Nu er der stor gammen og glæde i Engelland; kong Artur sitter vidspurt paa sin borg og holder Det runde Bord; om ham er samlet den fagreste ridderskare, som verden nogentid har set. Men den ypperste er Lancelot av Sjøen, ti ingen er hans like hverken ved dystridt og lek eller i kamp paa liv og død. Men enten det er lek eller kamp, saa øver han hver en vaabendaad til dronning Gunivers ære. Og hun hædrer ham fremfor alle andre riddere.
Saa red herr Lancelot sig ut paa en fager maidag, og hans søskendebarn herr Lionel var med ham. De fôr gjennem en dyp skog, og ved middagstid, da dagen gjordes het, kom de til en grøn eng. Der stod i skogbrynet en fager apall, og træet var saa fuldt av blomster, at der var tæt skygge under. Saa siger Lancelot til sin frænde: «La os raste der i skyggen, ti der er svalt og liflig duft; ikke kan jeg mindes jeg var saa søvntung paa syv aar, som jeg er idag.» De binder da sine hester ved et træ, 82gaar og lægger sig ind under apalltræet, og herr Lancelot tar hjelmen av og sovner straks. Men Lionel sitter og vaaker og støtter sig til sit sverd.
Om en stund ser han tre riddere, som rider gjennem engen saa fort deres hester kan fly, og efter dem følger en ensom ridder, men det tyktes herr Lionel han hadde aldrig set saa stor og sterk og velrustet mand. Snart har han tat igjen den første av de tre riddere, og han strækker ham til jorden med ett slag. Og likesaa gjør han med den anden og den tredje. Saa løfter han op alle de tre riddere, der ligger i græsset, og binder dem haardt med deres egne hestetømmer og lar dem løpe ved sin sadelbue.
Da stod herr Lionel op, løste sin hest saa sagte han kunde, for ikke at vække Lancelot, og han red efter hin ridder, som hadde vundet paa de tre, bød ham snu og dyste med sig. Og den fremmede ridder red mot Lionel, saa det bar i græsset med baade hest og mand. Saa bandt han ogsaa herr Lionel og førte sine fire fanger til en stor borg, der var omsat med dype graver og prydet med høie taarner. Foran vindebroen stod der en stor ek, og paa den hang mange ridderes skjold og et stort kobberbækken. Ridderen hængte ogsaa Lionels og de tre andre ridderes skjold paa eken, men fangerne lot han klæ nøkne og pisket dem med tornegrener, og siden kastet han dem i et taarn, hvor der laa mange sorgfulde riddere.
83Imens laa herr Lancelot under apallen og sov. Og da skyggerne tok til at længes, kom fire dronninger ridende gjennem engen, og de red paa hvite muldyr, og fire riddere holdt en pell av grøn silke paa gyldne lanser over dem, saa solen ikke skulde brænde de fire fagre fruer. Og som de red, saa hørte de en hingst vrinske, og da blir de vârvâr] rettet fra: var (trykkfeil) den unge ridder, som sover under træet, i skinnende rustning og med hjelmen liggende i græsset hos sig. Da rider de frem og kjender herr Lancelot paa hans fagre haar. Og straks begynder de at trætte om, hvem der skal sove med ham inat. «Derom kan vi siden bli enige,» siger Morgan le Fay, «ti nu skal jeg kaste en trolddom over ham, saa han skal sove i seks timer, og føre ham til min borg; naar han vaakner, la ham da vælge, hvem av os han vil elske.»
Saa kastet de trolddom over Lancelot og lot ham bære til Morgans borg; der lagdes han i et koldt kammer, og ved aftenstid sendte de en jomfru til ham med kveldsmat. Da var trolddommen forbi, og møen hilste ham og spurte, hvor han monne lide. «Ilde,» svarer Lancelot, «ti jeg vet ikke, hvordan jeg er kommet hit i dette kammer, uten det er med trolddom.» «Herre,» siger møen, «maatte I lide vel! Og er I saa gjæv en ridder, som folk siger, da skal jeg tale mere til eder om alt dette imorgen.» Lancelot takket hende, og hun bød ham farvel. Saa laa 84han alene, til morgenen grydde, og undret sig over, hvad disse hændelser monne betyde.
Men saa saare det tok til at bli lyst, kom de fire dronninger i sine fagreste klædebon og bød ham godmorgen. Han hilste dem høvisk. Da siger de:
«Herr ridder, vid vel, at du er vor fange og vi kjender dig, du er Lancelot av Sjøen, kong Bans søn. Og vi har ført dig hit, fordi du er den skjønneste mand, som lever, og du er dronning Gunivers elsker. Men nu vil vi ikke hun skal nyde dig længer og du ikke hende, men vi vil eie dig selv, og du kan vælge, hvem av os du vil ha til frille. Jeg er Morgan le Fay, og her er dronningen av Nordgalis, dronningen av Estland og dronningen av Syderøerne. Og saa fagre kvinder er vi alle, at vi har ikke nødig at tigge om elskov – vælg nu, hvem av os du vil tjene, saa vil vi unde hende at eie dig i fred for os andre.»
«Det er haarde kaar,» svarer Lancelot, «men jeg vil heller dø her i dette fængsel og bevare min ære end bole med troldhekser og djævelens tjenestemøer, ti andet er I ikke. Og det I sa om min frue, fru Guniver, var jeg fri, da skulde jeg trøste mig til at møte hver mand eller ridder, som I vil føre i marken mot mig, og kjæmpe med ham, og vidne, at hun er sin husbond saa tro som nogen hustru i kristenheten.» «Er det saa,» svarer dronningerne, «at du vraker os alle fire?» «Saa hjælpe mig Gud,» siger Lancelot, «ikke vil jeg eie nogen av eder.» Dronningerne gik bort, og Lancelot blev alene tilbake i stor angst og sorg.
85Ved middagstid kom den unge jomfru til Lancelot med mat og spurte, hvordan det gik ham. «Aldrig var jeg saa ilde ute,» svarer han, «det vet hver mand, at jeg er ikke feig, men jeg tør sige uten at blues, at jeg er saare ræd for disse troldkvinder, ti mot slike kan en ærlig ridder ikke kjæmpe.» «I maa vel være ræd,» siger møen, «nu er de rasende, fordi I vil ikke være dem til vilje og har vraket dem. Men vil I la mig raade, skal jeg nok hjælpe eder av denne nød, og I kan trøstig ta mot min hjælp; jeg vil eder hverken synd eller skam, men I skal bare love mig at kjæmpe i min fars flok ved den turnering han skal holde mot kongen av Nordgalis næste torsdag.» «Skjønne jomfru,» svarer Lancelot og ler hjertelig, «slik tjeneste gjør jeg eder hjertelig gjerne, og jeg skal kjæmpe for eders far og eder selv i saa mange turneringer eder lyster av al mit legems magt og færdighet. Men hvem er eders far?» «Jeg er datter til kong Bagdemagus,» siger møen, «han som falskelig blev beskyldt og beskjæmmet ved turneringen paa Karlion sidst paaske.» «Jeg mindes ham vel,» svarer Lancelot, «og gjerne hjælper jeg saa god og modig en mand.» Møen takker ham og ber ham holde sig rede ved midnatstid, da skal hun komme og fri ham ut av fængslet. Saa om natten kom hun og førte Lancelot ut av seksten laaste dører, bragte ham hans vaaben og rustning og leiet ham ind i skogen, der hans hest stod bunden. Møen bad ham nu møte sig næste onsdag i et hvitbrødrekloster, 86som laa i en skog ti mil borte, der vilde han finde hende og kong Bagdemagus. Saa svinger Lancelot sig i sadlen, bøier sig og kysser jomfruens kind, mens han siger: «Gud lønne eder, min skjønne veninde, og hjælpe mig at tjene vel eder og eders gode far.» Og han rider ind i skogen.
Nu var Lancelot alene i skogen med sin hest og sin hund, og forlystet sig med jagten en uke tilende; derefter red han til klostret. Og da kong Bagdemagus’ datter hørte den store hest paa fliserne i klostergaarden, kastet hun sin søm, løp til vinduet og hilste herr Lancelot med sine fagre, hvite hænder. Hun bød sin fars svender føre hans hest til stalden, men selv gik hun ut til ridderen, leiet ham ved haanden til et prægtig kammer, og selv tok hun hans vaaben, løste brynjen av ham og gav ham en sid kjortel av hvit silke, utsydd med roser og hjorter, saa han kunde være sømmelig klædt til kveldsbordet. Siden hentet hun sin far, og kong Bagdemagus var saare glad for Lancelots komme. Men da Lancelot hørte, at der var tre riddere av Det runde Bord, som vilde kjæmpe for kongen av Nordgalis, da lo han hjertelig, og bad kong Bagdemagus skaffe sig en hvit rustning og et blankt skjold uten billede eller merke, og utvælge to av sine bedste riddere og gi ogsaa dem hvite rustninger og blankt skjold. «Saa vil vi holde os bakerst, til dysten 87blir hetest. Men la ikke Artursridderne faa nys om, at jeg kjæmper i eders flok.»
Næste morgen efter messen red de til engen, hvor dysten skulde staa, og rundt om engen var der telter og bænker for folk, som vilde se paa. Da rykket kongen av Nordgalis i marken med otte snese hjelmer; Arturs tre riddere red for sig selv. Saa kom kong Bagdemagus ridende ind med sit følge; det var fire snese hjelmer. De fældet sine lanser og tørnet mot hinanden med stort gny, og i det første ridt de red sammen, mistet kong Bagdemagus tolv riddere, men kongen av Nordgalis syv. Og kong Bagdemagus’ flok blev drevet helt tilbake til skranken.
Da sprængte Lancelot med fældet lanse ind i den tætteste kamp. Og han fældet straks fem riddere til jorden, og tre av dem brøt ryggen. «Der kommer en gast, som duer litt,» siger herr Mador de la Porte til sine folk, «ham vil jeg møte.» Men herr Lancelot kastet ham av sadlen, saa Madors skulder gik av led. «Saa faar jeg friste,» siger Mordred, men han splintrer sin lanse mot Lancelots bryst og faar et støt selv, saa bukgjorden brister paa hans sadel og han selv falder over hestens bak; hans hjelm borer sig ned i bakken, og han hadde nær brukket nakken. Men herr Gahalantin og herr Lancelot splintrer begge sine spær, da de møtes; saa drager de sverdene og skifter vældige hugg, men tilsidst render blodet ut av næse og mund paa herr Gahalantin, og han segner av hesten. Men Lancelot faar en frisk lanse av en væbner, og med den fælder han seksten riddere, og ikke en av dem kunde 88mere føre vaaben den dag. Og da den lanse er brutt, faar Lancelot en ny og fælder endda tolv riddere; to av dem brøt nakken, og tre var helseløse altid siden. Saa vilde kongen av Nordgalis ikke dyste længer, og kong Bagdemagus hadde vundet prisen.
Siden fulgte Lancelot med kong Bagdemagus og hans datter hjem, og de drak og skjemtet og gjorde sig glade den kveld. Men om morgenen bød Lancelot dem farvel, ti han vilde lete efter herr Lionel, som var kommet bort fra ham, mens han sov under apallen. Saa tok han kjærlig avsked med kongen og kongsdatteren, og lovet møen, at trængte hun nogentid en ridder, da skulde han altid være rede til at kjæmpe for hende. Derefter red han bort.
Nu søkte herr Lancelot omkring i skogen, til han fandt igjen det apalltræ, hvor han hadde ligget og sovet. Da blev han var en jomfru, som red i engen. Han hilste hende og spurte, om hun visste om nogen eventyr, som kunde være at finde her i denne skog. «Her er eventyr nok og nær ved,» svarer hun, «om du er saa gjæv, at du tør møte dem.» «Det faar jeg vel turde,» svarer han, «siden det er det jeg er ute for.» «I ser sterk ut,» siger jomfruen, «hvad heter I?» Han siger sit navn. «Da er I kanske den rette mand,» siger jomfruen, «og vil I ride med mig, da skal jeg vise eder den sterkeste 89og haardeste mand I nogentid har stevnet til møte med. Kan I dræpe ham, da vinder I stor ære og pris ved det. Hans navn er herr Tarkvin, og han eier en borg her like ved; der holder han i taarnet mere end tre snese riddere, som han har fanget med egne hænder; mange er av Det runde Bord.» Lancelot takket møen meget, og hun førte ham til den borg, som stod med taarn og tinder mellem dype vandgraver, og hun viste ham eken ved porten. Lancelot kjendte da mange av de skjold, som hang i træet, og derimellem var herr Lionels og hans broder Hektor de Maris’ skjold. Da slog han med sin lanse paa kobberbækkenet, baade vel og længe, til bunden gik ut paa det og det gjaldet i skogen, men han hverken hørte eller saa folk. Men tilslut blev han var en stor høi mand, som red ut av skogen, og han hadde en saaret ridder liggende foran sig tvers over hesten. Herr Lancelot kjendte den saarede ridder; det var herr Gaheris, Gaveins broder.
Da Tarkvin saa Lancelot, fældet han sin lanse, men Lancelot ropte og bad ham først lægge den saarede ridder ned i græsset. Derefter red de sammen, og det blev en haard dyst, og begge deres hester blev dræpt. Siden fegtet de længe tilfots og fik svære saar, men tilslut dræpte Lancelot Tarkvin.
Derefter sendte Lancelot herr Gaheris ind i borgen og lot ham løse alle de fangne riddere. Men selv red han videre med møen, og han fik herr Gaheris’ hest at ride paa.
90Nu siger møen til Lancelot: «Her i denne skog bor en ridder, som overfalder, plyndrer og krænker alle fruer og møer han finder.» Da sverger Lancelot, at det er den værste tidende han har spurt, at en ridder er røver og kvindeskjender, og han vil ikke unde slik en usling livet, men dræpe ham for sin kristelige tros og sit ridderskaps skyld. «Vi skal snart møte ham,» svarer møen, «jeg vil ride først gjennem denne dal, og I skal ile efter, straks I hører mig rope.» Saa red hun foran, og om en stund saa Lancelot en mand i ridderlig rustning; han kom ut av tykningen, grep fat i møen paa usømmelig vis, og hun skrek høit. Da sporet Lancelot sin hest, red frem av al magt, tok ridderen i haar og skjeg og slog med ett slag hans hjerneskal istykker. «Dette har han længe fortjent,» siger møen. «Hans navn var herr Peris av Vildenskog.» Lancelot tok sadelgjorden av herr Peris’ hest, bandt ham op i et træ efter føtterne at hænge for ørn og ravn, og skrev paa hans skjold, hvormed han hadde forskyldt saa skammelig en ende.
Saa rider Lancelot og jomfruen videre gjennem skogen, og hun mæler: «Gud den almægtige bevare eder, hvor I monne ride eller gaa, ti ingen ridder er mere høvisk og mild mot jomfruer, og alle kvinder hjælper og tjener I gjerne. Men en ting tykkes mig ilde, at I herr Lancelot er en ugift mand, ti nu er I saa gammel, at en mø eller frue burde faa nyde eders elskov. Og folk siger forvisst, at 91de fruer og møer er mange, som har slitt sine hvite knær paa alterstenene, mens de bad, at eders hjerte maatte bøies til dem. Og den sidste er kong Bagdemagus’ datter, en fager mø uten lyde paa krop og sjæl, hun sørger nu bitterlig over eder. Men det har jeg ogsaa hørt sagt, at det er for vor dronnings skyld hun har forgjort eder, saa ingen anden kvinde skal eie eder uten hun alene.»
«Skjønne jomfru,» svarer Lancelot sagtmodig, «litet formaar en mand mot slike rygter, uten en vaabenfør mand bærer dem frem. Men den fagre og dydefulde mø I nævnte, hende talte jeg aldrig elskovsord til, og ingen anden kvinde, som lever, har jeg fristet eller bedt om elskov, men jeg har alene tjent dem slik, som Gud vil, at hver mand han har skjænket førlighet og legemsstyrke, skal tjene alle der er svakere end ham, gamle, børn, syke, kvinder og geistlige folk, som hver ridder bør hjælpe, tjene, ære og verge av al formue for Jesu skyld og hans milde moders. Men jeg har ingen lyst til egtestanden, ti naar en ridder tar sig en ung hustru, da vil hun, at han skal ligge hos hende den lange lyse morgen, mens de unge svender veider dyr i den grønne skog eller leker med vaaben og øver sig i idræt, og hun graater ilde, naar hendes husbond vaager liv og lemmer i dystridt eller vil fare ut paa eventyr, og hun taaler ikke han hjælper og tjener andre kvinder, slik som Gud vil en ridder skal. Derfor ber jeg hver morgen og kveld min helgen beskjærme mig, at jeg ikke skal falde i egteskaps fængsel. Men forlyste mig med friller vil jeg ikke for Kristi skyld, som kjøpte mig med sit blod, 92ti den ridder, som lever utugtig med løse kvinder eller anden mands viv, ham følger lykke ikke; hans legemes styrke svinder snart, og han blir overvunden i krig av en ringere mand end han selv er, eller ulykken fører hans venners blod over hans hode. Saa det er min anden bøn, at Gud vil bevare mig for urenhets synd.»
Da smilte jomfruen noget av Lancelots ord, men hun bød ham høvisk farvel, og de red hver sin vei.
Nu red herr Lancelot langt og længe og hadde mange eventyr, og tilslut kom han til Korbins bro. Og der var den fagreste borg han nogentid saa, og en stor stad, og alle folk i staden ropte paa ham ved navn: «Velkommen herr Lancelot av Sjøen, du ypperste ridder i kristenheten, som alene kan hjælpe os!» «Hvad mener I,» siger Lancelot, «siden I roper og skriker slik paa mig?» «Ak, fagre ridder,» svarer de alle, «her i denne borg er der en usalig frue; hun pines og skoldes i kokende vand, og den kval har hun lidt uten ophør i mange aar; ingen kan utfri hende, før den bedste ridder i kristenheten tar hendes haand og fører hende ut av det kammer, hvor hun pines. Og fornylig var herr Gavein her, men han kunde ikke hjælpe, og maatte la hende være i pinen.» «Ak,» svarer Lancelot, «neppe evner jeg mere end han.» «Jo, jo,» siger de alle, baade mænd og kvinder, «vi vet det er Lancelot, 93som skal utfri hende.» «Saa før mig da til fruen,» siger Lancelot, og de førte ham ind i borgen.
Og da de kom til det taarn, hvor fruen var inde, da sprang jerndørene op av sig selv, og herr Lancelot gik ind i kammeret; det var hetere end den heteste ovn, og der stod et kar med kokende vand. Herr Lancelot rakte sin haand til den fagreste frue han nogentid saa; hun var nøken som en naal. Det var Morgan le Fay og dronningen av Nordgalis, som ved trolddom hadde kastet hende i denne pine, for hun var fagrere end de to tilsammen. Folket bragte hende klær, og da hun hadde iført sig dem, syntes det Lancelot ingen kvinde i verden kunde kappes med hende i fagerhet, men han likte fru Guniver bedre.
Den skjønne frue takket Lancelot og sa: «Herre, behager det eder, da vil vi nu gaa til kirken og takke Gud.» «Frue,» svarer Lancelot, «la os det.» Saa gik de haand i haand til kirken, og alt folket, læg og lærd, fulgte dem. Og dit kom kong Pelles, den gode og ædle ridder, som var fruens søskendebarn, og han hilste Lancelot.
«Herre,» siger kongen, «jeg ber eder sige mig eders navn.» «Lancelot,» svarer han, «kong Bans søn, og jeg er kong Arturs ridder.» Da siger kongen, at hans navn er Pelles, kongen av det fremmede 94land, og han er av Josef av Arimathæas slegt. De omfavnet hinanden, og kongen førte Lancelot ind i borgen.
Men da de hadde sat sig tilbords, da kom der ind av et vindu i hallen en due, og den bar i nebbet et litet røkelseskar av guld. Og straks var der i rummet en duft saa sterk og søt, som om alverdens myrra og røkelse og vellugt skulde været derinde. Og bordet syntes dem dækket med alle de lifligste spiser og den herligste vin, som er paa jorden. Og der kom ind en ung og fager jomfru, som bar paa sine hænder et kar av det pureste guld. Da knælte kongen ned, og med ham alle, som var i hallen, og de bad.
«O Jesus,» siger Lancelot, «hvad er dette?» «Vid,» svarer kongen, «at nu har du set den dyrebareste ting, som er i verden. Og naar tiden kommer, da skal den bæres om verden, og da skal Det runde Bords ring brytes, men vid, at den ting du saa, var den hellige Sanktgral.»
Da blev Lancelot paa Korbins borg, og kong Pelles’ datter fattet usigelig kjærlighet til ham. Hendes navn var Elene, og hun var meget ung og saare fager. Og fordi hun var saa ung og uvis, kunde hun ikke skjule, hvorlunde hendes sind var vendt. Men herr Lancelot talte mildelig og kjærlig til hende, og han siger: «Mit gode, fagre barn, I skal ikke sørge for mig. Ti I er som den lyse og svale tid, før mai maaned sætter ind, men elskov er som den hete og tørre sommer. Og en mands elskov vilde ikke gavne eder mere end høstmaanedens solbrand, storm og lynild vilde gavne de 95spæde blomster, der spirer op av jorden ved paasketider. Og det skal I vite, at naar den tid kommer, I er fuldvoksen mø, da vil ingen mere nævne mig den ypperste ridder; da er mine øines skarphet og mine lemmers styrke ikke mere som nu. Mellem de unge svender, som nu holder i utkanten av dystridtsringen og rækker ridderne friske lanser, de som nu bærer os mat og vand til haandtvæt og lyser os iseng om kvelden – mellem dem bier alt min overmand. Og naar hans tid kommer, da vil I skjænke ham eders elskov; da skal I mindes mig med mildhet og ynke mig, ti da er der visselig ingen kvinde mere, som har mig kjær.»
Men Elene graat.
Og kong Pelles ønsket saare, at Lancelot vilde fatte elskov til hans datter, ti han visste vel, at herr Lancelot skulde avle en søn med hende, det barn, som skulde kaldes herr Galahad, den gode ridder, og han skulde vinde Sanktgral. Da kom en frue, som het fru Brisen, og hun talte lønlig med kongen og sa: «Herre, vid at Lancelot elsker lønlig dronning Guniver, og aldrig skal han fæste sig viv eller ta anden kvinde i favn med sin gode vilje. Men vil I la mig raade, da skal jeg virke en trolddom, saa han skal ligge hos eders datter og tro han er hos fru Guniver.» For denne fru Brisen var saare tryllekyndig. Og kongen svarte: «La det bli efter eders raad.»
Siden gik hun til Elene, og hun sa til møen: «Vid vel, at Lancelot tar aldrig til viv hverken eder eller nogen anden mø i verden. Men jeg kan 96vel hjælpe eder, saa Lancelot skal sove med eder en nat.» Og Elene svarer: «Saa hjælp mig da til dette.»
Da gjorde fru Brisen det slik, at der kom en til Lancelot, som han syntes han vel skulde kjende. Og denne mand bragte ham fra fru Guniver en ring, som dronningen altid bar. Da spurte Lancelot budet i stor glæde: «Hvor er min frue?» «Herre,» svarer sendebudet, «hun er i en borg kun fem mil herfra og begjærer I skal komme dit endnu ikveld.»
Saa red Lancelot ut mot kveld, og han kom til borgen og blev møtt av nogen folk, som han visste vel kjendte fru Gunivers løndom. Og da han var steget av hesten, spurte han straks, hvor dronningen var. De svarte, hun var iseng, og han blev ført til et kammer, men paa terskelen møtte han fru Brisen, og hun bød ham en drik vin. Og straks han hadde tømt den, blev hans sind forvirret, og han kunde neppe bie, til fru Brisen hadde stængt døren bak ham, før han kastet sine klær av sig og sprang op i sengen, og han tok jomfru Elene i favn, og mente det var fru Guniver. Da var herr Lancelot glad, og saa var Elene, fordi hun holdt Lancelot i sine armer.
Saa laa de sammen den lange nat, og herr Lancelot var saare vild og heftig, men Elene var noget stille, ti hun var et ungt barn og hadde aldrig før hat mand i sine armer. Men Lancelot blev ved at kalde hende ved dronningens navn, og han spurte 97hende: «Min allerkjæreste, hvorfor er I ikke inat imot mig som ellers? For Guds skyld, har jeg fortørnet eder med noget, da sig det, ti jeg vilde heller miste mit liv tusen ganger end fortørne eder i noget.» «Nei, nei,» svarer Elene, og Lancelot tar hende atter i sine armer, men det unge barn klaget og ynket sig noget. «For Guds skyld,» siger Lancelot, «fru Guniver, hvorfor sukker og klager I slik?» «Lancelot,» mæler Elene da, «vil aldrig den dag komme, da det lyster eder at fæste en hustru? I er en kongssøn; det sømmet sig for eder at ta en hustru og avle sønner med hende, bedre end at sove med en anden mands viv.» Da svarer Lancelot i stor harme: «Den synd skal jeg svare for Gud og ikke I. Og tænker I ikke jeg kan være hustru og avkom foruten, jeg som alt i tre aar har levet uten min frelsers samfund – saalænge har jeg syndet med eder og gaat til skrifte og fortæret vor Herre Jesu legeme, men dulgte den synd for presten. Skulde jeg vel sørge for min slegt og arv paa jorden, naar jeg for eders elskov gladelig bortgir min arv i himmelen og gjerne lar mig pine i helvede evindelig, for at nyde eders favntak den korte stund heroppe paa jorden? Tænker I eders elskov og vor legemslyst er saa ringe en ting, at jeg skulde skifte sind og attraa en anden kvinde, siden jeg har sveget min herre paa jorden og min herre i himmelen for at eie eder?»
Da taug Elene, og herr Lancelot sovnet Men da han vaaknet, undret han sig over, at kammeret endda var mørkt. Ti alle vinduer og aapninger var stængt og tildækket. Saa stod Lancelot op og aapnet 98skodden for vinduet; da var trolddommen forbi, og herr Lancelot saa, hvad han hadde gjort. Og han skrek høit av skam og sa: «Ve mig, nu har jeg levet altfor længe!»
Da tok han sit sverd i haanden og talte til hende: «Forræderske, du skal dø her for min haand!» Og den unge fagre Elene sprang ut av sengen, nøken som hun var, og knælte paa gulvet for hans føtter, men hun talte ikke. «O du forræderske,» siger herr Lancelot da, «litet vet du, hvor stor skam og skjendsel du har ført over os begge!» «Herre,» siger Elene ydmyg, «jeg gjorde dette efter min fars raad, ti saa er spaadd, at ved eder skulde jeg undfange herr Galahad, den gode ridder, som skal kaares til konge i Sarras og vinde Sanktgral. For den spaadoms skyld har jeg opofret min ungdoms blomst og mit fagreste smykke, som nu er brutt; derfor ber jeg dig spare mit liv, ti nu bærer jeg visselig i mit skjød ham, som skal vorde den ypperste ridder i verden.»
Herr Lancelot ynkedes over hende, ti hun var ung og saa fager en kvinde, som han nogentid hadde set. Saa løftet han hende op i sine armer, kysset hende og tilgav hende. Siden klædte de sig paa, og herr Lancelot tok mildelig avsked med Elene.
«Lancelot, min herre,» siger hun, før han rider. «Ikke for min skyld, men for den spaadoms, som jeg har opofret mig for, ber jeg eder, vær barmhjertig mot mig, kom tilbake engang, og se til mig!»
Saa red Lancelot bort, og Elene drog hjem til Korbin. Og da tiden kom, fødte hun et guttebarn; 99det kan enhver vel tænke, at det barn blev fostret og pleiet godt, og det blev kaldt Galahad, ti det navn hadde Lancelot faat i daaben; det var Sjøens frue, som siden kaldte ham Lancelot.
Nu hændte det, at herr Bors de Ganis, Lancelots søskendebarn, red ut paa eventyr, og tilslut kom han til Korbin, hvor kong Pelles tok vel imot ham. Men da Elene hørte, hvad slegt han var av, da spurte hun ham meget om herr Lancelot, og aldrig fik hun hørt nok om hans eventyr og gjerninger. Og hun hadde altid sin søn paa fanget, naar hun sat og talte med herr Bors. Herr Bors saa meget paa det skjønne barn i hendes armer; det tyktes ham forunderlig likt Lancelot. «Undres ikke,» siger Elene da, «ti Lancelot avlet dette barn med mig.» Da blev herr Bors usigelig glad, han kysset gutten og bad Gud skjærme ham. Ti Lancelots frænder græmmet sig meget over den handel, som de vel visste han hadde med dronningen.
Da kom en hvit due ind av vinduet, og den bar i nebbet et røkelseskar av guld, og en ung jomfru stod foran dem med et guldkar paa sine hænder. Men Elene knælte ned med barnet i sine armer og bad høit, og herr Bors undredes saare og gjorde som hun. «Vid vel, herr Bors av Ganis,» mæler møen, «at dette spæde barn er herr Galahad, han som skal sitte i Det farlige Sæte og vinde Sanktgral.»
100Saa fløi duen bort, og møen forsvandt med Sanktgral. Men herr Bors sa: «Denne borg maa vel kaldes de forunderlige tegns borg.» Saa tok han avsked med kong Pelles og Elene og fôr derfra.
Men da herr Bors kom tilbake til Karlion, da fordulgte han ingenlunde, hvad han hadde set i Korbin, og berettet om Sanktgral og den skjønne fru Elene, som han siger er den fagreste kvinde i verden og Lancelots brud, og hun har født ham en søn, og underlige ting er spaadd om dette barn.
Da fru Guniver hørte disse tidender, blev hun helt vild av sorg og harme, og hun søkte Lancelot i løndom og talte de bitreste og mest hadefulde ord til ham, bød ham fare bort og aldrig mere komme for hendes øine. Men Lancelot svarte hende ydmyg, berettet om trolddommen og alt, som var hændt mellem ham og Elene. Da blev hun noget blidere. Og Lancelot gik til hendes kammer om nætterne som tilforn.
Men kong Artur hadde feidet i Frankrike med kong Claudas og vundet meget land fra ham. Og da han kom tilbake, lot han lyse til en stor fest, og indbød alle riddere og fruer av Engelland til at komme.
Da fru Elene hørte om denne fest, gik hun til sin far og bad om lov at fare dit. Han svarer: «Du skal fare, og det i sømmelig følge; alt hvad jeg 101eier av guld og skatter, maa du frit ta, saa du kan komme til Karlion, som det sømmer sig en frue av min æt.» Saa raadet hun sig med fru Brisen, sin fostermor, og da hun red ind i byen, tænkte alle folk de hadde aldrig set saa fager en viv eller saa prægtig følge. Ti fru Elene red paa en melkehvit hingst, og sadeldækket var av purpur, men bigslet var av guld, og fruen selv var klædt i en kjortel av violblaat fløil, utsydd med guld; ingen kunde se hendes haars farve, saa tæt var det iflettet med perlesnorer. Men hendes følge var tyve riddere og tyve møer, og de var alle klædt i hvit sølvmor og red paa kulsorte hester; i hænderne bar de blomstrende tornegrener.
Da kong Artur hørte, hvem den skjønne frue monne være, da gik han hende imøte og bød hende være velkommen, men alle de riddere av Det runde Bord, som var av Lancelots slegt, løp ut og hilste hende med haandklap og høie rop.
Men Lancelot, da han saa hende, gik ind paa sit kammer og stængte døren. Og han vilde ikke hilse hende. Endda han tænkte hun var den fagreste frue han hadde set i alle sine levedage. Saa han var meget tung i sindet.
Da nu fru Elene forstod, at Lancelot vilde ikke se hende, da tyktes det hende, at hendes hjerte maatte briste av sorg. Og hun sa til sin fostermor, fru Brisen: «Ak det var bedre, at herr Lancelot hadde dræpt mig med sit sverd hin morgen han vaaknet hos mig, end at han nu skal dræpe mig med sin ukjærlighet.» «Trøst eder, frue,» svarer fru Brisen, «om I vil det, da skal jeg leie Lancelot ved 102haanden til eders seng endnu i denne nat.» «Nei nei,» siger Elene, «ikke uten han kom til mig av sin egen gode vilje.»
Saa blev fru Elene stedt for dronning Guniver.Guniver.] rettet fra: Guniver (trykkfeil) Og de hilste hinanden kjærlig med haand og mund, men der var andre ting i deres hjerter. Derfor sat de sammen og taltes venlig ved, og den ene gav nøie agt paa den anden imens. Og dronningen bød, at fru Elene skulde huses om natten i et fagert kammer, som laa næst ved hendes eget.
Men derefter lot hun Lancelot kalde til sig og mælte: «Kom til mit kammer inat, ti ellers vet jeg forvisst, at du gaar til Elene, som du har avlet en søn med.» «Frue,» svarer Lancelot, «sig ikke slik, ti det var mot min vilje, at jeg sveg eder en eneste gang.» «Saa kom,» siger dronningen, «saa saare jeg sender dig bud mat.»
Men fru Brisen siger til Elene: «Nu har dronning Guniver laget det slik, at I skal sove næst ved hendes kammer inat, og det kan høres i det ene kammer, hvad som siges og gjøres i det andet. Og hun har stevnet Lancelot til sig inat. Men om I vil, da kan jeg føre ham til eder.» Og Elene svarer: «Gjør det.»
Saa da alle folk paa borgen var iseng, gik fru Brisen til Lancelots sengekammer og sa: «Herr Lancelot av Sjøen, sover I? Min frue, fru Guniver, ligger og venter paa eder.» Lancelot tok hende for en av dronningens tjenestemøer, saa stod han op, slog kappen over sig og tok sit sverd i haanden. Fru Brisen førte ham til Elenes seng. Og han la sig hos hende, og de kysset og favnet hinanden.
103Men straks efter sendte fru Guniver en av sine terner til Lancelot, og da hun kom til hans kammer, fandt hun hans seng tom. Saa gik hun tilbake til dronningen og meldte dette. Fru Guniver blev ute av sig selv av sorg og skam, og hun kastet sig og vred sig i sin seng og slet i sit haar og sov ikke. Men herr Lancelot var sovnet i Elenes armer. Og nu var det hans vane at snakke i søvne, og i søvne ropte han høit dronningens navn og talte om den elskov, som hadde været dem imellem, og dronningen hørte det ind i sit kammer, og hun var nær ved at dø av skam og pine.
Saa vaaknet herr Lancelot to timer før daggry, og han tok avsked med fru Elene, og kjendte hende ikke. Men da han kom ut av hendes kammer, stod fru Guniver i sin dør, og hun skrek høit: «Du usle og falske og æreløse mand, far straks fra min borg og kom aldrig mere for mine øine, ellers skal min husbond kongen visselig la dig dø den død du har fortjent.» Men da Lancelot kjendte dronningen og hørte hendes ord, da styrtet han om paa gulvet som død. Og da han vaaknet, var dronningen borte; da sprang Lancelot ut av et vindu, og slik som han var, klædt alene i skjorte og hoser, løp han gjennem haven, over muren og ut i skogen, og han hadde ganske mistet sin forstand.
Da Elene hørte inde paa sit kammer, at dronningen talte slik til Lancelot, løp hun ut, og hun saa, 104at han laa paa gulvet og derefter sprang han ut av vinduet. Da vilde hun følge efter, men dronningen grep hende i haaret og armen og bød hende: «Bli her.» «Ak frue,» siger Elene og graater bitterlig, «nu har vi begge mistet ham, ti det saa jeg paa hans øine, at han er en gal mand, og om ikke Gud vil forbarme sig over ham, da kommer visselig aldrig hans forstand tilbake.» «Ti stille,» siger dronningen, «du lede og lidderlige troldkvinde, du har voldt det.» «Frue,» svarer Elene, «eders synd har voldt det: I har en husbond, og ingen dronning i verden eier hans like, hvorfor kan I ikke elske ham, ti det burde eder at gjøre. Men mig bør det at elske herr Lancelot, ti han fik min mødom, og han er far til min søn, og var det ikke for eders skyld, da skulde jeg vel vundet ham til min husbond. Men saalænge jeg lever, skal ingen anden mand komme inden mine armer; vil Lancelot end aldrig hilse mig med et ord, skal dog ikke jeg skjæmme hans seng, som I har skjæmmet eders husbonds.» «Elene,» siger fru Guniver, «imorgen saa saare dagen gryr, saa pak dig herfra. Og har du Lancelot kjær, saa ti med det du nu vet, for taler du et ord om det, skal det gjælde hans liv.» «Ak,» svarer Elene, «siger I slik? I som volder, at han nu flakker nøken og avsindig i skogen og maa taale jammer og nød og sult og ondt veir. Gud hjælpe min hjertenskjære herre!»
Saa gik de hver til sit kammer, og de graat og klaget begge saa saare. Men saasnart dagen gjordes lys, bød Elene kongen og hirden farvel, og sa hun vilde ikke længer bli paa Karlion. Kong Artur fulgte hende paa vei med hundrede riddere; herr Bors av 105Ganis red ved hendes side, og da fortalte hun ham, hvad som var hændt om natten, og hvorlunde Lancelot hadde mistet sin forstand og nu flakket i skogen. «Ak,» siger herr Bors, «nu har I to kvinder lagt øde den ypperste mand i verden.» «Gud hjælpe mig,» mæler Elene, «heller vilde jeg mistet mit liv end gjort Lancelot imot. Men jeg har ham saa usigelig kjær, at jeg kunde ikke la noget raad ufrist for at vinde ham fra den, vi vel vet, som ene kan bringe ham elendighet og gjøre ham til drotsviger paa jorden og i himmelen.» Og hun graat meget.
«Far nu vel, fru Elene,» siger herr Bors, «og hold min herre kong Artur med snak saa længe I kan, for jeg vil ride til dronningen og sige hende det, som jeg har isinde.» «Ja ja,» mæler Elene, «Gud lønne fru Guniver, som hun er det værd!» Saa red herr Bors tilbake til dronningen, og da hun saa ham, graat hun som hun var gal. «Skam faa I for eders taarer,» siger herr Bors, «og for eders smil og for eders latter, for eders fagre kinder og gule haar; I er som Sodoms epler, fagre at se, men aske og skarn forinden. Nu graater I bitterlig for den ulykke I selv alene har voldt. Og Gud vet vel, at endda er der langt til enden.»
Da dronningen hørte herr Bors’ haarde tale, daanet hun ned for hans føtter og laa som død. Han tok en skaal vand og slog i hendes ansigt; da vaaknet hun op og knælte for ham med oprakte hænder, mens hun bad ham fare ut og søke efter Lancelot. Saa fôr herr Bors bort, ti det var hans eget hjertes begjæring at hjælpe sin frænde. Herr Hektor de Maris og herr Lionel drog ogsaa ivei, 106og dronningen sendte dem rikelig med guld og sølv til reisepenger.
Men da kong Artur hørte, hvad som var hændt med Lancelot, blev han usigelig sorgfuld. Og han visste ikke andet end at der var faldt uvenskap mellem Lancelot og Elene, og at det var aarsaken til Lancelots sorg. Der var mange paa Karlion, som trodde det samme. Saa sendte kongen ut over tyve riddere av Det runde Bord, som skulde søke Lancelot overalt gjennem Engelland, Skotland og Wales, og de fôr gjennem landene to og tre og fire i følge, men aldrig fandt de spor av Lancelot. Og slik stod det hen i to aar.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord gjenforteller Sigrid Undset legendene om sagnkongen Arthur, med utgangspunkt i Thomas Malorys Le Morte d'Arthur fra 1485 og ridderviser.
Den historiske Arthur skal ha levd på 500-tallet, men han er ikke omtalt i historiske kilder før på 800-tallet, og det hersker stor tvil om han faktisk har levd. Mytene om ham har uansett blitt en del av vesteuropeisk litterær tradisjon. Sagnene spredte seg på 1100-tallet fra Wales til Frankrike og derfra videre rundt på kontinentet. På 1200-tallet kom sagnene sammen med andre sagn om riddernes bedrifter til Norden, særlig er de svenske Eufemia-visene kjent.
Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
