Irgens havde udgivet sin Bog. Denne fornemme Sjæl, som saa lidet indvied andre i, hvad han foretog sig, havde til alles Forundring slynget ud et nydeligt Bind Digte, just som Vaaren stod i Flor. Var det ikke en Overraskelse? Det var nu rigtignok over to Aar siden hans Drama saa Lyset, men nu viste det sig, at han ikke havde været ledig, Digt efter Digt havde han undfanget, skrevet og stukket i Skuffen, og da Bunken blev høj nok, overgav han den i Trykken. Saaledes bar en stolt Mand sig ad; der var ingen, som overgik Irgens i varm og diskret Kraft.

Hans Bog stod allerede i Boghandlernes Vinduer, Folk talte om den, den vilde komme til at vække en større Opsigt; Damer, som havde læst Bogen, var bedaarede af de mildt glødende Kærlighedsvers iblandt. Der var ogsaa mangt et modigt Ord, fuldt af Mandighed og 166Vilje, Digte til Retten, til Friheden, til Kongerne; Gud skulde vide, han spared ikke Kongerne. At han turde tale om en Folkebank af smæltede Kongekroner, om Babylons Konger og Babylons Piger; at han voved at ymte om allernaadigste Nej, der mødtes af et Millionkor af Ja; han gav det næsten Adresse! Men Irgens tog ligesaalidt nu som tidligere nogen Notis af, at Byen beundred ham, naar han gik paa Promenaden; Herregud, naar der var Mennesker, som fandt Fornøjelse i at glo paa ham, saa! Han var og blev kold for Folks Opmærksomhed.

«Man maa indrømme, at du er en lur Broder,» sagde endog Skuespiller Norem til ham paa Gaden. «Her gaar du og lader som ingenting og siger ikke et Ord, men kaster en slig Fakkel midt for vor Næse og lader som ingenting igen. Der er ikke mange, som gør dig det efter.»

Advokat Grande kunde heller ikke nu lade være at gøre sig vigtig, han lo og sagde:

«Men du har Fjender, Irgens. Jeg talte med en Mand idag, som slet ikke kunde indse det kæmpestore i at udgive et lidet Bind nu igen efter to og et halvt Aars Forløb.»

Da var det, at Irgens gav det stolte Svar:

«Jeg holder det for en Ære at skrive lidet. Det er ikke Mængden, som skal gøre det.»

167Men bagefter spurgte han dog, hvem denne Fjende var. Han var ikke plaget af formegen Nysgærrighed, og det vidste jo alle, at han bekymred sig svært lidet om Folks Interesse for ham; men alligevel, var det Paulsberg?

Nej, Paulsberg var det ikke.

Irgens spurgte og gætted endnu nogle Gange, men den vigtige Grande vilde ikke røbe Manden, han laved en Hemmelighed af det og pinte Irgens alt, han kunde. «Det viser sig jo, at du er ikke helt upaavirkelig alligevel,» sagde han og lo af fuld Hals.

Irgens mumled foragteligt: «Sludder!» Han var aabenbart endnu optagen af denne Mand, denne Fjende, som havde lagt sig ud efter ham og vilde forringe hans Bedrift. Naar det ikke var Paulsberg, hvem var det saa? Hvem kunde det være, som selv havde udrettet noget kæmpestort i de sidste to og et halvt Aar? Irgens husked ingen, inden Ungdommen var han absolut alene. Pludselig gik der et Lys op for ham, og han sagde ligegyldigt:

«Ja, det er som sagt ikke af nogen Vigtighed for mig at faa vide det stakkels Navn; men er det denne Coldevin fra Landet, saa Herregud, Grande, gaar du og husker, hvad en slig Mand siger! Naa, det blir din Sag, men. En Mand, som gaar og bærer en skidden Kam og et 168Cigarmundstykke i samme Vestelomme… Naa, jeg skal videre, Adjø saalænge.»

Irgens fortsatte sin Gang. Var ikke Fjenden nogen værre end denne Vildmand fra Skogene, saa var der ingen Fare… Hans Sind blev atter lyst, han hilste til Bekendte, som han mødte, og saa rigtig tilfreds ud; det havde for et Øjeblik harmet ham, at nogen havde skumlet bag hans Ryg, men nu var det over, den gamle Buskmand kunde man dog ikke give sig til at være fornærmet paa.

Irgens vilde gaa sig en Tur ned til Havnen forat være i Ro; denne mere eller mindre dumme Snak om hans Bog var virkelig ikke til at udholde. Begyndte man nu endog at snøvle om to og et halvt Aars Arbejdstid og om Kvantitet af Poesi! Saa faldt hans Bog igennem, den var ikke nogen bindstærk Bog, den vejed ikke op en af Paulsbergs Romaner, Gudskelov!

Da han kom ned til Havnen, blev han var Coldevins Hoved i en Krog af Kajen; han stod halvt skjult bag en Række Kasser, kun hans Hoved stak op. Irgens lagde Mærke til Retningen af hans Blik, men deraf kunde han ingenting finde ud, den gamle, tossede Mand stod aabenbart og tænkte paa noget, paa en eller anden ravgal Idé igen, og det var pudsigt at iagttage, hvorledes han var falden i Staver, med Næsen tilvejrs. Hans Øjne stirred næsten 169ret op, de traf Henriksens lille Kontorvindu i Enden af Lagerbygningen, og han blinked ikke, heller ikke gav han Agt paa, hvad der foregik omkring ham. Irgens tænkte først at gaa hen til ham og forhøre, om han vilde træffe Ole Henriksen, derpaa kunde han lede Talen hen paa sin Bog og spørge ham, hvad han mente om den, det kunde kanske blive noksaa morsomt, Manden vilde blive dreven til at bekende, at han værdsatte Poesien efter Vægten. Men hvad Interesse havde det i Grunden? Det kunde dog være meget ligegyldigt, hvad denne Mand mente om Poesi.

Irgens gjorde et Slag udover Kajen, han saa op, endnu stod Coldevin paa samme Sted. Irgens drev forbi han, kom op i Gaden og vilde ind i Byen igen. I det samme kom Ole Henriksen og Frøken Aagot ud af Døren til Lageret og fik Øje paa ham.

«Goddag, Goddag, Irgens!» raabte Ole med fremrakte Hænder. «Det var rigtig morsomt, at jeg traf dig. Og Tusind Tak for Bogen, som du har sendt os! Ja, du er mageløs, forbauser dine allernærmeste Venner endog, Digter, Mesterdigter.»

Ole raabte væk, fornøjet, straalende over den andens Bedrift, beundrende saa det ene Vers, saa det andet og takked mange Gange igen.

170«Aagot og jeg har læst den med bankende Hjærte begge to,» sagde han. «Jeg tror forresten, Aagot græd lidt ogsaa… jo, du gjorde; det kommer du ingen Vej med, Aagot. Men det var ingen Skam… Hvad jeg vilde sagt, følg med op til Telegrafen, Irgens, jeg maa levere noget. Men saa gaar vi ned i Sara bagefter, om du vil. Jeg har forresten ogsaa en liden Overraskelse for Dere.»

Aagot sagde ikke noget.

«Dere kan jo spadsere lidt her af og til, mens jeg telegraferer?» spurgte Ole. «Men gaa ikke hen og bliv utaalmodige, om jeg skulde komme til at blive lidt længe. Sagen er, jeg skulde have fat i et Skib i Arendal…»

Og Ole gik opad Trappen og forsvandt, Irgens saa efter ham.

«Aa, hør, maa ogsaa jeg takke Dem for Bogen,» sagde Aagot straks og rakte ham Haanden; hun talte ganske lavmælt. «De tror ikke, hvor den har glædet mig.»

«Har den virkelig? Virkelig det? Hvor det gør mig godt at høre!» svared han fuld af Taknemmelighed. Dette, at hun havde ventet med at takke ham, til Ole var borte, var et fint, et yndigt Træk, nu gjorde hun det saa meget inderligere, saa meget mere fortroligt og ægte, hendes Ord fik forhøjet Betydning for ham. Hun sagde, hvad det var, som havde 171grebet hende mest, dette vidunderlige Digt til Livet, hun havde ikke læst noget skønnere, nej, aldrig, saavidt hun vidste… Men som om hun var bange for at have gjort sin Tak lidt for varm, saa varm, at den kunde misforstaaes, lagde hun til i en mere ligegyldig Tone, at Ole havde været lige saa betagen som hun, han havde læst det meste højt for hende.

Irgens gjorde en liden Grimase. Syntes hun om, at der blev læst højt for hende? Jasaa, virkelig?

Aagot havde med Forsæt blandet Oles Navn ind. Nu i Eftermiddag havde han igen slaaet paa Spørgsmaalet om Bryllupet, og hun havde atter lagt alt i hans Haand, jo, deri var de enige. Det var blot et Tidsspørgsmaal naar de skulde være Mand og Kone, og jo før det var over, des bedre var det maaske; der var ingen Grund til at vente. Til Høsten, naar Ole kom tilbage fra sin Englandsrejse, skulde det saa afgøres. Ole var Godheden selv, han blev ikke træt af at bære over med hende paa alle Maader og glæde sig over hende saa komisk meget. Og saa skulde vi vel tænke paa at gøre lidt i Huset ogsaa en og anden Gang, havde han sagt. Ja, hun kunde ikke hjælpe for, at hun blev rød, det var en Skam, at hun endnu ikke havde begyndt at røre sig til det, som nyttigt var, men bare havde holdt ham med Selskab i Kontorerne. 172Hun kunde jo saa smaat begynde at spekulere paa Udstyret til Stuerne, sagde Ole, gøre sig en Idé om de nye Ting, hun vilde have; nogen egentlig Husgærning skulde hun jo ikke befatte sig med for det første, naturligvis… Ja, dette var saa sandt altsammen, hun havde ikke skænket hele Huset og Hjemmet en Tanke, bare flagret om i Forretningen med ham. Saa havde hun stukket i at græde og havde forklaret ham, hvor usigelig udygtig og ufornuftig hun var, hun var en Gaas, jo, hun var det, hun var en Gaas. Men Ole havde taget hende i sine Arme og sat sig ned med hende paa Sofaen og sagt, at hun var ung var hun, ung og henrivende, hun blev lidt ældre snart, de havde jo Tiden og Livet for sig. Og han elsked hende saa oprigtigt, at det skulde Gud vide; Ole havde selv Taarer i Øjnene og saa paa hende som et Barn. Ja, de elsked hinanden, de skulde faa det godt sammen. Fremfor alt hasted det ikke med noget, der var ingenting, som det hasted med, hun kunde selv bestemme Tiden for altsammen og indrette sig efter Behag. De skulde nok blive enige…

«Jeg troed ellers ikke, at De brød Dem om os Digtere længer,» sagde Irgens. «Jeg frygted for, at vi havde forspildt Deres Interesse paa en eller anden Maade.»

Hun vaagned til og saa paa ham.

173«Hvordan kommer De til det?»

«Jeg synes at have forstaaet det. De husker den Aften i Tivoli for en Stund siden, da Deres gamle Lærer var saa unaadig mod os Kryb. De saa ud, som om De hjærtelig undte os alt, vi fik.»

«Ja, saa ud… Jeg sagde virkelig ikke et Ord. Nej, der tager De fejl.»

Pause.

«Jeg er overmaade glad for, at jeg har truffet Dem i mit Liv,» sagde Irgens saa ligegyldigt, som han kunde, «jeg blir i lyst Humør, bare jeg ser Dem. Det maa være herligt at have den Egenskab ved sig at kunne hensætte andre i en vis Grad af Lykke, bare ved at vise sig.»

Han sagde dette saa troværdigt, at hun havde ikke Hjærte til at misbillige det, han mente det ganske vist, saa lidet rimeligt som det lød, og hun svared derfor halvt smilende:

«Det vilde ikke være godt for Dem, om De ikke havde andre end mig til at lysne paa Deres Humør.» Gud skulde vide, at hun havde ikke ment at gøre ham ondt, hun havde svaret saa uskyldig, saa ganske uden Bagtanke; men da Irgens lod Hovedet synke og mumled: «Nej, jeg forstaar!» gik det op for hende, at der kunde faaes flere Meninger ud af hendes Ord, og hun 174kom derfor i Hastværket til at lægge til: «For mig ser De jo ikke altid. Nu skal jeg forresten ud paa Landet igen i Sommer, og jeg kommer vel ikke ind til Byen da før til Høsten engang.»

Han standsed.

«Skal De ud paa Landet?»

«Ja. Jeg skal være sammen med Fru Tidemand. Det er bestemt, at jeg skal bo hos hende paa Landstedet.»

Irgens taug, taug og tænkte et Øjeblik.

«Er det sikkert, at Tidemands kommer til at rejse paa Landet da?» spurgte han. «Det forekommer mig, at det var ikke afgjort endda?»

Aagot nikked og sagde Jo, det var afgjort.

Saa begyndte de at gaa igen.

«Ja, det er et Gode, som er mig nægtet,» sagde han melankolsk smilende, «paa Landet kan jeg ikke komme.»

«Kan De ikke? Hvorfor ikke?»

Og hun angred sit Spørgsmaal straks, han havde naturligvis ikke Raad til det. Bestandig var hun udelikat og uheldig, saa det var en Gru! Hun sagde nogle intetsigende Ord i al Hast forat spare ham for at svare.

«Nej, naar jeg skal paa Landet, saa laaner jeg mig en Færgebaad og ror mig over til Øen 175for et Par Timer,» sagde han fremdeles melankolsk smilende. «Det smager da af Fugl.»

«Øen?» Hun blev opmærksom. «Ja, det er sandt, Øen, der har jeg aldrig været endda. Er det vakkert der?»

«Ja, mange Steder,» svared han, «overordentlig vakkert, jeg kender hvert Punkt. Hvis jeg turde bede Dem om Lov til at faa ro Dem derover engang, saa…»

Dette var ikke bare en ligegyldig Høflighed, det var en Bøn, hun hørte det godt; men hun svared alligevel, at det vidste hun ikke, jo, det skulde nok være morsomt, men.

Pause.

«Jeg har skrevet mange af mine Digte der,» fortsatte han, «jeg kunde vise Dem Stedet, ja, De vilde glæde mig saa meget dermed, Frøken Lynum…»

Aagot taug.

«Gør det!» sagde han pludselig og vilde tage hendes Haand.

I det samme viste Ole Henriksen sig paa Trappen og kom ud paa Gaden. Irgens stod endnu i samme Stilling, med Haanden udrakt, bedende.

«Gør det!» hvisked han.

Hun kasted et hurtigt Blik paa ham.

«Ja,» hvisked hun tilbage.

176Ole kom henimod dem, han havde ikke kunnet faa fat i Arendal med det samme, han vilde ikke faa Svar før imorgen tidlig. Saa afsted til Sara! Jo, han havde virkelig en liden Overraskelse for dem, han gik med Øjens sidste Arbejde i Lommen; nu skulde de høre!

I Sara var allerede flere af Kliken ved deres Glas og passiared ivrigt, Tidemand sad der ogsaa, straalende og fornøjet med alt, han saa. Siden hans store Rughandel havde løbet saa uanet heldigt af, havde han været lutter Smil, og ingen saa ham mismodig nogensinde. Nu var Rugen kommet, inde i hans Lager stuvedes Nat og Dag de Tusinder og Tusinder af Sække, det voksed op til Bjærge, der var ingen Plads til at røre sig, og endog Ole Henriksen havde maattet afstaa Pakrum for endel af Rugen. Tidemand gik der og saa paa al denne Herlighed og følte sig stolt over at have gjort et lidet Storværk han ogsaa engang; ikke et Øjeblik angred han, at han havde sat sin Ordre saa ubegrændset.

Da Ole traadte ind, gav Journalist Gregersen ham én Finger og nikked til ham.

«Du har noget bag Øret, Ole?» sagde han.

178«Aa, ikke egentlig noget haarrejsende,» svared Ole. «Jeg har faaet Brev fra Øjen, han sender mig sit sidste Arbejde; vil Dere høre det?»

«Sender han dig sit… har han sendt dig et Manuskript?» spørger Milde yderst forbauset. Jeg har aldrig hørt saa galt.»

«Naa, naa, ingen Personligheder!» advarer Advokaten.

Ole svared ikke et Ord.

«Ja, men undskyld, hvorfor har han sendt det til dig, Ole?» spørger Milde igen og giver ikke tabt.

Irgens kasted et Blik hen paa Aagot, hun saa ud til at lytte med et halvt Øre og talte forøvrigt med Fru Hanka. Irgens vendte sig til Milde og sagde ham kort og godt, at der dog var visse Arter af Uforskammethed, som ikke engang Venner behøved at taale; forstod han det?

Milde brast i Latter. Han havde Gud hjælpe mig aldrig været ude for noget morsommere, blev man fornærmet? Han havde ikke ment noget skadeligt… he-he, noget skadeligt med sit Spørgsmaal, det forekom ham bare at være saa komisk, at… Men altsaa var det ikke komisk da, gærne for ham…

Ole tog Manuskriptet op. 179«Det er noget forunderligt,» sagde han, «det hedder Gamle Minder.»

«Nej, nej, lad mig læse det,» sagde Skuespiller Norem hurtigt og rakte Haanden ud. Jeg skulde jo dog forstaa mig lidt paa Læsning.»

Og Ole gav ham Manuskriptet.

«Jehova er meget optagen…» begyndte Norem. «Ja, her har Øjen anmærket i Margen, at det ikke skal være Jahve, saa meget Dere ved det.»

*

Jehova er meget optagen, Jehova har meget at gøre. Han var hos mig en Nat, da jeg var vandret i Skogen, og han steg ned til mig, mens jeg laa paa mit Ansigt og bad.

Jeg laa der og bad om Natten, og Skogen stod taus. Og Natten var som en stiv og leddeløs Urimelighed, og Natten var som en Stumhed, hvori noget aandende og stumt husered.

Da steg Jehova ned til mig.

Da Jehova steg ned, veg Luften som Skavle om ham, og Fugle avnedes bort, og jeg selv holdt mig fast i Jorden og i Træer og i Sten.

«Du raaber til mig?» sagde Jehova.

«Jeg raaber af min Nød,» svared jeg.

Og Jehova sagde: «Du vil vide, hvad du skal vælge i Livet, Skønheden eller Kærligheden 180eller Sandheden?» Og Jehova sagde dernest: «Du vil vide det?»

Og da han sagde: Du vil vide det? svared jeg ikke, men taug, da han vidste mine Tanker.

Saa berørte Jehova mine Øjne, og jeg saa:

Jeg saa en høj Kvinde mod Himlen. Hun havde ingen Klæder paa, og naar hun rørte sig, skalv hendes Legeme som hvid Silke, og hun havde ingen Klæder paa; ti hendes Legeme sitred imod mig af Behag.

Og hun stod mod Himlen i en Solopgang, ja, i en Morgenrøde, og Solen lyste paa hende, og et rødt Lys gled opad Himlen, ja, et Lys af Blod omgav hende.

Og hun var høj og hvid, og hendes Øjne var som to blaa Blomster, der strøg ved min Sjæl, naar hun saa paa mig, og da hun talte til mig, bad hun mig og bad mig op til sig, og hendes Stemme var som en sød Morild, som jeg smagte af hende.

Jeg letted mig fra Jorden og strakte mine Arme op mod hende, og da jeg strakte begge mine Arme op mod hende, bad hun mig igen, og hendes Legeme lugted af Behag. Og jeg bevæged mig herligt i mit Inderste derved, og jeg rejste mig op og gav hende min Mund mod Morgenrøden, og mine Øjne faldt i…

Da jeg saa op, var Kvinden gammel. Og Kvinden var gammel og hæs af Aar, hendes 181Legeme var lidet af Alderdom, og hun havde næsten intet Liv mere. Men da jeg saa op, var Himlen mørk mod Natten, ja, mørk som en Nat, og Kvinden var uden Haar. Jeg saa op paa hende og kendte hende ikke og kendte ikke Himlen mere, og da jeg saa op mod Kvinden, var hun forsvunden.

«Det var Skønheden,» sagde Jehova. «Skønhed svinder. Jeg er Jehova.»

Og Jehova berørte igen mine Øjne, og jeg saa:

Jeg saa en Terrasse højt oppe ved et Slot. Der var to Mennesker der, og de to Mennesker paa Terrassen var unge og fulde af Glæde. Og Solen skinned paa Slottet og paa Terrassen, og Solen skinned paa de to Mennesker og faldt ned paa Gruset dybt, dybt nede i Afgrunden, paa den haarde Kørevej. Og Menneskene de var to, en Mand og en Kvinde i Ungdommens Vaar, og begge to var de fulde af søde Ord, og begge to var de blide mod hinanden af Vellyst.

Se denne Blomst paa mit Bryst, sagde han, kan du høre, hvad den siger? Og han Læned sig bagover mod Terrassens Rækværk og sagde: Denne Blomst, som du gav mig, den staar her og suser og hvisker imod dig, og den suser: Elskede, Dronning, Alvilde, Alvilde! Hører du det?

182Og hun smilte og slog Øjnene ned, og hun tog hans Haand og lagde hans Haand mod sit Hjærte og svared: Men hører du, hvad mit Hjærte siger til dig? Mit Hjærte flyver imod dig, og det rødmer af Bevægelse for din Skyld. Og mit Hjærte laller forvirret af Glæde og siger: Elskede, jeg staar stille for dig, og jeg er næsten forbi, naar du ser paa mig, Elskede!

Han læned sig mod Terrassens Rækværk, og herligt gynged hans Bryst af Kærlighed. Og dybt, dybt nede var Afgrunden og den haarde Kørevej. Og han pegte med sin Haand ned i Dybet og sagde: Sig et Ord, og jeg vil styrte mig ud! Og han sagde igen: Kast din Vifte ned, og jeg vil følge den! Og da han havde talt, gynged hans Bryst, og han lagde sine Hænder paa Terrassens Rækværk og gjorde sig rede til Spranget.

Da gav jeg et Skrig og lukked mine Øjne…

Men da jeg saa op, saa jeg de to Mennesker igen, og de var begge ældre, og begge stod i sin Kraft. Og de to Mennesker talte ikke mere til hinanden, men taug med hvad de tænkte. Og da jeg saa op, var Himlen graa, og de to Mennesker gik begge opad Slottets hvide Trappe, og hun var fuld af Ligegyldighed, ja, fuld af Had i de kolde Øjne, og da jeg saa op for tredje Gang, var ogsaa han fuld af Vrede i sit 183Blik, og hans Haar var graat som den graa Himmel.

Og da de gik opad Slottets Trappe, tabte hun sin Vifte ét Trin ned, og hun sagde med dirrende Mund og pegte tilbage: Jeg tabte min Vifte, den ligger blot ét Trin ned, tag den dog op, kære!

Og han svared ikke, men gik videre, og han kaldte paa Tjeneren til at tage Viften op.

«Det var Kærligheden,» sagde Jehova. «Kærlighed forgaar. Jeg er Jehova.»

Og Jehova berørte mine Øjne for sidste Gang, og jeg saa:

Jeg saa en By og et Torv, og jeg saa et Skafot. Og da jeg lytted, hørte jeg en kogende Lyd af Stemmer, og da jeg saa, var der mange Mennesker, som talte og skar Tænder af Glæde. Og jeg saa en Mand, som blev bunden, en Misdæder, som blev bastet med Læderremme, og den bundne Misdæder var en stolt Herre af Aasyn, og hans Øjne saa ud som Stjærner. Men Manden havde en hullet Kofte paa, og hans Fødder stod nøgne paa Jorden, ja, der var næsten ingenting mere af hans Klæder, ja, hans Kofte var meget opædt af Slid.

Og jeg lytted og hørte en Stemme, og da jeg saa, var det Misdæderen, som talte, og Misdæderen talte med Herlighed. Og man bød ham at tie, men han talte, han vidned, han 184raabte, og da man bød ham at tie, taug han ikke med Frygt. Og da denne Misdæder talte, sprang Sværmen til og holdt ham for Munden, og da han blev stum, og da han pegte mod Himlen og pegte mod Solen, og da han pegte paa sit Hjærte, som var varmt endnu, sprang Sværmen til og slog ham. Og da Sværmen slog ham, faldt Misdæderen i Knæ, og han knæled og folded sine Hænder og vidned stumt og usigeligt, om man slog ham.

Og jeg saa paa denne Misdæder og saa paa hans Øjne som Stjærner, og jeg saa, at Sværmen lagde ham ned og holdt ham med Hænder paa Skafottet. Og da jeg saa igen, skrev en Økse i Luften, og da jeg lytted, hørte jeg en Økses Hug mod Stokværk og en Brusen af Mennesker i Glæde. Og da jeg lytted, steg et enstemmigt Skrig til Himmels fra Mennesker i en Vaande af Glæde.

Men Misdæderens Hoved trilled henad Jorden, og Sværmen sprang til og holdt det ivejret efter Haaret. Og Misdæderens Hoved talte endnu, og det vidned med høj Røst og sagde med høj Røst alle de Ord, som det sagde. Og Misdæderens Hoved var endnu ikke stumt i Døden.

Men Sværmen sprang til og tog Misdæderens Hoved op og holdt det ivejret efter Tungen. Og dets Tunge taug overvunden, og dets Tunge 185sagde intet mer. Men dets Øjne var atter ligesom Stjærner, ja, var ligesom tændte Stjærner, som alle kunde se…

Da sagde Jehova:

«Det var Sandheden. Og Sandheden vidner endog efterat dens Hoved er hugget af, og efterat man binder dens tunge, lyser dens Øjne som Stjærner. Jeg er Jehova.»

Da Jehova havde talt, faldt jeg paa mit Ansigt og sagde intet, men taug af mange Tanker. Og jeg tænkte, at Skønheden den var skøn før den svandt og Kærligheden den var sød før den forgik, og jeg tænkte, at Sandheden den vared som evige Stjærner, og jeg tænkte med Bæven paa Sandheden.

Og Jehova sagde:

«Du vilde vide, hvad du skulde vælge i Livet?» Og Jehova sagde derpaa: «Har du valgt?»

Jeg laa paa mit Ansigt og svared fuld af mange Tanker:

«Skønheden den var skøn og Kærligheden meget dejlig, og hvis jeg vælger Sandheden, da er den som evige Stjærner.»

Og Jehova sagde atter og gentog:

«Har du valgt?»

Og mine Tanker var mange, og mine Tanker stred tungt i mig, og jeg svared:

186«Skønheden den var som en Morgenrøde.» Og da jeg havde sagt dette, hvisked jeg og sagde: «Kærligheden den var ogsaa saa dejlig som en liden Stjærne i min Sjæl.»

Men da fornam jeg Jehovas Øje paa mig, og Jehovas Øje læste mine Tanker. Og atter for tredje Gang spurgte Jehova og sagde:

«Har du valgt?»

Og da han sagde for tredje Gang: Har du valgt? stod mine Øjne aabne af Gru, ja, mine Kræfter var ikke mere i mig. Og da han sagde for sidste Gang: Har du valgt? husked jeg Skønheden og Kærligheden og husked dem begge, og jeg svared Jehova:

«Jeg vælger Sandheden.»

…

Men jeg husker endnu…

*

«Ja, det var dét, slutted Norem.»

Alle taug en Stund, saa sagde Journalisten

«Jeg tier, for jeg ved, at Milde vil sige noget.»

Og Milde undslog sig ikke, sandelig om han vilde undslaa sig, tværtimod, han havde en Bemærkning at gøre: Kunde nu nogen sige ham, hvad alt dette skulde betyde? Han beundred Øjen saa oprigtigt som nogen, men. Og fandtes 187der en Mening i alt dette Jehova sagde og Jehova sagde dernæst? Han ønsked at faa et Svar.

«Hør, Milde, hvorfor vil De altid være saa slem mod Øjen,» sagde Fru Hanka. «Gamle Minder altsaa, forstod De ikke det? Jeg syntes, det var saa fint og stemningsfuldt, jeg følte det hele; ødelæg det nu ikke for mig.» Og hun vendte sig til Aagot og spurgte: «Synes ikke ogsaa De, at det var vakkert?»

«Kære Fru Hanka!» raabte Milde, «er jeg altid saa slem mod Øjen? Gaar jeg ikke her og ønsker ham Stipendiet midt forbi min egen Næse? Men denne velsignede nye Hensigt og saadant mere! Gamle Minder, javel, men hvor er i Bund og Grund Pointet? Jehova har slet ikke været hos ham, nejgu har han ej, det er et Paafund. Og desuden, kunde han ikke have valgt baade Skønheden og Kærligheden og Sandheden? Det vilde jeg have gjort. Pointet?»

«Nej, det er netop det ejendommelige, der skal ikke være noget fast Point,» svarer Ole Henriksen. «Øjen skriver det selv i sit Brev til mig. Det skal virke ved sin Lyd, siger han.»

«Jasaa… Nej, den Mand er og blir den samme, hvor han kommer hen; det er Sagen. Ikke engang tilfjælds blir det anderledes med ham, Gedemælk og Skoglugt og Bondepiger virker ikke det Spor paa ham, om jeg saa 188maa sige… Forresten kan jeg endnu ikke begribe, hvorfor han har sendt dig Manuskriptet, Ole; men naar det er en Fornærmelse at spørge om det, saa…»

«Jeg ved heller ikke, hvorfor han just sendte det til mig,» sagde Ole Henriksen ogsaa. «Han vilde, jeg skulde se, at han arbejded, siger han, at han ikke laa paa Ladsiden. Nu vil han forresten tilbage til Byen igen, han kan nok ikke holde det ud paa Thorahus længer.»

Milde fløjter.

«A, nu forstaar jeg, han beder dig om Rejsepenge?» spurgte han.

«Han har vist ikke mange Penge igen nej, og det var ikke at vente,» svared Ole og stak Manuskriptet i Lommen. Jeg synes nu sandelig, at det er et mærkeligt Digt, hvad man saa siger…»

«Ja, ja, ja! Kære, lad være at tale om Poesi, Ole, er du snil,» afbryder Milde. Og da han selv fik en Anelse om, at han havde været altfor uhøflig mod den arme Kræmmer i Aagots Nærværelse, skyndte han sig at lægge til: «Jeg mente bare… Ikke sandt, det er ret kedeligt at høre bare om Poesi og Poesi hele Tiden? Maa vi til en Afveksling faa lidt Fedsildfiskeri, lidt Jærnbanepolitik… Det er da en hundsk Mængde Rug, du har købt, Tidemand?»

189Tidemand saa op og smilte. Ja, han havde forsøgt at slaa et lidet Slag, det kunde ikke nægtes. Nu kom det an paa, hvordan det gik hos Tsaren, om Høsten alligevel blev nogenlunde, isaafald stod det sig ikke for lyst med hans Rugmasse. Kom der endnu Regn i Rusland, saa…

«Det har begyndt at regne,» sagde Journalisten, «store Strækninger har allerede faaet Regn nok, fortæller de engelske Blade… Sælger du forresten allerede af din Rug?»

Og Tidemand vilde jo sælge, hvis han fik sin Pris for den. Han havde selvfølgelig købt forat sælge igen.

Milde havde flyttet sig over til Paulsberg, til hvem han talte hviskende. Øjens Prosadigt havde alligevel foruroliget ham lidt, han var ikke blind for, at der boed noget i denne Mand, denne Medansøger til Stipendiet; hvad syntes Paulsberg?

«Du ved, jeg nødig vil udtale mig for den ene mod den anden i en saadan Sag,» svared Paulsberg. «Imidlertid har jeg gentagne Gange været oppe i Departementet, jeg har sagt min Mening, jeg haaber, der blir taget lidt Hensyn til den.»

«Naturligvis, naturligvis, det var ikke derfor… Ja, imorgen lukker Udstillingen, vi bør 190gøre Alvor af det og faa dit Billede færdigt med det samme. Kommer du og sidder imorgen?»

Paulsberg nikked. Saa klinked han over Bordet til Journalisten og afbrød Samtalen.

Irgens var lidt efter lidt kommet ud af sin glade Stemning igen, han var misfornøjet med, at der slet ikke blev talt om hans Bog. Hvad laa for Øjeblikket mere for Haanden end den? Dette Glaspusteri af Øjen kendte man dog før; Irgens trak paa Skulderen. Paulsberg havde ikke med et Ord antydet, at han var tilfreds med hans Bog, han indbildte sig vel, at man skulde spørge ham om det; men dertil var Irgens for stolt. Han kunde hjælpe sig Paulsbergs Mening foruden.

Irgens rejste sig.

«Skal De gaa, Irgens?» spurgte Fru Hanka.

Og Irgens traadte hen til hende, sagde Godnat til hende og Aagot, nikked i Forbigaaende til de øvrige af Selskabet og forlod Sara.

Han var kommet nogle Skridt nedad Gaden, da han hørte nogen kalde paa sig, Fru Hanka kom løbende efter ham, hun havde ladet sit Overtøj blive liggende tilbage inde i Kaféen og var blot kommet forat sige pent Godnat, var det ikke smukt af hende? Hun lo og var meget lykkelig.

191«Jeg har næsten ikke set dig, siden din Bog kom. Aa, hvor jeg har nydt hvert Ord!» sagde hun og slog Hænderne sammen foran sig, mens hun gik. Og hun stak sin Haand ned i hans Frakkelomme forat være ham rigtig nær; han mærked, at hun efterlod en Konvolut dernede i Lommen, og det ligned hende, hun var altid fuld af Kærlighed og havde blot gode Ord til ham. «Nej, dine Vers! dine Vers!» sagde hun igen.

Han kunde ikke holde sig længer, denne varme Beundring gjorde ham over al Maade godt. Han vilde gengælde den, vise, hvormeget han holdt af hende, og i et Anfald af Meddelsomhed betroed han hende, at han havde søgt Legatet, ja, hvad syntes hun? Jo, han havde virkelig søgt Legatet han ogsaa, i al Stilhed, uden at vedlægge en eneste Anbefaling, han havde sendt sin Bog, det maatte vel være nok?

Hanka taug et Øjeblik bestyrtet.

«Du har havt det ondt,» sagde hun, «du har manglet… jeg mener, du maatte søge du ogsaa…»

«Men Herregud,» sagde han og lo, «hvad er Legaterne til? Jeg har ikke havt det ondt, det var ikke derfor, jeg søgte. Men hvorfor skal man ikke søge, naar man ikke ydmyger sig ved det? Og jeg har ikke ydmyget mig, det kan du stole paa: Undertegnede ansøger 192om Stipendiet, min sidste Bog vedlægges; det var alt. Ikke megen Bukken og Skraben ikke. Og ser jeg hen til mine Medansøgere, saa kommer jeg dog vel ikke sidst i Rækken; hvad tror du?»

Hun smilte og sagde stille.

«Nej, du kommer ikke sidst i Rækken!»

Og han trykked hende ind til sig og hvisked:

Saa, nu maa du ikke gaa længer, Hanka, lad mig nu følge dig tilbage… Det gaar an, saalænge du er her i Byen; men naar nu du rejser, saa blir her ganske sort. Nej, jeg holder det ikke ud!»

«Jeg rejser bare ud paa Landet,» sagde hun.

«Javel,» svared han; «men det er nok, vi blir alligevel skilte ad, for jeg kan ikke komme ud af Byen. Hvornaar flytter du?»

«Om en Uges Tid, tror jeg.»

«Aa, gid du ikke vilde gøre det, Hanka!» sagde han og standsed.

Pause. Hanka stod og tænkte.

«Vilde du være glad, om jeg blev?» sagde hun. «Saa blir jeg. Jo, saa blir jeg. Det er værst for Børnene, men. Ja, jeg er i Grunden ogsaa glad for, at det ikke blir til noget.»

De var komne til Sara igen.

«Godnat,» sagde han henrykt. «Tak, Hanka. Hvornaar ser jeg dig? Jeg længes efter dig.»

Tre Dage efter havde Irgens modtaget en Billet fra Fru Hanka.

Han var nede i Byen, traf nogle Bekendte og slog sig sammen med dem, talte som sædvanlig ganske lidet, men var i sin bedste Stemning. Han havde været og beset Lars Paulsbergs store Billede, som nu var udstillet i Pilen, midt i det store Vindu, som alle Folk maatte forbi; der var stadig en Hob Mennesker udenfor. Billedet var flot og paatrængende, Paulsbergs parfumeduftende Skikkelse saa fornem ud i den simple Rørstol, og Folk hvisked og undredes paa, om det var i den Stol, han havde skrevet sine Værker. Alle Aviser havde rosende Artikler om Billedet.

Irgens sad med et Glas Vin foran sig og hørte adspredt paa, hvad hans Kammerater sagde. Tidemand var stadig fornøjet, hans Haab voksed daglig, den Regn i Rusland havde ikke gjort 194ham nedslagen. Nej, Rugen steg ikke endda, men den vilde stige. Pludselig spidser Irgens Øren, Tidemand talte om sit Landophold.

«Vi kommer ikke til at rejse ud til Landstedet i Sommer,» sagde han; «Hanka mente… Jeg sagde rent ud til min Kone, at vilde hun rejse, saa fik hun rejse foruden mig, jeg havde nu faaet saa meget at tage vare paa i Forretningen, at jeg kunde ikke være borte. Hanka indrømmed det ogsaa, vi blev enige. Hun rejser heller ikke.»

Saa gik Døren op, og Milde traadte ind. Den tykke Mandsling straaled og raabte allerede straks, overmandet af den glade Nyhed, han bragte:

«Gratuler mig, Folk, jeg har vundet i Lotteriet! Vil Dere tænke Dere, Departementet har i sin uransagelige Visdom besluttet at skænke mig Stipendiet.»

«Dig?»

«Ja, mig,» sagde Milde og slog sig forpustet ned paa en Stol. «Dere gaber allesammen? Det samme gjorde jeg, jeg har saa at sige ingen Skyld i det, det overrasked mig.»

«Har du faaet Stipendiet?» spurgte Irgens langsomt.

Milde nikked:

«Ja, kan du forstaa det? Jeg fik det lige for Næsen paa Dere allesammen. Du Irgens har jo ogsaa søgt, hører jeg?»

195Der blev helt stille ved Bordet. Dette havde ingen ventet, og alle grubled paa, hvad det vel var, som kunde have gjort det. Nu havde man aldrig hørt Magen, Milde havde faaet Stipendiet!

«Ja, ja, jeg gratulerer dig!» sagde Tidemand og rakte Haanden ud.

«Visvas!» svared Milde. «Ingen Omstændigheder! Men nu skal du, Tidemand, simpelthen laane mig endel Penge, saa siger jeg en Omgang. Vil du det? Du faar dem altsaa tilbage af Stipendiet.»

Irgens saa pludselig paa Klokken, som om han kom i Tanker om noget, og rejste sig.

«Ja, ja, jeg gratulerer jeg ogsaa,» sagde han. «Det er kedeligt, at jeg ikke kan være længer, jeg maa gaa… Nej, det, at jeg søgte, det havde en anden Grund end den at faa Stipendiet,» oplyste han forat redde Stumperne. «Jeg skal sige dig det en anden Gang.»

I Døren mødte han Journalist Gregersen, som vrængte mange Ord og ogsaa raabte op om Stipendiet. Der var ingen Tvivl længer, Milde havde faaet det.

Irgens vandred hjemad. Aha, Milde var den lykkelige; der saa man nu til Evidense, hvorledes Norge lønned sine talenter! Nu havde han slynget sin rige Lyrik lige i Fjæset paa disse tarvelige Sjæle, og de saa ikke, hvad det var engang, saa ikke, at det var Poesi, at det 196var enestaaende Sager, Kaviar. Og Herregud, hvem var bleven foretrukket fremfor ham? Milde! Siger og skriver Oljemaler Milde, Byens Samler af Pigekorsetter! Nej, det var ved Gud den højeste Grad af Sjofelisme!

Forresten havde han paa Følelsen, hvorledes det var gaaet til, Paulsberg stod bag. Lars Paulsberg havde hjulpet til. Men den Mand gjorde jo aldrig noget uden at tage sig betalt for det, han hjalp ikke nogen, uden at han selv havde Nytte af det; reklamered N. N. for ham, saa reklamered han for N. N. igen, ellers ikke. Nu unddrog han vistnok ikke Journalist Gregersen sit Selskab, nejvel, men den samme Journalist Gregersen var til Gengæld lykkelig over at faa lave Notiser i Bladet om Paulsbergs mindste Bevægelser, lige til hans Udflugter til Hønefos. Saaledes var det. Paulsberg havde støttet Mildes Ansøgning om Stipendiet, og Milde havde til Gengæld malet Paulsbergs Portræt. Reklame, Alliance og Komplot! Jo, der handledes og tuskedes efter Ævne.

Da Irgens atter passered Pilen og saa Paulsbergs Billede i Vinduet, spytted han foragteligt i Gaden. Naa, ham narred man ikke, han gennemskued Simpelheden. Kom Tid, kom Raad, han skulde vide at gøre sig gældende.

Men Milde! Havde det endda været Øjen, saa. For Øjen stræved da, Øjen hang i det, han 197var en fin og usædvanlig Begavelse, han gjorde nydelige Ting, Irgens undte ham alt godt, ja, i sin Skuffelse over selv at være bleven tilsidesat pønsed han paa, om han ikke burde offentliggøre en Protest til Fordel for den usædvanligt begavede Øjen. Men saa vilde jo Folk sige, at han gjorde det af Misundelse mod Milde, for Folk tænkte grovt. Nej, han skulde tage Skeen i en anden Haand herefter, han var ikke bundet af noget Hensyn, det skulde man faa at føle. Tænk, Milde!

Og hvorfor i Alverden skulde Lars Paulsberg raade for Stipendierne? Han havde altsaa aldrig undset sig for at gøre sig Venner med Aviserne, det var sandt, han havde baade her og der sin faste Neger til at minde Folk om hans Eksistense, han sørged i megen Beskedenhed for, at ikke hans Navn skulde glemmes; men ellers? Ak, et Par Romaner med Metode fra Sytti-aarene, en populær Dilettantkritik af et sligt Katekismusspørgsmaal som Syndernes Forladelse! He-he, hvad var det i Grunden, naar man gik det lidt efter? Men det havde vist sig, at det, at den Mand havde Pressen i Ryggen, gjorde ham til en agtet Person, det viste sig nu ogsaa, hans Ord fik Vægt. Jo, han var en klog Bonde, en ren Landsbygdsjakrer, han vidste hvad han gjorde, naar han endog lod sin Kone modtage Journalist 198Gregersens øldunstende Opmærksomheder. Fy, for en Elendighed!

Naa, den Sort Manøvrer skulde ikke Irgens befatte sig med; kunde han ikke slaa sig igennem alligevel, saa. Men han haabed at kunne klare sig uden Fusk, rigtigt sikkert haabed han det. Han havde et Vaaben, Pennen; det Slags Mand var han…

Irgens gik hjem og laaste sig inde. Der var endnu en god Tid, inden Fru Hanka skulde komme, han vilde se at genoprette sin Ligevægt forinden. Saa ophidset var han bleven ved den hastige Underretning om, at Stipendiet var sluppet ham af Hænde, at han en Tidlang ikke kunde skrive, skønt han forsøgte flere Gange. Han rejste sig rasende og drev op og ned ad Gulvet, bleg af Bitterhed, ganske opblæst og hoven efter sit Nederlag. Han skulde ved Gud gengælde Forurettelsen; fra nu af skulde det ikke blive for milde Ord, der flød fra hans Pen.

Endelig efter et Par Timers forgæves Anstrængelse kunde han sætte sig ind til Bordet og finde Udtryk for sin Stemning. Han skrev det ene Vers efter det andet, kneb Munden sammen og skrev.

Saa kom Fru Hanka.

Hun kom som sædvanlig lidt hastigt ind, tog sig op til Hjærtet, der altid klapped lidt af den ilsomme Gang opad Trapperne, og smilte 199af Forlegenhed, naar hun stod i Værelset. Saa ofte hun nu havde betraadt dette Rum, hun var endnu lidt forlegen i de første Øjeblikke, og hun sagde gærne forat stive sig op:

«Er det her, Hr. Irgens bor?»

Men Irgens var ikke oplagt til Spøg idag, det saa hun straks, og hun spurgte, hvad der var ivejen. Og da hun havde faaet den store Ulykke at vide, blev ogsaa hun hed af Harme, oprigtig indigneret: Hvilken Uretfærdighed, hvilken Skandale! Havde Milde faaet Stipendiet?

«Som Betaling for Paulsbergs Portræt,» sagde Irgens. «Naa, der er ingenting at gøre ved det, lad det ikke gaa dig for nær. Jeg selv tilgiver det.»

«Ja, du tager det skønt, jeg forstaar ikke, at du kan…»

«Den eneste Virkning, det har paa mig, er at det kan gøre mig lidt bitter. Det knækker mig ikke.»

«Jeg forstaar det ikke,» sagde hun, «nej, jeg forstaar det ikke. Sendte du din sidste Bog med Ansøgningen?»

«Javist… Pyt, min Bog! Det er akkurat som om jeg ikke har udgivet nogen Bog engang, der gøres virkelig ikke stor Stas af den, til Dato har der ikke været nogen Anmældelse af den.» Og atter opirret ved Erindringen om, at hans Bog slet ikke havde været omtalt i nogen Avis 200endnu, bed han Tænderne sammen og gjorde et Slag henover Gulvet. Naa, han skulde føre op til en anden Dans herefter, det skulde spores, at hans Pen kunde sige ifra.

Han greb sit beskrevne Ark paa Bordet og sagde:

«Jeg har et lidet Digt her, jeg skrev det nu, Blækket er raat…»

«Aa, læs det!» bad hun.

De satte sig over i Sofaen, og han læste dette Digt, disse Par Linjer, som om det var et kongeligt Budskab:

Han pusled og rulled Cigarer
et Sted ved den fremmede Strand
og lagde de lumskeste Snarer
i disse Varer,
som skulde til fremmed Land.

Han pusled saa taus som en Bille
fra Morgen til Afenens Slut;
han havde en underlig stille
og sælsom Grille:
han fyldte Cigarer med Krudt.

Saa pusled han ensom og haded
den hele Menneskehed;
han rulled Cigarer og laded,
brændte og skaded
og fniste af Glæde derved.

«Det skal gøre godt, haaber jeg,» sagde han for sig selv.

201Hun saa bedrøvet paa ham.

«Gaa ikke hen og bliv bitter, Irgens,» sagde hun. «Du har saa stor Grund til det, men alligevel, kære! Du kan jo leve det Stipendium foruden, en Mand, der skriver Digte som du! Du er aldeles den eneste.»

«Ja, men kære Hanka, hvad nytter det, om jeg er den eneste? Du ser selv, disse samme Digte blir ikke nævnt i en Avis, og der staar jeg!»

For første Gang, ja, for allerførste Gang fik Fru Hanka nu en Følelse af, at hendes Digter og Helt viste sig mindre overlegen end ellers. Det fór som en Ilen gennem hendes Hjærte, at han alligevel ikke bar sin Skuffelse med mer end almindelig Stolthed. Hun kom til at se lidt nøjere paa ham, den Modgang, han havde lidt, gjorde hans brune Øjne blegere, hans Mund var sammenkneben og hans Næsebor udvidede af Sindsbevægelse. Det var blot en Ilen gennem hendes Hjærte.

Saa sagde han ovenikøbet:

«Du kunde forresten gøre mig den store Tjeneste at interessere Gregersen lidt for min Bog, saa den endelig blev anmældt engang.» Og da han saa, at hun blev mere og mere opmærksom, at hun ligefrem gav ham et undersøgende Blik lige i Ansigtet, lagde han til: «Naturligvis, uden at bede ham direkte, uden 202at forcere dig frem, jeg mener bare et Vink, et lidet Vink.»

Var dette Irgens? Men hurtigt kom hun atter til at huske paa, hvilken pinlig Stilling, han virkelig stod i for Øjeblikket, han var i Grunden mutters alene, stod fægtende mod et Komplot, og det undskyldte ham fuldstændig. Hun burde forresten selv have taget dette Skridt overfor Gregersen og sparet sin Digter for den Ydmygelse at bede hende derom. Jo, hun vilde straks tale med Gregersen, det var en Skam, at hun ikke allerede havde tænkt paa det.

Og Irgens takked hende af Hjærtet, hans Bitterhed fortog sig. De sad der i Sofaen og taug begge, saa sagde hun:

«Du! Nej, hvor det nær havde gaaet galt med det røde Slips! Du husker det røde Slips, jeg fik af dig engang? Naa, ja, det gik jo heldigt alligevel; men han saa det.»

«Saa han det? At du kunde være saa uforsigtig! Hvad sagde han?»

«Ingenting. Han siger aldrig noget. Jo, jeg bar det her paa Brystet, det faldt ud for mig. Ja, lad os ikke tale mere om det, det gør ingenting… Hvornaar ser jeg dig nu igen?»

Bestandig, bestandig var hendes Ømhed lige stor; Irgens tog hendes Haand og klapped den. Hvor lykkelig var ikke han, som havde hende! Hun var den eneste, som var god mod ham, 203han havde bare hende i hele Verden… Hvordan var det, hun rejste altsaa ikke paa Landet?

Nej, hun rejste ikke. Og hun fortalte meget oprigtigt, at hun havde faaet sin Mand paa andre Tanker, det havde ikke været vanskeligt for hende, han havde givet efter straks. Men det var, som sagt, lidt Synd mod Børnene.

Ja, svared Irgens ogsaa. Og pludselig sagde han sagte:

«Laaste du Døren af, da du kom?»

Hun saa paa ham, slog Øjnene ned og hvisked:

«Ja.»

Om Morgenen den syttende Maj sang Fuglene over Byen.

En Kullæmper, der havde havt Nattearbejde, vandrer op fra Bryggerne med sin Spade paa Skulderen, han er sort, træt og tørst, han skal hjem. Og mens han vandrer hjemad, begynder Byen at vaagne, et og andet Gardin rulles op, et og andet Flag stikkes ud af Vinduerne; det er Fest og syttende Maj.

Alle Forretninger er lukte, Skolerne har fri, Bulderet fra Værfter og Fabriker tier. Kun Gangspillene tier ikke, men ramler som fyrige Hurra i den klare Morgen, Skibe, som skal gaa, puster hvid Damp ud fra Siderne og tager sine Varer ind, Bryggerne er aabne, Havnen lever.

Og Telegrafbud og Postbud er allerede begyndt at løbe omkring, hver med sine Nyheder, dryssende Efterretninger indad Dørene, hvirvlende 205Sindsbevægelser op i Menneskers Hjærter hvor de farer frem.

En herreløs Hund stryger med ludende Hoved gennem Gaderne, snusende efter et Spor og uden at ændse noget andet end netop dette Spor. Pludselig standser den, hopper op og hviner, den har fundet en liden Pige, som bringer Aviser om fulde af syttende Maj-Frihed og behjærtet Politik. Og den lille Pige kaster sin lille Krop i alle Retninger, rykker med Skuldrene, stirrer, jager afsted fra Dør til Dør, den lille Pige er mager og svag, hun har St. Vejtsdans.

Og Kullæmperen gaar videre med lange, tunge Skridt i Brostenene, han har rigtig tjent godt inat, disse svære Kuldragere fra England og de forskellige Købmandsskibe fra alle Verdens Kanter var dog en velsignet Ting! Hans Spade er blank af Slid, han lægger den over paa sin anden Skulder og faar den til at blinke for hvert Skridt, den skriver gennem Gaden over Mandens Ryg, skriver mod Himlen med store, sære Tegn, skærer som et Værge og skinner som Sølv. Og mens Kullæmperen stadig gaar sin faste, trampende Gang, ser han virkelig ud som en eneste arbejdende Muskel under de udstukne Flag i Gaderne, han hejser og gaar, hejser og gaar. Saa støder han paa en Herre, der kommer ud af en Port; Herren lugter af 206Toddy og ser lidt ustø ud, han har Silkefor i Klæderne. Saasnart han har tændt sin Cigar, damper han nedad Gaden og kommer afsyne…

Men Herren har et lidet rundt Pigeansigt, der er meget blegt, meget fint. Han er ung og haabefuld, det er Øjen, Poeten, de Yngstes Fører og Forbillede. Han har været tilfjælds forat styrke sig, og siden han kom tilbage til Byen igen, har han havt mange morsomme Nætter, Vennerne har fejret ham uden Ophør.

Idet han svinger nedad mod Fæstningen, møder han en Mand, som han mener at kende, han standser, og Manden standser ogsaa.

«Undskyld, har ikke vi truffet hinanden før?» siger Øjen høfligt.

Manden smiler og svarer:

«Jo, paa Thorahus, vi var sammen en Aften.»

«Rigtigt, De er Coldevin! Jo, jeg syntes nok, at… Hvordan staar til?»

«Aa, jo… Men er De oppe saa tidligt?»

«Hm. Jeg skal sige Dem, jeg har ikke lagt mig endda.»

«Naa saaledes!»

«Nej, Sagen er den, at jeg har Gud hjælpe mig næsten ikke ligget nogen Nat, siden jeg kom hjem. Jeg gaar formelig paa Omgang hos 207mine Venner. Naa, det vil egentlig bare sige, at jeg atter er i mit Element. Det er mærkværdigt, Hr. Coldevin, med Byen, jeg elsker den, den er dejlig, dejlig; se bare disse Huse, disse rette Linjer. Jeg føler mig ikke hjemme andre Steder end her. Nej, deroppe i Fjældene… Gud bevare mig, skønt jeg havde det bedste Haab, da jeg rejste derop.»

«Hvordan gik det forresten, blev De af med Deres Nervøsitet deroppe?»

«Nej, blev jeg af med min Nervøsitet! Men rent ud sagt, min Nervøsitet hører vel mig til, Doktoren sagde ogsaa, at min Nervøsitet hørte mig til, den udgjorde noget af mig selv, der var ikke noget at gøre ved den.»

«De har altsaa været tilfjælds og faaet konstateret, at Deres Nervøsitet er kronisk De da? Stakkels unge Talent, som gaar med en slig Svaghed!»

Øjen studsed. Coldevin saa ham lige i Ansigtet, kort efter smilte han igen og fortsatte at tale som om intet var. Jasaa, han kunde slet ikke trives oppe paa Landet? Men syntes han nu ikke, at hans Talent havde havt godt af Landopholdet? Ikke det!»

«Nej, slet ikke. Jeg har ellers aldrig trængt Forfriskelse for mit Talent, synes jeg.»

«Nej, nej, det er vel saa.»

208«Jeg har skrevet længere Prosadigt deroppe, saa jeg har da ialfald arbejdet i disse Uger. Jeg synes, det er al Ære værd, især naar jeg tager i Betragtning de Omgivelser, jeg var stedt i. Nej, slige Omgivelser! Ha-ha, jeg har aldrig set saa løjerlige Mennesker, ja, De kender dem? De kunde for Eksempel ikke begribe, at jeg havde silkeforede Klæder, de gik og saa paa mine Laksko som om de kunde spise dem, en slig Udskejelse havde de aldrig drømt om. Naa, de behandled mig med stor Respekt, men… Ja, ja, undskyld, at jeg fornyed Bekendtskabet saa ligefrem, jeg maa hjem og sove lidt, absolut. Overmaade morsomt at træffe Dem igen.»

Og Øjen gik.

Coldevin raabte efter ham:

«Men det er jo syttende Maj idag?»

Øjen vendte sig om og saa forbauset ud.

«Javel?» spurgte han.

Da rysted Coldevin paa Hovedet og lo en kort Latter:

«Ingenting, ingenting! Jeg vilde bare høre, om De husked det. Og De husked det udmærket.»

«Ja,» sagde Øjen ogsaa, «man glemmer da ikke helt sin Børnelærdom.»

Og han gik igen.

209Coldevin blev staaende og se efter ham, saa begyndte ogsaa han at gaa; han gik bare og vented paa, at Byen skulde komme paa Benene og Processionerne begynde. Hans Frakke begyndte at blive altfor blank, den var børstet, men slidt, i det venstre Opslag havde han en liden nydelig Silkesløjfe i norske Farver, og denne Sløjfe havde han sat paa med to Naale for ikke at miste den.

Han frøs, det var tidligt og koldt, han gik stærkere til forat komme ned til Havnen, hvorfra den friske Larm af Kættinger naaed ham. Han passered flere Gader og kiged og nikked op til de udstukne Flag, talte dem, fulgte deres Viften mod Himlen. Nogle blege, stillfærdige Teaterplakater var klæbet op paa Søjlerne hist og her, han gik fra den ene til den anden af dem og læste: store, berømte Navne, Tragedier, Samfundsskuespil, Mesterværker fra forrige Perioder. Han kom til at huske paa Irgens’ lyriske Drama, han ledte efter det, men fandt det ikke. Og han stiled ned til Sjøen, Lyden af Kættingerne spilled hele Tiden i hans Øre.

Skibene flaged, hele Havnen var idel Bevægelse ved disse mange røde Klude mod Luften. Coldevin trak Vejret og stod stille. Lugten af Kul og Tjære, af Vin og Frugt, af Fisk og Tran, Larmen af Maskiner og Mennesker, Raabene, Træskoenes Klappen mod Dækket, Sangen 210fra en ung Matros, der stod i Skjorteærmer og pudsed Sko, altsammen satte ham i en hæftig Glæde, som næsten fik hans Øjne til at glippe. Hvilken Magt var ikke her i Bevægelse, hvilke Skibe! Og Havnen blussed; længst henne laa Frøken Aagots lille Lystjagt med den forgyldte Mastetop tilvejrs.

Han fortabte sig i Beskuelsen af Skibe og Flag, Mennesker og Varer, Tiden gik, han stak ned i en Kælder, der havde slaaet Vindueslemmerne ifra, og forlangte lidt Smørogbrød til Frokost. Da han en Stund efter kom op af Kælderen, var der allerede mange Folk i Gaderne, det lakked mod det Øjeblik, da Smaaguttoget skulde afgaa, det galdt at være paa Pletten, Togene maatte ikke forsømmes.

Og Coldevin mente pludselig at have faaet saa knap Tid tilbage, at han begyndte at strække ud og gaa af alle Kræfter, for ikke at komme forsent til det første Tog.

*

Ved Tretiden havde nogle af Kliken taget Plads paa «Hjørnet» forat se det store Fanetog passere opover til Slottet; ingen af dem deltog i Processionen. Saa var der en, som hvisked:

«Se, der er Coldevin ogsaa!»

Man saa ham marchere snart under en, snart under en anden Fane, det var som om 211han vilde tilhøre dem alle, han var næsten for ivrig til at følge Takt. Advokat Grande skraaed ud fra «Hjørnet» og slutted sig til Toget han ogsaa. Han indhented Coldevin og hilste.

De begyndte snart at tale sammen.

«Og hvor er det unge Norge?» sagde Coldevin, «Digterne, Kunstnerne, gaar ikke de med her? Det skulde de gøre, det vilde ikke svække deres Talent. Ja, det vilde kanske ikke netop styrke det heller, det ved jeg ikke, men det vilde ialfald ikke skade det. Sagen er, de bryder sig ikke om det, de er ligegyldige for det. Men det er ganske sikkert galt at blive saa ligegyldig.»

Coldevin var bleven en Grad urimeligere endnu, skønt han stadig talte stille og eftertænksomt; han var paastaaelig, brugte store Ord, kom ind paa Kvindesagen og slog paa saadant noget, som at Kvinderne først og fremst burde beflitte sig paa at gøre lidt Nytte i Hjemmet. Det var galt dette, sagde han, at Kvinderne brød sig mindre og mindre om at have et Hjem sammen med Mand og Børn, de foretrak en Hybel, solo, hvis de derved kunde blive noget, som de kaldte for selvstændig. De skulde absolut «studere» sig til et Par Lorgnetter de ogsaa, om ikke andet, saa gik de ind i et Handelsgymnasium. Og paa et sligt Handelsgymnasium der gjorde de da sine Sager saa 212udmærket, at de fik Eksamen, og var de heldige bagefter, opnaaed de langt om længe at faa en Post paa tyve Kroner Maaneden. Godt! Men de maatte give syv og tyve for Hybel og Mad. Saa var de selvstændige!

«Men det er jo ikke Kvindernes Skyld, at deres Arbejde betales saa meget daarligere end Mændenes,» indvendte Advokaten, som var liberalt gift.

Ak, ja, disse Indvendinger kendte man, aa, ja, da; de var gamle og gode. De var ogsaa blevne besvarede, men; jo, man havde da besvaret dem nogle Tusind Gange, men… Forresten var det det værste, at Hjemmet simpelthen ophørte paa den Maade. Og Coldevin betoned dette. Han havde allerede faaet det Indtryk herinde i Byen, at mange Folks Liv hovedsagelig foregik paa Restaurationen. Han havde idelig ikke fundet Folk hjemme, saaledes havde han søgt efter et Par Bekendte, men han havde ikke truffet dem, han saa dem paa Kaféer iblandt. Forfatterne og Kunstnerne vilde han nu ikke engang snakke om, de havde ikke og vilde ikke have noget andet Hjem end Kaféen, og han forstod ikke, hvorledes de kunde faa sine Værker fra Haanden der… Nej, det ene hængte sammen med det andet, Kvinderne havde for Tiden hverken rigtig stor Ærgærrighed eller 213meget varmt Hjærtelag, det var bleven nymodens at «drive», og saa havned de i Kaféen. Hvad gjorde Kvinderne før? De holdt Dagligstue, — man maatte forbigaa dem, som holdt Salon. Nu «drev» de, og de havde saa lidet Ærgærrighed og Hjærtelag, at de fandt sig tilfreds i det blandede Selskab, som de traf. Saa blev de jo ikke længer til en Kant end til en anden, de lod ikke den enkelte Ting optage sig saare, de blev runde i Hovedet. Herregud, hvor det var sjældent at se Race…

Saa blev der udbragt et Leve i Toget, og fra en og anden i Processionen raabtes der Hurra. Coldevin skreg Hurra af al Kraft, standsed næsten op og skreg Hurra, skønt han ikke havde hørt, hvad der skulde skriges for. Han saa harmfuldt nedad Rækkerne og svinged med Hatten forat opmuntre Folk dernede til at raabe højere.

«Disse Folk bryder sig ikke om at raabe Hurra engang,» sagde han, «de hvisker, det høres ikke. Hjælp mig, Hr. Advokat, saa skal vi sætte lidt Liv i det!»

Og Advokaten syntes, det var morsomt, han raabte op han ogsaa og hjalp til at faa de døende Hurra til at blusse op paany.

«En Gang til!» sagde Coldevin med fyrige Øjne.

214Og atter rulled Hurraraabene nedad Rækkerne.

Saa sagde Advokaten smilende:

«Men at De gider dette!»

Coldevin saa paa ham. Han svared alvorligt:

«Det skulde De ikke sige. Vi skulde allesammen gide dette, det er ikke afvejen. Naturligvis, det at gaa her i Procession har vel ikke megen Betydning; men der blir kanske udbragt et Leve for Norge, et Leve for Flaget, vi burde være tilstede; kanske blir der ogsaa sagt et Alvorsord til Stortinget idag. Der er Haab om, at Stortinget blir mindet om et Par Ting, som det har begyndt at glemme, lidt Kraft, lidt Troskab; det turde hjælpe. Jo, man skulde ikke være saa ligegyldig, Ungdommen burde netop stige frem; Gud ved, kanske hvis Ungdommen havde vist sig lidt mere og troppet op og raabt lidt Hurra, naar Lejlighed gaves, saa havde Stortinget afgjort et Par af de sidste Sager lidt anderledes. Og sandelig, hvis man bare har gidet at gaa ned paa Bryggerne idag og se det susende Liv dernede, saa føler man jo, at Landet er værd vore Hurra…»

Advokaten saa Øjen over paa Fortouget, han tog hurtigt Afsked med Coldevin og traadte ud af Toget. Lidt senere saa han tilbage, Coldevin havde atter byttet Plads og gik nu under Handelsstandens Fane, opret, graaskægget 215og luvslidt, med den lille Silkesløjfe i norske Farver paa Frakken.

*

Øjen var sammen med Skuespiller Norem og de to maskinklippede Poeter, der nu pludselig var dukket op igen. De to var allerede i graat Vaartøj, skønt det vistnok var fra ifjor, de brugte ogsaa begge overmaade tykke Spadserstokke, som de virkelig støtted sig til, naar de gik.

«Du talte med Coldevin,» spurgte Øjen, da Advokaten kom, «hvad havde han at sige nu?»

«Aa, forskelligt. Den Mand har mange Interesser, han er kanske ikke saa dum, men han er lidt forkært, han gaar omkring med Bunden ivejret og ser Tingene op ned. Forresten er han morsom iblandt, du skulde have hørt ham ude paa Tivoli en Aften, jeg førte ham med mig ind og tog mig lidt af ham, han underholdt os alle, absolut. Men saa skejed han naturligvis ud og gik for vidt… Jo, nu havde han tænkt ud, at Hjemmene var i Opløsning trint omkring: Folk var i Kaféerne, Folk var ikke hjemme, Folk leved deres Liv i Restaurationerne, vilde man træffe dem, saa maatte man søge dem der.»

«Vrøvl… Jo, jeg traf denne Fyr imorges, da jeg gik hjem. Vi hilste, hvordan 216staar til, glæder mig overmaade, og saa videre. Saa siger Manden i Samtalens Løb, at jeg altsaa havde været oppe paa Landet og faaet konstateret en kronisk Svaghed ved mig. Ja. Ha-ha, jeg saa paa Manden og oplyste, at jeg dog ikke var mere kronisk svag, end at jeg havde skrevet et længere Prosadigt deroppe i Skogen. Nej, saa maatte han jo indrømme… Har du forresten hørt det Digt, Grande? Jeg sendte det til Ole Henriksen forat belægge mig lidt, da jeg bad ham om Rejsepenge.»

«Jo, jeg har hørt det. Storartet, aldeles storartet! Det syntes vi alle.»

«Ja, ikke sandt, der var en vis Lyd i det? Jeg fik ikke Fred, før jeg havde skrevet det ned, det kosted mig ganske overordentlig Anstrængelse.»

«Ja, at Dere gider og gider gøre noget!» udbrød nu Skuespiller Norem med sløv Mine «Nu har ikke jeg havt Rolle i fem Maaneder og Gud ske Lov for det!»

«Ja, du! Det er en anden Sag med dig, som kan lade være,» svared Øjen. Vi andre faar nok hænge i, skal vi holde Liv i os.» Og Øjen slog Kappen tættere op om sine smale Hængeskuldre.

Et lidet Barn, en liden Pige, kom i det samme farende ud af en Port, hun rulled en tom Barnevogn foran sig for Leg, og just idet hun kom ud paa Gaden, vælted Vognen. Pigen 217klapped henrykt i Hænderne og gav et lidet Udraab; men Øjen maatte næsten skræve over den væltede Barnevogn, før han slap forbi.

«Jeg kan jo ikke sige andet, end at det forundrer mig lidt, at jeg ikke fik Stipendiet,» sage han. «Her gaar man og slider og gør sit bedste, og alligevel hjælper det ikke. Der er ikke mange, som paaskønner det just.»

Den ene af de maskinklippede Poeter, ham med Kompasset i Urkæden, tog nu Mod til sig og bemærked hertil:

«Er ikke det Regelen herhjemme kanske? Havde man ikke Talenterne at mishandle, saa havde man jo ingen da; for nu beskytter man jo bra Dyrene.» Og den maskinklippede Poet voved sig til at le en Smule af dette Indfald.

«Gaar Dere i Grand?» spurgte Norem kort og godt. «Jeg vil have mig en Pjolter.»

«Nej, jeg for min Del vil helst være lidt alene, svared Øjen endnu nedslagen ved Tanken paa Stipendiet. «Ja, jeg kommer kanske efter, hvis Dere blir siddende. Adjø saalænge.»

Og atter trak Øjen Kappen op i Halsen, vendte om og gik helt tankefuld opad Gaden igen. Folk, som kendte ham, forstyrred ham ikke, han gik i en Bue udenom den lille Barnevogn, som endnu laa der midt i hans Vej væltet og tom.

Aagot havde klædt sig paa til Øturen, hun trak sine Handsker paa og stod rede.

Det havde ingen Vanskelighed været med at faa denne lille Udflugt istand, Ole havde ingenting havt at indvende derimod, og det eneste, han bad om, var, at hun skulde være forsigtig og ikke forkøle sig; for det var dog bare Juni endnu.

Irgens trak ogsaa sine Handsker paa.

«Ja, jeg gentager, at Dere maa være forsigtige,» sagde Ole endnu engang.

Saa gik de.

Det var stille Vejr, varmt og klart og uden en Sky paa Himlen. Irgens havde alt parat, Baaden lejet og anvist, der var bare at stige ind. Det var med Forsæt, at han talte saa ligegyldigt om flere Ting og endog nynned lidt, han bragte hende ganske til at glemme, at da hun først havde gaaet ind paa at tage med over til Øen, 219da var det med et Ja, en skyndsom Underkastelse lige foran Næsen paa Ole, der kom til. Hun følte sig beroliget, Irgens lagde virkelig ikke mere i hendes hviskende Ja dengang, end hun selv havde lagt i det; nu gik han der og var saa rolig og sagde saa almindelige Ting om Vejr og Vind, at hun formelig maatte skynde paa ham. Just idet de skulde lægge fra Land, saa hun et Skimt af Coldevin, der stod oppe paa Bryggen halvt skjult af Kasser. Hun rejste sig, sprang ud af Baaden igen og raabte to Gange:

«Coldevin, Goddag.»

Han kunde ikke undgaa hende, han traadte frem og tog Hatten af.

Hun rakte ham Haanden. Hvor havde han nu været igen i al denne Tid? Kære, hvorfor var han aldrig at se? Dette begyndte virkelig at blive paafaldende. Jo, det gjorde.

Han stammed en Undskyldning, talte om lidt Biblioteksarbejde, lidt Oversættelse fra en Bog, en nødvendig Bog…

Men hun afbrød ham og spurgte, hvor han boed henne for Tiden. Hun havde søgt ham i Hotellet, og derfra var han rejst, ingen vidste hvorhen; saa havde hun set et Glimt af ham den syttende Maj, han gik i Processionen, hun havde siddet inde i Grand ellers vilde hun have raabt paa han.

220Han gentog atter sine Undskyldninger og endte med at sige den gamle Spøg, at man maatte jo ikke forstyrre Kærestefolk altfor meget heller, og da han sagde dette, smilte han godmodigt.

Hun iagttog ham nøjere. Han begyndte at slides tynd paa Klæderne, hans Ansigt var heller ikke saa fyldigt som før, og med en Gang slog det hende, at han kanske gik og sled ondt. Hvorfor var han flyttet fra Hotellet, og hvor boed han nu? Hun spurgte ham engang til, og han gav sig til at tale om en Ven, en Ungdomskammerat, virkelig sandt, Lærer ved en Skole, prægtigt Menneske.

Aagot spurgte ham ligefrem, hvornaar han kom til at rejse op til Thorahus igen; men det vidste han ikke, kunde han ikke sige bestemt; saa længe han havde dette Biblioteksarbejde, saa…

Ja, han maatte ialfald for Guds Skyld komme til hende før han rejste; loved han det? Godt! Og pludselig spurgte hun: «Hør, jeg saa Dem altsaa den syttende Maj, De gik med en Sløjfe der i Knaphullet?» Og Aagot pegte, lagde Fingeren helt hen paa hans Frakkeopslag.

Javel, han havde denne Sløjfe, jo, man maatte da have Farverne paa en saadan Dag! Kunde hun ikke huske ifjor, da hun selv havde foræret ham en Sløjfe? Hun havde villet, at han skulde være pyntet, naar han holdt sin 221syttende Maj-Tale for Bønderne hjemme, og saa havde hun givet ham denne Sløjfe, kunde hun ikke huske det?

Og Aagot husked det, hun spurgte:

«Var det virkelig den?»

«Ja, De maa nok spørge,» sagde han. «Jeg fandt den igen, jeg har tilfældigvis havt den med mig, aldeles tilfældig, jeg kom over den blandt mit Tøj.»

«Ja, tænk, jeg troed nok, at det var min Sløjfe, jeg blev sjæleglad for det, jeg ved ikke, hvorledes det var,» sagde hun stille og lod Hovedet synke.

Saa raabte Irgens fra Baaden, om hun ikke kom.

«Nej!» svared hun hastigt, aldeles uden at tænke over det; hun drejed ikke engang paa Hovedet. Hvilket Barn! Og bagefter, da det gik op for hende, hvad hun havde svaret, blev hun ude af det og raabte til Irgens: «Undskyld bare et Øjeblik, et eneste Øjeblik!» Og hun vendte sig atter til Coldevin: «Nej, nu vilde jeg saa gærne have talt med Dem, men jeg har ikke Tid, jeg skal til Øen, vi skal til Øen. Kære… Nej, jeg forstaar ikke dette!» Saa slog hun med en Gang om, hun rakte Coldevin Haanden igen og sagde: «Ja, ja, det blir vel altsammen godt tilslut: tror ikke De ogsaa det? Det er kedeligt, at jeg 222ikke har mere Tid, Adjø saalænge. Saa ser De altsaa op til os en Dag?»

Hun hopped nedad Bryggen igen og steg ind i Baaden, hun gjorde Irgens en ny Undskyldning, fordi hun havde ladet ham vente.

Og Irgens roed ud. Han havde en ny Silkeskjorte paa idag, en ganske anden Silkeskjorte, og Aagot syntes, det var mærkeligt. De talte om Sjølivet, de store Rejser, Udlandet; han havde været udenlands kun i Tankerne, og derved blev det vel ogsaa for hans Vedkommende. Han saa vemodig ud. Hun ledte Talen hen paa hans sidste Bog, og han spurgte forundret, om hun endnu husked den? Da var hun vist den eneste!

«Saa bittert!» sagde hun.

Ja, undskyld! Men vilde hun saa ikke lade være at minde ham om hans Bog og al den Smaalighed og Misundelse, man havde forfulgt ham med, siden han udgav den? Hun saa selv, Bogen var vistnok udgiven, men kun et Par Smaablade havde anmældt den, og der laa den. Nej, Tak og Ære for Opmærksomheden, men de skulde ikke tale om den. Naa, Enden var ikke endnu, han havde kanske et Ord utalt, der skulde kanske ogsaa blive lyttet til det!

Han var i sin Hidsighed kommet til at ro stærkt til, Handskerne paa hans Hænder sprængtes 223ud og blev hvide i Sømmerne. Hun sad og iagttog ham. Saa sagde han atter roligt:

«Det er sandt, De kommer jo ikke til at rejse paa Landet i Sommer, har jeg hørt?»

«Nej, Tidemands har ombestemt sig.»

«Ja, saa hører jeg. Det var Synd, jeg er paa en Maade bedrøvet over det for Deres Skyld.» Og idet han næsten hviled paa Aarene, sagde han ligefrem: «Men for min egen Skyld er jeg glad for det, jeg siger det lige ud.»

Pause.

«Saa, ro nu lidt stærkere, ellers kommer vi aldrig frem,» sagde hun. «De mener fremdeles at have Brug for mig til at kvikke op Deres Humør iblandt?» Hun lo. «Var jeg i Deres Sted, vilde jeg forresten trække Handskerne af, tror jeg; se, nu revner de overalt.»

Og han gjorde, som hun sagde, og svared:

«Men var jeg i Deres Sted, saa vilde jeg vel næppe bruge Handsker nogensinde, dertil vilde jeg være for stolt af mine Hænder.»

«Saa, saa, ingen Smiger!… Nej, men en anden Sag er det, at det er ganske brydsomt med Handsker, naar man har Ring.» Og hun trak ogsaa Handskerne af, de hvide Haandbage bare Mærker efter Sømmene; hendes Forlovelsesring var ganske liden og ny. «Rent galt maa det vel være med Ringe med Sten i; men dem har jeg ingen af, saa.»

224«Gud bevare mig, hvor Deres Hænder er smaa!» sagde han.

Da de lagde tillands, sprang Aagot opad Stenkajen med en Gang. Træerne henrykte hende; hun havde ikke set Skog i en Evighed, slige svære Træer her var her ogsaa, ligesom hjemme! Hun snused ind den fede Furrulugt med Behag, saa paa Stene og Træer med en Følelse af Genkendelse, Minder fra Hjemmet stormed ind paa hende og gjorde hende for et Øjeblik grædefærdig.

«Men her er jo Mennesker?» sagde hun.

Irgens lo.

«Ja, det er just ingen Urskog dette, desværre, men. Havde De virkelig ikke ventet at finde Mennesker her?»

«Nej, det havde jeg ikke. Ja, vis mig nu lidt om. Hvor her er dejlige Træer!»

De strejfed omkring en god Stund, saa, hvad der var at se, nød en Forfriskning ved et Udsalg. Folk fulgte dem som sædvanlig med Opmærksomhed, Irgens var kendt ogsaa her. Aagot lagde Mærke til det og sagde næsten med et Udtryk af Respekt:

«Tænk, man kender Dem her ogsaa, Hr. Irgens!»

«Aa, kanske endel,» sagde han. «Vi er jo heller ikke saa langt borte fra Byen endnu. Desuden saa maa jo Folk kende sine Forfattere, naturligvis.»

225Aagot straaled. Gangen og Luften havde sat en mild Rødme i hendes Ansigt, paa hendes Mund, hendes Øren, ja, endog hendes Næse; hendes Øjne funkled viltre som et Barns. Hun kom til at huske paa, at hun ligefrem havde gjort en Grimase af Mishag, da hun saa, at der ogsaa var andre Mennesker paa Øen, hvad maatte Irgens tænke derom?

«Ja, det forundred mig et Øjeblik at finde saa mange Mennesker her, det er sandt,» sagde hun; «men jeg tænkte paa Dem. De fortalte, at De havde skrevet flere af Deres Digte her, og sligt noget troed jeg ikke, man kunde gøre i Støj.»

Hvor hun husked, hvor hun husked! Han saa betagen paa hende og svared, at det kunde man heller ikke, man kunde ikke skrive under nogen Forstyrrelse; men han havde sit stille Sted her, hvor der næsten aldrig kom et Menneske, det var over paa en anden Kant, skulde de gaa did?

Og de gik.

Det var ganske sandt et stille Sted, et rent Krat, nogle store Stene, Ener, Lyng, indelukket til to Sider. Her satte de sig. Langt borte saaes en liden Græsslette.

«Og her har De sidder og skrevet!» sagde hun. «Tænk, jeg synes, det er ganske underligt at vide det. Sad De netop her?»

«Ja, saa omtrent, vel.» svared han smilende.

«Ved De, det er en Nydelse for én at støde paa 226en saa umiddelbar Interesse som Deres. Den er formelig fugtig af Friskhed.»

«Og hvordan bærer man sig ad, naar man skriver? Kommer det?»

«Ja, det kommer. Man blir kært eller haardt berørt, og saa kommer det. Men saa gælder det om, at éns Ord kommer til at elske eller hade, som éns Hjærte elsker eller hader. Ofte standser det hele, man finder ikke Sprogets ladeste Ord til at udtrykke Deres Haands Stilling dèr, man mangler Betegnelsen for den fine Glæde, Deres Latter vækker i én… Ja, dette er bare Eksempler, forstaar De,» lagde han hurtigt til.

Saa blev hun siddende at tænke paa dette. Hun havde Hænderne foran sig og saa ned.

Solen daled sagte, der iled en Dirren gennem Træerne, alt var stille.

«Hør!» sagde han, «hør, hvor Larmen koger inde i Byen!»

«Ja,» svared hun sagte.

Han lagde Mærke til, at Kjolen strammed nedad hendes Knæ, han fulgte Knæets bedaarende Linje, saa, hvor hendes Barm steg og sank, iagttog hendes Ansigt med det kære smilehul; denne noget store, uregelmæssige Næse paavirked ham, jog Blodet op i ham. Og han sagde, idet han flytted sig nærmere hen imod hende, med lidt famlende Ord, afbrudt:

227«Nu er dette de Saliges Ø, og Stedet her hedder Aftenlund, Solen daler, vi sidder her, Alverden er borte, dette er ligefrem min Drøm. Sig, forstyrrer det Dem, at jeg taler? De sidder saa hensunken… Frøken Lynum, nu er der ingen Raad med mig, jeg overgiver mig til Dem. Jeg har en Følelse af, at jeg ligger dèr for Deres Fødder og siger dette, skønt jeg sidder her…»

Denne pludselige Overgang i hans Tone, de dirrende Ord, hans Nærhed slog hende med en kort, stupid Forbauselse, hun saa paa ham et Øjeblik forinden hun fik sagt noget. Saa begyndte hendes Kinder at anløbes rødt, hun vilde rejse sig og sagde med det samme:

«Hør, Irgens, skal vi ikke gaa?»

«Nej!» svared han. «Nej, ikke gaa!» Han holdt hende fast i Kjolen, slog Armen om hendes Liv og holdt hende tilbage. Hun stritted imod, rød i Ansigtet, leende forlegent ud i Luften, mens hun stadig arbejded med at faa væk hans Arm.

«Jeg mener, De er gal,» sagde hun hele Tiden, «jeg mener, De er gal, Irgens!»

«Hør, lad mig ialfald sige Dem noget,» bad han.

«Ja, hvad er det?» sagde hun, og hun lytted virkelig, holdt Hovedet bort og lytted.

Saa begyndte han at tale, med hastige og usammenhængende Ord, hans Hjærteklap skalv 228i hans Stemme, han var fuld af Ømhed. Hun saa jo dog, han vilde ikke noget andet, blot fortælle hende, hvor usigelig glad han var i hende, hvor han var overvunden, aldeles overvunden, som aldrig nogensinde før. Hun kunde tro ham, dette havde ligget og groet i hans Hjærte længe, allerede siden den første Gang, han saa hende; han havde stridt en Strid forat holde det inden Grændser, men en saadan Strid havde jo ikke meget paa sig, det var sandt, det var altfor kært at give efter, og man gav efter, man stred med stadig slippende Tag. Nu var det kommet til Enden, han havde ikke mere at give efter, han var afvæbnet aldeles… «I Guds Navn, Frøken Aagot, lad mig høre et tilgivende Ord af Dem ialfald! Tro mig, det er ikke min Vane at overfalde Alverden med Kærlighedserklæringer, jeg er i Virkeligheden en lidt stiv Natur, enten det nu er en Fejl eller et Fortrin ved mig. Men naar jeg har talt til Dem, som jeg har gjort nu, saa maatte De forstaa, at jeg har været noksaa nødt til det, havt en Nødvendighed til det. Sig, kan De ikke forstaa det? Nej, jeg tror, mit Bryst gaar istykker…»

Stadig med bortbøjet Overkrop havde hun nu vendt Ansigtet og sad og saa paa ham; hendes Hænder havde ophørt at arbejde, de var blevne hvilende paa hans, der endnu omslutted 229hendes Liv, hun kunde tydelig se paa hans Strube, hvor hans Blod slog. Saa satte hun sig ret, og han holdt fremdeles om hende, hun syntes ikke at føle det mer, men greb sine Handsker, der laa ved Siden af hende, og sagde med bævende Læber:

«Ja, Irgens, men dette skulde De alligevel ikke have sagt. Nej, skulde De vel? For jeg vilde ikke have havt det, jeg har ingen Raad med det, saa…»

«Nej, det skulde jeg vel ikke, jeg skulde ikke have sagt det, men.» Han stirred paa hende, ogsaa hans Læber dirred lidt. «Frøken Lynum, hvad vilde forresten De have gjort, naar Deres Kærlighed gjorde Dem til et Barn, formelig ruinered Deres Fornuft og forblinded Dem, saa at De ikke saa mere? Jeg mener…»

«Ja, men sig nu ikke mer!» afbrød hun. «Jeg forstaar Dem nok, men… Og forresten saa kan jeg ikke høre paa Dem heller.» Hun mærked, at han endnu havde sin Arm om hende, og med et Ryk flytted hun sig paany bort og rejste sig.

Hun var endnu saa forvirret, at hun ingenting foretog sig, men blev staaende der og se ned, hun børsted ikke engang Lynget af sin Kjole. Og da ogsaa han rejste sig efter hende, gjorde hun ikke Mine til at ville gaa, men blev stadig staaende.

230«Kære Irgens, jeg vil være saa taknemmelig, hvis De ikke fortæller dette til nogen. For jeg er saa bange,» sagde hun. «Og De skal jo ikke bryde Dem om mig mere, ved De. Jeg kunde ikke tro, at De brød Dem om mig heller, jo, jeg tænkte nok, at De var lidt glad i mig, jeg havde begyndt at tænke det; men ikke saa meget, troed jeg. Hvordan kunde han være meget glad i mig! har jeg tænkt… Men hvis De vil, saa skal jeg gærne rejse hjem til Thorahus en Tur…»

Han rørtes umiddelbart, han svælged, fik fugtige Øjne. Hendes forunderlig søde Snak, disse trohjærtede Ord, hele hendes Stilling, der var uden Angst, uden Skaberi, virked mere paa ham end alt andet, hans Følelse blussed i ham, slog op i lys Lue: Nej, nej, ikke til Thorahus, ikke nogen Steder, bare være her! Han skulde nok beherske sig, vide at beherske sig, hun maatte blot ikke rejse. Aa, om han blev helt gal, om han gik tilbunds, vilde han heller have hende her.

Han vedblev at tale, idet han børsted hendes Kjole. Hun maatte forlade ham alt, han var ikke som alle andre, han var Digter, naar Øjeblikket var der, saa gav han sig hen. Men hun skulde ikke faa Grund til at beklage sig mere, naar hun bare ikke rejste… Vilde det forresten ikke være det allerringeste ivejen fra 231hendes Side at rejse, ikke en Smule? Aa, nej, der vilde vel ikke det, han gjorde sig ingen Indbildninger…

Pause. Han vented, at hun dog vilde svare, modsige ham lidt; det vilde maaske gøre hende noget ondt at rejse til Thorahus. Men hun taug. Var han da totalt ligegyldig for hende? Umuligt! Men denne Tanke begyndte at pine ham, han saaredes, stødtes, fandt sig næsten forurettet af hende. Han gentog sit Spørgsmaal: var der virkelig ikke en liden Gnist af Gengæld hos hende for al hans Kærlighed?

Hun svared mildt, vemodigt:

«Nej, De maa ikke spørge. Hvad tror De, Ole vilde sige, hvis han hørte det?»

Ole? Han havde ikke et Øjeblik tænkt paa ham. Stod han da virkelig og skulde optage Konkurrencen med Ole Henriksen? Det var for latterligt, og han kunde ikke tro, at hun for Alvor mente det. Herregud, Ole kunde være god for sig, han solgte og købte, han gik sin Kræmmergang gennem Livet og betalte sine Regninger og lagde nye Skillinger til sin Formue, det var alt. Havde virkelig de mange Penge nogen Betydning for hende? Gud ved, kanske var der i dette lille lyse Hoved et forstukket Hjørne, hvor Tanken tumled med 232Kroner og Øre ogsaa, saa umuligt som det hørtes.

Irgens taug et Øjeblik, Skinsygen begyndte at arbejde i ham, Ole var istand til at holde fast paa hende, hun vilde maaske endog foretrække ham, han var blaaøjet og høj, hans Øjne var sære.

«Ole?» sagde han. «Det er mig jo ligegyldigt, hvad han vilde sige. Ole er ikke til for mig, det er Dem jeg elsker.»

For første Gang gav det et lidet Ryk i hende, hun blegned, fik en Rynke over Næsen og begyndte at gaa.

«Nej, dette er for daarligt!» sagde hun. «Dette skulde De heller ikke have sagt. Det er mig, De elsker? Ja, men saa sig det dog ikke mer.»

«Frøken Aagot, bare ét Ord: er jeg virkelig aldeles ligegyldig for Dem?»

Han havde lagt Haanden paa hendes Arm, og hun maatte se paa ham. Han var saa voldsom, han behersked sig aldeles ikke, som han sagde, nu var han ikke smuk.

«Dette Spørgsmaal skulde De ikke gøre mig, jo,» svared hun. «Jeg elsker jo Ole, det forstaar De vel.»

Solen sank alt mer og mer, Menneskene havde forladt Øen, kun hist og her gik endnu en forsinket Spadserende udad Vejen, der førte 233ind til Byen ad Landsiden. Irgens gjorde ingen flere Spørgsmaal, han taug eller talte det nødvendigste, hans Sindsbevægelse gjorde hans Øjne meget lyse. Aagot prøved forgæves at faa en Samtale til at gaa, hun havde selv mere end nok med at holde sit Hjærte roligt, og han saa det slet ikke, han var bare optagen af sin egen Sorg.

Da de sad i Baaden, sagde han:

«Ja, De vilde kanske helst have kørt ind til Byen igen, alene? Her turde kanske være en Vognmand endnu…?»

«Nej, Irgens, vær ikke slem!» svared hun.

Hun kunde ikke holde sine Øjne tørre længer, hun tvang sig til at tænke paa ligegyldige Ting forat stive sig op, stirred bagud paa Øen, som de forlod, fulgte med Blikket en Fugl, der fløj udefter Fjorden. Og endnu med fugtige Øjne spurgte hun:

«Hvad er det? Er det Vand, det sorte derhenne?»

«Nej,» svared han, «det er Eng, grøn Eng, den har ligget i Skygge, det er Duggen, som gør den saa sort.»

«Tænk, jeg syntes, det var Vand!» Men da det nu var umuligt at sige noget mer om denne grønne Eng, som laa i Skygge, gik hun lige løs paa Sagen og sagde: «Hør, lad os tale sammen igen, Irgens! Ikke sandt?»

234«Jovel,» svared han. «Lad os for Eksempel sige hver vor Mening om de Skydotter dèr paa Himlen. Jeg synes, de ligner svære Fregner, Udslæt…»

Hun hørte godt, at hans Tone var kold, isende kold; men hun svared alligevel smilende:

«I mine Øjne ligner de nu mere Skydotter alligevel.»

«Ja,» sagde han, «jeg har ikke Haab om at kunne finde de rammende Betegnelser just nu, jeg er virkelig lidt for sløv, Frøken Lynum. Vær lidt rimelig og bær over med mig for denne Gang, vil De det? Ja De maa ikke tro, at jeg er Døden nær, men… jeg dør i det hele taget ikke let, men…»

Han roed stærkt, de nærmed sig Bryggen. Han lagde Langsiden til, traadte op paa Trappetrinnet og hjalp hende iland. De var begge uden Handsker endnu, hendes varme Haand hviled i hans, hun benytted Anledningen til at takke ham for Turen.

«Og jeg beder Dem glemme, at jeg har overfaldt Dem med mine Hjærteanliggender,» sagde han, «Kære tilgiv det!»

Og uden at vente paa hendes Svar, tog han Hatten af, sprang ind i Baaden igen og stødte paany ifra.

Hun havde standset oppe paa Bryggen, hun saa, at han igen gik i Baaden, og hun 235vilde raabe til ham, spørge, hvor han agted sig hen, men opgav det. Han saa hendes lyse Nakke forsvinde indad Bryggen.

Egentlig havde han ikke ment noget med at stige i Baaden igen, han gjorde det af Forlegenhed, i Øjeblikkets Bevægelse og Hast, uden Tanke paa at ville foretage sig noget ekstra. Han greb Aarene og roed ud, ud paa Vandet, henimod Øen igen; Aftenen var lige stille. Nu, da han var alene, greb Fortvivlelsen ham haardt; atter en Skuffelse, atter et Fald, det værste! Og ingen Stjærne i den hele Nat! Han husked et brat Øjeblik Hanka, som kanske havde været og søgt efter ham idag, ja, som kanske gik og søgte efter ham et eller andet Sted endnu. Nei, Hanka var ikke lyshaaret, Hanka var mørk, hun straaled ikke, men hun betog. Men hvordan var det, stødte hun ikke lidt med Maven, naar hun gik? Hanka havde ikke Aagots Gang, hun stødte med Maven. Og hvoraf kom det, at hun ikke mere kunde faa det til at risle i hans Bryst, naar hun lo?

Han lagde Aarene ind og lod Baaden drive; det tog paa at mørkne lidt. Hans Hoved var fuldt af Tanker, en Mand paa det vildene Hav, en slagen Kejser, Lear, mange, mange Tanker. Han satte sig bag i Baaden og begyndte at skrive, skrive Vers paa Vers, paa Bagsiden af et Par Konvolutter. Gudskelov, hans Talent 236kunde man ikke fratage ham! Og ved Tanken herom, skalv atter en inderlig Følelse af Lykke gennem ham.

Han tændte en Cigar og blæste Røg ivejret. Egentlig var han dog en mærkelig Mand, en Digter, bare Digter! Nu laa kan her og drev i en Baad, og hans Hjærte led, og hans Blod var hedt i ham af Smærte; men han digted alligevel, det kunde han ikke lade være, han laa og søgte efter Ord, vejed og valgte Ord, og hans Hjærte led, og han var aldeles syg af Sorg. Det kunde man kanskesig kalde Kraft.

Og han skrev igen…

Det var sent paa Nat, da han roed iland. Han saa Milde oppe i en Gade, det var med Nød, han selv kunde undgaa at blive opdaget. Milde var i Stemning og havde en Pige under Armen, hans Hat sad helt paa tre Haar, han talte ganske højt i Gaden. Et nyt Korset! tænkte Irgens; ja, ja, nu kan han atter dyrke dette sit frodige Talent, han har faaet Stipendiet at rutte med!

Og Irgens sneg sig ind i en Sidegade. Men da han var kommet til «Hjørnet», skulde han til alt Uheld træffe Øjen. Hvor han dog var ilde ude idag, i hele Dag! Øjen rev straks Kappen op og haled frem et Manuskript. Det var bare et kort Prosadigt, jo, jo, han 237maatte faa læse det, nu med det samme, det var ægyptisk, foregik i et Gravkammer, var stivt og naivt i Tonen, mærkeligt. Men Irgens, som var lige saa optagen af sit eget Digt, som den anden af sit, stak ogsaa Haanden i Lommen. Han havde gaaet og glædet sig til at faa komme hjem rigtig fort og faa læse sit Digt igennem i al Ro, han blev utaalmodig, han glemte sin Fornemhed og sagde:

«Tror du ikke, at jeg ogsaa kan hale Papirer op, hvis jeg vil?»

Øjen bøjed sig straks, han var aldrig før bleven saaledes beæret af Irgens, dette var usædvanligt. Og han foreslog, at de skulde gaa over i Lunden og finde en Bænk.

«Nej,» sagde Irgens saa, «det er ikke noget at gøre Stas af just, det er bare en Stemning.» Men han fulgte alligevel med til Bænken. Og da han satte sig, var han atter saa overlegen, at han kunde sige temmelig ligegyldigt: «Ja, hvis du endelig gider høre, hvad Bagsiden af et Par gamle Konvolutter kan indeholde, saa.»

Og han læste:

Ud glider Jollen
ved Midnatstide,
og alt er stille
saa vide, vide,
238og Natten lukker
sig allevegne,
mens Jollen vugger
til Havskæregne,
til Havskæregne, til fjærne Øer.

Jeg hører Lyden
af andre Joller,
to Slag med Aarer
mod Aaretoller?
Ak, nej, de Slag er
saa bittert begge
mit Hjærtes Ho-Ho
mod Brystets Vægge,
de dumpe Ho-Ho, som aldrig tier.

Og nys hun sad her,
mit Livs Sirene.
Saa fløj hun bort, og
jeg blev alene.
Det tog min Aande,
hver Glæde drukned,
og alle Stjærner
og Sole slukned.
Nu driver Jollen for alle Vinde.

*

Sig, er der ikke en Ø derude?
Her flyver Fugle, og Kysten stiger,
og Bjærge blaaner i varme Riger.
Glid ganske sagte, saa saare sagte, min lille Skude!

239Her er de Saliges vinblaa Høje.
Og Latter lyder, og Glæder buldrer,
der staar et Følge af vilde Huldrer,
med Smil om Munden, som hvide Stjærner mod Slottets Fløje.

Og glid, min Jolle, saa lulle, lulle!
Nu blusser Smilet, nu gløder Vinen,
og Huldrer spiller paa Mandolinen.
Lad Sorgen fare, lad Sorgen fare og Jorden rulle!

*

Og Jollen vugger i Midnatstide
ved Havskæregne,
og alt er stille saa vide, vide
og allevegne.

En Fugl slaar op som en Splint og dirrer
hen ind i Natten,
en Fristerinde, en sød Forvirrer
har vel forladt den.

Saa find en ny paa din Vej og tag den,
imens du bier…
Og Nattens Lyddulm slaar sammen bag den,
og alting tier.

Tidemand var fremdeles tilfreds med Tingenes Gang, saaledes gjorde han gode Forretninger med Is paa England. Han satte heller ikke megen Lid til Rygterne om, at den rigelige Regn i Rusland havde forandret Udsigterne for Aarets Høst til det bedre. Der havde regnet, javist; men Faktum var, at Rusland den Dag idag var stængt, absolut stængt, der kunde ikke lures en Sæk Korn ud af Landet, om man vilde veje den op med Guld. Og Tidemand holdt sine faste Priser, han solgte nu og da Sække Rug ud paa Landet, men hans vældige Oplag svandt næsten ingenting ind derved, der maatte komme Kornmangel, Panik, før han kunde tale om nogen Afsætning af Betydning. Det hasted heller ikke, Tiden var ikke inde. Nej, vent bare til Vinteren!

Og Tidemand lod Dagene gaa. Han var som sædvanlig stærkt rændt paa Dørene af 241Skippere, Skibsredere og Agenter af alle Slags; man kom til ham med Lister til Paategning, med alskens Forslag, hans Navn blev forlangt, han maatte tage Aktier. Intet kunde sættes i Værk uden Handelsstandens Hjælp, og man henvendte sig især til de Unge inden denne, de Driftige, som tumled med Planer og Penge, og som desuden havde lært sine Ting. Der var nu den elektriske Sporvej, det nye Teater, det nye Træsliberi i Vardal, Trankogeriet i Henningsvær, altsammen skulde have sine Navne, sit Stempel af Byens Forretningsmænd. Baade Tidemand og Ole Henriksen var saa at sige selvskrevne Aktieejere til Stadighed.

Dette skulde bare min Fader i Kødet have set! sagde Tidemand ofte for Spøg, naar han skrev sig paa. Det var bekendt om hans Fader, at han havde været over al Maade gærrig, han var en af Fortidens gamle Hædershøkere, som gik omkring med Fangskind og Halværmer og vejed nøjagtigen Gryn og Sæbe i Lod. Han timedes ikke at klæde sig anstændigt, hans Sko var endnu et Ordsprog, Tæerne stak ud, og naar han gik, var det som om disse Tæer ledte efter Kobberskillinger paa Fortougsfliserne. Sønnen slægted ikke Faderen meget paa, hos ham var Horisonten brudt, den havde slaaet vide Revner og aabned ham Udsigter, hans lyse Handelshoved var anerkendt.

242Nu var netop Ole Henriksen kommet ind til ham paa Kontoret og var atter begyndt at tale om det nye Garveri, som der var en slig udmærket Beliggenhed for oppe ved Thorahus. Dette Foretagende vilde engang blive til noget, der var ingen Tvivl derom; de store Skoge fældtes Aar for Aar, Tømmeret solgtes til Ind- og Udland, to Toms, tre Toms Afskær og Top blev liggende tilbage i Skogen til ringe Nytte. Hvilken Enfoldighed! Granbark indeholdt indtil tyve pro Cent Garvestof, hvad om den blev opsamlet, bragt i Værdi?

Man fik se, hvad der kunde gøres til Vaaren…

Ole Henriksen saa noget overarbejdet ud, han havde ogsaa altfor liden Hjælp; naar han nu skulde til England, fik han give sin Førstemand Prokura og sætte ham noget ind i Kontorarbejdet. Det var ellers gaaet saa let for Ole at arbejde, siden Aagot kom, hun havde altid været med og gjort den lille Hjælp, hun kunde; men nu havde Aagot været utilpas i et Par Dage og havde maattet holde Stuen. Ole savned hende, og det var ham paafaldende, hvor alting havde set lettere ud, naar hun var tilstede. Naturligvis havde hun været uforsigtig alligevel paa den Øtur i Forgaars og havde forkølet sig. Der saa man bare! Han havde saa gærne villet have hende med paa en Sejltur med den lille Lystjagt, 243men denne Sejltur havde nu maattet opsættes til næste Søndag. Han bad Tidemand om at blive med, der blev er syv, otte Stykker, de skulde koge Kaffe, kanske gik de iland paa et Skær.

«Og er du sikker paa, at Frøken Aagot blir frisk igen til den Tid?» spurgte Tidemand.

«Ja, det er jo ikke nogen Sygdom,» svared Ole, «det er bare lidt Ildebefindende, lidt Hovedpine, vel. Forresten kan hun slippe ud allerede imorgen, har Doktoren sagt.»

«Aa, ikke værre. Ja, slige Øture er farlige saa tidlig paa Aaret… Hvad jeg vilde sagt: Vil du ikke være saa snil at bede Hanka selv? Det er ikke sikkert, at jeg faar hende med… Og med Hensyn til det Garveri, saa faar vi se Tiden an et Aar. Det afhænger jo noget af Trælastpriserne ogsaa.»

Da Ole havde fundet Fru Hanka og indbudt ogsaa hende til Sejlturen, gik han hjem. Han grunded lidt over, hvad Tidemand havde sagt: at slige Øture kunde være farlige saa tidlig paa Aaret, Tidemand havde lagt en liden Betoning paa det, og Ole havde set paa ham.

Da han gik opad Trappen i sin Leilighed, traf han udenfor sin egen Entrédør Coldevin. De to Herrer blev staaende at se paa hinanden et Øjeblik. Coldevin tog endelig til Hatten og sagde noget forvirret:

244«Nej, jeg er jo gaaet aldeles galt, ser jeg, her bor nok ingen Ellingsen. Jeg leder efter en gammel Bekendt, Ellingsen. Det er ikke muligt at finde Folk hjemme her i Byen, de holder til paa Kaféerne, jeg har ledt højt og lavt. Undskyld forresten, De bor altsaa her, Hr. Grosserer? Det var da besynderlige, at netop De skulde bo her… Hvordan lever Frøkenen?»

«Har De ikke været inde?» sagde Ole. Han observered, at Coldevin nylig maatte have været i stærk Bevægelse, hans Øjne var rødrandede, vaade.

«Inde? Nej, Gudskelov, jeg var da ikke saa gal at ringe straks, der er kanske ogsaa syge Folk i Huset? Nej, jeg stod netop og læste her paa Dørpladen, da De kom… Og De lever vel, Hr. Grosserer? Og Frøkenen?»

«Jo, Tak. Ja, Aagot har været lidt daarlig, men. Vil De ikke se ind? Aa, gør det, hun sidder inde.»

«Nej, nej, Tak, ikke nu. Nej, jeg maa prøve at finde min Mand, det haster lidt.» Coldevin hilste og gik nogle Trin nedad Trappen. Saa vendte han sig om igen og sagde: «Ja, det er altsaa ikke noget farligt med Frøken Aagot da? Jeg synes ikke, at jeg har set hende i nogle Dage, jeg har set Dem som snarest et Par Gange i Gaderne, men ikke hende.»

245«Nej, det er ikke noget farligt; imorgen kommer hun ud igen. Nej, det var vel lidt Forkølelse formodentlig.»

«Ja, De maa undskylde, at jeg graver og spørger saa ubeskedent,» sagde Coldevin nu med sin sædvanlige Ro. «Jeg havde blot tænkt at skrive hjem, skrive til Sorenskriverens iaften, og saa var det jo morsomt at kunne hilse. Beder saa mange Gange om Undskyldning.»

Coldevin løfted igen sin Hat og gik.

Ole fandt sin Forlovede i hendes eget Værelse, hun læste. Da Ole kom, kasted hun Bogen hen paa Bordet og fløj ham imøde. Hun var frisk, ja, aldeles frisk; føl Pulsen, hun havde ingen Feber mer! Aa, hvor hun glæded sig til Søndags! Ole foreholdt hende paany, hvor forsigtig hun maatte være, hun skulde værsaagod klæde sig anderledes godt til Sejlturen, forstod hun det? Tidemand havde ogsaa sagt, at det var gruelig farligt med slige Ture saa tidlig paa Aaret.

Og saa skulde hun være Værtinde! sagde han. Tænk, saa nydeligt! Lille Frue, lille Frue! … Hvad var det forresten for en Bog, hun netop læste i?

«Aa, det var bare Irgens’ Digte,» svared hun.

«Ikke sig ‘bare’ om Irgens’ Digte,» sagde han. «Ikke sandt, du syntes jo ogsaa selv, at de var saa vakre?»

246«Ja, men nu havde jeg altsaa læst dem før, jeg kendte dem, det var derfor jeg sagde ‘bare’… Værtinde, siger du? Ja, Gud ved, hvad Slags Værtinde jeg blir! Skal der være megen Stas?»

«Er du gal, megen Stas? En Sejltur, forstaar du, Kaffe, Pjolter og Smørogbrød… Hør, det er sandt, jeg traf Coldevin her ude paa Trappen, han gik og ledte efter en Mand, han vilde slet ikke ind.»

«Bad du ham med til Sejlturen?» raabte Aagot. Og hun blev meget skuffet, da Ole ikke havde husket det. Han maatte love at gøre alt forat finde Coldevin i Ugens Løb.

*

Lørdag Aften sent ringte Tidemand paa hos Henriksens og bad om at faa tale med Ole. Nej, Tak, han vilde ikke ind, det var saa sent, han havde bare en liden Sag at forhandle med Ole om.

Da Ole kom ud, saa han straks, at noget alvorligt var ivejen, han spurgte, om de skulde gaa ud eller stige ned i Kontoret, og Tidemand sagde, at det var ligegyldigt for ham. Saa begav de sig ned i Kontoret.

Tidemand lagde et Telegram paa Pulten og sagde dæmpet:

247«Det gik ikke rigtig godt med min Rughandel alligevel, Ole. I dette Øjeblik er Rug normal, Rusland har ophævet sit Udførselsforbud.»

Rusland havde ganske rigtig taget sit Forbud tilbage. De uventet gode Udsigter, man nu en Tidlang havde havt for Aarets Høst, var ikke blevne gjorte tilskamme, og dette i Forening med de velsignet store Beholdninger af magasineret Korn fra forrige Aaringer havde overflødiggjort den russiske Regerings strænge Forholdsregler; Hungersnøden var ophørt, Udførselsforbudet erklæret hævet, Rusland og Finland var atter aabne. Dette var Telegrammets Indhold.

Ole sad en Stund stum. Dette var et voldsomt Slag. I hans Hoved fløj i et Øjeblik allehaande Tanker om: hvad om Telegrammet var løgnagtigt, et Børsfif, et købt og betalt Forræderi? Og han saa igen paa den solide Agents Underskrift og kunde ikke fatte Mistanke til ham. Men havde man nogensinde hørt Magen? Et Lands Regering havde holdt sig selv for Nar og foretaget selvødelæggende Manøvrer ganske med aabne Øjne! Det var værre end i 1859, da ogsaa et Forbud var bleven hævet midt i Høsten og havde rystet Markederne sønder og sammen. Ja, men da var der Krig…

248Den lille Klokke paa Væggen tikked og gik, tikked og gik i Tausheden.

«Du kan vel stole paa Telegrammet?» sagde Ole endelig.

«Ja, Telegrammet er nok paalideligt, desværre,» svared Tidemand. «Min«Min] rettet fra: Min (trykkfeil) Agent telegrafered to Gange igaar: Sælg, sælg! Jeg solgte ogsaa det lille, jeg kunde, solgte med Tab, solgte under Dagens Priser; men hvad forslog det? Jeg tabte voldsomt igaar, kan du tro!»

«Ja, gaa nu ikke hen og overil dig, lad os overveje Tingen. Hvorfor kom du ikke til mig straks igaar forresten? Det havde jeg ventet, Andreas.»

«Nej, jeg burde jo ikke have kommet til dig iaften heller med en slig Nyhed, men…

«Ja, en Gang for alle,» afbryder Ole, «jeg vil hjælpe dig alt, jeg kan. Alt, jeg kan, forstaar du. Og jeg kan jo ikke saa rent lidet.»

Pause.

«Ja, du skal have Tak… og Tak for alt! Jeg forstod nok, at jeg ikke vilde gaa uhjulpen fra dig, men. Jeg vil være glad, om du kunde overtage nogle af mine Sager… af dem, som der ikke er nogen Resiko ved, Aktier og sligt noget…»

«Nej, dem kan hvemsomhelst skille dig af med. Jeg overtager simpelthen Rug. Vi daterer Papirerne for i Forgaars, for min Faders Skyld.»

249Tidemand rysted paa Hovedet.

«Nej, aldrig!» sagde han. «Tror du, jeg har ophørt at være Handelsmand? Jeg skal dog ikke have noget af at trække dig med mig.»

Ole saa paa ham, Aarerne arbejded i hans Tindinger.

«Du er en Tosk!» sagde han forbittret. «Tror du, jeg er saa let at trække med?» Og Ole svor, rød i Ansigtet, lige under Tidemands Næse: «Jeg skal Fan søkke mig vise dig, hvor let jeg er at trække med!»

Men Tidemand var ubevægelig, ikke engang Oles Forbittrelse fik ham til at give efter. Nej, han forstod Ole, hans Formue var kanske ikke saa liden, men han overdrev vistnok, naar han lod som om den raged vældigt op; Ole skrød ene og alene forat være ham tilhjælp, det var Sagen. Og desuden vilde Rug synke med rivende Fart fra imorgen af, det var ikke engang Handel mellem Uvenner at sælge Rug nu til Forgaarsdagens Pris.

«Men hvad vil du da? Vil du standse?» spurgte Ole hidsigt.

«Nej,» svared Tidemand, «Jeg tror ikke, at jeg behøver det. Isen paa England er mig virkelig til lidt Hjælp, ja, den er ikke stor, men Kroner er Penge nu for mig. Jeg skal indskrænke min Bedrift foreløbig, jeg vil sælge det, jeg kan sælge, rejse lidt Kontanter. Jeg vilde høre, om 250du kanske kunde købe… du kunde faa Brug for det nu, naar du gifter dig… for vi bruger det nu slet ikke alligevel, saa det kan være det samme…»

«Hvad er det, du taler om?»

«Jo, du kunde kanske købe Landstedet nu, naar du gifter dig, jeg tænkte mig det.»

«Landstedet? Vil du virkelig sælge det?»

«Jeg maa.»

Pause. Ole mærked, at Tidemands Sikkerhed begyndte at klikke.

«Det er godt,» sagde han, «jeg beholder dit Landsted. Og den Dag, du kan købe det tilbage, er det tilsalgs. Jeg har paa Følelsen, at det ikke varer nogen Evighed.»

«Ja, det maa Vorherre vide. Men ialfald saa gør jeg nu, hvad jeg bør og kan. Jeg er saa glad, fordi du kommer til at eje Stedet. Det er vakkert der, det var ikke med min Vilje, at vi blev borte derfra i Sommer… Naa, ja, ja, dette letned mig lidt, nu faar vi se. Jeg haaber, at jeg ikke behøver at lukke, det vilde blive for svært. Og værst for Børnene, værst for Børnene.»

Ole tilbød atter al sin Hjælp.

«Ja, Tak,» sagde Tidemand, «jeg tager ogsaa imod alt, hvad du kan gøre for mig med Rimelighed. Men Tab er nu Tab alligevel, ved du, og selv om jeg kan holde det gaaende uden 251Fallit, saa er jeg jo lige fuldt en fattig Mand for det. Jeg ved ikke, om jeg ejer en Hvid nu… Det var en Guds Lykke, at ikke du blev med paa Rugen, Ole, det var virkelig et saare Held, jeg er ialfald glad forsaavidt… Ja, ja, nu faar vi se, som sagt.»

Pause.

«Ved din Kone om dette?» spurgte Ole.

«Nej, jeg fortæller hende det efter Sejlturen…»

«Sejlturen? Ja, den aflyser jeg naturligvis nu.»

«Nej,» sagde Tidemand, «jeg vil bede dig om ikke at gøre det alligevel. Hanka har talt meget om den, hun har glædet sig overordentlig til den. Nej, jeg vil tværtimod bede dig om at lade som intet imorgen, være saa tilfreds som du kan; jeg skal rigtig forskylde dig for det af al min Ævne. Naturligvis nævner vi ikke min Ulykke med et Ord.»

Tidemand stak Telegrammet i Lommen og tog sin Hat.

«Ja, undskyld, Ole, at jeg kom og forstyrred dig. Jeg gaar ialfald gladere bort end jeg kom. Tak for al din Hjælp. Kommer jeg nogensinde i den Stilling igen, saa… men det gør jeg kanske ikke… men da skulde jeg huske dig for det.»

«Herregud, saa staa dog ikke der og snak slig; jeg troed ikke, at det skulde være nødvendigt 252mellem os… Forresten tør du forestille dig Ulykken lidt større end den er, ja, det ved jeg ikke, men…»

«Ja, Isen gaar udmærket, det er rent utroligt, jeg er glad for, at jeg har den. Naturligvis er det Bagateller, men det hjælper paa. Og naar nu Landstedet kommer i dine Hænder, saa… Ja, ja, Ole, saa faar jeg hæve lidt paa dig, naar jeg nu trænger det som værst. Og Godnat for iaften.»

«Du lukker ikke, Andreas, det siger jeg dig!» sagde Ole efter ham for sidste Gang.

Om Ny Jord

Romanen Ny Jord kom ut i 1893 og utgjør sammen med Redaktør Lynge fra året før Hamsuns forsøk på å skrive tendenslitteratur.

Handlingen er lagt til Kristiania rundt 1890, og det er det unge og dekadente forfatter- og kunstnermiljøet som får gjennomgå. Dikteren Irgens befinner seg i sentrum av kretsen, hvor alle kniver om heder, stipender og de rikes gunst. Romanen inneholder også kjærlighetsdramaer.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1893 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook