En fin, gylden Metalrand stiger i Øst, hvor Solen staar op. Byen begynder at vaagne, der lyder allerede en og anden fjærn Rumlen af Kærrer, der søger ind i Gaderne fra Landet, store, tunge Bondekærrer, fulde af Torvvarer, af Hø og Slagt og Favnved. Og det larmer temmelig meget af disse Kærrer, fordi Gaderne endnu fryser lidt om Nætterne. Det var i Slutten af Marts.

Ved Havnen høres ingensomhelst Støj. Man ser en og anden søvnig Matros paa et Dæk, der stiger Røg op fra Byserne, Skippere stikker halvt paaklædte Hovedet op for Kahytshætten og lugter mod Vejret, mens Sjøen ligger blikstille og Gangspillene hviler.

Saa aabnes den første Bryggedør. Man skimter svære Stabler af Sække og Kasser, af Matter og Tønder derinde, Mennesker færdes om med Toug og Trillebører, kun halvt vaagne 4endnu, gæspende ret ud i Vejret med aabne, skæggede Munde. Og Pramme lægger til ved Kajene, man begynder at hejse og slide paa Varer, vælte dem op paa Vogne og trække dem afsted.

Dør for Dør aabnes i Gaderne, Gardiner rulles op, unge Volontører fejer Butiksgulve og slaar Støv af Diske, hos Firmaet H. Henriksen sidder allerede Sønnen ved Pulten og gennemser Post. En ung Mand driver i træt og søvnig Gang opad Jærnbanetorvet, han kommer fra en Hybel, fra et Selskab hos en Kammerat, han gaar Morgentur. Ved Brandvagten møder han en Bekendt, som ogsaa kommer fra et eller andet Selskab, og som hilser.

«Er du allerede oppe, Øjen?» siger den første.

«Ja, det vil sige, jeg har ikke lagt mig endda», svarer den anden.

«Ikke jeg heller», siger den første igen. «Godnat.»

Og han gaar videre med et Smil over, at han har sagt Godnat midt paa lyse Morgenen. Han er en ung og haabefuld Mand, hans Navn blev med engang bekendt for to Aar siden, da han udgav et stort lyrisk Drama. Det er Irgens, alle kender ham. Han har Laksko paa Benene og ser godt ud med sit snoede Overskæg og sit blanke, mørke Haar.

5Han lægger Vejen om det ene Torv efter det andet, det morer ham i hans forvaagede Tilstand at se paa Bønderne, der kommer skranglende ind gennem Gaderne en efter en og besætter alle Byens Pladse med sine Kærrer. Vaarsolen har brunet deres Ansigter, de gaar med tykke Uldbind om Halsen, og deres Hænder er stærke og skidne. Nu er det dem saa meget om at gøre at faa solgt sit Slagt, at de endog prajer ham, en Yngling paa fire og tyve Aar uden Familje, en Lyriker, der blot slentrer ligegyldigen om forat adsprede sig selv.

Solen stiger. Det begynder at myldre af Folk og Vogne, med smaa Mellemrum piber det saa ved Fabrikerne i Byens Udkanter, saa nede ved Jærnbanestationerne, Færdselen blir større og større, travle Mennesker svirrer hid og did, enkelte ædende af deres Frokost, som de holder i Haanden indsvøbt i en Avis. En Mand trækker et sandt Læs af Poser og Pakker paa en Haandvogn, han leverer Varer omkring i Husene, han spænder i som en Hest og læser samtidig i sin Notisebog, hvor han har alle sine Adresser. Et Barn løber ustandseligt om med Morgenaviser, det er en liden Pige med St. Vejtsdans, hun kaster sin lille Krop i alle Retninger, rykker med Skuldrene, stirrer, jager afsted fra Dør til Dør, klamrer sig opad Trapperne til de høje Etager, ringer paa og iler 6videre, efterladende en Avis paa hver Tærskel. Hun har en Hund med sig, og Hunden gør veldresseret hver Tur med. Den lille Hund!

Alting er i Bevægelse, og Larmen vokser, begynder ved Fabrikerne, ved Værfterne, de mekaniske Værksteder, Sagbrugene, blander sig med Vognrammel og menneskelige Stemmer, gennemskæres af en og anden Dampfløjte, hvis Piben stiger til Himmels som en jamrende Straale, og slaar endelig sammen over de store Torve, saa hele Byen er indhyllet i et uhyre Brus. Midt i dette sees Telegrafbudene med sine Tasker, bringende Ordrer og Kurs-noteringer fra Alverdens Lande; Handelens store og mærkelige Poesi gennemsuser Byen, Hveden i Indien og Kaffeen paa Java staar i Flor, de spanske Markeder forlanger Fisk, megen Fisk i Fasten.

Klokken er otte, Irgens gaar hjem. Han passerer H. Henriksens Forretning og bestemmer sig til at titte ind. Ved Pulten sidder fremdeles Firmaets Søn, en ung Mand i Cheviotklæder; han har store, blaa Øjne, skønt hans Hudfarve er mørk, en uordentlig Haarlug hænger ham ned i Panden. Den høje, noget markerede, noget indesluttede Fyr ser ud til at være tredive Aar. Hans Kammerater sætter megen Pris paa ham, fordi han har hjulpet dem saa meget baade med Penge og med forskellige Varer fra Faderens Kælder.

7«Godmorgen», siger Irgens.

Overrasket svarer den anden:

«Men er det dig? Er du allerede oppe?»

«Ja, det vil sige, jeg har ikke lagt mig endda.»

«Naa, det er noget andet. Jeg har siddet her siden Klokken fem, telegraferet til tre Lande allerede.»

«Herregud, du ved, at din Handel er mig ligegyldig. Jeg vil sige dig et, Ole Henriksen: Har du en Dram?»

De to Herrer gaar ud af Kontoret, passerer Butiken og stiger ned i Kælderen. Skyndsomt trækker Ole Henriksen en Flaske op, han kan vente Faderen ned i Kontoret hvert Øjeblik, derfor skynder han sig saa; Faderen er meget gammel, men han skulde jo ikke gærne gøres imod for det.

Irgens drikker og siger:

«Faar jeg tage Resten med mig?»

Og Ole Henriksen nikker.

Kommen op i Butiken igen, trækker han en Skuffe ud af Disken, og Irgens, som forstaar Vinket, griber ned i Skuffen og tager op noget, som han stikker i Munden. Det er Kaffe, brændt Kaffe, for ond Aande.

Klokken to driver Mennesker i store Skarer frem og tilbage paa Promenaden. Man taler og ler i alle Toner, man hilser til hinanden, smiler, nikker, vender sig om og raaber; Cigarrøg og Dameslør flagrer i Luften, et mangefarvet Virvar af lyse Handsker og Lommetørklæder, af svingende Hatte og Spadserstokke bevæger sig nedad hele Gaden, og Vogne styrer forbi med Herrer og Damer i fuld Puds.

Ved «Hjørnet» har nogle unge Herrer taget Post. De danner en Kreds af Bekendte, et Par Kunstnere, et Par Forfattere, en Handlende, en Ubestemmelig, lutter Brødre i tykt og tyndt. Deres Dragter er meget forskellige, enkelte har allerede kastet Overfrakken, andre har fodside Ulstere paa og Kraven opbrættet som i høj Kulde. Gruppen er kendt af alle.

Flere slutter sig til den, og andre gaar ifra, der blir tilbage en ung, tyk Maler ved Navn 9Milde og en Skuespiller med opstaaende Næse og Flødestemme, desuden Irgens og Advokat Grande af den store Grandeslægt. Men den vigtigste var dog Paulsberg, Lars Paulsberg, Forfatteren af et halvt Dusin Romaner og et videnskabeligt Værk om Syndernes Forladelse. Man kaldte ham højt og tydeligt for Digteren, om end baade Irgens og Forfatteren Øjen var tilstede.

Skuespilleren knapper sin Ulster helt op i Halsen og fryser.

«Nej, Vaartiden, den er mig for ram», siger han.

«Det er det modsatte med mig,» bemærker Advokaten. «Jeg kunde raabe Hej hele Tiden, det vrinsker formelig i mig, mit Blod spiller en Jagtsang.» Og den lille, foroverbøjede Yngling retted sig op ved sine egne Ord og saa over til Paulsberg.

«Ja, ser man det!» svared Skuespilleren spydigt. «Mandfolk er nu Mandfolk alligevel, sagde Eunuken.»

«Hvad mener du med det?»

«Ingenting, Gud velsigne dig. Men du med dine Laksko og din Silkehat paa Gaupejagt, hvad?»

«He, jeg konstaterer, at Spillekant Norem er bleven vittig. Lader os paaskønne det.»

10De talte med Øvelse om alt, tumled med Lethed sine Ord, gjorde hurtige Udfald og var til enhver Tid parate med Svar.

Et Følge af Kadetter gaar forbi.

«Noget saa leddeløst som disse Militære!» siger Irgens. «Se paa dem, de gaar ikke forbi, som andre Dødelige, de stiger forbi.»

Baade Irgens selv og Maleren lo af dette; men Advokaten saa hurtigt hen paa Paulsberg, hvis Ansigt ikke fortrak sig det mindste. Paulsberg sagde et Par Ord om Maleriudstillingen og taug.

Saa gik man over til Gaarsdagen i Tivoli, man begyndte at slaa ind paa Politik: Ganske vist, man kunde nægte alle Bevilgninger, men. Og desuden var der kanske ikke engang Flertal for alle Bevilgningsnægtelser. Nej, jagu saa det skralt ud… De anførte Udtalelser af ledende Stortingsmænd, foreslog at stikke Slottet i Brand og proklamere Republiken den Dag imorgen. Maleren truer med Arbejdernes Rejsning. «Ved De, hvad Præsidenten sagde til mig paa Tomandshaand: at han aldrig, aldrig vilde gaa ind paa et Kompromis, det fik heller briste eller bære med Unionen. Briste eller bære, akkurat disse Ord brugte han. Og naar man kender Præsidenten…»

Men Paulsberg talte fremdeles ikke med, og da det var Kammeraterne meget om at gøre 11at høre hans Mening, dristed Advokaten sig til at sige:

«Og du, Paulsberg, du siger ikke et Ord?»

Paulsberg sagde sjælden et Ord, han havde levet mest alene og drevet sine Studier eller arbejdet paa sine Værker, han havde ikke faaet Kammeraternes store Øvelse i det mundtlige. Han smilte godmodigt og svared:

«Eders Tale skal være Ja, ja og Nej, nej, ved du.» Herover lo de allesammen meget højt. «Men forresten,» lagde Paulsberg til, «forresten staar jeg her og tænker paa at gaa hjem til min Kone igen.»

Og Paulsberg gik. Det var saa hans Vane at gaa med en Gang, naar han havde sagt det.

Men da Paulsberg gik, var det næsten det samme som at alle kunde gaa ogsaa, der var ikke mere at staa der efter. Skuespilleren hilste og forsvandt, han saaes at lange stærkt ud forat naa Paulsberg igen. Maleren slog sin Ulster om sig uden at knappe den, aksled sig et Par Gange og sagde:

«Huf, jeg føler mig saa utidig. Den som nu havde Raad til lidt Middag!»

«Du faar se at slaa en Kræmmer,» svarer Irgens. «Jeg slog en imorges for Kognak.»

De fulgtes alle ad.

«Jeg gad rigtig vide, hvad Paulsberg mente med det Svar, han gav mig,» sagde Advokaten. 12«Eders Tale skal være Ja, ja og Nej, nej; det er klart, at han mente noget med det.»

«Ja, det er klart,» siger Maleren Milde ogsaa. «Saa du, han lo med det samme; det var formodentlig noget, som havde moret ham.»

Pause.

Masser af Spadserende driver fremdeles i Gaderne, frem og tilbage i sagte Gang, leende og talende som før.

Milde vedbliver:

«Jeg har saa ofte ønsket, at vi her i Norge skulde have blot ét sligt Hoved til, som Paulsbergs.»

«Hvorfor egentlig det?» spørger Irgens lidt irriteret.

Milde stirrer paa ham, stirrer derefter paa Advokaten og brister i en forbauset Latter.

«Nej, men hører du, Grande, han spørger, hvorfor vi egentlig skulde have et sligt Hoved til, som Paulsbergs, her i Norge.»

«Ja?» spørger Irgens.

Grande lo heller ikke, og Maleren Milde kunde ikke forstaa, at man ikke lo af dette. Han vilde slaa det hen, han begyndte at tale om noget andet:

«Du slog en Kræmmer for Kognak, siger du? Du har altsaa Kognak?»

«For jeg sætter Paulsberg saa højt, at jeg 13anser ham alene istand til at gøre hvad det skal være,» vedblev Irgens med skjult Ironi.

Dette havde ikke Milde ventet, han kunde ikke modsige Irgens heri, han nikked og svared:

«Javel, akkurat. Jeg tænkte bare, at det kunde gaa raskere med lidt Hjælp, det var ikke afvejen, kortsagt: en Stridsfælle. Men jeg er fuldstændig enig med dig.»

Ved Grand var de saa heldige at støde paa Tidemand, en Kræmmer det ogsaa, Grosserer, stor Forretningsmand, Chef for et anset Hus.

«Har du spist?» raabte Maleren ham imøde.

«Ja, mangen Herrens Gang,» svared Tidemand.

«Saa, ikke noget Sludder. Tager du mig med i Grand?»

«Jeg maa da faa Lov til at hilse paa dig først.»

Det blev bestemt, at de skulde titte op til Irgens og smage paa Kognaken, derpaa skulde de gaa tilbage til Grand. Tidemand og Advokaten gik i Forvejen.

«Du, det er dog herligt, at vi har disse Kræmmere alligevel,» siger Maleren Milde til Irgens. «De gør da sin Nytte iblandt.»

Irgens svared med et Skuldertræk, som kunde betyde baade det ene og det andet.

«Og man besværer dem ikke, tværtimod, man gør dem en Villighed, det smigrer dem. 14Tag dem lidt venskabeligt, drik en Smule Dus med dem, det er nok. Ha-ha-ha, ja, er det ikke sandt, jeg siger?»

Advokaten havde standset, han vented.

«Mens vi husker det, maa vi altsaa aftale noget bestemt om den Rummel for Øjen,» sagde han.

Ja, det var jo sandt, det havde de nær glemt allesammen. Jo, naturligvis, Øjen skulde rejse, der maatte gøres noget.

Sagen var, at Forfatteren Øjen havde skrevet to Romaner og var oversat til Tysk, nu var han bleven nervøs, han kunde ikke slide sig ihjæl heller, der maatte skaffes ham nogen Hvile. Han havde søgt et Stipendium og havde godt Haab om at faa det, Paulsberg selv havde anbefalet ham, skønt lidt lunkent. Kammeraterne havde da slaaet sig sammen om at skaffe Øjen til Thorahus, dette lille Tilflugtssted tilfjælds, hvor Luften var saa sund for alle Nervøse. Om en Uges Tid skulde Øjen rejse, Pengene var sikrede, baade Ole Henriksen og Tidemand havde vist sig meget offervillige. Der stod nu blot tilbage at gøre en liden Afskedsrummel i Anledningen.

«Men hvem skal vi holde til hos?» spurgte Maleren. «Hos dig, Grande, du har jo stor Lejlighed?»

15Grande var ikke uvillig, man kunde gærne holde til hos ham, han skulde tale med sin Kone. Det vedtoges at indbyde Paulsberg og Frue som Gæster; Tidemand med Frue og Ole Henriksen var som Bidragsydere selvskrevne. Godt.

«Ja, bed hvem Dere vil; men Spillekant Norem vil jeg ikke have i Huset,» sagde Advokaten. «Han drikker sig saa blød og fuld bestandig, at det er en Gru; min Kone frabeder sig ham, det ved jeg.»

Nej, saa kunde ikke Rummelen holdes hos Grande. Gik det nemlig an at udelade Norem? I den almindelige Raadvildhed tilbød Milde sit Atelier.

Vennerne smagte paa det. Jo, det var sandelig et udmærket Indfald, man kunde ikke faa bedre Lokale, stort og frit som en Lade, med to koselige Siderum. Godt, altsaa Mildes Atelier.

Slaget skulde staa om et Par Dage.

De fire Herrer gik op til Irgens, drak hans Kognak og gik ud igen. Advokaten vilde hjem, han følte sig lidt stødt, denne Afgørelse med Atelieret smagte ham ikke. Naa, han kunde jo udeblive fra hele Selskabet. Ialfald sagde han nu Farvel og gik.

«Men du, Irgens, gaar da vel med os?» spurgte Tidemand.

16Irgens sagde ikke Nej, han svared slet ikke afslaaende til denne Indbydelse. Rigtignok havde han ikke den bedste Lyst til at komme i Grand med Tidemand, og desuden ærgred den tykke Milde ham overmaade med sin Familiaritet; men han kunde kanske slippe bort straks efter Middagen.

Heri kom forresten Tidemand selv til at hjælpe ham; saasnart han havde rejst sig fra Bordet, betalte han nemlig og tog Afsked med det samme, han skulde et Sted hen.

Tidemand tog Vejen ned til H. Henriksens store Lagerhus paa Bryggen, hvor han vidste, at Ole holdt til paa denne Tid.

Tidemand havde passeret de tredive Aar og var allerede begyndt at graane lidt ved Ørene. Han havde mørkt Haar og Skæg han ogsaa, men hos ham var ogsaa Øjnene brune, med et træt Udtryk. Naar han sad stille og intet sagde, men bare sad stille og blinked langsomt, steg og sank disse tunge Øjenlaag næsten som forvaagede. Forøvrigt havde han begyndt at faa en svag Antydning til Mave. Han galdt for at være en overmaade dygtig Forretningsmand.

Han var gift og havde to Børn, han havde været gift i fire Aar. Hans Ægteskab havde begyndt paa den bedste Maade og fortsatte endnu, skønt Folk vanskelig kunde forstaa, at det fortsatte endnu. Tidemand lagde heller ikke selv Skjul paa sin Forundring over, at hans Kone gad holde af ham. Han havde været forlænge Ungkarl, 18havde rejst formeget, boet formeget i Hoteller, det sagde han selv. Han holdt af at ringe, naar han trængte noget, han ønsked helst at forlange sine Maaltider til usædvanlige Tider paa Dagen, ganske udenfor Spisetiden, naar han selv fik det Indfald. Og Tidemand gik i Detaljer: han kunde saaledes heller ikke fordrage at have en Kone til at øse Suppen op; kunde vel en saadan Kone selv med sin bedste Vilje have nogen Anelse om, hvormeget Suppe han ønsked?

Og paa den anden Side Fru Hanka, en Kunstnernatur, to og tyve Aar, kær i Livet og frejdig som en Gut. Fru Hanka havde store Ævner og varme Interesser, hun var den mest velseede Gæst i alle Ungdommens Selskaber, det være sig baade i Sale og paa Hybler, og faa eller ingen modstod hende. Nej, hun havde ikke megen Sands for Husliv og Køkkengærning, det kunde hun ikke hjælpe for, det var desværre ikke nedlagt i hende. Denne uudholdelige Velsignelse med et Barn hvert Aar to Aar i Træk gjorde hende ogsaa virkelig fortvivlet; Herregud, man var blot og bart Barn selv, fuld af Blod og Ufornuft, man havde sin Ungdom foran sig. Hun tvang sig en Tidlang, det gik tilslut saa vidt, at den unge Frue laa og græd om Nætterne; men efter den Forstaaelse, Ægteparret endelig kom til ifjor, behøved ikke Fru Hanka at lægge nogen Tvang paa sig mere…

19Tidemand traadte ind i Lagerhuset. En kold og syrlig Lugt af sydlandske Varer slog ham imøde, af Kaffe og Olje og Vin. Høje Rækker af Tékasser, Bundter af Kanel indsyet i Bast, Frugt, Ris, Krydderier, Bjærge af Melsække, altsammen laa i sin bestemte Orden fra Gulv til Tag. I det ene Hjørne var Nedgangen til Kælderen, hvor Amer af Vin med Kobberbaand og Aarstal skimtedes i Halvlyset, og hvor vældige Metaltanke fulde af Olje laa henlagt i grundmuret Ro.

Tidemand hilste til alle de arbejdende Lagerbetjente, skred indad Gulvet og kiged indad Ruden til det lille Kontor. Ole var derinde. Han gennemgik et Kridtregnskab paa en Trætavle.

Ole lagde øjeblikkelig Tavlen ned og gik sin Ven imøde.

Disse to Mænd havde kendt hinanden lige siden Barndommen, havde gaaet paa Akademiet sammen og delt med hinanden sine bedste Dage. Endnu efterat de blev Kolleger og Konkurrenter vedblev de at komme til hinanden, saa ofte Arbejdet tillod det, de misundte ikke hinanden noget, Forretningsaanden havde gjort dem flotte og rummelige, de tumled med Skibsladninger, havde daglig for Øje store Beløb, vældige Lykketræf eller grandios Ruin.

20Tidemand beundred engang en liden Lystjagt, som Ole Henriksen ejed. Det var forresten for to Aar siden, da det var bekendt, at Firmaet Tidemand havde lidt et anseligt Tab paa Fiskeeksport. Jagten laa fortøjet lige udenfor Henriksens Lagerhus og vakte dengang almindelig Opsigt ved sin Skønhed. Mastetoppen var forgyldt.

Tidemand sagde:

«Det er det smukkeste lille Væsen, jeg har set, tro du mig.»

Men Ole Henriksen svared beskedent:

«Aa, jeg fik vel ikke Tusind Kroner for hende, om jeg skulde sælge hende.»

«Jeg giver dig Tusind,» bød Tidemand.

Pause. Ole smilte.

«Paa staaende Fod?» spurgte han.

«Ja, tilfældigvis har jeg det saa.»

Dermed tager Tidemand til Lommen og betaler Pengene.

Dette foregik ude paa Lageret, hvor alle Betjentene var tilstede. De lo, hvisked, slog Hænderne sammen af Forbauselse. Tidemand gik.

Nogle Dage efter kom Ole over til Tidemand og sagde:

«Du vil vel ikke tage to Tusind for Jagten?»

Tidemand svared:

«Har du det paa dig?»

«Ja, tilfældigvis.»

«Kom med det,» sagde Tidemand.

21Og Jagten var atter Oles…

Nu var Tidemand gaaet ned til Ole Henriksen forat drive bort en Time. De to Venner var ikke længer Børn, de behandled hinanden med udsøgt Høflighed og var oprigtigt glade i hinanden.

Ole faar fat paa Tidemands Hat og Stok, som han lægger hen paa Pulten, mens han viser Tidemand selv til Sæde i den lille toplads Sofa.

«Hvad maa jeg byde?» spurgte han.

«Tak, ingenting,» svared Tidemand. «Jeg kommer fra Grand, jeg har netop spist.»

Ole satte den flade, tynde Kasse med Havanesere frem og spurgte igen:

«Et lidet Glas? En 1812?»

«Ja, Tusind Tak alligevel. Men du skal vel ned efter det, det er altfor meget Bryderi.»

«Hvor kan du tale om Bryderi!»

Ole gik efter en Flaske nede i Kælderen; man kunde ikke se, hvad den var af, Glasset var som grovt Tøj, saa støvet var det. Vinen var kold, den satte Skumperler paa Glasset, og Ole sagde:

«Værsaagod, Skaal, Andreas.»

De drak. Der blev en Pause.

«Jeg kommer egentlig forat gratulere dig,» sagde Tidemand. «Magen til dèt Kup har endnu aldrig jeg giort.»

22Det var ogsaa saa, at Ole Henriksen havde gjort et Kup; men han sagde selv, at det egentlig ikke var hans Fortjeneste, det var et Lykketræf. Og skulde man endelig tale om Fortjeneste, saa var den ialfald ikke hans alene, den gik paa Firmaet. Operationen i London kunde han takke sin Agent for.

Kupet var følgende:

En engelsk Lastdrager Concordia afgik halvlastet med Kaffe fra Rio, lagde Vejen indom Senegambien til Bathurst efter et Parti Huder som Toplast, gik videre i Decemberstormene, sprang læk paa Nordkysten af Normandiet og blev bjærget ind til Plymouth som Havarist. Lasten flød, Halvdelen var Kaffe.

Dette Parti Damage-Kaffe skylledes og bragtes til London, det udbødes, men kunde ikke sælges, Sjøvandet og Huderne havde faaet den til at lugte. Ejeren gjorde Hundrede Ting med den, brugte Farver, Berlinerblaat, Indigo, Kurkuma, Kromgult, Kobbenvitriol, han lod Kaffen rulle i Fade sammen med Blykugler; men det hjalp ikke, og han maatte lade den gaa til Auktion. H. Henriksens Agent gjorde Sit bedste, han mødte op, bød en Spotpris og fik Tilslaget.

Nu rejste Ole Henriksen til London, han foretog Prøver med Kaffeen, vasked Blyfarven af, skylled den grundig og lod den tørre for anden Gang. Tilslut lod han hele Partiet brænde og 23pakke ned i uhyre Zinktanke, der lukkedes hermetisk. Disse Tanke stod en Maaned urørte, saa førtes de til Norge, hvor de bragtes ind paa Lageret; Tank efter Tank sloges op og solgtes, Kaffen var som ubeskadiget. Firmaet Henriksen tjente paa denne ene Forretning uanede Penge.

Tidemand sagde:

«Jeg hørte om dette først for et Par Dage siden, og jeg maa sige, jeg blev stolt af det.»

«Min heldige Idé er egentlig bare den, at jeg brændte Kaffeen, bragte den til at svede ved et Par Kneb. Men ellers, saa…»

«Du var vel noksaa spændt paa Udfaldet?»

«Ja, jeg kan ikke sige andet.»

«Men din Fader, hvad sagde han?»

«Han vidste slet ikke om hele Handelen før bagefter. Nej, ham turde jeg ikke indvie i det, han vilde vel have forstødt mig, kan jeg tænke, gjort mig arveløs, he-he.»

Tidemand saa paa ham.

«Hm. Ja, dette er bra nok, Ole. Men hvis du vil lade, som om Halvdelen af Æren for denne Forretning gaar over paa din Fader, paa Firmaet, saa maa du ikke samtidig fortælle, at din Fader ikke vidste om den før bagefter.»

«Ja, lad nu det være godt.»

En Betjent kom ind med nok en Tavle med Regnskab paa, han tog Huen af, bukked 24og lagde Tavlen paa Pulten, bukked igen og gik. Samtidig ringte det i Telefonen.

«Undskyld et Øjeblik, Andreas, jeg skal bare… Det er formodentlig ikke andet end en Ordre. Hallo.»

Ole skrev Ordren ned, ringte og gav den til en Betjent.

«Jeg hæfter dig bare bort,» sagde Tidemand. «Nu er her to Tavler, lad os tage en hver, jeg skal hjælpe dig.»

«Nej, aldeles ikke,» svared Ole, «du skal da virkelig ikke sætte dig til at arbejde med Tavlerne.»

Men Tidemand var allerede begyndt. Disse mærkelige Streger og Tegn i de Halvhundrede Rubriker forstod ogsaa han som ingen Ting og gjorde Regnskabet op paa en Papirlap. De stod paa hver sin Side af Pulten, nu og da sendte de en liden Spøg over til hinanden.

«Men vi maa ikke glemme Glassene heller.»

«Nej, det har du ogsaa Ret i.»

«Dette er sandelig den hyggeligste Dag, jeg har havt paa længe,» sagde Ole.

«Synes du det? Jeg sad netop og skulde sige det samme. Jeg kommer altsaa fra Grand men… Du, det er sandt, jeg har en Indbydelse til dig, vi skal være sammen paa Torsdag; der er Afskedsfest for Øjen, der kommer nok endel.»

25«Saa? Hvor skal den være?»

«Hos Milde, i Atelieret. Du kommer vel?»

«Ja, naturligvis, jeg kommer nok.»

De gik tilbage til Pulten og skrev.

«Herregud, husker du i gamle Dage, da vi sad paa Bænk sammen!» sagde Tidemand. «Vi havde ikke Skæg nogen af os da, jeg synes, det er bare nogle Maaneder siden, saa tydeligt husker jeg det.»

Ole lagde Pennen ned. Regnskabet var færdigt.

«Jeg vilde gærne sige dig noget… du skal tilgive mig, Andreas, hvis jeg støder dig… Nej, smag paa Vinen, kære gør det. Jeg vil gaa efter en anden Flaske, dette er virkelig ikke Vin for Fremmede.»

Dermed var Ole ude af Døren, han saa ganske forvirret ud.

«Hvad gik der af ham?» tænkte Tidemand.

Ole kom tilbage med en ny Flaske, lodden som Fløjl, med lange Traade af Spindel efter sig. Han trak den op.

«Jeg ved ikke, hvordan den er,» sagde han og lugted til Glasset. «Skønt, smag paa den, den er virkelig… Jeg tror, du vil synes om den, Aarstallet har jeg glemt, den er gammel.»

Tidemand lugted ogsaa, nipped, satte Glasset ned og saa paa Ole.

26«Ikke sandt, den er ikke saa gal?»

«Nej,» svared Tidemand, «den er ikke det. Du skulde ikke have gjort dette for min Skyld, Ole.»

«He, har man hørt Magen, en Flaske Vin…»

Pause.

«Jeg syntes, du vilde sige mig noget?» spurgte Tidemand.

«Ja, det vil sige, jeg vilde ikke egentlig det heller, men.» Ole gik hen og lukked Døren af. «Jeg tænkte bare, at du selv ikke vidste om det, og saa vilde jeg dog fortælle dig, at man skumler dig ned, rent ud rakker dig til, ja. Og du ved ikke om det.»

«Rakker man mig til? Ja, hvad siger man da?»

«Nej, det kan du hæve dig over, hvad man siger, det er ikke dét, som det kommer an paa. Man siger, at du forsømmer din Kone, du gaar paa Restaurationer endda, skønt du er en gift Mand, du lader hende gaa sin Vej, mens du bare driver om efter dit Hoved. Du kan hæve dig over det, hører du. Men rent ud sagt: hvorfor spiser du ogsaa ude og holder dig paa Restaurationerne saa meget? Ikke fordi jeg vil bebrejde dig det, men… Ja, det var ikke mer. Nej, denne Vin er sandelig ikke at foragte, kender jeg. Smag engang, hvis det ikke er dig imod…»

27Tidemands Øjne var pludselig blevne skarpe og klare. Han rejste sig, gjorde et Par Slag frem og tilbage paa Gulvet og gik saa tilbage til Sofaen og satte sig igen.

«Det forundrer mig ikke, at Folk snakker slig om mig,» sagde han. «Jeg har selv gjort mit bedste forat sætte Snakket i Gang, det ved alene jeg. Det kan forresten være det samme med alt.» Tidemand trak paa Skulderen og rejste sig igen. Drivende frem og tilbage paa Gulvet, stirrende ret frem, mumled han atter og atter, at det gærne kunde være det samme med alt.

«Men kære Mand, jeg sagde jo, at det var en Nederdrægtighed, som du kunde hæve dig over,» indvendte Ole.

«Det er ikke rigtigt, naar man tror, at jeg forsømmer Hanka,» vedblev Tidemand; «men jeg vil lade hende faa Fred, forstaar du. Ja. Hun skal faa gøre, som hun vil, det er en Aftale, ellers gaar hun sin Vej.» Under det følgende sætter han sig og rejser sig igen med smaa Mellemrum; han er meget bevæget. «Jeg fortæller dig dette, Ole, det er for første Gang, jeg kommer heller aldrig til at gentage det til nogen. Men det skal du vide, at jeg gaar ikke paa Restaurationer med min gode Vilje. Hvad skal jeg gøre hjemme? Hanka er ikke hjemme, der er ingen Mad, jeg ser ikke et Menneske i Stuerne. Ved venskabelig 28Overenskomst har vi ophævet vor Husholdning. Ser du nu, hvorfor jeg gaar paa Restaurationer? Jeg er ikke min egen Herre, jeg holder mig i Kontoret og i Grand, jeg træffer mine Bekendte, hvoriblandt ogsaa hun er, vi sidder om et Bord og har det hyggeligt. Hvad skulde jeg saa gøre hjemme, sig mig det? Hanka hun er i Grand, vi sidder ved det samme Bord, ofte ret overfor hinanden og rækker hinanden et Glas, en Karaffel. Andreas, kan hun sige, vær saa venlig at forlange et Glas til Milde ogsaa. Og selvfølgelig forlanger jeg et Glas til Milde. Det er mig kært, jeg blir rød ved det. Jeg har næsten ikke set dig idag, siger hun da til mig, du gik ud saa tidlig imorges. Jo, det er en dejlig Ægtemand maa I tro! Og saa ler hun. Det fryder mig at høre hende spøge, og jeg spøger med: Hvem i Alverden kan vente til du har gjort Toilette, naar man har et Kontor paa fem Mand? siger jeg. Men Sandheden er, at jeg kanske ikke har set hende i det sidste Par Dage. Forstaar du nu, hvorfor jeg gaar paa Restaurationer? Jeg vil træffe hende efter to Dages Forløb og hilse paa mine Venner, som forkorter mig Tiden paa bedste Maade. Men naturligvis, alt er skeet efter den allervenligste Overenskomst, tro blot ikke noget andet, jeg finder det fortræffeligt, maa du vide. Det er Vanen.»

29Ole Henriksen sad med gabende Mund. Han sagde forbauset:

«Er Sammenhængen den? Jeg troed ikke, at der var saa meget ivejen mellem Dere to netop.»

«Hvad saa? Finder du det saa besynderligt, at hun gærne vil være sammen med Kliken? Det er dog bekendte Mænd allesammen, bare Kunstnere og Digtere, Folk, som betyder noget. Det er jo, ret beset, noget andet end os, Ole, vi vil jo gærne være sammen med dem selv ogsaa. Ivejen, siger du? Nej, forstaa mig ret, der er heller egentlig ingenting ivejen forsaavidt. Det gaar udmærket. Jeg kunde ikke altid komme til præcis Tid hjem fra Kontoret, vel, jeg gik til Restaurationen og spiste. Hanka kunde ikke gøre sig latterlig og føre Bord bare for sig selv alene, godt, hun kom ogsaa efter til Restaurationen. Nu, vi gaar ikke til samme Sted hver Dag, stundom træffer vi ikke hinanden. Men hvad, det gør ikke noget.»

Pause. Tidemand luder Hovedet ned og støtter det mod Haanden. Ole spurgte:

«Men hvem begyndte dette Spil? Hvem foreslog det?»

«He, ja, tror du virkelig, at det var mig? Skulde jeg kanske sige til min Kone: nu faar du gaa hen til en eller anden Restauration, Hanka, saa at jeg kan finde Huset tomt, naar jeg kommer 30hjem til Middag; skulde jeg sige det? Men som sagt, det gaar udmærket nu ogsaa, det er ikke derfor… Hvad siget du til det, at hun ikke engang regner sig for gift? Nej, det kan du simpelthen ikke sige noget til. Jeg talte med hende, sagde saadan og saadan, en gift Kone, Hus og Hjem, og hun svared: Gift, siger du? det er nu nærmest en Overdrivelse! Hvad mener du om det, at det er en Overdrivelse? Jeg gentager det derfor aldrig til hende, hun er ikke gift, det overlader jeg til hende. Hun bor nu og da der, hvor jeg bor, vi ser til Børnene, gaar ind og ud af Dørene og skilles igen. Det gør ikke noget, saalænge hun er glad ved det.»

«Det er jo latterligt!» sagde Ole med et «Jeg forstaar ikke… Tror hun, at du er en Handske, som hun kan kaste fra sig? Hvorfor sagde du hende ikke det?»

«Naturligvis, det har jeg sagt. Men hun vilde skilles. Ja. To Gange. Hvad skulde jeg gøre da? Jeg er ikke saa lykkelig at kunne løsrive mig med en Gang, det kommer senere om en Tid. Hun har forresten Ret, naar hun taler om at ville skilles, det er mig, som modsætter mig det, det kan hun bebrejde mig. Hvorfor jeg ikke har sagt hende Alvor og Punktum? Du gode Gud, men hun vilde jo gaa! Hun sagde det ganske rent ud, og jeg forstod det, det har hændt to Gange. Forstaar du mig?»

31«Ja, det gør jeg.»

De to Mænd sad tause en Stund. Ole spurgte stille:

«Ja, har da din Kone… jeg mener: er hun kanske glad i en anden?»

«Selvfølgelig,» svared Tidemand. «Det kommer over én…»

«Du ved ikke, hvem det er?»

«Skulde jeg ikke vide, hvem det er! Men det siger jeg ikke, aldrig. Jeg ved det ikke engang, hvor skulde jeg vide det ifra? Desuden er hun næppe glad i nogen anden heller, hvorledes kan man vide en slig Ting? Tror du kanske, at jeg er skinsyg? Indbild dig bare ikke noget, Ole, jeg forstaar da Gudskelov at holde paa min Fornuft, efter fattig Lejlighed. Kortsagt: hun er ikke, som Folk mistænker hende for, glad i nogen anden, det hele er bare et Lune af hende. Om kort Tid kommer hun kanske og siger, at vi skal oprette Husholdning igen og være hos hinanden, det er slet ikke umuligt, siger jeg dig, for jeg kender hende ud og ind. Hun er i det sidste glad i Børnene, jeg har aldrig set nogen være saa glad i Børn, som hun har været i det sidste. Du skulde komme over og se til os engang… Husker du, da vi gifted os?»

«Ja.»

«En nogenlunde passabel Brud, hvad? Ikke egentlig at foragte, synes du vel? Ha-ha-ha, 32hvad, Ole? Men du skulde se hende nu, jeg mener hjemme, efterat hun er bleven glad i Børnene igen. Det kan ikke siges. Hun bruger en sort Fløjels Kjole… Nej, du maa endelig komme over til os engang.»

«Ja, Tak, det vil jeg.»

«Det minder mig om, at Hanka muligens er hjemme nu, jeg vil høre indom, der kunde kanske være noget paa Færde.»

De to Kammerater tømte sine Glas og stod overfor hverandre.

«Ja, ja, jeg vil haabe, at det retter sig da,» sagde Ole.

«Aa, ja, da, det retter sig nok,» svared Tidemand ogsaa. «Tak for idag, Tusind Tak. Du har været mig en god Ven. Jeg har ikke havt en kærere Stund, saalænge jeg kan mindes.»

«Ja, ser du hid igen snart da? Det blir ganske tomt efter dig.»

«Ja, jeg ser hid. Hør!» Tidemand standsed ved Døren og vendte sig endnu engang om. «Ja, det, vi har talt om, det siger vi ikke til nogen, hvad? Ikke en eneste Mine paa Torsdag, vi lader som ingenting. Vi er dog ingen Hængehoveder.»

Tidemand gik.

Saa kommer Aftenen over Byen.

Forretningerne standser, Butiker lukkes, og Gassen skrues ned. Men gamle, graahaarede Chefer lukker sig ind sine Kontorer, tænder Lampen og tager Papirer frem, slaar op i tykke Protokoller, noterer et Tal, en Sum og tænker. Under dette hører de uafbrudt Larmen nede fra Dampskibene, der losser og laster til den sene Nat.

Klokken blir ti, blir elleve, Kafféerne er propfulde og Trafiken er stor, i Gaderne vandrer alle Sorter Mennesker i deres bedste Puds, slaar Følge med hinanden, fløjter ad Pigerne og smutter ind i Porte og Kældergab. Vognmænd staar parate paa Holdepladsen, spejdende efter det mindste Vink fra en Forbigaaende, sludrende med hinanden om hinandens Heste og tændende af lutter Uvirksomhed deres Snaddepiber.

34Et Fruentimmer bevæger sig forbi, et Nattens Barn, hvem alle kender, efter hende følger en Matros og en Herre i Flos, begge ivrigt skridtende ud forat naa hende først. Saa kommer to Smaagutter, som taler højt med Cigaren i Munden og Hænderne i Lommen, og efter dem nok et Fruentimmer, tilsidst atter et Par Herrer, der begge skridter ud som forat komme først frem.

Men nu slaar det ene Taarnur efter det andet rundt omkring i Byen de tolv langsomme Slag Kaféer tømmes, og op fra Musikhallerne strømmer Skarer af Mennesker, som puster af Øl og Hede. Ved Bryggerne rasler Gangspillene endnu, og Drosker ramler i Gaderne; men inde i de dybe Kontorer er den ene gamle Chef efter den anden bleven færdig med sine Papirer og sin Tænkning, de graa Herrer klapper Protokollerne sammen, tager sin Hat paa Knaggen, puster Lampen ud og gaar hjem.

Og Grand slipper ogsaa sine sidste Gæster ud, en Klik, som har holdt ud til Enden, unge Folk, glade Sjæle. Med aabne Frakker, Spadserstokkene under Armen og Hatten lidt paa Kant kommer de drivende ned mod Lygten, samtalende højt, nynnende den sidste Vise, pst’ende efter en enlig, efterglemt Pige i Boa og hvidt Slør.

Selskabet vandrer op til Universitetet. De taler om Litteratur og Politik, og skønt der ikke 35er nogen Modsigelse mellem dem, er de alligevel højst ivrige: He, var ikke Norge et selvstændigt Land? Javel, havde det da ikke Ret til at optræde suverænt? Aa, vent bare, Præsidenten har lovet at tage sig af det, desuden saa var der nu Valgene… Alle var enige, Valgene skulde tale.

Ved Universitetet tager tre af Herrerne Afsked og gaar hver sin Vej, de to tilbageblevne driver endnu et Slag tilbage, standser atter ved Grand og udveksler Meninger. Det er Milde og Øjen. Milde er fremdeles ivrig:

«Det siger jeg: giver Stortinget Slip denne Gang, saa gaar jeg til Australien. Da blir her ikke værendes.»

Øjen er ung og nervøs, hans lille, runde Pigeansigt er blegt og træt, han kniber Øjnene sammen som en Nærsynt, skønt hans Syn er godt, og hans Stemme er blød og spæd:

«Jeg forstaar ikke, at alt dette kan interessere Dere saa. Mig er det saa lige meget.» Og Øjen aksler sig lidt, han er ked af Politik. Hans Skuldre skraaner stærkt nedad, som hos en Kvinde.

«Naa, ja, jeg vil ikke opholde dig længer heller,» siger Milde. «A propos, har du skrevet noget i det sidste?»

«Ja, et Par Prosadigte,» svarer Øjen straks livligere. «Jeg gaar ellers og venter paa at 36komme til Thorahus, saa jeg rigtig kan faa begynde for Alvor igen. Du har Ret i det, her i Byen er ikke værendes.»

«Naa, ja, jeg mente nu ellers hele Landet, men… Ja, du husker altsaa Torsdag Aften i mit Atelier?… Sig mig, gamle Ven, har du en Krones Penge paa dig?»

Øjen knapper Frakken op og finder frem en Krone.

Tak, gamle Ven. Altsaa Torsdag Aften. Kom lidt tidligt, saa du kan give mig et Vink med Ordningen… Jøs, Silkefor i Frakken! Og dig kunde jeg bede om bare en Krone.

«Jeg beder dig undskylde, hvis jeg fornærmed dig med det.»

Øjen smiler og blæser ad Spøgen:

«Jeg har nær sagt: ser du andre Klæder nu for Tiden end dem med Silkefor i?»i?»] rettet fra: i? (trykkfeil)

«Død og Pine, hvad giver du for sligt noget?» Og Milde føler paa Frakken.

«Nej, det husker jeg ikke, jeg husker ikke Tal, det er ikke mit Fag. Skrædderregninger lægger jeg væk, jeg finder dem hver Gang jeg flytter.»

«Ha-ha-ha, en praktisk Maade, yderst praktisk. Ja, du betaler dem ikke, da?»

«Nej, det staar i Guds Haand, som man siger. Jo, blir jeg rig engang, saa… Forresten, nu skal du gaa. Jeg vil være alene.»

37«Naturligvis. Godnat. Men hør, alvorlig talt: hvis du har en Krone til, saa…?»

Og atter knapper Øjen Frakken op.

«Mange Tak, mange Tak. Ja, Dere Digtere! Hvor gaar du hen nu, for Eksempel?»

«Jeg kommer vel til at gaa her og se paa Huse en Stund. Jeg kan ikke sove, jeg tæller Vinduer, det er heller ikke saa galt iblandt. Det kan være en ren Nydelse at lade Øjet hvile ved Firkanter, ved rene Linjer. Ja, det forstaar ikke du dig paa.»

«Jogu forstaar jeg mig paa det jo. Men jeg mener Mennesker, hvad? Mennesker ogsaa, Kød og Blod, ikke sandt? Det har sin Interesse?»

«Ja, mig keder Menneskene, det er Skam at sige det. En dejlig, øde Gade nedover, for Eksempel, har du aldrig lagt Mærke til Skønheden i den?»

«Jo, har jeg ikke det! Jeg er ikke blind, vil jeg sige dig. En øde Gade sin Skønhed, sin Charme, den højeste Ynde i sit Slags. Men alt til sin Tid… Naa, ja, jeg vil ikke opholde dig længer. Paa Gensyn Torsdag.»

Saa hilste Milde med Stokken op til Hatten, vendte om og gik opad Gaden igen. Øjen fortsatte alene sin Gang. Han viste allerede nogle Minutter senere, at han ikke havde tabt al Interesse for Mennesker, han havde løjet paa sig selv. Til den første den bedste Tøs, der 38prajed ham, gav han gladelig bort det sidste Par Kroner, han endnu havde tilbage, og gik taus videre. Han havde ikke sagt et Ord, hans lille, nervøse Skikkelse forsvandt, endog før Pigen kunde faa takke ham…

Og nu er endelig alt stille, Gangspillene tier ved Havnen, Byen er gaaet til Ro. Et enkelt Menneskes dumpe Skridt høres et Sted langt borte, man ved ikke hvor, Gaslysene blaffer uroligt i Lygterne, to Konstabler staar og prater sammen, nu og da slaar de Støvlerne mod hinanden, fordi de fryser paa Tæerne.

Saaledes gaar det hele Natten. Menneskelige Fodtrin her og der, og en og anden Konstabel, som slaar Støvlerne sammen og fryser.

Et stort Rum med blaa Vægge og to Skyvevinduer, et Slags Tørreloft, med en liden Kakkelovn midt paa Gulvet og med Rør, der holdtes oppe efter nedhængende Staaltraade fra Taget. Paa Væggene var slaaet op en Mængde Skitser og bemalede Vifter, ja, endog Paletter; endel Billeder i Ramme stod langs Væggene. Malinglugt og brukne Stole, Tobaksrøg, Pensler, Tuber, henslængt Overtøj af de ankomne Gæster, en gammel Gummigaloche med Spiger og Jærnskrab i, paa Staffeliet, der er rullet hen i et Hjørne et stort, halvfærdigt Portræt af Lars Paulsberg.

Saaledes saa Mildes Atelier ud.

Da Ole Henriksen traadte ind ved Nitiden, var alle Gæsterne allerede samlet, ogsaa Tidemand med Frue; der var ialt ti, tolv Mennesker. De tre Lamper i Rummet havde tætte Skærme over Kuplen og gav ikke meget Lys midt i den 40tykke Tobaksrøg. Dette Halvmørke var sikkert Fru Hankas Opfindelse. Et Par ganske unge Herrer uden Skæg var komne til, pur unge Poeter, Studenter med Artium, som havde lagt Bøgerne paa Hylden siden ifjor. De havde maskinklippet Haar begge to og var aldeles nøgne i Hovedet; den ene bar et lidet Kompas i Urkæden. De var Øjens Kammerater, hans Beundrere og Elever, begge skrev Digte.

Foruden disse var der en Mand fra Gazetten, Journalist Gregersen, Litteraten blandt Bladets Medarbejdere, en Mand, som gjorde sine Venner store Tjenester og satte ind i Bladet mangen Notis om dem. Paulsberg offrer ham al mulig Opmærksomhed og taler med ham om hans Artikelrække «Ny Litteratur», som han finder beundringsværdig. Og Journalisten svarer glad og stolt over denne Anerkendelse. Han har den Vane at forandre Ord, saaledes at de kommer til at lyde snurrigt, og ingen var flinkere end han til at forandre Ord.

«Det er noksaa vanskeligt at skrive en saadan Række Aapsæt,» siger han, «der er saa mange Forfattere at tage med, et rent Koas.»

Han bringer Paulsberg til at smile ved dette Koas, og de taler videre i bedste Forstaaelse.

Advokat Grande og Frue var ikke fremmødt.

41«Saa kommer altsaa ikke Advokaten iaften?» siger Fru Hanka Tidemand og nævnte ikke Fruen.

«Han furter,» svared Milde og drak med Skuespiller Norem. «Han vilde ikke være sammen med Norem.»

Man generer sig ikke, men fortæller løst og fast, drikker og støjer dygtigt. Aa, det var et velsignet Sted Mildes Atelier, saasnart man bare kom derind, havde man Følelsen af at kunne sige og gøre hvad man vilde.

Fru Hanka sidder i Sofaen, hun har Øjen ved sin Side. Lige foran hende, paa den anden Side af Bordet, sidder Irgens, Lyset falder fra Lampen ned paa hans flade Bryst. Fru Hanka ser knapt paa ham.

Hun har sin Fløjels Dragt paa, hendes Øjne er grønlige, Overlæben er brættet en liden Smule op, man skimter hendes Tænder indenfor og ser, hvor de er hvide. Ansigtet er friskt og hvidt, den smukke Pande skjules ikke af Haaret, hun bærer den dejligt som en Nonne. Et Par Ringe gnistrer paa hendes Hænder, som hun fører op til Brystet. Hun puster dybt og siger over Bordet:

«Hvor her er varmt, Irgens.»

Irgens rejser sig og gaar hen til et Vindu, som han vil aabne. Men nu protesterer en Stemme, det er Fru Paulsbergs. Nej, ingen 42aabne Vinduer, for Guds Skyld, det taalte hun ikke. Kom blot ud af Sofaen, der var koldere længer henne i Rummet.

Og Fru Hanka rejser sig fra Sofaen. Hendes Bevægelser er dvælende; naar hun staar opret, er hun som en ung Pige, med kække Skuldre. Hun titter ikke ind i det store, sprukne Spejl, idet hun gaar det forbi, hun lugter heller ikke af Parfume, hun tager tilfældig sin Mand under Armen og driver frem og tilbage med ham, mens man drikker og passiarer henne Bordene.

Tidemand taler, han fortæller livligt, lidt forceret om en Ladning Korn, en vis Fürst i Riga, en Toldforhøjelse. Pludselig siger han og bøjer sig lidt over mod sin Kone:

«Ja, jeg er rigtig glad idag. Men undskyld, min Ven, dette bryder ikke du dig noget om… Saa du Ida, før du gik? Var hun ikke nydelig i hvid Kjole? Ja, naar nu Vaaren kommer, saa skal vi trille hende i Vognen.»

«Ja, tænk, ude paa Landet, du! Jeg begynder allerede at længes nu,» sagde Fru Hanka ogsaa helt livlig. «Du maa endelig faa Haven og Marken og Træerne pyntet op. Nej, hvor det skal blive herligt.»

Og Tidemand, som ikke venter mindre paa Vaaren end hun, har allerede givet Ordre til at pynte Landstedet, skønt det endnu ikke 43var April. Han var henrykt over sin Kones Glæde og trykker hendes Arm til sig, hans dunkle Øjne lyser op.

«Jeg er rigtig glad idag, skal du vide, Hanka. Nu retter det sig nok.»

«Ja… Hvad retter sig, forresten?»

«Nej, nej, ingenting,» svared Manden hurtigt. Han slog om, saa mod Gulvet og fortsatte: «Forretningslivet blusser op igen, Fürst har Ordre til at købe.»

Dumrian som han var! Nu havde han for anden Gang forløbet sig og kedet sin Kone med sine Forretninger. Men Fru Hanka bar taalmodig over med ham, ingen kunde have svaret smukkere end hun gjorde:

«Ja, det er jo rigtig godt.»

Efter disse milde Ord blev han dristigere endnu, han er fuld af Taknemmelighed og vil vise den paa bedste Maade, han smiler med vaade Øjne og siger dæmpet:

«Jeg vilde gærne give dig noget i den Anledning, hvis du vil. Det skulde være et Slags Minde. Hvis der var noget, du satte Pris paa, saa…?»

Fru Hanka ser op paa ham.

«Nej, kære, hvad gaar der af dig, min Ven? Jo, forresten, lad mig faa et Par Hundrede Kroner. Tak, mange Tak.»

44Saa faar hun Øje paa den gamle Gummigaloche med Spiger og Jærnskrab i og kaster nysgærrigt over den. «Nej, hvad er dette?» raaber hun. Hun slipper sin Mands Arm og bærer Galochen forsigtigt hen til Bordene. «Hvad er dette, Milde?» Hun roder om i Skrabet med sine hvide Fingre, kalder paa Irgens, finder den ene forunderlige Ting efter den anden, som hun holder ivejret og gør et nyt Spørgsmaal over. «Sig mig dog nogen, hvad i Alverden dette er?»

Hun havde fundet et Haandtag af en Paraply, som hun straks kaster, derpaa et Papir med en Haarlok i. «Nej, her er Haar ogsaa; vil De bare komme og se.»

Milde kom selv til.

«Lad være Haarlokken!» sagde han og tog Cigaren ud af Munden. «Hvordan kan den være kommet did? Har man set paa Magen, Haaret af min sidste Kærlighed, om jeg saa maa sige.»

Dette var nok til at sætte hele Huset i Latter. Journalisten raabte:

«Men har Dere set Mildes Samling af Korsetter? Frem med Korsetterne, Milde!»

Og Milde sagde ikke Nej, han gik ind i et af Siderummene efter sin Pakke. Der var baade hvide og brune Korsetter, de hvide var noget graa, og Fru Paulsberg spurgte forundret:

45«Men… de er jo brugte jo?»

Javist var de brugte, he-he, ellers samled nok ikke Milde paa dem. Hvad Affektationsværdi var der i dem ellers? Og Journalisten lo hjærtelig godt, lykkelig over at kunne faa ogsaa dette Ord forvrængt.

Men den tykke Milde rulled atter Korsetterne sammen og sagde:

«Det er min Specialitet, mit Pund… Forresten, hvad Satan staar Dere og glor paa mig for? Det er mine egne Korsetter jo, jeg har selv brugt dem, forstaar Dere ikke det? Jeg brugte dem, da jeg begyndte at blive tyk, jeg snøred mig og troed, at det skulde hjælpe. Ak, det hjalp ikke.»

Paulsberg rysted paa Hovedet og klinked med Skuespiller Norem.

«Skaal, Norem. Hvad er det for Sludder, at ikke Grande vil være sammen med dig?»

«Ja, Gud ved det,» svared Norem allerede halvt fuld. «Har du hørt saa galt? Jeg har ikke fornærmet ham for en Øre.»

«Nej, han begynder at blive lidt vigtig i det sidste.»

Nu raabte Norem henrykt:

«Ja, der kan Dere høre, Paulsberg siger ogsaa, at Grande begynder at blive noget vigtig af sig nu for Tiden. Der kan Dere høre!»

46Alle var enige. Paulsberg sagde overmaade sjælden saa meget; klog og uudgrundelig sad han der og lytted uden af blande sig i Passiaren; han havde alles Respekt. Kun Irgens mente at kunne byde ham Stangen, altid skulde nu han være fremme med sine Indsigelser.

«Jeg forstaar ikke, at dét er noget, som Paulsberg kan afgøre,» sagde han.

Man saa forbauset paa ham. Jasaa, ikke det? Kunde ikke Paulsberg afgøre det? He-he, saa det kunde han ikke? Men hvem kunde saa afgøre det?

«Irgens,» svared Paulsberg med ironisk Alvor.

Irgens saa hen paa ham, de fiksered hinanden skarpt. Fru Hanka traadte imellem, satte sig lige midt imellem dem paa en Stol og begyndte at tale med Øjen.

«Hør,» raabte hun lidt efter, «Øjen vil læse sine sidste Ting for os, et Par Prosadigte.»

Saa satte man sig tilrette og belaved sig paa at høre.

Øjen havde sine Prosadigte med, han tog dem op af Lommen, og hans Hænder skalv.

«Ja, jeg maa bede Dere om at være overbærende,» sagde han.

Men da lo de to unge Studenter, Poeterne med det maskinklippede Haar, og han med Kompasset i Urkæden sagde beundrende:

47«Ja, skal man være overbærende mod Dem, saa! Hvad skal man da sige om os?»

«Hys, stille!»

«Dette er noget, som hedder Dødsdømt,» siger Øjen og begynder.

*

Jeg har længe tænkt, at hvis min hemmeligste Brøde blev bekendt…

Tys!

Ja, tys!

Men saa vilde jeg blive dødsdømt.

Og jeg vilde sidde i Fængslet og vide med mig selv, at jeg skulde være saa rolig, saa overlegen i Afgørelsens Stund.

Jeg vilde stige opad Trinnene til Skafottet, smile og bede ydmygt alle om Lov til at tale et Ord.

Og saa skulde jeg tale. Jeg vilde bede alle om at lære gode Ting ved min Død. En Tale fra mit Hjærte, og der staa Luer ud af den, naar jeg sagde Farvel tilslut…

Nu er min hemmeligste Brøde bekendt.

Ja!

Og jeg er bleven dødsdømt. Og jeg har siddet saa længe i Fængsel, at min Kraft er knækket.

Jeg stiger opad Trinnene til Skafottet; men der er Sol idag, og jeg faar Taarer i Øjnene. 48Ti jeg har siddet saa længe i Fængsel, at jeg er svag. Og desuden lyser Solen ned, jeg har ikke set den i ni Maaneder, og jeg har ikke hørt Fuglene synge i ni Maaneder, før idag.

Jeg smiler forat skjule, at jeg græder, og beder ydmygt mine Vogtere om at faa Lov til at tale et Ord.

Men jeg faar ikke Lov.

Og jeg vil tale alligevel, ikke forat vise mit Mod, men jeg vil dog virkelig tale nogle Ord fra Hjærtet før jeg dør, saa at jeg ikke dør stum, uskyldige Ord, som ikke kan skade en Sjæl, et Par Ord i største Hast, før man springer til og holder mig for Munden: Venner, se hvor Guds Sol lyser…

Og jeg begynder ogsaa, men jeg kan ikke tale.

Er jeg bange? Slaar Modet klik? Ak, nej, jeg er ikke bange. Men jeg er svag er jeg, og jeg kan ikke tale, fordi jeg nu skal se Guds Sol og Træer den sidste Gang…

Hvad nu? En Rytter med et hvidt Flag?

Stille, mit Hjærte, skælv ikke saa!

Nej, en Kvinde er det med et hvidt Slør, en smuk og voksen Kvinde paa min egen Alder; hun har bar Hals hun ogsaa, ligesom jeg selv.

Og jeg forstaar det ikke, men jeg græder ogsaa over det hvide Slør, fordi jeg er bleven svag og synes, at dette hvide Slør vajer skønt mod Træernes Løv. Det vajer ogsaa overmaade 49skønt i Solen. Men om lidt skal jeg ikke mere se det…

Men endog naar mit Hoved er faldt, kunde jeg kanske se Himlens velsignede Hvælv endnu en liden Stund med Øjnene. Det er ikke urimeligt, hvis jeg blot holder Øjnene godt aabne, naar Øksen falder. Saa er alligevel Himlen det sidste, jeg ser.

Men giver man mig ikke et Klæde over Øjnene? Eller binder man mig ikke et Bind over Øjnene, fordi jeg er saa svag og græder? Men saa blir jo alting mørkt, og jeg ligger blind og kan ikke engang tælle Traadene i Klædet.

Hvor jeg ogsaa tog enfoldigt fejl, da jeg haabed at faa vende Ansigtet opad og se Himlens velsignede Hvælv. Man lægger mig nedad gør man, lægger mig paa Maven, med Struben i en Bøjle. Og jeg kan intet se for Bindets Skyld.

Der hænger vel en liden Kasse nedenunder mig, og jeg kan ikke engang se den lille Kasse, men jeg ved, at den skal opfange mit Hoved.

Blot Nat, et kogende Mørke omkring mig. Jeg blinker og tror, at jeg lever endnu, jeg har ogsaa Liv i mine Fingre, og jeg hænger fast ved Livet. Hvis man tog Bindet af, kunde jeg se noget, jeg kunde glæde mig lidt over Støvkornene i Kassens Bund og se, hvor de var smaa.

50Stilhed og Mørke. En pustende Stumhed fra Folkemasserne…

Naadige gud! Vis mig en Barmhjærtighed, tag Bindet af. Naadige Gud! Jeg er dit Kryb, tag Bindet af.

*

Det var ganske Stille i Atelieret. Øjen drak af sit Glas. Maleren Milde sad og graved en Madflæk af sin Vest og forstod ikke det mindste; han strakte sit Glas over mod Journalisten, klinked og sagde hviskende:

«Skaal.»

Fru Hanka talte først, hun smilte til Øjen og sagde:

«Ja, De Øjen, De Øjen! Hvor det dirrer, det De skriver! Pustende Stumhed fra Folkemasserne, – jeg hører den, fornemmer den. Hvor det er godt, synes jeg.»

Allesammen syntes, det var godt, og Øjen blev helt bevæget. Det klædte hans unge Ansigt at være lykkeligt.

«Det er nu bare en Stemning,» sagde han. Han vilde gærne have hørt Paugsbergs særlige Mening, men Paulsberg taug.

«Men hvordan kan De finde paa at vælge Dem slige Æmner? Jeg mener, disse Digte i Prosa? Ja, ja, ja, hvor det er godt!»

51«Det er nu mit Naturel,» svared Øjen. «Jeg bryder mig ikke om Romaner, alt opstaar i mig som Vers. Ja, med eller uden Rim, men altid som Vers. I det sidste rimer jeg heller aldrig mer.»

«Hvorledes er De egentlig nervøs?» spurgte Fru Hanka med sin milde Stemme. «Det er da sørgeligt, De maa absolut se at blive bra igen nu.»

«He-he, ja, jeg skal prøve… Jo, det er for Eksempel saaledes, at jeg farer sammen, gør Ryk paa mig, slider mig istykker. Jeg holder ikke af at gaa paa Gulvtæpper, for om der skulde falde noget ned for mig, saa finder jeg det ikke igen. Aldrig! Jeg hører ikke, at det falder, og jeg kommer ikke i Tanke om at søge efter det. Der ligger det da. Kan De tænke Dem noget utaaleligere, end at der ligger det, og De gaar ifra det? Derfor pines jeg bestandig, naar jeg træder paa Gulvtæpper, jeg tager fat paa mig selv og holder Hænderne over Lommerne, jeg fikserer skarpt mine Vesteknapper, for ikke at miste nogen af dem, og jeg vender mig rundt mange Gange forat se, om jeg ikke kunde have sluppet ned en eller anden Genstand… Saa kan man have andre Ting at trækkes med, man plages af sære Paafund. Jeg sætter Vandglasset paa den yderste Kant af 52Bordet og tænker mig et eller andet Væddemaal med nogen, et Væddemaal om vældige Summer. Saa giver jeg mig til at blæse paa Glasset, falder det, saa har jeg tabt, tabt en Sum saa stor, at jeg blir fallit for hele Livet, staar det derimod, har jeg vundet og kan bygge mig et Slot et Sted ved Middelhavet. Ligedan har jeg det, naar jeg gaar opad fremmede Trapper: er der seksten Trin, saa har jeg vundet noget, er der atten, saa har jeg tabt. Hertil kommer nu andre rigtig intrikate Omstændigheder: hvad om der mod al Formodning skulde være tyve Trin i Trappen, har jeg tabt eller vundet da? Jeg giver mig ikke, jeg staar paa min Ret, og det gaar til Proces, hvor jeg naturligvis taber… Ja, De skal ikke le af dette, det er virkelig ondt. Naa, men dette er nu bare saa grove Ting, jeg skal nævne et Par andre Eksempler: Lad en Person sidde i Værelset ved Siden af Deres og synge et eneste Vers af en eneste Sang, synge det uafladeligt uden Ophør, synge det tilende og begynde paa det igen, og sig saa, om det ikke kan gøre Dem gal af Utaalmodighed. Men der, hvor jeg bor, er et sligt Menneske, det er en Skrædder, han sidder og syr og synger, og hans Vers holder aldrig op. Godt, De udstaar det jo ikke, De rejser Dem rasende og driver ud af Rummet. Saa dumper de op i en anden Kval: paa Gaden 53træffer De en Mand, en eller anden Bekendt, som De giver Dem til at tale med. Saa hænder det under denne Passiar, at De pludselig kommer i Tanke om noget behageligt, noget, som De kanske skal faa, noget, som De vil tænke over igen siden og rigtig delikatere Dem med. Men mens De staar og taler med Manden, glemmer De dette behagelige, glemmer ved Gud den hele behagelige Tanke og kan aldrig komme paa den senere heller. Saa kommer Smærten, Lidelsen, man martres ved at være gaaet glip af denne fine og hemmelige Nydelse, som man kunde have havt i al Sødhed, uden Møje, uden Udgift.»

«Ja. Det er besynderligt… Men nu kommer De altsaa ud paa Landet, ud i Granskogen, saa vil det gaa over,» sagde Fru Hanka ganske som en Moder.

Milde stemte i med:

«Ja, det vil det. Og tænk paa os, naar du kommer i dit Rige.»

«Du træffer ogsaa Endre Bondesen deroppe,» bemærker Journalisten. «Han er bosat der, driver Sagføreri og Politik. Den Pokkers Bondesen, næste Gang blir han sikkert valgt.»

Ole Henriksen havde hele Tiden siddet stille paa sin Stol, talt nu og da i al Stilhed med sin Nabo eller tiet helt og røgt Cigarer. Ogsaa han var kendt ved Thorahus, han gav 54Øjen et Vink om at besøge Sorenskrivergaarden, den laa blot en Fjerdings Vej fra Thorahus. Man roed over et Vand, tæt Granskog til alle Sider, Sorenskrivergaarden lyste som et lidet hvidt Marmorslot inde i Skogkanten.

«Hvor ved du det ifra?» spurgte Irgens, som blev ganske forbauset over at høre Ole Henriksen tale.

«Jeg har gaaet Fodtur der,» svared Ole lidt forlegent. «Vi var forresten to, den anden var en Akademikammerat. Vi var indom paa Sorenskrivergaarden og fik Mælk.»

«Skaal, Hr. Akademiker,» raabte Journalisten spydigt.

«Du maa endelig ro derover,» fortsatte Ole Henriksen; «Sorenskriver Lynums er overordentlig elskværdige Folk. Der er ovenikøbet en ung Datter i Huset, hvis du bryder dig om at blive forelsket,» lagde han smilende til.

«He-he, nej, hvad andet man kan beskylde Øjen for, Damerne lader han i Fred,» sagde Skuespiller Norem god og fuld.

«Skaal, Hr. Akademiker,» skreg Journalisten paany.

Ole Henriksen saa paa ham.

«Er det mig, du mener?» spurgte han.

«Jagu mener dig ja, selvfølgeligmang, he-he. Har du ikke været paa Akademiet? Naavel, er du da ikke Akademiker?»

55Ogsaa Journalisten var bleven stærkt hed i Hovedet.

«Det er nu bare paa Handelsakademi jeg har været,» sagde Ole.

«Ja, ja, du er Kræmmer, ganske vist. Men det er ikke noget at skamme sig for. Vel, Tidemand? Er det noget at skamme sig for at være Kræmmer? Jeg siger netop, at det er ikke noget at skamme sig for. Vel?»

Tidemand svared ikke. Journalisten holdt naragtig fast paa sit Spørgsmaal, han slog Rynker i Panden og tænkte bare paa denne ene Ting, for ikke at glemme, hvad han havde spurgt om. Han begyndte at blive vred, han brøled paa Svar.

Fru Hanka sagde pludselig med rolig Stemme:

«Saa, stille nu! Øjen vil læse sit andet Digt.»

Baade Paulsberg og Irgens gjorde i Hemmelighed en Grimase, men ingen af dem sagde noget; Paulsberg nikked endog opmuntrende. Da der blev lidt stille, rejste Øjen sig, traadte noget tilbage og sagde:

«Dette kan jeg udenad. Det hedder Kærlighedens Magt.»

*

Vi kørte i Jærnbane gennem en fremmed Egn, fremmed for mig, fremmed for hende. 56Vi var ogsaa fremmede for hinanden vi to og havde aldrig set hinanden før. Hvorfor sidder hun saa stille mon? tænkte jeg. Og jeg bøjed mig over mod hende og sagde, mens mit Hjærte klapped:

«Sørger De over noget, Frøken? Har De en Ven tilbage efter Dem dér, hvor De kommer fra, en meget god Ven?»

«O, ja,» svared hun, «en meget god Ven.»

«Og nu sidder De og kan ikke glemme denne Ven mere?» sagde jeg.

Og hun svared og rysted sørgmodigt paa Hovedet:

«Nej, nej, jeg glemmer ham ikke.»

Hun taug. Hun havde ikke set paa mig, mens hun talte.

«Maa jeg veje Deres Flætte i Haanden engang,» sagde jeg saa. Hvilken dejlig Flætte, saa saare skøn, som den er!»

«Min Ven har kysset den,» svared hun og stødte min Haand tilbake.

«Tilgiv mig,» sagde jeg da, og mere og mere klapped mit Hjærte, «maa jeg ikke engang se Deres Guldring, den er blank af Guld og rigtig saare skøn den ogsaa, jeg kunde ville se den nøje og glæde mig over den for Deres Skyld.»

Men hun svared Nej ogsaa hertil og sagde:

«Min Ven har givet mig den.»

57Saa flytted hun sig end længer bort fra mig. «Tilgiv mig da,» sagde jeg…

Der gaar en Tid, Toget ruller, Vejen er saa lang, saa lang og trættende, vi har intet at foretage os paa nogen Maade andet end at lytte til Hjulenes Larm. Et Lokomotiv farer os forbi, det lyder som Jærn i Jærn, og jeg farer sammen, men det gør ikke hun, saa meget tænker hun vel paa sin Ven. Og Toget ruller.

Saa for første Gang ser hun hen paa mig, og hendes Øjne er sært blaa.

«Her blir mørkere?» siger hun.

«Vi nærmer os en Tunnel,» svarer jeg.

Og vi kørte gennem Tunnellen.

Saa gik en Tid igjen. Utaalmodig ser hun atter hen paa mig og siger:

«Jeg synes, det mørkner igen?»

«Vi er ved den anden Tunnel, der er tre Tunneller ialt,» svared jeg. «Jeg har et Kort, vil De se?»

«Jeg er bange,» sagde hun og flytted sig nærmere hen til mig.

Jeg sagde ikke noget hertil. Hun spurgte smilende:

«Tre Tunneller, sagde De? Har vi endnu en, foruden denne?»

«Ja, endnu en.»

Vi kommer ind i Tunnellen, og jeg føler, at hun er mig aldeles nær, hendes Haand berører 58min Haand. Saa lysner det atter, og vi er ude i det Fri igen.

Vi kører et Kvarter. Hun sidder mig nu saa nær, at jeg føler hendes Varme mod mig.

«De maa gærne veje min Flætte,» siger hun, «ja, De maa ogsaa gærne se min Guldring, her er den.»

Jeg vejed hendes Flætte og tog ikke imod Ringen, fordi hendes Ven havde givet hende den. Hun smilte derover og bød mig den ikke mere.

«De har saa hede Øjne, og hvor Deres Tænder er hvide,» sagde hun og blev forvirret. «Jeg er bange for den sidste Tunnel, hold min Haand, naar den kommer. Nej, nej, hold ikke min Haand, det mener jeg ikke, jeg spøger; men tal til mig.»

Jeg loved at gøre, hvad hun bad mig om.

Nogle Minutter efter lo hun og sagde:

«Jeg var ikke bange for de andre Tunneller, kun denne er jeg bange for.»

Hun saa paa mit Ansigt, hvad jeg vel kunde ville svare til dette, og jeg sagde:

Denne er ogsaa den længste, den er uhyre lang.»

Hendes Forvirring var nu paa sit højeste.

«Men nej, der kommer jo ingen Tunnel,» raabte hun, «De narrer mig, der er ingen Tunnel?»

59«Jo, det er der, en sidste Tunnel, se selv.» Og jeg pegte i mit Kort. Men hun vilde intet se og vilde intet høre.

«Nej, nej, der er ingen, og jeg siger Dem, der er ingen. Men tal til mig, hvis der er en,» sagde hun fremdeles.

Hun lagde sig tilbage i Sædet, halvlukked Øjnene og smilte derved.

Saa piber Toget, jeg ser ud, vi nærmer os det gabende Hul. Jeg husked, at jeg havde lovet at tale til hende, jeg bøjer mig forover, og da føler jeg i Mørke hendes Arme om min Hals.

«Tal til mig, tal til mig, jeg er saa bange,» hvisker hun med klappende Hjærte. «Men hvorfor taler De ikke til mig?»

Jeg følte godt, at hendes Hjærte klapped, og i det samme lagde jeg min Mund tæt ind til hendes Øre og sagde ind i hende:

«Nu glemmer De jo Deres Ven?»

Hun lytted, hun sittred og slap min Hals i samme Sekund, stødte mig bort fra sig med begge Hænder og kasted sig selv langt henad Sædet. Jeg sad tilbage. Jeg hørte, at hun begyndte at hulke inde i Mørket.

*

«Dette var Kærlighedens Magt,» slutted Øjen. Atter var der stille i Atelierer. Milde sad endnu med gabende Mund.

60«Naa, ja, hvad saa?» sagde han og vented paa mere, paa Slutningen. «Er du færdig? Men Gud bevare dig Menneske, det blev altsaa dermed? Jeg har aldrig hørt saa galt. Nej, den Digtning, som Dere unge har slaaet Dere paa, den døber jeg Dil. He, nu glemmer De jo Deres Ven. Di maa inte glemme Dereses Ven inte. He-he.»

Herrerne brast i høj Latter. Hele Virkningen var ødelagt, Poeten med Kompasset i Urkæden rejste sig dristigt, pegte Milde midt paa Brystet og udbrød:

«Den Herre forstaar sig altsaa ikke paa moderne Poesi.»

«Moderne Poesi? Denne Snusen til Maanen og Guds Sol og Soria dilt og Moria dalt ved Middelhavet… Men i det mindste skulde der da være en Slutning paa hver Ting?»

Øjen var bleg af Forbittrelse.

«Du har altsaa ikke det Spor Øje for min nye Hensigt,» sagde den stakkels Mand ophidset og skælvende. «Forresten er du et Raaskind, Milde, man kan ikke vente mere af dig.»

Først nu syntes den tykke Maler at mærke, hvormeget han havde spoleret, han havde knapt ventet den Virkning af sine Ord.

«Et Raaskind?» svared han godmodigt; «nu begynder vi pludselig at udtrykke os med rene Ord her henne. Jeg mente nu ialfald ikke at 61fornærme dig, Øjen. Tror du ikke, jeg nød det, hvad? nød Digtet? Jogu nød jeg det, tro mig nu. Jeg mente bare, at det var lidt ulegemligt, hvad? æterisk? Forstaa mig ret: smukt naturligvis, overmaade dejligt, kortsagt: noget af det bedste, du har gjort. Forstaar du ikke en Spøg længer?»

Men det hjalp ikke, at Milde forsøgte at glatte over det igen, den stille Stemning var borte, man lo og skraaled endnu værre end før og slog sig for Alvor løs. Midt i Støjen stødte Skuespiller Norem det ene Vindu op og sang ud til Gaden.

Forat give Øjen en Smule Oprejsning, lagde Fru Hanka sin Haand paa hans Skulder og trøsted ham med, at hun vilde møde op ved Jærnbanen, naar han rejste, og se ham vel afsted. Ja, baade hun og de andre, de skulde møde op allesammen. Hvornaar rejste han?

«Ikke sandt,» vendte hun sig til Ole Henriksen, «vi møder allesammen op paa Stationen, naar Øjen afgaar?»

Da var det, at Ole Henriksen gav det uventede Svar, som gjorde endog Fru Hanka forundret: Ole Henriksen vilde ikke alene møde op paa Stationen, han vilde følge Øjen helt til Thorahus. Jo, det kom over ham paa Stedet, han vilde tage denne lille Tur, han havde i Grunden et Slags Ærinde did op ogsaa… Og han 62mente det saa alvorligt, at han allerede straks tog Øjen i Knaphullet og aftalte Dagen.

Journalisten drak med Fru Paulsberg, der tog om Glasset, som der skulde tages om et Pjolterglas; de flytted sig hen i Sofaen for Trækkens Skyld og begyndte at fortælle hinanden lystige Smaating. Fru Paulsberg vidste en Historie om Advokat Grande og en af Pastor B.s Døttre. Hun er kommet næsten til det afgørende Punkt, da hun med ét standser.

Journalisten, der var reven med, spurgte hidsigt:

«Naa?»

«Ja, vent lidt,» svared Fru Paulsberg leende, «jeg maa da faa Tid til at rødme lidt, ved jeg.»

Og saa gled hun storleende ind i det afgørende Punkt.

I dette Øjeblik kom Norem støjende tilbage fra Vinduet, han har faaet et Indfald, han raaber, saa Salen ryster:

«Stille, vær lidt rolige, saa skal Dere se noget. Stød op det andet Vindu ogsaa og se ud, der staar en Avisgut lige ved Lygten. Pas nu paa… Ole Henriksen, har du en Krone?»

Da Norem havde faaet Kronen, stak han den med ustøe Hænder i Ildtangen og gløded den over Lampen. Det var nu saa stille, at 63man tydelig kunde høre Avisgutten, der raabte med sit Blad nede paa Gaden.

«Pas nu paa!» sagde Norem igen; «stil Dere ved Vinduerne, siger jeg, og vent et Øjeblik, nu kommer jeg.»

Han skyndte sig hen til Vinduet, saa godt han kunde gaa, og raabte Avisgutten an:

«Pas paa, du Smaaen, her har du en Krone. Stil dig lige her under og tag imod.»

Kronen faldt klirrende ned i Gaden. Gutten havde grebet den, men sluppet den igen med en rasende Ed.

«Hør, hvor han bander,» fnised Norem, «se, hvor han slikker sig paa Fingrene… Naa, din Satan, vil du ikke have Kronen? Der ligger den.»

Gutten saa tænderskærende op til Vinduet.

«Den er jo gloende, ved jeg,» sagde han.

«Gloende? Ha-ha-ha, er den gloende? Alvorlig talt, vil du have Kronen, eller skal jeg komme ned efter den igen?»

Saa tog Gutten det sydende Kronestykke ind i sine Aviser og lakked afsted. Det hjalp ikke, at Norem vilde have ham til at takke for Foræringen, tage Huen af og takke, han slængte et Par Skældsord op til Vinduet og slikked endnu sine Fingre. Lidt efter tog han tilbens alt, han kunde, af Frygt for at blive eftersat. Norem raabte et Par Gange paa Politi.

64Dette var det sidste lykkelige Indfald, den glad stemte Skuespiller havde den Aften, inden han vakled hen i en Krog af Atelieret og sovned.

«Er der nogen, som ved hvormange Klokken er?» spurgte Fru Paulsberg.

«Spørg ikke mig,» svared Journalist Gregersen og famled leende op til Vestelommen. «Det er mangen god Dag, siden jeg havde Klokke.»

Det viste sig, at Klokken var et.

Men ved Halvtotiden var Fru Hanka og Irgens totalt forsvundne. Irgens havde spurgt Milde efter brændt Kaffe, og siden havde ingen set ham. Det vakte heller ikke nogen Opsigt, at de to var knebne ud, der blev slet ikke spurgt efter dem; Tidemand sad og smaaprated med Ole Henriksen om Turen til Thorahus.

«Men har du Tid til det?» spurgte han.

«Jeg tager mig Tid, ja,» svared Ole. «Jeg skal forresten fortælle dig noget siden.»

Ved Paulsbergs Bord diskutered man Situationen. Milde stilled atter i Udsigt at forlægge sit Liv til Australien. Men Gudskelov, Stortinget gik vel næppe hjem, før det havde gjort noget denne Gang, statueret et Eksempel.

«Mig er det ligegyldigt, hvad det gør,» sagde Journalisten fra Gazetten. «Saaledes som det arter sig nu, synes Norge alligevel et slagent Land. Vi staar tilbage med en decideret Fattigdom 65paa alle Kanter, med Fattigdom paa Kraft, baade i Politiken og i det borgerlige Liv. Hvor er det ikke trist at se paa dette almindelige Forfald! For Eksempel de arme Rester, vi nu har tilbage af det Aandsliv, som blussed saa højt, ja, som raabte til Himmels i Syttiaarene. De Gamle gaar Kødets Gang, hvem kan tage Arbejdet op efter dem? Jeg er ked af Dekadencen, jeg trives ikke uden i højt aandeligt Liv.»

Alle havde set paa Journalisten; hvad havde stukket den altid frejdige Fyr? Rusen var gaaet lidt af ham, han talte nogenlunde rent og vrængte ikke engang Ord. Hvad mente han? Men da den vittige Hund var kommet til den Erklæring, at han var ked af Dekadencen og ikke kunde trives uden i højt aandeligt Liv, da brast alle Gæsterne i Latter og forstod, at det hele var en udsøgt Spas. Den Satans Spøgefugl, havde han ikke nær narret dem alle. De arme Rester af Syttiaarenes Aandsliv? Havde man ikke baade Paulsberg og Irgens og Øjen og Milde og de to maskinklippede Poeter, og endelig en sand Herrens Sværm af opdukkende førsterangs Talenter!

Journalisten lo selv med og tørred Sveden af Panden og lo. Det var den almindelige Mening, at denne Mand sad inde med et anseligt Pund, som han endnu ikke havde brugt op 66i Bladet. Man kunde vente en Bog fra ham en Dag, en mærkelig Historie.

Paulsberg sad og lo tvungent. Han var egentlig ganske stødt over, at man slet ikke havde nævnt nogen af hans Romaner og hans Værk om Syndernes Forladelse den hele Aften. Da derfor Journalisten spurgte ham om hans Mening om det norske Aandsliv i sin Almindelighed, svared han kort:

«Jeg har jo dog yttret mig om denne Sag et Sted i mine Værker.»

Javel, javel, naar man tænkte sig om, saa husked man jo for Fan det. Naturligvis. Det var ganske rigtigt, en Replik et eller andet Sted. Fru Paulsberg kunde endog citere Repliken, ja, opgive Pagina.

Men nu vilde Paulsberg bryde op.

«Jeg kommer altsaa og sidder for dig igen imorgen, Milde,» sagde han med et Blik til Stafeliet. Han rejste sig, tømte sit Glas og fandt frem sin Frakke. Hans Kone rejste sig ligeledes og sagde Godnat, hun trykked hver især kraftigt i Haanden. De mødte Fru Hanka og Irgens i Døren og sagde ogsaa et kort Godnat til dem.

Fra nu af blev de tilbageværende rigtig overstadigt lystige, de drak som Svampe, selv de to unge Poeter drak efter Ævne og talte om Baudelaire med røde Øjne. Ingen lagde noget 67Baand paa sig mere. Milde vilde have aabenlys Rede paa, hvorfor Irgens havde spurgt ham efter brændt Kaffe. Hvad Brug havde han for den? Han havde nu vel ikke kysset Fru Hanka? Ja, Fan tro ham… Tidemand hører paa og ler med, ler højere end nogen anden og siger: «Nej, det har du Ret i, Fan tro ham, den Skælm.» Tidemand var saa ædru som nogensinde.

Journalisten tog Anledning af den brændte Kaffe til at udtale sig om ond Aande overhovedet. Han talte højt og saa sig om til alle. Hvad kom ond Aande af? Daarlige Tænder, Hultænder, he-he. Det var Hultænderne, som forpested hele Munden. Og han forklared det nærmere, hvorledes det kom sig, at Hultænderne kunde forpeste Munden.

Nej, man genered sig ikke, Tonen var fri, og man begyndte at bande hedt. Snærperiet var Norges Ulykke, man lod heller sin unge Datter gaa i Hundene af Vankundighed end man indvied hende i god Tid. Snærperiet var den Last, som for Tiden stod i Blomst herhjemme. Der skulde Fan tørke mig ansættes offentlige Mænder til at skrige ud højt lidderlige Ord paa Gaden, bare forat gøre unge Piger bekendte med Livets Ting i god Tid. Hvad… knyr du, Tidemand?

68Nej, Tidemand knyed ikke, og Ole Henriksen knyed heller ikke. Dette med de offentlige Mænder var en sjælden original Idé, he-he.

Milde fik Tidemand afsides.

«Sagen er: du skulde ikke have nogle Kroner, vel?» sagde han.

Jo, Tidemand var ikke helt bar. Hvormange? En Tier?

«Tak, Tak, gamle Ven, du skal faa den igen,» sagde Milde med Alvor. «Du skal naturligvis faa den igen med det første. Du er en Kærnekar. Det er ikke længer siden end i Forgaars at jeg sagde, at Dere Kræmmere var Fan ta mig sjældne Mennesker, sagde jeg. Jeg brugte akkurat de Ord. Her har du min Haand!»

Endelig rejste Fru Hanka sig forat gaa. Det gryed af Dag.

Hendes Mand holdt sig i hendes Nærhed.

«Ja, Hanka, det er ret, lad os nu gaa,» sagde han. Han lagde allerede sin Arm tilrette for hende.

Hun tilkasted ham et Blik og sagde:

«Ja, Tak, jeg har Følge, min Ven.»

Der gik en liden Stund, inden han rigtig summed sig.

«Naa, saaledes,» sagde han smilende. «Ja, det gør heller ikke noget, jeg mente bare…»

Han traadte tilbage til Vinduet og blev staaende der.

69Fru Hanka gik rundt og bød Godnat. Da hun kom til Irgens, hvisked hun hedt, stakaandet: «Imorgen altsaa, tre.» Hun holdt Øjens Haand længe i sin og spurgte, hvornaar han rejste. Havde han nu husket at skrive til Thorahus om Plads? Nej, der saa man, disse Digtere de glemte altid det vigtigste. Han maatte telegrafere imorgen. Farvel. Og god Bedring… Hun var moderlig til det sidste.

Journalisten fulgte hende.

«Du loved at fortælle mig noget, Ole?» sagde Tidemand.

«Ja, jeg husker det… Det forundred dig, at jeg vilde tage med til Thorahus. Kort og godt, jeg sagde, at jeg egentlig havde et Ærinde did, men det er ikke sandt, det slap mig blot af Munden. Jeg kender ingen der, blot Lynums, det er ikke til at gøre større end det er. Det er virkelig saa, at jeg har besøgt Sorenskrivergaarden engang; du skulde aldrig have set noget latterligere, vi kom did to fortørstede Fodgængere og fik Mælk; siden har jeg truffet Familjen her, naar den har været i Byen, ifjor Høst og nu i Vinter. Det er en stor Familje, med Huslæreren syv ialt, den ældste af Døttrene hedder Aagot. Jeg kommer til at fortælle dig mere om disse Folk senere. Aagot var atten Aar den syvende December, he-he, det er jo ingenting, hun er altsaa i sit nittende Aar, jeg husker tilfældigvis, 71at hun fortalte mig det. Kortsagt, vi er ikke forlovet, det mener jeg ikke at sige, vi har blot skrevet nogle Breve til hinanden i det sidste. Men jeg ved ikke, hvad det kan blive til… Hvad mener du om det?»

Tidemand var over al Maade forundret, han standsed.

«Men dette vidste jeg slet ingen Ting om, du har ikke sagt et Ord før?»

«Nej, det kunde jeg ikke godt. Hvad havde jeg at holde mig til, saa ung, som hun var? Og nu sætter jeg, at hun har faaet andet i Sinde, ombestemt sig, naar jeg kommer? Saa er intet værre skeet for hendes vedkommende, Eksekutionen foregaar i al Stilhed, hun blir ikke det mindste blameret derfor… Du skal forresten se hende, Andreas, jeg har et Fotografi; ja, hun har næsten ikke givet mig det, jeg har halvveis taget det fra hende, men…»

De standsed et Øjeblik og saa paa Fotografiet.

«Nydeligt!» sagde Tidemand.

«Ja, ikke sandt? Tak fordi du synes det, forresten. Jeg er sikker paa, at du vil blive glad i hende.»

De gik videre.

«Tillykke da!» sagde Tidemand og standsed igen.

«Tak.» Lidt efter føjed Ole til: «Ja, jeg siger Tak; for det er i Grunden saa godt som 72afgjort, forstaar du. Jeg rejser derop og tager hende med herind.

De var komne næsten ned til Jærnbanetorvet, da Tidemand med en Gang stirrer ret frem og hvisker:

«Men er det ikke min Kone, som gaar der?»

«Jo; det er det,» hvisker Ole tilbage. «Jeg har set denne Dame hele Tiden foran os, nuførst ser jeg, hvem det er.»

Fru Hanka gik alene hjem, Journalisten havde slet ikke fulgt hende.

«Gudskelov!» sagde Tidemand uvilkaarlig «Hun sagde til mig, at hun havde Følge, og nu gaar hun der og pusler ganske alene. Er hun ikke sød? Hun stiler lige hjem… Men hør, hvorfor sagde hun da, at hun havde Følge?»

«Nej, men sligt maa man da virkelig ikke regne saa nøje,» svared Ole. «Hun vilde kanske slet ikke have Følge hverken med dig eller mig eller nogen anden; kunde hun ikke have været i den Stemning, kanske? Unge Damer har vel sine Stemninger de ogsaa, ligesom vi.»

«Ja, naturligvis, jo, det er fuldkommen sandt.» Tidemand slog sig til Ro hermed, han var lykkelig over, at hans Kone gik der alene og at hun stiled hjemad, han sagde nervøst glad: «Ved du hvad, efter et Par Ord, jeg veksled med hende oppe hos Milde iaften, retter det sig stadig mere og mere. Hun forhørte sig endog om Forretningen, 73om den russiske Told, virkelig sandt, hun blev ikke træt af at høre mig tale om Fürst. Du skulde have set, hvor hun glæded sig over, at Handelen vaagned op igen. Vi talte senere om vort Sommerophold paa Landet. Jo, det gaar da fremad og retter sig lidt hver Dag.»

«Ja, ser du det! Det vilde jo ogsaa være galt ellers.»

Pause.

«Der er forresten noget, som forundrer mig,» vedblev Tidemand atter tungt. «En Dag fornylig sad hun og talte om, hvad et Menneske, som hun, burde bestemme sig til for Livet; hun maatte have en Gærning, noget, hun kunde slaa sig paa. Ja. Jeg tilstaar, det forundrer mig lidt, en Kone med to Børn og et stort Hus… Hun har ogsaa i det sidste begyndt at skrive sig for Lange igen, Hanka Lange Tidemand, ret som om hun endnu hedte Lange.»

Fru Hanka havde standset ved Porten, hun vented aabenbart paa sin Mand. Hun raabte ham smilende imøde, at han maatte virkelig skynde sig lidt nu, hun var nærved at fryse ihjæl. Og hun hæved Fingeren spøgende tilvejrs og spurgte:

«Hvad gaar nu Dere to Grosserere og spekulerer ud igen? Hvad staar Hveden i for Tiden, og hvad skruer Dere den op til herhjemme? Gud hjælpe Dere paa Dommens Dag!»

74Tidemand anslog den samme Tone: Hvor i Alverden havde hun gjort af Journalisten? Jasaa, hun havde ikke villet have Følge af nogen, ikke af sin egen Mand engang, hun havde havt en Stemning, hvad? Men om hun kunde forsvare at lade den stakkels Gregersen tumle hjem ganske paa egen Haand gennem Gaderne, saa fuld som han var? Det var hjærteløst…

*

En Uges Tid senere havde Ole Henriksen gjort sin Tur til Thorahus. Øjen var bleven igen deroppe, men Ole selv havde en ung Dame med sig tilbage til Byen, hans Forlovede, Aagot Lynum. I deres Følge var ogsaa en tredje Person, et noget aparte Menneske.

Om Ny Jord

Romanen Ny Jord kom ut i 1893 og utgjør sammen med Redaktør Lynge fra året før Hamsuns forsøk på å skrive tendenslitteratur.

Handlingen er lagt til Kristiania rundt 1890, og det er det unge og dekadente forfatter- og kunstnermiljøet som får gjennomgå. Dikteren Irgens befinner seg i sentrum av kretsen, hvor alle kniver om heder, stipender og de rikes gunst. Romanen inneholder også kjærlighetsdramaer.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1893 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook