Den Store
341Jeg er af Adel fød, min Ære
Forskaffer mig Høiagtelse,
Om jeg ei just saa viis kan være,
Saa tør dog Ingen mig belee.
Man Rigdom knap saa høit anseer:
Hver ærer mig for det jeg er.
Den Rige
Jeg har hvad Andre lede efter,
Jeg har, hvorved jeg Alt kan faae;
Al Verden jo med Eed bekræfter,
At Alt for Guld tilfals maae staae.
Om jeg saa stor og viis ei var,
Hver ærer mig for det jeg har.
Den Vise
342Jeg veed, hvad Andre endnu lære,
Jeg veed hvad Dyd og Pligter er,
En Stor, en Riig kan tosset være,
En Viis dem begge to beleer;
Men hvo foragter Vittighed?
Jeg æres jo for det jeg veed.
Den Gudfrygtige
Jeg troer paa den, som Alt mig giver,
Hvad er, hvad har, hvad veed Du vel?
Det alt tilsammen dog kun bliver
Et Intet mod din dyre Sjel.
Nei derpaa ei min Roes beroer,
Nok, at jeg veed, paa hvem jeg troer.
Eventyr, fortalt over Bordet den 22de April for de Selskaber, som i Bergen havde opført Sørgespillet Einar Tambeskjælver og Skuespillet Republikken paa Øen. 1793.
343I ædle Venner! giver Lyd!
Og laaner mig opmærksomt Øre!
I fordum Tid det var de gamle Nordmænds Fryd,
I Vennelav et Eventyr at høre:
Jeg kjender et, og hvis jeg husker det,
Det gjælde maa, jeg beder, for en Ret.
*
Der var engang en Mand, som fik en Søn og Datter;
En stærk bredskuldret Knøs var denne Søn,
Sin Faders Ungdoms Kraft. Om Datteren var skjøn,
See, derom tier min Forfatter;
Hun hørte dog til det, man kalder: Smukke Kjøn.
Men Eet er mærkeligt:
344I Alderdom hun avlet var,
Da Broderen var to Gang’ 10 Aar gammel;
Thi sukkede den stakkels Faer,
Og sagde ved sig selv: «Ak det er sørgeligt,
Jeg lever ei, at see den Glut for Brudeskammel.
Og Du, min arme Søn! hvad hjælper det,
Man siger han er rask, naar han maa savne Klæder?
Velyndere? Og naar man ei tilstæder,
At han maa tale høit og sig forklare ret?
Beklag de Fædre, som graahærdede
Maae Søn og Datter see
Saa ganske uforsørgede.
Og Du, min stakkels Tøs! saa han til Pigen sagde,
Udi en Afkrog fød, hvo spør om Dig?
Er Du just ikke skjøn, dog tækkelig;
Men dertil man ei Mærke lagde.»
Men det anmærker jeg, som her fortæller:
At, skjøndt en Fader tit forblindet var,
Og hos sin Afkom Feil opdaget sjelden har,
Saa blandt de Værste var dog denne ikke heller:
Han sagde: «Du for mig er smuk,
Men fremmed Øie Dig maaskee kun hæslig finder,»
Her saae man Graad paa Mandens Kinder,
Og hørde Faderens det tunge Suk.
*
345Men, unverhofft kommt oft, som Tydsken siger;
Et Selskab hende saae blandt ældre Piger,
Og dette Selskab var Folk af Opdragelse,
Af Smag, Talenter, Følelse.
De klædde hende op fra Top til Taae,
Og lærte hende smukt at tale,
At neie, staae og gaae,
Og hvad hun tog sig for, med Ild og Liv at male.
Nu Faderen sit eget Foster saae,
Og han saae mangen Mand af Alder graae
At kunne hendes Spøg fordrage,
Og nu begyndte han at smage
Mod Livets Aften Ungdoms Lyst;
Han trykte Glutten op til faderlige Bryst,
Og sagde: «Held den Dag, som gav mig denne Datter!»
Han blev saa glad som den Forfatter,
Der seer paa Skueplads sit Stykke saa opført,
At hver Tilskuer bliver rørt,
Og at Acteurens Kunst hver Digterfeil erstatter;
Thi sagde han:
«I Damer! og I Herrer!
Som Barnet saa med Eders Gunst beærer,
I bringe mig min Ungdoms Kraft igjen,
Og Eders Omhu Verden lærer:
Hvor lidet Fødsel er imod Opdragelsen.»
*
346Saa talte han af Hjertens Grund,
Blev tankefuld i samme Stund,
Og kom sin Søn ihu.
Han havde denne Feil med flere Fædre:
Han kunde lide Sønnen meget bedre,
Han tænkte: «Ak! hvad bliver Du?
Min Sjel, da Du blev fød, var idel Lue;
Skal Du din Hæders Dag dog aldrig skue!
Du lever – men civiliter
Er Du dog død, det seer Enhver,
Og din Opdragelse vil koste meget mere,
Det Sprog, Du tale skal, hvo lærer det?
Den Dragt, som passe bør til Kjæmpeskuldre ret,
Hvo skaber den? at Du kan liig din Navne være?
Nei, lev forglemt! Misund din Søsters Ære!»
*
Saa tænkte Faderen; men see! det traf engang,
Da Drengen ørkesløs paa Gaden gik og slang,
Saa vinkede en Mand ham ind,
Og Faderild i fremmed Hjerte lued;
Jo mere Knøsen han beskued,
Jo mere blev han efter Mandens Sind.
*
347Det var en af de Mænd, hvoraf man kun har faa,
Som følsomt Hjerte med Forstand og Smag forbinde,
Til tause Dreng han venlig saae,
Og sagde: «Her Du skal din anden Fader finde,
Din Hæder være skal paa dette Hjerte lagt.»
Men ellers være det af mig sub rosa sagt:
Han blev i Drengen reent indtagen,
Og saa med Faderblindhed slagen,
At Drengens Feil endog han ganske oversaae,
Og sagde strax: «Nu skal Du gaae
Hen til – jeg har en Ven – han skal Dig klæde
Med Mesterhaand, og lade Dig fremtræde
Saa rustet, som man Thor udi Valhalla saae.»
*
Glad Drengen blev og gik,
Opdragelse og Klæder fik.
Nu kom det store Øieblik,
Da Faderen med Flere buden bliver,
At see paa Sønnens Dragt, Gang, Vaaben, Øvelser;
Han seer, og troer ei hvad han seer,
Og Faderfryd hans hele Sjel henriver;
«Er det min Søn?» saa spurgte tvivlsom Glæde;
«Hvor har han lært, saa værdig at fremtræde?
Vel var han mig, som Fader, skjøn,
Men nu for skjøn til ham igjen at kjende;
Jeg troer, man Synet kan forvende.
Mindst drømte skuffet Haab om saa uventet Løn.»
*
348Ja, ædle Selskab! man mig det forlader!
Jeg troer, at Ingen sig ret tænke kan
Hvad Hjertet følte hos den lykkelige Mand,
Undtagen den, som selv er Fader,
Da Sønnen kom med Norske Kjæmpers Aand,
Høirøstet for den sande Friheds Ære,
Og barsk mod dem, som Oprørs Gnist ernære,
Og sønderrive alle Samfunds Baand;
Da Sønnens Ansigt, Sprog og hver Bevægelse
Fremviste ham som Helt, til Norges Frelse dannet,
Til faste Trin paa Vei, som ei var banet,
Til at meddele Ild og Kraft og Følelse.
*
See, dette lærte han af kjække Fosterfader,
Hvis Tryllekunst det Raae forædle kan.
*
Mit Eventyr mig her forlader!
At nævne Børnene, om Ingen er i Stand;
Jeg deres Skaal taknemmelig vil drikke,
Som tog sig mine an:
Min Einar og min Republikke.
1782.
349For tidlig døde Du, for tidlig Danmark haver
Forbrudt sig mod dit Støv, og sat en Evalds Gaver
Fremfor det Liv og Lys, somsom] rettet fra: fom (trykkfeil) hædrede din Sang.
Tullin! Fornuft tiltrods Du fik dog anden Rang;
Men naar man vaagner op af disse søde Drømme,
Naar Mørkhed, Qvalm og Damp for sund Forstand maae rømme,
Naar Folk igjen faae Lyst at læse og forstaae,
Da skal Du første Sted blandt Skjaldre hidtil faae.
350Skjøndt Sundhed kjøbes ei for Penge,
Dog mange Saar til Salve trænge,
Og megen Salve koster Guld;
Her skulde flere Syges Pleie
Formilde smertefulde Leie,
Om denne Blok blev ofte fuld.
O! Du, som Dig i Sundhed fryder,
Tænk paa den Krop, som Smerten bryder,
Som sukker dybt her indenfor;
Thi hvor de tunge Trængsler lides,
Den Glade, Sunde tit afsides
Som Præsten og Levitten gaaer.
Nei! Læser stands, en Skjærv at give,
Den skal til Viin og Olie blive,
Og rense Saar og lindre Værk;
Saa sendes op fra Smertens Sønner
Til Gud for Dig retskafne Bønner,
At Du maa vandre sund og stærk!
351Madam! mit Øie saae, min hele Sjel var Øie
Den Dag jeg vandrede blandt Fredriksdalens Høie.
Paa nøgne Sletter tit en Nordmand kjeded sig;
Her fandt hans Syn en Kreds, sit eget Norge lig.
Hans Øre lytter, hvor Indsøens Bølge snakker
Og hvor han seer igjen de kjære steile Bakker,
Forynges tunge Fod og let han klattrer op
Og synes som han staaer paa Norske Klippers Top;
Og skuer han en Aae, som slangeformig sniger
Sig mellem høie Siv, han rask i Baaden stiger:
Paa Ungdoms Fiskefangst han tænker hjerteglad,
Hvor tit han fuld af Haab med Krogen maddet sad.
Hist i den tykke Skov han taus opmærksom vanker,
Og Riflen og hans Jagt ham rinder strax i Tanker.
Her Solen brænder ei; her levnes netop Dag,
Og Regn faldt neppe ned igjennem draabfrit Tag.
Her flittig Mølle gaaer med Vand, som hist i Norge,
Den skal ei Kastevind i revvet Vinge borge,
Og Vinter, mindre grum end i mit Fødeland,
Kun sjelden binde skal med Iis det raske Vand.
352Hist springer Kildevæld tæt under gjæstfri Skygge,
Hvor man et Monument for Qvindedyd vil bygge.
En øm erkjendtlig Haand forskjønner dette Sted
Til evig Ære for to Søstres Kjærlighed.Forfatternote: Grevinden, saare ung gift og tidlig Enke, fandt sit Herresæde dybt forgjeldet; hendes meget ældre Søster, Frøken von Warnstæd, ved faa Aars huusholderiske Viisdom, fik al Gjeld betalt.
En LandsmandHr. Conferentsraad Carsten Ancher. hvisker mig her i fortroligt Øre:
«Kan dette Helicon din Aand til Sang forføre:
Viid: Hun, som Kilden gav med hugne Stene Skik,
Just her ved Aaens Bred i disse Tanker gik:
O Du, min Glædes og min Sorgs Deeltagerinde,Forfatternote: Ovenmeldte værdige gamle Frøken.
Som lod mig i dit Skjød en anden Moder finde,
Ved trofast Venskab meer end ved Forældre min!
Dit Raad, dit Mod, din Trøst veiledte mine Trin.
Min Søster! Himlen mig dit Selskab vilde skjenke;
Da dette blev min Deel, da blev jeg mindre Enke.
353Til Vidne derfor om et skjønsomt Hjertes Gjeld,
Jeg sætte vil dit Navn ved dette Kildevæld.Forfatternote: I Brevet laae det egentlige Vers, som skulde indhugges i Marmoret og kan endnu læses der.
Skriv, Digter om Du kan, det, som er Marmor værdigt,»
Saa talte hun: jeg skrev, og her er Verset færdigt,
Skjønt hvad De stærkt har tænkt, jeg kun udtrykker svagt;
Men Sagen siger selv, hvad Ord ei her fik sagt.
Grevinde, værdig til den Gratiernes Bolig,
Hvor Kunst med skjøn Natur gaaer Haand i Haand fortrolig,
Vort Øie neppe seer, hvor dennes Fodspor gaae;
Vi see den, og vi troe, vi kun Naturen saae;
Grevinde! længe pryd det stolte Herresæde,
Og gid De sildig maa Lovises Savn begræde!
Tillad en Nordisk Skjald at bryste sig deraf,
At De hans Digt et Sted i Lundens Skygge gav.
Stolt Bergen blive vil, naar jeg deraf kan prale,
At De saae første Dag i en af Stiftets Dale,
Og Stiftets Døttres Roes just derved voxe skal,
At det er en af dem, som boer paa Fredriksdal.Forfatternote: Hun er fød i Nordfjord, hvor hendes Fader var Capitain.
No. 1
354Drik Viin, ei Vand i Kuldens Land, Du gjestfrie Mand,
Som Tomt til Huus os vilde borge!
Glad i din Aand, ræk Broderhaand, knyt Venskabsbaand
Med Handelsmænd i gamle Norge!
No. 2
Vort Folk Du laaner Huus, vort Huus Du laaner Land,
Vor Handel trives ved din fiskerige Strand.
Lad dette Drikkekar for Skjønsomhed Dig borge,
Og drik de Kjøbmænds Skaal, som ære Dig i Norge!
No. 3
Islænderen, hvor Jordens Brand
Og Himlens Kulde gjerne stride,
Tilovers har et Stykke Land
For Trønders Huus ved Strandens Side:
Ja den, som aabent Hjerte har,
Erobrer Venner allevegne.
Lad, ædle Mand! vort Drikkekar
Erkjendtlighed igjen betegne.
I et Exemplar af Ordinations-Høitidelighederne den 10de Mai 1804, foræret Frue Etatsraadinde Perbøls.
Paa Permens indre Side af en Juvelerer lagt med smaa Guldindhæftelser INB af Biskoppens Haar. Nedenfor:
356Kun Ungdoms gule Lok fortjener Ring af Guld,
Bedækning af Krystal og ægte Perlers Ranker;
Vor Alders gyldne Vaar fremkalder den i Tanker
Paa Skjønheds bløde Haand, som Giveren var huld.
Her kun med Graahaar skrev en Olding i sin Bog
Sit Navns Forglemmigei; men naar haner ei mere,
Skal Navn og Haar og Bog den Sandhed repetere:
Hans gamle Hjerte høit for ædelt Venskab slog.
I et Exemplar af Forfatterens Ordinations-Tale, foræret Stiftamtmand Hauch.
Dødens Skygger vigende for den tilbagevigende Soel, var Thema til Ordinationstalen.
357Tag disse Skyggebilleder tilsidst af Vennehaand:
Med Skygger mere, end med Lys omgaaes her vor Aand.
Men om vor Aand, naar Legemer i Graven hvile trygge,
Tilbage gik, da saae De vist, o, ædle Hauch! min Skygge.
Den sneg sig gjennem stille Nat i Drømmes Phantasie,
Og hviskede: Mit Venskab var med Døden ei forbi.
Inscription paa en Moders Brudegave til sin Datter.
Paa begge Sider af Brudeparret havde Brudens Moder sat, hvad hun ogsaa paa den Dag gav dem: en Urne af Porcelain i hvert Vindue, hvori vare nedlagte lugtende Roser, og paa hvilke i Porcelainet vare anbragte en Forglemmigei, og disse følgende Vers:
Paa den ene: Jan Necolaisen.
358Tag dette Pant paa Moder-Kjærlighed;
Hun Rosen frisk i Urnen lægger ned,
At den med Vellugt skal dit Huus opfylde.
Sin Datter ung og from hun skjenker Dig
I mange Aar med Pigen lykkelig,
Du skal en Moders Grav sin Urne skylde.
Paa den anden: Christine Erichsen.
359I Brudeseng saa mangen Rose døer;
Men Dydens Salt man kun paa Rosen strøer,
Og Farvens Tab Uddunstningen erstatter.
Byt Stammenavn, og bliv din Brudgom kjær,
Og Pligter tro, og glem ei hvem Du er:
Af Thomas Erichsen den sande Datter.
Fragment af et Stykke i Hr. L. Sagens Stambog.
360Du synger, naar i Lethe-Flod
Min Laurbærkrands er dybt nedsænket;
Men viid, den var dog ubestænket
Af Galdens mørke Drageblod.
Gjør Musen ei til Amazon,
En Strengeleeg til Angrebsvaaben;
Væk Vreden ei, men den forson,
Da staaer Retskafnes Barm Dig aaben.
Men skal et nyt Aarhundrede
Indsjunges kun med Krigstrompeter,
Din Pensel tag, foragt Poeter;
Hvis ikke, syng – men grædende.
Bliv Naso men ei Juvenal,
Saa er Du dog mod Had beskjærmet,
Og ved min Grav Du tænke skal:
Hans Digt har ingen Mand fornærmet.
Til Elen Brun paa hendes 15de Aars Fødselsdag.
361Gak, gode Pige! glad imøde
Din Ungdoms mærkeligste Aar,
Da Christi Kundskabs Morgenrøde
Dig at oplyse færdig staaer;
Uskyldig Barm skal snart indlade
Det Lys, som randt for Sind og Sands,
Som Rosens Knop, der aabner Blade
For Morgensolens Straaleglands.
Betænk i dette Aar indfalder
Den store Naadens Pagtes Dag,
Din Fader Gud for Dig paakalder,
Prolog ved Theatrets Aabning 1807, fremsagt foran Skuespillet: de to Brødre.
362At drive Gjæk med høistalvorlig Sag,
Blev aldrig nogen Klog til Velbehag;
Men gjennem skyldfri Leeg den strenge Dyd at hædre,
At holde frem et Speil,
Som viser Daarskabs Feil,
For Daarerne, om muligt, at forbedre,
Var Alt hvad for sig gik her under dette Tag.
Men Krigsbasunen lød –
Strax selv uskyldig Leeg forstummede;
Hvo kunde let om Hjertet lee,
NaarNaar] rettet fra: Raar (trykkfeil) Land og Rige var i Nød?
Vi lukked’ Skuepladsens Døre til
Og sagde: «denne Vinter intet Spil!
Thalia! laan dit Huus til rummeligt Herberge,
Om nogen bliver syg, som Land og Bye skal værge!»
Thalia græd og satte Harpen bort
Og slængte Masken ned og klædte sig i sort.
363Bellona smilede og stolt til hende sagde:
«Du gjorde vel at Du nedlagde
De Vaaben, som kun skikke sig i Fred;
Dit store Huus sig da først lønner,
Naar Du indrømmer det for dem af Martis Sønner,
Som lagdes paa dit Sygeleie ned.»
Thalia fandt sig strax deri;
Hun har et godt Gemyt; men og derhos Genie.
Hun pønsede et Øieblik,
Et Indfald fik,
Og strax og rask til sin Modstanderinde gik.
«Bellona! sagde hun, Du er en ødsel Pige,
Du ødelægge kan, var det et Kongerige;
Du var ei nogensteds i nogen Bye ret længe,
Førend der Mangel blev paa Huus og Brød og Penge.
Du ivrer mod min muntre Spas,
Bebreider mig for Stads og Fjas;
Men Du, Du stopper til hver Handelskilde
Og panter ud, hvor man ei give vilde.
Naar Andre savne maae nødtørftig Næring,
Du fuldtop have vil din Kost og Tæring;
Du er en slet Huusholderske min Pige.
Hør hvad jeg vil mit Selskab sige:
I kun til Tidsfordriv indbyrdes legede,
Og hidindtil omsonst;
For Penge Ingen, nogle Faa for Gunst
Fik Eders Leeg at see.
364I vilde laant vort Huus i Vinter til de Svage;
Men Huus for bagatel Betaling var at faae.
Jeg kjender Mange, som ret gjerne saae
For Penge det, dem kunde smage.
I skulde meget mere da bidrage
Til almeent Vel, til at husvale Nød
Og til at skaffe Brød,
Saafremt I denne Vinter ville
For Penge spille.»
Thalia havde Ret,
Vel var det Offer større,
Vi af vor Ærefølelse nu maatte gjøre,
End det at aabne Husets Døre;
Men da Enhver gjør sine Sager bedst,
Hvor han til Andres Nød at lindre samler meest:
Saa glade vi faldbyde smaa Talenter,
Man af Provindsialer lidet venter:
Om Nogen syntes for sin Skjærv for lidt at faae,
Han lade være kan en anden Gang at gaae.
For eengangs Skyld han blev dog ei bedragen,
Han vidste, hvad han gav, kom paa nødtørftigt Sted,
Saa gjorde han og vi Barmhjertighed,
Og det for ham og os var Hovedsagen –
Vor Skueplads i Aften aabnes skal
Med heldig Digters Mesterstykke,
Som, skjev Kritik til Trods, gjør allevegne Lykke;
Dets Hensigt er at undertrykke
Imellem Brødre Tvedragts Qval,
365Og reent i Bund og Grund at rive ned
Kabalens mørke Kabinetter,
Som væve Stof til Had, Forfølgelser og Trætter,
Og qvæle hvad hver god Mand ønsker – Fred.
Der er – vi alle vide det,
Et Kongepar,
Som nær besvogret var,
Som broderlig hinanden vilde favne,
Om ei et Ondskabs Kabinet,
Imod Natur, imod al Folkeret,
Udrustet havde store sultne Ravne
Og gjort et længe fredet Lærkerede bart.
O! var der nu i Staten een,
Som kunde med en kraftfuld Oliegreen
Henover Krigens vilde Luer vifte
Og Brodervenskab, som vor Helt i Stykket, stifte:
Saa fik vi Freden snart.
Velkomst, fremsagt fra Korskirkens Prædikestoel, 1810.Forfatternote: Da Bergens Indvaanere havde anrettet et Hjemkomst-Maaltid for de, fra Grændsen tilbagekomne, Officerer og Soldater, hvilke Sidste, omtrent 600, ginge lige fra Kirken derhen, hvor de skulle beværtes.
Arma virumque cano.
Virgil.
366Gud signe Mødet her! skjøn blev og denne Dag
I dette gamle Huus,Forfatternote: Korskirken er i Bergen Garnisonskirke tillige. hvor Mænd, som Værge bare,
Tit kom at dyrke Gud blandt from andægtig Skare,
Og glemte Verdens Larm og Standens Vaabenbrag.
I hørte gjerne og forstode Oldings Røst.
Forstode? ja – Dig, Gud for Alting Ære!
Du gav mig, hvad jeg fik og har og veed og kan:
Du mig til Tale gav det kobberstærke Bryst,
367Og Stemme klar og det, som skal min Hæder være:
At mig forstod endog langskjægget Bondemand.
I Talekunstnere, som vandt kun Folk af Smag,
Imedens eders Roes Tidsskrifterne ophøie,
Det mig var nok: jeg talte Himlens Sag,
Og rørt slog Hjertet under Vadmelstrøie;
Thi var Almuesmand mig altid vennehuld,
Mig rakte trofast Haand, bød mig velkommen være,
Hvorhen jeg kom at tolke Gudelære;
Var det skjøndt Værkedag, dog saae jeg Kirken fuld.
Saa steeg jeg op idag, skjøndt det Sabat ei var,
Skjøndt ingen Text jeg har;
Men af troværdig Bog jeg skal Fortælling borge,
Anvendelig paa Mødet her og paa vort gamle Norge:
Der var engang en Mand en Herse bold,
Gud kaldte ham sin Ven,Forfatternote: Ef. 41, 8. ham elskede hver Grande;
Glad i sin lille Kreds, han aldrig trygge Lande
Rovgjerrig overfaldt med Niddingsskjold.
Han havde ingen Søn, men var sit Folkes Fader;
Veldædigt Ædelmod besjelede hans Færd.
Den Tjener er det tørre Brød ei værd,
Som saadan Huusbond levende forlader.
368Thi havde han og Svende gjæve;
Som Fjeld saa støe, og djærve Mænd til Krig;
Tungt Glavind var som Straae i kraftfuld Næve;
Paa dem han kunde trygt forlade sig.
Dog – Krig var Mandens Pest; hans Hu til Freden stod;
Men deri satte han fortrinlig Ære,
At altid Bundsforvandte trofast være:
Vens Fiende var hans, alt kostede det Blod.
Thi maatte ogsaa han engang til Orlogsfærd:
Hans Ven angrebet var, hans Frende stod i Fare;
«Huuskarle!» sagde han, «i Bælte spænder Sværd!»
Og strax tre Hundrede og atten Vaaben bare.
En saare liden Hær, men rask, men kjernefuld;
Men Herren Zebaoth var gamle Gubben huld.
Du skulde tænkt, at Sværd, som blev saa sjelden brugt,
Fortæret var af Rust, at Andagts fromme Ven
Ei havde Mod i Bryst, forstod ei Krigens Tugt,
Og at han maatte døe af Skræk for Fienden.
Men nei, hvor han og Hans kun droge Sværd fra Bælte,
Der alting veg og faldt, did Seieren sig heldte.
«Det er Krigsguders Hær» skreeg modløs Hedningen;
Tog Flugten brat og slap Krigsfanger, Rov og Bytte.
Men nu til Nederlag min Helt ei vilde nytte
Sin Seier – nok for ham – han havde frelst sin Ven.
369Med Seier og med Fred de Kjække ile hjem,
Den blev saa kort den Vei; den var saa let tilbage.
De synes underveis den Vellyst forud smage:
At samles med sit Folk og at omfavne dem.
Dog har Natur sit Krav: en Helt blev ogsaa træt,
Og Tørst og Hunger tit Tilbagetog ledsager.
O! da hvor qvægende blev tarveligste Ret,
Naar træg Vellevnets Søn selv Herremaaltid vrager.
Udmattet Hær kun gled, skjøndt fuld af Længsel, frem
Igjennem fremmed Egn at naae gjæstmilde Hjem.
Da saae de hist en Bye, dens Luftkreds synes trække
Træt Vandringsmand derhen, did vendte sig de Kjække;
Snart var man Byen nær, da ud imod dem kom
En hellig Ordens Mand,Forfatternote: Ebr. 5, 6. sneehvid af Alderdom,
Han Folkelærer var og tjente Gud den Sande,
En Himmel lyste frem paa Oldings aabne Pande,
Hans Æres Tilnavn var: den høieste Guds Præst;
Og naar han talede, da blev det Folkefest.
Han vidste – dog ei af tilskikket Ilebud,
Paa hvilken vakker Flok han her nu skulde støde;
Nei høist fortroelig selv med den alvise Gud
Han vidste, at Guds Ven ham kom med Fred imøde,
Og at han mødig, træt just kom fra vundet Slag;
Thi vilde han til Fryd indvie festlig Dag
370Ei blot med Ord. Med Brød han kom og Læskedrikke,
Hvormed den Herse god og alt hans Folk at qvikke,
Dog – Ord fra denne Mund var meer end Viin og Brød;
Han havde Himlens Kald til at velsigne Helten,
Og til at prise Gud, som Seier gav i Felten.
Jehovas Velbehag fra Præstelæber flød:
«Velsignet være Du,» var Melkisedeks Ord,
«Af Gud, som styrer Alt i Himmel og paa Jord!
Velsignet være Gud, som Abraham gav Lykke
Til Fangers Frelse og til Vold at undertrykke!»
Jeg nævnte Navnene; Fortællingen har Ende.
I alle, Brødre! nu selv ogsaa Bogen kjende,
Hvori den læses kan.Forfatternote: 1 Moseb. 14 Cap. Det er min Viisdomsbog.
Ei Digt, kun Sandhed sig med helligt Sted fordrog.
Med Melkisedek jeg mig ikke maale kan,
Ham var hans Lys om Gud af Gud selv aabenbaret;
Hans Herkomst uden Navn, men dog hans Navn bevaret:
Ham kalder Bøgers Bog den sjeldne store Mand.
371Dog stander ogsaa jeg i Salem, Fredens Stad,
Og deri fik jeg Kald, at Melkisedek ligne:
Jeg hilser og paa dem, som kom fra Krigen, glad
Og skal de kjække Mænd i Herrens Navn velsigne,
Og jeg velsigner Gud, som lod os samles her,
Som mangen Moder øm gjengav sin Søn saa kjær,
Og mangen Fader svag i Alderdom sin Støtte;
Enhver med Nordmands Roes, en større Skat end Bytte.
Af Mænd fra Bergenhuus nu hele Norge lær:
Man dygtig var til meer end blot at fiske her.
Ei nogen saae vort Folk af Frygt at Ryggen vende,
Men tit mod Overmagt midt ind i Faren rende.
Jeg, Olding, sandede, da Krig til Lands udbrød,
Hvad jeg duunhaget sang i Fredens milde Skjød:
«Naturen har til Krig de norske Hjerter hærdet;
Den, som er Nordmand fød, han er og fød til Sværdet.»Forfatternote: Einar Tambeskjælver.
Ja! hvor I hvilede i rolige Qvarteer,
Enhver af Eder blev ukjendte Landsmænd kjær.
I viste Verden, at ei Frankerne allene
Med staalsat Mandemod blid Broderaand forene.
372I strede ei af Had, af Hævn, af Lyst til Mord;
I fulgte Kongebud og Dannerkonning kjendte,
Som aldrig Tvedragts Ild af Lyst til Brand antændte,
Og ei med Sønners Blod dyrt kjøbte fremmed Jord.
«Han byder, og vi slaae,» see! det var Nordmands Aand,
«Med Blod vi farve tør det stærke Pagtens Baand,
Og gaae Berserkergang for Fødelandets Fader,
Og sværge ved vort blanke Sværd:
Den Tjener er det tørre Brød ei værd,
Som saadan Huusbond levende forlader.»
Saa tænkte I og gik. – Nu hjem velkommen værer!
Hver bosat Bergens Mand,
Som Hjerte havde og som dertil var istand,
Sig selv idag kun ærer,
Naar han indbyder nu til Vennegilde
Dem, som for Fødeland mod Døden vandre vilde.
Gak herfra did, Du velfortjente Flok,
Hvor Du paa breden Bord skal finde Nok.
Og bliver Nogen der om Hjertet glad,
Han synge Visen, som norsk Skjald for Bonden qvad:Forfatternote: Hr. Zetlitz‘s norske Almuesange.
373«Norge, vor Moder! staae herlig blandt Lande!
Odelsret staae dine Fiender til Trods!
Støbet lad ile fra Grande til Grande!
Gud signe Kongen og Landet og os!»
Gud signe! det var og mit Embeds-Ord, min Bøn;
Kun derved skal jeg gjøre Festen skjøn;
Kun derved Melkisedek ligne,
At jeg i Herrens Navn kan kjække Folk velsigne.
Thi er mit Slutningsord nu til Forsamlingen:
Stat op, annam Velsignelsen!
Herren velsigne Dig og bevare Dig etc.
Herr Regiments-Feldtskjær Schwindts Salarium. En Rapsodie.Forfatternote: I Anledning af en Bondekone, som den 8de Juni 1813 blev skaaren for en Gevæxt, vægtig 1 Vog 20 Marker.
374En Engel veiledede Bjergmandens Aand,
Som Jernet af Malmen frembragte;
Men Jernet, forædlet i Kunstnerens Haand,
Blev Staal og Beundring opvakte.
Saa blankt og saa skjærpet til tusindfold Kunst
Det blev af Behændighed nyttet.
Nu Havet adskillede Verdner omsonst,
Og Peru blev ilde beskyttet
Mod Spansken, som nyttede Kraften af Staal,
Og fandt uopdagede Kyster
Ved Hjælp af Kompassets forhexede Naal,
Og mættede Gjerriges Lyster.
375Da Satan steeg op fra sin Afgrund og saae,
Hvad Gavn dette Staal kunde stifte;
«Nei, sagde han, Staal! i min Sold skal Du staae,
Din Almagt jeg veed at forgifte.
Jeg gjør med Magneten en broderlig Pagt,
Veiviser til pestrige Strande,
Besjeler Dig ikkun med myrdende Magt,
Og Peru din Skarphed skal bande.
Bliv Du, mig til Villie, Snigmorderens Dolk,
Treegge Dig til Bajonetter!
Tyrannen gjør stærk til at nedstøde Folk!
Af Blodet bemal Dig med Pletter!»
Saa talede Satan, og Staalet adlød;
En Engel, men en af de Gode,
Steg ned og stjal Staalet og hemmelig bød:
«Du skal dog ei dræbe for Fode;
Til frelsende Redskab og stundom Du bliv,
Haandlægen jeg selv vil besjele.
Med Staal skal han redde to kostbare Liv,
Hvor Fødselsbaand Alt vilde qvæle.
Da Manden skal sige: Du Kone mig gav,
Og Glæden, at Fader mig kalde.
Tit ellers blev Moders Liv Fosterets Grav,
Og Livet for Enkemand Galde.»
Min Engel saae Menneskets Plager og græd,
Blandt dem en Gevæxt uden Lige,
376For Qvinden, som bar den, hvor tungt hvert et Fjed;
Han hørte den Lidende sige:
«Forraadnelse! Dødens naturlige Søn!
Til mig kom Du længe før Døden.
O, Død! vær min Læge! kom snart! hør min Bøn,
Førend jeg fortvivler i Nøden:»
«Nei,» svarer vor Engel, «der gives en Kunst,
En Mand, som sit Staal veed at bruge.
En Læge? saa skreg hun, nei! han skal omsonst
Min Fattigdoms Rest kun opsluge.»
«Nei, Qvinde! kom følg mig, jeg kjender en Mand,
Som meget for Armod anvender,
Hver Aare, hver Muskel i Mørket han kan
Undvige med øvede Hænder.
Din Byrde er større end Nogen den bar,
Men han kan og mere end Andre;
Jeg veed, at han altid saa mesterlig skar,
Og da, o! hvor let skal Du vandre?»
Det skeede – hun vandrer, lovsyngende Gud
Og Lægen og Staalet tillige.
O! skam Dig, Tyran! som dit Staal og dit Krud
Misbruger til blodige Krige!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samling af Johan Nordahl Bruns mindre Digte ble publisert første gang i 1791. I 1818, to år etter Johan Nordahl Bruns død i 1816, ga sønnen Christen Brun ut «Anden og forøgede Udgave» av Mindre Digte.
Samlingen inneholder nærmere 100 dikt, de fleste av dem er leilighetsdikt skrevet til store anledninger som fødsler, fødselsdager, bryllup og begravelser. De mest kjente diktene er «Udsigter fra Ulrikken» («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»), «Naturens Navnedag» og «Norges Skaal» («For Norge, Kjæmpers Fødeland»).
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1791 og «Anden og forøgede Udgave» fra 1818. Denne utgaven er basert på 1818-utgaven.
Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
