III.

Der havde været fødselsdag og festmiddag hos amtmandens, endel fremmede havde været oppe og var rejst, og den stille høsttid med huslig travlhed og vinterforberedelser havde for de fleste indfundet sig.

For fru Taylor-Thorvildsen var det den døde saison. Heldigvis havde festen hos amtmanden været saadan, at der formelig kunde leves paa den en tid udover, ja endogsaa saadan, at hun i den første tid ikke kunde sige andet end Gud! hvergang hun tenkte paa den.

At hun havde været «farlig dejlig» i den blegblaa atlask, vidste hun godt, selv om amtmanden ikke havde sagt det. Og at ingenieuren havde været saa paafaldende urolig den aften og ikke til at formaa at spille mer end et eneste parti I’hombre,I’hombre] kortspill for tre spillere kunde hun umulig hjelpe for.

Saadan en eneste aften maatte man jo ogsaa 111have lov til at se sig omkring – hun kunde ikke hjelpe det hun, om der var amorineramoriner] (statuett av) liten kjærlighetsgud med i hendes følge, som paa amoriners vis var virksomme og grusomme og i hendes øjne og smil havde fundet stillinger, hvorfra den største skade kunde anrettes; – hvad kunde hun for, at hun i al sin yppige ynde kunde være saa daarende ung og barnlig, og at det usammenhængende i hendes ideer og tankegang bare var en fortryllelse mere? … at endogsaa maaden, hvorpaa hun aandede eller rørte sin arm, havde en hemmelighedsfuld andel i de store nederlag, der blev gjort?

Man havde danset til kl. 2, og der havde været endel fremmede herrer, ingenieurer og højere officerer, sendt fra himmelen i anledning nogle opmaalinger, – de var allesammen blandt de faldne. I sin naturlige hjertensgodhed havde fru Taylor delt ud af sin rosenbuket til lægelse over alle saar, og til en af dem havde hun desuden – med en smule samvittighedstynget bevidsthed om, at han havde været udsat for mere end de andre – overladt en af de bleg-blaa, duftende smaasløjfer.

– Men at saadant noget skulde være forbi klokken 2, klokken hvadsomhelst, at en slig straalende verden, hvor man vilde leve og dø, skulde lukkes og stenges og slukkes, og at Stor-Rusken 112kunde have hjerte til at komme der med hendes kaabe og gjemme hende væk i den og i en slags vild glæde formelig bære hende bort! var ikke det grusomt?

Efterat Doris Dahl var rejst, havde hun betroet sig til Helene, men fandt hende snart saa merkværdig interesseløs.

Det havde forbauset fru Taylor, at hun kunde vove ikke at have moret sig hos amtmandens, hvor der igrunden var blevet gjort saa altfor meget væsen af hende, og ikke mindre forbausede det hende, da Helene begyndte at unddrage sig de ugentlige theaftener paa Taylorsruhe, hvor man altid traf sammen med kandidaten, som man altid mødte nede i bakken, og som altid vidste alting.

Hans menneskekjærlige aasyn havde ingen naade fundet hos Helene; de blidt undersøgende øjne, der udtrykte det oprigtigste ønske om at faa pleje hendes sundhed, var blevet hende ufordragelige. Desuden gjorde altid fru Tips passiar hende trist, og frøken Lydia, der for øjeblikket med de lyseste forhaabninger elskede Maartmann og ellers søgte at faa Helene til at hjelpe sig med at virke for forsvars-, afholds- og kvindesagen, skolevæsenet paa Madagaskar og udbredelsen af bladet «Den lille kineser», – frøken Lydia kunde næsten faa hende til at græde.

113Da var skolen bedre, – skolen var absolut hendes tilflugt, skjønt den gav hende vanskeligheder nok.

Deroppe sad fogdens fremtidige fædrelandsstøtter og saa sløvt hen i udhusvæggen, mens det var umuligt at faa Milan til at interessere sig for andet end de digre, gamle høstfluer, der havde tenkt sig til at overvintre paa skolen, men som blev fangede i kræmmerhuse og henrettede i et lidet kot paa Taylorsruhe. Det eneste, der kunde faa ham til at lukke ørerne op var, naar Knappen skulde høres i sin prestelekse og istedetfor gav sig til at fortelle om prestens terrier, den raggede Jack, som altid var med og leste med konfirmanderne og havde lagt merke til, at det slutted med Herrens bøn og amen, – for da kom den altid frem i døren, og ved amen dansede den rundt.

«Gud, hvor du er morsom!» sagde Milan – han havde lært af sin mor.

De to fædrelandsstøtter interesserede det mere, naar Knappen ingenting kunde af historien og frejdig forsikrede, hun havde for mange ting i sit hode til at have det fuldt af døde folk, eller naar hun talte om de udmerkede lærere, de havde havt før og aldeles sluppet at lære noget for.

At lese religion med Knappen var nok det, der faldt Helene vanskeligst, og hun havde snart 114fundet det nødvendigt at henlægge de timer udenfor skoletiden. Knappen var saa kemisk ren for religiøsitet og autoritetstro, som kunde hun være født etsteds udenfor jorden; hun havde ingenting faat ind med morsmelken som andre dødelige og ligeoverfor alt, hvad der skulde troes paa, yderst vantro uden engang at ane, der var noget til, der kaldtes fritenkeri. Og Helene, der den siste tid selv ikke havde været synderlig brændende i troen, følte sig ubehagelig tilmode under sine forsøg paa at forestille hende, at hun fik da værsaagod tro paa, hvad der stod i bogen, mens Knappen fæstede sine klare øjne paa hende med en frisk forundring og de besynderligste indvendinger, især mod det evige liv: for enhver maatte da vel kunne skjønne, det var bedst at have det roligt, naar man først var død; skulde der komme mere endda, maatte en jo have slig ank paa sig, endda man laa i kisten.

Og Helene faldt undertiden i tanker over, hvor besynderlig magtesløs hun var blevet til at imødegaa hende.

I en saadan sindsstemning gik hun en dag til fru Gill og fortalte, hun havde opdaget, hun ikke var saa god kristen mere, at hun turde paatage sig at lese religion med Knappen.

Fru Gill havde set paa hende forbauset, med et lidet hjelpeløst smil: Det var «han», der havde 115ordnet det, og han vilde nok ikke have nogen forandring, naar han ingenting havde sagt! …

Og da saa «han» lidt efter kom hjem halvdrukken og krakilsk og stillede sig op foran hende med sin svære figur og sine raa talemaader for at gjøre hende indlysende, at af tro trængte hun ikke engang et sennepskorn,sennepskorn] referanse til Det nye testamente, Markus 4, 30–32, hvor det heter om troen at den er lik sennepskornet, det minste frø i verden, som når det spirer blir større enn alle maturter og skyter store grener da det jo ikke handled om bjerge, men bare om denne stakkars tøsungen – gik Helene sin vej skyndsomst.

Og hun forstod, hvorfor Knappen fandt sig bedst i drengstuen.

Hun havde prøvet paa at tage sig af hende og vinde hendes fortrolighed, men det havde vist sig umuligt. Om Knappen nogengang havde havt trang til mere kjærlighed end der var hende ydet, kunde man ikke merke noget til det nu.

Hun havde en hest, som hed Carolus, en tam rotte, som hed Fin, og til fortrolig ven gaardsgutten, Svejnung, en langbenet, ukonfirmeret 18-aaring,ukonfirmeret 18-aaring] En som ikke var konfirmert, kunne hverken gifte seg eller få arbeid. Konfirmasjon var obligatorisk for norske borgere 1736–1911. rundrygget og kroget i knæerne, med et stort, blidt ansigt og hænderne altid i bukselommerne. Mere end dette kunde Knappen ikke bestyre; bød man hende nu mere, modsatte hun sig det bestemt. Det var ikke muligt at gribe hende i nogen almen-interesse; det morede hende at komme omkring blandt bygdens folk, men alle var hende lige ligegyldige.

116Helene fandt hendes verden foruroligende liden, men hun selv fandt sig vel der og lagde frøkenen for had, fordi hun fandt Thorvildsens heste vakrere end Carolus og syntes, at Svejnung havde fæle manerer.

Helenes forsøg paa at udforske denne natur og aabne den nye tilgange bragte hende en smertelig følelse af, at der allerede var noget forkommet, der aldrig vilde kunne rettes paa igjen, at der var fine, sjelelige organer, der i denne vanskjøttede tilværelse havde været overflødige og holdt ved at forsvinde.

Det lyse, venlige, vildvinkransede doktorhus syntes at have havt en uhyggelig, tragisk magt til at slukke al naturlig higen, thi naar Knappen kunde faa gaa omkring med Fin i lommen og udbrede skræk blandt damerne, syntes der ikke at kunne være noget mere at opnaa.

Og mens folk morede sig over hende som et merkeligt lidet dyr, skabt til at more sig over, var hun for Helene en kilde til stadig misstemning.

– Som dage og uger gik, sneg der sig med den klamme høsttaage flere misstemninger over hende, og i fogdens hus var der ingenting, der fordrev dem.

Helene havde ønsket frk. Dahl vel afgaarde, men nu da hun var væk, savnede hun hende. Hyggen og munterheden var væk, husets folk mindre behagelige 117end før, fogden helt ufordragelig med sin lunefulde fordringsfuldhed og sit venlige despoti.

Over fruen var der kommet noget nervøst utrygt, en urolig travlhed, som Helene ikke havde merket før, og hun forstod, hvordan fruen trods sin forskansede kulde havde kunnet faa hengivenhed for frk. Dahl og gjerne villet forlenge hendes ophold.

Fogden var jo et andet menneske dengang, og der havde været ferie og hviletid.

*

Der var gudstjeneste i bygden hveranden søndag, og fru Enersen med døtre var flittige kirkegjængere. Fogden var der aldrig undtagen paa offerdagene, men man ansaa det som givet, at Helene fulgte de andre.

Og hun blev med, dels fordi man ventede det, dels fordi hun ogsaa selv vilde det. En urolig higen drev hende, der manglede hende noget, trods denne udmerkede post hun havde faat. Og naar der søndag morgen blev meldt, at hestene stod for døren, havde hun altid en vis lengsel efter at komme afsted.

En søndag kom hun til at sidde ved siden at Hansine og frk. Lydia. Hun følte et dunkelt velbehag ved det; Hansine var af de levende 118kristne, havde fru Myrin sagt: hun leste mest opbyggelsesbøger og arbeidede ivrig for missionen, – og Lydia havde forleden, da hun var paa visit, betroet hende om sig selv, at Jesus var hendes ven, og at hun umulig kunde greje sig en dag tilende uden ham.

Helene følte sig selv dybt uværdig til at sidde i Herrens hus, hendes sjel var tung og ejede ikke bønnens vinge, derfor var der som en følelse af lise ved at sidde her mellem de kristne: de bar jo hele menigheden frem i sine bønner, – saa kom hun vel med alligevel.

Salmen begyndte.

Hun sang med, og det gjorde hende godt. Det var som en forløsning, et pust af frisk luft … og den mørke, ulmende glød i hendes sjel gjød sig som en flammende strøm ud i den brede, mildt bærende mollmelodi.

Og da pastor Myrins tynde, venlige stemme lød som fra en lang afstand, lyttede hun opmerksomt.

«I forsmægtende paa vejen! Se, jeg leder eder til kostelige græsgange, til evige kilder og til hvile!» ….

Og Helene famlede sig med den taalmodigste villie over de lærde, stenede stier, ad hvilke han valgte at føre de forsmægtende frem. Hun vidste jo han stod der i de bedste hensigter, men hun 119blev saa besynderlig træt af det: – vejen forekom hende øde, kilderne udtørrede, græsset dødt … ikke noget fandtes der at helde sit hode til …

Hun vaktes af sine betragtninger ved at Hansine og Lydia sad og talte dæmpet sammen og saa over til den øverste bænk paa mandssiden, hvor der sad en ung, tykfalden mand med lidt hængende hage og en opgaaende maane i det smaakrøllede haar. Det var den nye udskiftningsformandden nye udskiftningsformand] Etter lov av 1857 ble jordskifte-forretninger utført av en utskiftningsformann og to menn oppnevnt av fogden. Formannen skulle være fagkyndig i eiendomsutforming, landmåling og karttegning; de fleste utskiftningsformenn hadde bakgrunn som offiser. Blich, en forranglet juridisk student, som hun havde negtet at danse med paa ballet hos amtmandens. Nu fik hun høre, at han gjorde kur til Hansine, og at Hansine havde gaat morgentur med ham.

Lydia var lej over at Maartmann ikke var i kirken, han plejede altid at sidde paa anden bænk ved siden af Knut Gripp … og idag, som det var saa nydelige ord!

Helene følte sig ikke lenger baaret af menigheden, men som om en iskold haand havde grebet om hende og stødt hende ud, hvor der var ensomt og mørkt – – hun saa uvilkaarlig op, om ikke Maartmann skulde sidde der alligevel, men det var altsaa bare ham, den anden – Og hendes blik dvælede et øjeblik ved hans slanke, kraftfulde skikkelse og den maade, hvorpaa han bar sit hode … havde hun ikke set ham før?

120Da de gik ud af kirken, kom han hen og hilste paa damerne og blev presenteret for Helene som kandidat Gripp, andenlærer ved seminariet.

Man spaserede sammen et stykke henad vejen, hr. Gripp foran mellem fru Enersen og Hansine – og Helene efter sammen med Lydia, der fortalte, at kandidat Gripp ogsaa var ny der i bygden og havde været hos fogdens og hilst paa, lige før Helene var kommet. Han var saadan begavet, uhyre alvorlig kristen … Lydia var næsten vis paa, at han syntes om Hansine, og Hansine vilde jo ogsaa været udmerket for ham, hun som var saadan kristen …

Helene vendte sig fra hende med en utaalmodig trækning om munden. Hun likte ikke at høre Lydia tale om kristendom mere.

Hun gik hen til vejkanten og plukkede nogle lyngkvister.

– Jo, naturligvis havde hun set ham før, og hun huskede pludselig hvor:

Og hun saa som for sine øjne kapellet paa stranden derhjemme og sig selv, knap 16 aar dengang, jaget derind af uvejret udenfor! … og hvordan han stod der, den fattige, unge student med det løftede hode og de skinnende øjne, mens hans ord faldt over dem som ild! … …

Lenge efter havde han fyldt hendes tanker, 121saa at dengang siden, da hun var ulykkelig og forladt, havde hun gaat og forestillet sig, at den barmhjertige Gud maatte sende hende en trøster som han, saa ren af hjertet og modig. Men Vorherre havde nok ingen sendt dengang. Hvorfor skulde hun saa træffe ham nu, og her! Hvordan ialverden tog han sig ud mellem disse mennesker? Kunde det være muligt, at han var kristen nu saadan som de andre … og at han likte Hansine?

Om eftermiddagen skulde indremissionsbasaren over i skolehuset afsluttes med nogle ord af presten og et foredrag af lægprædikant Iversen. Fru Enersen og smaapigerne tog derhen, men Helene undskyldte sig med hodepine.

Siden angrede hun paa det, tog paa sig, gik og kom netop derhen som salget var forbi, kaffen nydt og Iversen langsomt steg op paa talerstolen.

Det havde blæst og regnet ude; varm efter den hurtige gang tog hun af sig sin dryppende vaade capote og blev staaende nede ved døren.

En mand rejste sig deroppe og bød hende sin stol; det var Knut Gripp.

Der gik en besynderlig fornemmelse gjennem hende; netop det samme havde jo hændt engang før, den aften da hun kom ind i kapellet, og han rejste sig og bød hende sin stol – havde det bare, som dengang, været ham, der nu gik op paa talerstolen!

122Hun saa op.

Der stod en liden krokrygget person med sterkt faldende skuldre. Han stod uafladelig og løftede brynene op og ned, mens øjnene blinkede med et hemmelighedsfuldt udtryk. Fra hans brede mund med de store, fugtige læber halvt aabne, ferdige for ordets strøm, stod der en stram lugt af skraatobak.

Helene trak sin kaabe tættere om sig; der kom en fornemmelse af modbydelighed over hende; hun ønskede, at hun var blevet staaende nede ved døren, – – og hun følte etpar strenge øjne hvile paa sig.

Der blev sunget, og det forekom hende, som tonen var noget at redde sig paa bort fra dette her.

Der blev lest et stykke af højsangen, og taleren løftede brynene og hele pandehuden, der lagde sig i 3 dybe folder, blinkede hastigt nogle gange og begyndte neppe hørligt, stirrende ned i den klynge, hvor Helene havde faat sin plads:

*

«Brødre og søstre og himmelske venner! Priset være Gud, som har samlet os her for bedre at kunne udstyre bruden for hendes brudgom og lede hende ind paa vejen til den rette brudeseng! Paa grund af hovedtanken i vor tekst foreslaar jeg at kalde den vej, bruden først slaar ind paa, 123trangsti, … men trangsti fører frem til kirkebakken, det vil sige, hun leser flittigere Guds ord, men hun bliver ingenlunde staaende paa kirkebakken, hun tager ogsaa sine velgjørende turer henover de brede veje for at vise hun er en levende gren paa vinstokken. Men jeg siger eder, I elskelige brødre, at først maa bruden lutres, før hun kan stige udi sin brudeseng, først naar hun er vel gjennemdampet i anfægtningens ild, stiger hun højt mod himmelen som støtter af røg! Og der gaar han selv hendes brudgom og støder smaat til pulver alle hendes hjertes onde affairer og opvarmer hende saaledes med sin kjærligheds ild, at hun synes ganske at ville fordampe. O, hvilken nydelse for englene at blande alle de vellugtende urter, syndsbekjendelse, bøn, tro, ydmyghed og faa det hele til at dufte, saa hver sjel maa sukke: O, hvad behagelig luft!» …

*

Hans stemme havde her naaet en foruroligende højde, der gjorde det nødvendigt pludselig at stanse, hvad der syntes at være signal til en hel del næsetørken og lignende livsytringer, – – men da han straks efter igjen lukkede munden saa bredt op, at man saa alle hans gule, tætsiddende tænder, blev man igjen stille.

Og han begyndte igjen ganske blidt, lemfældigt,lemfældigt] forsiktig 124med underfundige blink fra øjenkrogene opunder de lange, buskede bryn:

«Men angaaende brudesengen, saa lader os merke os, o brødre, at efter kapitel 3,9 lod Salomo sig gjøre en seng af træ af Libanon.efter kapitel 3,9 lod Salomo sig gjøre en seng af træ af Libanon] I Salomos høisang, 3.9–10, står det at kong Salomo «gjorde» […] «sig» en bæreseng av Libanons trær, at stolpene var gjort av sølv, ryggstøet av gull, puten av purpur, og at den innvendig var «smykket i kjærlighet av Jerusalems døtre».

Her merker vi os nu først, kjære himmelske søstre, at Salomo lod sig gjøre en særegen brudeseng, og han har ofte havt brug for en saadan! … Fremdeles læres af teksten, at Salomo lod gjøre, – – her staar ikke, at han gjorde sig, men at han lod gjøre! Heraf slutter vi altsaa, at andre har gjort sengen! … Men vi vil ikke opholde os hermed, men straks gaa over til hovedsagen i vor tekst, som er at vise, hvor grovmaterialet i omhandlede seng er taget fra! Vi hører, at det er af træ af Libanon! ….

Men nu til anvendelsen! O, du min veninde! … er du af dem, der holder ægteskab med Herren og er blevet en brudeseng for ham?

Hvo kan formaa at løsrive sig fra betragtningen over dette lærerige punktum, dog maa vi haste videre! … Teksten siger: Og bunden dertil af guld! O, hvilken kostbar bund! … Fremdeles lærer vi, hvor troen skal være, nemlig midt i hjertet, ligesom bunden er midt i sengen. Var der ingen bund i sengen, da faldt brudgommen igjennem og kunde ikke hvile der, har vi ingen tro 125i hjertet, saa hjelper det ikke, om man har den i hodet, mange arbeider med sin kundskabs guld paa at gjøre sig en sengetop istedetfor at faa sig en sengebund deraf, men ned med alt saadant, o menneske! … Kristus vil ikke sidde paa denne din gyldne top alligevel, men bed troens begynder og fuldender, at han skaber i dig et rent hjerte, saa du i tro og kjærlighed kan blive en bærestol, der begynder frit at bære omkring sin herre og brudgom … saa du i din glæde og fyrige aand bliver til en triumfstol, der bærer sin konge omkring ved at lade hans billede lyse frem i al din gjerning, samt dertil ogsaa bliver den moder, som kroner ham, saa falder det hele os let at forstaa!» … …

*

Helene hørte ikke lenger; hun befandt sig ilde, men blev siddende for ikke at vække forstyrrelse. Hun syntes prædikanten stod vendt mod hende den hele tid, og hvergang han løftede pandehuden og blinkede med øjnene, var det hende, han stirrede paa langt inde fra, som om han kunde se, hvad hun var for et fortabt faar.

En gang havde hendes øjne mødt det strenge blik fra siden; – det havde været roligt og koldt.

Hendes øjne fyldtes med taarer, det svimlede et øjeblik for hendes bevidsthed, en rædsel krøb over hende, … hvad var der foregaaet med hende 126selv? – En pludselig opdagelse af en tomhed, en stor, uhyggelig tomhed inde i hjertet, inde i hjernen, en kulde snigende gjennem blodet! … noget var blevet borte, – noget som havde været saa godt og nødvendigt at have! … ….

Og hun blev siddende bleg og stiv med den nagende fornemmelse af, at de store, usigelig trøstefulde forestillinger om en Gud, der vaagede over hende, var gledne væk og forsvundne – naar og hvordan … det vidste hun ikke egentlig. Men saa ængstende ensomt der var blevet! … det greb hende som en fysisk smerte.

Hun tog sig med magt sammen og saa uvillig op til prædikant Iversen, klyngende sig et øjeblik til den tanke, at det var hans skyld … hvorfor faldt der ikke ild fra himmelen ned over saadanne forkyndere, der stod og ødelagde for folk! ….

Hun taalte ikke se ham lenger, der kom en trang til at flygte bort fra mennesker, bort fra alt, langt ind etsteds og gjemme sig væk – men et par strenge øjne bandt hende.

Udenfor stod skogen. Hun kunde høre, hvor vinden kom og bøjede den, hvor det store, triste sus steg som en storm og fyldte luften og blev borte igjen, langt og tungt.

Skulde alting dø?

127Da det hele var over og man gik ud, kom hun i det tætte pres af folk et øjeblik ved siden af Knut Gripp, der stod og talte med fru Enersen.

De kom til at gaa ved siden af hinanden nogle minuter, tause. Saa vendte han sig halvt om, myste forbi hende ud mod vejret og sagde med vægt: «Der skal enfold til!»

Helene var bleg. Forstod han, at hun ikke havde havt noget her at gjøre? Hvordan turde hun ogsaa komme saadanne steder, hun som saa uforsvarlig havde mistet det liggendefæ, som møl og rust ikke kunde fortære!møl og rust ikke kunde fortære!] Referanse til Det nye testamente, Matteus 6,19–20: «… samle eder skatter i himmelen, hvor hverken møll eller rust tærer…» Det var jo bare retferdigt, at den skjulte velsignelse, der gjorde det muligt for de kristne at tage sin himmelske næring selv af saa skrøbelige kar, ikke var til for hende!

Vejret havde givet sig noget, maanen kommen frem, og en sterk vind jagede de tunge skymasser under en stjernefuld himmel.

Man spaserede i gruppevis henad vejen. Hansine var kommet til; Helene overlod hende som tilfeldig sin plads ved siden af hr. Gripp, undveg Lydia og kandidaten, der kom efter, og stak sig væk mellem en klynge koner. Ved stien, der gik til skogen, tog hun af og steg saa hurtig op den bratte skraaning, som om hun var forfulgt og først kunde være sikker langt inde mellem de høje, svaje stammer, hvor hun tilsist aandeløs stansede.

128Hun stirrede ned paa vejen lige under, … saa den slynge sig henover, langsomt bugtende, med klynger af folk, der drog sig hjemover … saadan var livet – som denne aabne, ensformig graa landevej, hvis ende ikke var til at se … gaa der og ingenting tenke … og bestandig videre, bestandig videre, – kunde det være værd umagen?

Hun følte en slags lidelse ved at se disse mennesker gaa der og drage sig og naturligvis ikke tenke paa nogen verdens ting, hvorfor skulde de det? Og hvad var det andet, der ventede hende selv? … … …

Hun kom til at tenke paa fru Myrin, som gik og støvede af bestandig: – det var da noget bestemt ialfald! … især naar man som fru Myrin kunde finde trøst og opmuntring i den tanke, at i byen havde de det endnu værre med al den sod! …

Hun rejste sig op fra stubben, hvor hun sad, og løb lenger ind i en pludselig angst for at alligevel nogen skulde se hende: … Fru Myrin, alle disse mennesker, … det hjalp ikke, om de tørred støv tilhobe, der blev alligevel ikke rent hos dem, ikke luft til at aande i … og her, – hvor hun havde havt fornemmelsen af at have vaagnet op igjen og merket, at menneskene omkring hende var til, og hvor hendes sjel havde aabnet sig i bevidsthed om, at hun trængte dem: 129– som i et ondt eventyr havde de forvandlet sig til et uhyre, der vilde kvæle hende! …

Maanen gik bag en sky; der blev mørkt mellem træerne, der kom et vindkast, en dyb, melankolsk susen – saa blev der saa stille, at hun kunde høre vognen kjøre ind paa Sandvold og kandidaten fløjte paa sin hund! – – – Hun gik videre, maatte lenger ind, væk fra al lyd af menneske.

Hun gik lenge; saa stansede hun og lyttede: vinden var stilnet, der gik en dyb aanden gjennem skogen og fra maanen et mat lys mellem de tætte skygger! – –

Der kom en følelse af glæde over hende: hun var jo ikke lenger forladt! Her vilde hun hvile ud sammen med alt dette, som stod her og hviskede og vuggede saa roligt! …

Hvad vilde hun menneskene, hun som vidste, at her mellem dyr og trær fandtes en lykke uden svig, hun som vidste, at om hun lagde sit øre til den hellige jord og lyttede til dens sprog, saa kunde hun lære af denne sin sterke og trofaste mor at leve sit liv! – –

Hun var kommet dybere ind i skogen til kjærnet og havde sat sig ned ved vandkanten.

Frem og tilbage vuggede sivene med raslende lyd, … af og til gik en lyssitren over himmelen og 130spejlede sig i den mørke vandflade, – alt laa i utydelige omrids, stilheden blev stor og hemmelighedsfuld, enkelte pludselige lyd gjorde den bare større …

*

Hun vidste ikke selv, hvor lenge hun havde siddet, da en ugle fløj op; – – hun hørte de sagtesagte] her: stille vingeslag, lyden af fjærene, der strejfede hinanden.

Hun stirrede ud i mørket. Over paa den anden side rejste sig de dunkle omrids af Storfjeldet, … der stod fra de snefyldte furer en isnende kulde – et dødens aandepust.

Hun rejste sig; en underlig beklemmelse greb hende, en fremmed rædsel …

En storfugl skræmtes op derinde, en gren knak af, – – det var lyd, som af nogen, der brød sig frem, nogen, der gik og knuste alt paa sin vej, og en dump larm bredte sig videre og videre udover det tause øde.

Hun holdt sit aandedræt tilbage, og hendes hjerte stod næsten stille, mens lyden blev svagere og døde hen …

Hun saa sig om; netop hvor hun stod var alting saa mørkt og vildt! Gamle trær med knækkede og splintrede grene, sorte, forrevne berg og som vrede stemmer lyd af strømmende vand, hun ikke kunde se! …

131Og træerne rejste sig over hende himmelhøje, taagen havde lagt sig ned mellem dem … som store dødningeskikkelser skred de hen mod hende i hvide lagen. – – –

Der blev igjen stille, – men den dybe ro var blevet til gru! … lød for hende som en mægtig sang, en højtidelig orgeltone, der fyldte rummet og knugede hende iknæ! – – Ulovlig havde hun trængt sig ind her i naturens kirke, hvem var hun, at hun vovede at bryde dens fred? … Og skogen fik liv og forviste hende; hvert træ og hver busk havde myndighed dertil, … selv den lille strandsnipe, der havde fløjet saa stilt frem og tilbage mellem stenene, opløftede sit melankolske skrig – hvad vilde hun her saa nær dens rede?

Og de jagede hende tilbage!

Usynlige hænder bar hende væk, – det højlydt bankende menneskehjerte drev hende ud til menneskene igjen, – det var alligevel der, … i uroen og mylderet af det smaa, at livet maatte leves!

Derud lokkede det, derud alligevel! … skulde hun sande sin ungdoms tro paa det at være menneske som noget stort og helligt, – noget lidelsesfuldt kan hænde, men først og sist som noget magtfuldt! – En ret, man ikke kunde give hen og kaste fra sig, noget der ikke kunde gaa sporløst hen, men maatte sætte merke! … ….

132Her paa ødets mørke grund steg igjen ungdomsfantasiens lyse aabenbaringer og greb hende med en ukjendt magt. Hele hendes sjel løftede sig i villien at leve, som var det at finde sin plads, sit tag med i, hvad der skulde løftes, sin egen personlige andel i den store livsproces.

Og over skogens mørke sang steg toner udefra, lokkende til dag og lys, lange, dragende toner fra kirker og sale, fra strenge øjne og en mild mund … toner, der tegnede et billede, et eneste, af lys og sterk menneskehøjhed! …

Da Helene igjen tog fra skogstien ned paa vejen, kunde hun se paa stjernerne, det led paa morgensiden.

Hun gik hurtig hjem, vandt sig sagte opad trappen, gik tilsengs og sov straks ind, skjønt hun syntes ikke selv hun var træt.

*

I bygdens nedre del, paa den anden side af aasryggen, laa seminariet. Og der gik en benvej did over Prestemoen.

De knækkede grene, der havde skræmt Helene, de lyd som fra en der gik, havde havt sin rigtighed; en ensom vandrer var det, en fremmed, – – for bygdens folk var helst ikke ude paa slig en tid.

133Det var kandidat Gripp, der efter at have tilbragt aftenen hos fogdens gik hjemover. Men benvejen havde forvandlet sig til en uberegnelig omvej. Ukjendt og i mørke havde han taget fejl og var kommet indover mod fjeldmarken, – havde ikke villet gaa tilbage for at finde vejen, men brudt sig frem gjennem ulændet.

Da han var kommet hjem, listede han sig sagte ind paa sit kontor for ikke at vække Gunhild, hans gamle barnepige og nuværende husholderske, der sov nedenunder og i sin moderlige bekymring brugte at støde i loftet med en stok for at faa ham til at lægge sig.

Han tørrede sveden af sit ansigt og blev staaende og se opover aasen, der løftede sig foran hans vinduer stille og mørk.

Det havde forekommet ham, han havde hørt lyd, mens han drev om derinde; ikke noget skogens dyr eller vinden kunde det være, men noget sagte farende, let skridende, en fordreven dryadedryade] i gresk mytologi en skognymfe knyttet til et bestemt tre … og han morede sig et øjeblik med at forfølge den forestilling.

De skarpe, blaagraa øjne under de faste, sammenvoksede bryn fik et barnsligt udtryk, den milde linie om munden traadte tydeligere frem … men et minut efter vendte han sig om, gav sig til at gaa op og ned andre tanker ivold og satte sig 134tilsist ned foran skrivebordet, dybt optaget af sine kjære matematiske opgaver, der aldrig fristede ham som nu paa denne tid, da intet menneske vilde komme og rive over for ham den tankegangens ariadnetraad,ariadnetraad] en ledetråd, etter sagnet om den kretiske kongsdatteren Ariadne, som bandt en tråd rundt hånden til Thesevs så han kunne finne veien ut av Minotaurus’ labyrint. I utgaven fra 1918 er setningen om ariadnetråden slettet og erstattet med: «da intet menneske vilde komme og forstyrre ham». det ofte kunde tage ham timer at finde frem igjen.

Og hans ansigt havde igjen faat sit sædvanlige udtryk af intelligents og ubøjelig ædruelighed. Det lange ar, der trak sig over hans venstre kind, skjæmmede ikke, men understregede ligesom tydeligere det tilsagn om hærdet djervhed og malmfuld kraft, hans hele skikkelse gav.

Alligevel sad han der som en forelsket, fantasifuld drømmer, men den fantasi, der fyldte ham, var den, uden hvilken aldrig nogen opdagelse kan gjøres. Og de trylleformler, hvormed han prøvede at aabne de døre, der stengte ham ude fra hvad han søgte, var tal, lange mathematiske udviklinger. I sit unge mod havde han vovet sig ind paa de veje, som NewtonNewton] Isaac Newton (1643–1727), engelsk matematiker og fysiker og LaplaceLaplace] Pierre-Simon Laplace (1749–1827), fransk matematiker og astronom dristig havde aabnet for mennesketanken. Og han havde vovet at ville videre, – forestillingen om, hvor verdensbegrebet endnu maatte kunne udvides og klargjøres, hvor meget der endnu maatte kunne inderobres for endelighed og uendelighed, hvor der maatte kunne tændes lys lenger og lenger henover dunkle veje ind til fænomenernes aarsager – alt dette havde 135bemægtiget sig hans fantasi og fyldt ham med en spænding større end den, romanleseren gribes af; – romanens slutninger kunde være falske, alt i livet bedrage, kun ikke her! … tallene tog ikke fejl, men var den eneste af de jordiske veje, der førte mod sandheden absolut, – den eneste, der kunde lede derhen, hvorfra man kunde udspejde de evige love! ….

Under opvæksten i et fattigt, strengt hjem havde hans fantasi ikke destomindre naaet en høj grad af umaadelighed. Som 16aaring vilde det ikke været ham nok at kunne gjennemstrejfe verden, leve historien igjennem – ind til tingenes oprindelse vilde han, blotte altets mekanismer, se det store maskineri efter i sammenføjningerne, finde alle skruer og tapper – og han drømte om at skabe sig vinger, der kunde bære ham ud i det bundløse himmeldyb, hen til de store kræfters arnesteder, op til unaaede højder, hen foran solsystemets vældige bane.

Med aarene havde han saa lært endel beskedenhed, men sin ungdoms første kjærlighed var han blevet tro. Hans gutteaars lidenskab for det ukjendte havde taget form af en ædruelig ihærdig søgen, skjønt han af og til kunde hjemsøges af sin første ungdoms mismodsfølelse over de nødtvungne, smaaferdige standpunkter og en lyst til 136at kunne sprænge denne menneskeaandens dybe middelmaadighed, der gjør arbeidet til en saa langsom famlen. Heller ikke var han fri for fremdeles at ville finde nye, store, omvæltende principer.

Forholdene havde stillet sig saa, at dette studium, der helt fra barneaarene havde været hans ypperste underholdning, fremdeles kun kunde være fritidsarbejde. Efter sin mors ønske og for snarere at naa stilling havde han lest theologi og allerede i sine studieaar været sine forældres forsørger. Og mange aar var allerede gaat saadan i slidsomt, forsagende arbejde, men fremdeles kunde det hænde, at Gunhild overrumplede ham den tidlige morgen endda siddende der med sine ligninger foran sig, stirrende paa hende med blanke, vaagne øjne uden at høre hendes ordstrøm, optaget af udsigter, der havde vist sig for ham i det dybe, anelsesfulde fjerne.

Og ved siden af dette var Knut Gripp en brændende, personlig overbevist kristen. Der var en ejendommelig dualisme i hans natur; – efter faderen havde han den strenge, aldrig tilfredsstillede sandhedssøgen, altid jagende videre mod det fjerne, lukkede uendelige – og efter moderen, der som en MonicaMonica] sannsynligvis en referanse til Augustin av Hippos mor Monica (332–387), som skal ha bidratt til sønnens omvendelse til kristendommen og er skildret med stor hengivenhet i hans selvbiografiske verk Confessiones.] havde vaaget over sin søn, det dybe, varme barnesind, der i sin hengivelses 137magt ejede dette uendelige ganske nær, med alle døre opladt.

Men faderens sterkere indflydelse og strengere natur gjorde sig ogsaa gjeldende i religionsforholdet og frembragte ogsaa her en dualisme. Det var ikke altid hans moders gud, den milde Krist, der havde herredømmet; uden at han var sig det klart bevidst, var det jødedommen, der hugede ham bedst, – det gamle testamentes strenge Jehovah, storslagen i sin gjerning, ubønhørlig i sin retfærdighed, – en gud for mænd!

Hele hans liv havde været asketisk, fyldt af hærdende savn og arbejde. Sin mor havde han elsket over alle andre, og det var hans dybe tilfredsstillelse, at det var for hende, han havde arbejdet.

Andre kvinder kjendte han ikke synderlig til, vidste ikke andet om dem, end at neppe mange af dem var som hans mor, skjønt det var saadan de burde være.

Hans mor havde været barnslig og fin og stille … og lydig mod sin mand, – han kunde huske, at han aldrig havde kunnet være saa lydig som hun. At faderens egenkjærlighed netop derved havde overudviklet sig som i hed drivhusluft, havde han ingen bevidsthed om – ligesaa lidt som om, at den selvforglemmelse, hun i sin forgudende 138moderkjærlighed viste ham selv, heller ikke var skikket til at kvæle mulig forekommende spirer af den slags. Han elskede sin mor, fordi hun havde elsket ham først, og fordi hendes liv var hans, hendes glæder ikke andre end hans, – gjennem den ubegrænsede tillid til hende lærte han en ubegrænset tillid til sig selv.

Drevet af moderens tro paa, at han var en af Herrens udvalgte, havde han begyndt at tale ved forsamlinger, mens han endnu leste til eksamen, og da han hurtig blev nævnt for sin veltalenhed, og masserne samlede sig om ham, havde hans mor grædt af glæde og allerede i tanken set ham som prest paa prestegaarden derhjemme.

Og naar Knut om aftenen kunde sidde en stund hos hende, mens hun med sin gjennemsigtige haand strøg ham over haaret, kunde det more hende at ordne alting for ham i den gamle, hyggelige prestegaard … en kone skulde han naturligvis have, men hvordan skulde den kone være? … Og Knut maatte altid hjelpe til for at finde det ud. – – Det blev altid en kone, som var stille og fin og elskede ham, som hans mor havde elsket hans far; – ingen af dem kunde tenke sig noget andet.

Da moderen døde, var alt dette blevet borte for Knut; tanken om, at han var en af Herrens udvalgte forkyndere, var ogsaa blevet trængt i baggrunden 139af hans kjærlighed for det videnskabelige studium. Han tenkte ikke lenger paa at blive prest, men bare paa en stilling, der kunde sætte ham istand til at betale sin gjeld og levne ham nogen fritid til sine studier.

For at komme væk fra alt, der forstyrrede, var han saa kommen herop, og havde besluttet ikke at afgive mere af sin ro, end han var nødt til. Med prestens og fogdens kunde han ikke undgaa at komme i forbindelse, men nødigt mer end nødvendigt altsaa.

– «Vi ser Dem saa sjeldent!» sagde fru Myrin beklagende, hver gang han kom, og Knut Gripp, der fandt det noksaa selvfølgeligt, smilte rolig bevidst, idet han hilste lidt kantet, uvant som han var til at være sammen med damer, men uden spor af genance; – der var tvertimod i hans gang og maade at være paa noget, der vilde sømmet sig en fyrste, der i sit ydre forstod at give udtryk for, at han var det.

Fru Myrin fandt ham umaadelig imponerende og spurgte sin mand, hvem af de 4 store profeter han lignede. Og hun begyndte paa nogle vilde drømme med hensyn til ædelstenene.

Knut Gripp merkede det, og han vilde merket det, selv om hun ingen drømme havde begaaet. For han var ikke mere end andre ugifte mænd paa 140omkring de 30 fri for den forestilling, at en del unge damer gik og satte sine haab til ham; og han var som de fleste mænd tilbøjelig til at tenke, at man dog igrunden gjorde damerne en rigtig stor tjeneste ved at gifte sig med dem, en tjeneste, som vedkommende ret af hjertet havde at være taknemmelig for.

Forøvrigt var hans begreb om kvinder som hos saa mange mænd noget uklart, hyggeligt, noget overgjemt romantisk, noget svært bekvemt, som ikke anstrengte, ikke trængte paa og fordrede klarhed.

Billedet af den lille kone, som hans mor i sin fantasi havde tegnet for ham, kunde glide frem en enkelt gang, naar han var træt, og bringe ubrugte sjelekræfter en mild motion, men hvis nogen vilde finde paa at komme med noget om, at kvinderne af enhver intelligent mand kunde fordre at blive set anderledes paa, eller at mændene i sin store solidaritet burde kunne føle det som en forpligtelse at være med om at bringe tilbage, hvad Mænd har røvet, saa vilde han med saa mange tusinder af naturen gode mænd blive forbausede og maattet tilstaa, at de rent ud sagt ikke ser noget, der paakalder deres hjelp, og ikke med sin bedste villie kunne hjelpe, fordi de er i en lykkelig uvidenhed om sine overgreb, som er noget, der er gaat dem 141i blodet, en ret, der er dem givet med morsmelken og morskjærligheden.

Knut Gripp vilde ikke kunne begribe, at han havde anden forpligtelse ligeoverfor kvinder end kanske den med tiden engang at tage sig saadan en liden kone, som hans mor havde talt om. Hans tanker brugte altid – som de fleste mænds – den gammelhedenske form «at tage sig en kone», uden at gjøre sig det klart, at denne form for at indgaa ægteskab ikke syntes at skulle høre hjemme i kulturen.

Endnu en forpligtelse havde han kanske ligeoverfor kvinderne: den at være lidt forsigtig, en smule koldt afvisende f. eks. ligeoverfor begge ædelstenene og fogdens frøkener – han kunde jo ikke ane, at ædelstenene ikke havde ofret ham en eneste af deres intime tanker, eller at begge fogdens døtre var anderledes optaget.

– Frk. Hansine var den, han gav sig mest af med; – hun talte fordetmeste selv og var saa nem at komme til og saa nem at komme fra igjen. Frk. Ørn havde han talt med nogle gange, men fundet hende adskillig besværligere, desuden havde han imod hende, fordi hun altid satte sig over paa mandfolkesiden, naar han holdt sine bibellæsninger, og ellers kunde sidde saa underlig adspredt i kirken om søndagen. – – –

142– En aften hos fogdens, hvor frk. Lydia ogsaa var tilstede og paa liv og magt vilde have ham til at interessere sig for hendes forskjellige «sager» og «væsener» havde han søgt tilflugt hos frk. Ørn: – «eller – for hun saa saa alvorsfuId ud – kanske hun ogsaa tenkte paa at stille sig til kamp for alle disse hersens grejer?»

Frk. Ørn havde sænket hekletøjet og set op paa ham og smilt lidt.

«Nej! – men for mit liv! … det er det, jeg maa se at faa noget ud af!»

Han vidste ikke selv, hvorfor de ord havde berørt ham som en slags ubehagelig støj, for der var ellers noget stille ved hende, netop noget stille og blidt. – –

– Knut Gripp drev adskilligt om ude, paa jagt og fiske; hans kraftige natur trængte motion, og naar hans tanker arbejdede, holdt han af at drive om i skog og fjeld.

Helene traf ofte ham og Leo paa sine spaserture over Granaasen eller i Prestemoen; – hun havde faat en vis forkjærlighed for Prestemoen, der ved dagslyset forekom hende adskillig hyggeligere end den nat, hun havde drevet om derinde.

Leo havde fattet en stor godhed for Helene.Helene.] rettet fra: Helene (trykkfeil)

Naar hun mødte den alene, gav den sig med en beskyttende mine i følge med hende.

143Leo var en spansk hønsehund, vel værd et menneskes venskab. Der var et gammelklogt, alvorligt, undertiden lidende udtryk i de store, graa øjne; den var adskillig tilaars, plaget af gigt, overmaade vanskelig paa omgang og ødslede ikke med venskabsbeviser.

Men at Leo saa huldt havde taget sig af Helene, havde ikke ganske behaget Knut Gripp. Han ønskede fremdeles at være den eneste for sin hund, og engang han var kommet til havde han kaldt den hen og pryglet den … mens Helene var fulgt efter og var bleven staaende og betragte ham med et udtryk i sine øjne, som han ikke forstod, men som siden, da hun var gaat, havde paavirket ham en smule ubehageligt.

Hun havde før ved en lejlighed fortalt, at hun havde hørt ham, dengang han talte ved stranden; – og han erindrede det ogsaa siden, at han havde lagt merke til hende og flere aar efter set hende igjen, bleg og forandret … Og presten Jørgensen, en fælles bekjendt, havde fortalt om hende: – paa den tilspidsede maade man ynder at fortelle saadant – at hun havde været forlovet etpar gange.

Det havde været tilstrækkeligt for ham den gang: – han glemte hende igjen. Nu da hun selv mindede ham om det, var det atter tilstrækkeligt.

144Og han bestemte sig fremdeles for at lade hende merke, – blandt andet, at han ønskede at beholde sin hund.

*

Lunt og uforvarende gled den lange høsttid, som hver enkelt dag i sin regelmæssighed.

Helene arbejdede med sine ikke synderlig bekvemme elever om formiddagen, spillede firhændig med Hansine om eftermiddagen, søgte af og til at indynde sig hos Brith og maatte gjerne om aftenen spille piquetpiquet] et slags kortspill med fogden eller lade sig nøde ind i en af disse hensigtsløse, drillende disputatser,disputatser] diskusjoner som var den form, fogden helst valgte for sin samtale med damer.

Lunt og uforvarende kom saa julen der, med stor, ny sne over dybe skoge, med koldt maaneskin over hvidklædte fjeld og festligt lys fra stjerner.

I gaard og grænd var der høfsethøfset] dialektform for hyfse: ordne, stelle og stelt, brygget og bagt – og store rejs af tør juleved lovede lystige baal.

Ogsaa i menneskernes hjerter og sind saa der mere ryddigt ud end til hverdags. Andægtige kom de til kirken, saa mange der kunde rummes; de vilde synge sin jul ind og have Vorherres velsignelse 145dertil, før gjestebudene gik ind med maden og øllet.

I kirken sad Helene paa sin sædvanlige plads, mellem fru Enersen og Brith oppe i den gamle prestestol.

Ligeoverfor dem sad fogden mellem Knut Gripp og Maartmann.

Helene saa hen paa Gripp; hun glemte, hvordan han flere gange havde stødt hende ved sin stivsindede strenghed i mange smaating, – som han sad der nu, var han igjen den samme unge mand, der engang havde grebet hende saa sterkt, hun saa igjen det lyse udtryk over den brede, aabne pande, i øjnene det samme milde, rolige dyb. Hun hørte ikke pastor Myrin lægge ud juleevangeliet, men hun tenkte sig ham, den fattige, unge mand i kapellet paa stranden; det var hans sikre, klare stemme, der igjen fyldte hendes sjel med bæven: «Og dersom jeg lader dem fare fastende hjem, maatte de forsmægte paa vejen, thi nogle af dem ere komne langvejs fra!»

Helenes kinder brændte.

– – Denne store Gud! – hvis han var her … kunde han igjen ville lade hende fare fastende hjem? – Og forsmægte paa vejen?

Hun saa hen paa Gripp: Det liv i Gud, der gjorde saa lys og sterk, … den fred, der overgaar 146al forstand, … det laa der over hans pande! – –

Ingen ret havde hun til at sidde her sammen med ham, … ringere var hun end den spedalske, der dog saa Frelseren, selv om det var langt borte …

Hun stirrede paa Gripp; – hun glemte alt undtagen sin kval.

Der laa saa sterk en klarhed over ham! … hans bøn var ren og sterk, steg paa mægtige vinger, vilde den bære hele menigheden … ogsaa hendes sjel? … Kunde den rejse hende op og tage hende med ind i denne høje glæde? ….

Julesalmen istemtes.

Og hun sang med, – de gribende, gamle melodier, i saa mange aarhundreder sunget af menneskenes børn.

En dyb bevægelse greb hende, – hun blev bleg og støttede sit hode op mod væggen.

Hendes sjel bøjede sig for disse toners magtfulde autoritet, – der var i deres klang en lidelsens, kjærlighedens majestæt, der bar minder om de tusinder af hjerter, de har trøstet, – de tusinder af sejre over liv og død.

Tonerne fyldte den lille kirke, bar hende paa sterke arme og gav hende hvile …

Fru Enersen havde ogsaa etpar gange maattet se hen paa kandidat Gripp.

147Der var et udtryk over hans ansigt af en mild, løftet glæde, af en renhed, lysende som sneen derude. Han var som hun undertiden havde set ham paa bibellesningerne, naar den revsende Sinajrøstden revsende Sinajrøst] henvisning til Det gamle testamente, Andre Mosebok 19, hvor Herren viser seg for israelittene på Sinai-fjellet var forstummet, og den hvide krist indgav ham ord saa barnemilde, saa dybe forløsende, at hun var blevet helt forunderlig tilmode: – og en bleg, forstummet livsfange derinde i hendes hjerte havde igjen løftet sit hode, og lyttet, og spejdet. – –

*

Etpar gange hændte det for Knut Gripp, at han saa op som tvunget af noget usynligt, og begge gange mødte han Helenes blik. Begge gange var hans ansigt blevet alvorligere; han havde vendt sig lidt til siden, var igjen sunket ind i sin andagt og havde glemt det.

Men under sangen, da hendes stemme løftede sig som et pludseligt udbrud, blandende sig med hans, smeltende hen i hans, gik der en rystelse gjennem ham. Han følte dens velklang som en kulde, der tændtes, som en sitrende salighed, der rørte alle nerver.

Han holdt selv op at synge, – det var en anfægtelse, der maatte overvindes, – men stemmen slap ham ikke; den æggede ham, løftede sig paany i sin løndomsfulde glød, søgende, findende, ombølgende ham i sin varme, lidelsesfulde uro, … 148glidende paa stolte vinger over det endrægtigeendrægtige] enig, samstemmende hav af smaa, resignerede menighedsstemmer.

Det var en rig, dybtfarvet mezzo-sopran. Han saa disse toners dunkle purpur, … der gik gjennem ham en isnende følelse af lyst ved at høre dem sænke sig og mørkne til, – tæt ind til sort, … og igjen stige … smeltende lyse, – eller røde, som bølger af blod.

Gammelklokkeren trak ham ved ærmet og bad ham synge understemmen igjen, for sangen blev mere velbehagelig, naar hanseses maal kom med.

Men Gripp rystede paa hodet. Og klokkeren syntes han saa noget anstrengt ud.

Men da tjenesten var over, og man trængte sig ud af kirken, havde han gjenvundet sit rolige udtryk. Han vekslede hilsener og juleønsker med bygdens folk, og blev staaende henne ved fogdens slæder og snakke lidt, – først med fruen, der var straalende over sine hjemkomne sønner, siden med fogden, der galant selv pakkede Helene ind, da han syntes hun var blevet noget bleg i kirken…

Helene mente det ingenting havde at betyde. Hun saa tilbage mod kirken, idet de kjørte, fogden paastod det var efter Knut Gripp.

Helene smilte bare og sagde ham ikke imod: – Men hun tog i tankerne afsked med noget; hun havde lært derinde idag, at hun var et stort, overtroisk 149barn, der havde strakt sine hænder ud efter, hvad hun ikke kunde løfte, og drømt om at vinde et rige uden ærligt at have vandret vejen, der fører derhen.

Hun vilde det ikke lenger; og der var kommet hvile i hendes sind, – fred fra den stille, store sang, der vidste saa meget og havde baaret saa mangen lengsel tilro!

*

Helene havde ganske rigtig forkjølet sig i kirken den dag, og det var hende en velkommen anledning til at holde sig hjemme fra hele juleselskabeligheden.

Hun tilbragte dagene og nætterne med at lese; hun havde faat en tørst efter at lære at kjende, hvordan mennesker havde tenkt og stridt nu og i svunden tid. Paa fogdens kontor havde hun fundet nogle hylder fulde af historiske og filosofiske skrifter, og det havde været hende et lykkeligt fund.

Og hun havde begyndt sit studium, drevet af sin lengsel efter kundskab, sin trang til et standpunkt, til at vinde paa en eller anden maade den fred, der var nødvendig for hende, – en fred, der ikke kom og gik, – men som hun kunde bygge sit liv paa, selv om den ikke var over al forstand.

150Og hun tog fat; men den første frugt af hendes arbejde var en bitter bevidsthed om, hvor hun var blevet bedraget af alle disse mennesker, der havde besørget hendes uddannelse, denne «højeste kvindelige uddannelse», der gaar saa nemt for sig, uden at man lærer at bruge sine tanker. Hun følte sig bundet paa hænder og fødder, og der blev tungsomme veje at vandre, – med autodidaktens møjsommelighed havde hun at famle sig frem.

Men hun bar modig tingenes byrde og følte det som en kongelig løn, da hun en dag vidste med sig selv, at hun havde opdraget sig til en god leser. Og de gamle og moderne filosofer vakte ikke lenger denne knugende følelse af magtløshed, – de blev lærere, som hun kunde følge med taknemmelig forstaaelse, naar de sprængte de smaa horisonter og lagde uanede egne aabne for hende.

Undertiden naar bogen faldt ned i hendes skjød, og hun træt lagde sig tilbage i stolen, kunde hun komme til at tenke paa Knut Gripp.

Hun var begyndt at gaa paa efterforskning i sit eget sind; hun vilde have rede paa, hvad der gik for sig, vilde blive et voksent menneske, – – og en aften stillede hun sig det aabne spørgsmaal: skulde hun komme til at holde af Knut Gripp? Havde hun mod igjen og tro nok til endnu engang at prøve sig med det der? Ikke umuligt! … nu 151som hun vidste saa meget mere, … vidste, at det kanske alligevel kunde blive saadan, som hun engang havde ment det, og at hun endnu stod udenfor den lukkede dør … rimelig at den maatte gaa op en gang! …

Hun skjelvede let ved tanken. Men om saa var, hvad mer? – Naar han nu ikke brydde sig om kvinder … ikke om andet end sin mathematik … havde netop sagt til fogden forleden, at han ikke tenkte paa at gifte sig nu mer, men blive ferdig med sin gjeld og saa spare sammen og komme til udlandet; … han havde vist fogden et tysk tidsskrift, hvor der var kommet noget ind af ham. – Spørgsmaalet kom tilbage: men skulde hun alligevel komme til at holde af ham?

Hun rejste sig utaalmodig og strøg haaret fra panden. Havde jo forresten selv bestemt sig for at lade være med alt det der, ikke af kjærlighed til mathematik, men til frihed og frisk luft! … for smaat og trangt vilde det vist blive; … ikke ind i noget bur vilde hun! ….

Men om hun nu alligevel skulde komme til at elske Knut Gripp?

Hun løftede hodet med et ryk, og hendes øjne lukkede sig halvt til, mens hun med en smilende trods hviskede mellem de sammenbidte tænder: «saa skal han ogsaa!» …

152Hun fik et hosteanfald, maatte stelle paa lampen og le lidt af sig selv, før hun igjen satte sig til med sin bog.

*

Nytaarsaften kom Doris op, og alle undtagen Brith og Helene var glade.

Men Helenes frygt var ugrundet; Doris saa vel af og til paa hende med sit skarpe blik, men sagde ingenting, havde en venlig omsorg for hende, men uden fordring paa nogenslags gjengjeld.

Helene led af samvittighedsnag; Doris indtog hende mere for sig for hver gang, men det pinte hende, at det var saa, og dette pinte hende atter igjen. Hun ønskede, at hun ikke havde lært hendes forhold at kjende, med en tydelig følelse af, at netop hvad hun kjendte af hende gjorde, at hun miskjendte hende.

*

En af de første dage i nyaaret havde man meldt sig til Maartmanns paa Skogum, der laa en mils vej lenger op, – en gammel, statelig odelsgaard, bygget af sværere bjelker, end der i de siste 100 aar havde været hugget i bygden.

Morten Maartmann bad aldrig til selskab, men kom man der, var han en udmerket vert.

153Føret var pragtfuldt. Man blev enige om at tage vintervejen over skogene, og fogden, der ordnede det hele, havde stevnet alle at møde op hos ham for samlet at drage afsted.

Helene, der ogsaa skulde med dennegang, stod og mønstrede slæderne, eftersom de kjørte.

Fogden, der aabnede toget, kjørte Doris og saa saa straalende ud, at Helene undredes et øjeblik. Fruen befandt sig ikke vel og var blevet hjemme, forresten kjørte jo heller aldrig fogden sin kone.

Og sorenskriverfruen ogsaa, eller «madame,» som sorenskriveren altid kaldte hende og efter ham alle de andre. Hun, som næsten aldrig var at se … hvor hendes statelige skikkelse tog sig ud i den sorte fløjelspels! –

Men fru Tip var som altid den, der sankede førstegrøden af beundringen, feagtig nydelig som hun var, omgivet af alt det svanedun og lyseblaat i den elegante slæde med den svære sorte bjørnefeld, det vidunderlige kniplingsteppe og de sorte engelske heste styret af Storrusken, der sad ved hendes side, imponerende i sin pels! …

Der kom fru Myrin og ædelstenene i hjemmevævede rejsekaaber, kjørende i en grønmalet sluffe med Prestegaardsblakken, – en tykfalden, langhaaret romsdøling, udstyret med rødmalt høvre,høvre] en del av hestens seletøy en 154liden tarvelig staldvækkestaldvække] hestebjelle og sammenflikket skaldrem!skaldrem] skallereim: en del av hestens hodelag … Som de vilde slutte sig ind i toget, stansede den med det ene forben ud til siden, spidsende sit ene øre og drejende hodet forbauset i retning af de sorte hestes topper og skinnende seletøj, … sænkede saa sit tarvelig udstyrede hode, lagde paa ørerne og drev ivej – det angik den jo ikke.

Hansine og Helene var tilsist ogsaa kommet tilsæde, men maatte selv se at faa pakket sig ind, for den, der var udset til deres kusk, var blevet staaende fordybet i noget, der i disse dage sterkt optog ham.

«Gud, kan han kjøre?»

Og Hansine saa bekymret paa Helene, – for de havde en af unghestene.

Knut Gripp hørte det, vendte sig leende om og gjorde undskyldning, indtog sit kuskesæde og viste i et øjeblik Hansine, at han kunde kjøre, og at han ogsaa kunde være «umaadelig tækkelig», naar han vilde – og Hansine, som altid vilde, fik en længere samtale igang.

Helene sad taus; en eneste gang, da Hansine og hr. Gripp begge to vilde vide, om hun frøs, sagde hun nogle ord.

For første gang var det hende en nydelse at høre Hansines ustanselige passiar; – den fritog 155hende selv, mens den tvang Gripp til at tale mere end alle de gange tilsammen, hun havde truffet ham.

Og som den stemmen var! … tung, straalende i klangen, som en strøm af smeltet, ædelt metal! …

Og hun lænede sig tilbage i velbehag over at være kommen ud igjen i lyset og luften … ud fra de gamle, strenge bøger til det levende liv! – –

De var inde i skogen, den skinnende, snefyldte skog! Store grantrær stod langs vejen med de grønne faner dybt sænkede, da det glade tog for forbi. Helene sad og stirrede ind mellem de hvide driver: der var højtid og helg! … linie over linie var der løftet, bue over bue bygget i fin gjennemstraalethed! … For en fryd at være kommen med ud til slig en fest! …

Aa, om Borken bare vilde give sig lidt tid! …

Og Borken, der var den siste i toget, lod sig kanske af pur velvillie skræmme af en ekorn og maatte holdes skarpt ind. En rem gik istykker, det tog tid at faa det saavidt grejet igjen, – og de blev skilt fra de andre.

Helene syntes, det var herligt! Bjeldernes glade, støjende larm tabte sig, lød gjennem den hvide luft afdæmpet harmoniseret! – – Hun lyttede til den bølgende akkord fra de engelske 156hingstes sølvklokker, der gjennem afstanden løftede sig ud fra de andre … og til Knut Gripps dybe, fuldtonende stemme, der beroligede Hansine med hensyn til den unge hest og det skrøbelige seletøj. – – –

Der kom et svagt pust fra nord, – – de tunge grene rørte sig, og de sistkomne snekrystaller løsnede, kom sagtelig faldende ned over dem … som fintformede blomsterbægre, som hvide smaa stjerner … en skogens velsignende hilsen, bærende med sig fjærlette, sælsomme tanker, … vage, formløse drømme. – – – – –

«I verdens navn, her sner!» sagde Hansine.

Ingen svarede hende, – der lød et indrømmende brum fra hr. Gripp. Men det viste sig umuligt at faa nogen samtale igang igjen.

*

Inde i Maartmanns gamle bjelkestue gik det lystigt til.

Paa det lave ildsted flammede et baal af grankubber og spredte med store knald sine straalebundter over tilrøgede vægge, gamle, mørke skabe med underligt snitværk, – højryggede, udskaarne stole og brede løjbænker med baldyredebaldyrede] broderte aaklæder.

Midt paa gulvet stod et langbord af eg, dækket 157efter gammel vis med de solideste sager. De to svære drikkehorn,drikkehorn] rettet fra: drikkeborn (trykkfeil) Maartmannfamiliens merkelige arvestykker, stod fyldt med hjemmebrygget øl og mjød, og Maartmann selv gik fornøjet omkring med hænderne paa ryggen og lune vink til de ankommende gjester: «sjaa du fær deg noket!»

Og det nationale maaltid i sin mangfoldige opdækning, sin uforfalskede soliditet syntes at fremkalde det mest uforfalskede humør og den mangfoldigste appetit.

De fleste af damerne havde omsider vandret ind i de tilstødende værelser, der var mere moderne indrettede, men mændene var ikke ferdige. Maartmanns 15aarige søster, høj, lidt bleg, med blide, brune øjne og en varm straale i smilet, stod ved den gamle, fremspringende skjenk, ivrig optaget med at fylde hornene, der stadig kom tomme tilbage.

Doris stod og talte med Maartmann og glædede sig over hende.

– «De døbte hende Magdalena,» sagde hun til Helene, der stod i nærheden, «men Maartmann, som allerede dengang var meget fornuftig, lavede det om til Dea, … ret udtalt blir det «gudinde», og det passer meget bedre! – – Faar jeg lov at male hende, Maartmann? Der er det ved hende, at hun ikke er pen ved første øjekast, siden kommer 158det … der er en nøddekjernesødme i hendes ansigt, en ægte naturgodhed i hendes sind; – – naar hun smiler, er det som en vej aabner sig ind til noget rigtig godt, – en fredelig plet, hvor solen skinner og frugter gror! … Men hun er sky som et vildt dyr; – hun blir ganske bleg, naar nogen fremmed pludselig kommer og taler til hende, – hvorfor tar De hende ikke mere ud?»

Maartmann trak paa skuldrene, saa indover til damerne, men svarede ikke.

Man hørte fru Taylor-Thorvildsen le mellem en del herrer og frk. Lydia i varm strid med de unge studenter om, hvem der burde lede verdens store, aandelige bevægelser.

«Jeg kan nok forstaa det,» sagde Doris smilende mod Helene, da Maartmann gik for at tage imod en nykommen gjest, «han vil nødig en dag se hende ligedan som de andre her … og hun er lykkelig nu mellem sine roser og duer, men det er ikke lykke til at trøste sig paa … en nydelig glasskaal, som nogen en dag kommer og bryder istykker! Og hvad skal man saa?»

Helene svarede ikke; – hun saa ind i salen, hvor man ordnede sig til at begynde dansen. Hendes øjne gled tankefulde om mellem de forskjellige grupper.

«Hvad synes De saa om vore kvinder?» sagde 159Doris muntert, stak sin arm indunder Helenes og trak hende med sig indover.

«laften er her et formeligt udvalg; – helt fra den blide, lykkelige Dea til vor uransagelige «madame», som jeg saa Dem indlede en liden mislykket samtale med for lidt siden. Hun ser forresten ud til at ynde Dem! … Hun har den vane, at hun sætter sig hen og blir marmor, – hun har en plastisk skikkelse, der egner sig til det, men det er ikke derfor; … hun interesserer sig ikke nok for folk til det, – men hun kan undertiden bli siddende hele aftener uden at sige noget, … med et par milde øjne, der ingenting ser, men med et udtryk, som om hun var ferdig … Se paa hendes mand, han er saamen ikke ferdig; se hvor han spiser – med værdighed og følelse! … Han opmagasinerer maden, deponerer reservestoffe, hvor som helst der kan være en liden plads!»

Ingenieuren indfandt sig; frøken Dahl havde lovet at gaa polonaisen med ham.

«Det er sandt!» Doris nikkede til Helene. «Og De? Med hvem?»

«Med ingen!»

Hun havde sagt nej til de unge studenter. Hun gad ikke. Og siden til kandidaten, – hun taalte ikke hans arm om sit liv; – – det kunde være det samme ogsaa med at danse! ….

160Hun kom til at tenke paa Doris: med den grublende skygge langt inde i øjets klarhed … og noget i latteren, som om noget tungt var med alligevel; – – og hun maatte tenke paa den lykkelige Dea, den forstummede fru Heger og alle de andre! …

Hendes blik gled ironisk fra den straalende fru Tip og den dybt tilfredse fru Myrin til den lange, ellevildt farende Lydia. – – Lykke var ikke dette, ikke liv heller! – hvor uenige man kunde være om navnene! … Skulde det ikke lade sig gjøre at finde andre veje? … hvor man ikke gik sig selv saa ynkelig bort, men netop fandt stadig mere til at blive menneske paa? …

Hendes øjne lyste. Om hun kunde vise dem, alle disse kvinder, at anderledes kunde det gaa for sig!

Hun smilte ved sig selv, – hendes haand knyttede sig i lengsel efter at faa noget at løfte i, efter rigtig at tage fat og rydde væk! – – –

Fogden kom.

Hun stod jo saa blid og fredelig der! – Saa undte hun ham vel en vals? Han skulde til gjengjeld lade hende vinde et parti béziquebézique] et kortspill og i næste diskussion give hende ret en gang … heller ikke mere!

Hun lagde smilende sin arm i hans. Fogden 161kunde hun ikke sige nej til; han kunde, naar han vilde det, faa hende til at glemme, at han ikke altid var elskværdig.

Saa indtagende og elegant var han og dansede saa godt! …

En let beruselse greb hende, et lystigt mod. Hun skulde inklinere,inklinere] bukke, neie‚ invitere til dans – Knut Gripp stod der … og hun bøjede sig for ham, saa op og bad:

«Træd dansen med mig!» … undrende ved sig selv, at hun vovede det! – Hun havde jo nylig hørt, han ikke dansede! – – – – – –

Knut Gripp havde staat og set paa.

Selv høj og sterk og kantet som hele hans slægt paa farssiden, havde hans forestilling om skjønhed altid været noget, der lignede moderen, … noget fint og vekt og blødt rundet! Med moderens dybe skjønhedstrang i arv bar han paa megen dulgt lengsel – – og iaften kunde han ikke vinde sig væk fra de dansendes ring! … Det var de fine, myge kvindeformers rhytmik, der havde besnæret ham, – og han kjempede for at fri sig selv ud, mens hans blik hele tiden fulgte Helene ….

Der var en glidende, strømmende ynde over hele hendes skikkelse, der berørte ham paa en ejendommelig forvirrende maade … Der var noget souveraint, – noget som af Guds naade, 162men først og sist noget særligt af kvindenatur, der her for første gang gjorde direkte indtryk paa ham, for første gang berørte ham saa fint og sterkt, at det fremkaldte en fornemmelse af sansefryd.

Og da hun saa stod der foran ham og fristede med ordene af den gamle ballade, blev han ridder Oluf, der gav tabt for elverpigen.den gamle ballade… elverpigen] den danske folkevisen «Elverskud» Der gik en let frysning gjennem ham, i dette sekund maatte og vilde han, hvad han havde forbudt sig selv i saa mange aar.

«Aa, men De kan jo!» udbrød Helene og saa forundret op, da de var kommet gulvet rundt og han med et pludselig forandret udtryk vilde stanse. «De kan jo» – Og hun lagde sig tilbage i hans arm, der førte saa kraftig og let, og trak ham med sig ud igjen i «Donauwellens» farlige hvirvel.«Donauwellens» farlige hvirvel] Donauwellen: en vals av den rumensk-østerrikske komponisten Iosif Ivanovici (1845–1902)

Han følte hende saa nær, … det suste for hans øren, et blik, nogle dæmpede ord – og han dansede, grebet af en hjertets og sansernes beruselse, glidende paa lyse tonebølger, … saa lenge til hun blev svimmel og tabte fodfæstet, og han kunde føle hele hendes legemes tyngde mod sin arm, … saa lenge til hun maatte bede ham holde op.

Saa takkede han for dansen og flygtede, – ud paa den lukkede, maaneskinslyse veranda, hvor 163han traf Hansine uden at lægge merke til, at den brede hr. Blich ogsaa var der.

Der blev et ophold. Man nød forfriskninger og spaserede omkring. Frk. Lydia gik glædestraalende og spurgte, om der ikke var umaadelig hyggeligt der. Hun havde hele dansekortet fuldt og saa lidt forstyrret ud; – der var et par af herrerne, hun syntes om, men om hun bare havde vidst, hvem hun egentlig elskede! – hun var lidt i forlegenhed med det billede, hun bar i sit sind af «den rette, der skulde komme», det var saa abstrakt, at det omtrent kunde passe paa enhver.

Helene havde fulgt Gripp med øjnene. Hvorfor gik han derud paa verandaen? Var han ærgerlig, fordi hun havde faat ham til at danse? Hun vidste, han havde ikke danset med nogen anden … og han havde været lidt underlig … ja hvordan havde han vel ikke været! – – hun følte en pludselig glæde, men – hun skimtede Hansines røde kjole derude – og en uro kom over hende. Var det derfor han havde saadant hastværk? Og hun erindrede med det samme, hvor utrættelig han havde været til at underholde Hansine paa vejen, han som ikke brugte at tale med damer! ….

Hun gik omkring alene og havde et par gange passeret døren til verandaen. Doris sad inde og 164spillede l’hombrel’hombre] kortspill for tre personer med øvrigheden, og Helene undgik omhyggelig at komme i nærheden af fru Tip med sin stab af herrer – de andre fristede heller ikke.

Madame, der sad i en liden sofa ved verandadøren, vinkede venligt. «Kom her og sæt Dem!»

Helene takkede, tog den anviste plads lige ved døren og fik gjennem den duggede glasdør endnu et skimt af Hansines røde kjole – han sad altsaa derude hos hende, alene! …

Der lød en hviskende, fortrolig samtale …

Helene var i sin dybe uro glad over, at Madame saa sjelden plejede at tale.

Men Madame lod netop til at ville have noget at sige, naturligvis fordi det var saa ubelejligt – saadan en anledning kunde ikke det tilfælde, der ordner alting bagvendt, lade gaa fra sig.

«Naa, hvordan morer De Dem?»

«Jo tak, godt, og hvordan har fruen det?»

«Fruen lider af det, at ingenting er morsomt, – ikke engang at spise og drikke! Hvor man er heldig stillet, naar man har saa sikre nydelser!» …

Hun saa ind i det næste værelse, hvor hendes mand netop med en oprømt mine løftede sit glas.

«Ser De, naar man træffer til at faa denne bitre smag i munden, vilde det ikke engang nytte med den ægteste himmelnektar!»

165Helene maatte se paa hende, som hun sad under astrallampensastrallampens] astrallampe: en oljelampe grønne lys, der blandede sig med det blaalig indfaldende maaneskjær … ganske bleg var hun i det mørkerøde fløjel med en rose skjødesløst stukket ind mellem haarets fald. Der var som et slør over de store øjne, et ufatteligt smil om munden, og hendes stemme havde en besynderlig tung blidhed. Doris havde ret; der var i de øjne ligesom en stille glød, en gammel gjemt sorg, og blikket var langt, glidende som hos mennesker, der lever ved havet.

For et underlig magtstjælende indtryk hun gav; næsten som livet ikke levede, der hvor hun var!

Der blev stille ude paa verandaen ogsaa … en hvisken – det var Hansine … nogle sagte ord – det var vel ham? …

Helene tog sig sammen med anstrengelse. «Ja, det er sandt,» svarede hun adspredt, «man faar undertiden saadan bitter smag i munden!»

Madame løftede det halvsænkede blik og saa smilende paa hende.

«Jeg mistenker Dem for at være fornuftig! – – Glæde og sorg, det er noget man indbilder sig, det hele, tror De ikke? Hvem ser De efter? Interesserer menneskene Dem?»

Og Madame saa lidt forundret paa hende i sin rolige blidhed.

166«Hvorledes befinder De Dem? Jeg mener ved at leve? … ak Gud, jeg husker jo ikke, at De er ung! Synes kanske, menneskene er flinke ogsaa, De? – Ja, til at sønderrive hinanden; og jo mere der er ved et menneske, jo værre farer de andre med det. Har De lest Rousseau?»

Helene følte sig stadig mere trykket; – hun lagde ikke merke til, at hun næsten ikke svarede et ord, syntes tvertimod, at det var hende, der maatte snakke, og at det var merkelig underligt af Madame, – for naar man var saa vanskelig at tale med, burde man da ikke plage folk.

Helene havde ikke lest Rousseau … hun hørte tydelig Hansine rejse sig, saa hendes løftede arme tegne sig et sekund paa den matlyse væg – Nej, hun havde aldeles ikke lest Rousseau! …

«Saa les ham! – det vil gjøre Dem godt! Han kan fortelle om dem, som sønderriver – han er et stort menneske, som de smaa har sønderrevet; men der er herlige ruiner efter ham! Og De har virkelig ikke lest dem? Ak Gud, men De er jo ung! Les dem ikke, det vil ikke gjøre Dem godt!»

Og Madame vedblev i sin ensformige, dæmpet blide tone, – en tone, der i sin dybe ligegyldighed ikke havde brug for modulation.modulation] forandring

«For mennesket er rigtig et uhyggeligt dyr, 167synes De ikke? … lige grusomt til alle tider – kjære, istedetfor disse jubelfester, hvor man glæder sig ved mindet om mennesker, man har stegt levende, burde der indføres en aarlig, stor forsoningsfest, hvor man gjorde bod for alle sine ugjerninger og samtidig anstillede betragtninger over, om det egentlig er saa praktisk det at vente med, hvad man skylder et menneske, til man vel faar pint livet af det! … eller finder De det kanske ogsaa rigtig dette med at ære de døde, mens man plager de levende lige friskt?»

Hun saa spørgende paa Helene.

«Kan det undre nogen, om man faar lyst til at liste sig fra denne store, uhyggelige forsamling engang som ingen merker det? … Men det er det, som er saa vanskeligt: at faa gjort det, saa ingen merker det! … men noget uhyre tiltalende ved tanken: at der kunde være stilhed efter en! … en stilhed, som kunde lukke sig om en som bølgen! – – Jeg hader dette menneskeskraal, naar der er nogen, som ikke har kunnet holde det ud lenger … det er, som de kaster sten efter dem helt ind bag døden – og ikke det mindste morsommere vilde det være heller … at være gjenstand for dette pakkets medlidende Herregud! – –

Da er det anderledes ude blandt dyrene; der faar man lov til at være død, naar man er det 168… træerne sukker bare og tier de, og dyrene tenker ikke mere paa det!»

Hun lagde hodet tilbage op mod væggen og saa paa Helene med sit mystiske smil.

Helene sad med sænket hode og et forpint udtryk. Det gamle vægur i sideværelset slog en del besindige slag. Da for hun sammen. «Kan det være saa sent?» Og det faldt hende ind, om det kanske kunde være en anledning til at slippe væk.

Men Madame trak hende ned igjen.

«Sent, siger De saa forskrækket? Kjære, er ikke det dejligt? Det er jo netop en af de faa, sikre nydelser, det at tiden gaar! Er der noget, som ærgrer Dem?»

«Slet ikke, ialfald ikke andet end smaating!»

Helene saa forundret op.

Hun havde aldrig hørt Madame le før: – Det var en ganske ejendommelig, sagte klingende latter, og det glimtede bag øjensløret. Hun sad ret op i sofaen med et pludseligt udtryk af livlighed. «Og det siger De saa letsindigt? De ved nok ikke, hvad smaating er for noget, De! Lad mig sige Dem det!»

Og hendes stemme blev sagte fortrolig: «Mellem himmel og jord, i alle afgrunde, er der ingenting, som forfærder mig som det smaa! Vogt 169Dem, det stjeler ungdomsmodet og ungdomsblodet af aarerne paa en! … Der er trold i de smaa ting, har De ikke kjendt, hvor de kan vokse? Har De ikke lagt merke til, at det er det smaa, som former livet, og det smaa, som ødelægger det, det smaa, som er det onde, og det smaa, som er rædselen og døden? Men jeg burde vist fortalt noget, som kunde moret Dem, for De morer Dem vist ikke!» …

Helene saa hen paa hende med et lidelsesfuldt udtryk om de dybe, sitrende mundviger, men uden at forandre hodets let bøjede, lyttende stilling.

«Nej, jeg morer mig egentlig ikke!»

«Det burde De! Og saa bør man lære af hinanden … ganske nyttigt for Dem at faa vide, at jeg har været enfoldig nok til at la de daglige dages smaa piner gjøre det af med mig. Efter et naalestik, ved De, kommer der en ganske liden draabe blod … og saa tenke sig til! … lade sig berøve livet paa den maner! … la dem ta sit blod, sin begejstring, sin tro og glæde paa den maner, i saa pinlig smaa kvantiteter! … la sig bryde istykker saa smaat! … indlad Dem aldrig paa det der! – – – – – – – – – – Der faldt en mand ned fra taget hos os igaar, død paa stedet; hans Gud var meget naadig imod ham, synes De ikke? … noget tiltalende 170ved det, saadan med et spring at styrte ud af en tilværelse, hvor man er kommen ind aldeles uforskyldt. Skal være behageligt ogsaa, siger man, en skjøn død slig med engang at falde fra et tag f. eks. Men kjære barn, jeg burde vist heller ha fortalt noget, som kunde moret Dem, hør, vil De ikke komme og se til min lille kat? – den har en ædel karakter, den sønderriver ikke flere end den har brug for, … men kjære, hvor De ser daarlig ud!»

«Her er jo saa varmt!» hviskede Helene.

– – Kunde de være … kunde det være muligt, at de var forlovet derude? Det forekom hende at … nej, det var jo umuligt! ….

Og saa havde hun lyttet! – – – – –

«Hvor jeg foragter mig selv!» hviskede hun igjen, «De har ret,» – og hun vendte sit blege ansigt om mod Madame, «det er de smaa ting, som ødelægger en!»

Madame rakte mod hende sin lommeflacon. «Se her, det er jasmin, jeg har altid jasmin, det slapper og det erstatter; jeg bruger det istedetfor alt det, jeg ikke har! Har De været i Malmaison? Der lugter endnu af moskus fra den tid, Josefine bode der og prøved at glemme Napoleon!Malmaison … Josefine … Napoleon] Malmaison: slott ved Seinens venstre bredd i nærheten av Paris. Napoleons hustru Josephine (1763–1814) overtok det ved deres skilsmisse. – Men hvad gaar der af Dem, barn, De skjelver og blir saa hvid? Har nogen været slem mod Dem? 171Hvor det maa være ondt for Dem, at De er saa ung, der staar saa meget tilbage … og selv maa man betale alt» …

Hun lagde hende varsomt op til sin skulder. Helene laa ganske stille et øjeblik, kunde ikke hjelpe det, at taarerne langsomt trængte sig frem, taarer af glæde, – for det var jo ikke ham! Der lige midt foran dem inde i salen stod han jo og talte med Dea! … Der kom en mild ro over hende ved lyden af hans stemme, og hendes hjerte slog igjen normalt.

Dea fortalte ham netop, at hun elskede tordenvejr.

Og Knut Gripp smilte og saa paa hende. «Ja, men hvis det nu er farligt?»

«Ja, men det haaber jeg da altid, at det ikke er!»

Og de gik videre; hun smilende til ham i sin uryggelige tillid til, at farer var der ikke meget af.

Og Helene fandt, hun havde ret; hun forekom sig selv at staa der sammen med Dea i denne lykkelige fjernhed fra alt tungt, i en sælsom, stor glæde – for nu vidste hun næsten, at hun elskede Knut Gripp.

Madame tog hende med ud paa verandaen og hun fulgte; hun havde glemt, at der var nogen.

Der var heller ingen mere; den nedre dør blev netop smeldt til som de kom.

172Inde i salen, lidt tilside, sad Brith i sin magre sørgmodighed, der ikke klædte, og som sædvanlig i en kjole, som heller ikke klædte. Hun merkede sin misstemning dobbelt ved at se, hvor fornøjede alle de andre var. Og hvorfor skulde egentlig noget klæde hende? Lydia havde i et plagsomt velgjørenhedsanfald nylig siddet og foreslaat alle mulige andre farver for næste gang, Brith skulde have kjole.

Hun sad i sin sædvanlige stilling, sammenkrøben som en fugl, der fryser – og hun frøs ogsaa, for de, der dansede, var varme og havde sat dørene op, og hun havde desuden en fornemmelse, som om det at leve var at fryse; hun syntes, hun havde frosset hele sit liv og nu var kommen til det, at hun holdt paa langsomt at dø af det.

Hun sad med et udtryk af mørk ligegyldighed og saa paa dansen, hun som evindelig var udstødt af denne verden, hvor kvinder var glade og lykkelige. Ogsaa hun havde villet have sin del, havde listet sig derind og drømt sig lykkelig, en eneste nat – men der var blevet ensomt og koldt om hende; hun havde været for styg! Og ikke et menneske vidste, hvad det var for en lidelse for hende, dette, at, af dem allesammen her, hun vist var den, som saa mindst godt ud! … og hvad det 173var for en raffineret grusomhed, en uhyggelig ironi af skjebnen at forholde hende faderens skjønhed, men lade hende arve hele hans ømfindtlig overdrevne kjærlighed til skjønhed! – – – – –

Der gik en gysning gjennem hende ved at tenke paa det saadan samlet: at hun havde været med, i al den tid, i selskaber og paa baller – hendes forældre havde villet det og hun selv – – fordi hun havde gaat der med en forvildet drøm i hjertet, en tørstig trang efter en lykke, – som ikke var for hende.

Men burde den da været straffet saa haanefuldt, den lidelse ikke at være pen? Havde den forskyldt alle disse ydmygelser, som laa der altid, pinefuldt rugende i sindet? … alle de smaa krænkelser, der smilende var blevet hende tilføjede af tarvelige huslærere og fuldmægtige og raa agronomer? … smaa krænkelser sviende som brandsaar, ulidelige i sin uforglemmelighed! Og der var vokset frem et dulgt had til alle mænd! Hun kunde ikke engang taale sin barndomsven og legekamerat Morten Maartmann – fordi han var saa snil og havde ondt af hende, fordi han havde set det hele og vidste, at hun havde elsket den mand, der havde pint hende mest! – – –

Moderens sterke natur var i hende, men hun brugte ikke som moderen sin kraft til at tage imod 174og bære; der rejste sig i hele hendes væsen en dump modstand, der indestængt blev til lidelse, saa overskyggende alt, at hele livet blev mørkt af det.

Og aarene var kommet og gaat, men det var ikke blevet anderledes– og Morten vidste det, Morten, som vidste om alting! – – Hun kunde næsten ikke holde ud at tenke paa det – endogsaa det vidste han, at hun var saa glad i at danse! – – –

Hun sad nervøs og lagde den ene haand uafladelig ovenpaa den anden. Morten kom bortover – hendes nervøsitet tog til – Nu igjen! vilde han danse med hende nu igjen? Forstod han da ikke, at han gjorde dem begge latterlige? Han kunde da umulig faa rettet paa det, han, at ingen brød sig om at danse med hende!

Og saa dansede ikke Morten godt heller; sammen med Brith gik det gjerne daarligere end ellers, og hun saa altid saa lettet ud, naar det var forbi, at det skar ham i hjertet.

«Hvad vil du, Morten?» spurgte hun utaalmodig, da han kom.

Han stansede foran hende, frygtsomt smilende og med et udtryk i sine øjne, der mindede om en godmodig hønsehund.

«Jeg vilde bare, du skulde følge med ind og 175se paa Eugen Fürst,Eugen Fürst] en slags rose den er sprunget ud iaften, ogsaa har jeg en afart af den, som jeg selv har fremkaldt, den maa jeg vise dig, skal vi ikke kalde den Eugenie bare?»

Og hun rejste sig, – træt af at sidde. Bedre at komme derind ogsaa, ikke saa mange mennesker der til at undre sig over, hvor hun var blevet bleggraa og rødøjet i det siste! For hun havde jo næsten ødelagt sig med al den graad; – graad var slet ikke bra! Naar Lydia og fru Myrin talte om, hvor dejligt det var at faa græde godt ud, saa maatte hun rigtig le! For taarer! … saadan som de kunde slukke ud og tage med sig, saa der blev saa dødt og øde efter dem som paa en brandtomt! – – –

Hun tog taus hans arm og gik for at se paa roserne.

*

Efter endnu et solid maaltid spredte man sig i en behagelig tynget stemning gjennem værelserne, smaasnakkende i fortrolige klynger.

Man havde været inde for at se paa Maartmanns roser, og fru Myrin var blevet siddende igjen der i en stor lænestol, duppende over sit strikketøj, mens endel af de unge herrer, lidt tunge i hodet og tause, havde trukket sig hen omkring ovnen i den anden ende af det dybe værelse.

176Sorenskriverens nye fuldmægtig, kandidat Hauff, havde været alene om ordet i lengere tid, men saa havde tredielærer paa seminariet, en gammel theologisk student og fordums taler fra samfundet, pludselig taget blyant og papir frem, sat op sine dispositioner og beredte sig paa at faa en diskussion igang.

– – Det var netop i vor tid ingenting, man trængte mere til, end en kritisk og alsidig afvejen af principers gylidighed og rækkevidde, og det var altid ham særlig paaliggende at vise grænserne for begrundelsen – – –

Men nu vilde ogsaa alle de andre snakke, og man indlod sig i en vild passiar, 2 og 2, om moderne kritik, tilværelsens maal, Nietzsches stormennesker, den russiske literatur og forsvarligheden af at lade mennesket forplante sig efter samme maalestok som før.

Maartmann gik omkring, stilferdig og blid og glædede sig over, at alle var saa glade; af og til tog han nogle dansetrin og drejede sig paa hælen med smaa kast; han fik altid lyst til at gjøre lidt spektakler, naar han var i humør, sagde ikke noget videre, men gik og tog folk om skuldrene og svingede dem rundt.

Saa traf han Helene og Doris og fik dem endnu en gang med sig ind for at se paa roserne.

177Han var endeløst omstændelig, naar han kom til at snakke om roser. Doris var ikke rigtig med, men blev staaende og høre paa dem dernede ved ovnen. Og livligheden var ogsaa saa stigende, at Maartmann tilsist maatte lade dette med roserne fare saa lenge.

«Er ikke unge herrer morsomme!» udbrød Doris leende. «Der findes ikke den ting, de ikke ved! Jeg vædder, de kan give mig besked derborte paa engvandingsystemet oppe paa Mars samt statsforfatningen paa Neptun!» …

Hun gik nærmere.

«Ja men, hr. Hauff! De bør ikke indbilde Dem, at alting er saa nyt nutildags … naar det kommer til stykket, er de ikke engang nye de 5aars ægteskaber, De synes at anbefale saa; det var jo en araber, som fandt paa dem, lenge før Mohameds tid! … Ja, hvad kan ikke mænd finde paa! Og det er jo ogsaa det, de siger selv, at det er dem, som finder paa alting! Derfor har jo Strindberg havt den vilde ide ogsaa, om det ikke skulde gaa an at hjelpe sig uden kvinder. Skjønt saa utaknemmeligt det er af ham! … saa megen nytte som han har havt af os, – hans store excitament,excitament] mulig feil for incitament: drivkraft, motivasjon hans levebrød! Vi kan trøstig spørge, hvad havde han været os foruden?»

Hun gik hen til Helene, forbi Maartmann, der 178havde nærmet sig en gruppe, hvor 4 prøvede paa at bevise rigtigheden af 4 forskjellige opfatninger. Han havde staat og hørt paa dem nogle minuter, mens hans ansigt flere gange skiftede udtryk, og den dybe rynke mellem brynene kom frem.

«Nu kommer «han Maarten»», sagde Doris dæmpet, «denne vor Morten, som, naar han er mellem fremmede, bruger at sætte sig hen paa en stol eller stille sig op i et hjørne og ingen vej komme hverken med sig selv eller sine tanker … han er af og til prægtig, skal jeg sige Dem!»

Maartmann var gaat nogle skridt nedover.

«Hvem er det, som vrøvler om de russiske romaner?» spurgte han ærgerlig. «Aa, er det dig naa, hvordan kan du anføre dem som bevis for, at det er de enkelte, spidserne, det kommer an paa og gjelder at udvikle? … Forteller de ikke snarere, at der er mange om det store, … at produktet af alt det, der lider og drømmer og tier og vokser, til det rager op over vandene – det er jo det store, det vel! – – Det som et barbarisk folk har baaret sammen, siger De! … hele den slaviske literatur, hvad er den vel andet end denne skabningens lengsel og smerte, som med en elementarisk kraft har banet sig vej? … det er som et mægtigt vaarbrud, hvor en sommer arbejder sig frem gjennem nød og gru! – – I de russiske 179romaner er det ikke det enkelte stor-menneske, som klager, – det er daarlig hørt af Dem det, – den som har øren at høre med, vil ikke høre nogen enkeltstemme her, men en brusende lyd af millionernes støn! – – – – – – – – – – – –

Og Deres übermensch, det kan De ganske rolig sætte hen mellem de andre guder, vi ikke har brug for – det er det store hav, der sætter de store bølger!»

Han vendte sig mod Helene.

«De fortalte mig nylig, frøken Ørn, om en af de bøgerne, jeg har laant Dem … naa, hvorfor kan jeg ikke sige det, naar det er sandt da? …

For det er merke paa, at man kan lese det, naar en bog kan gjøre en baade bleg og kold og baade give kræfter og vise en dem, man har før … det er saa med de bøger, at man faar mod af dem og slig lengsel efter mennesker! – – – – –

Og jeg skal sige dig, du min kjære Erling Skjalgsen, dette europæiske übermensch,übermensch] (ty.) overmenneske; et filosofisk begrep lansert av Friedrich Nietzsche (1844–1900) som du er saa grulig imponeret af og ikke kan undvære, som du siger, det er jo bare en gammel bekjendt det, i en ny frak! Saalenge der har været hovmodige mandspersoner til, saa lenge har der været fingret med det dere der, … det er bare en højst ærværdig, fornem fætter af din egen ungdommelige selvfølelse, ser du! … Og vil du endelig 180ha fat paa storfolk, gaa saa bare væk fra tribuner og det dere der, – væk der, hvor de skriker og roper og flagger! Ned fra «bjergene» som det heder, ned i dybet med dig, ind i stilheden! … Der kunde det hænde, du kunde finde nogle saa store, at de er for store til at anse det nødvendigt, et eneste menneske skal tro om dem, at de er det!» – – – –

De unge brød løs for alvor; det var umuligt at forstaa, hvad nogen af dem sagde.

Og fru Myrin vaagnede, – lige op i sit yndlingsthema.

«Ja, er det ikke prægtigt med den moderne kritik!»

Ved en heldig manøvre forvandlede hun en vis kjævebevægelse til et dybt, venligt suk og henvendte sig til Doris livligt, som om hun var fuldstændig med og aldeles ikke havde sovet.

«For eksempel bare i aviserne, frøken Dahl, man faar da virkelig forstand paa, … ja, for det er jo saa dejligt med det, at man faar da virkelig anvisning paa, hvad der er virkelig baade pent og godt!»

«Ja, det kan De være saa vis paa, fru Myrin, det har De saamen ret i! … Den unge, fremblomstrende aviskritik, … det er saamen meget baade pent og godt, som kommer frem der, – 181det er saadan slags hyggelig, gjensidig understøttelsesforening, skal jeg sige Dem, – – men kvinderne, som efter statuterne ikke kan blive medlemmer … ja, for der er man nemlig enig med Dem, fru Myrin, i hvad De sagde for lidt siden: «Verden bør tillade sig den luksus», at kvinderne ikke skal gaa folk ivejen, men holde sig rolig hjemme, og «vaage ved arnens hellige lue!» – var det ikke saa?»

Fru Myrin saa mistenksom paa Doris.

Det var en ytring, der da umulig kunde være noget at sige paa, – en ytring, hun listelig havde tilvendt sig fra en af de virkelig pene og gode forfatterinder, og hun havde netop glædet sig derinde over, at hun havde kunnet huske den saa godt.

«Men det var det, jeg vilde sagt om vor kritik,» lagde Doris smilende til, «at der virkelig skal være nogle af kvinderne, som er taktløse nok til at trække paa smilebaandet undertiden! … Nej, kjære frue, det er jo netop, hvad jeg mener: det er bare de intelligente af dem! … Damerne, som De siger, – ja saa gjerne de «virkelige damer», om De vil, – borgerinder af hint skyldfri land, hvor tanken endnu ikke er opdaget, de siger saamen ikke et ord, de, de opfører sig bestandig pent! … Aa jeg ber, frue, vi er jo aldeles enige!»

182Fru Myrin saa lidt grundende ud; hun kunde ikke orientere sig, – men de var altsaa enige, og frøken Dahl havde saadant behageligt smil og var sikkert af dem, der kunde give en lidt besked, – noget hun aldrig mere fik af sin mand, der var aandsaristokrat og mavepatient og i sin fornemme afsondrethed for lenge siden havde holdt op at tale med husets kvinder om andet end strømper og mavebelter foruden diæten.

Og beroliget indlod fru Myrin sig igjen paa sit yndlingsemne.

«Vi har faat en bog til jul, som jeg bestemt tror har været udmerket for smaapigerne! … Jeg er saa fornøjet over alle de pene og gode forfatterinder, vi har nu, dem kan man da anderledes trygt tilegne sig … for nu skriver da vi kvinder saa godt, synes jeg … ja, jeg siger «vi»; jeg kan virkelig ikke nægte mig den glæde, jeg synes jeg selv har andel i det!» …

Doris lo. «Ja, hvorfor ikke? – – Nej, saa der er kommet en igjen! … en ny forfatterinde mener jeg – det tør vel hænde det! … Saa er der vel glæde da, i himmelen, om just ikke over al jorderig, for morsomme, – det er vi nu ikke, vi gode og tro forfatterinder! Det maa være en ond aand, der er ude og forleder os, naar vi vil ind paa den galej! Og er det ikke formasteligtformasteligt] frekt, uforskammet 183ogsaa … at ville mere, – saa begavede som vi er paa andre omraader, … for i snusfornuft for eksempel … er der ved Gud ingen, der truer os!»

Fru Myrin saa skuffet ud, men rettede sig samtidig i hele sin værdighed.

«Det er kanske ikke forfatterinderne, frøken Dahl sværmer for? … Det er kanske de unge forfattere?» … Der kom en stram, moralsk trækning om den lange, lige næse, der bøjede sig en smule, ligesom bekræftende, og stemmens lyd var den samme, som naar hun sad hjemme og hørte noget gaa istykker ude i kjøkkenet.

«Der kommer ikke noget af dem i vort hus, det var jo umuligt for smaapigernes skyld, … for jeg ved, der er herrer endogsaa, der finder dem dyriske!»

Hun sænkede stemmen ved det siste ord og saa sig sky omkring.

Doris lod ikke til at forstaa det, men fik hende til at fare sammen ved at gjentage ordet med sin klare, klingende stemme.

«Dyriske?» gjentog hun igjen. «Kjære, da var det jo ikke saa ilde! Men hvorfor gaar herrerne saa langt efter et ord, hvorfor ikke ta, hvad der ligger dem meget nærmere og er meget rigtigere og meget – værre: lad dem kalde det mandfolkeraat, for det er det, det er!»

184Fru Myrin kom pludselig ihu et Pauli ord.et Pauli ord] referanse til apostelen Paulus, som skal ha hevdet at kvinner ikke måtte tale i forsamlinger Det kunde umulig være ret at tale paa den maade. Og hun saa igjen forsigtig mistenksomt paa frøken Dahl.

«Kjære, mandfolkene er da som regel ikke saadan … særlig i vor tid, som de da virkelig deler saa uhyre pent med os næsten … ja næsten alting, for nu har jeg da virkelig hørt, at en dame næsten udmerket godt kan forsørge sig selv … for hvad skal der til saadan en enslig dame!»

«Aa, det glæder mig! … saa lønningerne er virkelig blevet saa meget større nu … allesammen?»

«Men kjære, det behøves da ikke, for hvad skal der til slig en enslig dame! – Myrin siger bestandig, de hjelper sig med næsten ingenting!»

«Det var jo det, jeg ogsaa tenkte; – det vilde da ikke være ganske rigtig engang at narre en saadan enslig dame til at tro, at livets bekvemmeligheder skulde være opfundet for hendes skyld! Dette «næsten ingenting», det udgjør vore aktiva, og som paaskjønnelse af vor forvaltning af dette merkelige grundfond fortjente vi mindst alle de europæiske ordener og kinesiske knapper, der gives! En saar nødvendighed har man skabt om til naturlov, det er sandelig ikke af mændenes mindste kunststykker det! … Mon det kommer af deres 185galanteri, som De nylig nævnte? Skulde de virkelig anse os for et slags højere væsener? Det staar jo det guddommelige nær at behøve saa lidet som muligt – det har jeg da virkelig lest engang!»

Fru Myrin saa stadig mere mistenksom ud. Dette siste forekom hende et højst umotiveret angreb paa mændenes galanteri. Skjønt Myrin ikke egentlig var galant lenger, var det alligevel et begreb, der sammen med alt det andet, hun havde lært at tro paa, stod for hende med en mystisk, hellig uangribelighed, en sakramental autoritet.

Og hun saa et øjeblik meget gudhengiven ud.

«Det maa være det rette sind, der mangler Dem, frøken Dahl! Har man det, ser alt saa ganske anderledes ud!»

«Lønningerne ogsaa? … det ogsaa, at mænd undertiden faar ganske pene gager uden at behøve at bestille noget, – hvad der som bekjendt aldrig hænder os! – –»

«Og saa er de da virkelig saa søde mange gange,» vedblev fru Myrin inde i sin egen tankegang. «Naar man tenker paa, hvor højt de staar, der hvor Vorherre selv har sat dem, … og saa hvor nydelige de kan være mod smaapigerne! – – jo, vi har saamen grund til at beundre dem! … kjære, jeg kan jo huske fra mig selv ogsaa! … 186jo da, en galant mand, det sværmer jeg for!» – – – –

Hendes øjne havde grebet en situation inde i salen, hvor kandidaten vilde have istand en ekstra-lancierekstra-lancier] en dans fremført av fire par og kom trækkende med begge smaapigerne.

«Vi er jo som altid enige, frue, bare med en liden divergens![uenighet] … Jo da, jeg negter ikke, at det klæder en mand, – og det er sandelig ikke noget morsomt heller bestandig at tenke paa, at det, som massen af vore kavallerer en tidlang bedaarer os med, ikke er andet end en løsthængende stas, en forfløjent flagrende pagekappe, som det første vindstød tar med sig: en kulturens forfalskning af naturens ædel-stof! … Men De faar mig formelig til at begaa alvorligheder, noget jeg aldrig plejer at forsynde mig med i godt selskab! … For der er et andet slags nemlig, som jeg ærer dybt, – men lad os heller kalde det for ridderlighed! … Det er en del af den mandige naturs herlighed! … ingen mand mister den, har han den først, – den flagrer ham ikke om skuldrene og blæser bort, … den ligger i sindets dyb som den tunge malm i sit leje! … Men der kan De se, hvor De har faat mig højtidelig … ja, og elegisk, for «sig mig, hvor findes det?» … endnu sjeldnere end venskab, tror jeg!»

187Fru Myrin syntes at have faat sine værste mistanker bekræftede; – hun flyttede energisk hen paa en stol lenger væk og udbrød i en tone, hvori der ikke lenger laa noget ønske om belærelse, men et forsøg paa at være knusende pikant:

«Og kvindeligheden, hvor findes saa den, frøken Dahl?»

Hun trak paa skuldrene. «Ja, det maa De rigtig spørge om, frue! De fleste kvinder ved det ikke; alle mænd tror, de ved det, og det er lige saa ilde, … for der er ikke mere end en eneste en; – det var den græker, som i sin Venus fra MiloVenus fra Milo] Venus (Afrodite på gresk) fra Milo er en berømt antikk gresk statue av denne greske skjønnhets- og kjærlighetsgudinnen. Armene er ikke bevart. huggede i marmor, hvad han vidste om kvindeligheden, og sagde til den lidende menneskehed: Ved hende skal du sejre! – – Men menneskeheden trode ham ikke; mændene tror ham ikke den dag idag; den anelse, der foresvævede ham, da han lagde det udtryk af højhed over hendes pande, den slags anelser har de aldrig havt! – – Man ser undertiden paa hende med en tvil, om der ikke gjøres altfor meget væsen af det fruentimmer, hun har jo ikke arme engang! … Eller man er kunstkjender og ser med et roligt kjenderblik paa, hvorledes linierne bøjer sig sammen til dette stille, stolte sprog, deres sjel ikke kan forstaa. – – –

For der er en mængde mennesker, som den dag idag tror, at grækerens inspiration blev til 188marmor for at pynte op i deres stuer og tage sig ud i Louvre; … og hvis man vilde spørge sig for, vilde der være et stort flertal for, at denne kvindelighedens majestæt er noget, der kun bør taales hos Venus fra Milo … at sætte en saadan mine op kan kun gaa an, naar man er af marmor og ingenting siger! – – Se der kan De bare se, hvor De faar mig til at staa her og holde opbyggelse!»

Der kom flere ind.

Helene var taus blevet staaende i døraabningen, – Doris trak hende med sig ud i salen og pegte leende gjennem de aabne døre ned i bjelkestuen, hvorfra man hørte lensmandens og agronom Pedersens vældige stemmer over de andres.

«Hør bare: «Frihedens tempel i nordmandens dale stander saa herligt i ly af hans fjeld!»«Frihedens tempel … hans fjeld!»] begynnelsen på femte strofe av «Sønner av Norge», Norges nasjonalsang fra 1820, diktet av Henrik Anker Bjerregaard (1792–1842) Hvad synes De? Sligt sidder mandfolkene heroppe og synger om endda! … Se, der kommer kandidaten og Skarbo; de betragtes som et slags reservefond af damerne her, ved De det? … saa nemme at ha at ta til, om andet glipper! … Ak Gud, vidste bare de mandfolk, hvor ofte de udgjør dele af et saadant fond, vilde deres hjerter krympe sig, og de vilde være de første til at forordne brændt den lovsamling, som gjør denslags foranstaltninger saa praktiske! – – – – – – – – – – –

189Ser De ham der; det er en af provstens julefremmede, … en saadan fin-de-siécle-fyrfin-de-siécle-fyr] fin-de-siècle: (fr.) slutten av århundret; referanse til dekadansen omkring overgangen fra 1800- til 1900-tallet med trætte miner og dybt blik! … Der skal ha været nogle inkurable syge nede i Paris, som har set saadan ud – og saa har man taget det for et udslag af verdensudviklingen, som man da sandelig faar se at holde sig à jour med, man maa ogsaa have sine trætheder og fallitboer, man maa da være med … men hvordan er det, De ser ud iaften? Gaar De isøvne og lader mig snakke?» – – –

«Aldeles ikke!» Og Helene gjorde smilende en anstrengelse for at tage sig sammen. «Jeg hørte jo netop ham, fyren der, holde en tale derinde og forsynde sig paa det gruligste mod das ewig-weiblichedas ewig-weibliche] henvisning til slutten i Goethes drama Faust, del II (1832): «Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan», i André Bjerkes oversettelse (1983): «alt evig-kvinnelig/løfter oss hjem». men siden trøste os med, at «alle schuld rächt sich auf Erden».»«alle schuld rächt sich auf Erden»] sitat fra Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (13. kap. i andre bok, 1782): «all skyld hevner seg på jorden»

«Han er paa en støvlepaa en støvle] beruset og vil vise, han kan sin Göthe … forresten et skjændig overvurderet ord det der, for det er jo simpelthen ikke sandt! Og det andet, som han til en afveksling har kommet med fem gange iaften: at der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himmelen, det er nu heller ikke ganske sandt, – det er forresten den lille Bettina,den lille Bettina] den tyske forfatteren Bettina von Arnim (1785–1859), en venninne av Goethe som først har sagt baade det og flere andre af hans herlighed Göthes gode ting! … Saa, nu begynder man at sige godnat. – – –

190Har De lagt merke til Rentse Myrin iaften, hun med dette døsig-varme i øjnene, der tiltrækker mændene saa! Hun synes ikke at ha nogen fornemmelse nu af prestegaardens gudfrygtighed, der staar hun saa hed og halvvaagen og lader dem strides om, hvem der skal have hendes siste dans! … Og de unge helte Erling og Skjalm! … ser De, for et mod der er kommet i dem efter punschen? De har begge to gjort voldsomt kur til fru Tip, der har moret sig over det nye legetøj! Det blir lejt for hende, naar hun engang blir en aldrende stjerne – saadanne har det ikke godt!» – – –

Man gik ud i toiletværelserne, og Helene var snart i rejsetøjet. Hun længedes efter at komme ud i den stille nat … hjem gjennem den hvide skog.

Hun saa sig om efter Knut Gripp – og opdagede ham ude i trængselen i forstuen. Hegterne i Lydias kaabe havde haget sig fast i ham, og det var saa vanskeligt at komme løs, at Lydia fik anledning til at le og passiare en hel del og blive lidt tankefuld: Han var saa umaadelig tækkelig, og det blev da vist ikke noget med Hansine; hun turde simpelthen ikke for Blich! – –

– Under fakler togede parrene ned til slæderne. Helene hørte kandidaten gaa og spørge 191efter hende, og hun undveg ind i den indre forstue.

Der traf hun igjen Gripp; han stod med ryggen mod hende og ledte efter noget borte i et hjørne.

Hun spurgte lidt frygtsomt, om det ikke var ham, der skulde kjøre dem. Han vendte sig om og saa bryd ud.

«Jeg, jeg skulde nok finde mig en stok, jeg!»

Og han gav sig igjen til at rode i det mørke hjørne, men som om han ikke selv fandt det ganske fyldestgjørende, vendte han sig atter om.

«Jeg gaar hjem, over fjeldet … maa ha en tur!»

«Gjennem Prestemoen?» spurgte hun sagte.

«Ja, vejen gaar der ja … det er ganske rigtigt det!» – –

Han havde fundet stokken.

Hun saa efter ham – og henover mod Prestemoens lange, mørke linie, som fik en sælsom tillokkelse.

Endelig opdagedes hun af kandidaten, for det var ganske rigtig ham, der skulde kjøre dem hjem.

Kandidaten var bekjendt for det, at han var saa udmerket til at pakke damer ind, men Helene var irritabel og taalte ikke, at han kom hende nær. Hansine, der selv var saa ualmindelig godslig saadan, 192syntes det var utækkeligt af hende, for kjære, kandidaten var man da vant til.

Og da de var kommet ind i skogen, og kandidaten listede sin ene arm halvt omkring hende, lagde hun sig tilbage i en blid døsighed, lyttende til hestenes hurtige fodslag, drømmende om Blich, der havde hjulpet hende kaaben paa og havt saa vanskeligt for at faa knappet den rigtig.

Luften tyknede; maanelyset blev til en sølvmat taage – det begyndte at sne.

Helene saa urolig indover mod Prestemoen. Han gik da vel ikke vild derinde? … Sneen laa høj … ikke sikkert, om der var vej!

Snevejret strøg mod hendes kind … som hvide, kjølige sommerfuglevinger, … som fine, smaa drømmeguder, hviskende tæt ind i øret. – –

Ja, hvad vidste de over fra den kanten? … Som der maatte være hvidt og nyfalden skjært … stille og stort! – –

Hun lukkede øjnene til for bedre at høre: – for undres paa, om de ikke havde mødt ham derinde? – – –

«Det sner!» sagde Hansine pludselig energisk, med en tydelig fornemmelse af, at nu maatte man da give hende ret.

«En dejlig vinter, ja!» indrømmede kandidaten venlig. «Javist har man mange ting at takke skaberen 193for, rigtignok har jeg været forkjølet 2 gange i vinter, men Herregud, man bør jo være taknemmelig ogsaa for de mindste goder, og hvis man tog frem sit hjertes regnebræt, som det heder saa overmaade vakkert et sted, saa vilde man finde … man vilde visselig» …

Og kandidaten forvissede sig om, at Hansine sad godt og varmt indpakket; det var nemlig ikke bra at fryse, slet ikke bra for blodcirkulationen at fryse over knæerne. – Helene turde han ikke komme nær.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.