Nu er de samlet igjen i Karlion saa mange av Det runde Bords ridderskap som kom ilive tilbake fra Gralsfærden, og kong Artur og dronning Guniver er saare glade. Men herr Lancelot og herr Bors blir hædret over alle andre, siden de to har været stedt for Sanktgral. Og disse to er altid sammen.
Men herr Lancelot og dronning Guniver elsket hinanden mere end nogen tid tilforn. Ti hun visste vel om de løfter han hadde git den tid han søkte efter Sanktgral, og den fuldkommenhet han hadde søkt; derfor frygtet hun han skulde forlate hende tilslut. Og herr Lancelots hjerte var altid urolig, ti nu er det som kløvet i to av lønlig længsel efter de evige ting og efter synden, men naar han er hos dronningen, da tykkes hun ham end fagrere og lystigere end tilforn.
Saa kunde de ikke mere bevare sin hemmelighet saa godt som før, og folk tok til at snakke derom i kongsgaarden. Men mest snakket herr 191Agravein, Gaveins broder, som var en løsmundet mand.
Men fordi Lancelot hadde set Den hellige Sanktgral, da kom der mange til ham og bad om hjælp, naar de trængtes av uret og stod i fare. Og mest fruer og jomfruer. Og Lancelot tok paa sig og kjæmpet ut hver en sak, som tyktes ham retfærdig. Og det gjorde han for Jesu skyld, men av frygt for rygter og ond tale skydde han saa meget han kunde at være aabenlyst sammen med dronningen. Men derover blev fru Guniver saare forbitret, og en dag lot hun ham kalde til sit kammer og talte slik til ham:
«Herr Lancelot, jeg ser og merker hver dag, at din elskov til mig visner, ti du har ingen glæde av at være hos mig, og altid er du borte fra kongsgaarden og kjæmper i farende kvinders trætter og saker. Men tilforn kjæmpet du for mig alene.»
«Frue,» mæler Lancelot, «det kan ikke være anderledes, for mange aarsakers skyld. Og en er, at ikke er det let at glemme Ham, som jeg nylig tjente, da jeg red efter Sanktgral, og hans miskundhet. Ti han kjendte vel, at lønlig i mit hjerte attraaet jeg altid at vende tilbake til eders elskov, og endda lot han mig se mere av sine skjulte ting, end nogen anden syndig mand har skuet. Derfor kan jeg ikke undslaa mig, men maa vove liv og blod for hver en sak, som er hans rikes sak her paa jorden, som jeg maa vove livet til hver stund for eders husbond kongen, endda jeg er en utro tjener mot dem begge.
Men en anden aarsak er, at der tales om os to 192her i kongsgaarden, og herr Agravein og herr Mordred taler mest. Vid vel, at jeg frygter det mere for eders skyld end for min egen, ti jeg trøster mig til at svare hver mand som lever med vaaben i haand, men om eders uklokhet bringer eder i nogen fare, da har I ikke andet vern end mig og mit liv. Ikke vil jeg, at eders fagre ry skal skjæmmes for min dristighets skyld. Saa tar jeg paa mig hver kvindes sak for at folk skal tro det er min lyst og glæde at tjene hver kvinde, som trænges av uret og fare, og at jeg er alle jomfruers og fruers ridder, og ikke eders alene.»
«Det er endda nyt,» siger dronningen, «at I Lancelot er blit saa from og saa verdslig vis og saa ræd for mit rygte.» Men derefter brast hun i graat, og hun hulket og skrek en lang stund. Og da hun igjen fik mælet for graat, da sa hun: «Nei nei, Lancelot, nu vet jeg forvisst, at du er en falsk, utro mand og en boler for alle kvinder; ikke holder du bedre din tro mot mig end mot Gud og kong Artur, og du har andre kvinder end mig. Derfor vil jeg ikke elske dig mere og aldrig se dit aasyn tiere, men jeg byder dig straks forlate min gaard, og kommer du hit igjen, da skal jeg klage for kongen, hvad du har syndet med mig, skal det end koste mit liv saa fuldt som dit!»
Da svarte herr Lancelot intet, og han gik bort fra hende. Men hans hjerte var som sten av sorg og forbitrelse. Og han sa til sin broder herr Hektor og sit søskendebarn herr Bors, at han vilde reise hjem til sit eget land. Men tilslut, da de hadde talt for ham længe, lovet han at tøve nogen tid i den borg 193han hadde i Engelland, og den het Castel Joyeuse, det er Frydensborg.
Da nu Lancelot var borte, da sørget kongen og alle hans riddere. Men dronningen synte ingen sorg, og hvad som end var i hendes hjerte, saa bar hun det med et stolt aasyn, som visste hun hverken av angst eller sorg eller anger.
Slik stod det hen fra Kyndelsmesse til Paaske; da gik mai maaned ind og skogen gjordes grøn; men engen pranget med blomster i mange skjønne farver, og fuglene tok til at synge, som de fløi under den blaa himmel. Og intet hjerte, som er i elskovens baand og tvang, kan la være at bevæges, naar mai maaned gaar ind, saa søt og fager er denne aarets tid.
Da lot fru Guniver kalde for sig de ti riddere, som kaldtes Dronningens riddere. Og hun bød dem holde sig rede den næste morgen, før sol stod op; de skulde ride med hende ut av Londons by, ti hun vilde bryte mailøv i skogene ved Vestminster. Og ti møer skulde følge dronningen, hver ridder maatte vælge sin hjertenskjær, og alle skulde være i løvgrønne klædninger.
Saa red de ut den næste dag ved gry, mens duggen laa graa paa græsset. Og de for gjennem skog og eng, hvor det lystet dem, og ridderne brøt 194de grønne grener, men møerne gjorde kranser, og de sang maisang og lekte og skjemtet.
Men der var en ridder, som het Meliagrans, kong Bagdemagus’ søn, og han eiet en borg ved elven syv mil fra Vestminster. Han hadde elsket dronningen heftig i mange aar, men aldrig turdet nærme sig hende, for han var ræd Lancelot. Da kom der bud ind for ham, at fru Guniver var i skogen med ti riddere, og de hadde ikke andet vaaben end smaa lette sverd til at hugge grener av trærne med, og Lancelot var ikke iblandt dem. Da red herr Meliagrans ut med tyve fuldt væbnede svender og hundrede bueskyttere, ti nu mente han tiden var kommet, da han skulde faa fru Guniver i sin vold.
Saa ut paa dagen, da solen gjordes het, bød dronningen sit følge raste. Og de hvilte sig paa mosen under en fager ek; alle var de smykket med fagre friske blomster, og dronningens skutelsvender bar til dem kjød, vin og søtt brød, og der var stor skjemt og gammen. Da brøt herr Meliagrans ut av tykningen med sine folk, og bød dem gi sig tilfange eller miste livet.
Da sprang dronningens riddere op og utdrog sine sverd, men fru Guniver steg frem for dem og talte til herr Meliagrans: «Forræder, vil du øde din egen ære? Du er en konges søn og ridder av Det runde Bord; vil du forraade din konge, som gjorde dig til ridder, da har du skjendet dig selv og al din slegt, men mig kan du aldrig skjende, ti jeg vil før skjære min egen strupe over, end du skal faa gjøre mig nogen uære.» «I snakker godt 195for eder, frue,» siger Meliagrans, «men jeg har elsket eder i mange aar, og nu er I i min vold; da tar jeg eder, siden jeg har fundet eder.»
Da mælte de ti riddere: «Vogt dig vel, ti dig er vi ikke rædde for at møte, vaabenløse som vi er. Vi skal vel verge vor dronning endda.» Saa drog de sine sverd, og herr Meliagrans’s mænd bar ind paa dem med sine lanser, men ridderne av Det runde Bord hugget lanserne sønder, og længe verget de sig vel, men overmagten var saa stor, og tilslut blødde de alle av svære saar. Da ropte dronningen til herr Meliagrans:
«Ikke vil jeg se mine riddere dø i saa ulik en kamp. Men jeg vil gi mig eder til fange paa disse kaar: I skal føre mine saarede riddere til eders borg, og selv vil jeg stelle deres saar; de skal lægges i et kammer nær mit eget, og mine møer skal ogsaa sove utenfor mit kammer. Og prøver du at svike mig og skille mig fra mine riddere og mine møer, da dræper jeg mig selv.» Meliagrans tænkte sig om en stund, men saa svarte han: «Vel, jeg tar mot eders kaar.»
Saa blev de saarede riddere hjulpet paa sine hester, og Meliagrans red bort med sine fanger, og han vogtet dem nøie, at ingen skulde undkomme, som kunde bære bud til London. Men mellem dronningens skutelsvender var en, et barn paa otte aar, og han kunde ride sin hest som en mand. Dronningen vinket ham til sig, drog lønlig en ring av sin finger og sa: «Naar du ser dit snit, da vig ind i skogen, rid alt du kan til Castel Joyeuse og gi denne ring til herr Lancelot; sig ham saa, hvad 196her er skedd.» Da passet gutten vel sin leilighet, og en gang ingen gav agt paa ham, tok han sin hest med sporen og red ind i skogen. Og endda herr Meliagrans sendte sine bedste ryttere og bueskyttere efter ham, slap barnet bort og red like til Castel Joyeuse.
Da sa herr Meliagrans: «Frue, jeg vet vel I vil forraade mig til Lancelot; ti det var til ham I nu sendte bud. Men jeg skal stelle det slik, at han skal ikke lettelig komme til eder.»
Men da gutten kom til Castel Joyeuse med ringen og dronningens bud, da harmedes herr Lancelot, saa hans kinder blev kalkhvite og siden røde som blod. «Hellere vilde jeg hørt den tidende, at jeg hadde mistet Frankrike og Flandern,» siger han. «Er der timedes hende uære, da vil jeg ikke leve længer end jeg har hevnet hende og mine ti staldbrødre paa den usling, herr Meliagrans.» Og han ropte, saa det hørtes over hele borgen, paa sine vaaben og red bort saa hastig, at ingen av hans mænd kunde følge ham.
Da Lancelot kom til Vestminster bro, da hadde herr Meliagrans latt den brænde av, men Lancelot drev sin hest ut i strømmen, og den svømmet med ham, fuldrustede som baade hest og mand var, over Temsen til Lambet. Og da han fandt det sted, hvor de ti riddere hadde kjæmpet under eken, fulgte han 197sporet av hestene i den bløte muld. Da var veien snart stængt av tredive bueskyttere, som herr Meliagrans hadde lagt i bakhold, og de skjøt herr Lancelots hest med piler, saa den stupte under ham, men Lancelot kom sig ledig av sadlen, og da løp skytterne over myrer og ind i busker og gjemte sig.
«Ak,» siger Lancelot, «at nogen ridder skal være slik en usling som denne Meliagrans, og han er den ædle kong Bagdemagus’ søn. Sandt siger det gamle ord: En tapper mand er aldrig i fare, før han møter en kryster.» Og han gik videre tilfots, men hans rustning og vaaben trykket og tynget ham saare. Da saa han to træller, som var i skogen med kjærrer for at kjøre ved til Meliagrans’s borg. «Gode ven,» siger Lancelot til den ene, «hvad vil du ha for at kjøre mig paa din kjærre til din herres borgport?» «Det tør jeg ikke for nogen pris,» svarer kjørekaren. Da gav Lancelot ham slikt et nakkedrag, at han stupte om som død, og den anden vedkjører blev ræd og bad Lancelot spare sig, saa skulde han kjøre ham. Og Lancelot sprang op i den usle vedkjærre, og trællen lot det gamle øk løpe alt det orket, men Lancelots ædle ganger fulgte efter med mere end firti piler i kroppen.
Fru Guniver og hendes møer stod ved et vindu og saa ut; da blev de vâr kjærren, og den yngste jomfru tok til at le og sa: «O frue, se den herlig væbnede ridder i den elendige vedkjærre; det maa vist være en mand, som kjøres til galgen!» Men dronningen kjendte Lancelots skjold og hans hest, som trofast fulgte sin herre, endda den traadte i sine egne tarmer, og hun slog ternen paa munden: 198«Tør din tøite ligne den ypperste ridder paa jorden med en, som kjører til en skjendselsfuld død! Hold din fule mund! Haha, min ridder, jeg skjønner du er haardt bestedt, siden du kommer hit i en vedkjærre.»
Og nu var kjærren ved borgporten, og Lancelot sprang av den og ropte, saa borgen gjaldet ved det: «Hvor er du, Meliagrans, forræder og usling! For her er jeg, Lancelot av Sjøen; kom nu og møt mig!» Og han satte sin skulder mot porten, saa den sprang op, og han slog portneren under øret med sin staalhanske, saa han faldt død ned, og han løp ind i gaarden og ropte og skrek paa herr Meliagrans.
Men da herr Meliagrans hørte Lancelot rope slik paa ham i hans egen gaard, da sprang han ind for dronningen, knælte og bad: «Frue, jeg overgir mig til eders naade!» «Hvad fattes eder,» siger dronningen, «det maatte I vel vite, at dette vilde rygtes og nogen ridder komme til min hjælp, endog min herre kong Artur ikke er hjemme.» «Frue,» siger ridderen, «frels mig og forlat min brøde, da skal jeg gi eder i bod hvad I forlanger.» «Hvad vil I jeg skal gjøre,» siger hun. «Ikke andet,» svarer Meliagrans, «end at I tar saken i eders hænder og skaffer mig fred av herr Lancelot.» Da ler fru Guniver og mæler: «Jeg skjønner vel I elsker fred mere end strid.»
Saa vinket hun paa sine møer og løp ned med dem, hvor herr Lancelot stod i den indre borggaard, og han var vild som en løve og ropte: «Forræder, kom ut og møt mig.» Men fru Guniver kastet sine armer om ham, oplukket hans hjelmgitter og kysset 199begge hans kinder: «Herr Lancelot, hvi er I saa harm?» «Frue,» svarer Lancelot, «mig tykkes I skulde være mere harm, ti skammen og skaden er eders. Jeg har ikkun mistet en hoppes søn, og det var en tro tjener, som jeg hadde kjær nok, men jeg frygter I har mistet det som er mig dyrere end mit liv.» Da lo fru Guniver, saa hun maatte holde sig i siderne: «Ak Lancelot, Lancelot, ingen skade har jeg lidt av herr Meliagrans, og saare sørger den gode ridder over sin ubesindighet. Men nu har han git sig i mine hænder, og jeg har lovet ham fred og forlik, saa nu maa I følge mig fredelig ind i hallen.» «Vel frue,» svarer herr Lancelot, «hadde jeg visst I lot eder saa lettelig forlike med ham, da skulde jeg ikke skyndet mig saa meget hit.» «O Lancelot,» siger hun og ler endda, «du tør ikke vel at angre dine gode gjerninger, og herefter skal dit hædersnavn være Le Chevalier de la Charette. Men det kan du vel vite, at det baader min hæder bedst, om denne sak kan forlikes, uten at der blir mere larm derav.» «Som I vil, frue,» siger han. «Men det likes mig litet, at denne mand Meliagrans skal slippe med livet fra slike skammelige gjerninger.» Da tok dronningen og leiet ham med sig ind i borgen, og herr Meliagrans knælte for ham. Og han bød, at alt hvad hans hus evnet, skulde gjøres for at gjeste fru Guniver og hendes følge paa bedste vis.
Siden hilstes Lancelot og hans saarede staldbrødre med stor glæde. Men det harmet de ti riddere usigelig, at herr Meliagrans skulde gaa fri for straf; dog, de taug for dronningens skyld.
200Men Lancelot og fru Guniver taltes ved i enerum, og hun bad ham inderlig glemme de onde og uretfærdige ord hun hadde talt, da de skiltes sidst. «Ak det vet du vel, Lancelot, at ofte siger en kvinde mere end hun mener, naar hendes sind bevæges, og hvis du sviker mig, da skal jeg sikkert miste min forstand.» «Nu,» siger Lancelot, «det er ikke første gang I har kaldt mig svikefuld, og Gud vet, at aldrig var der svik i mit hjerte mot eder. Men jeg vil ikke tilregne eder det, ti det nytter intet.» Da tok han hende i sine armer. Og han lovet at komme om natten til hendes vindu og tale med hende, naar alt folk var gaat til sengs.
Siden gik de tilbords, og herr Meliagrans bevertet dem paa det bedste. Men for denne saks skyld kalder herr Chrestien de Troyes, som først har berettet om Lancelots og dronningens elskov, ham Le Chevalier de la Charette.
Siden gik alle folk paa borgen tilro. Og de ti saarede riddere laa i kammeret foran dronningens, og hun gik selv til dem hver kveld og morgen, tvættet og salvet deres saar og bandt linklær omkring og saa til, at de intet manglet.
Men da alle sov, gik Lancelot ut av sit kammer og ned i urtegaarden. Og der hadde han før skjult 201en stige mellem buskene; den satte han til dronningens kammervindu, og hun kom, som hun hadde lovet, og de taltes længe ved der i vinduet. Men om en stund ønsket Lancelot saare meget, at han kunde kommet ind til hende. «Ak,» svarer dronningen, «jeg vilde det like saa meget som du.» «Er det saa,» siger Lancelot, «vil I, at jeg skal komme ind til eder?» «O ja,» svarer den fagre frue og sukker saare. «Da skal jeg komme,» siger Lancelot. Og foran vinduet var et jerngitter, men Lancelot tok i jernstængerne og brøt med slik magt, at han brøt dem ut av stenmuren; da skar et jern ind i det tykke av hans haand like til benet. Og han sprang ind i kammeret til hende. «Far stille,» siger dronningen, «ti mine saarede riddere sover herutenfor.»
Nu gik de i seng, og Lancelot agtet intet paa sin saarede haand, men lekte med sin elskerinde til dagen tok paa at gry. Da gik han fra hende ut av vinduet og satte gitteret for igjen, saa godt han kunde. Men dronningen sovnet og sov til langt ut paa dagen. Og da klokken var ni, kom herr Meliagrans til dronningens kammer og fandt hendes møer der, færdig klædte, men dronningen i sengen. «Jesus, frue,» siger han, «er I syk, siden I ligger endda?» og dermed drager han spærlaknerne ifra. Da ser han, at lakner og puter og dronningens aasyn og hals og haar er ganske tilsølet av blod.
«Ha, frue,» siger han da, «nu ser vi vel, hvi I vilde ha eders saarede riddere saa nær eders sovekammer; nu er det aabenbaret for os alle, at I er en falsk forræderske og utro mot min herre kong 202Artur, ti en saaret mand har været i eders seng inat.» Da kom de ti riddere ind, og de var saare forbitrede og sa alle med en mund, at Meliagrans løi, og det skulde de gjøre klart for alverden, saasnart de var helet av sine saar. Men da de saa alt blodet i dronningens seng, da visste de ikke hvad de skulde tænke, og den ene skottet lønlig til den anden. «Eders store ord hjælper intet,» siger Meliagrans, «ti det kan alle se, at her har ligget en saaret ridder hos fru Guniver inat, og ikke vil jeg dølge for min herre kong Artur, hvor skammelig hans frue sviker ham.» Ti herr Meliagrans tænkte, at nu skulde han vel kunne skjule sin egen svik. Men ved al den larm kom herr Lancelot til, og han bar en hanske paa sin saarede haand. Han spurte hvad dette var, og herr Meliagrans viste ham dronningens seng.
«Sandelig,» siger Lancelot, «I er den usleste og uridderligste mand paa jord og den mest uhøviske, som drager spærlaknet fra en frues seng, mens hun ligger i den; ikke min herre selv, kong Artur, vilde vovet at røre forhænget for hendes seng uten hendes lov.» «Sig hvad I vil,» svarer Meliagrans, «jeg vil bevise med mine hænder, at fru Guniver er en forræderske mot kong Artur.» «Vogt eder nu,» siger Lancelot, «ti det blir mig I skal møte, om I holder fast ved de ord.» «Det tør jeg,» svarer Meliagrans, «ti om I er aldrig saa sterk og vaabendjerv, saa mindes, at i slik en kamp styrer Gud selv; derfor skulde I agte eder for at kjæmpe i en uretfærdig sak, om det saa kun er med mig.» «Jeg æsker Gud selv til at dømme os imellem i denne sak,» 203siger Lancelot, «I lyver, naar I siger, at en av disse ti riddere laa med vor dronning inat.» Da kastet Meliagrans sin hanske for Lancelots fot, og han tok den op og de enedes om at kjæmpe dysten den ottende dag fra denne i engen ved Vestminster.
Men Meliagrans sa: «Siden det nu er slik, at vi skal kjæmpe en tvekamp sammen, da beder jeg eder for eders ridderskaps skyld, at der maa ikke være uvenskap imellem os saalænge.» «Vel,» siger Lancelot. Og Meliagrans bad dem alle følge med til hallen og faa mat, forinden de fôr fra hans borg. Og da de hadde spist, spurte han Lancelot: «Herre, lyster det eder ikke at følge med mig og se min borg, ti min fader, som jeg vet var eders gode ven, lot den bygge med stor umake.» «Som I vil,» svarer Lancelot. Saa gik han med Meliagrans, og da de kom til et ensomt taarnkammer, traadte herr Meliagrans paa en fjæl i gulvet, og der aapnet sig en lem under Lancelot, saa han styrtet ned ti favner i en kjelder under taarnet.
Men da Meliagrans kom tilbake og folk spurte efter Lancelot, svarte han: «Her kom en ung jomfru, og han talte med hende en stund i den ytre borggaard. Og derefter tok han sin væbners hest og red bort med hende.» Da tænkte de andre, Lancelot var faret ut paa noget eventyr, som han ofte gjorde, og hans væbners, Laveins, hest var borte av stalden.
Saa lot fru Guniver de saarede riddere lægge paa baarer og red med sit følge hjem til London. Men da kong Artur hørte, at herr Meliagrans hadde skyldt hende for utroskap og kastet sin hanske til 204Lancelot, da tok han det let og sa kun: «Nu ynkes jeg over herr Meliagrans, den arme mand, ti ham vil det visselig gaa ilde.»
Nu laa Lancelot i taarnet, og hver dag kom en jomfru og bragte ham mat og drikke. Og hun bød til at lukke ham ut, hvis han vilde ligge med hende, men han svarte nei. «I er litet vis, herr Lancelot,» siger møen da, «ti uten min hjælp slipper I aldrig fra dette fængsel, og møter I ikke herr Meliagrans paa den dag, som er avtalt, da er eders ære spildt og eders frue dronningens ære, og hun maa brændes paa baal for forræderi.» «Saa ilde gaar det neppe,» siger Lancelot, «det vil hver mand skjønne, at kommer jeg ikke, da er det fordi den usling herr Meliagrans har faret med svik. Og sikkert er der riddere nok, som vil kjæmpe for fru Guniver i denne sak; liten magt ligger der paa, hvem som skal møte den arme, feige mand Meliagrans. Men om I var den eneste kvinde i verden, saa vilde jeg dog ikke ha med eder at gjøre.» «Ak I er en daare,» siger hun, «hvem skulde faa vite, hvad I og jeg gjorde her i dette taarn, og vil I føie mig, skal jeg aldrig tale om det til nogen.»
Men den dag kampen skulde staa, kom møen og sa: «O Lancelot, I er altfor haardhjertet. Men vil I kysse mig en eneste gang, saa skal jeg løse 205eder ut og bringe eders vaaben og den bedste hest i herr Meliagrans’s stald.» «Vel,» svarer Lancelot, «et kys kan jeg vel gi eder, men tro ikke det er mig til nogen gammen at kysse eder.» Saa gjorde han det, og møen holdt sit løfte. Lancelot takket hende meget: «Og kan jeg nogengang tjene eder med vaabendaad, da skal jeg gjerne gjøre det og tjene eder paa alle maater uten det I bad om.»
Imens var kong Artur og hele hans hird forsamlet i engen ved Vestminster, og herr Meliagrans holdt fuldvæbnet paa sin dystløper midt paa pladsen og ropte til kongen, at nu skulde enten Lancelot komme frem eller saken mot dronningen ha sin gang. Ti Meliagrans var tryg nok paa, at Lancelot kom ikke.
«Min herre kong Artur,» mæler Lancelots væbner, ung Lavein, «enten er min herre syk eller fangen, siden han ikke er kommet. Derfor beder jeg eder, und mig at møte herr Meliagrans for min herres ære og min høie frue dronningens.» «Gode ven,» siger Artur, «du er ikke ridder.» «Herre, om I vil,» mæler svenden, «da kan I snart nok gjøre mig til det.» «Vel,» siger Artur, «la det være saa. Visselig lyver herr Meliagrans for dronningen, og ham sker hans ret, om han falder for saa ung og ufrist en mand.» Saa slog han Lavein til ridder, og andre riddere førte ham til et telt, klædte ham i rustning og satte ham paa en stridshingst. Men i det samme den unge ridder herr Lavein red ind i skranken og fældet sin lanse, sprængte herr Lancelot ind paa pladsen og han red op for kongen, og sittende paa hesten fortalte han om herr Meliagrans’s 206svik, saa at kongen og dronningen og alle ridderne, som hørte paa, blev røde av skam ved at høre om saa skammelig en svik.
Da var der ikke mere at sige, uten Lancelot og Meliagrans red sammen. Og ved det første lansestøt fôr herr Meliagrans bakut over hestens bak. Og herr Meliagrans blev liggende paa jorden og skrek: «Herr Lancelot, jeg overgir mig, spar mit liv.» Da visste ikke Lancelot, hvad han skulde gjøre, ti han vilde hellere se herr Meliagrans død end alt guld i Engelland, og han saa op paa dronningen, men hun nikket til tegn, at han skulde dræpe herr Meliagrans. «Skam eder,» siger Lancelot, «staa op, drag eders sverd og møt mig som en ridder.» «Nei nei,» siger Meliagrans, «jeg reiser mig ikke, før I mottar mig som overgiven og overvunden.»
Da mæler Lancelot: «Meliagrans, vil du møte mig med sverd i haand, da skal jeg møte dig uten hjelm og halskrave og skjold, og jeg skal la min venstre arm være bunden bak paa min ryg.» Og Meliagrans springer op og roper: «Kong Artur, I har hørt Lancelots bud, og jeg tar imot det.» «Nei nei,» siger kongen, «det var for stor skam, skulde slik en kamp kjæmpes for mine øine.» «Jo,» siger dronningen, «la Lancelot avvæbne og binde, som han har sagt; han staar ingen fare ved det.»
Saa blev gjort. Og ved det første hugg, som herr Meliagrans førte mot Lancelots blottede hals, skjøv Lancelot sit sverd imellem, og derefter kløvet han med et hugg herr Meliagrans’s hjelm og hode og hals til nøklebenet.
207Saa blev herr Meliagrans begravet uten hæder. Og kong Artur og dronning Guniver viste Lancelot endda mere ære end tilforn.
Nu maa det fortælles, at herr Gavein og hans brødre, Gaheris, Gared, Agravein og Mordred hadde alle dage likt fru Guniver ilde. Og en gang som kong Artur laa i Carlisle borg med sin hird, da stod disse brødre sammen i kammeret foran kongens soverum, og endda der var flere andre riddere inde, saa tok herr Agravein til orde og talte slik: «Underlig tykkes det mig og en stor skam, at vi alle ser og vet det som er mellem Lancelot og dronningen; de ligger sammen baade nat og dag, og alle vet vi det er saa. Skammelig er det, at vi taaler det og lar vor ædle konge og vor egen morbror bli vanæret slik.» Da svarte Gavein: «Bror Agravein, ti stille og tal aldrig mere til mig om dette; jeg vil intet vite.» Og Gaheris og Gared beder ham tie: «Vi vil ikke høre slikt.» «Jeg vil,» siger Mordred. Men Gavein mæler: «Intet uten ulykke kan der komme av det, om I fører slike rygter ut blandt hirden, ti kommer det for kongen og der blir uvenskap mellem ham og Lancelot, da vet I vel, at Lancelot og hans frænder er kongens ypperste riddere, og den strid vilde bryte Det runde 208Bords ridderskap for alle dage, og den kan koste vor morbror hans rike og volde dette land usigelig stor jammer. Men saa meget er ingen kvinde værd, og mindst hun vi her taler om. Mindes ogsaa, fuld mangen gang har Lancelot frelst vor konge og dronning fra fare og uære, og mere end en gang stod det slik i kamp, at den bedste av os skulde været kold om hjerteroten, hadde ikke herr Lancelot været bedre end vi. Aldrig vil jeg være imot ham, ti ingen mand paa jorden elsker jeg høiere end Lancelot. Men I, Agravein og Mordred, skulde tænke paa herr Tarkvins taarn og ikke lønne ham saa skammelig.»
Da kom kongen ut av sit soverum, og Gavein siger: «Ti nu.» Men Agravein svarer: «Ikke vil jeg længer være hæler for deres lyst.» Da gik Gavein bort med Gaheris og Gared. Og kongen spurte de to andre, hvad det var.
«Herre,» svarer Agravein, «Mordred og jeg talte med vore brødre om herr Lancelot og eders dronning. Ti det tykkes os skam at tie mere, siden vi vet, at han holder sig med eders hustru og er en forræder mot eder, hans konge og den ridder som gav ham ridderslaget.» Da blir kongen rød og blek. Og han mæler: «Endda I er min søsters sønner, saa vid, at døden er hver mand viss, som skylder min dronning for falskhet, uten han kan prove det for sandt.» Ti den franske bok siger, at Artur hadde vel set ting, som syntes ham underlige, men han vilde intet ondt tro om Lancelot eller om sin husfrue.
«Herre,» siger Agravein, «vil I følge vore raad, 209da skal det snart vorde visst nok. Rid i veideskogen aarle imorgen og send bud hjem til kvelds, at de skal sende eders kokker til eder med mat, ti I blir borte om natten. Da tænker vi vi skal ta Lancelot med dronningen den samme nat.» Kongen tier længe, men svarer tilslut: «La det være slik. Men det er mit raad, ta følge nok med eder paa den færd, ti Lancelot er en haard hals, og alene faar I ham aldrig.»
Saa om morgenen red Artur paa jagt, og mot kveld sender han dronningen bud, at han blir ute den nat. Og om kvelden siger Lancelot til herr Bors, at han maa gaa til dronningens kammer, ti hun har sendt bud at hun vil tale med ham. «Ak frænde,» siger Bors, «gaa ikke. Aldrig var jeg glad, naar jeg visste eder hos hende. Men inat er mit hjerte som en sten av angst. Mindes Agravein og Mordred, de lurer paa eder dag og nat for at bringe eder i skam og ulykke.» «Kjære frænde,» svarer Lancelot, «jeg maa gaa, siden min frue har sendt mig bud. Men frygt ikke, ti jeg skal komme snart igjen og ikke dvæle hos hende nogen stund.»
Saa tok Lancelot sit sverd under kappen og gik til dronningens bur, og hun lukket ham ind og de var ene sammen, men de franske bøker siger de var ikke i seng sammen, uten de sat og taltes ved og der brændte lys i rummet. Og om en stund blev der stort bulder og brak utenfor kammerdøren; det var herr Agravein og herr Mordred med tolv fuldvæbnede riddere, og de slog paa døren med staal og stang, mens de skrek, saa det hørtes 210over al den gaard: «Lancelot, du forræder og falske ridder, nu er du fangen!»
«Ak,» siger fru Guniver, «Lancelot, nu er vi begge forraadt!» «Frue,» svarer han, «har I nogen rustning eller et skjold herinde, hvormed jeg kan dække mit legeme? Da skal jeg snart lære dem at tie.» «Ingen,» siger dronningen og lægger sine armer om hans nakke. «Lancelot, nu er vor elskovs dage tilende, ti jeg hører de er mange og fuldt væbnede, og nu blir du slagen og siden skal jeg brændes paa baal. Jeg vet vel, at kunde du undslippe, da vilde du redde mig, hvad fare jeg end var i, men nu er døden over os begge.» «O Jesus!» siger Lancelot, «skal jeg elendig dø for mine undermænds hænder, bare fordi mig fattes vaaben!»
Imens skrek Agravein og Mordred utenfor døren: «Kom ut, forræder, du kan ikke frelse dig og din bolerske denne gang.» «Gud naade mig,» siger Lancelot, «jeg kan ikke bære det længer at høre disse skammelige skrik og rop; det er bedre at gaa ut til dem og dø end lide dette længer.» Da krystet han dronningen i sin favn, kysset hende og mælte: «Min ædle dronning, I har været min gode og naadige herskerinde, og altid var jeg eders fattige tro tjener, helt siden den dag kong Artur gjorde mig til ridder; av al min evne tjente jeg eder i ret og uret. Og dør jeg nu, da bed for min sjæl. Ti jeg vet forvisst, at mine frænder vil ikke svigte eder, men fri eder fra baalet for min skyld, og de kjender min vilje og vil tjene eder tro og føre eder til Frankrike; der skal I hædres som dronning i mine lande og arve alt mit gods.»
211«Nei Lancelot,» siger fru Guniver, «ikke vil jeg leve efter dig. Men blir du nu dræpt, da vil jeg taale døden paa baalet saa mildelig og ydmyg for Jesu skyld, som nogen kristen dronning før mig.» «Vel, frue,» siger Lancelot, «er det saa, at vi nu maa skilles, da vil jeg sælge mit liv dyrt.»
Dermed svøpte Lancelot sin kappe fast om venstre arm, tok sverdet i høire haand og aapnet døren paa gløt. «Kjære herrer,» siger han, «la fare denne skammelige larm ved vor dronnings dør, saa skal jeg komme ut til eder.» «Kom da,» siger de, «vi skal spare dit liv til du kan stedes for kongen, som du har krænket.» Da aapnet herr Lancelot døren, men herr Mador av Porten sprang frem og hugget efter ham, og Lancelot bøtet for sig med den venstre arm, som var viklet i kappen, og med høire haand hugget han ham ned. Og Lancelot grep liket ved føtterne, rev det indenfor kammerdøren og stængte den. Da hjalp dronningen ham at iklæde sig Madors harnisk.
«Haahaa,» siger Lancelot, «herr Agravein og herr Mordred, I tar mig ikke inat! Hør nu mit raad, hold op med at rope løgn og uhøvisk tale, gaa hver til sit, da skal jeg møte eder imorgen for kongen. Og vil nogen av eder da holde fast ved de ord I har talt om vor dronning og mig inat, da skal jeg svare eder paa riddervis med vaaben i haand og gjøre klart for hver mand, at ikke var jeg i dronningens kammer inat i noget uærlig erende.» «Nei, nei, forræder,» svarer Agravein og Mordred, «nu vil vi ta dig levende eller død efter vort eget tykke.» «Vel,» siger Lancelot, «saa ta mig.» Og 212han slog kammerdøren op og møtte dem; da var der ikke en av dem alle, der kunde slaa ham et eneste hugg, men først vog han Agravein og siden alle de andre uten Mordred, som flydde.
Da siger Lancelot til dronningen: «Nu frue, dette er enden paa alt som har været os imellem til denne dag. Ti nu vil kong Artur være min fiende alle dage, og derfor beder jeg eder følge mig; da skal jeg holde eder og verne eder, og ingen anden skal eie eder uten jeg alene.» Men dronningen graat og sa: «Her er skedd ulykker nok inat, men hold eder stille, ti jeg vil friste at forlike kongen. Og ser I, at han ikke vil høre eller tro mig, men dømme mig til døden, da vet jeg I vil frelse mig, og da skal jeg følge eder hvorhen eder tykkes bedst.» Saa kysset han hende, og de byttet ringer med hinanden. Og derefter gik han til den del av borgen, hvor han og hans frænder sov.
Der møtte ham herr Bors og alle hans frænder og venner; de var i brynjer og fuldt væbnede. Og de sa de hadde hat onde drømme, og da de fôr op av søvnen, hørte de larm fra dronningens bur. «Kjære frænder,» siger Lancelot, «vid at jeg var i dronningens bur, ti hun hadde befalet mig til sig; da kom Agravein og Mordred og skyldte falskelig hende og mig for uære, og da jeg møtte disse 213løgnere og klaffere i ærlig kamp, da dræpte jeg dem alle uten herr Mordred. Men nu frygter jeg der blir krig mellem kongen og mig, siden jeg har dræpt hans søstersøn. Og vilde kong Artur høre paa mig, da skulde jeg kjæmpe for hende og prove, at hun er sin husbond tro, men jeg frygter han vil ikke se mig eller unde mig at tale, men i hastighet og harme dømme hende til baalet. Derfor spør jeg om I vil staa hos mig i denne dyst og vove livet for at fri hende ut, om hun skulde komme i nogen fare?» Da svarer de alle ja, og herr Bors siger: «I maa frelse hende eller miste livet, ti enten I har handlet ret eller uret, maa I verge hende, naar hun er stedt i fare for eders skyld, eller kaldes en æreløs ridder.»
Og nu var de samlet alle de riddere, som vilde holde sig til Lancelot, og det var tre snese av de bedste mænd i kongsgaarden. Da red de ut av Carlisle samme nat og gjemte sig i skogen nær ved.
Imens var Mordred kommet til kong Artur i skogen, og han berettet alt som var hændt. «Var han i hendes kammer?» siger kongen. «Ja,» svarer Mordred. «I Guds navn,» mæler kong Artur, «nu er jeg skilt ved al ære og glæde, og Det runde Bords ridderskap er ikke mere, og mig venter intet andet mere i verden end krig med den mand jeg trodde allerbedst. Og alt det er for en hores skyld.» Og han vilde ikke se dronning Guniver, da han kom tilbake til borgen, men bød sine træller straks bygge baalet, ti hun skulde brændes næste dag ved middagstider.
Da gik Gavein til kongen og sa: «Kjære min 214frænde og min konge, vær ikke for hastig. Ti blev end Lancelot funden i dronningens bur, saa er det ikke visst, at han var der i noget ulovlig erende. Mindes at han har tjent hende tro i mange aar og frelst hende av fare, og før likte I vel nok, at hun viste ham hæder og venskap. Ikke tror jeg andet end at fru Guniver er eder tro, og vilde I la Lancelot kjæmpe for sig og hende, da skulde han visselig med vaaben i haand lægge fra sig det onde rygte.» «Det vet jeg vel,» svarer Artur. «Lancelot lider paa sin egen styrke og var aldrig ræd for at kjæmpe for uretvis sak. Derfor skal han aldrig mere kjæmpe for dronningen, uten loven skal ske fyldest. Men Lancelot skal lide en værre død, om han falder i mine hænder.» «Gud forbyde,» mæler Gavein. «Siger du det,» svarer kongen, «inat dræpte han din bror.» «Herre,» siger Gavein, «jeg sørger over min brors død, men han voldte den selv, og jeg varet ham ad og ikke vil jeg hevne den, ti jeg tror det var Gud selv der gav Lancelot seir inat over tretten riddere, fordi Lancelot var en uskyldig mand, og der var ingen synd mellem ham og dronningen.»
Men kongen siger: «Jeg vil ikke høre mere av din mund og jeg byder dig gjøre dig rede, ti du og dine brødre Gaheris og Gared skal føre dronningen til baalet.» «Det gjør jeg aldrig,» svarer Gavein, «ikke vil jeg være i eders raad og se min dronning saa skammelig myrdet.» Men Gaheris og Gared turde ikke negte at lyde kongens bud; dog sa de: «Det er haardt imot vor vilje og ikke vil 215vi være rustet eller væbnet, men følge hende uten vaaben.»
Saa gik Gavein til sit kammer, og han var usigelig sorgfuld og forbitret. Men dronningen blev ført gjennem Carlisle by, og de graat for hende baade ringe og rik. Og da hun kom til engen, der baalet var bygget av tidsler og tornegrener, da klædte hendes terner hende av, til hun stod i sin blotte serk. Og hendes aandelige fader kom til hende, at hun kunde skrifte sine synder. Da graat alle som saa det, og vred sine hænder, men fru Guniver skred med milde miner til baalet og traadte op paa det med sine nøkne føtter.
Da brøt herr Lancelot ut av skogen med sit følge. Og de sprængte ret frem mot baalet og hugget om sig til alle sider, og hver som forsøkte at staa dem imot, fik banesaar, og mangen ædel ridder mistet livet. Men Lancelot saa intet uten dronningen, som stod paa baalet, bundet som en misdæderske, barfotet i sin blotte serk. Da hugget han ned Gared og Gaheris i trængselen og saa dem ikke og merket ikke, at de var vaabenløse. Ti han red like frem til dronningen, skar over hendes baand og slog sin kappe om hende. Saa løftet han hende foran sig paa hesten og red med hende til Castel Joyeuse.
Da Gavein hørte, at Lancelot hadde tat dronningen av baalet, sa han kun: «Jeg visste vel han vilde 216fri hende ut eller dø; ikke vilde jeg selv handlet anderledes i hans sted. Nu takker jeg Gud at mine brødre gik vaabenløse dit. Men hvor er de? Det tykkes mig underlig, at de ikke selv bragte mig denne tidende.» «Herre,» siger manden, «Gud styrke eder, de er begge døde.» «Jesus forbyde,» siger Gavein, «jeg tror det ikke; hvem dræpte dem?» «Lancelot dræpte dem begge,» svarer den anden. «Du lyver,» mæler Gavein, «aldrig bar Lancelot vaaben paa vergeløse mænd. Og jeg vet, at min broder Gared elsket Lancelot mere end han elsket mig, og han vilde fulgt ham mot os alle og kong Artur, hadde Lancelot sendt ham bud, saa stort var deres venskap. Og han blev slagen til ridder av Lancelots haand. Aldrig vil jeg tro dette.» «Herre,» siger manden igjen, «jeg saa det selv, at Lancelot hugget ned baade Gared og Gaheris i trængselen, da de kom foran hans hest.» Da faldt Gavein ned til jorden og laa som død, og der gik bud til kong Artur, at Gavein sørget saa haardt over sine brødre, at folk frygtet han skulde miste sin forstand.
Men da kong Artur steg ind i kammeret til Gavein, da reiste han sig op og sa: «O kong Artur, min morbroder, er min broder Gared død og Gaheris?» Da brast kongen i graat, men Gavein sa: «Jeg vil gaa og se dem.» «De er alt begravet,» svarer kongen, «ti jeg frygtet dit hjerte vilde briste, hvis du fik se din broder Gareds lik.» Da spurte Gavein, hvordan det var skedd. Saa fortalte kong Artur det. Og da han hadde uttalt, stod Gavein op og mælte:
«Min herre og min konge og min frænde, her lover og sverger jeg ved min kristelige tro og mit 217ridderskap, at fra denne stund skal jeg ikke raste eller hvile, før jeg har fældet Lancelot eller han mig, og jeg skal følge ham, om han saa flyr for mig gjennem syv kongeriker.» «Han tænker ikke paa slikt,» siger Artur, «ti han ligger i sin borg Castel Joyeuse og drager sammen en hær mot os, og folk strømmer til hans banner.» «Vel,» svarer Gavein, «saa vil vi ogsaa reise vore bannere, og jeg tænker vi skal magte at ta ham, skal jeg end bryte ned hans sterkeste taarn sten for sten med mine bare hænder.»
Saa sendte Artur hærbud over hele sit rike, og hertuger, jarler og riddere strømmet til ham, saa han fik en vældig hær, og med den la han sig om Lancelots borg og beleiret den.
Men herr Lancelot hadde sørget vel for sig med forraad baade til folk, hester og kvæg. Og han vilde ikke falde ut mot kongshæren, men laa stille inden murene i femten fulde uker. Og tilslut en dag, da Lancelot stod paa brystvernet og saa ut, blev han var kong Artur og herr Gavein, som red forbi. Da ropte han ned til dem og sa: «Kong Artur, min høie herre, jeg beder eder unde mig fred med eder. Ti vel trøster jeg mig til at ende denne strid hæderlig for mig selv, om jeg vilde falde ut med mine riddere mot eders hær, men Gud forbyde jeg skulde feide mot den konge, som gjorde 218mig til ridder, og som jeg har svoret at tjene tro til mit livs ende.»
«Lancelot», svarer kong Artur, «større er din skjendsel og værre din svik, naar du taler slike ord, og vid forvisst, at nu er jeg din dødsfiende til min sidste dag, for mine ridderes skyld og mine søstersønners, som du har dræpt, men mest for min dronnings. Ti du som svor mig troskap, vanæret mig i hende og holdt dig med hende i mange aar, og sidst førte du hende forrædersk bort med vold.» «Herre,» mæler Lancelot, «I vet vel, at I kan sige hvad I vil, ti mot eder kan jeg ikke kjæmpe og ikke mot herr Gavein, men ellers vil jeg kjæmpe for eders dronning mot hver ridder i kristenheten, ti I gjør hende svarlig uret. Og jeg tok hende bort med vold, ti ellers maatte hun mistet livet og æren som en misdæderske i ilden. Ak, min herre Artur, mindes, jeg frelste hende fra baalet en gang før, og da takket I mig selv for det, og jeg hevnet hende paa den løgner herr Meliagrans, og mangen gang ellers har jeg baaret vaaben for hende, og aldrig var det eder imot. Men skulde jeg nu latt hende taale døden for min skyld? Ak min gode og naadige herre, ta eders hustru tilbake med hæder, og und mig at være hendes ridder som tilforn, ti hun er saa tro mot sin husbond som nogen kristen frue, og hun er saa ren, som hun er god og væn.»
«Forræder,» siger Gavein, «min herre kongen tar tilbake dronningen og dig med paa det vis ham lyster, og da skal I taale den haardeste og skjendselsfuldeste død begge to.» «Det kan vel hænde,» svarer Lancelot, «men vid vel, Gavein, at lystet det 219mig at falde ut av denne borg, da skulde det koste eder mere at ta dronningen og mig, end det kostet kong Artur at vinde Rom.» «Skam over dig og dine stolte ord,» siger Gavein, «jeg vil ikke skidne min mund og tale om dronningens skam, men du forræder, du myrdet min broder Gared, som elsket dig over alle andre mænd paa jorden.» «Dertil kan jeg intet svare,» mæler Lancelot, «men det vet Vor Herre Jesus, jeg kunde like snart dræpt min broder Hektor eller herr Bors i den strid, ti jeg saa ikke og hørte ikke og kjendte ingen mand i den strid.» «Du lyver,» svarer Gavein, «falsk og feig var du da du dræpte mine brødre, mens de var vaabenløse.» «Gavein,» siger Lancelot da, «ingen mand har før skyldt mig for slikt, at jeg har kjæmpet svigefuldt og myrdet vaabenløse mænd. Men det vet du bedst selv, om du tør sige det samme.» Og Gavein blir rød som blod: «Haahaa,» siger han, «du minder mig om herr Lamorak av Galis; jeg dræpte ham, mens han sov hos min mor. Men siden du nævner ham, da vid vel, at jeg vil ikke hvile, før du er i mine hænder.»
Siden red Gavein og hans venner for borgen dag og nat og ropte paa Lancelot; de kaldte ham falsk og feig og sang nidviser om ham. Derover blev Lancelots frænder saa forbitret, at han kunde ikke mere styre dem, ti de siger, vil han taale denne spot, da maa han være blit ræd paa det sidste. Saa skikket Lancelot sendebud til kong Artur og bad ham fylke sin hær, ti imorgen vil han ride i marken mot kongen. Men sine egne mænd bød Lancelot at spare kongens riddere alt de kunde, og kong 220Artur selv og herr Gavein maa ingen mand saare, men heller dø.
Og den næste morgen faldt Lancelot ut av borgen med hele sin hær, og der blev et stort slag, men ridderne av Castel Joyeuse gjorde ikke mere end verge sig, naar de trængtes av kongsridderne. Da stevnet kong Artur selv mot Lancelot med fældet lanse, men Lancelot bøtet for sig med skjoldet og blev end ikke rokket i sadlen. Men derefter drev han sin hest forbi kongens uten at røre ham. Og slik veg Lancelot for kongen, til hans skjold var helt splintret; da red kongen mot ham fjerde gang, og Lancelot holdt stille i marken og bød sit bryst mot kongens lanse. Men herr Lionel saa sin frændes fare og jog frem med fældet lanse og kastet Artur av sadlen. Da sprang Lionel fra hesten og drog sit sverd, mens han sa: «Min herre Lancelot, und mig at ende denne strid.» «Nei, nei,» siger Lancelot, og han springer av sadlen, løfter kong Artur op paa sin egen hest og knæler, mens han fatter om kongens fot i stigbøilen en stund. Men da Artur sat i sadlen, da saa han ned paa Lancelot, og han mælte intet, men taarerne brast ut av hans øine.
Og da han kom tilbake til sin fylking, da lot han blaase i lur og sin hær trække tilbake for den dag. Men Gavein lastet kongen meget for dette, og Lancelots riddere var ogsaa forbitret paa sin herre for dette og sa: «Daarskap er det av eder at spare eders fiender, som ikke vil spare eder, og I vil neppe tilstede os at verge vort eget liv mot dem.»
Men rygtet om den store strid mellem kong 221Artur og herr Lancelot spredtes viden om i landene, og da paven i Rom hørte derom, da sørget han saare, ti han frygtet, nu vilde de kristne lande Engelland og Frankrike lægges øde tilslut, hvis denne krig skulde vare ved. Da sendte han bud til de to ædle geistlige mænd, erkebispen av Paris og erkebispen av London, og befalte dem at komme til sig. Og han skrev buller og satte sit eget segl derfor i bly: At kong Artur skal ta sin dronning til sig, og Lancelot skal gi hende tilbake, og de skal slutte fred, ellers skal hele Engelland og Frankrike lyses i ban og interdikt. Disse buller byder han erkebisperne bære hjem til kong Artur og herr Lancelot.
Da kong Artur saa disse buller, da vilde han gjerne forlikt sig med Lancelot; dog det vilde herr Gavein ikke tilstede. Men i det som paven hadde befalet om dronningen, føiet han sig. Da skrev Artur et brev til Lancelot og satte sin haand og sit segl derfor, og biskoperne bar det til Castel Joyeuse. Og de sa til Lancelot om den straf, som vilde komme over landene, om han ikke lystret pavens bud og gav dronningen tilbake.
«Vel,» siger Lancelot, «jeg trøster mig til, at jeg skulde vel kunnet holde hende i en haardere storm, end den som var. Men for hendes æres skyld vil jeg føre hende tilbake til kongen, siden det er lovet, 222at hun skal nyde hæder og frihet som tilforn, og ingen mand driste sig til at krænke hende for de sakers skyld, som har været tilforn.» «Derfor,» siger bisperne, «svarer vi med vort liv, og for det leide han har git eder frem og tilbake.» «Det trænges ikke,» svarer Lancelot, «jeg har min herres haand og segl for dette, og til denne dag brøt kong Artur aldrig sit ord.»
Saa førte Lancelot dronningen tilbake til Carlisle. Og da de red ut fra Castel Joyeuse, fulgte dem hundrede riddere klædt i grøn fløil, og hver bar en oljegren i haanden. Og hestene var gjordet med gyldne remmer og hadde dækkener av grøn fløil, som slog ned om deres føtter. Og med dronningen red fireogtyve møer, og de og deres hester var klædt i grøn silke. Men Lancelot og dronningen var klædt i kjortler av hvitt gyldenstykke og bar guldkroner, ti han var en kongesøn i sit eget land.
Men da de kom dit, hvor kong Artur sat med Gavein ved sin høire side og jarler og herrer omkring sig, da sprang Lancelot fra sin hest, løftet dronningen av sadlen og førte hende frem for kongen. Og de knælte ned begge. Men kongen sat stille og mælte ikke et ord. Og da Lancelot saa ind i kongens aasyn, reiste han sig og løftet dronningen op, og han mælte med høi røst:
«Min ædle herre kong Artur, paa pavens bud og eders har jeg bragt eders hustru dronningen hit. Og jeg beder hver ridder og riddersmands mand, som her er tilstede, er der nogen av eder alle, som har fæstet lid til løgneres ord, da sige han det nu, mens jeg er her, herr Lancelot av Sjøen, kong Bans 223søn av Brabant, da skal jeg møte ham paa riddervis og gjøre det aabenbart, at min dronning og høie frue, fru Guniver, er sin husbond fuldtro, og ren som en jomfru for hver mand uten sin kristelige egtefælle.»
Da var der ingen som talte, men tilslut mælte kongen: «Lancelot, aldrig gav jeg dig aarsak til at handle mot mig, som du har gjort; ti ingen ridder æret og elsket jeg som dig og dine frænder.» «Herre,» svarer Lancelot, «saa er det. Men vredes ikke, at jeg minder eder derom: At tjene og hædre eder var al min id, og det var mine frænders. Ikke kan jeg angre, at jeg har gjort eder imot i denne sak, men frelste min frue dronningen mot eders vilje – men drag eder til minde, at før har jeg frelst hende, og da takket I mig for det.»
Da sprang Gavein op og ropte: «Kongen faar gjøre, som han vil, men hør nu mig, herr Lancelot. Mellem os to vorder intet forlik, før en av os er død; tre brødre har du fældet fra mig, og de to myrdet du feig og falsk, da de var vaabenløse.» «Saasandt Jesus taalte døden for os,» svarer Lancelot, «jeg dræpte Gared og Gaheris mot min vilje, og for Gareds død skal jeg sørge til min sidste stund. Men dette byder jeg eder til bod for Gared: Jeg vil gaa gjennem Engelland fra landsende til landsende paa nøkne føtter i en haarskjorte alene, og for hver tiende mil paa min vei vil jeg grunde og oprette et gudshus og et kloster og skjænke gods nok til dets underhold, saalænge jeg har en penning tilbake av mit gods. Og i hvert gudshus og kloster skal messer synges dag og nat for Gareds sjæl. Det tykkes 224mig et slikt forlik mellem os var kristeligere og bedre baadet eders brødres sjæle end krig mellem dig og mig, som har elsket hinanden saa inderlig.»
Da graat de hver og en, som hørte det, baade mand og kvinde, uten Gavein, men han svarte: «Lancelot, du byder meget, men ikke vil jeg høre derpaa. Og vid vel, vil min morbror forlike sig med dig, saa maa han det, men jeg opsiger ham huldskap og troskap og vil ikke se ham mere, ti du har sveget baade ham og mig. Var det ikke for pavens sterke ban, ikke skulde hverken dronningen eller du kommet hit uten for at dø. Nu faar hun bli, og du fare frit herfra med freden. Men saa var avtalen mellem kongen og mig, at fra den femtende dag efter denne er du fredløs i Engelland, og efter den dag vil jeg ikke hvile, før jeg har strakt dig kold til jorden.»
Da styrtet taarerne av Lancelots øine. «O du fagre land,» siger han, «jeg elsket dig over alle lande i verden; her vandt jeg mit ry, men ingen mand har gjort dig mere hæder end jeg, og mindes vel, kong Artur, hvad du og dit rike skylder mig og min slegt. Skal jeg nu fare fredløs herfra, vel, Gavein og kong Artur, vil I søke mig i mit eget land, da skal jeg visst møte eder.»
Saa gik han til dronningen, kysset hende, saa alle saa det, og sa høit: «Frue, nu ser jeg eder aldrig mere; siden I altid var mig en naadig og mild dronning, beder jeg eder tale vel om mig og mindes mig i eders bønner. Og er I stedt i fare eller pines I av onde menneskers løgne, da send mig bud, og kan mand hjælpe eder og kjæmpe for eder, da vil 225jeg være den mand.» Og han ropte tilslut, saa det hørtes over hele borgen: «Er her nogen, som tør sige min dronning ondt ry paa, da tale han nu, mens jeg er her!»
Men ingen svarte, uten folk graat og klaget for herr Lancelot, som de skulde miste. Da hilste han kongen og ridderskapet, steg tilhest og red bort.
Da Lancelot kom til Castel Joyeuse, kaldte han sine frænder og riddere sammen og fortalte, hvad som var hændt, og han spurte, om de vilde følge ham i landflygtighet. Da svarte nogen, at de vilde følge ham, hvor han end fôr, men andre bad ham bli her og verge sin ret mot kongen. Dog Lancelot vilde ikke længer dvæle i Engelland; da fulgte de ham alle, og han fôr hjem til Brabant. Han delte alt sit land og gods mellem sine riddere og beholdt ikke for sig selv større part, end de andre fik. Og han gjorde alle byer og borger i Frankrike og Flandern rede til forsvar, men selv la han sig med hovedparten av sin hær i den befæstede stad, som kaldes Beaune, hvor den ypperlige vin kommer fra.
Imens har kong Artur samlet en stor hær mot Lancelot. Og han satte herr Mordred til at styre riket, mens han var i leding, og bød ham vel vogte og verge fru Guniver, dronningen. Ti Mordred 226var kong Arturs egen søn, og han hadde ikke andre sønner; derfor var det hans vilje, at Mordred skulde arve hans lande efter ham.
Og nu seiler Artur med sin hær til Frankrike og herjer og brænder i Lancelots lande, men folket reddet sig til de faste steder. Og Lionel sa til Lancelot: «La dem fare som de vil, og vi vil holde vore byer og kasteller, men naar vinteren kommer og de lider sult og kulde og blaaser paa sine negler, vil vi falde over dem med vore friske folk og slagte dem som faar i folden, saa lærer vel fremmede at holde sig fra disse riker.» Men da vinteren kom, vilde ikke Lancelot rykke i marken mot kong Artur, endda hans riddere talte for ham og sa: «Herr Lancelot, vor herre, dit land blir bart og fattig, skal det føde disse fremmede hære, og litet liker vi at gjemme os bak mur og grav, ti det var aldrig vor skik, og ikke var det din i fordums tid. Sandelig, din sagtmodighet i denne sak har voldt ulykke nok, ti hadde du brukt din magt den tid vi hadde kong Artur foran Castel Joyeuse, da hadde denne krig forlængst været endt.» Men Lancelot svarte: «Endda en gang vil jeg friste at bede om fred, ti disse riddere, som nu søker os med vaabenmagt, var engang vore svorne brødre, da vi sat tilsammen om Det runde Bord, og ikke skal broder utøse broders blod for min skyld.»
Da sendte han atter bud til Artur. Og helst hadde kongen sluttet fred, som alle hans mænd bad ham, for Det runde Bords skyld, men Gavein var haard som flint, og han svor, at fôr kongen hjem, da vilde han bli og føre krigen alene. Da fik Gavein 227sin vilje, og Artur rykket mot Beaune og la sin hær om byen. De laa der i femten uker, og mange ganger fristet de at sætte stiger til muren og storme, men altid blev de kastet tilbake; dog, Lancelot vilde ikke rykke ut mot dem. Men tilslut blev der litet mat i byen og borgen, og Lancelots mænd knurret mere og mere og sa, nu maatte hver mand tro han hadde lært sig til at være ræd.
«Vel,» siger Lancelot, «ikke vil jeg kjæmpe mot kong Artur, og ikke skal I kjæmpe mot de riddere, som engang var eders fæller. Men jeg vil byde Gavein tvekamp, ti jeg ser ikke anden raad til at ende denne elendighet.»
Saa skikket han sendebud til kongens leir og bød Gavein til enekamp paa disse vilkaar, at de skulde kjæmpe til en av dem laa død eller overgav sig, men ingen anden mand av de to hære skal bære vaaben paa en anden, hvad der saa hænder, og ingen nærme sig de to, mens de kjæmper. Og naar Gavein eller han selv er overvunden, da skal dermed denne krig være endt.
Da møttes de i marken næste morgen, disse to, som engang var hinandens svorne fostbrødre og kjæreste venner, de to ypperste riddere av Det runde Bord. Og kong Artur var der med hele sit ridderskap for at se paa kampen. Men da Lancelot red ut av Beaune med sine mænd, og kongen saa hans hærmagt og vælde, hans ridderskaps ypperlighet og deres herlige hester og vaaben, da blev han hvit i sit aasyn og han sa til herr Kei: «Ak nu ser jeg Lancelots troskap; av mildhet og ikke av mangel paa magt har han skydd strid med mig!» «Herre,» 228svarer Kei, «saa har vi sagt eder den hele tid, og litet gavner eder Gaveins raad.»
Saa drog Lancelot og Gavein sig bak skrankerne. Og de red mot hinanden med al den magt, som hester og mænd eiet, og den ene traf den anden i skjoldets midte; da var ridderne saa sterke og førte sine lanser saa vel, at begge hestene bares til jorden. Og Lancelot og Gavein kom sig ledig av hestene og gik sammen med skjold og sverd og skiftet saa vældige hugg, at snart blødte de begge av svære saar. I tre timer kjæmpet de, og al den tid verget Lancelot sig saa vel, at han holdt grunden, der han stod, endda Gavein trængte ham haardt og heftig. Men tilslut gav Lancelot Gavein slik et hugg over hjelmen, at Gavein styrtet overende paa jorden, og da drog Lancelot sig tilbake fra ham. Men Gavein reiste sig paa albuen og ropte: «Falske, forræderske ridder, flyr du nu? Vend dig om og dræp mig, ti ellers vil jeg søke dig og kjæmpe med dig paany, saasnart jeg er helet av mine saar.» «Da skal jeg møte eder, herre, om Gud vil det slik,» svarer Lancelot, «men aldrig har jeg dræpt en ridder, som laa saaret paa marken, uten det var en jomfrukrænker.» Da vendte han sig mot kongen og ropte: «Jeg byder eder farvel, herre konge, og vid vel, at hæder vinder I aldrig foran disse mure, ti I maa bruke al eders magt mot mig, men jeg vil ingen magt bruke mot eder. Ak, kong Artur, mindes vort venskap tilforn – da var jeg aldrig langt fra eder, naar I hadde nogen sorg, men ihvor det gaar med mig, Jesus være eders skjold alle dage!»
Saa gik Lancelot tilbake til byen, men Gavein 229blev baaret til sit telt og hans saar stelt. Og han laa syk i tre uker og bad Gud uavladelig, at han maatte snart vinde tilbake kraft og helse, saa han kunde møte Lancelot paany.
Men forinden kom der tidender fra Engelland til kong Artur. Og for de tidenders skyld brøt han op med hele sin hær, ti nu hadde han andet mellem hænder end krigen mot Lancelot.
Ti herr Mordred, da han var blit indsat til riksstyrer og herre over Engelland, mens Artur var borte, han lot skrive brever som om de var kommet over sjøen, og deri stod, at Artur var falden i slag mot Lancelot. Og han lot sammenkalde en herredag og fik rikets øverste herrer og jarler til at kaare sig til konge. Saa blev han kronet i Canterborg og holdt fest der i ti døgn, men derefter drog han ind i Karlion, hvor fru Guniver sat i sorg og hjertekval.
Og nu lot han utrope, at han vilde ta til egte hende, som var hans morbrors hustru og hans fars hustru. Og dronningen turde ikke aabenbare sit hjerte, som var fuldt av gru og forbitrelse over saa stor en ugudelighet, men hun gav ham gode ord og lot som hun samtykket. Saa redte Mordred til bryllup, og fru Guniver bad ham om orlov at drage til London og kjøpe silke og gyldenstykke for sig og sine fruer, og Mordred lot hende fare.
230Men da hun kom til London, da kastet hun sig ind i borgen, og drog væbnede mænd sammen, og lot føre ind mat og drikke i store mængder, alt som trængtes til at holde ut beleiring og stormløp. Da Mordred spurte dette, blev han usigelig forbitret, og han kom og la sig om borgen med hele sin hær. Men fru Guniver holdt kastellet mot ham, og hun lot utrope, at siden hendes husbond var død, da vilde hun aldrig skjæmme sig ut og egte en anden mand, siden der ikke levet en, som turde nævne sig kong Arturs like. Og aldrig mere skulde hun levende komme i Mordreds hænder.
Erkebispen av Canterborg drog til Mordred og truet ham med kirkens haardeste ban, om han ikke avstod fra slikt ugudelig og kjættersk hedenskap mot sin morbrors hustru. «Og I vet vel den løndom som er, at han er tillike eders far. Derfor beskjæmmer I eder selv og hele ridderskapet, om I vil tvinge slikt forsæt frem, som Gud hader.» Da truer Mordred den hellige mand paa livet, om han ikke tier. Men erkebispen lyste Mordred i ban og for bort. Og han skjulte sig i et enebo i skogen ved Glastonborg og levet der i armod og bøn for Engellands rike.
Men nu kommer tidender til landet, at Artur er i live, og han har hastig brutt op fra Frankrike og er paa hjemveien for at hevne sig; da samlet ogsaa Mordred en hær, og meget folk drog til ham. Ti der var mange av det menige folk som tykte, at Artur hadde pint dem ut med krig og uro, men Mordred lovet fred og gode dage. Og mange av de mægtige herrer i landet hadet Artur, ti han hadde holdt dem 231i age og aldrig taalt, at de pinte ut bønder og borgere. Men de saa vel, at med Mordred kunde de raade, og ikke han med dem.
Nu drog Mordred til Dover for at formene sin far landgang i hans eget rike. Men kong Artur kom seilende med en stor flaate og landsatte sine mænd i smaa baater og store; selv sprang han først paa stranden, og hans prøvede og tro mænd dvælte ikke længe, saa snart maatte Mordred fly efter stort mandefald. Men da slaget var tilende, da fandt folk Gavein i en baat, og han var mere end halvt død, ti den gamle vunde, som Lancelot hadde git ham foran Beaune, den var brutt op, og livet fløt fort ut av ham med hans blod.
De bar ham op i Dovers borg, og bud bragtes til kong Artur; da ilte han til kammeret og faldt over sin frænde med sorg og klage: «Ak, Gavein, min søstersøn, ligger du her, som jeg elsket over alle andre; ingen var mig kjærere end du og Lancelot, og nu er jeg skilt ved eder begge.» «Morbroder,» siger Gavein, «denne dag er min dødsdag, og det voldte jeg selv ved min hastighet og mit had til Lancelot; ti jeg dør av det saar han gav mig. Men hellere vilde jeg dø for hans haand end for nogen anden mands, ti av alle riddere i verden regner jeg ham alene for min like. Saa det er al min sorg, at jeg voldte denne ufred mellem eder og ikke vilde taale, at I forlikte eder med ham – skal I nu miste 232liv og rike, min hjertenskjære morbroder, da er skylden min, ti aldrig vilde eders usle fiender vovet at reise sig mot eder, mens Lancelot stod ved eders side med sine stolte frænder. Og derfor beder jeg eder, fly mig pergament, pen og blæk, da vil jeg skrive herr Lancelot en skrivelse til med mine egne hænder.»
Og da Gavein hadde faat det han begjærte, da blev han løftet op i kong Arturs armer og sat op paa leiet, og han gjorde sit skriftemaal, og derefter skrev han til Lancelot, og slik var hans brev:
«Til herr Lancelot, alle ædle ridderes speil og den ypperste ridder i kristenheten, jeg, herr Gavein, kong Lots søn av Orkney og kong Arturs søsters søn, sender dig hilsen og bud, at den tiende dag i mai blev jeg saaret i det saar, som du hugget mig foran Beaune, saa nu maa jeg dø. Og det er min vilje, at hver mand skal vite, jeg søkte selv min død og ikke voldte du den; derfor beder jeg dig, herr Lancelot, kom til min grav og bed for min sjæl. Men ikke kunde jeg faldt for bedre mands haand end din. Og jeg beder dig for den kjærlighets skyld, som var mellem os tilforn, at du ikke dvæler længe, uten straks farer over sjøen med dine ædle frænder og hjælper kong Artur, vor ædle konge, som slog dig til ridder, ti han trænges haardelig av en falsk forræder, som er min halvbroder herr Mordred, og han har latt sig krone til konge og begjært til egte vor frue, dronning Guniver, men hun frelste sig fra ham ind i Londons borg, og holder den mot hans væbnede magt. Men paa den tiende dag i mai landet vi i Dover og drev forræderen paa flugt; 233da blev jeg saaret, og det saar du gav mig, brøt op og blir mit banesaar. Og paa denne dag er dette brev skrevet, to timer før min død; derfor tør jeg vel sige, jeg har skrevet dette til dig med mit hjertes blod. Og jeg beder dig, du ypperste ridder i verden, kom til min grav og mindes mig.»
Derefter mottok herr Gavein sin frelsers legeme. Og han raadet kong Artur, at han ikke skulde gaa til slag med Mordred igjen, før Lancelot kom til undsætning. Derefter opgav han sin aand, og kong Artur lot hans lik jorde i kapellet paa Dovers borg.
Nu har herr Mordred imens draget sin hær vestover og slaat leir paa Barhams bakker. Og dette er de store brune bakker ved havstranden, og landet er øde, ti der er hverken skog eller dyrket land, fordi havvinden er haard og bølgerne bryter altid over denne strand, saa folk vil ikke bo der, men kun saueflokkerne beiter i lyngen. Og det er bestemt i Guds raad, at her skal kong Artur kjæmpe sin sidste kamp.
Ti kong Artur fulgte efter Mordred og leiret sig med sin hær paa en høide midt imot den lyngaas, hvor herr Mordreds telter var reist. Da sendte han til Mordred herr Lukan, sin kjøgemester, og herr Bediver, herr Lukans bror, med to bisper, og de skulde byde Mordred forlik: Kornbretland og Kent skal han faa, mens Artur lever, og al Engelland efter 234Arturs død. Ti kongen vilde ikke kjæmpe med sin egen søn. Og det blev avtalt, at Artur og Mordred skulde møtes næste dag paa sletten, som var midt imellem de to bakker, hvor hærene stod, og hver skulde være fulgt av fjorten riddere, saa vilde de tales ved om forlik og fred.
Men forinden Artur drog ut, da varet han sin hær saaledes: «Om I ser et draget sverd paa sletten, da bryt straks frem i fylking og fald haardt an, ti jeg tror herr Mordred litet og frygter svik av ham.» Men Mordred bød sine høvdinger det samme: «Ser I et nøkent sverd, da skal I straks bryte frem og hugge saa haardt I kan, ti jeg er ræd min fader pønser paa hevn.»
Og nu møttes de to konger og taltes ved; da kom de til enighet, og da forliket var sluttet, blev vin hentet og de drak sammen. Da hændte det, at en hugorm kom ut av en lyngbusk, og en ridder, som blev ormen var, drog ut sit sverd for at dræpe den.
Men i samme stund sverdet blinket i luften, gjaldet lurblaasten fra aaserne og hærskrikene klang og de tok til at skride ned over bakkerne, riddere og fotfolk, saa fast som bølgerne skrider mot stranden, og med meget mere døn og brak. Da tok kong Artur til sin hest, og herr Mordred gjorde det samme, og hver red tilbake til sin hær.
Da begyndte det store slag paa Barhams bakker, og aldrig stod et slag som dette i kristne lande, ti mere end hundrede tusen mand tilhest og tilfots kjæmpet paa hver side. Og fra aarle om morgenen, like til kvelden kom paa, drev hærene mot hinanden 235og over hinanden, hit og dit, med gny og vaabenlarm, og klangen av lurene og glammet av staal og skrik av folk og hester hørtes tyve mil ind i landet. Og ti ganger red kong Artur gjennem Mordreds fylkinger, frem og tilbake, og i tæt flok red de omkring ham, de som var tilbake hos ham av Det runde Bords ridderskap. Da hugget de Mordreds mænd, som bønder skjærer kornet, men siden segnet de selv en efter en: der faldt herr Kei, mens han verget sin konge og fosterbroder, herr Onslak og herr Osanna den dristige, herr Urre av Ungarn og herr Priamus saraceneren, herr Pelleas den trofaste og mange flere.
Og da solen sank ned paa havbrynet, holdt kong Artur paa sin hest og saa sig om; da var av hans riddere ilive herr Lukan, kjøgemesteren, og herr Bediver, men ingen andre. Og mere end to hundrede tusen mand laa slagne under himmelen. Da blev kong Artur var herr Mordred, som stod i en dynge av sine ridderes lik, lænet til sit sverd.
«Giv mig din lanse,» mæler kongen, «ti nu ser jeg den forræder, som voldte denne onde dag.» «Herre,» svarerHerre,» svarer] rettet fra: Herre, «svarer (trykkfeil) herr Lukan, «la ham fare! Ti ulykken er med ham, og denne dags sol har set blod nok; vil Gud, kommer den stund I hevnes paa ham, men herre, nu har I mere behov for salver paa eders svære saar.» «Nei,» siger Artur, «Gud lar mig leve eller dø, som det er bestemt i hans raad. Men min hevn vil jeg ha, før hin sol er helt under sjøen.» «Saa være da Gud med eder,» siger herr Bediver.
Da tok kong Artur herr Lukans lanse i begge 236hænder og løp mot Mordred: «Forræder, nu er din dødstime kommet!» Og da Mordred hørte Arturs røst, da sprang han mot ham med draget sverd. Da drev Artur lansen ind under Mordreds skjold og dypt i hans krop. Men da Mordred kjendte han hadde faat banesaar, da kastet han sig av al magt ind mot lansen, og den trængte gjennem ham, saa ringen av haandfanget støtte mot hans brystben, og med begge hænder førte han et hugg mot Arturs hode, der kløvet hjelm og hjerneskalle. Saa segnet Mordred død til jorden, og Artur faldt om ved hans side.
Herr Lukan og herr Bediver løftet ham op og leiet ham mellem sig, men han daanet flere ganger i deres armer. Og nu var solen helt nede og mørket faldt, men de trofaste riddere bragte kongen til et kapel, som stod i en kløft mellem bakkerne tæt ved strandkanten. De la ham paa et leie av sine kapper foran alteret, og det syntes dem, at kongen blev noget bedre.
Men ut paa natten hørte de, at der var folk paa valpladsen, og kongen bød herr Lukan gaa og se, hvad det monne være. Og herr Lukan gik ut og saa ved maanens lys, at der var folk paa marken og de plyndret likene, rev ringer av døde mænds fingre, kjeder og spænder av mangen ædel ridders hals, og de som ikke var helt døde, slog likrøverne ihjel for deres rustningers og klenodiers skyld. Da ilte herr Lukan tilbake til kongen og fortalte, hvad han hadde set: «Og derfor er det mit raad, herre konge, at vi bringer eder herfra.» «Det var vel 237bedst saa,» svarer kongen, «men mit hode verker, saa jeg kan ikke reise mig.»
Da løftet herr Lukan kongen under skuldrene, og herr Bediver tok ved føtterne, men ved det tunge løft veltet tarmene ut av herr Lukans underliv, ti det var ganske gjennemstunget og flenget. Og den ædle ridder sank om og hans hjerte brast. «Ak,» siger kongen, «vilde du hjælpe mig, og du hadde selv hjælp mere nødig. Jesus trøste og lønne dig!»
Da siger kong Artur til herr Bediver: «Nu lider min tid fast og jeg maa fare herfra. Derfor ta Eskalibur, mit gode sverd, og bær det ned til sjøen, kast det ut i vandet og kom igjen og sig, hvad du har set.»
Da tok herr Bediver sverdet og gik ut av kapellet. Men da han saa det ædle verge i maanens lys, med hjaltet helt av guld og ædle stener, da tyktes det ham det fagreste sverd i verden, og han hadde ikke hjerte til at kaste det i sjøen. Saa gjemte han det under en trærot, men han gik tilbake til kongen og sa han hadde kastet det i sjøen. «Hvad saa du,» spurte Artur. «Intet, herre,» svarte herr Bediver, «uten vind og vover.»
«Du lyver,» svarer kong Artur, «ikke har du gjort som jeg bød. Saasandt du har mig kjær og er mig tro, saa gaa og kast sverdet i havet.»
238Da gik Bediver igjen til stranden og tok sverdet. Men da han fik det i sin haand, tyktes det ham saa skjønt og underfuldt, og han mindtes dets sælsomme kræfter, og han gjemte det igjen og gik tilbake til kongen, sigende, at nu hadde han opfyldt hans begjæring. «Hvad saa du?» siger Artur. «Intet, herre,» siger Bediver, «uten bølgen brøt og maanen skinnet.» «Ak, Bediver,» svarer kongen, «alle mine venner er døde uten du, og du sviker mig. Mindes du ikke jeg elsket og hædret dig alle dage, og du nævntes en gjæv ridder, men nu vil du forraade mit liv for et sverds skyld. Gaa nu og gjør som jeg har befalet dig, ellers skal jeg reise mig op og dræpe dig. Men il, ti jeg fryser og livet flyr fast fra mig, fordi du har nølet saa længe.»
Da gik herr Bediver tredje gang til stranden og tok sverdet. Og nu gik han med det ut i tangen mellem stenene, bandt sit belte om hjaltet og slynget det ut i havet saa langt han kunde. Da saa han en haand og en arm, som kom op av vandet og fanget sverdet. Og haanden svinget det tre ganger og rystet det mot himmelen, og saa dukket den under med sverdet.
Men herr Bediver gik tilbake til kapellet og fortalte kong Artur, hvad han hadde set. «Ak,» siger kongen, «hjælp mig ned til stranden, ti jeg frygter jeg har dvælet forlænge.» Og herr Bediver tok kongen op paa sin ryg og bar ham ned til sjøen. Og da de kom dit, blev de var et skib, som laa ved bredden, og deri var en skare fagre fruer i sorte hættekapper, og de graat og vred sine hænder, da 239de saa Artur. Og en imellem dem saa ut som en dronning.
«Læg mig i skibet,» bød kong Artur, og herr Bediver løftet ham lempelig over rælingen, og fruerne tok imot ham; hun som tyktes en dronning, la hans hode i sit fang. «Ak herre,» klager hun, «hvi kom I ikke før? Eders saar har faat altfor megen kulde.»
Og baaten la fra land og rodde bort, og alle de sortklædte kvinder klaget sørgelig. Men herr Bediver ropte: «Kong Artur, min herre, gaar I fra mig, ak hvad skal der bli av mig, ti alle mine venner er døde!» «Trøst dig,» svarer Artur, «ti du skal finde venner, som det er bedre at trøste sig til end jeg var. Men jeg farer nu til Avalons ø for at heles av mine saar.»
Saa fôr baaten bort, og det kunde høres hvor fruerne klaget, længe efter den var ute av syne. Da gik herr Bediver ind i landet, og han gik over de bare bakker, til han kom til skogene, og alt imens han vandret og gik, vred han sine hænder og graat for kong Artur.
Men den anden dags morgen kom han til et enebo og et kapel i skogen, nær en elv. Da blev han glad og gik ind i kapellet. Og der laa en eneboer paa sit aasyn over en frisk grav. Og herr Bediver kjendte vel eneboeren, som var erkebispen av Canterborg, før Mordred lyste ham fredløs.
«Herre,» siger herr Bediver, «hvem er den mand som her er jordet, siden I sørger og beder saa saare?» «Fagre søn,» svarer eneboeren, «jeg vet det ikke forvisst, men Gud kjender hvad jeg frygter. Ti her kom inat ved midnatstider en skare fruer, 240som bar et lik mellem sig og bød mig jorde det. Og de ofret et hundrede vokskjerter og et hundrede guldpenger, og de gik graatende bort og seilet utefter elven i et litet skib.» «Ak,» mæler herr Bediver, «det er min herre kong Artur, som ligger her i denne grav.» Og han knælte ned ved graven.
Siden bad han eneboeren, at han maatte faa bli der og leve med ham i bodsøvelse, bøn og faste. Da klædte eneboeren, som fordum var erkebispen av Canterborg, herr Bediver i en fattig graa kutte, og han hjalp ham at bygge en hytte av grener og moser, og siden blev de sammen og tjente Gud der i skogen.
*
Og det er saa, at ingen av de gamle bøker om kong Artur vet at melde forvisst om hans endeligt. Ti nogen siger, at han blev ført bort i et skib av en dronning, og det var enten hans søster Morgan le Fay eller Ninien, Sjøens frue, og skibet bar ham til Avalons ø, som ligger langt vester i havet. Og der blev han helet av sine saar og er ikke død, men han skal vende tilbake til sit kongedømme, naar Gud vil. Og da skal han vinde det hellige kors.
Og ingen vet mere om hans død, end at nogen fruer bragte et lik og lot det begrave, som eneboeren vidnet, der fordum var erkebiskop av Canterborg, men han kjendte det ikke sikkert, om det var kong Arturs dødelige legeme. Og det var i det enebo, som er i skogen tæt ved Glastonborg, og paa graven var skrevet et vers: Hic jacet Arthurus 241Rex, quondam Rex que futurus. Og dette blev skrevet av munken Bediver, fordum ridder av Det runde Bord.
Men da fru Guniver spurte sin herres død og alle hans ædle ridderes og herr Mordreds med hele hans hær, da stjal hun sig lønlig ut av Londons borg en nat med tre fruer, og hun red vestover gjennem landene til Almesborg. Da lot hun sig vie til nonne i sorte og hvite klær, og hun levet i bodsøvelser saa haarde som nogentid en syndefuld kvinde har tat paa sig, ti hun fastet og bad uten avladelse og tjente fattige og syke som den ydmygeste terne.
Men nu maa berettes om herr Lancelot av Sjøen.
Da herr Gaveins brev var kommet herr Lancelot i hænde, da brast han i bitter graat, og han klaget sig slik: «O Jesus, min frelser, haardelig straffer du mig for synderne mine – at jeg hadde herr Mordreds liv i mine hænder hin nat for dronningens dør, og jeg sparte hans liv, men herr Gaheris den gode, herr Gared, der var mig kjær fast som min egen søn, og Gavein, min kjæreste ven og den modigste og bedste ridder i verden, disse har jeg voldt døden! Dog nu er ikke tid at sørge, men vi maa haste av al magt og hjælpe vor ædle herre kong Artur med liv og blod, ti nu ser jeg vel han trænges 242haardt av forrædere i sit eget rike.» «Det er vel talt, frænde,» svarer herr Bors, «nu er tid til daad, og siden faar I finde stunder til sorg og anger.»
Men lønlig glædet sig alle Lancelots frænder, at han igjen var blit lik sig selv, og hans hu stod atter til strid og manddomsgjerninger. Og alle længtet de av hjertet efter Det runde Bords tider og at tjene kong Artur. Saa rustet Lancelot sin hær baade hastig og mægtig og seilet til Dover med utallig mange galeier, kogger og kraveler. Og herr Lancelot sprang selv først iland og spurte borgerne av Dover, som stod paa stranden, hvad tidender de visste om kong Arturs færd.
Da meldte de ham alt om kampen paa Dovers strand, hvor Gavein døde, og om slaget paa Barhams bakker, og der er Artur falden med alle sine riddere og herr Mordred med hele sin hær, og dronningen er flygtet fra London, ingen vet hvorhen. Men da herr Lancelot hadde hørt dem tilende, da var han hvit i sit aasyn som en død mand, dog mælte han ikke et ord, uten tilslut bad han de skulde føre ham til Gaveins grav.
Saa tok de ham dit, og Lancelot knælte ned og bad for Gaveins sjæl med bitre taarer, mens han vred sine hænder, saa blodet brast ut under neglerne. Men om kvelden gjorde han et stort gjestebud, og hver mand og hver kvinde og hvert barn i staden blev mættet med kjød og fisk og vin og øl, og hver fik en sørgekappe og tolv penninger for Gaveins skyld. Og om morgenen lot han læse messe og requiem av alle de prester, som kunde findes i landet omkring, og herr Lancelot ofret paa graven 243et tusen pund voks og et hundrede pund guld, men herr Bors, herr Hektor og herr Lionel ofret firti pund guld hver, og alle de andre riddere av Lancelots følge ofret hver et pund. Og to døgn tilende lot Lancelot de fattige bespise, men selv laa han den hele tid i bøn paa Gaveins grav.
Men den tredje morgen kaldte han sine mænd sammen og sa til dem: «Nu, kjære herrer, takker jeg en og hver, som vilde følge mig til dette land, men vi kom forsilde, og det skal angre mig saa længe jeg lever. Men nu vil jeg fare herfra og søke min frue, dronning Guniver, for jeg frygter hun er stedt i stor sorg og trængsel, og jeg har spurt hun er draget vestover i landet. Og femten dage skal I bie mig her, men kommer jeg ikke tilbake til den tid, da far hjem til eders eget land, ti da findes vi aldrig mere.»
Saa red herr Lancelot alene ut og han vendte sig mot vest, og han søkte i otte eller ti dage, men tilslut kom han til det kloster, hvor fru Guniver var inde.
Og da dronningen saa ut av vinduet og blev var herr Lancelot, som stod i klostergaarden, da daanet hun og laa som død paa gulvet. Men nonnerne løftet hende op og vækket hende av dvalen. «Mine søstre,» siger hun da, «I spør, hvad der fattes mig. 244Det volder hin ridder, som staar i gaarden; jeg beder eder føre ham til mig.»
Da bragte nonnerne herr Lancelot ind til fru Guniver. Og hun sa til klosterfruerne: «Denne mand og jeg, vi har voldt den store strid, som nu er kjæmpet tilende, og døden har vi bragt det ædleste ridderskap i verden; for den elskovs skyld, som har været mellem os, ligger min ædle herre og husbond nu kold i graven. Og herr Lancelot, vid vel, at min sjæl er syk og skriker saare efter lægedom. Ti endda haaber jeg ved Guds naade at se Vorherres velsignede aasyn, naar jeg er død, ti der er helgener i Himmerike, som engang var saa syndefulde som jeg. Derfor, Lancelot, beder jeg dig inderlig, for al den kjærlighets skyld der har været mellem os, at du vil aldrig mere søke mig eller se mit aasyn, ti saa høit har jeg elsket dig, at jeg tør ikke mere se dig, siden saa meget blod er spildt for vor skyld.
Men du skal fare tilbake til dit eget land og verge det mot ufred og uret, og du skal egte en hustru og leve med hende i glæde; det vil jeg bede om alle mine dage, at du maa fare vel i verden. Og bed du for mig, at Gud under mig at bedre synderne mine.»
«Frue,» siger Lancelot, «raader I mig til at fare til mit eget land og fæste mig en brud? Ak nei, frue, vid vel, at det vil jeg aldrig gjøre, ti aldrig vil jeg være eder utro. Men det samme liv, som I nu lyster at føre, det vil ogsaa jeg leve, ti nu vil jeg tjene Jesus, og mest vil jeg bede for eder baade dag og nat saa længe jeg lever.»
245«Siger du saa,» svarer dronningen, «ak, Lancelot, da hold dit løfte vel. Men jeg venter den tid vil komme, da din hu igjen vendes til verden.»
«Frue,» mæler Lancelot, «I maa vel sige hvad I vil til mig, men I vet, at aldrig har jeg brutt mit ord til eder, og vil I forsage verden, da vil jeg følge eder paa den vei, som jeg alt har traadt engang, da jeg red efter den hellige Sanktgral og min søn herr Galahad var hos mig. Og da vendte jeg mig igjen til verden, men vid vel, at I alene var al min lyst og attraa deri. Og siden I har vendt eder mot Himmerike, da vil nu ogsaa jeg søke at finde veien dit. Og derfor, frue, beder jeg eder, kys mig nu for sidste gang og siden aldrig mere.»
Da tok fru Guniver til at skjælve og bæve: «Nei, nei, Lancelot, bed aldrig mere om slikt, men gaa herfra, saa vil Gud vende dine fjed den vei frelsen er for os begge.»
Saa skiltes de, og nonnerne graat ved at se saa stor en hjerteve, og de bar dronningen daanet til hendes kammer.
Men Lancelot gik ut og tren til sin hest. Og han red mange dage gjennem skogen.
Og tilslut kom han til en liten elv i skogen, og han hørte en liten klokke, som ringte til messe; da red han efter lyden og fandt et kapel, som stod under en bakke ved elven. Da bandt han sin hest 246ved et træ og gik ind for at høre messen. Og han kjendte den, som sang, det var erkebispen av Canterborg, og herr Bediver bar røkelseskarret og gik ham tilhaande foran alteret. Og da messen var utsungen, talte de sammen, og Lancelot bad erkebispen skrifte ham og løse ham av synderne. Og siden bad han, at han maatte faa dvæle der med ham og herr Bediver og være deres broder. Da glædedes de saare og klædte ham i kutten, og han blev hos dem og tjente Gud nat og dag med bøn og faste.
Men da Lancelot ikke var kommet tilbake til Dover den femtende dag, da lot herr Bors av Ganis den store hær drage hjem til Frankrike. Men selv red han ut med herr Hektor de Maris og nogen flere av Lancelots frænder for at søke ham, og de lette efter ham over hele Engelland. Og tilslut fandt herr Bors Lancelot i eneboet, og han glædet sig usigelig og bad om at faa bli der; saa tok ogsaa han munkekutte paa. Og før et aar var omme, var de kommet dit, herr Galihudin, herr Blamor, herr Bleoberis, herr Villiers den dristige og herr Clarras den sterke og herr Gahalantin, og da de fandt Lancelot i hellige klær, bad de om at faa bære den samme aandelige rustning og vaaben, likesom de tidligere hadde fulgt ham i verdslig rustning og vaaben.
Saa bodde de sammen i seks aar som skogbrødre, og i det syvende aar blev Lancelot av erkebispen viet til prest, og han var prest og sang messen i tolv maaneder. Og der var ingen av disse riddere, uten de læste jo alle i bok og tjente for alterbordet, naar messe blev sungen, og ringet med 247klokkerne og gjorde alt grovt, haardt arbeide og plantet kaal og urter, ti de nød aldrig anden mat end urter og røtter. Og deres hester løp i skogen, hvor de vilde, ti ingen av dem agtet paa jordisk gods, naar de saa herr Lancelot, hvor haard en bod han hadde tat paa sig. Ti han spiste kun en gang om dagen og drak en slurk vand og sov intet døgn mere end tre timer, men ellers var han altid ved sine bønner og bodsøvelser og læste i den hellige skrift. Og han sov paa jorden med en sten under sit hode, og al hans klædning var en haarskjorte og en kutte og et rep om livet, men han gik paa nøkne føtter i den haardeste vinterkulde. Og fordi han saaledes spæget og tugtet sit kjød, svandt hans legemskræfter aldeles, saa en dag han hentet vand ved elven, da orket han ikke at bære spandene hjem, men han faldt om under aaket. Og et bondebarn, som gik forbi, en mø paa fjorten aar, hun saa den hellige mands træthet, løp til og tok aaket av hans skuldrer, saa bar hun lettelig spandene hjem for ham. Saa hentæret var herr Lancelot, som engang var den sterkeste og vaabendjerveste og fagreste ridder i verden.
Men da de syv aar var omme, da vaktes Lancelot en nat av en røst, som bød ham: «Lancelot, søn, staa op og il til Almesborg, ta med dine staldbrødre og en likbaare. Og naar du kommer til klostret, da skal du finde dronning Guniver død, og I skal bære hende til Glastonborg og jorde hende hos hendes husbond, kong Artur.»
248Da stod Lancelot op og fortalte sine brødre drømmen. Og de tok en likbaare med sig og vandret fra Glastonborg til Almesborg, som er litet mere end tre mil, men de gik i tre dage, saa svake var de av at vaake og faste. Men da herr Lancelot kom til Almesborg, da var fru Guniver død en halv time forinden. Og nonnerne berettet herr Lancelot, hvorlunde fru Guniver hadde sagt dem, før hun fôr hen, at nu hadde Lancelot været prest et aar, «og han skal bære mit lik hen at jordes ved min husbonds side, og selv skal han læse messen og requiem over mig.» Siden laa hun hen en tid, men saa satte hun sig op paa sengen, og hun ropte med høi røst: «Jesus, min kjære fader og frelser, har jeg fundet din naade ved min strenge bod, og vil du forunde mig at gaa ind i dit Paradis, da ta mig nu til dig og la mig ikke se herr Lancelot, mens jeg er ilive.»
Da førte de herr Lancelot til det kammer, hvor fru Guniver laa lik i sorte og hvite klær, og da han saa hendes aasyn, da graat han ikke, men han sukket kun. Og selv sang han over hendes lik den nat og læste messen. Siden strakte de hende paa baaren, og hundrede kjerter brændte om den dag og nat, mens herr Lancelot og hans fæller bar den med sang og bønner og røkte med røkelse over liket; slik førtes hun til Glastonborg, og der blev sjælemessen og requiem sunget med stor pragt. Saa svøpte de hendes lik i lerret og lin og et blylaken omkring, og hun blev lagt i kisten av marmor. 249Men da hun var sænket i jorden, da segnet herr Lancelot om og laa paa graven som død. Men erkebispen vækket ham og mælte: «Søn, du fortørner Herren med slik heftig sorg.»
Men Lancelot svarte: «Fader, Herren kjender mit hjerte, og ikke tror jeg han vredes over min sorg. Ti jeg sørger ikke for nogen syndig lyst, som jeg er skilt fra, men min sorg er uten ende. For jeg mindes hendes fagerhet og ædle sind, og min konges høie mod og ridderlige færd, og jeg tænker paa min falskhet og mit hovmod som voldte, at her ligger de lavt i støvet, som engang skinnet saa klart over alle kristne fyrster, at ingen kunde lignes ved disse to. Og da jeg ihukom deres godhet og min utaknemlighet, da blev mit hjerte saa tungt, at det tvang mig til jorden.»
Og efter den dag visnet herr Lancelot mere og mere hen, og han bad dag og nat og sov kun en stakket og urolig blund indimellem, ti altid laa han ved kong Arturs og dronning Gunivers grav. Saa gik seks uker; da blev han syk og hans fæller bragte ham i seng. Og han sendte bud efter erkebispen og sine staldbrødre. Men da de kom, bad han med svak røst: «Herre biskop, giv mig den sidste olje og nadver, at jeg kan være rede til at fare herfra som en kristen mand.» «Gud vil hjælpe eder,» svarer biskopen, «at det ikke gjøres fornødent. 250Eders sind er tungt inat; imorgen lider I visselig bedre.» «Ak venner,» siger Lancelot, «mit legeme stunder til jorden; jeg er varslet, og derfor beder jeg eder, hjælp mig og gjør mig rede til færden.» Saa fik han viaticum og den hellige olje, og han bad dem føre sit lik til Castel Joyeuse, ti der stod hans grav beredt, og der hadde han lovet sig at hvile, «endda det angrer mig nu,» siger han, «dog jeg har svoret det, og da er det vel saa, at Gud vil ikke jeg skal hvile her.»
Da forblev de alle i kammeret hos herr Lancelot for at vaake. Men ut paa natten sovnet de og vaaknet ikke før daggry; da vaktes de ved at erkebispen ropte høit i søvnen og slog sine hænder sammen som i stor fryd. De gik til ham og spurte, hvad det monne være. «Ak Jesus,» siger biskopen, «hvorfor vækket I mig? Aldrig drømte jeg saa fagert, mig syntes jeg saa Lancelot, og der var om ham flere engler end jeg nogentid saa folk paa en dag. Og de bar ham op i sky, og Himmerikes port aapnet sig for ham.»
Da gik herr Bors og hans fæller til Lancelots seng, og han var død og allerede kold, men hans mund smilte, og der skinnet et lys over hans aasyn.
Saa læste bispen messe og requiem over Lancelot, og hans brødre la ham paa den samme baare, hvori de hadde ført fru Guniver til Glastonborg. Nu førte de Lancelot til Castel Joyeuse med kjerter, sang og bønner, og de satte baaren i kirkekoret.
Men mens de læste messen over ham, med salmesang, lys og røkelse, da kom herr Hektor 251ridende dit. Og han hadde redet disse syv aar gjennem mange lande og søkt efter sin bror Lancelot. Og da han kom til Castel Joyeuse og saa lys i kirkens kor og hørte salmesang, da steg han av hesten og gik ind. Da saa han baaren og brødrene som sang og graat, og han kjendte dem ikke, men de kjendte ham. Da gik herr Bors til herr Hektor og sa ham, hvem den døde paa baaren monne være. Og herr Hektor kastet sverd og skjold, saa det klang i kirken, og gik til baaren, men da han saa Lancelots aasyn, sank han om og daanet. Saa vækket de andre ham op, men ingen kan utsige, hvor bittert han sørget og klaget over sin bror. Og han mælte:
«O Lancelot, du var høvdingen over alle kristne riddere, og det tør jeg sige, der du ligger, aldrig blev du overvunden av nogen levende mand. Og du var den sterkeste mand der nogentid bar skjold, og den modigste der nogentid drog et sverd, og den ridderligste der nogentid red en hest. Og du var den trofasteste ven mot dine venner og den mildeste og mest høviske der nogentid sat over bord mellem fruer og jomfruer, men den forfærdeligste mot dine uvenner. Og ingen syndig mand har elsket en kvinde mere trofast end du elsket din elskerinde.»
Saa la de herr Lancelots lik i graven av marmor og dækket den med en kobberplate og hans billede derpaa.
Men herr Konstantin, herr Kadors søn av Kornbretland, var kaaret til konge av Engelland efter kong Artur, og da han spurte, at erkebispen av Canterborg var ilive, kaldte han ham til sig og indsatte 252ham i hans erkebispesæte. Og herr Hektor de Maris blev konge i Brabant og herr Lionel i Frankrike efter Lancelot.
Men de andre riddere, som hadde været med Lancelot i eneboet, de vendte tilbake til skogen og levet der i renlevnet til sin død. Og tilslut drog herr Bors av Ganis, herr Bediver og herr Villiers til det hellige land, hvor Vorherre Jesus levet og døde. Og der led de døden for Vor Frelsers dyre navn, i de vantros eller tyrkernes hænder. Og av Guds naade fik de dø paa en langfredag.
*
Her ender fortællingen om kong Artur og hans riddere av Det runde Bord, som i gamle dage er mange ganger opskrevet i franske og engelske bøker. Og det meste som her er fortalt, staar i den bok, som er skrevet av ridderen herr Thomas Malory, mens kong Edvard den fjerde hersket i Engelland, og prentet av Mester Caxton i det herrens aar 1485. Men noget har jeg fundet i andre bøker og noget i gamle viser. Og disse bøker beretter meget mere, saa jeg har kun fortalt den mindste part derav, siden meget av disse gamle saker vel litet vilde more folk, som lever i disse tider. Ti sed og skik forandres meget, alt som tiderne lider og menneskenes tro forandres og de tænker anderledes om mange ting. Men menneskenes hjerter forandres aldeles intet i alle dage.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I Fortællinger om kong Artur og ridderne av det runde bord gjenforteller Sigrid Undset legendene om sagnkongen Arthur, med utgangspunkt i Thomas Malorys Le Morte d'Arthur fra 1485 og ridderviser.
Den historiske Arthur skal ha levd på 500-tallet, men han er ikke omtalt i historiske kilder før på 800-tallet, og det hersker stor tvil om han faktisk har levd. Mytene om ham har uansett blitt en del av vesteuropeisk litterær tradisjon. Sagnene spredte seg på 1100-tallet fra Wales til Frankrike og derfra videre rundt på kontinentet. På 1200-tallet kom sagnene sammen med andre sagn om riddernes bedrifter til Norden, særlig er de svenske Eufemia-visene kjent.
Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
