Et Selskab af Damer og Herrer var samlet nede paa Bryggen, det var det Selskab, som skulde paa Sejltur med Aagots Jagt; man vented bare paa Paulsbergs, som endnu ikke var komne. Irgens var allerede utaalmodig og sagde Spydigheder: var det ikke bedst at sende selve Jagten op til Paulsbergs og hente dem ærbødigst? Da Paulsberg og Frue endelig kom, gik man straks ombord og krydsed ud af Fjorden.

Tidemand havde Roret. Et Par af Ole Henriksens Bryggefolk var med som Mandskab. Ole havde virkelig ordnet denne Tur paa bedste Maade og taget med en udsøgt Proviant; han havde husket alt, ja, han havde ikke engang glemt brændt Kaffe til Irgens. Men Coldevin havde det ikke været ham muligt at finde, og Journalist Gregersen havde han med Vilje undladt at invitere; Gregersen kunde let have set et eller andet Telegram fra Rusland.

256Tidemand talte ikke, han saa ud, som om han havde havt en vaagen Nat, maaske to vaagne Nætter nu. Da Ole spurgte, hvordan han havde det, svared han, at det gik an, svared smilende, at det gik an. Men forresten vilde han bede om at faa beholde Pladsen ved Roret.

Og Jagten lagde ud imod Havskærrene.

Fru Hanka sad helt forude, hendes Ansigt var friskt, hun havde kastet sin Forværks Kaabe ganske løst om sig, og Milde bemærked, at det var malerisk.

«Gid det forøvrigt var Pjoltertid snart!» sagde han højt og leende.

Ole bragte straks Flasker og Glas frem. Han gik om blandt alle og pakked Schavl og Tæpper om Damerne. Ja, man skulde ikke le af det, vistnok skinned Solen, men det trak paa Sjøen! Ole holdt sig mest agterude, han tilbød Tidemand Gang paa Gang at afløse ham ved Roret, men Tidemand afslog det. Nej, det var ham en ren Velsignelse at faa blive staaende, saa slap han at passiare, han dued saa lidet til det idag.

«Ja, tab nu ikke Modet aldeles. Har du hørt noget nærmere?»

«Ikke andet end Bekræftelse. Imorgen har vi det vel officielt. Ja, bryd dig ikke om det nu, jeg har stukket klart ud min Linje inat og 257har alt paa det rene. Jo, jeg haaber at frelse mig lidt.»

Og forude begyndte der meget hurtigt at blive Stemning. Øjen var sjøsyg og drak for at redde sig, han kunde ikke holde sig oppe, han var meget medtagen.

«Det er rigtig hyggelige, at De er kommet hjem igen, Øjen,» sagde Fru Hanka forat trøste ham. «De har Deres lille Pigeansigt endnu, men det er heldigvis ikke saa blegt, som det var før…»

«Jo, om Forladelse,» raabte Fru Paulsberg uden Skaansel, «jeg har aldrig set ham blegere end nu.»

Og efter denne Antydning til hans Sjøsyge blev der almindelig Latter. Fru Hanka vedblev at tale: Ja, hun kendte hans Arbejde oppe fra Thorahus, dette Digt om de gamle Minder. Man maatte ialfald sige, at han ikke havde været paa Landet forgæves.

«De har ikke hørt mit sidste Digt,» sagde Øjen med svag Stemme, «det er ægyptisk, foregaar i et Gravkammer…» Og han ledte, saa syg og elendig som han var, efter sit Digt i alle Lommer. Hvor havde han nu gjort af det? Han havde lagt det tilrette imorges forat tage det med, han havde tænkt, at der kanske var nogen, som gad høre det, han turde nok sige, at det var lidt mærkeligt i sit Slags. Men 258saa havde han formodentlig lagt det efter sig alligevel. Han kunde nu ikke tro, at han havde mistet det, kastet det bort? For i saa Fald var virkelig Turen forspildt for ham, et saadant Digt havde han ikke gjort før, det var rigtignok bare paa halvanden Side, men…

Nej, sagde Fru Hanka, han havde naturligvis glemt det hjemme, det laa nok paa Bordet, skulde han se. Og hun gjorde alt muligt forat faa den arme Digters onde Anelser forjagede: han trivedes vel bedre i Byen end oppe paa Landet?

Ja, ak, ja. Han var ikke før kommet ind i Gaderne igen og saa de rette Linjer, før det begyndte at vifte i hans Hjærne, og han undfanged det ægyptiske Prosadigt. Nej, han havde nu vel ikke kastet det bort…

Nu var ogsaa Milde paa Øjens Side, han begyndte at anerkende ham fuldt ud. Jo, nu havde han endelig faaet Syn for hans Poesis fine Egenartethed. Men Irgens, som sad lige ved og hørte paa denne mærkelige Ros, bøjed sig over til Fru Hanka og sagde dæmpet:

«Forstaar De den? Nu har jo Milde faaet Stipendiet, han har ikke mere at frygte af sin farlige Medansøger Øjen.» Og Irgens kneb Munden sammen og smilte.

Fru Hanka saa paa ham. Hvor han vedblev at være bitter, og hvor det vanklædte ham! Han 259vidste det ikke selv, for ellers vilde han ikke knibe Munden saaledes sammen og skyde hadskt med Øjnene. Han iagttog forøvrigt hele Tiden sin sædvanlige Taushed, til Aagot sagde han ikke et Ord, men lod, som om hun ikke var tilstede. Hvad havde hun gjort ham? Kunde hun have handlet anderledes end hun havde gjort? Hvorfor betænkte han ikke nogen Ting?

Men han saa ikke paa hende.

Kaffeen blev kogt ombord, men af Hensyn til Øjen, som stadig var lige sjøsyg, blev det besluttet at drikke den paa det første det bedste Skær, man kom til. Og Jagten lagde til. Man leired sig paa Stene, kasted sig plat ned paa de haarde Heller og støjed. Dette var morsomt, dette var friskt! Øjen saa med store, forundrede Øjne paa alt, paa Havet, paa Bølgerne, der gjorde Luften tung af Sus, paa dette øde Skær, hvor ikke et Træ voksed, og hvor Græsset var brændt af Sol og Sjøvand. Hvor det var forunderligt! Aagot gik omkring med Kopper og Glas, hendes bittesmaa Hænder var altfor bange forat slippe noget ned, hun gik saa varsomt, som om hun skulde balancere, og stak Tungespidsen ud.

Milde foreslog en Skaal for hende. «Har du ikke Champagne?» sagde han til Ole.

Og Champagnen kom frem, Glassene blev fyldte og Skaalen drukket med høje Hurra. Milde var i Perlestemning, han fandt paa, at 260man skulde korke Flasken til igen og kaste den paa Havet med en Seddel i, allesammen skulde skrive paa, Damer og Herrer, værsaagod.

Og allesammen skrev sig paa, undtagen Paulsberg, som bestemt afslog det. En Mand, der skrev saa meget som han, skrev jo ikke for Moro Skyld paa Sedler, sagde han. Og han rejste sig og gik længer indover Skærret aldeles alene.

«Saa skriver jeg ham sgu paa selv,» sagde Milde og greb til Blyanten.

Men nu raabte Fru Paulsberg forarget:

«Hvad gør De, siger De? Jeg haaber, De lader være. Paulsberg har sagt, at han ikke vil have sit Navn paa dér, det maa være os nok.» Fruen havde en ligefrem krænket Mine; hun lagde det ene Ben over det andet og tog som sædvanlig om Kaffekoppen, som om den var et Pjolterglas.

Milde gjorde en Undskyldning straks: det vilde bare have været en Spøg, troed han, en harmløs Skøjerstreg. Men naar han nu overvejed det, saa maatte han indrømme, at Fruen havde Ret, det var et dumt Indfald af ham, Paulsberg kunde ikke gøre sligt noget, kortsagt… Forresten syntes han ikke, at der nu blev nogen Moro ved det hele længer, han vilde rent ud foreslaa, at man lod være dette med Flasken. 261Naar ikke Paulsbergs Navn blev med, saa… Ja, hvad syntes de andre?

Men Irgens var ude af Stand til at bare sig længer, han holdt sig for Næsen og lo indædt af Milde:

«He-he-he. Hr. Stipendiat, du er guddommelig!»

Hr. Stipendiat! Aldrig kunde han glemme Stipendiet.

«Og du,» svarer Milde opbragt, stirrende med vinstive Øjne, «ja, dig begynder det at blive mere og mere umuligt at være sammen med.»

Irgens lod forbauset:

«Hvad nu? Jeg synes at mærke paa dit Tonefald, at mine Ord har mishaget dig?»

Men nu maatte Fru Hanka mægle. Hvorfor i Alverden kives paa en Sejltur ogsaa! Det var ikke hyggeligt, nej, sandelig om det var. Saa, nu skulde man værsaagod dukkes, hvis man ikke holdt Fred!

Og Irgens taug øjeblikkelig, han mumled ikke engang mellem Tænderne, som han plejed, naar han var ondskabsfuld. Fru Hanka faldt i Tanker: hvor hendes Digter og Helt var bleven forandret paa nogle korte Uger! Hvad kom det altsammen af? Hvor hans mørke Øjne havde blegnet! Hans Overskæg hang slapt ned, han havde tabt i Friskhed, hans Ansigt var ikke saa bedaarende som før. Men saa kom hun til at 262huske paa hans Skuffelser, hans Sorg over Stipendiet, som han ikke fik, over Bogen, denne skønne Digtsamling, som man med saa ond Beregning tied ihjæl, og hun læned sig over mod Aagot og sagde:

«Irgens er bleven bitter, desværre, De har vel lagt Mærke til det? Ja, men det gaar nok over igen.» Og Fru Hanka vilde gøre det bedste, hun kunde for ham, ligefrem undskylde ham, hun sagde i sin Hjærtens Godhed det samme, som hun havde hørt Irgens selv sige saa mangen Gang under fire Øjne: at det var jo ikke saa underligt, om han blev bitter heller, man maatte have Respekt for en Bitterhed som hans. Her havde han gaaet og slidt i aarvis med sit store Talent, og Landet, Staten traadte ikke til.

Ja, tænk! sagde Aagot ogsaa. Frøken Aagot indsaa med en Gang, at hun ikke havde været mod denne Mand, som hun burde og skulde, hun havde været udelikat havde hun, ja, grov, og afvist ham unødig hensynsløst. Hun vilde inderlig gærne have det ugjort, men nu var det forsent.

Saa kom Paulsberg tilbage fra sin ensomme Vandring og udlod sig med, at man fik se til at komme hjem igen. Det var ikke trygt for Regn, troed han, det saa ud til noget af hvert. Forresten var nu Solen næsten nede, og det blæste lidt.

263Aagot gik endnu engang om med Kopperne og bød mere Kaffe. Hun bøjed sig ganske umærkelig ned mod Irgens og sagde:

«Og De, Hr. Irgens?»

Denne næsten bønlige Tone fik ham til at kaste Øjnene op paa hende. Han skulde ingen Kaffe have, Tak; men han smilte forundret, da han saa paa hende. Hun kunde have jublet, hun vidste ikke, om hun længer holdt paa Brættet, og hun stammed:

«Bare lidt?»

Han saa paa hende igen og sagde Nej, Tak.

Paa hele Hjemvejen var Irgens som et andet Menneske, han talte, underholdt Damerne, hjalp endog tilrette den arme Øjen, som atter laa stiv af Ildebefindende. Milde havde paany faaet en Flaske foran sig under Paaskud af, at det igen var bleven sand Tid, Pjoltertid, og Irgens drak med ham ene og alene forat være hyggelig. Fru Hanka blussed op og blev glad som et Barn hun ogsaa, og med en sær og hurtig Tankeovergang sagde hun pludselig til sig selv, at hun rigtig skulde huske paa at faa lidt Penge af sin Mand igen allerede iaften, en Hundrede Kroner eller to.

Tidemand tog Roret paa Hjemvejen ogsaa og var ikke at formaa til at slippe det; han passed Sejl og Sjøer og talte ikke et Ord. Han tog sig godt ud med Roret i Haanden, hans lidt 264graa Haar klædte ham, hans Skikkelse duved op og ned mod Luften. Hans Kone raabte engang til ham om han frøs, en Opmærksomhed, han næsten ikke troed paa, og derfor lod, som han ikke hørte.

«Han hører ikke,» sagde hun smilende. «Fryser du, Andreas?»

«Fryser? Nej,» svared han.

Og snart stod Selskabet atter paa Bryggen.

Øjen var ikke før kommet paa Land, før han kaldte paa en Vogn. Han maatte hjem øjeblikkelig forat se efter sit Digt og faa sin Skæbne afgjort. Han havde ingen Ro, før han havde faaet Vished, sagde han. Men han stødte kanske til Selskabet senere. Gik de i Sara?

Man saa spørgende paa hinanden og vidste ikke, hvor man skulde hen. Ole Henriksen sagde da, at han for sin Part vilde hjem; han husked paa Tidemand og vidste, at trængte nogen Ro nu, saa var det han. Fru Hanka gik og tænkte paa de Penge, hun vilde bede om, og fulgte sin Mand. Selskabet skiltes ad udenfor Tidemands.

Fru Hanka gik straks løs paa Sagen, endnu før Manden havde aabnet Døren:

«Vil du være saa venlig at give mig en Hundrede Kroner eller saa?»

«Hundrede Kroner? Hm. Javel. Men vil du ikke følge med ind i Kontoret? Jeg har ikke Penge paa mig.»

265Og de gik ind i Kontoret.

Han rakte hende den røde Seddel. Hans Haand rysted stærkt.

«Værsaagod,» sagde han.

«Tak… Du skælver saa?» spurgte hun.

«Hm. Det kommer vel af Roret, som jeg har holdt hele Dagen… Hm. Jeg har en glædelig Nyhed at bringe dig, Hanka: du har saa ofte bedt mig om Skilsmisse, nu faar jeg gaa ind paa den, i Guds Navn… Jeg gaar altsaa ind paa den.»

Hun troed knapt sine egne Øren. Gik han ind paa at ville skilles? Hun saa paa ham, han var overordentlig bleg, han saa ned. De var komne til at blive staaende paa hver sin Side af den svære Pult.

Han talte igen:

«Forholdene gør nu… Min store Rughandel er gaaet galt, og jeg er ialfald om ikke aldeles fallit, saa en fattig Mand. Jeg slipper kanske at lukke, det er alt. Men saa er jeg altsaa ikke rig nok længer til at holde dette Liv gaaende. Jeg kan heller ikke længer forsvare at hænge dig som en Klods om Foden nu, naar jeg ikke kan skaffe dig det bedre.»

Hun stod der og hørte disse Ord som en fjærn Lyd. I det første Øjeblik havde hun en uklar Følelse af Glæde, hun var fri, hun kunde skilles fra alt dette, som havde været hende saa 266saare imod i lang Tid, hun kunde være Pige igen, Hanka Lange, tænk ligefrem Hanka Lange! Og da hun hørte, at Manden var nærpaa fallit, rysted det hende ikke meget; han behøved ikke engang at lukke, han ejed ikke mere nogen Formue, men han stod ikke uden Hus og Hjem; det kunde have været værre.

«Jasaa,» sagde hun bare, «jasaa.»

Pause. Tidemand havde genvundet sin Ro, han stod igen som ude paa Jagten, ligesom med Roret i Haand, hans Blik var fæstet paa hende. Ja, se, hun sagde ikke Nej, hun havde ikke ombestemt sig! Aa, nej, det var vel heller ikke at vente!

«Ja, det var bare dette, jeg havde at sige, Hanka,» sagde han saa.

Hans Stemme var usædvanlig rolig, næsten myndig, og hun blev opmærksom paa, at med denne Stemme havde han ikke talt til hende i tre Aar. Hans Styrke var mærkelig.

«Ja, vil du dette da?» sagde hun. «Skal vi skilles, altsaa? Ja, ja. Men… ja, du har vel betænkt det, saa du ikke gør det bare forat føje mig.»

«Selvfølgelig gør jeg det forat føje dig,» svared han. «Du har saa ofte bedt om det, og jeg har desværre altid modsat mig det, lige til nu.» Og han lagde til uden nogen Ondskab: 267«Jeg beder dig tilgive, at jeg har forhalet Tiden for dig.»

Saa blev hun opmærksom:

«For mig? Har du forhalet Tiden for mig?»

«Ja, har jeg ikke det? I hele det sidste Aar ialfald.»

«Jeg forstaar ikke, hvad du mener,» sagde hun lidt utaalmodigt.

Han brød sig ikke om det og svared ikke herpaa. Havde hun ikke Gang paa Gang slaaet paa Skilsmisse? Havde han saa ikke forhalet Tiden for hende? Han knapped sin Frakke op og gjorde med fuldkommen Sindsro et Kryds i sin Lommealmanak.

Hun kunde ikke lade være at mærke sig denne Beherskethed, som hun aldrig tidligere havde set hos ham, hun kom til at sige:

«Jeg synes, du er bleven saa forandret…»

«Aa, ja, man graaner lidt, men…»

«Nej, du misforstaar mig,» afbrød hun.

Da sagde Tidemand langsomt og saa hende ind i Øjnene:

«Men Gud give dog, at du havde forstaaet mig saapas, som jeg dig, Hanka! Saa havde kanske ikke vor Forbindelse endt saaledes… Ja, ja, nu faar det være, som det er, jeg har ialfald ingen Raad med det mere.» Han knapped atter sin Frakke, som om han vilde gaa, og sagde: «Og med Hensyn til Pengene…»

268«Ja, kære, her er Pengene,» sagde hun og vilde række ham Hundredekronesedlen tilbage.

For første Gang gjorde han en hæftig Bevægelse med Hovedet:

«Det er ikke de Penge, jeg taler om. Vær saa venlig at gøre dig lidt Umage for at forstaa mig nu ialfald… De Penge, du skal have at leve af, skal blive dig sendt, saasnart du opgiver Adresse.»

«Men Herregud,» sagde hun forvirret, «skal jeg rejse? Jeg blir vel i Byen? Ja, hvad skal jeg?»

«Hvad du vil, altsaa. Børnene faar vel blive her, ikke sandt? Jeg skal nok have Omsorg for dem, det kan du trygt stole paa. Men hvad dig selv angaar, saa… du lejer dig et Par Værelser et Sted, vel? Det er tre Aar, ved du, tre Aar.»

Hun stod endnu med den røde Pengeseddel i Haanden og saa paa den. Hun kunde slet ikke tænke, alt svirred for hende; men inderst inde havde hun en Følelse af Glæde over at være bleven fri. Hun sagde ingenting, og han vilde have en Ende paa det, for ikke at bukke under selv for sin Sindsbevægelse.

«Ja, jeg vil sige dig Tak da, Hanka, for…» Han kom ikke længer, men rakte hende Haanden, og hun tog den. Vi ser nok hinanden kanske; men jeg vil sige dig Tak nu alligevel, for vi blir altsaa ikke mere sammen ialfald… 269Pengene skal blive dig sendt hver Maaned.» Og han satte Hatten paa og gik til Døren.

Hun fulgte ham med Øjnene. Og dette var Andreas?

«Ja, ja,» sagde hun, «du vil vel gaa, du; jeg staar her og hæfter dig bort. Ja, ja, saa faar vi gøre det saa da… Jeg ved slet ikke, hvad jeg siger forresten…» Hendes Stemme skalv pludselig.

Tidemand aabned Døren med rystende Hænder og lod hende gaa foran. Saa standsed hun ved Trappen og lod ham gaa foran. Da han stod ovenpaa, paa Gangen, vented han et Øjeblik, til hun kom efter, saa aabned han Entréen med sin egen Nøgle og holdt Døren aaben for hende. Da hun var kommet indenfor, sagde han:

«Ja, ja, Godnat, da.»

Og Tidemand gik atter nedad Trappen igen, ned i Kontoret, hvor han laased sig inde. Han stilled sig ved Vinduet, med Hænderne paa Ryggen, stirrende ret ud i Gaden uden at se. Nej, hun havde ikke i ringeste Maade ombestemt sig, som vente kunde være, hun vakled ikke. Nej, det gjorde hun ret ikke. Se, hun stod dér, med Albuen paa Pulten, hun hørte, hvad han sagde, og svared paa det: ja, saa faar vi gøre det saaledes da. Nej, ikke nogen Vaklen… Men hun havde ikke skreget af Glæde heller? Aa, 270nej, det havde hun sparet ham for, han kunde ikke sige andet, saa hensynsfuld var hun. Aa, Hanka var altid fin, Gud være evig med hende! Just dér stod hun. Hanka, Hanka! … Men saa sad hun vel og glæded sig nu. Aa, ja, hvorfor skulde hun ikke det ogsaa? Hun havde faaet sin Vilje…Og Børnene laa vel og sov allerede de, baade Ida og Johanne. Og saa rak de ikke op paa Hovedpuden engang, saa smaa var de. Naa, ja, der skulde nok blive Mad til dem, det var ikke forbi, man graaned lidt, men man var ikke forbi…

Og Tidemand gik bort fra Vinduet og hen til Pulten. Han blev staaende der med Bøger og Papirer til den lyse Morgen.

I et Par Dage søgte Fru Hanka forgæves efter Irgens. Hun vilde have ilet til ham og berettet ham om sin store Lykke, sin Frihed, sin endelige Frihed, hun fandt ham ikke hjemme. Hans Dør var aflaaset, og naar hun banked paa, blev den ikke aabnet, derfor var han jo ikke hjemme. Hun stødte heller ikke paa ham i Restaurationerne. Tilslut maatte hun skrive til ham, udbede sig en Dag, en Time, hun havde noget meget glædeligt at tale med ham om.

Men i disse to Dage, denne lange Ventetid, hvori hun intet fik udrettet, havde hendes Glæde over Skilsmissen begyndt at fortage sig lidt, hun havde saa ofte gentaget og gentaget for sig selv, at nu var hendes Ægteskab forbi, hendes Tanke vænned sig til det, det fik ikke længer hendes Hjærte til at blusse. Hun skulde skilles fra sin Mand, — godt, men hun havde 272ikke været meget bunden til ham før heller, Forskellen var ikke saa stor, at den vedblivende kunde optage hende.

Og dertil kom nu, at da hun stod foran selve Afgørelsen og skulde forlade Hjemmet hvad Tid som helst, begyndte en Følelse af Vemod at plage hende, et Stænk af Sorg, af Blødhjærtethed; fastere var ikke hendes Lykke. Der begyndte pludselig at løbe hende som en forunderlig stærk og gylden Smag gennem Hjærtet, naar Børnene pludred med hende eller strakte sine Arme efter hende; hvad kunde det komme af? Hun havde staaet op igen igaar Nat og tittet paa Barnene, mens de sov. Der laa de i hver sin lille Seng, og de havde sparket saa aldeles af sig, at de var nøgne lige op til Armene, men lige godt sov de og rørte Fingre og Tæer i Søvne. Nej, Mage til Børn at ligge der og rødme og sove med Skjorten krøllet op paa Brystet og Arme og Ben i alle Retninger! Hun pakked forsigtig om dem og forlod dem med Hovedet ludende, i tyst Bevægelse.

Hvordan skulde det nu gaa, naar hun flytted? Hvordan skulde hun indrette sig? Hun var fri, men gift, i tre Aar havde hun at vente, bo et Sted, betale for Maaneden, gøre Indkøb. Og i disse to Dage, hun havde tænkt og tænkt paa alt dette, havde hun ingen havt at raadføre sig med; Irgens havde aldrig været hjemme, 273Gud alene vidste, hvor han dog var. Tidemand havde hun ikke set.

Hun begav sig paa Vej til Irgens, han vilde nok hjælpe hende med at leje Værelser og raade hende paa bedste Maade. Jo, jo, det var herligt, at hun nu havde faaet en Ende paa denne daglige Tvang; hun havde gaaet og baaret paa sin dybe Utilfredsstillelse i Maaned efter Maaned, i Aar, helt siden hun kom ind i Kliken og lærte et andet Liv at kende; nu var hun fri, fri og ung. Hun vilde overvælde Irgens med Glæde, han havde saa tidt slaaet paa Skilsmissen, naar de var alene, i stille Stunder…

Og endelig var Irgens hjemme.

Hun begyndte straks at meddele ham Nyheden, fortalte, hvorledes det var gaaet til, at Tidemand nu havde givet efter, gengav hans Ord og berømmed ham for hans Overlegenhed; hun iagttog Irgens’ Ansigt, hendes Øjne tindred. Irgens viste ingen stor Glæde, han smilte, sagde Ha og Ja, spurgte, om hun saa var tilfreds. Jasaa, hun skulde skilles? Ser man det! Ja, det gjorde hun Ret i, der var dog ikke Mening i at pine sig hele Livet igennem heller… Men han blev siddende der paa Stolen og talte ganske sindigt om Sagen.

Hun fyldtes af bange Anelser, hendes Hjærte begyndte at hugge.

274«Ja, men det synes ikke at gøre dig lykkelig, Irgens?» sagde hun.

Han smilte igen:

«Jo, lykkelig? Naturligvis. Kære, tror du ikke, jeg er lykkelig? Du har da virkelig længe nok ønsket denne Forbindelse hævet, skulde jeg da ikke… Jo, det kan du være overbevidst om.»

Lutter gode Ord, uden Glød, uden Fart. Han søgte sig frem, hun hørte det godt. Hvad i Guds Navn havde hændt? Elsked han hende ikke nu? Hun sad der med sit tunge Hjærte og vilde prøve at vinde Tid, at berolige sig, hun sagde:

«Men kære, hvor har du været henne hele Tiden? Jeg har tre Gange staaet her udenfor Døren og ikke fundet dig hjemme.»

Men dertil svared han atter søgende, atter sindigt, at det maatte have været et Tilfælde, et rent Uheld; han var ude nu og da, men for det meste holdt han sig da hjemme. Hvor skulde han ellers være? Ingen Steder.

Nej, det mente hun ogsaa, men.

Pause. Saa gav hun helt og fuldt efter for sine Følelser og sagde stakaandet:

«Ja, Irgens, Herregud, nu er jeg jo din da, jeg skilles, jeg blir ikke hjemme længer. Og du siger mig nok Tak for det, vel? For nu 275blir jeg jo ikke længer hjemme, saa. Det tager tre Aar, men…»

Hun holdt inde af sig selv, hun mærked paa hans Ansigt, at han vred sig, at han ligesom belaved sig paa at ride Stormen af. Hendes Forfærdelse steg, da han ikke svared, ikke et Ord. Der blev paany en Pause.

«Ja, Hanka, det er ikke godt dette,» sagde han endelig. «Du har altsaa forstaaet mig saaledes, at naar du var skilt, saa; at naar du bare var skilt, saa… Jeg indrømmer, at taget bogstavligt, har du Ret, ja, at jeg kan have sagt sligt noget, det er vel vist nok, baade en og mange Gange…»

«Ja, hør,» raabte hun beklemt, «vi har jo aldrig ment noget andet, vel? Hvad, Irgens? For du er jo glad i mig, det maa jeg tro. Du er saa besynderlig idag.»

«Desværre, det er ikke alt, som det var før.» Han saa bedrøvet bort og famled efter Ord, der gik en Trækning gennem ham. «Jeg vil ikke lyve for dig, Hanka, jeg er ikke længer saa optagen af dig, som jeg var. Det vilde være Synd at skjule det, jeg kan det ikke heller, magter det ikke.»

Dette forstod hun, det var rene Ord. Og med en stille Bøjning af Hovedet, opgiven, fortabt, hvisked hun nogle halve Ord:

276«Ja, ja, ja, ja, ja! Magter det ikke nej. For det er uigenkaldelig forbi…»

Og han sad stum.

Hun vendte pludselig Ansigtet om og saa paa ham, og den lille Overlæbe var endnu lidt opbrættet, og de hvide Tænder saaes indenfor. Hun forsøgte at smile, og hun sagde sagte:

«Det er vel ikke aldeles forbi, Irgens? Husk paa, jeg har sat saa meget til…»

Og han rysted paa Hovedet.

«Ja, det er virkelig saa galt, men… Ved du, hvad jeg sad og tænkte paa just nu, da jeg ikke svared dig? Jo, at du sagde: uigenkaldelig forbi. Om det kunde siges, om det var godt Sprog? Saa lidet med er jeg endog nu, dette Opgør griber mig ikke, jeg er ikke greben. Saa kan du selv skønne…» Og som om det var ham om at gøre at benytte Anledningen vel, fortsatte han: «Sagde du, at du havde været her og ledt efter mig tre Gange? Ja, jeg har vidst om de to. Jeg bør sige dig det forat du kan se, hvor det er mig umuligt at skjule Sammenhængen. Jeg har siddet herinde og hørt, at du har banket paa udenfor, og jeg har ikke lukket op. Saa kan du forstaa, at det er alvorligt… Men kære, kære Hanka, jeg kan ikke for det, du skal ikke være bedrøvet… Ikke sandt, du forstaar mig, naar jeg siger, at vort Forhold har 277ydmyget mig lidt ogsaa? At jeg stadig har gaaet og modtaget Penge af dig, det har ydmyget mig dybt, og jeg har sagt til mig selv: dette trækker dig ned! Ikke sandt, du forstaar, at en Mand med min Natur, — jeg er stolt, hvad enten det nu er en Dyd eller en Last ved mig…»

Pause.

«Ja, ja,» sagde hun mekanisk, «ja, ja.» Og hun rejste sig forat gaa. Hendes Øjne var stive, hun saa ingenting.

Men nu vilde han forklare sig, hun maatte dog ikke gaa bort med et fejlagtigt Indtryk af ham, han holdt hende fast, han vilde lægge frem sine Grunde, ellers blev han jo en latterlig Person. Saa talte han en lang Stund, klared flinkt hver Ting, som om han havde ventet, hvad der vilde komme, og havde lagt alt tilrette i sit Hoved. Jo, det var en Masse Bagateller, og for en Mand af hans Art fik jo Bagatellerne Betydning. I det hele taget var det begyndt at gaa op for ham, at de ikke passed for hinanden. Hun satte nok Pris paa ham, langt mer, end han fortjente endog, men hun forstod ham maaske ikke helt ud; han vilde ikke bebrejde hende det, men. Hun sagde, at hun var stolt af ham, at hun følte sig ganske stolt, naar Damerne vendte sig om og saa efter ham paa Gaden. Godt! Men hun satte maaske ikke 278nok Pris paa ham som Personlighed, hun var ikke først og fremst optagen af den Tanke, at han var et lidt ualmindeligt Menneske. Nej, hun var undskyldt, hendes Forstaaelse af ham var ikke dyb nok. Hun var ikke stolt af ham for det, han havde sagt eller tænkt eller skrevet, nej, ikke i første Række stolt af det; men hun notered sig, at Damerne saa efter ham paa Gaden. Og Damerne de kunde jo endog se efter hvemsomhelst, baade Løjtnanter og Kræmmere. Men hun havde virkelig foræret ham en Stok, forat han skulde tage sig ud paa Gaden…

«Nej, Irgens,» afbrød hun, «det var ikke derfor, det var ikke derfor…»

Nej, nej, kanske var det ikke derfor, og naar hun nu sagde det, saa… Men det Indtryk havde altsaa han, at det var derfor. Og han mente jo som saa, at kunde han ikke tage sig ud uden Stok, saa. For Stok det brugte jo endog de to klippede Sauer, som Øjen altid trak om med ogsaa. Kortsagt, han gav Stokken bort til den første, den bedste… Men der var andre Ting, andre Bagateller: Hun vilde gaa i Operaen, han kunde ikke ledsage hende, men hun gik alligevel, og han havde sagt til sig selv: hun gaar alligevel i Operaen, alligevel, hun staar ikke fast for Følge, — godt, det glæded hans Sjæl, glæded umaadelig hans 279Sjæl, og saa videre. Hun brugte en lys, ulden Kjole, og naar han var sammen med hende, fik han Haar og Uld nedad alle sine Klæder. Hun mærked det aldrig. Han gned og pudsed sig en lang Stund bagefter, han saa ud, som om han havde ligget i en Seng i fulde Klæder; men mærked hun det? Aldrig! Og han sagde til sig selv: at hun dog aldrig mærker det, aldrig ser det! Saaledes havde den ene Ting efter den anden stillet sig imellem ham og hende, og tilsidst var det kommet til den uovervindeligste Antipati. Han saa Fejl ved hende i alt muligt: hun kunde ikke lade være at støde lidt med Maven, naar hun gik. Han syntes, at Folk var opmærksom paa det og saa hende paa Maven, naar de mødte nogen, og dette ærgred ham, saared ham. Han husked saa tydeligt en Lørdag i Vinter, de traf to Herrer i Slotsbakken, bare to Studenter forresten, men alligevel. Han kunde dø paa, at de to Herrer saa hende paa Maven og gjorde sig nærgaaende Tanker om hende. Se, hvor hun støder, vil du bare se, hvor hun er flink! syntes han, at han havde hørt lige ind i sit Ansigt. Hvad skulde han saa gribe til? Han sagde til sig selv: hun støder med Maven, støder virkelig med Maven, man kan ikke fortænke Folk i, at de ser paa det, iagttager Fænomenet. Men hvorfor gaar hun ogsaa saa skødesløst, hun, som er saa 280vakker? Folk taler om det, stirrer paa det… Ak, der var Hundrede bittesmaa Ting! For ikke saa længe siden havde hun desværre saa sprukne Læber, at hun ikke engang kunde le naturligt, og tænk, ogsaa dette havde paavirket ham ilde, ganske fordærvet ham Synet af hende. Herregud, hun maatte ikke tro, at han bebrejded hende det, bebrejded hende, at hun havde sprukne Læber, det kunde hun jo virkelig ikke hjælpe for, og han var ikke saa dum, slet ikke saa dum. Men… Og alt i alt var det nu saa galt med ham, at han halvvejs havde gruet for hendes Besøg; hun skulde tro ham, han havde siddet her paa Stolen og lidt, lidt usigelig, naar han havde hørt hendes Banken paa Døren. Men ikke saa snart var hun forsvunden nedad Trapperne, før han gjorde sig rede til at gaa ud han ogsaa, han gik til en Restauration og spiste med god Appetit, spiste rigtig godt og hjærteløst, uden at være greben af Sorg over, hvad han havde gjort. Dette vilde han, at hun skulde vide, forat hun kunde forstaa ham… «Men kæreste Hanka, nu har jeg siddet her og sagt alt dette og kanske gjort dig mere bedrøvet endda. Jeg troed, at det var nødvendigt, du maatte se, at det virkelig havde sin Grund; at jeg ikke bare snakked. Det bunder desværre dybt i min Natur. Aa, men tag det ikke saa haardt, kære, lad det bare ikke gøre dig altfor 281ondt. Du ved, at jeg er glad i dig alligevel og inderlig taknemmelig for alt, jeg kommer aldrig til at glemme dig heller, det føler jeg altfor vel. Sig, at du tager det med Fatning, saa er jeg glad…»

Saa holdt han op. Der var ingen Tvivl om, at han havde belavet sig paa alt dette paa Forhaand og udtænkt, hvad han skulde sige, saa nøje havde han husket de saare smaa Ting. Og da han tilslut taug, sad han endnu og tænkte over, om noget skulde være glemt.

Hun forblev siddende paa sin Plads rolig og sløv. Jo, hendes onde Anelser havde ikke bedraget hende, alt var virkelig forbi. Og der sad Irgens, og det og det havde han sagt, og det og det havde han husket at tage med forat forklare sig rigtig godt. Han havde talt saa meget, han havde ogsaa blottet sig, ja, hvor sørgelig havde han ikke skrabet med alt, som kunde retfærdiggøre ham lidt! Nej, ham kunde hun ikke bede om Raad nu, han vilde vel henvise hende til Aviserne om ledige Værelser, kanske vilde han raade hende til at tage Bybud. Hvor han havde tabt sig! Han viskedes ud for hende, gled fjærnt hen, hun saa ham langt borte i Værelset, han havde to Knapper i sin Silkeskjorte foran, og hans Haar var blankt og plejet. Hun havde en Følelse af, at hans lange Tale saa forunderlig havde aabnet hendes Øjne; se, 282han havde nu ikke engang skyet at undskylde hende, fordi hun havde gaaet med en Rift paa Læben i Vaar. Der sad han…

Hun var saa sløv, at hun ikke engang gad rejse sig straks, hun var bleven udhulet og tømt, den lille Illusion, hun endnu havde forsøgt at holde oppe, havde ynkelig gaaet i Grus den ogsaa. Nogen gik i Trappen, og hun husked ikke, om Døren var aaben eller aflaaset, men hun rørte sig ikke alligevel, og Skridtene gik desuden forbi, op i Etagen ovenover.

«Kære Hanka,» sagde han forat trøste hende det bedste, han kunde, «du skulde gøre Alvor af at skrive den Roman, som vi har talt om. Der er ingen Tvivl om, at du kan det, og jeg vilde jo med Glæde gaa Manuskriptet lidt igennem efterpaa. Du skulde rigtig tænke paa det, det vilde adsprede dig ogsaa. Du ved, jeg vil dig vel.»

Ja, se, det havde hun ogsaa tænkt paa engang at skrive en Roman. Hvorfor ikke? Nu dukked den ene Kone op og nu dukked den anden Kone op, og alle Koner saa kunde de saa dejligt skrive. Jo, hun havde virkelig faaet den Idé engang, at nu var det hendes Tur. Og hvor var hun ikke bleven opmuntret! Gudskelov, hun havde ikke tænkt mere paa det, før nu; Gudskelov!

283«Du svarer ikke, Hanka?»

«Jo,» sagde hun aandsfraværende, «jo, der er noget i det, du siger.»

Hun rejste sig med ét og saa ret ud for sig. Nej, hvis hun nu bare vidste, hvad hun skulle foretage sig. Gaa hjem? Ja, det var vel det bedste. Havde hun havt Forældre, vilde hun kanske have gaaet til dem, men Forældre havde hun ikke, og det havde hun saa at sige aldrig havt. Jo, hun fik begive sig hjem til Tidemands, til Grosserer Tidemands, hvor hun havde boet…

Og med et aldeles dødt Smil rakte hun Irgens Haanden og sagde Farvel.

Han blev saa lettet ved hendes rolige Opførsel, at han trykked rigtig varmt hendes Haand. Hvor hun dog var en storartet fornuftig Kvinde som tog en Ting, som den skulde tages! Ikke nogen Krampe, ingen fortvivlede Bebrejdelser; Farvel med et Smil. Han vilde end yderligere stive hende op i hendes Sorg og talte forat adsprede hende paa bedste Maade, talte om Sager, som laa ham selv nær, om sine digteriske Planer: jo, han skulde da sende hende sin næste Bog ogsaa, hun skulde finde ham igen i den. Og som sagt, den Roman den burde hun tænke paa… Men forat bevise hende, hvor dog hans Venskab vared, om end deres Forhold nu var forbi, bad han hende endnu engang om 284at tale med Journalist Gregersen om Anmældelsen af hans Digte. Det var dog som evige Satan, at ikke Anmældelsen engang kom! Men det var atter Paulsberg, som stod bag, Paulsberg var misundelig, han forhindred af al Magt, at Bladene beskæftiged sig med andre end ham selv. Og om hun vilde gøre ham den store Tjeneste, saa. For han selv, Irgens, kunde ikke bekvemme sig til at tale med Gregersen, det var han dog ved Gud for stolt til, han nedværdiged sig ikke…

«Ja,» svared hun med sit stive Smil, «jeg har talt med ham, jeg husker saa tydeligt, at jeg talte med Gregersen om sligt noget engang.» Og uden at se videre til højre eller venstre gik hun henover Gulvet og ud af Døren.

Saa var hun ikke før kommet udenfor, før hun atter aabned Døren og uden at sige noget steg ind i Værelset igen. Hun traadte hen til Spejlet, der hang mellem de to Vinduer, og begyndte at dreje og vende sig foran det.

«Ja, værsaagod!» sagde Irgens, «der er Spejlet; det er kanske lidt støvet, men…»

Hun tog Hatten af og ordned lidt paa sit Haar, hun strøg sig ogsaa med Lommetørklædet om Munden. Imens stod han bare og saa paa hende, hun forundred ham lidt. Det var nu bare godt og vel at have megen Sjælsstyrke i sig og ikke lade Sorgen faa slaa én ned, 285men denne Overlegenhed var ikke fin, aldeles ikke fin. Han havde dog troet, at hun havde saa megen Dybde, at et Opgør med ham havde gaaet hende mere nær; nu stod hun og ordned sit Toilette med den største Omhu af Verden. Han kunde ikke paaskønne denne Koldblodighed, han stødtes, rigtig inderlig stødtes han, og han gjorde dybt saaret den Bemærkning, at han endnu var tilstede i Værelset, det var mærkeligt at hun havde rent glemt ham…

Hertil svared hun ingenting. Men da hun forlod Spejlet, standsed hun et Øjeblik midt paa Gulvet, og med Blikket et Sted nede ved hans Sko sagde hun træt og ligegyldigt:

«Kan du da ikke forstaa, at jeg er aldeles færdig med dig!»

Men nede paa Gaden, omskinnet af den lyse Dag, midt i al den Færdsel af Mennesker og Vogne, sank hun sammen og begyndte at hulke. Hun slog Sløret ned og lagde Vejen ind i de snævreste Sidegader forat skjule sig, hun gik meget hurtigt, foroverludende, brudt, og hendes Ryg fortrak sig af Graad. Nej, nu var det mørkt for hende, ja, hvad skulde hun gøre? Hun iled afsted, forlod Fortouget og holdt sig midt efter Gaden hviskende og hulkende. Kunde hun egentlig gaa hjem igen til Andreas og Børnene? Hvad om Døren nu var laaset? Hun havde havt to Dage at leje Værelser i, og 286nu havde kanske Andreas tabt Taalmodigheden. Hun fik skynde sig, Døren var maaske aaben endnu, hvis hun skyndte sig.

Hun følte, hver Gang hun tog efter Lommetørklædet, at hun havde et Brev i Lommen. Ja, det var Konvolutten med hendes Hundredekroneseddel i, den havde hun endnu, den laa dernede paa Bunden af Lommen og knitred… Men Herregud, havde hun nu bare havt nogen at gaa til, om ikke mer end en lidt god Ven! Og af alle de Bekendte, hun havde faaet i Kliken, vilde hun ikke se nogen; aa, nej, hvor hun havde faaet nok af dem! I Aar og Dag havde hun været mellem dem og hørt deres Tale og set deres Gærninger, nej, kære vene, at hun havde gjort det! Og der gik Milde, og der gik Paulsberg, og der var Skuespiller Norem og Irgens og Gregersen, allesammen var de der og talte om sine Sager, og den ene sad over den anden og bed efter den andens Ord. Nej, nej, med Kliken var hun færdig, intet kunde trække hende did igen… Og Ole Henriksen kunde hun vel heller ikke gaa til forat bede om Retledning? Nej. Nej, hun kunde ikke det…

Ja, nu var nok Andreas i Kontoret og stod og arbejded; hun havde ikke set ham i to Dage, det havde ikke truffet sig saa, han var vel optagen. Og der havde hun endog modtaget 287Hundrede Kroner af ham, skønt han var ruineret. Men nej, nej, at hun ikke havde tænkt paa det før! Hundrede Kroner havde hun bedt ham om. Ja, havde han sagt, vær saa snil at gaa med ind i Kontoret, for jeg har ikke Penge paa mig. Og saa havde han lukket Skabet op og fundet de Hundrede Kroner, maaske skrabet Kassen. Nej, Andreas, tilgiv det! Kære, saa havde han rakt hende Sedlen og husket at sige Værsaagod ogsaa, skønt han kanske ikke ejed flere Penge. Hans Haar var graasprængt, og han saa forvaaget ud, men han havde ikke klaget over noget alligevel; stolt og roligt havde han talt. Hun havde forundret sig over ham, det var, som om hun havde set ham da for første Gang… Nej, hun vilde virkelig ikke beholde disse Hundrede Kroner; Gud give, hun aldrig havde bedt om dem! Kanske hvis hun bragte Andreas dem tilbage, vilde han tilgive hende det? Ja, om han vilde det, saa! Kom hun til at hæfte ham altfor meget bort, om hun stak ind paa Kontoret nu? Hun skulde vare snar…

Fru Hanka tørred sine Øjne under Sløret og fortsatte at gaa. Da hun stod ved Mandens Kontor, rykked hun et Øjeblik tilbage. Hvad om han viste hende ud igen? Han forstod maaske ovenikøbet, hvor hun kom fra. Nej, aa, nej, gid han bare ikke forstod dét ialfald, 288saa kunde han vise hende ud… Af Kontoristerne hørte hun, at Tidemand var inde i sit Kontor.

Hun banked paa og lytted. Jo, han sagde Kom. Ganske stille traadte hun ind. Der stod han ved Pulten og saa op, han lagde straks Pennen ned.

«Ja, undskyld, jeg forstyrrer dig vel,» sagde hun hurtigt.

«Nej,» svared han ventende, «nej, ikke det heller.» En Dynge Breve laa foran ham, han stod rank og høj, med den ene Arm paa Pulten. Nej, han var ikke meget graa, og hans Øjne var heller ikke trætte nu.

Hun tog sin Hundredekroneseddel frem og sagde:

«Jeg vilde give dig tilbage denne. Du maa tilgive, at jeg bad dig om Penge nu, naar du trænger dem saa vel selv; jeg har slet ikke tænkt paa det før nu. Det var saa rent galt af mig.»

«Nej, kære,» sagde han og saa overrasket paa hende, «behold du bare Pengene. Hundrede Kroner fra eller til er ingenting i Forretningen alligevel, saa.»

«Ja, men vær saa snil… Jeg vil bede dig om at tage dem tilbage alligevel.»

«Ja, ja, har du ikke Brug for dem, saa. Du skal have Tak, men.»

289Tænk,Tænk] rettet fra: «Tænk (trykkfeil) han takked hende! Hvor hun nu var glad for, at hun havde disse Penge endnu og kunde give ham. Hun undertrykte sin Sindsbevægelse og sagde i sin Forvirring Tak hun ogsaa, idet hun lagde Pengesedlen hen til ham. Hun blev staaende. Da hun saa, at han atter greb til Pennen, sagde hun smilende og forknyt:

«Du maa undskylde, det varer saa længe… det gaar saa smaat for mig med at leje Værelser, men…»

Saa kunde hun ikke længer beherske sig, hendes Stemme klikked fuldstændig, og hun vendte sig bort, mens hun greb efter Lommetørklædet.

«Ja, med Værelserne haster det vel ikke saa svært,» sagde han. «Du kan jo tage dig Tid, vel?»

«Ja, ja, Tak, naar jeg faar det, saa!»

«Naar du faar det? Jeg forstaar ikke dette rigtig. Det er jo ikke mig, som har… Jeg vil jo bare lette dig Adgangen til at faa din Vilje.»

Hun var bange for at have gjort ham misfornøjet, hun skyndte sig at sige:

«Ja, da! Ja, da! Jeg mente heller ikke… Nej, jeg forstyrrer dig, du maa rigtig undskylde.»

Og hun gik med en Gang ud af Døren.

Tidemand havde ikke havt megen Hvile, siden den store Ulykke rammed ham. Tidlig og sent var han paa Færde, Papirer, Regninger, Veksler, Aktiebreve hvirvled op om ham, og han bragte dem alle i taalelig Orden efter Tur. Ole Henriksen havde til enhver Tid støttet ham paa det første Ord, udbetalt ham Købesummen for Landstedet, overtaget flere af hans udenbys Affærer; der begyndte at falde mere Ro over Tingene.

Det kom for en Dag, at Firmaet Tidemand ikke havde nogen grundmuret Formue at fægte med, skønt det drev en vidt forgrenet Virksomhed og omsatte meget; Folk havde heller aldrig hørt om en saa afsindig Handel i Rug som den, Andreas Tidemand havde kastet sig ind i; nu bagefter var Alverden vis og beklaged ham eller havde ham tilbedste, som det kunde falde sig. Og Tidemand lod Bulderet have sin Tid, han 291arbejded, balancered og holdt sig idelig paa Fode. Vistnok havde han paa Lager en urimelig Rugmasse, som han havde købt altfor dyrt; men Rug var nu Rug alligevel, han brændte ikke inde med den, han solgte jævnt og stille af den til Dagens Priser og tabte Pengene med fuld Fatning. Hans Modgang havde ikke slaaet ham ned.

Nu havde han sit sidste Tørn at tage med det amerikanske Hus, og hertil maatte han have Ole Henriksens Hjælp; senerehen skulde han forsøge ar holde det gaaende alene. Det var hans Drøm at forenkle sin Forretning, bringe den ned til et Slags første Begyndelse igen, for lidt efter lidt at arbejde den ivejret paany. Han skulde nok klare det, der var endnu Planer i hans Hoved, han havde ikke været Handelsmand fra Barn af for ingenting.

Tidemand samled endel Papirer med sig og gik over til Ole. Det var en Mandag, begge havde ekspederet deres Post om Formiddagen og havde intet videre at gøre; men Tidemand maatte bagefter op i Banken, Klokken fem stængtes den.

Saasnart han viste sig i Døren, lagde Ole Pennen ned og gik ham imøde. Der var endnu stadig Fest, naar de var sammen, Vinen og Cigarerne kom frem ligesom før, intet havde forandret sig. Tidemand vilde ikke forstyrre, 292han tilbød tværtimod at være tilhjælp, hvis han kunde; men Ole afslog det, han havde absolut intet presserende fore.

Ja, saa havde da Tidemand sine sædvanlige Papirer med. Han begyndte at blive temmelig ublu nu og kom, saasnart der var det mindste ivejen…

Ole afbrød ham med en Latter:

«Ja, du maa endelig ikke glemme at undskylde dig for hver Gang.»

«Jeg haaber, jeg skal komme lidt sjældnere herefter, nu faar jeg Gudskelov Amerika fra Haanden.»

Ole skrev paa og sagde:

«Hvorledes er det ellers?»

«Jo, ved det gamle. En Dag ad Gangen.»

«Din Kone er ikke flyttet endnu?»

«Hun er ikke flyttet endnu, nej; hun plages nok med at finde Værelser. Ja, lad hende tumle med det, hun kommer vel et Sted hen tilsidst… Hvad jeg vilde sagt: Hvor er Frøken Aagot?»

«Jeg ved ikke rigtig, hun spadserer, Irgens var her og hented hende.»

Pause.

«Du har vel opgivet Tanken om at indskrænke din Forretning,» sagde Ole igen, «du har alle dine Folk endnu.»

«Nej, opgivet den har jeg ikke, og jeg kommer ikke til at opgive den heller. Ja, jeg 293var jo nødt til at beholde mine Folk en Stund, jeg kunde ikke sætte dem udenfor med en Gang de maa faa Tid til at se sig om efter Plads. Men nu rejser de snart, jeg beholder en Mand paa Kontoret.»

«Jeg siger endnu engang, at det er et Spørgsmaal, om du bærer dig ret ad i dette Stykke, Andreas. Ikke for det, at jeg vil prøve at belære dig om noget, men. Begynder man først at trække Armene til sig, naar man har været vant til at omspænde meget, saa taber man Kredit og skubbes tilside. Det er nu saa engang.»

Tidemand grunded.

«Ja,» sagde han, «min Kredit er ikke stor for Øjeblikket, det faar saa være; jeg skal kanske arbejde den op igen, aldenstund jeg ikke har snydt nogen. Nej, dette, at jeg vil indskrænke mig, det staar jeg fast ved, jeg vil have lidt mindre mellem Hænderne en Stund, begynde forfra igen paa en Vis, samle mig sammen om færre Ting. Det er en Idé hos mig, at det skal gaa godt. Før var det mere i det store hos mig, Forretningen var for en hel Familje, nu er den bare for Børnene og mig; men jeg haaber, den skal blive lige saa solid for det.»

De talte videre om Forretningen, Tidemand havde ladet et stort Parti Rug male forat lette Afsætningen, nu gik det med dobbelt Fart, han 294solgte og tabte, men han fik Penge ind. Jo, der var ikke tale om at lukke længer, han havde desuden en liden Plan, som var begyndt at gære i ham, men saalænge den ikke var fuldt moden, var den ikke værd at nævne. Man stod jo ikke til midt paa Livet i Forretninger Dag ud og Dag ind, uden at man fik en og anden fattig Tanke i Hovedet. Pludselig sagde han:

«Hvis jeg vidste, at du ikke blev fornærmet paa mig, saa vilde jeg tale med dig om en Ting, det er noget, som angaar dig selv… Ja, du skal undskylde, at jeg siger det, jeg har nu saa mine egne Tanker: Hm. Irgens… du skulde ikke lade Aagot spadsere saa meget, Frøken Aagot spadserer ret meget med ham; det var en anden Sag, om du var med selv. Det er ikke noget galt det at spadsere, men… Ja, det er nu min Mening, vær ikke sint for, at jeg sagde det.»

Ole saa med aaben Mund paa ham, saa brast han i Latter:

«Kære Andreas, kære Andreas, hvor vil du hen nu? Saa du er begyndt at se mistroisk paa Folk?»

Tidemand afbrød ham:

«Jeg vil bare sige dig, at det aldrig har været min Vane at fare med Sladder, Ole,» sagde han alvorligt.

295Pause. Ole saa paa ham fremdeles. Hvad gik der af Tidemand? Hans Øjne var blevne skarpe af Harme, han satte Glasset ned med det samme han sagde det. Sladder? Nejvist, Tidemand fór ikke med Sladder, men nu var han gal, ganske gal.

«Det være langt fra mig at ville kaste nogen Skygge paa nogen,» sagde han; «Frøken Aagot gruer jeg ikke for, hun vil nok vide, hvad hun har at gøre, om fornødent; men alligevel… Naa, tag mig det ikke ilde op, jeg skal aldrig nævne det mer.»

«Nej, du har i Grunden Ret i det, at der kan blive Snak og Sladder, hvis den Spadsering drives for vidt,» sagde Ole ogsaa. «Jeg har virkelig ikke tænkt paa det før, men nu, naar du siger det, saa. Du skal have Tak, Andreas. Jeg vil give Aagot et lidet Vink ved Lejlighed.»

Saa blev der ikke talt mere om det, Passiaren drev igen ind paa Tidemands Forhold. Hvordan indretted han sig nu, spiste han fremdeles i Restaurationerne?

Ja, endnu. Hvad skulde han gøre? Han fik nok spise i Restaurationerne endnu i nogen Tid, ellers gjorde vel Sladderen det aldeles af med Hanka. Folk vilde sige, at det var hendes Skyld, at han ikke havde ført Husholdning i de sidste Aar, for det viste sig jo, at ikke saa snart var hun vel borte, før han, Tidemand, igen 296hyred Kokkepige og holdt sig skikkelig hjemme. Ja, ingen vidste, hvad Bagvaskelsen kunde finde paa; Hanka havde vist ikke saa mange Venner. Naa, saalangt det stod til ham, skulde ikke Folk faa Grund til at skumle… Tidemand lo over, at han skulde give Bagvaskelsen en lang Næse. «Hun var inde hos mig for nogle Dage siden, hun kom ind i Kontoret,» fortalte han. «Jeg troed, det var en ny Regning, et nyt ulykkeligt Rykkerbrev, som banked paa min Dør, og saa var det hende. Det er rigtig ikke mer end nogle Dage siden. Ved du, hvad hun Vilde? Hun kom med Hundrede Kroner til mig. Ja. Hun havde vel sparet dem sammen. Naturligvis kan man kanske sige, at det egentlig var mine egne Penge i Grunden, det kan man vel til Nød sige; men alligevel, hun kunde jo ogsaa have beholdt dem selv. Men hun forstod, at det var smaat for mig nu… I de sidste Dage har hun forresten ikke været ude, det forundrer mig, jeg forstaar ikke, hvad hun lever af. Hun holder sig hjemme, jeg ser hende ikke; men Pigen siger, at hun spiser lidt oppe hos sig selv nu og da. Forresten arbejder hun, hun gør noget hele Tiden.»

«Hør, Andreas, det skulde ikke forundre mig, om det blev godt igen mellem Dere snart. Det kan hænde, at hun slet ikke flytter?»

Tidemand maalte sin Ven med Øjnene:

297«Og det tror du? Er det ikke du forresten, som engang har sagt, at jeg ikke var nogen Handske, som man kunde kaste ifra sig og tage igen efter Behag? Ser du, jeg mener, som du mente dengang. Ganske vist, Spørgsmaalet foreligger ikke, men selv om det forelaa, saa har jeg jo ikke gennemgaaet en lang Kval bare for Løjer, Ole. Jeg beslutted mig til at give hende Friheden, og hun tog imod den. Aa, ja, da, der var slet ingenting ivejen fra hendes Side, hun tog gladelig imod den. Da jeg blev fattig og ruineret, løste jeg straks Baandet og sagde: ja, nu kan jeg desværre ikke mere skaffe dig det saa godt, som jeg gærne vilde, Hanka, det er ikke længer forsvarligt af mig at holde dig bunden, du er fri. Og det svared hun Ja til og gik. Men det var heller ikke at vente andet, jeg siger det ikke derfor. Det er forbi. Hun har vist ikke mere Tanke om at komme tilbage, end jeg har Tanke om at modtage hende… Ja, ja, hun skyr mig ikke aldeles, og det er jeg glad for, det var et fint Træk med de Penge jeg skal altid takke hende for det.»

Men nu rejste Tidemand sig hurtigt og tog Afsked, han skulde i Banken og maatte skynde sig.

Ole stod tilbage ved Pulten. Tidemands Skæbne havde gjort ham tankefuld. Og hvor blev Aagot af? Hun havde lovet at være tilbage om en Times Tid, og nu var det meget over to 298Timer, siden hun gik. Nej, ganske vist, der var intet galt i at spadsere, men; det havde Tidemand Ret i, men. Tidemand havde sine egne Tanker, havde han sagt, hvad mente han med det?… Der gaar pludselig et Lys op for Ole: kanske var det Irgens, som havde lagt Tidemands Lykke saa Øde? Man skulde ikke forsværge det. Byen talte ikke om det, men; nej, Ole havde absolut intet hørt; man var saa vant til at se Fru Hanka saa med den ene og saa med den anden af Kliken, og hun hæved sig over alt Snak. Men nu kunde det godt være Irgens. Et rødt Slips? Jo, brugte han ikke rødt Slips engang?

Ole forstod nu ogsaa, hvad Tidemand havde ment, da han med en vis Betoning havde talt om de farlige Øture i Juni. Ser man det! Aagot havde saa aldeles tabt Lysten til at følge ham paa Kontorerne mer, hun havde virkelig begyndt at ville være ude, at gaa omkring i godt Følge og bese Steder og Ting i dette gode Følge. Nej, Herregud, der var nu vel ikke den bitterste Grund til Mistanke? Tidemand sagde jo ogsaa, at Aagot vilde vide, hvad hun havde at gøre, hvis det fornødigedes. Ja, Aagot var ikke Ole bange for, det vilde være sort Synd at lade nogen Skygge falde paa hende; men alligevel, disse Spadserture gav Anledning til Snak… Havde hun ikke beklaget, at ikke ogsaa han var Digter? 299Det er Synd, at du ikke er Digter du ogsaa, Ole, havde hun sagt. Ja, men det havde hun forklaret saa ømt og nydeligt bagefter, det var bare en Spøg; nej, hun var saa uskyldig, som det Barn hun var. Men disse idelige Ture med Irgens de kunde hun gærne aflyse nu og da, for hans Skyld…

Først om en stiv Time endnu kom Aagot. Hendes Ansigt var friskt og varmt, hendes Øjne skinned. Hun hængte sig Øjeblikkelig om Oles Hals, det gjorde hun altid, naar hun havde været ude med Irgens. Ole straaled atter op; kunde han nu bære over sit Hjærte at bedrøve hende? Han vilde bare spørge hende, om hun ikke for hans Skyld vilde holde sig lidt mere hjemme, det var ikke til at holde ud, naar hun var borte saa længe, det gik næsten over hans Forstand; her gik han og tænkte ikke paa andet end hende.

Aagot hørte stille efter og loved at huske paa det. Ja, da, han havde Ret.

«Og kanske, hvis jeg maa bede dig om en Ting til, saa er det den: om du vilde være lidt mindre sammen med Irgens, bitte lidt mindre. Jeg mener ikke noget galt med det, Aagot; men bare lidt mindre altsaa, saa faar ikke Folk noget at sige. Irgens er min gode Ven, og jeg er hans; men… Ja, ja, tag dig bare ikke nær af, hvad jeg har sagt.»

300Saa vendte hun hans Ansigt imod sig, tog ham med begge Hænder om Hovedet og vendte hans Ansigt imod sig, hun saa ham ind i Øjnene og sagde:

«Du tror kanske ikke, at jeg elsker dig du, Ole?»

Men nu blev han forvirret, han stod hende altfor nær, han stammed og traadte et Skridt tilbage:

«Jo, elsker? Ha-ha, nej, du Aagot! Tror du, jeg vilde bebrejde dig noget? Du forstod ikke det, jeg sagde, det var for Folks Skyld, for Folks Skyld. Men det var rasende dumt, jeg skulde ikke have nævnt det, du giver dig til at tænke over det, reflektere over det, du vil kanske ikke træffe Irgens mer. Jeg beder dig, lad det blive ved det gamle, du skal ikke bryde med ham, det vil vække end større Opmærksomhed. Nej, han er en fin og betydelig Mand, du skal rigtig paaskønne ham du ogsaa. Og hvad jeg har sagt… jeg har ingenting sagt, ingenting. Er det et Ord?»

Men hun havde Trang til at forklare sig: hun gik lige saa gærne med hvemsomhelst anden, som med Irgens, det havde blot truffet sig saa idag. Hun beundred ham, det vilde hun ikke nægte for, og det var hun ikke alene om; dertil kom nu, at hun ogsaa havde faaet Medfølelse for ham, tænk, han havde søgt et Stipendium 301og ikke faaet det. Hun havde ondt af ham, der var ikke noget andet, slet ikke…

Nok! raabte Ole. Var hun da aldeles paa Styr? Havde han ment nogetsomhelst? Kortsagt, alt skulde være ved det gamle, de skulde ikke snakke mere om det… Ja, saa var det da Bryllupet igen, man fik snart komme overens om Tiden; han havde bare at gøre sin Tur til England, saa var han for sin Del færdig. Og saa var det jo bedst, at hun rejste hjem igen til Thorahus, mens han var borte, og naar saa alt var rede, kom han op til hende. Jo, det skulde ikke mangle paa, at alt kom i Orden, naar de begge to lagde deres Hoveder i Blød; hvad? Og naar Bryllupet var over, rejste de ind til Byen igen; nogen Bryllupsrejse havde han ikke Tid til før kanske engang til Vaaren.

Aagot smilte fornøjet og gik ind paa alt. Et underligt, vagt Ønske havde dukket op i hende: hun vilde helst have forblevet, hvor hun var, til han kom tilbage fra England, saa kunde de have rejst sammen til Thorahus. Hun vidste ikke selv, hvordan denne skjulte Tanke havde opstaaet hos hende, og den var da for den Skyld heller ikke saa stærk, at hun gad omtale den, det skulde blive som Ole vilde. Hun gjorde de allernødvendigste Bemærkninger om, at han endelig maatte skynde sig i England; hendes Øjne var aabne og troskyldige, hun havde den 302ene Arm paa hans Skulder og den anden hvilende paa Pulten, mens hun talte med ham.

Og hende havde han villet give et Vink! Tidemand havde Ret, hun skulde nok vide, hvad hun havde at gøre, om fornødent.

Der gik over en Uge, inden Irgens atter viste sig. Havde han anet Uraad? Eller var han bleven træt af Spadserturene? Saa kom han en Eftermiddag ned til Oles Kontor, det var klart Vejr med Sol, men det blæste dygtigt og føg med Støv i alle Gader. Han havde sine Tvivl om, at Frøken Aagot vilde gaa ud i denne Vind, og netop derfor sagde han:

«Det blæser herligt idag, jeg kunde ville tage Dem med op paa Haugene, til de høje Steder, Frøken Lynum. De har kanske aldrig set et saadant Syn, det ryger over Byen af Støv.»

Ole sagde hurtigt det samme, det var virkelig noksaa interessant at iagttage, hun skulde se det engang… Ole vilde under andre omstændigheder have sagt Nej, det var baade usundt og trist med alt det Støv; men Irgens vilde endog tilvejrs, op i Højden, det 304var, som om Vinden var hans egentlige Element; kunde man saa tale om de fattige Pust af Storm, som hylte op fra Havet og Bryggerne og fik Marquiserne foran Vinduerne til at dirre? Han vilde desuden ogsaa vise Aagot, at der ikke var noget ivejen fra hans Side… Godt! Hun skulde virkelig gøre denne Tur.

Og Aagot gik med.

«Jeg har ikke set Dem i en Evighed,» sagde Irgens.

«Nej,» svared hun, «jeg er i Hus nu, jeg er flittig. Jeg rejser hjem om kort Tid.»

«Nej?» spurgte han brat og standsed.

«Joho… Ja, jeg kommer jo snart tilbage, men.»

De gik igen. Irgens var bleven tankefuld.

«Hør,» sagde han, «der er alligevel formegen Vind idag, vi kan jo ikke engang høre, hvad vi siger til hinanden; lad os heller gaa op i Slotsparken. Jeg ved et Sted…»

«Ja, som De vil,» svared hun.

De fandt et Sted, det var lunt, og der var ingen Mennesker. Irgens sagde:

«Oprigtigt talt, jeg mente heller ikke at ville trække Dem tilfjælds idag. Jeg var blot bange for ikke at faa Dem med ud, og derfor sagde jeg, hvad jeg sagde dernede. Jeg maatte se Dem igen.»

Pause.

305«Jasaa… Aa, ja, jeg har ophørt at forundre mig over Dem,» svared hun.

«Godt, Frøken Aagot. Og Herregud, det er ogsaa ti Dage, siden jeg sidst talte med Dem, saa længe er det.»

«Ja, det er nu ikke bare min Skyld… Naa, ja, lad os ikke tale mere om det,» lagde hun hurtigt til. «Sig mig forresten, hvorfor optræder De endnu overfor mig som De gør? Det er sandelig ikke ret af Dem. For jeg har jo sagt Dem før ogsaa, at det er galt. Jeg holder saa af, at vi er gode Venner, men…»

«Men ikke mer, nej. Forstaar. Men se, det er jo ikke nok for en, som lider, ved De. Nej, det ved De forresten ikke, De har aldrig vidst det. Man drives idelig og idelig at kredse om det forbudne, det er éns Trang at kige sin Skæbne op i Næsen. Om jeg skulde sætte alt til for dette Øjeblik nu, for Eksempel, saa satte jeg det jo til. Jeg vil heller være her en stakket Stund sammen med Dem, Frøken Aagot, end have nogle flere Aar at leve i.»

«Ja, ja, ja, Herregud, det er forsent, ved De; hvad nytter det da, at vi taler om det? De gør det saa meget værre for os begge.»

Saa sagde han fast og langsomt:

«Nej, forsent er det ikke.»

Nu saa hun paa ham og rejste sig, han rejste sig ogsaa, de begyndte at gaa. Ganske i 306deres egne Tanker, uden at vide, hvad de gjorde, drev de om i Parken, uden at se de Mennesker, de mødte, uden at hilse. De gik rundt, de kom atter tilbage til deres lune Sted, og begge satte sig igen.

«Vi kredser,» sagde han. «Saaledes kredser jeg om Dem.»

«Hør,» sagde hun med ganske vaade Øjne, «det er vel sidste Gang, jeg gaar sammen med Dem, Irgens, vær nu hyggelig, vil De det? For nu rejser jeg snart, saa.»

Men netop nu, da han vilde give hende et overvældende Svar af al sin Kærlighed, skulde der komme et Menneske forbi deres Bænk. Det var en enslig Dame, hun bar intet andet end en Kvist i den ene Haand, og med denne Kvist slog hun sig paa Kjolen for hvert Skridt, hun tog. Meget langsomt nærmed hun sig, hun var ung, Irgens kendte hende, han hilste, rejste sig op fra Bænken og tog Hatten dybt af.

Og Damen gik rødmende forbi.

Aagot spurgte:

«Hvem var det?»

«Blot en Datter af min Værtinde,» svared han… «De sagde, at jeg skulde være hyggelig. Ja, kære…»

Men Aagot vilde have nøjere Rede paa Damen: hun boed altsaa i Huset? Hvad gjorde 307hun? Hans Værtinde, hvad var det for Slags Menneske?

Og Irgens besvared alt. Ganske som et Barn, hvis Nysgærrighed var bleven vakt ved et Tilfælde, lod Aagot sig fortælle om disse vild fremmede Mennesker i Thranes Vej Numer 5. Hun forundred sig over, at Damen havde rødmet; at Irgens havde hilst saa udsøgt høfligt paa hende; hun vidste ikke, at Irgens altid betalte sin Husleje paa denne stille Maade ved at hilse paa sine Værtsfolk paa Gaden.

«Den unge Dame saa godt ud, men hun havde Fregner,» sagde hun. «Hun var ligefrem nydelig, da hun rødmed; ikke?»

Og Irgens sagde Jo, hun var nydelig. Men hun havde ikke bare et eneste Smilehul, det var der bare én, som havde…

Aagot kasted et hurtigt Blik paa ham, hans Stemme virked, hans Ord traf hende, hun lukked halvt Øjnene. I næste Øjeblik følte hun, at hun hælded henimod ham og at han kyssed hende; ingen talte, al hendes Uro forlod hende, hun hviled og nød.

Og ingen forstyrred dem; Vinden sused dulmende og døvende over hele Parken. Saa kom der endelig igen et Menneske forbi, de slap hinanden, de saa begge ned mod Gruset, mens Mennesket passered, og Aagot var saa umiddelbar og flink, hun røbed ingen Forvirring. 308Saa rejste hun sig og gav sig til at gaa, og først nu begyndte hun at komme til Eftertanke; der drypped Taarer ned fra hendes Øjenvipper, og hun hvisked omtaaget, dumpt:

«Nej, Gud trøste mig, hvad har jeg gjort!»

Saa gik det, som det havde gaaet før, Irgens vilde sige noget, vilde tale, mildne Stødet: dette var kommet fordi det maatte komme, han havde hende saa voldsomt kær, hun maatte dog forstaa, at dette ikke var bare Løjer af ham… Han saa virkelig heller ikke ud til at spøge nu.

Men Aagot hørte intet, hun gik og gentog og gentog fortvivlede Ord og lagde Vejen instinktsmæssig nedad mod Byen igen. Det var som om hun hasted hjem.

«Kære Aagot, hør mig…»

Hun afbrød ham hæftigt:

«Saa ti dog, ti dog!»

Og han taug.

Ved Udgangen af Parken vrængte Vinden Hatten af hendes Hoved, hun greb efter den, men naaed den ikke, den fløj langs Stakitet ind i Parken igen. Irgens fik endelig fat i den ved et Træ.

Hun stod en Stund uvirksom og saa til, saa lagde ogsaa hun afsted i Løb, og da de begge mødtes nede ved det store Træ, var hendes forrige Fortvivlelse næsten bortdunstet. 309Irgens rakte hende Hatten, og hun sagde Tak. Hun saa lidt undselig ud.

Saa gik de igen.

De var komne et Stykke nedad den grusede Plads, Aagot vendte sig et Øjeblik om og gik baglænds for Vindens Skyld; med ét standsed hun, hun havde opdaget Coldevin. Han krydsed ned langs Parken og gik i Retning af Tivoli, ilsomt, foroverludende, som om han vilde skjule sig. Saa var han altsaa ikke rejst hjem endnu.

Og Aagot tænkte med Gru: hvad om han havde været i Parken og set dem! I et Sekund stod hendes Hjærne oplyst som af et Glimt: han kom maaske fra Parken, han havde villet vente, til de vel var ude af Sigte, saa havde han forregnet sig, Hatten var blæst hende af Hovedet og havde hæftet dem bort i flere Minutter; nu var han kommet fortidlig frem. Hvor han dukked sig! Han kunde ikke stikke sig væk nogen Steder paa den aabne Plads.

Aagot raabte paa ham, men Vinden bar hendes Raab helt bort; hun vinked med Haanden, og han lod, som om han ikke saa det, han hilste heller ikke. Og uden at sige et Ord til Irgens, sprang hun nedad Slotsbakken, holdt paa Hatten og sprang; hun naaed Coldevin nede ved den første Gade. Hvor havde hun ikke maattet løbe! Og Vinden blæste endog hendes Skørter opover Knæerne.

310Han standsed og hilste som han plejed, kejtet, med et Udtryk af sørgmodig Glæde, bevæget fra øverst til nederst. Han var misserabelt klædt.

«De… De skal ikke gaa og spionere efter mig,» sagde hun stakaandet og hæst. Hun stod pustende foran ham, vred, barnagtigt rasende over, at hun havde været nødt til at anstrænge sig saa saare forat faa ham standset.

Han aabned Munden, men fik intet sagt, han kunde slet ikke redde sig.

«Hører De det?»

«Ja… De har kanske været syg igen, De har ikke været ude, i to Uger… Nej, jeg ved jo ikke, men?»

Der stod han. Hans fuldkommen hjælpeløse Ord rørte hende, hun slog om, grædefærdig igen, ydmyget i sit Inderste:

«Kære Coldevin, om Forladelse!»

Hun bad ham om Forladelse. Han vidste intet at sige dertil, saa sagde han ganske hen Vejret:

«Om Forladelse? Ja, det taler vi ikke om… Nej, hvad græder De for? Gid jeg ikke havde truffet Dem, saa…»

«Jo, det var netop godt,» afbrød hun, «jeg vilde træffe Dem. Jeg husker paa Dem altid, men ser Dem aldrig; jeg længes mangen Gang efter Dem.»

311«Ja, det taler vi ikke om, Frøken Aagot; De ved, at vi har gjort op. Jeg ønsker Dem alt vel, alt vel.»

Coldevin var tilsyneladende rolig igen, han begyndte endog at tale om nogle meget ligegyldige Ting: var det dog ikke en voldsom Storm? Gud ved, hvordan det gik Skibene ude i Havet idag…

Hun hørte paa og svared, hans Ro virked ogsaa paa hende, hun sagde stille:

«Saa er De ikke rejst hjem endnu, Coldevin. Jeg beder Dem ikke om at komme til os mer, det nytter ikke. Baade Ole og jeg vilde have havt Dem med paa en Sejltur for en Tid siden, men De var ikke at finde.»

«Nej, jeg har talt med Grossereren siden, jeg har forklaret ham, at den Søndag var jeg optagen paa andre Hold, et lidet Selskab, en Middag… Men det staar altsaa godt til med Dem?»

«Ja, Tak… Og med Dem ogsaa, vel?»

«Jeg synes ikke, jeg har set Dem i lang tid? Ja, jeg mener… De har nok ikke været ude hver Dag i det sidste, mener jeg.»

«Nej, jeg er flittig nu, jeg holder mig i Hus. Jeg rejser forresten snart hjem.» Og atter engang blev hun greben af Uro: hvad om nu denne Mand, som hun stod og talte med, havde været i Parken og set alt! Hun spurgte 312saa ligegyldigt, som hun kunde: «Nej, se hvor Træerne slynger oppe i Parken. Men der er ganske lunt derinde alligevel?»

«Inde i Parken? Saa. Jeg har ikke været der… Nej, jeg ser, at Deres Følge venter paa Dem, De maa vel gaa. Det er Irgens, synes jeg?»

Gudskelov, hun var frelst, han havde ikke været i Parken! Hun hørte intet andet, svared ikke paa noget andet. Og der kom Irgens gaaende, han var bleven træt af at vente; men det brød hun sig ikke om. Hun vendte sig igen til Coldevin.

«De har altsaa talt med Ole siden Sejlturen? Hvorfor har han slet ikke nævnt det?»

«Aa, hvorledes kan han huske alt! Han maa have meget i Hovedet, Frøken Aagot, rigtig meget i Hovedet; Forretningen er vidløftig, jeg fik et lidet Indblik i den engang, jeg var dernede. Storartet! Nej, den Mand er undskyldt, om han glemmer Bagateller af den Sort. Hvis jeg maatte sige Dem ét: han er mere glad i Dem end nogen anden. Han… Ja, husk paa det. Det var det, jeg vilde sige.»

Og disse faa Ord gik hende til Hjærte, i et Øjeblik viste Billedet af hendes Forlovede sig for hende og hun udbrød henreven:

«Ja, ikke sandt? Aa, ja, han er saa forunderlig god mod mig. Nej, naar jeg husker 313paa alt… Ja, nu kommer jeg,» raabte hun til Irgens og slog imod ham med Haanden. «Og hvornaar træffer jeg Dem nu igen, Coldevin? Om ikke længe, vel? Ja, lad mig nu se det.»

Hun gav ham Haanden, sagde Farvel og gik.

Hun havde paa engang faaet det meget travlt, hun bad Irgens undskylde, at han havde maattet vente saalænge paa hende, men gik forøvrigt paa af alle Kræfter.

«Hvor De har faaet Hastværk!» sagde han.

«Ja, jeg maa jo hjem igen. Huf, det blæser!»

«Aagot!»

Hun saa paa ham, hans Stemme havde skælvet, hun følte et hedt Stød gennem sig. Nej, hun kunde ikke længer gøre sig roligere end hun var, hendes Øjne sank igen halvt i, og hun trak sig over mod ham og strøg hans Arm med sin, gik tæt ved hans Side.

Han kaldte hende atter ømt ved Navn, og hun svared opgiven:

«Ja, lad mig faa lidt Tid for mig. Men hvad skal jeg gøre? Jeg vil være saa glad i Dem, hvis De lader mig være nu.»

Han taug.

De kom længer og længer ned i Byen, de saa Henriksens Hus for Enden af Gaden. Hun vaagned ligesom til Besindelse; hvad havde hun 314sagt? havde hun lovet noget? Nej, nej, ingenting! Og hun sagde med bortvendte Øjne:

«Det, som har hændt idag… De har kysset mig. Jeg angrer det, ved Gud! Ja, jeg sørger over det…»

«Behag at bestemme Straffen,» sagde han fyrigt.

«Nej, jeg kan ikke straffe Dem. Men her er min Haand paa, at jeg siger det til Ole, hvis De vover noget sligt engang til.»

Og hun rakte ham Haanden.

Han tog den, trykked den, han bøjed sig i samme Øjeblik ned og kyssed hendes Haand, kyssed den flere Gange lige under hendes egne Vinduer. Og helt fortumlet i Hovedet fik hun endelig Døren op og kom opad Trapperne.

Da modtog Ole Henriksen et Telegram, der paaskynded hans Rejse til London. I et helt Døgn igennem arbejded han som en Træl med at blive færdig, skrev og ordned, var i Bankerne, gav sit Personale Besked, instruered sin Førstemand, som nu skulde forestaa Forretningen. Nu laa Hullbaaden paa Havnen og lasted, om et Par Timer gik den. Ole Henriksen havde ikke megen Tid at spilde.

Aagot fulgte ham fra Kontor til Kontor, trofast og bedrøvet, med undertrykt Bevægelse, hun sagde ikke et Ord for ikke at forstyrre ham, men saa paa ham med duggede Øjne hele Tiden. De var blevne enige om, at hun skulde reise hjem den næste Dag med Formiddagstoget.

Gamle Henriksen gik taus og stille omkring, han mærked, at det galdt for Sønnen at skynde sig, der kom hvert Øjeblik en Mand op fra Bryggen forat give Besked om Hullbaaden; nu havde den 316blot et Parti Tran at tage ind, saa var den færdig. Det vilde tage en tre Kvarter. Og endelig kunde Ole sige Farvel. Aagot havde sit Ydertøj i Beredskab og slængte det paa sig; hun vilde følge ham til Bryggen.

Men just i sidste Øjeblik kom Øjen indad Døren. Han havde lagt sig til en rød Snor i Lorgnetten, og denne røde Snor hang ham nedad Brystet. I det sidste Par Uger havde hans Nervøsitet fundet nye Maader at pine ham paa, han kunde ikke længer tælle uden i Par, to, fire, seks, han havde anskaffet sig mørke Klæder med lyse Knapper, som faldt i Øjnene, og dette bragte ham nogen Lise. Saa var det nu den sorte, usynlige Snor i Lorgnetten, — kunde man i det hele taget være ganske tryg for, at man havde en Snor i den, naar man ikke saa noget til den? Man maatte stadig grue for, at man havde lagt hele Lorgnetten efter sig hjemme. Nu vidste han endelig, hvad han havde, Idéen med den røde Snor havde skaffet ham Hvile…

Den unge Mand kom med Aanden i Halsen. Han bad meget undskylde; forstyrred han?

«Jeg hører, du skal rejse, Ole Henriksen?» sagde han. «Jeg fik høre det netop nu paa Gaden, og der gik mig ligefrem et Sting gennem Hjærtet, ligefrem. Det nytter sandelig ikke mig, hvormeget jeg stræver og lægger mig i Sælen, der blir ikke noget at stikke i Munden for det. 317Rent ud sagt, jeg kan ikke haabe at faa min nye Bog færdig med det første, og her staar jeg. Jeg skulde ikke snakke saa aabent, hvad ogsaa Milde sagde til mig idag: Tal ikke om det, sagde han, det er i Grunden at lægge blot hele Norge og dets Adfærd mod Dem. Men hvad skal jeg gøre? Kan du hjælpe mig ud af denne Knibe, Ole, saa skal du gøre det. Hvis du da kan afse saa meget?»

Ole greb efter Nøglerne i Lommen og gik til Skabet. Men han havde leveret Nøglerne ifra sig, Faderen havde faaet dem. Han blev lidt utaalmodig og ønsked, at Øjen var kommet en Stund før, nu stod han jo paa Farten. Øjen svared ikke et Muk. Hvormeget skulde han have? Godt! Og Ole gav Faderen en kort Besked.

Men gamle Henriksen aabned vistnok Skabet og havde Pengene lige foran sig, men han vilde have bedre Besked, han begyndte at spørge. Og desuden, hvor skulde man føre op denne Post? Ole maatte selv gøre kort Proces og tælle Pengene af.

Øjen sagde hurtigt:

«Jeg vil give dig Kvittering. Hvor har du en Pen? En ny Pen; jeg skriver bare med nye Penne.»

«Ja, det er godt. Lad alt det være til en anden Gang.»

318«Ja, for jeg vil jo give dig Kvittering, kan du forstaa. Du har da med en ærlig Mand at gøre.»

«Naturligvis. Kære Øjen, hvor kan du snakke saa! … Ja, ja, Farvel igen.»

Men da haled Øjen et Papir op af Lommen og sagde:

«Dette er mit sidste Digt, Ole. Det foregaar i Ægypten, det tør kunne læses. Du skal have en Afskrift af det, for du har virkelig staaet mig troligt bi. Værsaagod. Aa, ingen Aarsag; det er mig en Glæde.»

Saa kom da Ole afsted; Aagot fulgte ham.

«Saa du,» sagde han, «hvor det glæded Øjen, at han kunde give mig dette Digt? Det er stor Synd for ham, han er et fint Talent, aa, et ganske storartet Talent. Jeg var lidt utaalmodig mod ham, jeg angrer det. Naa, det var da endda godt, at han traf mig betids… Hvad tænker du paa, Aagot?»

Hun svared stille:

«Nej, paa ingenting. Men gid du vel var tilbage igen, Ole!»

«Kære, snille Aagot, jeg rejser jo bare til London,» sagde han, bevæget han ogsaa. «Vær du rolig, jeg blir ikke længe borte.» Han lagde Armen om hendes Liv og klapped hende, gik og klapped hende opad Gaden og gav hende sine sædvanlige Kælenavne: lille Frue, lille, kære 319Frue. Saa peb et Dampskib, Ole saa paa Klokken, han havde endnu et Kvarter. Han maatte stikke indom Tidemand.

Og ikke saasnart var han kommet ind til Tidemand, før han sagde:

«Jeg rejser til London. Jeg vil bede dig om ét, Andreas: vær saa snil at se over til Gamlingen nu og da. Jeg har givet ham god Hjælp, men.»

«Skal ske,» svared Tidemand. «Vil ikke Frøkenen tage Plads? For De rejser vel ikke?»

«Jo, imorgen,» svared Aagot.

Saa kom Ole til at huske paa de sidste Børsnoteringer, Rug var begyndt at stige igen, han lykønsked sin Ven, trykked hans Haand.

Jo, Rugen steg ubetydeligt, Høsten i Rusland havde alligevel ikke kunnet rette Markedet ganske ivejret; Stigningen var liden, men for Tidemands Masse havde den sin store Betydning.

«Aa, ja, jeg balancerer efter Ævne,» sagde han glad, «og det har jeg for Størstedelen dig at takke for. Jo, jeg har. Men slaar ikke alle Mærker fejl, saa skal du ikke forlise paa det.» Og han fortalte, at han netop stod midt oppe i en liden Affære i Tjære, Tjære til Eksport, til Skibsbrug, han skulde forsyne et Bilbaoværft. Det var ham en stor og kær Fornøjelse at begynde at røre Armene lidt igen…» Men 320dette skal vi tale nærmere om, naar du kommer tilbage. Lykkelig Rejse, Ole.»

«Og er der noget,» sagde denne, «saa telegrafer.»

Tidemand fulgte Parret til Døren, baade Ole og Aagot var rørte. Saa stilled han sig ved Vinduet og vinked ad dem, idet de passered; lidt efter stod han igen ved Pulten med sine Bøger og Papirer, arbejdende som før. Der gik et Kvarter, han saa Aagot komme tilbage fra Bryggen alene; Ole var rejst.

Tidemand tog et Slag henover Gulvet, mumlende, tællende i Hovedet, beregnende alle Muligheder for sin Tjære. Han fik Øje paa en lang Konto i den opslagne Hovedbog paa Pulten, det var Irgens’ Konto. Tidemand kasted et ligegyldigt Blik paa den, det var gammel Gæld, Vin og kontant Laan, atter Vin og kontant Laan; det skrev sig fra Aar tilbage, i det sidste Aar havde han været helt borte. Han havde aldrig betalt noget, Kreditrubriken stod blank. Død Gæld, død Gæld! Tidemand husked endnu, hvorledes Irgens plejed at omtale sin Gæld, han lagde ikke Skjul paa, at han skyldte sine tyve Tusind, han tilstod det med ærligt og smilende Ansigt. Hvad skulde han gøre? Han maatte jo leve. Det var at beklage, at Forholdene tvang ham ind i slige Tilstande, Landet var lidet og Folket fattigt; han kunde selv have ønsket det anderledes, 321og han vilde have takket inderlig den Mand, som kom og betalte hans Gæld. Men Manden kom ikke. Der var intet at gøre ved det, plejed han at sige, han fik nok trækkes med sit Aag. Nu havde heldigvis de fleste Kreditorer saa megen Læsning og Finfølelse, at de vidste, hvad Mand de havde for sig, de kræved ham ikke gærne efter Penge, de havde Agtelse for Talentet; men nu og da hændte det, at en Skrædder, en Vinhandler virkelig lod ham sende en Regning og kanske spolered ham den bedste Stemning. Han maatte jo lukke op, selv om han sad midt i det kosteligste Digt, maatte svare, give Besked: Hvad, kom man til ham med Regninger? Ja, læg den der, saa skal jeg se paa den, naar jeg faar Brug for Papir. Naa, saa, den var kvitteret? Ja, da maatte han ganske ærligt afslaa at modtage den, kvitterede Regninger havde han aldrig havt i Huset. Tag den med Dem igen, De; hils og sig Tak…

Tidemand drev igen. Ved en Idéforbindelse begyndte hans Tanker at arbejde med Hanka og Skilsmissen. Gud ved, hvad hun vented efter, hun var endnu ikke flyttet, hun holdt sig saa stille og skjult oppe i anden Etage og var inde os Børnene og syed dem smaa Skjorter hele Dagen. Han havde mødt hende i Trappen engang, hun bar Brød og nogle Smaapakker under Armen, hun havde veget tilside for ham og 322gjort en Undskyldning; men de havde ikke talt sammen.

Ja, hvad tænkte hun egentlig paa? Han vilde ikke drive hende bort, men saaledes kunde jo ikke dette fortsætte i Længden. Det underligste var, at hun spiste hjemme, hun havde ganske ophørt at komme i Restaurationerne. Herregud, hun havde kanske ikke Raad til det engang; han havde sendt hende op et Par Hundrede Kroner med Pigen en Dag, det kunde ikke vare nogen Evighed. Hun gik nu vel ikke der og mangled Penge og ikke vilde sige det? Han slog efter i sin Lommealmanak og saa, at der var gaaet over en Maaned, siden han havde sit Opgør med Hanka, nu maatte jo hendes fattige Kroner være slupne op for længe siden; hun havde vistnok ogsaa købt Tøj og forskellige Ting til Børnene for sine egne Penge.

Tidemand blev med engang hed af Bevægelse. Nej, mangle noget skulde hun ikke, Gudskelov, man var ikke helt udarmet! Han skrabed med sig alle de Penge, han kunde afse, forlod Kontoret og gik op i anden Etage. Af Pigen hørte han, at Hanka var i sit eget lille Værelse til Gaden, Midterværelset. Klokken var fire.

Han banked paa og hørte, at der blev raabt Kom. Han traadte ind.

Hanka sad ved Bordet, hun var i Færd med at spise. Hun sprang op.

323«Nej… jeg troed, det var Pigen,» stammed hun. En Rødme fløj over hendes Ansigt, og hun saa forknyt hen til Bordet. Saa begyndte hun at rydde, at lægge Papir over Maden, flytte Stolene, og hun sagde atter og atter: «Her er saa uordentligt, jeg vented ikke… jeg vidste ikke…»

Men han bad hende undskylde, at han var kommet saa uforvarende, han havde blot et lidet Ærinde, hun maatte jo for lang Tid siden være pengelæns, jo, naturligvis var hun saa, det var en Selvfølge, han vilde ikke høre mere om det. Her havde hun nu lidt, en Bagatel… Og han lagde Konvolutten paa Bordet.

Hun vægred sig for at modtage disse Penge, hun havde fuldt op endnu, hun viste ham, at hun havde Penge, mange Penge, de sidste to Hundrede Kroner urørte. Hun vilde endog give ham dem tilbage.

Han saa forbauset paa hende. Hun havde vel sine Ringe? Nej, se, paa venstre Haand havde hun ingen Ring mer; hvor havde hun gjort af den? Han fik en Rynke i Panden og spurgte:

«Hvor har du gjort af din Ring, Hanka?»

«Det er ikke den, jeg har faaet af dig,» svared hun hurtigt; «den har jeg; se! Det er den anden, det gør ingenting.»

324Han sagde igen:

«Jeg har ikke vidst, at du har været nødt til sligt noget, ellers skulde jeg for længe siden…»

«Nej, jeg var heller ikke nødt til det, Andreas, jeg vilde det bare af mig selv. Nej, nødt til det? Jeg har jo Penge, mange Penge liggende, jeg kan ikke bruge dem alle… Men dette gør ikke noget, for din Ring har jeg, saa.»

«Ja, enten det nu er den ene eller den anden Ring… Nej, mig har du ikke gjort nogen Tjeneste med dette, jeg vilde gærne, at du skulde have dine Ting urørte. Jeg er heller ikke saa paa Knæerne, om jeg ogsaa har skilt mig af med endel af mine Folk.»

Hun lod Hovedet synke. Han saa ud af Vinduet, da han igen vendte sig om, mærked han, at hun sad og iagttog ham fra Siden, et fuldt, aabent Blik hviled paa ham, han forvirredes, hosted og vendte sig paany til Vinduet. Nej, nu kunde han ikke slaa paa Flytningen, hun fik heller blive hvor hun var endnu en Stund, det blev hendes Sag. Han vilde blot faa hende til at ophøre med sin underlige Husholdning paa egen Haand, den ligned ingenting, hun havde ogsaa tabt sig ganske meget paa kort Tid.

«Tag mig det ikke ilde op, men du bør… ikke for noget andet, men blot for din egen Skyld…»

325«Ja, du har Ret,» afbrød hun, bange for, at han skulde tale ud. «Jeg ved det nok, den ene Dag gaar efter den anden, og jeg flytter ikke. Jeg takker dig sent og tidlig for, at du ikke har været utaalmodig for det, jeg er taknemmelig for hver Dag, jeg kan være her…»

Men da glemte han, hvad han vilde sige om hendes Husholdning, og hæfted sig blot ved hendes sidste Ord:

«Jeg forstaar ikke dette. Nu har du jo faaet det, som du vilde have det, der er ingenting ivejen mer, du kan være Hanka Lange saa meget, du lyster, jeg holder jo ikke paa dig, jo?»

«Nej,» svared hun. Saa rejste hun sig og tog et Skridt henimod ham, hun rakte ganske meningsløst Haanden ud, og da han ikke tog imod den, lod hun den falde, forknyt og rødmende. Hun slængte sig igen ned paa Stolen. «Nej, du holder ikke paa mig… Andreas, jeg tænkte at spørge dig alligevel, om jeg kunde være her… jeg venter det ikke… men altsaa faa være her en Stund, lidt? Jeg skulde være noget anderledes end før, jeg føler, at jeg vilde blive noget anderledes, der er foregaaet en Forandring med mig, og med dig ogsaa. Jeg kan ikke sige det, jeg vilde…»

Hans Øjne blev pludselig uklare. Hvad var nu Meningen med alt dette? Hans Fasthed glipped et Øjeblik, han knapped Frakken, retted 326sig ivejret. Nej, havde han da forgæves gennemgaaet al sin Lidelse i de lange, tunge Dage og Nætter? Næppe. Det fik vise sig nu. Hvad kunde han gøre? Se, nu sad Hanka der, hun var overspændt, han havde sat hende i den højeste Ophidselse ved sit Komme.

«Berolige dig, Hanka. Du taler saa uklart, du ved kanske ikke selv, hvad du siger.»

Hun fatted et lyst, ustyrligt Haab.

«Jo, jo,» udbrød hun, «hvert Ord ved jeg. Ja, hvis du vilde glemme, hvad jeg før var! Andreas, hvis du vilde være naadig denne Gang, aldrig mer! Tag mig til Naade, tag mig til Naade! Jeg har ønsket mig til dig i en hel Maaned, jeg har set efter dig her bag Gardinerne, naar du har gaaet ud. Jeg saa dig for første Gang paa Sejlturen; husker du Sejlturen? da saa jeg dig for første Gang. Jeg havde ikke set dig før. Du stod ved Roret, jeg saa dig mod Himlen, mod Luften, du havde lidt graat Haar hér. Jeg blev med en Gang saa bevæget, da jeg saa dig, og jeg spurgte, om du frøs, bare forat faa dig til at tale til mig. Men saa gik jo Tiden. Men i disse Uger har jeg ikke set andet end dig, aldrig; nej, jeg er fire og tyve Aar og har ikke følt det saaledes før. Alt, hvad du gør, alt, hvad dudu] rettet fra: da (trykkfeil) siger… Og jeg følger dig med Øjnene; her har jeg klippet nogle Masker op i Gardinet forat faa lidt større Hul, jeg kan se dig 327lige op til Enden af Gaden, og naar du gaar i Kontordøren, kan jeg høre, at det er du. Straf mig, straf mig, kast mig bare ikke bort, gør ikke det alligevel, Andreas, men straf mig. Det er Tusind Glæder for mig at være her, jeg skal ogsaa være saa anderledes, aa, ja…»

Hun holdt næsten ikke op, men vedblev at sige de underlige Ord med en Bevægelse, som stundom tog Mælet fra hende. Hun rejste sig, stridgrædende og smilende, hun jubled med svigtende Stemme, der blev undertykte Lyde af det.

«Nej, hør, hold nu op!» sagde han brat, og Taarerne drypped ogsaa fra hans Øjne. Han vred sig, skar Grimaser af Vrede over ikke at kunne beherske sig. Der stod han nu og snapped med sit Svar, det gik daarligt for ham: «Du kan altid tale mig rundt, jeg er ikke meget flink til at svare paa sligt, nej, det er jeg ikke. Man taler godt for sig i Kliken, men jeg har ikke lært Knebet… Nej, tilgiv mig, jeg vilde ikke saare dig heller, men. Hvis du mener, at jeg nu skal overtage en Plads, hvis det er det, du mener… Vil du have mig til at være en Stedfortræder, Hanka? Nej, jeg ved ikke, men. Er det din Mening at komme tilbage nu? Men hvorledes kommer du tilbage? Ja, jeg vil ikke vide det, gaa du i Guds Navn.»

328«Du har bare Ret, jeg føler alt, jeg har ikke sagt andet til mig selv, end at det var umuligt. Jeg vilde bare bede dig alligevel. Og jeg har været baade utro mod dig og alt andet, ja, der er ikke den Ting, som…»

«Ja, jeg haaber, at vi kan slutte denne Scene; du kan trænge Ro du ogsaa.»

Tidemand gik til Døren. Hun fulgte efter ham, og hendes Øjne var vidaabne.

«Straf mig!» raabte hun. «Jeg beder dig om det, vær naadig. Jeg skal takke dig. Gaa ikke endnu, jeg ser ikke noget andet end dig, jeg er glad i dig. Naar jeg ser efter dig her fra Vinduet, staar jeg og venter længe efterat du har svinget om Hjørnet, og efterat jeg har taget mit Sytøj igen, vender jeg om til Vinduet endnu engang og ser, om du er forsvunden. Kast mig ikke bort, Andreas, ikke aldeles! Bliv ikke utaalmodig fordi jeg holder paa dig, jeg har aldrig været saa bange som nu, hør mig et Øjeblik, ja, jeg har været dig utro, jeg ved, at der ikke er noget Haab for mig… Jo, hvis du vilde, bare paa Prøve, paa Prøve, sig det… Nej, nej, nej, nu gaar du…»

«Der var en Tid, da du ikke først og fremst kom til mig, naar du var i Nød…»

«Nej. Aa, men nu, saa. Du har besat mig. Men maa jeg være din, Andreas?»

Pause.

329Han aabned Døren. Hun stod endnu med sit Spørgsmaal i Øjnene.

«Nej, hvorfor ser du saa paa mig? Hvad vil du have mig til?» sagde han lige før han gik. «Kom til dig selv, tænk ikke mere paa dette. Du ved, at i det sidste Aar har du søgt al din Trøst andre Steder, du fandt altid andre at henvende dig til, jeg var ikke rigt nok udrustet. Men jeg er heller ikke fattigt nok udrustet til at være din Vaskefille længer, Hanka. Jeg skal prøve at gøre alt for Børnene, mer forlanger du vel ikke.»

Saa gav hun tabt. Og da han gik, tog hun stumt efter ham med Hænderne og blev staaende. Hun hørte hans Skridt i Entréen, nedad Trapperne; et Øjeblik standsed han nede i Gangen, som om han overvejed, hvor han skulde tage Vejen, Hanka sprang hurtigt til Vinduet, men lidt efter hørte hun, at han gik ind i Kontoret. Saa blev alt stille.

Forbi! Nej, var det ogsaa at vente? Du gode Gud, nej, var det ogsaa det? Hvor kunde hun have gaaet og haabet og glædet sig saa enfoldigt i dette Haab i Dag og Nat i en Maaned! Nej, nej, alt var umuligt. Han gik, han sagde sit Ord og gik; han vilde vel heller ikke have hende gaaende her længer sammen med Børnene…

330Den næste Dag flytted Fru Hanka. Hun tog et Værelse efter Avisen, ganske det første det bedste Værelse nede paa Fæstningskanten. Hun forlod sit Hjem om Formiddagen, og Tidemand var gaaet ud, hun kyssed Børnene og græd meget, saa pakked hun sine Nøgler ind i en Konvolut og skrev et Brev til Manden; da Tidemand kom hjem, fandt han disse Nøgler til Skabe og Skuffer, endog Portnøglen havde hun husket at levere ifra sig. Og ved Siden af Nøglerne laa dette Farvel, som var uden en Klage, uden Bitterhed, men hvoraf hvert Ord var en Tak til ham og en Bøn om Tilgivelse. Farvel derfor, og jeg kommer til at takke dig hver eneste Dag…

Tidemand gik ud igen. Han vandred i Gaderne, kom ned til Havnen og fulgte Bryggerne saa langt, han kunde. Et Par Timer efter var han vendt om og kom den samme Vej tilbage. Han saa paa Klokken, Klokken var et. Han gik langs Havnen ud mod Havet. Saa stødte han tilfældigvis paa Coldevin.

Coldevin stod urørlig ved et Hjørne og stak blot Hovedet frem; da han saa Tidemand komme lige imod sig, traadte han ud i Gaden og hilste.

Tidemand saa op med et fraværende Blik.

Og Coldevin spurgte:

331«Undskyld, er det ikke Hr. Irgens, som spadserer dér nede, den Herre i graat?»

«Hvor? Jo, det synes saa, det er kanske ham,» svared Tidemand. Men han saa atter ned i Gaden

«Og Damen? Han har en Dame med, er det ikke Frøken Lynum?»

«En Dame? Jo, jeg synes ogsaa, at det er Frøken Lynum.»

«Men skulde ikke hun rejse idag? Det forekommer mig, at jeg hørte… Men saa har hun vel ombestemt sig.»

«Nej,» sagde Tidemand. «hun rejser maaske ikke idag.»

Coldevin saa hurtigt paa ham. Han var vistnok kommet til Ulejlighed, Tidemand gik i sine egne Tanker. Saa hilste han høfligt og bad undskylde, han havde maaske forstyrret.

Og Tidemand vandred igen.

Nej, Aagot kom ikke til at rejse efter sin Bestemmelse. Det faldt hende ind, at hun skulde købe nogle Smaating at have med hjem til sine mindre Søskende, hun kunde ikke komme tomhændet, og det tog Tid at finde de rette Ting. Det var desuden ogsaa morsomt at gaa omkring og kige i Butiksvinduer paa egen Haand, hun brugte hele Eftermiddagen til det, og det var først ved Sekstiden om Aftenen, da hun endelig var færdig, at hun traf Irgens paa Gaden. Han skilte hende af med hendes Pakker og slog sig i Følge med hende. De tog tilsidst en Trille og kørte udenfor Byen. Det var lyst og mildt.

Nej, hun maatte ikke rejse den næste Dag. Hvad skulde det være godt for? En Dag mere eller mindre var uden Betydning. Og Irgens sagde hende ærligt op i Øjnene, at det var bedrøveligt med hans Pengemidler for Tiden, 333ellers vilde han have fulgt med hende… nej, nej, om ikke i samme Kupé, saa i samme Tog, forat være i hendes Nærhed til det sidste. Men han var som sagt for fattig til det.

Dette hørte hun paa. Var det dog ikke en Skændsel, at denne Mand skulde have det saa smaat! Ja, hun vilde ikke have havt ham med, det var ikke derfor, men. Hvor det gjorde Indtryk paa hende, at han sagde hende saa aabent, hvordan det var fat med ham! Han smykked sig ikke ud, gjorde sig ikke bedre end han var, ingen falsk Undseelse havde han. Ja, men der var ingen Raad med det.

«Jeg ved forresten ikke, hvorlænge jeg kan være tryg paa Livet herinde heller,» sagde han smilende. «Har De fortalt min Ven Ole, at jeg har været uartig mod Dem?»

«Det er ikke forsent endnu,» svared hun.

Nej, intet havde hun fortalt, hun kunde dog ikke være noget Barn. Og desuden, nu rejste hun hjem, saa var den Historie ude.

De lod Kusken holde og steg ud af Vognen, de gik videre fremover Vejen, talende sammen, leende og spøgende; han bad hende om at tilgive ham hans Ubesindighed sidst, men han vilde ikke derfor sige, at han havde glemt hende eller kunde glemme hende. Han optraadte yderst roligt og ytred ingenting, der kunde opfattes som overilet Tale.

334«Jeg elsker Dem,» tilstod han, «men jeg forstaar, at det er uden Nytte. Saa har jeg ét tilbage at holde mig til gennem Livet, det er min Pen. Jeg kommer nok til at gøre et og andet Vers til Dem, men det maa De ikke tage ilde op. Ja, den Tid, den Sorg, om Hundrede Aar er alting glemt alligevel.»

«Det staar ikke i min Magt at forandre noget,» svared hun.

«Jo, det gør det. Ja, det beror da paa… Der er ialfald ingen anden, som raader for det.» Og han spurgte hende med det samme: «De sagde sidst, at jeg skulde give Dem Tid, De bad om lidt Tid, hvad mente De med det? Var det bare et Ord?»

«Ja,» svared hun.

De gik videre, de kom ind paa en Mark. Og nu talte Irgens med Interesse om den fjærne, blaa Skog, Aaserne, en tjoret Hest, en Arbejder, som luded et Stykke borte og satte Gærde op. Aagot følte sig taknemmelig, hun forstod, at han gjorde sit bedste for at holde sig oppe, han vilde ikke forurolige hende, hun paaskønned det. Han sagde endog med et mat Smil, at var det ikke for Skams Skyld, kunde han næsten ville notere et Par Strofer, som faldt ham ind; hun maatte ikke tro, det var bare Affektation.

Og Irgens notered det Par Strofer.

335Hun kiged frem, hun vilde se, hvad han skrev, hun lagde sig helt henimod ham, leende og nysgærrigt, og bad om at faa se.

Ja, værsaagod! Det var alligevel ingenting, dér saa hun. Det blev ikke til noget, før han kom hjem og sad ved Bordet ialfald, saa kunde det lykkes for ham, hvis alt gik godt. Nej, var han ikke aldeles alene, saa fik han det ikke til.

Men havde han ikke noget andet, noget, som han kunde læse op?

Nej, ingenting. Forresten læste han aldrig noget op, aldrig. Det havde endnu ingen hørt; det bød ham imod; det kunde andre gøre.

Og hun gav ham Ret.

«Ved De forresten,» sagde han, «nu, da De stod mig saa nær, og De lagde Hovedet næsten helt ind til mig, da bad jeg Dem stille i mit Hjærte om at blive staaende saa, det var derfor, jeg vægred mig saa længe for at vise Dem, hvad jeg havde skrevet.»

«Irgens,» sagde hun pludselig med øm Stemme, «hvorledes skulde det gaa, hvis jeg sagde Ja til Dem?»

Pause. De saa begge paa hinanden.

«Det skulde gaa saaledes, at… at De altsaa sagde Nej til ham, til en anden.»

«Ja… Men det er forsent nu, jo, det er forsent nu. Det er ikke at tænke paa… 336Men kan det trøste Dem, saa er De ikke alene om at være bedrøvet… ja, jeg mener, jeg holder ogsaa meget af Dem, men.»

Dette Svar tog han smukt. Han greb hendes Haand og trykked den i Taushed, med et lykkeligt Blik, og han slap hendes Haand igen med det samme.

Saaledes gik de henad Vejen; de havde aldrig været hinanden nærmere. Da de kom saa langt som til det nye Gærde, saa Arbejderen op og tog Huen af. Saa stod de ved en Grind, de saa et Øjeblik paa hinanden, og uden at sige noget, vendte de om. Uden at sige noget.

De steg atter ind i Vognen. Paa Hjemvejen holdt Irgens alle de smaa Pakker i sine Arme, han rørte sig ikke og var ikke paatrængende mer, hun blev mere og mere rørt over denne tvungne Tilbageholdenhed, han havde endog bundet sine Hænder bort, og da han paany bad hende om ikke at rejse den næste Dag, loved hun endelig at blive.

Men da Vognen skulde klareres, roded han forgæves om i alle sine Lommer og fandt ingen Penge, tilsidst maatte han anmode hende om at betale Kusken selv. Og hun gjorde det med ligefrem taknemmeligt Hjærte, hun havde bare ikke tænkt paa det straks, det var meget ærgerligt, han havde set ganske ulykkelig ud. 337Hun glæded sig som et Barn over, at hun kunde gribe i Lommen og betale Vognen selv, istedetfor ham…

Den næste Dag traf de hinanden allerede paa Formiddagen. De spadsered langs Havnen passiared med dæmpede Ord, i begges Bryst arbejded den undertrykte Bevægelse og gjorde deres Øjne ømme, de saa paa hinanden, strøg sig opad hinanden. Og da Irgens tilsidst fik Øje paa Coldevin, der stod og lured ved sit Hjørne, nævnte han ikke sin Opdagelse med et Ord, for ikke at gøre hende urolig. Han sagde blot:

«Det er kedeligt, at ikke De og jeg er ganske almindelige Arbejdsfolk nu, man glor saa stærkt paa os, der er ikke Fred at faa. Det er ikke min Skæbne at føre en aldeles ubemærket Tilværelse, men det har sine Ubehageligheder.»

Og hun gav ham atter Ret. Hun husked at Arbejderen ude paa Landet igaar havde staaet med Huen i Haanden for ham han ogsaa, det var sikkert fordi han kendte Irgens, endog saa langt udenfor Byen vidste man, hvem han var.

De talte om, at de skulde gaa i Grand om Aftenen, nu var det saa længe siden, hun havde virkelig ikke været for ofte ude i det sidste. Pludselig sagde han:

338«Nej, kom og gaa med op til mig. Der kan vi sidde i Ro og Mag og prate.»

«Nej, kan vi det?» spurgte hun.

Jo, de kunde. Hvorfor ikke? Midt paa lyse Dagen. De skulde ikke gøre Omstændigheder med det, bare gaa op. Og saa vilde han altid, altid huske, at hun havde været der, og gæmme dette Minde for bestandig.

Og ganske forknyt af Glæde og Frygt gik hun med.

Om Ny Jord

Romanen Ny Jord kom ut i 1893 og utgjør sammen med Redaktør Lynge fra året før Hamsuns forsøk på å skrive tendenslitteratur.

Handlingen er lagt til Kristiania rundt 1890, og det er det unge og dekadente forfatter- og kunstnermiljøet som får gjennomgå. Dikteren Irgens befinner seg i sentrum av kretsen, hvor alle kniver om heder, stipender og de rikes gunst. Romanen inneholder også kjærlighetsdramaer.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1893 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook