Den femte April kom Ole tilbage fra Thorahus. Han indførte straks sin Forlovede i Kliken, præsentered hende for alle sine Venner og var hele Dagen sammen med hende. For Irgens og Advokat Grande havde han forresten ikke præsenteret hende, fordi han endnu ikke havde truffet dem.

Hun var ung og lys, med høj Barm og med meget rank Holdning. Det lyse Haar, hun havde, og hendes Tilbøjelighed til at le ofte gav hende et Skær af Barnlighed; men hun havde et Smilehul paa den venstre Kind og ikke noget paa den højre, og dette ene Smilehul gjorde hende tilmed ejendommelig, ja, mærkelig. Var det ikke egent at være saa anderledes paa den ene Side af Ansigtet end paa den anden? Hun var af middels Højde.

Nu havde hun været saa ude af sig selv over alt, hun havde set og hørt i Byen, at hun 78gik rundt og smaajubled hele Dagen. Kliken havde ogsaa været indtagen i hende og havde vist hende al mulig Elskværdighed; Fru Hanka havde simpelthen taget hende om Livet og kysset hende med det samme.

Hun fulgte Ole omkring i Forretningen, kiged ned i alle de mærkelige Skuffer og Kasser i Butiken, smagte paa gammel, stærk Vin nede i Kælderen og slog op for Spøg i de tykke Hovedbøger inde i Kontoret. Men især ynded hun at holde til nede paa Lageret, i det lille Kot af et Kontor dernede, hvor det dufted saa køligt og fremmedagtigt af alle de sydlandske Varer. Fra Vinduet kunde hun se ud over Bryggerne, Havnen, Skibene, der slæbte Varer ind og ud og blæste saa tungt, at hele Luften skalv af dem. Lige udenfor Lageret laa den lille Lystjagt med den gyldne Mastetop, den var hendes, hun havde faaet den, den tilhørte virkelig hende under alle Lovens Former; Ole havde endog været i Veritas forat faa Jagtens Navn forandret til Aagot. Hun havde selv Papirerne.

Og den ene Tavle efter den anden kommer ind i Kontoret, Kridtregnskaberne vokser lidt for hver Dag, de fylder Rubrikerne helt, svulmer op til højere og højere Summer, Vaarsæsonen er inde, den rige Tid just før Sommeren, Handelen lever og sitrer hele Verden over med lidenskabelig Hæftighed.

79Naar Ole tæller og noterer, pusler Aagot paa sin Side af Pulten paa egen Haand med et eller andet. Ofte kan hun ikke forstaa, at Ole kan gøre alle disse Regnskaber istand uden at løbe Sur i Summerne, hun har selv forsøgt at finde ud af dem, men hunhun] rettet fra: kun (trykkfeil) kom ingen Vej; det eneste, hun kan sættes til, er at kopiere de utallige Bestillinger ind i Bøger, og dette gør hun langsomt og forsigtigt…

Ole ser over mod hende og siger pludselig:

«Nej, Herregud, hvilke smaa Hænder du har, Aagot. He-he, det er jo ingenting heller. Jeg forstaar ikke, at du kan hjælpe dig med det der.»

Det er nok. Aagot kaster Pennen og løber rundt paa den anden Side af Pulten. Og nu er de glade og ufornuftige begge to, til den næste Tavle kommer ind.

«Lille Frue,» siger han smilende og ser ned i hendes Ansigt, «lille Frue.»

Tiden gaar. Endelig er Arbejdet færdigt, Regnskaberne opgjorte, og Ole siger, idet han slaar Bogen sammen:

«Ja, ja, nu skal jeg altsaa afsted og telegrafere. Gaar du med opad Gaden?»

«Ja, kære, hvis du vil,» svarer hun. Og hun hopper med, fornøjet fra Top til Taa.

Paa Vejen kommer Ole i Tanker om, at han endnu ikke har præsenteret sin Forlovede 80for Irgens. Hun skulde rigtig se denne Irgens, siger han, han var en stor Mand, et af de dybe Talenter, det var alles Mening. De kunde jo gaa saa langt som til Grand, saa kanske sad han der.

De gik ind i Grand, passered de forskellige Baase, hvor Mennesker sad og drak og røgte, og fandt Irgens ved et af de inderste Borde. Milde og Norem sad sammen med ham.

«Der sidder Dere jo!» raabte Ole lidt ugeneret.

Irgens gav ham sin venstre Haand og rejste sig ikke. Han kneb Øjnene sammen og kiged en Gang hen paa Aagot.

«Aagot, ja, dette er altsaa Digteren Irgens,» præsentered Ole Henriksen ligefrem, brystende sig lidt af sit gode Bekendtskab med Digteren. «Min Forlovede, Frøken Lynum.»

Saa rejser Irgens sig og bukker meget dybt. Han ser endnu en Gang hen paa Aagot og ser længe paa hende endog, hun blev staaende der og se tilbage paa ham, hun var aabenbart forundret over at finde Digteren Irgens saaledes. Det var over to Aar siden hun havde læst hans Bog, det lyriske Drama, som var bleven saa berømt; hun havde tænkt sig Mesteren som en ældre Mand.

Gratulerer! sagde Irgens endelig og trykked Oles Haand.

81De satte sig alle ved Bordet. De fik ogsaa allesammen en Seidel hver og begyndte at tale sammen. Stemningen blev god ved det lille Bord, selv Irgens blev meddelsom og talte med. Han henvendte sig tvers over Bordet til Aagot, spurgte, om hun havde været i Byen før, i Teatret, i Tivoli, læst den og den Bog, besøgt Maleriudstillingen. Ja, men, Frøken, Maleriudstillingen maa De se! Har De ingen bedre til at vise Dem den, skal det være mig en Fornøjelse at gøre det… De talte vel i ti Minutter tvers over Bordet til hinanden, og Aagot svared hurtigt paa det hele, tidt leende, nu og da forglemmende sig selv og spørgende med Hovedet paaskakke om en og anden Ting, hun ikke vidste. Hendes Øjne var aabne, ingen Forvirring sporedes i dem.

Saa banked Ole i Bordet efter Opvarteren, han maatte gaa, han skulde telegrafere. Aagot rejste sig ogsaa.

Milde sagde:

«Ja, men De behøver vel ikke at gaa, Frøken? Du kan jo komme indom her igen, naar du har telegraferet, Ole Henriksen?»

«Jo, jeg vil ogsaa gaa,» sagde Aagot.

«Nej, hvis du vil være, saa kan jeg gærne komme hid tilbage efter dig,» sagde Ole og tog sin Hat.

Hun saa paa ham og spurgte næsten hviskende:

82«Ja, maa jeg ikke gaa med dig da?»

«Jo, jo, naturligvis.»

Ole betalte.

«Aa,» sagde Milde, «vær saa snil at lægge ud for os ogsaa, Ole. Vi er ikke Pengemænd nogen af os idag.» Dermed smilte han og saa bort til Aagot.

Ole betalte atter, tog Afsked og gik med Aagot under Armen.

De tre Herrer saa efter hende.

«Det var da Satan!» mumled Irgens oprigtigt beundrende. «Lagde Dere Mærke til Mennesket?»

«Lagde vi ikke Mærke til hende! Kan Dere nu begribe, hvordan en slig Ole har kunnet faa fat paa et Pragtbarn?»

Milde var enig med Skuespilleren i, at det var ubegribeligt. I Alverdens Navn, hvad tænkte hun paa!

«Tys, tal ikke saa højt, de har standset nede ved Døren,» sagde Irgens.

De havde stødt paa Advokaten. Den samme Præsentation foregik igen, en liden Passiar kunde heller ikke undgaaes nu, de sad der med Hat og Handsker paa og var færdige til at rejse sig naar det skulde være. Endelig gik de.

I dette Øjeblik rejste der sig en Mand ved et af de bagerste Borde og kom hen imod Døren. Manden kunde være firti Aar gammel, 83med graasprængt Helskæg og mørke Øjne; hans Dragt var lidt slidt, forresten var han ogsaa noget skaldet i Hovedet.

Han traadte lige hen til Advokaten, hilste og sagde:

«Har De noget imod, at jeg sætter mig hos Dem? Jeg lagde Mærke til, at Grossereren hilste paa Dem, De kender ham altsaa; jeg paa min Side kender Frøken Lynum, som blev forestillet for Dem. Jeg er Huslærer hos hendes Forældre, mit Navn er Coldevin.»

Der var noget ved den Fremmede, som fik den lille, fine Advokat Grande til at blive nysgærrig, han gjorde straks Plads for ham og bød ham endog en Cigar. Opvarteren kom efter med den Fremmedes Glas.

«Se, jeg er her i Byen bare en og anden Gang med lange Mellemrum,» sagde Coldevin; «jeg lever altid paa Landet, i de sidste ti Aar har jeg ikke været udenlands, naar jeg fraregner en Tur til København under Udstillingen. Saa er jeg nu kommet herind igen, jeg gaar omkring hele Dagen og ser paa Tingene. Der er smaa og store Forandringer, Byen blir større og større, ser jeg; det er en Lyst at drive om nede ved Havnen og se paa Trafiken.»

Han talte med dæmped Stemme, hyggeligt og stille, skønt hans Øjne ulmed nu og da.

84Advokaten hørte paa og svared Ha og Ja. Jo, det maatte indrømmes, Byen kom sig, nu skulde man have elektrisk Sporvej, flere Gader skulde asfalteres, sidste Folketælling udviste en enorm Vækst… Det maatte forresten være underligt at bo derude paa Landet til Stadighed? Ikke? Men om Vinteren, i Mørket og Sneen?

Nej, det var velsignet. Herrens Sne overalt, tyste, vilde Skoge, Ryper og Harer og Ræv. Hvid, aldeles hvid Sne. Men Sommeren var jo skønnere. Nu vilde det være fuld Sommer, naar han kom hjem igen, han havde tænkt at tage sig fri i to, tre Maaneder, kanske endnu lidt længer. Det maatte vel være nok til at se og høre det væsentligste i Byen? Hvad var det egentlig, som foregik for Tiden? Situationen, hvordan var den?

Jo, svared Advokaten, Situationen var alvorlig. Men saa havde man jo Stortinget. Flere af Førerne havde sagt deres sidste Ord; slog ikke alle Mærker fejl, saa blev der gjort kort Proces dennegang.

Aa, ja, hvis ikke Mærkerne slog fejl, saa…

«De synes at have Deres Tvivl?» spurgte Advokaten leende.

«Ikke anderledes, end at man synes at lide for meget paa Førerne og deres Ord. Jeg 85kommer fra Landet, vi har vor Mistanke derude, det er ikke saa let at blive af med den. Det kunde jo gaa i Baglaas nu ogsaa, ligesom før. Ja, det kunde det.»

Coldevin drak af sit Glas.

«Jeg husker ikke, at det egentlig er gaaet i Baglaas før?» spurgte Advokaten. «Sigter De til noget bestemt, som Førerne skal have sveget?»

«Aa, ja. Der er Ord, som er brudte, Ord, som er bragte tilside, Ord, som er aabent og roligt fragaaede. Jo, vi skulde ikke glemme dem… Førerne skal man ikke lide forvissest paa, derimod skulde jo Ungdommen være vort Haab. Nej, Førerne de knækker over saa mangen Gang. Det er en gammel Lov, at naar Føreren kommer til en vis Alder, saa standser han, ja, han vender sig endog om og stemmer imod. Saa maa Ungdommen gaa imod ham, drive ham foran sig igen eller trampe ham ned.»

Døren gik op, og Lars Paulsberg traadte ind. Han hilste til Advokaten, der svared. Advokaten pegte paa en Stol ved Siden af sig; men Paulsberg rysted paa Hovedet og sagde:

«Nej, jeg søger efter Milde. Han har slet ikke malet paa mig idag.»

«Milde er i Hjørnet,» svared Advokaten. Og han vendte sig igen til Coldevin og hvisked: 86«Ja, der var nu en af de vigtigste blandt vore Unge, saa at sige Føreren for dem allesammen, deres Autoritet, Lars Paulsberg. Kender De ham? Var bare alle som han, saa!»

Jo, Coldevin kendte ham. Jasaa, var det Paulsberg! Ja, han kunde forstaa, at det var en betydelig Mand, for han lagde Mærke til, at Folk saa efter ham og hvisked. Aa, ja, Forfattere havde vi da endel af, det var Synd at sige andet… «Der kom netop en til Thorahus, før jeg rejste, Stefan Øjen var det vist, han hedte; jeg har læst to Bøger af ham. Han var nervøs, sagde han og talte om, at han var fuld af ny Hensigt, et Slags ny Hensigt i Litteraturen. Han gik i silkeforede Klæder, men han gjorde forøvrigt ikke meget Væsen af sig; ja, Folk var jo nysgærrige og vilde se ham, men han tog det meget beskedent. Jeg var sammen med ham en Aften; han havde hele sit Skjortebryst beskrevet, det var Vers, lange og korte Linjer, et Digt i Prosa. Han fortalte, at han havde vaagnet om Morgenen og fundet sig i Stemning, og da han intet Papir havde for Haanden, var han ikke raadløs, han skrev hele Skjortebrystet fuldt. Ja, vi skulde ikke tage ham det ilde op, han havde to Skjorter til, men de var skidne, saa han fik gaa med denne, som den var. Han læste ogsaa noget op for os, stemningsfulde Ting. Han gjorde Indtryk af at være flink.»

87Advokaten vidste ikke enten dette var Spøg eller Alvor; ti Coldevin smilte for første Gang; men det maatte vel være Alvor.

«Ja, Øjen er en af vore betydeligste,» sagde han; «han begynder allerede at skabe Skole i Tyskland. Der er ingen Tvivl om, at hans Poesi er ny.»

«Akkurat! Det Indtryk fik jeg ogsaa. Lidt barnslig kanske, lidt usamlet endda; men… He-he, bedst som vi sad deroppe paa Thorahus om Aftenen, sagde han pludselig: «Ved Dere, mine Damer og Herrer, hvorfor jeg bruger stor R i Gud?» Stor R i Gud? sagde vi og saa paa hverandre; nej, det vidste vi ikke. Saa slog Øjen op en Latter og gik… Det var godt paafundet, det var sandelig ikke saa daarligt paafundet, he-he.»

Nu lo Coldevin.

Advokaten lo med. Aa, Øjen kunde finde paa langt bedre Ting ogsaa, han havde saa let for det. Men hans Digtning den var mærkelig moden, mærkelig øm og ren… «Kender De Irgens?»

Jo, Coldevin kendte ogsaa Irgens. Han havde ikke skrevet ret meget?

«Han skriver ikke for Massen, nej,» svared Advokaten; «han skriver bare for de Faa, for de Udvalgte. Men de, som kender ham, ved, 88at han har mange herlige Digte liggende. Død og Pine, hvilken Mester! Man kan ikke sætte Fingeren paa et eneste Sted hos ham og sige, at det er daarligt… Han sidder derinde i Hjørnet nu, ønsker De at blive forestillet for ham? Ja, for det kan nok jeg besørge, vi kan gaa lige paa, jeg kender ham godt.»

Men Coldevin bad sig undskyldt. Nej, det maatte opsættes til en anden Gang, saa vilde han træffe Paulsberg og de andre ogsaa… «Jasaa, dét var Paulsberg!» sagde han igen. «Jo, jeg kunde saa tydeligt se det, da han gik indad Gulvet, Folk hvisked om ham, det maatte være en større Mand. Der blev nemlig slet ikke hvisket om Grossereren, da han gik… A propos, ja, Grosserer Henriksen skal vel gifte sig nu?»

«Det skal han vel… Sig mig, interesserer det Dem at være Huslærer saadan? Er ikke det et temmelig slemt Arbejde mangen Gang?»

«Aa, nej,» svared Coldevin smilende. «Ja, det afhænger jo af, hvad Slags Folk, man kommer til, baade Forældrene og Børnene. Man har det godt, naar man er saa heldig at komme til gode Folk. Ja, det er jo bare en liden, tarvelig Stilling, men. Jeg vilde ikke bytte, selv om jeg kunde faa nogen anden.»

«Er De Student?»

89«Teologisk Student. Desværre gammel Student nu.» Coldevin smilte atter.

De talte endnu i nogen Tid sammen, fortalte et Par Smaahistorier hver om en Professor ved Universitetet og kom ind paa Situationen igen. Det endte med Kornpriserne; det tegned daarligt, der begynte at ymtes om Hungersnød hos Tsaren…

Coldevin var et ganske almindeligt Menneske i sin Passiar, han vidste aabenbart endel og sagde alting betænksomt og roligt. Da han rejste sig forat gaa, spurgte han tilfældigvis:

«Det er sandt, De ved ikke, hvor Grosserer Henriksen gik hen herfra?»

«Til Telegrafstationen. Han sagde netop, at han skulde telegrafere.»

«Tak, Tusind Tak… Ja, jeg haaber, De undskylder, at jeg saaledes kom og overfaldt Dem. Det var elskværdigt af Dem at lade mig gøre Deres Bekendtskab.»

«Naar De blir her i længere Tid, saa træffes vi jo nok senere ogsaa da,» svared Advokaten forekommende.

Saa gik Coldevin.

Han gik lige til Telegrafstationen. Der spadsered han om en Stund udenfor. Han gik derpaa ind, steg opad Trappen og kiged indad de Glas’ Døre. Saa vendte han om, kom igen ned paa Gaden og lagde Vejen ned til Havnen. 90Udenfor Henriksens Lagerhus gav han sig atter til at drive frem og tilbage og saa derunder op til det lille Kontorvindu, om nogen skulde sees der. Han tog næsten ikke Øjnene bort fra Vinduet, ret som om han nødvendig maatte træffe Ole Henriksen og ikke vidste, om han var der oppe i Lageret eller ej.

Irgens sidder paa sit Værelse i Thranes Vej Numer 5. Han var i Perlehumør. Den flotte Mand, som ingen havde mistænkt for at gøre noget hjemme, sad i al Hemmelighed med et Ark Korrektur foran sig og arbejded som en Husmand. Hvem skulde have troet det? Han var den af Kliken, som absolut talte mindst om sit Arbejde, han gik saa stille med det, og ingen forstod, hvad han leved af. Det var nu mere end to Aar, siden hans Drama kom ud, og fra den Dag af havde han ikke udgivet noget mere. Han skrev kanske nok i al Stilhed, men det var der ingen, som kendte noget til, man vidste intet bestemt. Han skyldte mange Penge, mange Penge.

Irgens havde laaset Døren af for ikke at blive forstyrret, saa hemmelighedsfuld var han. Da han blev færdig med sin Korrektur, rejste han sig og saa ud af Vinduet. Vejret var klart og blankt, en fin Dag. Han skulde følge Frøken 92Lynum op i Maleriudstillingen Klokken tre, han glæded sig allerede hertil, det var en sand Fornøjelse at høre denne friske Naivitet i hendes Udraab. Hun dukked op som en Aabenbaring, hun mindte ham om Vaarens første Fuglesang.

Derude var det Sol og klar Himmel, i Træerne sad allerede en og anden liden Trost og skreg. Vaarens første Fuglesang…

Det banked paa Døren. Han tænkte først at kaste Korrekturen ind under Bordtæppet, men lod det være. Han aabned, han kendte denne Banken, det var Fru Hankas Finger, som banked saa bestemt de to Gange. Han vendte Ryggen til og blev staaende.

Hun kom ind, lukked Døren og listed sig hen til ham. Hun smilte, bøjed sig frem mod ham og saa ham ind i Øjnene.

«Det er ikke mig, som er kommet,» sagde hun sagte leende. «Saa meget du ved det.» Forresten viste hun tydelige Tegn paa Forlegenhed og rødmed.

Hun havde en graa, ulden Kjole paa og saa saa ung ud med den nedfaldende Kniplingskrave og den nøgne Hals. Begge hendes Kjoleærmer var aabne foran, som om hun havde glemt at knappe dem.

Han sagde:

«Jasaa, det er ikke dig? Ja, det er nu det 93samme, hvem det er, saa er du lige dejlig… Hvilket henrivende Vejr, du kommer med.»

De satte sig ved Bordet. Han lagde sit Ark Korrektur frem for hende uden at sige noget, og hun slog Hænderne sammen af Glæde, raabte: Der ser du, der ser du! Jeg vidste det jo. Nej, hvor du er storartet! og blev ikke træt af at forundre sig over ham: Men at han kunde blive saa snart færdig, allerede nu! Ja, hvor det vilde falde ned som en Bombe, ikke en Sjæl vidste om det; allesammen gik og troed, at han aldrig bestilte noget mere. Aa, du gode Gud, der var ingen i Verden, som var saa glad som hun nu… Hun listed en Konvolut med noget i ind i det Ark Korrektur og trak ham bort fra Bordet; hun talte hele Tiden.

De satte sig over i Sofaen. Han smittedes af hendes Lykke, denne hæftige Glæde rev ham med og gjorde ham øm af Taknemmelighed. Hvor hun elsked ham, hvor hun offred sig for ham og gjorde ham alt godt! Han omfavned hende voldsomt, kyssed hende Gang paa Gang og tog hende ind til sit Hjærte. Dette vared i flere Minutter.

«Jeg er saa glad, du!» hvisked hun. «Jeg vidste nok, at noget godt skulde ske; da jeg kom her til Porten og gik opad Trapperne, var det som om jeg gik ind i en Omfavnelse, saaledes 94glæded jeg mig… Nej, nej, vær forsigtig! Søde Gut, nej… Døren…»

Solen steg højere og højere, Trostene begyndte at skrige aldeles ellevilde udenfor. Vaarens første Fuglesang, tænkte han igen; hvor dog disse Smaaskabninger laved naive Udraab!

«Hvor jeg synes, det er lyst her hos dig,» sagde hun; «her er meget lysere end noget andet Sted.»

«Synes du det?» svared han smilende. Han gik hen til Vinduet og begyndte at plukke af sine Klæder den fine graa Uld fra hendes Kjole. Hun sad tilbage i Sofaen, med Øjnene mod Gulvet, rødmende, ordnende lidt paa sit Haar. En Ring gnistred paa hver af hendes Hænder.

Han kunde ikke blive staaende der ved Vinduet saa ligegyldig, hun saa op, hun mærked det; desuden var hun overmaade skøn netop nu, aldeles skøn, mens hun pusled med sit Haar. Saa traadte han hen til hende og kyssed hende saa varmt, som han kunde.

«Kys mig ikke, kære,» sagde hun, «tag dig i Agt. Vil du bare se her! Det er Vaaren.»

Hun viste ham en liden fersk Rift paa Underlæben, fin som et Knivsnit. Han spurgte, om den gjorde ondt, og hun svared: Nej, ondt gjorde den ikke, det var ikke derfor; men hun var bange for at smitte ham. Pludselig sagde hun:

95«Hør, kan du gaa i Tivoli iaften? Der er Opera. Kan vi ikke træffes der? For ellers blir det saa kedeligt.»

Han husked, at han skulde paa Maleriudstillingen, hvad der kunde komme bagefter, vidste han ikke, det var bedst ikke at love noget… Nej, sagde han, det kunde han ikke, kunde han vistnok ikke; han havde aftalt noget med Ole Henriksen.

Aa, jo, kunde han ikke? Hun skulde være saa stolt af det, hun skulde ogsaa være saa taknemmelig.

Nej, men hvad vilde hun i Tivoli? Huf!

«Men der er jo Opera!» raabte hun.

«Ja, hvad saa? Det siger virkelig ikke noget for mig. Naa, som du vil, naturligvis.»

«Nej, Irgens, ikke som jeg vil,» sagde hun bedrøvet. «Du sagde det saa ligeglad. Herregud, jeg vil saa gærne i Operaen, det tilstaar jeg; men… Hvor gaar saa du hen iaften? Nej, jeg er akkurat som et Kompas nu, jeg svinger lidt, jeg kan gærne gøre helt rundt ogsaa, men jeg higer bare tilbage til ét Punkt, peger evindelig én Vej. Det er dig, jeg tænker paa.»

Hendes lille forvildede Hjærte skalv næsten. Han saa paa hende. Ja, det vidste han nok, der kunde ikke bebrejdes hende noget, dertil havde hun været ham altfor god. Ja, men det fik 96blive derved; kunde han paa nogen Maade faa Tid til det, vilde han komme efter i Tivoli…

*

Fru Hanka var gaaet. Irgens var ogsaa færdig til at gaa ud, han stak sit Ark Korrektur i Lommen og greb sin Hat paa Væggen. Sesaa, der var vel ikke noget, han havde glemt? Han havde Korrekturen, det var for Øjeblikket det vigtigste, Begyndelsen til denne Bog, der skulde falde ned som en Bombe blandt Folk. Nu vilde han se, om man ogsaa kunde nægte ham Paaskønnelse for hans stille og flittige Arbejde. Han vilde sende ind en Ansøgning til Legatet han ogsaa, han vilde opsætte det lige til den sidste Dag, for ikke at komme til at staa i Aviserne sammen med alle de andre, som slikked sig om Munden efter disse Skillinger. Hans Ansøgning skulde være kort og klar, uden en eneste Anbefaling fra nogen, blot ledsaget af hans sidste Bog. Ingen skulde vide om det, ikke engang Fru Hanka skulde vide om det; det skulde dog ikke hedde, at han havde sat Himmel og Jord i Bevægelse forat faa denne Smule Opmuntring. Men nu vilde han rigtig se paa, om man kunde gaa ham forbi; han kendte dog alle sine Medansøgere, lige fra Øjen til Maleren Milde, han frygted ikke for nogen af dem; havde han Raad til det, saa vilde han 97træde tilbage og unde dem denne Almisse, men han havde ikke Raad til det, han fik tage imod den selv…

Hele Gaden nedover strøg han sig omhyggeligt nedad Klæderne, lidt af den lyse Uld fra Hankas Kjole sad paa endnu; hvor det var en inderlig ækel Kjole med al den Uld! Han stak indom Trykkeriet med sin Korrektur, Faktoren gjorde ham opmærksom paa, at der laa et Brev i den, en Konvolut med noget i, og Irgens vendte om i Døren. Hvad, et Brev? Naa, saaledes, ja, det var blot noget, han havde glemt at tage ud. Han kendte denne Konvolut og aabned den med det samme; da han havde kiget ind i den, løfted han Øjenbrynene af Tilfredshed, satte Hatten atter paa og gik. Uden at vise nogen anden Bevægelse stak han Konvolutten i Lommen som den var.

Ole og Aagot var som sædvanligt nede paa Lageret. Hun sad og syed paa nogle røde Plyds’ Hynder til Kahytten i Aagot, bare Dukkepuder, saa smaa og fornøjelige var de. Irgens lagde den ene ind til Kinden, lukked Øjnene og sagde Godnat, Godnat.

«Nej, Dere skal jo paa Maleriudstillingen?» sagde Ole og lo. «Min Kæreste har ikke talt om noget andet idag.»

«Kan ikke du ogsaa være med?» spurgte hun.

98Men Ole havde ingen Tid til det, just nu havde han altfor meget at gøre. Gaa, forstyr mig ikke længer. God Fornøjelse…

Det var i Promenadetiden, Irgens foreslog, at man kunde lægge Vejen om Lunden, kanske? Saa fik man med det samme lidt Musik. Var hun glad i Musik?

Aagot var i en mørk Kjole, det ene Laar sort, det andet blaat, og et Overstykke med rødt Silkefor. Den trange Kjole sad uden en Rynke om hendes Legeme, og om hendes Hals var der intet andet end den brusede Kjolelinning. Overstykket blaffed nu og da og slog røde Fliger med Foret… Forresten var hun ikke meget musikalsk desværre. Ja, hun holdt saa af at høre Musik, men hun havde saa daarlig Forstaaelse af den.

«Akkurat som med mig,» sagde Irgens livligt. «Det er da mærkeligt, har ogsaa De det saaledes? Jeg forstaar sandt at sige utilladelig lidet af Musik, men jeg gaar her ved Lunden hver Dag alligevel, man maa ikke udeblive. Der er meget, som afhænger af, at man stadig møder frem, viser sig, er med paa Legen. Holder man ikke dét gaaende, saa dukker man tilbunds og blir glemt og borte.»

«Tænk, blir man glemt og borte?» spurgte hun og saa forundret paa ham. «Men De blir nu vel ikke det?»

99«Aa, jeg formodentlig ogsaa,» svared han. «Hvorfor skulde ikke jeg ogsaa blive glemt?»

Og ligefrem, ganske ligefrem sagde hun:

«Jeg troed, De var for bekendt.»

«Bekendt? Aa, det har der nu ingen Fare med, Gud bedre os. Ja, jeg er jo ikke helt ubekendt naturligvis, men. De skal ikke tro, det er nogen let Sag at holde sig klar herinde blandt alle de andre, den ene misunder, den anden hader, den tredje gør én simpelthen det værste, han kan. Nej, hvad det angaar, saa.»

«Det lader til, at man kender Dem og kender Dem godt ogsaa,» sagde hun; «vi kan ikke gaa to Skridt uden at nogen hvisker om Dem, jeg har hørt det hele Tiden.» Hun standsed. «Nej, dette føler jeg mig ikke rigtig vel ved, nu hørte jeg det igen,» sagde hun leende. «Dette er saa uvant for mig, jeg vilde heller op i Udstillingen med en Gang.»

Han lo hjærtelig, glad over hendes Ord. Hvor hun kunde være behagelig mod ham paa sin naive og friske Maade! Han sagde: Saa, saa, lad os nu bare gaa! Dette at blive hvisket om, det vænned man sig til; Herregud, naar nu Folk havde Fornøjelse af sligt, saa. Han selv mærked det ikke mer, forsikrer Dem, det bed ikke paa ham. Forresten vilde han sige hende, at det slet ikke var bare ham, Folk hvisked efter idag, men ogsaa hende. Hun 100kunde tro ham, nu blev hun begloet. Man kom ikke splinterny ind til en By, som denne, og saa saaledes ud, som hun, uden at vække Opsigt, ikke.

Han havde ikke havt til Hensigt at smigre hende, han mente oprigtigt, hvad han sagde, og dog lod hun ikke til at tro ham.

De gik lige op til Musiken, der tordned Cherubinis Ouverture til Vandbæreren ud over Pladsen.

«Jeg synes, det er en højst unødig Støj,» sagde hun spøgende.

Hun lo, ja, hun lo ret ofte af hans Indfald. Denne Latter, denne friske Mund, Smilehullet paa hendes ene Kind, hele hendes Barnevæsen fik hans Stemning til at stige end højere, selv hendes Næse, som var lidt uregelmæssig i Profil og tilmed en Smule stor, satte ham næsten i Forelskelse. Græske og romerske Næser var ikke altid de smukkeste, slet ikke, det kom an paa Ansigtet forøvrigt; der var ingen autoriserede Næser.

Han talte om den ene Ting efter den anden og fik Tiden til at gaa, han var ikke for intet Digteren, som havde vist, at han kunde interessere dem, han henvendte sig til, den fine Mand, Talentet med de udsøgte Ord. Aagot hørte opmærksom paa, han forsøgte at faa hende til at le mere og kom ind paa Musiken igen, 101ind paa Operaen, som han slet ikke kunde fordrage. Han havde for Eksempel aldrig været i Operaen, uden at han var kommet til at sidde lige bag en Dameryg med skarpt opstikkende Korsetkant. Denne Ryg var han saa fordømt til at se paa i tre, fire samfulde Mellemakter. Saa var det Operaen selv, Horninstrumenterne lige mod Øret, og Sangerne, der af alle Livsens Kræfter forsøgte at overdøve disse. Først kom én ind, som skabte sig og gjorde sære Fakter og frembragte Sang, saa kom en anden ind, som heller ikke vilde være tabt bag en Vogn, men gjorde det samme, endelig en tredje, en fjerde, Mænd og Kvinder, lange Opstillinger, en Armé, som allesammen sang sit Spørgsmaal og sang sit Svar og slog med Armene og rulled med Øjnene — paa Sang. Ja, var det ikke sandt, kanske? Man græd til Musik, hulked til Musik, skar Tænder, nyste og besvimed til Musik, og Dirigenten anførte det hele med et Elfenbens Hammerskaft i Haanden. He-he, ja, hun lo, men saadan var det nu. Saa synes Dirigenten pludselig at blive skrækslagen af den samme Helvedesstøj, han selv har været Anstifter af, og han svinger Hammerskaftet til Tegn paa, at nu skal der være noget andet. Saa kommer der et Kor. Det er bra, jo, Koret kunde gaa an, det skabte sig ikke saa hjærteskærende til. Men midt i Koret traadte saa en 102Person ind, som ødelagde det hele igen, det var Prinsen, han har en Solo, og naar en Prins har en Solo, saa tier jo passendevis Koret, ikke sandt? Men tænk Dem dette mere eller mindre tykke Mandfolk, som giver Sig til at staa der og skræve og raute midt i Koret! Man blir stjærnende gal over det, man kunde ville raabe til ham, at han fik standse, han forstyrred jo for dem, som altsaa vilde give os lidt Sang, Koret…

Irgens var ikke utilfreds med denne Morsomhed, han opnaaed, hvad han vilde, Aagot lo rigtig ustandselig og var glad over al den Fornøjelse, han beredte hende. Hvor laved han ikke det hele til og gav det Fart og Liv!

De kom endelig op i Udstillingen, besaa, hvad der var at se, og talte sammen om Billederne, alt eftersom de skred frem. Aagot spurgte og fik Svar, Irgens vidste alt og fortalte endog Smaahistorier om de udstillende Malere. Ogsaa heroppe stødte de to paa nysgærrige Mennesker, som stak Hovederne sammen og saa efter dem, naar de passered; men Irgens saa næsten ikke tilhøjre eller venstre, saa ligegyldigt var det ham, at han vakte Opmærksomhed. Han hilste kun et Par Gange.

103Da de efter en Times Forløb belaved sig paa at forlade Lokalet, stak der frem et graaskægget, lidt skaldet Hoved fra en Krog bag dem og fulgte dem med dybe, brændende Øjne helt ud af Døren…

Nede paa Gaden sagde Irgens:

«Jeg ved ikke… De maa ikke gaa hjem endda, vel?»

«Jo,» svared hun, «det maa jeg.»

Han bad hende endnu et Par Gange om at være ude en Stund endnu, men Aagot takked smilende og holdt fast paa, at hun vilde hjem. Der var ingen Raad med det, hun var ikke til at bevæge, og han maatte lade det bero. Men ikke sandt, de kunde senere gøre det op igen? Der var baade Musæer og Gallerier, som hun ikke havde set, han vilde føle sig lykkelig ved at faa være hendes Vejviser. Og hertil smilte hun igen og takked.

«Jeg gaar og ser paa Deres Gang,» sagde han. «Det er noget af det fuldkomneste, jeg har set.»

Nu blev hun rød og saa hurtigt op paa ham.

«Det kan De ikke mene,» sagde hun tvivlende. «Jeg, som har levet inde i en Skog alle mine Dage.»

«Ja, enten De nu tror det eller ej… De er i det hele taget aparte, Frøken Lynum, 104herligt aparte, jeg leder efter et Ord, der kan betegne Dem. Ved De, hvad De minder mig om? Jeg har gaaet og baaret paa denne Forestilling i hele Dag. De minder mig om den første Fuglesang, den første varme Vaartone, De ved nok denne Iling gennem Hjærtet, naar Sneen er borte og man ser Solen og Trækfuglene igen. Men det er ikke bare dette heller ved Dem, Gud hjælpe mig mangler jeg ikke Ordet ja, Digter som jeg dog skal være efter jammerlig Lejlighed.»

«Nej, nu har jeg aldrig hørt Magen!» udbrød hun og lo. «Og alt dette skal jeg ligne? Ja, ja, det vil jeg gærne, det er jo godt. Hvis det nu bare ogsaa passer, saa.»

«Men det maatte være saavel en nydelig som en fast Betegnelse,» fortsatte han, ganske optagen endnu. «De er kommet herind ligesom fra blaa Bjærge, De er fuld af Smil, derfor skulde Betegnelsen minde lidt om Vildt ogsaa, dufte lidt af Vildt. Nej, jeg ved ikke forresten.»

De var fremme. De standsed begge to og rakte hinanden Haanden.

«Tusind Tak,» sagde hun. «De vil vel ikke se op? Men Ole er sikkert hjemme?»

Aa, nej… Men hør, Frøken, jeg vilde gærne komme igen med det allerførste 105og slæbe Dem med til et eller andet Musæum, maa jeg det?»

«Ja,» svared hun, «det et meget elskværdigt af Dem. Men jeg faar nu høre… Ja, Tusind Tak for Følget.»

Hun gik ind.

Irgens spadsered opad Gaden igen. Hvor skulde han nu egentlig tage Vejen? Han kunde vistnok gaa ud i Tivoli, der var endnu god Tid, ja, det var altfor tidligt endog, det galdt at faa Bugt med en stiv Time først. Han følte paa Lommen og havde sin Konvolut og sine Penge, han fik slænge ned i Grand.

Men just idet han traadte indad Døren, blev han raabt an af Journalist Gregersen, Gazettens Litterat, som vinked ad ham. Denne Mand havde Irgens intet tilovers for, han holdt ikke af at pleje Venskab med ham blot forat faa en Notis af ham med kortere eller længere Mellemrum. Paulsberg havde nu i to Dage i Træk havt Notiser om sin Udflugt til Hønefos, den ene Dag var han rejst til Hønefos, den anden Dag var han kommet tilbage derfra, Gregersen havde med sin sædvanlige Velvilje lavet to rigtig udmærkede Smaanotiser om denne Udflugt. 107At dog Manden kunde bekvemme sig til den Sort Gærning! Der sagdes, at han sad inde med svære ubrugte Kræfter endnu, han vilde sikkert komme til at vise det en Dag, — godt, den Dag den Sorg; hvad kom det andre ved endnu? Irgens saa hans aldeles ikke gærne ved Siden af sig.

Han gik lidt uvilligt hen til Journalistens Bord. Milde sad der ogsaa, Milde, Advokat Grande og Coldevin, den graanende Huslærer fra Landet. De vented paa Paulsberg. De havde atter talt om Situationen, den begyndte at blive lidt betænkelig nu, aldenstund et Par af de mest fremragende Tingmænd havde vist Symptomer paa Vaklen. Ja, der saa man, sagde Milde, var der til at holde ud herhjemme længer?

Fru Grande var ikke der.

Journalisten beretted, at der nu for Alvor var Tale om Hungersnød hos Tsaren, det kunde ikke længer skjules, Times‘ Korrespondent var rigtignok bleven skarpt modsagt af den russiske Presse, men Rygtet holdt sig.

«Jeg har faaet Brev fra Øjen,» sagde Milde. «Han kommer vist simpelthen snart hjem igen, han trives ikke der oppe i Skogen.»

Alt dette var Irgens saare ligegyldigt. Han bestemte sig til at gaa sin Vej, saasnart han kunde. Kun Coldevin sagde ikke noget, men saa fra den ene til den anden med sine mørke 108Øjne. Da han blev forestillet for Irgens, mumled han et Par almindelige Ord, satte sig atter og taug. Irgens saa nu og da sløvt hen paa ham og taug han ogsaa. Da han havde tømt sin Sejdel, rejste han sig straks.

«Skal du allerede gaa?»

«Ja. Jeg maa hjem og skifte Dragt, jeg skal i Tivoli. Adjø saalænge.»

Irgens gik.

«Ja, der saa De altsaa den bekendte Irgens,» sagde Advokaten henvendt til Coldevin.

«Aa, ja,» svared denne smilende, «jeg ser saa meget storartet herinde, at jeg blir ganske forstyrret af det. Idag har jeg været paa Maleriudstillingen… Det slaar mig forresten, at vore Digtere begynder at blive saa fine nu, jeg har set et Par af dem, de er saa tamme og lakskoede, de kommer ikke egentlig ridende med Skum om Bidslet, synes jeg.»

«Nej, hvorfor skulde de ogsaa det? Det er gaaet af Mode nu.»

«Aa, ja, det er vel det.»

Coldevin taug igen.

«Det er ikke Ild- og Sværdperiode mer nu, min gode Mand,» sagde Journalisten tvers over Bordet og gæsped ligegyldigt… «Nej, hvor Fan blir der af Paulsberg da?»

Da Paulsberg endelig kom, blev der skyndsomt gjort Plads til ham, Journalisten satte sig 109saa nær ham som muligt og vilde høre hans Mening om Situationen. Hvad skulde man tænke nu, og hvad var der at gøre?

Paulsberg, tilbageholdende og faamælt som altid, yttred et halvt Svar, en Stump af en Mening: Hvad der var at gøre? Aa, man fik jo prøve at leve alligevel, selv om et Par Stortingsgenier gik ifra. Forresten offentliggjorde nu han en Artikel snart, saa fik man se, om den hjalp lidt. Han vilde ærligt klapse til Tinget en Smule.

Død og Pine, offentliggjorde han en Artikel snart! Ja, det skulde dog gøre herligt godt. Bare ikke for mild, Paulsberg, under ingen Omstændigheder for mild!

«Jeg tænker, Paulsberg passer bedst selv, hvor mild han skal være,» irettesatte Milde den paagaaelige Journalist. «Overlad det bare til ham, saa.»

«Naturligvis,» svared Journalisten, «selvfølgeligmang. Det var heller ikke min Mening at ville blande mig i det just.»

Journalisten var lidt stødt, men Paulsberg stilled ham tilfreds ved at sige

«Tusind Tak for Notiserne, Gregersen. Ja, du holder da et lidet Øje med os, Gudskelov, ellers vidste ikke Folk, at vi Skriblere leved engang.»

Advokaten bød paa Øl.

110«Jeg sidder her og venter paa min Kone,» sagde Paulsberg. «Hun skulde indom Ole Henriksen og faa laane en Hundrede Kroners Penge saalænge. Man taler om Hungersnød hos Tsaren, men… Ja, jeg har ikke rigtig sultet endda, det skal jeg ikke sige.»

Milde vendte sig om til Coldevin ved sin Side og sagde:

«Dét skulde Dere have godt af at vide der udover Landet, saaledes behandler Norge sine store Mænd!»

Coldevin saa fra den ene til den anden igen.

«Ja,» sagde han, «det er sørgeligt.» Lidt efter lagde han til: «Aa, ja, men man har det ikke for godt udover Landet heller, desværre. Der slides surt for Livet.»

«Ja, men der er da vel for Fan Forskel paa Bønder og Genier, ved jeg? Naa, ja, hvor vil De saa hen?»

«Ude paa Landet gaar man mere ud fra den almindelige Lov, at den, som ikke klarer sig, han bukker under,» sagde Coldevin da. «Man gifter sig for Eksempel ikke, hvis man ikke har Raad til det. For dem, som gør det uden Raad, og som siden falder tilbage paa andre, er det Skam, inderlig Skam.»

Nu saa allesammen paa den skaldede Mand, selv Paulsberg greb efter sin Lorgnet, der hang 111i en Snor om hans Bryst, kiged lidt paa ham og hvisked højt:

«I Alverden, hvad er dét for et Fænomen?»

Dette forløsende Ord fik vennerne til at le: Paulsberg spurgte, hvad det var for et Fænomen, et Fænomen, he-he! Det var yderst sjælden, at Paulsberg sagde saa meget. Coldevin saa ud, som om han næsten intet havde sagt, han lo heller ikke. Der blev en Pause.

Paulsberg saa ud af Vinduet, rysted sig lidt og mumled:

«Huf, jeg kan ikke gøre noget nu for Tiden, dette Solskin gør mig det Puds at lægge mig brak i mit Arbeide. Jeg staar just midt i en vidløftig Skildring af et Regnvejr, et raakoldt Milieu, og jeg kan ikke komme af Pletten.» Han knurred ganske dygtigt mod Vejret.

Nu var Advokaten saa uforsigtig at bemærke:

«Saa skriv om Solskinnet da, vel.»

For ikke ret lang Tid siden havde Paulsberg siddet oppe i Mildes Atelier og udtalt det træffende Ord, at Advokat Grande begyndte at blive temmelig vigtig i den sidste Tid. Han havde Ret, Advokaten gjorde sig tidt næsevis, der kunde bevises ham en Tjeneste ved at tage han lidt afdage.

«Du snakker, som du har Forstand til,» sagde Journalisten vredt.

112Denne Irettesættelse stak Grande under Vesten og svared ikke paa den. Lidt efter rejste han sig imidlertid og knapped sin Frakke.

«Der er vel ingen af Dere, som skal min Vej?» spurgte han for dog ikke at vise nogen Forvirring. Og da ingen svared, betalte han, sagde Adjø og gik.

Der blev forlangt mere Øl. Endelig kom ogsaa Fru Paulsberg, og sammen med hende saavel Ole Henriksen som hans Forlovede. Coldevin flytted sig pludselig saa langt tilbage som muligt, han kom til at sidde lige ved et andet Bord.

«Vi maatte jo følge din Frue paa Vej,» sagde Ole det første, han sagde, godsligt og leende; «det var ikke vakkert ellers.» Og han banked Paulsberg paa Skulderen.

Frøken Aagot havde givet et lidet Udraab af Glæde og var med en Gang gaaet hen til Coldevin, hvem hun rakte Haanden. Men i Alverden, hvor holdt han til henne? Havde hun ikke spejdet efter ham i Gaderne og talt med Ole om ham hver eneste Dag? Hun kunde slet ikke begribe, hvorfor han saaes saa sjælden. Nu havde hun atter faaet Brev hjemmefra, og der var Tusind Hilsener til ham fra alle. Men hvorfor var han med en Gang bleven saa borte?

113Coldevin stammed mange korte Svar: Jo, der var ikke Ende paa alt, han skulde se og sætte sig ind i, Udstillinger og Musæer, Tivoli og Stortinget, Bladene skulde han læse, en og anden Forelæsning skulde han høre, han maatte ogsaa hilse paa endel gamle Bekendte. Og forresten saa skulde man jo ikke forstyrre altfor meget to Nyforlovede heller.

Coldevin lo godmodigt, Hans Mund bæved en Smule, og han talte med bøjet Hoved.

Ole kom ogsaa og hilste paa ham, og han fik de samme Bebrejdelser af ham og gav de samme Undskyldninger til Svar. Ja, nu vilde han forøvrigt komme imorgen, aldeles sikkert, han havde bestemt sig til det. Hvis han da ikke kom til Ulejlighed imorgen?

Til Ulejlighed? Han? Hvad gik der af ham?

Der kom atter mere Øl ind, og alle talte væk. Fru Paulsberg lagde det ene Ben over det andet og tog om Glasset med hele Haanden, som hun plejed. Journalisten lagde straks Beslag paa hende. Ole sad fremdeles og talte med Coldevin.

«De befinder Dem godt her i Kaféen, kan jeg tænke? Interessante Folk dette. Ja, der sidder nu Lars Paulsberg, De ved vel det?»

«Aa, ja, da, jeg skulde mene det. Det er nu den tredje af vore Forfattere, jeg ser. Det 114er vel min Fejl, men de gør ikke egentlig noget overvældende Indtryk paa mig nogen af dem.»

«Ikke dét? Aa, De kender dem ikke godt nok, det er Sagen.»

«Aa, nej, men jeg kender dog det, de har skrevet. De hæver sig ikke netop op til de ensomme Højder, synes jeg. Naa, det er min Fejl, men. Paulsberg lugter endog af Parfume.»

«Gør han det? En Egenhed altsaa. Man maa tilgive slige Folk en liden Egenhed.»

«Men de gaar her og behandler sig selv med den største Respekt, ser jeg,» vedblev Coldevin uden at lægge Mærke til, hvad der blev svaret. «De taler om alt, taler udmærket om alt.»

«Ja, ikke sandt? Aa, storartet, det maa man sige.»

«Hvordan gaar det ellers? med Forretningen og alt?»

«Aa, jo, en Dag ad Gangen. Vi har netop gjort en liden Handel paa Brasilien nu, som jeg haaber gaar godt… Ja, det er jo sandt, De interesserer Dem for Forretning, husker jeg. Naar De nu kommer ned til os imorgen, saa skal De se; jeg vil vise Dem lidt omkring hos os. Vi skal gaa sammen vi tre, baade De og Aagot og jeg. Vi tre gamle Bekendte.»

«Ja, Tusind Tak, det skal rigtig blive hyggeligt.»

115«Jeg syntes, Dere nævnte mig?» sagde Aagot og kom hen til dem. «Jo, jeg hørte saa tydeligt mit Navn, det narrer du mig ikke paa, Ole… Forresten, nu vil jeg gærne tale lidt med Coldevin jeg ogsaa, du har siddet her saa længe, saa.»

Dermed tog hun Oles Stol og satte sig.

«De kan tro, man spørger efter Dem hjemme. Mama beder mig om at se efter, hvordan De har det i Hotellet, om De faar det, De trænger. Men hver Gang, jeg har kommet til Hotellet, har De naturligvis været ude. Jeg var der to Gange igaar.»

Atter bæved Coldevins Mund, og han sagde med Øjnene mod Gulvet:

«Nej, kære, hvad… hvor kan De hæfte Dem bort med sligt noget nu! Det skal De virkelig ikke bryde Dem om, jeg har det udmærket i Hotellet… De har det vel godt herinde De ogsaa? Ja, det behøver jeg jo ikke at spørge om, det. Aa, nej.»

«Ja, jeg har det godt, baade godt og morsomt. Men kan De tænke Dem, jeg har Stunder, hvor jeg længes hjem igen alligevel, kan De forstaa det?»

«Det er bare i den første Tid… Ja, det blir lidt underligt aldrig at se Dem hjemme mere, Frøken Aagot. Jeg mener lidt underligt bare… altsaa…»

116«Ja, jeg forstaar nok. Naa, ja, jeg kommer da hjem ofte.»

«Ja, men De gifter Dem vel med det første? Ja, det gør De vel?»

Aagot viste ogsaa Tegn paa Bevægelse, hun lo forceret og svared:

«Nej, sandelig om jeg det ved, det har vi ikke talt om endda.» Men pludselig kunde hun ikke holde sig længer, men hvisked med skælvende Læber: «Hør, De snakker saa underligt iaften, Coldevin, De er lige ved at faa mig til at græde Gang paa Gang…»

«Men kære Dem, jeg…»

«Det er ligesom at det er det samme, som at jeg skal dø, naar jeg nu gifter mig. Men det er det jo ikke.»

Coldevin slog øjeblikkelig om i en frejdig Tone:

«Nej, dø? He, jo, det skulde se godt ud. Ha-ha, De faar mig til at le. Forresten har De Ret i, at jeg har siddet her og gjort Dem sørgmodig med mit Snak. Det var især Deres Moder, jeg tænkte paa, Deres Moder. Det var ikke nogen anden… Naa, har De faaet de smaa Puder til Jagten færdig?»

«Ja,» svared Aagot aandsfraværende.

«Men i Stortinget har De vel ikke været? Nej, det har De vel ikke faaet Tid til endda? 117Jeg har været der hver eneste Dag, men jeg har jo heller ikke andet at gøre, saa.»

«Hør», sagde hun pludselig, «det er ikke sikkert, at jeg faar Anledning til det, naar jeg gaar, jeg vil sige Dem Godnat nu.» Hun rakte ham sin Haand. «Og husk saa paa, at De kommer imorgen… Jeg glemmer Dem aldrig, Coldevin, aldrig, forstaar De!»

Hun slap hans Haand og rejste sig.

Han sad en liden Stund tilintetgjort, stiv, ret op og ned, et eneste Øjeblik. Han hørte, at der blev spurgt: «Hvad i Alverden er det Frøkenen og Coldevin bestiller?» Han saa ogsaa, at Aagot var lige ved at svare, men med ét faldt han ind:

«Aa, jeg tager Frøkenen i Haanden paa, at jeg skal komme imorgen.»

Han sagde det saa ligegyldigt som muligt og smilte endog.

«Ja, det maa De absolut gøre,» hørte han Oles Stemme sige… «Ja, Aagot, vi skulde vel se at komme hjem igen?»

Ole tog til Lommen efter Penge. Journalisten tog ligeledes til Lommen efter Penge, men Milde stødte ham paa Armen og sagde ligefrem højt:

«Det kan du jo overlade til Ole Henriksen. Ikke sandt, Ole, du betaler jo nok for os ogsaa?»

«Med Fornøjelse,» svared Ole.

118Da han var kommet til Døren, gik Lars Paulsberg efter ham og sagde:

«Gaa dog ikke, før jeg har faaet taget dig i Haanden. Jeg hører, du har kunnet laane mig de Kroner.»

Ole og Aagot gik.

Kort efter rejste ogsaa Coldevin sig, bukked til hver især af Kliken og forlod Kaféen. Han hørte Latter bag sig og Ordet «Fænomen» flere Gange. Han stak ind i den første Port, han kom forbi, og tog op af sin Lommebog en bitte liden Sløjfe i norske Farver, omhyggeligt indpakket i Papir. Han kyssed Sløjfen, saa lidt paa den og kyssed den igen, rystende under tyst, dyb Bevægelse.

Hver Morgen, naar Ole Henriksen havde drukket Kaffe, plejed han at gaa sin Tur ned i Forretningen. Han var tidlig paa Færde og havde allerede gjort meget Arbejde før Frokost, undersøgt Butik og Kjælder, læst og besvaret Breve, telegraferet, givet Ordrer til Personalet, alting skulde jo gøres. Nu var Aagot kommet og gjorde ham Selskab, hun vilde altid blive vækket med ham, og en og anden Tjeneste gjorde hun ogsaa med sine smaa Hænder. Ole Henriksen arbejded med større Lyst end nogensinde. Faderen bestilte nu ikke stort andet end at skrive ud Smaaregninger og eftertælle Kassen, ellers holdt han sig mest oppe i Stuerne, hvor han oftest havde en eller anden gammel Kollega, en eller anden gammel Skipper til Selskab. Men saa sikkert som Aftenen kom, tændte gamle Henriksen en Lampe, pusled sig nedad Trapperne til Kontoret og tog et sidste Overblik over Bøgerne. 120Han gav sig god Tid hermed, og naar han kom op igen ved Midnatstid, gik han straks tilsengs.

Ole arbejded for dem begge, og det var ham en sand Leg at haandtere alle disse Traade, som han kendte fra Barn. Aagot forstyrred ham heller ikke, kun nede i Lageret kunde hun undertiden forsinke ham en Smule, naar hun fandt forgodt. Hendes Latter og Ungdom fyldte det lille Kontor, gennemrisled alt og fik Rummet til at lysne.

Hun var fuld af Glæde og satte Ole i Henrykkelse ved alt, hvad hun sagde, han fortabte sig i hende, gjorde Spilloper med hende, skalv af Ømhed overfor denne glade Pige, som endnu ikke var fuldt voksen engang. Sammen med andre gjorde han sig mere overlegen end han var: javel, det var nu hans lille Kæreste dette, hun var saa ung, han var jo dog mangen Dag ældre, det var derfor ham, som maatte være den fornuftigste. Men paa Tomandshaand, Ansigt til Ansigt med hende tabte han ofte alt Alvor og blev Barn som hun. Han saa stjaalent op fra Papirer og Bøger og betragted hende i Smug, betagen af hendes lyse Skikkelse, forgabet indtil Forvirring i hendes Smil, naar hun henvendte et Ord til ham. Hvor hun ogsaa kunde gøre ham ganske hed endnu, naar hun sad og saa paa ham en Stund og saa pludselig kom hen til ham og hvisked: Du er altsaa min Gut du da, ikke? Hun havde det med saa mange Indfald. 121I Mellemstunder kunde hun sidde og stirre mod Gulvet en god Tid, stirre stivt mod Gulvet og tænke paa noget, som fik hendes Øjne til at dugge, gamle Minder kanske, et eller andet gammelt Minde…

Ole spurgte hende tilsidst, hvornaar hun saa mente, at de skulde gifte sig. Og da han saa, at hun blev rød lige ned paa Halsen, helt nedad Halsen endog, angred han, at han havde været for ligefrem, det kunde udstaa, hun skulde selv bestemme det, tage sin Bestemmelse, hun skulde ikke svare nu, slet ikke…

Men hun svared alligevel:

«Jeg vil, naar du vil.» Og hun rejste sig, lagde begge sine Hænder foldede paa hans Skulder og gentog: «Naar du vil, saa.»

«Ja, men du skal bestemme det, Aagot.»

«Nej, skal jeg bestemme det? Hør, Ole, bestem det du.»

«Aa, ja, vi faar nu se,» sagde han. «Du skal da ikke staa og være bange for det nu.»

Nu brast hun i Latter. Bange? Hvilket Indfald! Og hun trykked sig tæt ind til ham og hvisked: «Naarsomhelst du vil, forstaar du.» Hun var ligefrem kælen…

Saa banked det paa Døren, og Irgens traadte ind, han kom forat foreslaa et Besøg i Skulpturmusæet. Ole sagde straks spøgende:

122«Hør, du har altsaa udspekuleret netop dette Klokkeslæt forat forhindre mig fra at være med, skønner jeg.»

«Men Herregud, vi maa jo gaa paa den Tid af Dagen, da Samlingerne er aabne, ved jeg,» svared Irgens.

Ole lo himmelhøjt.

«Tænk, han blir sint,» sagde han, «snyde sint, ha-ha-ha. Der narred jeg dig godt, Irgens.»

Aagot tog paa sig og gik med. Ole raabte efter hende i Døren:

«Du kommer vel tilbage om en Stund, Aagot? Du ved, vi skal med Tidemands i Tivoli.»

Nede paa Gaden saa Irgens paa Klokken og sagde:

«Ja, det er lidt fortidligt, ser jeg. Hvis De ikke har noget imod det, saa vandrer vi opover til Slottet?»

Og de vandred opover til Slottet. Musiken spilled, Mennesker drev i Bølger frem og tilbage ved Lunden. Irgens talte igen, interessant og morsomt om en Masse Ting, og Aagot talte med, lo, lytted nysgærrigt til hans Ord; nu og da gav hun et lidet beundrende Udraab, naar han rigtig fandt et spillevende Udtryk. Hun kunde ikke lade være at se op i hans Ansigt, et smukt Ansigt, et rigt, krøllet Overskæg, en lidt bred, fyldig Mund. Han havde ganske nye 123Klæder paa idag, og hun lagde Mærke til, at de var blaalige de ogsaa, ligesom hendes Kjole, dertil havde han Silkeskjorte og graa Handsker. En Skjorte af Silke…

Da de passered Vor Frues Kirke, havde han spurgt hende, om hun plejed at gaa i Kirke, og hun svared Ja, det gjorde hun da. Gjorde ikke han?

Haa, nej, ikke ret ofte.

Det var stygt af ham.

Han bukked smilende: Siden hun sagde det, saa! Forresten var han bleven saa grovt stødt engang, det lød utroligt, det var bare en Bagatel, men det fik en alvorlig Betydning. Han sad netop i denne selvsamme Kirke en Højmesse, Præsten var sandelig saa flink, som han kunde være, og gjorde sine Sager udmærket, han var veltalende, han talte med personlig Følelse, med Patos. Men midt i en meget bevæget Tirade, hvori han var fyldt af Aand og Kraft, skulde han raabe Jøder og Hedninger, men raabte Heder og Jødninger. Heder og Jødninger! … «Tænk Dem dette Heder og Jødninger med høj, advarende Stemme! Og Præsten staar der i fuldt Dagslys og har begaaet Kometen og kan ikke engang skjule sig! Jeg forsikrer Dem, det gav et Knæk i mig.»

Dette lød i hans Mund ganske ægte, ikke opfundet. Hvorfor kunde ikke en rigtig fin 124Sjæl blive rystet ved et sligt plumpt og komisk Uheld? Aagot kunde godt forstaa det, og samtidig maatte hun storle over dette ulyksalige Heder og Jødninger og gentage det Gang paa Gang.

Da de kom til Stortinget, pegte Irgens med Hovedet op til den graa Stenkolos og sagde:

«Ja, der er nu Tinget, har De været der?»

«Nej, ikke endnu.»

Nej, der var heller ikke for morsomt der, bare Vaklen og Forræderi over hele Linjen. De drabelige Karer drev omkring og tygged Tobak og blev fede, de brugte tapper Mund og undsagde Sverige paa bareste Næven, men naar det kom til Handling, saa! Aa, hun kunde ikke tro, hvor baade han og andre harmedes i sit Inderste over denne uværdige Fejghed! Og hvilken Legion var det, man havde imod sig? Sverige! Det store Sverige, dette uovervindelige Verdensrige fuldt af skørnede Gubber! Han maatte ligne Sverige med en otti Aars gammel Mand, som sad vanmægtig og dørg fuld og skrød af sit stridige Gemyt: jeg giver mig ikke, aldrig! Og naar Stortinget hørte det, saa turde det ingen Ting gøre. Nej han — Irgens — skulde have været i Tinget!

Hvor det var stolt og mandigt talt! Hun saa paa ham og sagde:

«Hvor De blev ivrig nu!»

125«Ja, undskyld, jeg blir altid ivrig, naar Talen er om vor Selvstændighed,» svared han. «Jeg haaber da, at jeg ikke har gaaet Deres egne personlige Meninger for nær? Ja, for jeg vilde jo ikke have saaret Dem, hvis… Nej, det er godt.»

De kom op til Slottet, bøjed af og kom ind i Parken; de glemte Klokken og Tiden, Tiden iled. Han var begyndt at fortælle en Historie, som han havde læst i Dagens Aviser, en Retsscene: En Mand var anklaget for Mord, og Manden tilstaar Forbrydelsen. Der blir Spørgsmaal om der var formildende Omstændigheder, og man kom til det Resultat, at der var formildende Omstændigheder. Godt, Strafarbejde paa Livstid. Næste! Saa skriger en Stemme blandt Tilhørerne, det er Morderens Elskede, som skriger: Ja, han har tilstaaet, men han har løjet paa sig selv, han har ikke myrdet. Hvorledes kunde Henri myrde, sig mig det, I, som har kendt ham? Og desuden, saa var der formildende Omstændigheder, man kan ikke dømme ham, vel? For det var ikke overlagt. Nej, nej, Henri har ikke gjort det, saa sig dog en eneste af Jær, som kender ham, at han ikke har gjort det; jeg forstaar ikke, hvad I tier efter… Saa blev Damen slæbt ud. Dét var Kærlighed.

126Nu var Aagot rørt. Hvor det var skønt, skønt og sørgeligt! Og saa blev hun slæbt ud, det var det sidste? Nej, saa sørgeligt!

Men det kunde nu hænde, at der var lidt Overdrivelse i det, sagde han. En Kærlighed af den Styrke voksed ikke paa Træer.

Men den fandtes vel nok?

Ja, kanske fandtes den, et Sted paa de Saliges Ø… Men nu vaagned Digteren i ham ved dette Ord: de Saliges Ø, og han fortsatte paa Frihaand: Og Stedet hedte vel Aftenlund, fordi det var grønt og stille der, naar de to kom. En Mand og en Kvinde i lige Alder, hun blond, lys, lysende som en hvid Vinge mod ham, der var mørk, to i hinanden hypnotiserede, to Sjæle, der stirred smilende paa hinanden, og smilende stumtigged hinanden, og lukked sig leende om hinanden. Og blaa Bjærge saa paa dem…

Han holdt pludselig inde.

«Tilgiv! Jeg gør mig jo latterlig,» sagde han. «Lad os sætte os paa denne Bænk.»

Og de satte sig. Solen gled nedad, stadig nedad, et Taarnur slog i Byen. Irgens vedblev at tale med Stemning, halvt drømmende, halvt varmt; han vilde kanske rejse ud paa Landet i Sommer, sagde han, lægge sig fore i en Hytte ved Sjøen og slaa sig paa Roture om Nætterne. Tænk, Roture i rigtig stille Nætter! … Men nu havde han en Følelse af, at Aagot begyndte 127at blive urolig for Klokken, og han sagde forat holde hende fast:

«De maa ikke tro, at jeg altid gaar omkring og prater om blaa Bjærge, Frøken Lynum. Men det er virkelig Deres Skyld, at jeg gør det nu, ja, Deres, ja. De paavirker mig simpelthen, De rykker mig inderligt med, naar De er nær. Jeg ved vel, hvad jeg siger. Det er det hulde og lyse i Deres Ansigt, og naar De lægger Hovedet lidt paa Siden, saa… Ja, jeg ser altsaa æstetisk paa Dem, som De hører.»

Aagot havde givet ham et hurtigt Blik, og derfor lagde han til dette, at han saa æstetisk paa hende. Hun forstod det maaske ikke, det var hende ikke helt klart, hvorfor han havde gjort denne Bemærkning, og hun var i Begreb med at sige noget, da han igen tog Ordet og lo:

«Jeg haaber da virkelig, at jeg ikke har gjort Dem altfor ked af mit Snak? Har jeg det, saa vil jeg gaa ned til Havnen og drukne mig i denne Dag. Ja, De ler, men… Forresten vil jeg sige Dem, at det klædte Dem at være misfornøjet med mig ogsaa, ja, det gjorde det; jeg saa godt Deres hastige Mine. Og hvis det endnu engang maa være mig tilladt at udtrykke mig æstetisk, saa saa De et Øjeblik ud som det vilde, fine Vildt, der rejser Hovedet og pruster mod Luften.»

128«Men nu vil jeg sige Dem en Ting,» svared hun og rejste sig. «Hvormange er Klokken? Jeg mener, De er gal! Ja, lad os saa komme afsted! Er det min Skyld, at De har pratet formeget, saa er det sandelig Deres Skyld, at jeg har hørt paa og ganske glemt Klokken. Dette er forgalt!»

Og i stor Hast forlod de Parken og iled nedad Slotsbakken.

Da de skulde svinge op til Skulpturmusæet, sagde han, at der kanske ikke var Tid til noget Besøg dér idag, det fik kanske være til en Dag senere? Eller hvad mente hun?

Hun standsed og tænkte et Øjeblik, saa brast hun i Latter og sagde:

«Ja, men vi maa da gaa did, vi maa da have været der? Nej, dette er en ren Forsyndelse!»

Og de gik paa igen.

Dette, at hun blev sammen med ham om at rette lidt paa deres Forsyndelse, at de to havde denne Hemmelighed for sig selv, ulmed i ham med lønlig Glæde; han vilde atter sige noget, underholde hende, men hun havde tabt al Interesse for det. Hun hørte ikke mer paa ham, men skynded stadig paa, forat Musæet ikke skulde blive stængt, inden de kom frem. Hun hopped ilsomt op ad Trapperne, løb forbi de mødende Mennesker, kasted i Farten et Blik hid 129og et Blik did forat faa beset det væsentligste af Kunstværkerne, raabte: «Hvor er Laokoongruppen? hurtigt! jeg vil se den!» og lagde afsted i Løb forat finde Laokoongruppen. Det viste sig forresten, at de endnu havde gode ti Minutter til deres Raadighed, og de tog det atter lidt mageligere.

Et Øjeblik syntes hun at se Coldevins mørke Blik hvile paa sig fra en Krog; men da hun traadte et Skridt frem forat se nøjere til, forsvandt Øjnene pludselig, og hun tænkte ikke mere over det.

«Det er Synd, at vi ikke har mere Tid,» sagde hun flere Gange og standsed saa ved den ene, saa ved den anden Figur.

Da første Etage var løben igennem, var Tiden ude, og de maatte gaa. Paa Hjemvejen talte hun atter med Irgens og syntes lige saa tilfreds som før, ved Døren rakte hun ham Haanden og sagde Tak, sagde to Gange Tak. Han bad hende om at tilgive ham, at hun ikke fik se Skulpturmusæet ordentlig igennem, og hun lo mildt til ham og spurgte, hvorledes han kunde snakke slig, hun havde jo dog havt det saa mosomt, saa morsomt. Og alligevel rynked hun Panden lidt.

«Ja, ja, paa Gensyn i Tivoli!» hilste Irgens.

«Kommer De ogsaa did?» spurgte hun forundret.

130Man har bedt mig om det, der er endel Kammerater.»

Aagot vidste ikke, at Fru Hanka havde sendt ham en indtrængende Billet herom, og derfor svared hun blot: «Jaasaa,» nikked og gik ind.

Hun traf Ole ventende, kasted sig om hans Hals og udbrød med varm Glæde:

«Det var herligt, du, Laokoongruppen, altsammen. Der blev ikke Tid til at se alt, at se nøjagtigt alt; men du vil nok følge mig derhen engang igen, ikke? Ja, lover du mig nu det? Jeg vil have dig med.»

*

Da Ole og Aagot om Aftenen fulgtes ad over til Tidemands forat gaa i Tivoli, sagde Aagot, bedst som det var:

«Det er nu Synd, at ikke du ogsaa er Digter, Ole.»

Han gabed forbauset paa hende.

«Synes du det?» sagde han. «Vilde du have likt mig bedre da?»

Og med en Gang gik det op for hende, hvilken sørgelig Tankeløshed hun havde begaaet, hun havde i Virkeligheden heller ikke ment, hvad hun sagde, det var blot et løst Indfald, et løst, løst Indfald, og hun angred det bitterlig, hun vilde have givet alt forat faa det usagt igen. 131Hun standsed op, slog Armene hæftigt om sin Forlovede midt paa aaben Gade og udbrød forat redde sig:

«Og det tror du? Nu var det mig, som narred dig, Ole. Ha-ha-ha. Hør, du tror nu vel ikke… Ved Gud i Himlen, om jeg mente det, Ole. Det var saa dumt, at jeg sagde det, men du tror nu vel ikke, at jeg et eneste Øjeblik mente det? Du skal svare mig, om du tror det, jeg vil vide det.»

«Nej, saa tror jeg det jo ikke,» sagde han og klapped hende paa Kinden, «slet ikke, kære dig. At du kan blive saa hæftig for saa lidet, Aagot! Og selv om du havde ment det, saa? Kom nu, vi kan jo ikke staa her og omfavne hinanden midt paa Gaden, gale Barn. He-he.»

De gik atter. Hun var ham saa inderlig taknemmelig fordi han havde taget det saa roligt. Aa, han var saa god og fin, hun elsked ham ja, Gud, hvor hun elsked ham…

Men denne lille Scene kom til at bestemme hendes Optræden for hele Aftenen.

Da Forestillingen var forbi, samledes man i Restaurationen. Der var mange mødt frem, hele Kliken, endog Paulsberg og Frue; senere kom ogsaa Advokat Grande halende med Coldevin, Huslæreren, som hele Tiden stritted imod og undbad sig. Advokaten havde fundet ham udenfor Tivoli og havde Fornøjelse af at faa ham med ind.

Man havde talt om alt muligt mellem Himmel og Jord, som sædvanligt, om Bøger og Kunst, om Mennesker og Gud, strejfet Kvindesagen, strejfet Malthus, Politiken. Desværre, det havde vist sig, at Paulsbergs Artikel i Gazetten ikke havde havt nogen afgørende Virkning paa Tinget, nu havde det med fem og seksti Stemmer mod fire og firti besluttet at udsætte Sagerne; fem af Repræsentanterne var pludselig blevne saa haardt syge, at de kunde ikke deltage i Voteringen. Milde erklæred, at han drog sin Vej til Australien.

133«Men du maler jo paa Paulsberg?» indvendte Skuespiller Norem.

«Ja, hvad saa? Det Billede kan jeg gøre færdigt i Løbet af et Par Dage.»

Men nu var det en hemmelig Overenskomst, at Billeder ikke skulde være færdigt før efter Udstillingens Lukning, Paulsberg havde udtrykkelig forlangt det saa. Han vilde ikke være udstillet sammen med alt andet Gods, han holdt af Ensomhed, af Respekt, et stort Vindu for sig selv hos Kunsthandleren. Deri kendte man Paulsberg igen.

Da derfor Milde yttred, at han kunde gøre Billedet færdigt paa et Par Dage, svarer Paulsberg kort og godt:

«Jeg kan ikke sidde for dig med det første, jeg arbejder.»

Derved blev det…

Fru Hanka havde faaet Aagot ved sin Side. Fruen havde straks raabt til hende: «Kom herhen De, De med Smilehullet, hid til mig!» Og hun havde med det samme vendt sig om til Irgens og hvisket: «Er hun ikke sød? Aa!»

Fru Hanka havde atter sin graa, uldne Kjole og en nedfaldende Kniplingskrave, hele hendes Hals var nøgen. Vaaren begyndte at virke paa hende, den gjorde hende lidt medtagen at se til, hun havde endnu sprukne Læber, som hun idelig 134væded med Tungen, og naar hun lo, maatte hun gøre en Grimase med Munden.

Hun talte med Aagot om, at hun om kort Tid skulde rejse ud til Landstedet, hvor hun vented og haabed at se hende. De skulde spise Ribs og rage Hø og ligge i Græsset. Med ét henvender hun sig over Bordet til sin Mand og siger:

«Du, med det samme jeg husker det, kan du lade mig faa et Hundrede Kroner?»

«He, gid du ikke havde husket det!» svared Tidemand godmodigt. Han blinked, skæmted fornøjet og var henrykt: «Gift Dere ikke, Kammerater, det er en dyr Spas. Hundrede Kroner igen!»

Saa rakte han sin Kone den røde Seddel, og hun sagde Tak.

«Men hvad skal du bruge den til?» spurgte han spøgende:

«Det vil jeg ikke sige,» svared hun. Og hun afbrød al videre Snak herom ved atter at optage Passiaren med Aagot.

I dette Øjeblik kom Advokaten og Coldevin indad Døren.

«Jovist skal De ind jo,» paastod Advokaten. «Jeg har aldrig set Magen, jeg vil drikke et Glas med Dem. Hør, kom og hjælp mig derborte, jeg faar ikke Manden med.»

135Men da Coldevin rigtig havde set, hvem der var tilstede, sled han sig for Alvor løs og forsvandt ud af Døren. Han havde forresten besøgt Ole Henriksen den Formiddag, han havde lovet at komme, men siden var han bleven borte igen, og ingen havde set ham, før nu. Advokaten sagde:

«Jeg fandt ham her udenfor, jeg syntes Synd paa Manden, han var aldeles alene; men…»

Aagot rejste sig hurtigt og forlod sin Plads, hun iled ud af Døren hun ogsaa og indhented Coldevin i Trappen. Man hørte dem tale en Stund sammen, endelig viste de sig begge to.

«Jeg beder Dem undskylde,» sagde han. «Hr. Advokaten var saa elskværdig at tage mig med herop, men jeg vidste ikke, at her var flere… at her var fuldt Selskab,» retted han sig.

Advokaten lo.

«Fuldt Selskab, i en Restauration! Sid, drik og vær glad, Mand! Hvad vil De have?»

Og Coldevin slog sig til Ro. Denne Huslærer fra Landet, skaldet og graa, i Almindelighed tilbagetrukken i sig selv, deltog i Passiaren med de andre. Han syntes at have forandret sig meget, siden han kom til Byen, han kunde endog give Svar paa Tiltale, skønt ingen havde ventet, at han kunde bide ifra sig. Journalist Gregersen leded atter Opmærksomheden hen paa 136Politiken, han havde ikke hørt Paulsberg udtale sig endnu. Hvad skulde det blive til? hvordan skulde man forholde sig?

«Hvordan man skal forholde sig overfor en Kendsgærning? Man skal tage den, som Mænd tager slige Sager,» svared Paulsberg. «Man skal stikke Fingeren i Jorden og saa videre.»

Nu var det, at Advokaten spurgte Coldevin:

«Ja, De har vel ogsaa været i Tinget idag?»

«Ja.»

«De kender altsaa Resultatet. Hvad synes nu De?»

«Det kan jeg ikke sige saadan ligefrem,» svared han smilende.

«Han har kanske ikke fulgt videre med, han er jo først fornylig kommet herind,» bemærked Fru Paulsberg velvillig.

«Fulgt med? Jogu han har fulgt med, vær Dere rolig!» raabte Advokaten. «Jeg har talt med ham før.»

Der blev debatteret videre, Milde og Journalisten skreg i Munden paa hinanden om Regeringens Demission, andre sagde sin Mening om den svenske Opera, de netop havde hørt; det viste sig, at der var ikke en, som ikke forstod sig paa Musik ogsaa. Saa havned man i Politiken igen.

«Jasaa, De blev ikke videre rystet af det, som skete idag De da, Hr. Coldevin?» spurgte 137Paulsberg for ogsaa at være velvillig. «Jeg selv har med Skam at mælde siddet og bandet i hele Eftermiddag.»

«Jasaa,» svared Coldevin.

«Hører De ikke, at Paulsberg spørger om De ikke blev rystet?» sagde Journalisten kort og skarpt over Bordet.

Coldevin smilte bare lunt og mumled:

«Rystet? Aa, man kan jo faa sine Følelser ved sligt noget. Men netop denne Afgørelse idag kom ikke saa uventet for mig, det var bare en sidste Formalitet i mine Øjne.»

«Ah, De er Pessimist?»

«Nej, nej, der tager De fejl. Det er jeg ikke.»

Pause. Paulsberg vented, at han skulde sige noget mere, men han sagde ikke noget mere. Saa kom der Øl og Smørogbrød ind, bagefter kom der Kaffe. Coldevin benytted Anledningen til at kaste et Blik paa de Tilstedeværende, han traf Aagots Øjne, der hviled mildt paa ham, og herover blev han saa altereret, at han pludselig kom til at sige højt, hvad han sad og tænkte paa:

«Kom den saa uventet Afgørelsen idag for Dem herinde da?» Og da han havde faaet et halvt bejaende Svar herpaa, maatte han fortsætte forat forklare sig lidt: «Jeg synes nu, den har god Sammenhæng med Tilstanden forøvrigt hos os. Folk de siger som saa: Nej, nu har vi faaet 138Friheden, Rigsretten skaffed os den, nu vil vi virkelig ogsaa nyde den lidt! Og saa lægger de sig bagover og hviler. De Sønner af Norge er blevne til gode Herrer og norske Mænd.»

Heri var alle enige. Paulsberg nikked, dette Fænomen fra Landet var maaske ikke saa gal alligevel han. Men nu taug Manden, taug stivnakket. Endelig fik Advokaten ham atter paa Glid, han spurgte:

«Den første Gang, jeg traf Dem i Grand, paastod De, at man ikke skulde glemme, aldrig glemme, aldrig tilgive. Er det Princip hos Dem det? Eller hvordan…?»

«Ja, nu skulde De, som Ungdom er, huske den Skuffelse, De har lidt idag, gæmme den. De har havt Tillid til en Mand, og Manden har sveget Deres Tillid, man skulde ikke glemme ham det. Nej, man maa ikke tilgive, aldrig, man skal hævne. Jeg saa engang, hvordan man mishandled to Omnibusheste, det var i et katolsk Land, det var i Frankrige. En Kusk sidder højt oppe paa sit Sæde og slaar og slaar med sin uhyre Svøbe, og det hjælper ikke, Hestene glider paa Kørebroen og faar ikke Fæste, skønt de saa at sige sætter Neglene i, de kommer ikke af Stedet. Kusken stiger ned, han vender Svøben om og bruger Skaftet, han rapper Hestene over deres haarde Rygge, de spænder atter i, de falder paa Knæ, kravler sig 139op igen og spænder i paany. Kusken er rasende, for der samler sig stadig flere og flere Mennesker, som ser hans Knibe, han gaar frem og slaar Hestene over Øjnene, han gaar tilbage igen og sigter dem mellem Bagbenene, oppe mellem Bagbenene, hvor det gør mest ondt. Og Hestene vrider sig og snubler og styrter atter paa Knæ, det var som om de vilde bede om Naade… Jeg traadte tre Gange frem forat faa fat i Kusken, og jeg blev alle tre Gange trængt tilbage af Menneskemassen, som ikke vilde miste sin gode Plads; jeg ejed ikke en Revolver, jeg kunde intet andet gøre, jeg stod der med en Pennekniv i Haanden og svor til Gud og Satan for Kusken, jeg bad, som jeg aldrig har bedt i mit Liv, om en Kval, en evig Helvedes Pine for denne Mand i Liv og Død. Og jeg bad og anraabte om Bønhørelse. Saa er der en Person ved Siden af mig, en Kvinde, hun er Nonne og bærer Kristi Kors paa Kutten, hun siger mildt: Ak, nej, hvor De synder, Herre, Gud er god, han tilgiver alt! Jeg vender mig helt om mod dette usigelig raa Menneske og ser paa hende og siger ikke et Ord, men ser paa hende og kommer til at spytte hende ind i Ansigtet…»

Dette vakte Jubel i Kliken.

«Ind i Ansigtet, hvad? Men hvordan gik det? Det var da Satan! Slap De ifra det?»

140«Nej, jeg blev arresteret… Men det var dét, jeg vilde sige: man skulde ikke tilgive, det er saa raat, det vender saa inderlig op og ned paa al Ret. Man skal tilbagebetale en Godhed med en endnu større Godhed, men en Ondskab den skal man hævne. Blir man slaaet paa den ene Kind og tilgiver det og vender ogsaa den anden til, saa taber Godheden al Værdi… Se, Resultatet i Tinget idag det er jo ikke uden Sammenhæng med den Tilstand, vi er komne i overhovedet. Vi tilgiver og glemmer vore Føreres Utroskab og undskylder deres Vaklen og deres Blødhed overfor Afgørelser. Saa skulde Ungdommen træde frem, det unge Norge, Kraften og Harmen. Men Ungdommen den træder ikke frem nej, vi har flasket den op med Hymner og Kvækerpræk om evig Fred, vi har lært den at se op til Mildheden og Eftergivenheden, at prise dem, der har naaet den højeste Grad af god Tandløshed. Saa staar jo Ungdommen der, strunk og voksen, seks Fod høj, og patter af Flasken og blir mild og fed. Slaar man den paa den ene Kind, vender den tilgivende den anden til, Næverne i Lommen, Fred…»

Coldevins Tale vakte ikke liden Opmærksomhed, man tog ham ligefrem i Øjesyn. Han sad som sædvanlig med rolig Mine og sagde sine Ord uden Iver; hans Øjne ulmed, der gik en Dirren gennem hans Hænder, som han af 141Kejtethed lagde mod hinanden og bøjed Fingrene bagover, saa de knaged; men han hæved aldrig Stemmen. Forresten saa han ikke godt ud, han brugte en løs Krave, og denne løse Krave og Slipset havde forskudt sig hos ham, saaat altsammen sad paa den ene Side; man skimted en blaa Bomuldsskjorte indenfor, og dette lagde han ikke Mærke til selv engang. Hans graasprængte Skæg hang ham nedad Brystet.

Journalisten nikked og bemærked til sin Sidemand:

«Ikke saa ilde! Han er jo næsten en av vore.»

Lars Paulsberg sagde spøgende og stadig velvillig:

«Ja, som sagt, jeg har nu ikke gjort andet end bandet den halve Dag, saa jeg maa da have bidraget mit til Ungdommens Indignation.»

Men Advokat Grande, som mored sig udmærket, sad og var ganske stolt af, at han havde fundet paa at trække Coldevin med sig, han fortalte Milde endnu engang, hvorledes det hele var gaaet til: Jeg tænkte, det var ikke for morsomt her oppe, og saa træffer jeg denne Mand staaende udenfor Tivoliporten, han stod aldeles alene, og dette rørte mig…

Nu tog Milde Ordet:

De taler om den Tilstand, vi er komne i overhovedet, mener De dermed, at vi paa alle 142Kanter er omgiven af Kraftløshed og Blødhed, saa tager De jo grovt fejl…»

Da smilte Coldevin og afbrød:

«Nej, nej, saa mener jeg ikke dét da.»

«Ja, hvad mener De da? Det gaar ikke an at sige om en Ungdom, der er saa blomstrende fuld af Talenter, som vor er, at den Ungdom er kraftløs. For Fan, der har kanske aldrig været en slig Rigdom af Talenter inden vor Ungdom, som nu.»

«Nej, jeg ved ikke, hvornaar det skulde have været,» sagde endog Skuespiller Norem, som i al Stilhed havde siddet og drukket Pjolter efter Pjolter ved sit Hjørne af Bordet.

«Talenter? Ja, det er egentlig et andet Spørgsmaal, vi er komne ind paa nu,» svared Coldevin. «Men synes De forresten, at Talenterne inden vor Ungdom raaber svært afvejen?»

«He, han spørger om… Jasaa, det er ikke stort bevendt med vore Talenter nu for Tiden, Hr. Coldevin? Aa, nej, det er vel saa det, det er ikke noget til Talenter, det.» Milde lo haanligt og vendte sig til Irgens, som ikke havde yttret et Ord, og lo endnu mere. «Det ser ikke godt ud for os nu, Irgens,» sagde han, «Fænomenet dømmer os til Nichts.»

Nu blanded endelig Fru Hanka sig i det, hun vilde bilægge Sagen. Det var kanske bare en Misforstaaelse, Hr. Coldevin vilde nok forklare 143det bedre. Kunde det ikke gaa an forresten at høre paa en Mand uden at blive hæftig? Skam Dem, Milde…

«He-he, De har ikke stor Fidus til os, som altsaa skulde have lidt Talent, De da?» spurgte Paulsberg endnu overbærende.

Og Coldevin svared:

«Fidus?… Det er ikke frit for, at det efter min Mening glider lidt nedad med os, mener jeg. Ja, det tilstaar jeg, at jeg mener. Og det er især Ungdommen, jeg tænker paa hermed. Vi er begyndt at gaa sagtelig tilbage, rent ud, vi sænker Niveauet, og altsammen gaar mere eller mindre op i højere Nullitet. Ungdommen kræver ikke ret meget hverken af sig selv eller andre mere, den slaar sig til Ro med det lille og kalder det lille stort, der skal ikke meget, meget til forat komme i Betragtning nu. Det var dette, jeg mente med Tilstanden over hovedet.»

«Men Død og Helvede, hvad siger De om vore unge Digtere da, Mand?» skreg nu pludselig Journalist Gregersen høj i Kammen. «Ja, vore Digtere, ja, har De læst noget af dem? Har De for Eksempel nogensinde stødt paa Navnet Paulsberg, Navnet Irgens?» Journalisten var meget forarget.

Aagot kunde ikke lade være at iagttage sin fordums Lærer, det forundred hende, at denne 144Mand, som altid plejed at bøje af, at overgive sig, naar han blev modsagt, nu sad med Svar til enhver Tid og slet ikke var meget forknyt.

«De maa ikke tage mig ilde op, hvad jeg siger,» bad han. «Jeg indrømmer, at jeg burde ikke tale med her, det skulde andre gøre, som forstod sig bedre paa det; men skal jeg sige, hvad jeg synes, saa retter heller ikke vore unge Forfattere stort paa vore Sager. Man har ikke noget Maal at maale med her, alt maa bero paa éns Skøn, og mit Skøn er ikke det samme som Deres, der kan ikke siges noget om det. Men altsaa: vore unge Forfattere hæver ikke Niveauet overmaade, de gør ikke det, efter min Forstand. De har ikke Kræfter til det, synes det. Nej, nej, men det kan de ikke hjælpe for? Godt, men da skal de heller ikke gælde for mere end de er. Det er saa galt, at vi taber det store af Sigte og gør det lille stort. Se engang ud over vor Ungdom, se paa Forfatterne ogsaa, de er nok flinke, men… ja, flinke er de nok, de slider og slider sig til det; men det kommer ikke over dem. Og Herregud, hvor lidet de i Grunden rutter med sine Midler! De er sparsomme og tørre og kloge. De skriver et Vers, og de trykker dette Vers og andre Vers. De piner ud af sig en Bog nu og da, skraber samvittighedsfuldt Bunden i sig for hver Gang og faar et udmærket bra Resultat ud af det. 145De drysser ingenting ud, nej, de strør ikke Skillinger paa Veje. Og fordum kunde Digterne endog sætte til lidt, det havde de Raad til, de stod svulmende rige og slængte Dukater ud af Vinduet med herlig og ufornuftig Sorgløshed. Hvad saa? Der var fuldt af Dukater igen. Aa, nej, vore unge Forfattere de er fornuftige og flinke, de viser os ikke som de gamle nogen Vidløftighed, noget Uvejr, en eller anden forbausende Triumfscene af rød Kraft.»

Aagot tog ikke sine Øjne fra ham, han saa paa hende og mødte hendes Blik, hun lod ham forstaa med et kort, varmt Smil, der fløj over hendes Ansigt, at hun havde hørt hans Ord. Hun vilde dog vise Ole, hvor lidet hun havde ment at beklage, at ikke ogsaa han var Digter, hun nikked endog til Coldevin og undte Digterne alt, de fik. Coldevin var hende taknemmelig for hendes Smil, hun var den eneste, som smilte lige venligt, og han brød sig lidet om, at man raabte hæftigt til ham, skraaled op, gjorde ham grove Spørgsmaal: Men hvad var dog han for Slags Fænomen, som kunde være saa overlegen? Hvilke verdenshistoriske Bedrifter havde han selv udført? Han burde ikke gaa omkring inkognito længer, hvad var hans virkelige Navn? Man vilde hilse ham.

Irgens var alligevel den roligste, han snoed stolt sit Overskæg og saa paa Klokken forat lade 146forstaa, hvor dette keded ham. Og idet han kasted et Blik hen paa Coldevin, hvisked han til Fru Hanka med et Udtryk af Uvilje:

«Han er saa lidet renslig den Mand, synes jeg. Se nu det Bryststykke, den Krave, eller hvad det er, man kalder det. Jeg lagde Mærke til, at han nylig stak et skiddent Cigarmundstykke uden Futteral i Vestelommen; Gud ved, kanske gaar han og bærer paa en gammel Kam i den samme Lomme. Huf!»

Men stadig med sin rolige Mine, med Øjnene hæftede paa et Punkt i Bordet, ganske stillfærdig sad Coldevin der og hørte paa Herrernes Bemærkninger. Journalisten spurgte ham rent ud, om han ikke skammed sig.

«Aa, lad ham være,» afbrød Paulsberg. «Jeg forstaar ikke, at Dere gider bedrøve ham.»

«Det gør mig ondt, at jeg har fornærmet Dem,» sagde Coldevin da. «De skulde dog ikke tage Dem nær, at en Mand har en anden Mening end Dem om et Spørgsmaal, som saadan kan forekomme.» Coldevin smilte.

«Jagu ser det sort ud i Norge nu, altsaa,» udbrød Journalisten med en halv Latter. «Ingen Talenter, ingen Ungdom, ingenting, bare en «Tilstand overhovedet». He-he, Gud ved, hvad Ende dette tager! Og vi, som for Eksempel har gaaet her og ment, at Folk burde ære og agte sine unge Digtere!»

147Coldevin satte sine mørke Øjne paa ham.

«Ja, men det gør da Folk,» sagde han, «det kan man ikke klage paa, vel? Man ærer jo højt den Mand, som har forfattet en Bog eller to, man beundrer ham for Eksempel langt højere end den største Forretningsmand eller den mest talentfulde Praktiker. Hos os betyder virkelig Forfatterne svært meget for Folk, de er Indbegrebet af det største og fineste, man ved; der er kanske ikke mange Lande i Verden, hvor Aandslivet er i den Grad lagt i Hænderne paa Forfatterne, som i vort. Som De maaske vil give mig Ret i, har vi ingen Statsmænd, — nej, nej, men Forfatterne politiserer, og de gør det godt. Det har kanske slaaet Dem, at det er lidt tarveligt bevendt med vor Videnskab, — vel, med den voksende Agtelse for den ægte Intuition blir Forfatterne slet i ikke saa afvejen som Videnskabsmænd heller. Det har jo nok ikke undgaaet Deres Opmærksomhed, at vi i hele vor Historie ikke har havt en Tænker, — nu, det er ikke saa farligt, Forfatterne lægger sig efter Tænkelsen ogsaa, og Folk synes virkelig, at de gør det godt. Nej, det synes mig ubilligt at klage over Folks Mangel paa Agtelse og Beundring for forfatterne.»

Paulsberg, som gentagne Gange i sine Værker havde godtgjort, at han var en Tænker og Filosof af Rang, sad blot og legte med sin Lorgnet og 148lo stumt af Fyren. Men da Coldevin endnu føjed til nogle Ord og endte med at sige, at han havde en velsignet Tro paa den praktiske Ungdom, Landets unge Handelstalenter for Eksempel, hørte han en skraldende Latter, og Journalisten og Paulsberg raabte i Munden paa hinanden, at det var udmærket, det var Gud Herren straffe mig udmærket, ubetaleligt. Handelstalenter, hvad var det for noget, mon? Talenter til Handel, hvad? Tak skulde han have!

«Ja, efter mit Skøn findes der virkelig store Talenter inden vor Ungdom i Handelsstanden, og jeg kunde ville raade Dem til at lægge lidt Mærke hertil, det er ikke afvejen. Man bygger Skibe, aabner Markeder, gør indviklede Forretninger efter en aldeles uanet Maalestok…»

Coldevin kunde ikke komme længer, man lo endnu, skønt man af Hensyn til de gode Venner og Grosserere, som var tilstede, forsøgte at gaa over til noget andet. Ole Henriksen og Tidemand havde siddet ganske tause og hørt paa, de var tilsidst komne lidt i Forlegenhed med, hvorledes de skulde forholde sig, men skjulte det saa godt, de kunde, og talte sagte sammen. Pludselig hvisker Tidemand:

«Kan jeg komme over og tale med dig om noget imorgen, Ole? Det er bare en Forretningssag, men. Kunde jeg komme lidt tidligt, 149for Eksempel ved Titiden, uden at forstyrre dig? Godt. Tak skal du have.»

Henne ved Mildes Ende af Bordet var man begyndt at drøfte gammel, dyr Vin, Johannisberg Cabinet, Musigny. Milde havde særdeles god Forstand paa Vin ogsaa og modsagde Advokaten paa det hæftigste, skønt Advokat Grande af den store Grandeslægt mente at have drukket gammel Vin fra han var Barn.

«Der er ikke Ende paa din Vigtighed i den sidste Tid,» sagde Milde.

Advokaten gav ham et Blik og mumled:

«En saadan Smule Oljemaler Milde vil ogsaa forstaa sig paa Vin.»

Derpaa faldt Talen paa Kunstnerstipendierne. Irgens sad og lytted, han fortrak ikke en Mine, da Milde holdt paa Øjen som den værdigste Ansøger. Hvor det ellers var et mærkeligt vakkert Træk af Milde at unde Øjen dette Stipendium af saa godt Hjærte, han var selv Ansøger og trængte Pengene saa haardt som nogen. Irgens havde virkelig lidt vanskeligt for at forstaa det.

Det var med en Gang bleven helt forbi med Interessen for den urimelige Huslærer, ingen henvendte sig til ham mere, og han havde snart faaet fat paa sin Hat, som han sad og fingred med. Fru Hanka gjorde ham af Høflighed et Par Spørgsmaal, som han besvared, og 150siden lukked han ikke sin Mund op. Det var dog besynderligt, at Manden slet ikke mærked, hvordan det var fat med hans Krave, det vilde jo blot koste ham et lidet Greb med den ene Haand forat rette det; men han retted det ikke.

Saa tog Paulsberg Afsked. Inden han forlod Restaurationen, fik han Journalisten med sig hen i en Krog og sagde til ham:

«Du kunde gøre mig en Tjeneste ved at sætte ind i Bladet, at jeg nu er kommet omtrent midtvejs i min nye Bog. Det interesserer jo kanske Folk lidt at faa vide det.»

Nu rejste ogsaa Milde og Advokaten sig, de vækked Norem, som endelig havde slumret ind efter alle de stille Pjoltere, og fik ham nogenlunde paa Benene. Han begyndte at tale, han havde ikke hørt det sidste, det allersidste af Passiaren, sagde han, hvordan var det gaaet med Digterne? Ah, der var Fru Hanka ogsaa, glæded ham at se hende; men hvorfor var hun ikke kommet før?

Saa blev han trukket hen mod Døren og ført ud.

«Det skal altsaa være almindeligt Opbrud?» spurgte Irgens utilfreds. Han havde rigtignok forsøgt at nærme sig Aagot Lynum en eneste Gang i Løbet af Aftenen, men det havde ikke lykkedes ham, hun havde undgaaet ham, undgaaet at komme til at blive siddende ved Siden 151af ham. Senere havde han mærket, at hun havde moret sig ganske godt over Coldevins Vrøvl om Ungdommen og Digterne; hvad skulde det betyde? Det havde i det hele taget ikke været nogen hyggelig Aften, Fru Hanka havde siddet der saa saar om Munden, at hun ikke engang havde kunnet le naturligt, og Fru Paulsberg kunde man dog virkelig ikke give sig i Kast med. Aftenen var ligefrem spildt; nu brød man op, der kunde ikke rettes paa Humøret med en liden intim Halvtime bagefter heller.

Irgens loved sig selv at gengælde Kliken den Overlegenhed, hvormed den mente at kunne behandle ham. Hans Tid kom kanske allerede i næste Uge …

Udenfor Tivoli skiltes Selskabet. Fru Hanka og Aagot fulgtes ad opover Gaden.

Klokken ti den næste Morgen indfandt Tidemand sig i H. Henriksens Kontor. Ole stod ved Pulten.

Tidemands Ærinde var, som han havde sagt, et blot og bart Handelsanliggende, han talte dæmpet, næsten hviskende og lagde frem et Telegram af et højst forblommet Indhold: hvor der stod stigende én, betød det ti, og hvor der stod Baisse U. S., betød det i Virkeligheden Stands paa Sortehavet og Donau og Hausse i Amerika. Telegrammet var fra Tidemands Agent i Archangel.

Ole Henriksen var straks paa det rene med, hvad det galdt: paa Grund af Hungersnøden hos Tsaren og Udsigten til en ny mislig Høst, vilde Rusland om ikke længe standse al Eksport af magasineret Korn. Der vilde oprinde haarde Tider, Norge vilde ogsaa komme til at faa det at føle, Kornet vilde stige til fabelagtige Priser, 153og hvad mere var, det galdt at forsyne sig af det til hvilken Pris som helst, mens det dog endnu var at faa. Amerika havde allerede anet Lunten, trods den russiske Regerings Dementi af den engelske Presse, og den amerikanske Hvede gik daglig ivejret; mens den før havde staaet i syv og otti og otte og otti, svinged den nu mellem et Hundrede og ti, et Hundrede og tolv, et Hundrede og femten. Ingen havde nogen Anelse om, hvor den kom til at ende.

Tidemands Ærinde til Ole var da dette, at han vilde foreslaa sin Ven og Kollega en Forretning i Rug fra Amerika, mens der endnu var Tid. De skulde gaa sammen om Affæren, slaa et kolossalt Kejserslag med ét, tilføre Norge en Rugmasse, som kunde bidtage til at holde det oppe Aaret over. Men det havde Hast, Rug fløj ogsaa ivejret for hver Dag, i Rusland kunde den næsten ikke længer købes.

Ole forlod Pulten og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, det arbejded i hans Hoved, han havde tænkt at byde Tidemand en Forfriskning, en Cigar, men glemte det saa aldeles. Forretningen fristed ham, men han havde for Øjeblikket bundet sig formeget paa andre Hold, den sidste Affære paa Brasilien havde virkelig lammet ham lidt, sat ham fast, og han kunde ikke vente at høste Frugterne af denne Affære før hen paa Sommeren.

154«Her burde jo blive Penge at tjene,» sagde Tidemand.

Ingen Tvivl derom, det var heller ikke dét, som fik Ole til at vakle; men han kunde desværre ikke. Han forklared sine Omstændigheder og lagde til, at han turde ikke vove sig ud paa mere foreløbig. Men Spekulationen interessered ham, fik hans Øjne til at spille, han forhørte sig med Hidsighed om Detaljerne, tog et Papir og slog over, studered atter Telegrammet med grublende Mine. Tilsidst lod han Hovedet synke og erklæred ikke at kunne tage Del i Handelen.

«Ja, jeg kan naturligvis operere alene,» sagde Tidemand, «saa tager jeg blot saa meget mindre. Men jeg vilde saa gærne have havt dig med, jeg vilde have følt mig tryggere ved det. Men naturligvis, du kan ikke strække dig længer end du kan forsvare. Imidlertid vil jeg telegrafere; har du en Blanket?»

Tidemand skrev Telegrammet og rakte det over til Ole:

«Se saa, dét er vel forstaaeligt?»

Ole gjorde et Skridt tilbage.

«Saa meget!» sagde han. «Dette er en stor Ordre, Andreas.»

«Ja, det er det. Men jeg faar haabe paa et lykkeligt Udfald,» svared Tidemand stille. Og ude af Stand til at tilbagetrænge en Bevægelse, 155der med en Gang gennemstrømmed ham, saa han hen i en anden Væg og hvisked for sig selv: «Jeg er forresten lige glad med altsammen mere.»

Ole saa paa ham.

«Nej, sig ikke det, Andreas, tal ikke saa. Du skal ikke tabe Modet alligevel, hører du, det er der ingen Grund til; vel?»

«Aa, jeg ved ikke det… Naa, ja, det taler vi ikke om… Ja, ja, nu faar vi altsaa se, hvordan dette gaar.»

Tidemand stak Telegrammet i Lommen.

«Ja,» mente Ole ogsaa.

«Det vilde have glædet mig meget, om vi havde været sammen om denne Handel, Ole. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg staar dybt i det paa andre Hold jeg ogsaa, men. Nu har jeg da ialfald min Is at skibe. Naar Varmen sætter ind, skal du se, at jeg tjener gode Penge paa den; tror ikke du ogsaa?»

«Ubetinget,» svared Ole, «det er kurant Vare.»

«Aa, ja, jeg er jo heller ikke paa Knæerne endda. Og Vorherre bevare mig ogsaa for den Skæbne, baade for min og mines Skyld!»

«Men kunde du ikke for en Sikkerheds Skyld… Vent lidt forresten, undskyld, at jeg ikke engang har budt dig en Cigar. Jo, jeg ved, at du gærne røger en Cigar, naar du 156passiarer, jeg glemte det. Sid et Øjeblik, er du snil, jeg kommer straks tilbage.»

Tidemand forstod vel, at Ole var paa Vej efter den sædvanlige Vin i Kælderen, og han raabte efter ham, men Ole hørte det ikke og kom straks efter ind med den gamle, lodne Flaske. De satte sig, som de plejed, ned i Sofaen og klinked med hinanden.

«Det var det, jeg vilde have sagt,» vedblev Ole, «har du nu overvejet alt og rigtig alt angaaende denne Affære paa Amerika? Ja, jeg indbilder mig ikke at kunne belære dig, forstaar du, men…»

«Jeg tror nok, at jeg har beregnet alt,» svared Tidemand, «derfor bruger jeg ogsaa Terminen: inden tre Dage og paa Leverance. Der maa købes straks, skal der være Mening i det. Jo, jeg har ikke engang glemt at tage i Betragtning et sandsynligt Præsidentskifte nu ved Valgene.»

«Men kunde du ikke alligevel for en Sikkerheds Skyld give en lidt mere begrændset Ordre? Gaar det over tolv, burde du ikke købe, kanske?»

«Nej, nødigt. Men du forstnar, at hvis Rusland lukker, saa er ikke engang femten, tyve formeget; men hvis Rusland ikke lukker, saa er jo allerede Hundrede, allerede niti formeget. Da gaar jeg i Knæ alligevel.»

157«Ja, du skulde nu ikke resikere saa bentfrem alt, Andreas, jeg vilde i dit Sted sætte Ordren ned.»

«Aa, nej, nu faar den være som den er. Gaar det galt, saa faar det i Guds Navn gaa galt da, jeg kommer nu vel ikke aldeles paa bar Bakke alligevel.» Og Tidemands Bevægelse overvandt ham igen, og han sagde atter sagte: «Desuden begynder jeg at blive lige glad omtrent.»

Han rejste sig hurtigt forat skjule sin Bedrøvelse, han stod en liden Stund henne ved Vinduet og saa ud, saa vendte han sig smilende om til Ole og sagde:

«Jeg tror, denne Handel har Lykke med sig, virkelig sandt, jeg har det paa Følelsen. Du ved, hvad det vil sige, naar vi Handelsfolk har en Ting paa Følelsen, saa vover vi alt uden at frygte.»

«Ja, lad os drikke et Glas paa, at alt maatte gaa efter Forventning nu da.»

Og de drak.

«Ja, hvordan staar det egentlig til ellers?» spurgte Ole.

«Jo,» skyndte Tidemand sig at svare, «det ser ikke saa galt ud heller, slet ikke det. Det er omtrent ved det gamle hjemme.»

«Ikke egentlig nogen Forandring da?»

158«Aa, nej… Ja, ja, jeg faar vel afsted jeg.

Tidemand rejste sig. Ole fulgte ham til Døren og sagde:

«Du skal ikke gaa hen og blive mismodig, Andreas, det beder jeg dig om. Jeg har ret ikke stor Lyst til at høre oftere, at du er lige glad med altsammen… Ja, Tak fordi du kom.»

Men Tidemand gik ikke, han blev staaende der med Haanden paa Dørvrideren og flytted nervøst sine Øjne fra det ene Punkt til det andet i Kontoret.

«Det er nu vel ikke saa underligt, om jeg taber Humøret en enkelt Gang jeg ogsaa,» sagde han. «Jeg staar ikke meget bra i det, jeg gør mit bedste med at faa Tingene i Orden igen, men det gaar ikke fort, ikke ret fort nej. Naa, nu faar vi altsaa se, hvordan det gaar, jeg synes, det er bleven lidt bedre, Gudskelov.»

«Er din Kone lidt mere hjemme nu, vel? Det forekommer mig at…»

«Hanka har sandelig været Børnene en god Moder i det sidste, jeg har været saa glad for det, for det har nærmet os betydeligt til hinanden. Hun arbejder med at forsyne Børnene med Tøj til Landopholdet, det er vidunderlige 159Sager, hun faar istand, maa du tro, jeg har aldrig set sligt, blaa og hvide og røde Kjoler, ja, de ligger derhjemme, jeg ser paa dem, naar jeg vil. Jeg kan ikke sige saa meget om det kanske, hun føler sig fremdeles ikke som gift, hun vedbliver at skrive sig for Lange, ja, det er naturligvis et Lune af hende, og hun skriver sig ligeledes for Tidemand, hun glemmer da ikke det. Du hørte selv ude paa Tivoli igaaraftes, hun bad mig om Hundrede Kroner. Det glæded mig, jeg regner ikke paa det, og jeg skulde ikke have nævnt det, hvis du ikke selv havde hørt det! Men det var nu forresten den tredje Hundredekrone, hun havde faaet i to Dage. Du misforstaar mig vel ikke, Ole? Kære, gør ikke det! Men hvorfor beder hun mig efter Penge i alle Folks Paahør? Det er ligesom hun vil give Indtryk af, at dette er den eneste Maade at tage mig paa, for ellers faar hun ingenting. Hun bruger mange Penge, jeg tror nok ikke, at hun selv bruger dem, nej, det er jeg sikker paa, at hun ikke gør, Hanka ødsler ikke; men hun giver Pengene bort, det maa hun om, hun hjælper andre. Hun faar undertiden mange Penge af mig om Ugen, ofte faar hun Penge af mig, naar hun gaar ud, og har ingenting tilbage, naar hun kommer hjem igen, skønt hun ikke har købt noget. Aa, ja 160det faar nu være; saalænge, jeg kan, saa er jo mine Penge hendes ogsaa lige saa meget, det er en Selvfølge. Jeg spurgte hende for Spøg en Dag, om hun vilde ruinere mig, bringe mig til Betlerstaven, se, det var alene Spøg, og jeg lo hjærtelig godt af det selv. Men det taalte hun ikke, hun bød mig at forlade Huset hvad Dag, det skulde være, kortsagt: Skilsmisse. Det har hun budt mig mange, mange Gange, men denne Gang bare paa Grund af en Spøg. Saa sagde jeg, at jeg angred paa min Spøg og bad hende om Forladelse, det havde aldrig været i min Tanke, at hun vilde ruinere mig. «Kære Andreas, kan vi aldrig komme fra hinanden?» spurgte hun. Jeg ved ikke, hvad jeg svared, der var vel ikke stor Mening i det, kan jeg tænke, for hun bad straks efter om min Portnøgle, da hun havde kastet bort sin egen. Og jeg gav hende Portnøglen. Saa smilte hun, jeg bad hende om det, og hun gjorde det for min Skyld og sagde smilende, at jeg var et stort Barn… Nu igaar Morges saa jeg hende ikke før jeg kom hjem fra Kontoret en Tur. Hun arbejded fremdeles med Børnenes Sommertøj, og hun lod mig se altsammen. Saa tog hun sit Lommetørklæde frem, og just idet hun trak dette Lommetørklæde frem fra Brystet, fulgte der et Herreslips med, et rødt 161Herreslips. Jeg lod som jeg ikke saa det, men jeg saa jo, at ikke Slipset tilhørte mig, jeg kendte det ogsaa godt igen. Ja, forresten, forstaa mig ret, Ole, jeg kendte det ikke saa nøje, at jeg kunde sige, hvis Slips det var. Det kan gærne hænde, at det var et af mine egne Slips ogsaa, et af mine gamle Slips, som jeg har lagt af. Det er en ren Besynderlighed ved mig, at jeg aldrig lærer at kende mine egne Slips, jeg lægger saa lidet Mærke til dem … Aa, jo, det retter sig da, som sagt. Og slaar nu min store Handel lidt godt ind, saa kanske den bringer Lykke med sig, den. Det vilde være morsomt, om jeg kunde vise hende, at jeg ikke var nogen Dumrian, ha-ha.»

De to Venner talte endnu i nogle Minutter sammen, hvorpaa Tidemand tog Vejen op til Telegrafkontoret. Han var fuld afr Haab. Hans store Tanke var den at komme en Krise i Forkøbet, at sidde inde med en kolossal Mængde Rug, naar ingen anden havde nogen. Det skulde nok lykkes! Han var saa let paa Foden som en Yngling og undgik at træffe Bekendte, der kunde hæfte ham bort.

*

Fem Dage efter kom der virkelig Telegram til Udenrigsministeriet om, at den russiske 162Regering paa Grund af Hungersnøden i Landet og de daarlige Udsigter for Aarets Høst havde set sig nødt til at forbyde al Udførsel af Rug, Hvede, Mais, Klid fra alle Ruslands og Finlands Havne.

Tidemand havde regnet rigtigt.

Om Ny Jord

Romanen Ny Jord kom ut i 1893 og utgjør sammen med Redaktør Lynge fra året før Hamsuns forsøk på å skrive tendenslitteratur.

Handlingen er lagt til Kristiania rundt 1890, og det er det unge og dekadente forfatter- og kunstnermiljøet som får gjennomgå. Dikteren Irgens befinner seg i sentrum av kretsen, hvor alle kniver om heder, stipender og de rikes gunst. Romanen inneholder også kjærlighetsdramaer.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1893 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook