salar,
ack, lilla fogel, ack lilla hjärtaven,
kommer du ej snart?
– – – – – – –Fjerran … snart?] svensk oversettelse av finsk folkevise: «Tuoll’on mun kultani, ain’ yhä tuolla»

Og de sang ham vaagen igjen, de unge, der ikke blev ferdig til at lægge sig, saa lenge maanen gik lys over skogen.

Han greb sin hue og strøg ud, han ogsaa; det var klart, det maatte være ligesaa fornuftig det!

*

Næste søndag gik han paa ski over Prestemoen og indom hos fogdens. Hans pande var igjen klar og hans blik roligt; han følte en slags tilfredsstillelse ved at vise sig selv og kanske ogsaa nogle andre, at der var ingenting paafærde.

Fogden tog muntert imod ham.

«Naa, hr. Gripp? en vordende stjerne ymter nogle om, … den forsvundne kalder andre Dem! 204… Excentrisk finder vi i hvert fald Deres bane, men det glæder os, De atter søger centrum! – – Men hvadslags tid er det, De holder? Stjernetid? … eller kanske den sande soltid, hvad? Vi middelsfolk maa affinde os med hver søndag at modtage belæring af prestens cylindercylinder] sylinderhatt: høy silkehatt med flat pull… en gammel traver det, ved De! – Den løber forbi os allesammen! Naa, saa De vil ikke ind! Ja damerne, de er afsted for lenge siden naturligvis! … Velkommen til middag og en ærlig boston!»boston] kortspill

Gripp stod i susende fart ned de lange kirkebakker og følte sig overmodig vel.

Han kom i kirken, da man begyndte højmessesalmen.

Merkelig alligevel, at han skulde høre hende over alle de andre, saa som hun sad der og sang med halv stemme bare og slig skjødesløs intonation; det ærgrede ham, at hun var saa uandægtig; hvad vilde hun her? – –

Der kom et andet udtryk i hans ansigt, og han fulgte opmerksomt presten Myrins udmerket byggede, højkirkelige præken, der som hans andre prækener blev fremsagt paa en maade, som om han selv igrunden ikke var tilstede, men var blevet siddende igjen hjemme paa kontoret.

Gripp saa ikke bort fra presten, og hans mine var efterhaanden gledet over til denne koldt-bestemte, 205inappellable,inappellable] som ikke kan endres eller ankes der var saa lidet yndet paa seminariet. Denne gang gjaldt hans strenghed ham selv; han følte sig ikke vel paa sin plads, havde lyst til at flytte lenger ind, eller et andetsteds hen – men ikke en muskel rørtes; saadant maatte overvindes. Og da presten gik ned af prækestolen, over koret, fulgte øjnene ham mekanisk, indtil han traadte paa frøken Ørns kjole, idet han gik forbi.

Gripp vendte sig om mod den gamle bonde, viste ham salmenummeret og saa ikke mere op – hendes blik havde rammet ham som et stød. For øjne hun kunde vove at sætte paa folk! … saa dristige og saa forunderlig sørgmodige! … det var de øjne altsaa, – det lange, dragende blik, der havde plaget ham hele tiden; hun havde siddet der og set paa ham den hele tid! … Noget var der i de øjne, – en hemmelig, sælsom magt, … i forbund kanske med skjulte kræfter, – af dem som endnu kunde haane menneskene i deres uvidenhed! – – –

Og han faldt et øjeblik i tanker om hypnotismen og den dyriske magnetisme.den dyriske magnetisme] også kalt animalsk eller levende magnetisme, innen parapsykologien og i enkelte alternative behandlingsformer, en antatt kraft hos dyr og mennesker som kan overføres til andre levende vesener og påvirke dem direkte både kroppslig og sjelelig

Ved udgangen blev han grebet i armen af fru Enersen, der kom pustende i sin svære kjørekaabe.

«Ja, De blir med os hjem! Morten og smaapigerne gaar!»

206Gripp takkede, hjalp hende op i slæden og sluttede sig saa til «smaapigerne» og Maartmann, som han var kommet til at synes bedre og bedre om.

Han kom naturligvis straks ind i en samtale med Hansine, der var straalende over, at Blich alligevel havde været i kirken idag.

Helene gik og talte med Maartmann om kirkegang og mente, det var et dybere ord, end man egentlig tenkte over, det, «at kirken den var et gammelt hus»«at kirken den var et gammelt hus» ] referanse til Grundtvigs salme: «Kirken den er et gammelt hus», nr. 723 i Landstads reviderte salmebok og rummeligt, vilde hun lægge til, for det var netop det, at der var rum for alle … ja selv her, hvor der hverken var videre lunt eller stort eller vakkert i kirken just, selv her kunde det være gribende at komme ind og høre disse mennesker sidde og synge med alle sine ulovlige trimulanter,trimulanter] skjelvetoner – for hvem tenkte vel paa det, den stund man følte, hvor de var med, med hjerte og sjel! … Anderledes var det end der, hvor man sidder og synger harmonisk og ønsker, at det hele vel var over.

Gripp forbausede ved en bemerkning om det fra ethvert synspunkt utilladelige i at synge skjødesløst i kirken, … og at der til alle tider var dem, der burde drives ud af templet;dem, der burde drives ud af templet] henvisning til Det nye testamentes skildring av hvordan Jesus driver handlende og pengevekslere ut av tempelet, jfr. Matt. 21,12 og Joh. 2,13 – det var en fejl, naar ordet ikke brugtes kraftig nok.

Helene vendte sig om, – saa paa ham og sagde 207stille: «Jeg hørte Dem engang tale over de ord: «Og dersom jeg lader dem fare fastende hjem, maatte de forsmægte paa vejen, thi nogle af dem er komne langvejsfra.»«Og dersom … komne langvejsfra.»] henvisning til Det nye testamente, Markus 8, 1-9, hvor det fortelles om hvordan Jesus mettet 4000 menn med syv brød og noen småfisker Var der ikke adgang ved det bord for skarer af dem, der siden var med at korsfæste? … Og disse hedninger langvejsfra, disse forsmægtende ved vejen! … Er De kommen til det nu, at skulde der være en smule for dem at finde derinde, hvor Guds børn mættes, saa bør det fratages dem?» – – –

Man blev afbrudt af fru Thorvildsen, der kom kjørende, tæt efterfulgt af kandidaten og hans fætter, kammerherre Eg, der var paa besøg. Hun viftede med sin lange, hvide boa og pegte leende paa Knappen Gill, der sad foran hos kusken og kjørte, med det rosenrødt spillende ansigt stikkende frem af en af doktorens gamle skindluer.

«Gud, tror dere, vi kommer levende frem?» raabte hun.

Og spørgsmaalet blev ivrig drøftet af Hansine, mens Helene og Brith forholdt sig tause.

Herrerne var komne lidt iforvejen.

Gripp havde begyndt at like Maartmann; han havde i hans godmodige fuglehundøjne fundet et dyb, der interesserede ham. Der var noget uforklarlig hyggeligt i at gaa og snakke med ham paa tomandshaand. – Hans kjærlighed for planter 208og dyr var det, der først havde gjort ham opmerksom paa ham: hans roser var noget af ham selv, hans dyr var hans venner, de fleste af bygdens hans gode bekjendte og alle andre hans næste – mer end én plaget hest havde velsignet ham, og paa Maartmanns ejendom turde ingen sjel sætte op snarer eller stok.stok] (foreld.) fangstredskap

Skjønt han i sit had til alle ydre venskabsbeviser knapt var høflig, havde Gripp opdaget hos ham en trofast hjertelighed, der gav lyst til at være hans ven; – og saa var han saa merkelig morsom med den fart, hvormed han skiftede ansigtsudtryk og samtaleemner.

Han talte om et tamt hare-par, der bode i holtet bag haven, om en rose, han vilde have frem ved podning og krydsbefrugtning, en rose, han drømte om og ikke fik fred for, og saa vilde han have besked hos Gripp om Demokrit. Han havde lest en fransk bog om Demokrit,Demokrit] gresk førsokratisk filosof, f. 460 f.Kr. i Abdera men det var langtfra tilstrækkeligt, han vilde vide mer om den mand. Demokrit tiltalte ham; han vilde tage timer hos ham i ligevægt; … hans sandhedskriterier, det var jo næsten noget, man kunde tro paa … at sanserne aldrig bedrager, at alting har sin virkelighed, at selv den rene indbildning ogsaa har sin eksistens, der bør respekteres – – det havde været saa hyggeligt, at se det der paa prent, noget 209saa inderlig koseligt i den tanke, at for et par tusen aar siden sad der en mand lysvaagen nede i Abdera og byggede et filosofisk system af netop de samme tanker, han selv havde gaat her og tullet med i halvsøvne og undret paa, om det kunde være et anelsens første-atom, hvoraf fremtiden engang vilde skabe tanker! – – –

Han svingede sig om paa det ene ben og holdt paa at miste ligevægten, hvad der syntes at gjøre ham taus og tilbageholden igjen.

De gik videre en stund uden at sige noget; Gripps tanker var drevet hen til nogle beregninger.

Maartmann sagde mørkt: «Om en skulde komme rigtig til ro nogengang, fik en vel se at holde sig fra folk, for det er altid dem, som tager humøret ifra en, synes jeg! … Og saa er det vel en selv, som ikke duger, kan jeg tro! Jeg er af gammelt, godt folk, slægt efter slægt! … men nu er der ikke mer igjen af det der, ska’ være slut, kan jeg tro, … men den rosen vil jeg nu se at faa fundet da!» – – –

Han saa hen paa Gripp, med noget fortabt stirrende i blikket, – som om der endnu var noget, en traurig historie, … der ikke kunde fortelles.

Efter middagen hos fogdens «hvilte man mørkning»,hvilte man mørkning] hvile mørkning: sitte (inne) ved eller etter mørkets frambrudd uten tendt lys (og uten å arbeide) mens Hansine under dyb taushed spillede sit 210eneste udenadsnummer, Lengselsvalsen.Lengselsvalsen] sannsynligvis Franz Schuberts (1797–1828) Sehnsucht-Walzer Da hun havde spillet den 3 gange og paabegyndt den fjerde, ombestemte hun sig pludselig: «Aa nej, lad os heller se lidt paa maaneskinnet og aftenstjernen derude! … se, hvor det lyser over tunet og ned gjennem alleen!»

Men nederst i alleen kunde man tydelig se, om Blich var hjemme; skinnet fra hans vindu var i al hemmelighed Hansines aftenstjerne.

Maartmann, der den hele tid ikke havde talt et ord med Brith, greb tanken som en lysende mulighed og fik med en paafaldende iver Gripp op af sofaen og en af fogdens rejsehuer halet ned om ørerne paa ham.

«Og se her, frøken Ørn, er Deres! – Nej, det er kanske Gripps, men det gjør ingenting, for De skal uden al barmhjertighed med!»

Helene, der laa paa knæ foran den store kaminovn og rejste paa kubberne for at faa dem til at lyse bedre, vendte sig leende om mod ham.

«Sandt at sige har jeg ikke saa svært tilovers for det maaneskinnet til Hansine, det gaar saa ofte paa! … Desuden er jeg ildtilbeder, som De ser – og soldyrker i al særdeleshed! … Tilstaa, det er koldt og upaalideligt, det maaneskinnet Deres; det er bare poeterne, der har faat noget ud af det, men de er saa upaalidelige de ogsaa, – – og 211det er saamen ikke andet end illusion heller, lige som vandet deroppe!»

«Saa lad vær at kalde det maaneskin!» sagde Gripp og tog uden videre sin hue ud af haanden paa hende. «Det er jo solskin paa anden haand, de samme straaler, De altsaa elsker saa højt, bare en smule afklædte eller, om De vil, immaterialiserede … Lad os bare gaa! – det er solens drøm, sagde mor bestandig!»

Hans stemme var ganske blød. Han havde ogsaa en svaghed for maaneskin; det hørte med til hans minder om moderen og deres lykkelige aftenfantasier i den lille, fattige kvistlejlighed.

Gripp havde ikke sagt et ord til Helene, siden de kom fra kirken, og hun vak først en smule i. Saa rejste hun sig og saa paa ham lyst smilende.

«Nej,» gjentog hun, «jeg liker ikke noget andethaands, ikke engang solen! Den vil jeg ha vaagen og varm, straalerne i fuldt antræk, saa Salomo i al sin herlighed ikke var klædt som en af dem!» …

«Hvorfor blev ikke frøkenen dernede i Provence?» spurgte Gripp kort og vendte sig imod Brith.

«Lad os bare ikke spørge Brith,» ivrede Hansine; «hun ved ikke engang, naar der er maane, hun ser den formelig ikke!»

212«Jeg skjønner mig vel ikke noget paa solens drøm!» sagde Brith med et trist smil, «og jeg skal ud og ha theen istand».

Men paa sin vej gjennem spisestuen stansede hun uvilkaarlig. Der laa et vuggende, sølvhvidt lys, og fine skygger fra haven ristede runer, hun ikke turde træde med sin fod.

Hun stirrede ud mod alleen: – den laa der saa lys, som dengang hun gik lykkelig – og ventede – og blev glemt! – – – – – – –

Saadanne turer tog hun aldrig mer; hun vidste for vel om den lange kolde nat, som kommer efter … naar glansen er slukt og drømmen forbi. – –

Hun blev staaende og stirre ned gjennem alleen: – den laa der lys, som dengang! – –

Saa gik hun langsomt videre; de skulde jo have the, de som var ude.

Og da de kom ind igjen, blev Briths varme the priset af Helene.

Brith saa paa hende med et hurtigt blik og blev ganske mildt stemt.

«Jeg vidste jo, det vilde blive koldt efter,» sagde hun med dæmpet tonefald. «Se her, faa Dem en kop til!»

Saa kom fogden og vilde have sin boston.boston] kortspill

«Naa, hvor blir der af Miss Helene, hun er udnævnt til fjerdemand – er hun forkjølet, siger 213du; … kommer ikke ned i aften? Saa kom du da, mor!»

Fogden var misfornøjet; han foretrak saa langt Helene; de hænder og arme, naar hun gav kort, var en hel elegant øjenslyst.

«Rende ud og lede sig op en forkjølelse saadan! … hensynsløst! Har De lagt merke til det, mine herrer, at noget saa uforstandigt som et fruentimmer gives ikke – og endda vil de styre sig selv, det har altid stødt mig saa inderlig; man træder jo op mod et princip, man bryder en lov, og kommer man først udenfor lovens omraade … sagen er, de skulde aldeles ikke have lov … ikke tvil om andet, end at de burde holdes strengere! Hvis jeg var Vorherre, naa spil ud! – hjerter! – – Men du svigter jo ganske min tillid, du Morten – og ellers ogsaa, jeg skal ha dig fat, tak», og han modtog sin lange merskumsmerskums] pipe av merskum, en lett og porøs steinsort af Hansine og en tændt fyrstikke af Gripp og vedblev stødvis mellem smaa, korte drag: «For naar du snakker, du, gutten min, saa vrøvler du … kan paavises en ren principforvirring hos dig … Vorherre bevares for passiar om udviklingen her forleden, vil du moralsk fordærve de unge damer for os? Sligt maa ses under en højere synsvinkel, min gut! Herregud, noget saa delikat som saadan en ung pige, som ingenting siger … 214Unge piger, ser du, de bør være som salat de; den, som smager saa nydelig skjært – af ingenting – puh! – – At hun ingenting har at sige, det er jo netop hendes ynde det, forstaar du, en glæde, man ikke bør ta fra hende; man skal simpelthen la hende være, hvad kommer det hende ved, om livet er en kamp mellem bakterier og celler? Naa værsgod, det er Dem, Gripp, og hvad siger De? Ti stille, Morten, du har underdanigst ingenting at formene! Det er Gripp, der har ordet!»

Men Gripp havde den hele aften merkelig lidet, han skulde have sagt.

*

Men da han var kommet hjem igjen, var han fornøjet med sig selv. Det hele havde vist sig at være ingenting; den engang lagte livsplan skulde ikke saa let forandres. For det første vilde han se at komme til Tyskland til sommeren og tage et halvt aars vikar.

Og han vilde fortsætte med at tage alting roligt og sindigt.

Men da han faldt isøvn, fik han straks mere travlt, for han var kommet til at drømme mere end før – det var de øjnene fra kirken, som var ham ivejen! Der var en sugende magt i det klare, kjølige blik, det drog ham, som maanen havets vande! Ganske rigtig, det var maanen selv, 215der af sit skinnende horn sugede til sig havet og den hele jord, – – han følte, hvor det gav efter, og hvor stormbølgen rejste sig – for han var selv havet og den hele jord.

*

Alt var kommet i gjænge igjen efter julestyret. Selskabeligheden svandt ind til de sædvanlige kortaftener, de sædvanlige familieanledninger og den sædvanlige eftermiddagsthe, hyppigst serveret i boudoiret hos fru Taylor sammen med en revuerevue] oversikt over forholdene, hvorved frøken Lydia gjorde tjeneste som ilende adjutant, der stadig bragte de mindste detailler paa det rene.

Det første, der noteredes paa det nye aar, var, at hr. Gripp var begyndt at komme til Maartmanns, – merkeligt og mistenkeligt, fordi der var en ung pige i huset, – dernæst at Maartmann sammen med Gripp oftere kom til fogdens, end der paa lange tider havde været observeret. Det skulde være Hansine, det gjaldt, Hansine, som gik og sørgede over, at Blich var rejst paa udskiftningudskiftning] jordskifte-forretning uden at have gjort alvor af det.

Men det var jo naturligvis til at overstaa; Lydia havde opdaget, at han ikke var dannet og havde været drukken paa juleballerne.

Man elskede ikke Helene Ørn i damekredsen, 216naar hun ikke var tilstede. Lydia havde opdaget, at hun var merkelig vigtig og saa umaadelig fri mod herrer. Fru Taylor maatte jespe, naar hun tenkte paa hende, hun syntes nu ikke, det var anstændigt heller med den slags snaue kjoler uden korset, – – hun kunde ærgre sig over fogden, naar han kom med sine klassiske linier, og kunde aldeles ikke se, den figur var saa sjelden.

Lydia havde endvidere opdaget, at Helene havde tenkt sterkt paa kandidaten, men da det ikke havde nyttet, begyndt at interessere sig for Maartmann. Og da Helene sjelden var tilstede ved nogen eftermiddagsthe, blev dette et saa udnyttet emne, at det kom videre, helt til Maartmann, der lo af det og fortalte det til Gripp. Gripp, der lo med, følte sig alligevel lidt ubehagelig berørt, men fandt det ved nærmere overvejelse endogsaa betryggende.

Han havde fremdeles ikke noget imod at følge med Maartmann til fogdens. Han begyndte at iagttage Helene med en vis sikker ro nu, som han vidste, det var ikke ham, der var tale om.

Noget af det, der mest forundrede og stødte ham, var hendes ejendommelige, sikre væsen ligeoverfor mænd. Der var ikke spor hos hende af den slags ynde, endel mænd finder saa særlig indtagende, fordi den har sit udspring i følelsen af 217underlegenhed, – denne store, livegne ynde, som man tilbeder, idet man tager den som tribut.

Men alligevel – det maatte tilstaaes – var der ynde. Men den vovede at optræde som souverain, og der var noget i ham selv, der uvilkaarlig bøjede sig for den, – det var en ynde, der forekom ham som et særeget udtryk for hendes kjøn, hendes person, hendes sindsbevægelser og ro, og kunde lægge sin egen ejendommelige skjønhed om hendes legeme, en egen varme over de øjne, der til hverdags var saa rolig-blaa.

Om hun forresten var begavet, som Maartmann paastod – det trode han ikke … vist ikke tale om det engang … og naturligvis kunde hun ingenting ordentlig; det kan jo ikke kvinder.

Men han havde alligevel altid lyst til at høre, hvad det var hun sagde; der kunde i hendes ord være en klang, som var de myntede af den samme ædle hjertets overflod, han havde elsket hos sin mor. Og der var undertiden noget ved hende, der kunde forekomme ham som udtryk for sjeldne, fremmede værdier, – en opfatning saa merkelig fin, at den bragte ham til at studse, en takt saa sikker, at det kunde falde ham ind, om den skulde være en særegen Guds naadegave, eller noget, der kanske kun kunde frembringes i en kvindes nervesystem. – – –

218Ved nærmere eftertanke fandt han det imidlertid antagelig at være den ejendommelige form for kvindelig intelligents, der jo var en intuitiv eller kanske rettere en helt instinctiv evne, der netop ved denne sin natur laa hans egen arbejdende aand saa dunkelt fjern.

Et var alligevel sikkert og aldeles klart: hun irriterede ham: for det første ved sit talende, aabne ansigt – noget altfor uligt hans knappe, halvt tilspigrede trøndernatur – endvidere ved sin rolige sikkerhed og selvbevidsthed, som kun var en forblindelse, – en kvinde var jo nemlig ikke sterk, kunde ikke være det.

Men saa kom der modsætninger og bragte det ubehagelige indtryk i uorden; for det maatte han ogsaa tilstaa, at der var noget skjært ved hende, netop noget vaarfriskt og ungt ved siden af det gamle og erfarne, noget der passede med hendes legemes bløde linier og hendes milde udtryk.

Irriterende var hun altsaa og det allerværste: at hun turde omgaaes ham paa den maade, … som det skulde være noget helt naturligt for en kvinde at vise en mand, at hun syntes om ham. Denne mine, denne rolige højhed, som om hun var i sin ret, var noget, han ikke havde mødt før. Men dette nye skulde ikke taales. – –

219Eller skulde han tage aldeles fejl, skulde det virkelig være Maartmann? – – –

Men Maartmann, der ellers var en kritikløs dyrker af frøken Ørn, tog det saa overmaade roligt. Ved en eneste anledning lod han falde nogle ord om, at der kanske nok var nogen, hun interesserte sig for.

Og udover vinteren blev det ganske klart for Knut Gripp, at der nok var nogen, hun interesserte sig for.

Tingen i sig selv overraskede ham egentlig jkke; – han var i den alder, da mænd tror sig livligst efterstræbt – men det var maaden. Han fik saadan en egen, irriterende fornemmelse af, ja, hvad skulde man kalde det … insubordination?insubordination] mangel på lydighet mot foresatte Ingen kvinde, forekom det ham, havde vovet at se ham i øjnene som Helene Ørn.

*

Det begyndte at skulle blive vaar efter en lang, strid vinter.

En dag kom der bud fra syd. Skogene rørte sine tunge, dryppende kroner, og fra gransangeren og mejsen kom der en visestump, en liden forfrossen drøm. – – –

220En anden dag talte solen med mægtigt tungemaal, – skogen havde faat vidst, det skulde blive vaar, bækkene storlo over, at de igjen var til, Nordbygdfossen sprængte ishammen og steg fra sit vinterlige dyb op i lyset igjen – og over hele bygden hørte man dens store, modige røst. – –

Men andre dage var det vinteren, der harmfuldt rejste paa sig. Hvem vilde raade dens grund? Hvem vovede at bryde dens store, hvide stilhed? … hvad var det for smaasnak? … Og storme, der hvæssede sine ispile ved Nordkap, stevnedes til at møde op, – og fra de store, kolde himmellagere væltedes sne … …

Der blev stille; fuglene glemte sin drøm, dunsenge redtes i skogene og over vidden, lune, dybe dødssenge for mennesker og dyr … Og der kom sne og mere sne: – sne i store, hvide dyner, kastede af stormen, sne i stille, straalende fald, himmelske havers hvide blomstervejr vugget af dødens aande … … …

– – Prestemoen stod ensom, i storladen pragt – der kunde ikke hugges tømmer, og vejen var ikke kjørt, – – i stor sne tog man nyvejen, for Prestemoen laa altid med fanget saa fuldt.

Der gik nogle skiløyper gjennem skogen bare, mest efter ungdommen; andet folk holdt sig helst indeved disse dagene. – – –

221Af bygdens damer var der godtsom ingen, der gik paa ski; fogdens døtre fik ikke lov; fru Thorvildsen og frøken Lydia fandt, at i grunden var det vist heller ikke saa ganske fint. En var man sikker paa at træffe, det var Knappen Gill; helst i uvejr og i de besynderligste dragter, alene eller sammen med Svejnung og gamle Carolus, tilskogs efter ved eller foder.

Men Knappen Gill var noget, der laa under kritiken; desbedre tid havde man til at drøfte Helene Ørns hensynsløshed, for hun var saamen ogsaa at se paa ski hver eneste dag; tidt gav hun sig sammen med seminariegutterne, var det sagt.

Fru Myrin var kommet i et uopsætteligt ærinde til Taylorsruhe og havde set frøken Ørn lægge ivej opover til Prestemoen, endogsaa før uvejret havde lagt sig!

«Gud, om jeg vidste, hvad det er, hun mener, for det maa da være noget, hun mener,» lød fru Thorvildsens langsomme, blidt-smægtende stemme fra dybet af en lænestol, og to viol-blaa, trætte øjne ledte om mellem tagdekorationerne, der farvedes røde af Solen, der pludselig kom frem.

«Gud, hvor Prestemoen gløder, nu har hun det sagtens gaaende derinde! – – har seminariet fri, fru Myrin?» – –

Og man lo og nød sin the med smaakager 222og varmt hvedebrød – og Prestemoen solforgyldt midt imod med frøken Ørn og seminariet.

Inde i Prestemoen sad Helene over en vindfaldsstamme og saa lidt uvis frem for sig.

Hun havde moret sig med at staa de lange løyper efter seminariegutterne, siden taget ind i skogen paa egen haand og paa hjemvejen kommen ind paa et ulænde, hvor hun havde rendt paa en stubbe og brudt sin ene ski.

Hun havde ogsaa vrikket foden; det var hovnet dygtig op, og det vilde kanske ikke være saa grejt at tage sig hjem igjen.

– – Om nogen af hendes unge seminarievenner endda kunde komme, men det kunde de naturligvis aldeles ikke, nu som det trængtes saa vel, det var nu engang indrettet viseligen saaledes! Før sligt kunde hænde, fik de en ekstratime i mathematik, han var jo saa fæl til at plage dem med det! – –

Hun fik et stød, saa hun faldt om til siden. Det var Leo, der i hylende glæde var kommen farende og gned sig opad hende, slikkende hendes hænder og ansigt med et hengivent udtryk i de store, dunkle øjne.

«Kjære, hvor har du været henne da, Leo, saa lenge siden, jeg har set dig du!»

Den gnistredegnistrede] frembringe knitrende eller knirkende lyd sagte og stirrede paa hende, 223tog saa sin plads tæt op mod hendes knæ. Helene tenkte heller ikke paa at sætte sig i bevægelse igjen, hendes fod var stiv og smertede.

– – Han færdedes vel etsteds her, han ogsaa da kanske … ofte kunde hun ikke sige hun saa ham just … det vigtigste ved hele søndagen var unægtelig, at hun da kanske fik se ham … Den stolte, stride nakkerejsningen hans! – – Den nakken den … mon noget i verden kunde faa den ud af den, mandlige nakkers sædvanlige indbildning, at stivhed er styrke og den levende linies bøjelighed nogetslags forbandet følsomhed, som bør være alle sande mandlige nakkers skræk! – – – –

– – Hun havde hørt ham i kommunelokalet forleden! Hvordan kunde han nænne den Sinajstrenghed, for de var til at skjære sig paa, de tyndeggede, ubarmhjertige ord! … Hvorfor talte han ikke som dengang paa stranden? – – –

Der gik en frysning gjennem hende: hvordan turde hun vove, … hvad vilde hun med denne strenge mand, der altid og stadig saarede hende? Om det kunde ske! … saa vilde hun altsaa lade ham gjøre hende ulykkelig? … tifold mere da naturligvis end nogengang før! … ….

– – Hun sad med et vekt, drømmende smil: Javist vilde hun; det var nok sikkert, at hun vilde, hun, som formelig elskede Maartmann, fordi han kom 224trækkende med ham og gav ham anledning til at være saadan ligegyldig overlegen mod hende! … og hende anledning til at overvaage ham med sit øje og øre, føle sig frem i hans natur, drages af den brede kraft, lokkes af anelsen om sjeleriger saa vel forvarede, at det at prøve at naa derind var som at støde sig og saares mod bergvægge der lukkede af! – –

En merkelig sport dette! Til at sætte livet til paa … men hvem kunde lade være for det? … Og for en vidunderlig begavelse af Maartmann at tro, det umulig kunde gaa an at gaa og se paa Brith uden at Gripp var med! … Det havde faldt hende ind et par gange, at Gripp sikkert var ræd for, at hun skulde bryde sig om ham … naa ja, hvorfor skulde han ikke merke det? Det burde han jo netop! Men han havde set ud nogle gange, som om han vilde, hun skulde være ulykkelig over det og skamfuld, især skamfuld! – –

Hun rejste sig braat. Varmen kunde jo formelig plage en herinde!

Hun følte en voldsom smerte i foden og satte sig ned igjen med haanden under kinden. – – –

– – Slemt det, at hun burde være skamfuld, naar hun slet ikke kunde være andet end stolt af det! … Hun turde godt sige ham det engang, at det at vide, at man raader riger i sin egen sjel, det 225ydmyger ikke, men adler! … Hvorfor maatte der vaages saa angst, at der ikke kom et øjeblik, hvor han saa det? … Hun vidste, at der havde været et saadant øjeblik, og kanske fler! … Og det skulde være en ydmygelse! Hun vilde ikke være med paa saadan unatur! … Som om hun ikke netop kunde løfte sit hode højt, hun som havde slig en kongegave at raade over! … selv om ingen skjøtted om den: – det kunde da ikke forringe den! …

– – Men hvad var han saa ængstelig for, den gode herre? Vidste han da ikke det, at en kvindes kjærlighed er anderledes end en mands, stoltere og mere retskaffen! … den røver ikke og bærer hjem, hvad den ikke ejer! … har ikke brug for sligt! … Ingen plads var der for ham, før han selv kom med alt sit! – – –

– – Der kjendtes et svagt søndendrag; sommerlunt var det næsten her inde i moen! … Og sneen saa gjennemlyst, de lange, soltændte grene løftende over hende sin blomsterstjernede uendelighed! … Sad hun ikke ogsaa her med en blomst i sin haand, i frihed havde den taget sin vækst, i stilhed formet sin krone …

Ikke saa meget værd havde den kanske som dem, man lader bestille, disse hjertepresenter, man omtrent forærer sig selv! – –

Der lød en skarp fløjten, og Leo rejste sig, 226stod et øjeblik skjelvende stille: Helene følte dens kolde, vibrerende næsebor mod sin haand; – saa sneg den sig fra hende, ynkelig pibende, logrende med halen, krybende henimod Gripp, der langsomt kom gaaende.

Han lettede paa huen og greb hunden i nakken; det særegne kraftige drag om munden traadte netop saa markeret frem og meldte om et ugjendrivelig kejserligt ukas.ukas] forskrift, instruks

«Slaa den ikke!» udbrød Helene, «det var jo min skyld altsaa!»

Gripp saa hen paa hende med dette roligumedgjørlige smil, som Helene hadede.

«En synder maa afstraffes, hvordan kan De ville andet, frøken?» Og han satte ind mellem træerne med hunden krybende efter sig.

Helene hørte ham bruge skistaven paa den, og hendes hjerte brændte af uvillie.

Han kom tilbage med det lidt sikre smil, der forraadte, at han vidste, hun sad der endnu og ventede paa ham, og at han idethele antog, det var ham, hun havde siddet og ventet efter.

«Saa man finder Dem her fremdeles, saadan omgydt af rødt – de røde straaler, som De jo ynder! … det er ogsaa de lengste bølger af lys og farvel!»

227«Har desværre ikke kunnet forsvinde … jeg har forvredet foden!»

«og brudt Deres ski!» Nu saa han det først, og hurtig slog den tanke ham, at nu skulde han bebyrdes med dette, de skulde komme nedover i bygden arm i arm, hun kunde vel ikke gaa alene – – næste dag havde man forlovet dem, hans fred var forbi! – – – Hendes stemme havde været saa kort og hed! Hun tog det ventelig for den himmelens tilskikkelse, der skulde bringe alt iorden. – –

Temmelig godt havde hun lært sig til at lese i det ansigt, – med et øjekast havde hun set hans sjels bekymringer.

«Vil De ikke fortsætte?» spurgte hun rolig, «der kommer vist en kjelke efter mig!»

Han blev staaende og se paa hende med det samme sikre smil; det var ham igrunden slet ikke ubehageligt, at de var saa alene her.

«Hvad mener De egentlig med det, De der siger? naturligvis noget ganske andet end at jeg skal gaa, sligt lader sig jo ikke gjøre heller! Damer udtrykker sig saa merkelig, det er sjelden, tanker og ord hører sammen, tror jeg!»

Helene gjorde en anstrengelse for at rejse sig. «Tak, jeg ved, hvad De mener om os! Men vil De vide, hvad jeg mener, saa er det, at jeg beklager, 228De ikke véd et mere virkningsfuldt og mindre brutalt middel til at faa sagt Leo, den ikke maa komme mig nær, … og paa den maade fravende Dem noget af den beundring og agtelse, en fornuftig hund er en slig herre skyldig! – –

Og hvis De kanske ogsaa havde lyst til at vise mig, De ikke tar spor af hensyn til, hvad jeg kunde finde paa at bede Dem om, saa var det saa unødvendigt, for det ved jeg ogsaa, … har skjønt det! … Og jeg gaar ikke hjem sammen med Dem og Leo … det kunde ødelægge virkningen af Deres lektion! Adjø!»

Han saa forbauset paa hende. Hendes stemme faldt blidt som ellers, men der var en taus værdighed over hende, der gjorde ham forlegen, netop noget af det samme, der før havde forekommet ham saa ukvindeligt og havde frastødt ham – iaften klædte det, laa der som et dronningskrud om hende – tog ham voldelig, pludselig tilfange.

Han begyndte at tale, forklare sig. Men han lagde med ærgrelse merke til, at hun ikke engang hørte paa ham, men sad og saa hen for sig med et udtryk, han ikke forstod. Men da han kom med det, at han om et par maaneder havde tenkt sig til Berlin, saa hun op og afbrød ham 229øjensynlig lettet: «Naa, det glæder mig; det skulde De gjøre!»

Der var en oprigtighed i hendes tonefald, der ikke behagede. Og han udbad sig ironisk at maatte gjøre et skaar i hendes glæde. Han kom nok istedetfor til at rejse til England paa et stipendium, for at studere folkeundervisningen; – han havde selv havt imod det, det var jo egentlig ikke det, han vilde til med, men skoledirektøren havde villet have ham afsted, og for sin egen del havde han vel ikke ondt af det heller. – – –

Hun saa op paa ham med et haanligt øjeglimt: «Nej, det har De vist ikke! Og saa tenker jeg De stryger Deres vej da, … vi blir saa alligevel ikke i følge!»

«De synes, vi har det bedst her kanske!» Og med et lidet smil stemte han ryggen op mod en gammel furu midt overfor hende. Han vidste ikke mere, hvad han skulde sige; han søgte at møde hendes øjne, og hun undgik ham ikke, men sad og saa paa ham med sit rolige, triste blik.

Der gik nogle minuter.minuter.] rettet fra: minuter (trykkfeil) Saa rejste hun sig pludselig, satte hænderne for munden og haukede langt og klart. Hun saa fogdens gut svinge op fra mølleveien. Hun vinkede med sin brudte stav, og trods den voldsomme smerte, 230der drev blodet væk fra hendes kinder, lod hun det staa til nedover.

Knut Gripp blev staaende og se, ferdig til at sætte udover efter hende, haabende, at hun maatte falde i bakken. Men nei! Og det irriterede ham en smule at se hende der, glidende fra ham, saa myg og fin og behersket.

Det er for de fleste mænd en kjær adspredelse at beundres af en eller anden kvinde, og Knut Gripp gik hjem uden at være ganske fornøjet med sig selv og uden rigtig at kunne forsone sig med det: ikke blindt at beundres af Helene Ørn.

Frøken Ørns benskade bragte hende flere maaneders stuearrest; og Knut Gripp fik hende ikke mer at se, før han rejste.

*

Naar skolen var forbi, eller hun var tret af lesning og haandarbejde, havde Helene under sin stuearrests lange, ensformige dage fundet paa at skrive nogle aforistiske, dagboglignende epistler til Doris, der alligevel var den eneste.

Og fra Doris fik hun saa tilsist et brev, der forkortede hende den siste af de lange eftermiddage, hun var bundet til sin sofa.

231«Meget takskyldig for de smaa udgydelser, ensomheden har fravristet Dem! Og jeg skal gjøre som De, kaste saadan af og til ned paa papiret, hvad jeg har at sige Dem! De ved naar jeg taler, da ler jeg og er glad, men naar jeg skriver, som nu til Dem, da kommer les humeurs,les humeurs] (fr.) ustadighet, uro, etter den antikke teorien om at de fire elementer som kroppen består av (ild, vann, jord og luft) er i ubalanse da er det som der sniger sig blodsdraaber fra hjertet og sætter sig pda er det som der sniger sig blodsdraaber fra hjertet og sætter sig paa min pen – bevares, ingenting paafærde – men der er nu alligevel det ved det, at det vil glide Dem i sindet, og at De glemmer det ikke igjen!

Først tenkte jeg, det var synd, De kom derop; nu tenker jeg, det kanske just er stedet for Dem, et særligt udvælgelsens sted, hvor Deres skjebne har baaret Dem hen, ud af dette fredelige torneroseland, hvor kvinder i tusindvis sover væk sine liv. De er blevet vaagen, og det tvinger Dem til at redde Dem ind paa noget! Indenfor Deres stille, bløde væsen har jeg opdaget en naturkraft, en modig uro – ingen flere hviledage vil livet give Dem!

De siger, det er kvinderne deroppe, der har faat Dem til at lenges efter, at nogen maatte komme og skabe nye værdier! … Ja, de ogsaa, men ellers mændene? … de moderne mænd, vore gode europæere, hvem har bedre bevist, at det er paatide der indføres andre værdier? – Der 232er sandeligt noget at bestille! – – et uhyre arbejde har ligget og hobet sig op, men tror De, at disse mænd, der taler om, at verdens udseende maa forandres, og høfligt udbeder sig at faa lov til at gjøre det alene, tror De, at de kan? – Se paa dem lidt, hvordan de steller sig! De synes da vel ikke egentlig, det er saa udmerket? Fremtidens beherskere kalder de sig jo rigtignok og tror, de har travet langt iforvejen for den øvrige menneskehed, men disse moderne mandiges forestillinger om den kommende lyksalighed forekommer mig ikke meget skjønne. De har taget sin sindssyge profet altfor kynisk uforstaaende til indtægt, de har forelsket sig i hans mørktblændende vanvid, men aldrig været tilstede, naar de onde aander er vegne fra ham. De har ikke forstaat, at fordi fortidens brutale arv er gaat ham i blodet sammen med fremtidens fintmerkende sans, har han kunnet sige det mest vanvittig plumpe mellem de dybeste, mest vidtrækkende ord, der er skrevet! – – De har ikke forstaat, disse udviklingens bærere, at en aand som han, der rummede saa dybe modsigelser, altid har maattet være sindssyg, – en ulykkelig personlighed, sønderslidt i sin dobbelteksistens, fordi han paa en gang er den brutale mand, i slægt med rovdyret, og det fint organiserede aandsmenneske med adelsmerket paa sin 233pande. – Har det ikke været Dem paafaldende, hvilken særstilling denne moderne profet indtager mellem de andre mænd, netop fordi han bærer i sig fortid og fremtid? Men fortiden har været ham for sterk; anelsesfuldt siger han selv: Nicht nur die Vernunft von Jahrtausenden, auch ihr Wahnsinn bricht an uns aus! Gefährlich ist es Erbe zu sein!Nicht nur … Erbe zu sein!] (ty.) sitat fra Friedrich Nietzsches Also sprach Zarathustra (1883). Norsk oversettelse ved Amund Hønningstad (Gyldendals Fakkelbøker 1962): «Ikke bare årtuseners fornuft, også deres vanvidd bryter frem hos oss! Farlig er det å være en arving.» – – Men hans dyrkere, de har annammet hans wahnsinn, ikke hans fornuft! Naar han aabent tilstaar sine venner: Wenn es Götter gäbe, wie hielt ich es aus kein Gott zu sein!Wenn es Götter … Gott zu sein!] (ty.) sitat fra Friedrich Nietzsches Also sprach Zarathustra (1883). Norsk oversettelse ved Amund Hønningstad (Gyldendals Fakkelbøker 1962): «Hvis der fantes guder, hvorledes kunne jeg da holde ut ikke å være en gud!» – saa tager man det ikke for vanvid, men for en berettiget mandig selvfølelses højeste potens og beundrer glad sin egen fornemhed! Naar han siger: Du gehst zur Frauen, vergiss die Peitsche nicht!Du gehst zur Frauen, vergiss die Peitsche nicht!] (ty.) sitat fra Friedrich Nietzsches Also sprach Zarathustra (1883). Norsk oversettelse ved Amund Hønningstad (Gyldendals Fakkelbøker 1962): «Du går til kvinnene? Glem ikke pisken!» saa tager man det ikke for vanvid, men glæder sig fremdeles over denne kategoriske autorisation af visse fornemmelser! – – – – Men naar han kynisk, i et mørkt raseri, med det fine seerblik tilsløret, har haanet og søgt at tilsmudse kvindenaturen – og kommer til sig selv igjen og trøstesløst udbryder: Wer begrifft es ganz, wie fremd sich Mann und Weib ist!Wer begrifft … Mann und Weib ist!] (ty.) sitat fra Friedrich Nietzsches Also sprach Zarathustra (1883). Norsk oversettelse ved Amund Hønningstad (Gyldendals Fakkelbøker 1962): «– og hvem har fattet til bunns hvor fremmed mann og kvinne er for hverandre!» saa er det af de steder, man ikke lægger merke til – heller ikke til den dybe modsigelse i den tilstaaelse, at mennesket er noget uopdaget, og at der er tusind stier, som endnu ingen har vandret – 234eller den endnu større, naar han i ægteskabet ser personlighedens dybeste udvikling: Ehrfurcht vor einander nenne ich Ehe! Aber das, das die Viel-zu-vielen Ehe nennen, wie nenne ich das, diese Armuth der Seele, diese Schmutz? Welches Kind hätte nicht Grund über seine Eltern zu weinen!Ehrfurcht vor einander nenne ich Ehe! Aber das, das die Viel-zu-vielen Ehe nennen, wie nenne ich das, diese Armuth der Seele, diese Schmutz? Welches Kind hätte nicht Grund über seine Eltern zu weinen!] (ty.) forkortet sitat fra Friedrich Nietzsches Also sprach Zarathustra (1883). Norsk oversettelse ved Amund Hønningstad (Gyldendals Fakkelbøker 1962):«Ærefrykt for hverandre kaller jeg ekteskap. Men det som alt for mange kaller ekteskap, hva skal jeg kalle det, denne sjelsarmod, denne skitt? Hvilket barn har ikke grunn til å gråte over sine foreldre!»

Hvilken kraftig-bitter visdom! Vi kvinder tilgiver Friedrich Nietzsche hans syge, formørkede had til os, fordi naar han vaagner til hjertets sans og samling, da ser han os bedre end alle de store, bekjendte herrer kvinde-psykologer tilsammen – da ser han saa langt, at han ser de lukkede døre, der vil aabnes af en ny tid – og han sanker paa sine «bjerge» bitre, styrkende urter: I brødre, venner, prøver min medicin! – –

Men hans brødre og venner har ikke villet smage den! De holder mere af hans tankes delirier, foretrækker de bekvemme, ærværdig-raa forestillinger for dette oprivende, at man ikke skulde kjende sig selv, langt mindre kvinderne – og værre endnu, ikke engang hvad der er ondt og godt!

*

De siger noget om, at De undertiden har tenkt, der var kræfter i Dem, der burde bruges, men at altid noget har stødt Dem tilbage igjen i passiviteten, 235og De har fundet det latterligt, at De har kunnet indbilde Dem, at noget af det, der skal frem i verden, kunde have brug for Dem!

De har siddet altfor lenge stille med benet horisontalt! Har ikke kandidaten sagt Dem, at saadant ikke er bra for blodet? Det cirkulerer for trægt, blir staaende i hjernecellerne, til man lider paa synet – men prøv alligevel, om De ikke kan faa øje paa alt det, som mændene lader ligge efter sig, fordi de heller ikke ser det og ikke magter det, – fordi det er kvindearbejde!

Eller tror De kanske, hvad de store mænd paastaar om hinanden, at de klarer det hele, tror De den store forfatter, der erklærer det unyttigt, at kvinder kompromitterer sig ved at ville give psykologiske aufklärungen, der indtil nu var mandsarbejde, tror De ham, naar han i egenskab af ret kvindeven tilraaber os: mulier taceat de muliere!mulier taceat de muliere!] fra Friedrich Nietzches Jenseits von Gut und Böse, 1886: «En kvinne bør tie om kvinnen.» eller naar en anden stor forfatter paastaar om en salig afgaat, udødelig overhøjhed, at de kvinder, han skildrer, altid er tilstrækkelig kvinder? … Tro det ikke, mindst det siste! – kan godt være ogsaa, det bare er klog beskedenhed dette, i bevidstheden om det kvindelige som noget vist dunkelt problematisk noget, hvoraf der altsaa ikke bør tages for meget, eftersom det hver 236gang befindes at være den samme haandfuld, man faar fat paa. – –

Lad os tage det for beskedenhed! – sandelig, en ny dyd er da oprejst iblandt dem! Naar jeg leser mænds kategoriske udtalelser om os kvinder, er jeg saa ofte kommet til at tenke paa, hvad der fortelles om Ludvig 14des livlæge: at han kjendte alle planterne i Jardin Royal,Jardin Royal] den kongelige hagen men ingenting udenfor den. Her forstaar man sig undertiden ogsaa paa gartneriet, men ikke paa naturen – og fordi kvinderne nu engang ikke er saa nemme paa grund af alt det gartneri, burde jo en samvittighedsfuld kritik kunne komme i nogen forlegenhed undertiden – i samme forlegenhed som afrikanerinden f. eks., da hun traf den franske dame med panierpanier] fiskebensskjørt og langt slæb: Madame, tout cela, est-il vous même? Madame, tout cela, est-il vous même?] (fr.) «Frue, alt det der, er det Dem?», sitat fra Germaine de Staëls roman Corinne, ou l’Italie, 1807, s. 539

*

Og her hjemme! Kjære, hvad er det for en aktivitet, der har betaget Dem, saa De ikke tror, der kan være brug for de «smaa» kræfter, som her og der kan være skjult i samfundets kroker!

For dem deroppe i bygden er jeg saamen rolig? Nu har jeg det! – De sidder jo stille og leser bestandig; er det vor literaturs store og gode gjerninger, der saa vældig har betaget Dem 237modet? det «lille mod til den lille aktivitet», der havde foresvævet Dem som det opnaaelige? – – Du store Gud! Vore egne, moderne storheder! Aah naa! Men, højstærede, hvad er det De leser Dem til der, som imponererimponerer] rettet fra: imponener (trykkfeil) saa?

Den evig-klassiske historie kanske? om mænds guddommelige skyldfrihed i spørgsmaalet kvinder, deres medfødte ret til at være hensynsløse, naar ikke egoisme med andre ædle drifter tilsiger andet, – om hvordan mænd, der mener sig at høre hjemme i de Nietzscheske bjergegne, fremdeles synes at kunne delikatere sig og medbrødre med de gamle, faldefærdige vittigheder om «blaastrømpedyd»blaastrømpedyd] blåstrømpe: kallenavn for kvinnesakskvinne på 1880-tallet o. s. v.! Er det alt dette?

Hvad siger De saa om mig, der kan sidde og strikke videre paa min strømpe og forundre mig over, at disse veludviklede mænd, der ser sig saa langt tilbage efter os, ikke destomindre endnu befinder sig paa det standpunkt, hvor man har smag for saa billige varer – og hvor man endnu ikke kan se, at der i de mislykkede bestræbelser, der vækker deres vid, kan være en kamp eller et martyrdom, der fordrer respekt!

Jeg er «kun en stakkels kvinde», som det heder i vore gamle pene bøger; jeg forbauses over, hvad vore unge helte bringer til torvs uden at genere sig. Sligt overlades leseren – og jeg er 238guderne dybt taknemmelig for, at der ogsaa er mænd, der generer sig ved, hvad mænd undertiden behager at skrive – mænd, der føler sig ubehagelig berørt ved den barbariske frejdighed, hvormed enkelte af vore talentfulde forfattere afleverer et livssyn, der har formet sig ved de smaa borde i Grand Hotel,Grand Hotel] kunstnerkafé i Kristiania og hvis inspirationer merkbart skyldes opløftende stunder hos forskjellige «Mathilder» og holddamer,holddamer] kvinner som blir underholdt av en mann uten at de er gift; en slags finere prostitusjon et udtryk, det har været de ærede forfattere meget om at gjøre at faa indført i vor literatur. Og alt dette, som dækket af spøgens og paradoksets form, søger at authorisere sig selv som livssandheder – det vinder ikke et atom mere tilforladelighed, selv om et helt korps af ægtemænd bedyrer det!

Jeg fristes undertiden til at lægge min strømpe fra mig og bede ret af hjertet: Frels os fra mere af denne kvindepsykologi, der vælder frem, naar der om deres øjne, der ser, lægger sig tætte lag af en taage, der trods vore unge, mandlige lyrikere, ikke kommer fra himmelen, men fra vore mest jordiske moradser!moradser] sump, myr

Og de forslaar saa lidet, spøgen og paradokserne! Den lader sig ikke let maskere, raaheden, denne syvhodede drage, der har sat sig til højbords i vor literatur! Hvor er vor ridder Georg, der fælder den?Hvor er vor ridder Georg, der fælder den?] referanse til myten om St. Georg, som frelser en kvinne ved å drepe dragen som truer henne

239Jeg har netop siddet og lest en bog her og lest om den ogsaa og forundret mig – ikke over, at menneskelige levninger, uduelige for ægteskabet, uduelige endogsaa til at sidde paa Grand, anser sig duelige for himmelen, – men over at denne gamle, af libertinerelibertinere] rundbrenner saa yndede tanke henrykker menneskene som noget merkeligt nyt, og at prester kan være saa glade over denne værdifulde forøgelse af himmeriges befolkning!

*

Kvinderne deroppe er det, som maa have vækket Dem! Det er ikke mulig andet, end at disse afmægtige, tilfredse og utilfredse kvinder har tvunget Dem til at rydde op i Dem selv! Vi kvinder fører saa ofte en uordentlig sjelehusholdning; vi ved ikke, hvad vi har i huset!

Og livet i en saadan kreds kvinder – er det ikke som at komme ind i en forsamling, hvor der er bedærvet luft? – Først synes man det er umuligt – siden vænner man sig til, hvis man ikke itide faar et Vinduvindu] rettet fra: Vindu (trykkfeil) op?

De skal se paa disse kvinder! De er saare lystelige at faa forstand af! Se paa fru Tip: type paa tusind af vore vakre ubetydeligheder af smaafruer, som aldrig har lært at tenke en tanke! – Arme lille jordiske stjerne! der om nogle aar vil 240have tabt sin glans og fra at have været tilbedelsesværdig, ubønhørlig gaar over til at være beklagelsesværdig, uden udsigt til nogen anstændig stjernedød, som f. eks. at falde i solen! Naar den siste virakvirak] her: overstrømmende hyllest og beundring er forduftet, de siste roser smuldrede hen, er der intet andet for hende end at kjede sig langsomt ihjel, simpelthen gaa tilsengs for ikke at staa op mere! – –

– – Eller tenk Dem Adelborg, en hersker-sjel anbragt i en husjomfru, der aldrig har kunnet vinde respekt for sit arbejde! Lad mig tilstaa, at netop hun har bragt mig, glade sjel, i en tilstand saa elegisk,elegisk] vemodig, klagende at jeg har ønsket mig vinger, der kunde bære mig langt væk fra denne lille, tarvelige jord, med alle de uheldige eksistenser af kvinder, der ikke har kunnet gjøre noget ud af sit liv, og af mænd, der idet de foragter os, selv blir saa foragtelige! Ud fra alt dette stel! – – Ud i de store stjernetaager, de bundløse dyb, paa opdagelse efter fjerne, friske kloder! Ak Gud! og saa den latterlige virkelighed, De: ikke at kunne drive det lenger end til at bøje knæ her mellem al lidelsen, med et lidet hysterisk udbrud nu og da: – –

Aa du ærværdige, alle slægters barmhjertige fortrøstning! Hvor langt er du indenfor dine vel tildækkende portièrer, gjør dog en rift i skyen, at du kan se til os! Hvad kommer over dig, at 241du ikke hører os, vi som i aartusinder har ofret dig vore hekatomber,hekatomber] store ofre vore taarer, vort dyreste hjerteblod og vore sjeles haab? – – Hvad kan der komme over dig, at du ikke merker vor nød! – Ser du ikke, hvor vi forgaar? For det er ikke nok, at du lover os saligheden deroppe – hvorledes skulde vel den være beskaffen for at kunne sone for alt? Mon dine himmelsales glans vil kunne suge i sig alt vort jordiske mørke? Er der lyksalighed uendelig nok til at fortære vore taarers havstrømme, himmelske kræfter almægtige nok til at gjøre tusindaarenes blodige synder som sne?

Jeg tror det ikke, hjelp min vantro!

*

Har De lagt merke til Madame? – til den hemmelige smerte, der skjelver hende om mundvigerne? Hvor synd, at hun er kommet til at sidde der saa stille, helt afdød til marmor; – det er denne stolte passivitet, som enkelte kvindenaturer tyr ind i, de der aldrig har kunnet tage imod almisser og de smaa portioner!

Jeg husker hende fra hendes ungdom: en stor, levende skikkelse, fuld af lethed og kraft og sterke drømme; hun var som en ung panther, en dejlig, dristig Diana,Diana] romersk gudinne for jakt, fruktbarhet og fødsel jagende paa sin hvide blodshest over skog og vang! Hvilken skade, at hun 242er kommen til at sidde saa stille inde i denne store, forfærdelige ligegyldighed! Det var ægteskabet, der forvandlede hende; det blev til en tragedie, og tragedier er ødsle, ved De, til at bruge kræfter! – Og det gik hende som hendes hvide blodshest! De havde taget fra den dens skjønne mod, havde sat den for arbejdsvognen, – og den tabte sansen for de vilde farter paa vovsomme stier. – –

Imens gjorde hendes mand sig det bekvemt i den nye velstand, er af dem, der hygger sig, hvor der ikke er for langt til loftet,loftet] taket og bedst ved sin mad og hos sine damer. Og hun har overladt ham til dem; hun vilde ikke have ham som far for sine børn! Af kjærlighed til dem har hun renonceret paa dem, siger hun. Og hun har sat sig hen at vente. Paa hvad? – Det vidste hun vel aldrig selv: – Paa et under af dem, der aldrig sker – og i en slags lammelse, uden at kunne finde ud, hvad hun skulde tage sig til med sine kræfter, mens den stilferdig-lidelsesfulde proces, disse kræfters afdøen, langsomt fuldbyrdede sig i hende.

Det ser ud, som hun venter endnu! – men hvis underet kom, og en engel fra himmelen steg ned og sagde: Staa op og gaa! Alt skal blive som du ønsker! da vilde fortvilelsen først fyldes: 243hun kunde ikke lenger, det var for sent, dette melankolske for sent – for hende som for andre af vore stort anlagte kvinder, som aldrig har fundet noget at redde sig paa! – – Jeg har set nogle af dem omkring i landet: triste syn, for dem som kan se! – skjønt modige er de, beundringsværdige i den lidelsens tause stolthed, der ikke udleverer noget til hoben. – –

Jeg, der gjør mig til af at eje, hvad jeg vil kalde kvinders fine langsynethed, har undertiden merket, at der er lidelses-dybder, fjerne, lukkede smertensriger, ukjendte for andre menneskebørn, hvor saadanne sjele færdes uhyggelig hjemmevante.

Af sligt blir jeg saa trist, at jeg ønsker mig saa sløv paa syn og sans som en mand, der har det rigtig godt og ikke for alt i verden vilde ødelægge sin middagsro med denslags generende bevidstheder!

*

Man siger, at som regel gaar de højere anlagte mænd tilgrunde; det er de lykkelige tilfælde, som redder de enkelte. Hvordan kan man da undre sig over, at for kvindernes vedkommende er denne tilgrundegaaen saa systematisk grundig, at folk flest ikke engang merker, de har været til! Paa den jordbund, der har været tilstaat os, kan der vanskelig trives videre godt andet end pene smaadamer, 244en liden alen lange! – – Og alligevel ser virkelig mandfolkene saa ironisk paa os, naar de spørger: Hvor er I saa henne? – – –

Men lad os for Guds skyld ikke derfor forledes til, i prisværdig iver for at se at finde frem noget vi ogsaa, fremdeles at bruge disse smaa, meget ærværdige og saa inderlig samvittighedsfuldt udslidte maal- og vægtredskaber, selv om de er nok saa kongelig-kirkelig justerede! Lad os se at skaffe os lidt større grejer, naar vi vil tage maal af os selv og andre! Og lad os ikke beundre hinanden noget videre, nu for det første! – – –

*

De siger, at De aldrig egentlig har tenkt paa at gjøre noget – ikke andet end at De vil vove at leve Deres liv. Som om ikke det var nok, og netop hvad vi trænger! Bare det at tage op sine forudsætninger istedetfor at lade dem ligge og dø! – Saadan en modig visen vej! Et skridt frem! Mellem mænd er der af og til megen tale om at flytte grænser – det er netop, hvad vi har at gjøre, det, om vi vil leve vore liv! I gamle dage stødtes der i horn for at mane mænd til strid! Om jeg ejed det horn, der kunde vække kvinder! – til strid for fred og livets fremgang! – – – – –

De siger, De vil ikke gjøre noget, og De vil 245ikke med der, hvor man flokkes. Jeg skal sige Dem, De har en aristokratisk sky for flertallet,flertallet] rettet fra: flertalle (trykkfeil) De liker ikke at komme op i det med tarvelige storheder og store tarveligheder! Lad gaa! Naar De bare faar ud af Deres eget liv, hvad det er emnet til, saa er det nok; det er alt! – – –

Naar jeg hører stenbrydervisenstenbrydervisen] «Steinbrytervisen», også kjent som «Nisser og Dverge», ble skrevet av Henrik Wergeland i 1841 som en motvekt mot de mer rå rallarvisene diktet av rallarne selv (kilde: Siv Gøril Brandtzæg: «Skillingsvisene i Norge 1550–1950», Edda 2/2018) her i gaderne, stanser jeg altid og lytter, grebet af dens vemodige molltone, dens simple, høitidelige autoritet! – –

Og husene viger tilbage, og gaderne forlenges: Over hele jorden arbejdes der, alle steder fra kommer den, tungt stigende, stille samlende kræfter og villier, bærende i sig suk fra dem, der er besværede, men ogsaa bud om arbejdets magt! – – –

Naar jeg hører stenbrydervisen, lytter jeg altid, vemodig og fortrøstningsfuld! Nu vil jeg tenke ogsaa paa Dem, se Dem i forgrunden, modig, – ikke? For jeg antager, Madame er Dem en kraftig advarsel!

*

Der er noget, som har lammet Dem! Ikke bare den benskade! Skal jeg være diskret og nøje mig med at sætte 6 spørgsmaalstegn, eller skal jeg lade min fine langsynethed forraade, at De har drømt saa forvoven en drøm som at ville prøve kræfter med denne vel udstyrede, gammeltestamentlig anlagte mandshertugelighed K. G.! 246De vil faa endel at gjøre, før De kommer saa langt; der er ulænder mellem Dem og denne natur! – –

De har et kraftigt, modigt temperament, tiltrods for de myge hænder og det bløde blik! – Men vidste De – ja hvis De vidste istedetfor at haabe – saa ved jeg ikke, om De vilde mere! Derfor er det viseligt, at man ikke ved, men haaber!

I Asiens vilde stepper gror der etslags træ, der er tungere end vand, og som slaar gnister, naar man hugger i det – det er bare ørkenen, der kan hærde slig – – noget af denne ørkenhaardhed er der over Knut Gripp, det er ikke bare almindelig thrøndersk stædighed eller mandfolkelig gudsnaadebevidsthed; derfor lykke til! Jeg har respekt for K. G.; han er en opgave.

*

Skulde De allerede have forløftet Dem paa den? Eller hvad mener De med disse siste linier, som kom idag? Mangler De medicin deroppe, en ordentlig læge? Eller er det bare for De har for friskt blod i Dem til at sidde 2 maaneder paa en sofa?

Jeg beder saa mindelig: Mist ikke Deres hellige, skjønne mod, Deres fine stolthed og Deres vaarfriskhed! De taler om en ensomhed, som forfærder! Lad den ikke afskrække Dem! Endnu er en kvinde, der vil noget, altid ensom! Sluk 247ikke ilden i Deres sjel, som saa mange tusen kvinder selvmorderisk har gjort!!! Flyv, vilde svane, flyv!!! Vi trænger det, vi andre bundne, anskudte, vi trænger at se Dem løfte vingen og flyve. Lad Dem ikke indbilde noget af alle de tamme gjæs! Indse, at De er af de undslupne faa! Og har vi ved lykkelige tilfældigheder og megen lunefuld barmhjertighed faat reddet Dem, saa er det ikke for at De skal hvile paa roser!

De taler om mig! Hvorfor ikke jeg, spørger De! Hvad ved De om mig? – –

Der var engang en fugl med lange, højtbærende vinger, indrettet for flugt mellem skyer. Den kom aldrig til at flyve! – – Hvad kan der være at fortelle om saadant et dyr?

Kast ikke fra Dem Deres skjønne mod! Og husk, der er store mennesker at styrke sig paa! For endel aar siden levede der en digter, en sublim, uforstaat aand, ren som den flamme, der forvandlede hans legeme. Som han har ingen mand talt til kvinder: fortrøstningsfuld, fordi han tror, at sandhed sejrer, vemodig, fordi udsigterne var saa lange – men lykkelig, fordi han har fundet helsebod for menneskeslægtens store sygdom.

Never will peace and human nature meet
till free and equal man and woman greet
domestic peace!Never will peace … domestic peace!] (eng.) sitat fra Percy Bysshe Shelley (1792–1822): The Revolt of Islam, 1818. («Aldri vil fred og menneskets natur møtes før mann og kvinne, frie og likestilte, hilser velkommen hjemmets fred!»)

248Og han spørger udover verden: Can man be free, if woman be a slave? Can man be free, if woman be a slave?] (eng.) Kan en mann være fri dersom kvinnen er en slave?

Og verden svarer ham med at besudle hans navn.

Men han hører den ikke i sin hellige strid for, at den tidens fylde engang skal fuldkommes, da der for alle mennesker vil være samme menneskelige frihed.

Han ser sine dybe fremtidssyner, drømmer sine skjønne lykkedrømme om en tid, hvor mændene gaar omkring uden had, og hvor kvinderne

speaking the wisdom once they could not think
looking emotions once they feared to feel
and changed to all, which once they dared not be
make earth like heaven.speaking the wisdom … like heaven] (eng.) sitat fra P.B. Shelleys lyriske drama Prometheus Unbound, 1820, Akt III, vers 157 ff. I Ferdinand Lynners oversettelse, Den befridde Prometevs, 1951, s. 151: «De frie tanker, aldri tenkt til nu, / dem kledde de i ord, og viste kjensler / de hadde fryktet for å nære før. / Forvandlet til hva aldri før de våget / å være, drog de himlen ned på jorden.»

Dette til Dem!

Doris.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mennesker

I romanen Mennesker fra 1892 tar Alvilde Prydz opp spørsmål knyttet til menneskenes plass og rolle i ekteskap, familie og samfunn. Prydz plasserer sin hovedperson, Helene Ørn, i en lang rekke av situasjoner der en slik debatt oppstår mer eller mindre spontant. Romanen var et viktig innlegg i datidens kvinne- og menneskesak.

Utgaven er utstyrt med forklarende kommentarer og en kontekstualiserende innledning ved Jorunn Hareide.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 på nb.no

Les mer..

Om Alvilde Prydz

Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.