[I]

Fru Stina Stampe stod urørlig og støttet sig med begge hænderne til karmen i et av stuevinduene. Solen var for længe siden nede. Stormen holdt ved. Nu bunket det sig til vest i fjordgapet, saa kom vel regnet omsider, saa blev det slut med denne klare himlen, som har hvælvet sig saa unaturlig skyfri hele dagen mens veiret har rast. Men foran nedbøren vil vinden øke …

Tænderne støtte med ett sammen i munden med en hard smeld – hun rettet sig og strøk sig over kjaken. Det er blit koldt, det er snart sent … Et sekund lukket hun øinene; under lokkene svidde det til; men synet av fjordgapet og fjeldene og sjøen blev hun ikke kvit. Slik har det blaast denne siste timen at fraaden fra baarekammen har staat i ett rok hele fjorden over. Slik har det blaast her inde. End der ute da – end der ute paa selve storsjøen da …

Med haanden paa kikkerten, hun hadde i vinduskarmen, lot hun blikket gaa over den vesle haven paa andre siden gaten.

Nu hadde de vel snart vandet ind over volden 2… saa blev gruset vasket væk fra gangene og op i bedene, som i høst … En svak rødme drog sig over det brede ansiktet – den siste føringen med skjælsand fra holmene hadde kostet mer end hun hadde regnet med –. Hun satte kikkerten for øinene, men snudde den ikke mot indseilingen – hun saa paa sin egen have. De unge bjerkene blev pisket hit og dit … de hadde ikke tat paa at spire, og de myke grenene greide sig vel. Stikkelsbærbuskene bar et lite grønskjær; men det var haardbart løv, det … Og nu førte hun kikkerten langs den lave huslængen, som grænste av nedrehaven imot øst: dørene til dukkestuen, rulleboden og vedskjulet var forsvarlig stængt og nøklene uttat. Men ute paa bryggen …

Noget stort fillete hang og dasket i vinden ytterst paa bryggerækværket. Hun fik en støk saa kikkerten dunket mot næseroten: det var barnet, som stod dernede! Det var Marthine i det gamle graa sjalet, med bare ben i skoene! Forfjamset grep moren efter vindushaspen – husket at veiret stod bent paa huset … og uten at gi sig tid til at kaste paa sig et plag sprang hun ned gangtrappen og kjøkkenveien ut i den overhændige storm. –

Hun hadde tat barnet om skuldrene og snud hende. Haand i haand mer dreves end gik de opover langs uthusvæggen mot gaten – vinden slet i det frynsede sjalet og vrængte det – de lange, tynde smaapikeleggene sprikte nakne til over knæet.

3«Er du i bare serken, dit trol» – Stina Stampe tok bedre tâk om de spæde fingrene og sprang de siste stegene rundt hushjørnet til kjøkkenskottet. Vel i hus løftet barnet ansiktet: «Ikke vær sint paa mig!» «Neinei» – moren strøk de krusede haartustene væk fra panden sin – «Men at du kan finde paa slikt! Se til at komme dig i sengen igjen, hører du!» Og hun gav jentungen en klask paa enden med flat haand da hun skubbet hende foran sig op trappen til anden etage.

Saa blev hun sittende hos hende paa sengkanten. Alt hadde hun byttet paa hende, linnet og uldtrøie – sjøspruten hadde dynket hele ungen, til og med haaret var mørkstrimet av væte.

«Nu skal du lægge dig og sove, Marthine.»

Barnet foldet hænderne om den ene haanden hendes, klemte til med de tynde, kolde fingrene.

«Jeg syntes tydelig han ropte paa mig, mor. Tydelig!»

Stina Stampe saa væk fra ansiktet paa puten.

«Far ligger og sover sin gode søvn ute hos handelsmanden. Det er der de har saa store dyner, slike urimelig store fjærdyner.»

«Tinne, smaapiken min! ropte han.» Det skrudde til om haanden hendes – «Da sprang jeg ned paa bryggen da, mor.»

«Luk øinene dine, Marthine! Lig ikke og stir!»

Litt efter hentet hun sig og sa med rolig røst: «Luk øinene, barn – far og fogden er ikke saa 4dum, at de sætter ut i dette veiret. Ikke skriverfuldmæktigen heller. Imorgen, naar det har git sig, kommer de seilende. De har medbør.»

Med fast lukkede øine spurgte barnet: «Tror du Edvard sover?»

«Ja han er ikke saa tosket som du! Han er lydigere ogsaa. Han har saapas vet at han skjønner en amtmand sætter ikke ut i aapen baat naar det er orkan.» Hun fridde haanden sin, men lot den bli liggende paa datterens arm – «Sov nu. Jeg skal sitte her.»

«Fortæl noget.»

Moren prøvde le. «En skulde ikke tro, du var fyldt tolv aar.» En liten stund saa hun tiende paa det smalle barneansiktet, som alt emnet sig til et vakkert kvindeaasyn. Det rykket litt i mundvikene – akkurat der de sluttet svingte de opover og gav kindet som skjær av smil … De lange øienhaarene sittret. Men angsten i dragene hadde git sig. Saa begyndte hun med lav, entonig røst:

Hvordan skulde det gaa alle kvinder og barn i dette landet, gav de sig over og trodde det værste straks det blaaste op? Da kom det nok til at rende kvindfolk i bare serken paa alle nes og odder i Norge da, aaret rundt! Naar en var kone eller barn til fisker eller embedsmand her vest, saa fik en bruke forstand da. Oldemor ute paa Mære, hun hadde lagt sig hver kveld klokken ni, hun, naar oldefar var paa tingreise. Og enten han kom den natten eller den næste, saa sov hun sin søvn. For 5den som ikke har nattero, den har ikke dagen go’, sa hun bestandig. Fattet og rolig maa menneskene være … Mormor Ernestine hadde ikke graat saa nogen saa det mer en to tre ganger i livet. Hverken hun selv eller tantene hadde set sin egen mor graate mer end de gangene, det var sandt det. Og farmor Marthine hadde ikke været forknyt, hun heller; modig og uforsagt hadde hun været i alle tilskikkelser, enda saa liten og vêk hun var …

*

Stina Stampes uttryk endret sig mens hun snakket for at roe barnet; de graa øinene fik stærkere lød, noget mykt tinte frem i ansiktet under den lave, hvite pande – brynene slettet sig som i lise og hun løftet hodet til den korte, bene næsen fik streif av lys fra vaarnatten utenfor vinduet. –

Marthine pustet jevnt og dypt. Smaat og lydløst reiste moren sig og gled ut av kammerset. Midtveis mellem begge dørene i næste rum stanset hun saavidt. Sengene stod der, opred til natten. Selv hadde hun lagt nogen pinder i ovnen, det gav en liten lunk i det store værelset. Og skjorten hans hadde hun hængt bort til, over en stolryg …

*

Saa gik hun raskt ut i gangen og op trappen til loftet. Det lyste av nøkkelhullet fra kvisten. Harm i røsten ropte hun fra øverste trin:

«Edvard!»

*

Gutten kom ut i døraapningen – han var saa lang blit nu, at han maatte bøie hodet under karmen, saa hun –

6«Sitter du oppe endda? Klokken gaar til tolv! Nu lægger du dig paa øieblikket – du trænger søvn. Hvad er det, du driver med?»

«Jeg har skrevet ind den norske stilen» – han var enda i maalskiftet og kremtet for at faa skik paa røsten.

Ja hun saa det – han var blækket paa fingrene. Hvorfor hadde han ikke gjort det unda før? Hvor hadde han været i eftermiddag?

«Da han ikke kom med dampen, gik vi utover og saa paa sjøen. Spruten stod …»

«Hvem vi?»

«Randi og jeg.»

Naturligvis. Hun snudde sig for at gaa ned.

«Hvorfor har ikke du lagt dig mor? Er du ræd?»

Nei. Hun hadde hat en del at styre med –.

De sa godnat, samtidig. Men nede i gangen aapnet hun vægskapet, tok to pepperkaker ut av boksen, gik trappen op igjen og banket paa. «Kom» sa det. Han hadde alt faat av sig rundtrøien. Hun la kakene paa hodeputen i sengen. «Vask halsen og skrub hænderne før du lægger dig», sa hun. Gutten smilte flyktig. Da hun var halvt ute av døren, spurte han:

«Naar far ikke var med storskibet, har de vel ikke prøvet række det heller da?»

Nei, de hadde vel ikke det.

Enda med fart og mod i sig gjorde hun en runde i huset. Paa kjøkkenet var det ryddig og flid, fliser til at nøre op med laa spikket paa komfyren. Hun hørte Anna snorke inde fra pikekammerset. 7Maten hun selv hadde smurt til morgenmaalet stod færdig under en hvælvet tallerken: fire stykker til vaskekonen og fire til Anna … Hun kjendte sig sulten, fandt frem nøkleknippet, laaste op brødboksen og lette frem en skalk sirupskake … Men da hun fik beten i munden, mærket hun hun hadde vondt for at synke. Langsomt gik hun ovenpaa igjen og ind i stuen.

Utenfor maste veiret; de første regndraapene traf ruten i lange, skraa strimer. Vinden var gaat mer vestlig …

Kikkerten laa i karmen som før. Stoler og bord stod paa plas – billedene hang blanke og pene paa væggen …

Hun la armene i kors under brystet og blev staaende med ryggen til vinduet. Uroen der ute – stilheten indenhus – saa vel kjendte hun det igjen fra kveldstunder under lampen, fra nattetimer i sengen ved siden av Adam. Det er vel jeg har mine i hus, brukte hun tænke. Og en salmestub brukte komme for hende:

Tænk paa dem, som færdes ude

medens Nattens Storme tude,

før dem til sin Bolig tryg…

Høst og vinter. Men ikke kunde hun mindes slikt uveir en lys aprilnat … Det herjet værre end den værste jevndøgnstorm! Luften var blit hvitlig, som melkeblande – hun hadde set det imorges. Men det første vindstøtet hadde kommet saa braat fra blank himmel at hattene hadde trillet av 8folk bortefter gaten. Sjømand eller ikke – det var ikke sagt nogen kunde forutse slikt …

Hun tok paa at drive hit og dit i stuen.

Flere ganger hadde han været i baat disse fire aarene siden de kom hit. Over fjorden og hjem igjen. Men aldrig utensunds, aldrig i aapen færing utensunds før nu. Og saa mange i baaten, hele øvrigheten næsten. I blankt fint veir hadde de lagt ut fra gammelkaien. Hun og barnet hadde viftet til dem fra kvistvinduet –

Hun maatte staa litt. Mindet braatok hende – mindet om den lille bevægelsen med haanden, ut av det aapne vinduet … Saa bet hun ihop tænderne, tok armene fra hverandre, rettet ut de stive fingrene. Bedre gaa ut litt! Nu spaknet han snart, det regnet alt stridt.

I det samme hun vendte sig mot døren saa hun op paa chatollet. Igaar flyttet hun fotografiet av Inga dit op. Nu snudde hun det – la det fort overende, med billedsiden ned.

Hun tok paa sig botforer, sydvest og en gammel oljefrak, den ældste stedsønnen hadde hængt igjen efter sig sist han var hjemme. – Det var ikke et menneske at møte; men der gaten aapnet sig i kraap ned mot sjøen, skimtet hun folk paa brygger og ombord i skutene. Neinei – det var ikke saa gjæv havn her som de indfødte vilde ha det til likevel da … naar det bar til, var Trondhjem kanhænde vel saa god havneby som idyllen her!

Over broen og op den første bakken til veien nord for byen gik hun hurtig, vestover, bent imot 9regnet; ikke før hun naadde den aapne engen foran raadstuen stanset hun. Herfra saa hun hele fjorden. Skyene sopte ind over fjeldrækken nu – det kjendtes som en lette at slippe se de hvite tindene. Ikke baat at øine. Men ikke slikt rok længer heller – tung, graa dønning med digre skumskavler.

Bortenfor raadstuen paa nedsiden av veien laa kirken. Det var ikke saa skumt mer, hun kunde skille bordene i vægklædningen. Aldrig hadde den hat bud til hende; for almuens og amtmandens skyld hadde hun bænket sig mellem de fremmede. Søkte tanken et gudshus, blev det gamle Vor Frue i Trondhjem, der moren og søstrene sat paa sin vante plas hver søndag. Men nu veknet hun med ett. Hadde bygningen med det vesle hvite trætaarnet været aapen inat kunde hun gaat ind … Et lite nu rørte barndommens og ungdommens tanke om Gud sig i hende – den store gode menneskegud, som grep ind i smaat og stort, bare en bad ham længe nok. Han hadde været god at ha – som en arm er god for den som ikke tør gaa alene …

Med haanden strøk Stina Stampe væten av ansikiet. Men netop inde i kirken her – i amtmandsstolen i det umalte skibet var det hun hadde faat tænkt sig igjennem og frem til en bedre tro; det skyldte hun den fremmede kirken og pastor Rødset tak for.

Mens presten præket og Adam sat og halvsov ved siden av hende hadde hun hat ro og stilhet … Hvert menneske raadet sin egen skjæbne, en skulde ikke gjøre sig uslere end en var – en skulde ikke 10trygle om det en ikke kunde vinde. Og – nei ikke engang inat vilde hun falde tilbake til et smaatenkt væsen, som var slik laget, at det maatte ha hendes stakkars bøn for at berge Adam …

Enda en gang saa hun ut over fjorden. Saa snudde hun og gik mot hjemmet med vinden i ryggen. –

Det dagtes. Stormen la sig. Regnet kom ikke længer i harde kast mot ruten.

Fuldt paaklæd laa hun paa sengen og saa skyene supe lys; smaa riks av frost spredde sig nedefter kroppen paa hende og hun tænkte alt i ett: jeg faar klæ av mig og gaa til ro – nu faar jeg klæ av mig. Men hænderne under forklædet rørte sig ikke.

Kanhænde hadde hun dormet et minut … Da stanset et kjøretøi nede paa gaten, en mandsrøst ropte: Farvel amtmand! – og det rullet videre. Fogdens røst …

De var kommet tilbake! Stina satte sig op i sengen, hjertet slog saa vildt, hun maatte bie litt. Da hun kom sig frem til vinduet, stanset et nyt kjøretøi – Adam og kontoristen sat ved siden av hverandre i kjærren. Hun prøvde se, knep sammen øinene og vilde se; men det taaket sig til … Saa fik hun et slags tâk i den høie skikkelsen i sjøhyre. Straks efter gled Adams ansikt frem – ansiktet hans fra ungdommen, slet og lyst … Hun klemte hænderne mot øinene.

Litt efter hadde hun kastet av sig kjolen og faat nattrøien over korsettet – hun vrængte nettet av 11haaret og drog ut naalene av de tre buklene. Han var alt i trappen op til anden etage da hun møtte ham.

«Naa, du hørte os?» sa han – han snakket som en halvfuld.

«Ja jeg hørte fogden rope …» hun stirret paa manden – rynker og furer var som streket op med et lysere strøk av graat – «Hvor kommer dere fra?»

Før han svarte kysset han hende paa kindet – og hun snudde sig fort indtil og kysset, hun ogsaa; huden hans var stiv av salt.

«Vi kommer fra sjøen. Vi kommer nok sent – men vi kommer da, Stina.» Det dirret til i røsten, han gik foran hende ind i soveværelset – «Dampbaaten saa os ikke, vi hadde vel ikke kunnet borde den heller. Siden maatte vi bære av. Vi kom os da ind til slut, vi slap da at ride hvælvet. Sover Tinne?»

«Du kan vite hun sover. Klokken er da snart fire, Adam.»

«Det faar være det samme …» Han gik til den indre døren – hun fulgte og blev staaende paa dørstokken og saa, han kastet sig ned ved sengen til barnet og drog hende ind til sig. Det gav et lite søvnig kvink i hende – «far …» Da han slap hende, randt taarene nedover kindene paa ham.

Hun hjalp ham med at klæ av sig – han var stinn av kulde. Siden fik hun kokt op melk til ham, smurte mat, bar op paa bret. Men han vilde ingenting spise; mens han i smaa mundfuld fik i sig drikken, fortalte han om det som var sked. Da 12han skulde gi igjen rorsmandens ord det øieblikket, det saa værst ut for dem, stoppet han litt og strøk sig over panden og det store haaret –

«… han sa, at nu fik vi lægge av os det tyngste, for nu var han ræd han ikke «berget hende» stort længer … Slette og jeg fik vrængt av os frakkene. Skreppen med dokumentene bandt jeg rundt livet. Saa sat vi da der; mens de proberte at faa seilet op igjen, slog to sjøer helt over os. De unge øste alt de formaaet – det hele stod vel ikke paa mer end nogen minutter. Men det er underlig hvor meget man kan tænke og mindes paa et eneste minut – naar man tror det skal bli det siste.»

Han halvsat i sengen, med hodet støttet mot gavlen; hun saa huden paa de lange kindene nupret sig.

«Hvad du tænkte paa, Adam?»

«Jeg tror jeg tænkte paa det meste, du. Paa alt, jeg har levet.

Jeg synes, jeg fik tid til at se det omigjen, altsammen, fra barndommen av, Stina. Ja jeg fik tid tilovers! Far og mor og de gamle … Stampegaarden og latinskolen og domkirken … Gatene og veitene. Jeg saa dem. Jeg husket immatrikuleringsdagen og de andre drengene –. Jeg saa Nicolay Braach med dusken over skulderen, da han gik ned og hadde talt. Og første gang jeg møtte paa tinget som edsvoren – jeg erindret det saa livaktig! Og …» han glippet med øinene og saa forbi hende – «ja – og alt som hændte 13siden… Den natten Ingar kom til verden og de la ham i armene mine. Men – klarest viste mor sig for mig, like før hun utaandet. Hun sat i sengen mot alle putene … Og de siste ordene hun sa til far: Det er ikke saa farlig, Frederik. De ordene styrket mig saa besynderlig.»

«Det var ikke de siste. Det allersiste hun bad om var vand. Husker du ikke det?»

Han overhørte – de lange fint formede læbene skjalv stærkt.

«Det er ikke saa farlig. Det var døden hun mente. Det at dø mente hun. Men – jeg tænkte ogsaa at nu skal du kanhænde aldrig mer kjende smaapikens armer om halsen din.»

«Ja. En kan tænke meget paa en liten stund.» Stina saa bort paa sengen, der søkket efter hodet enda syntes paa puten; saa tøiet hun sig og satte koppen, han hadde drukket ut bort paa det runde sengbordet. «Tænkte du slet ikke paa mig?»

«Kjære Stina!» Han lo litt – «Tænkte jeg paa alt det andet saa tænkte jeg vel paa dig – du som er med fra begyndelsen av!» Han vilde stryke hende over haanden, men hun hadde alt reist sig. Saa skjøv han puten sammen i en knuv mot hodegjærdet, som han brukte naar han skulde lægge sig til.

Hun gik over til sin egen side av sengstedet, løste skjørt og korset.

«Har du ikke været avklædt?»

«Fru Braach var indom ved syvtiden, Adam.» Hun tok paa at flette haaret til natten – «… langt brev 14fra sorenskriveren idag. Hun vilde komme igjen med det imorgen, til kaffe …»

Adam Stampe lo med ett – og nu hadde latteren faat igjen litt av den vanlige runde klang –

«Igaar vi sat med livet i hænderne ønsket jeg mig for første gang i Nicolay’s bukser. Hadde du været politikus og sittet paa stortinget nu, hadde du sluppet at krepere, tænkte jeg. Det ogsaa hadde jeg tid tilovers til at tænke, du.»

*

Da han vaagnete næste morgen sat konen i sengen og strikket. Den lille singlingen av pindene hadde naad ham i søvnen og blandet sig med noget han drømte. Han blev liggende urørlig og se.

«Men Stina – sitter du og strikker?»

Hun slog sammen pindene som skvat hun – tok efter uret, som hang paa holderen ved sengen.

«Jeg kunde ikke sove længer; men du kunde jo trænge det; saa hadde jeg strømpen i forklælommen paa stolen. Jeg vilde ikke vække dig med at staa op. Klokken er straks ni.»

Han reiste sig paa albuen.

«Ni?» tok han op. Men han saa ikke paa uret, hun holdt op foran ham, han saa paa ansiktet hendes og en undring gled gjennem de blaa øinene.

«Pupillene dine er saa store.»

I samme nu hadde hun føtterne ute av sengen og tok efter strømpene.

«Jeg har sittet og tænkt paa Marthine – barnet 15er nervøst, Adam.» Nu var hun alt bakom skjærmbrettet, som dækket vaskestolen.

«Sier du det?» han kom sig ut av sengen, han ogsaa – de brede lyse brynene drog sig bekymret op i panden – «Nervøs? Nei vel?»

Hun slog i vand og støiet en del med sakene sine der bakom før hun svarte.

«Jo. Jeg synes det. Hun er blit tyndere ogsaa i vinter. En skulde næsten tro hun hadde hat en svak og sykelig mor hun med.»

«Naa …» han tidde litt. «Guttene vore er da ikke saa skrøpelige, Stina.»

«Aa –» det vaate haandklæet dasket til omkring hende – «Jeg vet ikke hvad jeg skal si. Edvard med hodepine stødt. Og Ingars skulder.»

«Den har han jo skadet. Det kan ikke lægges hans mor til last.»

«Det er brev til dig fra Ingar. Det kom igaar.»

«Penge igjen?»

«Jeg aapnet det ikke. Jeg hadde saa meget andet igaar … Jeg lot det ligge sammen med den andre posten nede paa kontoret.»

«Naa. Nei – det er ikke lystelige epistler han skriver, vor studiosus. Man kan undvære at læse dem.»

Stina kom frem – hun hadde toaletkaapen paa sig og løste nu op fletten.

«Det er det med Marthine – hun lægger sig til vel mange nykker nu – nu nøier hun sig ikke med at se alt muligt, nu tar hun paa at høre, ogsaa.»

16«Saa?» Han var borte ved etageovnen, tok koppen med barbervandet ut av hylden – «Det med at se – se omigjen begivenheter som har gjort indtryk, det er der intet unormalt i. Jeg har talt med Weyberg om det; han sier mange følsomme barn har det saa.»

«Ja men naar hun faar det med at høre røster da? Igaar syntes hun du ropte paa hende. Hun sprang ned paa bryggen, halvnaken.»

Han snudde sig mot hende, med haken indsaapet.

«Naar var det? Igaar ettermiddag?»

«Igaaraftes. Ved elvetiden.»

«Da var vi forlængst paa land.»

«Du høres rent snytt! Hadde du likt det kanske om du kunde meddelt dig til barnet, ute fra sjøen?

«Naa, nei. Men …» han bøiet hodet ned mot speilet paa komoden, begyndte at rake sig og sa ikke mer. –

De hadde talt om andre ting og var paaklædt begge to – Stina hadde alt ringt paa piken, da hun sa:

«… Og jeg har bestemt mig til at flytte ind til Marthine, Adam. Jeg tror det vil gjøre hende godt.godt.] rettet fra: godt (trykkfeil) Jeg kan snakke med hende mens hun klær paa sig om morgenen, ogsaa. Det at ha mor, som er rolig, nær sig hele døgnet …» hun vætet læbene litt – «ja det ene med det andre …»

«Det der bør du vel overveie en smule, min kjære …»

17Hun hørte piken i trappen – med haanden paa dørlaasen sa hun:

«Jeg er jo ikke længer unna end du kan rope paa mig, vil du mig noget –» og hun lukket op døren: «Skynd dig og sæt ind kaffen, Anna. Kok to egg til amtmanden.»

*

Stampe var kommet ind paa kontoret som vanlig, en time senere riktignok; men med samme venlige smil som ellers og det litt formelle buk hadde han hilst fuldmæktig og kontorist. Ikke med et ord hadde han nævnt gaarsdagens hændelse. – Formiddagen igjennem hadde han staat ved sin pult paa det indre kontor, arbeidet og hat en lang samtale med to fjordinger, som vilde lægge frem sine tvilsmaal for amtmanden selv. Men alt ved ettiden hørte de i forreste værelse, at han laaste pulten og hang langpipen paa væggen.

Kontorene i gaardens første etage laa saa lavt, at alle fire vinduer hadde halmjalusier mot gaten. Naar «meridianen» passerte ved to-tiden, brukte sakfører Valentinus slaa paa ruten i det indre kontor med kjeppen for at varsle amtmanden. Og herrerne tok gjeme et skjøn over amtmandindens have og fjordens aspekter mens de ventet paa spaserturens fjerdemand.

Da Adam Stampe nu gik forbi den brede dobbeltpult, hvor hans to kontorfolk arbeidet ansikt til ansikt, løftet fuldmæktigen skaldepanden og saa spørgende paa sin chef. «Kan jeg utrette noget for amtmanden?»

18Stampe glippet med øinene.

«Nei tak. Men si til Valentinus og de andre at idag er jeg forhindret …» I det samme la han haanden let paa kontoristens ryg. «Det var saavidt, min gode Kaarbø!» sa han. Og snar i vendingen som han var hadde han lukket døren efter sig før Kaarbø fik summet sig til at fatte det var baatturen igaar amtrnanden slog paa. –

Ute i gangen fandt han hat og frak; paraplyen lot han staa hjemme. Det var selve veiret han vilde i kast med. Med lange skridt og hatten godt frem i panden tok han op Fløtmandsbakken langs øvre-haven; her var plankegjærdet godt og høit. Og i Krohgshagen nord for huset risikerte han ikke møte brysomme borgere, her bodde sjøfolk og smaafolk, de antastet ikke en øvrighetsperson med snak.

Han fik friste gaa sig karsk igjen – dennegang som før.

Hvad var der hændt? Hvad var det han hadde været ute for? Nogen timers spænding i aapen baat tilhavs … et par minutters angst … et stakket øiebliks gjenoplevelse av fortiden. Nei det var ikke det – det var ikke dette som hadde rystet ham saa han i formiddag hadde staat derinde foran pulten med et bjerg av vé i brystet. Den gamle længsel var brutt op igjen – længslen fra ungdommen, fra forrige tider … Aar og aar var det siden han hadde været hjemsøkt av den. Men igaar i baaten … ikke mens faren var overhængende, men da den var forbi hadde det med ett tat ham dette … dette uforklarlige! Inat mens han laa og 19fortalte konen om det som var sked, om det, han hadde følt – da hadde det hele tiden kvælt ham dypt inde, som fortidde han det egentlige.

For et stormkast, for et tilfældig brot skulde det været forbi for altid. Saa nær hadde han været ved at miste livet uten at ha levd det.

Ordene krænget sig frem i ham – gjennem heten gangen i bakkene hadde sat i kroppen skjøt de som frost. Og paanyt tok fortiden paa at minde sig. Forstanden repeterte den – tilbake gjennem de siste aarene som amtmand her vest lette tanken ut alt, som hadde været noget for ham: nederlag og seier i arbeidet – forfremmelse og forflyttelse … Det første ekteskaps bleke lykke – det sistes trygge ro. Det hadde gaat med og frem for ham – med og frem, stort set. Ingen bitter sorg; savn, men ikke sorg. Til moren og Inga, til begge han hadde elsket, var døden kommet som utløser av lidelse. Og han hadde sønnene, han hadde Stina og smaapiken. Forstanden arbeidet –.

Han saa ikke op og stanset ikke en eneste gang før han naadde furuen halvveis oppe i aasen bak byen.

Det var et nakent træ, en gammel steindød malmfuru – stamme og grener skurt og slipt som lyst sølv. Og tæt omkring læggen et teppe av tyttebærlyng og kraakeklo, mykt og tykt. Foten bar ham hit av sig selv, naar han trængte ensomhet. Og her stod han.

Han haandskygget øinene. Tæt og fint laa regnet som et levende slør mellem ham og hustakene 20langs fjordbukten. Det duftet stærkt av skogen. Han hadde hørt pip av vaarfugl nede i lien …

Legemligt, dunkelt og navnløst drog det sig sammen omkring hjertet – han knyttet haanden og stemte den mot brystet.

*

Halvanden times tid drev han omkring oppe i den glesne furuskogen, tok mer og mer østover til han møtte veien som bar til utbygden paa andre siden aasen, – fulgte den ned alle bakkene og tok saa landeveien hjem til byen.

Den hvitmalte amtmandsgaard laa i husklyngen, som sluttet den ordnede bebyggelse mot øst. Lunet og bakket bar det siste stykke av alfarveien ind mellem smaahus til det sletnet av foran fogdens have og i en braa sving aapnet sig som byens hovedgate. Saavidt rundt dette kvasse hjørne kom Stampe midt op i «meridianen».

Herrene stod foran doktor Weybergs gatedør i høimælt samtale – alle tre snudde sig mot ham og sakføreren akslet paraplyen til hilsen. Men rødmen, som flømmet ut over amtmandens lyse ansikt, var saa synbar, at selv Valentinus tygget i sig et utrop. Foged Slette rakte frem haanden –

«Det staar vel til amtmand – efter gaarsdagens strabadser?»

«Haandslag mellem helte! Det stemmer!» Med næven klasket sakføreren sin husfelle og ven paa ryggen – «Vor gode foged her maatte ha sig en opstiver til frokost, Stampe – nekt ikke Slette, vidnerne gaar dig 21imot! Og han er fremdeles noget blek om nebbet – i motsætning til Dem, amtmand!» Høit oppe over den side mave laa sakførerens hode halvt bakover – mellem lave utringede snipper disset halsen, rumskindet og smaarynket lik en halvfyldt kraas; skraat og blankt fôr blikket fra de smaa øine over Adam Stampes gjennembløtte skikkelse.

«Skade De selv ikke var med igaar, sakfører. Saa hadde fogden og jeg faat konstatert Deres stoicisme.»

Det var vel kjendt at gamle Valentinus hadde baat- og vandskræk – doktor Weyberg knegget i og lo; men foged Slette saa alvorlig fra den ene til den andre:

«Vor amtmand var den modigste av os, den mest fattede. Han samlet alle papirene i sin egen skreppe og bandt den paa sig.»

Sakføreren nikket: «Fortrinlig! Embedsmanden dør – dokumentene lever!»

«I er sent ute idag –» Adam saa paa klokken – «straks tre.»

«En del sent ja – mot beregning, hn?» Valentinus rensket halsen og spyttet i nærmeste husvæg «Men vi har ferske nyheter fra hovedstaden, har De ikke selv hørt fra Braach, amtmand? Hans kone saa mig ut til at ha brevskaper i baklommen idag. Tommelskruen gaar, Stampe far!» han flyttet litt paa sig og grep Adam i frakkeslaget – «Bevilgningsnektelse følger bevilgningsnektelse …»

«Ja fy fanden til stramt og harskt storting iaar! 22God middag mine herrer!» doktoren hilste og aapnet sin gatedør.

«Middag, middag Weyberg! Nu kan de herrer ikke længer fornedre sig til at bruke ordet naadigst længer, Stampe, naar det gjælder vor herre og konge!»

«Er det mulig?» Adams øine mørknet til.

«Sort paa hvitt!» sakføreren slog sig paa brystlommen – «Brev med postbaaten igaar – og min hjemmelsmand er solid nok som De vet.»

Adam nikket – Valentinus hadde forbindelse med en av høires ældste tingmænd – næst fru Braach var han den politisk best underrettede i staden.

«Det er under norske bønders værdighet nu, far, at titulere hans majestæt sømmelig!»

«Kom nu, Valentinus!» fogden nappet ham i ærmet – «Hun har torskenakker til os idag.»

Sakføreren tok bedre tâk i Adam –

«Men straffe hans majestæt paa pungen, knappe av paa appanagen, det er de karle ikke for fine til. Thi det er kongen, landets monark de vil tillivs, mærk mine ord! Det er konstitutionen det gjælder, amtmand – Norges konstitution! Man begynder med at indskrænke høfligheten, man ender med at insultere! Stortinget fandt ikke at kunne hilse hans majestæt in corpore iaar – en skarve deputation var alt man saa sig raad til at spandere paa landets herre! Og nu, far –» den skarpe røst gjorde sig liten, «nu ventileres der i partiet om at sløife adressen til det kongelige sølvbryllup! Hva?»

23Adam Stampe stod og saa ned – det drog i muskelknuten ved mundviken.

«Skjændig» mumlet han.

«Fine kanutter, ja! Fornem fant den Svarten! Og det paastaaes at der er dem blandt lederne – tvi til satan – som formener, at niende junimænd nolens volens bør sættes i kongens raad. Forfatningsstormere i fædrelandets styre! Oprørere som raader ved Kongens bord! Hertil er det kommet med os i dette land, Stampe!»

«Godmiddag, amtmand» den lille graaskjæggede foged hilste med en finger til hatten og tøflet av.

«… For eller mot Norges konge – det er hvad vi gaar til valg paa anno attenhundrede og to og otti! Og i denne kamp, Stampe, i denne kamp …» med smaa støt mot Adams bryst mærket han ut hvert ord – «deltar alle tro nordmænd under kongens mærke. I denne kamp svikter vi ikke – hva?»

Med en liten bestemt rørelse gjorde Adam sig fri.

«I valgkampen til sommeren mener De?»

«I valgkampen til sommeren mener jeg.»

«Aktiv politik har som De vet aldrig ligget for undertegnede, sakfører!»

«Den mand som ikke er politiker i de tider, som nu stunder til, han er dævelen gale ingen mand, Stampe far! Ut med indmaten!» han satte pekefingeren for det ene næseboret og blaaste indholdet av det andre ut i gaten – «Ut med indmaten, den som har nogen! Billigere slipper ingen som vil tjene sit fædreland iaar!»

«Jeg skal overveie det, Valentinus.»

24Adam gik til side – sakførerens stive hvite skjortebryst hadde skaaret sig frem mot ham som et harnisk, den vældige skikkelse i aapen frak og bonjour ruvet generende stor – «Vi tales jo ved inden valgkampen! Paa gjensyn imorgen.»

Valentinus slog efter ham med den opslaatte paraply for at huke ham, slog feil og ropte:

«Imorgen, det er et ord, hva! Jeg knakker paa ruten, hva – saa kommer De?»

Adam var alt et stykke unna, han snudde sig og nikket.

«Blot De holder ord! Blot jeg kan stole paa Dem! Det er en provokation, høistærede!» Det snerret hissig i den skarpe røst – to smaagutter stanset ved indgangen til amtmandsgaarden, saa op paa Adam og lo. –

Han gik op trappen til anden etage – i kjøkkenet hørte han Stina’s røst og han visste han var sent ute; kanhænde hadde hun alt latt barnene gaa tilbords … Likevel tok han trappen langsomt, drøiet litt for hvert trin. Paa’ øverste gang stanset han, tok sig med begge hænder om brystkassen og drog et dypt aandedrag: det var blit lettere og friere i ham, – Valentinus hadde git ham det han trængte: strambuks!

I det samme han dreiet om dørlaasen til soveværelset blev den aapnet indenifra – næste nu hang smaapiken om halsen paa ham; hun slog de lange benene om ett av hans og stak ansiktet, hett og mykt, op under haken paa ham:

«Far kom og se!» hun slap sig ned og drog 25ham med sig ind – skinnende av fryd saa hun op paa ham. «Mor skal ligge inde hos mig.»

Hele rummet var som omsnud. Paa indervæggen mellem døren til barnets rum og hjørnet stod en seng – hans egen. Hvor begge sengene før hadde staat var gulvplassen fri. Stinas pyntebord var borte. Skjærmbrettet borte. Een vaskestol, een komode; det store gulmalte linnetskap …

Tinne smaahoppet ved siden av ham.

«Saa kan vi ligge med aapen dør, vil vi, sier mor.»

Han vrængte av sig trøien.

«Jeg maa bytte benklær, barn – jeg er vaat. Gaa ned og si til mor I kan gaa tilbords. Jeg kommer om et øieblik.»

Barnet blev staaende litt, urørlig; hun skakket paa det lyse hodet og kek op paa faren. Saa smat hun ut av døren og lukket den stilt efter sig. –

De hadde spist saltkjøt, flesk og erter. Det hadde som vanlig været ugreie med gutten som bare vilde spise det tynde paa suppen. Faren hadde ment han kunde slippe for denne gang – han sat og gulpet naar ertene skulde ned, det var ikke opbyggelig at høre paa … Men moren holdt paa sit: maten skulde spises op, det var nok av dem som vilde takke til, hadde de en portion nærende gule erter … Edvard stoppet resten av de forhatte belgfrukter ind mellem kind og tandgard, snøt sig og fik dem ekspedert over i lommetørklæet. Med lav bryd røst læste Tinne fra bordet:

26Tak for Mad og Tak for Drik,
alt godt af dig, o Gud, vi fik.
Hjælp dem som lide Sult og Savn,
og mæt os Alle i Jesu Navn.

Efter maaltidet gik Adam bent over gangen. Med haanden paa trapperækværket stanset Stina ham netop som han satte nøklen i kontordøren. «Skal du ikke hvile middag idag?» Han svarte, han hadde en del at gjøre; øinene var stærkt blaa og han saa ret paa hende. «Det er jo no’ tull, Adam! Du trænger sove – og Magda Braach kommer til kaffe.» «Ja. Og det passer mig at arbeide litt forinden …»

Med hodet i nakken gik hun ovenpaa. Stærk og hvit buet halsen sig over den lave kjolelinning med krusstrimlen – lyset fra gangvinduet deroppe møtte det blussende ansikt og læbene, som skalv. –

Selv dækket hun kaffebordet i stuen. Smaapiken hjalp hende, bar stykke for stykke av det gamle danske porcelæn fra vægskapet i gangen. Moren var som vanlig taus under arbeidet; men da alt var sirlig stelt til paa duken foran sofaen, snudde hun sig og saa nærmere paa barnet: det kom for hende, at Marthine ikke hadde fortalt eller spurt om noget saa længe de hadde holdt paa. Hun tok hende om haken med sin store, hvite haand:

«Tak for hjelpen. Spring ut og lek og faa dig litt kulør, bleknebba. Spekulerer du paa teater igjen?»

«Nei da vel» barnet vridde sig væk – de spilte da ikke komedie om vaaren. –

27Da Adam kom op fra kontoret, hadde de to damer alt strikket fler omganger og drukket den første kop kaffe.

Sorenskiverfruen var foruten postmesterens trønderske kone den eneste kvinde i byen, Stina Stampe hadde sluttet sig til. Fru Braach var ikke femti aar enda, men likevel saa erfaren i mangt og meget som skulde hun være den ældste av dem. Med syv barn og en gammel sengeliggende mor i huset fandt hun tid til at følge sin mands interesser; hun ledet ogsaa byens eneste kvindeforening; men ingen kunde skylde hende for at forsømme hjemmet – en dyktigere husmor hadde Stina Stampe aldrig truffet og fra første stund hadde hun tyd sig til hende. – Begge maatte de føre en forsiktig økonomi; Braachs eiet en liten arv at tære paa, men sorenskriveren hadde i fler aar maattet betale avdrag til sin forgjænger i embedet; og Magda Braach hadde som Stina Stampe nær slekt, som trængte støtte.

Som ellers betrodde de hverandre denne eftermiddagsstund sine daglige bekymringer. Men da hun hørte amtmanden i trappen, ændret fru Braach ansiksuttryk og stilling, ranket sig og lot samtalen falde –.

Alt paa dørstokken stanset Adam og bøiet sig i et galant buk. Samtidig aapnet noget i ham sig som tørstig mot synet av stuen og de to i sofaen: den rene duk, begge kvinders tætsittende mørke kjoleliv med brus av hvitt for hals og haandled, det lille glitter av sølv i Stinas brune haar – i det rike 28blide vaarlys blev billedet præcist som en gammel gravure …

«De kommer altid i en god stund, frue – for stunden blir god, naar De kommer!» svarte han paa noget, gjesten sa. Og han tok stolen nærmest hende.

«Jeg tænkte paa Dem i hele gaar, amtmand, i det uhyggelige veir. Og paa fuldmæktigen vor, den stakkar, som er fra Hønefos! Ja, og paa Dem ogsaa, snille fru Ernestine!» fort og litt klodset tok hun bort paa Stina med sin smalle tørre haand – «Var De meget ængstelig efterat jeg var gaat?»

«Aa nei.» Stina skjænket i kaffe for manden.

«Det skal mer til end en liten orkan for min kone – hun er ikke trønder for ingenting.»

Magda Braachs lyse slitte øine saa ut i stuen –. Hun kom til at mindes første gang manden reiste fra hende, paa ting utensunds. Hun hadde netop faat nummer to dengangen; det hadde været et Herrens veir, som igaar. Tross i jordmor og doktor hadde hun ikke været istand til at holde sig rolig; hun hadde maattet frem til vinduet, hun syntes det maatte hjelpe ham at hun stod der og saa, stod der og bad til Gud. Hun var ikke mer end tre og tyve aar, dengang …

«Tre og tyve aar. Da var min kone alt en selvhjulpen dame.»

«De sier ikke det?» Magda Braach stanset koppen foran munden.

Stina nikket. Det var saa. Hun hadde begyndt 29at undervise i pianospil før hun var fyldt tre og tyve –.

«Da De og jeg enda gjorde dumheter, fru Magda!»

Hun hadde været blandt de første unge piker hjemme i Trondhjem som tjente sit brød som spillelærerinde – og siden i smaaklassene paa pikeskolen. Og den glæden at faa løn for eget arbeide, den vilde hun ikke undværet.

Hun sat meget rak i sofaen mens hun sa det; strikket ikke – sat og saa mot vinduet med de graa tungsindige øinene.

Magda Braach rugget et kast med hodet. Tænk hvor underligt – men egentlig hadde hun ikke realisert det, før i dette øieblik, at fru Ernestine ikke altid hadde været hos sin kjære amtmand! Enda hun jo visste, her var to store stedsønner i huset! «Det kommer av, at I er som skapt for hinanden, I to, som Nicolay altid sier» – hun smaalo og saa fra den ene til den andre.

Adam Stampe smilte tilbake – han skjøt frem underlæben litt.

«Vi har jo ogsaa hørt sammen, næsten fra vuggen av, min kusine amtmandinden og jeg. Deres mand har set os gaa i tospand foran kjelken i Vollanbakken hjemme, mer end een gang.»

Stina nikket et lite brat nik.

«Ja. I barndommen. Men det var mange aar vi knapt saa hverandre. Før du trængte mig til guttene. Min mands første kone var meget sykelig –» hun vendte sig mot gjesten, tok strikketøiet, slog garnet om pekefingeren – «De siste aar, hun levet 30var jeg hos dem i alle ferier og hjalp til. Da Stampe fik embedet i Stjørdalen og maatte ha flytning for tredje gang, giftet vi os. For fjorten aar siden. Til høsten. Jeg var nygift da jeg hadde fyldt seks og tredve.»

Magda Braach sænket hodet litt; hun tællet masker. Men en fin rødme drog sig op over kind og pande og blev borte under det sletkjæmmede sandfarvede haar. Det var første gang veninden nævnte noget om sine personlige forhold til hende … Og den dype altrøsten hadde faat saa fremmed og haard en klang –. Usikker og uten at se op sa hun:

«Tænk at I ikke fik hinanden før! Men paa en maate …»

«Ja», Stina strikket hurtig – «kjendt hverandre har vi jo bestandig. Paa en maate.»

Adam hadde reist sig. Han strakte sig og rettet paa nærmeste maleri, et sjøstykke av Boll.

«Og De har nyheter fra Christiania, fru Braach?» han snudde stolen saa han fik ryggen helt mot lyset før han satte sig igjen.

Ja, det var jo hendes egentlige erende idag! Liten og vever stod hun op, fandt kjolelommen og la et tykt brev paa bordet foran Adam. Det indeholdt som vanlig mange ark – dagboksoptegnelser. Til hende selv hadde det dennegang bare været en liten lap, saavidt en hilsen til hende og barnene. Braach var nedstemt og nervøs …

Hvordan kunde han andet bli, den kjære Nicolay? Adam saa ned paa papiret med den steile, næsten ulæselige skrift – En fint følende mand i disse 31tider. Av saa ædelt metal gjorde man ikke slægge. Og slægger, slægger var det høire nu trængte! Folk som Valentinus – folk som ikke var meget finere end det kobbel, de skulde slaas imot!

Ja rettænkende og ædel, det var Nicolay, det visste ingen bedre end hun. Men politiker var han da ogsaa, og paa den eneste rette maate: av kjærlighet til folk og land. Det hadde han bevist nu i to perioder – og med alt sit komitéarbeide! Men nu var det tunge dage for ham og de andre! – hun rakte ut haanden med den tyndslitte guldring paa fjerde finger og la den over mandens papirer – Forhandlingerne i tingsalen var nu ikke andet end skinfektninger, skrev han. Høire stod som utenfor en lukket port, i sin fortrykthet hadde de at stemme blot for at være med – paa sakenes utfald hadde de ikke ringeste indflydelse længer! Diciplinen inden venstre var uanstændig stram. «Ja, en av de værste skal ha sagt» – hun sænket røsten og saa næsten sky bort paa Stina – «I fald kongen holder paa absolut veto, jager vi ham ut. Virkelig sagt det – Braach selv skrev det her!»

«Saa – De vil jage hans majestæt ut?»

«Amtman» hun løftet den bleke profil og saa bedende op – «De maa støtte Nicolay naar han nu kommer hjem! De maa staa ham bi! Han kan ikke trække sig ut av det nu, han maa atter stille sig til valg – og er det ikke netop mænd som ham vi i vor ulykke trænger, Stampe? Klartskuende, sobre mænd? Men – siden han stemte for statsraadernes deltagelse i stortingets forhandlinger har 32han ikke vælgernes tillid saa helt som før! Sakføreren er ham ikke god!»

«Valentinus er – er født pigget.» Adam strøk sig over haaret – «Allikevel – skulde jeg nævne to mænd som elsker Norge inderligere end de fleste – det blev Deres mand og sakføreren, fru Magda.»

Stina saa et nu op fra strikketøiet – undring gjorde øinenes mørke ro dypere.

«Men la ham allikevel aldrig faa vite noget av det, Nicolay skriver her, Stampe! Det er blot for Dem. Ja – naturligvis maa De læse det, kjære fru Ernestine, hvis det interesserer Dem.»

Stina ristet paa hodet.

«Jeg skjønner mig ikke paa det. Men var jeg konge, slog jeg i bordet til dem allesammen.»

Adam smilte. «Min kone har ikke sans for mellemstandpunkter. Kompromisset er ikke hendes sak.»

«Nei. Og det er jeg gla for,» svarte hun.

*

Da Stina hadde fulgt sin gjest ut paa gatetrappen og kom op i stuen igjen, var manden der enda. Han hadde sat sig ind i sofakroken, sat og lekte med urkjede og signeter.

«Kjære –» hun slap ikke dørlaasen straks «Er du her …?»

Ja han var blit sittende. Han drog læbene ind mot tænderne, et par ganger. Han hadde det ikke riktig godt … «Jeg kunde – jeg kunde ha trang til at snakke med dig. Hvis du vil høre paa mig, Stina?»

Hun drøide litt med svaret. Et øieblik saa hun 33paa ham, et stort blik; og hun bleknet saa braat at det blev en klar, hvitlig ring rundt føflekken paa venstre kind.

«Ja det vil jeg da, Adam.»

«Jeg fik ikke sagt alt, i nat. Jeg var for træt. Og – dette du hørte Magda Braach bad mig om: at støtte Nicolay i den politiske kamp, det falder sammen med noget, jeg har oplevet før idag. Som skulde det være et fingerpek, næsten.»

Stina hadde sat sig paa krakken foran pianoet. Tør og klar i mælet spurte hun:

«Det du oplevde igaar paa sjøen, kan det ha noget med politik at gjøre?»

«Nei ikke med politik. Men med … med handling –. Ser du …» han skubbet væk noget, som laa i veien, stemte albuene mot bordplaten, slog hænderne om hverandre. «Igaar, da jeg først blev klar over at jeg hadde været meget nær ved at omkomme, da blev jeg tat – tat av en slags kval … en … en art fortvilelse kan jeg kalde det, over at jeg aldrig har levet ut saa at si – av fulde lunger mener jeg – i noget, jeg har sat alt ind paa, – noget, som var alle ofre værdt! Ja jeg fornam det saan – det er ikke let at definere … Og – og jeg har følt dette enkelte gange før – oftest i yngre dage … Men nu har jeg jo naad den alder at jeg ikke længer bør være avhængig av fornemmelser. Jeg … jeg maa prøve at komme tilbunds.»

«Du har følt det – før, Adam? Naar?

«Aa – ved adskillige leiligheter … Stærkest kom 34det over mig, erindrer jeg, da jeg hadde tat juridicum. Da jeg stod der med mit gode laud og omsider hadde naad – fars maal. Og vel burde været fyldt av stolthet paa egne vegne – og av glæde paa deres derhjemme … Jeg erindrer jeg vandret omkring ute paa Ladegaardsøen dengang – et bytte for, for en uro og en længsel, jeg ikke kunde beherske og som – som gjorde mig meget ulykkelig.»

«En længsel? Efter hvad, Adam?»

«Ja det er det jeg ikke kan si! Det er det jeg ikke kan forklare!» Han knuget de lange smalle hænderne i hverandre – «Noget – noget som: var dette det hele? Ja – og det hændte mig igjen – morgenen efter mit bryllup, mit bryllup med lille Inga – jeg forlot hende! Jeg forlot hende efter frokosten, jeg saaret hende – jeg lot hende sitte alene igjen paa det fremmede skysskiftet. Gud tilgi mig! Men jeg maatte Stina! Jeg kunde ikke andet – det vilde ta makten fra mig – jeg maatte prøve at gaa mig karsk …»

Hun snudde ansiktet væk.

«Ja det undret mig et du gik saa tidlig fra kontoret idag. Og at du gik Fløtmandsbakken. Det var derfor, det.»

«Du saa mig!» en svak rødme flyktet over den høie, skraa panden.

«Jeg var oppe i ildhuset. Jeg saa dig gjennem vinduet.»

«Jeg kan jo ikke la dette hænde, nu igjen – jeg kan jo ikke det, uten at forsøke at finde grunden! Forstaar du ikke det?»

35«Det forstaar jeg godt.»

«Le ikke av mig, Stina.»

«Jeg ler ikke.»

«… Da saa Valentinus og straks efter Nicolay’s kone idag sier til mig at de venter av mig at jeg skal – skal tone flag, om du vil – kaste mig ut i den politiske strid …»

«Saa det er sakføreren som har sat dig op?»

«… saa slog den tanken mig – nu, netop nu da hun gik, at kanske, Stina! kanske maa jeg gjøre vold paa min natur – kanske er det netop kampen og dens … dens avskylighet, jeg trænger for – for at møte livet – for at bli en mand, som Valentinus tilropte mig.» Han rødmet heftig.

«Valentinus er ret en god trolskjit!» Stina bet sig i læben. Efter en liten stilhet fortsatte hun med rolig røst: «Jeg synes nu dit arbeid har været et godt arbeid, jeg. Og at gjøre som dine forgjængere her oppe har gjort: hjelpe op jordbruk og bedrift, arbeide for jernbane og veier, kan du bruke dig til noget bedre? Ja jeg synes – kunde du reise dig et minde likt med det de har reist for ham, som lærte dem at bruke torskegarn, saa synes jeg du hadde naad mer end mænd flest, jeg. Er ikke det maal fint nok for en mand? Ja for en amtmand ogsaa? Og du har da lykkes disse aarene her – du lykkest i det forrige embedet ogsaa – du har da bøndernes tillid her som der? Saavidt jeg har skjønt da. Men du vet selv best.»

Han saa bort paa hende. Med bøiet hode og underansiktet dækket av haanden hadde han lyttet 36– det var ikke ofte, konen sa saa meget … Da hun nævnte det om torskegarnet, hadde han maattet smile. Men den dype jevne røsten hadde hat en hete av gjemt ild – nu var det som tonefaldet frøs bort i noget likesælt med ett.

«Du ser alt saa enkelt, du Stina … Det er mulig jeg har vundet distriktets tillid. For bønderne blir jeg ved at være en fremmed. Det piner mig, det piner mig det ogsaa. Der ogsaa længes jeg.»

«Du længes efter bønderne?»

«Ja jeg længes efter at – at erobre dem. Efter at sitte i deres midte og se dem opriktige, aapne imot mig.»

«Det opnaar du aldrig.»

«Nei. Det opnaar jeg kanske aldrig.»

«En herremand kan ikke bli bonde. En bonde kan bli herremand – men det er jo ikke den veien du vil ha det?»

«Jeg attraar kordialitet, Stina! Naturlighet! Ogsaa jeg har norsk blod i aarene, bønders blod faar du huske! Det er det jeg vilde de skulde føle. Jeg er i mangt og meget én av dem!»

Nu lo hun lavt og kort –

«Av os to er det vel mig, som har faat farmors blod at drages med, Adam! Og saa pas bonde er det i mig at jeg vet det folkeslaget nytter det ikke at fri til naar en ser ut som du gjør. Vær den du er! Sæt foten paa nakken deres og stig!»

Han saa paa hende. Hun sat med hænderne foldet i fanget, hodet stod saa rakt og urørlig paa den stærke halsen – blikket var graat og høstlig. Saa 37reiste han sig, gik rundt det store bordet og blev staaende ved pianoet, nær hende.

«Du synes jeg skulde holde mig rolig – som hittil?»

Hun tænkte litt.

«Du er kommet saa let til alting, du Adam.»

«Sier du det» han fik smaa, trætte rynker mellem brynene – «Jeg har da arbeidet flittig, efter fattig leilighet, snart i fem og tretti aar –

«Du har fulgt din natur. Din far var det arbeidssomste jeg kjendte.»

«Du pleier ellers si jeg slekter ikke paa far?»

«Nei. Men du har da toen i dig. Og din mor hadde gode evner, hun ogsaa. Du har en lykkelig haand liksom tante Marthina. Forresten – jeg kan ikke svare for dig. Jeg kan ikke svare for andre end mig selv. Jeg har nok med mig selv,» hun reiste sig og gik bort til et av vinduene.

Det blev tyst i stuen. Ensomt og mennesketomt syntes han. Og den brøt op i ham igjen, kulden som hadde møtt ham for nogen timer siden i det omgjorte sovekammers. Han snudde sig, kom bort i tangentene paa instrumentet – det klang til i diskanten. Og han saa op paa raden av fotografier i ramme, som stod paa pianoryggen: billedet av moren med hængekrøller, av faren med halsbind og briller. Billedene av guttene som smaa, av ham selv med smaapiken mellem knærne …

«Er Ingas fotografi istykker igjen?»

«Nei.» Hun gik til chatollet, tog noget ned av det, kom 38bort og stillet billedet av hans første kone op foran ham.

«Jeg flyttet det for at faa plas til notene her en dag» – med ærmet strøk hun støv av det buede glas foran den fine ansikts-oval.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.