1. Om en rise, som overvandt kong Artur.

I det andet aar efter Lancelot av Sjøen var kommet bort, sat kong Artur og hans mænd om bordet paa Karlion paa pinsesøndag. Til Guds ære feiret kong Artur hver helg med gjestebud og ridderspil, men pinsefesten feiret han mest, for det var paa en pinsesøndag at han engang ved Guds raads aabenbarelse blev kaaret til Engellands konge. Derfor søkte folk helst til ham paa denne dag, naar de hadde nogen begjæring om hjælp at bære frem, ti deres sak, som kom om pinsesøndag, tok kong Artur gjerne i sine egne hænder.

Saa dette aar efter messen, da kongen, dronningen og hirden sat om bordet i kongshallen, kom en ung og fager mø ind, knæbøiet for kongen og bar frem sit klagemaal, som var over en fæl og frygtelig rise, der holdt til i hendes hjembygd, plyndret og dræpte veifarende folk, tok unge jomfruer hjem til sin hule og laa hos dem, og mange riddere hadde forsøkt sig mot risen, men han hadde dræpt dem.

Da vilde kong Artur selv ta dette eventyr paa sig, saa væbnet han sig og red bort med møen. 108Og hun førte ham til en sjø i en vild og øde skog; paa hin siden vandet var der en fjeldvæg, hvor risen hadde sin hule. Og da kongen blaaste i sin lur, da kom han ut, stor og styg; lodden og lavbent grinte han mot kongen og svinget et blankt sverd. Kongen red rundt vandet, og saa hidsig var han paa dysten, at han agtet ikke stort, hvor han red. Saa skred hans hest paa berghallerne og stupte under ham. Men Artur gjorde sig fri av den faldne hest, tok op skjold og sverd og gik mot risen med glad og modig hjerte. Og da sverdene møttes, da sprang der gnister av staalet, og Eskalibur bet stykker ut av eggen paa den andens klinge. Men risen veg bakover og Artur fulgte, til de kom ind paa grønningen foran hulen. Der var marken forgjort, saa det tyktes Artur, at al kraft veg ut av hans krop og margen i hans ben blev som vand; da hugget risen til, saa Eskalibur føk ut av kongens haand, og den anden griper ham i midjen, kaster ham til jorden og staar over ham og flirer fælt.

«Vil du nu jeg skal kverke dig, konge,» siger risen, «eller vil du spares paa mine vilkaar?» «Det er vel litet likt,» svarer Artur, «at dine vilkaar er hæderlige, saa jeg kan ta mot dem.» «Aa, der kan vist ikke være skam ved dem,» siger risen og griner med gule tænder, «og ikke stor hjælp i dem heller; du skal bare friste at gjette en gaade for mig. Kom hit om tre dage og bring mig det rette svar, saa skal du være fri, og ellers dræper jeg dig og koker dig i min gryte.» Den død likte kong Artur litet, endda han var ikke ræd ellers, derfor svarte han: «La mig høre din gaade da?» «Du  109skal bare svare mig paa dette,» siger risen og ler værre end før, «hvad er det alle kvinder vil ha?»

Dette tyktes Artur en let gaade, saa han gik glad bort. Men risen sat igjen foran sin hule, skogret og lo og klasket sig paa sine laar, saa det gjaldet i fjeldet omkring.

2. Hvad alle kvinder vil ha.

Straks Artur kom tilbake til Karlion, berettet han sit eventyr. Og han lot alle kvinder paa borgen stevne sammen i hallen og spurte dem om løsningen paa gaaden. Da talte dronningen først og svarte: «Elskov.»

Da ropte de fleste «ja, ja,» baade hvithaarede fruer og uvoksne barn, baade fruer i silke og fatebursterner og trælkvinder, som passet kongens svin og fjærfæ. Men herr Keis hustru ler og mæler:

«Vor dronning tar feil, som rimelig er, ti hun har aldrig savnet det, som gods og guld kan kjøpe. Men fagre klædninger, gyldne smykker, bløte senger og lækker mat er det som alle kvinder først vil ha. Ser vi ikke hver dag, at unge fagre møer gaar hellere i brudeseng med visne og kolde gamle mænd, som er ganske uduelige til elskov, bare de er rike og mægtige, end med unge fattige svender, som intet eier uten sin hest og sine vaaben, søtt friskt blod og skjønne elskelige legemer? Siden forlyster de sig gjerne med elskov, kan de faa det, men vil ikke for den tings skyld taale armod, grov mat og 110usle klær, som gnaver det hvite, lystne skind.» Da var der ogsaa saare mange som svarte ja.

Da stod herr Kradoks frue op; hun var rød og hvit som roser og liljer, og hendes haar saa gult at det skinnet som en gisel over hendes pande. To smaa sønner holdt i hendes kappe, et barn hadde hun paa armen og et andet bar hun under beltet. «Og monne det end være som herr Keis frue siger,» mælte hun, «saa tænker jeg neppe der lever en kvinde, som ikke gladelig gav alt sit guld i løsepenger for sin søns liv. Og stod hendes gaard i brand og laa hendes diebarn derinde, da løp hun vel ind i varmen for det, var hendes krop end aldrig saa myk og kjælen. Og blev hun drevet ut med sine smaa, da dækket hun dem vel mot nattekulden med sit sidste plagg og sultet, til de var mætte.» Da var der atter mange, som ropte «ja ja,» baade ridderfruer og ufri kvinder og mangen mand dertil.

Men en ung terne av dronningens bur stod op og mælte: «Elskov er god at vinde og rigdom er bedre; bedst er kanske barn ved brystet, som herr Kradoks frue taler om. Men om en mand er ubekvem til elskov og arm derhos, og uduelig til at avle børn, ja om han var blind og lam og halt og døv tillike, vi tok ham endda, var han den eneste vi kunde faa – giftes vil alle kvinder.» Og atter var der nogen som ropte ja, og der blev stor latter i hallen.

Da talte en gammel frue: «Min fostersøster var denden] rettet fra: ben (trykkfeil) fagreste mø jeg nogentid saa, hun fik til husbondhusbond] rettet fra: husdond (trykkfeil) en jarl, som var ung og skjøn og rik tillike; 111ni fagre børn sat om deres bord. Nu bor hun i Sankt Jørgens hus blandt de spedalske. Jeg tænker hun vilde svare, uten helsen er intet værdt at ha.»

Men herr Percivals søster sa: «O ja, ussel og forgjængelig er al lykke paa jord, og hvad er legemets helse mot sjælens? Ett alene er værd at attraa baade for kvinde og mand – Guds miskundhet og naade, et evig hvilested i hans paradis.» Da var der to, som sukket og svarte ja – en ældgammel frue og en mø paa fjorten aar.

Men en ung ridder stod op og lo: «Selv søkte jeg tidt at faa vite, hvad en kvinde vilde ha. Men litet held har jeg hat med det, og alt jeg vet, er at saa saare en kvinde har faat det hun vilde, saa regnet hun det for intet og vilde ha noget andet.» Da blev der latter og jarop blandt ridderne, og kongens tjenestekarler og træller ropte, at slik var det ogsaa med deres kvinder.

Kong Artur var nu helt forfærdet og forvirret; saa skikket han sendebud ut for at spørre alle kvinder i landet om løsningen paa risens gaade. De kom tilbake den tredje dag ved middagstider, og de svar de bragte, var mange. Ogsaa Morgan le Fay, kongens søster, sendte ham svar: «At slikt skulde han ikke spørre kvinder om, ti der var ingen kvinde som visste, hvad hun vilde.»

Saa var kong Artur tung i sindet, da han mot kveld red til risen. Og han sa alle de svar han hadde hørt, men hver gang rystet risen paa hodet og lo, saa tilslut brølte han og danset om kongen paa brede, flate føtter. «Nei, nei,» siger han tilslut, «ett er der, som alle kvinder vil ha, enten de er 112slik eller slik. Du skal faa frist til imorgen kveld, men har du ikke fundet det til da, slagter jeg dig og æter dig op.»

Da red kongen bort, usigelig sorgfuld i sindet. Og maanen stod op, mens han red hjem gjennem skogen. Da kom han ind i en fjeldkløft saa øde og styg, at der vist aldrig hadde faret folk der før, og da ropte en hans navn: «Kong Artur, kong Artur!» Og mellem rotterne paa et vindfald blev han vâr en kvinde saa styg, at ingen mand har set styggere syn i maaneskin. Hun var saa krokrygget og rynket som hun hadde levet i hundrede aar; hendes haar var hvitt og hendes øine blodrøde, næsen krøket sig ned og haken op, saa de møttes foran munden, og hun hadde ikke uten to tænder, men de lignet mere et svins end et menneskes. Kong Artur blev saa ræd, at han korset sig, men den gamle fæle kvinde ler og mæler: «Jeg vet hvad du søker, og ingen uten jeg kan sige dig det rette svar. Vil du gi mig det jeg forlanger, skal jeg hjælpe dig.» «Hvad er det,» spør kongen. «Gi mig en av dine unge fagre riddere til egte,» siger kvinden og ler fælt.

Da tænkte kongen sig længe om. Men liten lyst hadde han til at ende slik som risen truet med, og det tyktes ham ogsaa, ilde vilde det staa med hans store rike, skulde han nu dø. Da tænkte han, sikkert var der nogen ung ridder i hans hird, som gjerne vilde egte denne gamle utlevede kvinde for at utfri kongen av saa stor en nød. Saa svarte han: «Det skal du faa.» Da klappet den stygge frue i hænderne og sa: «Løft mig op paa sadelknappen, 113kong Artur, og før mig til Karlion, jeg vil giftes imorgen! Og svar risen slik: Alle kvinder vil ha sin vilje!»

3. Herr Gaveins bryllup.

Der blev stor fryd og gammen paa borgen, da kong Artur kom hjem og meldte, nu hadde han fundet det rette svar. Og der var baade en og anden av hans unge riddere, som bød sig til at ta hende til brud, som hadde frelst kong Arturs liv.

«Bi til I har set hende,» siger kongen og han fører den gamle kvinde ind i hallen. Da slog de kors for sig, hver og en som var ugift, og mangen mand takket Gud første gang siden han steg i brudeseng, at han var gift. Saa ingen hastet med at træde frem og melde sig til brudgom.

Da blev herr Gavein rød som blod, ti han mindtes at kongen hadde svoret at skaffe den stygge gamle heks en ung og fager mand; da vil han løse kongens ord, og han stiger frem og byder sig til. Kong Artur blev inderlig sorgfuld, ti Gavein undte han mindst en slik brud. Men den stygge gamle frue tok til at hoppe og danse av fryd, da hun saa den unge skjønne husbond hun skulde faa.

Saa fôr kong Artur ut til risen og sa ham det svar den gamle kvinde hadde lært ham. Risen lo og svarte: «Det er rigtig nok – men litet vil han like sig inat, den unge ridder av din hird, som maa ta saa gammelt og seigt et høns som søster min til kveldsmat.»

114Imens klædte dronningen og hendes møer bruden: de hængte paa hende det skjønneste silke og fløil fra østerland, guld og perler, men ikke blev hun vakrere for det. Og da kongen kom hjem, fôr de til kirken, hun og herr Gavein i stort følge; han fæstet hende med en gylden ring, og erkebispen viet dem sammen. Siden spiste de og drak, og da kvelden kom og mørket faldt paa, leiet dronningen og hendes fruer bruden, men kongen og alle hans riddere brudgommen til det kammer, hvor brudesengen stod opredt.

Og da de var lagt i sengen og alle folk gaat ut og døren stængt, da vilde herr Gavein slukke kjerten og lægge sig til at sove uten at se paa den, som laa mellem væggen og ham. Da mælte bruden: «Min ædle herre, herr Gavein, vil I ikke vende eder om til mig og ta mig i favn, siden I er min kristelige egteherre og jeg eders viede hustru?» Da tænkte herr Gavein, han maatte vel gjøre det, siden han hadde egtet hende for alteret. Saa vendte han sig i sengen. Men da saa han paa leiet ved sin side den fagreste blomst, som mand nogentid har plukket, en frue saa snehvit og skjær, at silkelakenet syntes grovt og graat mot hendes fagre lemmer. Og hendes haar var sort og blankt som en ravneving, hendes øine mørke som bjørnebær; hun hadde det yndigste og mest blomstrende aasyn, og hendes bryster var som to smaa halvkuler av sne med et litet jordbær paa hvert.

«Jesus min frelser,» mæler Gavein, «hvad er dette og hvem er I?» «Herre,» svarer hun og rødmer ganske tugtig, «hvem skulde jeg være og 115hvordan skulde jeg være kommet hit i eders seng, uten jeg var eders egtehustru? Vor herre Jesus er min frelser saavel som eders, og nu ser I mig i min sande skabning, som Gud skapte mig i min moders liv.»

Da kan enhver vel vite, at herr Gavein blev glad! Og han tøvet ikke meget længe med at ta sin hustru i favn, som det sømmer sig en kristen egtehusbond at gjøre. Nu har de ikke anden sorg end at sommernatten er saa kort, ti for skjemt og gammen har de slet ingen tid til at sove. Men da dagen tok til at gry og fuglene begyndte at synge, da sukket og klaget herr Gaveins frue saa sørgelig, og hun talte til sin husbond: «Min allerkjæreste herre og husbond, nu maa I vite, at jeg er datter av kongen av Syderøerne, og min stifmoder dronningen har kastet en trolddom paa mig, slik at det halve døgn maa jeg fare i den fæle og græsselige ham, hvori I egtet mig, men det halve døgn er jeg i min rette skikkelse, som I nu ser mig. Og nu maa I vælge, om jeg skal være i hammen ved nat eller ved dag.»

Men herr Gavein ler og tar hende i sine armer, mens han svarer: «Det kan I vel vite, at jeg vil ikke I skal bære hammen om natten.» «Som I vil,» siger fruen, «I er min husbond og herre.» Men dermed tar hun paa at graate bitterlig. «Min allerkjæreste,» spør Gavein forfærdet, «hvorfor sørger I slik.» «Ak,» siger fruen, «jeg tænker paa dette: nu maa I taale spot, fordi I har saa gammel og styg en hustru, og dog er her ikke en ridder, der har fagrere viv end I. Og jeg maa skjule mig 116eller bære tætte slør, naar dronningen og hendes fruer gaar til messen eller til dystløp og gjestebud, og taale haan og foragt, endda jeg vet, at kunde jeg vise mig i min egen skabning, da skulde jeg kaldes den skjønneste av dem alle.» Og hun graat endda mere. Da kysset herr Gavein hende og sa: «Saa la det bli som I vil; I er min allerkjæreste elskede, og I skal faa eders vilje i alle ting.»

Men den skjønne frue lo og kastet sine armer om herr Gaveins hals: «Kjære husbond,» siger hun, «I skal se mig baade dag og nat saa elskelig og fager, som I ser mig nu, ti nu er trolddommen løst, siden I har mig saa kjær, at I lar mig faa min vilje i alle ting.»

Saa blev der stor glæde og fryd paa Karlion, da herr Gavein førte sin unge fagre frue ind i hallen. Og om morgenen kom ogsaa hendes bror dit, kongens søn av Syderøerne; det var ham, som hadde været omskapt til en fæl og græsselig rise, men nu var han i sin rette skabning, en ung og fager ridder.

4. Om Lancelots vanvid.

Nu maa der berettes om Lancelot; da han løp ind i skogen, var han klædt i hoser og skjorte alene. Og han søkte ind i skogen, der den var vildest, og naar han saa folk, gjemte han sig i huler eller krøp op i trærne. Saa var hans klær snart slitt ut, og han gik næsten nøken og led stor nød i vind og regn og kulde. Og han fik ikke anden føde end 117frugter og røtter, eller det kunde hænde han dræpte fugl og smaa dyr med stenkast; da aat han deres kjød raat. Slik levet han en sommer og høst.

Men da det tok paa at bli vinterlig, led han usigelig av frost og kulde. Men ved Guds miskundhet skedde det, at en kveld kom Lancelot til en elv, og der hadde en ridder, som laa paa reise med sin frue, sat op telter for at overnatte. Og utenfor det ene telt hang ridderens skjold og sverd. Da Lancelot saa disse vaaben, smøk han ditbort, tok sverdet og drog det ut, og om en stund gav han sig til at leke med det og slaa paa skjoldet dermed. Da ridderen i teltet hørte vaabengny, saa han ut og blev vâr den arme, gale mand. «Ven,» siger han mildelig, «læg bort mit sverd og kom hit til mig; varme klær og mat synes du at ha haardt fornødent.» Lancelot stirrer en stund paa den anden; saa løfter han sverdet og hugger til ridderen, saa han daaner. Derefter gaar han ind i teltet, ser den varme seng, som er opredt med skind og tepper, og springer straks op i den uten at agte paa ridderens frue, som skriker høit av skræk og flygter ut av teltet, mens hun griper sin serk og kaster paa sig. Og da hun kommer ut og ser sin husbond ligge blodig og daanet, skriker hun, saa svender og terner løper til. Men ridderen aapner sine øine og spør, hvor den gale mand blev av, som hugget til ham. Fruen svarer, han er inde i teltet og har lagt sig i deres seng. Da gaar de ind, finder Lancelot sovende, og ridderen mæler: «O Jesus, mig tykkes jeg skulde kjende ham; han er saare lik herr Lancelot av Sjøen, som vi saa ved turneringen ifjor, 118og nu er han ganske avsindig; ilde er det at se en slik mand i saa stor nød. La os lægge ham paa en baare og bære ham hjem til vort, saa skal han vorde pleiet paa det bedste.» Denne ædle ridder het herr Bliant av Den hvite borg.

Hos ham var Lancelot i mere end et aar. Og herr Bliant la lænker om hans hænder og føtter, men ellers gjorde han ham alt det bedste han visste, gav ham et fagert kammer, god mat og rike klær; saa gjenvandt han snart sit legemes fagerhet og styrke, men hans sind blev ikke bedre, og han kjendte ikke sit eget navn.

Men en morgen red herr Bliant alene paa jagt; da blev han i skogen anfaldt av to uvenner, herr Breuse Saunce Pitè og herr Berthelot. Og endda herr Bliant verget sig mandig, saa maatte han tilslut fly i saa uridderlig og ulik en kamp. Saa sprængte han mot sin egen borg, og de to riddere fulgte fast efter. Herr Lancelot sat i vinduet paa sit kammer og saa dem komme, og endda han var ganske gal, saa harmet det ham, at to skulde stride mot en, og han hadde fattet stor kjærlighet til herr Bliant. Derfor brøt han lænkerne av sig og skar sig ilde ved det, han kløv ut av vinduet, svømmet over graven, og med sine bare hænder rykket han herr Breuse av hesten, vristet sverdet fra ham og hugget løs paa baade ham og herr Berthelot, til de rømte. Da syntes herr Bliant han var vel lønnet for sin barmhjertighet mot den arme avsindige mand, men han angret han hadde nogentid lagt lænker paa ham, siden han saa, hvor hans ankler og haandled 119var opskaarne. Derefter fik Lancelot gaa løs paa borgen, og han var altid mild og stille.

Men en aarle morgen, da han stod i urtegaarden, hørte han horn og hunder fra Veideskogen. Da mindtes han noget fra den tid han selv hadde brukt at ride ut paa jagt ved daggry om sommerens tider. Og han snek sig ut av borgen, løp ind i skogen, og flakket om paa øde steder som før; men herr Bliant kunde ikke finde ham.

5. Hvordan herr Lancelot kom til Korbin og blev helbredet.

Tilslut kom Lancelot til Korbins bro, og endda han ikke mere husket noget, syntes stedet ham kjendt, og han gik over broen og ind i staden. Men gutterne, som lekte i gaten, hidset hundene paa det elendige gale menneske og kastet sten og skarn paa ham, mens de ropte og skrek. Da løp Lancelot gjennem byen, men av og til vendte han sig og sprang efter gutterne, og dem han fik fat i, kastet han paa jorden, saa de brøt armer og ben. Tilslut kom han til borgen; da jaget nogen unge riddere og svender børnene bort og tok den gale mand ind i gaarden; de skjemtet og gjorde sig lystig med ham, men gav ham ogsaa mat og drikke, og han la sig ned paa jorden og aat som et dyr. Siden fik de ham ind i et litet rum under porttaarnet, kastet til ham nogen klædesplagg og litt straa at ligge paa, og hver dag bragte de ham litt mat og 120drikke, men de satte det til ham som til en anden hund, ti ingen turde gaa nær hen til ham. Slik levet Lancelot den høst og vinter.

Men ved paasketider var der fest paa Korbin, ti kong Pelles’ unge søstersøn herr Kastor blev ridder. Og han delte ut klær til sine venner. Men tilslut tok han en rød silkekjortel, et guldvirket belte og en graa fløilskappe; det var noget gammelt og slitt, men hadde været fagre og sømmelige klær engang. Herr Kastor ler og siger: «Dette vil jeg gi taapen i porttaarnet.» Og han løp ned med de unge riddere og væbnere for at skjemte med den arme daare; de kastet klærne ned til Lancelot og bød ham leende smykke sig. Lancelot stod da op av straaet, og ganske alvorlig drog han kjortelen paa, spændte beltet om midjen og slog over sig fløilskindet. Men da han nu gik frem mot de unge mænd i ridderlige klær med skjønne høviske lader, da blev de saare skamfulde. Og de hvisket til hinanden: «Denne arme gale mand har engang været en stolt og ypperlig ridder – se de svære arr paa hans legeme og lemmer; Jesus forlate os, at vi har spottet ham!» Saa lukket de ham ut av hundehullet, og han gik stille og alvorlig ut mellem dem, men de snek sig skamfulde væk. Lancelot fandt ind i kongens urtehage, og der vandret han om en tid, ti han hadde altid likt vel at se blomster, trær og klare kilder. Og tilslut strakte han sig i græsset og sovnet ind.

Men over middag kom fru Elene ned i haven med sine terner. Og en ung mø, som lette efter en ball, fandt Lancelot sovende i græsset. Da løp 121hun tilbake til fru Elene og sa der laa en fremmed fager mand og sov ved brønden. Elene gik med hende dit, og straks hun saa ham, sa hun til ternen:ternen:] rettet fra: ternen (trykkfeil) «Tal ikke om dette til nogen, men gaa bort.» Men derpaa faldt hun i graat, og hun graat saa heftig, at hun sank ned i græsset ved hans side og blev liggende længe slik.

Men tilslut gik hun tilbake til sine jomfruer og bød dem gaa ind, ti hun var syk, sa hun. Og derefter søkte hun sin far og sa: «Ak nu trænger jeg eders hjælp, om ikke mit hjerte skal briste av sorg.» «Hvad er dette, datter,» siger kong Pelles. «Herre,» svarer hun, «jeg gik i vor urtegaard med mine terner for at leke ball. Da fandt jeg Lancelot sovende ved brønden, og han har mistet sin forstand og er avsindig og syk.» «Vær stille, barn,» siger kongen, «og la mig raade.»

Saa lot han fire riddere bære Lancelot ind paa borgen og op i det kammer, hvor Sanktgral var. Og straks herr Lancelot blev lagt ned foran det hellige kar, da hændte underet, at han blev helbredet og fik sin forstand igjen, og Sanktgral veg bort, men Lancelot vaaknet. Og han gjemte sit ansigt i hænderne og graat bitterlig.

6. Le Chevalier Mal Fet.

Men da Lancelot saa Elene, blev han rød som blod, og han sa: «For Jesu skyld, hvordan kom jeg hit? For Guds skyld, fru Elene, sig mig, hvordan 122er jeg kommet hit?» «Herre,» svarer hun: «I kom til dette land som en gal mand, og ingen kjendte eder, før jeg fandt eder sovende i min urtegaard. Og I blev helbredet ved Sanktgral.» «Hvormange er der,» spør Lancelot, «som vet om mit vanvid?» «Ingen,» svarer Elene, «uten min fader og jeg selv og fru Brisen.» «For Guds skyld,» ber Lancelot, «ti med det og la ingen vite jeg er her. Ti det tykkes mig en ulidelig skam, siden en gal mand er mere lik et dyr end et menneske. Og jeg er forvist ut av min konges land og rike, og dit tør jeg aldrig mere vende tilbake.»

Siden laa Lancelot i det kammer mere end fjorten døgn, og han rørte sig ikke og vilde hverken tale eller spise. Men en dag talte han slik til fru Elene: «Fru Elene, for eders skyld har jeg lidt bitter sorg og skam og elendighet; jeg vil ikke mæle mere derom, ti I vet det vel. Endda jeg ikke er uten brøde mot eder; jeg drog sverdet mot eder hin morgen jeg vaaknet hos eder. Men det voldte fru Brisen og I selv, som førte mig til eder mot min vilje.» «Det er vel saa,» svarer fruen. «Nu ber jeg eder,» siger han, «for eders søns skyld, bed kong Pelles unde mig et sted i sit rike, hvor jeg kan gjemme mig.» «Herre,» svarer Elene, «jeg vil leve og dø hos eder og alene for eder, og var mit liv eder til ingen nytte, og kunde jeg gjøre eder noget godt ved at lægge det ned, da vid, at jeg gjorde det gladelig. Visselig vil min fader opfylde alle eders begjæringer, og kjære min herre, herr Lancelot, la mig være nær eder, hvor I dvæler, og tjene eder av al min evne.»

123Og paa Elenes begjæring skjænket kong Pelles Lancelot den borg, som kaldes Kastel Bliant, og for sin datters og sin dattersøns skyld bød han tyve riddere av de fornemste i riket følge Lancelot og tjene ham; men Elene drog ogsaa dit med tolv jomfruer; saa vilde kong Pelles det skulde være. Og denne borg laa paa en ø i en sjø, og der var saa fagert, at Lancelot mælte, da han kom dit: «Ak, denne ø burde rettelig kaldes Den lykkelige ø.»

Men al den tid Lancelot var paa øen, kaldte han sig ikke ved andet navn end Le Chevalier Mal Fet, det er ridderen som har handlet ilde. Og han lot sig gjøre et skjold, og det var blodrødt med et merke helt av sølv, og det merke var en dronning og en hærklædt mand, som knælte ved hendes føtter.

Og fru Elene og hendes møer lekte for Lancelot paa harpen og sang for ham og forlystet ham med bretspil og falkejagt. Men hver dag gik han alene op paa den høieste taarntinde og var der en time. Da saa han ut mot den kant, hvor Karlion laa og kong Artur og fru Guniver var. Og han la sit ansigt ned paa sine hænder og graat bitterlig.

*

Men en dag spurtes det, at der skulde være dystridt paa et sted, som laa tre mil fra Kastel Bliant. Og Lancelot red dit med sit røde og sølverne skjold og øvet mangen fager vaabendaad, ti han overvandt hver ridder, som prøvet sig mot ham, men ingen kjendte ham, ti han bar nedfældt visir hele tiden.

Men herr Percival av Galis og herr Hektor de 124Maris var ogsaa med i den turnering, og de hørte om ridderen med det røde skjold, men hadde ikke set ham. Og ingen visste mere om ham end at han bodde paa Kastel Bliant og kaldte sig Le Chevalier Mal Fet. Da siger de til hinanden: «la os ride til Kastel Bliant og friste at bryte en lanse med denne ridder.»

Og da de kom til øen, saa de de dype vande omkring paa alle kanter, men ingen bro. Men paa borgmuren stod en ung mø med en hvit jagtfalk paa haanden. Og hun siger «her bor en frue, den fagreste i dette land, og hendes navn er Elene, og en ridder Le Chevalier Mal Fet, den ypperste i verden. Og gjerne dyster han med vandrende riddere. Rid rundt til den store ek paa nesset; der vil I finde en færge, som kan bære eder begge og eders hester.»

Da tyktes det dem uridderlig at komme to i følge til den fremmede borg, saa herr Percival seilet alene over. Og da han landet paa øen, tok riddere imot ham og førte ham ind gjennem borgporten til en eng indenfor muren; den var indrettet til dystridt. Og mens Lancelot væbnet sig, bød skjønne møer ham vin og mat. Saa red disse to riddere sammen, saa deres lanser brast og hestene sank i knæ, men ridderne kom sig ledige av sadlen, utdrog sine sverd og fôr mot hinanden som to vildraaner, saa gnisterne sprang av deres rustninger, og de gav hinanden svære saar.

«Ved Jesus,» siger herr Percival tilslut, «til denne dag har jeg kun kjendt en mand, som turde lignes ved eder. Fagre herre, sig mig eders navn!»

125«Herre,» svarer Lancelot, «jeg har ikke andet navn end Le Chevalier Mal Fet. Men hvem er I?» «Jeg heter herr Percival av Galis,» svarer denne, «kong Pellinors søn.»

«Ak,» mæler Lancelot, «hvad har jeg gjort; har jeg saaret dig, som er en ridder av Det runde Bord og engang var min ven og staldbroder!» Dermed kaster han fra sig skjold og sverd, falder paa knæ og graater. «Herre,» siger Percival forfærdet, «hvad er dette? Jeg besverger eder, nævn mig eders rette navn.» Da slaar han op sit hjelmgitter og mæler: «Engang het jeg Lancelot.» Og herr Percival sprang frem, tok ham i sine armer og kysset begge hans kinder: «Nu takker jeg Vorherre og hans hellige moder, at jeg har fundet dig, som jeg har søkt i to aar.»

Da blev der sendt bud til herr Hektor de Maris, og de var usigelig glade alle tre, at de hadde fundet hinanden. Fru Elene bevertet herr Percival og herr Hektor paa det bedste og gav dem prægtige gaver. Og hun fortalte dem, hvorlunde Lancelot var kommet avsindig til Korbin, men den hellige Sanktgral hadde helbredet ham. Men herr Lancelot spurte meget om nyt fra Karlion, og hans staldbrødre fortalte ham, at fru Guniver hadde git ut mere end to tusen pund guld og sølv til riddere, som skulde lete efter Lancelot og føre ham tilbake til Karlion. Men Lancelot vilde ikke følge med dem tilbake.

7. Om fru Gunivers gjestebud.

126Fru Guniver sa litet, da hun hørte, at Lancelot var ilive og levet vel i Kastel Bliant paa øen. Men kong Artur klaget meget og sa: «Det tænkte jeg vel, at det var for den skjønne fru Elenes skyld, at Lancelot rømte fra os som en gal mand. Men det er min største sorg, skal jeg nu miste min ypperste ridder, og ikke vet jeg, hvi han blir borte. Bedre var det han egtet Elene og førte hende hit, ti han maa vel skjønne vi skulde byde hende hjertelig velkommen og regne hende for en pryd og sirat iblandt dronningens fruer.» Dertil svarte Lancelots frænder intet, ti de visste vel aarsaken til hans vanvid.

Men dronningen fôr til London, og der gjorde hun et gjestebud for de fire og tyve riddere av Det runde Bord, som kaldtes dronningens riddere. Og det gjorde hun for at ingen skulde skjønne hun sørget over Lancelot, men folk skulde tro, at alle de riddere, som kjæmpet under hendes farve, var hende like kjære. Mellem disse riddere var Gavein og hans brødre, og der var ogsaa en ridder av Wales, herr Pinel, søskendebarn til herr Lamorak, som Gavein og hans brødre dræpte ved svik for hans elskovshandels skyld med Margisa, deres mor.

Men herr Gavein elsket frugt over al maate, særlig epler og pærer, og vilde spise frugt til alle maal. Derfor hadde dronningen sørget for den skjønneste frugt til maaltidet. Og herr Pinel saa til lønlig at lægge gift i det vakreste eple i kurven, som stod. foran dronningen, ti han ventet fru 127Guniver vilde byde herr Gavein først, for han skulde sitte ved hendes høire side, og hun søkte altid at tækkes ham, siden han var kongens frænde og ogsaa Lancelots kjæreste ven.

Men ved dronningens anden side sat en ung ridder, som het herr Patrik, brorsøn til herr Mador av Porten. Og fordi han netop var kommet til kongsgaarden og en saare skjøn ung ridder, søkte dronningen med egen haand ut et eple, og la det i hans fang. Og straks han hadde svelget litt av det, faldt han død om.

Da sprang alle ridderne op i stor forfærdelse og harme, og de visste ikke hvad de skulde sige, ti de mistænkte alle dronningen. Men herr Mador ropte høit: «Dyrt skal I faa bøte dette, min frue. Her ligger min kjære frænde skammelig myrdet, men vid vel, at jeg vil hevnes til det yderste.» Og dronningen saa sig om paa alle sine riddere, men ingen tok til gjenmæle; da gav hun et høit skrik, og daanet ned paa gulvet.

Da kom kong Artur ind, og herr Mador gik imot ham og klaget dronningen for forræderi. Ti det var slik dengang, at alslags lønmord kaldtes forræderi, og derfor var ikke mere end én straf, som var baalet.

Og da kong Artur hadde hørt herr Mador til ende og han saa, at ikke en av de fireogtyve riddere vilde mæle imot, da blev han hvit som et laken. «I gode herrer,» svarer han, «saavisst som Gud er over os alle, jeg tror ikke dette om min dronning. Men ikke tør jeg dømme her, ti I vet vel hun er mig kjærere end mit eget liv. Og ikke 128tør jeg selv kjæmpe for hende mot herr Mador, ti det er mot ridderskapets lov, at en mand kjæmper for sin egen hustru i en slik sak. Men visselig skal min dronning ikke mangle en kjæmpe.»

«Kong Artur,» svarer herr Mador, «i denne sak er I ikke uten en ridder som alle vi andre, og I har svoret at holde ridderloven som vi. I tør ikke nøde eller tvinge nogen ridder til at kjæmpe for hende, og ikke kjæmpe selv. Og I ser vel, ikke en mand av disse fireogtyve holder hende uskyldig. Eller hvad svarer I, riddere?»

Da sa de intet, men dronningen mælte: «Gud vil vidne for mig, ti han vet jeg er uskyldig i dette.»

«Herre,» siger herr Mador, «saasandt I er en retfærdig konge, kræver jeg, at I nævner en dag, da jeg skal faa min ret.» «La det da være idag femten dage,» svarer kongen, «møt den dag tilhest og væbnet i engen ved Vestminster. Og om Gud vil, skal du da møte den, som vil stride for dronningens uskyld, og Gud vil dømme mellem eder. Men har hun ingen kjæmpe fundet til den dag, da maa hun dø paa baalet.» «Det er vel,» svarer herr Mador. Derefter gik alle ridderne bort.

Men da kongen blev alene med fru Guniver, spurte han, hvorlunde dette var kommet. «Gud hjælpe mig,» svarer hun, «jeg vet det ikke.» «Ak,» siger kongen, «om Lancelot var her, da vilde han ikke tøve med at byde sig frem, og kjæmpe for dig.» «Han er her ikke,» svarer dronningen og graater. «Da raader jeg eder,» siger kongen, «bed herr Bors av Ganis, at han tar eders sak paa sig, 129og for Lancelots skyld vil han ikke svigte eder. Ti jeg skjønner vel, at ingen av eders riddere, som var herinde, da herr Patrik døde, vil kjæmpe for eder, ti de tror alle det værste.» «Ak,» siger dronningen, «om Lancelot var her nu!» «Han har forlatt os,» svarer kongen, «da vet jeg ikke bedre raad, uten du ber herr Bors av Ganis.»

8. Hvorlunde herr Bors lovet at kjæmpe for dronningen og hvad videre hændte.

Men da dronningen bad herr Bors de Ganis hjælpe sig, mælte han: «Hvad vil I jeg skal svare eder? Jeg var ved det samme gjestebud og saa herr Patrik dø av det eple I gav ham. Nu savner I Lancelot, ti han vilde kjæmpet for eder, enten eders sak var retfærdig eller uretfærdig. Underlig tykkes det mig, at I tør bede mig om dette, I som har skilt mig og hele vor æt ved den ypperste mand av vort blod, ham som vi alle hædret og fulgte som vor høvding. I alene har drevet ham av landet i vanvid og elendighet.» «Herre,» siger hun graatende, «vær miskundelig!» Og hun knælte ned og sa: «Ellers maa jeg lide en ynkelig og skammelig død, og den har jeg aldrig forskyldt!»

Kong Artur kom til i det samme og saa dronningen knæle; da blev herr Bors skamfuld og løftet hende op, mens han sa: «Frue, knæl ikke for mig, I beskjæmmer mig.» «Ak herr Bors,» siger kongen, «forbarm dig over min dronning, ti saavisst 130jeg haaber at se Guds aasyn, tror jeg hende uskyldig.» «Herre,» svarer Bors, «jeg skal kjæmpe for eders frue av al min evne og indtil døden.»

Da hans staldbrødre hørte dette, blev de meget forundret, men herr Bors mælte: «I ædle herrer, det var stor skam for os alle, skulde vi taale, at den fagreste dronning i verden skulde brændes paa baal uten nogen ridder vilde ride i skranken for hende. Ti hendes herre er vor herre og den ædleste og tapreste konge i verden; ikke er der en av os alle uten han jo skylder kong Artur tak for meget godt.» «Vi elsker og ærer kong Artur ikke mindre end du,» svarer de, «og mere end fru Guniver har elsket og hædret ham; du vet vel, hvad vi mener. Mere end en gjæv ridder har hun lagt øde.» «Ikke vet jeg hun har lagt nogen ridder øde,» siger herr Bors, «men hun har hjulpet og underholdt mere end en god mand; gavmild, storsindet og høvisk er hun fremfor alle andre kvinder jeg har set eller hørt om. Jeg trøster mig til Gud; ved min haand vil han aabenbare hendes uskyld, og ogsaa gjøre det kundbart, hvo som voldte herr Patriks død.»

Men nu springer rygtet viden om land, at herr Mador har klaget dronningen for lønmord. Og det spørres ogsaa til Kastel Bliant, og Elene bærer det frem for Lancelot.

«O Jesus,» siger denne, «bedre tidender kunde I ikke bringe mig; ti nu vil jeg fare til London, og selv vil jeg kjæmpe for hende mot herr Mador.» Saa sender han bud til herr Bors og ber ham kjæmpe for dronningen av al magt, «men kommer 131der en ridder i hvit rustning med rødt og sølvernt skjold, da vig pladsen for ham og la ham møte herr Mador.»

Derefter gjorde han sig rede til at fare bort, og bød fru Elene farvel, men hun sørget bitterlig. «Herre,» mæler hun, «naar min søn og eders, herr Galahad, er femten aar, maa jeg da sende ham til eder, at I kan slaa ham til ridder?» «Gjør som eder synes,» svarer Lancelot, «Gud give ham sin naade, at han maa vorde en god ridder.» «Ikke frygter jeg for andet,» siger fru Elene, «han blir den ypperste mand av sin slegt næst eder.» «Ak,» svarer Lancelot, «la os begge bede Gud og Vor frue, at han blir en bedre mand.»

Saa bød han hende farvel og red bort.

9. Om tvekampen.

Nu gik dagene, og da den femtende morgen oprandt, red kongen, dronningen og hele hirden ut til engen ved Vestminster. Der var opreist en jernstake og et baal bygget omkring den. Og befalingsmanden over Londons borg og biskopen av Vestminster tok fru Guniver imellem sig og leiet hende dit frem; hun blev sat paa en pall foran baalet, og om herr Mador vandt den dag, da skulde hun brændes derpaa. Slik var loven den tid, og den var lik for dronning og tiggerkvinde, for ridder og træl.

Saa red herr Mador fuldt væbnet ind paa engen, 132svor eden for kongen, at han holdt dronningen skyldig i sin frændes død, og æsket til kamp paa liv og død hvilken ridder som vilde prove andet – saa maa Gud dømme i denne sak.

Og herr Bors red ind fuldt væbnet, tok eden og bad Gud hjælpe sig at fri dronningen for denne falske anklage. Han red hen til hende, steg av hesten og lovet at kjæmpe for hende, vinde eller lægge ned sit liv, «om ikke Gud sender eder en bedre stridsmand, ti da skal jeg vige pladsen for ham.» Dronningen takket herr Bors og kysset ham paa begge kinder.

Derpaa drog begge riddere sig tilbake i skrankerne, la sine lanser tilrette og ventet paa tegnet til at ride frem. Men i det samme blev folk vâr en ridder paa en snehvit hingst, som kom sprængende ut av skogen. Og hans hjelm og brynje var hvite, men skjoldet blodrødt med et sølvmerke oppaa. Han red like hen til herr Bors og ropte høit:

«Vredes ikke, gode og ædle ridder herr Bors av Ganis, at jeg ber eder vige av skranken for mig, ti Gud vil, at jeg skal kjæmpe denne kamp for kong Arturs husfrue idag.»

Da red herr Bors bort til kongen og meldte dette. «Hvem er han,» spør kongen, men Bors svarer, han vet ikke – endda han kjendte vel Lancelot. Og kongen lar spørre den fremmede, om han vil kjæmpe for dronningen. «Derfor er jeg kommet hit,» svarer den hvite ridder, «ti ellers skulde aldrig kong Artur eller fru Guniver set mig mere her paa jorden. Men aldrig hadde jeg tænkt, at jeg skulde leve den dag jeg saa dronning 133Guniver sat paa skampallen og ridderne av Det runde Bord staa omkring og taale det – ti jeg hadde ventet, at for hendes ære vilde de reist sig og kjæmpet en og hver.»

Men herr Mador lar spørre, hvad det blir til; nu faar enten herr Bors eller den fremmede møte ham.

Saa rider den hvite ridder ind i skranken. Og de fælder sine lanser, han og herr Mador, og sprænger mot hinanden. Og herr Madors lanse splintres, men den andens holder, og herr Madors hest styrter under ridderen. Men han kommer sig ledig av hesten, løfter skjoldet for sig, utdrager sit sverd og byder den fremmede kjæmpe med sig tilfots. Og den hvite ridder springer av sadlen og møter ham med sverd og skjold. Men snart ligger herr Mador overvunden i græsset; den fremmede staar over ham med foten paa hans bryst og roper til dronningen, om hun vil se herr Mador død eller hans liv sparet.

«Gjerne skjænker jeg ham livet,» svarer fru Guniver mildelig, «om han vil utrope min uskyld over landet og la skrive paa herr Patriks grav, at aldrig voldte jeg hans død.» Det lovet herr Mador, og han gik frem til dronningen, knælte og takket hende for naaden. Derefter førte hans venner ham til et telt, ti han hadde mange og svære saar.

Men den ukjendte ridder gik frem til foten av trappen, hvor kong Artur sat. Da var dronningen kommet hen til kongens side, og de tok hinanden i armene og kyssedes hjertelig. Derpaa bøiet kongen sig ned til den hvite ridder, takket ham og 134bad ham løse sin hjelm og drikke den vin, som dronningen bød ham i et guldbæger.

Og den hvite ridder rakte ut sin haand, tok bægeret fra dronningen, og slog op sit hjelmgitter for at drikke. Da blev der et stort rop, ti de som stod omkring, kjendte herr Lancelot av Sjøen.

Men kongen kastet sine armer om Lancelot, lovet Gud, som hadde ført hans kjæreste ridder tilbake, og takket ham, at han hadde kjæmpet for dronningen idag.

«Herre konge,» mæler Lancelot, «und mig det, at jeg maa kjæmpe for eder og eders dronning alle dage. Ti I slog mig til ridder, og hun viste mig en stor naade den samme dag, og det har ingen visst, men nu vil jeg nævne det høit for alle. Ti samme dag jeg blev ridder, mistet jeg mit sverd, men dronningen fandt det, tok det op og gjemte det under sin kappe. Og hun taug med det og flydde mig det lønlig tilbake, og ellers hadde jeg været beskjæmmet mellem ridderne alle mit livs dage. Men da svor jeg ved mig selv at være hendes ridder, tjene hende over alle fruer i verden, og kjæmpe for hende til min sidste stund.»

Da takket kongen ham atter, tok Lancelots haand og leiet ham bort med sig. Men dronning Guniver slog sløret for sit ansigt, saa ingen skulde se hun graat.

Om Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord

I Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord gjenforteller Sigrid Undset legendene om sagnkongen Arthur, med utgangspunkt i Thomas Malorys Le Morte d'Arthur fra 1485 og ridderviser.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1915 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook