Milde og Gregersen vandred nedad Gaden, de kom fra en Bodega, det var bleven Pjoltertid, og de stævned nedad mod Grand. De talte om Mildes Portræt af Paulsberg, som nu var bleven indkøbt af Nationalgalleriet, om Skuespiller Norem og en Kammerat af ham, som var blevne fundne i Rændestenen igaaraftes og bragt op paa Raadstuen, om Fru Hanka, om hvem det nu fortaltes Byen rundt, at hun endelig havde flyttet bort fra sin Mand. Ja, var der at vente andet? Havde hun ikke holdt trolig ud i fire Aar nede i den Butik? De to Venner spurgte hinanden efter Fru Hankas Adresse, de vilde hilse paa hende, lykønske hende, hun maatte dog se, at hun havde deres Sympati. Men ingen af dem vidste Adressen.

De var forøvrigt optagne af Situationen. Situationen var nu den, at Stortinget var gaaet hjem uden at have sagt Slag og Punktum, 342ganske uden at have sagt det. Nej, Gazetten havde fraraadet det i sidste Øjeblik, den slog paa Ansvaret, paa Ubetimeligheden af en reel Udfordring; da Bladet havde drevet Ophidselsen op til en vis Grad, lagde det sig bagud og fragik sit forrige Standpunkt, som sædvanlig.

«Nej, hvad Fan skal vi gøre, vi med vor Krigsmagt!» sagde Gregersen fra Gazetten med Alvor og Overbevisning. «Vi faar pent vente saalænge.»

«Ja,» sagde Milde ogsaa, «der er nok ikke andet at gøre.»

De gik ind i Grand. Der sad allerede Øjen med sine Hængeskuldre og sin røde Lorgnetsnor. Han udvikled for sine stadige Ledsagere, de to maskinklippede Poeter, hvad han havde paa Stabelen af ny Digtning, tre eller fire Prosadigte: en sovende By, Valmuer, Babels Taarn, en Billedtekst. Men tænk Dere Babels Taarn, bare den Arkitektur! Og med en nervøs Bevægelse tegned Øjen en Spiral opover sit Hoved.

«Den Gestus var for hurtig,» afbrød Gregersen. «Du tænker dig vel ikke Babels Taarn som nogen Urfjær? Nej, saaledes skal det tænkes, en Spiral i vældig Ro.» Og Gregersen gjorde nogle umaadelige Ringe omkring sig.

Kort efter kom Paulsberg og Frue, nu slog man to Borde sammen og danned Koloni; 343Milde forlangte Fortæring for samtlige, han havde endnu Penge tilbage af første Halvdel af Stipendiet. Paulsberg kunde ikke bare sig, men overfaldt Gregersen straks for Gazettens sidste Politik. Han havde jo for ikke længe siden selv skrevet en hvas Artikel i Gazetten, havde Bladet ganske glemt den? Og dengang var det dog enig med ham? Ja, hvorledes skulde det saa forstaas alt dette? Det begyndte snart at blive en Skam for ærlige Folk at sætte sin Pen i det Blad. Paulsberg var oprigtig harm og sagde sin Mening, i faa Ord.

Og Gregersen taug. Han svared blot, at Gazetten havde jo lagt frem sine Grunde, nu sidst i Dagens Numer…

Grunde? Ja, hvad Slags Grunde var det? Paulsberg vilde vise ham, hvad Slags Grunde det var. Opvarter, Gazetten for idag!

Og mens de vented paa Avisen, afgav ogsaa Milde Erklæring om, at Grundene var for bedrøvelige, de ligned ingenting. Der taltes om Østgrændsen, om forøget Hærhold, ja, ligefrem om andre Magters Indblanding.

«Og dog er det ikke længer end et Kvarter, siden du, Milde, var aldeles enig med Gazetten,» sagde Gregersen.

Men nu begyndte Paulsberg at læse op af Bladet Punkt for Punkt, han lo tyst og ondskabsfuldt, satte Fingeren som Mærke og saa 344op. Ja, var det ikke kosteligt, at et Blad som Gazetten slog paa Ansvaret? Hele denne Artikel var skreven for Abonnenterne… Og Paulsberg kasted Bladet ifra sig. Nej, man fik holde lidt, bitte lidt Hæderlighed i Livet. Denne idelige Offren til Pøbelens Smag trak simpelthen hele Landet ned. Han skulde ikke være bange for at gaa op i Gazetten imorgen den Dag og sige det.

Der blev ganske stille efter dette. Sjælden eller aldrig havde man hørt Paulsberg sige saa meget paa en Gang, alle saa paa ham, selv de øldrikkende Gæster ved Sidebordene stak Hovederne frem og lytted, hver og en kendte Paulsberg, og det havde sin dybe Interesse at høre, hvad denne Mand mente om Tingene. Jasaa, Paulsberg var ikke enig med Gazetten; der hørte man! En rigtig ærlig Mand kunde ikke skrive der mer.

Men den arme Journalist var greben han ogsaa af Paulsbergs alvorlige Ord, han holdt Gazetten mellem Fingrene, men han sagde sig principielt enig med Paulsberg, der var og blev noget, som hedte Hæderlighed, det kunde ikke nægtes. Rigtignok var det ikke ham, som havde lavet denne sidste Slinger i Gazetten; men han kunde som Medarbejder ikke vise ifra sig al Skyld.

345«Jeg kunde tænke mig,» slutted Lars Paulsberg med samme Alvor, «jeg kunde tænke mig, at havde visse Mænd og Blade holdt ud i Enighed dennegang, saa havde kanske Stortinget gjort noget, før det lusked af; vi havde efter al Sandsynlighed faaet en Slut paa vor ulykkelige Strid. Men visse Mænd og Blade havde sine egne Interesser for kære, og Stortinget sneg sig hjem. Nu burde der forordnes Landesorg efter de strængeste Regler forat vise Folk, at her tabte vi noget, satte vi noget til. Det er os, som Ungdom er, som kommer til at svide mest for Stregen.»

Atter Stilhed. Alle lagde sig paa Hjærte, hvad de hørte. Og Paulsbergs Ansigt udtrykte i denne Stund, hvor dybt han harmedes over Bladenes og Stortingets Adfærd, han glemte sin vanlige Positur med sænket Hoved og tankefulde Miner, som gjorde saa meget Indtryk paa alle, der saa ham, han var et indigneret og saaret Menneske, der løfted Ansigtet og sagde ifra. Først efter en lang Pause voved Milde sig til at smage paa sin Pjolter; de tre Prosadigtere sad endnu stumme. Men Journalisten, denne glade Knægt fra det harmløse Blad, kunde ikke længer holde det ud, han pegte paa et Avertissement i Gazetten og læste fnisende:

«En Pige, der vil dele Værelse med en 346anden, kan faa Plads… Hi-hi, en Pige, der vil dele Værelse med en anden…»

«Nej, Gregersen, husk paa, her er Damer tilstede,» sagde Fru Paulsberg ogsaa leende.

Saa var det forbi med Alvoret for den Gang, man begyndte at tale nogen hver, og selv Øjen dristed sig til at gratulere Paulsberg med hans Indlemmelse i Nationalgalleriet. Det var saa godt som en Indlemmelse i Akademiet. Naa, ja, det var ikke fortidligt, ikke for det.

Man fik mere Pjolter, megen Pjolter, Milde gav rundelig og klinked med hele Bordet. Gregersen drak sig lidt efter lidt i Humør igen, han tog paa at sige morsomme Ting, at vrænge Ord, som hans Vane var. Varmen steg i Lokalet, syntes han, der var daarlig Luft, en Blanding af alle Slags Lugter, baade Fiskelugter og forskellige Kødlugter. Gud ved, om Spytbakkerne havde været tømte idag… Gregersen gjorde ingen Omstændigheder med Samtaleæmnet.

Men nu vilde lille Øjen begynde at tale om Poesi igen. Milde kasted et Blik paa Paulsberg, der gren uvilligt, han var aabenbart ikke i Stemning til at høre Øjens Anskuelser om Poesi nu. Og Milde sagde rent ud, at nej, de skulde langt heller drøfte Suezkanalen.

Denne korte Afvisning krænked Øjen ganske overordentlig. Havde ikke hans to Elever siddet 347der og hørt den, vilde han have smilet og ladet den passere, nu kunde han ikke tie, han svared saa skarpt, som han kunde hitte paa, at det var en mærkelig Gave, Milde havde til at være uforskammet baade i Tide og Utide. Hvem havde nu spurgt ham om hans Mening om Baudelaire?

Men Milde svared igen, for han vidste, at han havde Paulsberg i Ryggen; der blev et af de sædvanlige Skænderier, kun grovere, mere ligefremt end nogensinde. Nu var ikke Fru Hanka længer der til at dæmpe Hidsigheden, der faldt korte og klare Ord, som ingen kunde misforstaa, ja, Milde talte tilsidst om Øjens Poesi som en ganske almindelig Baudelairesk Hjærnebetændelse. Herpaa svared ikke Øjen noget, men han satte Glasset haardt i Bordet, betalte med en Gang og gik. Han aksled sig hidsigt under den fine Kappe, da han skred henimod Døren. Hans to Ledsagere gjorde ham Følge.

«Han er aldeles uudholdelig den Mand med sine Prosadigte,» sagde Milde forat undskylde sig. «Jeg forstaar ikke, at han kan tale om sine egne Lapperier, naar der for Eksempel sidder en Mand som Paulsberg lige for Næsen af ham. Naa, forresten skal jeg nok faa ham blid igen; hvis jeg bare klapper ham paa Skulderen og beklager, at han ikke fik Stipendiet, saa.» 348Men lidt efter var Milde selv kommet til at tænke paa Fru Hanka, han sagde: «Jeg savner Fru Hanka her, hun er aldeles forsvunden, ingen ved hendes Adresse. Ja, Dere har vel hørt, at hun endelig er skilt fra Manden? Hun har lejet et Værelse, hun faar saa meget for Maaneden af sin Kræmmer.»

Da raabte Journalist Gregersen i et Anfald af Lystighed og Glæde:

«De sidder og sparker mig paa Læggene, Fru Paulsberg.»

«Nej, De maatte skamme Dem…»

«Jo, virkelig sandt, De sparker mig paa Læggene, under Bordet, he-he. Men jeg er ikke en principiel Modstander af at blive sparket paa Læggene af en smuk Dame, he-he, aldeles ikke af de allerprincipielleste Modstandere, nej…» Og Gregersen storlo over, hvad han havde sagt. Han kom ind paa sin Kæphest igen, Snærperiet, den Last, som for Tiden stod i Blomst herhjemme. Ja, var det ikke sandt? Kunde man røre sig, kunde man være Menneske? Nej, der slap du! Og Gregersen lo igen og var godslig.

Men Paulsberg, som havde siddet taus i lang Tid, og som desuden indsaa sin Uretfærdighed mod sin hjælpsomme Ven Journalisten ved at laste ham for Gazettens Politik, lo han ogsaa og var rigtig tilfreds med, at Gregersen 349kunde fornøje sig saa vel. Paulsberg klinked med ham, han havde jo ogsaa en Tjeneste at bede ham om igen, han vilde langtfra være Uvenner med Gregersen. Efter en kort Stund klinked han med ham paany og sagde rent ud:

«Ja, du forstod da vel for Pokker, at det ikke var dig, jeg vilde tillivs, da jeg skændte paa Gazetten, dig personlig?»

Og Gregersen, der var bleven fuld og snil, forstod alt, han klapped Paulsberg paa Skulderen og sagde bedste Ven, bedste Ven til ham. Hvad tog han ham for? En Dompap?

Nej, Paulsberg tog ham ikke for nogen Dompap, det skulde Gud vide. Og han fik Journalisten med sig hen i en Krog og sagde:

«Hør, gamle Kammerat, der stod fornylig en rosende Anmældelse i en tysk Avis af min Afhandling om Syndernes Forladelse, du kunde kanske se at smugle ind den en Dag? Du vilde gøre mig en stor Tjeneste. Jeg skal sende dig den oversat. Det har jo ogsaa sin Interesse for Folk at se, at nu begynder én at erobre Udlandet.»

Og Gregersen loved at gøre sit bedste, der skulde ikke mangle paa Vilje. Jo, naturligvis skulde Anmældelsen komme ind.

De gik tilbage til deres Stole. Men Milde, som havde Ørene med sig, havde hørt, hvad 350de to Venner talte om, og han var ganske sikker paa, at han ikke havde hørt fejl: Paulsberg vilde alligevel have en Omtale ind i det Blad Gazetten.

Nu havde Paulsberg egentlig udrettet sit Ærinde og vilde hjem. Men Milde var enfoldig og protestered. Gaa nu? Nej, ingen Streger. Dette var ikke retskaffent.

Paulsberg smilte taalmodig.

«Du kender mig nok ikke endda, du Milde,» sagde han. «Naar jeg har sagt en Ting, saa ved du jo, at jeg mener den.»

Og det burde Milde have vidst, men han forsøgte endnu engang at holde Paulsberg tilbage. Det hjalp ikke, han havde ikke Tid, han havde formeget at gøre, nu vilde ovenikøbet et Par Tidsskrifter have Bidrag, han var ganske overlæsset af Arbejde.

Paulsberg og Frue fortrak. Men just idet de gik, mødte de tre Personer i Døren, og de vendte om til Bordet igen med Tøjet paa, for dog at hilse paa gamle Bekendte. De tre Personer var Grande og Norem, de havde Coldevin med sig.

Fru Grande var derimod ikke med, Fru Grande var aldrig med.

Coldevin talte til de to, han fortsatte sin Samtale fra Gaden, hilste blot med et Nik til 351Selskabet og sagde, hvad han vilde, før han standsed. Advokaten, dette mærkelige Nul, som selv hverken sagde eller gjorde noget af Betydning, havde sin Fornøjelse af at høre denne Vildmand fra Landet tale. Han nikked og hørte paa, spurgte, modsagde, blot forat høre, hvad den anden vilde svare. Nu havde han truffet Coldevin højt oppe i Thranes Vej, han havde givet sig i Snak med ham, og Coldevin havde fortalt, at han snart skulde rejse fra Byen, rimeligvis allerede med Nattoget imorgen. Han rejste op til Thorahus igen, han vilde forøvrigt bare rejse didop og opsige sin Post som Huslærer, han havde faaet en Plads nordpaa, nu vilde han forsøge den. Men naar han nu saa at sige stod paa Faldrebet, saa maatte de virkelig have et Bæger sammen, sagde Advokaten, det var Skam ellers. Og Coldevin var endelig drevet med. De havde truffet Skuespiller Norem lige udenfor Grand.

Coldevin talte om Stortinget og Situationen han ogsaa, han anklaged atter Ungdommen, at den ikke havde rørt sig, ikke havde knyet under al den sidste Daarlighed. Gud hjælpe os, hvad Slags Ungdom havde vi ogsaa nu? Var den bare Afartning?

«Det spaar ikke godt for os igen nu, hører jeg,» sagde Milde sagte.

352Og Paulsberg tømte sit Glas og svared leende:

«Aa, Dere faar tage det med Taal, saa… Nej, vi faar se at komme hjem, Nikoline. Dette gider jeg ikke høre paa.»

Og Paulsberg og Frue forlod Grand.

Coldevin havde sat sig et Stykke borte, han saa ogsaa meget uhyggeligt ud, han gik i de samme Klæder, som han var kommet ind til Byen i ivaar, og hans Skæg og Haar var langt og uklippet. Klæderne var ganske udslidte og mangled Knapper.

Journalisten raabte ham alligevel nærmere hen til Bordet. Hvad vilde han drikke? Nej, bare Øl? Naa, som han vilde, men.

«Coldevin skal forlade os snart,» sagde Advokaten, «han rejser kanske imorgen, vi skal have os et Bæger sammen iaften… Flyt Dem hid, Coldevin, her er god Plads.»

«Og du, Norem,» sagde Milde, «hvad Satan er det, vi hører om dig? I Rændestenen, i hjælpeløs Tilstand i Rændestenen?»

«Ja,» svared Norem, «hvad saa?»

«Nej, det har du Ret i, men.»

Coldevin kasted et ligegyldigt Blik rundt i 354Kaféen. Den lange, skaldede Huslærer saa ikke ud til at have havt det for godt under sit Byophold, han var bleven jammerligt smal og mager, og under hans ulmende Øjne laa blaa Skygger. Han drak med Begærlighed af sin Sejdel og sagde endog, at det var længe siden Øl havde gjort ham saa godt. Han var ganske taknemmelig.

«Nej, forat komme tilbage til vor Samtale,» sagde Advokaten, «saa kan man ikke uden videre sige, at vi rider paa Stumperne, vel? Det unge Norge er nu ikke saa elendigt heller.»

«Nej,» svared Coldevin, «man skal ikke sige nogen Ting uden videre. Man maa prøve at søge tilbage til det Tilgrundliggende i en Tilstand…»

«Javel?»

«Ja, og det Tilgrundliggende i vor Tilstand nu, det tør være — som jeg sagde — vor naive Overtro paa en Kraft, som vi slet ikke ejer i høj Grad mere, vi har ikke et eneste Omraade tilbage, hvor vi egentlig spiller Herrer, det skulde da være Forretningslivet, som blomstrer rigtig glædeligt. Men ellers? Vi er blevne saa usigelig nøjsomme af os, hvor kan det være? Skulde ikke det høre sammen med det Tilgrundliggende i vor Tilstand? Vi førte et stolt og stort Sprog for en ti, femten Aar siden, og dengang havde vi nogen Ret til det; men saa blev vi saa vante til at føre det stolte, store Sprog, at vi fører det 355endnu med liden eller slet ingen Ret. Vi fortsætter. Bladene fortæller os, at vi er kække Gutter og første Rangs Banebrydere. Tag engang et Overblik over vore Banebrydere og se, om vi saa ikke er blevne lidt nøjsomme. Stortinget gik hjem for kort Tid siden. Det var bleven udfordret, der var skudt mod det, hvorledes gebærded det sig overfor dette? Det pakked sine Papirer sammen og gik hjem! Vor Journalistik er bleven til det ikke at være Svaret skyldig, saasnart der raabes, svares der, svares skarpt, svares mandigt: Jeg mener, du raaber? Tag dig i Agt, nu smælder det! Men det smælder ikke, Stortinget gaar hjem. Jeg har spurgt mig selv, om vi vilde have nøjet os med dette for en ti, femten Aar siden. Jeg tror det ikke. Vi vilde forhaabentlig have vendt os bort og holdt os for Næsen over vore værste Smaaligheder, de Dværges Ondskab, Apanagepolitiken, og vi vilde have fordret værdig og reel Handling. Nej, vor Tapperhed og vor Kraft er teoretisk, vi beruser os selv i Ord, vi handler ikke. Vor Ungdom slaar sig paa Litteratur og fine Klæder, det er nu dens Ærgærrighed, og i noget andet er den ikke med. Vi har havt vor lille Tid, vor Smule Guldalder, nu er den foreløbig forbi, vi er slagne omkuld. Og det er ved vort Forretningsliv, vi skal hjælpes paa Fode igen.»

356«Tænk, hvor De ved alt!» begyndte Journalisten hidsigt.

Men Milde standsed ham i al Hemmelighed ved at bøje sig over mod ham og hviske et Par Ord: Hvad var dette at bryde sig om? hvorfor kunde ikke Manden faa prate væk? He-he, han troed selv paa, hvad han sagde, han dirred af Overbevisning, han var et Syn i vor Tid.

Pludselig spurgte Advokaten ham:

«Har De hørt Øjens sidste Digt?»

«Nej,» svared Coldevin.

«Aa, storartet, fra Ægypten, jeg husker bare en Strofe: I dette Sandhav, hvori ingen er, lyder intet andet end en evig Regn af Sand mod min Hat og saa Kamelens knækkende og knækkende Haser… Men saa kommer det vigtigste, inde i Gravkamret, Støvet, Mumien. Jo, De burde absolut have hørt det.»

«Jeg husker den unge Mand, jeg traf ham første Gang paa Thorahus, med et aldeles beskrevet Skjortebryst. Aa, ja. Jeg saa ham igen den syttende Maj, vi hilste paa hinanden, han var nervøs, sagde han, han skulde hjem og lægge sig. Han var formodentlig træt.»

«Selvfølgeligmang!» faldt Journalisten ind. «Naar Øjen blir træt, saa lægger han sig. Saa mærkelig er han.»

«Men Irgens’ sidste Bog har De vel læst? Jeg ved ikke, om jeg har spurgt Dem før?»

357«Jo, Irgens’ sidste Bog har jeg læst. Hvorfor spørger De om det?»

«Nej, for ingenting just,» svared Advokaten. «Det er mig blot uforstaaeligt, at De kan have saa daarlig en Mening om vor Ungdom, naar De kender dens Arbejder. Der er Digtere af Rang…»

«Bestandig saa kommer man stikkende med vore Digtere, man kan ikke tale om nogen Ting, uden at det driver ind paa vore Digtere. Som om det var dét, det kom an paa, at have nogle Mennesker, som digted! Spørgsmaalet er nu for det første, af hvad Rang denne Digtning er…»

«Javel. Derfor tillod jeg mig… Digtere af Rang, sagde jeg.»

«Hvorfor er der aldrig Tale om andre end vore Digtere? Her er i Deres Kreds en Mand, som nylig tabte svære Penge paa Rug. Nu, det var galt, han var saare uheldig. Men ved De, hvad samme Mand gør nu? Han knækker ikke over efter sit Tab, han skaber i disse Dage en ny Eksportvare. Jeg ved det fra hans Folk, han har paataget sig at forsyne et udenlandsk Skibsværft med Tjære, norsk Tjære. Men ham taler man ikke om.»

«Nej, jeg tilstaar, at mit Kendskab til vore Forretningsliv er slet, men…»

«Deres Kendskab tør ikke være saa daarligt, Hr. Advokat, De har muligens forliden Sympati 358for det… Her er saa mange Digtere Rang, her er Øjen og her er Irgens og her Paulsberg, foruden alle de andre; det er det unge Norge. Jeg ser dem nu og da paa Gaden, de bruser forbi mig, som Digtere skal bruse forbi et almindeligt Menneske, de er smækfulde af ny Hensigt, de dufter af Kölnervand, kortsagt, der er intet tilbage at ønske. Og kommer de ind her i Grand! saa tier andre Folk stille, mens de taler: tys, stille, Digteren taler! Og naar de kommer hjem, saa er det vist det samme: stille i Huset, Digteren skriver! Folk kender dem i lang Afstand og tager Huen af, og Aviserne ser sig istand til at meddele Nationen, at nu er Digteren Paulsberg paa en Tur til Hønefos. Kort og godt…»

Nu kunde ikke Gregersen holde sig længer, det var ham selv i egen Person, som havde skrevet den Notis om Hønefosturen, han raabte:

«Men det er da en hundsk Maade, De har at sige Uforskammetheder paa, De ser ud, som om De ikke siger noget videre…»

«Jeg kan ikke begribe, hvad du, Gregersen, anstrænger dig for!» bemærked Milde. «Naar Paulsberg selv har sagt, at vi skulde tage det med Taal, saa.»

Pause.

«Kort og godt,» fortsatte Coldevin, «alt er, som det skal være, enhver gør sin Skyldighed 359mod Digterne. Men saa kommer jo Spørgsmaalet, om de unge Digtere selv er værd al den Stas. Jeg ved ikke. Jeg kender maaske ikke alle, jeg kan have sprunget nogen over. Er der nogen, som egentlig klemmer alle de andre op i et Hjørne? Eller gaar det ud paa middels god Eskimopoesi altsammen? Jeg fraregner…»

«Sig mig engang, De Mand…» begyndte Gregersen igen.

«Siden, om et Øjeblik… Jeg fraregner Øjens sidste Digt om Ægyptiens Sand, men ellers kender jeg det meste. Det ene forekommer mig ikke at gøre det andet tilskamme, alt er lige godt…»

«Hvis De havde Ret i det, saa er det ialfald højst sørgeligt,» sagde Advokaten.

«Højst sørgeligt, ganske overmaade sørgeligt.»

«Og der er intet at gøre ved det.»

«Nejvel, aldeles rigtigt. Men nu kan vi slet ikke glemme, at vi i sin Tid havde nogen Ret til at føre et stolt og stort Sprog, vi fortsætter det endnu. Vore Forfattere er ikke nogenlunde læseværdige Begavelser, nej, de er straalende Ildsøjler, Banebrydere, de oversættes til Tysk. De antager Dimensioner. Nu kan man saa længe gentage og gentage dette, at Folk tror det; men en slig Selvindbildning er inderlig skadelig for os, den bringer os til at ane Fred og ingen Fare. 360Ungdommen mener at være storlig ovenpaa, den bruser om i Silke og laver op sine Bøger og beskuer Verden her fra Grand. Imidlertid kommer Landet i en politisk Konflikt, og Aviserne de blir ikke Svaret skyldig, men Stortinget det gaar hjem. Ja, hvad saa? siger Ungdommen, staar her ikke lige godt til for det? Har vi ikke vore Banebrydere?»

Men endelig tager Gregersen Ordet:

«Sig mig, De derborte, jeg husker ikke, hvad De hedder: kender De Historien med Vinje og Poteten? Jeg kommer altid til at huske paa den Historie, naar jeg hører Dem tale. De er saa umaadelig naiv, De kommer fra Landet og mener at forbause os aldeles herinde, og De ved slet ikke, at Deres Meninger er svært lidet nye. Det er Autodidaktens Meninger… Jo, Vinje han var jo Autodidakt, ved De. Naa, det ved De kanske ikke, men han var Autodidakt altsaa. Engang faldt han i Grublisering over Ringen i en overskaaren raa Potet, — ja, De kender da i det mindste fra Landet, at der kan være en violet Figur i en Potet om Vaaren. Og Vinje han blev saa slagen af denne violette Figur, at han satte sig til at gøre en matematisk Afhandling om den. Saa bragte han Fearnley Afhandlingen til Gennemlæsning, og han troed nu, at han havde gjort en stor Opdagelse, Vinje Jo, dette er bra, sagde Fearnley ogsaa, det er ganske 361rigtigt, hvad De har gjort, De har løst Opgaven. Men, sagde gamle Fearnley, Ægypterne vidste dette for to Tusind Aar siden… For to Tusind Aar siden vidste de det, ha-ha-ha. Det er denne Historie, jeg kommer til at huske paa, hver Gang jeg hører Dem tale. Tag mig det ikke fortrydeligt op.»

Pause.

«Nej, jeg skal ikke tage Dem det fortrydeligt op,» svared Coldevin. «Men forstaar jeg Dem ret, saa er vi jo enige da? Jeg siger ikke andet, end hvad De ved før, er det ikke saa?»

Men Gregersen rysted hæftigt paa Hovedet og vendte sig til Milde:

«Nej, han er umulig!» sagde han. Saa drak han af sit Glas og talte igen til Coldevin, raabte højere end nødvendigt, luded sig frem og raabte: «Herreste Gud, Mand, forstaar De da ikke, at det er altfor latterlige Meninger, De har, Autodidaktens Meninger? De tror, at det er nyt det, De siger, det er gammelt for os, vi kender det og ler af det… Isch, jeg gider ikke snakke mere med Dem.»

Gregersen rejste sig hastigt.

«Betaler du?» sagde han til Milde.

«Ja. Men vil du gaa?»

«Ja, For det først skal jeg op i Bladet, og for det andet har jeg faaet nok af dette. For 162det andet og tredje og allertolvteste har jeg faaet nok af dette. Farvel.»

Og Gregersen vandred med ustø Gang ud af Lokalet forat begive sig op i Bladet.

Klokken blev seks. De tre Herrer, som nu var tilbage ved Bordet, sad et Øjeblik tause. Coldevin famled efter sine Knapper, som forat knappe Frakken og gaa, men da han ingen Knapper fandt, saa han hurtigt ud af Vinduet, forat aflede Opmærksomheden herfra, og sagde:

«Ja, det blir sent, ser jeg…»

«De vil nu vel ikke gaa De ogsaa?» afbrød Advokaten. «Opvarter, Øl! … Nej, lad os komme til en Forstaaelse med dette. Den, som tager vore Digtere ifra os, han kan lige saa gærne stryge os af Brættet med en Gang; for det er dem, som gør os til det, vi er.»

Og pludselig sagde Milde det samme, at det var Digterne, som gjorde os bekendte i Udlandet, de straaled ganske rigtigt som Ildsøjler, de var vor Stolthed. Milde paatalte Udtrykket Eskimopoesi; hvad skulde der forstaas ved det? Han var forøvrigt ingen Fanatiker, han kunde taale at høre alle Meninger.

«Det var ikke godt for os, hvis det var vore Forfattere, som gjorde os til det, vi er,» svared Coldevin. «Det var ogsaa bedre, at De modarbejded den Forestilling lidt, bedre for os alle. Her gaar nu disse Forfattere og ejer Verden 363i vor lille By, og Fortougene er ikke meget for brede for dem. Vi glæder os over, at de trænger al den Plads, vi vender os om og siger beundrende: Se, hvilken Plads de trænger! Jeg aner en stor og almindelig Grund til dette, og Grunden er den, at vi er blevne saa saare nøjsomme af os i de sidste Aar. Aa, ja, saare nøjsomme desværre. Jeg har fulgt med det i Aviserne efterhvert, vi har ikke store Fordringer mer, vi er taknemmelige for lidet. Eskimopoesi? Nej, det er jo et for drøjt Ord, det forstaar sig, jeg mente det ikke saa ligefrem. Men er det ikke paafaldende, hvor vore Forfattere pusler selvbehageligt med tynde Ting? Der er Paulsberg og der er Irgens og der er Øjen, de siger ikke som saa — jeg bare sætter det —: Verdenstilstanden er saadan og saadan, Tilværelsen har ikke bare en, men adskillige Tusind Sider, og inde i mit eget Hjærte er der dunkle og dybe Moradser, som jeg ikke har besøgt; vi maa gøre noget, faa Menneskene til at se Solens Lys igen, bringe Guds Navn til at suse, henrykke Ungdommen ikke bare til at nyde Kærligheden, men ogsaa at glæde sig rødmende i den; nej, dette rører de saa lidet ved, og om de rørte mere ved det, vilde de vel ogsaa komme ilde derfra. Menneskene er ikke meget deres Sag, de digter om Pontoppidan, Statskirken og Hypoteken, de skriver Vers om smæltede Kongekroner og ægyptisk Sand; nej, Herregud, vore 364Forfattere taler saa sjælden inderligt til mig, fattige Sjæl. De mangler Impuls og Omfang. Men de har ikke selv nogen Følelse af denne Mangel, og der er ingen, som oplyser dem om den. De taler altid, som om de indvarsled en ny Kulturmagt, mindst; deres beskedne Selvtilfredshed slaar ud i Fuldkommenhed, i Patos, de rynker Panden og ser saa gramme og helligt besatte ud, som om de gik og lugted kristen Mands Blod. Respekt for disse Mænd, de er vor Stolthed! Og Bladene holder dem troligt frem, Bladene gør dem til Aander, til Tænkere, Seere; Dag efter Dag, Dag efter Dag lyder den samme hule Skryd, og man vilde ganske vist stene alvorligt ned den Forvorpne, som forsøgteforsøgte] rettet fra: for søgte (trykkfeil) at holde Selvindbildningen inden Grændser. Tilslut blir der ingen Undseelse tilbage, ingen Undseelse, Forfatterne er slet ikke læseværdige Begavelser mer, ak, nej, de griber dybt ind i Tidens Aandsliv, de sætter Europa i Grublen. Hvad Under da, at de selv lærer sig til at indkassere Folks Beundring som et Tilkommende? De er jo store Tænkere, skal de da ikke gaa om i vort lille Land med en Smule verdenshistorisk Mine? I stille Nætter, naar de er alene, smiler de kanske for sig selv, det er ikke usandsynligt, at de i rigtig ensomme Timer stiller sig foran Spejlet og ser paa sig fra øverst til nederst og fniser lidt. Man havde jo hos de gamle Romere 365nogle Folk, som man kaldte for Augurer. Det var meget dybe og vise Mænd, de adspurgte og tyded Fugles Flugt. Men to saadanne Augurer kunde ikke gaa forbi hinanden paa Gaden uden at le…»

Advokaten indvendte:

«De kender ikke nok til vore Forfattere, Coldevin, ikke paa langt nær nok.»

«Jeg har forsøgt at faa et lidet Indblik i deres Liv herinde, det er ikke saa beskedent og skjult, at man ikke kan se lidt af det, og jeg har af en vis Grund fulgt ganske flittigt med; det er den samme Grund, som gør, at jeg kanske taler lidt harmt iaften. Aa, jo, jeg har set noget, set lidt. Jeg har mer end en Gang spurgt mig selv: Er vi da blevne saa fattige i vore Idealer? kan vi slet ikke fordre med lidt Stolthed mer? Ny Jord, bleg Jord, Lerjord! Nej, nej, nej, jeg kunde ønske at hjælpe paa dette og faa Folk til at se det! Og i dette Forfatterliv blir man heller ikke altid de bedste Mennesker. Hvorfor skulde man blive det? Landet er lidet og Rummet trangt, Forfatterne trænger megen Plads. De kives indbyrdes, spinder Snarer, misunder hinanden et Stipendium. Hvorfor har man endnu ikke anmældt Irgens’ Digtsamling, ikke nævnt den? Jeg er ikke Irgens’ Ven, og han er ikke min, men jeg har været opmærksom paa, at man gør ham Uret. Hvem er det, som staar 366imod ham? En Kollega, en Forfatter det ogsaa, som øver Grævlingegærning i det skjulte? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vore Forfattere fører ikke det rummeligste Liv, jeg har iagttaget dem herinde, de blir smaa og bitre, de blir skinsyge ved en andens Held, og de formaar saa daarligt at holde deres Nid nede. Naar de saa kommer i en vis Alder og har skrevet et Antal Bøger, blir de vrede og fornærmede over, at ikke Landet skaffer dem de Summer, de trænger at leve af, de føler sig ligefrem forurettede ved, at ikke Nationen paaskønner dem end mere, end den gør. Saa stiller de sig frem og lader sig beklage: her kan man nu se, saaledes behandler Norge sine Stormænd! Aa, ja, saapas gennemgaaende har man nu forfalsket vore Forestillinger om, hvad Stas en Forfatter blandt alle andre er værd. Hvor meget, meget heller maatte man ikke give Journalisterne de fattige Stipendier, som er, disse daglige Slidere i et Blad, Journalisterne, som gør mere Arbejde i en Maaned end Digterne piner ud af sig i et Aar! Ofte har de Familje, ofte er det meget trangt for dem, mange af disse Mænd har Skæbnen trykket ondt, de har engang drømt sig et friere og rigere Liv end at klemmes ind i et Aviskontor, hvor deres anonyme Arbejde forsvinder sporløst, og hvor de fleste maa stræve uhyggelig saart endog med Øjentjeneri forat beholde deres Pladse. Faar de et lykkeligt Indfald i 367Hovedet, maa de straksde straks] rettet fra: des traks (trykkfeil) lade det springe, stikke det ind i en Artikel med det samme, og Artiklen trykkes raa, og Indfaldet forsvinder i et Nu. Og hvad faar de for det? Ak, ussel Løn, ussel Løn og liden Glæde. Man kunde kanske virkelig yde disse Mænd den retfærdige Opmuntring, de fortjente, man vilde kanske ikke tabe paa det heller, men se Frugterne af det i en fri og redelig Avislitteratur. Det var ikke umuligt. Og hvor meget mere tiltalende er ikke den begavede og ærlige Journalist, som stræver for sig og sine i et dagligt Arbejde, end disse mange Digtere, som laver op en Bog hvert andet Aar og siden lægger sig til at snike paa Stipendiet.»

Under alt dette havde Skuespiller Norem siddet hensunken, ganske umælende paa sin Stol, blot blinkende med sine tunge Øjenlaag og trækkende dorsk og træt af sin Cigar. Endelig saa han op, puffed sin tomme Sejdel henad Bordet og sagde:

«Nej, Milde, er det virkelig din Mening at ville give mig noget, saa skal det altsaa være en Pjolter.»

Og Pjolteren kom.

I samme Øjeblik gik Døren i Kaféen op, og Irgens og Frøken Aagot traadte ind. De standsed lidt nede ved Døren og saa sig om, Aagot var uden Forlegenhed, uden Uro; men da hun fik Øje paa Coldevin, traadte hun pludselig 368et Par hurtige Skridt frem, smilende, aabnende Munden som forat hilse højt, saa standsed hun. Coldevin stirred paa hende og famled mekanisk efter sine Frakkeknapper, men blev siddende.

Dette foregik i et Par Minutter.

Irgens og Aagot kom sammen hen til Bordet, hilste og satte sig. Aagot rakte Coldevin Haanden. Milde bad om at faa vide, hvad de vilde have at drikke.

«Dere kommer forsent,» sagde han leende, «Dere skulde have været her før, nu er Forestillingen forbi. Coldevin har i Sandhed underholdt os.»

Irgens saa op, gav Coldevin et hastigt Blik og sagde, idet han tændte en Cigar:

«Jeg har nydt Hr. Coldevins Underholdning engang før, ude i Tivoli, tror jeg; det faar foreløbig være mig nok.»

Irgens lagde blot daarligt Skjul paa sin Uvilje. Han saa Coldevin for anden Gang idag, han havde set ham hele Tiden udenfor sit Logis i Thranes Vej NumerNumer] rettet fra: Numet (trykkfeil) 5, han havde ikke kunnet komme ud med Aagot, før dette Satans Menneske var vel borte. Et lykkeligt Tilfælde havde bragt Grande forbi, ellers var vel Manden bleven staaende der end længer. Og hvorledes havde han staaet der? Som en Vagt, en Skildvagt, uden at flytte sig. Irgens var rasende, han havde havt sin store Møje med at holde Aagot borte fra 369sine Vinduer; havde hun blot kastet et Blik ud, vilde hun med en Gang have opdaget Coldevin. Han dækked sig slet ikke, han stod der, som netop forat blive set, og holdt Parret i Belejring.

Nu saa han noget forlegen ud, han fingred uroligt ved Hanken paa sin Sejdel og saa ned.

«Ja, Irgens, i denne Aftenstund har Dere Digtere faaet paaskrevet,» vedblev Milde. «Du syntes kanske, at Dere fik paaskrevet den Gang i Tivoli? Pyt, Kæleprat imod iaften, Mælk og Honning, siger jeg dig, imod iaften. Dere er ikke ret store Banebrydere just, ikke egentlig uopnaaelige nej, desuden har Dere den Uvane at være skinsyge paa hinanden og spinde lumske Snarer for hinanden og kives indbyrdes som Grævlinger. He-he, kender du dig igen?»

Irgens trak paa Skuldrene.

Aagot sagde ingenting, hun fulgte snart den ene, snart den anden med Øjnene og saa tryg og med smilende Mund op i Irgens’ Ansigt. Hun var atter rolig.

«Naa, naa,» sagde Advokaten, «Coldevin har været meget skarp; men han har da ialfald paatalt den Uret, at man ikke anmælder Irgens’ Digte. Det hørte jo du ogsaa Milde.»

«Det var imidlertid ikke ment som et Forsvar for Hr. Irgens,» udbrød pludselig Coldevin skarpt og klart. Han saa op med et fast Blik. 370«Det var blot forat vise, hvordan de Herrer Forfattere omgaaes hinanden.»

Pause. Coldevin drak i Distraktion af sin Sejdel, hans Haand rysted. Advokaten saa forundret paa ham. Hvad gik der af Manden? Han talte paa engang med en anden Stemme og bed sig i Læben bagefter.

«Naa, ja, lad det være som det vil med det,» sagde Advokaten forsonende. «Men De sagde en og anden Ting, som De vist ikke mente saa alvorligt. Naar De for Eksempel lagde Forfatterne til Last, at de var misundelige paa hinanden og gærne holdt hinanden nede, saa er jo det en Last, som følger hver Stand og hæfter ved alle Kolleger. Jeg ser bare i min egen Stilling.»

Og nu svared Coldevin kort og uskaansomt, at der var kanske ikke den Stilling i det ganske Land, der hused saa megen jammersmaa Skinsyge og Modvilje mod Kolleger, som inden Forfatternes Kreds. Han vilde nævne Handelsstanden som en Modsætning. Handelsmændene, disse foragtede og af sørgelige Litterater smædede Grosserere, Kræmmere, Høkere, de hjalp hinanden i Nødsfald, stod hinanden bi, hæfted for hinanden og bragte en Strandet flot; hvad gjorde Forfatterne? Ønsked saa gladelig en Medbroders Undergang, bare forat faa lidt mere Plads selv. Det var ikke af liden Betydning 371det at staa i en Stilling i Livet, der tumled lidt med Mennesket, der sænked det ned i Sorg og atter aabned det Adgangen til menneskelig Fryd og Varme; det gjorde sine Folk velsignet rummelige, velsignet lidet bittesmaa. Her gik vi bare og var optagne af Forfatterne og diskutered den sidste mere eller mindre gode Bog, mens det var disse Kræmmere, som for Tiden fortjente vor dybeste Højagtelse. Hvad havde ikke disse Mænd drevet os op til? En Handelsnation, et eksporterende Folk midt i dette golde Land! Han havde læst, at i selve Paris skrev man endnu den Dag idag udenpaa en Forretning: Her er Telefon! Det slap man her hos os, her var det en Selvfølge, at hver Forretning havde Telefon. Men altid, men altid var det Forfatterne, som skulde have Prisen. Hvorfor? Og i Alverdens Navn hvorfor? Her gik disse Forfattere og vendte op og ned paa hvad de vilde iblandt os, og Folk knyed ikke. En Forfatter kunde skylde i ærlig og ren Gæld sine tyve Tusind. Hvad saa? Han kunde ikke betale, det var alt. Hvad om en Handelsmand bar sig saaledes ad? trængte sig ind og snakked til sig Vin eller Klædevarer paa falske Angivender om Betaling? Man vilde simpelthen hægte ham for Bedrageri og erklære ham fallit. Men Forfatterne, Kunstnerne, disse vore Banebrydere, hvoraf Landet marerides under Nationens Jubel, 372hvem vilde være bekendt at optræde saa haardt mod dem? Folk taler blot om Snyderiet privat og ler af det og synes, at det er Djævels godt gjort at kunne blive skyldig sine tyve Tusind i ren Gæld…

Milde satte sin Sejdel haardt i Bordet og sagde:

«Ja, nu synes jeg, min gode Mand, at det kan være nok.»

Den fortræffelige Maler syntes med ét at have tabt Taalmodigheden. Saalænge han sad her alene med Advokaten og Skuespilleren, havde han ikke protesteret med et Ord, han havde endog moret sig over den misserable Huslærers bitre Tale; men ikke saasnart var en af Forfatterne selv kommet tilstede, før han følte sig forarget og slog i Bordet. Det var nu saa Mildes store, udmærkede Vane altid at regne med Støtte i Ryggen.

Coldevin saa paa ham.

«Synes De det?» sagde han.

«Ja, det synes jeg.»

Coldevin havde uden Tvivl talt med Beregning, med velberaad Hu, og endog givet sine Ord Adresse, alle hørte det. Irgens bed sig nu og da i sit Overskæg.

Men nu blev ogsaa Norem opmærksom han forstod, at noget foregik midt for hans sløve Øjne, og han begyndte at blande sig i 373det, at lægge ud om Handelsmoralen, den raadneste Moral paa Jorden, ja, Optrækkeri, Jødedom, den reneste Jødedom. Var det ret at tage Aager? Nej, kom ikke med Snak til ham; han skulde svare paa det efter Fortjeneste, hvis det gik ud paa det. He, Handelsmoralen! Den raadneste Moral paa Jorden…

Imens talte Advokaten over Bordet til Irgens og Aagot, han beretted, hvorledes han havde truffet Coldevin:

«Jeg traf ham nu for en Stund siden oppe paa dine Kanter, Irgens, oppe i Thranes Vej, ja, lige udenfor dine Vinduer. Der stod han. Jeg tog ham med, det gik jo dog ikke an at lade Manden blive staaende der…»

Aagot spurgte sagte, og hendes Øjne var med engang blevne store og forvildede:

«I Thranes Vej? Traf De ham der?… Hør, Irgens, han var udenfor dine Vinduer. Gud hjælpe mig!»

Hun aned øjeblikkelig Uraad. Nu iagttog Coldevin hende spændt, han stirred ret paa hende og anstrængte sig endog for just at lade hende se, at han stirred paa hende.

Imidlertid fortsatte Norem sine umulige Spørgsmaal: Jasaa, det skulde forstaaes slig, at hele Folket var saa at sige korrumperet, Kvinder og Mænd totalt fordærvede, eftersom de holdt paa Kunsten og Digtningen? Lad Kunst være 374Kunst, De Far, og bryd Dem ikke med den. He, Kvinder og Mænd totalt fordærvede…

Coldevin greb straks denne Anledning og svared. Han henvendte sig ikke til Norem, han saa endog bort fra ham, men sagde noget, der laa ham paa Hjærte, talte til en rette Vedkommende, hen i Vejret, ud til alle. Det var unøjagtigt at sige, at Kvinder og Mænd var fordærvede, de var blot komne til en vis Grad af Udhulethed, de var afartede og smaa. Ny Jord, bleg Jord, uden megen Grøde, uden Frodighed. Ungdommen havde saa koldt og magert Blod, den lod alt gaa sin Gang og blev blot overfladisk bedrøvet, om dens eget Land taug og smøg sig væk fra en Udfordring. Det var ikke saa længer, at en Hovenhed mod Norge blev opfattet som en personlig Hovenhed mod hver enkelt Nordmand, Højre og Venstre; man blev ikke mere rød i Panden af Harme, man rødmed slet ikke mere, hverken af Harme eller Glæde. Og Kvinderne leved glat væk de ogsaa, uden at være trætte af Livet, men ogsaa uden at gøre nogen Indsats i det. Hvor kunde de ogsaa gøre nogen Indsats? De havde ikke noget at sætte ind. De hopped om som blaa Flammer, de nipped lidt til alt, til Glæder og Sorger, og de havde ingen Følelse af, at de var blevne ubetydelige. De var ophørt at være højt ærgærrige, og de havde ingen store Plager af 375deres Hjærte, det slog ganske flinkt, men det svulmed ikke mere for det ene end for det andet og ikke mere for den ene end for den anden. Og hvor havde de unge Kvinder gjort af deres stolte Blik? Det var af megen og fin Betydning dette Blik, men nu stødte man ikke mer paa det, Kvinderne saa lige saa villigt paa Middelmaadigheden som paa Overlegenheden, de faldt i Beundring over noksaa fattige Vers, ja, noksaa sammenpinte Romaner. Og for en Tid tilbage skulde der dog større og stoltere Ting til forat erobre dem? Nu havde de slaaet Fordringerne meget ned, og de kunde ikke andet, de magted ikke mere, deres Trang var slappet. Vor unge Kvinde har mistet Magt, det rige og kære Enfold, den store Lidenskab, Racemærket, hun har tabt den rette Glæde over den eneste Mand, hendes Helt, hendes Gud, hun er bleven slikvoren, hun snuser til hvemsomhelst og giver alle det villige Blik. Kærligheden blir hende mere et Navn paa en forhenværende Følelse, hun har læst om den, og den har til sine Tider ogsaa moret hende selv, men den har ikke tvunget hende sødt i Knæ, den har bare ganske sagte suset hende forbi som en slidt Lyd. Men den unge Kvinde affekterer ikke sin Mangel, ak, nej, hun er ærlig ribbet. Der er ingen Raad med det, det gælder blot 376om at holde Tabet inden Grændser. Om saa og saa mange Slægter faar vi vel vor Tid igen, alting gaar i Bølgegang. Men nu, i dette Øjeblik, slider vi saa sorgløst paa Stumperne, kun Handelen har sin friske, blodfulde Puls, Handelen lever sit susende Liv, lad os takke den! Af den skal Fornyelsen fremstaa.

Men ved disse sidste Ord blev Milde atter indigneret, han trak frem en Tikroneseddel, som han slængte hen paa Bordet til Coldevin og sagde opbragt:

«Der… der er Deres Penge! De husker, jeg har laant ti Kroner af Dem, jeg havde glemt det. Nu haaber jeg, De forstaar, at De kan gaa.»

Coldevin blev med ét rød over hele Ansigtet, men han tog Sedlen.

«De takker ikke meget høfligt for Laanet,» sagde han.

«Nej, hvem har ogsaa fortalt Dem, at jeg var en høflig Mand? Hovedsagen er jo, at De har faaet Deres Penge tilbage, og at vi haaber at blive kvit Dem.»

«Ja, ja, Tak, jeg trænger mine Penge, jeg har ikke flere af dem,» sagde Coldevin og pakked Sedlen ind i et Stykke Avispapir. Blot den Maade, hvorpaa han forvared denne stakkels Pengeseddel, viste, hvor han var kejtet og lidet 377vant til at have Penge i Haanden. Men pludselig saa han Milde ind i Ansigtet og vedblev: «Jeg havde forresten ikke gjort Regning paa at faa dette Laan tilbage af Dem.»

Milde rykked til, men krøb igen hurtig sammen, den stive Fornærmelse drev ham ikke ivejret, han slugte den, mumled et Svar, men bøjed af og sagde ligefrem, at han havde ikke ment at være uhøflig, han vilde bede om Undskyldning, han var bleven irriteret, men, kortsagt…

Men Norem, som sad der fuld og ligegyldig, kunde ikke længer holde sig alvorlig, han saa bare det morsomme ved Optrinnet og raabte leende:

«Har du slaaet den Mand ogsaa, Milde? Nej, du laaner da Gud hjælpe mig Penge af hvert Menneske, du træffer! Du er ubeskrivelig. Ha-ha, af ham ogsaa!»

Coldevin rejste sig.

Aagot rejste sig ogsaa i samme Øjeblik og iled hen til ham. Hun tog hans Haand i en sælsom Ophidselse og begyndte at hviske til ham, trak ham med sig hen til et andet Vindu og hvisked. De satte sig derhenne, der var ingen Mennesker omkring dem, og hun sagde:

«Ja, ja, saaledes er det, De talte til mig, jeg forstod det, De har Ret, Coldevin, Ret, Ret. Aa, De skal se, det skal blive anderledes! De 378sagde, at jeg kunde ikke, jeg magted ikke mere, men jo, jeg kan, De skal bare se! Nuførst forstaar jeg alt, De har sagt mig det. Kære, kære Coldevin, vær ikke sint paa mig, jeg haaber til Gud, at De ikke er det. For jeg har gjort saa meget galt, men…»

Hun græd med tørre Øjne, svælged, sad endog helt paa det ene Hjørne af Stolen af lutter Hjælpeløshed og talte væk. Han sagde nu og da et Ord med, nikked, rysted paa Hovedet, naar hun var for utrøstelig, og kaldte hende forvirret Aagot, nej, kære Aagot. De blev siddende der, hun beroligedes lidt efter lidt og lagde Hovedet paaskakke og lytted opmærksomt, naar han talte. Hun maatte ikke tage alt, hvad han havde sagt, til sig, det maatte hun slet ikke. Jo, han havde tænkt paa hende ogsaa, det var sandt; men saa havde han taget fejl, og Gudskelov for det! Han havde nu heller ikke villet gøre hende ondt med det, han sagde, men kanske bare advare hende; hun var ung, og han var saa meget ældre, han forstod jo, hvad hun var udsat for. Men nu skulde hun ikke længer være trist tilmode for det, alt var ment til det bedste.

De vedblev at tale. Irgens blev utaalmodig og rejste sig, han strakte Armene og gæsped, som forat vise et Tegn Paa, at nu vilde han 379gaa, men kom pludselig til at huske paa noget, som han havde glemt, og tog nogle hurtige Skridt hen til Buffeten. Her forlangte han i al Stilhed brændt Kaffe, som han fik i et Kræmmerhus.

Milde gjorde op, han slængte flot og rundeligt med Penge og rejste sig han ogsaa. Han sagde Farvel til Herrerne ved Bordet og gik. Kort efter saaes han at hilse til en Dame lige udenfor Grands Vinduer, de slog Følge ind i en Sidegade, Damen havde en lang Boa, der bugted sig bagefter hende og nu og da lagde sig henover Mildes Arm. Saa forsvandt de.

Og endnu sad Aagot og Coldevin paa deres Plads.

«De maa følge mig hjem,» sagde hun. «Bi lidt, jeg skal bare…»

Hun vendte om til Irgens’ Bord og greb sit Overstykke paa Stolen. Dermed vilde hun atter afsted.

«Gaar De?» sagde han og saa himmelfalden paa hende.

«Ja. Huf ja, nej, jeg vil ikke dette mere, Irgens,» svared hun. «Tak for idag.»

«Hvad er det, De ikke vil mere? Skal jeg ikke følge Dem hjem?»

«Nej. Og jeg vil heller ikke siden, imorgen. Nej, nu skal det være slut.» Hun 380rakte Irgens Haanden og sagde ligegyldigt Tak for idag endnu engang; hun saa hele Tiden hen til Coldevin og var utaalmodig over at blive hæftet.

«Husk paa, hvad De har lovet imorgen,» sagde han, idet hun gik.

Aagot og Coldevin gik sammen opad Gaden. Han fortalte hende ikke, at han skulde rejse, og hun vidste det ikke. Den villige Sjæl! Hun var lykkelig over at gaa ved Siden af Coldevin, dette Menneske, som stødte alle andre bort ved sine umulige Taler; hun gik tæt op til ham, hendes Hjærte flagred i hende.

«Tilgiv mig, Coldevin,» sagde hun. «Jo, jo, tilgiv mig alt, baade fra før og nu; vil De det? For lidt siden turde jeg ikke bede Dem om det, men saasnart jeg kommer sammen med Dem igen, blir jeg aldeles fortrøstningsfuld. De bebrejder mig ikke noget, aldrig. Men jeg har intet, intet galt gjort idag… idag, da jeg var ude, da jeg var langt oppe i Byen, mener jeg. Ja, De forstaar, hvad jeg mener.» Og hun saa aabent paa ham.

«Jeg har ingenting at tilgive Dem,» svared han.

«Jo, det har De, men. Jo, det har De,» gentog hun stærkere. «Nej, jeg forstaar ikke 382dette, nu husker jeg bare, hvordan De og jeg gik i Skogen ved Thorahus. Vi roed paa Vandet…»

«Rejser De snart hjem, Frøken Aagot?»

«Ja, jeg rejser hjem med en Gang… Tilgiv mig, Coldevin, og tro mig, tro mig, jeg har ingenting galt gjort idag, men jeg angrer paa det, angrer alt… Nej, De faar mig til at huske saa meget. Engang hented De mig hjem fra Sæteren, De sagde, at De havde savnet mig, mens jeg var borte, jeg synes, jeg hører det endnu…» Hun taug. Saa sagde hun pludselig smilende og saa paa ham: «Nu er det længe, siden De har klippet Deres Haar.»

«Ja, jeg skal snart klippe det.»

«Men ikke Skægget ogsaa,» udbrød hun afværgende; «nej, ikke Skægget, det er prægtigt nu.»

Og hertil svared han ligegyldigt:

«Synes De det? Aa, nej, det er for graat nu, men.»

Pause. Og hun talte igen:

«Ja, De har bare Ret i alt. Blaa Flammer, uden nogen stor Stolthed. Jeg er nu ikke saa dum heller, at jeg ikke forstod, hvem De sagde det til.»

«Men kære Aagot!» udbrød han fortvivlet, «det var ikke til Dem. Jeg mente det ikke heller. Og desuden tog jeg fejl, aldeles fejl, 383jeg ser det selv; De er Gudskelov ganske anderledes. Med det samme, lov mig en Ting, Aagot… Nej, undskyld, at jeg sagde bare Aagot! Men lov mig, at De tager Dem lidt i Agt, vil De det? Det vedkommer ikke mig det mindste, det ved jeg nok, men De har raget sammen med endel Folk, tro mig, det er ikke Folk for Dem. Fru Tidemand er kommet ud for dem forud.»

Hun saa spørgende paa ham.

«Jeg tænkte, at jeg vilde fortælle Dem det,» vedblev han. «Fru Tidemand, et af de faa stolte Mennesker, som var i denne Kreds, selv hun! En Forfatter forvirred hende ogsaa.»

«Jasaa,» sagde Aagot. «Ja, jeg bryder mig ikke det ringeste om Forfatterne, ak, nej, det kan De tro. Nej, nu husker jeg dem ikke.» Og hun tog pludselig Coldevins Arm og trykked sig tæt op til ham.

Han blev næsten forlegen og kom til at sagtne sin Gang, hun følte det selv og sagde smilende, idet hun atter slap ham:

«Aa, nej, det maa jeg vel ikke, kanske.»

«Nej,» svared han ogsaa, «De maa vel ikke det.»

«Nej, Men ialfald saa ser jeg Dem nu ikke for ofte, Coldevin, det ved Gud.» Hun slog Øjnene ned.

384«Hm. Hvad skal De gøre, naar De kommer hjem nu? Jeg mener, skal De læse, eller? A propos: har De hørt fra Deres Forlovede?»

«Nej. Nej, ikke endnu. Men det er vel ogsaa fortidligt. Er De bange for, at han ikke skal komme godt frem? Kære sig, er De det?»

«Nej, nej, vær bare rolig, han kommer nok godt frem. Nej, jeg spurgte bare alligevel… Ja, ja, Tak fordi jeg fik følge Dem.»

De standsed ved hendes Dør og sagde Farvel. Hun steg opad de to Trin nølende, uden at tage Kjolen op. Med en Gang vendte hun om, kom atter ned paa Gaden og saa i dyb Bevægelse paa ham.

«Coldevin, hvor jeg er glad i Dem nu!» sagde hun sagte. «Og Tak for idag.»

Dermed iled hun opad Trappen og ind gennem Døren.

Han blev staaende et Øjeblik. Han hørte endnu hendes Trin inde i Huset, saa døde de bort. Og han vendte om og drev opad Gaden igen. Han saa og hørte intet omkring sig.

Han havde instinktsmæssig taget Vejen hen til den Kælder, hvor han plejed at spise. Her gik han ned og forlangte Mad. Han spiste hungrigt alt, der blev sat frem, som om han ikke havde havt Mad paa længe, og ikke engang af Brødet levned han noget tilbage. Da han var færdig, vikled han sin Tikrone ud af det Stykke 385Avispapir og betalte; han følte med det samme efter en liden Pakke i Vestelommen, nogle Kroner i Sølv, den lille Sum, som han havde aftalt til Jærnbanebilletten.

*

Dagen efter ved Femtiden kom Aagot gaaende ned til Havnen, til det samme Sted, hvor hun havde spadseret den foregaaende Dag. Irgens var der allerede og bied paa hende.

Hun gik hurtigt hen til ham og sagde:

«Ja, jeg kommer alligevel, men bare forat sige Dem… Jeg vil ikke træffe Dem, jeg har ikke Tid til at tale med Dem. Men jeg vilde ikke, at De skulde gaa her og vente.»

«Hør nu, Frøken Aagot,» sagde han med en Gang, «nu skal De ikke gøre Knuder igen.»

«Jeg gaar ikke hjem med Dem mere, aldrig. Jeg er bleven belært. Hvorfor faar De ikke Fru Tidemand med Dem? Ja, hvorfor faar De ikke hende med?» Aagot var bleg og ophidset.

«Fru Tidemand?» sagde han studsende.

«Javist, jeg ved alt, jeg har spurgt mig for… Jo, jeg har tænkt paa det i hele Nat, gaa De bare til Fru Tidemand.»

Han traadte hende ganske nær.

«Fru Tidemand har ikke været til for mig, siden jeg saa Dem; ikke til! Jeg har ikke 386truffet hende i Uger, jeg ved ikke, hvor hun bor engang.»

«Ja, det hjælper ikke,» sagde hun. «Men De kan vel opsøge hende… Jeg vil gaa med et lidet Stykke. Jeg blir ikke med Dem hjem, men jeg kan gaa med et lidet Stykke,» sagde hun.

Og de gik. Aagot var rolig igen.

«Jeg fortalte, at jeg havde tænkt paa det i hele Nat,» sagde hun. «Det har jeg naturligvis ikke. I hele Dag, mente jeg. Nej, ikke i hele Dag, men… nej, men det faldt mig ind… Forresten burde De skamme Dem! Gifte Koner! De forsvarer Dem ikke meget varmt, Irgens.»

«Jeg ved, det nytter ikke.»

«Nej, De elsker hende vel, saa.» Og da han taug, sagde hun hæftigt: «De kunde da i det mindste sige mig, om De elsker hende.»

«Jeg elsker Dem,» svared han. «Jeg lyver ikke i denne Stund, det er Dem og ingen anden, jeg elsker, Aagot. De kan gøre med mig, hvad De vil for det, saa er De vel tilfreds.» Han saa ikke paa hende, men ned i Gaden, og han vred et Par Gange sine Hænder.

Hun følte imod sig, at hans Bevægelse var ægte, og hun sagde mildt igen:

«Ja, ja, Irgens, jeg tror Dem… Men jeg gaar ikke med Dem hjem, ikke helt frem.»

387Pause.

«Belært Dem?» sagde han saa. «Hvem er det, som med en Gang har stemt Dem saa fjendtlig imod mig? Er det denne…? Han har været Deres Lærer, men han er mig oprigtig modbydelig. Skidden og fillet som en Synd. En ufordragelig Fisk.»

«De er saa god ikke at skælde paa Coldevin,» sagde hun bestemt. «Det beder jeg Dem om.»

«Naa, ja, nu rejser han iaften, saa er vi kvit ham.»

Hun standsed.

«Rejser han iaften?»

«Ja, det gør han. Han rejser med Aftentoget.»

Rejste han? Det havde han ikke sagt et Ord om til hende. Irgens maatte forklare, hvor han havde det ifra. Hun blev saa optagen af denne Efterretning om Coldevins Afrejse, at hun hørte intet andet, og da Irgens berørte hendes Arm ganske let, gik hun mekanisk fremad igen. De gik lige op til hans Bopæl. Da de stod ved Trappen, veg hun pludselig tilbage og sagde et Par Gange Nej, mens hun saa stivt paa ham. Men han vedblev at bede hende, og tilsidst tog han hende i Armen og førte hende ind.

Døren lukked sig efter dem…

388Men paa Hjørnet stod Coldevin og saa det hele. Da Parret forsvandt, traadte han frem og gik hen til Døren han ogsaa. Der blev han staaende en Stund, stiv og foroverbøjet, som om han lytted. Han var helt forandret, hans Ansigt havde fortrukket sig, og han smilte endog, stod og smilte. Saa satte han sig ned paa Trappen, lige ind til Væggen, og vented.

Der gik en Time, et Taarnur slog, der var endnu en god Stund til Togets Afgang. Endnu en halv Time, og der lød Skridt i Trappen. Irgens traadte først ud, Coldevin rørte sig ikke, men sad stiv, med Ryggen mod Døren. Saa kom Aagot, hun steg helt ud paa Trappen og udstødte pludselig et Skrig. I det samme rejste Coldevin sig og drev af. Han havde ikke set hende og ikke sagt et Ord, blot vist sig, blot været paa Stedet. Han raved som en fuld Mand og bøjed af ved første Hjørne, han smilte lige forstenet endnu.

Coldevin gik lige ned til Jærnbanestationen. Han løste Billet ved Lugen og stod færdig. Dørene aabnedes, og han gik ud paa Perronen, her kom et Bybud løbende efter ham med hans Kuffert. En Kuffert, naa, javel, den havde han nær glemt. Jo, sæt den der, sæt den ind i Kupéen, den tomme Kupé! Selv gik han ind bagefter. Saa faldt han fuldstændigt sammen. Han hulked tyst henne i sit Hjørne og rysted 389jammerligt sin magre Krop. Et Par Minutter efter tog han op af sin Lommebog en liden Silkesløjfe i norske Farver, som han begyndte at plukke istykker. Ganske stille, under stum Hulken sad han der og plukked Sløjfen op, og da han var færdig, gav han sig til at betragte Trevlerne i sin Haand. I det samme stødte Toget i Fløjten og begyndte at gaa, Coldevin slog Vinduet ned og tømte sin Haand ud af det. Og de bitte smaa Rester af de norske Farver hvirvledes langsefter Toget, faldt ned paa Gruset, ned for Hvermands Fod.

Først endnu nogle Dage senere kom Aagot til at rejse hjem. Irgens havde alligevel ikke holdt ud forgæves, han havde Lykken med sig, nu høsted han Frugterne af al sin Møje. Aagot var daglig sammen med ham, hun var saa kær i ham, som hun kunde blive, gik efter ham, hang ham om Halsen.

Og Dagene gik.

Saa kom der endelig Telegram fra Ole, og Aagot vaagned op. Telegrammet havde først været paa Thorahus, nu var det kommet ind til Byen, gammelt og forsinket, ganske forsent. Ole var i London.

Ja, hvad skulde det saa blive til? Ole var i London, men han var ialfald ikke her, og hun husked ikke aldeles klart, hvorledes han saa ud engang. Mørk, blaa Øjne og høj, med en nedfaldende Haarlug, som han idelig strøg op. Naar hun tænkte paa ham, saa hun ham langt borte, 391i en forgangen Tid. Hvor det var længe, længe siden han rejste!

Da Telegrammet kom, blussed igen hendes Følelser for den Fraværende ivejret, hun blev gennemilet af den gamle Glæde, den lykkelige Fornemmelse af at eje hans Hjærte, hun kaldte hviskende paa ham og velsigned ham grædende for al hans Godhed, ja, bad ham til sig, rødmende og stakkaandet. Nej, ingen var som han, han traadte ikke nogen ned, han gik ærligt og redeligt paa hele Foden, og han var glad i hende. Ja, var ikke han hendes Livs Kæreste, saa! Lille Frue, lille Frue, sagde han ofte, selv naar han havde det travlt med Arbejde. Og hans Bryst var saa varmt, hun blev hed, naar hun læned sig mod hans Bryst. Og hun blev ogsaa hed ved hans store, lyse Frejdighed; den Mand kunde se op midt i et Regnestykke og smile af noget. Aa, hun havde ikke glemt det heller…

Hun pakked straks sine Sager sammen og vilde hjem, hvordan det end gik. Aftenen før hun rejste, tog hun Farvel med Irgens, et langt Farvel, der sønderrev hende. Hun var hans nu, javel, og Ole vilde vel finde sig i det. Hvor dog altsammen tumled med hende! Hun tog sin Beslutning: jo, hun vilde forlade Byen og hæve sin Forlovelse, saasnart Ole kom tilbage. Hvad han vilde sige, naar han læste hendes Brev og fandt Ringen indeni? Ja, hvad vilde 392han vel sige! Det smærted hende, at hun ikke kunde være tilstede og trøste ham, langt borte fra skulde hun give ham Slaget. Saaledes kom det til at ende!

Irgens var øm mod hende og holdt hende oppe, de skulde ikke skilles for saa længe, blev der ingen anden Raad, vilde han gaa paa sin Fod til hende. Og desuden kunde jo hun komme ind til Byen igen, hun var jo ikke noget Fattiglem, hun ejed endog en Lystjagt, ja, en ligefrem Lystjagt, kunde hun forlange mere? Og Aagot smilte over denne Spøg og følte sig lettet.

Døren var i Laas, i Gaden var det ganske stille, de kunde høre deres Hjærter slaa. Og hun tog Afsked.

Irgens skulde ikke følge hende til Stationen, det havde han selv foreslaaet. Der kunde altid blive endel Snak om det, hvis han mødte op, saa liden var jo Byen og i den Grad var han kendt desværre, han kunde ikke røre sig ret meget. Og Aagot fandt sig i det. Men de skulde skrive, skrive hver Dag til hinanden, ikke? For ellers kom hun ikke til at holde det ud…

Tidemand var den eneste Fremmede, som vidste om Aagots Afrejse og fulgte hende til Toget. Han kom om Eftermiddagen sin sædvanlige Tur ned i Henriksens Forretning og 393havde sin Passiar med den gamle Chef, det tog nogen Tid, og da han gik ud, traf han Aagot rejsefærdig i Døren, hun havde blot at tage Afsked. Tidemand fulgte hende og bar hendes Rejsetøj; hendes Kuffert var sendt i Forvejen.

Det havde regnet, og Gaden var sølet, meget sølet. Aagot sagde et Par Gange:

«Huf, hvor det er trist!»

Men hun klaged ikke mere, men gik paa rigtig som et flittigt Barn, der ikke vilde være forsent ude. Hendes lille Rejsehat klædte hende, gjorde hende end yngre, og efterhvert som hun gik, fik hun Farve i Ansigtet.

De talte ikke meget sammen. Aagot sagde blot:

«Det var snilt af Dem, at De vilde følge mig, ellers var jeg nok bleven helt alene paa denne Tur.» Og Tidemand saa, at hun bestræbte sig for ikke at vise nogen Bevægelse, hun smilte, og hendes Øjne var vaade.

Han smilte han ogsaa og svared trøstende, at ja, nu maatte hun være rigtig glad over at kunne forlade denne Søle inde i Byen, nu kom hun ud paa rene Veje, ind i bedre Luft. Forresten vared det vel ikke saa længe, før hun vendte tilbage igen, haabed han?

Nej, sagde hun ogsaa, det vared vel ikke saa længe.

394Disse ligegyldige Ord var alt, de talte sammen. De stod paa Perronen, det var igen begyndt at regne, Draaberne slog haardt i Glashvælvingen over deres Hoveder, og Lokomotivet stod og hvæsed paa Sporet. Aagot gik ind i Kupéen og rakte Haanden ud til Tidemand. Og med en pludselig Trang til at blive tilgivet, dømt mildt, sagde hun til denne Fremmede, som hun ikke havde været meget sammen med:

«Farvel… Og tænk ikke for slet om mig alligevel!» Saa rødmed hun over hele Ansigtet.

«Nej, kære Barn…» svared han forundret. Og mer kom han ikke til at sige.

Hun laa der med sit lille lyse Ansigt ud af Vinduet og nikked endnu, efterat Toget var begyndt at gaa, hendes Øjne var stadig vaade, og hun kæmped for ikke at græde. Hun saa hele Tiden paa Tidemand, tilslut vifted hun med Lommetørklædet.

Den underlige Pige! Han var det eneste Menneske paa Platformen, som hun kendte, og saa vilde hun ialfald vifte til ham! Han blev ogsaa rørt over denne simple Hjærtelighed og vifted tilbage lige til Toget forsvandt. Ikke tænke for slet om hende alligevel? Nej, det vilde han ikke. Og havde han nogensinde gjort det, saa skulde det ialfald ikke ske mere. Hun havde viftet tilbage til ham, fremmede Mand! 395Det ville han rigtig fortælle Ole, det vilde glæde ham…

*

Tidemand tog Vejen nedad mod sin Brygge. Han havde Hovedet meget fuldt af Handel, og han glemte efterhaanden alt andet. Arbejdet begyndte igen at vokse i hans Forretning, Krediten var ikke længer lukket for ham, og han havde atter maattet tage to af sine gamle Bryggefolk i sin Tjeneste. Hans Bedrift var som et Dyr, der havde ligget besvimet en Tid og nu begyndte at røre sig igen og komme til Kræfter. For Øjeblikket skibed han Tjære.

Da han havde været rundt i Lageret og givet nogle Ordrer, begav han sig ind i den Restauration, hvor han plejed at faa sine Maaltider. Det var bleven sent, han spiste hurtigt og talte ikke med nogen. Han grunded meget over en ny Plan, som han havde undfanget. Nu gik hans Tjære til Spanien, Rugen stod i god, stiv Pris, og han solgte jævnt af sin Masse, hans Virksomhed begyndte at skyde Arme ud paany, og saa var der nu dette Garveri oppe ved Thorahus. Hvad om man under Opførelsen af et saadant Garveri tænkte en liden Sidetanke paa er fast Tjærebrænderi? Jo, han vilde virkelig ikke fraraade Ole et sligt Foretagende, hvis han selv syntes saa, det havde nu beskæftiget ham i 396Uger, han havde endog talt under Haanden med en Ingeniør om det. Den afbarkede Afskær og Top havde man jo allerede, og naar Garveriet tog Barken, tog Brænderiet Veden. For sin egen Del ønsked han foreløbig ikke mere mellem Hænderne, der var nu ogsaa bare ham selv og Børnene at stræve for; men han kunde ikke lade være at komme tilbage til denne Sag baade tidt og ofte.

Tidemand vandred hjem. Det regned jævnt og tæt.

I nogle Skridts Afstand fra sin Kontordør standsed han brat op, lidt efter trak han sig forsigtigt ind i en Port. Han stirred ret frem, hans Kone stod derude i Gaden, lige udenfor Kontoret, skønt det regned ganske tæt. Hun saa afvekslende indad Kontorvinduerne og op mod anden Etage, op til Midterværelset, hendes eget gamle værelse. Der stod hun, han tog ikke fejl, og hans Aandedræt sagtned med ét. Han havde engang før set hende der, hun havde kredset om udenfor Huset i Skyggen af Gaslygten, ligesom nu, han var kommet til at raabe ganske sagte hendes Navn, kalde paa hende, men hun havde straks ilet om Hjørnet uden at svare. Det var tre Uger siden, en Søndag Aften. Nu var hun her igen.

Han vilde træde frem, han gjorde en Bevægelse, det rasled i hans Regnkappe, men i 397samme Øjeblik saa hun sig sky omkring og strakte pludselig begge Hænder opad, folded dem og strakte dem opover sit Hoved. Dette vared et Øjeblik. Saa gik hun. Han blev staaende stille paa sin Plads til hun var forsvunden.

En Uges Tid efter kom Ole Henriksen hjem. Han var bleven urolig, han havde slet ikke faaet noget Svar fra Aagot, han telegrafered igen og igen, men hørte intet fra hende. Saa gjorde han sig hurtigt færdig og rejste. Men han var saa langt fra at ane den hele tunge Sammenhæng med Aagots Taushed, at han endnu den sidste Eftermiddag, han var i London, købte en Gave til hende, en Vogn til hendes lille Fjordhest paa Thorahus.

Og hjemme paa hans Pult laa allerede Aagots Brev og vented paa ham. Ringen var pakket ind i Silkepapir.

Ole Henriksen læste Brevet næsten uden at forstaa det. Han begyndte blot at ryste paa Hænderne, og hans Øjne stod vidaabne. Han gik hen og lukked Kontordøren af og læste Brevet igen, det var enkelt og klart, han kunde ikke faa andet ud af det, end hvad der stod: 399hun gav ham hans «Frihed» tilbage. Og der laa nu Ringen ved Siden af i Silkepapir. Jo han kunde ikke længer være i Uvished om Indholdet af dette tydelige Brev.

Og Ole Henriksen drev frem og tilbage i Kontoret i Timer, lagde Brevet paa Pulten, drev med Hænderne paa Ryggen, tog atter Brevet og læste det igennem. Han var «fri».

Han maatte ikke tro, at hun ikke var glad i ham, skrev hun; hun tænkte paa ham lige saa meget som før, ja, mere nu, hun bad ham Hundrede Gange om Dag om Tilgivelse. Men hvad hjalp det, at hun tænkte paa ham saa meget, skrev hun videre, hun var ikke længer hans, som hun skulde være, det var kommet dertil. Men hun havde ikke overgivet sig den første den bedste Gang og uden Modstand, nej, det vidste Gud alene, at hun havde været saa glad i ham og ikke villet være nogen andens end hans. Men nu var hun gaaet aldeles for vidt, og hun bad ikke om noget andet, end at han vilde dømme hende kærligt, skønt hun ikke fortjente det. Alt, hun havde gjort imod ham, maatte han glemme, ja, alt, og han skulde ikke sørge over hende, det skulde han ikke, for hun var ikke værd hans Sorg. Og nu vilde hun sige ham Farvel og takke ham for hver Stund; Ringen sendte hun ogsaa tilbage, men det var ikke for at saare ham end mere, kun var det 400vel brugeligt. Og derved fik det blive i al Evighed.

Brevet var dateret to Gange, baade øverst og nederst, det havde hun ikke været opmærksom paa. Det var ogsaa skrevet med Aagots store, barnlige Skrift og var rørende ubehjælpeligt, hun havde gjort to smaa Udstrygninger.

Saa havde han da forstaaet det ret; og desuden laa jo Ringen der! Nej, hvad var ogsaa han? Han var ingen betydelig Mand, som hele Landet kendte, eller et Geni, som man kunde være meget straalende glad i, han var en jævn Slider i sin Forretning, en Kræmmer, det var alt. Han burde ikke have indbildt sig noget saa højt som at faa beholde Aagots Hjærte i Fred, der saa man nu ogsaa, hvor han havde forregnet sig. Ja, han skøtted nok sin Handel og arbejded baade sent og tidlig, men i Guds Navn, det kunde ikke gøre et Hjærte glad i ham, der var ikke noget at sige paa det. Ja, ja, saa vidste han da, hvorfor han ikke fik noget Svar paa sine Telegrammer; se, han burde jo have anet det straks, men det gjorde han ikke… Hun havde gaaet aldeles for vidt, nu sagde hun Farvel og elsked en anden. Aa, ja, dét var der heller ikke noget at sige til, naar hun elsked en anden, saa. Det var vel Irgens, som kom til at faa hende alligevel, det maatte saa være, han havde været heldigere med hende, havde virket mere 401berusende, rigere, han havde ogsaa sit bekendte Navn at møde frem med… Nej, Tidemand havde alligevel Ret, det var farligt med Øturene og det var farligt med Spadserturene, Tidemand havde Erfaring for sligt. Naa, ja, nu var det forsent at tænke paa det. Men desuden saa var jo ikke Kærligheden meget fast, naar den skulde staa og falde paa en saadan Øtur…

Og pludselig griber Harmen den stakkels Fyr, han begynder at tage hidsigere og hidsigere Skridt, og hans Pande rødmer. Hun havde gaaet aldeles for vidt, javel, og det havde han igen for sin Ømhed! Han havde knæled for en Tøjte, og han havde ladet sig snyde i to Aar igennem baade for Penge og Varer af hendes jammerlige Elsker. Han kunde vise det af Hovedbogen, se her, se bare her, hvor Aagots fine Ven havde været i Forlegenhed for saa ti, saa femti Kroner. Og der havde han endog gaaet saa bange for, at hun en Dag kunde faa Øje paa Hr. Digterens Konto, naar hun bladed i hans Bøger, han havde tilslut lagt Hovedbogen helt tilside for hende, af Hensyn til den store Mand. Jo, det var et pent Kompagni disse to, den ene var saare værd den anden, og det kunde han nu besynge i sine Digte, det var saa udmærket passende et Æmne. He, han maatte ikke sørge formeget over hende, nej, se, det maatte han nu slet ikke, for det taalte hun ikke, hun vilde tabe sin Søvn ved 402det. Se, se! Men hvem havde sagt, at han vilde sørge? Hun tog fejl, han havde knælet for hende, men han havde ikke slikket hendes Sko, nej, han havde næsten ikke knælet for hende engang. Aa, nej, rent sengeliggende blev han nu ikke af dette, det kunde hun trøste sig med, hun behøved ikke at fælde salte Taarer af den Grund. Jasaa, hun slog op med ham, hun sendte Ringen tilbage! Ja, hvad saa? Ha-ha-ha, var det det samme som hans Dødsdom? Næppe! Men det var besynderligt, at hun havde slæbt Ringen med sig til Thorahus; hvorfor havde hun ikke lagt den tilbage paa hans Pult, saa havde hun sparet Portoen! Nej, bedste Frøken Lynum, man døde ikke af Hjærteklap, om man fik en Kurv. Og Gud ved, det var sikkert til det bedste, jo, Kurven var en ligefrem Velsignelse. For slige Folk som hende, vilde han ikke have noget at bestille med, han havde forsøgt at være et ærligt Menneske hele sit Liv. Farvel, Farvel; ingen Aarsag; rejs Djævelen ivold med din silkeforede Bedrager og lad mig aldrig høre tale om nogen af Dere mere…

Han vred ophidset sine Hænder og gik med lange, rasende Skridt omkring i Kontoret. Naa, han vilde gøre Gengæld, han vilde naturligvis kaste sin egen Ring tilbage i Frøkenens Ansigt og faa en Ende paa Komedien. Han standsed ved Pulten og sled Ringen af Fingeren, pakked 403den ind og stak den i en Konvolut. Han skrev udenpaa med store, brutale Bogstaver, hans Haand rysted hæftigt. Saa banked det paa Døren, og han slængte Brevet ned i sin Pult og slog Laaget i.

Det var en af hans Betjente, som kom og minded ham om, at det var meget over Lukketid. Om han skulde stænge Butiken?

Javel, stæng væk. Men vent, han var færdig, han vilde gaa. Bring Nøglen op!

Og han gik ud af Kontoret.

Nej, ingen skulde sige, at han knak ned ved et Bedrageri saa lurvet, som dette, han skulde netop vise Folk, at han beholdt hele sin Fatning. Han kunde ville gaa i Grand og fejre sin Hjemkomst med en gemen Sejdel Øl. He, det vilde være kosteligt! Jo, han havde ikke i Sinde at sky Folk. Nu havde han en Pistol liggende i sin Kontorpult, men havde han staaet i Begreb med at bruge den? Havde han havt den fjærneste Tanke paa den? Aldeles ikke, slet ikke, det var bare et Øjeblik, det faldt ham ind, at den kanske laa der og rusted. Nej, Gudskelov, saa træt var man ikke af Livet…

Ole Henriksen gik i Grand.

Han satte sig straks indenfor Døren og forlangte sin Sejdel. Lidt efter følte han et Slag paa sin Skulder, han saa op, det var Milde.

404«Gamle Knægt,» raabte Milde, «sætter du dig her og siger ikke et Ord? Velkommen tilbage. Kom over til Vinduet, vi er et Par Stykker derborte.»

Og Ole Henriksen gik med til Vinduet. Der sad Øjen, Norem og Gregersen, allesammen med halvtomme Vinglas foran sig. Øjen sprang op og sagde fornøjet:

«Velkommen tilbage, kære Ole. Det var hyggeligt at se dig igen, jeg har savnet dig meget. Ja, jeg kommer forresten imorgen og hilser ordentlig paa dig, jeg har noget, jeg maa tale med dig om igen.»

Gregersen rakte ligegyldigt én Finger frem, Ole tog den, satte sig og kaldte paa Opvarteren, der bragte ham hans Sejdel.

«Hvad, drikker du Øl?» spurgte Milde forundret. «Ikke Øl i en saadan Stund, ved du. Nej, lad os drikke Vin.»

«Ja, drik Dere, hvad Dere vil, jeg skal nu bare have denne Sejdel.»

Men i samme Øjeblik kom ogsaa Irgens indover Gulvet, og Milde skreg til ham:

«Ole drikker Øl, men det vil ikke vi; vel? Hvad siger du?»

Irgens studsed ikke det mindste ved at staa Ansigt til Ansigt med Ole, han nikked blot til ham og sagde saa meget som Velkommen tilbage, saa satte han sig han ogsaa, som om intet var.

405Og Ole saa paa ham og lagde Mærke til, at Irgens havde ikke ganske rene Mansketter paa; i det hele taget var heller ikke hans Dragt flunkende ny.

Men Milde gentog sit Spørgsmaal, om man ikke skulde faa lidt mere Vin, hvad? For Ole han vilde nu have Øl, men det var ved Gud for gement især i Anledning af en dobbelt Højtidelighed.

«En dobbelt Højtidelighed?» spurgte Gregersen.

«En dobbelt Højtidelighed ja. For det første er nu Ole kommet hjem igen, og det er det vigtigste for os for Øjeblikket, jeg siger det rent ud. Men dernæst er jeg bleven kastet ud af mit Atelier idag, og det er ogsaa af en vis højtidelig Betydning. Ja, vil Dere tænke Dere, Fruen kom og vilde have Penge. Penge? sagde jeg. Og saa videre, og saa videre. Men Enden blev, at hun sagde mig op, med kortest mulige Frist, et Par Timer. He-he, jeg har aldrig hørt om en slig Frist; ja, hun havde rigtignok varslet mig for en Maaned siden, men. Forresten maatte jeg hænge tilbage et Par bemalede Lærreder… Men altsaa saa synes jeg, at vi drikker mere Vin. For Ole han er ikke den Mand, som regner paa, hvad vi drikker.»

«Nej, kære, hvad kommer det mig ved?» sagde Ole Henriksen ogsaa.

406Men Irgens greb den allerede tømte Flaske paa Bordet, undersøgte mistænksomt Vignetten og sagde:

«Hvad er dette? Nej, ved Dere hvad, skal det være Vin, saa lad det da være drikkendes Vin ialfald.»

Og Vinen blev bragt.

Irgens var forøvrigt i temmelig godt Humør, han havde arbejdet lykkeligt idag, sagde han, skrevet et Digt, et Par Vers, der formelig smilte som Piger. Men det var en ren Undtagelse, hans Digtning var ikke meget smilende for Tiden, hvad den heller ikke skulde være.

Og hans unge Kollega Øjen var heller ikke altfor bedrøvet. Vistnok havde han ikke meget Gods og Guld, men han var fornøjet med lidet, og gode Folk hjalp ham ogsaa, det var Synd at sige andet. Men just idag var der en Ting, som glæded ham en Smule ekstra midt i hans Fattigdom: en dansk Autografsamler havde netop skrevet til ham og bedt om hans Haandskrift. Det havde maaske ikke megen Betydning, men det viste dog, at man ikke var aldeles glemt af Verden. Øjen saa omkring paa de tilstedeværende, da han sagde dette, og hans Øjne var aabne og trohjærtige.

Og Herrerne klinked flittigt med hinanden, de blev gode og glade, inden de tog Afsked. Irgens var den første, som gik, derpaa sagde 407Øjen Godnat og gik han ogsaa. Ole Henriksen sad der fremdeles, lige til den sidste var gaaet, kun Norem var endnu paa sin Plads, men han havde som sædvanlig slumret ind.

Ole havde siddet og hørt paa Herrernes Passiar, nu og da havde han ogsaa sagt et Ord med. Han var bleven stille og træt, Ophidselsen var gaaet af ham, en bitter Lede havde grebet ham og gjort ham ligegyldig for alt. Nu sad han her i Grand, midt iblandt endel fulde Mennesker, og her var Irgens lige ved Siden af ham, han sad maaske i denne Stund og gotted sig over sin Sejr over ham, og alligevel rejste han sig ikke og gik sin Vej! Nej, han gjorde ikke det. Kunde det ikke være ligegyldigt, hvor han befandt sig for en Time eller to?

Endelig betalte han og rejste sig.

Opvarteren standsed ham.

«Undskyld,» sagde Opvarteren, «Vinen…»

«Vinen?» spurgte Ole Henriksen. «Jeg har drukket to Sejdler Øl.»

«Ja, men Vinen er heller ikke betalt.»

«Jasaa, betalte ikke Herrerne deres Vin?» Et Øjeblik blaffed Vreden op i ham igen, han var lige paa Nippet til at sige, at hvis denne Vinregning blev sendt op til Thorahus, vilde den straks blive betalt. Men han sagde det ikke, han bemærked blot: «Jeg har nu egentlig ikke 408drukket nogen Vin, men jeg kan gærne betale den alligevel.» Ole tog til Lommebogen.

Og nu begyndte Opvarteren at prate, at udbrede sig over de forskellige Sorter Gæster. Der var endel Gæster, som man ligefrem maatte holde Øje med, ellers sneg de sig paa Dør uden at betale. Ja, det var ikke Tilfældet nu, langt ifra, det maatte ikke forstaaes saaledes. Digterne og Kunstnerne de var ærlige ud i Fingerspidserne, Digterne især, dem var der ingen Fare med. Han kendte dem, havde studeret dem og lært at betjene dem til deres Tilfredshed. Det var Folk, der havde hver sine Egenheder, som man maatte huske vel paa, naar man var Opvarter; man var vant til at de glemte at betale, de havde Hovedet saa fuldt af andre Ting, de studered og tænkte saa meget. Men der var altid nogen, som gjorde Ret for dem, ja, som gjorde det med Glæde, man behøved bare at nævne det…

Ole betalte og gik.

Nej, hvad skulde han forresten gøre hjemme? Gaa tilsengs og sove? Ja, om han kunde det! Han havde sovet daarligt ombord, og han var netop kommet fra Rejsen, men han fik heller se at holde sig oppe saa længe som muligt alligevel, inden han lagde sig. For der blev vel ingen Søvn af. Han søgte ind i de mørkeste Gader, hvor han syntes, han var mere alene; han var 409paa Hjemvejen, men svinged brat af og tog Retningen nedad mod Fæstningen.

Her traf han pludselig Tidemand, i Kanten af Fæstningsvolden, Tidemand alene, staaende stille foran en mørk Port og kigende opad Huset ligeoverfor. Hvad havde han at gøre her?

Ole gik hen til ham, de saa forundret paa hinanden.

«Ja, jeg driver bare en Tur, en ganske liden Tur, jeg kom tilfældig her forbi,» sagde Tidemand flau og forvirret allerede før han hilste… «Men Gudskelov, er det dig, Ole, erer] rettet fra: et (trykkfeil) du kommet tilbage? Velkommen hjem. Kom, lad os gaa herfra.»

Og Ole smilte med et træt Smil og hilste:

«Godaften, Andreas.»

De vandred afsted. Tidemand kunde ikke komme sig af sin Overraskelse. Nu havde han aldrig set Magen; han havde ikke vidst om Oles Hjemkomst. Alt stod forresten godt til hjemme, han havde været rigtig flittigt over hos Gamlingen, som han havde lovet. I Forretningen gik alt, som det skulde.

«Ja, din Kæreste er rejst,» sagde han, «jeg fulgte hende paa Stationen. Jeg maa rigtig fortælle dig, det er en yndig Kæreste, du har. Hun stod i Kupéen og var lidt bevæget fordi hun skulde rejse, hun saa paa mig med ligefrem blanke Øjne, da hun sagde Farvel. Du ved, 410hvordan hun er. Men da hun rulled afsted, tog hun Lommetørklædet op og vifted til mig. Ja. Hun stod og vifted til mig, bare fordi jeg havde fulgt hende til Toget. Og hun gjorde altsammen saa nydeligt, du skulde have set hende.»

«Ja, nu er jeg ikke forlovet mer,» sagde Ole med dump Stemme.

*

Ole gik ind i sit Kontor. Det var sen Nat. Han var bleven gaaende en lang Tid sammen med Tidemand og havde fortalt ham alt. Nu vilde han skrive et Brev til Aagots Forældre, ærbødigt og stolt, uden nogen Bebrejdelse. Det var hans sidste Skyldighed.

Og da han var færdig hermed, læste han endnu engang Aagots Brev over. Han vilde rive det istykker og brænde det, men standsed sig selv og lagde det foran sig paa Pulten. Det var nu alligevel et Brev fra hende, det sidste; hun havde siddet og skrevet til ham og tænkt paa ham, mens hun gjorde det. Og hun havde lagt sine smaa Hænder over Brevet, og her var Pennen bleven tyk for hende, saa havde hun vel strøget den af paa noget og dyppet den igen og skrevet videre. Brevet var nu til ham, ikke til nogen anden, kanske var det en Aften, da alle havde lagt sig, hun havde skrevet det.

411Han tog atter Ringen ud af Silkepapiret og saa længe paa den, inden han paany lagde den ind. Han angred, at han havde tabt Ligevægten og ladet sit Raseri løbe af med sig iaften, han ønsked hvert Ord tilbage. Farvel, Aagot, Farvel…

Og Aagots sidste Brev gæmte han blandt hendes andre.

Nu begyndte Ole at arbejde i Forretningen igen, han hang end hidsigere i end nogensinde og tilbragte saa godt som hele sin Tid i Kontorene, endog naar det egentlige Arbejde var over. Hvad stod han der for? Han tog af, han undte sig altfor liden Frihed, og hans Blik blev fraværende og stirrende. I Løbet af et Par Uger var han ikke udenfor Bryggen og Kontorerne. Det skulde dog ikke siges, at han gik og hang med Hovedet, bare fordi hans Forlovelse var gaaet overstyr, han skøtted sin Forretning som før og havde det godt.

Han tabte sig, magredes af, — javel. Det kom af Arbejdet, intet andet end Arbejdet, han gjorde kanske lidt formeget af det. Der var nu vel ikke en Moders Sjæl, som tænkte, at det kom af noget andet end Arbejdet? Der laa saa meget ugjort, da han kom tilbage fra England, han havde forklaret Tidemand det hele, der laa 413utrolig meget. Men forresten saa havde han nu faaet det værste fra Haanden, og han vilde tage det roligere, han vilde ovenikøbet gaa lidt ud, se hvad der var at se, more sig; nu var Teatrene i fuld Gang igen, snart kom Cirkus. Nej, noget Hængehoved var han ikke.

Og han fik Tidemand med sig baade i Teatret og i Tivoli, de drev lange Ture om Aftenen, aftalte alt angaaende Garveriet ved Thorahus og beslutted at bygge til Vaaren. Et Tjærebrænderi skulde lægges under samme Tag. Dette Foretagende optog dem begge meget, og Ole var endog den ivrigste. Han kasted sig saa fyrigt ind i Livet omkring sig, at ingen skulde tro, han bar paa nogen Sorg; han talte heller aldrig om Aagot, nævnte hende ikke, hun var død og borte.

Men han holdt sig stadig lige mager og huløjet. Han skyldte tilsidst paa sin Rejse, den havde virkelig taget lidt paa ham, han var bleven meget forkølet ombord. Men nu følte han, at han snart var ovenpaa igen, det var bare et Tidsspørgsmaal.

«Hvordan lever du?» spurgte Tidemand, naar han kom.

«Jeg? Udmærket,» svared Ole. «Og du?»

Og Tidemand leved ogsaa efter Omstændighederne. Tidemand havde i de sidste Dage faaet sin gamle Kokkepige igen, han spiste atter 414hjemme; nu var det to Aar siden sidst. Det var lidt øde, Spisestuen var for stor, Pladsene var ikke optagne som før; men Børnene holdt den friskeste Støj gennem hele Huset, han hørte dem undertiden lige ned i Kontoret, disse viltre Børn. De kunde ogsaa forstyrre ham mangen Stund, mangen velsignet Stund, ja, tage ham bort fra Arbejdet. Naar deres Udraab og Latter trængte ned til ham, eller han hørte Klappene af deres smaa Sko oppe i Entréen, lagde han Pennen ned og gjorde sig Ærinde ovenpaa; om et Par Minutter kom han saa ned igen, færdig til at kaste sig over Bøger og Papirer paany, som en frejdig Yngling… Jo, Tidemand leved godt, han vilde ikke sige andet; alt var begyndt at vende sig til det bedste for ham…

«Ved du hvad,» sagde Ole, «jeg tror, der kunde være Marked for norsk Ost i England. Jeg talte med forskellige Huse, da jeg var der, det maatte være hvid Ost, Gedeost; Myseosten forstaar de ikke. Hvad hindrer forresten os i at lave den saakaldte Normandiost? Det er ikke Spor andet end oplagt Mælk med Fløden. Men saa er det Omgangsmaaden.»

Det havde den overanstrængte Mand tænkt ud, at der kunde være Marked for norsk Ost i England. Han udvikled nu noget forceret, noget febrilsk, hvorledes han havde tænkt sig en Gedehjord paa fem Tusind Stykker paa en 415Sæter i Valdres, et Mejeri efter schweitzisk Mønster, Ost i Partier, en Afsætning i stor Stil. Hans Øjne stirred fjærnt ud i Luften.

Men Transporten, mente Tidemand, Transporten først og fremst fra Fjældet…

Ole afbrød ham:

Javel, Transporten. Men Transporten kunde jo ikke være nogen Hindring til evige Tider alligevel, der maatte blive Veje engang. Desuden maatte man kunne spænde en Kabel fra Fjæld til Fjæld med saapas slap Line, at den kunde naaes fra en Station nede i Dalen. Paa denne Kabel maatte det saa gaa an at transportere snartsagt hvad man vilde. Ladningen maatte løbe i Gummiringe efter Kabelen og Farten reguleres gennem Liner og Blokke fra Stationen. Jo, han havde tænkt paa dette, det kunde ikke være ugørligt. Og havde man først Varen nede paa Chausséen, gik Transporten af sig selv.

Tidemand hørte paa sin Ven og saa paa hans Ansigt. Han talte med megen Overbevisning og syntes optagen blot af denne eneste Tanke; men lidt efter spurgte han dog, hvorledes Tidemands Børn havde det, skønt Tidemand havde fortalt ham derom nys før. Ole Henriksen, den jævneste og besindigste af alle, havde tabt noget af sin Ro.

De begyndte at tale om sine Bekendte fra Kliken. Grande var bleven Medlem af Stemmeretskommissionen, 416beretted Tidemand, det var nok kommet noget overraskende endog for Advokaten selv. Han havde forklaret for Tidemand, at det var en god Begyndelse til noget denne Stemmeretskommission, en skøn, liberal Bevægelse. Nu fik man se, kanske satte man simpelthen almindelig Stemmeret igennem næste Gang. Om Milde havde Advokaten fortalt, at den altid heldige Mand nu havde faaet et stort Arbejde at udføre, han skulde illustrere Welhavens Norges Dæmring med Karikaturer. Aa, der vilde Milde netop gøre udmærkede Ting, for han var Manden.

Ole hørte adspredt paa. Irgens blev ikke nævnt…

Da Tidemand gik hjem, kom han tilfældig til at stikke ind til en Detaljhandler, som han levered Varer til. Det var ganske tilfældig. Han kom ind i Butiken og traadte hen til Disken, hilsende højt til Chefen, der stod ved sin Pult. I det samme saa han sin Kone ved Disken, hun havde nogle Smaapakker foran sig.

Tidemand havde ikke set hende siden hin Regnvejrsaften udenfor hans Kontor. Han havde været saa heldig at faa Øje paa hendes Ring i et Guldsmedvindu en Dag, og han havde straks løst den ind og sendt hende den tilbage. Hun havde ogsaa takket med nogle faa rørende Ord paa et Kort: hun havde ikke savnet Ringen, 417nu var det en anden Sag, nu kom hun ikke til at sælge den mer.

Hun stod der ved Disken i en sort Dragt, den var lidt slidt, den gjorde ikke noget godt Indtryk, og i et eneste Øjeblik fløj det gennem hans Hoved, om hun kanske ikke havde nok Penge, om hun mangled noget. Hvorfor brugte hun saa gamle Kjoler? Det kunde hun ikke være nødt til, han havde sendt hende flere og flere Penge, Gudskelov, det havde han Raad til. I Førstningen, da det var noget smaat med ham, havde han ikke sendt hende store Summer, det var sandt, han havde ogsaa græmmet sig dybt derover og skrevet Breve med hver Gang, hvori han bad hende om Undskyldning. Det var bare Skødesløshed af ham, havde han skrevet, der skulde rigtig blive sendt flere Penge i Løbet af Ugen, det var en Forglemmelse, han havde forsømt at lægge Pengene tilrette i Tide. Og hun havde takket og svaret hver Gang paa et Kort, at det var altfor mange Penge, i Guds Navn, hvad skulde hun gøre med saa mange? Hun havde Penge i Masser liggende, han skulde tro hende.

Men hvorfor gik hun da i saa gamle Kjoler?

Hun havde vendt sig om, hun kendte hans Stemme, da han hilste paa Chefen. De blev staaende at se paa hinanden et Sekund. Han 418forvirredes, han hilste smilende til hende ogsaa, ligesom til Chefen, og hun besvared paa en Gang blussende rød denne Hilsen.

«Ja, Tak, det kan være det samme,» sagde hun lavt til Betjenten; «jeg kan faa Resten en anden Gang.» Og hun betalte skyndsomt, hvad hun allerede havde faaet, og samled sine Pakker med sig. Tidemand fulgte hende med Øjnene. Hun gik duknakket til Døren og saa ned, ligesom skamfuld. Ved Døren slap hun i sin Forfjamselse en Pakke i Gulvet, og Tidemand traadte hurtigt til forat tage den op, de luded sig begge paa samme Tid, og hun stammed Tak, Tak i den højeste Forlegenhed. Hendes Bryst gynged, hun saa op paa ham i det samme hun forsvandt ud af Døren. Og Tidemand stod tilbage; han lukked efter hende uden at vide, hvad han gjorde.

Og Dagene gik, Byen var rolig, alting var roligt.

Irgens var endnu Mand for at vække Forundring og blive Genstand for alles Opmærksomhed. Han havde en Tidlang set noget nedslagen ud, hans Gæld trykked ham, han tjente ingen Penge og ingen gav ham nogen; nu kom Høsten og Vinteren, det saa ikke for lyst ud med Irgens, han havde endog været nødt til at tage i Brug et Par Dragter fra forrige Høst.

Saa med en Gang overrasker han sine Bekendte ved at vise sig paa Promenaden fornyet fra Top til Taa, i en flot Høstdress, med lysegule Handsker og Penge i Lommen, fin som den gamle, eneste Irgens. Folk gloed henrykt paa ham; den Satans Mand, han overstraaled alle! Hvilken Diamanthule havde han nu dumpet ned i? Aa, der var et Hoved paa 420de Skuldre, et Talent, en Overlegenhed! Han var vistnok bleven opsagt af sin Værtinde i Thranes Vej Numer 5, endelig var han bleven opsagt; men hvad gjorde det? Nu havde han lejet to Værelser i Villakvarteret, med Udsigt til Gaden, til Byen, fine Værelser, Svinelæder. Han kunde ikke længer holde det ud paa en Hybel med gistent Gulv og en elendig Opgang, det tog alle hans bedste Stemninger fra ham, han led ved det; skulde man kunne udrette noget, maatte man befri sig saa meget som for Tryk, nu havde han faaet det taaleligt. I forrige Uge var ogsaa Frøken LynumLynum] rettet fra: Lunum (trykkfeil) kommet tilbage til Byen og skulde være en Tid, hun bragte ham til at straale op til et aldeles nyt Menneske. Hvor dog den ganske By lysned og rødmed igen, da Aagot kom!

Og nu var det afgjort imellem dem, de fik gifte sig til Vaaren paa Udsigten til det næste Stipendium. Han maatte vel endelig engang faa dette stakkels Stipendium, især naar han stifted Familje og udgav en ny Digtsamling. Der var absolut ingen mere trængende end han, man kunde vel ikke ligefrem hungre ham ihjæl. Og Irgens havde resolut sat sig i Forbindelse med Advokat Grande, der personlig var gaaet til Ministeren i Anledning af det næste Aars Stipendium. Irgens vilde ikke henvende sig til Ministeren selv, det bød ham oprigtigt imod at 421gaa eens Ærinde hen og tale sin egen Sag paa højere Steder; men Grande kunde gøre det, hvis han syntes saa. «Du ved, hvordan jeg staar i det,» sagde han til Grande, «jeg er ikke meget velhavende, og vil du tale med Ministeren, skal du have Tak. Men jeg rører mig ikke, det kan jeg ikke bekvemme mig til.» Nu var vistnok Advokat Grande en Mand, som Irgens inderlig foragted, men det fik ikke hjælpe, han begyndte dog at betyde noget nu denne Advokat, han var bleven Medlem af en kongelig Kommission og var endog bleven interviewet af Gazetten. Jo, helt betydningsløs var han ikke, noget, som han forresten ogsaa selv begyndte at vise i sin Gang og i sit Væsen; Grande lod sig ikke længer standse paa Gaden af hvemsomhelst…

Da Tidemand fortalte Ole Henriksen, at han havde set Aagot paa Gaden om Formiddagen, gav det et haardt Sæt i Ole. Han fatted sig dog hurtigt og sagde smilende:

«Ja, kære, hvad kommer det mig ved? Lad hende være her saa meget hun vil, jeg har ikke noget imod hende. Jeg har andet at tænke paa end hende.» Han tvang sig til at vende tilbage til deres Samtale, til det nye Tjæreparti, som Tidemand havde faaet Bestilling paa, og gentog et Par Gange: «Assurer godt, for Guds Skyld, assurer godt, det skader aldrig!» 422Han var noget nervøs, men blev forøvrigt snart rolig igen.

De drak et Glas Vin, som i gamle Dage, de kom begge i en lun og lykkelig Stemning, der gik et Par Timer i hyggelig Passiar, inden de selv vidste af det, og da Tidemand gik, sagde Ole fuld af Taknemmelighed:

«Det er vakkert af dig at se hid til mig. Du kunde have nok at bestille alligevel… Hør,» vedblev han, «Operaen giver Afskedsforestilling iaften, kom og lad os gaa did, jeg beder dig.» Og den alvorlige Mand med de hule Øjne saa ud, som om han havde den største Lyst til at komme i Operaen. Han sagde ogsaa ligefrem, at han havde tænkt paa det i flere Dage.

De blev saa enige om at gaa. Ole vilde besørge Billetterne.

Og ikke saasnart havde Tidemand forladt Kontoret, før Ole telefonered afsted efter de Billetter, han ønsked, tre Pladse i Flugt, 11,12 og 13. Numer 12 vilde han selv bringe ned til Fru Hanka, der boed nede ved Fæstningen; hun vilde nok blive glad over en Billet til Operaen, før i Tiden havde ingen været flittigere i Operaen end hun. Han gned sig hemmelig i Hænderne, idet han vandred afsted. Numer 12, hun skulde have Numer 12 og sidde i Midten. Og selv vilde han beholde Numer 13, det var 423et passende Numer for ham, et saadant uheldigt Numer…

Han gik hurtigere og hurtigere af bare Utaalmodighed og glemte derunder sine egne Sorger. Ham var der ikke mere at tale om, han var færdig med sin Smærte, aldeles færdig, han var kommet helt og holdent ovenpaa, det skulde han vise den ganske Verden. Havde det egentlig rystet ham i nogen høj Grad, at Aagot atter var kommet til Byen? Slet ikke; han havde ligefrem ladet som ingenting. Det skulde nok gaa, det skulde nok gaa!

Og Ole gik paa. Han kendte godt Fru Hankas Adresse, han havde mere end en Gang Høsten udover fulgt Fru Hanka hjem til hendes Port, naar hun havde været hos ham i Smug og spurgt efter sine Børn. Desuden havde han truffet Tidemand udenfor hendes Vinduer den Aften, han kom tilbage fra England. Hvor de tænkte paa hinanden! Med dem var det noget andet end med ham, han var ovenpaa og tænkte ikke meget mere…

Men da han naaed frem, hørte han, at Fru Hanka havde laaset sit Værelse af og var tagen ud af Byen, ud til Landstedet. Hun vilde ikke komme tilbage før imorgen.

Ole hørte paa dette og forstod det ikke straks. Til Landstedet? Hvilket Landsted?

424Og der blev svaret: Fruens Landsted, Tidemands Landsted.

Ah, ja, det var jo ogsaa sandt, Tidemands Landsted, naturligvis; han stod bare og var dum. Jasaa, hun var tagen ud til Landstedet?… Ole saa paa Klokken. Nej, han kunde ikke faa Fru Hanka ind til Byen igen idag, det var forsent. Desuden, hvad skulde han angive som Grund for hende til at komme tilbage til Byen igen straks, paa Øjeblikket? Han vilde have overrasket baade hende og Manden med sin Plan. Men nu var hele Planen forpurret, røget i Lyset. Nej, hvor det lykkedes daarligt for ham, selv om han vilde gøre andre vel!

Ole vendte tilbage.

Til Landstedet! Hvor hun kredsed om gamle Tomter! Nu havde hun ikke længer kunnet holde det ud, hun havde maattet se igen Landstedet, skønt Løvet var falden af Træerne derude og Haven laa øde. Hun vilde faa Nøglen af Husmanden og lukke sig ind i Værelserne. Landstedet! Der skulde ogsaa Aagot have været i Sommer, hvis det ikke var gaaet saa ulykkeligt med det hele. Naa, det var noget andet, noget uvedkommende… Fru Hanka var ialfald ikke i Byen og kunde ikke følge med i Operaen iaften.

425Ole var træt og skuffet, han beslutted sørgmodig som han var at fortælle Tidemand om sit hele Anslag; han havde ialfald ment det godt, det gjorde ham ondt for dem begge. Og han begav sig til Tidemand.

«Vi faar gaa alene i Operaen,» sagde han; «jeg havde ellers Plads til en tredje, til din Kone.»

Tidemand skifted Farve.

«Havde du det?» sagde han bare.

«Jeg vilde have havt hende midt imellem os… Ja, jeg skulde kanske have sagt dig dette før, men. Og nu er Fru Hanka rejst bort til imorgen.»

«Er hun det?» sagde Tidemand som før.

«Hør, du er vel ikke rasende paa mig for dette, Andreas? Du skulde bare vide… Din Kone har været hos mig mangen Gang i de sidste Maaneder og spurgt efter dig og Børnene…»

«Ja, det er godt.»

«Hvad?»

«Jeg siger: det er godt. Hvorfor fortæller du mig dette?»

Da blussed Vreden op i Ole, han stak sit røde Ansigt helt hen til Tidemands og sagde hidsigt, med pibende Stemme:

«Jeg vil sige dig ét, din Satan du er, at du forstaar ikke dit eget Vel. Nej. Du er en Tosk, 426du lægger hende i Graven, det ender du med. Og du gør dit bedste for at gaa samme Vej selv; tror du ikke jeg ser det? Det er godt, det er godt, — jasaa, det er bare godt det, at hun stjæler sig til mig, naar det er mørkt om Aftenen, og spørger efter dig og Børnene med Aanden i Halsen! Tror du, det er for min egen Fornøjelse, jeg har gravet og spurgt til dit Befindende i disse Maaneder? Hvem skulde det være for, naar det ikke var for hende? Jeg for min Part giver dig Fan, forstaar du. Ja. Du ser ingenting, du forstaar ikke, at hun sørger sig bleg for din Skyld. Jeg har ser hende staa her udenfor din Kontordør om Nætterne og sige Godnat til dig og Børnene. Hun har grædt voldsomt og kysset paa Fingrene til Johanne og Ida, og saa har hun steget op paa Trappen og strøget et Par Gange over Dørvrideren, som du har taget i, da du stængte og gik; hun har staaet og holdt i denne Dørvrider, som om den var en Haand; det var hendes Godnat til dig. Dette har jeg set flere Gange fra Hjørnet. Men du siger vel bare, at det er godt dette ogsaa; for du er forstokket, saa meget du ved det… Forresten saa mener jeg ikke at sige, at du er forstokket heller,» lagde Ole angrende til, da han endelig saa Tidemands forgræmmede Mine. «Du skal ikke staa der og tage dig nær af dette, jeg har sagt, jeg mente ikke at gøre dig 427ondt; du skal undskylde, at jeg var grov mod dig, hører du, jeg mente det ikke. Men Herregud, kender du ikke mig endda?»

«Jeg vil ikke lægge hende i Graven,» svared Tidemand brudt, «jeg har givet hende frie Hænder, som hun bad om…»

«Ja, men det er længe siden, nu angrer hun det, hun vil tilbage igen.»

«Gud give, det var saa vel, saa! Men jeg har tænkt paa dét ogsaa, der er mig saa vanskeligt at glemme alt; der er mere end du ved. Jeg har forsøgt at stride, saa godt jeg har kunnet, forat komme i Ro igen, der skulde ikke mangle noget for Børnene, tænkte jeg, saa fik det andet gaa, som det kunde. Men jeg har ikke glemt Hanka en Dag, nej, det har jeg ikke, det ved jeg alene. Jeg har nok tænkt som du, at jeg vilde gaa til Hanka og bede hende paa Knæ om at komme tilbage, paa Knæ, bønfaldende, som det kunde falde sig; og det vilde jeg gøre med knælende Hjærte. Men hvorledes vilde hun komme tilbage, hvorledes vilde hun komme tilbage? Hun sagde mig det selv… det er ikke noget galt, men. Nej, du skal ikke tro, at det er noget altfor galt, det tror du nu vel ikke om Hanka?… Jeg har bare havt det mere end ondt, naar jeg har tænkt paa det hele. Og desuden er det nu ikke sikkert, at Hanka vilde komme tilbage igen heller; jeg forstaar 428ikke, hvor du har det ifra? Men ialfald saa er der ogsaa mere end du ved.»

«Jeg skulde ikke have blandet mig i dette, det forstaar jeg nu,» sagde Ole. «Men tænk paa det alligevel, Andreas, hav det i Erindring. Og undskyld, hvad jeg sagde, jeg tager det aldeles tilbage, det er min simple Pligt, for jeg mente det ikke. Jeg er bleven saa hidsig af mig i det sidste, jeg forstaar ikke, hvordan det er… Men som sagt, hav det i Erindring. Jeg ved, hvad jeg siger, jeg kender baade dig og hende… Farvel saalænge. Ja, det er sandt, Operaen! Kan du være færdig om en Times Tid.»

«Endnu ét,» sagde Tidemand, «hun har altsaa spurgt efter Børnene? Der hører du, der hører du!… Om en Times Tid, siger du? Javel.»

Nogle Dage efter stod Ole Henriksen i sit lille Kontor nede i Lageret. Det var en Eftermiddag ved Tretiden, det var klart Vejr og stille, paa Havnen var det almindelige travle Liv.

Ole gik til Vinduet og kiged ud, en uhyre Kuldrager kom sagte glidende ind i Havnen, Skibe, Maste og Sejl saaes overalt, Varer rulledes frem og tilbage paa Bryggerne. Pludselig rykker han til, Jagten Aagot, den lille Lystjagt, var borte. Han spærrer Øjnene op; hvad skulde det betyde? Blandt Hundrede Mastetoppe var der ingen gylden at se. Hvad i Alverden!

Han vilde tage sin Hat og faa Rede paa Sagen med det samme, men standsed ved Døren. Han gik tilbage til sin Plads igen, støtted Hovedet i Hænderne og faldt i Tanker. Egentlig var jo ikke Jagten hans nu, den var hendes, Frøken Lynums, hun havde ærligt faaet den, og Papirerne var i hendes Værge. Hun havde ikke sendt 430disse Papirer tilbage med Ringen, det havde hun undladt, glemt, hvad vidste han? Men ialfald var Jagten hendes, dens Skæbne kom ham ikke mere ved, den kunde være, hvor den vilde. Men sæt, at den var stjaalen? Ja, det blev heller ikke hans Sag.

Ole tog Pennen igen, det vared blot et Par Minutter, saa lagde han den atter ned. Herregud, dér i Sofaen havde hun siddet, da hun syed de smaa røde Puder til Kahytten! Hun havde ludet sig forover og syet saa flittigt, at hun næsten ikke havde set op. Og Puderne var blevne saa hjærtelig smaa, at det var et Syn. Men der havde hun siddet, han saa hende endnu…

Og Ole skrev et Øjeblik igen.

Saa aabner han hastigt Døren og skriger ud i Lageret, at Jagten var forsvunden, Aagot, den var borte. Havde nogen set Magen!

Men den ene af Betjentene kunde fortælle, at Jagten var bleven flyttet imorges af to Mand fra et Sagførerfirma, nu laa den fortøjet paa Fæstningssiden.

Hvilket Sagførerfirma?

Det havde ikke Betjenten spurgt om.

Ole blev nysgærrig. Jagten var aldeles ikke hans, nejvel; men Frøken Lynum kunde heller ikke have noget udestaaende med en Sagfører, her maatte være en Misforstaaelse. Og Ole gaar 431sporenstregs ned til Fæstningshavnen og driver sine Efterforskninger i et Par Timer. Da han endelig tilslut fik Rede paa, hvem Sagføreren var, begav han sig til hans Kontor.

Han traf en Mand paa sin egen Alder, som sad ved et Bord og skrev.

Ole gjorde et Par forsigtige Spørgsmaal.

Jo, det havde sin Rigtighed, Jagten skulde sælges, realiseres; Manden havde saamæn allerede laant ud et Tusind Kroner paa Jagten. Her havde han nu Papirerne, Irgens havde deponeret dem, Digteren Irgens. Der var vel intet ivejen fra Hr. Grossererens Side?

Nej, nej, langtfra. Ikke det Spor.

Manden blev høfligere og høfligere, han vidste sikkert fuld Besked angaaende Jagten, men røbed sig ikke med en Mine. Hvormeget kunde Fartøjet være værd, Hr. Grosserer? Jo, Irgens var kommet til ham og vilde have ham til at overtage Salget af Jagten, han var i en øjeblikkelig Forlegenhed for lidt Penge, han trængte endel straks, og man maatte jo strække sig saa langt, man kunde, overfor et Talent. Talenterne havde det ikke for fedt herhjemme, desværre. Men nu vilde han endnu engang spørge Hr. Grossereren, om der var det mindste ivejen, for i saa Fald vilde han rette paa det, gøre alt muligt forat rette paa det.

432Men Ole Henriksen sagde atter, at hvad skulde der være ivejen? Han havde blot sin Interesse af at spørge. Jagten havde hele Tiden ligget fortøjet udenfor hans Lagerhus, og nu var den pludselig forsvunden; han havde Moro af at vide, hvor den var bleven af. Det var altsaa bare af Nysgærrighed, han var kommet; beder forresten saa meget om Undskyldning.

Aa, hvor kunde han snakke saa! Ingen Aarsag, Hr. Grosserer, ingen Aarsag. Glæded ham overmaade…

Ole gik.

Nu kunde han forstaa, hvorfor Irgens med en Gang var bleven saa fornyet fra øverst til nederst og havde kunnet leje saa fine Værelser i Villakvarteret. Hele Byen forundred sig derover og talte om det, ingen vidste, at han havde faaet en saa uventet Hjælp. Men at hun vilde gøre det! tænkte han. Havde hun nu ikke en liden Følelse af Skam over denne nye Simpelhed? Forresten, hvad simpelt var der i det? Hvad hun ejed, ejed ogsaa han, de delte kærligt, der var intet at sige paa det; i Guds Navn, lad hende handle efter sit Hjærte! Nu var hun herinde, hun skulde lære noget ved Industriskolen, det laa saa nær at gøre i Penge den Smule Jagt. Kunde nogen fortænke hende i, at hun retted sin Forlovede paa Fode? Tværtimod, det havde hun Ære af… Men kanske naar alt kom 433til alt, saa vidste hun ikke engang om, at Jagten var gaaet til Salg, hun havde maaske glemt baade Jagten og Papirerne og var lige glad med, hvor de befandt sig. Ingen kunde vide det. Og ialfald saa havde hun ikke villet sælge Jagten bare forat faa Penge til sig selv, nej, nej, aldrig, han kendte hende. Hun vilde oprejse en anden, slig var hun. Og det var dét, det kom an paa.

Han saa Aagot saa tydeligt for sig, det lyse Haar, Næsen, Smilehullet; til næste syvende December vilde hun være nitten Aar. Ja, det vilde hun. Lad Jagten fare, den havde ingen Betydning mere; han kunde kanske have villet redde Puderne, men nu var det forsent, nu solgtes de.

Han vendte tilbage til Kontoret, men kunde ikke gøre mere end det nødvendigste af Arbejdet, han standsed hvert Øjeblik og stirred ret frem for sig, fraværende med alle sine Tanker. Hvad om han selv købte Jagten tilbage? Kunde hun have noget derimod? Gud ved, kanske vilde hun opfatte det som en Ondskabsfuldhed, det var vel bedst at holde sig rolig. Ja, det var bedst, han vilde nu ikke være nogen Nar heller, Frøken Lynum og han var færdige med hinanden for Livet, det skulde ikke siges, at han samled paa Relikvier efter hende. Hvad i Alverden havde han med hendes Jagt at bestille!

434Han lukked Kontoret til sædvanlig Tid og gik ud. Lygterne skinned klart, Vejret var fremdeles stille. Han saa Lys hos Tidemand, han tænkte at gaa ind, men standsed paa Trappen og betænkte sig; Tidemand havde maaske et eller andet Arbejde at gøre færdigt. Og Ole gik videre.

Time efter Time forløb, han vandred om i en Tilstand af dump Ligegyldighed, Træthed, næsten med halvlukkede Øjne. Han var oppe ved Parken, gik forbi, svinged af og kom op paa Haugene. Der var mørkt, han saa ingenting, men satte sig alligevel en kort Stund ned paa en Trappe. Saa tog han efter Klokken, Klokken var halv tolv. Og han drev ned i Byen igen. Han havde knapt en eneste Tanke i Hovedet.

Han lagde Vejen ned til Tivoli, til Sara. Hvor han havde gaaet om den hele Aften! Nu skulde han dog sove dødsens træt i Nat! Udenfor Sara standsed han brat op, lidt efter trak han sig baglænds tilbage, flere Skridt, fire, seks Skridt baglænds tilbage; hans Øjne stirred skarpt frem mod Restaurationens Indgang. En Trille holdt udenfor.

Han havde hørt Aagots Stemme, da han standsed, nu kom hun og Irgens ud, ned paa Gaden. Aagot var bagefter, hun gik daarligt og blev hæftet med et eller andet paa Trappen.

435«Saa, skynd dig nu!» sagde Irgens.

«Aa, vent lidt, Hr. Irgens,» sagde Vognmanden, «Damen er ikke færdig.»

«Kender De mig;» spurgte Irgens overrasket.

«Ja, skulde jeg ikke kende Dem!»

«Han kender dig, han kender dig,» sagde Aagot og tumled ned fra Trappen. Hun havde ikke faaet sit Overtøj paa, det faldt ned for hende, og hun snubled i det. Hendes Øjne var stive og matte. Pludselig lo hun. «Den væmmelige Gregersen, han sad og spændte mig paa Læggen derinde,» sagde hun. «Jeg er sikker paa, at det bløder, det er jeg sikker paa… Nej, Irgens, skal du ikke snart udgive en Bog igen?… Tænk, Vognmanden kender dig, hørte du det?»

«Du er fuld,» sagde Irgens og hjalp hende endelig op i Vognen.

Hendes Hat sad paa den ene Side, hun forsøgte at faa Overtøjet paa, og alt imens talte hun:

«Nej, fuld er jeg ikke, jeg er bare lidt glad… Vil du ikke se min Læg, om den bløder? Jeg er sikker paa, at Blodet rænder af den. Det svider lidt ogsaa, men det gør ingenting; det er det samme med mig. Fuld, siger du? Ja, om jeg ogsaa var fuld? For det er du som har ført mig ind i det, jeg gør alt for din Skyld, med Glæde… Ha-ha-ha, jeg 436maa le, naar jeg tænker paa den væmmelige Gregersen. Han sagde, at han vilde skrive den skønneste Artikel om mig, hvis han maatte se med sine egne Øjne, at han havde spændt mig tilblods paa Læggen. Det er en anden Sag, om jeg viser dig det… Det var en frygtelig Pjolter, den gik mig til Hovedet. Og Cigaretterne, alle Cigaretterne…»

«Kør, kør!» raabte Irgens.

Og Vognen kørte.

Ole stod tilbage og brændstirred efter Vognen, dirrende i Knæerne, famlende ubevidst med Hænderne opad sine Klæder, sit Bryst. Nej, der var Aagot! Hvor de havde fordærvet hende, hvor de havde fordærvet hende! Aagot, snille Aagot…

Ole satte sig ned, hvor han stod; der gik en lang Tid, Lygterne blev slukte udenfor Sara, der blev meget mørkt. En Konstabel banker han paa Skulderen og siger, at han ikke maa sidde der og sove. Ole ser op. Nejvel, han skulde gaa, Godnat, Tak… Og Ole raved henefter Gaden.

Han kom hjem ved Totiden og gik ind i Kontoret, han tændte Lampen og hængte af gammel Vane sin Hat paa Knagen, hans Ansigt var ganske stivt. En rum Time forløb, han drev frem og tilbage paa Gulvet, saa gik han hen til Pulten og gav sig til at skrive noget, Breve, 437Dokumenter, korte, faste Linjer paa forskellige Papirer, som han konvoluttered og forsegled. Han saa paa sit Ur, Klokken var halv fire; han trak mekanisk Uret op, da han holdt det i Haanden. Et Brev til Tidemand gik han selv ud paa Gaden med og stak i Kassen, da han kom ind igen, tog hans Aagots Breve frem og løste Knuden op.

Han læste ikke noget af disse Breve, han bar dem blot hen til Ovnen og tændte Ild i dem et efter et; kun det sidste, det allersidste Brev med Ringen i, trak han halvt ud af Konvolutten og saa paa en Stund, saa brændte han ogsaa det.

Den lille Klokke paa Væggen slog fire, et Dampskib peb. Ole rejste sig og gik bort fra Ovnen. Hans Ansigt var fuldt af Lidelse, hvert Træk var spændt, Aarerne ved hans Tindinger svulmed. Saa trak han langsomt ud en liden Skuffe i sin Pult.

*

Om Morgenen fandt man Ole Henriksen død. Han havde skudt sig. Lampen brændte paa Pulten, nogle forseglede Breve laa ved Siden af, selv laa han paa Gulvet. Han havde stukket Skaftet af sit Signet mellem Tænderne, da han 438gav sig Skuddet, og han havde stivnet til med ét, han laa og bed over dette Signetskaft endnu; det var med Nød og Næppe man kunde faa det ud af hans Mund.

I Brevet til Tidemand havde han formelig bedt om Undskyldning for, at han ikke kunde komme og takke ham den sidste Gang for hans Venskab. Nu maatte det være forbi, han kunde ikke leve en ny Dag, han var syg. Og Landstedet det skulde nu Tidemand have som en Erindring. «Du faar forhaabentlig alligevel mere Brug for det end jeg fik,» skrev han, «det er dit, gode Ven, behold det fra mig. Fru Hanka vil ogsaa glæde sig over det; hils hende. Farvel. Og skulde du træffe Frøken Lynum i nogen Nød, saa hjælp hende venligst tilrette; jeg saa hende iaften, men hun saa ikke mig; men jeg ved, at hun er ren i Hjærtet. Jeg kan ikke samle mig til et ordentligt Brev til dig, jeg har blot én Ting klar for mig, og denne Ting skal jeg gøre om en halv Time. Derfor Farvel, Andreas. Du har været meget redelig lige fra vore Skoledage, jeg husker alt nu, derfor skriver jeg disse Linjer til dig og beder dig Farvel. Jeg kan ikke skrive bedre iaften, men du forstaar det nok.»

Det Fotografi, han havde af Aagot, laa urørt i hans Lommebog, han havde maaske ikke 439husket at brænde det. Han havde ogsaa glemt at aflevere det Par Telegrammer, som han skrev om Eftermiddagen før han gik ud, de laa endnu i hans Frakkelomme. Han havde Ret: han havde blot én Ting klar for sig.

Man var kommet et Stykke ud i September, Vejret var køligt, Himlen høj og ren; Byen var uden Støv og uden Søle, Byen var smuk; Fjældene omkring havde endnu ingen Sne.

Og Begivenhederne i Byen afløste hinanden, man havde drøftet Ole Henriksens Død med en kortvarig Interesse; dette Skud nede i den unge Grosserers Kontor havde ikke givet noget højt Ekko, nu havde nye Dage og nye Uger slaaet sammen over det, og ingen talte om det mere. Kun Tidemand havde vanskeligt for at glemme det.

Tidemand havde det travlt, han havde maattet hjælpe Oles Fader med Forretningen i de første Uger, Gamlingen vilde endnu ikke trække sig tilbage, han optog blot sin Førstemand som Kompagnon og fortsatte sejgt og stille, uden at lade sig knække af sin Sorg. Gamle Henriksen viste, at han endnu den Dag idag kunde arbejde, naar han ikke havde nogen anden i sit Sted.

441Og Tidemand var i ustandselig Virksomhed. Nu begyndte hans Rug at svinde, han afsatte i Partier, til bedre og bedre Priser, Rugen steg efterhvert som Vinteren nærmed sig, og hans Tab formindskedes. I de sidste Dage havde han maattet tage nok en af sine gamle Kontormænd tilbage; han skibed sin sidste Tjære, imorgen skulde den afgaa.

Han havde gjort alle Arbejder, udfærdiget Papirerne, assureret; nu var dét over. Inden han tog fat paa noget nyt, tændte han en Cigar og tænkte sig om. Det var om Eftermiddagen ved Firetiden. Han tog Pennen fra Øret og lagde den ned for et Øjeblik, gik saa til Vinduet og saa ud. Mens han stod der, blev der banket sagte paa Døren bag ham, og hans Kone traadte ind. Hun hilste og spurgte, om hun forstyrred; det var blot et lidet Ærinde…

Hun havde Slør for Ansigtet.

Tidemand kasted Cigaren. Han havde ikke set sin Kone i Uger, i mange, lange Uger; en Aften, han havde drevet om i Gaderne, havde han ment at kende hende igen i en Dame med den samme stolte Gang, men det var ikke hende. Han havde fulgt efter Damen en lang Stund, lige til han saa, at han havde taget fejl; nej, hans Kone var det ikke. Hun var ikke mere at se. Han havde aldrig, aldrig havt 442noget imod, at hun kom, og hun vidste det, men hun kom ikke. Saa havde hun vel glemt ham og Børnene for bestandig nu, det saa slig ud. Og om han ogsaa havde sneget sig omkring i Gaderne ved Fæstningen mangen stille Nat, naar det blev ham for øde hjemme, saa kunde det træffe, at han saa Lys oppe i hendes Vinduer, men ofte var der ogsaa mørkt, og ialfald saa han aldrig hende selv. I alle disse Uger havde han ikke været saa heldig at skimte hendes Skygge paa Gardinet engang. Hvor var hun henne? Han havde sendt hende Penge to Gange for dog at høre et Ord fra hende.

Nu stod hun foran ham, i et Par Skridts Afstand. Han gjorde halvt ubevidst sin sædvanlige Bevægelse forat knappe sin Frakke.

«Er det dig, Hanka?» sagde han.

«Ja, det er mig,» svared hun stille. «Jeg havde… jeg vilde…» Og pludselig begyndte hun at famle efter sin Lomme, hun tog frem en Bunke Pengesedler, mange Penge i en Pakke og lagde dem hen paa Pulten. Hendes Hænder var altfor skælvende, hun bragte Uorden i Pengene, slap Sedler ned, bukked sig og tog dem op igen og talte uroligt: «Kære, tag dem, sig ikke Nej! Kære Andreas, du skulde vide, hvor jeg beder dig! Det er Penge, som jeg har forbrugt til… forbrugt uværdigt; lad mig slippe at sige, hvad jeg har brugt dem til, 443men det er altfor uværdigt. Der burde være mange flere, men jeg kunde ikke vente længer, mange flere Penge altsaa, en Gang til saa mange, men jeg havde ikke Taalmodighed til at vente længer, før jeg kom. Tag nu disse, vær saa snil! Jeg skal give dig Resten senere, med Tiden, jeg maatte blot komme idag…»

Men han afbrød hende ganske raadvild og fortvivlet:

«Nej, Hanka, kan du ikke engang… Bestandig kommer du tilbage til Pengene! Hvorfor sparer du Penge til mig? Jeg forstaar ikke, at det kan glæde dig, jeg har Penge nok, Forretningen gaar igen, gaar storartet, jeg trænger ingenting…»

«Men det er en anden Sag med disse Penge,» raabte hun beklemt; «jeg giver dig dem for min egen Skyld. Jeg har jo ogsaa faaet dem af dig, du har hjulpet mig, du har sendt mig altfor mange, jeg kunde lægge dem tilside hver Gang. Havde jeg ikke havt denne lille Glæde at tænke paa, vilde jeg ikke have holdt det ud med mig selv, jeg har tællet Sedlerne hver Dag og ventet paa at faa nok. Der er heller ikke Halvdelen til Rest, jeg har regnet det over, der er en Fjerdedel til Rest, du skal faa det senere. Gør mig den Glæde at tage dem! Du ved ikke, hvor jeg skammer mig.»

444Og det gik med ét op for ham, hvorfor hun absolut vilde give ham netop disse Penge. Han tog dem og takked. Han kom ikke til at sige noget andet end, at det var mange Penge, rigtig mange Penge. Men gik hun nu ikke sig selv for nær? Ja, kunde han stole paa det? For han vilde gærne laane dem af hende og takke til, hun skulde faa dem tilbage, de kunde staa hos ham. Men ialfald saa var det en ren Velgærning mod ham, at hun kom og hjalp ham just nu, for han havde virkelig Brug for Penge, for lidt Penge, naar han endelig skulde tilstaa det…

Han røbed sig ikke med en Mine, han gav Agt paa hende og saa, at hun rykked til af Glæde, hendes Øjne lyste under Sløret, og hun sagde:

«Ja, er det sandt? Herregud, du gør mig aldeles… Tak fordi du vil modtage dem!»

Denne Røst, denne Røst, han kendte den fra deres første lykkelige Dage, naar hun var aldeles forknyt af Taknemmelighed for et eller andet. Han var kommet om Hjørnet af Pulten og traadte atter tilbage, overvældet af hendes Nærhed, af hendes Skikkelse, det fulde Blik under Sløret. Han saa mod Gulvet.

«Hvorledes lever du?» sagde hun. «Og Børnene?»

«Jo, udmærket, Børnene vokser ud af Klæderne. Vi lever alle udmærket. Og du?»

445«Nej, jeg hørte slet ingenting om nogen af Dere mere. Jeg vilde have ventet, til jeg kunde komme med Pengene, til jeg kunde komme med den sidste Fjerdedel ogsaa; jeg holdt det ud, saalænge Ole leved, Ole fortalte mig om Dere allesammen, jeg plaged ham mangen Gang. Men saa blev det forbi, jeg havde ikke ham at gaa til længer, og jeg tabte aldeles Taalmodigheden. Jeg var ogsaa her udenfor igaar, men jeg kom ikke ind, jeg vendte om…»

Skulde han bede hende om at se op til Børnene?

«Du titter gærne op et Øjeblik, Hanka?» sagde han. «Du vil glæde os alle. Jeg ved ikke, hvorledes det ser ud deroppe, men…»

«Ja, Tak, naar jeg maa det, saa! Jeg vilde have spurgt dig. Hvis de nu bare kender mig! Jeg hører dem, de gaar hele Tiden… Ja, ja, Tusind Tak for idag igen!» Hun rakte han Haanden.

Og han tog den og sagde:

«Jeg kommer efter om lidt, jeg har ikke noget at gøre just nu. Du blir kanske siddende en Stund, saa? Men jeg ved slet ikke, om det ser slig ud deroppe, at… Her er Nøglen til Entréen, saa du slipper at ringe. Men vogt dig for Børnenes Sko, hvis du tager dem paa 446Fanget. Ja, le ikke af det, Gud ved, om de tilfældigvis har sine nye Sko paa.»

Hanka gik. Han aabned Døren for hende og fulgte hende til Trappen, saa vendte han om til Kontoret igen. Herregud, der havde hun pint sig i Uger og Maaneder igennem for disse Penge! Det havde udgjort hendes Glæde, hun havde tællet dem hver Dag og ventet og ventet paa at faa nok. Havde han blot anet det! Men han havde ikke anet nogen Ting, saa stupid havde han været. Hun havde gaaet i en gammel Kjole, hun havde solgt sin Ring, og han havde ikke anet noget. Hvor disse Penge havde tynget hende! Hun vilde ikke komme, før hun havde et Ærinde, og aldrig, aldrig fik hun Penge nok…

Tidemand stilled sig atter ved Pulten, men han arbejded ikke. Dér stod hun; hun havde sin sorte Fløjels Kjole paa idag; men Ansigtet havde han ikke set, blot lidt af Halsen, en hvid Rand af Halsen. Nu var hun ovenpaa. Gud ved, om han kunde gaa op nu, allerede? Han hørte ikke længer noget til Børnene, de gik ikke længer, de sad kanske hos hende. De havde nu vel heldigvis sine røde Kjoler paa?

Han gik opad Trappen ganske selsomt bevæget, og da han kom til Stuedøren, banked han endog paa, som om det ikke var til sig 447selv, han gik ind. Hans Kone rejste sig, straks hun saa ham.

Hun havde taget Sløret af, hun rødmed stærkt. Nu forstod han, hvorfor hun brugte Slør, hun havde ikke for intet længtet og lidt i Stilhed nede paa Sit Værelse ved Fæstningen, hendes Ansigt bar tydelige Spor af hendes Ensombed. Og dette blot i de korte Uger, siden Ole døde! Johanne og Ida stod ved Siden af hende og holdt i hendes Kjole; de kendte hende ikke klart igen, de saa forundret paa hende og taug.

«De kender mig ikke,» sagde Fru Hanka og, satte sig; «jeg har spurgt dem.»

«Jo, jeg kender dig,» sagde Johanne. Og i det samme kravled Johanne op paa Moderens Fang; Ida gjorde det samme.

Tidemand saa bevæget paa.

«Dere maa ikke kravle op, Børn,» sagde han; «Dere maa lade Mama faa lidt Fred ogsaa.»

Nej, det vilde de ikke, de vilde ikke lade Mama faa Fred. Hun havde saa prægtige Ringe paa Hænderne, hun havde ogsaa de mærkeligste Knapper i Kjolen, de kunde plukke paa dem; de begyndte at tale, at pludre om disse Knapper, de fik Øje paa Moderens Brystnaal og sagde ogsaa mange Ting om den. Og der stod de begge to paa Knæ i Moderens Fang fremdeles og havde Hænderne opad hendes Bryst. 448Du faar sætte dem ned, naar du er træt af dem,» sagde Tidemand.

«Nej, nej, lad dem være!» svared hun.

De begyndte at tale om Ole, de nævnte Aagot; Tidemand vilde opsøge hende en Dag, Ole havde paa en Maade bedt om det, hendes Skæbne laa ham paa Hjærte, han havde ikke glemt hende. Men nu kom Barnepigen ind og vilde have Børnene med sig, de skulde have Mad og gaa tilsengs.

Men det vilde Børnene heller ikke, de stritted imod og gjorde sig tunge, Moderen maatte med, maatte ind i Soveværelset og faa dem rolige. Hun saa sig om, alt var som før derinde, der stod de to smaa Senge, der laa Tæpperne, de bittesmaa hvide Puder, Billedbøgerne, Legetøjet. Da hun havde faaet Børnene tilsengs, maatte hun synge en Stump for dem, de vilde ikke sove, de holdt hende en i hver Haand og vilde idelig kravle op af Sengen igen og passiare videre.

Tidemand stod en Stund og saa paa med glippende Øjne, saa svinged han hastigt om og gik ud.

En Halvtimes Tid efter kom Hanka ind i Stuen igen.

«Nu sover de,» sagde hun.

«Jeg tænkte at spørge dig… Vi har det paa en underlig Maner her,» sagde Tidemand, 449«vi fører et Slags Husholdning selv. Hvis du vilde spise her… Jeg ved ikke, hvad de har faaet istand derude i Køkkenet; men det faldt mig ind…»

Hun saa paa ham undselig som en Pige og sagde Ja, Tak.

Efter Bordet gik de atter ind i Stuen, og Hanka sagde pludselig:

«Andreas, jeg kom ikke hid idag forat faa altsammen godt igen; det maa du ikke tro. Jeg kunde bare ikke vente længer, før jeg saa nogen af Dere igen.»

«Jeg har ikke tænkt paa det,» svared han; «jeg har bare været glad for, at du vilde se hid. Børnene vil nu slet ikke slippe dig heller, saa.»

«Jeg har ikke et Øjeblik mere villet bede dig om det samme, som jeg bad dig om før; nej, det er forbi, jeg ved det selv. Og jeg kunde ikke komme tilbage heller, hver Gang du saa paa mig, maatte jeg… bare du hilste paa mig, maatte jeg fare sammen. Jeg ved det nok, det vilde ikke blive at udholde for nogen af os. Men kanske jeg kunde komme hid med Mellemrum, med Mellemrum…»

Tidemand luded med Hovedet, hans hemmelige Haab knak sammen. Hun vilde ikke længer komme tilbage nu, det var forbi. Disse Maaneder havde faaet hende til at se inderlig anderledes 450paa Tingene, hun havde været glad i ham engang, der var ikke nogen Evighed, siden hun selv havde sagt det, det var Aftenen før hun rejste.

«Kom, Hanka, kom ofte, hver Dag,» sagde han. «Det er ikke til mig, du kommer, men…»

Hun saa ned.

«Jo, til dig? Jo, desværre, det er til dig. Jeg har aldrig vidst, hvad det vilde sige at blive betagen af nogen, før nu. Jeg rører mig ikke uden at tænke paa dig, jeg ser dig, hvor jeg gaar. Siden den Sejltur i Sommer har jeg været forblindet i dig; nej, jeg skulde vel ikke sige det, men mangen Gang nede paa mit Værelse har jeg staaet alene og… jeg er kommet til at slaa Armene om mig, naar jeg har tænkt paa dig. Det er rigtig sandt, jeg har aldrig hørt sligt. Nej, det gik galt hele Tiden, lige til du tabte dine Penge; men da blev du med det samme en anden Mand, aa, du steg højt over alle andre, jeg skal nu aldrig glemme, da du stod ved Roret og styred. Jeg glemte dig før, jeg forglemte ogsaa mig selv; det er en god Stund siden, jeg synes, det er mange Aar siden; og dengang var du ikke som nu, Andreas, jeg kunde aldrig have glemt dig nu. Jeg har været glad, bare jeg har set dig i Gaden en Dag, og jeg har set dig oftere end du tror. 451Engang traf jeg dig ogsaa i en Butik, du husker det kanske ikke, men jeg husker det, du tog en Pakke op for mig; jeg blev saa fortumlet, at jeg ved ikke, hvorledes jeg kom hjem, og alligevel havde du ikke sagt et Ord til mig. Aa, ja, jeg har været meget straffet ogsaa, men…»

«Men Hanka, saa er jo ikke alt forbi,» fik Tidemand sagt.

Han havde rejst sig, han sitred og stod der opret, med Øjnene paa hende. Hvor hun straaled; det grønne Blik blev gyldent i Lampelyset, hendes Bryst pusted op og ned. Hun rejste sig ogsaa.

«Jo, men… Du kan jo ikke være glad i mig mer heller. Nej, sig det ikke, jeg vil ikke, nej, kære Andreas, jeg vil ikke. Jo, havde jeg været mindre glad i dig, kanske hvis jeg havde været mindre glad i dig… Du kan ikke glemme alt det gamle, det er umuligt.»

Hun tog efter sit Overtøj.

«Gaa ikke, gaa ikke!» sagde han bønfaldende. «Jeg husker ingenting af det gamle, ingenting; jeg var selv Skyld i, at du rejste, hør mig! Du har ikke været mig ude af Tankerne en Dag, nu er det saa længe, siden jeg var glad, det er Aar siden. Kan du huske i Begyndelsen, i Begyndelsen her? Vi var sammen hele Tiden, vi kørte ud bare vi to, og vi hilste til en Mængde 452Mennesker; der var Fremmede hos os, vi var glade i dem og havde Lys i alle Værelser; ja, husker du det! Men om Aftenen gik vi ind til dig og var trætte af alle de andre og vilde bare være alene. Saa sagde du, at du vilde drikke et Glas med mig, og du lo og drak med mig, skønt du var saa træt, at du knapt kunde klæde af dig. Nej, du Hanka! Det er vel tre Aar siden nu, fire Aar kanske… Men nu staar dit Værelse her akkurat som før; vil du se! Du skal ikke tro, at vi har rørt nogen Ting derinde, og om du vilde være der… Hør, jeg for min Part har Arbejde paa Kontoret inat, der er vist en hel Del Post dernede, jeg er næsten vis paa, at der ligger en hel Del. Men Midterværelset det staar nu der, som da du forlod det; se selv!»

Han havde aabnet Døren. Hun kom efter og kiged ind, der var ogsaa tændt Lys, hun saa det hele og traadte ind. Nej, at han vilde det, endnu, endnu! Hun kunde atter være der, han sagde det selv, han tog hende tilbage. Hun stod forkommen af Glæde og sagde ikke noget, deres Øjne mødtes, han slog Armene om hende og kyssed hende som den første Gang, for de tre Aar siden. Hendes Øjne sank i, og han følte i det samme Trykket af hendes Arm om sin Hals.

Og Morgenen brød frem.

Og Byen vaagned, og Hammerne dansed igen med rungende Slag ved Værfterne, og indad Gaderne rulled Bøndernes Kærrer med langsom Fart. Det er den samme Historie. Torvene fyldes af Folk og Varer, Butiker aabnes, Støjen bruser, og opad Trapper og nedad Trapper kravler den lille stirrende Pige med sine Morgenaviser og sin Hund.

Det er den samme Historie.

Men først ved Tolvtiden kommer der Folk omkring «Hjørnet», unge og frie Mennesker, som har Raad til at sove længe og gøre, hvad de lyster. De staar der nogle af den remarkable Klik, Milde, Norem og Øjen, to i Ulstere og en i Kappe, Øjen i Kappe. Det er koldt, de fryser, de staar i egne Tanker og taler ikke mer; selv da Irgens pludselig dukked op iblandt dem i det bedste Humør og fin som Byens fineste 454Mand, blev der ikke nogen livlig Passiar. Nej, det var for tidligt paa Dagen og for koldt, om et Par Timer vilde det være anderledes. Nu har Øjen lagt ud om sit allernyeste Prosadigt En sovende By, han var saa heldig at komme omtrent midtveis med det inat; han havde begyndt at skrive paa kulørt Papir, det havde han fundet saa fortræffeligt. Men tænk Dere, siger han, den tunge, stampende Ro over en sovende By; man hører blot dens Aandedrag som en Sluse i ti Miles Afstand. Det tager Timer, det tager en evig lang, lang Tid, saa vaagner Bæstet pludselig og begynder at strække Lemmer. Kan der ikke blive noget ud af det?

Og Milde mener, at der maatte kunne blive meget ud af det, hvis alt gik godt; for han er for længe siden bleven gode Venner igen med Øjen. Forøvrigt arbejder Milde med sine Karikaturer til Norges Dæmring. Jo, han havde virkelig lavet nogle morsomme Karikaturer allerede og gjort ruinerende Nar af det uheldige Digt. Forlæggeren vented sig meget af Foretagendet.

Norem mæler ikke et Ord.

Men med en Gang kommer Lars Paulsberg gaaende nedad Gaden; han har Journalist Gregersen ved sin Side. Nu blir Gruppen stor, enhver lægger Mærke til den, der var saa meget samlet paa et Bræt. Litteraturen har Overvægten, 455Litteraturen dominerer hele Fortouget; Folk, som gaar forbi, gør sig et Ærinde tilbage igen og ser nok engang paa de seks Herrer i Ulstere og Kapper. Milde vækker ogsaa Opmærksomhed fordi han har faaet Raad til nye Klæder.

Og Gregersen glor ham opad og nedad disse nye Klæder og siger:

«Du har nu vel ikke betalt dét der?»

Men Milde hørte ikke, han havde sin Opmærksomhed henvendt paa noget andet, paa en Trille, der kom i Skridtgang opad Gaden. Der var intet usædvanligt ved Trillen, men den kørte i Skridtgang. Og hvem sad i Sædet? En Dame, som Milde ikke kendte, skønt han kendte hele Byen. Han spørger de andre Herrer, om de kender hende, og Paulsberg og Øjen griber samtidig til Lorgnetten, og allesammen, alle seks stirrer opmærksomt paa Damen; men ikke én kendte hende.

Hun var usædvanlig tyk og hviled tungt og mageligt i Sædet, hun havde Opstoppernæse og et knejsende Hoved; et rødt Slør, som hun havde paa Hatten, hang hende ret nedad hendes Ryg. Kun nogle ældre Mennesker lod til at kende hende og hilste, og hun besvared med et Udtryk af Ligegyldighed hver Hilsen fra sin Trille.

Just idet hun passered «Hjørnet», fik Paulsberg en Anelse, og han sagde smilende:

456«Men det er jo Fru Grande, Fru Liberia.»

Og nu kendte ogsaa de andre Herrer hende. Ja, det var jo Fru Liberia, den forhenværende glade Fru Liberia! Journalist Gregersen havde saamæn kysset hende engang, en syttende Maj, i en begejstret Stund. Og nu flakked der en underlig Erindring gennem ham om den Dag. Det var længe siden, meget længe siden.

«Tænk, var det hende!» siger han. Hvor hun er bleven tyk! Jeg kendte hende ikke igen, jeg burde have hilst.»

Ja, det burde de andre Herrer ogsaa, de kendte hende lige saa vel. Men Milde trøsted baade sig selv og de andre ved at sige:

«Hvem kan ogsaa kende hende igen fra Aar til andet? Hun er jo aldrig ude, hun viser sig ikke, deltager ikke i noget, hun sidder der hjemme og feder sig. Jeg burde ogsaa have hilst, men. Naa, den Fejl tager jeg mig virkelig let.»

Men Irgens fik paa Stedet en forfærdelig Tanke: han havde ikke hilst, Fru Grande var istand til at tage ham det ilde op, hun kunde faa sin Mand paa andre Tanker angaaende Stipendiet. Jo, hun havde den største Indflydelse paa sin Mand, det var almindelig bekendt; hvad om Advokaten gik til Ministeren imorgen den Dag med et andet Forslag?

457«Adjø!»Adjø!] rettet fra: Adjø? (trykkfeil) sagde Irgens brat og lagde tilbens. Han løb, løb, han gjorde en Omvej, en Bue; det var en Lykke, at Fruen kørte saa langsomt, han kunde skyde en Snarvej og endnu naa hende. Og da han atter betraadte Hovedgaden, var han virkelig saa heldig at faa Fruen til at se hen paa hans bukkende Person. Han hilste, ja, han standsed, tog Hatten forbausende dybt af og hilste. Og hun nikked tilbage fra sin Trille.

Stadig i den samme Skridtgang fortsatte Fru Liberia sin Tur gennem Byen. Folk blev ikke trætte af at spørge hinanden, hvem hun var, hvem hun dog var. Hvilken Nysgærrighed! Hun var Fru Liberia Grande, gift med Grande af den store Grandeslægt; hun sad der i Trillen saa rolig og god som et helt Ministerium og kørte sin sjældne, sjældne Morgentur. Der var intet usædvanligt heri, blot at hun kørte i Skridt. Men hendes røde Slør var ikke meget moderne, det vakte blot en skrigende Opsigt, og de Unge, som var inde i Moden, smilte for sig selv over dette røde Slør. Men mange Folk mistænkte ligefrem den arme Dame for at sidde der med de hovmodigste Tanker i sit Sæde; hun saa ud, som om hun var rejst hjemmefra netop med det Forsæt at gøre sig bemærket, ja, som om hun uophørlig sad og gentog i sit Hjærte: Her kommer jeg!

Hun saa saaledes ud.

458Rent galt blev det ogsaa, da hun lod Kusken holde ved Stortingsbygningen. Hvad skulde hun gøre der? Og da hendes Kusk ovenikøbet slog et blændende Smæld med Svøben, var der ikke én, som ikke syntes, at det var at gaa for vidt. Hvad havde hun at bestille med Stortinget? Det var lukket, det var gaaet hjem, Sæsonen var forbi; var Fruentimmeret gal? Men de faa ældre Mennesker, som kendte Fru Liberia, vidste dog, at hun havde sin Mand siddende i en liberal Kommission i Stortinget, inde i et Gaardsværelse, man gik op til ham fra Bagsiden; havde hun ikke Lov til at besøge ham? Der var intet at sige paa der, hun havde et Ærinde til sin Mand, og Fruen var heller ikke altfor ofte ude. Man gjorde hende den største Uret.

Men Fruen steg ud af Trillen og bad Kusken vente, hun gik besværligt og langsomt hen til Trappen; hendes røde Slør hang hende fremdeles slapt og dødt nedad Ryggen, ikke et Vindpust løfted det. Saa forsvandt hun i den store Bygning…

Men da Klokken blev to, var Livet og Støjen i Byen steget til sit højeste, overalt var den samme Bevægelse, Mennesker drev, kørte, passiared, købte og solgte, Maskiner arbejded langt borte med dæmpet Sus. Et Dampskib peb nede ved Havnen, et Dampskib peb igen, Flag vajed, store Pramme gled frem og tilbage 459mellem hinanden, og Sejl hejsedes og Sejl besloges. Og her og der lod et Skib sit Anker falde, og Kættingerne sprængte ud af Klydsene under en Røg af Rust, og Lyden rulled indover Byen som brændende Hurraraab i den lyse Dag.

Alt var idel Liv.

Tidemands Tjæreskib var klart til Afgang, derfor var han selv kommet ned til Bryggen, Hanka var med, de var der begge to og stod stille Arm i Arm. De saa hvert Øjeblik paa hinanden med Øjne, der var fulde af Glæde og Ungdom, Havnen flaged imod dem. Da Skibet begyndte at glide, løfted Tidemand sin Hat højt tilvejrs og Hanka vifted med sit Lommetørklæde, ude fra Skibet blev der viftet tilbage og viftet endnu engang tilbage. Og Skibet gled videre ud efter Fjorden.

«Skal vi gaa?» spurgte han og bøjed sig ned over hende.

Og hun klynged sig tættere til ham og svared:

«Ja, som du vil.»

Men i det samme kom en anden Damper ind, en uhyre Kasse, som endnu vælted Dyner af Røg op af Skorstenen. Ogsaa der havde Tidemand Varer ombord, han havde ventet dette Skib de sidste to Dage, det forhøjed hans Glæde endnu mere, at det kom just nu, og han sagde:

460«Der har vi ogsaa Varer ombord, Hanka.»

«Har vi det!» sagde hun bare. Og han følte, da hun saa op i hans Ansigt, en øm Sitren gennem hendes Arm.

Saa gik de hjem.

Om Ny Jord

Romanen Ny Jord kom ut i 1893 og utgjør sammen med Redaktør Lynge fra året før Hamsuns forsøk på å skrive tendenslitteratur.

Handlingen er lagt til Kristiania rundt 1890, og det er det unge og dekadente forfatter- og kunstnermiljøet som får gjennomgå. Dikteren Irgens befinner seg i sentrum av kretsen, hvor alle kniver om heder, stipender og de rikes gunst. Romanen inneholder også kjærlighetsdramaer.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1893 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook