31Jeg er Naturens glade Skjald;
Jeg synger ei om Krigens Lue,
Om Skjold og Spyd og Piil og Bue,
Og ei om Mord og Stæders Fald;
Jeg synger ei om Kunst og Vid,
Ei om de Lærdes høie Sager,
Men om den raske Bondes Flid,
Om gjødet Eng og dyrket Ager.
Dog er den ældste Kunst min Sang;
Den blomstrede i Edens Have,
Som Adam fik til Morgengave,
Før Jorden endnu kjendte Trang.
Forbandelsen ei kommen var;
Naturen stod i yndig Orden;
Da sagde Gud til første Par:
Gaaer hen med Fryd at dyrke Jorden!
32Vor Fader ved den Idræt fro
I Selskab skulde med vor Moder
Nedsaaet Sæd, opelsket Poder,
Hvor Klinten ei og Tidsle groe;
Hvor guul, hvor riig, hvor glad en Høst
Da skulde have skjulet Landet!
Det skulde været Leeg og Lyst,
Som siden blev med Kummer blandet.
Dog blandes end med Edens Fryd
Den sure Sved og travle Møie:
Bliv stærk din haarde Jord at pløie
Og tunge Steen af Engen bryd!
Saa qvæger Helbred trættet Arm,
Ved Høstens Haab Du glad oplives;
I lave Hytte fri for Harm
Du sanker, nyder, fødes, trives.
Hver Aften træt, din Søvn er sød;
Hver Morgen glad Du Spaden tager,
Og som en Herre-Ret Dig smager
Det klare Vand, det sunde Brød.
Du boer saa langt fra Byers Larm;
Saa langt fra Vellyst, Vold og Rænker;
Naturen i din lodne Barm
Sin Glædes bedste Nectar skjenker.
33Velsignes Du med Børneflok,
Du sukker ikke, som vi andre;
De skal sig ei om Brødet vandre;
Din Jord og Ager er dem nok.
Mandvoxen Søn ei bliver graa
I nogen tung og langsom Lære;
Og ei for Herregunst at naae
Skal Manddoms Kraft i Sorg fortære.
Din Datter ei forføres skal
Af Bymands Kunst og slebne Sæder:
Eenfoldig Kydskhed, Hjertets Hæder
Indbyder til ukunstlet Valg;
Den brede Skulder skjult af Haar,
Og brune Bryst bær Sundheds Mærke;
I rette Tid hun Brudgom faaer,
Og let hun føder Sønner stærke.
Din Broder, som ved Stranden boer,
Og lever kun af Havets Naade,
Trak tit paa Land de tomme Baade,
Naar Grøden paa din Ager groer.
Naar intet var paa Hav at faae,
Hvad har han da paa Land at gjøre?
«Lyksalig Du», han sukker saa,
«Hvis Brød er skaaret paa det Tørre!»
34Krogrygget sidder han i Baad,
Og ørkesløs paa Dybet higer,
Naar Fiskefangsten Haabet sviger,
Og tit omsonst blev Ryggen vaad.
Til usle Hjem han kommer træt;
Der venter ham usunde Føde:
En halv forraadnet Fiske-Ret,
Foruden Brød, han aad og døde.
Men Du, som dyrker fede Jord,
Og kom mod Aften træt til Huse,
Saae gammelt Øl i Bolden bruse,
Og Melk og Ost paa breden Bord.
Din Føde stærk og sund og reen
Af Rug, som hvid i Dalen falder,
Gi’er Senesaft og Marv i Been:
Du lever, til Du døer af Alder.
Moradserne Du tørrer ud;
Omskaber dem til grønne Sletter;
Paa skaldet Mark Du Rader sætter
Af unge Hæg- og Rønne-Skud.
Du evigt Gjærde reiser op
Af Stenen, Du fra Engen tager;
Med Jord Du dækker Klippens Top,
Og alt omkring Dig bliver Ager.
35Du samler Uld og avler Hør,
Og bruger saa til Høitids Hæder
De hjemmegjorte varme Klæder;
Dig modens Kram ei fattig gjør.
Stolt bær Du end Forfædres Dragt,
Din Bygdes Skik; men Skændsel dække
Forræderen, som først med Pragt
Din Velstands Styrke vilde svække!
Om Vinteren ved Arnested,
Imedens flittig Qvinde væver,
Du selv med arbeidslidte Næver
At danne Mesterstykker veed.
Du graver ud paa Daase-Laag
Med Tællekniv en Jagt mod Bjørne,
Og det, som giver Stykket Liv,
Stridsøxer een udi hvert Hjørne.
Nu viser Du din Søn dit Verk:
«Med disse strede Nordmands Fædre,
Vil Du din Æt i Graven hædre,
Da bliv i Striden kjæk og stærk.
Mod Bjørnen med din Rifle gaae,
Og lær at trodse Dødens Farer;
Lad Herremænd den Kunst forstaae,
At gjøre Jagt paa bange Harer.
36Din Konge troe, og Landet huld
Du skal i Fred din Ager dyrke;
Men vil en Fiende prøve Styrke,
Kast Hakken paa den sorte Muld!
Din Flinte snap og Øxen tag,
Og gaae, hvor Kongebud Dig kalder;
Skyd visse Skud, deel tunge Slag,
Saa alting viger, flyer og falder!»
Saa lange Vinteraften gaaer,
Og ingen Time langsom bliver;
Nu kommer den, som alt opliver
Den blide, haabefulde Vaar.
Det Qvæg, som klavebunden stod,
Vantrives alt, og Frihed søger,
Det tramper Føden under Fod,
Og Oxen vred i Baasen bøger.
Nu aabnes Flor,Forfatternote: Fæhuus. nu løses Baand;
Af Lam og Kid Ballet opføres,
Imedens LurenForfatternote: I denne blæse Bønderne, naar de ere i Marken, undertiden for Fornøielse; men egentlig bruges den, for ved sin hule og gjennemtrængende Lyd at afskrække Rovdyr fra Qvæget. liflig høres,
Og alting føler Friheds Aand,
37Strax over Bjerg og Dal og Mark
Fremfødde Hjord sig glad udbreder;
Som før, da Qvæg af Noas Ark
Den førstegang paa Engen beder.
Af raske Heste spændes Aag
For tunge Ploug. – Nu skjæres Jorden
I linierette Furers Orden;
Den Idræt blev en Pest for Draag.
Hver kappes om med mandig Flid
Den tyngste Byrde let at bære,
Som om det var i Orlogs Tid,
Da Ladhed selv maa virksom være.
Den Norske Sædetids Prophet,
Som Skaden rask, men meer elskværdig,
Til Redets Bygning gjør sig færdig,
Hen over Muldet tripper let.
Dens Fjedre hvide, sorte, blaae,
Den spæde Krop saa trint omgive;
Naar Bondemand skal til at saae,
Maa Erlens Nik et Mærke blive.
Nu falder trinde Sæd i Jord,
Langskjægget Olding saaer og siger
Til unge Karle, raske Piger,
Et Sagen værdigt Viisdoms Ord:
38«Begraver dybt den dyre Skat,
Min Haand paa sorte Muld udøste;
Mig venter Dødens lange Nat:
Jeg saaer – men I maaskee skal høste.
Det Byg, som skal opløses der,
I Jorden døer, opvoxer siden;
Sexradet Ax ved Høstetiden
Man glad i tomme Lade bær;
Og naar I nu min Isse graa,
Som dette Byg med Muld bedække,
Det er en Sæd, som Liv skal faae,
Og gjennem Gravens Fængsel brække.
Frygt Gud, min Søn! vær Kongen tro;
Gjør Ret og Skjel, og brug din Styrke
Til Odels Grund med flid at dyrke,
Og fredsom hos din Grande boe:
Saa skal i lave Bondekaar
Ei selvgjort Nag din Fryd forrykke.
Det er den sidstegang jeg saaer;
See der min Spand, min Jord, min Lykke. –»
Den Unge græd, den Gamle gik,
Og Sønnen værdig blev sin Fader:
Nu Foraarsvinden han forlader;
Nu faldne Gjærder faae sin Skik;
39Nu ryddes Eng, nu tækkes Tag
Med Granens Bark og Birkens Never;
Hver Aarets Tid den ganske Dag
Til ny afvexlet Idræt kræver.
Snart høres flyttefærdig Hjord
Sin Længsel himmelhøit anmelde
Fra Hjemmemark til øde Fjelde,
Hvor Bondemand har Sætergaard.
Gulddrippel ryster Bjelden nu,
Og først, som Oldemoder iler.
Til Fjeldebraad staaer Qvægets Hu,
Og Hytten til Hyrdinden smiler.
Men Pasop vred forkynder Krig;
Han tæt tilsammen Hjorden driver,
Og hule Bjeffen Gjenlyd giver,
Naar Ulv i Skov tør nærme sig.
Strax Hundens ringbevæbnet Hals
Det sultne Rovdyr overgaber:
Hvad var mod Troskabs Vagt tilfals?
Thi Skovens Røver Slaget taber.
Hvad kan for Resten bryde Fred
I en saa langt afsides Bolig,
Hvor blot Natur er skjøn og rolig? – –
Hyrdinden tæller hvert et Fjed
Af tunge Fod, som stumper frem. – –
Hvo kommer til en Eremitte?
40Man hende saae med Dør paa Klem
Nysgjerrig ud mod Volden titte.
Men Himmel! hvad hun fik at see!
Et Par af hine sorte Sjele,
Som for at myrde, røve, stjæle,
Brød Fængsler og undrømmede.
Der brændt i deres Pander stod
Det grove Lasters dybe Mærke;
Nu vakler Pigens raske Mod;
De vare to, og begge stærke.
Hun fatter sig og hilser blid,
Men de trak Kniv af breden Belte,
Og sagde: «Den med Liv undgjeldte,
Som yppede mod Kæmper Strid». –
«Vær ei», var hendes Svar, «saa vred;
See Madstue-Dør og alt staaer aaben;
Til Gummen guul og Fløden feed
I gange frit foruden Vaaben».
De gik, hvor Døren aaben stod,
Og graadige, som Foraars Bjørne,
De foer omkring i hvert et Hjørne,
Og intet ufordærvet lod;
Imedens Pigen let paa Taa,
Og uden sig at lade skrække,
Beleilig Tid opmærksom saae,
For lukte Dør at liste Smække.
41Der brøle grumt de lede Trold;
Barbenet Dreng, som vogter Qvæget,
Far strax afsted, faaer Mænd bevæget
Med væbnet Haand at hevne Vold.
Man kom og greb, og førte dem,
Som der i Fangeburet sadde,
Til næste Fæstnings-Fængsel frem,
Hvor de sig selv og Livet hade.Forfatternote: Dette har virkelig tildraget sig i Klæboe ved Tronhjem sidst i forrige Aarhundrede.
Hyrdinden Huusmands-Datter var,
Og fattig, fød til ringe Lykke;
Nu saae man hende hjem at rykke
Med Sommer-Draat,Forfatternote: Det paa Sæteren indsamlede Smør, Ost, m.m. hun samlet har;
Hun pakker ud sin Madstue-Mad,
Og Smør saa guult, som Territunge,Forfatternote: En liden guul Blomst.
Og DravlenForfatternote: Vallen af den sure Melk. bær hun frem paa Fad,
For Gamle Bryllups-Kost og Unge.
Ved Bordets Ende Huusbond leer,
Og til den raske Jente siger:
«Navnkundige blandt Norske Piger!
En Gaardemand Du værdig er.
42Kom nu og tag din Troskabs Løn,
Du Niddingsmænd har overvundet.
See der – min odelsbaarne Søn
Sin Brud i Dag i Dig har fundet.»
Det er den sande Friheds-Aand,
At ære Mod, beskæmme Laster,
Og straffe den, som sig formaster
Mod Værgeløs med væbnet Haand.
Ja Nordmænd hade Niddingsværk,
Og evig paa den Sandhed sværge:
Retfærdig Sag gjør Svaghed stærk,
Fortvivlet Frygt er Lasters Værge.
Dog værgeløs staaer Markens Hær,
Naar faldefærdig Karve vinker,
Strax Morderstaal paa Engen blinker;
Hver Slaattemand sit Vaaben bær.
Hver Tue, før saa guul og grøn,
Nu ligner Oldings blotte Skalde,
Ømt klager Bondens yngste Søn,
Imedens Engens Døttre falde:
«Min Fader! Niddingsverk Du gjør;
Min Øienslyst og Markens Ære,
Et Offer for din Arm maa være,
Og alting rundt omkring Dig døer.
43Mig Du forbød at sætte Fod
Paa græsrig Eng, og selv Du fælder
Hver yndig Urt, paa Marken stod,
Som om det Tidsle var og Nælder.» –
Den gamle Skjægget strøg og loe:
«Min Søn, behold det ømme Hjerte!
Men naar Du ham at kjende lærte,
Som Græsset bød paa Jord at groe:
Da lærte Du, at han for Dig
Hver Eng og Dal og Tue klæder;
Af Høe skal Qvæg ernære sig,
Af Qvæget Melk og Ost Du æder,
Bliv Qvæget meer end Marken huld;
Spar for din Mund; lad Vinterføde
Den muntre Hjord paa Stalden gjøde;
Af tørret Høe pak Loen fuld!
Det lange Foraars Fodertrang
Er Nød, som kun en Landmand føler;
Det er en evig Jammersang,
Naar Qvæg omsonst af Hunger brøler».
Nu skinner Morgensolen blid,
Langaarvet Liaa paa Væggen hænges;
Hver Rive frem, hver Trøie flænges:
Da gaaer det, som i Vaadens Tid;
44Naar Ildebrand fortærer Bye;
Ei Byrden tung for Faren kjendes;
Helst om man saae en regnfuld Skye;
Med dobbelt Kraft hver Sene spændes.
Nu jages Hest i fuld Gallop,
For tørre Læs i Skjul at sætte;
Af pakket Høe paa vide Slette
Nu reises Pyramider op;
De som en Leir af Telte staae,
Til meer betrygget Dag indbyder
Dem under draabfrit Tag at faae;
Naar Huus er fuldt, sig Bonden fryder.
Vend om min Sang, besøg det Sted,
Hvor langsom voxer Folke-Føde,
Hvor svangre Straae med gavnrig Grøde
Fremskyde tykt af foldig Sæd.
Hist Havrebuske raslede,
Som Espeløv for lette Vinde;
For Øret Susen surlede,
Som hvor de mindre Bække rinde.
Med tunge Ax her Bygget staaer;
Mod Jorden ned det Lokken hænger,
Som Olding, der til Hvile trænger,
Og med nedbøiet Hoved gaaer.
45Rugageren, den Kæmpers Hær,
Bag hvilken Sædemand sig dølger,
Høit kneiser hist. I Storm Du seer
Paa den et Hav, som gaaer i Bølger.
Nu bøier Nordmand krumme Ryg,
Med korte Segel rask at skjære,
Hvad mavre Vinter skal fortære.
Den Førstegrødes gule Byg
Staaer knippeviis paa lange Stør,
Imedens moden Havre haster.
Did Høstemanden ile bør,
Før den sit Frøe paa Jorden kaster.
O Høstemand! din Rigdom er
Dit Arbeids Frugt og Himlens Gave!
At sanke der, hvor andre grave,
Kun Vindesygens Stempel bær.
Dit Brød er dit; ei fremmed Sved
Og ei fortrængte Brødres Klage
Forgifte skal med Bitterhed
Min Agerdyrkers blide Dage.
Hist saae jeg Vellyst bleeg og mat
Udtømme hver en Glædes-Kilde,
Og evig tørstende forvilde
Sit Vandringsløb i Lasters Nat.
46Den blev med Skam og Armod klæd,
Og fik Fortvivlelsen til Bytte,
Naar Bonden Frugt af Qvæg og Sæd
Nød altid glad i samme Hytte.
Den Æresygens Væddekamp,
Som Kiv imellem Brødre stifter,
Og Livets stille Fryd forgifter,
Og jager efter Røg og Damp,
Krøb aldrig ned i lave Dal:
Ei over Stand vil Bonden stige;
Gjør Datteren et større Valg;
Han svarer: «Nei, men søg din Lige!»
«Naar pengeløse Herrefolk
Paa Bondepigen Øie kaster,
Vee den, som ind i Snaren haster!
Foragt er ædle Hjerters Dolk;
Foragt er Bondedatters Løn,
Naar hun forandrer Stand og Klæder.
Nei Pige! vælg min Grandes Søn,
Og bliv din Mands og Bygdens Hæder!»
Dog lad mig ei paa Digterviis
Kun Roser uden Torne male;
Forgylde Sorg, af Armod prale,
Og sjunge Drøm om Paradiis.
47Hvert Jordens Land sin Plage har,
Hver Stand har sine egne Byrder;
Og Livets Fryd ei sorgfri var,
Fra Kongethronen ned til Hyrder.
Ja Nød og Trang fandt ogsaa Vei
Til sig i Landmands Kaar at blande;
Alfaders Haand maa Agre vande;
Thi ellers voxer Grøden ei.
Man rundtom MjøsenForfatternote: En fersk Søe i Aggershuus Stift, 11 Mile lang. ofte saae
Et kronet Foraars Haab vansmægte;
Kun Dværge-Væxt kan Sæden naae,
Naar Himlen vilde Duggen nægte.
Den stjerneklare Høstenat
Sit Himmelblaa om Polen hvælver;
Strax Nordmand for sin Ager skjælver,
For Vinterfødens dyre Skat.
Vil ingen Vind velgjørende
De spæde Straa bestandig ruske;
Da skal han Melkesaften see
Borttørret af de frosne Buske.
48Strax steg den blege Hunger ned
I fede Dal og Sygdom fødde;
Og stærke Mænd fra Koner døde,
Og Børneflok for Brødet græd.
O Handlende! nu gjælder det,
Hvor høit Du vil Brødkurven hænge,
Og om Du riig og glad og mæt
Kan trodse deres Suk, som trænge.
Har Du i Kornelofte nok,
Og aabner dem med aabent Hjerte,
Som føler dine Brødres Smerte,
Og borger ud til hungrig Flok;
Saa følge Fred dit Handelsflag;
Og Lykken dine Skibe føre;
Og din fortrængte Broders Sag
Velsignet skal din Rigdom gjøre!
Bliv stolt min Norske Hædersmand!
Dit Held hver anden Stand opliver,
Dit kjække Bryst en Muur os bliver,
Om Kongehuus og Fødeland.
Selv Rigers Haab, vor Kongesøn,
Et Landhuusholdnings-Selskab styrer;
Saa værdig Haand uddeler Løn
For dyrket Eng og tørre Myrer.
49Hæng Ærestegn paa lodne Barm,
I Glædskabs Gilde siig din Grande:
At den, som engang disse Lande
Beherske skal med vældig Arm,
Dig gav den dyrebare Skjenk,
Som gaaer i Arv til Sønnesønner,
Til Ungdom siig: brug Flid, betænk,
Et Kongehuus din Sved belønner.
Indgyd i raske Drenges Bryst
Den Troskabs Ild, som dit opliver;
Det Mod, som uforfærdet bliver
I blodig Krig, i Kæmpedyst.
Siig til din Søn: Mens Grøde groer,
Lad Danner-Kongehuset mærke,
At Helten end paa Klippen boer,
At Nordmænd ere troe og stærke.
50Hvo stemmer min Sang til de smidige Toner,
Der svømmende lege som Fisken i Bæk?
Hvo lærer mig tælle det Havs Millioner,
Som Sjelen opfylde med Vellyst og Skræk?
Hvo aabner mig Afgrundens dybeste Huler,
Og viser mig Veien til Frugtbarheds Skjød,
Som Tusinde mætter, og Tusinde skjuler,
Som Rigdom opsluger, og glæder med Brød?
Tritoner, Havfruer, Naider
Forsvandt i de lysere Tider.
Min Tanke vil drukne blandt vrimlende Mængde
I Bække, i Elve, i Søer og Hav,
Forskjellig af Skabning, af Smag og af Længde,
Enhver os til Bytte dog Skaberen gav:
51Han truer – de flygte – Han vinker – de komme
Og hvor de forlade nødtørftige Strand,
Staaer fattige Fisker hos Karrene tomme,
Og trækker unyttige Baade paa Land;
Om Brødet han leder og sukker,
Naar Havet sin Kilde tillukker.
«Gak Døden i Møde», saa taler den Arme
Til grædende Hustrue og hungrende Smaa,
«Vil Himlen sig over vor Nød ei forbarme,
Af Trang i vor Hytte til Grunde vi gaae;
Her boe vi paa Klippen, den bær os ei Grøde,
Og hvo kunde sige til Stenen: bliv Brød!
Uheldige Moder, som Sønner mig fødde,
O! havde den fundet i Vuggen sin Død!
O! maatte dem SottenForfatternote: Sotten er hos Norske Bønder et Nomen genericum paa al epedemisk Sygdom. bortrive
Før Hungerens Offer de blive!»
Stakaandet skreg Sønnen fra Bjergenes Toppe:
«I Baaden, min Fader! hist VaagenForfatternote: Vaag er en Arm af Søen, som strækker sig ind til Landet, kortere end en Fjord, og trangere end en Viig. er fuld,
Der Maagerne sværme, der Brislinger hoppe,
Der venter os Fisken, der finde vi Guld.
52Langt ude paa HavbrynenForfatternote: Havbrynen kaldes den yderste Bank, som i mere og mindre Afstand fra Landet, strækker sig langs uden for Norges Strandside. saae jeg de Hvale,
Som holde paa Rovet en frygtelig Vagt.
Hvor BrugdenForfatternote: Brugden, sqalus maximus. Denne Fisk kan nogle Timer i Rad sees sagte svømmende med næsten den halve Krop over Vandet, dog kun i stærk Varme og klart Soelskin. sig soler i dødsige Dvale,
Der saae jeg de Springeres modige Jagt!»
Saa Sønnen til Faderen sagde,
Og raske fra Landet de lagde.
Usynlige Banker, som loddes med Møie,
Opdages saa hurtig ved Mærker i Land;Forfatternote: Dette kalde Nordmænd at tage Meed. Formodentlig af meta.
To fastsatte Puncter man søger saa nøie,
At disse den tredie opdage paa Vand,
Hvis øverste Flade var liig allevegne,
Saa blank og saa blaa, og saa slet og saa vid.
Mon Videnskab lærte min Fisker at regne?
Nei! Himlen og Nøden, Erfaring og Tid.
NuNu] rettet fra: Nn (trykkfeil) flyder hans Baad over Grunden,
Hvor Fiskene vrimle paa Bunden.
53Her kaster han Dræggen, det Baadenes Anker,
Udvikler sit Snøre, og madder sin Krog.
Den uvisse Lykke paa fiskløse Banker
Hans Møie saa tit, og hans Længsel bedrog.
Tveanglede ForsyndForfatternote: Forsynd: det finere Snøre, hvorved Angelen eller Krogen er fastsurret til det grovere. Dette finere Snøre er en Favn langt. ved Blyloddet falder
I Dybet, og Fiskeren lurer, og seer,
Og føler, og venter, og Himlen paakalder.
Det rykker – han drager – han sveder – han leer.
Jo tungere Byrde han trækker,
Jo gladere Haab det opvækker.
De rognfulde Fiske i Baaden indslænges,
Og Armen ei trættes, før drægtige Baad
Skal slæbes til Landet, der staaer hun og længes,
Som nylig udøste den bitterste Graad,
Den Moder saa frydefuld iler til Stranden,
Og forud hun siger: «see! Baaden er ladd.»
Med mange Umyndige møder hun Manden,
Hun seer ham, saa vaad, og saa træt, og saa glad,
De favne hverandre og sige:
«Gud gjorde de Fattige rige.»
54Nu vingede Rygte til nærmeste Grande,
Og derfra til Grande faer hastig afsted.
Strax seer man en Flaade sig hurtig bemande,
Med Baaden til Fangsten enhver er bered.
Strandsiden bedækkes af tusinde Baade,
Selv Krøblingen humper med Krykken i Baad.
Syvaarige Drenge, begjærlige, kaade,
Sig slingrede Snøre af hjemspunden Traad.
Gjenlydende Frydeskrig høres
Af alt hvad, som lever og røres.
Men, legende Muse! stem haardere Toner,
Og syng om den trodsige Gjerrigheds-Grav,
Hvor Himlen med Havets Velsignelse kroner,
Og nøisomme Sjele saa rigelig gav!
Der sidder den knurrende tandløse Gamle,
Naar Mængden taknemmelig rykkede hjem,
Han træt af at drage, ei trættes at samle,
Til Baaden ei mere bær Ladningen frem.
«Til Landet!» saa bede hans Sønner,
Men Faderen hører ei Bønner.
Nu Østenvind vifter med lumrende Varme
Fra Bjergene høie ustadige Kast.
Her spændes i Aaredrag Sønnernes Arme,
Til Landet at slæbe høiformede Last.
55Men Bølgerne voxe, og Stormen forøges,
Og alting maa synke: her raabes i Nød.
Paa Hvælvet forgjæves om Redning der søges,
Og Sønnernes Koner see Mændenes Død;
De ginge saa glade til Vandet,
Men nu staae de Enker paa Landet.
Og – Himmel! hvad hører mit bævende Øre
Hist henne i Bugten, hvor Fangsten slaaer til?
De vredes, de kives, de Nederlag gjøre,
Den graadige Vindelyst slugende vil
Beriges alene, den skrækker og jager
Afmægtige Mindre, og aldrig blev mæt,
Man skyder til Vidne, gjør Anlæg til Sager,
Den Rigeste truer med høieste Ret.
En græsselig Offerrøg stiger
Mod Himlen, som alle beriger.
Nu løfter en Olding ærværdige Stemme:
«Halvhundrede Aar ere gangne forbi,
Da reistes en Trætte, jeg kan det ei glemme,
To Brødre tilegne sig eet Fiskerie,
Og Fiskebjerg fylde den Bugt, hvor de kives,
Her trættes, her stævnes, her falder en Dom.
56En vinder, en taber; men begge vantrives,
Og Fisk aldrig mere til Brødrene kom.
Den Bugt blev af Himlen forbandet.
Ved Trætte skyer Fisken fra Landet.»
Fredelskende Muse! søg op hine Strande,
Hvor Storsilden vanker i Garne og Vod.
Guldkysten og Peru er fattig mod Lande,
Hvor sølvblanke Sildbjerge glimrende stod,
Hvor ei mellem Menneskeblod til de Skatte
Man grusom behøver at trænge sig frem,
Som nordiske Folkeslag hastig erstatte,
Hvad Jorden af Frugtbarhed nægtede dem.
At samle, men ingen til Skade,
Gjør Rigerne rige og glade.
Her smilede Solen fra Bjergenes Toppe,
Med spillende Straaler paa staalglatte Hav,
Og strax vare tusinde Fiskere oppe,
Enhver sig i Baaden til Garnet begav;
Nu Garnene lettes, Sølvtafler udbredes
Saa blanke, som hine paa Herrernes Bord;
Utallige Retter af disse beredes,
Naar Havet bespiser den hungrende Jord.
Hvor vare de Fiskere raske,
At tage hver Sild af hver Maske!
57Man virker, og salter, og lægger i Tønder,
Og neppe var Sild i Beredningen stiv,
Før Skibe og Jægte omringe de Bønder;
Her kjøbes og sælges, og alting er Liv.
I Bødkerens Verksted maa Dixelen klappre,
Rebslageren dreier, og tvinder saa let.
I Vanterne klavre de Sømænd saa tappre,
Og Kjøbmanden tæller, og skriver sig træt.
Ved Sildens Beredning at dyrke
Den døende Handel faaer Styrke.
Men vee dine Hænder, som ilde behandler
Den dyre Velsignelse, Himlen Dig gav,
Som nydelig Føde til Gjødsel forvandler,
Og pakfulde Tønder til stinkende Grav.
Du graadig beriges ved svigefuld Vare,
Forglemmer din Broder skal leve med Dig.
De kostbare Gaver til Kulerne fare.
Her sukkes saa tungt over nedrige Svig.
Og den, Du i Handelen skader,
Har ogsaa i Himlen sin Fader.
Jeg haster til Vigen. Et Skuespil vinker,
Det herligste Fiskeren nogentid saae;
Der stænges med Vodden, der sprætter, der blinker,
Og der Millioner indspærrede staae.
58De hvirvelviis løbe, de ile, de lede,
Om Frihed af Fængsel, men alting er lukt,
Og strax vare hundrede Hænder tilrede,
Opøsende Rigdom af kaagende Bugt.
Tit stode i slige Arrester
Ei mindre end hundrede Læster.
En ganer,Forfatternote: At gane: har sit Navn af Gane: Guttur; og bestaaer i med et eneste behændigt Snit at afskjære Gellerne. Man kalder og den Amputatio saa, naar man baade skjær Hovedet af Silden, og uddrager Indvolden, for deraf at koge Tran. en sprænger,Forfatternote: At sprænge: er lemfældig at salte, for nogle Dage efter at bruge i Huusholdningen. en flekker, en røger,
En steger, en kaager en Gjæstebudsret,
En fylder sin Tønde, og pralende spøger:
«Den Flamske skal vrages, naar Du bliver ædt;
Til Strædet at komme Du er balsameret,
Haardsaltet Du trodser Forraadnelsens Magt,
Paa Fyrsternes Borde Du bliver fortæret;
Mig synes at høre, hvor der bliver sagt:
Os smager ei herligste Frugter
Mod Silden fra nordiske Bugter.»
Men siger mig I, som randsage det Dybe!
I stærke blandt Aander, som alting forstaae,
59Som kalde det nedrig ved Jorden at krybe,
Naar Nogen paa Landevei sikker vil gaae;
Beskriver de Love, som Fiskene drive,
Og hvorfor de komme hvert Aar til en Strand?
Og hvorfor de borte fra Kysterne blive,
Hvor fordum de svømmede tørre paa Land?
Mon Havets Mangfoldighed følger
Af Hændelse Strømmen og Bølger?Forfatternote: Denne Opgave var af yderste Vigtighed, dersom det var rimeligt at formode, at den menneskelige Forstand kunne udgranske Sagen. Dette var rimeligt, dersom Aarsagerne til betydelige Fiskeriers Af- og Tilgang kunde formodes at være en eller anden Fornærmelse, en eller anden ilde anbragt Fiskemaade, hvorved de kjære Torske eller Sild stødes for Hovedet, og beslutte evig at søge hen til fredsommeligere Strandbredde. Men dette har jeg ingen Grund til at troe. Fiskens Hukommelse og Overlæg har jeg ikke stor Ære for. Naar en Torsk, reven i Munden af en Krog, uden at fanges den Gang, strax derefter lader sig fange, paa den samme eller en ligesaadan Krog, maa han være en Ærketorsk. At visse Ting nedsænkte paa Bunden, eller Garn udsatte ved Mundingen af en trang Fjord, kunde bortvise Fisken fra dette enkelte Sted, det vil jeg troe. Men at Torske- eller Sildbjerge, som strække sig uden for Kysten 20 til 30 Mile agmine continuo, og altsaa bestaae af utallige Millioner, skulde forandre Løbet, fordi man mishandlede nogle faa i en eller anden Fjord, det vil mig ikke i Hovedet. Om man derfor endogsaa efter Tidernes nærværende Smag vilde aldeles udelukke den guddommelige Bestyrelse af Naturens Løb, om man vilde ansee det for en blot Præsteconcept, at Gud raader for Uaar, og Frugtbarhed, for Velsignelse af Havet, og mislykkede Fiskerier; saa vilde dog de naturlige Aarsager til disse sidste være at søge saa dybt i Afgrunden, at neppe Nogen nogensinde kommer til Bunds med denne Undersøgelse. Jeg troer imidlertid, at Hvalfiskene ere de Herren Stater, som styre Fiskenes Republiqve, som drive den vrimlende Pøbel til en Strandbred, og jage den bort fra en anden. Men hvad det igjen er for en mægtig Monark, som bestemmer deres Politik, det veed jeg ikke, dersom det ikke er Naturens Herre.
60O! taler, I Gøthaborgs yndede Strande!
Mon Statens Indretning har fængslet det Rov,
Som vrimlende frem gjennem Cattegats Vande,
Adlydende møder? Forklarer den Lov,
Som aarlige Rigdom at komme bestemmer,
Og kroner med Glæde den blomstrende Stad?
Naar Nordmand ved Viigsidens Kyster forglemmer
De Dage, da Fangsten og ham gjorde glad.
Lyksalige Gøther beskriver,
Hvo er det, som tager og giver?
Skeeløiede Avind! synk ned til de Steder,
Hvor Havets Vanskabninger storme til Strid!
Vantreven paa Landet dit Hjerte Du æder,
Naar Himlen din Grande blev gunstig og blid.
Vi kysse den Haand af en herskende Fader,
Som styrer Afgrundenes talrige Hær,
61Som Overflods-Kilder for hine oplader,
Tillukker for andre, men elsker enhver.
Han seer, og regjerer det Hele,
Han ene kan viselig dele.
Han nægter et Sted, hvad han giver et andet;
Besøg hine Fjelde, hvor Granene groe,
Der jager den glubende Gedde i Vandet,
Hvor Ørterne raske sig hastelig snoe.
Man meder, og dørger,Forfatternote: At dørge: er at holde een eller to Medestænger ud i Vandet, bagefter Baaden, medens der roes, jo raskere jo bedre. Saaledes fiskes Gedder. og LinerForfatternote: Line, fuldstændig beskrevet af vor fortjente Hr. Professor Strøm, i hans Sundmørs Beskrivelse Side 437. Han taler vel der kun om dette Redskabs Brug i Saltvand, men det bruges og ofte til Fjelds i Søer, for at fange Ørter. udsætter,
Og Søerne kappes med frugtbare Hav,
Af Mjøsen og Venneren sankes de Retter,
Som tusinde Munde sin Mættelse gav,
Og Bjergene raabe til Strande:
«Her vrimle og Fiske i Vande.»
Selv drager jeg Ungdommens Dage til Minde,
Blandt Fædrene-Klipper, hvor munter jeg sprang!
End seer jeg de Bække til Nideraae rinde,
End seer jeg mig selv med en Snoer og en Stang,
62Ved Bredden at mede i kjølige Skygger,
Hvor puddrede HægForfatternote: Hæg: Prunus floribus racemosis, seu Padus. hænger Lokkerne ned,
Kasteller i Luften kan Ungdommen bygge,
Her sværmede Tanken paa eensomme Sted,
Da Grenen min Tinding berørte,
Slig Tale mig syntes jeg hørte:
«De legende Blomster om Panden sig slynge,
Og Lugten af Hæggen fortumler din Sands.
En Drift Dig besjeler, bliv dristig at synge
Om Heden-Olds Helte, fortjen Dig en Krands!
Sæt Hæg over Laurbær, og elsk dine Fædre!
Opliv deres Ære, som Tiden har glemt!
Lad Sangen udmærkede Handlinger hædre;
Og naar den i stærkeste Toner er stemt,
Skal Klippernes Sønner Dig svare:
Vi ere hvad Fædrene vare.
Du elskerForfatternote: I Episoder søger vel Ingen nøiagtig historisk Rigtighed; men nogen Sandhed maa der dog være i enhver Fabel. Frygtende altsaa, at hvad jeg skriver om min Ungdoms Kjærlighed maatte misforstaaes, har jeg tilføiet denne Anmærkning: var denne Elskov aldeles Digt, saa var denne Digt en daarlig Forfængelighed, liig de gamle Pigers, som fortælle om Beilere, de aldrig have havt; var den alt formeget Sandhed, saa var det dog en Præst uværdigt, at ville bringe i Erindring Skrøbeligheder, han burde blues over, og ønske af Verden forglemte. – Naar Folk af min Stand ville komme Andre til at troe, at de dog eengang have været det, man kalder friske Fyre, søge de deres Ære i Skændsel. – Min hele Roman er da følgende: i mit 17de Aar forlovede jeg mig med en 16 Aars gammel Norsk Pige. Vi ventede paa hverandre i 12 Aar, og have nu levet tilsammen i et lykkeligt og frugtbart Ægteskab i andre 12. – Den lærde Verden tilgive mig en historisk Efterretning, som ikke interesserer Andre end mig selv; men mig var det vigtigt, at ikke velbemeldte lærde Verden skulde, af et ubestemt Udtryk, tiltroe mig uvedkommende Annecdoter. – begynd i de kjelnere Toner!
Thi Kjærlighed var jo en Moder til Sang,
I Sange man bygger sin Elskede Throner» –
Der nippes i Snoren, nu bøies min Stang.
63Forrellen jeg vipper langt op i det Grønne,
Og glemmer min Drøm og Indbildningens Røst,
Men drager i Løndom et Suk for min Skjønne,
Og Haabet mig svarer i bankende Bryst:
«Nu lyktes det Fisken at fange;
Velan, det skal lykkes med Sange!»
Den Ungdommens Nektar hvo lader mig smage,
Af hvilken jeg drak ved den raslende Bæk?
Jeg maler forgjæves de glimrende Dage
Med Farver af Rosen og levende Træk.
64For hastig de gyldene Timer forsvinde,
Den modnere Alder er Høitidens Grav,
Som Bække fra Bjerge til Elvene rinde,
Og Elvene haste til bundløse Hav;
Saa Timer, og Dage, og Uger,
Aar, Alder, og Evighed sluger.
Jeg iler at synge om Manddoms Bedrifter,
Jeg synger om Fiskerens Kunster og Magt.
Hvo var for en VarpeForfatternote: Varpe, eller Laxeverper, bestaae af visse Kasser, af hvilke hver har en Aabning, i Skikkelse af en Ruse, hvorigjennem Vandet falder med Brusen, hvorefter den opstigende Lax løber ind i sit Fængsel. Uegentlig kaldes vel og Laxevarper, hvor Garn ere udspilede i visse Triangler. Der sidder en Mand stedse paa Vagt paa Landet, seer naar Fisken kommer, og ved en Snor trækker et af Garnene til sig for Indgangen. den førstegang Stifter?
Hvo gjorde med Laxen den aarlige Pagt,
At han skulde søge hvert Foraar de Strømme,
Hvorunder den listige Snare var sat?
Hvo bød ham forvorpen mod Elvefald svømme,
Som styrter sig ud over Bjergene brat?
Hvo sagde til kalkede Fjelde:Forfatternote: Saadanne kalkede Fjelde kaldes: Laxblikke. Laxen søger derhen, formodentlig fordi han anseer det for en hvid skummende Fos, eller Elvefald, som styrter sig ud over Bjerget, og faaer altsaa dyrt betale denne Fallaciam opticam.
«I skulle for Elvefald gjælde.»
65Men alting sig taber, jeg bævende skuer
Den Svage, som gik mod den Stærke i Kamp:
Der staaer Leviathan og fnysende truer,
Og himmelhøit spruder han Havet i Damp.
Et tredobbelt Harnisk af Kobber maae dække
Dens Bryst, som foragter den synlige Død,
Som tør til en Tvekamp Harpunen udrække
Mod Afgrundens Konge med drabeligt Stød.
Den billig med Livet undgjældte,
Som spændte med Hvalene Belte.
Der lege de Kroppe saa store som Fjelde,
Nu svømme de stille, som flydende Øe,
Nu staae de paa Havet med Sporrenes Vælde,
Det Tordenskrald siger: skjælv Fisker og døe!
Men Skibet sig nærmer, i Slupperne stige
Forhærdede Dværge til ulige Strid,
De rykke mod Kæmper i Fiskenes Rige
Med dristige Aaredrag: Nu er det Tid
At have de Vaaben tilrede,
Som trodse den Mægtiges Vrede.
Brat render i Dybet den saarede Kæmpe,
Og bævende Spyd staaer i spækfulde Barm.
Ei Linerne stoppe, ei Slupperne dæmpe,
Ei modsatte Aarer hans Fart og hans Harm;
66Fra Dybet i Luften man seer ham at springe,
At falde, at trættes, at flyde, at døe;
Matroserne djærve paa Ryggen sig svinge,
Og Hvalblodet farver den himmelblaa Søe,
Og dette var Seierens Mærke;
Her sloge de Svage den Stærke.
I Jordens Tyranner, som trodse med Styrke,
O! kommer og seer, hvor den Vældige faldt.
De Svage med Rædsel den Stærkere dyrke,
Men Miskundhed ene tryg raader for alt.
En Kæmpe, som frygtes, angribes af mange.
Den Svage, som elskes, er sikker ved faa.
Hvor listig bevæbnes den Haand, som er bange,
Og Styrke for Kunsten tilbage maa staae.
Det er ved at fire og hale,
Man trodser de modige Hvale.
Men een er den Stærke, om ham vil jeg sjunge,
Som hersker i Dybet, og raader paa Jord,
Som tordner i Skyen, saa Bjergene gunge,
Og Havet og Stormen adlyde hans Ord.
Naar Menneskedjærvhed til Orlog sig ruster,
Og ængster fredsommelig Naboe med Krig,
Han byder: Orkanen i Seilene puster,
Og Havet bedækkes med tusinde Liig,
Og tusinde Helte, som døde,
Gav Havets Indbyggere Føde.
67Tilbeder den Største, I Stærke paa Jorden,
Og bøi Dig i Støvet, afmægtige Kunst!
Udbreder hans Ære, I Fyrster i Norden,
Som herske hos Havet ved Alfaders Gunst!
I Fædre for Lande, som rundelig mættes
Af Fiskenes Riges frugtsommelig Barm,
Naar dyre Juveler i Kronerne sættes
Ved Havets Beherskeres mægtige Arm:
Udbreder fra Fjeld og til Fjere
Den Eviges Navn og hans Ære!
Den gamle Nordmand, eller Gjenlyd fra Norge af Eugenes Eugenetes, et Latinsk Digt om Indføds-Retten.«Eugenes Eugenetes» er skrevet med greske bokstaver i originalen.Indføds-Retten] rettet fra: Indføds-Rettren (trykkfeil)
68Jeg synger ei om Krig og ei om Heltes Trætte,
Ei over høie Fjeld min Geist tør Flugten sætte:
Jeg boer i stille Dal ved Bredden af en Elv,
Foragter Verdens Roes og synger for mig selv.
Naar Grøde dyrket Jord, naar Haven Frugt vil bære,
Naar Faaret trives vil og Engen frugtbar være,
Saa signer jeg den Dag, jeg gik fra Verden ud,
At nøies her med lidt, og trænge kun til Gud.
En Aftenstund jeg sad i Hægge-Lundens Skygger,
Og saae mod fjerne Fjeld, hvor Ørnen Rede bygger,
Blev vaer hans Kæmpefart og mindre Fugles Skrig:
Mon disse, tænkte jeg, din Flugt misunde Dig?
69Jeg tænkte paa mig selv, paa Ungdoms tunge Dage,
Paa Andres høie Flugt, mens jeg stod langt tilbage,
Jeg mangen Fremmed saae, af tomme Løfter fuld,
At svinge høit i Skye, og Lykken var ham huld.
Stærk i sit Modersmaal, og dristig til at lyve,
Ham Veien aaben stod til Ærens Top at klyve,
Han lov’de Vunderverk paa Vallansk, Tydsk og Fransk,
Men ret i Gjerning kjendt, en Tosse var paa Dansk.
Jeg valgte Dyd og Flid, det er med disse Vinger,
Saa tænkte jeg, man høit til Værdighed sig svinger;
Tidt Haabet smilte frem og tidt igjen forgik.
Jeg glatte Løfter – men – en Fremmed Brødet fik;
Ei fød til nedrig List og ei til Træl at være,
Jeg kunde Hyklekunst og Betlersprog ei lære,
Jeg talte ærligt Norsk, min Skjæbnes haarde Lov
Med Smerte tidt beskrev, og tidt fik Navn af grov.
Flye, tænkte jeg, før Du i Vinen Sorg skal slukke,
Flye før gjeldbunden Ryg Du maa for Rigdom bukke,
Flye did, hvor dyrket Jord utryglet Brød Dig bær,
Hvor lige stræbsom Arm er Lykken lige nær.
Min Hu og Længsel stod til bjergegjærdet Slette,
Hvor ingen Fremmed skal min Hytte fra mig trætte,
Hvor Fødelandets Jord er sine Sønner huld,
Hvor nøisom Sjel har nok, om ikke Tønder Guld.
Ja søg kun hvo som vil de tunge Æresposter,
Som mangen mødig Stund et ærligt Hjerte koster;
70Til dette Sorgenfrie jeg har Naturens Kald,
Foragter høie Spring, og ynker dybe Fald.
Saa tænkte jeg endnu paa sødt forsvundne Drømme,
Men om det var et Syn, hvo kan med Vished dømme?
Hvad heller jeg i Søvn med disse Tanker faldt,
Man drømmer helst om det man sidst har tænkt og talt:
Paa evig lukte Bjerg sig aabner grusom Hule,
Hvor, efter gammel Sagn, en Trold sig skulde skjule;
Her fløi en Huldre frem, hvis Aasyn trodsede
Alt, hvad os Rom har sagt om Sanggudinderne.
Sortspettet gylden Skind af Gaupen, Norges Løve,
Paa trinde Skuldre hang; i høire Haand en Prøve
Af Granens Foraars-Pragt en purpurknoppet Green.
I venstre Haand hun holdt trehjørnet Marmorsten.
«Vaagn, Skjald! saa raabte hun, og mig med Grenen rørte,
Læs her i haarde Steen, hvad Rygtet nylig førte,
Læs, føel Dig selv og syng, velsign din Byrd og Æt,
Lykønsk Dit Fødeland, her staaer din Indføds-Ret.»
Nu foer en Ungdoms-Ild omkring det kolde Hjerte,
Nu Glæden fødde Lyst, nu Alders Afmagt Smerte.
Nu sprang i varme Bryst undfanget Glædes-Qvad,
Men fast seendrægtigt Vers paa stive Tunge sad.
«Vaagn, Skjald! blev Huldren ved, nu gjælder det, at synge,
Til stærke Toner jeg din Stemme skal forynge,
71Følg, ei til Helicon, men til det Kildevæld,
Som sprang af haarde Steen paa Skovbedækte Fjeld,
Nu drikker Nordmand der det kolde Vand og tænker,
At det hans Moder er, som af sin Barm ham skjenker,
Hans Fødeland, hvor han fik Liv og Huus og Brød;
Men hvor han først i Dag sin Ret tilfulde nød.»
Med eet mig Huldren tog – Jeg stod ved vandrig Kilde,
og drak min Konges Skaal, og derpaa synge vilde
Om den, som Danske Mænds og Norskes Adelsbrev
Med faderlige Træk ved Indfødsretten skrev;
Meer gjæstfri nu end før skal Nordmand venlig smile,
Naar han en Fremmed seer hen til sit Hjem at ile,
Det er ei een, som skal hans Søn i Veien staae,
Og frem til største Haab paa Gjøglekunster gaae.
Nei, «vær velkommen nu», saa taler Landets Fader,
«Til Trælle Sønners Ret man meer ei overlader;
Tjen, Fremmed! her for Sold, nyd Gjæsteret og Løn,
Men Du kun Tjener er, naar Dansk og Norsk er Søn.»
Oplys os, om Du kan, hvo skammes ved at lære?
Og reis belønnet bort, hvo vil seendrægtig være
Til Konstens Øvelse, naar den er Vei til Brød?
Min Landsmand er til alt at lære heldig fød.
Haab alting nu, min Søn, træd kjæk paa Lykkens Bane,
Mens over Fødeland her svinges Fredens Fane;
Der ligger Viisdoms Frøe indsluttet i dit Bryst,
Opelsk og dyrk og sank, og trives af din Høst.
72Om saadan gylden Tid og om vor Alders Ære
Jeg stod og vilde mig de bedste Toner lære;
Ubrugte Harpe jeg nu vilde stemt til Sang,
Og til forrustet Streng de stive Fingre tvang.
Men Huldren sagde: «Nei! Du stemmer op for silde,
Hvis om din Indføds-Ret et Qvad Du synge vilde;
Alt har en vældig Skjald øst denne Kilde tom;
Han er en Danner fød, men Harpen er fra Rom.
Nei stem, ifald Du vil, til Krigens haarde Toner;
Og om Du med din Sang min vrede Harm forsoner,
Saa giver jeg Dig her den Green, som evig grøn,
Ved rosenrøde Knop er over Laurbær skjøn.
Jeg mangt et yndig Digt blandt disse Bjerge hørte,
Og mangen vunden Løn til kronet Digter førte,
Nu høres ingen Sang – er Bull og Frimann stum?
Dog – Luxdorph sjunget har – enhver forsildig kom.
Saa syng nu Du min Harm, syng høit mod Norske Skjalde,
Lad galdeblandet Røst dem op af Søvnen kalde,
Kun eet tilovers er; man undergrave maa
Den Fæstning, som man ei med Stormer-Haand kan faae.
Den Danske Maro sang (jeg brister) alt for heldig,
Saa fuld af Ild og Aand, som udi Sproget vældig
Graahærdet nu saa skjøn, som da han yngre sang,
Da Svenske Laurbærkrands paa kronet Danner hang.
73Du veed det lærde Sprog, hvis Skjønhed aldrig blegner,
Hver Sjelens Tanke høit, bestemt og yndigt tegner,
Vort haarde Modersmaal med Skam i Ligning sæt,
Saa laller spæde Glut, hvad Voxne tale ret.
Omsonst man da paa Norsk vil Luxdorph overstemme,
Dog Norske Huldres List skal Danske Skjald fornemme,
Hvis han ei alt for vel hos Landets Fader staaer,
Med saadant Klagemaal Du frem til Thronen gaaer:
Landsfader! længe lev! dit Huus i Fredens Skygge
En vældig Himmelhær mod Vold og List betrygge!
Blandt Norske Klipper fød, jeg Kongens Landsmand er,
Og Tak for Indføds-Ret opglødet Hjerte bær.
Som Modersmaalets Tolk jeg underdanig klager,
At døde Sprog faaer Liv, og Indføds-Ret sig tager,
Og for tilføiet Skam jeg om Erstatning bad,
Og Straf for den, som ei paa Dansk herefter qvad.
74Saa skal Du synge, Skjald, blev Huldren ved at tale;
Men siden fremmed Sprog blev brugt til stærkt at male,
Hvad Tvillingrigets Folk har tænkt om Indføds-Ret,
Da saadan billig Bøn til bittre Klage sæt:
Vi Danske, Norske, dog Indføds-Patent begjære
For hiint latinske Digt, det Hjerters Tolk maa være,
Og da det ei paa Dansk kan bringes frem saa skjøn,
Saa lyse Hjerterne det Digt i Kuld og Kjøn.»
Nu kom jeg til mig selv og Huldren var forsvunden,
Jeg gik til Bjerget strax, hvor man for længst har funden
En stor trehjørnet Steen, som ind med Flid var sat,
Hvorunder, sagdes der, forvaret var en Skat.
Det var just der, hvorfra mig Huldren syntes komme,
Og tyktes mig endnu jeg hørte Jorden bromme.
Jeg Stenen saae var lagt endnu paa samme Sted,
Men Overfladen vendt mod Jordens Afgrund ned.
Det er den samme Steen, jeg saae i Huldrens Hænder,
Og, Ordet: Indføds-Ret og samme Skrift jeg kjender;
Men hvad – hver Bogstav er af Alders Mærker fuld,
Som om de havde lagt fra Arilds Tid i Muld.
Jeg tænkte ved mig selv: i Hjerter findes skreven
Ældgammel Indføds-Ret, som blev en Tid fordreven,
Og maatte skjule sig; men nu for Lyset kom;
Velsignet være den, som vendte Stenen om!
75Den stille Sorg har og sin Glæde;
Det stundom Vellyst var at græde:
Et Vennelav af to og tre,
Som i hverandres Skjød udtømme,
Hvad ei beklemte Bryst kan rømme,
Gjør selv Bekymring smilende.
Søg op en Lund, en venlig Skygge,
Som kan Fortrolighed betrygge,
Langt bort fra vilde Sæders Larm;
Lad der de milde Taarer flyde,
Lad Venneraad dit Bryst indgyde
Den Olie, som helbreder Harm.
Et Glædens Ruus blandt frække Daarer
De rene Dydens Hjerter saarer,
Og har en bitter Eftersmag;
Adspredelser forvilder Sorger,
Og falske Trøstegrunde borger;
Men føder dobbelt Hjertenag.
76Hvor en vellystig Pige dandser,
Hvor Elskov fletter grønne Krandser,
Fortrylles mangen Modens Gjæk;
Men, hvor den stille Taare rinder
Ned over tvende smukke Kinder,
Beskriv mig der de Skjønheds Træk.
Der seer Du Dug paa Rosers Blade,
Og tvende Sole sig at bade
I Taarers klare Kildevæld.
Naar Soel i Skye sin Straale bryder,
Regnbuens Glands hvert Øie fryder,
Og kroner himmelhøie Fjeld.
Er Doris ikkun din Veninde,
Og kan hun ved din Side finde,
Hvad hun ei fandt i Verdens Larm;
Betroer hun Dig sin ømme Smerte,
Og aabner frit det hele Hjerte,
Da bliv i dette Selskab varm.
Tit blev det Livets Lod for Smukke,
At lide, tænke, tie, sukke,
Og blev det din, at trøste dem;
Vær trofast, øm, men taus tillige
Forraad ei en fortrolig Pige;
Oprigtig, hvad hun klager, gjem.
77Paa slibrig Bane Du veilede
De svage Trin, som næsten glede;
Thi ogsaa Dyden vakle kan.
Tael Trøst, giv Raad, og kan Du græde,
Lad Medynks-Taare Kinden væde;
Her sømmer Graad den kjække Mand.
Dit Bryst den aabne Fristad blive,
Hvortil Fortrængte sig begive,
Og hvor de bør sig sikkre troe;
Saa har den stille Sorg sin Glæde.
Saa fandt Du Vellyst i at græde,
Langt meer end hvor de Frække loe.
78Jeg elskte meest det kjære Land,
Der var jeg fød og der opdragen,
Der sad jeg tryg ved græsrig Strand,
Og hørte stolte Bølgers Bragen,
Og tænkte: gid paa denne Øe
Jeg leve maa, og boe, og døe!
Jeg paa de grønne Enge gik
Imellem Agres gule Grøde,
Jeg Uld af Faareflokken fik,
Af muntre Qvæg oprigtig Fløde;
Naturen var min Øienslyst,
Og Sorgen fremmed for mit Bryst.
Jeg stod saa glad med Solen op,
Naar Sommerdagens Morgenrøde
Forgyldte fjerne Klippes Top,
Og Straaler sig paa Bølger brøde,
Og klar og blank som Himlen blaa,
Saa var min unge Sjels Attraa.
79Jeg kom til Byens qvalme Borg,
Til Moders og til Daarskabs Sæde,
Hvor Glæder var forgyldet Sorg,
Hvor Armod gik i Herreklæde,
Hvor Vellyst Sygdoms Moder var,
Og Laster Dydens Maske bar.
Da sagde jeg: o, kjære Land!
Jeg seer ei dine hulde Skygger,
Ei Skov, ei Mark, ei Qvæg, ei Vand,
Og ei hvor Fuglen Rede bygger;
Hvad er Palladser, Torv og Muur
Mod Hytten og den fri Natur?
Men Damon kom, en Dalens Søn
Anholdte om min Haand og Hjerte;
Jeg elskede – fandt Byen skjøn
Og Landet at forglemme lærte.
Hvad blev nu Eng og Qvæg og Lam
Imod at see og elske ham?
Bedrøved Byen jeg forlod,
Thi Damon jeg forlod tillige;
Jeg saae den Eng, hvor grøn den stod,
Jeg saae Naturens muntre Rige;
Jeg sagde: det en Ørken er,
Thi jeg seer ingen Damon her.
80Nu førte Kjærlighed ham hen
Til Øen til sin kjære Pige;
Strax randt mig Solen blid igjen,
Min Øe blev dobbelt skjøn tillige;
Og i hans raske Favnetag
Jeg smagte Livets bedste Dag.
Thi hører Piger denne Sang,
Og lærer intet Sted at vrage:
Os falder Tiden aldrig lang
Ved Siden af en elsket Mage;
Paa Bye og Land, paa Dal og Fjeld,
Udbreder Elskov Fryd og Held.
Convolut omkring Lars Paskes Kugle, en mørk Tale for dem, som ikke kjende Kuglen.
81I den forvorpne Tid, da Kugler løfte op
Langt over høie Skye den vingeløse Krop,
Da Franskmænd tumles om i Luftens Hvirvel-Strømme,
Jeg og en Kugle fandt i Bergen at berømme,
Den kuglerunde Jord af Luft omgivet var,
Og mangen opblæst Gjæk taalmodig længe bar;
Men Jorden blev for trang, med Luft man fylder Kuglen,
Den hæver op sin Mand, og denne følger Fuglen,
Nu Kunsten stiger høit og alt for høit maaskee;
Mon han, som Fødder gav og skabte Vingerne,
Ei viste hver sin Vei? for Fiskeslægten Vandet,
For Fugleflokken Luft, for Adams Sønner Landet.
Hvad vil man dog saa høit? hvad kan man søge der?
En Egn, hvor ingen boer, og hvor man intet seer.
82Reis over salten Søe til ubekjendte Steder,
Du seer dog flere Folk og lærer andre Sæder,
Priis Kunsten hvo som vil, vær stolt af dit Forsøg,
Pak fuld uhyre Skib med brændbar Luft og Røg,
Af Sigte Jorden tab, svæv over Skyers Fjelde,
Trods Torden, Lynild, Storm og Luftens hele Vælde.
Du synker ned igjen, fortæl os hvad Du saae,
Og hvem Du talte med, og hvad der var at faae,
Og hvi Du ikke blev med eet i blanke Egne,
Hvor vi blandt Himmeltegn Dig siden kunde regne;
Men hvad! om han som tryg paa Vindens Vinger gaaer,
Han paa hvis Kraftes Ord Planet-Systemet staaer;
Hvad! om han gav et Vink til Stormens Magt og Torden,
Og sagde: straf en Gjæk, som trives ei paa Jorden.
Nei! den jeg sjunger om paa Landeveien gik,
Lod Jorden bære sig, til han Befaling fik,
At gjøre Himmelfart paa Troens stærke Vinger;
Hans Kugle blev til Pant for dem, som den omringer.
Om Kunst og om Natur den Kugle Vidne bær,
Dens Middelpunkt af Guld med Sølv omringet er.
Som frugtbart Spire-Frøe til mange skjønne Poder,
Undfanges, skjules, groer, omgivet af sin Moder.
Som Æggets tynde Skal omkring sin Blomme var,
Saa hvide Elfenbeen Sølvfuglen skjulet har.
83Nu ligger Hind’ om Hind’, og Kugle gjemmer Kugle;
Eet Rede gjemme de, og Redet nitten Fugle.
De Sorte deriblandt trak Kuglens Auctor med,
Og flagre om ham nu, som Pant paa Kjærlighed;
De Røde Kuglen fik for Redet at formere,
Og følge Fædres Spor, udklække Fugle flere.
En heldig Mesterhaand sin Kunst betegner her,
Og om Naturens Kraft hvert Navn sit Vidne bær.
Og viser frem en Mand, som havde Færdigheder,
Hvorefter mangen Fransk omsonst udmattet leder.
Men denne Mand var Norsk, uskyldig, vennekjær,
En Kunstner, Patriark, og ærlig Mand især.
Montgolfier! Dit Navn sig vidt om i Verden strækker;
Men som en Nar Du døer, ifald Du Halsen brækker.
84Gaaer, Brødre! gaaer med freidigt Mod
Som til en Dands,
Retfærdig er vor Sag og god,
Og kjæk som Klippen Nordmand stod.
Og gik, om det end kosted Blod,
Som til en Dands;
Og naar de glade komme hjem,
Da fletter Norske Piger dem
En Krands:
Da fletter dem en Krands,
Da fletter, Piger! Krands.Krands.] rettet fra: Krands, (trykkfeil)
Den Feige faldt, den Kjække vandt
I Orlogs Tid;
Op! viser Verden, det er sandt,
At Fædres Blod i Sønner randt,
At Nordmand altid Æren fandt
I Orlogs Tid:
85Han fandt den, om han fandt sin Død,
Naar Blod for Fødelandet flød
i Strid:
Naar Blodet flød i Strid,
For Fødeland i Strid.
I gamle Dage Skjalden qvad
Ved Feidens Bud,
I Sang om Seier Odin bad,
Strax stode Helte Rad i Rad,
Og Sværd i breden Belte sad,
Ved Feidens Bud;
Men Odin var en Kæmpe blot;
Vi ofre Bøn til Zebaoth,
Vor Gud.
Vi ofre til vor Gud,
Vi ofre Bøn til Gud.
Vi frygte Gud, men ingen Mand
Paa Jordens Kreds;
Vi slaae for Konge og for Land,
Mens Armen Sværdet røre kan,
Vi trodse Kulde, Ild og Vand
Paa Jordens Kreds:
86Vi leve vil og døe som frie,
Og med vor Lod da ere vi
Tilfreds.
Da med vor Lod tilfreds,
Da ere vi tilfreds.
Vi elske Frihed, følge dog
Vor Ordens Lov,
Enhver Ulydig er et Drog,
Og ham hans egen Broder slog,
Saafremt han ei til Hjerte tog
Vor Ordens Lov.
Hver Agt paa sin Anfører giv,
Hvis ikke, da for Sværdet bliv
Et Rov.
Da bliv for Sværdet Rov,
For Sværdet bliv et Rov.
Men Du, som og i Spidsen gaaer
For kjække Folk,
Betænk, en Ærespost Du faaer;
Men hvis Du ei med Viisdom slaaer,
Du Gud og Land til Ansvar staaer
For kjække Folk;
87Hver Sjel blandt dem er dyrebar,
Og Slagnes Blod i Himlen har
Sin Tolk,
Og Slagnes Blod sin Tolk,
I Himlen har sin Tolk.
Saa ryk da op, du Nordmands Hær,
Følg Kongebud!
Du Herreskjold mod Fienden bær,
Og dine Venners Hævner er;
Ryk op, og seiersalig vær,
Følg Kongebud!
Soldat! fortjen et evigt Navn!
Kom saa igjen og tag i Favn
Din Brud!
Tag saa i Favn din Brud,
Kom, tag i Favn din Brud.
1769. Naturens Navnedag i Anledning af Skabelsens 2 Cap. 19 Vers, for at lykønske Hans Høiærværdigheds Hr. Biskop Gunneri Hjemkomst fra sin Nordlandske Reise.
88Du Tidens ældste Søn, Naturens Fødselsdag!
Da Morgenstjerner sang Alfaders Velbehag,
Da frem af svangert Skjød hver Skabnings Førstefødde
Med Yndest kronet, gik sin fælles Ven i Møde;
Da hver, ved Livet glad det første Offer bar,
Og kyste frydefuld den Haand, ham dannet har.
O! stolte Dag! opliv endnu min matte Sang!
Og siig mig, hvad Du saae, da Solen første Gang
Med Majestætisk Pragt din Herlighed forklarte,
Og Viisdoms Vunderverk paa Jorden aabenbarte;
Da selv Naturen stod af Skjønhed funklende,
Og med et himmelsk Smiil sin Skaber hilsede.
*
89Naar kolde Norden har sin hvide Sørgedragt
Omskiftet med en ny og bundtet Foraars-Pragt;
Naar Liv og Kjølighed paa Østen-Vindens Vinger
Sig gjennem trange Dal til trætte Landsmand svinger;
Naar Jordens skjulte Skat frivillig voxer op,
Og Høstens rige Haab staaer tegnet paa hver Knop;
Ja naar endog Tullin sit Foraar malet har,
Mod Verdens første Dag det dog en Vinter var:
Fred mødte Glæden der og Kjærligheden brændte
Med Luer af den Ild, som Skaberen antændte:
Thi af Naturens Stad, hvad er det vi nu see?
Den halve Deel?… O! Nei, men kun Ruinerne:
Med Suk nu Mennesket sit Monarchie beseer,
Med Suk sig selv … han var; men er nu ikke meer:
Et Aftryk af sin Gud han hele Verden viste,
Før med Uskyldighed han alle Ting forliste;
Han Enevolds-Regent, viis, god, retfærdig, skjøn,
Udødelig … ja meer … han var Guds egen Søn.
Besjælet af den Aand, som alt oplivet har,
Han kjendte strax, hvad Gud, han selv, og alting var:
Naturen sig frembød, ham til en Morgengave;
Hver Skabning lydde ham; men intet Kræ var Slave,
Alt i sin Orden stod, hver havde nok i sit,
Og Adam nok i alt; han sagde: det er mit.
For ham var Eden hist af ædel Vellyst fyldt;
For ham staaer mindste Blomst den første Gang forgyldt;
90For ham hver Rose der af yndig Rødme bløder;
Og Fugles Velkomst nu med kaade Toner møder;
Hvert Træe sin seige Green nedbøier tung af Frugt,
Og yder første Skat for Syn og Smag og Lugt;
Opfyldt af hellig Ild vor første Fader stod,
Og læste paa hvert Blad: at Gud er viis og god:
Med flygtigt Øie han den hele Kreds beskuer,
Og Hjertet brænder alt af Glædens rene Luer,
Ja første skiønsom Tak fra ham til Himlen gik,
Da Førstegrøden han af Jordens Vellyst fik.
*
Af Gud opfyldt, hans Sjel til Jorden kaldes ned:
Naturen har ham nok et Skuespil bered:
Med Alles Bifald er hans Hyldingsfest berammet,
Hver Borger Stevning her at møde har annammet,
Her skal forsamle sig den hele skabte Hær,
Og Adam Navne skal uddele til enhver.
*
Nu Dyrerigets Hær bedækker Bjerg og Dal,
Den vrimler frem i Flæng til fælles Kongevalg;
Og Du blodtørstig Splid, som Avind siden fødde,
Som Fred landflygtig gjør i mindre talrig Møde,
Du var landflygtig her… hvert Øie Adam saae,
Hver sit Samtykke gav: han Konge være maae.maae.] rettet fra: maae (trykkfeil)
91Strax et høimodigt Dyr med Magt sig trængte frem,
Hvis stærke Bryst var ligt selv Tapperhedens Hjem;
Dens drabelige Mund lod som den vilde sige:
«Jeg Kongen tjene skal, mod Voldsmænd føre Krige,
Min Styrke, Heltemod til Strid mig dannet har.»
Strax blev den Adelsmand og Navn af Løve bar.Løve bar] rettet fra: Løve bar (trykkfeil)
En dristig kronet Helt, stærk, munter rask og skjøn.
Ved Pandens grenig Busk liig Skovens egen Søn,
Sin ranke Nakke ned for Adam ydmyg bukker,
Det er det Dyr, som nu for Prindsers Vellyst sukker;
Det Dyr, som to Gang’ døer fordi det elskte Fred,
Vor Fader Navn af Hjort det strax at give veed.
Hist to Uhyrer frem i brune Peltse sprang:
Maaskee de trodse mod nyt Herredømmes Tvang;
Nei, de formode mindst, at Adams Sønner skulde
Af deres lodne Dragt forskantse sig mod Kulde;
Godvillig Lydighed de derfor byde frem.
Vor Fader kjendte strax og Bjørne kaldte dem.
Her en Republican med Forbeholdenhed
Blandt Flokken træder frem; han ei at smigre veed;
Han Kongen lyde vil, han Kongen og vil ære,
Naar denne hvad han bør, kun bliver ved at være;
Han er til Lands og Vands af kloge Anlæg fuld;
Han elsker Frihed meer end Verden elsker Guld;
92Ved ufortrøden Flid og god Forsynlighed
Han Forraad stedse har, af Mangel aldrig veed;
Han med sin Bygnings-Kunst kan standse Floders Strømme,
Og tæt ved stridig Fos i trofast Bolig drømme;
Han saae betænksom ud, da han til Adam gik,
Og til et Ærestegn han Navn af Bæver fik.
I bundtet Klædning hist en Statsmand tumler om;
Den snedig bugter sig og synes venlig, from:
Som Ydmygheden selv den kryber, slikker Jorden,
Og frygtsom krymper sig for sin Monarkes Torden,
Sit søde sledske Sprog saa slibrig hvislende,
Som om den var oplært blandt Hoffers Hyklere:
Med Gordisk Knude den sin Krop indviklet har;
Uskyldig dog endnu den Adam yndig var;
Men gid han havde vidst, den skulde ham bedrage,
Han det Uhyre da strax havde bragt af Dage;
Men endnu havde den at skade aldrig tænkt,
Da Navn af Slange blev den uden Ophold skjenkt.
*
Ei Gud i mindste Orm sig uden Vidne lod,
Og Adams høie Sjel det Vidnesbyrd forstod;
I hvert forandret Slags han nye Mirakler kjender;
Ny Kundskab i hans Sjel ny Kjærlighed optænder;
93For ham Naturen er fra Gud et aabent Brev;
Hvert Støv et Viisdoms Ord, Guds egen Finger skrev.
*
I dyb Henrykkelse vor Stammefader gik,
Da nok et sælsomt Dyr han her at skue fik:
Det hopper, leger, leer, tobenet hurtigt tripper;
Det Adam ligne vil, med Øine stedse klipper;
De mindste Lader det at efterabe veed;
Til Hofnar, til Acteur det synes bedst bered:
Ved heldig Munterhed og Legems-Skabning var
Vor Gøgler den maaskee, som første Sæde har
Næst Mennesket, hvor just Naturen sig forandrer,
Hvor til et andet Slags den langsom overvandrer,
Og kun med sine Træk dens Vei betegnet er;
Den gaaer ei pludselig til Dyr fra Mennesker.
«O! Liighed! O! hvordan? mon Du for mig er skabt?
Hvi har Du Skjønhed da, hvi har du Talen tabt?»
Saa tænker Adam og et Suk til Himlen sender,
Til Selskab for sig selv blandt Dyr han ingen kjender;
«Nei, sagde han, Nei Du min Mage ikke er,
Men da Du ligne vil, Du Navn af Abe bær.»
*
Nu trakte sig en Skye med et fra grønne Lund
Op i den klare Luft; strax graaner blanke Grund,
94Og Mørkhed dækker til for Dagens Herskerinde,
Nu høres Knag og Brag, lig Lyd af stærke Vinde:
Man her forsamlet saae en let og munter Slægt,
Som hang i Luften tryg paa Vingers Ligevægt.
*
Nu splittes Flokken hist; en Røver styrter sig
Ned gjennem tynde Luft til Jorden pludselig;
I venstre Haand han just et yndigt Bytte førte,
Hvis Kurren Adam som et Klagedigt anhørte:
Her saae man første Gang, hvor lidt Uskyldighed
Mod graadig Overmagt sig at beskjerme veed.
Sligt Offer Adam strax af Røveren forsmaaer;
Og Ørnens Navn den til et Kjendemærke faaer;
Men Fangen Frihed fik og søgte hine Skygger,
Hvor Fred hos Kjærlighed sin grønne Hytte bygger,
Og da den munter hen i Luften svinger sig,
Vor Fader sagde: Man skal Due kalde dig.
*
Hist synker langsom ned Naturens Øienslyst,
En vinget Skjønhed med regnbuefarvet Bryst:
Apelles havde skjult sit bedste Mesterstykke,
Og til sin Pensel sagt: «Forsøg ei meer din Lykke.
Knæl ned opblæste Kunst», hvis han kun havde her
Betragtet Glandsen af de Farver Adam seer:
95Blandt fjædret Flok man her den stolte Dronning saae,
Med sit priismatisk Slæb til Adam frem at gaae;
Ja naar hun Slæbet nu opreist mod Himlen holder
Og som guldspettet Vift’ mod Solens Glands udfolder,
Man Blaat i Violet med Grønt skatteret seer,
Og af Saturnisk Ring hver Kreds bekrandset er.
O! Skjønhed! Orden, Pragt, o! Skaber herlig, viis!
Saa løftes Adams Sjel til Himlen fuld af Priis,
Paafuglens Navn han knap vor Dronning havde givet,
Før liden Sværmer hist, ved varme Luft oplivet,
Paa Adams Finger sad og bredde ud sit Guld,
Og sagde: Jorden er af Pragt og Skjønhed fuld.
Paa fire Vinger, som den glad udbredede,
I mørk og brunrød Grund smaa Stjerner funklede;
Græsgrønt og Rosenrødt paa spæde Ryg var tegnet;
Blandt Sommerfugles Slægt den blev af Adam regnet;
Ja kort: Paafuglens Pragt Insekten ogsaa bær.
Og Adam Viisdoms Spor i mindste Flue seer.
*
Ulige Lighed var Almagtens Prædikant,
Midt i Forandring selv vor Fader Orden fandt,
Og hvor med vilde Træk Naturen spiller, spøger,
Han med fordobblet Flid en Ordens Lov opsøger:
96Hvert Kræ ved eget Navn, særskilt fra fremmed Slag
Med Fryd besynge nu Naturens Navnedag.
*
Ja Luften fyldes hist af høie Toners Klang,
Da Fugle-Choret til sin Skabers Ære sang
Vor Faders muntre Sjel et værdigt Selskab finder;
Den høit sig svinger op med hine Sangerinder,
Og offrer hellig Lov for sit og alles Vel:
Stor var da Gud i alt; men størst i Adams Sjel.
Der var, O! hvilket Lys! af Lysets Fader tændt!
Ei Sole blusse saa paa Himlens Firmament:
Fornuftens Øie seer: og strax er Mygget større;
Strax skjulte Sandhed maa den frem for Dagen føre;
Fornuftens Øie seer: strax lyser Almagt op
Og Viisdom skinner frem af mindste Blomsterknop,
Forgjæves havde Gud udødslet al den Pragt,
Forgjæves viist sin Kunst, sin Kjærlighed og Magt;
Om han ei havde skabt en skjønsom Sjel tillige,
Som kunde Orden see i vidt udstrakte Rige,
Og gjennem Støvet selv sin Indsigt vikle ud,
Til Synet tabte sig og Sjelen saae kun Gud;
*
97Høitidelige Dag! hvad Lys bestraaler Dig!
Hvor meget er Du ei vor mørke Dag ulig?
Iblandt Vildfarelser vi tumle, sukke, klage,
Naar Morgenrøden af Menneskeslægtens Dage
Opkratser i vor Sjel det ilde lægte Saar,
Og tabt Uskyldighed i frisk Erindring staaer.
Hvor lidt er det ei nu vort dunkle Øie seer,
Naar det med slebet Glas endog udrustet er?
Naar Kunst, Erfarenhed og Vid tilsammentaget,
Naturens skjulte Lov med Lykke har opdaget,
Vi mod den Herlighed, vor første Fader saae,
Vort Lys, hvor klart det er, kun Mørkhed kalde maae.
Dog har med svage Træk vor Afmagt penslet af
Den Ordens Lov, som Gud Naturens Kræfter gav:
Os var det og en Lyst Almagtens Værk at kjende,
Vi derfor vovede Fornuften did at sende,
Hvor synbar Sandhed paa hvert Blad sig byder frem,
At den med Viisdom kan beriget komme hjem.
Men Løgn og Sandhed nu nær hos hverandre boe,
Og Nælder rundt omkring uskyldig Rose groe:
Man sjelden Honning nu foruden Gift kan finde,
Da onde Lysters Drift os fører om i Blinde,
Og ofte graves op med Flid af Jordens Skjød
Et frugtbart Spirefrøe til Sygdom, Pest og Død:
98Forvoven Dødelig! kom følg mig, see og skjælv!
Vær for Ulykker tryg; men frygt kun for Dig selv:
See Havet skummer op, hist aabnes Himlens Sluser,
Hver Bæk fra høien Hald ned over Marken bruser;
Af haarde Klippes Steen her vælde Kilder op,
Og Vandet skjuler nu Avnbøgens lodne Top.
Alt synker, alt forgaaer, selv Haabet synker med;
Alt er til Død bestemt; alt er til Hævn bered…
Men tyst… hvad seer Du der, er det en Øe som flyder?
Et Land, som sig endnu for flygtig Raae frembyder?
Det slænges hid og did, nu nært til Undergang;
Og nu paa Bølgers Ryg det høit mod Himlen hang…
Her et brøstfældigt Brædt Menneskeslægten bær,
Og Stammefædrene for Dyrerigets Hær!
Bundløse Kjærlighed! som dog ei alt nedsænkte;
Men midt i Straffen selv endog paa Naade tænkte!
Dig skylder Verden, at ei alt med eet forsvandt,
Og at man Redning her paa svage Fjele fandt.
Lad Vandet synke ned, lad Bjerge vise sig,
Lad Fængsler lukkes op og hver med Frydeskrig
Paa tør og trofast Grund begjærlig Foden sætte,
Lad Noah vælge frit blandt Bjerg og Dal og Slette,
Hvor han sit trygge Telt opreise kan i Roe,
Og endnu Føden see af Jorden op at groe.
99Men det for lidet er, Viinranken dyrkes maa,
Vor Tørst ei Lindring nok i Kilder kunde faae;
En kjølig Saft, som hist de trykte Druer svede,
Skal oplyst Patriark til Daarlighed forlede:
Man Helten reddet af Syndfloden kunde see,
Men ak! i Drueblod han daarlig druknede.
*
O! skam Dig, Menneske! ved din Opfindingskraft;
Fordøm til evig Tid den ulyksalig Saft,
Som qvæler Heltemod, og Viisdom selv forblinder,
Som elsker Laster op og Dyden overvinder,
Som ødelægger meer, end Pest og Ild og Krig!
Viindrue, havde man kun glemt at dyrke Dig!
Nei, Du var ei forglemt, hver Dag er Bacchi Fest;
Dig synger Frækhed Lov, den trives allerbedst,
Naar dine Taarer ned i tørstig Strube klukke,
Og undertrykte Dyd opsender tause Sukke,
Imedens Daaren leer og drikker Lasters Skaal,
Og Luften hviner grumt af Dumheds kjække Skraal.
*
Men holdt! hvor vil jeg hen? hvad har Viinranken gjort?
Hvi skal dens ædle Saft afmales fæl og sort?
Den lædsker, glæder, ja den giver Mod og Styrke;
Bliv Menneske kun ved din Viingaard vel at dyrke;
100Af det Naturen gav, du intet laste bør,
Beskyld din Misbrug for den Skade, Vinen gjør.
Ja bliv af Skade klog og lær Forsigtighed,
Randsag Naturen frit, men tag Fornuften med;
At ei det første Skin af Godt Dig maatte fange,
I grønne Blomsterbeed laae helst en giftig Slange.
Hvor Guldet lokker Dig midt ind i Jordens Skjød,
Tit giftbefængte Damp Dig byder sidste Stød.
Men, himmelsk Viisdom! Du, som bedst veilede kan,
Som har saa tit oplyst en taagemørk Forstand;
En Straale af dit Lys kan endnu Veien lære,
Ved Dig man Gud endnu kan i Naturen ære,
Du splitter Taagen hist, som Synet dunkelt gjør;
For nyttig Indsigt Dig man ene takke bør.
*
Hiin store Konges Sjel af dig bestraalet var,
Som tvende Rigers Folk frivilligt Offer bar:
Ham takker Israel for Fred og gylden Alder,
Ham Planteriget selv sin Ven og Fader kalder;
Han Engens Døttre seer og kjender hver især,
Han Viisdom høste kan, hvor Daaren sanker Bær.
Kneis paa dit Libanon du stolte Cedertræe,
Maaskee du blive kan din Konges Lye og Læe.
Og skjulte Skjønhed, som dit Hoved hist forstikker,
Du er ei heller glemt, see Kongen til Dig nikker.
101Kom Markens hele Slægt og bliv enhver bekjendt,
Din Skjønhed funkle ved det Lys, han har antændt.
Blyfærdig Rose dryp din Purpurfarve ned!
I Lillier eders Snee med kjelen Yndighed!
Udbreder paa hver Vei, hvor Kongen Foden sætter,
Fordobbler bundtet Pragt paa Palæstinas Sletter!
Men Zions Datter flye og skjul din Skjønhed vel,
At den ei friste maa vor store Konges Sjel.
*
Saa kom Naturens Lys fra Verdens Østerkant;
Bag Asiatisk Fjeld den hist med Solen randt;
Ved Morgenrøden alt Europas store Søster
Sig Krandse fletter og af tidlig Skjønhed bryster;
Mod Vester mørke Nat hun end at svæve seer,
Og stolt ved eget Lys, Vankundighed beleer.
Men moden Skjønhed tænk, din Glands forsvinder snart!
See! Solen iler alt med ufortøvet Fart
Til Middagspuncten op; og Skyggens sorte Vinger
Med Hævn fra Bjerget ned sig over Sletten svinger:
Din rosenrøde Mund bag Mørkets Sørgefloer
Med Suk beklage skal, at Lys i Vester boer.
*
102Kom, hils din blide Dag, du Heltes Fødeland!
Som blomstrer rundt omkring Castalisk Kildes Vand;
Lad Agamemnons Støv med Roe i Graven hvile;
Til Lykke med din Fred, nu først kan Viisdom smile,
Og med betænksom Flid opdage skjulte Skat,
Da i sit fulde Lys din Skjønhed bliver sat.
Knæl her min Geist for ham, som Sandhed elsker op,
Og løft ham, om Du kan, paa Athos høie Top.
Slig Ærestøtte ham Naturen billig skylder,
Gjeldbunden Fødeland kun da sin Pligt opfylder,
Naar det mod Stjernerne sin Helt opløftet har:
Al Verden vidne skal: Det dog forlidet var.
En værdig Ærekrands selv Sandhed fletter Dig,
O! vise Stagirit, Du blev udødelig,
Da først af tykke Skov Du bød ukjendte Skare
At vrimle frem; og de, som før navnløse vare,
Af Dig fik Navn og blev, hver i sit Slags, bekjendt,
Man Adam skulde troe til Grækenland var sendt.
Rørt ved det mindste Suk fra smertetæret Krop,
Han øver billig Vold mod yndig Roses Knop,
Og kraftig Lægedom til Piners Verksted sender:
Helbredet Landsmand strax opløfter stærke Hænder,
Og fuld af skyldig Tak, fremviser lægte Saar,
Ja Lægens kjære Navn i Hjertet tegnet staaer.
Philippi kjække Søn! Du kjendte Mandens Værd;
Ved ham Du tidlig blev i ædle Konster lærd:
103Han kostbar Viisdom i din unge Sjel indprenter,
Og selv af nedlagt Skat indhøster rige Renter:
Stagires faldne Muur sin fordums Høide naaer,
Og Patriotens Sjel en sød Belønning faaer.
*
O! gylden Alder da for hver Minervæ Søn!
Naar Videnskaber faae sin velfortjente Løn;
Naar aldrig Ærekrands til Tossens Tinding flettes,
Og aldrig stræbsom Flid tilside skulde sættes:
Vær Macedonisk Prinds, stor ved Erobringer,
Men større dog fordi du Viisdom havde kjær.
*
Europa, glæd Dig nu, Du er ei meer forglemt!
Dig haver Pallas til sin Skueplads bestemt:
En frugtbar Egn ei skal omsonst sit Guld udbrede;
Og dine Skoves Dyr ei efter Ravne lede:
En Veronensisk Helt ud over Verden saae,
At han den hele Kreds afpenslet kunde faae:
Naturens Rigdoms Dyd Fornuftens Afgrund var;
Og meget svanger Jord sig forbeholdet har:
Vor Vise seer en Damp, som Klippens Top udpuster,
Og mod det store Syn forvoven sig udruster,
Men Ilden strømmer ud og Klippen giver Knald;
Skriv paa vor Heltes Grav: Han døde i sit Kald.
*
104Han døde… men dog er Naturens Lys ei slukt:
Roms lette Ørne nu fordobble hastig Flugt;
Lad Videnskaber paa udstrakte Vinger hvile,
Ret som man en Raqvet i Luften seer at ile,
Hvor den sin Linie trak, igjennem mørke Nat,
Og har en Vei af Lys i Luften efterladt:
Saa stærke Ørne fløi hen over Alperne;
Man kunde deres Vei af Lys bestraalet see:
Roms Vaaben aabne først Europas lukte Øie,
Sig selv bevidst hun nu sin Skjønhed kan forhøie,
Mangfoldig Yndighed hun allevegne seer,
Og sine Plinier hun skal ei savne meer.
*
Af mange Blade nu Naturens Bog bestaaer;
Hver Dag en Urt deri sit Sted blandt andre faaer;
Hver Tue har sin Blomst, hver Blomst sin Døbefader:
Man aldrig daarlig stolt det mindste Straa forlader,
Som ei hos næste Slægt i Orden bliver sat,
Og regnet for en Deel af Planterigets Skat.
Selv kolde Norden med sit sneebestrøede Haar,
Af Skjønhed svanger, glad kan hilse blide Vaar!
De granbegroede Fjeld og grønne fede Dale
Begynde overlydt sin Skabers Sag at tale:
Naturens stumme Sprog er selv Veltalenhed
Og heldig Tolk for hver at oversætte veed.
*
105Mod Norden iler nu med nye Opdagelser
Naturens Elsker og sin Laurbærkrands frembær,
Hvormed at krone ham, som i Naturens Rige
Med Kjæmpeskridt tør op paa Jordens Knogler stige.
Og raabe: «Kom Bufon, Bomare og hvo du er,
Hver med sin fundne Skat forsamler Eder her!
Omringe mig hvert Kræ, som før ved altings Vaar!
Og spraglet Flok, som hist paa øde Marker staaer!
Hver Blomst i Orden kom ved Siden af din Broder!
Kom al Naturens Hær, inddeelt i dine Roder!
Den hele Skare staae hver paa det rette Sted,
Som fordum var enhver af Skaberen bered.»
*
Saa bød Anføreren; og Hæren mønstret stod:
Strax i Naturens Bog hvers Navn han skrive lod;
Paa Tingenes Natur han al sin Orden bygger;
Skeeløiet Avind ei saa trofast Bygning;
106Saafremt Naturens Lov en evig Grundvold er,
Saa skal hans Bygning staae til Verden er ei meer.
Var end min Bolig nu, hvor Bjørnen Faste holdt;
Hvor nøgen Klippes Væg, mod Stormens Larmen stolt,
Med krumme Hvælving har indhegnet mig en Hule
For al Naturens Pragt med Flid at kunde skjule;
Lad Ravne skrige der, lad Ulve tude nu,
Berguglen hulke ud sit hule Hu Hu Hu!
Lad intet uden Snee paa Bjerget voxe op!
Lad Stenens haarde Bænk modtage trætte Krop!
Naar kun ved Haanden er den Bog, vor Svenske Vise
Har skrevet, skal jeg dog Naturens Mester prise,
Og mætte Sjelen med udvalgte Skjønheder,
Naar al Naturens Kreds jeg der udbredet seer.
Velkommen da paa ny med dobbelt Velbehag
Du Jubelfest af hiin Naturens Navnedag!
Op Svenske Døttre! op, og Blomsterkrandse fletter,
Med lette Fingre dem paa Heltens Hoved sætter,
Naturens stumme Tak I ham forklare maae,
Og søde Triller høit Liné til Ære slaae!
*
Men blegner ei, om I fra Naborigets Fjeld
Et Gjensvar høre maae: Det erer] rettet fra: er er (trykkfeil) en gammel Gjeld,
Som der betales een af Landets lærde Sønner;
Viid: Norge føle kan; det og paa Velgjort skjønner,
107Naar fra Forglemmelse man redder Mark og Eng
Og døber Skjønheder, som voxte op i Flæng.
Mit kjære Fødeland! saa seer Du nu den Dag,
Som med sit blanke Smiil forklare skal din Sag,
Og sige Verden, at blandt Norske Fjelde findes
De Blomster, som ei kan i Skjønhed overvindes,
Der fødes ogsaa den, som kjender deres Værd,
Og ei forgjæves bær det store Navn af lærd.
Selv Flora, prydet med Europas Havepragt,
Mod Norden nærmer sig og viser buntet Dragt:
«Stands, raaber vor Gunner, lad mig din Pragt fuldende
Med Blomster, som Du skal endnu for nye erkjende.»
I Brystet sætter hun, den Prydelse hun faaer,
Hun neier dybt og i sig selv forelsket staaer.
Holdt her, min Geist: og lad en Anden sige meer;
Du nødig tier… men naar Hjertet oprømt er,
Mod Velanstændighed man let sig da forsynder;
Man ved at rose tit fortørner sin Velynder.
Dog gak, mød Hr. Gunner og ei din Pligt forglem,
Paa Trondhjems Vegne siig: Velkommen uskad hjem!
Hjem fra den Viingaard, Gud mod Norden plantet har,
Hvis Tarv at fremme Dig en Drivefjeder var,
Til farlig Reise blandt Nordlandske Skjær og Banker.
Der af Neptuni Rov Du ogsaa noget sanker,
108Naturen rundt omkring Dig aabner frugtbart Skjød;
Navnløse Nyheder den hist og her frembød.
Vær da velkommen hjem: vort Selskab venter Dig!
Ja, Flora forud alt i Haabet glæder sig;
Ny Skjønhed venter hun paa Reisen er opdaget,
Og i sit søde Haab hun fandt sig ei bedraget;
Glad seer hun funden Blomst henført hver til sit Slag
Og helligholdt paa ny Naturens Navnedag.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samling af Johan Nordahl Bruns mindre Digte ble publisert første gang i 1791. I 1818, to år etter Johan Nordahl Bruns død i 1816, ga sønnen Christen Brun ut «Anden og forøgede Udgave» av Mindre Digte.
Samlingen inneholder nærmere 100 dikt, de fleste av dem er leilighetsdikt skrevet til store anledninger som fødsler, fødselsdager, bryllup og begravelser. De mest kjente diktene er «Udsigter fra Ulrikken» («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»), «Naturens Navnedag» og «Norges Skaal» («For Norge, Kjæmpers Fødeland»).
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1791 og «Anden og forøgede Udgave» fra 1818. Denne utgaven er basert på 1818-utgaven.
Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
