Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord

av Sigrid Undset

Tredje bok


1. Om keiser Lucius’ sendebud.

Nu hvilte kong Artur efter sine haarde kampe, og landet nød fred, men han og hans riddere forlystet sig med eventyr, dystridt og gjestebud for kongens venner, forbundsfæller og underkonger. Da kom tolv sendebud fra keiser Lucius av Rom til Engelland.

Kong Artur tok imot dem, sittende i høisætet i sin hal, og hans fagre unge dronning sat ved hans side, men omkring ham stod hans underkonger, jarler, baroner og riddere av Det runde Bord. Sendebudene var gamle, hvithaarede mænd, og de bar grener av oljetrær i sine hænder til tegn paa, at de kom med bud. De hilser Artur og taler slik:

«Keiser Lucius, den vældige herre over det romerske rike og øverste av jordens fyrster, hilser dig, kong Artur av Engelland og byder dig hylde ham som din overherre og sende ham den skat, som din far og andre konger av Engelland før dig har betalt til Rom, siden dette land først blev overvundet og erobret av den værdige og vældige fyrste Julius Cæsar, som var den første keiser av Rom. Og 65negter du at lyde hans bud og begjæring, da vid, at han vil føre krig paa dine lande og tugte dig og dit folk slik, at det skal spørres viden om, og der skal staa skræk av det til evig tid, paa det at andre folk og konger kan vorde advaret og vite, at litet godt kommer der av at negte skat og lydighet til det berømmelige Rom, som hersker over hele verdens runde skive.»

Nu fôr mange av de yngste riddere op og ropte, at sendebudene skulde straks ihjelslaaes, ti det var skjendsel for nogen engelsk ridder at taale slike ord talt i kongshallen. Men Artur byder dem tie og siger, at hver den er dødens mand, som vover at krænke sendebudene i ord eller gjerning. Men sendebudene svarer han, at han vil raade sig med sine mænd, og han lar dem føre tilbake til herberget i prægtig optog, og paa kongens bud skal de bevertes paa det bedste, og intet være uspart for dem: «ti enten vi liker deres bud eller ikke, faar vi ikke glemme vor ære.»

Saa raadet Artur med sine mænd. Og herr Kador av Kornbretland talte først: «Herre konge, jeg liker romernes bud hjertelig vel, ti nu har vi altfor længe ligget ledige og levet gode dage, men jeg trøster mig til det, at I vil føre Rom krig paa, og vi skal vinde ny ære og berømmelse ved det.» Da ropte alle Arturs underkonger og riddere, at dette var vel talt.

Artur lot da sendebudene føre frem for sig den næste dag, og talte slik til dem:

«I ædle herrer og senatorer av Rom, hils eders herre keiseren, at jeg agter intet paa hans bud og 66befalinger, og ikke vet jeg av nogen anden overherre i verden end Krist min frelser, og ingen konge eller keiser paa jorden svarer jeg skat eller told. Ikke er det slik længer, at Engelland staar under Rom, men Rom blev erobret av Belinus og Brennus, engelske konger, og av Konstantin, den hellige Helenes søn, og hun var min frændekone. Derfor kræver jeg at nævnes romersk keiser, ti det har jeg arveret til, og negter Rom at hylde mig som overherre og svare mig skat, da er det min faste vilje at gaa med mine hære mot Rom og tugte det med al magt og styrke og bøie det under mig.»

Derefter bød han sin skatmester skjænke sendebudene guld og ædelstener, klær, hester og vaaben, og herr Kador fulgte dem med hæder gjennem landet til sjøstranden, der de hadde sit skib liggende.

Da keiser Lucius hørte det svar sendebudene bragte, blev han baade forundret og harm. Men sendebudene siger:

«Nu venter os visselig den haardeste dyst vi nogentid har maattet utstaa. Ti denne konge er ulik alle andre, og vi frygter det var i en ond stund I fik isinde at kræve skat av ham, for nu er det hans forsæt at erobre Rom. Og ingen anden fyrste eller konge kan lignes med Artur; han er den fagreste mand og den forfærdeligste i strid, hans fiender skjælver for hans aasyn. Og hans hird er den prægtigste i verden; vi saa ham paa nytaarsdag i al hans kongelige pragt. Ni konger aat ved hans bord og kaldte ham sin overherre, og hver en ridder i hans gaard ligner en fyrste. Det venter vi, at han vil lægge under sig den hele jord, og endda er den  67liten for hans høie mod. Saa det er vort raad, at I straks lar besætte alle veier over fjeld og myrer ind i dette land og alle sjøsteder, og samle den største hær I kan faa sammen, fra alle eders riker og forbundsfæller.»

Da samlet Lucius en vældig hær, fra Aleksandria, India, Armenia, fra Elam og Erithrea, fra Arabia, Egypt, Damaskus og Damietta, Tarsus, Tyrkiet, Pontus og Pampylia, Syria og Galatia, Kalabria, Katania, Portugal og Spanjeland. Mere end seksten konger kom med sine hære, og til livvakt hadde Lucius leiet femten riser, som var avlet av djævler; de skulde gaa i brodden foran Lucius’ merke og bryte Arturs fylkinger.

Saa fôr hærene ut av Rom og over fjeldet, herjet alt land frem til Køln, der de indtok borgen og la igjen i den en besætning av tre hundrede blaamænd eller hedninger. Og nu brøt Lucius ind i Flandern og Frankrike; der herjet han og plyndret i de lande, som kong Artur hadde tat fra kong Claudas.


2. Om kong Artur, hvordan han dræpte en forfærdelig rise, som bodde paa Sankt Mikals berg i Frankrike.

Imens har kong Artur samlet en herlig hær av Engelland, Irland, Skotland, Wales og Kornbretland. Hans frænde herr Kador av Kornbretland skal bli tilbake med saa meget folk som trænges for at holde 68Engelland mot fiender, og vogte fru Guniver saa vel som var hun hans egen datter. Og da Artur byder sin dronning levvel, da graater hun i hans armer og sørger slik over sin husbond, som skal fare langt fra hende og vove livet, at hendes møer bærer hende daanet ind paa en seng.

Siden fôr kongen og hans hær til sjøstranden, gaar ombord i skibene og seiler over vandet til Frankrike, utallige skibe, galeier, kogger og dromunder. Og i Frankrike møter dem ved stranden kong Ban og kong Bors, hans trofaste vaabenbrødre, med store hære av ryttere og fotfolk.

Men da det spørres i landet, at disse tre konger ligger i leir ved stranden, kommer der en gammel hvit bonde til Artur. Og han melder ham om en ræddelig stor og fæl rise, som er i bygden, og han har myrdet, ihjelslaat og opætt utallige mennesker – i syv aar har han ikke smakt anden kveldsmat end uskyldige børn, saa nu er der snart ikke flere børn igjen, hverken ringe eller rike folks. «Og idag tok han vor hertugs frue, mens hun red gjennem landet med stort følge, og førte hende til sin hule for at ligge med hende, og mere end femti mænd fulgte efter, men de kunde ikke frelse hende. Og saa ræddelig skrek og jamret hun i hulen, at han har vist dræpt hende, mens han handlet med hende efter sin skammelige lyst. Det var din frænde hertug Hervels hustru, derfor ber vi dig, om du er saa djerv en ridder, som folk siger, at du hevner denne frues død og skiller os alle ved risen.» «Ak,» svarer Artur, «nu skulde jeg gjerne git mit halve rike, om jeg kunde frelst hende; det vil harme mig til min 69dødsdag, at ikke jeg kom hit før. Er her nogen mand, som kan vise mig, hvor risen bor?» «Herre,» svarer bonden, «ser I de to store baal histoppe i fjeldet? Der kan I finde ham, og mere av guld og skatter end jeg tænker der findes i Engelland og Frankrike tilsammen.»

Nu kaldte kongen til sig i sit telt herr Kei og herr Bediver, og han bød dem hemmelig sadle tre hester og følge ham efter aftensang paa en pilgrimsfærd til Sankt Mikals berg. Og saasnart det tok til at mørkne, red de til foten av fjeldet; der bød Artur sine staldbrødre vente og ta vare paa hans hest, ti op i berget vilde han gaa alene. Saa gik han videre tilfots, og om en stund kom han til et baal; der sat en sorgfuld enke, som graat og vred sine hænder over en nygravet grav. Artur hilste hende og spurte, hvi hun klaget saa ilde. «Ridder,» svarer hun, «tal sagte, for her er en djævel like ved, og hører han dig, saa kommer han farende og river dig istykker. Ulykkelig er du, som har vovet dig hit til dette fjeld, for ingen mand har endnu kunnet staa sig mot denne djævel. Og hun, som ligger her, var min fosterdatter, den fagreste frue i verden, hertug Hervels hustru, som risen myrdet idag, da han voldtok og sønderrev hende.» «Frue,» siger kongen, «jeg kommer fra kong Arturs hird, og kongen har budt mig frelse folket her i landet fra dette udyr.» «Det er der ikke stor hjælp i,» siger fruen, «det var bedre du hadde bragt ham Arturs dronning, fru Guniver; hende vil han heller ha end hele Frankrike. Vogt dig vel og kom ham ikke for nær; femten konger har han alt overvundet, og de sendte ham 70nu til jul en kappe, utsydd med deres skjeg og dyre stener, for at han skulde unde dem og deres land fred. Men vil du se ham, saa sitter han histhenne ved den store varmen og venter paa sin kveldsmat.» «Jaja,» svarer Artur, «jeg faar gaa kongens erende, hvad du saa siger.»

Dermed gik han frem til en fjeldknaus, saa han kunde se risen, men han korset sig og bad Gud være sit skjold, for styggere syn hadde han aldrig set. Ti der sat denne djævlesøn ved baalet, bukseløs var han og bakte sine brede og laadne lænder, mens han gnog paa et mandelaar. Foran ham hang en gryte over ilden; jomfruhjerter spækket med mandler kokte i vin og honning, men paa tre spid var tolv nyfødte børn sat op som kyllinger, og tre fagre jomfruer stod og vendte spiddene over varmen og graat ynkelig imens, ti de skulde være ham til vilje, naar han gik tilsengs; saa skulde fire fagre blomster skjendes og miste livet paa en dag for hans skjendige krops uterlighets skyld. Og denne rise var femten favner høi, fet som et svin og fuld av vorter paa skindet som en padde; han hadde flat næse og mund som en flyndre, smaa og røde øine, og hans haar var mange alen langt og floket sammen som et teppe; det dækket mest hans stygge øiesyn.

Da kong Artur saa de uskyldige smaabørn, som var saa elendig myrdet, da tyktes det ham hans hjerte maatte briste av sorg og ynk. Men saa drog han ut sit blanke sverd, rystet det mot risen og ropte med høi røst:

«Se dig om, du laadne og lidderlige udyr og storæter; nu skal det hevnes paa din uterlige krop, de 71fagre fruer og møer, som er omkommet for din lysts skyld, og de unge, uskyldige børn, som du har mættet din buk med. Nu være han mit skjold, som verger alverden, saa skal du faa en skammelig død, og djævelen din sjæl, som han eier med rette.»

Risen glor op med røde øine og aapen mund; mandekjødet hænger i trevler mellem hans gule tænder; ikke skjønner han endda rettelig kongens ord.

«Op med dig, fraadser, vær ikke sen, saa skal du faa se det du aldrig før saa,» siger kongen lystig, «den mand, som ikke er ræd dig!»

Da brøler storæteren stygt og reiser sig; han griper en stor klubbe av jern, og paa stygge, flate føtter labber han mot kongen; fortere end nogen mand skulde tro, der ser hans ilde skabning, er han ved Arturs side og slaar ham med klubben over hjelmen, saa kronringen omkring brister og falder av i to stykker. Da griner risen stygt, og de tre jomfruer falder ned paa knæ, rækker sine hænder mot himmelen og ber den rike Krist skjerme Artur. Og kongen vakler først ved slaget, men siden løper han tre steg bakover, svinger sit sverd, saa det lyner, og hugger risen under knærne, og hans ben gaar av som kornstraa for ljaaen.

«Du er saa styg paa veksten,» mæler Artur, «nu har jeg hjulpet litt paa din fars gjerning, og du er mere passelig skapt for en ridder at slaas med; bi litt, saa naar jeg vel snart at ramme halsen din.»

Dennegang rakte hans sverd risen i navlen, og han hugger nedover, saa blod og tarmer render utover hjaltet og paa kongens hænder og armer; han 72kløver i to fraadserens buk og det, som er nedenfor. Da kaster risen klubben, griper og klemmer kongen i lange, laadne armer og vil knuse hans ribben. Og de velter om paa siden, men Artur bryter og bender, saa de ruller; snart er den ene øverst og snart den anden; sidstpaa ruller de utover fjeldet, og Gud hjælper saa trofast, at Artur faar fri en haand, drager sin dolk og støter den i risen mange ganger, mens de triller, og tilslut er de trillet ned til det sted, der Kei og Bediver staar og holder hestene. Ridderne springer til og løser kongen ut av risens favn. Og da han har faat pusten igjen, og de ser han er ikke meget skadet, falder de paa knæ og takker Gud med høi røst. Og herr Kei, den lystige ridder, ler saa han slaar sig paa knærne, mens han roper:

«Vel har vor herre Artur faret paa sin pilgrimsfærd; her bringer han os den helgens lik, som dette fjeld huset. Nu er det vel eders agt at skjænke denne værdige en sølvkiste og bygge en kirke over ham! Ved Mikal, ser de slik ut, de hellige der tjener Vorherre i himmelen, da vil nødig jeg dit – ikke har jeg flydd fra nogen hær endda, men de himmelske hærskarer vilde vist skræmme mig.»

Da ler kong Artur og herr Bediver, saa de maa sætte sig i græsset, og Artur siger: «Saa er det, jeg har fundet den helgen jeg fôr at søke. Nu vil vi avhugge hans hode og sende det til hertug Hervel; sikkert er det den helligdom, der nu bedst kan trøste og hjælpe ham.»

Men da det spurtes, at nu er risen død, da kommer folk ilende fra alle kanter, og de takker Artur 73paa sine bare knær. Artur svarer mildelig og kristelig: «Takker Gud og ikke et menneske; ikke var dette et verk, som mand kunde fuldbyrde uten Guds naade, eller et under av hans moder, som er mild mot menneskene alle.»

Derpaa byder han, at der skal bygges en kirke paa berget paa det sted, hvor han først saa risen; der ligger endnu Arturs sverd og skjold, og skjoldet skal hænges op i kirken, og de uskyldige myrdede børn og alle menneskeben, som ligger igjen i fjeldet, skal sættes i en muret grav i koret. Men risens hode, ben og krop skal hænges i en jerngalge paa skibsbroen i Barflet by. Og alt guldet og sølvet og skattene efter ham skal deles i to deler, en til kirken og en til fattige folk i landet. Selv vilde kongen ikke beholde andet end risens klubbe og kappe.


3. Om den store krig mellem kong Artur og keiser Lucius.

Nu drog kong Artur med sine hære sydover til Burgund, ti han hadde spurt, at keiser Lucius var trængt ind i dette land, herjet det og ihjelslaat meget folk, og nu laa han i leir med en umaadelig hær, baade ryttere og fotfolk, i en borg, som heter Sessonie, og den ligger i en dal.

Da lot kong Artur sin hær dele sig i fire flokker, og herr Boudvin førte en del utenom dalen, saa den kunde trænge ind fra syd, og to deler bød han 74gaa op paa aaserne, saa de kunde falde ned i dalen fra siderne, men han selv red ind fra nord. Saa nu var keiser Lucius helt kringsat og kunde ikke undfly, men Arturs og hans forbundsfællers merker blev ført imot ham fra alle kanter, og lurernes blodige blaast bares over dalen, saa fjeldene bivret og brast ved det. Da blev det største og blodigste slag, og romerne kjæmpet mandig, men litet kunde de staa sig mot briterhæren. Og selv var Artur altid der, hvor striden var hetest; da flammet hans sverd Eskalibur, og hvor hans mænd trængtes haardest, dit sprængte kongen straks og hjalp dem med vældige hugg og muntre manddomsord. Og hver en ridder av Det runde Bord fristet ligne kongen av al magt; herr Pelleas og herr Gavein kjæmper side om side som to brødre, herr Kei holder sig altid tæt ved Arturs side, og møter med skjold og sverd mangen romer, som stevner mot hans konge; han gir herr Kaianus, keiserens søn, banesaar, og hugger sultanen av Syria, en navnspurt hedensk fyrste, saa haardt et hugg, at blaamandens hode ryker langt av led. Paa denne dag viser ung Lancelot og hans søskendebarn, herr Bors av Ganis, først tilfulde sin manddom, fagrere end tilforn.

Tilslut blir Artur var, hvor keiseren selv, Lucius, strider og gjør briterne stor trængsel. Da roper han høit hans navn, keiseren hører det, og de to høvdinger stevner sammen. Og længe kjæmper de, men tilslut hugger Lucius til Artur over hjelmen og gir ham et svært saar. Men Artur løfter Eskalibur og kløver Lucius fra issen til brystbenet, og keiseren falder død ned.

75Da griper romerne paa flugt, siden det spørres, at keiseren er død, og Artur sætter efter dem. Saa er da seiren hans, og av Lucius’ hær er mere end hundrede tusen mand faldne.

Siden lar Artur valen avsøke, hærfang opsamle, men likene begrave, og han byder, hver død skal jordes sømmelig efter sin rang, som den kan skjønnes av klær og vaaben. Men de saarede skal læger og kloke nonner ta vare paa, og ikke skal salver og latverger spares hverken for ven eller fiende, ridder eller bonde. Saa rider han dit, hvor keiser Lucius ligger død med kongerne av Egypten og Erithrea, to tapre riddere, og sultanen av Syrien og sytten andre konger fra fjerne og underlige riker, dertil seksti senatorer av Rom.

Alle disse lik byder kongen skal tvættes og indsmøres med urter og salver, saa de hverken kan raatne eller stinke. Siden blir de svøpt i lin og lagt i kiste av bly; derover bredes tepper av guldmor, og øverst lægges deres bannere, skjolder og vaaben, saa det kan kjendes, hvilken mand som ligger i hver kiste. Derefter byder han de senatorer og riddere av Rom, som han har fanget levende, træde frem for sig, og han taler slik til dem:

«Er det saa, at det lyster eder at vinde livet, da byder jeg eder at føre disse lik til Romaborg og bringe dem for Podestaen eller den øverste høvding der i byen, vise ham disse brever fra mig og melde, at snart skal jeg selv med min hær drage ind i byen. Og nu tænker jeg vel Rom skal vogte sig for at kræve skat av mig en anden gang. Og hils Podestaen og raadet og senatet, at jeg sender 76disse lik, og er de ikke fornøiet med denne skat, da skal jeg vel betale mere, naar jeg kommer dit selv, men ingen anden slags skat skylder eller betaler jeg noget rike eller nogen fyrste paa jorden.»


4. Om en kamp mellem herr Gavein og herr Priamus, en blaamand, som siden blev en kristen ridder.

Nu drog Artur med sin hær sydover og ind i Lombardi, og overalt underkastet landet sig kongen. Siden fôr han gjennem Toskanien, og der kom han til en by, som ikke vilde overgi sig til ham, da beleiret han den, men bymændene verget sig tappert. Mens Artur laa der, blev det knapt med kjød for hæren. Da kaldte han til sig en ridder, som het herr Florent, bød ham ta med sig herr Gavein, herr Visthard, kapteinen av Kardiff og andre riddere, for der var store skoger like ved byen, og der laa mange blaamænd eller sarasener med store drifter av okser, sauer, gjeter og svin, saa om han kunde faa tat slagtedyr derfra, skulde hæren ikke mangle kjød.

Ridderne red da ut om kvelden, og da de kom til en eng i utkanten av skogen, blev de enige om at raste der natten over. Men aarle om morgenen den næste dag tok Gavein lønlig sin hest og red alene ind i skogen, ti altid lystet det ham at søke eventyr. Og snart blev han vârvâr] rettet fra: var (trykkfeil) en ridder, som red langsomt frem langs kanten av en aas, og han hadde ikke andet følge end en ung væbner, som bar hans 77lanse. Denne ridder var klædt i sølvrustning, og hans skjold var gyldent med tre røde griffer paa. Herr Gavein fælder straks sin lanse og rider frem mot ridderen. «Hvad vil du her?» spør den fremmede, «ikke skal du finde bytte, om det er slikt du søker; enten gi dig tilfange eller fly.» «Aldrig har jeg lært at fly,» svarer Gavein, «ta din lanse og møt mig, ellers gaar det dig værre.»

De rendte da mot hinanden av al sin magt, og drev gjennem skjoldene ind i skuldrene paa hinanden. Og derefter drog de sine sverd og hugget, saa gnisterne fløi av hjelmene. Og de ler høit av glæde imens over dette møte i den lystige morgenstund, ti de var begge unge og modige riddere. Men tilslut hugger Gavein til ridderen av de tre griffer, saa hans gode sverd Galatin gaar gjennem brynje og brystplate, og den fremmede segner av sadlen. Men herr Gavein selv bløder av svære saar. «Du har vundet paa mig,» siger den fremmede, «og jeg paa dig, ti ingen bartskjær i Bretland eller Burgund kan stille dit blod, som nu rinder over dine gode vaaben, de bedste jeg har set en mand bære.» «Ikke skal jeg graate fordi,» svarer Gavein, «min herre har saa fager en ridderskare, at han vil ikke savne mig. Men endda kunde du vel sige mig, er der hverken mand eller kvinde, som kan læge mine saar?» «Ingen,» svarer ridderen, som ligger paa græsset, «uten jeg, for der er trolddomsmagt i mit sverd. Men jeg skal hjælpe dig, om du vil hjælpe mig, – længe har jeg længtet efter at vorde kristnet og lære den sande Gud at kjende; døden frygter jeg litet, men vilde like himmerike bedre end helvede, 78naar jeg skal fare til mit sidste herberg. Kan du vise mig den rette vei, skal jeg hele dine saar.» «Gud hjælpe mig,» svarer Gavein og springer av sadlen; han griper den fremmedes haand, «at jeg maa faa naaden og føre saa fager en fange for hans trone. Kom, kjære broder min, saa vil vi straks søke Vor herre Jesus og hans milde moder. Sig mig dit navn, at vi straks kan læse et Credo sammen.» «Ven,» svarer den anden, «jeg heter Priamus, og min far er en hedensk konge av Hektors og Aleksanders æt, men min mor er av hertug Josvas slegt. Men sig mig, hvem du er – ti aldrig fandt jeg min likemand, før jeg møtte dig.» «Ved Jesus,» siger Gavein, «ikke tænker du vel jeg er nogen ridder av Arturs følge, ti vid vel, at der er ikke en mand av dem alle, som nogentid blev overvunden. Men jeg er opfødt i hans gaard og passet hans hunder. Og nu til jul gjorde han mig til svend og gav mig sadel og hest og hundrede pund sølv, som er intet for ham, fast det er en stor sum for en ringe dreng i mine kaar. Om Gud vil, da skal min gode herre vel hjælpe mig videre frem.» «Aldrig fik jeg værre tidende,» siger herr Priamus, «har en hundedreng kastet mig av sadlen! Men enten du er ridder eller svend, saa nævn dit navn, ti du skal likefuldt være min gudfar og føre mig til daaben.» «Ved Vor Frue,» siger Gavein og ler, «I er bedre kristen end jeg, ti eders ydmyghet er større end min. Men nu vil jeg sige eder sandheten, jeg er Gavein, Arturs søstersøn, og en kongssøn av Orknøy.» Da svarer herr Priamus, at nu var han gladere end om Paris det rike og hele Provences land var budt ham 79til gave. Saa kyssedes de to gjæve riddere, og broderlig hjalp de hinanden av med sine rustninger; derved fløt blodet rikelig av de svære saar. Men herr Priamus tok en flaske av sin væbners hænder; i den var vand fra de fire floder, som springer ut i Paradis. Og straks han hadde tvættet herr Gaveins saar og sine egne dermed, var de begge hele og karske. Siden lot de sine hester græsse i engen, mens de hvilte sig i skyggen og talte skjemtsomt og venlig sammen, og herr Priamus’ væbner tjente dem med mat og vin.

Saa tok herr Priamus sin forgyldte lur og blaaste paa sine folk. Han bød dem drive alle flokkene av kvæg, som gik i skogen, til Arturs leir og skjænke kongen det hele. Derpaa red han selv dit ved herr Gaveins side, og Artur tok imot ham med stor glæde. Samme kveld blev han undervist i kristendom av erkebispen, som døpte ham næste morgen. Artur selv bød til at være herr Priamus’ gudfar, men herr Priamus svarer, at det er bestemt saa imellem dem, at Gavein skal følge ham til daabens brønd, og derfor blev det slik.


5. Artur blir keiser av Rom.

Nu lar Artur fylde gravene og sætte stormstiger til murene paa denne by, der længe har trodset ham, og tar den med stormende haand. Hertugen over byen fanger han og skikker til Paris, men han lyser fred over fruer og møer – den mand er dødsens, 80der krænker nogen kvinde eller plyndrer nogen borgers hus. Men av hertugens og riddernes paladser lar han bortta sølv og guld; dog skal overalt saa meget lades tilbake, at hertuginden og fruerne kan holde sig og sine børn sømmelig efter rang og stand.

Og da borgerne i Milano hører, at denne by er indtat, skikker de sendebud til Artur med stadens nøkler. Likesaa gjør borgerne i Pavia og Petersant. Spoleto og Viterbo tar Artur med storm, og nu rykker han ind i Viskontis dal, det rike vinland, og rider mot Rom. Da kommer kardinaler og senatorer imot ham, falder ham tilfote og ber om fred. Artur svarer, at fred vil han unde dem, hvis de vil hylde ham og krone ham til keiser. Saa sker, og juledag blir kong Artur kronet til keiser av Rom i Sankt Peters dom av pavens egne hænder.

Siden blev han i Rom nogen tid og holdt Det runde Bord der. Han satte sine jarler og riddere til at herske over de lande han hadde erobret. Og han byder en og hver styre retfærdig, verge enkers og faderløses gods, og strengelig staa paa den hellige kirkes ret og være dens tjeneres tjener. Derefter fôr han hjem over land og sjø, til han kom til Dovers by. Der møtte ham dronning Guniver, hans fagre frue, og der var stor glæde i borg og by, at kong Artur var vendt hjem igjen til Engelland.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord

I Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord gjenforteller Sigrid Undset legendene om sagnkongen Arthur, med utgangspunkt i Thomas Malorys Le Morte d'Arthur fra 1485 og ridderviser.

Den historiske Arthur skal ha levd på 500-tallet, men han er ikke omtalt i historiske kilder før på 800-tallet, og det hersker stor tvil om han faktisk har levd. Mytene om ham har uansett blitt en del av vesteuropeisk litterær tradisjon. Sagnene spredte seg på 1100-tallet fra Wales til Frankrike og derfra videre rundt på kontinentet. På 1200-tallet kom sagnene sammen med andre sagn om riddernes bedrifter til Norden, særlig er de svenske Eufemia-visene kjent.

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.