[Til Prinds Carl af Hessen]

1773.

Da Hans Durchlauchtighed Prinds Carl af Hessen førstegang kom til Tronhjem; anbragt, det første paa Dovre ved Grændsen imellem det Søndenfjeldske og Nordenfjeldske; det andet ved Hage-Elven, hvorover er spændt en Trosse, ved Hjælp af hvilken man kommer over, da dens Strøm ellers er for stridig, og var dette den sidste Veiens Vanskelighed, da de øvrige 6 Mile til Tronhjem ligge igjennem dyrkede Marker.

Paa Dovre
Velkommen himmelsendte Par
Til Nordenfjeldske Fjeld,
Hver Trønder hid sit Ønske bar,
Bød Dovre raabe: Held.

Løft, skaldet Dovre! skyefuld Hat,
Bøi langsom gamle Ryg;
Blid Dag og stjerneklare Nat
Gjør Veien let og tryg.

Ved Hage-Elven
4Stands Løbet, stridrindende Elve!
Lad Christians Søster ei skjælve!
Fortæller, I, snaksomme Floder:
Vi flyde og lyde din Broder.
O Prinds! vi med Længsel Dig vente;
Naar Du vores Hjertelav kjendte,
Da sagde Du Kongen: at Bønder
Var aldrig saa troe, som de Trønder.
Her aabne sig Sletter med Grøde,
Som Kulden i Fjor lagde øde,
I Aar de med Rigdom sig klæde,
For Prindsen at møde med Glæde.

Cantate, opført paa det nyttige Selskabs Forsamlingssal i Bergen den 11te Octbr. 1775.

Chor
5En Glædskabs Dag for glade Dage
Blev Arveprindsens Fødselsdag;
Ham Nordmands Flid ei skal mishage,
Han fremmer selv vort Selskabs Sag.
O! store Prinds! i mindste Hytte
Dit Navn Du med Velgjerning skrev:
Din Broders Gunst for dem, som nytte,
Og Frugten af din Godhed blev.

Aria
Hvor Flid Belønning faaer,
I Blomster alting staaer,
Hvad prøves ei?
6Reis derfor Ærestøtte
For den, som fandt til Nytte
Ny Næringsvei.

Duetto
1mo. Mit tørre Bjerg skal Grøde bære,
Og Græs skal groe paa tørre Steen.
2do. Moradset skal min Ager være,
Og tør min Ager, jevn og reen.
Min Grøde din skal overvinde,
Min Haand blev ved Belønning stærk.
Jeg skal i foldig Knippe binde
De gule Høstens Vunderværk.
Jeg taber ei, vil Grøden groe,
Vi maae jo vinde begge to.

Aria
Belønning lokker Fisk af Vandet,
Og Guld af Fjeld, og Brød af Landet,
Og virker Lyst og Liv og Drivt;
Ja vi, som selv Belønning give,
Belønning søge, gid den blive
Bestandigt Vel for Bergens Stift.

Chor
7ad Fryd i muntre Strenge klinge!
Vi sjunge Fredriks Velbehag;
I Bjerge syv, som os omringe,
Lad Echo dundre Slag i Slag!
I nøgne nu og graae af Alder
Vor Fryd i Dag besvare skal;
Men dersom Dagen tit indfalder,

[Prindsesse! fød til Kjønnets Ære]

I Anledning af den 25de Septbr. 1785.

8Prindsesse! fød til Kjønnets Ære,
Til Tvillingrigets Øiens Lyst,
Til Kongehusets Ziir at være,
Bøn steeg for Dig fra Norske Bryst
Til Himlen paa din Pagtes Dag
Om Pagtens Engels Velbehag.

Skjøn, som en Foraars Morgenrøde,
Naturens Haand Dig dannet har;
Og nu, Du Naaden gik imøde,
Som Dig og os forhvervet var,
Og knælede med ydmyg Bøn,
Nu blev Du som en Engel skjøn.

Var nogen Høitid værd at skue,
Saa var det, da Du rakte Haand,
Og brændende ved Andagts Lue
Fornyet fik det gamle Baand;
Da ønskte jeg mig førstegang,
For Dig at see, en Herres Rang.

9Jeg havde villet Vidne være,
Og hørt af Kongedatters Mund
Vor Kirkes Troe og rene Lære,
Og uforandret hørt den Grund,
Som Danner-Kongehuset maae
Sit Herskabs Ret grundfæste paa.

«Gak saa, jeg havde villet sukke,
Gak hen og bliv dit Løvtes Pant.
Bliv herlig fremfor Jordens Smukke,
Som Soel, der over Stjerner randt.
For Himlen bliv, hvad før for os,
Saa blev Du Englechorets Roes.

Held krone Dig, og Naader smile,
Og Fred fra høie Himle kom!
See begge Rigers Bønner ile
Frem til det Tempels Helligdom;
Hvert Ønske gaaer til høie Chor,
Hvor Kongens Dotter Eden svoer.

Og naar en Fyrste sig skal prise
Lyksalig ved saa skjøn en Brud,
Lær Verden, at en ny Lovise
Gik denne Gang fra Danmark ud,
Og at ei ene Engeland
Prindsesser store danne kan.»

En Bjergmands Sang paa Røraas

1788.

10Vort kolde Norden føler Varme,
Hvert Bjerg udstrækker lange Arme
For at omfavne Kongens Søn;
Selv Ørken smiler ham i Møde,
Og ved hans Aasyns Morgenrøde
Skal nøgen Klippe blive skjøn.

Prinds! der er Malm i disse Fjelde,
Og om det engang skulde gjælde,
Da er der Malm i Bjergmands Arm;
For dine Fædres og dit Rige
Skal den sin Hammer aldrig svige,
Men falde tung paa Uvens Barm.

See her et Folk, som gaaer i Døden,
Som trodser Farer ufortrøden,
Hvis Krigsmusik er Miners Knald.
Ja medens Bjerg vi undergrave,
Vor egen Grav vi tit tillave –
Men døe i Fred – – det er vort Kald.

11Skal derfor Pligt os engang kalde
At gaae mod dem, som overfalde,
O Prinds! din Arv, vort Fødeland,
Da trodse Bjergmænd Ild og Kulde;
Vort Kongehuus til Døden hulde,
I blodig Kamp vi holde Stand.

Dig, Rigets Arving! Bjerge hylde,
Og prange med sin Rigdoms Fylde,
Og anbefale sig din Gunst.
Du saae, naar Du steeg ned i Huler,
Og fandt den Skat, som Jorden skjuler,
At Klippen var ei skabt omsonst.

Selv skal Du Bjergmands Haab oplive,
Om han dit elskte Navn maa skrive
Paa denne ny navnløse Ort.
Naar Ertsen riig i Gruben tindrer,
Man Fredriks dyre Navn erindrer;
Det blev og under Jorden stort.

Stiig, Kongesøn! stiig ned i Jorden!
Den aldrig ganske stor er vorden,
Som ei nedlod sig for at see.
Stiig siden op paa Odelsthrone,
Og Grubens Skat i Kongekrone
Skal glimre blandt Juvelerne.

12Vi Agre ei, men Ilden dyrke,
Med haarde Steen vi prøve Styrke
Og trænge ind i Jordens Skjød,
Vi ned i Dragers Bolig stige,
Og vore dybe Miner sige
Til disse Stene: Vorder Brød.

Vi slaae paa Borr med flittig Hammer,
Og indminere mangt et Kammer,
Som aldrig saae den blide Dag;
I Afgrunds Dyb vi fange Bytte,
Og yde Skat til kunstig Hytte,
Hvor Ild og Vand gjør Vaabenbrag.

Der Lænker rasle, Vandfald suser,
Og Vind af trinde Bælge bruser.
Og trykket Luft oppuster Ild.
Ved Ild maa Steen som Vandet flyde,
Og Ovnen Kobberstrøm udgyde,
Og det var Bjergmands Skuespil.

Saa blomstrer Flid i Fredens Skygge,
Naar Folkefædre mildt betrygge
Hver i sit Kald, hver i sin Stand.
Thi leve længe Landets Fader,
Indtil han sildig overlader
Sin Arv til værdig Eftermand!

13Stiig, Fredrik, da paa Faders Throne,
Og Himlen al din Idræt krone;
Men glem ei dine Bjergmænds Tarv!
Du har for længst vort hele Hjerte,
Som varig Ild for Dig ernærte;
Ja Du fik Klippen og i Arv.

[Ak! har Du da kun een Velsignelse, min Fader?]

1788. Ode til Hans Kongl. Høihed Kronprindsen, fra Bergen.

14Ak! har Du da kun een Velsignelse, min Fader?
Saa spørger sukkende tilsidesatte Søn,
Men vee den Arme! ham fortørnet Moder hader.Forfatternote: I Mos. 27.
Og hvad formaaer da Suk mod dette haarde Kjøn?
Vort Riges store Haab besøger Norske Fjelde,
Kun Bergen ene maa sin Moders Had undgjelde.

Stedmoderlig Natur! ei Hedemarkens Sletter,
Ei Østerdalens Skov Du gav vort haarde Stift,
Ei grønne Krands af Gran til nøgne Fjeld Du fletter,
Ei Grubers rige Malm besjeler Landmands Drivt.
Her truer Fjeld mod Fjeld og kniber trange Dale,
Her vandres krumme Stie; hist Kongeveie prale.

15At vanke forskende igjennem tørre Steder,
O, Bergen! see det blev kun dine Skjaldres Deel.
De qvæde Harm og Skræk, naar andre sjunge Glæder.
Et Brødrepar besang din Grusomhed, Horneel!
Og Selløe! Du, som blev ved Frimanns Sang saa vakker,
For Skjønhed meer din Skjald end selv Naturen takker.

Dog ere ogsaa vi den samme Faders Sønner,
Og Dagfind Bondes Slægt ei plat udryddet er,Forfatternote: Hagen Hagensøn var 6 Aar gammel, da han blev Konge i Norge. Dagfind Bonde, Laugmand, født og boende i Bergens Stift, dannede denne Fyrste til en stor Konge, beskjermede hans Ungdom mod Efterstræbelser, og vidste at til intetgjøre alle de onde Raad, som den listige og mægtige Skuli Jarl oplagde mod Rigets retmæssige Arving.
Den Mand, der Kongesøn beskjermer, naar det rønner,
Og Troskab klippestærk i kjække Hjerte bær.
Langskjægget Olding her gaaer end i samme Klæder,
Som var fra Arilds Tid de gamle Kæmpers Hæder.

Ja sidst til os kom Du, som Sæder har forgiftet,
Forvorpne Yppighed! Du Staternes Ruin;
Pragt fremmed er hos os, og Rigdom selv i Stiftet
Tør Tarveligheds Roes dog endnu kalde sin.
Her kjendes Borgeren, skjønt Tønde Guld han eier,
Man Eqvipagen ei, men kun Crediten veier.

16Os gav dog Havet Guld, og vore snævre Dale,
De vrimle dog af Qvæg, og Qvægets Fedme kom
Paa Trønders tørre Brød: Tit maa vor Stad husvale
Med fremmed Grøde dem, som vanke Landet om.
Til mangen hungrig Flok vi Føden ofte borge,
Og Bergen altid blev et Magazin for Norge.

Kom, Kongesøn! og see! min Sang kun Sandhed følger;
Ad Aare til dit Folk blandt disse Klipper kom!
Vor Bøn skal gjøre Pagt for Dig med Storm og Bølger;
Og da først har Du reist dit kjære Norge om.
Da skal Du see, at alt er Virksomhed her oppe,
Og Glæden vimple skal paa Skov af Skibes Toppe.

For Rigets Arving da vor Handel frem skal vise
De endnu haarde Baand, som fængsle Mod og Drivt;
At Dig, vor Efterslægt, som Løseren maa prise,
Der Rigdoms Kilde grov i Norges fjerde Stift.
Da, Konge selv engang Du glad om Bergen siger:
Vor Handels Hovedstad den er i begge Riger.

[Kom, drik, og syng om Kjærlighed]

Sang over Bordet paa Nyegaard, i Anledning af den 14de September 1790.

17Kom, drik, og syng om Kjærlighed:
Det er den, alting blomstrer ved,
Den, uden hvilken jeg og Du
Var ikke til endnu.
Fra Hytter den til Throner gaaer,
Gjør Olding ung og Høst til Vaar,
Og Konge, Prinds og Bondedreng,
Hver glad udi sin Seng.

Den skabte Liv i Vennelav,
Og Landet raske Sønner gav;
Den elskte Fred og bundtet Rad,
Hvor den i Gilde sad;
Man har forloret Paradiis;
Eet bær dog end sin gamle Priis:
Ved Kjærlighed det lykkes jo,
At gjøre eet til to.

18Bort med politisk Sværmerie!
At slaae sig gal og være frie,
Modsatte Ting hos Nordmand er,
God Orden har han kjær.
Sin Konge gav han Faders Navn
Og stred for ham og Fødestavn;
Men kaldte trodsig Larm og Vold,
At føre Niddingskjold.

Ved Danner-Kongehusets Flor
Er Norske Sønners Glæde stor;
Thi blomstrer og rodfæstes det,
Da skeer hver Nordmand ret.
Da fredes Hav og Bye og Land,
Og alt er Liv fra Bjerg til Strand,
Hver glad velsigner da de Baand,
Som tæmme Tvedragts Aand.

Paa Dagen, da vor Frederik
Med dyre Gemalinde gik
Lykønsket til sin Hovedstad,
Blev og hver Nordmand glad.
Vor Sang i Fjeld gjenlyde skal
Om Kjærligheds utvungne Valg,
Om Rigers Haab, om Frederik,
Som valgte selv og fik.

19Han leve med sin unge Brud,
Og skaffe Stammen friske Skud!
Thi under det ældgamle Træe
Vi sad i Lye og Læe.
Bliv, Kongesøn! bliv Fædre lig!
Vor Troskab skal omgjærde Dig:
Din Søn i vore Sønners Barm
Skal finde Luen varm.

Kanoner dundre da i Fjeld!
Det Høie Par vi ønske Held:
Gid Elskov med sin milde Magt
Besjele deres Pagt!
Fred leire sig om deres Boe,
Om Kongeborg og Riger to!
Skjenk fuldt, syng høit, bliv glad og drik
Skaal for vor Frederik!

*

Vi Norske Døttre synge med:
Vor Røst er svag;
Men synge lidt om Kjærlighed,
Er Pigers Sag.
20Vort Kjøns Triumph i Dag er stor;
Den Skjønne vandt:
Sin Helt gav hun sit Æres Ord,
Og Helten bandt.
Vi sjunge Prindsessen til Ære!

Prinds Carl han var en Krigens Mand,
Og selv han fik
En Datter fra Skjoldungers Land
Af Frederik.
Nu Carlens Datter, skjøn som Soel,
For os randt op,
Hun nærmer sig til Kongestoel,
Til Ærens Top.
Prindsessen til Ære vi sjunge!

Din Bedstemoder Dronning var,
Du stolte Brud!
End siger hver, som Minde har:
Den signe Gud!
Bliv, hvad hun var! saa blev Du stor,
Og Fredrik glad,
Naar Du med ham ved Rigets Roer
Paa Thronen sad.
Den Sang er Prindsessen til Ære.

21Om selv paa Hymens Alter vi
Og ofre skal,
Vi ønske helst at være frie
Ved Hjerters Valg.
Vee! den, som blev ved Politik
En bunden Træl.
Nei! Prindsen, den han elskte, fik,
Skjøn var hans Deel.
Prindsessen er Sangen til Ære.

I Mænd! som sang med Drik og Skud
For Frederik,
I skjenke fuldt for Prindsens Brud!
Vor Sang hun fik.
Her Mod og Manddoms Styrke faldt
I Skjønheds Favn.
Nævn Skjønhed, Byrd og Dyd og alt
I dette Navn:
Maria Sophia Fredrika!

[Carl til den Norske Løve]

1789. Efter en Vens Forlangende, som vilde anbringe denne Sang i Logen: Carl til den Norske Løve.

22I Selskab glad ved Viin og Sang
Kom den ihu blandt Nordens Helte,
Jeg nævner ingen – gjet engang:
Den Ridders Mand med Sværd i Belte,
Som fremmed fød, dog Nordmænd vandt,
Og Vei til alles Hjerter fandt.

Den Høvding, som bær Herreskjold,
Og vandrer frem med mandig Orden,
Foragter List, forbyder Vold,
Med Vaaben mægler Fred i Norden,
Og elsker alt hvad Norge har,
Gjet nunu] rettet fra: nn (trykkfeil) engang, hvem Manden var.

23Du veed det ei? En Prinds det er,
En elsket Kongedatter værdig,
Og derfor Danske Brødre kjær,
Til Strid for Tvillingriget færdig;
Nu veed Du dog, hvem Manden er,
Og Carlens Skaal vi drikke her.

Held følge da den Ærens Mand,
Og Freden blive Heltens Bane!
Men truer Krig vort Fødeland,
Da vandre Seier for hans Fane!
Og Norske Karles kjække Mod
Ei vige der, hvor Carlen stod!

Vi ere Karle for vor Hat,
Og for vort Glas og for vor Kone,
Og Mod og Æren er vor Skat,
Og Troskab er vort Selskabs Krone;
Og Carlen, om han var her nu,
Blev qvik og glad, som jeg og Du.

Paa Kronprindsens Fødselsdag 1791

24Væsner jeg kjender paa Jordkloden tvende,
Herlige begge, men begge i Krig;
Ungdom jeg saae for den ene at brænde,
Alderdom ønskte den anden for sig;
Men hvor den ene den anden forjog,
Lyksalighed Flugten fra Valpladsen tog.

Skjøn er den første, Uskyldigheds Datter,
Rask til sin Gjerning og let i sin Dands;
Om hende flagre smaa Løier og Latter,
Øinene funkle med Stjernernes Glands;
Men faaer hun ubundne Hænder i alt,
Det Freden og Retten og Sikkerhed galdt.

God af Gemytte, men ilde opdragen,
Støier hun stundom ustyrlig og vild;
Selskaber styrtes med Knagen og Bragen
Midt ind i Krigens fortærende Ild;
Da blev den Skjønne de Klogeres Skræk,
Kjend Friheds Gudinde paa saadanne Træk.

25Stolt gaaer den anden og Throner befæster,
Haard i sit Væsen og stiv i sin Gang;
Frihed forjaget, saa spiller den Mester,
Ofte da sukkes der tungt under Tvang.
Knurrende gjerne for myndig hun blev,
Og Borgeres Love med Drageblod skrev.

Orden, saa kalder jeg denne Gudinde,
Mure hun bygger om Eiendoms Ret;
Men naar hun alting med Lænker vil binde,
Frihed opirret fordrager ei det.
Begge som Furier rase da frem,
Kom, nævn mig den Helt, som forenede dem.

Begge Gudinder, Rivaler i Norden,
Beiled engang til en Prinds, som var kjæk;
Min skal Du være, saa talede Orden,
Enevoldsherre, Dumdristiges Skræk;
Og vil Du føre den blodige Krig,
Triumpher alene erholdes ved mig.

Nei, sagde Frihed, min Helt skal Du blive;
Byd over Slaver, de savne dog Mod,
Jeg vil Dig Magt over Hjerterne give,
Kjekhed adlyder kun den, som er god,
Glæde kun blomstrer i Frihedens Skjød,
Hvad er uden Glæde det Gode man nød?

26Kommer og lever som Søstre paa Jorden!
Svarede Prindsen og rakte dem Haand;
Styr Du mit Scepter, livsalige Orden,
Hvormed at frede hvert Broderskabs Baand!
Frihed! tænd Lyset, skab Fryd i mit Land,
Saa lyder, saa elsker, saa blomstrer hver Stand.

Brødre! den Prinds det var Fredrik i Norden:
Fredriks var Dagen, og Dagen var blid;
Han skal opelske os Frihed og Orden,
Og mellem begge ophæve al Strid.
Skaal for vor Kronprinds, Kong Christians Søn!
Drik Nordmand til Bunden, den Skaal var jo skjøn!

Paa Kongens Fødselsdag 1791

27Kom Naboe, tag dit Glas og skjenk det fuldt og drik!
Hvo Fred og Frihed har og Viin, er altid qvik.
Forglem enhver sin Sorg og Livets smaa Besvær;
Thi hvor det gaaer, dog Mandens Mod hans Byrde bær.

Vi have Sysler, og som Mænd forrette dem;
Alvorlig tænke vi paa Kald og Huus og Hjem;
Men stundom hver af os i Brødre-Samfund sad,
Og greb blandt Dagene en Dag at være glad.

Det er saa saare godt at muntre tunge Sind,
Og stundom alskens Sorg slaae bort i Veir og Vind:
Man drak sig ingen Ruus, men blev ved Glæden stærk,
Og Dagen efter gjør man næsten Vunderværk.

Til saadan Selskabs Fryd hver Dag er lige god,
Men stundom dog et Navn ved Dagens Datum stod,
Som gjorde dobbelt glad enhver i Vennelav,
Og satte Smag paa alt det Gode, Freden gav.

28Saa var blandt Dagene Landsfaders Fødselsdag:
Vær glad ved Kongens Held, det er din egen Sag;
Thi vor Lyksalighed er hans Regjerings Maal,
Og derfor leve Christian, vor bedste Skaal!

Kom Naboe, tag dit Glas og skjenk det fuldt og drik!
Hvo Viin og Frihed har og Fred, er altid qvik;
Men den, som vi for Fred og Frihed takke kan:
Dens Skaal vi drak, den Skaal er for Kong Christian!

Om Mindre Digte

Samling af Johan Nordahl Bruns mindre Digte ble publisert første gang i 1791. I 1818, to år etter Johan Nordahl Bruns død i 1816, ga sønnen Christen Brun ut «Anden og forøgede Udgave» av Mindre Digte.

Samlingen inneholder nærmere 100 dikt, de fleste av dem er leilighetsdikt skrevet til store anledninger som fødsler, fødselsdager, bryllup og begravelser. De mest kjente diktene er «Udsigter fra Ulrikken» («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»), «Naturens Navnedag» og «Norges Skaal» («For Norge, Kjæmpers Fødeland»).

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• "Anden og forøgede Udgave", 1818 (nb.no)

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X