II.

Nedover mod elven, paa et lidet fremskudt næs, en fjerdingvej fra fogedgaarden, laa Sandvold, der tilhørte bygdens rigeste mand, ingenieur Emmanuel Taylor-Thorvildsen.

– Folk snakkede saa smaat om, at ingenieur var han ikke synderlig mer end hvemsomhelst. Hans slægt, oprindelig fattige tømmerflødere, havde for etpar generationer siden vundet penge og anseelse ved spekulationer, og det var siden blevet skik i familien, at sønnerne, naar de naade myndighedsalderen, antog titelen ingenieur.

Om han rettelig var kommet til det statelige Taylor-navn, havde man ogsaa sine tvil; der var dem, der paastod, det var hans kone, der maatte have noget ordentlig noget foran Thorvildsen.

– Man skulde føre hus, bygdens første, og fru Taylor-Thorvildsen vilde gjerne have alt i stil. Sin mor, om hvem hun ikke kunde huske andet, 54end at hun leste romaner, var hun meget taknemmelig, fordi hun havde ladt hende døbe Catharina del Carmen van der Bergh, skjønt faderen altid havde fundet sig vel ved at hede Olsen.

Hun havde i længere tid prøvet paa at faa det ind i bygdebevidstheden, at Sandvold var omdøbt til Taylorsruhe, men det vilde til hendes sorg ikke gaa; Sandvold var et altfor godt gammelt navn og bygdebevidstheden altfor uhaandterlig. Men at Sandvold, siden den lille, fine frue var kommet tilgaards, var blevet et rent omfremt-sted,omfremt-sted] omfremt: flott, svært indrømmede man jo derfor lige godt. –

At ingenieuren havde taget arkitekt fra byen og bygget den statelige, gamle bondegaard om baade med taarne og andet stel og lagt moderne park med drivhuse og fiskedamme, foruden at der var kjøbt blodsheste og vogne fra udlandet, – det var der heller ingen der fandt paakrævet nødvendigt uden fruen selv, der først syntes hun kunde begynde at føre hus, nu som hun havde faat sin suite af selskabsværelser foruden sin elegante dagliglejlighed med et arbejdsværelse, hvor der aldrig blev arbejdet, og et japanesisk boudoir, hvor der stadig blev hvilt ud.

– For det havde slet ikke været saa ligetil at faa det hele istand. Der havde været saa mange «naturlige fiender», som arkitekten og gartneren var enige i at kalde beliggenhed og klima og alt 55saadant kjedelig noget for, og hendes ven, den unge svenske maler, der havde været oppe for at forestaa husets kunstneriske udstyr, havde havt sligt et mageløst besvær med at faa sammen al denne antik og roccocco og empire og Gud maatte vide, hvad det var, det hed altsammen – at hun virkelig, da hun saa alting saa dejlig ferdig, ansaa sig berettiget til at hvile rigtig ordentlig ud.

– Og hun hvilte, paa sin tyrkiske couchecouche] seng, divan eller sine japanesiske silkehynder,silkehynder] silkeputer hvilte ud i en mild kunstglæde, det vil sige en behagelig forhaandsfornemmelse af, at hun omgivet af disse kostbare og derfor ogsaa saa sjelden nydelige ting vilde blive endnu mere beundret og hemmelig misundt end før.

– Medens ingenieuren i de første tider gik omkring og var fornøjet over sine heste, sin ayshirebestandayshirebestand] britisk ku-rase og sin rene cheviotrace,cheviotrace] britisk saue-rase tilbragte fruen, der ogsaa havde sin udprægede sans for race, ligesaa behagelige øjeblikke inde paa sine matgule silkehynder med at glæde sig over bestanden inden huset.

– For det første var det den unge dame, hun havde taget med sig op fra Kristiania, og som skulde tage sig af børnene, – saadanne damer som bonnerbonner] bonne: (fr.) pike, hushjelp brugtes jo altid i store huse – og nu var det fru Taylor-Thorvildsen en dyb tilfredsstillelse, 56at Lydia Martinis mor havde været en von Ramel – hun yndede at omtale det i forbigaaende til sine veninder sammen med en liden diskret tilstaaelse af, at hun kunde ved Gud i himmelen ikke for det, men det var hende ligefrem nødvendigt, at hendes tjenerskab var en smule kultiveret.

Saa var der desuden ogsaa den fordel, at hun havde sikret sig en varmt dyrkende taknemmelighed, – for saaledes at blive optaget i hendes hus, lege med hendes børn og holde hendes pynt iorden, det var da ved Gud noget andet end at sidde og sy for folk dernede i byen i det elendige hul, med tapetet revet af væggen i lange strimer!

Men hvad der var det besynderlige og hvad fru Taylor havde maattet tenke paa flere gange siden – Lydia Martini havde været fornøjet dengang ogsaa. Hun havde pegt hen paa det lasedelasede] fillete tapet og smilet og sagt: Se, naar man staar lidt fra, ser det ud som solskinsstrimer! –

– Gud, hvor det var godt, at fattige folk var saa glade! Det var da en erstatning for dem det … i den fornemme verden er man det jo egentlig aldrig – og hun noterede med en behagelig selvbevidsthed, at endskjønt Lydia altsaa næsten var en von Ramel, var der alligevel en vis naturlig forskjel mellem dem, for saa ligefrem umaadelig lykkelig som Lydia, tillod hun sig virkelig aldrig 57at være, det laa hende ved Gud i blodet, … et rent blodsaristokrati maatte jo saadant kunne kaldes! ….

… Heldig havde hun ogsaa været med husjomfruen, Adelborg. Det var et navn, der straks havde gjort indtryk, og hun havde ikke behøvet at se attesterne. Og det viste sig ogsaa, at hun ikke havde taget fejl. Adelborg havde været forlovet med en medicinsk student og lest lidt sprog, og fra denne højde var hun da nedstyrtet i ingenieurens kjøkken, i et arbejde, som hun fuldstændig kunde magte, men, som ikke «laa for hende». – Fruen havde uvilkaarlig følt sig imponeret af dette og endnu mer af, at alt det, hun ikke kunde, laa saa ganske anderledes for hende; – deraf naturligvis ogsaa dette rædsomme humør, som undertiden saa tydelig laa for hende, og som ingenieuren kun havde en svag anelse om, men fruen en bestemt forfærdelse for.

Men det kunde alligevel ikke være tale om at anse Adelborg for andet end en lykke for huset; hendes evne til at servere var enestaaende, intet sted kom maden saa nydelig ind … og de største selskabsborde!, saadan som hun oversaa det hele i et eneste blik! Og det formelige geni, hun havde til at opvarte herrer! Hun var aldeles uundværlig for hendes mand; – igrunden var det jo saa 58godt og ganske rimeligt ogsaa, for Gud det var da som det skulde være, at hun havde større respekt for ham! … Herrer var da noget andet!

– Fru Taylor-Thorvildsen kunde godt like at tenke paa, at de andre fruer maatte misunde hende Adelborg og alle hendes andre herligheder, papegøjen Ajax og Minouche ikke at forglemme – for hvem havde vel saadan en kat som Minouche?

Men først og sist fandtes der ingen mand som Emmanuel Taylor-Thorvildsen; det kunde ikke hjelpe, at fogden var nydelig og gav sig air,gav sig air] gi seg air: opptre på en stolt, viktig måte hele bygden saa jo paa Emmanuel, som om han var herre over dem allesammen. Hun vilde ikke engang tenke paa, hvordan Emmanuel var, naar han blev sint; der var ikke én, som ikke helst pilted afgaarde da, om der var nogen vej forbi …

For hende selv kunde det rigtignok være storartet forfærdeligt, naar han saadan brød ud, hidsig som en vulkan, men hun ønskede ham alligevel ikke anderledes end han var, for naar det var over, blev han ligesom i forbløffelse over sin eruptioneruption] utbrudd saa ualmindelig medgjørlig og hyggelig, at hun kunde rent haandtere ham som et lam.

Dernæst bragte det ogsaa en vis afveksling i de bugnende gode dage, der undertiden blev truende kjedelige; og forresten faldt det hende heller aldrig ind, at det kunde være anderledes.

59Helt fra forlovelsesdagene havde de havt det paa den vis, og hun brugte fremdeles den samme, dengang lykkelig opfundne metode for at faa ham blid igjen.

Under et af hans udbrud af skinsyge var hun nemlig engang kommet til at tenke paa Stor-Rusken, en sint okse, der havde skræmt hende i hendes barndom; og det var udentvil det mest træffende indfald, hendes lille hjerne nogensinde har havt, der fik hende til at lægge sin fine, lille haand over hans brede, hede nakke med et indsmigrende: «Aa, stakar da, Stor-Rusken!» – en tiltale, budejen altid havde brugt for at formilde hans vredagtige højhed.

Indfaldet havde slaat an; ingenieuren havde ikke fundet sammenligningen i mindste maade forringende; den sagte,sagte] stille myge smygen rundt for at forsone Stor-Rusken var tvertimod et billede, der havde tiltalt, mens tanken paa denne personligheds kraftige selvbevidsthed havde vakt en tilfreds følelse af slægtskab.

Og navnet gik over til fast kjelenavn, ypperligere anset end alle andre gode navn. For fruen passede det ogsaa – det at maatte smyge og lokke og kjele for at faa Stor-Rusken god igjen var netop noget, der laa for hendes evner.

60Hun glemte at kjede sig, igjen grebet af sin straalende ungdoms travlhed; hun havde igjen brug for sit nydelige koketteri, sin listig forførende ynde, og Stor-Rusken tabte altid, naar hun med de fint vibrerende næsebor og sit lange, hvilende blik stillede sine tropper i marken mod ham.

– Men saa havde da ogsaa Stor-Rusken hevnet sig, og det statelige Catharina var blevet forvandlet til et lidet forelsket «Tip», der først var holdt ganske hemmeligt, men tilsist i sit eneherredømme sammen med «Stor-Rusken» var sivet udover bygden; – de nærmeste veninder ansaa sig endogsaa berettigede til at bruge det.

– Og om Stor-Rusken ofte maatte give tabt, var det altsaa ikke at undres over, for af alt, hvad der var i det store, elegant forsynede hus, var den lille fru Tip det yndefuldeste, og hvor hun viste sig i sin blonde engleskjønhed, var hun noget af det mest udsøgte, man kunde se.

Onde mennesker paastod jo rigtignok, at hun malte sig lidt, men det var ikke sandt, for der laa om de store, uskyldige øjne noget dunkelt, et indtagende mørke, hemmelighedsfuldt som omkring de store violers hjertekammere – og i øjnene selv, som blaanede mildt bag mørke vipper, noget bedaarende ungt og barnligt; der var mellem dem og det yppige smil et taust, almægtigt forbund, 61i det lange, lyse, koket glidende blik en sagte solglød, der ikke brændte, noget blidt sugende, en udstrømmen af en mild, ubevidst sanselighed, der fordi den var saa ubevidst, ansaaes saa aldeles vidunderlig betagende. Over den lille fine, fyldige skikkelse med den mathvide, fløjelsagtige hud og de lunefulde, lidt forvredne bevægelser var der en smægtende ynde, i hendes stemme en sansedaarende kvidren, en blidhed som et stille kjærtegn.

Damerne tilgav hende næsten, at hun tilbragte sit liv med at gaa og være saa pen; og herrerne tilbad hende og nød af hendes smaakoketterier, de ægte beviser paa hendes uforfalskede kvindenatur.

Mindre begavede mænd var tillige saa behagelig trygge for alslags overrumpling fra hendes side og glædede sig med de andre over at finde saa megen ynde sammen med saa megen uskadelighed. For mange var det forfriskende at træffe paa en saa rendyrket kvindelig enfoldighed uden tilsætning af nogenslags jordisk visdom; det klædte hende udmerket, naar hun egentlig aldrig hørte efter, hvad der blev sagt, men gjerne svarede paa noget rent andet eller kom med sit eget smaapludder, hvoraf hun altid havde hodet fuldt.

Og om alt, hvad hun sagde, syntes man, det var sagt hundrede gange før af andre indtagende smaa fruer, bare – som i de bekjendte kogebogopskrifter 62– det samme paa en anden maade, en saadan nydelig anden maade.

Endogsaa det at skrive dagbog brugte fru Tip, naar hun var nedstemt – det hændte gjerne, naar fordøjelsen var mindre god, eller der var en anden fysisk uorden. Da følte hun sig altid oplagt og trode, det var den rene lyrik, skjønt dagen efter, naar hun var frisk, tog det sig saa underligt ud.

Blandt andre af indtagende smaafruers fællesegenskaber havde fru Tip ogsaa den at kunne tale med om alting. Hun havde skummet lidt af her og lidt der – af skummet og havde det forresten saa «dejligt paa følelsen». Alle de vigtigste af indtagende fruers fællesegenskaber havde ftru Tip, og den mindst vigtige var ikke den i hendes hjerte dybt rodfæstede mangel paa agtelse for sit eget kjøn sammen med en overbevisning om, at den magt, hun undertiden tog over sin mand, igrunden var en uret og derfor ogsaa maatte vindes ad bagveje, ved at overliste hans sanser.

Og ingenieuren var enig med sin kone; det var netop hende, der havde udviklet og bestyrket hans medfødte kjærlige foragt for kvinder, disse pokkers merkelige tingester, der var saa overmaade uundværlige, men alligevel aldrig havde kunnet 63opnaa anden plads i hans noget dunkle begrebsverden end en højst ubestemmelig en, nærmest under kategorien behagelige husdyr.

Der var i ingenieurens maade at se paa kvinder noget, der mindede om de vilde kosakker, der i sin dybe overbevisning om, at det kun er dem selv, der er rigtig ordentlig mennesker, ser paa alle andre med foragt. Ogsaa i andre stykker var der berøringspunkter. Ingenieuren kunde ikke fordrage at møde et kvindfolk i vejen, naar han skulde ud; havde han netop noget fore, kunde det ikke engang nytte at begynde paa det da.

Han var godmodig, men egentlig at tenke paa andre end dem, der hørte ind under ham selv, var han uduelig til; det stod for ham som en besynderlig umulighed. Det havde glædet ham at opdage de samme tendentser hos sin hustru, og her var det ham, der udviklede og bestyrkede. Der var mange berøringspunkter mellem de to ægtefolk, mer end en chance for at kunne leve lyksalig sammen. Som hun i sin tankeløse uvidenhed saa stod han i en vis taaget skepsis forholdsløs til de fleste livsfænomener; han var ikke rigtig sikker paa, om der var hverken noget godt eller noget ondt til, ingen videre formening hverken om dyd eller last. En vis tilfredshedens egoisme var hans religion, han var magelig anlagt, 64talte mest i aforismeraforismer] fyndige, ordspråksaktige utsagn og højst utydelige haandbevægelser, elskede god mad, fortærede meget, sov 2 timers middagssøvn, var trods sin skepsis meget ræd for fritenkeri og sligt og vilde helst have tilstandene uforandrede, som de var.

For paa Sandvold hos ingenieurens havde man det udmerket; man havde levet der i 12 aar i en livsnydelse saa sorgløs og vel grundfæstet, som om den ikke skulde kunne forstyrres.

Den eneste, ikke ugrundede skygge af frygt var, at man skulde gaa hen og blive for fed.

Og endnu et, den lille, skjulte orm – man kjedede sig. Naar man havde spist godt, og der ikke var fremmede om aftnen, kunde man undertiden ikke holde ud at sidde lenger sammen, men gik og lagde sig klokken 8.

– – Til saadanne tider, naar de begge tungest føler la longueur du tête-a-tête,la longueur du tête-a-tête] (fr.) kjedsommeligheten ved å være to tilbringer fruen helst hele formiddagen i svaghedstilstand og morgenkjole – undertiden lykkes det hende med sin lille fantasi at forestille sig, hun er syg; da kryber hun straks iseng og kan give sig til at drømme om la clef du paradis perdula clef du paradis perdu] (fr.) nøkkelen til det tapte paradis – det tilstaar hun siden – hun elsker at citere saadanne smaa franske sætninger, som ikke er vanskelige – hun har i 3 aar været i fransk pension.

– Men som regel, i de døde tider, kommer 65der gjerne en trøstens engel i skikkelse af en amtmand, en ny sorenskriverfuldmægtig, huslærer, eller en og anden virkelig ingenieur, og luften bliver fornyet om den lille frue til Taylors-ruhe, hun bliver frisk igjen og befinder sig igjen i sit element, som er at være nydelig og kurtiseres.

*

Det er eftermiddagssøvnens hellige tid. Ingenieuren har sovet sine 2 timer og strækker i opvaagningens behageligheder sine lange ben henover den mørkebrune peluche,peluche] plysj mens hans i øjeblikket næsten sorte øjne med halvvaagen forundring stirrer over paa væggen med de to yataganer i korsto yataganer i kors] yatagan: en ottomansk kniv eller kort sabel og den store tscherkessersabel.

Der stiger en langsom bevidsthed hos ham, at han ved middagsbordet har trættet med sin kone, og at det gik adskillig varmt til, da de var alene ved desserten, mens frk. Lydia var inde hos børnene, der ikke var friske.

Det havde gjeldt nogle kjoler, der var kommet fra Paris; hans kone var aldrig saa kamplysten modig, som naar det gjaldt at forsvare sine kjoler.

Slaget var ikke blevet udkjempet og ingenieuren derfor ikke det mindste forbauset over at 66se hende sidde der paa den lille lave chaiselongue og betragte ham med en uhyre værdighed og nakken bagover.

Hun plejede i saadanne tilfælde altid at forlade sit japanesiske boudoir før kaffen kom og sætte sig ind til ham, for at han tydelig kunde se, hvor han havde ødelagt hendes middagssøvn.

– Hun sad og fingrede med kniplingerne paa sin kjole, lidt bleg og lidt træt, meget nydelig og uhyre fornærmet, med en sagte vuggen, en vag, næsten umerkelig sejlen frem og tilbage, der var denne fornærmelses umiskjendelige merke.

Ingenieuren satte igang en langvarig gaben,gaben] gjesp saa langvarig, at fruen, der ogsaa begyndte, ganske svagt, halvt overvindende, tilsist selv blev den overvundne.

«Nej, jasaa, lille Tip, saa du kjeder dig, det kan jeg sgu saa godt forstaa – kanske fruen ikke har sovet?»

Ingenieuren plejede altid at begynde saadan, og fruen plejede altid fra sin fornærmelses højde at lade falde noget som: «Aa du, det er slet ingen begivenhed, aldeles ingen begivenhed det der!» – mens hendes af bevægelsen tilslørede stemme bar bud om, hvilken begivenhed det virkelig var.

For ingenieuren havde forbudt hende at gaa 67paa det forestaaende bal hos amtmandens i den blegblaa satin duchessesatin duchesse] kjole av elegant silke saa udringet som den var, ligefrem forbudt hende, endda den var kommet lige fra Paris og naturligvis altsaa ikke var anderledes, end den simpelthen skulde være.

Ingenieuren, der ikke kunde fordrage, at hun ved festlige anledninger ikke havde noget imod at vise lidt af sit hvide bryst, havde vovet at sige, at saadant ikke var vakkert engang, men aldeles afskyligt.

Og fru Tip havde ikke engang prøvet paa at sove middag, men med en nervøs iver gjennemrodet alle sine skuffer, helt til hun lykkelig havde fundet det lille digt, ingenieuren engang i forlovelsestiden havde skrevet til hende. Det var om det bal, hvor de var blevet forlovede, og der stod saa meget, blandt andet ogsaa om Stor-Ruskens henrykkelse ved at ane «den brystets hvide bølge, der havde vugget ham ind i et andet land».

Nu holdt hun det triumferende hen for ham.

Han saa stivt paa det – og huskede tydelig, hvad for et hovedbrud han havde havt med at faa det sammen efter en tysk original.

Han for hidsig op. «Ja, men indrøm det, Tip, det er da fanden til forskjel!»

Det var en talemaade, hvormed ingenieuren stadig plejede at overbevise sin kone, og som 68regel indrømmede ogsaa fru Tip uden at behøve nogen nærmere udredning af, hvad fanden til forskjel egentlig var for noget – men ikke idag, da det gjaldt kjolen.

Fru Tip havde den hele tid ikke kunnet indse, at det var saa farligt. Naar hun saadan var i grand toilett,toilett] rettet til toilette i 2. utgave følte hun en mild sansefryd ved straalerne fra alle disse blikke, der saa gjerne søgte hende, hun følte sig vel ved det, som blomst under solstraaler, og fandt det selv uskyldigt, muligvis med en halv ubevidst fornemmelse af, at det kunde blive det, sammenstillet med hvad den kjære Emmanuel paa sit omraade fandt fuldt lovligt.

– Hun havde rejst sig op og stod stolt svingende med digtet, i følelsen af sin gode sag.

«Og Stor-Rusken, du maa da indrømme, at ved festlige anledninger er da ved den himmelske Gud en dame ikke, nej, det siger jeg, ikke ordentlig paaklædt, dersom hun ikke er, ja formelig saadan lidt afklædt, som du siger!» – hun trak det ud i en grimace, som Stor-Rusken fandt klædte hende saa nydelig om munden – «Du kan jo selv se ved hoffet … er man der kanske ikke aldeles nødt til at møde op saadan? Kjære, naar kongen selv vil ha det, hører det jo næsten med til statsforfatningen da vel, jeg gad rigtig 69vide, hvad du vil gjøre, jeg, Stor-Rusken, naar kongen altsaa befaler det!»

Dennegang var det Stor-Rusken, der lod sig overbevise.

Han var kommtnet hen til hende paa den lave chaiselongue og sad med armen om hendes liv – og brystets bølge var atter ved at vugge ham over i et andet land.

Fru Tip kneb øjnene halvt sammen og forfulgte sin sejer.

– «Saa skulde denne dejlige kjole være ubrugelig altsaa! – Gud, hvad skal jeg gjøre, og som den klæder mig! det saa du jo selv … tenk, saadant himmelsk blegblaat, tenk, tung atlaskatlask] silke i den farve, Stor-Rusken, som du ser paa himmelen og ingen andre steder! …

– «Nydeligt! og saa vilde det kanske være synd paa amtmanden og alle de andre, du ved de glæder sig sagtens …

– «Aa, noget saa! … Gud, hvor han er fæl, er han kanske ikke fæl, den Stor-Rusken?» – – – Hun saa paa uret og for op. «Og som jeg kan sidde og tenke bare paa os selv! Du er egoist, Stor-Rusken!»

– «Javist, det bør du ogsaa være; for fanden, hvad har du med de andre at gjøre? Jeg postulererpostulerer] forutsetter, påstår ….»

70Og Stor-Rusken var blevet ganske ærgerlig og trak hende ned til sig igjen.

«Men vær ikke saa’n grulig egoist da, Stor-Rusken – og mener jeg ikke du drømmer ogsaa jeg, du ved nok ikke, hvor meget jeg har at gjøre! …

«Du?» Stor-Rusken tillod sig at le.

Fru Tip saa bebrejdende paa ham.

– «Du, … du maa ikke tro … du tar saa himlende fejl … om jeg ligger paa sofaen derinde, da ligger jeg virkelig bare og tenker ud du – for Gud, det er da virkelig mig, som bestemmer! … Om søndagen, jeg forsikrer dig til, jeg kan være ganske overanstrengt, for det er da virkelig mig, som bestemmer, hvad de skal ha paa, begge børnene, og maa finde paa turer for dem, Lydia er saa tosket til det … og saa ved du jo vi skal ha en liden middag snart, da maa da virkelig jeg ud til Adelborg og bestemme maden!»

– Han lo højt. «Som om det ikke er Adelborg, der netop kan kunsten med disse fine, mindre middagene dine! Saadanne mellemretter som hendes! Disse ganske smaa fandens fiskeboller, med ganske, pokkers lette smaa kjødboller og disse hersens lune saucisser du, merkelig saa nydeligt det blir! – det var da svarte pokkeren, hvem er det nu?» …

71– Det var Adelborg, der bankede paa og meldte fremmede nede i alleen.

– «Ja, søde Emmanuel, det er jo det jeg har skullet fortelle hele tiden, at jeg har saa meget at gjøre, fordi her kommer nogen … det er fru Myrin og begge ædelstenene, ja de er ved Gud saa søde de smaapiger, at man kan gjerne kalde dem det – de var hos doktoren forstaar du, saa bad jeg dem herhen allesammen; du kan glæde dig til presten ikke er med, Gud, han sidder jo altid paa kontoret, men doktorens kommer og fogdens og Maartmann og kandidaten naturligvis. Nu gaar jeg op og tar en af de nye kjoler paa, hører du det, Stor-Rusken, den skrækkelig højhalsede du, som sidder efter som en hanske, Gud, saa moro det skal bli at vise den frem!»

– «Javist ja, nu forstaar jeg, hvorfor du har bedt fremmede, lille Miss, men har du saa egentlig noget at gjøre for det? Lydia og Adelborg steller jo alt …

Og han holdt hende tilbage.

– «Men svære Stor-Rusken da, jeg maa jo op og klæde mig! Naar Lydia har været oppe og gjort alting istand til mig, saa vilde det jo være synd, forstaar du … men Gud Emmanuel, der kommer frøken Ørn anstigende sammen med doktorens og Myrins … og i sin hverdagshabit, 72hør, men hvad synes du vel! Hun har naturligvis været derborte og givet sin musiktime, da indbydelsen kom, og saa gaar hun med aldeles som hun er, … sligt liker ikke jeg! Hun vented for lenge med at komme paa visit her ogsaa, tror du, hun kan være noget videre flink,flink] her: hyggelig du? Gud, jeg maa vist skynde mig!» Og hun løb ud.

– «Hvis du vil, Emmanuel, sender jeg Lydia ned,» lød det dæmpet leende oppe fra trappen, «og saa kommer du da, Stor-Rusken, om to minutter og knapper kjolen min, det er bestandig dig, som maa gjøre det ved du, den første gangen! Men Gud, der er fru Myrin allerede ved drivhuset!»

Hun sprang op. «Lydia, er De ikke ferdig? Jeg syntes De sagde De havde det iorden, spring ned og se over stuerne lidt, for Gud jeg synes jeg hører Anita gjø dernede, bare den ikke …

Og Lydias lange benede skikkelse for forbi med et forfjamset udtryk af glæde – hun var altid glad, naar der kom fremmede.

Da hun som lidet barn stod bag ruden i det fattige, glædeløse hjem og saa damerne rejse forbi til juleballerne, var det indtryk kommet saa friskt og uforgjængeligt, at det at komme fremmedeat komme fremmede] ha eller gå på besøk var den store livets glæde, og naar der kom nogen ind til hendes mor og sad og passiarede om gamle 73dage, da moderen ogsaa havde været fin dame og rejst paa baller, havde barnets store, blege øjne straalet: det var den livets glæde, som kom ogsaa til hende og forvandlede alt omkring.

– Og tiden var ikke kommet med synderlig anden forandring, end at den lille Lydia var blevet til en meget lang, storlemmet og benet Lydia med dyb pietet for alle sine barndomsforestillinger og den samme uforbeholdne evne til at fryde sig ved livet, der karrig forholdt hende saa meget og ikke engang undte hende sikkerhed for den dag imorgen, da fru Thorvildsen jo bare havde taget hende paa prøve.

Og det at komme fremmede var nu som før tilværelsens glæde. Der kunde ikke være nogen tvil om det, at naar man var i selskab, saa var det for at more sig, og naar man var meget i selskab, morede man sig ogsaa meget. Og der kom meget fremmede paa Taylorsruhe; hun følte sig lykkelig der. Her i dette fine hus var hun jo formelig en von Ramel. Rigtignok generte ikke fruen sig for at bruge hende til hvadsomhelst, men Lydia var lige glad for det. Og folk syntes om hende. Hun havde et stort venligt ydre; naar hun hilste paa sine bekjendte, rystede hun deres hænder djervt paa herremanérherremanér] rettet fra: herremaner (trykkfeil) og med et lidenskabelig oprigtigt udtryk i øjnene, der syntes at lægge aaben hele 74hendes sjel – hvor der forresten ikke fandtes andet end en fladbundet godslighed, noget de færreste lagde merke til af den grund, at det var ikke mere, der skulde til. Man syntes at elske hinanden og trivedes vel ved det.

Og frøken Lydia var husveninde i stor maalestok, dus med ungdommen, intim med alle, her ligesaa selvfølgelig som andetsteds, hvor hun havde været, ligesaa selvfølgelig som at hun i lengere tid havde været 24 aar. Ved anledning nævnte hun altid de 24 med den venligste, frejdigste mine. Det faldt hende ikke ind, at nogen kunde ville forlange af hende, at hun skulde være mere – af den simple grund, at det var ikke tilladt for hende at være synderlig ældre, for hvor var da hendes plads?

Og med et stort smilende ansigt prøvede hun at holde det gaaende saa lenge som muligt mellem de unge piger. Og hun var aldeles ikke uden ambitioner: retten til fremdeles at være lige vaarfriskt forelsket holdt hun paa; hun var altid fuld af enthusiasme, altid optaget af en eller anden, og med en lykkelig formening om at eje en stor, naturlig begavelse, havde hun en vis faiblessefaiblesse] (fr.) svakhet for at være midtpunkt. Skjønt hun ingenting kunde, vidste hun med sig selv, at hun havde faat en udmerket opdragelse, siden hendes bedstemor havde holdt hende 2 aar i Kristiansfeld.Kristiansfeld] herrnhutisk kostskole for piker, i Christiansfeld i Sønder-Jylland.

75Hun satte selv megen pris paa sin trang til at være vittig; hun behøvede aldrig som andre møjsommeligt at søge, men ansaa som vittigheder det meste af, hvad hun sagde, og var overbevist om, at talemaader som «at glimre ved sin fraværelse» var yderst aandfulde. Bedre end sine mindre begavede veninder forstod hun, at i alt, hvad der blev sagt, især af herrer, var der noget under, og hun ydede stadig sin assistance med at finde en skjult betydning i de simpleste ord. Det var en af hendes specialiteter at skrive smaa, tilsyneladende tarvelige billetter, som hun selv morede sig kostelig over, fordi de altid skulde betyde saadan masse ting.

– Nu gik hun inde i det japanesiske boudoir og støved af. Det havde vist sig paatrængende nødvendigt at faa Anita ud – nu laa den igjen rolig paa sin silkepude bag det straalende skjærmbret og foragtede papegøjen, der hæst forsikrede, den var Ajax den første.

Naa, saa der kom de endelig – de havde naturligvis været inde i drivhusene.

Hun gik ud gjennem salen, men stansed et øjeblik foran spejlet for at se, om kjolen saa slidt ud … aa, men det gjorde ikke meget, for man kunde alligevel godt se, hun var en von Ramel. –

Og hun løb med smilende ansigt ud mod fru 76Myrin, der langsomt besteg trappen, fulgt af sine to døtre, der for huslige dyders skyld af den gamle biskop havde faat navnet ædelstenene.

Lydia omfavnede en for en, idet hun muntert skøv dem ind i toiletværelsettoiletværelset] værelse hvor damene kan legge av seg overtøy og stelle seg litt ved siden af entreen, hvor de to ædelstene altid faldt i beundring over det svære spejl, hvor de saa sig i hel figur.

Anka og Emmerentse havde nye værkenskjoler paa; her kunde man da saa prægtig se, hvordan de sad.

Og samtalen blev overordentlig livlig, mens man vendte og drejede hinanden rundt.

Helene, der var den sist omfavnede, var blevet staaende paa tærskelen med en mine, som om hun ikke befandt sig vel.

– «Se, Anka, er det ikke meget sødere over skuldern nu end før? Se bare, mama, hvor sødt det er blet over skuldern! …

«Og saa har da Rentse endelig faat skjørtelængde nok – – Gid, som hun mased med sypigen: lad det endelig bli sidt! … Aa bare gid, som du er glad i sidt!»

– «Søde fru Myrin, hvorledes har Deres svigerinde, amtmandinden det? Jeg skal sige Dem, hun er en slags grandtante af mig!»

Og Lydia, hvis specialitet det tillige var at have en masse fornemme og velstillede slægtninge, 77bøjede sig frem smilende, ængstelig interesseret i grandtanten.

– «Aa, Gud ske tak og lov, hun har jo alt, hvad hun kan ønske sig af denne verden, men saa er det helbreden da om at gjøre» – fru Myrin sænkede medlidende stemmen – «hun har jo denne maven at gaa og trække paa da, forstaar De, – men Gud maa jo være evig takket for alt. Jeg takker ham, jeg mit barn, hver en dag for at jeg har faat liv!»

Fru Myrin rettede sig foran spejlet, satte kappen og saa virkelig ogsaa ud til at være vel fornøjet med, at Vorherre havde givet hende liv. Hun betragtede med en velvillig opmerksomhed sine egne øjne, klare og kolde som en skjæres, og sit store, røde ansigt, hvis paapasselige husmoderlighed modtog noget vist beroligende fra de fine, langsomt buede bryn, der sammen med et velopdragent selvbevidsthedsudtryk gav et anstrøg af borgerlig elegance.

– Hun blev staaende endnu et øjeblik, mønstrende sin prestefruelige skikkelse, uden at ane sig skyldig i, at den unge, nykomne lærerinde bag hendes ryg var faldt i betragtninger over undermaalsmenneskene, disse brede lag af dybt selvtilfreds middelmaadighed, der i al sin ydmyghed aldrig finder paa at stille sin praas under nogen skjeppe.

78Fru Myrin vidste godt selv, at hun var af dem, man finder «umaadelig tækkelige», og at hendes smaapiger hørte under samme kategori –; det frembragte en lidt bred sejlen i hendes gang, og Helene maatte gjøre plads i døraabningen, da fruen gled forbi.

Saa kom frøken Anka i den kjole, der var «saa sød over skuldern», med smaa, fine ansigtstræk, der saa ud som de var lavet af ingenting, tyndt, rødagtigt haar, melankolsk sværmende, matte øjne og, skjønt der ingen var, der modsagde hende, uafladelig forsikrende med en liden stemme, der lød som et pust, at sine lyse forhaabninger, dem opgav hun aldrig.

Siden kom Rentse, bred over hofterne, fyldig og højbenet, med noget døsig varmt i øjnene, som om hun havde lyst til at gaa hen og lægge sig et sted.

Hun var i godt humør; Lydia havde sagt, at hun var saa slank i den nye kjole. Hun kom hen og tog Helene under armen, hvorpaa Lydia bemægtigede sig den anden med et fortrolig elskende blik. Hun havde allerede foreslaat dus.

I salonen blev man modtaget af fru Taylor-Thorvildsen, hvis elegance bragte de unge damer til at forstumme. Hun omfavnede fru Myrin og takkede i varme talemaader for sist.

79Hun havde i øjeblikket aldeles glemt, hvor grulig hun kjedede sig, hver gang hun var paa prestegaarden. Hun holdt paa fru Myrin; hun fandt det smukt og godt at have hende til en slags ældre veninde, fordi hun var prestefruen – og fandt det ellers ogsaa gavnligt for sig, fordi hun var saa gudfrygtig. Hun havde en følelse, som om hun derved ophjalp sit eget, noget forsømte forhold til Vorherre. Naar fru Myrin sagde: «vi kristne» og talte om, hvor Guds godhed var grænseløs, saa fik fru Thorvildsen altid saadan hyggelig fornemmelse og følte sig straks som et bedre menneske.

Damerne havde taget plads.

Fru Myrin og fru Thorvildsen laa begge to tilbagelænet i den grønne pelusches sofapelusches sofa] plysj-sofa og talte om den store glæde at dø og komme til Herren. Fru Thorvildsen huskede slet ikke, at hun altid hvinte af skræk paa isen, heller ikke tenkte fru Myrin i dette øjeblik paa sin til det komiske overdrevne frygt for smitte.

I et hjørne havde de unge damer taget plads, en paa hver side af Helene, ivrigt passiarende. Lydia var gaat ud for at se til theen.

Helene sad stille og smilende og lyttede med et halvt fraværende udtryk.

Frøken Anka sad og brugte sin tynde stemme 80uafladelig; det lød som en sagte snadren, en langsomt malende kværn, medens frøken Emmerentse afleverede sine repliker med en saa rivende hurtighed, at alle kjævepartiets muskler dirrede af hastigheden og ikke kunde komme til ro igjen, stadig jaget op paany.

Helene betragtede hende først med forundring, men blev siden ganske mismodig ved tanken om den mængde snak, der havde maattet til for at opnaa slig øvelse. Og da Lydia og fogdens datter Hansine lidt efter kom til, og hver især, uden at kunne have synderlig bevidsthed om andet, end hvad man selv sagde, forsikrede, det var saa «umaadelig hyggelig» at tale sammen, forlod Helene under et paaskud stuen og gik op til børnene.

Ingen af dem var inde. Hun satte sig hen ved vinduet og saa ud.

Henne under skogbrynet kom idetsamme en rytterske farende ind paa vejen, over grøften i vildt løb paa usadlet hest, holdende sig fast paa samme maner som den lange, barhodede slamp af en gut, der kom hujende efter i samme strygende galop. – Hvor hun saa ud, den jentungen, haaret til alle kanter og den smudsige guttelue skudt bag i nakken!

De kom nærmere; vejen gik lige under vinduerne. Helene kjendte hende, og det kunde naturligvis 81heller ikke være nogen anden end hendes mest problematiske elev, doktorens datter Karen, eller som alle mennesker kaldte hende: Knappen, fulgt af gaardsgutten Svejnung, hendes fuldtro ven.

Hun skulde sagtens hjem og stelle lidt paa sig; hun var jo buden herhen iaften ….

– Merkelig som hun kunde tage sig ud, dette forviltrede lille menneskedyr, saa hed og heftig, med den snare rynke mellem brynene og den hvide, friske pande over de solskinsblanke øjne, der mørknede ind i blygraat, naar hun ikke fik det som hun vilde.

Hvad kunde det være for noget alt det hun havde at snakke med Svejnung om? – – – Det var som en forfriskelse ovenpaa al snadringen nede i salen at høre denne ejendommelig naturliflige stemme … som en blanding af syrlighed og sødme; Helene maatte uvilkaarlig sammenligne den med den fornemmelse, nydelsen af enkelte frugter frembringer paa svælgets nerver … og der var i hendes maade at tale paa et galgenhumor, en vaarlig, næsvis friskhed i slægt med fuglesang og bækkelyd.

Helene maatte altid lægge merke til hendes mund; – skjønt den var alt andet end velopdragen, morede den hende, den mund: kraftig, dybrød, med en muskulatur saa elastisk, at den lod ane en 82mangeaarig udvikling gjennem grimacer, en trodsig mund, der maatte have brugt at jepejepe] geipe, gjøre hånlige grimaser baade til lærere og kamerater, og med en evne til at danne højst stridbare vinkler og haanlige bugter.

Helene havde allerede angret paa, at hun havde paataget sig at undervise hende. Hun var i den grad vildtvoksende, at alle forsøg paa at plante hende ind igjen i den autoriserede urtegaard, hvor forældrene nu noget sent ønskede hende anbragt, var løbet uheldigt af.

– – Der kom fogdens frue og «kandidaten», en liden, ældre, ugift godsbesidder, der bode nedenfor Sandvold. Han gik der soigneretsoigneret] velstelt som sædvanlig – – – Helene undredes paa, hvorfor egentlig den tykke guldkjede over vesten irriterede hende saa – eller om det var maaden, hvorpaa han konverserede fruen: saa blidt og forsigtig, men med det største udtryk af værdighed. Hun vidste, at det de talte om var høns. Kandidaten interesserede sig ikke som mange af mændene heroppe for en eneste ting: politik, – men for to: damer og høns!

Og hun kunde ikke fordrage hans vittigheder, der, uden at han selv nogensinde tabte contenancen,contenancen] fatningen var saa mislykkede, at man oftest ikke anede, hvor han vilde hen, saa, naar frøken Lydia ikke netop var tilstede, var der gjerne ingen 83anden der lo end han selv. – – Der kom Doris ogsaa, sammen med doktorens!

Hun trak sig hurtig tilbage; hun havde uvilkaarlig undgaat Doris siden den aften. Ikke fordi hun egentlig havde faat imod hende; hun kunde tvertimod ikke faa bugt med den sympathi, hun havde for hende – men hun var alligevel blevet pinlig berørt, en smule ubehagelig forstyrret i sin sindsro – det maatte være bedst for dem begge ikke at komme mere ind paa det der, idethele ikke tale videre sammen. – Doris skulde jo rejse ogsaa, dagen efter. – –

Hun gik hen og hilste paa børnene, der var kommet ind. Hendes elev, den 12aarige Milan stod og strakte sin lille kjempekrop og spændte sine muskler i mild kraftglæde og et udtryk som et døsig-godmodigt dyr, mens den lille Clementine svingede sig rundt omkring ham hurtig og lydløst som et insekt, med mørke, tindrende smaa øjne.

Pludselig stod Doris ogsaa derinde med katten, den hvide Minouche, paa armen og Clementine hængende sig om hendes knæ – selv Milan, der hadede damer, blev staaende og se paa hende med et ubestemt smil. Alle børn elskede Doris, og Helene ærgrede sig ved at føle sin møjsommelig frembragte kulde mod hende forsvinde.

Barnepigen tog børnene med sig ind i det 84indre værelse, og Doris satte sig og trak Helene ned ved siden af sig.

«Me voila!Me voila!] (fr.) Her er jeg! Jeg saa Dem – ser alt, ved De! Skal der ikke gaaes ned? Man drikker the! De har været hos doktorens, naa hvad siger De?»

Helene saa ind efter børnene, der igjen havde begyndt sin leg.

«Aa jeg siger egentlig ingenting … jeg blev bare saadan lidt ud af humør derborte … ved ikke, hvordan det kan være, men alle damerne heroppe faar mig ud af humør … og jeg som plejer at være saa fornøjet, – er hun ulykkelig, fru Gill?»

«Kan aldrig tro det! Hun har det med at være taknemmelig, og det skal jo være saadan dejlig fornemmelse! Hun var først husjomfru hos doktoren; saa fik hun uforvarende en liden søn, og folk syntes det var et under fra himmelen, at han tog hende! Men der var nok ingen, der kunde stelle saa udmerket om ham som hun og saa, … slig en stor og god gjerning, den nyder man jo altid af: han har sikret sig hendes dyrkelse til evig tid, over ham har hun af bare taknemmelighed glemt den øvrige menneskehed, – har De ikke lagt merke til, at hun siger: Han bestandig? Det er doktoren det, … der er ingen anden, for i hendes hjerne og hjerte er der blevet trangt under tilbederiet. 85– Sønnen fik da naturligvis, hvad der var tilovers, for ham skulde der jo bli et mandfolk af, men han har forresten stelt sig, saa han hodekuls maatte sendes til Amerika … Nu siden har hun set sig om efter datteren, som doktoren aldrig har bedt om, paastaar han, og ikke kan fordrage, fordi hun er skyld, i at moderen er sygelig og ikke saa letvindt lenger. – Men nu er det nok for sent med Knappen; hun er ikke til at fange ind mere, hun er bygdens enfant terrible,enfant terrible] (fr.) skrekkelig barn prestens fortvilelse, hun er 17 aar og kan ikke budene,kan ikke budene] de ti bud og det øvrige innholdet i Luthers lille katekisme, den skulle kunnes utenat før man kunne bli konfirmert. som hun siger hun ingen brug har for …»

«Men Gu-ud, at Dere sidder der!»

Det var husets lille frue, der bøjede Doris bagover med en blød strygende bevægelse, ikke ulig Minouche, der forbauset aabnede sine blide, gule øjne og med et let kast hoppede ned.

Fru Thorvildsen tilbad Doris med en imponeret kjærlighed, betrode hende alle sine hemmeligheder og fandt sig altid fuldt belønnet, naar Doris smilte til hende inde fra den kjølige fjernhed, hvor hun altid holdt sig.

Hun vendte sig mod Helene. «Og kandidaten har spurgt efter Dem, frøken Ørn – ved De, hvad det betyder? … aa, fortel hende det, frøken Doris!»

«Om kandidaten? Ja, saa gjerne! – Det er fru 86Tips tjenstgjørende kammerherre, bygdens offentlig ansatte kurtisør, ejer til forskjellige herligheder, en herre paa 54, en herre som, om han var et eneste stort øre, umulig kunde vide mere, en herre som altid er ude; hvor De gaar, træffer De ham! … spørg efter bygdens folk, han ved altid, hvor de er, han ved hvad de spiser. Fra uendelige, sikre, smaa kilder tilflyder der ham megen smaa visdom … Nej, vi er ikke ferdige, han liker alle damer undtagen sine egne søstre; han er i stor forstand gynækolog … studerer kvindesygdomme – naar nogle af damerne er syge, har kandidaten ingen ro; det generer ham ikke det ringeste, om mændene fejler noget. Han har opfundet draaber, som hjelper alle unge damer, – naar han presenteres for Dem, vil han se paa Dem, om De har brug for nogle, og hvis De blir syg, vil De forgjæves prøve paa at stenge Deres dør for ham, han vil staa ved Deres seng med sit flaskeskrin, før De ved ord af det … Det er hans dybe passion at tilse syge kvinder; han er fremdeles fornærmet paa sorenskriverfruen, fordi hun nægtede at se ham, da hun var syg ifjor – men han, som er alle tjenestekvinders hemmelig dyrkede, kom naturligvis ind alligevel, mens hun sov, stillede sin diagnose og satte igjen sine draaber … Han er fin, impressionabel,impressionabel] følsom gaar forsigtig og let, med 87benene udad og hænderne knyttede, i en vis drømmende sejlen, med en vis ængstelse, som om jorden skulde være glødende kul og det igrunden var det naturligste at bruge vinger … Han er blid og skjegløs af aasyn, hans stemme dæmpet, vel moduleretmoduleret] modulere: heve og senke stemmen skiftevis … En ganske ejendommelig variant af Don Juan-typen» – – – – –

Fru Thorvildsen førte lommetørklædet op til øjnene, der stod fulde af latter-taarer.

«Aa Gud, aa Gud, noget saa … for hvem kan forklare det som frøken Doris! … Men mine damer maa virkelig ned og faa the!»

Man gik en vindeltrappe og kom ned i spisestuen, hvor Adelborg gik omkring det dækkede bord med en mine som en feltherre, der mønstrer sine tropper for slaget. Ved det venlige nik fra Doris formildedes hendes strenge ansigt; hun fulgte hende med øjnene gjennem de aabne døre ind til salonen, hvor netop fruepassiaren steg højt, og hendes udtryk blev pludselig et andet – hun smilte i hadefuld glæde ved tanken om, at en at de nye kjoler derinde var blevet ødelagt, simpelthen af Minouche, som det tossehode i sit afskylige kjeleri ikke vilde slippe fra sig.

Adelborg havde i sin følelse af ensomhed og ringeagtethed af og til sine anfald af ondskab; hun havde en vis forkjærlighed for ulykker, store 88og smaa, det var da noget, – det eneste ogsaa, – som nogensinde friskede op dagene for hende.

Det var en sjel, som et livs ubekjendtskab med lykken havde udtørret, og som i sin bitterhed ikke kunde undgaa at ødelægge for sig og endel andre den smule goder, der var forhaanden. Som lidet barn havde hun havt en drøm, en vild drift til magt, en lengsel at raade manges liv og død – og hun havde regjeret sin verden: sine søskende og dyrene paa gaarden og været en streng herre over sine og søstrenes dukker, som maatte lide tunge straffe og undertiden blev halshugget.

Siden var verden blevet en anden og havde afsat hende, og livet var kommet: en liden tung virkelighed, der gjorde hende til husjomfru, – et væsen, der bare har magt til at plage sig selv og nogle tjenere.

– De var saa muntre derinde i salonen; hun stod og lyttede et øjeblik: derinde kunde man sagtens være gode og lykkelige! – – Og der kom et bud fra noget lengst forsvundet, rørte sig noget i sindet, som om det forkrøblede menneske i hende ikke helt var dødt: ogsaa hun havde engang villet være lykkelig og god! … …

Hun greb hvast om det store nøgleknippe, gik hurtig ud, og hendes stemme lød ind – en stemme, underlig tynd, i tonløse svingninger, som 89et flagrende gevandt uden noget legeme indenfor, en tør, udpebet stemme, der var ferdig, men en stemme, der kunde lyde ejendommelig pludselig, uventet som klapperslangen og udbrede skræk over hele kjøkkenregionen.

*

Der var den aften livligt paa Sandvold, hvor man undertiden sad omkring paa sofaer og stole uden at kunne faa tiden til at gaa.

Ingenieuren selv var i et ualmindeligt humør. Fra røgeværelset kunde man høre ham postulere; han postulerede altid ved et godt glas punsch, man vidste aldrig egentlig hvad. Han var ikke inde hos damerne; han likte ikke dameselskab og gjorde sig altid lystig over kandidaten, der ikke veg fra dem. Saadant sømmede sig da ikke for en mand, og en mand burde man være – –

– Men da Morten Maartmann henne fra sin krok stilfærdig spurgte, om han havde faat greje af frøken Dahl paa, hvad en mand var for noget, blev han ærgerlig.

«En mand, det er, det er fanden danse mig … og han demonstrerte videre med sine hvide kjempehænder.

Fogden var træt af at politisere med doktoren, der sad tæt rød i ansigtet over punschen.

90Han rejste sig og gik ind til damerne.

Da han hverken kunde finde husfruen eller Doris, og kandidaten ganske havde bemægtiget sig de unge, slog han sig ned hos fru Myrin, der sad og strikkede med fuld fart og talte om religionens velsignelser.

Det havde sin vanskelighed at stige ned til det maal af begreber, der forelaa her – men Herregud, var man ikke alle syndere for Vorherre? – og fogden lagde sig lidt tilbage og foldede sine hænder.

– «Ja, De har saamen ret, frue, vi er alle syndefulde, alle, alle, bare de vilde tilstaa det» – og han nikkede over til sin kone, – for naar han talte om religion, forekom det ham altid det var noget, der vedkom de andre. «Naar vi betenker, hvad vi er, kjære Dinsemor, vi er jo som et kryb og vover alligevel at stille vore krav» ….

Fruen saa op med en indrømmende blidhed i sine strenge miner og nikkede tilbage.

Men da fogden et øjeblik efter fik anledning til at fortelle fru Myrin, hvor lenge de havde været gifte, og at han ikke forstod, hvor der var blevet af de dage, forsvandt den indrømmende blidhed for et andet udtryk, et smertelig-skarpt om munden.

Fogdens smil var saa virkningsfuldt, at fru 91Myrins pinder sagtnede farten og tilsist aldeles gik istaa.

Fogden fandt ogsaa troen død uden gjerninger; han huskede enkelte ting fra sin katekismus,katekismus] Luthers lille katekisme, som han hadde lært utenat til konfirmasjonen. og fru Myrin følte sig gjennemstrømmet af en inderlig glæde over, at han altsaa ikke var ligegyldig for sin sjel, men kun ventede paa, at naaden skulde oplades.

Men det forekom hende, at han saa sig om – hun vilde paa ingen maade afstaa ham saa snart og æskedeæskede] spurte om hurtig hans mening om den moderne retning i literaturen, et emne, der var fru Myrins kjæreste tilflugt, hendes piece de resistance,piece de resistance] (fr.) eg. hovedretten ved en middag; her: hovedemnet naar det om religionen truede med at slippe op.

Fogden gjorde en elegant, afværgende bevægelse.

«Frue, tal ikke om sligt! … De har ikke begreb om, hvad De rører ved … saadant bør ikke undersøges – i det hele taget, søger man for dybt i menneskenaturen, saa finder man, ja, Gud bevare mig, saa finder man jo rent ud det rene … det, som man helst bør lade ligge begravet i mørket! Paa den maade handler man bedst i overensstemmelse med religionens forskrifter. For De kan neppe tenke Dem, hvad man tillader sig nutildags – ja selv fruentimmerne 92forlader sine gamle, hyggelige forestillinger, … tenke sig til, de vil lave sort de ogsaa, … vover sig paa at ville tegne mandsfigurer, nogle af dem, efter virkeligheden nota bene – jeg traf netop en literat her ifjor; han var saa forarget over det, og jeg siger ikke om det, er fuldstændig enig med ham, for sligt maa der da virkelig en mand til» ….

«En af de unge helst, af dem med lidt hvid vest og psykologi! – –

Fogden saa op, tilbøjelig til at tilgive endogsaa de brødefulde forfatterinder, for Doris var saa indtagende næsvis, men ellers ikke at se – bare snippen af et hvidt sjal og en dør, som blev lukket i.

«Nej, Han synes heller ikke om det!» forsikrede fru Gill pludselig og saa op fra sin lange strømpe. «Ja, her er mye sorg og elendighed her paa jorden, det er vist og sandt det,[Komma eller punktum? I 2. utg. utropstegn] Han siger, det er derfor her er saa mye sygt bestandig!»

Det var fru Gills stadige bemerkning, naar hun var i selskab. Fogden havde ogsaa hørt den før; – han fæstede sine øjne paa hendes pande, der igjen var bøjet over strømpen: det var en liden smal, elfenbenhvid pande, der brillerede paa frastand, men nærved viste sig at være et lidet stykke tomhed i stil med partiet om øjnene, der var aldeles fattigt og forladt.

93Fru Myrin, der anede, at fogden snart vilde undfly, begyndte nu at tale om den gode literatur. Hun havde opdraget sine smaapiger saa forsigtig; ikke en eneste af de moderne bøger var kommet i deres hus. De holdt Hortens-bladetHortens-bladet] muligens Hortens Avis (1875–1924), et organ for Venstre, eller Hortens Blad, stiftet i 1851. Avisen skiftet riktignok navn til Gengangeren året etter, men det opprinnelige navnet kan ha hengt ved. og et andet, hvor der ogsaa var religiøse fortellinger, for saa var man saa sikker … der kunde man jo være betrygget for, at man virkelig leste noget, som baade var godt og pent … ….

*

– Fru Thorvildsen havde trukket Doris og Helene med sig ud paa verandaen i hyggelig fortrolighed. Hun havde fortalt om, hvor udmerket hendes mand igrunden var. Tenke sig til, mens de var forlovede, og han endda var hjemme hos forældrene, taalte han ikke at se dametøj inde paa sit værelse; naar søstrene kom, maatte de aldrig lægge noget derinde hos ham, … var ikke det dyd, som var merkelig?»

Doris lo. Den forekom hende netop saa merkelig mistenkelig den dyd, men fru Tip havde ret, man burde tage alt i den bedste mening.

«Og tenk, saa spurgte jeg ham engang, om jeg var hans første og eneste kjærlighed! … jeg har virkelig spurgt om det, kan De tenke Dem, og han sagde ja, tenk det er jeg saa glad for! … Men Gud, De ler jo af alt hvad jeg siger!»

94Nu kom de unge damer ud, meget optaget af at beskrive for hinanden, hvor de havde leet paa det skogbal isommer; de kunde ikke huske de havde leet saameget nogengang siden, – alle i skjøn enighed, om at det at le meget var det højeste gode, selv om der ingenting var at le af.

Siden blev Lydia den ivrigste og fortalte om sagfører Baltzersen med et straalende udtryk ved tanken om den kur, han havde gjort til hende paa det bal. Lidt vanskelig havde han kanske for at huske, han havde kone og børn, men alligevel, aa Gud, ja, Baltzersen, hvem var som Baltzersen, hun vilde sige saa meget som: hvem kunde vel være saadan, uden Baltzersen!

Doris lo fremdeles. Var kanske ikke damer morsomme?

Men det havde ikke ganske behaget fru Tip at blive afbrudt i sin lovtale over sin mand af et saadant thema som Baltzersen; hun rejste sig og gik henover med sin lille majestætiske sejlen.

«Det maa jeg sige Dem, Lydia, at det er ikke bare Baltzersen, som er saadan, det er ikke bare ham; min mand er ogsaa saadan … Gud! Der kommer fogden, aa Gud, om han har hørt os, ser De, hvor himlen er moderne iaften, foged! … dette blege lila, sværmer De ikke for det? Er der ikke noget ophøjet ved det?»

95Hun sukkede blidt, lagde hodet tilbage og saa op – og tenkte paa sin kjole.

Men det var blevet kjøligt. Fogden føorte damerne omsorgsfuld ind igjen, og man tog plads i det japanesiske boudoir. Fogden og husets frue ligeoverfor hinanden i den lille S-formede sofa for to.

Fruen sad i en gracieus stilling og saa smægtende op mod loftet. Over hendes ansigt straalede en sød tilfredshed, mens hun lyttede til fogdens bemerkninger om, hvor udsøgt den nye kjole sad om hende – for Gud, saadan som han forstod sig paa det!

Fogden sad magelig tilbagelænet, dæmpet konverserende og i et udmerket humør, for fru Tip var sandelig nydelig og saa pikant bleg i alt dette grønne, tætsluttende, hvoraf den yppige hals tilsist ligesom revolterenderevolterende] revoltere: gjøre opprør løftede sig en smule frem, med en sagte gliden om indeni den høje Mediciskraveden høje Mediciskrave] utsmykket krave som går høyt opp i nakken og er utringet foran, etter mønster av den italienske 1500-talls Medici-familien – og en hud som mathvid rose mod kravens dybe velour.

Hun saa videre op i loftetloftet] taket og blev pludselig rørt.

«Jeg har undertiden saadan sværmerisk drøm! Hvor dejligt det maatte være at faa ofret noget engang, jo saadan ofre sig selv for alle mennesker, synes jeg!» – – Hun fik taarer i øjnene; det fik hun altid, naar hun kom med sin drøm. –

– «Aa, jeg kan ikke tenke mig noget dejligere 96end for eksempel at være læge og hjelpe alle mennesket! … for Gud, det maa da være dejlig, tror De ikke?» –

– Og der kom et blik, et koket glippende, fra de lange, violblaa øjne.

«Uff, jeg siger saa ofte til Emmanuel, at jeg har saadan lyst, … for tenk, jeg faar da vand i øjnene bare jeg tenker paa det; jeg har altid været saa skrækkelig blød af mig! … men Emmanuel vil det ikke: andre mennesker har vi ikke noget med, det er for mig du skal leve, – tenk det siger han! Han taaler ikke jeg deler mig, Katharina, siger han bestandig» ….

«Mener jeg ikke verden forgaar, «Katharina» siger Stor-Rusken netop aldrig!» forsikrede pludselig Knappen med stor bestemthed.

Hun havde staat og hørt paa hende med et spottende smil og vendte sig nu om og gik indover værelset, forsøgende samtidig at svinge sig rundt paa det ene ben – den mørkeblaa kjole var skjævt knappet i ryggen.

Fru Tip saa hjelpeløst hen for sig.

«Gud, er ikke den ungen skrækkelig, er ikke Knappen slem, foged! Jeg kan slet ikke med hende, jeg, lenger, for ved De hvad hun voved her forleden? Hun er jo bare en jentunge, og saa gaar hun og vil sætte mig op imod min mand! Og det er da 97saa kjedeligt, Gud! Tenke sig til, at den ungen vil, jeg skal være ulydig – det er det jeg ikke kan fordrage! – – Gud, nu taler de om fru Baltzersen igjen! … Kjære fru Myrin, nej, siger De det! Tenke, det har hun da vist ikke gjort nogengang, godt som hun har havt det bestandig!»

– Doris lo. «Hør Dem nu lidt visdom til, frøken Helene! Tenke, det betyder fra smaa, nydelige fruers synspunkt det samme som at ha det slemt i verden, for ellers har man da ikke brug for saadant.»

«Nej, hør ved De hvad, foged, nu er det Dem, som er slem! For jeg tenker da sandelig, jeg ogsaa, ved Gud gjør jeg, tenker for dem allesammen jeg, joda, og tar mig meget af huset ogsaa …, aa Gud, hvor De er slem, nej, saadan som mændene, nej det er rimeligt, der er da forskjel paa os og herrer, ligevel! Hvad er det kandidaten siger? Noget saadant umulig doktorsnak, naturligvis, lad mig bare være med Deres «forskjellige blodfordeling»! – – har jeg ikke sagt det 17 ganger, at De maa ofre Dem for de unge damer iaften, gaa, gaa, gaa bare!» …

«Ja, vi ogsaa,» udbrød Doris muntert og tog Helene under armen, «fru Tip er væk i fogden for øjeblikket og aldeles optat af at ta sig ud – og han er slem nok, naar han sidder saadan med halvsænkede 98øjne og ser saadan venligt ned – kom her, maa jeg presentere for Dem hr. Morten Maartmann, «han Maarten» som han kaldes af hele bygden, – til forskjel fra det øvrige selskab her iaften, en ægte indfødt … De ser, der kan gro folk her ogsaa!»

Og hun halede ham frem mellem de store acacieracacier] acasia: en blomsterplante i hjørnet –

«I selskab kan man altid finde ham i et dunkelt hjørne, staaende og dreje sit overskjeg; en sjelden gang vrøvler han i massevis, helst efter nogle glas ædel vin, er det ikke saa?»

Maartmann bukkede klodset og lod ikke videre fornøjet over at være opdaget. Helene opfangede et undvigende blik fra de dybtliggende øjne, overskyggede af tætte, sammenvoksede bryn, der sammen med den sterke skjeg- og haarvækst ved første øjekast gav hans ansigt noget vildmandsagtigt.

Hun betragtede med behag hans rolige, rene ansigtstræk og høje, kraftige skikkelse: men det var da synd saadan som han bar den! … var der ingen, som nogensinde havde bedt ham rette sine knæ og løfte dette mandige hode lidt højere?

– Hun blev rød og vendte sig pludselig om mod blomsterne af frygt for at have mishaget ham ved sin undersøgende mine.

Maartmann, der altid overfor fremmede havde 99en pinlig bevidsthed om sin mangel paa fremtræden, saa ogsaa ud til at ville undfly, men Doris holdt ham tilbage ved armen.

«Bliv nu her og snak lidt med frøken Ørn, ellers gaar hun hen og forelsker sig i Dem! … saadanne mørke, tause Cavalleros som De, med bredbræmmede filthatte, er de allerfarligste for smaa børn!»

Han sendte hende igjen et hurtigt, lidt forskrækket blik. Helene kunde ikke andet end le. Hun lagde ogsaa merke til, at han saa hen i et andet hjørne, hvor Brith sad for sig selv i sin graa, uklædelige kjole og madede papegøjen. Fru Thorvildsen morede sig altid saa kostelig over, at Brith var det eneste menneske, Ajax egentlig kunde fordrage.

«Synes De om blomster?» spurgte Maartmann pludselig, vendt mod Helene.

Hans stemme lød dyb og rolig, i harmoni med det indtryk, hun havde faat af hans person.

«Hr. Maartmann er jo saadan rosendyrker! … Maa jeg komme og se Deres roser engang?» ….

«Og Deres søster,» indskød Doris, – «han har en ung søster, der vokser op mellem de vidunderligste roser, men man faar aldrig se nogen af dem; han under os dem ikke; og det gjør jo manden ret i; – ikke al luft er god for roser! … 100Men De har lovet mig, naar jeg kommer engang, baade lidt af Deres søster og en af Deres roser. De ved den store maréchal,maréchal] en gul klatrerose som er saa gylden gul, med solnedgang mellem bladene.»

Maartmann hørte ikke. Han stod med et stille, trist udtryk og saa hen mod papegøjen.

«Det er merkeligt, nu spiser den!» sagde han halvhøjt.

«Hvad tenker De paa, Maartmann?» spurgte Doris og anviste ham plads ved siden af sig.

«Paa at bli bedre og ta alting som det er,» sagde han med et tvungent smil. «Men er der ikke noget damerne ønsker?»

«Jo, lidt rhinskvin kan De gjerne bringe os. Der staar Rüdesheimer lige indenfor døren!»

Hun saa efter ham. «Se, hvor han gaar i kurver; det er ligevægten der mangler; den mangler man jo forresten altid, ens holdning er jo ikke andet end en søgen efter den. Ham mangler der ogsaa noget andet, det er lykken … endda han ikke ser højere efter den! …

Han kom idetsamme tilbage og gik først hen med et glas til Brith, der sad med haanden under kind og nikkede ganske svagt uden et smil eller blik; – hun interesserede sig bare for papegøjen.

«Men hør nu, Maartmann!» udbrød Doris, idet hun tog glasset af hans haand. «Nu faar 101sandelig De holde en tale! De hørte vel kandidatens netop? … dediceret til fru Myrin – det er jo hendes bryllupsdag idag! Og har De annammet i et smukt sind, hvad han opløftede sin røst og sagde – om ægteskabet som forædlende institution? … Aa, jeg ber Dem undskylde min vantro mine, jeg havde sandelig rent glemt Deres rørende tro, at det er gjennem det man slipper ind igjen i det tabte paradis! … Jovist da, baade dejligt og forædlende maa det være, ægteskabet, hvem tviler paa det? Kvinderne, de blir vist saa umaadelig ædle af det, skjønt rigtignok saa usigelig dumme … og mændene? 70 pct. blir store eller smaa paver, eftersom de har magt i sig til; af resten blir de 20 pct. idioter og de 10» – hun trak paa skuldrene, ligegyldig – «hvad ved jeg, kanske erkeengle! – – Hør, de snakker fremdeles thevand derborte, det vil sige kvindeemancipation betragtet fra alle kanter af kloge mænd og koner! Hører De fogdens kategoriske forklaringer derborte, frøken Ørn? Det bør De, for kvinder er altid udenfor sagens theori, siger fogden!»

Hun gik nogle skridt henimod den store gruppe af damer, der lod sig belære af foged Patroclus Enersen.

«Kjære, jeg er aldeles enig med Dem, foged, og vi har store mænd paa vor side! … «Siden kvinden 102er skabt til at adlyde et saa ufuldkomment væsen som manden, saa bør hun være blid,» siger Rousseau,Rousseau] Jean-Jaques Rousseau (1712–1778), sveitsisk-født filosof og forfatter, kjent for sitt konservative kvinnesyn og den berømte MirabeauMirabeau] Honoré de Mirabeau (1749–1791), fransk forfatter, politiker og diplomat skriver: «Kvinder«Kvinder] rettet fra: Kvinder (trykkfeil) bør kun forlade hjemmet i meget sjeldne tilfælde!»

«Ja, det var sagtens ulovligt, det hun foretog sig, da hun banede vejen til frihed for slaverne, og det er vel ganske ulovligt nu, at hun med blødende haand har lagt sten paa sten til en anden vej mod frihed!» …

Det var Maartmann, der talte, han som mandfolk aldrig kunde disputere med. Fogden forholdt sig efter sin kategoriske forklaring ogsaa ganske rolig, saa bare henimod døren, aldeles som naar han discuterede med damer, og flyttede sig noget for i tilfælde at kunne undvige.

Maartmann tømte sit glas. Hans holdning var blevet sikker, og han saa sig uforfærdet omkring.

«Historien ved saa lidet at fortelle om kvinderne … det er merkeligt med de historieskrivere, de har allesammen været folk med gehør for den store tromme, men ikke for violinerne, der bærer melodien. – Og der er ikke bare en Jeanne d’ArcJeanne d’Arc] Jeanne d’Arc (1412–1431, «Jomfruen fra Orléans»), var en fransk nasjonalhelt og helgen. Fra 13-årsalderen hadde hun religiøse åpenbaringer som gikk ut på at hun hadde et kall til å hjelpe den franske kongen mot hans fiender. Under Hundreårskrigen mellom Frankrike og England fikk hun en militær kommando og klarte å snu krigslykken til Frankrikes fordel. Kort tid etter ble hun tatt til fange av engelskmennene og brent på bålet for trolldom og kjetteri. Hun ble kanonisert i 1920. – nogle paastaar jo der er ingen – jeg mener, der er mange, jeg, en hel række, der gjennem aartusinderne har været foran der, hvor det største 103er blevet gjort, – – og selv om de fleste af dem har brugt heltemodet bag lukkede døre, saa vilde et fint øre ha merket dem, for det er indefra, bag de lukkede døre, at livet former sig …

Folk har sgu altid havt brug for en Jeanne d’Arc, men aldrig været bryd om at ta imod hende, naar hun har været der; de har helst taget hende for heks og vist ofte faat livet af hende, før hun har kunnet løfte nogen fane … Ja, jeg hører nok, hvad De siger, frøken Dahl, jeg har netop sympathi for familien Jeanne d’Arc; jeg skulde mene, vi trænger slike no’en, hvert eneste kvindfolk kunde jo ha godt af … at skjønne de ogsaa, at hvert menneske har sin sag at føre frem – hver eneste af fruerne her, hvis de bare var karer for at se det, kunde jo ha hver sit nylænde at dyrke – i sin mand!» …

«Nej, mener jeg ikke verden forgaar!»

Det var Knappens allermest frisk-syrlige stemme. Hun kom ud fra spisestuen, svingende en bog over sit hode, stansende i et nu sin voldsomme fart, mens Maartmann hurtig traadte tilside for hende og trak sig ind i sin krok igjen.

«Vil no’en lære no’enting, saa hør da vel!» Og hendes stemme slog ind i et belærende, værdigt andante:andante] musikkuttrykk for jevnt rolig, noe langsomt tempo

«Gode fingervanter for herrer og damer! Notabene 104til damer bør denne opskrift strikkes saa fast som muligt og med fineste strikkepinder, men til herrer med grove pinder for at blive behageligere» … hendes stemme knak af og sprang op i en klingende prestopresto] musikkutrykk for meget raskt tempo – «ush da mor, uf la mig vær! Hush! jeg syns du kunde la mig være, jeg, mor, i verdens navn, du kan vel skjønne det maa være rigtig, det er en prestefrue, som skriver det, saa … og naar han Maarten staar der og gliser og ler, maa det vel være bra da vel!» …

«Aa noget saa … altid kommer hun og ødelægger for os … nu havde vi det saa dejlig!» … lød det fra damerne.

«Knappen kommer med illustrationer, som slet ikke er uden betydning,» mente Doris smilende, «men hør her Knappen, du er jo en vild gut, der blir aldrig noget fruentimmer af dig – er det sandt, du gaar paa hænderne nede i drengestuen, i Svejnungs kirkeklæder?»

Knappen saa trodsig paa hende og satte sin mund i vinkler. «Hvorfor? det spør dem alle om, for det det er morsomt vel, hæh! … Asch, ladmigvær!»

Hun rystede af sig to beroligende hænder, der strøg hende nedad den slanke ryg, og vendte sig om mod kandidaten med en ganske ny mundstilling, betragtende med usigelig haan det runde, 105farveløse ansigt med de lyse, venlig stikkende øjne, omgivet af et kompleks velvillige smaarynker.

Men kandidaten strøg hende endnu en gang deltagende over skulderen, og hans stemme var omhyggelig, blidt dæmpet, som om han talte i et sygeværelse:

– – Hvis hun nu slap frem for presten,slap frem for presten] ble konfirmert kunde hun ikke da komme til Sorgenfri og bli hans lille kone, saa skulde han nok faa en snil, pen pige af hende? Han havde altid tenkt sig at faa saadan en liden kone paa 17 aar!

Knappen satte nogle merkværdige mundviger.

«Og det indbilder du dig, du faar? Aldrig i livet! Du evige verden, slik en gjøg, saa umenneskelig vigtig! … Og … jeg tror du ørsker, jeg, for nej du kan være stø! og det vil jeg sige dig jeg at mig faar du nok ikke mig jeg vilde nok aldrig ha dig jeg ikke for alt det i verden er!» ….

Ingenieurens anselige skikkelse gled frem mellem portiererne.

Han stod og saa sig omkring og lo.

«Nej men jasaa, naa! Hvad er det Dere holder paa med her, jeg syntes nogen snakked om emancipation og slige stygge grejer – – er det slige skaaler De bruger min vin til … for noget saa toskedumt, skulde nogen ha hørt noget før! Ah – ha ha ha ha! Nej, men jasaa du Tip! 106… trøst dig med det du, veslemor, at i himlen Tip, der blir du først selvstændig; hernede passer det saagu’ ikke … Vorherre maa vide, hvordan den slags mennesker blir til!» Han pegte paa Maartmann.

Fogden kom smilende hen.

«Det er fuldkommenheden, de tror de jager efter, disse unge mennesker, men fuldkommenhed, det er aldeles ikke noget nyt, det, mine damer, det er ikke andet end en fuld tillempning til forholdene, siger Spencer;Spencer] Herbert Spencer (1820–1903), engelsk filosof og det har jo vore kvinder forstaat før, selv om de ikke har kunnet udtrykke det … lad os haabe de ikke glemmer det nu heller: at vi fremdeles ønsker at se dem som indbegrebet af fuldkommenheden! Godnat, kjære ven, tak for iaften! … Godnat, Morten, men hvordan kunde du sidde og sige derinde, at jeg er egoistisk da, Morten? … jo du sagde det om alle mænd og det stødte mig saa … det maa jeg da ha mig frabedt, ser du, godnat du!»

Fru Gill stod allerede ude i gangen, henne ved sin mands yderfrak, for at være tilstede og hjelpe ham den paa, ængstelig for ikke at faa ham ud før nogen forstod, han havde drukket formeget.

Doris gik og ledte efter Helene, der var undsluppet damerne i toiletværelset og herrerne i 107entreen og nu stod alene ude i den ydre forstue og bandt sin capote.capote] kappe med hette

Hun maatte hele tiden tenke paa Maartmann, og paa at hun kanske uforsigtig havde givet efter for det behag, hun havde følt ved at se paa ham derinde.

Hans ansigt havde syntes hende merket af en natur, der i sin storslagne ærlighed ikke kjendte forstillelsen, og bag hans indesluttede, klodsede væsen havde hun anet en sjelens ømfindtlighed, en lyssky inderlighed, der interesserede hende.

Og saadan som han havde staat der tilsist og talt og set saa udfordrende paa dem allesammen – hun vidste ikke hvoraf det kunde være, men hun havde faat taarer i øjnene og igjen aldeles mistet humøret.

Hun saa aandsfraværende paa Doris, der kom ud i det samme med sin kaabe over armen og stansede foran hende med den spøgende paastand, at det var gaat som hun sagde: hun havde naturligvis forelsket sig iaften.

«Aa snak! … der var bare noget … – hun klemte hende fast om haandleddet – «der ligger indeni mig ligesom en dyb uro … og sover! Jeg liker ikke nogen vækker den for mig!»

Doris saa forundret paa hende.

«Hvad er der med Dem? Saa underlige anfald 108af heftighed De har; vi sad jo nylig saa fornøjede sammen derinde. – Er De først kommen til verden heroppe, De, kjære ven?»

– «For anden gang da!» Helene trak vejret dybt og søgte at hindre taarerne i at bryde frem igjen. «Jeg har faat merke, at jeg har levet … jeg har grædt og lidt mig til dødens træthed! – saa tenkte jeg det skulde være nok! Og jeg vil ikke mere, jeg vil ha fred! … Jeg gjør det aldrig om igjen, sætter mig ikke til med en saadan lidelse mere – den var engang mit daglige brød, min sjels forfærdelse, … og saa var det ingenting, jeg staar jo her og lever endda og er ikke saa langt kommet!» …

Hun tørrede hurtig taarerne væk. «Men hvad er det for slags indfald jeg faar, kan De sige mig det, jeg som altid er saa velfornøjet, – det har De da set selv … og som har faat saa udmerket post, det ved De jo ogsaa … og en hyggelig aften … gjort bekjendtskab med alle bygdens folk!» ….

«Ja, mon det egentlig er bekommet Dem saa vel? Og saa er det mig ogsaa, som har sat Dem udaf humør – Jo da, jeg har godt merket det, det trykker Dem, at jeg bør henføres under rubriken faldne kvinder og sees ned paa; alle de ømme venner derinde vilde jo gjøre det uden spor 109af sindslidelse, om de vidste, hvad De ved – men det er en mangelfuld rubrik den der; den indeholder for meget uensartet, De kan godt sløjfe den indtil videre. Hvor pent det igrunden er af Dem, at De er saadan lidt skamfuld og ulykkelig over mig … jeg har ikke taget fejl af Dem, jeg tror De engang vil kunne forstaa, at for enkelte kvinder ligger ikke den stolthed at vente og forsage, men den selv at tage sig sin ret og skrive sin lov og bryde broen af, der fører tilbage til lune steder! … Se saa og behold humøret!»

Hun tog hende vemodig om skulderen. «Der gaar fogden og leder efter os; vognen er fremme!»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.