271Boer jeg paa det høie Fjeld,
Hvor en Fin skjød en Reen med sin Riffel paa Skien,
Hvor der sprang et Kildevæld,
Og hvor Ryperne plasked i Lien;
Jeg med Sang vil mane frem
Hver en Skat, som laae skjult udi Klippernes Rifter;
Jeg er glad og rig ved dem
Kjøber Viin og klarerer Udgifter.
Klippens Top, som Granen bær,
Muntre Sjeles Fristad er;
Verdens Tummel neden for
Til min skyehøie Bolig ei naaer.
272Boer jeg i den grønne Dal,
Hvor en Elv løber let gjennem skovrige Sletter,
Hvor Løvhytten er min Sal,
Hvor den voxende Grøde mig mætter,
Hvor det muntre Faar og Lam
Tripper om, nipper Løv, og hvor Øxene bøge;
Leer jeg høit til Modens Kram
Og til Renter, som Rigdom forøge.
Fra min lave rolige Dal
Seer jeg mange Mægtiges Fald,
Sidder paa min Tue tryg,
Og udtømmer en Glædskabs Pokal.
Boer jeg ved den nøgne Strand
Paa en Holm, fuld af Æg mellem rullende Bølger,
Hvor en Fuglehær paa Vand
Sild og Brisling og Morten forfølger;
Trak jeg da en Fiskedræt
Fuld af Rogn, saa min Baad var paa Vei til at synke;
Og jeg saa blev glad og mæt,
Maa den Gjerrige længe nok klynke.
Een Ret nok paa Nøisomheds Bord:
Fisken svømme! det var et Ord;
Derpaa drak jeg mig et Glas,
Sang og drak Fiskeriernes Flor.
273Sjunger Bjerg og Dal og Strand:
Guld af Bjerg, Brød af Dal, fuld af Fiske fra Stranden;
Saa maa Tossen drikke Vand;
Skjenker Viin udi Glasset til Randen!
Norges Land er ingen Ørk,
Glæden fødes og der udaf selve Naturen;
Være hvo som vil en Tyrk,
Sidde tørstig og vranten og sturen.
Vi drak Norges Hæder og Held,
Sang om Strand, om Dal og om Fjeld,
Alting blomstre for Enhver,
Som vort Land og vort Selskab har kjær!
274Min norske Vinter er saa vakker;
De hvide sneebedækte Bakker,
Og grønne Gran med puddret Haar,
Og trofast Iis paa dybe Vande,
Og Engledragt paa nøgne Strande;
Jeg bytter neppe mod en Vaar.
Nu Dalens muntre Sønner glide
Paa Skier ned fra Fjeldets Side
Saa rask som Piil i Luften fløi,
Nu let paa Skøiter de sig svinge,
Nu Kanefartens Bjelder klinge,
Og Øret dirrer af den Støi.
Fra Fjeldets Gruber Malmen kjøres,
Og Mastetræ til Stranden føres,
Og Kulden selv gir Farten Liv,
Og Snee paa Fjelde Veien baner
For norske Bondes Karavaner.
Flid er min Landsmands Tidsfordriv.
275Men vi, som Tid med Spøg fordrive,
Og Vennelav med Sang oplive
I varme Sal ved breden Bord,
Vi drak, om vi ei kunde andet,
Skaal for den første Stand i Landet,
Som pløier Hav og dyrker Jord.
Held følge den, som Malmen bryder,
Hvor Jordens haarde Barm frembyder
Forborgen Skat til flittig Haand!
At trodse Død og Storm og Kulde,
At være fri men Kongen hulde,
Det er den norske Bondes Aand.
Han skaber ikke Porceliner,
Og ei bereder hede Viner,
Men for hans Sveed vi kjøbe dem;
Han bygger vore Huse tætte,
Og Vildt, som vi med Smag anrette,
Han bringer os fra Skoven frem.
Fred hvile over Kuldens Bolig!
Der sidder raske Nordmand rolig,
Beskjermet mod hver Uvens Vold;
Og den, som turde Freden bryde,
For sildig skal den Kamp fortryde;
Vi føre Frihed i vort Skjold.
276Om Alting fryser her i Norge,
For Venskabs Varme tør jeg borge;
Thi der er Ild i Nordmands Bryst.
Kom, Broder! kom, men uden Kulde,
Hverandre indtil Døden hulde,
Syng Venskabs Skaal med mandig Røst!
277Jeg skjøtter intet om høie Sving
Og ei om Toner, som knibes ud af Kastrater,
Og ei randsager jeg dybe Ting,
Og ei bekymrer jeg mig om Krig mellem Stater;
Jeg min Vise nynner
Og mit Glas forsyner,
Og for Resten slaaer jeg mørke Griller bort
I Veir og i Vind og i Latter.
Jeg gjør kun lidet af Verdens Guld;
Den snart fik nok, som ei alt for meget begjerte.
En gjerrig Satan, naar blev han fuld?
Nei evig Tørst efter meer forvolder ham Smerte;
Jeg den Kunst vil lære
Rolig at undvære,
Hvad jeg ei kan faae; thi netop er dog nok
For dette nøisomme Hjerte.
278Jeg gjør dog noget af Ærens Glands;
Foragt kan jeg for min bare Død ikke taale;
Men jeg foragter den Narredands,
Hvor Folk sit Værd efter Rangforordningen maaler;
Velfortjent at være
Er den sande Ære,
Hvad Smarodser end til Stores Lov og Priis
Saa himmelhøit monne skraale.
Smaa Piger holder jeg meget af,
De Hjertens Unger opliver alting i Lavet;
Men vee den Skurk, som i Lysters Hav
Kan ønske Dyd og Uskyldigheden begravet!
Skaal for ømme Smerter,
Skaal for rene Hjerter,
Skaal for Husets Moer og hver en vakker Glut,
Med Dyd og Ynde begavet!
Af Venskab gjør jeg dog allermeest,
Et Vennelav er et Paradiis her paa Jorden;
Hvor Glæden hersker er altid Fest,
Naar vilde Sæder ei skade Dyder og Orden.
Venner Glasset tager!
Vinen liflig smager,
Naar vi drak vort rene Venskabs glade Skaal
Og Fred og Velstand i Norden.
279Skrivende Brødre om Skikkene stride,
Dømme hverandre fra Vid og Forstand;
Vi ere Venner, og glade og blide
Bruge vi Freden saa godt som vi kan.
Fædrene-Skikke
Laste vi ikke,
De kunde stride og drikke.
Fædrene strede, naar Strid skulde være,
Men ei med Gloser, med Pen og med Blæk,
Sværdet i Haanden, de vunde med Ære,
Nordiske Kæmper var Rigernes Skræk;
Saadanne Skikke
Glemme vi ikke,
De kunde mere end drikke.
280Der ere Somme, som endnu kan drikke,
Men saa er dette og alt hvad de kan;
At holde Maade det vide de ikke,
Da var det bedre de drak bare Vand.
Saadanne Skikke
Elske vi ikke,
Hvor man kun drak for at drikke.
Een kan i Vennelav Glasset ei røre;
Taus, som han ei kunde tælle til fem,
Lurer paa hvem, som han kunde beføre,
Drikker sin Ruus naar han først kommer hjem.
Saadanne Skikke
Taale vi ikke,
At man i Smug vilde drikke.
Een drikker hverken her eller hjemme;
Peen som en Poppe, en Følsomheds Træl,
Bæver om Smagen, agerer Fornemme,
Kan ei, af Ømhed, slaae Fluer ihjel.
Saadanne Skikke
Passe sig ikke;
Noget maa Mennesket drikke.
281Det er paa Moden, at Skaaler ei bruge;
Drikke, men ei være munter og qvik,
Som et Umælende Vinen at sluge,
Saa har den listige Verden for Skik.
Saadanne Skikke
Bruger jeg ikke,
Selskabets Skaal vil jeg drikke.
Venner, som ikkun om Skikkene snakke,
Der er en Skik, og den har vi forglemt:
Vert og Vertinde for Maden at takke,
Takke for Venskab, for Viin og for Skjemt.
Synge og drikke
Skader os ikke;
Vi til Taksigelse drikke!
Parodie over
Kom, Broder, kom sæt Dig ned hos mig,
Og tag til Takke med ringe Gaver,
Liqueurer kan jeg ei skaffe Dig etc.
282Vor Bye har og sine Vennelav,
Hvor alle Kruser tilsidesættes,
Hvor, hvad vi fik udaf Luft og Hav,
Og Handelsfrugter med Smag anrettes,
Hvor Sang og Glæde er Grillers Plaster,
Og hvor ei nordiske Folk forkaster
Den franske Viin.
Vi drikke – dog kun til Huusbehov,
Vi spise godt – men dog ei for meget;
Vor Mad er ei de Betrængtes Rov,
Vor Viin betalt – saa drak vi vort Eget,
Saa har vi Mod, om det skulde gjælde;
Vor Bye skal trodse, som vore Fjelde,
Hver Fiendes Magt.
283De kjække Borgere droge Sværd,
At værge rundt omkring Kongens Rede,
Og mange Svenske paa denne Færd
For Borgerhaand udi Græsset bede;
Og aldrig skjønnere Lue brændte
End den, som Borgeres Ild antændte
Paa Fredrikshald.
For Resten bort med alt Klammerie!
Jeg ei Processer engang kan lide;
Og om Dispytter jeg rager i,
Saa gaaer jeg hellere taus til Side,
Og drikker Vinen, og synger Freden,
Og ønsker Skibe, som laae paa Rheden,
Den bedste Vind.
Med Kjønnet er det nu saa og saa.
Jeg veed vel ogsaa, hvad Skummel siger;
Halvqvædte Viser kan jeg forstaae
Om visse Koner og visse Piger;
Og hvis jeg skulde forlade Stæder,
Da var det just fordi Ondskab glæder
Sig tit i Løgn.
284Hver har sin Grille, og jeg har min,
Og dette troer jeg om Byens Piger:
Er een og anden blandt dem for fiin,
En Smule dreven i smaa Intriger:
Der ere mange, hvis rene Hjerte
I Strid mod Fristelse Dyden lærte,
Og den blev stærk.
Gaaer jeg i Byen paa Frierie,
Og Pigen vælger mig fremfor Andre,
Da troer jeg Kjærligheds Tryllerie
Maa vist nok med mig paa Veien vandre.
Naar Byens Rygte bespeider Piger,
Hvad Ven og Uven om Cloe siger,
Det bør jeg troe.
Jeg saae den Deilige første Gang,
De raske Fyrer med hende spøgte,
Og hun med Vittighed, Dands og Sang
Den vilde Lue hos dem forøgte;
Men Pigens Kulde mod deres Varme
Omsider opvakte bitter Harme
Hos hver især.
285Jeg saae skinbarlig, at hun var fri,
Og at hun havde ubundne Hænder.
Jeg faldt som hen i et Drømmerie,
Og tænkte: hvad om mit Hjerte brænder
For denne Skjønne, som kold foragter
De ømme Sukke og stolt betragter
Den unge Gjæk!
Jeg af en Hændelse kom at staae
Afsides, tæt ved den unge Skjønne;
Mit rørte Hjerte tog til at slaae,
Og Aandedraget at heftig stønne;
Jeg følte Noget, jeg selv ei kjendte
Den Gnist, som siden den Ild antændte,
Som brænder nu.
Hun trak mig ud af den dybe Qval,
Og sagde: Damon! De staaer og tænker,
Paa denne Flok, som er meer end gal,
Og rasler med deres Elskovs Lænker;
Men muntre Piger er stundom kloge,
Og ei et Suk for de Daarer droge,
Som sværme saa.
286Min Moder gav mig det sunde Raad:
En Spræt er Et, og en Mand et Andet,
Foragt en Dreng, som er ung og kaad,
Og Pigers Kort har saa tit forblandet;
Men vælg Dig Een, som Du først kan ære,
Og naar Du Godhed for ham kan bære,
Slaae til, slaae til.
Hør, Cloe! sagde jeg, jeg gaaer hen
At blive saadan en Pige værdig –
Gak hen, og bliv det, og vær min Ven!
Saa svarte Cloe, saa er jeg færdig.
I muntre Øine sig Sjelen malte,
Ukunstlet Frihed fra Hjertet talte
Sit rene Sprog.
Jo jo, vor Bye sine Piger har,
Hvis Dyd, forskjønnet af milde Sæder,
Retskafnes værdige Ønsker var;
Og ærligt Venskab boer og i Stæder,
Og her forsamles jo alle Stænder,
Og her forenes jo Samfunds Hænder
Til fælleds Vel.
287Nu Skaal for Byen, og for hver Stand
Og for hver Borger, som ædelt tænker!
Og Skaal for Kjønnet, som altid kan
Med Nectar blande den Viin, vi skjenke!
Vor Handel lykkes, vor Søfart give
Den Viin og Velstand, som kan oplive
Vort Vennelav!
288I Vennelav bør Glæden være sikker,
Hvor Verten vælger sine Folk.
Man uden Kruus de muntre Skaaler drikker,
Og Tungen er kun Hjertets Tolk,
Og ingen Mammeluk skal der
Opsnappe hvad som spøget er.
Krepere da de lumske Mammelukker,
Spioner udi Vennelav,
Som Tornene af vore Roser plukker,
Og til Fraværende dem gav!
Et aabent Hjerte blot maae staae,
Hvor disse Extraposter gaae.
I dette Lav er Glæden tryg og rolig,
Hver taler hvad ham falder ind;
Hver med sin Ven er uden Frygt fortrolig,
Og da – hvor smager et Glas Viin!
Helst naar vi drak med kronet Maal
Vor Verts og vor Vertindes Skaal.
I Stedet for Desert-Viin, sjunget af min Datter, da Hr. Kammerherre Hauch var første Gang gjæstbuden i mit Huus den 11te November 1789.
289En Digter kostbar Viin ei haver,
Naar han som helst vil have den;
Men skuffe stundom Bacchi Gaver,
Apollo er hans hulde Ven.
Fra Helicons den gamle Kjelder
Han sendte mangen Flaske ned;
Men der og stundom Fadet helder,
Saa følger lidt af Bærmen med.
Velkommen vær til disse Egne,
Til denne Bye, i dette Lav!
Ei Himlen altid her lod regne,
Den stundom blide Dage gav;
Og naar den nu i Hauch os skjenker
En vennesalig Kongens Mand,
Som ædelt handler, taler, tænker,
Saa trives vi i dette Land.
290Velkommen hid til Fredens Skygge!
Man i Paris er mindre glad;
Thi Kongens Mænd blandt os saa trygge
Ved dækket Bord hos Vinen sad.
Og Eed – saalænge den var vigtig,
Holdt Nordmand ærlig, hvad han svor,
Og troede sig ved Eden pligtig
At lyde Landets Faders Ord.
Held følge den, som Ret haandthæver!
Saa nyde vi vor Deel i Roe.
Naar Frankrig, Norges Viingaard, bæver,
Vi drak den franske Viin og loe.
I Sang vi Hauch velkommen byde,
Han tækkes med vor Munterhed,
Og gid han aldrig maa fortryde
Den Dag, han først saae dette Sted!
291Efterspil tit gjorde Lykke,
Skjøndt det kun en Farce var,
Naar et udarbeidet Stykke
Forud lidt mislykket har;
Lune meget gjør til Sagen,
Vanheld ogsaa møde kan.
Lad os sjunge, blid er Dagen,
Før gav Himlen grusom Vand.
292Hauch og Dame begge være
Inderlig velkomne her!
Laugets Lyst og Liv og Ære
Her og allevegne vær!
Det i Aften bedre glider,
Sagen er – vi Manden har,
Som vor Sang og Glæde lider,
Sangen vor Stiftamtmands var!
For en Ven fra Landet, at synge paa hans Venindes Fødselsdag i Bergen den 4de Marts 1788.
293Du blomstrer paa din Fødselsdag,
Min gamle Vens eenbaarne Datter!
Du er din Moders Velbehag,
Og kjære Sønners Savn erstatter;
Du derfor ogsaa dyrebar
For mig og dette Selskab var.
Selv nys udsprungne Rose lig
Du blomstrer i dit Foraars Glæde,
Og arvet Dyd bereder sig
I sorgfri Barm et Herresæde;
Du derfor ogsaa dyrebar
For mig og dette Selskab var.
294Du blomstrer nu – men modnes skal
Til engang ogsaa Frugt at bære.
Gid Himlen krone da dit Valg,
Bliv da dit Kjøns, dit Huses Ære!
Saa blev Du altid dyrebar
For mig og hvor dit Selskab var.
Jeg Datum nu in blanco skrev,
Naar Du skal Mødres Vellyst smage;
Thi naar en Datter Moder blev,
Det er de sande Fødselsdage;
Og da, hvor blev Du dyrebar
For mig og dette Fædrepar.
Oplever slig en Fødselsdag,
I Gamle! bliver Oldefædre!
Som Vidner til den glade Sag,
Skal Sønner samles, Dagen hædre.
O, Pige! o, hvor Du da var
Din ømme Moder dyrebar!
Jeg skulde, naar jeg hørte det,
Sad jeg end eensom paa min Tue,
Om Hjertet blive glad og let,
Og varm af gamle Venskabs Lue,
Og synge: denne Pige var
For mig og Sine dyrebar.
295Drik, Naboe! drik da denne Skaal;
Thi gode Folk har mange Venner.
Jeg drikker den af kronet Maal,
Og Dagens Fryd vor Sang fortjener.
O Pige! glæd din Moer og Faer,
Bliv altid Venner dyrebar!
Til en ung reisende Ven, som havde været i et kort Besøg hos sine Forældre.
296At samles, skilles ad,
Velkommen og farvel,
At blive kjendt og glemt,
See det er Livets Deel,
At nyde Vennelav
Og savne det igjen,
Og fremmed søge sig paa ny
En trofast Ven.
Besøge Redet, hvor
Vi Dagen fik at see,
Omfavne Fædre der,
Og dem Graahærdede,
Og sige dem paa ny
Et altfor ømt Farvel;
Den Sorg og Glæde tit
Henrev vor hele Sjel.
297Det er nu engang saa,
Reis derfor Du, min Ven,
Til andre Stæder og
Til nye Selskab hen!
Men glem dog ei for snart,
Hvor Du har været glad,
Og hvor blandt muntre Venner
Du i Aften sad!
Min Ven! kom, skjenk og drik
Af Bacchi Kildevæld;
Kom, ønsk den Reisende
Paa sine Veie Held!
Og ønsk dem Glæde, som
Ham her maa savne meest,
Hans Fremgang krone deres
Dages svage Rest!
Reis, unge raske Mand,
Søn af vor gamle Ven,
Dig Lykken vorde huld,
Du altid værdig den!
Og derpaa bort med Alt,
Hvad mørke Tanker gav,
Nyd Venskab, Viin og Fryd
Endnu i dette Lav!
298Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde,
Sorgen forgik mig paa Ulrikkens Top;
Tænkte paa Bauner, om de skulde brænde,
Og byde Mandskab mod Fienden op;
Følede Freden, blev glad i min Aand,
Og greb til min Cithar med legende Haand.
Værdige gamle graaskaldede Bjerge,
I, som omringe min Fædrene-Bye,
I, som saa mangen en Torden afværge,
Og sønderbryde electriske Skye!
Yndig er Dalen, I hegne mig ind,
Og Foraar og Dalen oplive mit Sind.
Herfra fortryllende Syner jeg skuer,
Lungegaards Vandet, den Slette saa blaa,
Nyegaards Alleens løvkronede Buer,
Derunder prydede Skjønne at gaae,
Deromkring Markens den festlige Dragt,
Det Guld i det Grønne den blomstrende Pragt.
299Tæt ved mig Alrikstads dobbelte Slette,
Kongeborg fordum og brugbar til Strid,
Skjøn af Naturen om Fortrin vil trætte
Med selve Nygaard, som prunker ved Flid;
Der løb fra Svartedig skummende Aae,
Der saae jeg Møllehjul flittig at gaae.
Bedre frem Bergen, det Handelens Sæde,
Strækkende Arme om seilbare Vaag.
Derhen høifarmede Jægter med Glæde
Rustes hver Sommer til dobbelte Tog;
Derfra gaae Skibe saa vide om Land;
Der kjøber, der sælger, der handler hver Mand.
Der seer jeg Skoven af Masterne høie,
Handlende Stuers bredvaiende Flag;
Vippebom seer jeg sig flittig at bøie,
Flittig at hæve. – Tangenternes Slag
Paa dette Handels-Claveer gav Musik,
Og Vare af Skuderne dandsende gik.
Nu tog jeg Vand af den springende Kilde,
Hvorudaf Oldtidens Kæmpeslægt drak.
Naar de lykønske sit Fødeland vilde,
Sværdet af Skeden tillige de trak;
Vee! den, saa sang de, saa synger jeg og,
Den Nidding, som Sværd imod Fødeland drog.
300Freden, o! Bergen! din Rede beskjerme,
Sommeren krone hver Ager med Brød!
Ilden og Sværdet Dig aldrig fornærme,
Havet Dig aabne sit frugtbare Skjød!
Da mellem Bjergene syv skal Du staae,
Naar nybaget Kjøbstæd i Luften maa gaae.
Jeg drak den Skaal, som mig Ulrikken skjenkte,
Drikker den samme, I, som have Viin!
Hver, som oprigtig mod Fødebye tænkte,
Lod denne Munterheds Skaal være sin.
Held for vort Bergen, vort Fødeland Held!
Gid alting maa blomstre, fra Fjere til Fjeld!
En Sang fra det Høie, forfattet in loco 1790 8/19, da Capitain Kuhle, Lieutenant Castberg og Forfatteren vare paa Bjerget Lyderhorn.
301Var nu min Tanke saa fri som mit Øie,
Vilde den hæves til Stjernerne op;
Men – ak til Dalen den sank fra det Høie,
Og Lyderhorn bær ikkun min Krop.
Naar vi saa høit, som vi kunne, opstige,
Grændse tilsidst dog for Veien er sat.
Siig da: hvad er det, hvorefter vi hige?
Hvi klavres op paa hvert Bjerg, som er brat?
Mennesket vil til de høiere Steder,
Dette var Sagen, og Sagen er skjøn;
Udsigten voxer hvert Trin, som man træder,
Nordiske Klippe ophøier sin Søn.
Vætten han favner, som kneiser deroppe;
Skulde den brænde, da tænker han saa:
Fjorde! og Bugter! af Fiendens Kroppe
I skulde Føde til Fiskene faae.
302Kuhle og Castberg og Nordahl var oppe
Paa Lyderhorn, og Dagen var blid,
Bergen og Havet og Klippernes Toppe
Saae vi rundt om os, den Udsigt var vid.
Lidet var vores af det vi fik skue;
Men om alt dette og vores nu var,
Skulde vi mere for Fienden grue,
End naar Sit netop Enhver med sig bar.
Vi trende Nordmænd drak Skaaler ved Vætten,
Ønskte hver Uven, som truer vort Land:
Gid han maa værgeløs ligge paa Sletten!
Helst dog: Gid Vætten ei komme i Brand!
Derpaa hverandre vi Broderskab svore,
Ønskte hverandre tilkommende Held,
Til vi blandt Nordmænder bleve saa store,
Som Lyderhorn blandt nordiske Fjeld.
Farvel til min Ven Rennord paa Sveen, 1784 8/5.
303Nu da, min Søster! og Du min Broder!
Skaalen er: Tak for her!
Trives som Træ, der plantes hos Floder,
Alt hvad Du har kjær!
Huldskab til Døden,
Hver ufortrøden,
Lover prøvet Ven.
Maatte jeg finde
Ven og Veninde
Munter glad igjen,
Saa skal vort Venskabs-Baand
Qvikke Sjel og Aand.
304For Manden i de røde Klæder,
Som bær det drabelige Sværd,
Og sig i Fred med Venner glæder,
Og føler andre Stænders Værd,
For ham vi denne Skaal istemme:
Held følge ham i Fred og Feldt,
Han vorde kjæk til Vold at tæmme,
Og, om det galt, at døe som Helt.
305Skaal for den Mand, hvis Klæders Farve
Som Bølgen blaa, forkynder Skræk:
Gid han maa Flagets Hæder arve,
Og blive som en Adler kjæk.
Det Flaaden er, som freder Stranden,
Forklarer Tvillingrigets Sag;
Kom Naboe! skjenk dit Glas til Randen,
Den Skaal er stolt: det danske Flag!
306Vennelav uden Kruus,
Et Glas Viin uden Ruus,
Og saa et Par Retter Mad i mit Huus.
Hos Vertinden jeg sad,
Saae det buntede Rad,
Og saae hver Pige glad.
Glas og Sang, kling klang!
Hvad er en Klub, som af Mandfolk bestaaer?
Hvad uden Solen Sommer og Vaar?
Vi, som samle os her,
Have Damerne kjær;
Dog ikkun een for Hver.
Glas og Sang, kling klang!
Ubehøvlede Knub!
Hvor Du burde havt Skrub,
Som først opfandt denne Mandfolke-Klub.
Nei saa tyrkisk en Viis
Var ei i Paradiis
Der Kjønnet var i Priis.
307Glas og Sang, kling klang!
Kjønnet Naturen den Yndighed gav,
At deres Aasyn opliver et Lav,
Og i Selskab med dem
Smager Viin angenem,
Og Sang har Fynd og Klem.
Glas og Sang, kling klang!
Klubben tømmer vor Pung,
Og om Konen er ung,
Saa falder Tiden hjemme saa tung;
Hvad om hun gjør Forsøg,
Og alene for Spøg
Taer eller gier Besøg?
Glas og Sang, kling klang!
Gamle og Unge, Store og Smaa,
Bør være Klubben, skal Verden bestaae.
Skaal for Faer og for Moer,
Skaal for Søster og Broer,
For Kjønnet ved vort Bord!
Glas og Sang, kling klang!
Masculini Generis.
308Skaal for den gamle Hædersmand,
Som Ungdoms Glæde taaler!
Vi ønske os saa graae, som han,
Og tømme disse Skaaler.
Vi ønske ham fornyet Kraft,
Som Ungdom har og han har havt.
Skaal for den gamle Hædersmand,
Som Ungdoms Glæde taaler!
Huusfaderen for Børneflok,
For ham skal Skaalen være:
Gid han maa faae for Sine nok,
Og Graahaars Krone bære!
Gid han maa Sønner voxne see,
Og raske Mænd til Døttrene!
Huusfaderen for Børneflok,
For ham skal Skaalen være!
309Gid Lykken maa for Ungersvend
Snart Brød og Brud berede!
Din Ungdom brug, din Tid anvend,
Saa skal den Dig oplede;
Og Pigen, som Du ønsker Dig,
Skal blive glad og lykkelig.
Gid Lykken maa for Ungersvend
Snart Brød og Brud berede.
Endnu en Skaal for vore Smaa,
Som os herfra skal jage.
De grønnes naar vi blive graae,
De til i Dyder tage!
De blive vores Alders Trøst,
Og modnes selv til sildig Høst.
Endnu en Skaal for vore Smaa,
Som os herfra skal jage!
Hver Alder drak med kronet Maal,
De Unge med de Gamle.
Og i den muntre Venskabs Skaal
Sig alle Ønsker samle;
Og hvor vi samles skal igjen,
Saa vær Du min som jeg din Ven.
Hver Alder drak med kronet Maal,
De Unge med de Gamle.
Fæminini Generis.
310Oldemoder, taal vor Fryd,
Frugt af Druesaften,
Ungdoms Sang om Graahaars Dyd
Og om Skjønheds Aften.
Solen, som i Smiil sank ned,
Kaster blide Straaler;
Glade ved din Munterhed
Tømme vi de Skaaler.
Ædle Moder for de Smaa,
Husets Soel og Ære,
Sommeren Du ligne maa,
Længe frugtbar være!
Længe Manden i dit Skjød
Livets Glæde finde!
Fra dit Huus flye Sorg og Død!
Skaal for vor Vertinde!
311Enken ei forglemmes bør;
Men hun bør forglemme
Alt hvad Sindet Uroe gjør,
Lad os Fryd istemme:
Letheflod er Sorgens Grav,
Intet Sjelen krænker
I uskyldigt Vennelav.
Skaal for smukke Enker!
Unge Skjønne, moden alt
Til at Frugter bære,
Gid den, i hvis Arm Du faldt,
Dig maa værdig være.
Timen snart forhaanden er,
See hvor rød hun bliver.
Skaal for den, Du haver kjær!
Denne Skaal opliver.
Nu den søde Glut der gaaer,
Og paa Gulvet hopper,
Det er Rosens første Vaar,
Naar den staaer i Knopper.
Lykke til at springe ud
Blive Markens Ære,
Voxe til Du bliver Brud,
Din skal Skaalen være!
Repliqve til Stadsphysicus Hr. Justitsraad Buchner, som havde digtet en Ode til Forfatterens Ære.
312Hippocrates, den Hædersmand,
Som Sygdom kan curere,
Og uden for sit Kald og Stand
Kan endnu noget mere,
End om vi drak hans Skaal engang,
Som qvikker friske Folk med Sang!
Hippocrates, den Hædersmand,
Som Sygdom kan curere!
Han er ei just fra Grækenland
Den Fyr, hvis Skaal vi drikke;
Han er en god germannisk Mand,
Som elsker norske Skikke,
Og Digter i vort Modersmaal,
Ham skyldes og i Sang en Skaal,
Skjøndt han er ei fra Grækenland
Den Fyr, hvis Skaal vi drikke.
313Han gammel er, men endnu qvik,
Og har et aabent Hjerte,
Og vore Koner paa en Prik
Han at curere lærte;
Og Pigers Puls han følet har
Saa tit, at han erfaren var;
Gid han maa længe være qvik,
Og lindre Syges Smerte!
Og strengeløs skjøndt Harpen hang,
Den lyder til hans Ære.
Den Mand, som om Poeter sang,
Bør Hævnens Virkning lære;
Vor ældste Læge og vor Ven,
Syng Skaalen og jeg drikker den;
Vor ældste Læge og vor Ven,
For ham skal Skaalen være!
314Ifald Du saae en yndig Bolig,
Rundt omkring hvilken Freden rolig
Sit eviggrønne Gjærde slog;
Ifald den, som derinde boede,
Udmærket var iblandt de Gode,
Og sig af Andres Skjæbne tog;
Ifald Du saae den Bolig svækket;
Det Ønske blev hos Dig opvækket:
O! gid den styrket længe staae!
Gid sildig den sit Huus maa savne,
Som boer deri kun for at gavne,
Og som hver Naboe elske maa!
315Tit inden skjønne stærke Vægge
Boer den, som vil til Ufred ægge,
Hvor den ei selv kan føre Krig.
Man maatte ønske slige Huse,
Sit eget Herskab vilde knuse,
Og Tomten gjøres ryddelig.
Men er Du derimod saa heldig,
Naar Du den Hytte seer brøstfældig,
Hvori Du veed den Fromme boer,
At Du den kunde frede, styrke,
Den Bygningskunst Du burde dyrke,
Og troe Dig selv ved Kunsten stor.
Men ak! hvo har de sjeldne Gaver?
Man Sukke kun og Ønsker haver,
Og godt endnu man har dog dem.
Bevise de ei, hvad vi kunde,
De vidne dog, hvad godt vi unde,
Hvad aabne Hjerter bringe frem.
Her er en Dame her i Lavet
Med bedre Sjel end Bryst begavet,
Enhver af sit Bekjendtskab kjær;
Kom drik, min Ven! og ønsk for hende,
At hun sin Bolig stærk maa kjende.
Ønsk Bryst saa godt, som Sjelen er!
316Nyd mange glade Helbreds-Dage,
Og glæd især den ædle Mage,
Som glad med os i Selskab er!
Saa vil vi være vel tilmode.
Held blomstre for de sande Gode!
Indvortes Værd dog Prisen bær.
Til Hr. Kammerherre von Hauch den 29 Januar 1791, efterat man havde adresseret til ham Kongens Skaal.
317Os kjendte Kongen ei,
Og saae ei hvad vi drak,
Men Kongens første Mand
Blandt os har sagt os Tak.
Vi takke Kongen og,
Saa tit han til vort Land
Os sender i sit høie Navn
Saa rask en Mand.
Vi skjelne ogsaa grant
Personers Værd fra Rang,
Og aldrig Ærevers
For tomme Navne sang;
Men sang i Dag og drak
Enhver med oprømt Sjel
Vor ædle Hauches Skaal,
Som vil hver Borgers Vel!
Til Stadsphysicus i Bergen, Justitsraad Buchner, paa hans Fødselsdag den 29de Februar.
318Hvad Skud-Aar mon være, jeg ikke forstaaer –
Gud veed, hvo det veed blandt de Lærde –
Jeg veed, det er længer end ellers et Aar,
Og at det indfalder hvert fjerde.
Jeg mener, han, som Almanakkerne skrev,
En Dag fik tilovers, da Skud-Aaret blev.
Med denne forlægen han klined’ den fast
I Enden af korteste Maaned.
Før sneeg Februari sig bort i en Hast,
Blandt elleve Brødre forhaaned;
Nu takker han Tidens Propheter i Aar,
At han en Dags Tillæg blandt Maaneder faaer.
319Ja ja, en Dag mere er ikke saa lidt,
Just derfor faae Lægerne Penge;
En Syg, som vil leve, anmoder dem tidt,
At de ville Dagen forlænge.
Hvad gav vel den Rige, som trues med Slag,
Om Lægen kun gav ham en eneste Dag?
En Moder fik engang en Søn paa den Dag,
Hvis Datum hvert fjerde Aar skrives;
Hun sagde: Det var en besynderlig Sag:
Vil Drengen kun leve og trives,
Han Liv at forlænge skal lære med Kunst,
Og derved, som Læge, hos Folk vinde Gunst.
Han give skal Smerternes Søn en god Dag –
Og det er at give ham meget –
Men aldrig med tomt Hexerie gjøre Brag,
Det er kun Qvaksalveren eget;
Med blide Orcaner han Qvalmer kun gjør,
Den Syge før Tiden et Par Dage døer.
Saa talede Moderen. Drengen blev stor,
Blev Læge, blev dygtig til Sagen.
Vi skal ei til Aars, og vi har ei i Fjor
Os kunnet opmuntre ved Dagen;
Men faae vi den ikkun hvert fjerde Aar fat,
Da lader os drikke et Glas i Qvadrat.
320Han reiser, den Doctor, til Badet, at faae
Et Skudaar tillagt sine Dage;
Gid alt efter Ønske paa Veien maa gaae,
Gid han komme gigtfri tilbage!
Men var jeg som han, jeg i Steden for Bad
Udsaae mig en Pige, og hjemme blev glad.
Jeg gifted’ mig rigtig. Skjøndt Kulde vi har,
Saa ere dog Pigerne varme;
Troe mig: hvad rheumatisk i Lemmerne var,
Uddunsted’ i Pigernes Arme,
Og feilte der Noget, saa drak jeg dertil; –
Lad reise til Aachen for mig hvem som vil!
Men skal Du da bades og drikke af Spa,
Saa gid Du maa Helbred inddrikke!
Fortæl dem daraußen, at vi leve bra,
Og midt udi Kulden os qvikke.
Lev fire Gang’ endnu paa Skud-Aarets Dag,
Bliv rask til at hjælpe Enhver, som er svag!
Mel.: Jeg kjender en Alder, etc.
321Gud signe mig Norge, de Fribaarnes Moder!
Kun er mig dens Fjeldryg saa brat og saa tvær;
Og hastig Forening med fjerneste Broder
Var Klippernes Sønner saa sjelden, saa kjær.
Communicationen var Ønsket i Nord
I Aand og i Kraft og ved dækkede Bord.
322Vort Bergen- og Aggers-Huus eet vilde være;
Men Fjorde og Bjerge dertil sagde Nei;
Hil være den Landsmand, som os kunde lære
Til tryggeste Reise den gjenneste Vei!
Communicationen var Ønsket i Nord
I Snee og i Storm over Bjerg over Fjord.
Orpheus sang fordum og flyttede Stene,
Nu Steen blev for tung eller Sangen for let;
Men Mandskraft og Brodersind Alt kan forene:
Flux stander en Hær paa Forsamlingens Plet.
Communicationen var Ønsket i Nord
Naturen til Trods over klipperig Jord.
Skjøndt Viinlandets Hersker med os er forbunden,
Han kan ei faae bragt os lidt Viin til vor Mad:
Men Fred baner Vei. Før vor Slump er udrunden,
Den kommer og fylde vort heldende Fad!
Communicationen er Ønsket i Nord:
Med Fred kommer Viin paa vort dækkede Bord.
Dog end vi for Veienes første Mand have
Fuldt Glas. Han kom til os Bjerg op Bjerg ned.
Hver kortere Vei var en broderlig Gave;
Held følge Veiviserens modige Fjed!
Communicationen var Ønsket i Nord
I Viin og i Venskab, i Gjerning og Ord.
323Op Brødre! og lader os Norge omfavne!
Saa skal os ei skille Bjerg, Fjord eller Elv;
Og aldrig skal Fødeland Varetægt savne,
Naar vi ere enige kun med os selv.
Kun Alle som Een være Nordmandens Ord:
Communicationen var Ønsket i Nord!
Mel.: Være vranten, være sturen, etc.
324Man har sagt os om Orakler
I det kloge Grækenland,
Pythia har gjort Mirakler,
Og bedraget mangen Mand;
Der var een og anden Hule,
Hvorfra steeg forgiftig Dunst,
Hjernen blev forrykt en Smule,
Og forfaldt til Spaadoms-Kunst.
325Midt imellem Norges Fjelde
Ogsaa jeg en Hule saae,
Hesten høi og graa af Ælde
Kneiser der mod Himlen blaa.
Paa den Hest har engang redet
Odin eller Guden Thor,
Og af Sadelen er gledet
Gudens gamle Flaskefoer.
Det var, som Enhver kan gjette,
Hulet ind i haarde Steen;
Da det faldt paa Sveens Slette,
Var ei Fjordens Nymphe seen,
Førend hun med mindre Stene
Lukte til for Aabningen,
At hun dermed kunde tjene
En og anden udsøgt Ven.
Hun sig op paa Stenen satte,
Og en saadan Vise qvad:
«Steen! bevar Du disse Skatte,
I dit Skjød gjør Ingen glad,
Førend langt langt hen i Tiden,
Naar paa Sveen boer en Mand,
Agtet høit af Stor og Liden,
Fød udi vort eget Land.
326En, som veed at stille Trætte,
Og i Dalen skifter Ret,
Hjælpe fattig Mand tilrette,
Som ei kan betale det;
Som har Huus og Hjerte aaben,
For en træt og mødig Ven:
Skjenk ham, medens Du har Draaben,
Og bliv altid fyldt igjen!
Bliv ham til en kjølig Kjelder,
Og hans gamle Viin bevar,
Fyld hanshans] rettet fra: haus (trykkfeil) Anker, naar det helder,
Og naar han en Flaske taer,
Og i denne Hule skjenker
En og anden udsøgt Gjest,
Gjør at ingen Uven krænker
Glæden ved hans lille Fest!»
Saa sang Nymphen, dette skeede,
Jeg besøgte denne Mand,
Han mig ind i Hulen ledde,
Barmen af mit Fødeland;
Glatte Steen sin Hvælving gjorde
Uden Kalk og Muur og Flid,
Himlens Lyn den trodse torde,
Trodse hele Verdens Strid.
327Viin vi drak, og Dunster rørte
Hjernen, og vi maatte spaae,
Ingen her vor Spaadom hørte,
Men omtrent den lyder saa:
Naar vi ei see Dagen meere,
Skal det gaae vor Afkom vel,
De, som vi skal harmonere,
Gjøre hver Stand Ret og Skjel.
De skal Guld og Rigdom savne,
Men ei arve Folkehad,
De skal nævne Fædres Navne,
Og see Enkens Ansigt glad,
Selv Naturens Haand skal bygge
Dem en Kjelder just som Din,
Fred og Held udbrede Skygge,
Over dem og deres Viin.
De skal aldrig Slaver blive,
Det var aldrig Du og Jeg,
Aldrig Frihed overdrive,
Som til Oprør bliver Vei,
Og i flere Lav end dette,
Skal en fri og munter Sjel
Til den Skaal paa Glasset lette:
Rennords og hans Kjelders Vel!
Bryllupssang til en Candidat i Theologien, den 14de April 1801.
328I Krigens Tid er Sangen svag,
Hver Glæde stjæles maa;
Thi Kjærlighed og Vaabenbrag
Kun ilde sammen staae.
Men Elskov have vil sin Ret,
Skjøndt Krigens Lov forbyder det.
Krig dræber, Elskov skaber Folk;
Krig ægger Slægt med Slægt;
Kun Elskov bær mod Sværd og Dolk
Den skjønne Ligevægt.
Ved Krig en Verden undergaaer.
Ved Elskovs Kraft en ny opstaaer.
Saa lad os sætte Magt mod Magt!
Det seer lidt bundtet ud;
Men Brødre! Darum nicht versagt!
Lykønsker Brudgom, Brud!
Hvo veed om ei vort Bryllups-Qvad
Var netop Fredens Olieblad?
329Maaskee det var et Varselstegn
Paa første Sommerdag;
Maaskee kom Bud fra Sjællands Egn:
Vi vandt foruden Slag.
Og stod end Haab paa slibrig Grund,
Det gav dog Fryd en Aftenstund.
I Aften lad os glemme Krig,
Her aander alting Fred.
Bliv Brud og Brudgom lykkelig!
Hvad gjør ei Kjærlighed?
Den er, endog i snever Kreds,
Med sig og Alting vel tilfreds.
Bliv Brudgom hvad Du kan og bør,
(Du alt vort Bifald har):
Saa blev Du endnu før Du døer,
Hvad nu din Fader var;
Med stærke Skridt gak til dit Maal!
Og derpaa Brud og Brudgoms Skaal!
Mel.: Han Mads han, etc.
330Da jeg var en Gut i mit syttende Aar,
Jeg rendte paa Skie ned af Bakker
Saa snøgt, som Pilen i Luften gaaer,
Og saa qvik og saa glad
Under Granen jeg sad
Og om ingen Ting bad.
Hei saa falleralle ralle ralle rall rarera!
Men saa kom en Orre og satte sig tryg
Paa Granen at lege og kurre;
Da tog jeg Riflen af runden Ryg –
Men fik Hunnen at see
Hvor hun tripped i Snee:
Til den Leeg vil jeg lee.
Hei saa fall. etc.
331Jeg Riflen lod synke og Orren ei skjød;
Jeg tænkte: hvad er det saa mere?
Hun Stakkel skal sørge sin Mages Død.
Nei i Granskovens Boe
Skal I leve I To
Og saa parres i Roe.
Hei saa fall. etc.
Men see der kom en Ulv, bar i Kjæften et Lam,
Nu lagde jeg Riflen til Kinden:
«Du skal, din Røver! faae Last og Skam,»
Og saa brændte jeg paa,
Graabein ned falde maa,
Og see den vil jeg flaae!
Hei saa fall. etc.
Da kom der en Bjergjuttul laskende frem,
Han brumled, jeg skalv som en Hare.
«Hvor ere de Fugle? Tør Du skyde dem?»
Sagde Trolden til mig.
«Nei forhast ikke Dig:
Kun mod Ulv er min Krig.»
Hei saa fall. etc.
332«Dræb kun Ulv, sagde Juttul, jeg giver Dig Lov,
Min Gut! Du skal vorde belønnet,
Hvad Dig vil skade skal blive dit Rov,
Og i græsrige Dal
Med din Jente Du skal
Nyde Fred i dit Valg.»
Hei saa falleralle ralle ralle rall rarera!
Strax efter de hollandske Patrioters Opstand mod Prindsen af Oranien, og kjøbenhavnske Studenteres Ophævelser mod de Militaire.
333Jeg elsker gjerne Freden
Og Vennelav og Sang og Viin,
Hollænderen i Heden
Kun haster til Ruin.
Vaabenbrag,
Hug og Slag,
Nederlag
Falder aldrig i min Smag.
Lad Patrioter sværme
Mod Preusen og Oraniebaand,
Lad Preuserne sig nærme
At dæmpe Tvedragts Aand.
Lad hver Mand
Sætte Land
Under Vand,
Naar i Roe jeg synge kan.
334Om hele Vagtparaden
I Kjøbenhavn sin Kaarde trak,
Om Stene fløi paa Gaden,
Sad jeg i Roe og drak
Min Pokal,
Og neutral
Være skal,
Slog sig og al Verden gal.
Enhver har nu sin Grille,
Og Studiosi have den,
De ville gjerne pille
Soldaten med sin Pen;
Jeg er tam
Som et Lam,
Og faae Skam!
Om min Pen skal røre ham.
Jeg elsker Officerer
Og allerhelst i Krigens Tid,
Naar vor Armee camperer
Og frelser os fra Strid.
Du og jeg
Gaaer vor Vei,
Kommer ei
Nogen Tid paa den Gallei.
335Ja dyb Respect for Kjække,
Som er’ det, naar det rønner paa!
Men Skam faae unge Gjække,
Som Folk paa Gaden slaae!
Had og Kiv,
Sværd og Kniv
Koster Liv.
En usalig Tidsfordriv!
Nei Roe er Livets Kjerne,
Og Klammerie er ei mit Spil;
Jeg synger grumme gjerne
Og drikker lidt dertil.
Og jeg veed,
Vinen gled
Liflig ned
Naar man drak og sang om Fred.
I Freden Skibet seiler,
I Freden blomstrer Land og Strand,
I Freden Damon beiler,
I Fred faaer Pigen Mand.
Kom min Ven!
Drik igjen!
Skaal for den,
Som dit Hjerte river hen!
336Ja Skaal for smukke Piger!
Og det er jo al Verdens Skaal,
Hver Ungkarls Hjerte higer
Dog op til dette Maal.
Gid Du maa
Engang naae
Din Attraae,
Og i Fred din Pige faae!
337For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal vil tømme,
Og naar vi først faae Blod paa Tand,
Vi sødt om Frihed drømme;
Dog vaagne vi vel op engang
Og bryde Lænker, Baand og Tvang;
For Norge, Kjæmpers Fødeland,
Vi denne Skaal udtømme!
Hver tapper Helt, blandt Klipper fød,
Vi drikke vil til Ære;
Hver ærlig Norsk, som Lænker brød,
Skal evig elsket være!
Den vrede Livvagts Vaabenbrag
Forklarer trolig Nordmænds Sag.
Hver ærlig Norsk, blandt Klipper fød,
Vi drikke nu til Ære!
338En Skaal for Dig, min kjække Ven,
Og for de norske Piger!
Og har Du en, saa Skaal for den!
Og Skam faae den, som sviger!
Og Skam faae den, som elsker Tvang
Og hader Piger, Viin og Sang!
En Skaal for Dig min kjække Ven,
Og for de norske Piger!
Og nok en Skaal for Norges Fjeld,
For Klipper, Snee og Bakker!
Hør Dovres Echo raabe: «Held!»
For Skaalen tre Gang takker.
Ja tre Gang tre skal alle Fjeld
For Norges Sønner raabe Held;
Endnu en Skaal for Dig mit Fjeld,
For Klipper, Snee og Bakker!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samling af Johan Nordahl Bruns mindre Digte ble publisert første gang i 1791. I 1818, to år etter Johan Nordahl Bruns død i 1816, ga sønnen Christen Brun ut «Anden og forøgede Udgave» av Mindre Digte.
Samlingen inneholder nærmere 100 dikt, de fleste av dem er leilighetsdikt skrevet til store anledninger som fødsler, fødselsdager, bryllup og begravelser. De mest kjente diktene er «Udsigter fra Ulrikken» («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»), «Naturens Navnedag» og «Norges Skaal» («For Norge, Kjæmpers Fødeland»).
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1791 og «Anden og forøgede Udgave» fra 1818. Denne utgaven er basert på 1818-utgaven.
Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
