[En øm Faders Betragtning]

En øm Faders Betragtning ved sin dødfødde Søns Liigsteen i Tronhjem 1770.

Den Fader, som her indføres talende, er Oberste og General-Veimester Krogh.

*

111Lykkelig sneg jeg mig bort af et Selskab, hvor den støiende Glæde havde borget en troløs Fred for et ilde tilfredsstillet Sind. Et tvunget Smiil røbede min Sorg, og qvalte Sukke stødte, som Lynildstraaler, tilbage paa mit Hjerte. Med Selskabets Munterhed voxte mine Bekymringer, ligesom Natten alt mere og mere gleed langsom op over den blide Himmel. Flye, tænkte jeg, min Sjel, flye og oplad Fængslet for de sorte brølende Sorger! Ravende slængte jeg mig frem gjennem den tykke Nat, og syntes at stride med Mørket, idet jeg streed kun med min egen Afmagt; med Møie 112er jeg omsider kommen til denne Steen; og her… hvilken Udsigt aabner sig for den trætte Tanke!

Dyre Skat, som bevares under dette Marmor! har Du endnu ikke kostet mig nok? Skal her endnu en Tilgift af Taarer og Sukke? Kunde jeg fremkalde din Geist, Du, som hviler herunder, jeg vilde gaae i Rette med Dig, Du, som næsten havde berøvet mig min Lyksalighed og, idet Du døde, deelt din Skjæbne med den, Du havde at takke for Livet! O! Smerters Søn! saa vil jeg kalde dit Støv, at Du ei foruden Navn skal være begraven i en evig Forglemmelses-Nat! Grusomme, som, efterat Du var død, næsten havde dræbt din Moder. Og havde jeg da vel havt Kræfter nok til at overleve Eder begge! men lovet være den Haand, som afværgede dette Stød!

Nok dunkede mit bange Hjerte; nok svævede mine Bønner omkring Melisses Seng; zittrende foer mit Haab tilbage, saa ofte jeg saae Døden med sin kolde Latter og skaldede Hoved at trodse min Sjels heftigste Ønsker. Kjærlighed, tænkte jeg, Du rene og brændende Kjærlighed, er det Dig man opløfter under Skyerne? Dig, man kalder Lyksaligheds Kilde? Glædens Moder? Livets eneste Sødhed? Jeg, jeg har smagt dine Frugter, jeg veed hvad Du er. Du fordobler alle Ting, baade Glæde og Sorg. Du forvandler Mennesket til idel Følelse. Skyggen selv kan virke paa den, som elsker. Men Eftersmagen af din Honning, hvor ofte er 113den ikke giftigste Bitterhed? Sandt nok, mig førte Du ved Haanden, som det syntes, til en Lyksalighed, der overgik mine Ønsker: jeg og Melisse vare dine Yndlinge, og med et helligt Baand sammenknyttede Du vore Hjerter. Lykkelig ved Kjærlighed sov jeg i Melisses Arme, og Bestandighed var det eneste, jeg havde tilovers at ønske. Alt begyndte Melisse at blive vigtigere i mine Øine: hun havde gjort mig til en lyksalig Mand, og nu lovede hun at ville gjøre mig til en endnu lyksaligere Fader. Aldrig havde det sødeste Haab og den heftigste Frygt stridet haardere end nu i mit beklemte Hjerte.

Haabet viste mig igjennem Indbildningens Perspectiv en lang Række af sildige Efterkommere. Melisses Førstefødde var den nærmeste og altsaa den største i mine Øine; et levende Aftryk af sin elskværdige Moder! min Sjels dannende Indbildningskraft malede Rosens Purpur og Lilliens Snee med kjelen Skattering paa det uskyldige Ansigt; gule Lokker saae jeg at bøie sig med silkebløde Krøller omkring det blaaagtige Skjær af de spæde Tindinger; jeg saae de lyseblaae Aarer, udspredte over Panden, at forstikke sig under Haaret, som man kunde see en Aae at udsprede sig i mange mindre Bække med mangfoldige Bugter og utallige Grene over et Blomsterbed, for igjen at tabe sig i det grønne Smaakrat. Men drømmende Indbildning! din Herlighed er 114forfængeligere end Skyggen. Hvor gjør Du Dig ikke tilgode paa vor Elendigheds Bekostning! den Lykke, vi haabe, behænger Du med en bedragende Sminke, med funklende Diamanter. Langt borte funkle de, skjøndt de ere uægte. Og al denne Møie paatager Du Dig, alene for at bedrage os med desto større Eftertryk. Langt førte Du min Sjel gjennem den tilkommende Skjæbnes mørke Gange: med dine fortryllende Løgter behængte Du Veien paa begge Sider; og næsten var jeg kommen til Enden, da alle dine Lamper med eet udsluktes; jeg vilde gribe min Lyksalighed, men fandt den ikke. Hverken vidste jeg frem eller tilbage, da jeg øinede et skrækkende Spøgelse: O! Frygt, det var Dig, jeg saae…

Hvor vare ikke dens Øine opspilede, forvirrede, brustne! en catonisk Mine var Venlighed selv mod det Ansigt, den viste mig; dog syntes den oprigtigere end Haabet med en forekommende Omhyggelighed at række mig Haanden, for at ledsage til det Sted, hvorfra Indbildningen havde forledet mig. Den viste mig Melisse og mig selv i vor daværende Tilstand. Følg mig, sagde den fremdeles, igjennem en anden Vei, imedens jeg lærer Dig, hvad som forestaaer. Skjælvende fulgte jeg min alvorlige Anfører, og mit bange Øie turde neppe kige frem til denne Forfærdelsers Skueplads: jeg saae Melisse kæmpende med sine Smerter; Døden 115saae jeg malet paa de blegnende Kinder; Perler af den kolde Sved trillede over Panden; den kjelne Arm, der saa tit har omfavnet mig, formaaer ikke mere. Ofte forsøger hun at opløfte den, for at takke mig for min oprigtige Kjærlighed; men ligesaa ofte synker den kraftesløs ned ved hendes Side. Hun udstønner det sidste Farvel! hun døer. Alt seer jeg mig selv blottet for Skjæbnens haardeste Stød. Jeg seer mig berøvet min Glæde og Hjelp, alt hvad jeg i dette Jordiske elsker og ærer. Mig selv seer jeg som et Offer for min Sorg, intet at ønske uden snart at kunne følge Melisse…

Atter igjen her smilede Haabet, og med et advarende Vink tilkjendegav min Anførers Bedragerier. See de mørke Gange, sagde det, hvorigjennem Frygten førte Dig næsten mod Aabningen af Fortvivlelsens Hule; gjennem sorte skrækkende Muligheder førte den Dig did, hvor intet værre var muligt. Det Modsatte er ligesaa muligt, og intet af alt det, Frygten viste Dig, er endnu virkeligt; din Melisse lever, og maaskee undgaaer hun Døden… Her oplivede sig atter min Sjel, og jeg er- indrede, hvad en af vore Tiders heldige Sangere har sagt:

«Hvor Øiet ikke naaer,
Og Gisning ene leder,
Forvilder den sig tit
Imellem Muligheder,
116Og fattes Overvægt,
Da følger Slutningen
Med Længsel eller Frygt,
Hvorhen de trække den.»
Ewalds ulykkelige Prøve.

Saa stormede den ene grusomme Tanke mod den anden i mit oprørte Sind, og som Medbeilere ivrigere forbittres mod hverandre, jo nærmere de see det fælles Maal for deres Ønsker, saa fegtede Haab og Frygt med større Voldsomhed, jo mere det tvetydige Øieblik nærmede sig, som skulde bestemme min Skjæbne.

Melisse daaner, jeg flyer; skjælvende flyer jeg, men forgjæves: Frygten forfølger, jager, ængster. Op til Himlen flyer jeg med mine Bønner; Bønner fulde af Ild! den trykkende Nød nærede Ilden, og nu brændte den i fulde Luer. Men kan Almagten, tænkte jeg, kan den evige Godhed tækkes et Offer, som Elendighed nu først aftvinger mig? O! havde jeg kun, da Lykken smilede, ydet min Velgjører tilbørlige Renter af de overflødige Velgjerninger, hvormed han overøste mig, saa kunde jeg dog med større Dristighed nærme mig bedende til hans Throne. Imellem disse Bebreidelser vovede jeg dog endnu at bede; thi hvad forsøger ikke den Trængende? Jeg ledsagede min Bøn med dette oprigtige Forsæt, at naar Melisse var reddet, skulde den Eviges Dyrkelse stedse hellige min Glæde, paa det den ogsaa 117kunde forsukre min Sorg. O Verden! med al din indtagende Pragt! hvor let er Du forglemt, naar man har smagt Bærmen af Bitterheds Skaal! Og Du, o evige Kjærlighed! hvor venlig smiler Du ikke til den Trængende, naar Venners Omsorg er afmægtig, naar Naturens hele lægende Forraadskammer er udtømmet, naar Almagt alene er i Stand til at redde. Dig være min Melisse anbefalet.

Saa tænkte, saa sukkede jeg, da man sagde mig, at Bønner vare unyttige, at jeg maatte berede mit Hjerte mod et Stød, som jeg længe med Bævelse havde ventet: Melisse, sagde man, har gjort Dig til Fader, men med altfor stor Bekostning for sig selv. Hun er dødsens, og den Søn, hun har bragt til Verden, saae aldrig Dagens Lys…

Her sank min Sjel, og fra dette Øieblik kan jeg ikke beskrive mine Tanker; jeg tænkte intet; Sandsernes Brug ophørte: Øiet saae kun sorte Hvirvler svømmende i Luften: der susede for Øret, som naar en stridrindende Fos, skummende af den opløste Snee, vælter sig ud over en steil Klippe, og bruser med fnysende Vrede mod enhver Steen, som tør sætte sig imod dens rasende Fart. Snart var jeg følesløs, da man gav mig Luft ved at underrette mig om, at Melisse endnu levede.

118Strax mærkede jeg den ubeskrivelige Forening mellem hendes og mit Liv. Længe kæmpede jeg dog endnu med min Afmagt, førend jeg blev i Stand til enten at takke eller bede. Men aldrig før fik Sjelen sin Styrke, førend jeg foer ud i de heftigste Bønner, Bønner der ei lade sig beskrive; mit ganske Hjerte var udøst i hvert Suk, hver Sene, hver Leveaand, hver Evne i Sjelen forenede sig til at bede. Ja nu, da jeg mere rolig kan betragte min Tilstand, beundrer jeg den Eviges Langmodighed, at han taaler en saa dristig Betler, at han ei fortørnes over den Bedendes forvovne Paastand. Dybt nedtrykte under vor Elendighed, men opmuntrede tillige ved det mindste Glimt af Haab, bede vi med saa megen Dristighed, som om vi aldeles intet Afslag vilde høre, og dette taaler Skjæbnens Herre! ja, dette er den Honning, jeg har samlet af Bitterhed, at intet skal bringe mig til at fortvivle, saalænge Adgang til Barmhjertighedens Fader staaer aaben for mine Bønner. Disse triumpherede endelig, jeg fik min Melisse tilbage.

Men ak! hendes kjelne Søn omkom ved at tage alt for oprigtig Deel i sin Moders Smerter… Dog, lille Forræder! tør Du tilegne Dig nogen Ret til min faderlige Ømhed? har Du fortjent, at jeg skal undskylde Dig? siig, hvad skal jeg skrive paa din Liigsteen? hvormed skal jeg i Dødens Land udmærke Dig fra dine Naboers Støv? skal jeg skrive: herunder hviler den, som 119vilde dræbt sin Moder, eller den, som døde af Kjærlighed, da hans Moder daanede, eller den lille Samson, derved sin Død vilde omstyrtet sit Huus, og begravede sig under sit Fængsels Ruiner?

Om din Bestemmelse, siig, hvad skal jeg tænke? var dit Legem dannet, ikke for at indrømme en fornuftig Sjel, men for at plage den Elskværdigste blandt de Fornuftige? hvi holdt du op at være, just da du skulde blive til noget? skabte Almagten os for at deelagtiggjøres i Lyksalighed, saa tilkom jo ogsaa DigDig] rettet fra: ig (trykkfeil) Odin Lod? eller er det muligt, at den Evige kan tabe sine Hensigter? gives der Tilfælde, da den ei kan hvad den vil? Hvad har Du syndet, at Du ei maatte see Dagens Lys? eller er et kostbart Fængsel en Velgjerning? Frihed fik Du omsider, men efterat Du ikke mere var i Stand til at nyde den. Liv har Du dog havt, og Sjel! og denne uopløselige Deel af Dig, dette enkelte og udødelige Væsen, denne spæde Evigheds Arving, hvor er den? hvad lider den?… Er den vel indlemmet i de salige Aanders Selskab, hvori Dydens graahærdede Helte gjennem en lang Række af Elendigheder neppe have fortjent at antages? Livet tabte Du, hvor Du fik det; Du leed Skibbrud i Havnen? Og er dette en Lykke? en Fortjeneste? Hvorfor skal jeg da lægge saa langt ud fra Landet, at jeg neppe kan øine Havnen? hvorfor mellem Skjær og 120Klipper at vove sig ud paa et Hav, hvor Dyd og Uskyldighed saa ofte begraves under Fristelsers rasende Bølger? eller… dog dette kan jeg aldrig forene med den evige Kjærligheds Beslutninger, at en Sjel, som endnu ei har havt Leilighed til at bestemme en eneste Handling, skulde forvises til de ulyksalige Aanders Forsamling, som qvæles af unyttig Fortrydelse over begangne Mishandlinger.

Her druknede min Sjel i dybe Betragtninger. Tykkere end Natten var det Mørke, hvori den tabte sig. Dog blev jeg tilfredsstillet ved at tænke paa Evighedens Morgenrøde, der engang skal forklare det, som Tidens Nat har indviklet i mørke Skygger. Her syntes jeg at afbryde mine Betragtninger, ved at skimte gjennem Mørket til det ene Hjørne af min Søns Liigsteen; der blev jeg vaer en Blomst; hvordan seer det ud, tænkte jeg? er ikke Nelden tegnet med samme Farve? Som i en halv Slummer inddyssede sig min Sjel i denne matte Betragtning, da Morgenrøden begyndte at smile bag de sorte Fjelde, og Solens Straaler trængte sig frem imellem de Norske Pyramider, der bøie sig, som en grøn Krone, omkring den skarpe Fjeldryg. Nu fremstod enhver Ting med sin egen Farve. Strax kastede jeg Øiet til det Marmor, i hvilket var indgravet Texten til mine Bekymringer. Der saae jeg ved Hjørnet en Rose; hvad! tænkte jeg, var det denne Du lignede med Nelden? 121en Provence-Rose, hvis blussende Rødhed fordunkler Kongernes Purpur? ja saa dømmer man om Farver, medens Natten skjuler Jordens Overflade. Ikke heller anderledes, tænkte jeg, dømmer vor kortsynede Fornuft om Evighedens Hemmeligheder, medens Tidens Nat fordunkler vor Udsigt.

Som ved en funden Skat, saa glad blev jeg ved denne Tanke: end naar min Tid skal endes som denne Nat! end naar Evighed klarere end denne Morgenrøde skal aabne for mit Øie en uendelig større og herligere Skueplads! end naar alle mine Tvivl skulle opløses, ligesom jeg nu seer Skyggerne at tabe sig og flye for Solen! da skal jeg og see Dig, min elskede Søn! yndigere end Rosen, blomstrende ved de evige Floders Aabredde i Lyksaligheds Land. Her var Du kun en fortrykt Plante. I vor Jord vilde Du ikke trives; men faaer jeg see Dig hisset under din egen Himmelegn, hvor vil jeg ikke glædes ved det Eviggrønt, der slynger sig omkring dine salige Tindinger! ja, velkommen være mig den Dag, som skal retfærdiggjøre den Eviges Handlinger og forklare min Søns Skjæbne. Uskyldige Søn! kunde din Geist tale, den vilde straffe mig for mine Bebreidelser.

«Grusomme Fader, vilde den sige, uden Dig havde jeg jo ikke været til, og min Død, kan den ikke forsone de Smerter, jeg foraarsagede min Moder? til Lyksalighed er jeg bestemt, og hvo fradømmer mig en Dørvogters 122Plads i de evige Boliger? Modvillighed har dog aldrig udelukt mig fra Ret til Himmelen; og siger mig, I Dødelige! hvo er kommen derind ved sine egne Fortjenester? Sandt nok, ingen har fortjent mindre end jeg, maaskee er og min Løn den ringeste; men den har dette tilfælles med den største, at jeg ingen misunder, intet savner, altid glædes, og frygter ikke for at blande min spæde Tone i den Lovsang, Overenglene istemme den Allerhøieste til Ære. Hvilke elendige Velgjerninger havde desuden ikke Jordens Indbyggere at tilbyde mig: jeg skulde see en Dag, som ingen fornuftig Dødelig betragter uden Græmmelse? fødes i en Verdens Alder, da den kjelne Vellyst forgifter hver Evne i Sjelen? blive Borger i et Land, hvor en elendig Efterslægt begræder de kjækkeste Fædre. Hvor jeg skulde see Mængden af mine Landsmænd i Mangel af andre Fiender at stride med Armod, hvor Sukke skulde viske mig i Øret den Elendighed, ingen turde beskrive. Nei, velsignet være min Moder, fordi hun bragte mig død til Verden! velsignet være mit Fødeland, det beviste mig den eneste, den største Velgjerning, det nu kan bevise sine bedstfortjente Landsmænd; som min anden Moder annammede det mit Støv, for igjen at udklække mig, naar Basunens Lyd skal ryste Norges ærværdige Klipper. Ja da, naar Fjeldene dandse, naar Tronhjems Domkirke med dundrende Fart falder 123ned over mit Hoved, og truer mig med endnu eengang at døe i Fødselen; naar mit Fædreneland, tilligemed den ganske Jord, svanger med altfor mange Børn, omkommer under sine egne Smerter, da skal min lille forklarede Bolig opstaae imellem Ruinerne, og være min Gud et langt herligere Tempel, end denne stolte Bygning, hvorunder mit Støv sover. Glad skal jeg da møde mit Væsens halve Deel, og med ubeskrivelig Fryd omfavne mig selv, min Gud, min Salighed.»

Syv Hænder om een Krands

En Fortælling, indsendt til Hr. Biskop Hagerups og Jomfrue Christies Bryllupsfest den 7de October 1777.

*

124Fra det forrige Aarhundrede levede endnu en gammel Bonde i en Egn, som havde alle nordiske Yndigheder. Et himmelhøit Bjerg opløftede sig fra hans Bolig, beklædt til det øverste med Fyrre og Gran, med Birk og Hæg. En Elv styrtede sig ud over dette Bjerg, og paa den lille Slette, hvor Mandens Huus stod, syntes den at have glemt sin rasende Fart og flød langsom igjennem en Rad af Rønnebær-Træer hen over Markerne i mangfoldige Bugter, indtil den atter igjen med nogen Brusen faldt ned i den Fjord, som trækker sig ind til dette Sted, for at skaffe det alle 125mulige Skjønheder. Ligesom en gammel Hjort, der er bleven gaaende tilbage i en Skov, som Jægerne enten havde forladt eller forglemt, saa levede denne Nordmand her. Vellyster have ikke fordærvet hans Legems- Bygning, og Misundelsen var ikke bleven ham vaer, for at kunne give hans Sind et Banesaar. I Ungdommen havde han havt Leilighed til at kjende temmelig nøie den nordenfjeldske Deel af sit Fædreneland. Der sagdes, at han en Tid i Verden havde forestaaet noget vigtigt Embede, at han ikke var fød Bonde, og at ikke Nødvendighed, men frit Valg, havde sat ham i disse tarvelige Vilkaar. En Aftenstund sad han paa Marken indtaget i den tækkelige Naturs Yndigheder. «O!» sagde han ved sig selv, «at være kommen fra Verdens Sværm til saadan Rolighed, som denne, det er at vaagne af en ængstefuld Drøm; glad seer Du da disse Spøgelser forsvinde, som i Søvne jagede den matte Sjel. Eensomhed er Sjelens Hvile, og Naturens Betragtning dens sunde Føde.» I disse Tanker sad den Gamle ganske henrykket, da en forvirret Støien i Skoven gjorde ham opmærksom. Den kom alt nærmere, og voxte jo nærmere den kom. Langt fra hørtes Lyd af Skud og Valthorn, og deriblandt Klamren ligesom man knusede den ene Maskine mod den anden. Nu begyndte Lyden mere at forklare sig; man hørte vredagtige Ord ligesom mellem fortørnede Qvinder. Og nu kunde man allerede skjelne forskjellige Sprogarter. 126Nogle talte Bergensisk, andre Tronhjemsk, og atter andre Sundmørsk; men det som var det forunderligste, der syntes at være een i Flokken, som talede Latin. «Men hvad er dog dette, sagde den Gamle, og reiste sig, vil Sværm og Urolighed gjøre mig fredløs paa min gamle Alder, og forfølge mig lige indtil denne Afkrog?» Neppe havde han sagt disse Ord, førend den larmende Flok kom hovedkuls styrtende frem af Skoven; de vare Qvinder, dog større end Mennesker i Almindelighed, nye og forunderlige Skabninger at see for den Gamle; saavidt han endnu langtfra kunde fatte, havde de imellem sig en Blomsterkrands, som enhver af dem vilde drage til sig. Den Gamle talte dem, de vare 7 i Tallet; «Skade, sagde han ved sig selv, de vare ikke 9, saa kunde jeg indbilde mig, at dette Bjerg var Parnassus, og at jeg selv var Apollo.» Mindst tænkte den Gamle, at disse Nympher vidste af ham at sige, og endnu mindre, at de vare komne for at voldgive ham deres Trætte; ikke før saae de Bonden, førend det blev stille mellem dem, og enhver begyndte at sætte sine Prydelser i Orden. Derpaa treen de alle frem, og hvad man kunde samle af det, de alle paa eengang talede, vare dette: «Vi ere 7 Søstre, alle Døttre af Kjærlighed, skjøndt hver af os har sin Fader. Vi flette alle Baand, og sammenbinde de menneskelige Hjerter til en Hovedhensigt. Efter vor Moder kalder man os alle Selskaber; men efter vore forskjellige Fædre have hver af os sit Tilnavn. 127Nu fandt vi alle paa eengang denne Blomsterkrands, i hvilken er indvirket, som Du seer, disse Ord: For den smukkeste af syv, som fletter de stærkeste Baand. Siig Du hvem af os Krandsen skal tilhøre; og vi ville lade os nøie med din Dom.» Den Gamle smilede til dette uventede Optog. «Ja man bør være gammel som jeg, sagde han, naar man skal dømme retfærdig om Smukhed. Havde Paris havt mine Aar, havde Venus neppe faaet Guldæblet. Jeg takker for den Ære, I bevise mig, og kan jeg fælde en Dom, som I maatte erkjende for billig, saa vil jeg glæde mig over at have reddet Krandsen, som I ellers vistnok havde revet itu; thi saa gik det i min Ungdom i Verden. Naar Flere bleve ivrige i at stride om Æren, strede de saalænge indtil de Alle tabte den. Jeg vil sætte mig op paa denne lille Høi, under den gamle Eeg. Der behage I Smukke at fremtræde een og een, og fremføre ordentlig hver sin Sag.» Saa talte han og satte sig under Egen.

Nu traadde den første frem, høiere end nogen af de andre, deilig især af Ansigt; hun bar en kongelig Krone paa sit Hoved, og hendes Haar skinnede af fyrstelige Gaver. En prægtig grøn Klædning var hun iført, hvori vare indvirkede næsten alle de Blomster, som pryde nordenfjeldske Bakker og Dale. Man kunde see, at en Mester havde begyndt dette Arbeide, at noget siden var tilflikket, som ikke svarede til Begyndelsen, og overalt, 128at Klædningen begyndte at blive gammel. En vel skaaren Pen havde hun bag det ene Øre, men i den høire Haand Agerdyrknings-Redskaber, og i den venstre herlige Belønninger. Ellers syntes hun at være voxen for hastig og for høit i Veiret. Hendes Legem var ikke i øvrigt saa smukt som hendes Hoved. Det lod ligesom hendes Lemmer vare for langt fra hverandre, hvilket gjorde hendes Gang noget mat og slunken, og at hun ikke førte sin Krop med den Virksomhed, som svarede til hendes Størrelse. Forvinder hun dette Tilfælde, tænkte den Gamle, og faaer hun Førlighed i Forhold mod hendes Høide, saa bliver hun en Skjønhed uden Lige. Hun neiede for Dommeren og talte følgende: «Jeg er fød i de gamle Norske Kongers Hovedstad Nidaros. Der var min Fader Biskop; han tilligemed 2 andre høilærde Venner droge betimelig Omsorg for at lære mig at skrive og holde mig til Studeringer. Jeg blev elsket af mange baade Læge og Lærde, baade indenlands og udenlands. Jeg bandt Baand imellem forskjellige Rigers lærde Mænd. Omsider blev een af Europas dydige Prindser forelsket i mig. Det var min Lykke og mit Fædrenelands; han fyldte min Haand med disse rige Gaver, som Du seer; nu har jeg neppe Tid til at bruge Pennen; jeg vinker til den flittige Agerdyrker, den indsigtsfulde Bygmester, den gode Huusholder, den raske Skytte, og belønner altid den Bedste. Rigets Grændser ere Grændserne for mine 129Belønninger, men ikke for mine Baand. Mit Navn er det Kongelige Norske Videnskabernes Selskab.» Saa talte hun og satte sig ned tet ved Dommerens Fødder.

Dernæst kom den anden anstigende med dristige og afpassede Trin; hun var langt fra ikke saa høi som den første; ikke heller fuldt saa smuk af Ansigt, men velskabt, og førte sin Krop usigelig rask; hun var overdaadig i Klæder, ordentlig i sit Forhold, havde Levemaade som en Bypige. I den venstre Haand bar hun en stor Deel kunstige Maskiner, dog alle en miniature, i den høire anseelige Belønninger, som for det meste vare patriotiske Borgeres ædelmodige Gaver. Dette bliver udentvivl en anseelig Skjønhed, tænkte den gamle Mand; thi jeg seer vel, at hun nu er lidt syg; men det er ikke til Døden. En grundig Læge helbreder letteligen i slige Tilfælde; thi uden jeg tager mærkelig feil, er hun angrebet af det, som Lægerne kalde Polypragmatie. Ikke desmindre gik hun rask og talede kjækt: «Værdige Gamle, sagde hun, Retviished skinner frem af dit Ansigt, jeg læser min Seier i dit Aasyn; lær at kjende mig og døm ret, saa forlanger jeg ikke meer. I Bergen, Hovedstaden for Norges Handel, er jeg fød. Jeg har mange kloge og veltænkende Elskere, ved hvis Omsorg jeg er bleven i Stand til at fremmane den sovende Bonde til at dyrke den svangre Jord. Paa de 7 Bjerge, der omringe min Fødebye, gaaer jeg daglig og opmuntrer 130til at grave, rydde og bygge. Nye Handelsgrene søger jeg efter, og jeg har Hjerte til at fremlokke Kunsterne. Jeg binder firedobbelte Sløifer; Kjendere ville ikke negte, at mine Baand ere fortræffelige. Dog hvortil denne Vidtløftighed; jeg behøvede kun at nævne mit Navn. Viid da, at Du her seer det nyttige Selskab.» Ret som en modens Frue neiede hun derpaa og gik til Side for at sætte sig ned hos den første.

Nu kom strax efter hende en Bondepige, temmelig smuk, men eenfoldig og naturlig; hun var liden af Væxt og saae føer og stærk ud. «Jeg venter just ikke, sagde hun, at Krandsen skal falde i min Lod, jeg er ikke saa stor, ikke heller saa pyntet, som mine tvende foregaaende Søstre. Men maaskee dersom det kom an paa grovt Arbeide, skulde jeg holde det med dem. Jeg er klæd paa Bondeviis, men saa ere og mine Klæder mit eget Arbeide. Jeg er fød paa Sundmøer, og inden Sundmøers Grændser indskrænker jeg mine Belønninger. Jeg har intet adeligt Navn; de, som sørge for min Opdragelse, ville først, at jeg skulde fortjene det; jeg binder ikke Sløifer med Knuder. Farvel Landsmand! døm som Du vil. Jeg er temmelig ligegyldig.» Hun gik saaledes uden mange Complimenter hen til de tvende forrige, for at give Rum til den fjerde, som fulgte nu strax efter.

Denne syntes at være den yngste af det hele Selskab; hendes Skjønhed havde endnu ikke udviklet sig: dog 131røbede hun allerede en smuk Herkomst, og vare der allerede nogle Træk, som lignede Minerva. Hendes romanske Dragt klædde hende godt. Hun begyndte ganske ukunstlet: «Jeg er en Bispedatter, fød i Bergens Skole. Jeg har ikke, som andre, Belønninger at uddele, jeg befatter mig ikke med nogen anden end mig selv. Mine egne Øvelser ere uskyldige; men unyttige skal de ikke kaldes, dersom de kan danne duelige Lærde, og forhindre, at de Sprog, som ere døde, ikke ogsaa skal blive aldeles begravne. Endskjøndt min Fader taler Latin, som sit Modersmaal, saa tør jeg dog sjelden tale det uden naar jeg bliver ivrig; thi jeg har en Stedmoder, som hedder Prosodia, hun er saa slem til at sidde paa Ordene med Folk. Jeg er, som Du seer, intet Modens Barn, thi jeg har hverken trykte Love, eller Signet, eller Medallier, eller Commissioner, eller Classer, men jeg kalder mig det philologiske Selskab.» Hun vilde gaae, men den Gamle satte hende paa sit Skjød; thi hun var endnu i den Alder, hvor det er gamle Folk anstændigt at spøge med Børn. «Deilige Glut! sagde han, og i det samme randt hans Taarer; gid Du maatte voxe, og gid Du maatte naae den Førlighed, som jeg paa mit Fædrenelands Vegne vilde ønske Dig! da skulde ikke Nordmænd fare over Havet efter dyrekjøbte Navne, ikke heller tabe Dyden, medens de erhvervede sig Lærdom. Men jeg veed mit Ønske er omsonst; gaae da mit Barn, sagde han, og bliv saa stor, 132som Du kan, men blev Du saa stor som jeg vilde, saa fik Du flere Fiender end Venner.»

Da hun nu saaledes med megen Ømhed var afskediget, kom den femte fremtrædende; det var een af de kjelneste Skjønheder; hun gik og legede paa en Luth, indtaget i sig selv, skjulende med megen Kunst den hemmelige Bekymring hun bar for at behage alle; hun havde Valthorn paa sin Arm, og en Harpe hang paa hendes Ryg. Hun skulde nær forhexet den Gamle med sine Kunster, dersom han ikke var bleven vaer, i det hun af en Hændelse vendte sig, at hun havde et langt Slæb, som ikke svarede til hendes øvrige Dragt, hvor der i en Folde sad og gjemte sig en liden Ulykkes Fugl, som, om jeg husker ret, hedder Eftersamling. Iøvrigt var af alle de foregaaende Skjønheder ingen saa fortryllende, som denne. «At behage og fornøie, sagde hun, er mit uskyldige Ønske, at udfinde Overeensstemmelse mellem forskjellige Toner, er mit Mesterstykke. Jeg vederqvæger en følsom Sjæl med en Nektar af liflige Toner. Er nogen Tidsfordriv tænkende Sjæle anstændig, saa er det den jeg tilveiebringer. Luften er mit Element, alle oprørte Følelser løfter jeg paa mine stærke Vinger høit op over deres sædvanlige Kreds: Jeg hedder frivillige Harmonisters Academie, og at jeg ikke altid er harmonisk, det er fordi ingen Ting er fuldkommen; Du laster ikke en Flok af deilig syngende Lærker, 133fordi der stundom kommer en Skade ind imellem og fordærver Harmonien. Og er det vel min Skyld, at der ere Mennesker til, som med faa eller ingen kan harmonere? Imidlertid at Du ikke skal beskylde mig for at have været aldeles ørkesløs og unyttig, da har jeg en Datter, som er meget elsket i Bergen; hende har jeg givet den Opdragelse, at hun kan være den lærvillige Ungdoms Hovmesterinde. Jeg forærer hende noget Dukketøi af Sølv, hvilket hun udsætter til Belønning for de Unge, som i Apellis skyggefulde Kunster vise den største Færdighed.» Da hun havde talt disse Ord, neiede hun og begyndte, i det hun gik, at lege paa sin Luth.

Neppe fik hun Tid til at komme af Veien for den sjette: med stærke Skridt kom denne anrykkende, klæd som en Amazon, holdende i sin Haand adskillige forfærdigede Præmier af Sølv: paa en Patrontaske, som hang til den venstre Side, var med megen Kunst indvirket hendes Vaaben, som var en Fugl, naglet til en Stang, og mange Skytter rundt omkring, som alle havde lagt deres Gevær paa en stadig staaende Opsats. Det er dog ikke Bellona, tænkte den Gamle, thi denne syntes til intet mindre oplagt end til Krig, hvor man altid skyder af fri Haand; ikke heller er det Diana, thi hun skyder Fuglen i Flugten. Imidlertid var der noget muntert i hendes Væsen; hun saae ud, som den der giver al Verden en god Dag. 134«Jeg er ikke kommen her, Kammerat! sagde hun, for at gjøre mig lækker; Du maa gjerne gjøre lærde Miner over min Person, men jeg er tilfreds med mig selv. Jeg vænner i det mindste Borgere til at taale Krudtrøg, og ikke være bange for Skud; selv sætter jeg Belønninger du, og selv vinder jeg dem; jeg afsætter Konger og indsætter dem. Naar jeg har Penge til Krudt og Kugler og et Glas Viin, saa maa Du beholde baade din Krands og dit Bifald. Ellers skulde det fortryde mig, om nogen af de andre bedre end Skydeselskabet i Bergen skulde træffe Papegøien.» Derpaa gik hun; den Gamle blev bange og torde ikke yttre en misfornøiet Mine, thi hun var ikke at spøge med. Langt borte havde den syvende imidlertid staaet, holdende Krandsen i Veiret, færdig, som det syntes, at levere den til den bedst fortjente: «kom nu frem, Du Undseelige! sagde den Gamle, som skjuler Dig der borte i Skoven. Holder Du Krandsen, fordi Du er vis paa Seieren, eller have dine Medbeilerinder overantvordet Dig den, fordi ingen af dem frygtede, Du skulde gaae nogen i Forkjøb?» Nu kom hun med langsomme Skridt, prydet som Naturen selv, med en yndig Eenfoldighed. Hendes Klæder passede til Kroppen, og ingen af de foregaaende var saa vel dannet som denne. Hun havde et grønt Flor over sit Ansigt, saa man ikke strax kunde kjende hende; 135hun bar paa sin venstre Arm nogle Guldkjæder, var for Resten intet mindre end prægtig. Den eneste Kostbarhed, man blev vaer ved hendes hele Prydelse, var een i et rødt Baand hængende, og med Demanter besat Æske, der var af Dannelse som tvende Hjerter, der syntes være sammengroede. «Her er, sagde hun, ærværdige Gamle! for din Domstoel den eenfoldigste af alle mulige Selskaber, men den ældste tillige. Jorden og jeg er fød i een Uge, og jeg er dog endnu i Dag ligesaa ung, som da jeg saae min første Dag; skjøndt ikke i alle Maader ligesaa lykkelig. Men ganske vist tænker jeg at overleve alle disse nye Skabninger, som her have talet deres Sag. Min Herkomst er ikke ringere end guddommelig. Mine Baand ere af Guld, de smelte ikke ved Ild, slides ikke ved Magt, dog ere de tilfals endog for dem, som boe i Hytter; ja for dem oftere, end for Fyrsterne i Verden; thi naar jeg skal opvarte ved Hofferne, binder man et Skjul for mine Øine, og der gjør jeg aldrig mine Sager vel, uden een og anden Gang, naar han, som styrer det Hele, just tager sig paa at veilede mig for at gjøre vel mod et eller andet Rige. For Resten er jeg mod alle Stænder lige velgjørende. Hvor man bliver kjed af mig, forvandles jeg til en Plageaand, værre end alle andre Ulykker paa Jorden. Denne Æske, som Du her seer, den bliver aldrig tom; min Fader har givet 136mig det sympathetiske Pulver, som forvares deri; naar jeg dermed bestrøer tvende Hjerter, smelte de tilsammen ligesom Vox, de trække sig til hverandre, som Magnet og Jern, uden altid at kunne gjøre Rede for hvorledes og af hvad Aarsag. Hvor jeg har anbragt dette, fødes aldrig Kjedsommelighed, mindre Kulde, allermindst Strid. Der følge mig Fred, Glæde og Velsignelse! der afbilder jeg, saa godt som det er muligt, Skyggerne af mit Fødested; thi jeg er fød i Eden. Der gjorde jeg mit Mesterstykke. For de første To var der i det hele Paradiis intet saa behageligt som min Velgjerning, og intet uden den, som de Forviste, fik Tilladelse at føre med sig. Jeg trøstede dem i deres Møie, jeg befordrede Folkemængden, og er indtil denne Dag Opdragelsens Støtte og Lyksaligheds Moder. At tænke eller tale om mig, hvor jeg ikke er nærværende, foraarsager strax nye Bevægelser; de unge Piger blive røde, og de Gamle sukke; unge Karle lee, men Enker græde; men Enkemænd gaae hen at giftes paa ny.» Saa talte hun og trak Floret fra sit skinnende Ansigt. Der funklede af hendes himmelblaae Øine en reen og kydsk men tillige brændende Kjærlighed. Blyfærdigheds rosenrøde Farve blussede af hendes Kinder, men Farven tabte sig i en kjelen Skattering, og blev alt mattere og blegere, indtil man omsider havde den snehvide Hud, som omringede disse Æbler, og skinnede 137herligere end Allabaster paa den urynkede Pande. «Værdige Velgjørerinde! sagde den Gamle, Du er Ægteskab, jeg kjender Dig, Du har oprørt min hele Sjæl, Du fører mig tilbage til de Tider, da ogsaa jeg nød din Velgjerning, da jeg ved Siden af en elsket Ægtefælle kunde undvære alt andet Selskab, og glemme alle Livets Sorger. Ja din er Krandsen, det er dømt og afsagt. Du, og ingen af de andre, forstaaer den Hemmelighed, at gjøre To til Eet. Kunde dine Søstre saa let sammenstøbe 100 Mænds Villie og Forstand til Eet, som de kan samle deres Indskud til een Hovedsum, saa vilde vi faae hos dem alt, hvad de love os. Saa sandt det er, at den vanskeligste Sag overvindes ved forenede Kræfter, saa sandt er det og, at det er den vanskeligste Sag at faae Kræfter forenede. Og deri ligger udentvivl Selskabernes Misregning. Du skulde tænke, at naar 20 til 30 Mænd, begavede med sund Fornuft, traadde sammen til at frembringe Noget, maatte det blive en Qvint Essens; og just bliver det en forstyrret Blanding af allehaande, og ingen af de forsamlede vil i Særdeleshed passere for Auctor; man troer desuden, at Lighed mellem Medlemmerne er Sjælen i disse nye Indretninger. Den er i det mindste det, som lokker Folk tilsammen. At Een af ringere Stand kan have den Glæde at modsige den, for hvilken han ellers maatte tie, det er en inderlig 138Fornøielse. Men udentvivl føder og dette mange Ordvexlinger, disse igjen Trætter, og atter disse Uvenskaber.

Nei, værdige Ægteskab! kunde Selskaberne dannes efter dine Love! Du fordrer ikke en fuldkommen Liighed; at den ene har hvad den anden trænger til, er Selskabers Grundlov. Imidlertid maa man rose de Belønninger, som disse Selskaber uddele. De kan ikke andet end opmuntre og gavne. De bevidne en uegennyttig Tænkemaade, og nu, da enhver især er bleven for svag til alene at udrette noget stort, er det maaskee et nødvendigt Onde at oprette Selskaber. Gak Du med Krandsen, guddommelige Skjønhed, og aflæg daglige Prøver paa, at din Indretning er den viseste, dine Baand ere de stærkeste, dine Belønninger de eneste søde Frugter, som Mennesket uden Fare kan æde, hvorved han sættes nogenlunde i Stand til at fordøie Livets mangfoldige Besværligheder.

Du kjender mig, faldt Ægteskab ham ind i Talen, men Du veed dog ikke, at jeg just i Dag beviser alt hvad Du haver sagt; jeg er i min ganske Ordensdragt i Dag paa Orninggaard; der har jeg fyldt mange Venners Bryst med mange Ønsker,Ønsker] rettet fra: Onsker (trykkfeil) og tvende udvalgte Hjerter med retskaffen Kjærlighed. Efter høiere Befaling har jeg bevaret den yndigste Pige med det bedste Hjerte, til at glæde den værdigste Mand paa denne Dag. Hun har ved min Omsorg staaet hidindtil, 139som den deiligste Rose i et Blomsterbeed, men med Flid skjult under grønne Blade, paa det man hundrede Gange skulde gaae hende forbi, og plukke andre omkringstaaende Roser.

Krandsen, Du har tildømt mig, sætter jeg i Dag paa hendes Hoved, eller, at jeg skal tale et andet Sprog, alle de Fortrin, jeg har for andre Selskaber, skjenker jeg i Dag den unge Bispinde. Brudgommen trænger hverken til min Beskrivelse, thi man kjender ham af Rygtet, ei heller til min Roes, thi han bliver derved ikke større end han er; desuden maa Du vide, jeg hykler aldrig, jeg skjær alle over een Kam, jeg gjør undertiden en vakker Pige ligesaa lykkelig med en Kapellan, som med en Biskop; men eet vil jeg dog sige Dig om Brudgommen, som Du altid kan lide paa er Sandhed. Jeg løfter ham ikke op i Skyerne, fordi han er vel skabt, har ypperlige Sindsgaver, og Ansigt til at indtage Alle ved første Øiekast; men Aarsagen, hvorfor jeg især elsker ham, er dette: først er han Mand for sit Embede, og lader det være sin Hovedsag; og jeg har mærket, at de bedste Mænd har gjort deres Koner ulykkelige, naar de have manglet deri; dernæst anseer han det for den største Ære at fortjene Alles Kjærlighed; og med saadanne Mænd lever altid Koner bedre, end med en Holger danske, som vil prygle det ganske menneskelige Kjøn. Kort sagt: i Dag er jeg ret i god Lune, fornøiet med mit Mesterstykke. Og nu, pynter Eder, 140sagde hun til de andre: og laver Eder paa at synge hver et Lykønsknings-Vers til Brudeparret. See her har jeg et Glas, naar I see derigjennem, kan I see Bryllupsbordet, og det som er mere, det hele Selskab kan see og høre Eder.» Saa kom den Ene efter den Anden, saae igjennem Glasset, neiede og sang:

Det Trondhjemske
Fra Trøndelag vor Brudgom er,
Og han er Trønders Ære;
Udvalgte Brud, Du er ham kjær,
Og Du bør Krandsen bære,
Og gjør ham glad og lykkelig,
Saa skal hver Trønder signe Dig!
Og hvilke Mænd der kom fra os,
Dig Kjærlighed skal lære.

Det Nyttige
I Bergens Stift er Bruden fød,
Her blev en Trønder vundet:
Han takker Bergen og fortrød
Ei at han der blev bundet.
Fra Bergens Bye i Dag jeg har
Et Ønske for vort Brudepar,
At deres Lykke blomstre maa,
Som den paa Dyd er grundet.

Det Sundmøerske
141Jeg paa min aabne Fjøringsfahr
Fra Sundmøer hid er kommen.
Jeg Deel i begge Stifter har,
I Bruden og Brudgommen:
Og jeg velsigner begge to!
Gid deres Lykke længe groe!
Og voxe til Misundelse,
Saa er min Fryd fuldkommen.

Det Philologiske
At vores Brudgom Sønner har,
Det veed enhver at sige,
Men at jeg og hans Datter var,
Det veed man ei saa lige;
Jeg synger nu med Velbehag
Min hulde Faders Bryllupsdag;
Og jeg skal synge paa Latin,
Naar jeg bli’er voxen Pige.

Det Harmoniske
Jeg med min Harpe stemmer i,
Til Hjerter at henrykke,
Om tvende Hjerters Harmonie,
Naturens Mesterstykke:
142Gid deres Toner stemme maae,
Paa samme Streng de begge slaae!
Saa ønske vi vort Brudepar
Med Harmonie til Lykke.

Skydeselskabet
At sigte længe, træffe slet,
Man pleier samensætte;
Men sigte snart, og træffe ret,
Dertil udfordres dette:
At Skyttens Øie ledes maa
Af ham, som alt paa Jorden saae;
Saa gik det med vor Brudgom her,
Han derfor traf det Rette.

Ægteskab
Af syv den eneste jeg var,
Som hid i Dag er buden,
Og Krandsen, som jeg vundet har,
Den vil jeg give Bruden;
Og give alt hvad jeg formaaer,
Det bedste Par i mange Aar:
Saa de velsigne maae den Dag,
Da jeg har bundet Knuden.

Alle
143Nu den, som ei misunder Dyd,
Og føler andres Glæde,
Han tage Deel udi vor Fryd,
Og denne Sang tilstede;
Af Søstre syv den sidste var
Vor Brud, som Krandsen vundet har;
Kron Himmel selv vort Brudepar
Med Sundhed, Liv og Glæde.

Syv sønderslidte Baand, flettede til en Krands paa Lovises Grav den 22de November 1779.

144Korsdrageren af Verden gaaer,
Som Slaven af sit Fængsel,
Med rette glad, naar han Farvel
Fik sagt til Suk og Trængsel;
Men naar en Lykkens Søn skal døe,
Da vil det gjælde Strid:
Naar Livets Middag mørknes skal,
Som randt saa mild og blid.

Da Verden, lig en Dalila,
Sin Samson ofte binder,
Syv grønne Baand om Heltens Arm
Hun alt for kunstig vinder;
Men Samson saae Philisters Hær,
Og saae de stærke Bast,
Og saae til Gud og Styrke fik,
Og sled dem, og de brast.

145Men denne Kraft at løse Baand
Var Himlens egen Gave;
Naar Samson synder mod sin Eed,
Saa er han atter Slave:
At Kraften kom her ovenfra,
Jeg nylig saae, min Ven!
Syv stærke Baand jeg briste saae,
Og kjendte Løseren.

Opdraget midt i Lykkens Skjød,
Ei kummerfulde Dage,
Ei Armods Nød, ei Nærings Sorg
Lovisa skulde smage;
Som Rosen rød hun rinder op
I dyrket Blomsterbed:
Hvor let kan Hjertet bindes da
Til Verdens Kjærlighed!

Naar midt iblandt vort Folk vi boe,
Hvor nødig vil vi flytte?
Man fæster Bolig, tænker lidt
Paa Faldet af sin Hytte;
At rives ud fra Venners Skjød,
Og døe i Moders Arm,
Var et af Hjertets stærke Baand
Udi Lovisas Barm.

146Nu Sundhed og et muntert Sind
Det tredie Baand jeg kalder,
Hvor favre UngdomsUngdoms] rettet fra: Undoms (trykkfeil) stærke Muur
For Dødens Vælde falder,
Hvor Alder, Sygdom, Hjertesorg
Ei Livet bittert gjør,
Lovisa glad, og ung, og stærk,
Mon hun ei nødig døer?

Og spør Du om det fjerde Baand?
Lovisa var jo Moder,
I Moders Sted, og Moder selv
For to Gang’ trende Poder;
At see de kjære Smaa og døe,
Maa qvæle Mod og Alt,
Og mangen Moders kjække Sjel
Ved mindre Prøve faldt.

Men ak! der staaer den bedste Ven..
O! I som bundne ere,
I, som velsigne dette Baand,
Og har hverandre kjære,
Tænk naar det briste skal itu,
Og ynk Lovisa her;
Thi hun var og en elsket Mand
Som han var hende kjær.

147Og nok et Baand, som Ingen saae,
Som Ingen kan beskrive,
Det sjette Pant paa Kjærlighed
Sin Mand hun skulde give;
Det sjette Liv i Moders Liv
Opgive maa sin Aand!
Bliv Moder først, og siden siig:
Der brast et vældigt Baand.

Nu staaer der kun eet Baand igjen:
Det syvende og sidste:
O! synk i Afmagt ned Natur,
Naar dette Baand vil briste;
Naar Sjel og Legem skilles skal,
O! hvo kan løse nu?
Nu spændes alle Baand i eet,
Brist Hjerte, brist itu!

Men kom og see et Under-Syn:
Heltinden sønderriver
Med vældig Kraft de stærke Baand,
Løs fra dem alle bliver.
«Jeg færdig er», saa talte hun,
«At følge Dødens Bud,
Frimodig jeg forlader alt,
Og iler glad til Gud.»

148Til Ende Løverdagen var,
Og hendes Arbeids-Dage,
Da bad hun om, ved Jesu Bord
Tilsidst at maatte smage
En Forsmag paa den Glæde, som
Hun nu i Møde gik.
Hun blev deelagtiggjort deri,
Og Hjertet Styrke fik.

Nu randt Sabbaten, og den blev
For hende Hviledagen,
Hun bad og stred, og sagde høit:
«Nu har jeg vundet Sagen!
For Dommen fri, ved Jesu Blod,
Og ved hans Naades Aand,
Jeg synge skal i Englechor:
Du løfte mine Baand.»

Ja, Jesu! Du er Løseren,
Din Arm har endnu Styrke,
Du trofast er til sidste Stund
Mod alle dem, Dig dyrke;
Selv bar Du Baand og derved brød
Vor Slave-Lænkes Last,
Du steg i Trældom ned for os,
Og Fængslets Døre brast.

149Men Du, som staaer i Sorg nedsænkt
Med sex halvvoxne Poder,
Og sukker for din tabte Ven,
Og Dines ømme Moder!
Søg Kraft og Trøst mod dette Stød
Fra samme Kraftes Haand,
Som for din Ægtefælle har
Opløst de haarde Baand!

Betænk, den Haand, som løste dem,
Kan Hjertesaar forbinde,
Og lede Dig til Himlen, hvor
Han ledte din Veninde,
Hvor Kjærligheds fuldkomne Baand
Skal aldrig briste meer,
O! salig den, som glad imod
Opløsnings-Timen seer!

Men endnu mere salig Du,
Som Striden her fuldendte!
Jeg saae din seierrige Død;
Gud saae mit Hjerte brændte.
Jeg af de sønderslidte Baand
En Krands Dig fletter her
Den har kun visne Blade mod
Den, Du i Himlen bær.

*

Jægers Minde

Iusere, Daphne, pyros Carpent tua poma nepotes.

*

Hvil i Fred, ærværdig’ Gamle!
Du var altid huld og troe;
Hvor vi Hædersnavne samle,
Der skal Jægers Minde groe.

Sædemand ved ØstersøeForfatternote: Hans Saae-Maskine blev 1779 antagen i det St. Petersborgske fri oeconomiske Selskab.
Skrive skal i Linier rette
Paa den kornedækte Slette:
«Jægers Minde aldrig døe!

Meget saae, men høste lidet,
Var usikkre Hænders Værk,
Sædevognen har udvidet
Agren og gjort Armen stærk.

156Kornet staaer, som mønstret Hær,
Plantet, som i kunstig Have;
Saa har Jæger vidst at lave
Lige Rum for hvert især.»

Men hvor Vognen ei kan rulle,
Klipperige Fødeland!
Mon ei Jægers Minde skulde
Groe til Trods for Tidens Tand?

Tænke, prøve, plante, saae,
Alle Godes Gunst at vinde:
Dette Jægers Æreminde
Skal i vore Hjerter staae.

Du maa gjerne Klokker blive,
Vil jeg sige til min Søn;
Verden kan ei Dyden give
Bedre Ærekrands til Løn,

End den Jæger med sig bær:
Fir’ og Sytti Aar at være
Nyttig, elsket og i Ære.
Kan en Biskop blive meer?

Ahlert Hysings Eftermæle

157Min svage Digteraand, hvis Kraft og Ild forgaaer,
Af Livets Byrder qvalt, af Venners Tab nedbøiet,
En elsket Skygge fik ved denne Grav for Øiet,
Som den med matte Træk at male kun formaaer.

Men, Sandhed! kom, opret de høie Farvers Savn,
Vær mere tro end skjøn, Du var min Sanggudinde,
Jeg aldrig leiet skrev den Riges Æreminde,
Og bøied’ aldrig Knæ blot for et borget Navn.

Kom Sandhed og vær døv til Venskabs stærke Røst,
Man overdriver Roes, hvor den i Hjertet taler,
Man elsker og er blind, og vilde Træk kun maler,
Hvert Billed’ blev for skjønt i saaret Vennebryst.

158Min Hysing maler jeg, en gammel ærlig Ven,
Og hvo der dog endnu kan Ven i Grunden være,
Et vist indvortes Værd i mandigt Bryst maa bære,
Den Svage elsker snart og hader snart igjen.

Den glatte Verden er i Venskab altfor rund,
Udødsler Vennenavn til dem, den ikke kjendte,
Strax varme Følelser i bløde Hjerte brændte,
Men saadant Stjerneskud er slukt i samme Stund.

Standhaftig Hysing var, ukunstlet, klippefast,
I Ord og Aasyn barsk, ømhjertet meer end Qvinder,
Nævn ham en Ven i Nød, og strax hans Taare rinder.
Den kolde Haardhed var saa tit de Stærkes Last.

Sit kjære Tvillingpar han elskte moderlig,
Det moderløse Pant af en elskværdig Moder,
Som med sit Livs Forliis gav Manden disse Poder,
Og gav ham Dødens Sæd, som nu først yttred sig.

Du Kæmpestærke, ja, Du fik dit Banesaar
Ved din Venindes Tab; det var din Troskabs Ære,
Tungt for de kjære Syv alene Sorg at bære,
Og bære Dødens Sæd i tolv samfulde Aar.

159Dig Rigdom Himlen gav. Det var ei altid sagt,
At hver en samlet Skat var just en Himlens Gave,
Syng hvo der vil om dem, som fra den Arme gnave
Den sidste Skjerv, der var i tomme Kiste lagt.

Jeg aldrig, Aaron liig, et Alter bygget har
For Guddom, støbt af Guld, og aldrig Krandse flettet
For graadig Gjerrighed, af Andres Skade mættet,
Som Rov af Enkers Boe til egen Lade bar.

Din Skændsel synger jeg langt heller, som jeg kan,
Du, som seer haanlig ned paa Dyd, Du burde hædre,
Og har og veed og vil paa Jorden Intet bedre,
End at fortjene Navn af vederhæftig Mand.

Nyd dine Rænkers Frugt, indsvøb Dig i Dig selv,
Hør ingen Enkes Suk og ingen Skyldners Klage,
Tag Rentes Rente, vogt din Mammon som en Drage,
Men tænk paa sidste Dag, paa Død og Dom, og skælv.

Min Hysing ogsaa vist Huusholder været har,
Men aldrig haard og kold, og til at samle graadig;
Nei, til Betrængtes Trøst var han sin Rigdom raadig,
Kort sagt: af rige Mænd et sjeldent Exemplar.

160Han havde Børneflok, som trængte til en Arv,
Anstændigt Paaskud nok for at Blodigle være,
Og for at Andres Marv til egen Kraft fortære,
Dog aabent var hans Bryst til mange Venners Tarv.

Han Ære bar for Gud, hans Ord og Helligdom,
Tit synes rige Folk, de kunde Gud undvære;
Gud kan undvære dem, det er den sande Lære,
Og Himlen veed hvorhen tilsidst de Herrer kom.

Min Hysing foer i Fred, hans sidste Smerters Aar
Fra Verden drog ham ud, og Bønnens Sprog ham lærte,
Og Ordets rige Trøst helbredede hans Hjerte,
Naar Dødens Øxe hug ulægelige Saar.

Han i den bedste Havn sit Anker kastet har,
Gud styre Roret selv for os, som endnu sværme!
Vi glide Strømmen ned, mod Evighed os nærme,
En Storm, og Skibet strax mod Klippen knuset var.

Men kan et Afskeds-Suk betale Venskabs Krav?
Vi for de kjære Syv, vor gamle Ven forlader,
Om Held anraabe vil de Faderløses Fader,
Om Varetægt for dem paa Livets vilde Hav.

*

Over Frue Fasting

*

Byrd og Stand og Navn er mindre,
End Juvelerne, som tindre
Over Stjerners stolte Glands.
Sande Dyder, Hjertets Ære,
Kronen, som de Fromme bære,
Troens egen Seierskrands.
Du, hvis Støv herunder hviler,
Sødt i Dødens Arme smiler,
Verden var Dig ikke værd:
Salighed Du gik i Møde,
Da udi dit Kald Du døde
Paa din sidste Barselfærd.
Hænderne Du sammenlagde,
Og mig midt i Døden sagde
Disse kjære Seiers-Ord:
«Vist er jeg en Synderinde,
Men ved Jesum skal jeg finde
Smulerne af Naadens Bord.
Lov skee Gud! jeg veed jeg haver
Intet Nag, som Hjertet gnaver;
166Og for ham, som Livet gav,
Jeg oprigtig vandre vilde;
Aldrig unde Nogen ilde
Fra min Vugge til min Grav.»
Dette var dit Sprog i Nøden,
Og man hykler ei mod Døden;
Ja Du var een af de Faa,
Som vor Jord kun sjelden saae,
Som blandt Himmel-Lys skal tindre:
Byrd og Stand og Navn er mindre.

Ved en Vens Død

*

Træt af Møie, mæt af Dage,
Sov Du ind i Dødens Nat,
Lovsang endte al din Klage,
Du blev ei tilsidst forladt.
173Kraftig styrket i din Troe
Priste Du din Jesu Naade,
Og din Død blev Dig en Baade;
Du gik hen hos Gud at boe.
Ei var Du blandt Lykkens Sønner,
Sorg og Mangel blev din Lod;
Men den Gud, som hører Bønner,
Gjorde Livets Aften god.
Fuld af Troe og Haab og Trøst
Fik Du i de sidste Dage
Canaans Viindruer smage,
Naadens Kraft i svage Bryst.
O! hvad er mod evig Glæde
Denne Tids Piinagtighed!
Venner, lader af at græde!
Og, Du Gamle, hvil i Fred!
Salig den, som vundet har;
Du har vundet, vi maae stride;
Før vi døe kan Ingen vide,
Hvad vor Lykke været har.

[Saadan kappes Rosen af]

Over en Søn af General-Krigs-Commissair Gyldenkrantz, 9 Aar gammel, død 1780.

174Saadan kappes Rosen af;
Faders Haab og Moders Glæde,
Yngste Søn maa først betræde
Tunge Vei til mørke Grav.

Hvil i Fred, Du kjære Støv!
Tidlig slap Du vel fra Striden;
Vi maae tumles end i Tiden,
Du til Verdens Sværm er døv.

Enden bliver dog en Grav,
Om vi leve Nestors Alder;
Gammel Eeg for Øxen falder,
Ogsaa Rosen kappes af.

[Madame Jordan]

Portrait af Madame Jordan, død 1780.

175Yndig Pige, lydig Datter, Søster, munter øm og tro,
Dette var din Ungdoms Farve, da dit Foraar til os loe.
Naar Du faaer en Ægtefælle, priser han sig lykkelig;
Tvende Mødre, Kjønnets Hæder, kappes om at elske Dig.
Nu, vi saae Dig da som Kone, venlig, stadig, vittig, from,
Husets Ære, Mandens Glæde, agtet, yndet, hvor Du kom.
Fred Dig fulgte, og velsignet blev Du i din Jordans Favn,
Tvende raske Sønner bære tvende stolte Fædres Navn;
Dog i Verdens Lyst Du havde liden Deel… en stille Aand
Viste at din Sjel blev dannet af en skjult men kraftig Haand,
176At Du tidlig skulde blive moden til det sidste Maal,
Alt for tidlig skjenke Dine alt for bitter Afskeds-Skaal.
Du paa Kjønnets Æresbane fik det sidste Banesaar:
At en Faders Navn kan leve, Datteren i Døden gaaer.
Stille, hastig, randt din Alder, som en Aae i grønne Dal;
Stille uden Bølgers Brusen, hastig ved det bratte Fold,
Du sov ind i Dødens Arme, salig ind i evig Fryd.
I, som midt i Lyster drømme, ærer dog den sjeldne Dyd;
Seer et Træe med modne Frugter i sin Alders grønne Vaar.
Siger: her var meget levet udi to og tyve Aar!

[Frue Statsraadinde Krohn]

I Anledning af Frue Statsraadinde Krohns Død 1783.

177Skjøndt Bergen intet Eden er, saa stod der dog et Træ,
Hvorunder mangen Træt og Svag fandt Skygge, Ly og Læ,
Det var urørt af Kunstens Haand; Naturens milde Herre
Det gav, at bære moden Frugt og Havens Glæde være;
Der fløi en liden Fugleflok, til Føde trængende;
Her fandt den Skjul, her fandt den Frugt, her sad den qvidrende;
Det ynderige Træ indbød Enhver til gjæstfri Skygge,
Mod Storm og Torden, syntes det fuldkommen at betrygge,
Hvis Haven mange slige Træer, som dette havde havt
Saa dybt af Rod, som stærkt af Marv, saa fuldt af Liv og Saft,
Da skulde Vandringsmanden tænkt, at Himlen var herneden,
At Norge var et Canaan, og Bergen var et Eden.
178Vel havde Rigdoms Fedme rundt omringet Træets Rod,
Og Oljen drypped i dens Saar, som under Grenen stod;
Dog havde det en Næringssaft, som ei Naturen giver,
En rund og gavmild Naades Haand hvert Blad og Green opliver;
Men Øxen, som ved Roden laae, det hastig fældte ned,
Da tænkte mangt et saaret Bryst: nu var os Himlen vred.
Dog see! det kun indpodet blev, at bedre Frugter bære;
Paa Livets Træ i Paradis, en Green det nu skal være.

[Mad. Paludan]

Over Mad. Paludans Død paa Storøen 1784.

179Den Dyd, hvis Brusen langt ifra man som et Vandfald hører,
Har stundom ganske grumset Grund og Vind i Skjoldet fører;
Men den der, lig et Kildevæld, til alle Bredde fuld,
Staaer ubekjendt i stille Lund, er tit saa reen som Guld.
Saa boede den i meenløs Barm hos en elskværdig Qvinde,
Hvis tunge Tab har efterladt saa dybt et Sorrigs-Minde,
At Mand og Søn og Datter maae i Taarer svømme hen,
Det er den sidste Hjertets Gjeld, man skylder bedste Ven;
Men Himlen kræver og sin Gjeld, her tog den Sit tilbage,
Den tog med Hast en dydig Sjel bort midt i hendes Dage;
Kan vi, som hun, der hviler her, kun vandre stille frem,
Saa skal endog en hastig Død i Fred os føre hjem.

[Assessor og Foged Nagel]

Over Assessor og Foged Nagel, død 1783.

180Her hviler Støvet af en Mand,
Som ei, for Verden at behage,
Lod falske Dyders Bulder brage,
Som talte ei om Hjertets Brand,
Om varme ømme Følelser,
Skjøndt kold som Iis mod den, som trængte;
Nei! skjult han lagde Gaven der,
Hvor Du ham ligegyldig tænkte.

Huusholder, gjæstfri, lunefuld,
Men Enkens og den Armes Fader,
Men Hykleriets stolte Hader,
Men prøvet Ven i Nøden huld.
Seendrægtig rakte han sin Haand,
For ei at trække den tilbage;
Men naar han havde knyttet Baand,
Det varede med Livets Dage.

181Han holdt det ikke for et Rov,
At Kongens Skattefoged være.
For Bønders Marv ei at fortære
Han tabte tit, det var hans Lov.
Velsignet Støv, hvil Du i Fred!
Der er saa nok af dem tilbage,
Som knæle for de Store ned,
Men trampe paa de Mindre, Svage.

[Major Storm]

Paronomasie over afg. Major Storm, fød i Leiren i en Jordhytte 1715, da hans Fader tjente som Major i Armeen, død i Sundfjord 1789, da vore Tropper vare i Russisk Tjeneste.

182I Stormen Storm blev fød, just midt i Orlogs-Tid,
Men spæde Glut i Svøb kun leer i Storm og Strid.
Nu truer atter Storm; men Storm gaaer ind til Hvile,
Og kan fra stille Grav til alle Storme smile.
Storm er et krigersk Navn, og Storm en Krigsmand var,
Men Fred i roligt Bryst, og Fred i Aasyn bar,
Og Fred hans Bane blev; dog lærte han at stride
Mod Smerters haarde Storm og som en Christen lide.
Øm Fader, kjærlig Mand, retskaffen Officeer,
Major tilsidst, men før – maaskee beqvem til meer;
183Men nu dog meest beqvem, da skikket til Guds Rige,
Han kan fra Verdens Storm til rolig Hytte vige.
Ei Ondskab løber Storm til denne Fredens Borg,
Der Havn og Havblik er, sød Søvn og ingen Sorg;
Og han, som engang sov, omsonst af Stormen truet,
Er naadig, frelsefuld, af salig Storm beskuet.

Betragtninger ved de Besches Grav

Multis ille bonis flebilis occidit.
Horats.

*

[Lyder Schults]

*

Nyd, Læser! Lykkens Gunst, men nyd den og bliv bange;
En Mand af stor Forstand, som gjorde vel mod Mange,
Og riig og æret før, men næsten nu forladt,
Af Sorg og Møie træt gik ind i Dødens Nat.
Han saae hvor Venskabs Grund paa Lykkens Bolverk bygges,
Men ved en Modgangs-Storm den hele Bygning rykkes;
Da flyer vor Velstands Ven, og Tossen skynder sig
At skrive paa vor Grav: Forstand gjør ikke riig.

Jomfrue Gjerts

200Din Ungdoms Morgenrøde var
Saa fuld af Modgangs mørke Taage,
At Korset Natten tegnet har
Paa dine matte Øienlaage.
Du knap din Alders Middag saae,
Men saae dog ung de onde Dage,
Om hvilke Olding sige maa,
At de saa sjelden ham behage.
En Helbreds Dag var neppe Din,
Forladt og faderløs Du vanked,
Og Mangel krænkede dit Sind,
Du dine Smuler smaalig sanked;
Men see, Du var din Gud saa kjær,
Du tidlig lærte ham at dyrke;
Den Svage tunge Byrder bær,
Naar Gud alene er hans Styrke.
201Han blev Dig tro til sidste Stund,
Den fromme Faderløses Fader;
Thi spiller Lovsang i din Mund,
Naar Bochimsdal Du glad forlader.
Min Læser lær, at Korset kom
Fra ham, som revser kun i Naade;
Nu staaer hun glad for Himlens Dom,
Og vidner: Død blev mig en Baade.

[Johan Jacob von Fasting]

*

En ægte Nordmands Støv velsignet gjemmes her,
Sin Konge, Prindser, og Soldater lige kjær,
Mod Nød og Klager øm, mod Farer uforfærdet,
Beslutningsfuld og stærk, han bar med Ære Sværdet.

Hans Venskab trofast og hans Hjerte aabent var,
Han mangen Enkes Suk for Thronen baaret har,
Og mangen Faderløs i bedre Vei han satte;
Gud saae det, og han skal see til for hans Forladte.

203Held fulgte Mandens Fjed til sidste Øieblikk,
Og Seier for ham frem mod selve Døden gik;
Hans Sjel, saa reen og fri fra Modens løse Tanker,
Paa Troens faste Grund nedlod sit Haabes Anker.

Du gamle graa Soldat! som under ham har tjent,
Naar Du dit Øie hid til denne Grav faaer vendt,
Og græder og man spør, hvad Ondt Dig vederfares,
Da siig: min Faders Støv i denne Grav bevares!

[Christiana Benedicta Jansen]

[Hans Ruus Martens]

[Dorthea Catharina Rieck]

*

Kjærlig Søster, lydig Datter, trofast Christen, dette var
Pligtens Maal paa korte Bane, Løbet hun fuldendet har.
Ja min Frelser! her Du fik vist en Brud! o, gid vi andre
Maatte hende see hos Dig! vi, som længer har at vandre.

[Barbara Margaretha Risbrich]

*

Saa var Du derfor her, som i et fremmed Land,
Og tidlig moden blev til Hjem i Fred at fare,
Fordi Du tidlig løs fra Livets brustne Snare
Forflyttes skulde til fuldkomne Friheds-Stand.
Alvorlig saae Du ned paa Glædens Drømme her;
Og skjøndt Du syntes skabt til værdig Mand at glæde,
Og Kjønnets stolte Kald – en Moders Post beklæde,
Saa agted’ Himlen dog Dig bedre Skjæbne værd.
Du burde, syntes vi, med datterlige Haand
Og ømme Taarer først din Faders Øie lukket;
Du burde Byrderne med trætte Moder trukket,
Og Svaghed Bistand gjort med en standhaftig Aand.
211Din Oldemoders Lys i Mørkheds tunge Nat
Du burde været, og din Søsters tro Veninde
Og kjække Brødres Fryd – nu Alles Taarer rinde,
Nu blev Du Alles Sorg, da Døden kom saa brat.
Hvor mørkt, o Livets Gud! er dog dit skjulte Raad,
Her Roser rykkes op, og Torne groe paa Jorden.
Ak! ja vi skimte svagt hen til din Viisdoms Orden;
Du revser faderlig og sønlig er vor Graad.
Du tidlig høster alt, hvad tidlig modent er,
Og hvad Du elsker meest, Du frelser til dit Rige;
Vi tumles her endnu – hviil sødt udvalgte Pige!
Du var enhver af os – men Gud langt mere kjær.

[Barbara Maria Anderssen]

[Joachim Schrøder]

*

Borte blev min Plages Løn;
Saadan Moders Hjerte sukker,
Naar hun dette Laag oplukker,
Dyrekjøbte Smertens Søn!
Nylig under ømme Bryst
Laae min Ungdoms første Grøde;
Nylig glædet ved at føde,
Hørte jeg din spæde Røst.
Nu jeg seer Dig kold og stiv,
Fristes Hjertet til at sørge,
Og udi min Sorg at spørge:
Hvorfor fik Du dog et Liv?
215Dette Kikajon oprandt,
For et Øieblik at fryde;
Dog det bør os ei fortryde,
Hvad os Himlen tjenligt fandt.
Salige! Du blomstrer der,
Hvor vi og at komme stræber;
Kun et Kys paa kolde Læber,
Thi Du var os øm og kjær.
Saa antvorde vi Dig hen
Udi Jordens Skjød at hvile;
Du hos Gud mod os skal smile,
Naar vi see Dig der igjen.

[Christian de Schouboe]

Over Stiftamtmand og Ridder de Schouboe, død 1789.

216For Bergens Bye og Stift er død en sjelden Mand,
Utrættelig i Flid, og moden af Forstand,
Og stor, saalænge Mod og streng nøiagtig Orden,
Og Troskab i sit Kald udmærker Mænd paa Jorden.

Øm Fader, kjærlig Mand, mod Vellyst kold og kjæk;
Alvorlig, men dog kun den svage Dovnes Skræk.
Af Ven og Uven, som en Konges Mand betragtet,
Han stundum hadet blev, men aldrig ringeagtet.

For milde Stiftelser han trofast Omsorg bar,
Og Fattigvæsnets Tarv oprigtig pleiet har;
Han skrev og tænkte selv og kjendte Landets Love,
Og vakte tit paa dem, som elskte meest at sove.

Af kloge, kjække Folk vi Nordmænd styres bedst;
Qvindagtig Blødhed er blandt vore Klipper Pest.
Landsfader! send en Mand, som Stift og Bye kan gavne,
At Republiken ei Catoner maatte savne!

[Jaen Svane]

*

Opløs, o, Vandringsmand!
Den Skjæbnens haarde Knude,
Hvorfor man frelses skal
Paa Afgrunds Dyb derude,
Og krydse mellem Skjær
Og mellem Bølgers Vold,
Og skue Nød og Død
Og Farer tusindfold,
218Og komme glad og rask
Og sund og stærk til Lande,
Men i sit eget Huus
Paa Dødens Klippe strande,
Og Smerters bittre Skaal
Med Bærmen drikke der,
Hvor Læger, Venner, Roe,
Den Syges Byrde bær?
Lær her af dette Støv:
Gud gaaer paa Veirets Vinger,
Og med sin Almagts Haand
Orkaners Vælde tvinger;
Men sender Korset ind
I sikker Velstands Skjød,
Og er paa Land og Vand
En Gud for Liv og Død.
Det lærte Du, vor Ven,
Af grueligste Smerte.
Af dit Exempel vi
Til Gud at bede lærte:
Gjør ei vor Sygdoms Dag
For haard og tung og lang;
Velsign med Haab og Troe
Vor sidste Svanesang.

[Cathrina Erichsen]

[Læser!]

[Bispinde Friis]

261Sang før Gravfæstelsen ved Bispinde Friis’s Grav.

Nyd Alt hvad Livet har
Af Sundhed, Rigdom, Ære;
Som den forsvundne Drøm
Skal det dog engang være,
Vort Levnets hele Pragt
Som Høstens faldne Løv:
Byg op en Grav af Guld,
Du sover dog i Støv.

O! salig i sin Død,
Den Lykken ei forblinder;
Han Mad i Æderen,
I Løven Honning finder;
Snart skal jeg, siger han,
Ei skue Verden meer;
Fra Sodoma jeg gaaer,
Og ei tilbage seer.

Efter Gravfæstelsen

262Saa det sluttes med Enhver,
Eie Meget eller trænge,
Leve kort, og leve længe,
Du af Jord dog kommen er;
Saa skal Du til Jord og blive
Og af Jord igjen opstaae.
Søg Dig derfor løs at rive,
Snart kan Dagen Ende faae.

Vi forlade Gravens Bred
Nu i Dag, men hvo skal være
Den, man først af os skal bære?
Livets Fyrste det kun veed!
Gjør da, Naadens Aand, i Tide
Gjør mig Dødens Tanke sød,
Lær mig ret tilsidst at stride,
Seier giv ved Jesu Død!

Ved et meget religiøst ugift Fruentimmers Død

263Som et ufrugtbart Træ af dyrket Blomsterbed
Udkastes, – saadan døer den børneløse Gamle;
Men er han ogsaa riig, til Frydefest sig samle
Adspredte Arvinger og sige: «hvil i Fred!»

Men her – spørg Børneflok, og mangen Enke spørg,
«Vor Moder, sige de, i denne Jomfru døde!»
Ja! her ved denne Grav, naar de hverandre møde,
Den Ene siger til den Anden: «Græd og sørg!»

Din Død var hastig, som naar Lyset sluktes ud;
Du kom fra Herrens Huus, strax faldt Du i dit eget,
Det er: Du skaanet blev for her at lide meget,
Dig overumplede ei Dødens bratte Bud.

264Forfængelige, lær at ære Christendom
Guds Huus og Ord! thi her Du saae hvad de frembragte;
Hvormange Frommes Sorg en saadan Død opvakte,
Vælg selv hvad Du vil helst, men spot ei Helligdom!

[Jephta Datter]

265«Min Datter, ak! hvor har Du mig nedbøiet!»
Saa sukkede den Helt, som før saa kjæk
I Striden gik, fra Striden kom ophøiet
Ved Landsmænds Ros og flygtet Fiendes Skræk;
Med Spyd og Skjold han gjorde Vunderværke,
Men Hjertesorg, o! den nedslog de Stærke.

Hvad Hjertesorg? – med Seiersange træder
Fra Faders Huus eenbaarne Datter ud,
Hun sig i Dands med Legesøstre glæder,
For Faders Held hun høit velsigner Gud.
Saa sjungende gik Ungdom tit imøde
Den mørke Middags falske Morgenrøde.

O Pige! fro Du iler at omfavne
Den Mand, hvis Øienslyst Du daglig var;
Du, som hans Haab om Sønnesønners Navne
Mandvoxen alt og skjøn paa Jorden bar;
Uvidende Du gaaer det Haab at slukke,
Og vier ind med Sang din Faders Sukke.

266Han gik i Strid, og sagde: «hvis jeg vinder,
Et Løfte gjør jeg her til Krigens Gud,
At naar med Fred mit Huus og Hjem jeg finder,
Da hvad det er, som derfra først gaaer ud,
Gud Zebaoth jeg det til Offer skjenker;»
Tit mere dyrt er Løftet end man tænker.

Han stred og vandt, men ak! hvad kom imøde?
Det, som af Alt hans Hjertes Vellyst var,
Hans Datter kom, og Heltens Taarer fløde;
Hans Afkoms Haab med eet udslukket var;
Men Pigen vil sin stolte Fader ligne,
Og Jephta Datter skal hver Møe velsigne.

«Min Fader! den er svag, som Løfte bryder,
Du Seier vandt, og jeg et Offer blev;
Men aldrig jeg den strenge Lov fortryder,
Som til min Gud for evig mig forskrev,
Jeg Jomfru døer, men lever til hans Ære,
See! det er meer, end Modernavn at bære.

En Datter, som er Guds, maa mere gjælde,
End Sønneflok, som hører Verden til,
Lad af for mig en Taare meer at fælde!
Jeg evig tro mit Løfte blive vil;»
Saa talte hun, men Jephta bar sin Smerte,
Dybt Saaret sad i faderlige Hjerte.

267«Min Datter, ak! hvor har Du mig nedbøiet!»
Saa sukker og en saaret Fader her,
«Med stærke Baand Du til min Sjel var føiet,
Du stedse var mig som en Engel kjær.
Min Eneste, mit største Verdens Gode,
Du er ei meer, hvor mørk blev denne Klode!

Men see! der kom et Lys fra hine Egne,
Hvorhen Du gik, jeg følger det og seer,
Hvordan jeg bør hver Livets Fryd begegne,
Hvert jordisk Haab, som til os Usle leer,
Som Stjerneskud, der blinke og forsvinde,
Først hisset skal jeg Lyset evigt finde.

Did gik Du hen, og fandt en bedre Fader,
Du Salige en bedre Brudgom der,
End dem, Du her i Sorgen efterlader,
Du var din Gud og din Forløser kjær,
Velan! saa vil jeg og et Offer gjøre,
Og sige glad: Du skal min Gud tilhøre.»

«Min Datter, ak! hvor har Du mig nedbøiet!»
Det Suk gik tungt fra moderlige Bryst,
«Mit Huus er tomt, og Dag er Nat for Øiet,
Som Rakels Graad, saa min er uden Trøst;
Det var et Sværd, som Hjertet gjennemtrængte,
En bitter Kalk, som fuld mig Himlen skjenkte.»

268Ynk hende hver, som selv bær Navn af Moder;
De dyre Pant, som under Hjertet laae,
Bortrives, og det koster Taarefloder,
Og Hjertet vil med dem i Graven gaae;
Fornuft og Bøn og Tid gjør Smerten mindre,
Men kan ei læge ret, ei Savn forhindre.

Jeg endnu saae en Olding fælde Taarer
Ved Pigens Grav, han som en Fader græd,
Dybt dette Tab hans aabne Hjerte saarer,
Han børneløs istemmer Klagen med:
«Du var mig, som en Øiesteen i Øiet,
Min Datter, ak! hvor har Du mig nedbøiet!»

Men ak! et Ord til Fædrene, som græde:
Ifald de saae, hvorhen den Datter kom,
Og hvor hun nu med Engle deler Glæde,
De skulde da strax vende Bladet om,
Og sige selv med Glædens Graad i Øiet:
«Vor Datter, ak! hvor er Du nu ophøiet!»

Om Mindre Digte

Samling af Johan Nordahl Bruns mindre Digte ble publisert første gang i 1791. I 1818, to år etter Johan Nordahl Bruns død i 1816, ga sønnen Christen Brun ut «Anden og forøgede Udgave» av Mindre Digte.

Samlingen inneholder nærmere 100 dikt, de fleste av dem er leilighetsdikt skrevet til store anledninger som fødsler, fødselsdager, bryllup og begravelser. De mest kjente diktene er «Udsigter fra Ulrikken» («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»), «Naturens Navnedag» og «Norges Skaal» («For Norge, Kjæmpers Fødeland»).

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• "Anden og forøgede Udgave", 1818 (nb.no)

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X