I.

Tætte, højvoksne drog skogene sig, aas over aas, milevidt hen – og opunder storfjeldet tættere endnu, høitideligere, med strenge, magtfulde miner, som tause tog af kjemper, gjenlevende brede fylkinger fra en svunden tid.

– Ned mod elven aabnede det sig i vidt dalstrøg, der laa vel tilmode i skogens rummelige favn; der var plads for sol og strygende vind, for bred og lun velstand, og elven, der drog forbi stor og myndig, som en strømmende aare dybt inde fra hjertet af fjeldene, gik videre ud til verden, omsættende skogenes dulgte rigdomme i guld.

– Fra fogedgaarden Bredvold skulde der være udsigt over dalen med elven og de brede granmoer og fjeldene, der løftede sig indover, eg bag eg.

Men det var en raa, klam høstmorgen med lav himmel nedom fjeldenes fod, ingen lyd af levende, luften i tung stilhed.

6Ingen var oppe, døre lukkede og gardiner nede; fogden var kommet sent hjem aftenen før – saa stod hele huset senere op, for han maatte ikke forstyrres.

– Husets nye lærerinde var ogsaa kommet, aftenen før! Fruen laa og vendte sig, lidt urolig: hun burde jo havt kaffe paa sengen nu den første morgen, men det fik være, den trappen var saa slem til at knirke – – men, hvad skulde det betyde? Der var hun jo oppe og smeldte vinduet op, saa det hørtes helt ned! – – –

Hun lyttede ængstelig i retning af sin mands værelse, men foged Morits Patroklus Enersen viste ikke fjerneste antydning til at være vækket, og hendes tanker steg igjen ovenpaa: Hvad kunde det være for slags menneske, denne Helene Ørn? – Hun lyttede, men hørte ingenting mer, – for mennesket deroppe stod ganske stille og saa ud i det graa, modløse dagslys.

– En flanels morgenkjole faldt vidt om hende, føjende sig efter blødt rundede former, og en tung, blond flette flød halv opløst om mellem flanellets gule blade paa blaa bund.

Hun stod med hodet op til vindusposten, stirrende ud, halvt idrømme, halvt i tanker: Hvorfor var hun egentlig rendt op saadan, for hun var sandelig søvnig, paa sjel og legeme, eller træt, 7eller ligeglad, hvorfor sov hun saa ikke heller, for naar alt kom til alt, mon ikke det var den mest udsøgte fornøjelse? … saa var man da ikke altid i slet selskab ialfald! – – – Naa, saa det var altsaa virkelig hende, der var kommet herop, der var ikke tvivl om det – men hvad skulde det egentlig betyde i hendes livsførelses lille økonomi?

– Hun betragtede spændt tagrygningen af et udhus … En forandring var det da ialfald, en nødvendig, for hun havde neppe kunnet holde det ud lenger dernede i den lille ensformige østlandsbygd i det lille fredsommelige doktorhus mellem de gamle snille mennesker.

– Det forekom hende, at det var grunden, hvorfor hun havde rejst derfra, skjønt det var en tanke, der først slog hende i samme øjeblik, som hendes øjne løftede sig fra udhustaget indover mod fjeldvidden, der begyndte at stige frem af høsttaagen – og hendes øjne lyste, ganske vaagne, ilte videre, hilste den nye natur.

– Hun huskede ikke, det var hendes gamle, foretagsomme gudmor, der havde hidført sceneforandringen af den vigtige grund, at lønnen var 100 kroner højere – hun vidste bare, at det var forsynet, hendes dunkle gud i det fjerne, der omsider var traadt nær og havde lagt sin haand velsignende paa hendes pande – hun følte en 8frysning ovenfra ned gjennem legemet, helt ud i fingerspidserne – – –

– Men forsynet sagde: Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over intet, gak ind til dagens byrde!

– Hun var bleg, øjnene sank til, hun trak frysende morgenkjolen sammen om sig, ikke ganske sikker paa, om det var morgenluften eller forsynets velsignende haand, der var saa kold.

– – Hun ser igjen sin første barndom – er igjen dernede ved Middelhavets strand med sin mor, og der lyser sol over guld og purpur, der glider duft i lange bølger, mens alting vugger sig og smelter i glansen fra havet – og billeder af tid og menneskeliv væver sig i hendes sind, mens kræfter spirer, ammede af solen som den vilde drue, hemmelighedsfuldt i slægt med de stigende safter i rosens bund – – –

– – Og de tar hende væk, mens moderen ligger igjen dernede, gjemt under kirkegaardens myrter og catalpatrær – og de siger, at nu først er hun hjemme, deroppe hos plejeforældrene, hvor der er koldt og fremmed og stille blandt blomster og trær, men hun kan ikke forstaa det – af sydens sommer ligger der igjen en glød i hendes sind, hendes sjel blev til dernede mellem roserne, 9og bevidstheden har formet sig om det, at dagene er lyse og lange – – –

– Og hun trætter med sin gudmor, der gaar og synes, at alting er graat. Hvem har ret af dem? Gudmor kan ikke taale hendes store, sterke forventning, gudmor profeterer: «Du vil komme til at lide meget, mit barn!» – Lide? Hvad vilde saa det sige? Hun kunde jo ikke andet end le af det!

– Men den gamle havde set paa hende, stille og taus. Og hvem havde saa egentlig havt ret? – – –

– Hun følte en sviende fornemmelse i hjertet, noget tungt, glemt, liste sig ind i hendes sind: hun saa sig selv i sin store, forventningsfulde energi ilende ind mod al den varme, vinkende herlighed, som var livet, mens drømmene byggede sig op som rosenportaler – – – men da hun kom derindenfor, var der ingen herlighed og ingen roser mer, men en bleg, uhyggelig fremmed, der tog hende fast om haanden: Jeg er lidelsen, du skal lære mig at kjende! – – Men hun havde klynget sig til den tanke, at det maatte blive anderledes, fordi hun vilde det, og hendes gudmor var blevet ganske trist og havde bedt hende saa mindelig: Vent ikke meget, mit barn, og alt kan blive godt!

10– Men hun havde rejst sig i sin smerte: Tak, da skulde hun ingenting have, for hvordan kunde hun tage imod det smaa, som gudmor og Hans Jørgensen kunde skaffe hende? Men at gudmor havde fundet det heldigt, at pastor Jørgensen efter den hævede forlovelse kunde ville benytte sig af hendes nød og forladthed for at faa hende til kone – – – hun kunde ikke taale at tenke paa det engang, og det havde været en frelse for hende at komme ned i den lille afsides østlandsbygd som selskabsdame for de to gamle folk – – –

– 26 aar fyldte hun idag altsaa – det var merkværdigt! – hun gjorde en uvilkaarlig bevægelse og følte igjen et stik i hjertet ved tanken om, at dernede mellem de fattige bergknatter og de gamle, halvdøde piletrær med skjærerederne havde hun døset hen 8 aar af sin ungdom! Havde det været nødvendigt saa lenge? Havde hun ikke givet fra sig et klenodium, som aldrig kunde vindes tilbage, ødet den dyre livets kraft, som kun ejes engang? Havde den været nødvendig saa lenge, denne taushed omkring smerten, havde hun ikke gaat for lenge ørkesløs, udenfor alt, i en krok af livet, uden at høre og se, uden at vide, hvad det var, der stod for, optaget bare af, hvad der var hændt? Skulde det være at døse paa i al evighed dette her?

11– Der havde været saadant et fredelig-drømmende skumrings-halvmørke omkring hende – til der kom en lengsel tilsist efter liv og strid igjen, i fuld dag! Ingenting var vel for sent, ungdommen havde hun jo endnu, – mere, syntes hun næsten, end da hun var ung, – og ferdig var hun til at stevne ud igjen, stormende steg inde i hendes bryst den samme higen, som før fik menneskene til at gaa og forundre sig over hende! – Hvad, om hun endnu engang fik dem til at forundre sig? Disse rolige, tamme, smaa mennesker, der i sin kannibalske nysgjerrighed havde fraadset i hendes smerte og forlystet sig med at stænke til hendes rygte, fordi hun i sit hastverk havde været forlovet to gange, før hun endnu vidste, hvad sligt vilde sige – – aa, disse udsøgte, barmhjertige kristne, der indsaa, at den kjære Herre Gud i den anledning umulig kunde foretage sig mindre end at lade hendes pleje-forældre først gjøre konkurs og siden dø for at gjøre det passende tomt og koldt omkring hende – – – disse rettenkende, snille mennesker – – det skulde være morsomt at skræmme dem lidt, rive istykker noget af det ormædte, hvormed de pyntede sig til! – –

– Men hendes barndoms saa milde Gud, hvorfor var han blevet saa streng nu og saa langt væk? … hvorfor var han ikke som før? – – –

12– Hendes øjne var gledne fast til; hun var atter nede ved Provences lyse kyst, men vaagnede igjen med en kuldegysning. Hendes tanker irrede et minut omkring; saa samlede hun situationen sammen, der kom en mindelse om, at hun havde staat her i et latterligt udbrud med armbevægelser og saadant, i en lengsel efter formelig at begynde paa alt det der forfra igjen – –

«Herregud!» – hun trak frysende morgenkjolen bedre om sig– «saadant drømmer man jo bare!» Hun havde ikke ustraffet været hos de gamle, snille mennesker i 8 aar, sammen med havens skjærer og gaardens høns, ikke ustraffet skaffet denne taushed tilveje omkring sig; den var gaat hende i blodet – og var det kanske ikke det bedste at være i ro kanske? Hvad havde hun med alt det andet at bestille? Det var noget tøv det at indbilde sig, at hun havde havt det for fredeligt – var det ikke netop bra det, at disse snille mennesker intet modsigelsens tegn havde vakt i hende, og havde den kanske ikke været hyggelig, denne lykke i miniatur i den harmoniske ro og aftenfred, hvor der kun lød ind af dagens lyd det fjerne og forgangne! – – –

– Hun gik hen for at klæde sig paa, men hun kunde ikke blive frysningen kvit; hun kunde ikke løse sit haar, hendes hænder rystede. Det 13skulde bare mangle, hun skulde blive syg og maatte gaa tilsengs.

– Jo, hun maatte, naturligvis. Pigen, der meldte frokosten ferdig, blev ganske forskrækket over den nye frøken og kom op igjen med draaber, rygende hyldethe og fogdens strenge ordre, at frøkenen maatte blive liggende.

Og frøkenen adlød og faldt straks isøvn igjen og vaagnede ikke før langt ud paa formiddagen, ved at det bankede paa døren, og nogen kom ind.

Hun saa hen, ikke helt vaagen endnu.

– Der stod en dame med en dampende kop i haanden og den lange kjole endnu løftet over armen efter opstigningen af den stejle trappe. Og hun saa vendt mod sig et magert, smilende ansigt, ikke vakkert, men udtryksfuldt, temmelig medtaget, med hulning i kinden og skygge om øjnene, men med et stort, uimodstaalig raillerenderaillerende] raljere: håne, gjøre narr av smil, der bemægtigede sig de afblegede træk med de fine, smaa rynker og gav dem et skjær af noget ungdomsfriskt i harmoni med de skjævtliggende, lange øjnes mørke glød.

– Helene vendte sig lidt bort, halv ubehagelig berørt af det smil, for det var ikke bare munden, det forekom hende, som om hver en af de lidt fremstaaende, men vakre, hvide tænder var med og gjorde nar.

14– Hun rejste sig op og strøg haaret tilbage, mens hendes blik uvilkaarlig gled nedover skikkelsen: – der var i dens holdning noget fornemt, eggende sikkert –, i modsætningsforholdet mellem dens linjer, fra de faldende skuldre, det brede, yppige bryst til den sivagtig svaiende midje og det slanke hoftepartis fine gliden, en sælsom, exotisk ynde, en vis sanselig pragt, der gjorde indtryk endogsaa paa Helene.

– Det var naturligvis fruen?

– «Se, her er Deres the! De skal ha en kop til, … ingen indvendinger, fogden har sagt det! De har gjort det mest levende indtryk paa ham gjennem mig; jeg var nemlig ude og gik idag, mens han endnu befandt sig i den verden, hvor man ikke synder; – jeg saa Dem staa der i den nydeligste stilling, Deres slobrok tegnede Dem i blegblaat, en lys flette i uorden – – forstaar De, jeg fik lyst til at male Dem, De saa ud, som De var saadan af halvt varmt marmor, og fogden blev helt varm ved min beskrivelse, – – der er mænd med lidenskab for denslags, ved De, mythen om PygmalionPygmalion] Ifølge gresk mytologi var Pygmalion en konge på Kypros som bestilte en kvinneskikkelse i elfenben fordi ingen levende kvinne var perfekt. Han forelsket seg i statuen. Kjærlighetsgudinnen Afrodite syntes synd på ham og gjorde statuen levende. gjentar sig stadig!»

– Hun stod og saa paa hende, mens hun drak, tog saa koppen, satte sig ned paa stolen ved sengen og saa fremdeles paa hende, fremdeles smilende, men med et skarpt blik, der generte Helene.

15– Kjære, hvad er det De vil her igrunden? De ser ikke ud til at passe, se og kom Dem væk! Har forresten set Dem før nogle gange, kan De huske kurballet i Wiesbaden, De fulgte Deres tante dengang!» – –

– Helene saa forbauset op. «Tør jeg spørge, er det ikke fruen?»

– Hun lo saa lystig, at Helene blev forundret.

– Hvordan kan det falde Dem ind? En fru foged, hun ser anderledes ud,» og hun tegnede med sin hvide finger i luften en fra sin egen temmelig afvigende kontur, – «og saa er hun ikke saa lystig, det er en forskjel; – til behagentlig underretning er jeg Doris Dahl, 35 Aar uden at have opnaat den fornøjelse at være gift, lykkelig som faa ved at være lærerinde udi en liden kjøbstad og forresten, som jeg har sagt Dem, en veninde af foged Enersen og hans hus. … Jeg ligger her undertiden i ferien og morer mig med at drikke melk, male og ellers være til sand hygge. For øjeblikket har jeg tenkt at ta mig af Dem; jeg synes om Dem, der er andre legeringer i Dem, end man træffer hver dag. Jeg har en anelse om, at De kan se anderledes ud, end De gjør nu i Deres blaa slobrok og indifferenteindifferente] likeglade kalipasta-rokalipasta-ro] kalipasta: en blanding av brent alabaster og stearin som man kunne lage byster av … jeg saa Dem i Wiesbaden og maatte tenke 16paa Dem flere dage efter – – der er bestemt ikke andet iveien, end at De ikke er vaagen endda! Hvor har De været henne? Sikkerlig borte i noget kjærlighed – – der er det jo bestandig vi gaar og sætter til de smuler, vi har – naa, men De kommer Dem nok; De kommer vel ned til middagen?»

– Helene forsikrede, at hun var frisk og straks vilde staa op.

– «Naa, saa meget desto bedre, saa sidder jeg her hos Dem, mens De steller alt det dejlige haaret, De har. – Skal jeg foreløbig presentere huset for Dem?

– «Ja saa gjerne!» Hun vendte sig smilende om. «Hvor jeg beundrer Deres prægtige humør, jeg tror, det smitter!»

– Doris nikkede let, og der kom et pludseligt alvor i hendes ansigt.

– «L’esprit gai et le coeur triste»L’esprit gai et le coeur triste] (fr.) en munter form og et trist hjerte – hvem vil klage over det? – – naar man som jeg har været saa mange steder! – for jeg skal betro Dem, jeg har egentlig været endel omkring, inde i sjelenes løngange, har listet mig ind i de sindssyges land; … der har været øjeblikke, hvor jeg har kiget ned i forbrydelsens afgrunde og set store, forblødende menneskehjerter dernede, mens de andre, de pletfri, bra folk har hjulpet sig saa godt 17uden – – at man saa endda kan beholde humøret, er jo storartet – det ligger i blodet, og det er vel værd at takke sit blod for det! –

– Men det var altsaa et rids af foged Morits Patroclus Enersen for det første, selvhersker Enevoldsen som jeg kalder ham uden at han blir det mindste fornærmet; … det kan jo umulig være andet end en anerkjendelse, for hvordan kunde et fruentimmer tillade sig anderledes at kritisere et kongelig ansat norsk mandfolk? umuligt! – –

– Vor selvhersker er vokset op i et fint hjem med mange betingelser; men bevidstheden om at være mandfolk har virket uheldigt og hindret gjennemdannelsen. Han saa i sin tid saa godt ud, at han gjorde en hel del kvinder ulykkelige, egentlig ingen meget lykkelig; – endnu kan man gaa hen og forelske sig i ham; det ved han og finder sig vel ved det, … endel af bygdens damer har havt sin lyksalighedsperiode ved at bli gjort kur til af ham; nu blir det Deres tur! og han er ikke ufarlig, elegant og kraftig endnu, skjønt han er aldeles fortvivlet, naar han har tandpine og ikke for sit liv tør trække ud en tand, men lader lægen gaa igjen, om han er hentet! … Men det forhindrer ham ikke i at tilrettevise sin kone, naar der er anledning. Hun betenkte sig engang paa en livsfarlig operation – – – «Tag det ikke paa den 18maade, Dinsemor, vel er du en svag kvinde, men du maa jo selv indse, det er bra, det der, at det meget mere er nødvendigt, mit barn, og snart staar over!»

– – Forresten optar han det som personlig fornærmelse, naar hans kone ikke er enig med ham, saa hun har maattet vænne sig til. Han elsker vin og kvinder, de siste med en vis storhertugelig nedladenhed; naar han er i godt humør, ser han paa dem med et overbærende, undertiden meget mildt blik! … Men naar han dvæler i familiens skjød, sker det helst i en liden afstand. Han sidder gjerne alene i den lille stue indenfor, hvorfra han taler ud til os, drapperet i sin mandsoverhøjhed, der er ham et uundværligt plag og ogsaa virkelig klæder ham – –. Hans stemme er en smule tilsløret, fornemt fjern, som inde fra en sky – for det hele hus er han en liden Jehovah, der virker netop ved sin sky! … Han er en bra mand, med principer, for han lyver aldrig undtagen ligeoverfor fruentimmer, finder sig aldrig i nogen fornærmelse, men vil selv ha lov til at fornærme, … han taler gjerne, helst om hvad han ikke forstaar, og afslutter altid med en statelig cadence,cadence] velklingende slutning av en taleperiode som bringer mig ihu de vilde afrikanere, der slutter enhver udtalelse med: Jeg har talt! – – –

– Kortsagt, han er et pragteksemplar af et 19mandfolk. HonoratioresHonoratiores] de «fine» heroppe er i det hele taget mandfolk, De vil snart opleve at se dem i feststemning holde tale for os med taarer i øjnene, – for da tror de nemlig selv, hvad de siger! – –

– Se saa, der har De omridset, detaillerne kan De udføre selv. Vent lidt, en eneste kulstreg gir jeg Dem til, en liden dyb, sort hemmelighed: fruen har brugt at staa op om natten og stoppe hans pibe for ham.»

– «Hvem er fruen?»

– «Hun er ingen, det vil sige, hun har ikke lenger noget navn; … man hører aldrig andet end det presentable fru Morits Enersen og saa fogdens afskylige Dinsemor! … Hun er ellers en karakter, der af dyd og nødvendighed har valgt at forsvinde i begrebet Enersen, en type paa en vis art kvinder, sterke naturer fra den forrige generation, der fra barndommen med jernhaand er tugtet ind i underordnetheden; … det er brændt hende i blodet, sydende hedt, at det at være ovenpaa, komme frem, eje verden, det er mænds arvelod. Hendes døtre har ikke interesseret hende meget, hendes stolte, kraftige natur har ikke kunnet holde ud at leve om igjen i dem sit kvindeliv med de samme lidelser og det samme afkald, det er sønnerne, der har været den eneste udvej for hendes drømme, den eneste mulighed for at faa 20levet frem noget af, hvad hun engang vilde. Sønnerne, det er hendes triumf, hendes erstatning for alt! … Naar hun taler om dem, blir hun veltalende; der stiger en kraft over hendes ansigt, der imponerer, og i sin betagethed af det mindste, der hænder disse væsener, river hun os med, saa man først bagefter opdager, at det var ingenting! – Med døtrene er det anderledes; de kan ingen oprejsning give hende, og deres velfærd er noget, der ligger saa meget fjernere. Gudbevares, hun vil dem jo vel, men man er undskyldt, om man ikke ser saa skarpt, det der ligger lengst væk! – – –

– Og af Hansine og Brith fordres det ud fra principet, at en kvinde skal glemme sig selv, at alle disse sønne-detailler ogsaa skal fylde forgrunden for dem. «Det er saa vakkert at glemme sig selv, det maa da alle være enige om!» finder fogden det nødvendig at minde om saadan af og til. – Og fruen ser skjevt til dem, naar de er tilbøjelig til ikke at finde sig i, hvad hun, som dog evnede saa meget mere, har maattet finde sig i. Hun er til det yderste konservativ paa det omraade og kan ikke værge sig for en vis sejg uvillie mod, at det nu skal være nødvendigt at ha det saa ganske anderledes end før! – – Det er hos den slags kvinder, man træffer denne uhyre 21ømskindede medlidenhed med mandfolks mindste fataliteter, mens de mod sine egne er ganske ufølsomme; livets pinagtigheder og lidelser ansees for deres vedkommende som noget, der retmæssig tilkommer. – Det blir betragtet som en uhyre glemsomhed af Vorherre, naar ikke Erling Skjalgsens mave taaler alt, hvad der blir ført i den, mens det ansaaes fuldt lovligt, at Hansine af overanstrengelse fik et underlivstilfælde den sommer, fogden holdt jubilæum! …

Og saa tilsist, lad mig betro Dem … disse mennesker, det er mine bedste venner, som jeg taler vel om og tar i den bedste mening, dem der staar mig nærmest af den hele menneskebestand, og som jeg sætter mere pris paa, end jeg nogensinde har sat paa mig selv! … De kan tenke Dem da, hvad jeg maa kunne have at sige om andre! De bør aldrig spørge mig om andre! Se saa, nu er De ferdig, bedst vi gaar ned?

– Og hun mønstrede med velbehag Helenes skikkelse.

«De forstaar at klæde Dem … ved, det vilde være helligbrøde at bruge korset; … naar man har et saadant legeme, bør det være det, der gir dragten façon, og ikke omvendt. Ved De, jeg kunde ha lyst til at modellere Dem nøgen og stille Dem op som en olympisk gudinde! … ingen 22vilde falde paa.paa.] rettet fra: paa, (trykkfeil) De var et europæisk fruentimmer; De er jo ikke engang smal om livet! Kom saa og lad mig vise Dem frem!»

Helene følte sig ubehagelig berørt. «Jeg klæder mig saa, fordi det er naturligt og bekvemt,» sagde hun skarpt og satte sig ned med en mine, som om der ikke kunde være tale om at gaa ned og vise sig frem for nogen.

«Hvis De synes, det var saa galt det der, saa tilgiv; jeg dømmer fra mig selv til andre!»

– – Hun bøjede sig frem og saa paa Helene. Hendes øjne var dybe, spillende med et dunkelt, vemodigt skjær langt inde fra.

Helene smilte forsonet. «De skal til straf fortælle mig noget mere om børnene!»

«Der er seks stykker af dem. Da fogden fik den ældste datter, blev han fornærmet og vilde ikke ha det mindste mere med det at gjøre … Lad hende i Herrens navn faa en titulaturtitulatur] tittel; her vel nærmest et navn og lad mig være, bad han. Og barnet blev skikket afsted den første messedag, tror jeg næsten, og paa vejen fandt fadderne ud, at hun skulde ha almanaknavnet, som var et meget godt navn; hun heder Brith. – Men da der saa nogle aar senere kom endnu en datter, var humøret værre endnu og stod paa forbitret; men der blev da et navn til hende ogsaa, Hansine Vederstine efter en gammel 23tante, som der mulig blev lidt efter, og som man jo godt kunde vise den opmerksomhed. – Men saa var ogsaa det uvæsen forbi. Dinsemor greb sig an og fik tingen i en anden gjænge, og der kom fire gutter, den ene efter den anden, … og fuldt solskinsvejr! – Fogden studerte saadan af og til historie for at finde ud navnene paa de djerveste vikinger og berømmeligste konger, en samling hugprudehugprude] (arkaisk) modig, storsinnet fædrelandsværgere vilde han skjenke gamle Norge, et godt navn var en god begyndelse, og vel maatte der undes dem, der engang skulde fortsætte ham selv, – at elske frem sine sønner var jo det samme som at elske frem sine egne forhaabninger. Og deri var altsaa fruen af hjertet med. Af forhaabningerne er de to nu studenter, vel begavede, slægter paa sin mor, i de to andre har De at lægge visdommens frø.»

– «End frøknerne, er de hjemme?»

– «Ja, alle sine dage omtrent. Lidt rabalder er der jo trængt herop, kvinderne skal ha begyndt at røre lidt paa sig, siger man – – ja, De er naturligvis ogsaa med paa det?»

Helene rystede paa hodet; hun havde saamen ingenting merket de otte aar nede hos doktorens – og før, … havde hun ogsaa været optaget med andet, saa hun havde ingen videre rede paa det der.

24– «Ja, er det ikke udmerket? Man er optat med andre ting, selv en saadan som Dem er optat med andre ting! … Det at bli til menneske maa opsættes for andre ting, er ikke det udmerket? Hvad er det forresten for noget, disse andre ting? Det eneste, kvinderne heroppe har kunnet samle sig om, er at strikke strømper til søde, smaa zulubarn, som ingen strømper behøver! – – – Men det var om smaapigerne, … jo, de rørte saamen paa de smaa vinger, som ikke havde havt rum til at blive større; men da holdt fogden foredrag for dem: – for at lære at bli dygtige for sit kald maatte de netop være hjemme! … Og fogden har holdt meget af at tale om deres velsignelsesrige fremtid som dygtige husmødre, men han har ikke kunnet holde, hvad han har lovet, de gaar fremdeles her og varter op. Og han har forestillet dem, hvor hensynsløst mod deres kjære forældre det var at ville ud og bruge de penge, som gutterne maatte ha, istedetfor at føle glæde ved at være hjemmets pryd …

For endel aar siden var her stor scene – Brith vilde bryde ud: … Hun har vasket op thetøjet og staar henne ved buffeten med haandklædet over armen, skjelvende og sammenkrøben som en forfrossen fugl, liden som hun er og uanselig. Hansine, som var ganske nydelig dengang, sidder 25og stopper strømper med glædestraalende, opspilede øjne i forventning mod det nye liv. Fru fogden strikker paa en støveklud, som hun aldrig tar frem, undtagen der er noget ivejen; hun tæller hvert øjeblik maskerne og vrider pinderne paa en underlig maade, men hendes ansigt er roligt, som hugget i sten …

Fogden gaar paa gulvet og er venlig. Denne lille insubordinationinsubordination] ulydighet blandt hans fruentimmer maa jo dæmpes, men han bestemmer sig for at ta det ganske lemfældigt.

– «Kjære smaapiger! Find da ikke paa at plage eders kjære forældre! Husk da paa, pigebørn, at I er kvinder – – Naada, … du Dinsemor, hvad er det Pau … St. Paulus siger saa nydeligt om haarfletters dunkle prydelse, sindets skjulte helligdomme og huslig uforkrænkelighed? Kjære barn, dere bør lese Paulus; han skriver sgu saa nydeligt om det, dere har at bestille … du mor, hvor er det, det staar, det der? … Dere bør sandelig lese i bibelen, dere barn, saa dere kan lære det der!» – – –

Helene havde rejst sig og var blevet staaende midt paa gulvet og se paa hende. Hun angrede, at hun havde bedt frk. Dahl fortelle.

Doris lo. – «De ser ud, som om … Naa ja! – Endelig begav det sig, at Hansine 26kom 3 maaneder til byen og sankede, som saa mange unge piger, af disse smuler hist og smuler her, som sammenlagt blir til ingenting. Dermed var hun ferdig. Hun var nydelig; brødrenes venner gjorde allesammen kur. Men da de 3 maaneder var forbi, var de ogsaa ferdig, … ogsaa den, for hvis fod hun havde lagt sit uerfarne hjerte, og som havde levet højt paa hendes enfoldighed. Hun kom hjem, fattigere end da hun rejste og desuden med den forpligtelse nu at være rigtig tilgagns taknemmelig. Brith var ogsaa blevet tilbudt de 3 maaneder, men den almisse var hende for liden, hun tog ikke mod den. Brith er en karakter, bitter paa alt og alle, … har tilbragt et liv, der var anlagt for andre ting, med at varte op sin far, sine brødre og agronomen, derfor hader hun mænd … har havt en kjærlighedshistorie, der har ribbet den siste illusion, derfor hader hun med inderlighed. Alligevel er der en mand, der holder af hende, han maa ha fundet hendes skjønhed, alle andre finder hende styg; men det er en mand, som hendes svagsynte øjne aldrig har set, skjønt hun er vokset op sammen med ham. Jeg viste hende ham engang, men hun trode, jeg spottede hende; siden har hun hadet mig ogsaa!» – –

– Helene rejste sig igjen med et tvungent 27smil, ganske beklemt ved denne foreløbige presentation.

«Hvor De er ubarmhjertig mod en fremmed! Skulde man kanske gaa ned?» Hun saa paa uret.

«Jeg er god mod Dem og gjør fordring paa Deres taknemmelighed. Vent lidt og lad mig lægge en lægende haand over Deres vunde;vunde] sår et menneske er her, som der er helsebod ved, det er den mand, jeg nævnte, propritariuspropritarius] storbonde, godseier Morten Maartmann; han er af en gammel, stout hædersslægt med nedarvede gode egenskaber, tungt, men godt hode, endnu bedre hjerte. Han bor paa sine fædres gaard en halv mil herfra og gaar under navn af «han Maarten». Men han er nu ikke noget mandfolk han, – han har af naturen faat den lykkelige gave, at han er et menneske. Men i herreselskaber ler man af ham, han prostituerer sigprostituerer sig] gjør seg latterlig altid; … for det ene kan han ikke fortelle en eneste styg historie, for det andet har han den latterlige maner, at han maaler mænd og kvinder med samme maal, og herrerne ler sig næsten fordærvet af ham, naar han begynder at vrøvle om, at offentlige mandfolk er værre end offentlige fruentimmer;offentlige fruentimmer] prostituerte kvinner – det er jo ogsaa oprørende at høre paa, kan De forstaa, for herrerne her, der allesammen er mandfolk med smag for gamle 28overleveringer og ferskmad. – Mais voilàMais voilà] (fr.) men slik er det – der har De altsaa et menneskebarn, der er hvile ved, og hos hvem man maa kunne drømme om, at verden er god! … Forelsk Dem saa ikke i ham og lad os gaa ned!»

Hun smilte igjen, dette store, smittende smil, hvor hver eneste af de fine, smaa rynker og hver eneste af de friske, hvide tænder var med og gjorde nar.

Helene gik foran, gjentagende sin paastand, at hun var ubarmhjertig, indtil hun blev puffet ind af dagligstudøren, snublende over det uventet høje dørtrin, lige i armene paa fogden, der havde hørt dem komme, og som med et venligt udraab mer end gjerne greb til.

«Det er naturligvis Doris, der behandler Dem paa den maade; tak forsynets villie, der plantede mig her til opretholdelse, og velkommen, kjære frøken!»

Helene havde revet sig løs med en tydelig fornemmelse af, hvor nødig fogden gav slip, og hilste saa formelt ovenpaa den gemytlige omfavnelse, at der skulde mindre til for Doris for igjen at faa noget at more sig over.

Fogdens øjne lyste, behagelig overraskede, mens hun gik over gulvet for at hilse paa fruen, der havde rejst sig fra sit sybord og med et 29kjølig-forbindtligtkjølig-forbindtligt] forbindtlig: høflig smil over det kraftige, graablegtfurede ansigt bød hende velkommen.

Herregud, hvor det er en sand hygge, – lød det i fogdens stille sind, – at faa et menneske, som ser saavidt godt ud, og som har en figur!

Hverken hans kone eller nogen af smaapigerne havde, hvad man kalder figur, og saa hyggeligt som saadant var at ha i huset!

– Fruen var efter nogle høflige ord gaat ud for at se til bordet.

Fogden var i udmerket humør og gik op og ned af gulvet og talte med Helene. Han nærede det bedste haab, at hun vilde finde sig her, her var en sjelden kreds forsamlet af dannede … og han vilde sige … gode mennesker. Doktor Gill, hvis datter skulde deltage i undervisningen, bode et kvarters vej herfra, og ingenieur Taylor-Thorvildsens, hvis ældste søn skulde lese paa parti med hans gutter, var nogle rene pragtmennesker, fruen – –»

Fogden sagde ikke mer, men gjorde en liden elegant haandbevægelse.

«Aa, men foged,» udbrød Doris, «De ser jo ud, som De tenker paa østers og champagne, jeg finder det upassende – – Men der kommer smaapigerne!»

«Ja – der er Brith og Sinemor,» udbrød 30fogden oprømt, idet han tog dem en ved hver haand.

«Prægtige piger, en pryd for deres kjøn, beskedne, dygtige husmødre vil der bli af dem!» Og fogden kom med sin lille afsluttende, melodiske latter.

Helene hilste venlig og rakte haanden ud. Brith tog ikke imod den, men saa flygtig op. «Goddag!» sagde hun koldt.

– Helene saa paa hende med medlidenhed. Det var et lidet, træt, uanseligt ansigt, øjnene var mat-blaa og saa ud, som om de havde grædt formeget, øjenlaagene nervøst dirrende med en rødlig kant.

Hun vendte sig om efter et øjeblik og gik ud af stuen saa lydløst let, at Helene, der talte med Hansine, ikke merkede, hun var gaat.

– Hansine var højere, fyldigere, med noget vist afjasketafjasket] noe som det er handlet ille med over hele sin person, men endnu med tydelige spor efter den skjønhed, der flygter med 20-aarsalderen; hendes øjne var violblaa-godtroende, livlig-følsomme, men med et vist vemodigt drag, et udtryk som af misbrugt godhed. Hansine trode sikkert, at Helene kom til at trives. Folk var saa dannede her og saa umaadelig tækkelige, og hun haabede, at hun og Helene vilde blive rigtige veninder.

– Fogden kom og førte Helene med den 31elskværdigste anstand tilbords. Hans noble ansigt med det indtagende smil og de venlige mørkeblaa øjne fremkaldte hos Helene en tvil om, hvorvidt det karakterrids, frk. Dahl havde leveret, ejede nogen berettigelse. Det eneste i hans ansigt, der ikke ganske tiltalte, var de elegante, lidt graasprængte whiskers;whiskers] kinnskjegg der var om dem eller i nærheden af dem et udtryk, hun ikke forstod – det var kanske der, selvhersker-instinktets stade … hun smilte og kom til at se ned paa hans hænder; de var hvide, bløde, med kraftig spændte aarer – og altfor høflige; der var noget utrygt, usurpatormæssigtusurpatormæssigt] usurpator: en utnytter; en som tilraner seg makten fra den egentlige hersker ved dem, og hun følte sig et øjeblik saa generet ved disse hænders intet undgaaende opmerksomhed, at blodet steg hende til hodet.

Og fogden, der den hele tid havde havt øje for hendes melkehvide hud, havde det ogsaa nu for «roserne, som sprang ud», skjønt han tillige var meget optaget af frøken Doris.

– Doris havde en egen, let maade at tale paa, og Helene maatte beundre den elskværdige behændighed, hvormed hun fik husets faamælte frue til at hævde sin plads som værtinde og smaapigerne til at tage del i samtalen. Og det var morsomt at høre hende sidde og ærte fogden. Helene lagde merke til, at baade fruen og døtrene etpar gange saa forbausede ud, som om Doris 32nu virkelig havde været for vovsom, – men der var fred og ingen fare; fogden var indtagende og nød sammen med de andre sin stemmes dybe velklang, skjød sagte og distinkt frem hver stavelse – det var tydeligt, at det var ord, der skulde høres paa.

Helene smilte og lyttede, fogden smilte ogsaa og talte, forlangte pludselig en flaske nuits (Côte de Nuits; en type rødvin), og Helenes skaal blev drukket.

Fogden fyldte sit glas flittigt og saa op fra maden med straalende, fugtige øjne, vendt mod Helene.

«Ser De vinen der, blidt perlende i fint slebne glas, saaledes er nuits, den er mit sværmeri! I den vise TalmudTalmud] samling av visdomsord og formaninger av jødiske rabbinere staar der, at vinen er god for hjertet og øjnene, … og det prægtige raad, at den fortabte skal man gi vand, men den bedrøvede vin!» – –

«Snak nu ikke lenger om den vin, ellers modsiger jeg Dem! – Hvad siger De om det Bernerske lovforslag? det er jo ypperligt!» og alle de hvide tænder lyste.

– Fogden trak brynene en smule sammen; netop det Bernerske lovforslagdet Bernerske lovforslag] Hagbart Berner (1839–1920) var en kjent kvinnesaksmann som bl.a fikk gjennomført at kvinner skulle ha adgang til å ta examen artium og til høyere studier (fra 1882). Han engasjerte seg også i arverett for barn født utenfor ekteskap, men dette ble først vedtatt i 1915 (de såkalte Castbergske barnelover, etter juristen og politikeren Johan Castberg (1862–1926). om disse afskylige, uægte børn irriterede ham paa det mest levende; han havde nylig i en herremiddag havt en hidsig disput med Morten Maartmann om den sag, men ligeoverfor fruentimmer, der jo altsaa ingen opsigt kunde føre hkverken med præmisser eller 33konklusion, fandt fogden det aldrig værd at anstrenge sig videre, – her hjalp man sig herligen bare med at se tilstrækkelig overlegen ud, og ligeoverfor Doris især var fogden altid saa merkelig tam. Indrømmelser kunde det naturligvis ikke falde ham ind at gjøre, men blev det ham for tvilsomt, fandt han det altid heldigst saa tilfældigvis at kunne nærme sig døren, for var det ikke til at klare lenger, sørgede han da ialfald for at faa det siste ord, før han lempelig smuttede væk.

– Nu satte han brillerne tilrette og saa meget venligt hen: der var noget ved hende, der mindede om nuits varme forfriskende kjølighed – og han satte brillerne endnu bedre tilrette.

«Tillad, høitærede,» kom det saa, «det er mig, som maa modsige Dem – fruentimmer bør altid modsiges, fruentimmer har ligefrem aldrig ret! Ikke sandt, Dinsemor, Eva var ligefrem – –».

– Fruen saa op med et lidet smil om den tynde mund med dens udtryk af jernhaard, indbidt fasthed.

lalmindelighed behøvede ikke Dinsemor at svare, og det var saadan en gammel historie det, at fogden altid havde lyst til at tage fat i Eva, og at han, naar han talte med damer, gjerne begyndte fra Eva af.

– «Ikke sandt, Dinsemor, Eva var ligefrem …»

34– «en der havde smag for udsøgt frugt,» faldt Doris ind, «og det bør vi da ved Gud være hende taknemmelige for! … Se her, dette æble, foged, det er ogsaa udsøgt – herregud, hvad kunde Eva for, at hr. Adam satte paatvers og endnu lider – af saa meget ufordøjet kundskab? … Med Eva var det dog det første trin blev gjort paa stigen op til hin svimlende menneskelige overlegenhed, hint tempel paa bjergene, som man nu har fundet paa at indrede som en endelig siste forsørgelsesanstalt for alle rigtige mandfolk! … Og med hensyn til Adam, kjære, var han ikke tarvelig begavet den mand? … var han saadan egentlig nogen mand, denne første mand? … Naa ja, der kan De se! … men hvad betyder saa dette udsøgte ord, der bringer saa mangen en medskabning i selvtilbedende sindsoprør, naar endogsaa den første mand, lige udgaat fra skaberens haand med karakteren saare god, slet ingen mand var, men bare … ja, hvad vil De kalde det? – et almindeligt fæhode, – altsaa, herregud! Hvad siger De, jo det er virkelig ægte ananas; jeg indestaar for den, jeg har selv havt den med! – –»

Fruen og Hansine henvendte paa engang nogle ord til Helene; Hansine blev pludselig snaksom, og Helene opdagede pludselig agronomen, der sad rød i hodet nede ved enden af bordet, paa venstre side af fruens anselige skikkelse.

35Hans bidrag til bordkonversationen bestod sædvanlig i at smile bifaldende til alt hvad fogden sagde og nikke sit: «jaha ja, rigtig ja!» men idag sad han med aaben mund, stirrende paa frøken Dahl, og med gaffel og kniv i angrebsstilling.

Og fogden, hvem ananasen havde stemt uhyre forsonlig, henvendte sig til ham oprømt nedladende: «Ja, hvad siger De, Pedersen, bør man egentlig indlade sig i disput med damer?»

– «Ja ha ja, rigtig ja, for det hev eg no altid hørt, det ska vær som aa kaprenn med kalv!» – – – Og Pedersen blev endnu rødere i hodet og prøvede at kvæle den voldsomme latter, der betog ham ved forestillingen om at have sagt noget godt.

Nogle minuter efter gik man fra bordet, og fogden udbad sig spøgende tilladelse til at forlade damerne et øjeblik.

«De maa ikke tro, jeg sover, frøken,» lo han mod Helene. «Nei, jeg har ved Herren bare saadan en liden drøm, en saadan liden vaagen drøm!» og fogden hiIste med sin lille elegante haandbevægelse og gik til sit kontor.

Ved kaffen kom han ind igjen ianledning dagen, og Doris opstillede det spørgsmaal, om man nu ogsaa var rigtig tilgagns taknemmelig.

– Senere gjorde man en fælles spasertur, og 36aftnen blev tilbragt med hjemlige glæder, men allerede før aftensbordet havde Helene fornemmelsen af, at Doris Dahl havde ret,ret] rettet fra: Ret (trykkfeil) og at fogden trods al sin elskværdighed dog var iført sin sky.

Han var alligevel den hele aften inde hos damerne, og Doris gav Helene æren derfor paa en saa drillende maade, at Helene bed sig i læben og foresatte sig at sørge for, at den sædvanlige husorden ikke lenge skulde gjøres brud paa.

*

Det var aften; – Helene stod oppe paa sit værelse og tændte lampen og glædede sig over endelig at komme til med arbejdet næste morgen.

Nogle dage var nemlig gaat hen, uden at skolen havde kunnet begynde, da gutterne havde faat en forkjølelse. Fogden havde anset det ganske heldig for frøken Ørn, der altsaa havde anledning til at se sig lidt om først og gjøre nærmere bekjendtskab baade uden og inden huset.

– Men Helene havde ikke benyttet tiden synderlig; vejret var raat og koldt; hun holdt sig mest paa sit eget værelse og inde hos Doris Dahl, ved hendes staffeli, hvor hun tilsyneladende interesseret kunde staa og se hende vaske sin palet og 37klemme farvetuber ud paa den, som oftest overhørende de spøgende spørgsmaal, om hvor hun egentlig var henne.

– Doris var blevet hendes ven, uden at hun egentlig vilde det selv, men fordi Doris vilde det. Der var ved hende en ejendommelig tiltrækning, der altid sejrede, tiltrods for, at Helene undertiden forsigtig og en smule stødt for manchetternestødt for manchetterne] støte for mansjettene: fornærme, krenke trak sig tilbage.

– Ligeoverfor fruen og Brith havde hun heller ingenting gjort for at forringe den afstand, der fra deres side var lagt. Hun havde allerede den første dag gjennem fruens kjølige tilknappethed faat et bestemt indtryk af, at den varme, der kunde indeholdes i denne natur, var fuldt bundet; ligeoverfor hende, den fremmede, var der noget haardt i smilet, noget vist ufølsomt i det fuldstændige fravær af alt hensyn til hende personlig, i den maade, hvorpaa alt blev ordnet, hvad der vedkom hendes ophold der i huset. Det var sønnerne, der var hjemme, og sønnerne, der kom hjem, alt blev stillet i forhold til.

– Vel forberedt, som hun var, havde hun taget det roligt, velvilligt, men erklæret, at hun heller straks vilde renoncere paa det store solværelse; det tiltalte hende ikke at skulle flyttes over paa kvisten, hvergang det behagede Aksel 38Hvide eller Erling Skjalgssøn at betræde den mødrene tærskel.betræde den mødrene tærskel] komme hjem til mor

Og Hansines tilbud om at være hendes veninde havde ikke tiltalt synderlig mere. Hansine havde en hurtig, forfjamset maade at tale paa, der var Helene yderst imod. Det var en vane, Hansine havde lagt sig til af en ren, upaaskjønnet velvillie for sine medmennesker, et ønske om at gjøre dem livet behageligere ved sin underholdning. Og hun skyndte sig, og hun stansede midt i halve sætninger – i en beskeden overbevisning om, at der maatte noget morsommere til – og begyndte paa noget andet og igjen paa noget andet … til Helene priste sig lykkelig ved at kunne undfly.

– Desuden, der var endnu noget over hende af stilheden fra det hus, hun nylig havde forladt, noget tilbage endnu af den slaphedstilstand, hun dengang var sunket ind i og havde fundet sig vel ved … alt dette her, det kom hende jo igrunden saa lidet ved! – –

Det eneste, der optog, var Doris. Doris interesserede, baade naar hun snertedesnertede] rammet, slo sig selv, som naar hun snertede alle andre – og tilsist og allermest, fordi hun ikke kjendte hende, og fordi der var noget ved hende, der satte hendes sympathi i bevægelse.

39Hun skulde jo rejse desværre, havde bare været her en tur ianledning fruens fødselsdag og maatte hjem igjen til sine informationer. – – –

Helene var blevet ganske trist ved tanken om at blive alene tilbage og gik ud og bankede paa gjesteværelsets dør. Kunde hun faa lov til at komme ind?

– Doris rejste sig med et venligt udraab. «De var gild, som kom! Jeg sad jo netop og tenkte paa at gaa ind og hente Dem! Er her nu ikke hyggeligt med de farvede lamper og de smaa fantasilys? Har De egentlig tenkt over, hvilket feeri der kan skabes ved hjelp af kvindefingre og broget silkepapir? … og en flaske chambertin!chambertin] en rød burgunder – jo, jeg har virkelig udbedt mig den idag, fra fogdens kjelder, saadan i hemmelighed … svag for chambertin! – – kan forresten ogsaa byde paa fruens bekjendte vinkjeks og Hansines mor Monsen!»

Doris lo. «De ser ud, som De er ræd, hun skal komme, det gjør hun ikke; – hun vover sig aldrig hid, Brith var istand til at slaa hende, om hun gjorde det; – Brith hader mig med et dulgt, mistenksomt had … den stakkar, og jeg har ingenting berøvet hende; jeg har enkelte gange gjort hende det udholdeligt. – Sæt Dem der i lænestolen!»

40– Hun skjenkede i vin og løftede sit glas op i lyset.

«Ser De, hvor den gløder varmt? det er min vin, det er fortættet sol! … Drik Dem vaagen og drik Dem varm, drik Dem styrke til – og lykke!»

«Til hvad?»

– «De siger det saa skjødesløst! Hvad ved jeg? … til livets forskrækkelighed, det store slag eller den stille kamp eller hvad form det nu vil ta for Dem – for De har for mange betingelser til at kunne sove fra begyndelsen til enden! Har De tenkt at leve i fred med menneskene?»

– Helene svarte ikke, men saa paa hende med et roligt smil.

«Med mandfolkene ogsaa?»

– «Ja skulde ikke det kunne la sig gjøre!»

«Ikke for Dem! Det viser sig bare paa Deres beteende ligeoverfor fogden. De har jo formelig set lidt paa ham! Det har De ikke lov til … der er saa mange mænd, der føler sig irriterede ved, at kvinder lukker øjnene op og ser paa dem! De kan udsætte Dem for, at der tilsist en dag kommer en krænket sjel og spørger Dem, hvorlenge De har tenkt at holde paa med det der! Hvor har De været i verden og hvorlenge?»

– Helene blev rød og lo lidt; det generte hende at tilstaa, at hendes ophold der allerede var 4126 aar gammelt, og at hun havde rejst ganske vidt omkring uden alligevel at have nogen videre formening om mennesker.

Hun antog imidlertid, at alting gik nogenlunde ordentlig til. – – Og kvinderne … havde ikke de det bra nutildags? blev der ikke baade skrevet og sagt, at nu var det deres tid … naar de bare selv vilde, kom de vist altid frem og blev da vist overalt modtat med respekt …

Hun stammede, hun syntes ikke selv, det hang rigtig sammen, hvad hun sagde; hun kom til at tenke paa det vakre solværelse, som hun godt kunde faa beholde, naar hun bare flyttede ud, naar nogen af studenterne kom – og hun blev ærgerlig baade paa Doris og sig selv; hun havde ofte en ubehagelig følelse af, at hun blotstillede sig ligeoverfor hende, men mod denne følelse rejste hendes stolthed sig: hun vilde ikke vide af den.

– Hun havde hverken havt anledning eller nogensomhelst opfordring til at være med i alt det der mas, folk holdt paa med – tenkte saamen ikke paa det nu heller – men derfor behøvede man egentlig ikke at tro, at hun ikke kjendte sin ret som menneske. Selv om hun ikke havde været med i noget af alt det … hun kunde ialfald forsikre, at den plads, hun trængte i livet, gjorde hun nok ogsaa fordring paa. Stod 42der saa meget iveien? – – det kunde hun ikke tenke – – men saa havde hun vist altid kræfter, hun ogsaa, om det trængtes! …

– Doris løftede leende sit glas.

«Sig som de vilde afrikanere og fogden: Jeg har talt! Skade bare at ingen mandfolk har hørt Dem! – De vilde med den elskværdigste anstand bukke og forhøre sig, hvad det er frøkenen ønsker. Selv om det var en vifte fra Japan, vilde det ikke være ganske aldeles umuligt! …

Min kjære, De vil altsaa ikke være emancipistemancipist] eg. en britisk straffange som ble sendt til Australia og frigitt der; Doris mener nok emancipationist, dvs. en som arbeider for frigjøring, her kvinnefrigjøring af fag, som det saa afskyligt heder – men af natur og saadan i al ro for Dem selv! Aldeles ikke ilde! … Kunde De ikke faa de andre ogsaa til det, saa behøvede man ikke disse ulykkelige fagfolk lenger, disse stakkels forposter, som der blir kastet sten paa fra begge sider! – Og De er altsaa ikke sikker paa, at noget vil staa Dem iveien, ikke engang sikker paa, at De vil faa brug for Deres kræfter! – – hør, hvor er det egentlig, De har tilbragt tilværelsen? … Jeg syntes, De talte om en østlandsbygd – ak Gud, hvor luften der maa være tyk, og alligevel taler man om at bygge sanatorier ogsaa der … der maa da være dødeligt … for enkelte tilfælde af menneskenatur ialfald! Her er da bedre! – – –

Men De trænger nogle smaa oplysninger! 43Der er fremdeles et forbund mellem massen af mænd, fremdeles en stiltiende overenskomst om at slutte ring og stenge ude der, hvor de ikke vil ha kvinder ind … de finder det baade «trættende og ubekvemt» at rykke sammen, og det er jo ikke saa rart; pladsen har de været vant til at ha selv. Men altsaa, … den uafhængighed, De lader til at hævde som Deres ret, denne tilladelse til at gribe efter, hvad De tror at kunne naa, den tilstaaes Dem aldeles ikke; De tar fuldstændig feil, naar De tror … De anfører vore store mænd, … er De ogsaa med paa at anse dem for nogle smaa Vorherrer, der rækker os af fulde hænder? – Jeg har ikke merket det, jeg … mange af disse hjerner, jo da, de er vist i bedste orden, mættede med fosforsur, stillestaaende intelligents og hjerterne vist ogsaa, fyldt af den kjærlighed, der ikke ulejliger sig, med en temperatur som hos hin synder, hvorom der skrevet staar, at fordi han hverken er kold eller varm, vil Herren udspy ham af sin mund!der skrevet staar … sin mund] referanse til Det nye testamente, Johannes’ Åpenbaring 3.16 Ak Gud, den største sorg i verden er da ikke den, at smaafolkene er smaa – hvem forlanger andet? – Men at de store ogsaa er det, det er det, som er trist! Er det ikke underligt, der skal saa megen fantasi til for at kunne fatte virkeligheden – for hvem er det egentlig, der hører og ser og ved?

44Og nu som man mener, vor dag er oppe, vor tid, er det ikke saa, det heder? Hvad vil det egentlig sige? Med en minotaurisk ufølsomheden minotaurisk ufølsomhed] referanse til gresk mytologi: Minotaurus, halvt menneske, halvt okse var innesperret i en labyrint av sin far; han fikk hvert år syv unge menn og syv unge kvinner brakt seg som offer.] blir de set paa, de kvinder, der er komne foran, udvalgte til at falde … om blodet blir til bitterhed i dem, saa vil man beklage det, – fordi det gjør dem saa ubehagelige, – og vende dem ryggen. De kan trygt fortelle alle dem, der tror, man er ferdig, at der er ingen videre snare udsigter til det; – mænds syn paa kvinder har gjennem aartusinder afsat merker i deres natur; skal det bli anderledes, maa deres hjerners cellevæv først forandres. Massen af dem har ingen synderlig anden interesse for kvinder end en rent erotisk; vil De faa en mand til at gjøre noget for et kvindeligt væsen, fortel ham det nødigt da og saa sent som muligt, hvis hun skulde være over 30 aar og ikke se godt ud … sagen kan være ødelagt med det samme! …»

– Helene trak lidt paa skuldrene. «End Morten Maartmann?»

Doris lo. «Hvor genialt fredsmægleragtigt af Dem at nævne ham! Ja vist er det herligt at ha Morten Maartmann og kanske hundrede med ham, der ikke har kunnet ødelægges af de andre. Vi hilser dem og kaster vore roser for deres fod – de er for os, hvad duen med oliebladet var 45for Noah!duen … Noah] referanse til Det gamle testamentes fortelling om Noas ark (1. Mosebok 6–8), hvor Noa sender ut en due for å finne ut om vannet har sunket slik at han og hans flokk kan redde seg i land. Oljebladet viser at det har det, og at det er håp. – Men hvad har det saa at sige mod disse titusinder af velbarberede kavallerer, som bag det hvide skjortebryst og de glatte talemaader holder i kjærlig forvaring adskillige overgjemte rester af tyrannen fra hedenold,hedenold] den fjerne (hedenske) oldtid, ofte brukt spøkefullt adskillige overlevende, vel konserverede eksemplarer af menneskedyret, det brutaleste, sanseligste og mest egoistiske af alle af Herren skabte dyr! – – Og jeg anser mig fritat for at nævne de ubarberede; det er en skare, ingen kan tælle; Johannes saa den ikke større i sin aabenbaring!»

Helene lo og holdt for ørene. «Det er da grulig, hvor De lekser op! – Det maa være den røde drue, De ikke taaler! Forresten bunder det vist ikke videre dybt; De ser selv ud til at more Dem over alle disse græsseligheder!»

– «Kjære, ja det er det, der holder mig oppe, at jeg ler; og ingen skal ta min glæde fra mig! At kunne le, det er sundhed og forsørgelse og levevej, det er, hvad vi drømmer om, det er alt muligt!»

– «Ja, men hør, naar alt kommer til alt, har da vel kvinderne aldrig før havt det saapas bra som nu alligevel! …

«Forlanger ordet! De er jo et stakkars ting fra igaar! Og jeg føler mig forpligtet til at gi Dem lidt besked, nu før jeg rejser. Det lyder 46kanske paradoxalt, men sandt er det, at kvinderne har aldrig lidt mere end netop nu. Deres evne til lidelse er skjærpet ved, at de er begyndt at betenke, at de er mennesker; at de er medarvinger til det evige liv, har de lenge vidst, men det har hjulpet dem saa besynderlig lidet paa vejen – – jo flere der nu vaagner af døsen og ser sig om og merker fint, jo mere lidelse. Man er blevet mere ømfindtlig for de tusinder smaa krænkelser og forbigaaelser, man før fromt modtog ovenfra som noget, hvorfra man ikke kunde fly. Nu har man en mistanke om, at det ikke altid kommer fra den kjære Herre Gud, og om, hvor godt gjemt de dage endnu er, der kommer med godt budskab!

– «Hør, men De maa da virkelig indrømme, at i gamle dage …

«Ja, bevares! netop i gamle dage har den enkelte kvindebegavelse havt lettere for at trænge igjennem end nu; der rager adskillige store kvindeskikkelser op af middelalderens mørke … og man lukkede dem ind i sine helligdomme, overraskede og forbløffede af undtagelsen og begeistrede af underet. Nu er underets tid forbi; nu kommer undtagelsen og vil bli regel, og man blir betenkelig, for det er jo slet ikke sikkert, det just er slig, de store mænd mener det heller, for det er jo dem, der 47skal ha opfundet den nyhed, at kvinderne indeholder en del menneskelige muligheder, … og at man ikke lenger kan ha dem allesammen ved gryderne, i barnekammeret eller i boudoiretsboudoirets] boudoir: (fr.) fruens private værelse lænestole … jovist er det mændene, som har opfundet det, – det vil her sige, at hvad der er naat hen til deres øre af kvindenaturens stille, seige, gjennem aartusinder aldrig uddøde kamp for plads, det er det, der er proklameret som nyhed; … forresten har vore kjære brødre, de store som de smaa, ikke meget fint øre for denne kamps tragiske vilkaar og rækkevidde. Mænd er i det hele taget begyndt at finde det trættende og gaa over til andre emner … Pardon, messieurs.Pardon, messieurs] (fr.) unnskyld, mine herrer at vi ikke følger med … at vi vover ikke at anse os for ferdige, endskjønt der er blæst saa grundig til opbrud! – Naar vi blir ferdige engang – vil verdens udseende være forandret, menneskenes hjerner og hjerter anderledes sammensatte; … synes De ikke om chambertin?

Hun tog og fyldte Helenes glas.

– «Forresten er jeg slet ikke med, forstaar De, ikke med de andre! Der er mange bakkerbakker] sandbanker; dvs. skjær i sjøen i sjøen, skal jeg sige Dem, og jeg er ikke anlagt for at traske i flok; jeg finder mig bedst ved at gaa min egen vej, alene, … kanske for det jeg ikke er noget bra menneske … Jo, for det er 48sandt, … hvis mine gode naboer og saadant mere fik fuld opskrift paa, hvad jeg egentlig er lavet af, vilde de, fordi de ikke kan spor af verdenskemi og heller ikke aner, hvad der er i et menneske, tro, der var noget paafærde, og anse det for deres kristelige pligt at lade mig mere øde end Hagar!lade mig mere øde end Hagar] referanse til Det gamle testamente, 1. Mosebok 16. Trellkvinnen Hagar blir jaget ut i ørkenen med sin sønn da Sara selv etter mange år klarer å få en sønn med sin mann. … Men synes De ikke om chambertin?»

– Helene tog smilende sit glas. «Jo tak, men det, De serverer til den, er saa mangfoldigt! Jeg tror, jeg til en forandring vil prøve en af Hansines kager. – Jeg ante rigtignok ikke, De var saadan en entrüstetentrüstet] (ty,) indignert mandshader!» – –

– «At De kan sige det, … saadan som jeg hygger mig til mændene! Kjære, kan De ikke se, jeg er af de faa fornuftige, der sætter pris paa, hvad de har, selv om de ved, der kunde gives noget bedre? Det vilde havt sine vanskeligheder for mig at hade mændene; jeg har et ganske usædvanligt herretække nemlig … og fremdeles … har De ikke merket det?»

«Jo, men hvad vil nu det egentlig sige?»

– «Herregud, … mine venner, mændene, er saamen ikke kommet lenger, end at det ikke vil sige andet end en rent sanselig tiltrækning, en evne til at beherske dem gjennem deres sanser. En mængde damer vil forarges, om ikke daane over 49en saadan definition, men den har den fordel, at den er sand. Jeg er jo i det hele taget utækkelig, for jeg er ikke istand til at anse det der saa forbryderisk just! … Denne lunefuldt-myndige Gud, der betinger al naturens skjønhed, faar fuglen til at synge og rosen til at springe ud, … kan De sige mig, hvorledes skal man faa forhindret ham i at drive sit mangfoldige spil ogsaa i den del af det hele, som heder menneske? – Forbrydelsen blir først, naar naturen gjøres lovløs og uskjøn og tvinges ind alle de underlige veje gjennem smuds og mørke, … lige til det at gaa i kloster og lade sig mure levende inde!» – –

Hun reiste sig, gik op og ned nogle gange og stansede foran Helene, nynnende, med et opmerksomt blik i de klare, mørke øjne.

«De skal kjende mig; De er det værd, at man taler oprigtig med Dem! Jeg er ikke meget værd, maa De vide, for jeg har havt det sjeldne mod at leve, som jeg har maattet, og lade, som om retfærdigheden var til ogsaa for mig! … Og jeg har havt den store styrke, at jeg har vidst, det var mig selv, jeg havde at gjøre regnskab for!

– Jeg var en fange; jeg maatte bryde ud; en haandfuld frisk luft maatte jeg ha, i mangel af mere, og jeg var forhungret, havde været sat paa 50dessertforplejning alle mine dage … saa tilsist holdt jeg ikke lenger ud paa den kost. – –

Der er nemlig det ved mig, at jeg saa fik mod til at leve, som om jeg havde været et mandfolk med ret til at gribe, hvad man kan af livets lykke og gjøre sig det saa nemt og bekvemt som muligt paa den lille scene, hvor man er stillet op. Og jeg greb til af livets lykke, og det forekom mig, det var baade himmel og jord; men da jeg kom til min sans igjen, saa jeg, det bare var en liden haandfuld. Og denne lille haandfuld har jeg beholdt, … De vilde kanske ha kastet den fra Dem og sørget Dem saadan halvt tildøde – det kunde ikke jeg! Kunde jeg ikke leve, som jeg vilde, fik jeg leve, som jeg kunde. Der var et sydlandsk klima i mit blod, en lys fantasi i mit hjerte, og jeg beruste mig i drømmen om, at den lille haandfuld alligevel var min jord og himmel! ….

De forstaar, at jeg i mange aar har været optat af et forhold, der ikke kunde bli til noget mere; at jeg var blind som andre, men skjønt jeg lenge siden har faat synet igjen, har jeg aldrig søgt at finde hos nogen anden, hvad jeg ikke fandt der. Hos en mand vilde jo saadant kaldes rørende, ganske unødvendig troskab; han vilde i sin fuldkommenhed staa i et latterligt 51lys for sine kamerater og kunne sammenlignes med den mest dydsirededydsirede] dydig, ærbar ægtemand – – men naar jeg altsaa maa ansees at kunne rangere med saadant et overmaade respektabelt, formelig undtagelsesmandfolk, saa er jo det en bevidsthed, jeg da ved Gud bør være fornøjet med! …»

– «Gad vide, om det er chambertinen, der er skyld i al den snaksomhed, … hvor opofrende af Dem, at De vil drikke med mig ovenpaa slige afsløringer! – – Godnat!»

– Helene havde rejst sig for at gaa, men blev staaende.

Doris smilte og lagde haanden paa hendes skulder.

«Beklag mig ikke! Slet samvittighed fører jeg ikke; jeg prøver altid paa at gjøre, hvad jeg selv anser for ret! Og jeg har noget, der holder mig oppe. Jeg ser med en sund, styrkende foragt henover hoderne paa alle dem, der i sine hjerters lyst vilde synes at eje en hellig ret til at foragte mig – jeg ser paa dem med en foragt, der er tausere end deres og retfærdigere og større! Og jeg er fordringsfuld, jeg fordrer respekt for, hvad jeg har reddet af mig selv! – Jeg finder det i Deres øjne, … jeg kunde ha lyst til at knæle for Dem og ønske … og mit 52ønske er brændende som en bøn: maatte De faa beholde alt Deres gods! – – maatte ikke Deres kostelige ting bli ødelagte for Dem! – ikke engang Deres nips!»

– Hun kyssede hende paa panden og stødte hende lempelig ud af døren.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.