Første Kapitel. Mor og Datter

«Blir du aldrig færdig Marie? Nu er det sent paa Kvelden, og du véd at, du selv maa bringe Strygetøiet.»

Den talende var en ældre Kvinde, der laa tilsengs. – Ordene kom fremklagende og stødvis. Ansigtsfarven var gusten, og der gik nervøse Rykninger gjennem hendes Legeme, hun saa elendig ud.

Den tiltalte var en ung, Pige med friske stærke Former. Hun stod ved det eneste Vindu, foran et Strygebret, ivrig optaget med at glatte en fin Mansjetskjorte. Nu vendte hun de store, udtryksfulde, lidt trodsige Øine mod Moren, og svarede i en saar Tone:

«Sent er det jo ikke. Klokken er ikke mer end 7. Det er bare for dig som er syg, at Tiden gaar Sneglegang. Her i denne store Byen er det ikke saa nøie med Tiden. Kvelden og Natten er ofte liksaa god som Dagen, det mærker en straks en kommer lidt ud. Men jeg er jo lidet ude» … 4– Hun sukkede tungt inden hun tilføiede i en lettere Tone: «Nu er jeg straks færdig, og du ved, jeg springer snart hen til Overlærer Thoresen.»

«Ja naar du bare vil skynde dig … du er altid saa længe, det er saa ondt for mig at være alene.»

Røsten blev mere og mere ynksom, og det runkne Ansigtet saa end mere gustent og runkent ud.

Det gav et Sæt i den unge Pige, hun satte Strygejernet haardt fra sig, og de sorte Øienbryn trak sig sammen; mens Læben bævede, som vilde hun briste i Graad.

«Aa gid! Jeg er da aldrig længe borte. … Jeg sidder herinde hos dig Dag ud og Dag ind. Naar er vel jeg ude paa Morro, eller noget sligt?»

«Nei, jeg véd det Barn, du har det trist; men nu slipper du snart Mor, saa faar du se om, du vil faa det saa meget bedre. Kanske jeg endda kan bli savnet … Gud alene ved, hvordan jeg har slidt disse Aar, for at holde det sammen. … Men det er nu det samme, du behøver ikke vide noget om alt, hvad jeg har lidt.»

Men nu brast den unge Pige i Graad, kastede Strygetøiet og styrtede sig higstende ned over Moren.

«Tys Barn, du ødelægger mig, slig du farer i Vei. … Nu, faar jeg straks et af mine Anfald, hvis du holder paa slig. Jeg taaler det ikke; Gud nei! … Gaa bort og fortset med Strygningen, at du dog engang kan bli færdig … dette blir 5jo aldrig noget. Herregud, hvor vrangt det er gaat med Vasken, siden jeg blev liggende.»

«Det skal du ikke si Mor, jeg gjør jo det bedste, jeg kan», svarte Marie med graadkvalt Stemme. «Det véd jeg», kom det heftigt, næsten utaalmodigt tilbage. Hun strøg Datteren over Haaret – «Vær nu snil Pige og fortsatt med dit Arbeide, ellers blir Mor værre.»

Marie reiste sig med en vis Anstrengelse, tørrede Øinene og gik med langsomme slæbende Skridt tilbage til Strygebrettet.

Den Syge blev siddende opreist i Sengen og saa sig om i Værelset med et forvildet Blik. Hun saa ud ei alene til at lide legemlig, men var vistnok ogsaa sjælssyk. Hendes magre lidelsesfulde Træk bar Spor af fordums Skjønhed og man fik Indtryk af, at det ei saa meget var Alder og Sygdom – som tunge Sorger, der havde ældet hende.

I sine friske Dage havde hun været faamælt og alvorlig. Aldrig talte hun om Fortiden, det eneste var, at hun af og til, naar hun var i lidt likere Humør, kunde komme med en Ytring som denne:

«Jeg har ikke altid set ud som nu, Marie, jeg var ogsaa ung og vakker, engang.»

Marie kom til at huske paa dette, mens hun fuldendte Strygningen.

«Stakkars Mor, hun har vist lidt meget i sine Dage. Gud ved hvad det kan være, som hun har maattet gjennemgaa, hun vil jo aldrig si noget. Fortiden er for hende som en lukket Bog.»

6Uvilkaarlig gik den unge Piges Tanker langt tilbage … det var et Billede, hun havde gjemt siden den Gang, hun var Barn; hun vidste i Grunden ikke, enten det var Drøm eller Virkelighed.

Det var Havet hun saa … Havet med fraadende Bølgedrag, der rullede ind mod en sandet Strand … og en mørk stor Mand, der holdt hende leende i sine Arme ud mod de solbelyste gyngende Bølger. Det stod saa levende for hendes Sjæl dette Billede.

Men engang, da hun spurte Moren svarede denne afvisende og med en stram Mine:

«Det er noget, du har drømt, du har aldrig været andetsteds end her i Kristiania, og din Far kan du ikke huske.»

Noget i Morens Væsen og Maade at svare paa, forbød al videre Udfritten. Men Barnet gjemte trolig, hvad hun, kaldte sin første Barndomserindring. Kanske den bevaredes end dybere og helligere, fordi den var omgiven med et hemmelighedsfuldt Slør.

Da hun blev voksen Pige, forstod hun godt, at der var noget, som ikke maatte nævnes, og at dette noget kastede en lang mørk Skygge over Morens Liv. … Hun skjønte at alt hvad der vedrørte Fortiden og Fa’ren var ensbetydende for Moren med en tung Lidelseshistorie, og derfor blev det fortiet. Det var sagt hende engang for alle, at hendes Far var blit borte paa Sjøen for mange Aar siden, og dermed maatte hun slaa sig til Ro.

7Men nu var Strygetøiet færdig, og Marie begyndte at lægge det ned i en stor Kurv.

«Lad mig faa se hvordan du har greiet Strygningen», kom det svagt bort fra Sengen.

Marie bragte modstræbende en Skjorte hen til Moren – et dødssygt Menneske bry sig med sligt – tænkte hun uvillig.

«Brystet er altfor stivt», sa Moren i en misfornøiet Tone, «er de saa allesammen?»

«Nei, jeg tror ikke det.» – Hun tog Skjorten og la den til de andre ned i Kurven.

«La mig faa se Fru Smiths Kappe», ytrede den virkelystne Kvinde, der havde arbeidet saa længe hun kunde. De siste Dage, hun var oven Senge, havde hun siddet som den ordinerende og ledende paa en Stol foran Vaskebaljen og Strygebrettet, der udgjorde, en Del af den Verden, hvori hun bevægede sig. Men nu var det forbi. Med skjælvende Fingre tog hun Fru Smiths pene, hvide Morgenkappe, og rettede forsigtig ved Strimlerne.

«Du har ikke været heldig med Pibningen. Saksen har været for lidet varm.»

Marie svarede intet. I Grunden var hun saa vant til Morens Klynk og Grin, at det oftest gik ind det ene Øre og ud det andet. Og nu var hun bare fornøiet over at være færdig og glædede sig til at komme ud en liden Tur i den friske Vaarluft; thi Ungdomssindet vil aldrig længe kunne fornægte sig selv.

«Mor», sa hun lidt forlegen, «ikveld blir du 8ikke alene, her kommer nogen og vil sidde hos dig mens jeg er ude.»

«Gud, jeg vil ingen ha … ikke et Menneske … Du skal laase Døren og ta Nøglen med, saa kan ingen komme ind. Du ved, at jeg altid blir værre, naar her har været nogen. Hvem er det som kommer?»

«Aa, det er bare den snille Kaféjomfruen i Hovedbygningen …»

«Jomfru Jansen. … Gud hun! … Jeg vil ikke se hende for mine Øine.»

Moderen gispede liksom efter Veiret, og gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden.

«Kjære Mor, bliv ikke saa heftig. Jomfru Jansen ved, at du er syg og har ofte spurt hvordan det staar til; men jeg har aldrig turdet si det til dig; for du tar alting saa ilde op. Men da hun tilfældigvis fik høre at jeg skulde gaa med Strygetøy ved Halvottetiden ikveld, saa bød hun sig til at sidde her saalænge. Det er jo bare venligt.»

«Sludder! hvad behøver du. …»

Den syge fik ikke Tid til at fuldende Sætningen; thi i samme Øieblik lød en let Banken paa Døren, og efter Maries rolige: «Kom» trentren] kom en noget ældre, trivelig Dame ind i Værelset. Efter et lidet Nik til Marie, gik hun lige bort til Sengen.

«God Aften, Madam Svensen. Hvorledes staar til? Undskyld jeg er saa fri at se ind … Jeg ser ofte til syge.»

Hun var jo folkevant Jomfru Jansen, uden at 9la sig genere tog hun Plads paa en Stol indved Sengen. Hun tænkte sig til, at disse Folk var trængende, og da hun var godhjertet, vilde hun gjerne yde dem lidt Hjælp.

Den syge sa ingenting – bøiede ikke Hodet til en Hilsen, men bare stirrede paa Jomfru Jansen, som saa hun et Gjenfærd. Saa vendte hun bort de store brune Øine og hendes Træk antog et eget smerteligt Udtryk.

«Verden er liden», sa hun om lidt – «Menneskene mødes paa mange Maader … Herre gud, jeg tænkte aldrig, at faa se eller høre noget fra den Kant.» Saa brød hun skarpt af og spurte ganske ligefrem:

«Er De en Datter af Madam Jansen i Newlunghavn?»

«Ja, kjendte De Mor?».

«Jeg … kjendte … hende.»

«Er De kanske fra Newlunghavn, De ogsaa?»

«Jeg har været der.»

«Hm, saavidt jeg ved har jeg aldrig kjendt nogen Madam Svensen … men Deres Ansigt synes mig bekjendt. … Det syntes jeg ogsaa ifjor, straks De var flyttet hid til Akersgaden. Jeg la ofte Mærke til, at De stod udenfor Kafeen og læste og læste liksom opigjen Navnet mit paa Skiltet.»

«Ja, det var Jansen. … Jansen, jeg læste.»

Marie stod i Reisedragt midt paa Gulvet. Hun var falden i den dybeste Forundring. Skulde Jomfru Jansen eller nogen inden dennes Slægt staa i 10Forbindelse med Morens dunkle Fortid? Hun lovede ved sig selv, at hun vilde spørre herom, ved første givne Leilighed.

Men nu strakte Moren ud de visne, magre Fingre og sa i en befalende Tone:

«Hvorlænge vil du bli staaende der Marie? Gaa nu straks med tøiet.»

Marie maatte adlyde, skjøndt denne Gang lidt modstræbende; thi hun vilde gjerne hørt lidt mere af Samtalen mellem Moren og Jomfru Jansen. Hun slog Døren i efter sig, og Jomfru Jansen blev alene med den syge.

Det triste Bagværelse, der var fattigt udstyret og vendte ud mod en trang Gaard i Akersgaden, syntes endnu mørkere og uhyggeligere i den dæmpede Aftens belysning. Den syges Stønnen og tunge Aandedrag hørtes næsten uhyggeligt, og den Pause, der var oppstaaet, føltes trykkende. Men vi forlader nu, for en Stund Jomfru Jansen og den syge Kvinde, mens vi følger Marie paa hendes Aftenvandring.

Med en let vuggende Bevægelse i Hofterne ilede den unge vakre Pige opover Akersgaden. I 20 aarsalderen er man let Modtagelig for alle nye Indtryk, og Marie glemte Trykket, der hvilede over Hjemmet for de friske Luftpust udenfra. Om end tarvelig, saa var hun dog net og ordentlig klædt og gjorde Indtryk af at tilhøre Mellemklassen. Den raske Gang gjød Farve i hendes Kinder, og det var ikke frit for andet, end at de unge Herrer vendte sig for at se efter den mørkøiede Skjønhed, der syntes for mange 11et godt Bytte. Det skortede heller ikke paa nærgaaende Blikke og Ord, men Marie var uimodtagelig for sligt, og viste dristig fra sig alle frække Tilnærmelser.

Om hun under andre Omstændigheder vilde vist sig fuldt saa utilgjengelig er uvist; men nu optraadte hun som forlovet Pige.

Sammen med en Veninde, der tjente som Stupige hos Overlærer Thoresen, havde hun første Gang truffet sin Hjertenskær paa Klingenberg. Det var en ung Skomagersvend ved Navn Jakob Holm. Han var udgaat fra et fattigt Arbeiderhjem og havde aldrig kjendt til andet enn Livets Skyggesider. Paa sit Haandværk havde han flakket om baade Danmark og Sverig og stedse levet paa «glade Svendes» Vis. Der var intet holdbart ved hans karakter, han var drikfældig og brutal, samt lidt fræk i sin Optræden, – en ægte «Kristianiagut» af den mest gedigne Rase. Men Marie holdt inderlig af ham og var svag nok til at bære over med hans Feil. Hun mente, at naar de var blit gifte, saa vilde hun stelle Huset pent og hyggeligt, og ved kjærlig Omgang søge at vænne hans Sind bort fra Kammeratlivet og Drikken. Hun vidste ikke, at Hangen til Drik havde han arvet fra Far’en, en forfyldt Malersvend, og at han saa at sige var redningsløs fortabt, som et Offer for Arvelighedsloven.

Marie var dog klog nok til at holde sin Forbindelse skjult for Moren; med det gode vilde hun aldrig vinde dennes Samtykke, og hun vilde nødig lægge 12Sten paa Byrden for sin syge Mor og forbitre dennes siste Levedage. Men hun holdt meget af sin Mor og havde levet tæt ind til denne, fra hun var ganske liden. Det havde bare været de to, saa langt hun kunde mindes tilbage. Ingen tredie hverken i Glæden eller i Sorgen.

Det gjorde hende inderlig ondt, at hun nu havde noget skjult for denne Mor. Værst var det, naar hun skulde ha sine Stævnemøder med Jakob, da maatte hun oftest finde paa en Nødløgn.

Hun trøstede sig med, at det var gjort i en god Hensigt for at spare den syge for en unødig Bekymring.

Hvis denne atter frisknede til, da var det jo selvsagt, at Forholdet maatte aabenbares.

Hin Vaarkveld, da vor Fortælling begynder, gik hun i spændt Forventning op Akersgaden og forbi Stortingsbygningen. Sorgen over den syge Mor og alle tyngende Tanker var som strøgne væk; thi hun vidste, at hun vilde møde «Kjæresten» sin.

Hun gik fort op Nedre Voldgade med Kappen og noget Smaatteri til Fru Smith, derfra i strykende Fart ned Toldbodgaden, til Overlærer Thoresen, for at aflevere Kurven.

Hun maatte vente en Stund paa Pengene, da Fruen havde Fremmede.

Liksom paa Gløder blev hun siddende inde i det trange Pigeværelse og vilde ikke ta imod den Aftensmad, som Stupigen bød hende.

13Hun aandede først lettet, da hun atter stod nede i Portrummet. Her vilde hun træffe sin Jakob, og derpaa var det aftalt, at de skulde spadsere sammen en kort Tur og saa havne i en eller anden Kafé, det fik ikke hjælpe om hun blev lidt længe; nu sad jo Jomfru Jansen hos Moren.

– Hun speidede omkring i det mørke Portrum; men der var ingen at se. Hun gik udenfor paa Gaden og saa i alle Retninger uden at opdage den kjære Skikkelse. Hun følte som et Sting i Hjertet, mens hun blev staaende en Stund i en afventende Stilling og læste Inskriptionen paa den gamle Gaard: «Gud være med os».

Mon Jakob var bleven træt af at vente og var gaaet? Nei, det trodde hun ikke, han pleiede altid spadsere op og ned, indtil hun kom … eller var han kanhænde drukken?

Den unge Pige sukkede tungt, mens hun skred tversover næste Kvartal til Raadhusgaden.

Her gik hun opover mod en Kafe & Restaurant, hvor hun vidste, at Jakob vankede – hun havde flere Gange været med ham derinde. Lyden af høirøstede Stemmer, Latter og Skvalder, trængte ud til hende. Hun blev staaende en Stund, uden at nogen kom ud – til at gaa ind var hun altfor blyg. – Det var vist ingen anden Raad end, at gaa hjem, og bære Skuffelsen for sig selv. Naar hun bare vidste, hvad det var, som havde hindret Jakob i at møde frem … Hun var lige ved at dreie om Hjørnet ved Akersgaden, da nogen kom fort opover, efter hende …

«Godaften Jomfru Svendsen», lød en snøvlende 14Stemme lige bag, hun vendte sig og saa, at det var en Bundtmagersvend, en Kammerat af Jakob.

«Godaften Markussen», svarte hun tilbage.

«Jeg skulde hilse fra Jakob og si, at han har Overarbeide.»

«Naa saa, … Tak skal De ha Markussen. Træffer De ham senere ikvæld saa faar De hilse.»

«Tak, det kan hænde, at jeg driver indom Værkstedet, inden jeg gaar hjem.» Han hilste med den lurvede Skyggelue, inden han atter seilede nedover Raadhusgaden til Restauranten. Han havde ikke saa lidet paa; men det vedkom jo ikke Marie. Hun var bare glad over, at det var Arbeide, der havde hindret Jakob fra at møde hende.

Aa, hun vidste ikke at han sad nede i Restauranten og drak med Kameraterne, at han havde set hende udenfor og vilde for enhver Pris undgaa hende ikvæld.

Naar han var pengebeslaaet, foretrak han som oftest Drikken og Kammeratlivet fremfor «Kjæresten sin.»

Forresten vilde han ikke miste hende. Han vidste, at hun var flink og driftig og kunde kanske bli ham til Nytte i Fremtiden. Som de fleste forfyldte og daarlige Subjekter, var han adskillig egennyttig … Saa skulde han jo ha en «Kjæreste», han som andre. Det var meget likere end at holde til med «Pigerne» nede i Vika og Vaterland, som han før havde brugt. Siden han traf Marie, brød han sig ikke en Døit 15om nogen anden. Hun var saa snil og god, og dertil en nydelig, frisk og uskyldig Pige.

Imidlertid skyndte Marie sig hjem, uden at ænse be forelskede Blikke, som enkelte forbigaaende Herrer tilkastede hende.

Kun da hun nærmede sig Stortingsbygningen, saa hun længselsfuld ned mod Studenterlunden, hvor Træerne stod i sit fulde Maiskrud. «Deilig at ta en Tur derned» – – men hun gjorde det ikke.

I Portrummet til den gamle Gaard i Akersgaden, hørte hun en vild Sang. Det var en Sypige, der bodde i et Kammer inde i Gaarden, som sang en af disse Sange, der var yndede og gjængse i 60-Aarene, netop ved den Tid, vor Fortælling begynder. Marie nynnede med:

«Stundom häns det väl när ingen hör mig

Enkla sången tränger ur mitt brost,

Det ar känslorna som da forför mig,

Så jag vågar höja upp min röst.

Og derefter, blev Melodien trukken ud i en lang vilter Tone. Ikveld stemte den godt med Maries Sind.

Da hun kom ind i sit hjem, anpusten efter den hurtige Gange og med friske røde Kinder, mødte der hende en stor Overraskelse. Lampen var tændt; thi uagtet det var en lys Foraarskveld, var det mørkt i det lille Rum indmod Gaarden.

Bordet stod dækket med en ren Dug og flere kolde Sager paa smaa Assjetter, og indved Sengen sad Jomfru Jansens og strikkede paa en graa Uldstrømpe. 16Men Moren var støttet op Med Puder, og det fortvilede Udtryk i de store brune Øinene var vegen Pladsen for et mildere, roligere Blik. Havde da Jomfru Jansen virket Underværker?

«Undskyld Marie», begyndte denne, «med Deres Mors Tilladelse tillod jeg mig at rydde op og stelle lidt paa Bordet. Jeg har varmet Havresuppe til den syge og kogt The til os to.»

«Tak,» sa Marie, dybt rørt. Her var da mange snille Mennesker i Verden; men hvordan Moren med engang var blit saa optøet, det forstod hun mindst af alt.

«Er du bedre ikveld Mor?» spurgte hun.

«Jeg er lidt lettere, men meget, meget træt … Giv mig en Kop The og en eneste Fiskekage med Brød, saa vil jeg se, om jeg kan faa lidt ned.» Hun spiste og drak med god Smag, og saa la hun sig tilbage mellem Puderne, vendte Hodet mod Væggen, som vilde hun sove, eller være uforstyrret.

Men Jomfru Jansen og den unge Pige blev siddende henne ved Bordet i hviskende Samtale. Marie likte godt sin nye Gjæst, uagtet denne saa ud som et stærkt karsligt Fruentimmer, med et bydende Væsen, der indgød Respekt.

«Er De og Mor bekjendte?» spurte Marie i en forlegen Tone og med et skjælende Blik bortimod Sengen.

«Nei.»

«Jeg synes det lod saa.»

17«Hun har engang kjendt min Mor,» kom det igjen koldt og afvisende.

Men Marie lod sig ikke saa let afvise; thi hendes Nysgjerrighed var engang bleven vakt.

«Kjender De noget til Mors Fortid», kom det igjen i en bestemt spørgende Form.

«Kjære hvor De spør» … Tonen var saa hvas og isnende kold, at Pigen blev rent betuttet.

Jomfru Jansen reiste sig.

«Jeg faar gaa nu … Det haster ellers ikke for min Del, jeg har en Pige til at passe Forretningen. Men De er kanske træt. … Undskyld jeg kom ind, jeg pleier besøge syge og – trængende. Ja, jeg ved jo forresten ikke, om De regner Dem for Trængende.»

Den hovne, sikre Tone, hvori Ordene udtaltes, saarede Marie.

«Det er som enhver vil ta det, Jomfru Jansen,», svarte hun stille og ydmygt. Jeg har beholdt tre af Mors gamle Kunder, større Vask aarker jeg ikke. Saa har vi lidt ugentligt af «Byen» og Doktor og Medicin kommer vi let til; thi Mor er indskreven som Medlem af «Arbeidersamfundets Sygekasse». Vi har det jo ikke saa værst. Der er nok de, som har det langt værre … Men … stakkars Mor, hun har vist seet bedre Dage.»

Jomfru Jansen gik hurtigt ud, fulgt af Marie. I Kjøkkenet stansede hun.

«Hvilken Sygdom er det?»

«Mavekræft og et Hjerteonde.»

18«Har Doktoren sagt, at hun snart maa dø?»

«Han har sagt, at hun nok kan leve en Stund men det kan ogsaa komme til at gaa noksaa fort. Især er Hjerteondet vanskeligt; hun maa vogte sig for al mulig Sindsbevægelse.»

«Hm! – Ved hun selv, at hun maa dø?»

«Hun ved, det er Kræft. Den Sygdom har ligget til vor Familie. Mor siger, det er en gammel Arv.»

«Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen Hjelp i denne tunge Tid, saa faar De komme over. Jeg er vant til Syge.»

«Det skjønner jeg. Tak skal De ha.»

«Godnat. …»

Marie gik tankefuld ind; der, var kommet over hende et eget drømmende Udtryk. Hun glemte rent Jakob. Hvor meget hun dog havde oplevet ikvæld. Denne Jansen, denne fremmede Kvinde, syntes at staa i meget nær Berørelse med Moren. Hvordan hang dog dette sammen?

Andet Kapitel. Tunge Timer

Løvfald og Løvspræt er forunderlige og alvorsfulde Tider.

Der ligger noget eget i Luften, noget gjærende, brydende eller æggende, noget, der tærer paa Livssaften og bringer alle Spirer enten til at dø eller til at modnes. De, der lider af en langvarig Sygdom, gaar med Stormskridt Opløsningen imøde netop ved disse Tider af Aaret.

Marie sad tæt indtil sin Mor og støttede dennes trætte Hode. Det var henimod Morgenstunden og Lampen brændte med et mat Skin.

«Du var saa bra igaar?»

«Men inat er jeg meget værre – jeg lider frygtelig. Aa, denne tunge Pust … Disse Smerter … Barn! Du faar gi mig et Par af de sidste Piller, som Doktoren ordinerte – sa han ikke, jeg kunde ta indtil fire …?»

«Han sa, at Du blot maatte ta’ dem i Nødsfald.»

20«Det er Nødsfald nu … jeg kan ikke udholde disse Smerter … aa!. … denne Tyngsel, det knuger som en Sten over Brystet.»

Datteren gav hende modstræbende de forlangte Piller. «Lad mig faa fire. … saa tak, nu blir jeg vist lettere.»

«Skal jeg springe over efter Jomfru Jansen?»

«Nei, ikke nu. … hun er Skyld i, at jeg er blit værre»

«Hun, Mor?»

«Ja, hun. Jeg taaler aldrig at bli saa bevæget.»

«Men du var rolig igaarkveld.» Ja, tilslut. … da hun havde. … faat … lære mig at naar vi skal dø, saa bør vi tilgi og glemme. … Hun tog i Grunden paa mig, syge Menneske, med bløde Hænder … Hun mente det vist godt.»

«Det synes jeg ogsaa.»

«Ja, men alligevel er jeg blit værre».

«Det var du blit alligevel … Men sig mig, hvorfra kjender du Jomfru Jansen? Jeg troede hun var en fremmed for os.»

Med en afværgende Bevægelse: «Gud, Barn, spør mig ikke. Du maa da kunne forstaa, at jeg ikke kan svare dig nu.»

Marie græd og snufsede; men saa sa Moren i en saar Tone:

«Du skal ikke græde, Marie. Jeg kan ikke faa 21dø i Fred for Graaten din. Du maa heller ønske saa inderlig, at Mor din snart maa faa hvile. Herregud! Jeg er saa træt, saa træt af at leve. Jeg er færdig med Verden, og Verden er for længe siden færdig med mig.»

Marie vendte sig bort for at skjule de frembrydende Taarer. Den Syge vred sig en Stund i Smerter; men efterhaanden blev hun roligere og sank udmattet om paa Puderne som i en Søvndøs. Kun en Gang aabnede hun Øinene, saa ud i Rummet og sa: «Gudskelov!. … Gud er Kærlighed! …» Saa sank hun atter hen i samme Døs indtil udover Aftenen, da hun sluknede efter en let Kamp.

Jomfru Jansen, der var bleven hentet ind i sidste Øieblik, stod rolig og taareløs som en fremmed og dækkede den døde med et Lagen. «Se saa, nu sover hun godt. … Nu, Marie, maa De bare takke Gud, fordi Deres Mor har faaet Lov at slippe. Hun levede hverken sig selv eller andre til nogen Glæde.»

«Det har De let for at si, Jomfru Jansen; men jeg bare tænker paa, at jeg vist ikke var saa snil og overbærende med Mor, som jeg burde … Jeg blev saa tidt utaalmodig, naar hun havde sine Smerter. … og saa synes jeg aldrig, jeg havde Frihed nok … Nu er det forbi, nu skal ikke Mor være i Veien …»

Hun kastede sig ned paa en Stol opøst i Graat.

22Jomfru Jansen søgte at trøste hende. «De skal ikke ta det saa tungt, det nytter jo ikke. Deres Mor er saamen vel faren, det er intet at sørge for.»

«Men at jeg skulde gi’ hende disse Piller … Det er vist den stærke Medicinen, der er Skyld i, at hun døde.»

«Tal nu ikke sligt Tul. Det maatte jo Doktoren skjønne. Pillerne virkede bare beroligende som et Sovemiddel. Havde Deres Mor været ved fuld Bevidsthed, saa havde hun følt sine Smerter lige ind i Døden. … nu sov hun roligt og stille hen. Det er meget at være taknemmelig for … Kom du, saa gaar vi over til mig. Her kan De ikke bli».

Marie sa’ ingenting. Viljeløs og grædende fulgte hun Jomfru Jansen skraa over Gaarden og ind i den lille Leilighed ligefor, hvor der var indredet Kafe.

Her fik hun hvile paa en Sofa, og snart slumrede hun fast og tungt, overanstrengt og udvaaget som hun maatte være.

Næste Morgen var hun bedre og saa kvikkere ud.

Da hun kom til Ro i Sindet, maatte hun jo være enig med Jomfru Jansen, at hendes Mors Bortgang var en ren Glædesdød, en sand Lettelse.

Saa tænkte hun paa Jakob. Fra nu af var han hendes alt, hendes eneste; hvor langt værre, om hun havde mistet ham!

Hun antog, at han intet vilde ha imod, at hun havde tat Plads i Jansens Delikatesse. Den var 23hende buden, og Tilbudet syntes godt, langt bedre end at være paa egen Haand og drive med Vask.

Det gik fort med at faa pakket Moren bort.

Det var en Fattigbegravelse.

Der gjordes ikke stor Stas af den ukjendte, ensomme Enke. Men det var sprudlende Vaarliv med Knopper og Spirer overalt, den Dagen, da man bar Madam Svensen ud fra Kapellet paa den gamle Kirkegaard og ned til hendes sidste Leie.

Det var ikke mange Kranse, som dækkede den simple, sorte Kiste. Madam Svensen havde faa Bekjendte og kun et Par enkelte, der mindedes hende og Datteren i dennes Sorg.

Der var heller intet Ligfølge, kun Marie og Jomfru Jansen fulgte et Stykke bagefter Kisten. Marie gik i sin brune Kjole og graa Jakke. Hun havde ikke Raad til at koste Sørgetøi, og hendes eneste sorte Kjole stod hos Pantelaaneren. Men Jomfru Jansen havde sagt, at det behøvede ikke være anderledes. Alle ydre Tegn paa Sorg ansaa hun for overflødige og noget stort Tul. Den døde sov lige godt, om Marie saa aldrig bar en sort Traad.

Præsten forrettede to andre Begravelser næsten samtidig. Han gik frem til Madam Svensens Grav, fulgt af Klokkeren. De tre Skuffer Jord faldt dumpt og hult ned paa Kisten, og Præsten fremsagde den brugelige Formular med kold, forretningsmæssig Stemme. Han gjorde kun sin Pligt, han vidste, at denne unge Pige ikke havde Midler til at bekoste nogen Ligtale, og den døde fik derfor ikke mere end 24de faa Ord, der er enslydende for rig som for fattig. –

Saa sang man Salmen:

«Fra Striden i Verden til Freden,

Fra Hvilen i Graven til Glæden.»

I den sidste Tone blev Ordene trukket langt ud, mens Solstraalerne fór legende og ligesom spottende ind mellem de lyse, duftende Birke, og en enkelt Fugl kvidrede her og der i Trætoppene.

Nu var Begravelsen slut, og Marie gik stille og sørgmodig, nedad Grusgangen mellem Alléen, ved Jomfru Jansens Arm.

Tæt ved Kirkegaardsporten stod en ung, mørk Mand, halvt i Skjul bag et Træ.

Han kom frem og tog til Skyggeluen.

Marie fór sammen.

«Gud, Jakob, er det du …? Hvor artigt af dig at ville møde mig her! Men hvorfor kom du ikke ind i Kapellet og fulgte med til Graven?»

«Nei, da. …»

«Vidste du om Begravelsen?»

«Nei, saamen, jeg kom tilfældigvis her forbi. Jeg gaar i Byen idag, skal jeg si dig.»

Nu først la Marie Mærke til, at den unge Mand var beruset. Forresten saa han godt ud. Han var stærkt bygget og havde et kjækt, aabent Ansigt med ualmindelige smukke, lidt forfløine Øine og en mørk, velpleiet Mustasje.

«Jeg er blit altfor fuld», sa han oprigtig.

25Marie havde sluppet Jomfru Jansens Arm og ladet denne passere forbi ud Kirkegaardsporten.

«Jeg tror, jeg … hik, hik … jeg vil lægge mig lidt … her» sa Jakob, idet han gjorde Mine til at slænge sig ned i det bløde, vaarligfriske Græs; men Marie trak ham forfærdet i Armen.

«Nei da, Jakob, gaa heller hjem.»

«Det kan jeg ogsaa gjøre … men … her maatte det være deiligt at faa sove.»

«Huf da, Jakob!»

Hun tog ham i Haanden og vilde dra ham med sig.

Han lo med en hul Latter og gjorde en Overhaling,gjorde en Overhaling] holdt på å falle mens han stemte op med en høi Tone:

«Tycker du, att grafven ar för djup,

nå, välan, saa tag dig da en sup.»

«Hys da, Jakob, for Guds Skyld …»

«Dito en, dito twå, dito tre,

saa dör du nöjdare … nöjdare.

Hik, hik … hik …»

Han slog ud med den høire Haand med en høitidelig Mine.

Imidlertid var de kommet udenfor Kirkegaarden – Jakob halv viljeløs.

«Gaa nu hjem, Jakob, er du snil Gut.»

«Ja … og imorgen Kveld kommer jeg op til dig … du tjener jo i Jansas Kafé? …»

«Javist. Kom imorgen efter Arbeidstid.»

«Ha, ha … tror du, jeg arbeider imorgen?»

«Du bør ikke skofte», sa Marie alvorlig bedende.

26«Hys da! …»

Han rev sig læs og slingrede tvers over Gaden. Marie saa efter ham en Stund, saa gik hun hen til Jomfru Jansen, der ventede ved et Hjørne.

«Kjender du den Fyren?»

«Ja, det … er Skomagersvend Jakob Holm», kom det noget forlegent igjen.

«Men Gud, Barn, hvorfra kjender du den Fyren?»

Jomfru Jansen sa du til Marie nu, da hun havde tat hende i Huset.

«Det er Kjæresten min», svarte Marie undselig. Hun fandt det meget uheldigt, at Jakob just skulde være fuld.

«Det er vel aldrig sandt?»

«Jo, hvorfor ikke? Vi har været forlovet et Aars Tid».

«Kjendte din Mor noget til Forholdet?»

«N – e – i.»

«Ja, den Gutten faar du ikke ha noget med, hvis du vil bli hos mig; det er en daarlig Kar.»

«Kjender De ham?»

«Ja, jeg har set ham saa meget, at jeg ved, det er en af de ægte Fyllefanter; en af de, der skofter og gaar i Byen ugevis ad Gangen. Han har ofte været inde hos mig og kjøbt øl i kurvevis i Selskab med nogle Gauker af værste Slaget … og saa har jeg set ham paa Tomterne og Løkkerne sidde og drikke med tvilsomme Kvindfolk og Lazaroner …»

27Jomfru Jansen talte sagte. Hun havde Takt nok til at huske, at de var paa Gaden.

I en hviskende Tone tilføiede hun:

«Naar jeg vilde være en ordentlig Pige, saa vilde jeg vist ikke indlade mig med en saa’n Fyr».

Marie var som fortumlet, vidste ikke, hvad hun skulde si, stakkar. Hun havde saa liden Livserfaring og Omgangsvet. Hun kunde blot stamme:

«Jakob er en flink Arbeider, naar han vil, og han drikker ikke mer end andre».

«Det er en daarlig Trøst, at han ikke drikker mer end andre», svarte Jomfru Jansen isnende koldt.

De var imidlertid kommen hjem.

Det var en almindelig Delikatesseforretning af de gammeldagse pene med Udsalg af Fisteboller etc. samt Servering med Kaffe, The og Chokolade. Udenfor til Gaden stod bare malet paa Glasruden i Døren: «Delikatesse.»

Men inde i Portrummet var et Skilt, hvor der Stod:
Cecilie Jansens Kafé.

Det var her Madam Svensen altid var stanset for at læse Navnet op og op igjen.

Fra Portrummet kom man ind i et Værelse med Sofa og rundt Bord, hvor der serveredes til de Kunder, der ønskede Kaffe. Her var noksaa hyggeligt udstyret med Billeder i Træsnit paa Væggene, og det hele havde et ordentligt, heller lidt smaastadsmæssigt Præg. Jomfru Jansen havde ogsaa sine visse Kunder, der hyggede sig hos hende.

28Udenfor dette Værelse laa Butiken med Udgang til Gaden og bagenfor, ind mod Gaarden, var Kjøkenet og Soveværelset med Vinduer ud til en Veranda. Inde i det halvmørke, triste Soveruøm laa Marie paa Sofaen og døsede med en Bog, mens Jomfru Jansen drev i Kjøkkenet og Mina – den faste Pige – passede Butiken. – Marie var ikke blit opfordret til at gjøre noget. Kanske skulde hun spares paa Morens Begravelsesdag … og kanske var Jomfru Jansen saa sint paa Grund af Forholdet til Jakob, at hun ikke vilde ha mere med hende.

Ja, det fik nu bli det samme – hun aarkede ikke tænke … var altfor træt … bare laa der i Søvnørske og drømte … langt ud … og imens lød Klirren af Stentøi og Jomfru Jansens skarpe Stemme afbrydende og æggende ind til hende. Det var leden mod Kvelden, da Jomfru Jansen kom ind med et Bret med to Kopper og opskaaret Smørrebrød.

«Du, Marie, nu skal vi spise lidt. … jeg tænker du er sulten, Barn …»

«Aa, nei da. …»

«Jo, saa vil vi ta os lidt Ro … holde et Slags Gravøl over din Mor … Jeg har git Pigerne Besked og sagt, at jeg er optat for en Stund, saa sidder vi her for os selv …»

Marie svarte ikke; men efter Maaltidet sa Jomfru Jansen, idet hun tog et Strikketøi:

«Nu, Marie, nu skal du faa høre den gamle Historie, den om din Mor.»

29«Om Mor. … aa Gud!»

«Ja, du kan ha godt af at høre den, saa kan du se, hvad et ulykkeligt Ægteskab har at bety. Og kanske du kan lære at fare forsigtigere frem, at du ikke skal bli Arvtager til den gamle Synd og Forbrydelse.»

Marie gyste. … Hvad i Alverden kunde det være? Jomfru Jansen Hostede let, og saa begyndte hun igjen:

«Naar jeg har advaret dig for dit Forhold til den unge Haandværker, saa kanske du synes, det er mig uvedkommende; men der er saamen ingen, – der har større Grund end jeg, og ingen, der staar dig nærmere. Ja, du har jo rigtignok en Bror.»

«En Bror? Aa, Gud, det har jeg aldrig vidst. Hvor er han?»

«Her i Byen.»

«Aa Gud! Hvorfor var han ikke hjemme hos Mor?»

«Nei, ser du, det ene er en Følge af det andet.»

Dyb Stilhed.

Marie saa næsten angst paa Jomfru Jansen. «Hvem – – hvem er De?»

Jomfru Jansen drog Pusten tungt og dybt inden hun aarkede at svare: «Jeg er Datter til den Enkemadam Jansen, der la sig ind med din Far.»

«Jeg forstaar ikke dette.»

30«Nei, Gud give, du aldrig maa komme til at forstaa en slig Ondskab, en slig mørkets Hemmelighed – en slig himmelskrigende Synd! Det er Ting, som jeg ikke engang kan eller vil si dig lige ud. Barnet, som du endda er.» Marie holdt næsten Pusten.

«Aa jo, si det bare. … Var det Far, som var slem imod Mor?»

«Din Far og min Mor isammen.»

«Og derfor snakkede aldrig Mor om min Far?»

«Derfor snakkede hun aldrig om ham. Hun var en vanæret Kvinde og en æreløs Hustru.»

«Stakkars Mor!»

Et Suk; – efterpaa dyb, lydløs Stilhed.

Men ude fra Kjøkkenet lød Raslen med Kopper blandet med Stemmer fra Butiken, indimellem Latter og Annas Stemme, der trallede en Dansetakt.

Men nu talte Jomfru Jansen igjen:

«Jeg har bestandig søgt at vandre ærlig frem, at ikke nogen Plet skulde falde paa mig … jeg … Barn efter en saa’n Mor! …»

Tredje Kapitel. Forældrenes Synder

Marie Svensen sad med et spændt Udtryk i de store talende Øine, mens Cecilie Jansen begyndte sin Fortælling.

«Du er altsaa ikke Kristianiabarn; det var ude ved Kysten, at du saa Dagens Lys.»

Marie tænkte straks paa sin Barndomsdrøm om Havet.

«Din Far og Mor bodde i Nevlunghavn – en liden Søhavn mellem Langesund og Kragerø. Din Far hed Bertrand Brun og var første Gang gift med en stout Bondejente fra Sannikedal. Dengang fór han stadig tilsjøs; men saa døde Forældrene hans, og efter dem overtog Bertrand, der var eneste Sønnen, et lidet Jordstykke med tilliggende Hus, som var bygd’ lige ned i Strandstenene i den vesle Havnen. Huset var gammelt og havde tilhørt Bertrands Bedstefar, der havde været Lods; en gammel 32Lodsslægt, skal jeg sige dig, disse Nevlunghavn og Kragerø-Brun’er.

Din Fars første Hustru døde tidlig og efterlod en liden Gut: din Bror eller Halvbror, som jeg ret nu nævnte.

Men din Far var ikke længe Enkemand. Næsten ligesaa snart, som han fik Ansættelse i Lodsvæsenets Tjeneste, giftede han sig med din Mor, der hed Kristiane Svensen og var en forældreløs Tjenestepige fra Kragerøkanten. Hun var et bra Kvindfolk paa sit Vis. Holdt et pent Hus og stelte godt om lille Erling, – Stedsønnen hendes –; men hun passede vist aldrig for Far din. Der var mange derhjemme, som sa: «Kristiane er ikke Kone for Brun.»

Jeg husker det jo ikke; men jeg har hørt det fortælle.

Din Far var varmblodig og lidenskabelig, din Mor kold og træg. Hun fik fra først af megen Kjærlighed fra Manden sin, sagdes der; men de sa ogsaa, som kjendte til Forholdet, at hun intet kunde gi igjen. Derfor kunde vist din Far med skjellig Grund si: «Det er Orden i Huset hjemme: men ingen Trivsel, og jeg kan si, jeg har ingen Kone, men bare en Tjenestepige til at styre for mig og Gutten.»

Marie kom ihu sin Mors underlig forskræmte Væsen og graadtunge, ulykkelige Udseende. Ofte var hun vaagnet op af Søvne i vilde Skrik … Hvad var det for en Mare, der tyngede hendes Liv? Nu vilde det bli opklaret.

33«Mor din passede ikke paa Manden sin, ellers havde hun kanhænde beholdt ham … Det noget ødslige, triste Liv i Havnen hugede hende ikke. Hun klagede støt over, at hun længtede … og saa tog hun lille Erling med og reiste ind til en Søster i Kragerø og gav sig til der i ugesvis ad Gangen. Imidlertid gik Brun hjemme i Uhyggen og stullede alene og fandt paa meget Fanteri.

Jeg skal si dig, Barnet mit, Mor din havde, som saa mange andre, giftet sig i ren Vetløshed, bare for at bli gift, uden nærmere at kjende den Mand, som hun bandt sig til, og uden at vide, hvad hun gik ind i; thi hun, som de fleste andre, skjønte ikke, hvad der er i et Ægteskab, og derfor maatte det gaa, som det gik.

Det, der begyndte i Letsind, uden Tanke eller Forstaaelse, det endte som en stor Forbrydelse. …

Der staar Støk af dette, ogsaa for os Barna, for har du ikke hørt det gamle Gudsord, at «Fædrenes Synder skal hjemsøges paa Børnene».

Derfor sier jeg til dig, du Marie: Gift dig ikke for fort, uden at du ved, hvad et Ægteskab er; se først at vinde lidt Livserfaring, og bind dig for alting ikke til en Mand, som du ikke kjender. Er Manden drikfældig, saa blir Forholdet saa meget værre. Aa, her træffer saa mange Ting, du ved det ikke!

Nu var Far din en ædruelig Mand, men endda blev det frygtelig galt. … Det er ikke min Mening at ville kaste nogensomhelst 34Skygge paa din, Mor, men jeg maa jo si, som det er. Det var ikke din Far, som havde hele Skylden, om han end tog det paa en gal Vis. Kanhænde din Mor indsaa dette paa det sidste. Ialfald sa hun til mig, den Stund, vi sad alene: – Jeg kunde nok ogsaa tat det anderledes, men der er ikke andet end at be. … at be om Naade for Syndens Skyld, og det har jeg gjort».

«Stakkars Mor», sa Marie bevæget.

Jomfru Jansen drog Pusten tungt, inden hun fortsatte:

«Det er saa ondt, saa ondt aa, jeg tror næsten ikke, jeg kan si det. Barnet mit. … men det maa nu til, siden jeg engang er begyndt …»

«Aa, si det bare», bad Marie. «Var det andet end at Far blev skilt fra Mor for en anden Kvindes Skyld, var det andet?»

«Ja, det var meget, meget værre! …»

«Men saa si det da, bare si det», bad Marie næsten aandeløst, og Jomfru Jansen fortsatte: «Det var efter Fars Død, at min Mor bestemte sig for at flytte til Porsgrund med os Barna. Far blev paa Sjøen med en Englandsfarer. Jeg husker endda den Nat, da han blev borte. Mor laa i Halvssøvne og kjendte noget som en kold Pust og en isnende Haand, der tog hende over den venstre Arm. Om Morgenen sa hun: «Nu er Far død; kom hid Børn, skal I se!» Og vi saa tydelig paa hendes Arm Mærkerne efter fem blaa Dødningefingre. 35Det var Far, som havde været hjemme i sin sidste Stund.

Far efterlod ikke meget, saa Mor syntes, at hun ikke kunde lægge sig paa Ladsiden. Derfor raadede hendes Bror, der var Skibstømmermand i Porsgrund, hende til at flytte did. Der var Anledning til at holde et simpelt Logihus for Styrmandsgutter om Vinteren og saa Dansesal ved Siden. Vistnok var der to Sale før – det var «Gjeita» og «Makrellen» –; men i de Aar gik den Slags Bedrift som varmt Brød, særlig naar Sjøgutterne var hjemme.

Det var rart at reise fra Nevlunghavn, som var Hjemstedet vort. Jeg var dengang i 12-Aars Alderen, Josefine, der døde samme Aar som Mor, var noget yngre, og Franciska, der blev gift med den tyske Skibskaptein, var bare en liden Jentunge … Men dette kommer nu forresten ikke Sagen ved, det skal du kanske faa høre lidt om senere.

Der var ingenting mellem Mor og Bertrand Brun, Far din, saalænge hun bodde i Nevlunghavn; men da hun kom til Porsgrund, saa skulde Brun baade stadig og støt indom til Madam Jansen fra Havnen, naar han var oppe i Frierfjorden som Lods med de indgaaende Skibe. Det var jo Hilsninger at ta med baade frem og tilbage, og Brun blev altid vel modtat af Mor. Saa kom det som af sig selv, at der udspandt sig et Forhold mellem dem, og Brun fik som et Hjem hos Madam Jansen i Porsgrund – et 36Hjem, hvor han kunde glæde sig og more sig og glemme sine Sorger. …»

Men nu brød Marie pludselig af:

«Hvordan saa Far ud?»

«Han var en vakker Mand, høi og mørk, med krøllet sort Haar og overmaade livlige, udtryksfulde Øine. Erling ligner ham, men er ikke fuldt saa velbygget …»

«Jeg tror, jeg husker Far …»

«Det kan du vel næppe; du kunde ikke være mer end 3 Aar gammel, knapt saa kanske.»

«Jo, jeg husker en mørk Mand, der holdt mig i sine Arme, ud mod Havet …»

«Ja, kanske», svarte Jomfru Jansen og smilte vemodig, «en Del husker saa langt tilbage … Men hvor var det nu, jeg slap? … Ja, det var det … Min Mor var dengang en overmaade vakker Kone, omendskjøndt hun var over de 40. Hun havde beholdt sin Ungdomsfriskhed og var munter, saa hun endda kunde delta med de unge. Det sagdes, at hun ikke holdt noget pent Hus, og Fortroligheden Imellem hende og din Far blev efterhaanden altfor stor og Gjenstand for Sladder i den lille By. Det rygtedes snart til Nevlunghavn; de andre Lodse bar Bud, og Forholdet mellem dine Forældre blev, som, en kunde vente det. Din Far flyttede ind i Stuen, mens din Mor holdt til i Kammerset med dig og Erling. De var ikke Ægtefolk mere, de havde separeret sig selv.

Men saa kom der en Tid, da din Far blev saa 37Blid og snild med Konen sin. Han vilde flytte ind til hende i Kammerset igjen; men det afslog hun … vilde helst være alene med Barna. Nu, saa blev det med det da. Men en Dag vilde Brun ha Konen med til Porsgrund; han havde Erinde did, sa han, og de skulde reise med den store Lodsbaaden. Alt dette var nu overlagt mellem din Far og min Mor. Det er saart at si; men jeg faar fortælle, som det var.

Din Mor, stakkar, vilde gjerne ud lidt, og hun afslog ikke at gjøre Turen med til Porsgrund. Det var nu sjelden, hun var nogensteds ude med Manden sin, og kanske hun kunde faa Anledning til at luske ud lidt, hvordan det hang sammen med ham og min Mor, om Rygterne var sande eller ei?

Det bar da afsted til Porsgrund, ud Havnen og op Langesundsfjorden i Magsvær, og de tog ind til Mor.

Kristiane Brun – din Mor – blev vel modtat, og hun mærkede vist intet paa de to meget omtalte … din Far og min Mor, skjønner du. Der var ikke Dans den Kveld; men derimod var der nogle Sjøgutter inde næsten hele Tiden. Der vankede meget Traktement med Vin og Øl og Brændevin. Din Mor maatte ogsaa drikke med. Maden var fed, hun havde godt af en Snaps, sa de og saa nødte de paa hende, der var lidet vant til at drikke, indtil hun blev døddrukken …»

«Gud … Mor? …

38«Ja, Barn, det er den rene Sandhed for Gud, ellers vilde jeg ikke si det … Og saa. …»

«Og, saa?» spurgte Marie hurtigt, næsten aandeløst.

«Saa. … saa fik de hende i Seng med en af Sjøgutterne, der var betalt til dette Brug, og fik Vidner til at gaa ind i Værelset og se. … og dette var Skilsmissesag; forstaar du …»

«Fy, for raat», raabte Marie, «stakkars stakkars Mor – nu skjønner jeg hende først!»

Jomfru Jansen var blit paafaldende bleg og vred sig i Stolen, der hun sad. Kanske skulde hun ikke fortalt dette.

«Du faar ingen foragte, Barn», sa hun i en bestemt Tone.

«Det gjør jeg ikke. Gud bevare mig fra at dømme de, der er døde og borte; men likevel …»

Lang Stilhed.

Saa sa Marie:

«Men hvordan gik det saa?»

«Ja, det er snart fortalt. – Din Far giftede sig med min Mor, da den lovlige Tid var gaat.»

«Hvor blev der saa af Mor?»

«Hun reiste for en kort Tid til en Bror, hun havde i Knardalsstranden – et Sted mellem Porsgrund og Skien. Hun havde blot dig. Erling fulgte med Brun hjem til Mor.

Du skjønner, at din Far var tre Gange gift og at Erling var Søn efter den første Kone?»

«Javist, jeg forstaar det.»

39«Din Mor antog sit Pigenavn Svensen og reiste saa til Kristiania for at lære fransk Strygning og dermed søge sin Underholdning.

Din Mor drev det vist godt i det første, og saa fik hun jo lidt Penge af Brun, men det blev heller ikke, hvad hun skulde ha, for Boet blev fejl-agtig opgjort, efter hvad der sagdes og din Mor blev aldrig Menneske mer. Jeg kjendte hende ikke mer, vidste ikke, hvem hun var, før jeg kom ind til hende paa det sidste.»

Marie brast i Graat.

«Tag det nu ikke slig. Barn, tag det heller til Advarsel, derfor har jeg fortalt det. Hvad tror du ikke, jeg har følt over denne Sag? … Hvor har ikke jeg skammet mig … Men Gud være lovet, der er blit strød Sand over dette ogsaa.»

«Hvor blev der saa af Far?» spurgte Marie med bævende Stemme.

«Han blev ikke lykkelig i sit Ægteskab med min Mor. – – – Brun hadde Mor altid mistænkt forat hun holdt sig oppe med Sjøfolkene, der vankede i Huset, og da han engang troede at komme over hende, kunde han ikke bære det, thi han holdt overmaade meget af Mor. Saa gik han tilsjøs med en Skude, der just laa klar til at seile, og han lod aldrig høre fra sig siden.»

«Kanske han lever endda …»

«Nei, det tror jeg ikke; det blev siden fortalt med fuld Sikkerhed, at han var død i London … 40Forresten er det slet ikke godt at vide. Her tales nu saa meget rart. Det var saaledes de, der mange Aar etter vilde ha set ham i Langesund som Matros med et engelsk Skib.»

Marie sukkede tungt.

«Tænk om Far levede endda og kom tilbage?»

Men nu begyndte Jomfru Jansen i en roligere Tone:

«Jeg var nu aldrig som de andre hjemme – ikke var jeg saa vakker – ikke letsindig heller, jeg var som én for mig selv. Mor fandt det bedst, at jeg kom ud, og straks jeg var konfirmeret fik jeg Tjeneste hos Kjøbmand Birch i Skien. Det var snille Folk, Fruen især. Gud velsigne hende. … hun ligger nu i sin Grav … Af hende fik jeg min Opdragelse, og kom til at se Livet fra den rette Kant, – har aldrig set det anderledes siden … Men Gudskelov, Forholdene derhjemme blev ogsaa bedre. Det var mellem 50- og 60-Aarene, at der gik en alvorlig religiøs Vækkelse over Byerne i Skiensfjorden, og Mor blev paavirket eller, som det kalles, vakt … Jeg husker det saa godt. Det var en Foraarskveld, jeg kom hjem i Besøg. Jeg gik Veien langs Elven, ud fra Skien … en vakker Vei, kan du tro, mellem frodige Agre og Enge, lidt Skog, Bekkeheld og smaa rødmalte Husbygninger ind imellem Skogen. Ja, slig, var det i min Tid … og er vel saa endnu; men did kommer jeg aldrig mer. …»

41Hun sad en Stund som greben af Mindernes Magt.

«Mor bodde paa Braaten, lidt ovenfor Osebakken paa den anden Side Borgaasen, der luder tungt udover. Da jeg kom nær Huset, hørte jeg Salmetoner fra Haven. Det var Mor, som sad inde i Syrinlysthuset og sang en af de gamle, gribende Salmer om Synden, der blir skjult og dækket til af Guds Barmhjertighed.

Hun kom ud imod mig. Der laa en underlig Mildhed og et helt forandret Udtryk over de fine, vakre Træk.

«Nu er Porten blit aabnet for mig. Barn, nu har jeg faat Fred med Gud … nu er jeg omvendt», sagde hun med taarefyldt Blik.

Senere paa Kvelden var der Opbyggelse, hjemme –. Det var en ung Prædikant, der talte i høie Toner om Synden og om Helvede som Syndens visse Løn.

Der laa Tyngsel og Tryk i Luften; det kjendtes, som om en, ikke kunde faa aande. …

Gjennem den lille Forsamling gik der en lønlig Bæven, og der lod hule, tunge Sukke, mens Kvinderne sad med bøiede Hoder og halv lukte Øine.

Kun et eneste Øieblik føltes som en frisk Luftstrøm i Stuen, og det var, da en høi Kvinde med talende Træk reiste sig og istemte en af Brorsons bekjendte skjønne Salmer.

Siden var der aldrig mere Dans, men oftere Opbyggelse, i Mors Stue. Hun holdt nok Logihus; 42det var hun i Grunden nødt til for at kunne leve; men hun havde altid et anstændigt Hus.

Min Søster, Franciska, var en stor Skjønhed. Hun blev gift med en Kaptein Brabant fra Stettin, som hvert Aar kom med en Rok til Skien for at laste ved Fru Cappelens Værft.

Det saa mest ud, som om Franciska havde arvet Mors gamle Synd – for efter et Par Aar fik vi høre, at hun havde rømt bort fra sin Mand og drat afgaarde med en Skuespiller eller Sanger, hvad han nu var … Det tog svært paa Mor, kan du tro. Og nu ved jeg heller ingenting om hende …»

Det hørtes som et tungt, smerteligt Suk:

«Aa, jeg tænker paa Franciska ved Nat og ved Dag, og ser hende for mig med de mørke Øine og sorte Lokker … Hun var en deilig Pige, var hun. Aa, Gud, maatte jeg endda faa møde hende igjen og række hende en reddende Haand! Umuligt kunde det jo ikke være … men … Gud ved om hun lever og hvor hun færdes … Dog, Haabet har jeg ikke opgit.»

Dyb Stilhed. …

«Erling Brun, din Fars Søn efter første Ægteskab, reiste til Amerika i en ung Alder. Men nu er han kommen tilbage og driver her i Kristiania som første Tjener i Hotel «Stjernen» – Iste Klasses Hotel. Han kommer hid paa Søndag, saa du vil faa Anledning til at se ham.

Efter min Mors Død fandt jeg paa at drage 43ind til Kristiania og begynde en Kaféforretning – og Vorherre har hidtil været med mig, saa det har greiet sig godt.

Jeg har forsøgt at vandre, varsomt og forsigtigt og tat mig iagt for Mandfolkene, omendskjønt du ikke maa tro andet, end at jeg ogsaa har havt mine Fristelser …

Jeg er nu i 30 Aars Alderen; men engang var jeg 20, og da saa jeg bedre ud end som nu …

Ja, ja, det er underligt, med den Skjæbnen; det sies, at én ikke vil kunne fly den. Jeg ved ikke jeg … lidt maa en jo kunne gjøre selv ogsaa.»

Jomfru Jansen reiste sig med et Suk og gik ud i Kjøkkenet. Fortællingen var endt.

Men Marie sad igjen og tænkte, indtil hun blev rent arg.

Sludder og Væv! Hvad vedkom dette gamle Tøvet hende og Jakob Holm – – ikke Spor.

Jomfru Jansen skulde saamen ikke opnaa at skille hende fra «Kjæresten», nei, aldrig i Evighed!

*

Det var Lørdagskveld med mange Kunder i Butiken og i Kaféen. Marie havde det travlt. Det var jo uvant Sjou for hende.

Hun listede sig kun ud i Portrummet et Øieblik for at tale med Jakob. Hun vidste, han vilde komme, og hadde gaat som paa Gløder hele Kvelden. Ind turde hun ikke be ham om at komme. Det, fik 44være til en anden Gang. Jomfru Jansen gik der saa arg, at én gjerne kunde skjære sig, paa hende. Men Jakob stod ude i Portrummet og ventede med et iltert Sinne.

«Du blir saa længe, Marie … næste Gang gaar jeg sandt for Dyden lige ind med det samme. Men kom nu, saa gaar vi ind, og jeg tar’ i en Øl.»

«Nei», sa Marie, mildt afværgende. «Jeg har slet ikke Tid til at snakke med dig i Kveld. Du faar, undskylde, jeg kan ikke.»

«Hvad er det for snak», sa Jakob i en misfornøiet Tone, «Jaja, som du vil, Marie; men her venter jeg ikke mer som en Nar, det sier jeg dig. Jeg har længe nok staat og hængt efter dig som en sulten Bikje. Nu skal det være slut.»

«Ja, ja. Gutten min, vær bare ikke sint! Kan du ikke heller se ind imorgen?»

«Nei, imorgen, kan jeg ikke.»

«Hvorfor ikke?»

«Det blir det samme – – jeg kan ikke, hører du. …»

Han betænkte sig lidt, inden han fortsatte.

«Jeg skal en Tur i Grefsenaasen med nogle Gauker»

«Men paa Mandag?»

«Hm – – du bad mig komme ikveld.»

«Men jeg har det saa travlt ikveld, hører du.»

«Sludder … er du ræd Jansa? … Jaja, Marie, jeg, skal komme Mandag, men det blir sidste Gang, hvis du ikke da kan ta imod mig.»

45«Vær nu ikke sint, Gutten min.»

«Nei, jeg er ikke sint.»

– – – –

Om en Stund slentrede Jakob Holm nedad Gaden og ind i en bekjendt Kafé, som bar det betegnende Navn «Faldgruben».

Men Marie gik ind igjen som en Drømmende. Hun var ikke sig selv lig hele Kvelden. Godt var det dog, at Jomfru Jansen ikke var blit opmærksom paa Jakob. Pigerne hadde set ham. De hviskede og fniste; men Marie lod sig ikke mærke.

Fjerde Kapitel. «Helgesens Salon» i Vaterland

Det var Søndag og ualmindelig fint Veir.

Der laa Helligdagspræg og Vaarsus over Hovedstaden.

Det var Fridag, og Folk vilde ud, ud af de kvalme Stuer og trange Værksteder.

Ogsaa i 60-Aarene var ældre og unge sams om at fornøie sig, om end Forlystelsessteder og Nydelsessygen langtfra var tilsnittet i den europoeiske Storstadsstil, som i vore Dage. Men ogsaa da lød i Kor: «Paa Landet – paa Landet!» Og der valfartedes i Flok og i Følge af Fædre, Mødre og Barn – Damer og Herrer … Jenter belæsset med store Kurve, ikke til det «gamle norske» og nutidsmæssige Bygdø, men til Mellemalderens mere beskedent tilspidsende «Ladegaardsø», hvor Oskarshal var Maalet og Glanspunktet.

Saa var der ogsaa et raabarket og et tarveligere Publikum, der heller holdt til i Byen, hvor de gik 47paa Klingenberg og i Sangerbuler, Rasmussalen og Knudsesalen, disse Forgængere for den moderne Tids Aflæggere: Varietéer samt Foreninger med de mere velklingende Navne og de mere ærbare Dansemoroer, Fester og Udflugter.

Hver Tidsalder nyder Livet i Tidens Aand; men det nyere er ofte bare en Gjenganger af det gamle, dog med lidt mere Udvikling eller Kultur over den gamle gjækkende Benrangel, der endda griner os imøde fra Krogene med sine lange Skygger …

Men det var i «Jansas Kafe»!

Der var det ikke Fridag, knapt nok Søndag. Der havde gaaet ud og ind med Kunder støt, helt til den sene Middag, og nu stod Marie Svensen og den anden Pige i Kjøkkenet og drev med Opvaskning og Kaffelagning, saa at Sveden randt.

Aldrig Hvil, tænkte Marie med en let Tilnærmelse til et Suk. Akkurat som hjemme hos Mor … aldrig paa Ladegaardøen – sjelden paa Klingenberg – ikke at tale om Rasmussalen … Aa, nei, nei, det blir ikke Udlov ikveld heller!

Bare saa sandt jeg kunde komme ned over Raadstugaden en Stund, saa fik jeg kanske træffe Jakob. …

Hun fik ikke Tid til at tænke Sætningen tilende; thi «Gamla», som Pigerne allerede den Gang benævnede Jomfru Jansen, stak Hodet ud af Kammersdøren.

«Nu faar I drive paa med Kaffen, og la den endelig bli stærk; jeg har faat fremmede. Du, Marie 48faar stelle paa dig et Gran og straks komme ind til os i «Privaten».

Marie slap Opvasken og gik ind i Soverummet … Latter og høirestet Snak som af en Herrestemme lød fra «Privaten». … Hvem kunde det være? Var det Erling, hendes Bror, som Jomfru Jansen hadde talt om igaar?

Med rystende Hænder og grulig nervøs gjorde Marie Toilette. Hun kunde aldrig faa Haaret til at sidde fint nok.

Men endelig var hun da færdig og drog et Lettelsens Suk. Saa gik hun ind i Værelset ved Siden af Butiken. Henne ved Vinduet sad en fremmed Dame i mørk Kjole og en tæt Linlærredskrave om Halsen, som det brugtes dengang. Det lyse, fyldige Haar var opsat i Nakken i en stor Knude. Nu vendte hun et rødkindet, friskt Ansigt om mod Marie, men snudde det straks tilbage igjen mod Vinduet.

Men borte i Sofaen, røgende paa en Cigar og med Benene skjødesløst slængt over hinanden, sad en mørkladen Mandsperson i flotte lyse Klær, og med en noget kry Mine. Han saa, knotet og halvdannet ud som en, der vil synes at være mere, end han er. Haaret var krøllet nedover Panden, som derved blev lav og bred. Øinene rigtig et Par Skøiersøine. Marie slog Øinene ned, da han saa hende med et af sine mest knusende Blikke.

Uh – og saa lugtede det saa usømmeligt af 49Pomade og «nyslaaet Hø». Det kjendtes rent kvalmt …

Nu præsenterede Jomfru Jansen: «Dette, Erling, er din Halvsøster, lille Marie.»

Den fremmede Mandsperson havde reist sig og nærmede sig Marie med udstrakte Hænder.

«Goddag, Marie, saa du er min Søster. Jeg husker dig fra du laa i Vuggen … jeg er en god Del eldre ser du … Men nu er du sku ikke liden», vedblev han og mønstrede den unge Pige med et kritisk Blik.

Marie trak sig sky tilbage …

«Det er din Bror, Erling Brun, Marie – en Søn efter din Far af første Ægteskab», fortsatte Jomfru Jansen.

«Jeg forstaar», sa Marie – – disse nye Forhold berørte hende pinlig.

«Vi glemmer at præsentere», sa Erling med et Blik paa Damen ved Vinduet, der nu havde vendt sig helt om.

«Frøken Ragnhild Lindbu … min Halvsøster Frøken Marie Brun.»

«Om Forladelse, jeg heder Marie Svensen … jeg er heller ikke nogen Frøken.» Den unge Pige svarte i en beskeden Tone. «Brun er du sgu, enten du vil bære Fars Navn eller ikke. Hvor i Alverden kan du falde paa at ville kalde dig Svensen?» spurte Erling og fixerede Søsteren ordentlig.

50«Det var Mors Pigenavn», svarte Marie med Selvfølelse.

«Mor kaldte sig Svensen, efterat hun var blit skilt fra Far, og jeg vil kalde mig som Mor. … indtil jeg blir gift.»

Marie skjalv i Stemmen og var paafaldende bleg. – Der indtraadte en trykkende Pause, der kun afbrøtes av Erling Brun, der plistrede en Visestump, mens han gav sig til at bese Billederne paa Væggen.

Jomfru Jansen kræmtede let; men Marie gik straks ud.

Om en Stund kom hun ind med et pent udstyret Kaffebret; kun Sukkerskaalen manglede. Jomfru Jansens kritiske Øine opdagede straks dette, og hun gik hen til den store gammeldagse Hjørneskjænk for at afbøde den følelige Mangel. Hun laasede op Dørene, og ligesom ved et Tilfælde slog hun ogsaa ned Klaffen – – – kanske var det af Forfængelighed for at vise Skabets Herlighed; det bugnede næsten af finfint gammelt kjøbenhavnsk og kinesisk Porselæn, mens digre blanke Sølvskjeer lo til hinanden i sine afpassede Rum ved den øverste Hylde.

I samme Øieblik som Sukkerskaalen skulde tages ned, ringede det ved Butikdøren og nogen kom ind … Marie vilde gaa; men ved Skjæbnens Værk kom Jomfru Jansen hende i Forkjøbet.

Saasnart Jomfruen var gaaet ud, reiste Erling Brun sig fra sin trygge Sofaplads og gik med lurende Skridt og gridske Øine bort til Skabet.

51«Dette er alle Jansas Herligheder», sa han i en haanlig Tone; «men sandt at si har hun ikke mere Ret til alt dette end du og jeg, Marie; for der er mange Ting, som Far har ført hjem. Blandt andet den store Kaffekande deroppe – – den er af ægte Sevres Porsellæn lige fra Frankrig. De har intet saa fint i Hotellet; det er bare i gamle Kjøbenhavnshuse, de har Sevresporsellæn. Den Kande har jeg gaat og lurt paa i over to Aar; men tror du Gamla vil bli af med den?»

Uagtet Maries vel beføiede Advarsler, steg han dristig op paa Skabets lidt vinglete, løse Klaf for at ta Kanden ned og nærmere vise den frem. I samme nu naadde Lyden af et frygteligt Brag samt et Fald og Singlen af Stentøi i Forening med et tredobbelt Rædselsskrik Jomfru Jansens Øre ude i Butiken.

«Kors i Jesu Navn, hvad var dette?» raabte hun og sprang ind, uden at gi sig Tid til at veksle Penge med Kunden.

Fra den modsatte Kant kom Anna fra Kjøkkenet og inde i den lille Stue mødte de indtrædende et skrækindjagende Syn.

Marie, Ragnhild Lindbu og Ulykkesfuglen Erling Brun fløi om hinanden blege som Spøgelser, ligesom for at søge den Udgang, der var stoppet.

Paa Gulvet laa den øvre Del af Hjørneskjænken og til høire og venstre de knuste Skarr og Braat af det dyrebare gamle Porselænet.

Kokkepigen trak sig sky tilbage til Kjøkkenets 52Regioner; Jomfru Jansen slog Hænderne sammen i vild Sorg.

Hun fik ikke Maal for sig – bare saa og saa paa Ødelæggelsens Vederstyggelighed, mens Erling paa en saa lempelig Maade som mulig gav en Forklaring paa det forefaldne.

«Godt, at jeg ikke blev slaaet ihjel», stammede han, «det var saa vidt, at Ragnhild og Marie fik trukket mig tilside.»

«Men alt Tabet, du har foraarsaget mig, regner du for ingenting, din Knebel, du er», sa Jomfru Jansen, der nu havde faaet Munden op.

«Ja, ved Gud, Cecilie, jeg er hjertelig bedrøvet. …»

«Bedrøvet. … sier du bedrøvet; det er da Gud det mindste.»

«Jeg vil gjerne erstatte dig Tabet.»

«Det kan du ikke. Alt dette var gammelt Arvegods. – – Aa, Herregud, nu er da dette ogsaa væk, de sidste Erindringer efter Mor!»

Tonen lød saar og bitter.

Imidlertid havde Erling ved Hjælp af Marie og Ragnhild faaet Skjænken paa ret Kjøl igjen. Og nu sopede de Braattene sammen for at bære dem ud.

«Kast det ikke bort», sa Jomfru Jansen, «noget maa vel kunne limes.» De pillede sammen det, som var værd at gjemme. Nogle Kopper var blit helt uskadte.

Jomfru Jansen ryddede op og sopede Gulvet. Hun var en stærk Kvinde, der altid fandt sig 53i Skjæbnens Slag; der skulde meget til for at bøie hende. Men Humøret var naturligvis væk og Kaffen blev pligtstyldigst drukket i Taushed.

«Vi vil gaa os en Tur», sa Erling. «Du kan vel bli med os, Marie?»

«Ja, hvis jeg faar Lov saa.»

Men nu tog Jomfru Jansen en resolut Beslutning.

«Jeg gaar med, jeg ogsaa» sa, hun, «det vil adsprede mig lidt; jeg er saa daarlig efter denne Ulykke.

«Aa, kald det ikke Ulykke – det er et alt for stærkt Ord; værre Ting kunde ske», mente Ragnhild Lindbu.

«Jeg ved ikke noget værre, som kunde hændt mig», sa Jomfru Jansen og gik ud sammen med Marie.

De to Damer kom snart ind igjen i Yttertøi og nu blev Spørgsmaalet, hvor de skulde ta Veien hen.

Jomfru Jansen foreslog en Tur til Ladegaardsøen.

«Nei, det er saa almindeligt og saa kjedeligt,» mente Erling, der hadde en grovkornet Smag. «Vi gaar heller ud til «Solli»Forfatternote: Et i sin Tid bekjendt Forlystelsessted ved Drammensveien. – – det er en deilig Tur derud og Stedet koseligt.»

Ragnhild Lindbu hadde den meste Tid forholdt sig taus. Men nu vendte hun sine milde blaa Øine 54mod Erling og sa i en inderlig, næsten bønfaldende Tone:

«Aa, kjære, lad os heller gaa ud over Oslo. Jeg vil saa gjerne se St. Halvards Gade.»

«Hvorfor?» spurte Erling, halv nysgjerrig, halv udfordrende.

Deres Blikke mødtes i det samme og Ragnhild slog straks Øinene ned.

«Der har boet en gammel Faster … af Mor … og jeg vil saa gjerne se den Gaden.»

Stemmen lod temmelig usikker.

Erling Brun stod taus. Dette var besynderligt. Saa sa Jomfru Jansen:

«Ja, lad os gaa den Vei – det blir jo lige meget, naar vi bare kommer ud. Forresten har ogsaa jeg Lyst til at gaa ud i Gamlebyen; det er saa længe siden, jeg var paa den Kant.»

«Antaget!» raabte Erling med et lyst Smil. Han havde faat en prægtig Ide. Der kunde gjøres Pokkers meget ud af den Turen.

Saa bar det afsted; ud Storgaden og opover Aakebergveien til St. Halvardsgade, hvor de gammeldagse, uanselige Huse med de store Tage, næsten lige ned til Vindusposterne, gjorde et kjendt og et Kjært Indtryk paa disse Mennesker, der alle var opvokset under mindre Forhold, langt fra Hovedstaden.

Efterhaanden sakkede Jomfru Jansen og Marie noksaa meget agterud, mens Erling og Ragnhild gik fort opover Gaden.

«Det er paa en Maade Kjæresten hans,» sa 55Jomfru Jansen til Marie, «en kjæk Pige og grulig rig – – hun er en Kaksedatter fra Oplandene, skal jeg si dig. Hun er nede i Hotellet for at lære Husholdning; der er hun og Erling blit kjendte.»

Marie syntes ikke, det var noget at svare paa, det interesserede hende svært lidet.

«Hvordan liker du Bror’en din?» spurte Jomfru Jansen.

«Ved ikke, jeg.»

«Nei, stakkar … Bekjendtskabet er jo saa nyt. Dette skrekkelige Uheld rystede os alle. … og har gjort det grulig uhyggelig idag … Forresten er jeg nu lidt bedre. En maa finde sig i saa meget i Verden.»Verden.»] rettet fra: Verden. (trykkfeil)

«Den dumme Erling, hvad skulde han op paa Klaffen?»

«Ja, si nu det …»

Imidlertid hadde Magnhild Lindbu stukket Haanden fortrolig ind under Erlings Arm.

«Her er Nr. 24», sa hun sagte og bævende. «Ja, hvorledes det? Er det Huset, hvor din Faster bodde?»

«Langtifra, nogen Faster af mig har aldrig boet her.»

«Du sa det? …»

«Jeg sa det … Erling …»

Ja.»

«Her, fra Nr. 24, har de averteret, at de vil ta imod en Kvinde, der venter sin Nedkomst.»

Det gav et Sæt i Erling.

56«Hvad vedkommer dette dig?»

«Mer end du ved. Jeg gaar hid imorgen.»

«Du?»

«Jeg.»

Dyb Stilhed.

De gik nogle Skridt opover.

«Ragnhild?»

«Ja.»

«Jeg elsker dig … og ved du hvad, vi to, vi gifter os, saa er her ingen Skade skeet.»

Erling talte i en alvorlig Tone, og han saa troværdig ud.

«Umuligt», kom det tonløst fra Ragnhilds Læber, «fra Barn af er jeg fæstet til en rig Gaardmand hjemme. Fars og Mors Løfte kan ikke gjøres om ingenting.»

«Men tre Menneskers Livslykke vil du ofre,» sa Erling haardt og slog bort den lille Haand, der hidtil havde hvilt paa hans arm.

Ragnhild brast i Graad.

«Hys da, husk hvor vi er, og skjem dig ikke rent ud.»

«Du maa da kunne forstaa …»

«Jeg forstaar ingenting», afbrød Erling, hvast. «Jeg vil bare, at vi to skal gifte os; men naar du ikke vil, saa har vi intet mer at snakke om. Kom, saa gaar vi nedover til de andre.»

Nede i Bakken mødte de Cecilie Jansen og Marie.

Stemningen var lei og temmelig trykket. Det 57undgik ikke Jomfru Jansens skarpe Øine, at Ragnhild Lindbu saa forgrædt og ulykkelig ud.

Da de naaede saa langt som til Grønlands Torv, vilde Erling skraa tvers over til Elvegaden.

«Kom, vi gaar ind etsteds, hvor jeg er kjendt, og tar os en Øl eller en Kaffe.»

«Det kunde være bra», sa Jomfru Jansen, «jeg er saa træt; men intet sjofelt Sted, Erling, saa vidt du ved det.»

«Aa, Stedet er bra nok, naar du ikke er ene Dame.

De gik til de naadde Rødfyldgaden, saa videre opover til Hjørnet af Store Vognmandsgade (nu Karl den 12tes Gade), og de var nu i det berygtede Vaterland.

«Hvor fører du os hen, Erling?» spurte Jomfru Jansen urolig.

«Aa, bare la mig raa; du skal komme lige uskadt hjem, og lidt Moro maa du unde os.»

De to andre Damer forholdt sig begge tause; men Marie var meget nyfigen og nysgjerrig. Saa langt nede i Vaterland hadde hun aldrig været. – Det var «Helgesens Salon», som Erling vilde besøge. …

«Helgesens Salon» var en af de i 60-Aarene saa berygtede Sangerindekneiper i Vaterland. Det var en høist uanselig Træhybel ligeoverfor det bekjendte Hus, hvor Karl den 12te i sin Tid laa indkvarteret.

Denne Sangerkneipe stod i nær Forbindelse med Bordelvæsenet og stemplede Vaterland netop ved den 58Tid, da vor Fortælling begynder. De gamle lave Huse i Rødfyld- og Store Vognmandsgade fortæller endnu Historier fra gamle Dage, da disse faldefærdige Hybler indbragte sine Eiere mere i Indtægt, end de større Forretningsgaarde i Byens sæntrum; thi her florerede just Prostitutionen, der var blit en frodig Udvekst af den forargerlige Trafik fra Sangerbulerne.

Det var danske Piger af mere eller mindre tvilsomt Rygte, der kom op fra «Danmarks Vang og Vænge» for at slaa sig ned hos Kneipeværterne i Vaterland, hvor de blev fast engageret, og gjorde oftest slig Lykke, at de efter et halvt Aars Tid kunde reise hjem med en liden Formue.

«Hvor er det, du fører os hen, Gut?» spurte Jomfru Jansen, halvt i Angst, da de nærmede sig «Helgesens Salon», hvorfra Musik og høirøstede Stemmer lød ud til dem i den frie Luft.

«Vi er jo i Vaterland, er vi ikke?»

«Jovist, Cecilie, er du i Vaterland for engangs Skyld … kom nu, saa gaar vi ind.»

Selv gamle Jomfru Jansen var lidt nysgjerrig efter at se, hvordan det gik for sig hernede, og nu var jo Erling med, saa havde det vel ingen Fare. Rart forresten, at hun aldrig før havde været i Vaterland. Nei, hun var jo ikke vidfarende.

Hun gik dristig ind i Sangerbulen, mens Fortroppen dannedes af Erling og de to andre Damer.

En kvalm Luft af Tobaksrsøg, Os og Drikkevarer slog dem imøde, og derinde i det forholdsvis 59trange Rum var der overfyldt af et tvilsomt Publikum, der spilede Øinene vidt op, da de tre anstændig udseende Damer viste sig i Døraabningen. Især var det Jomfru Jansen, der gav et værdigt og matroneagtigt Indtryk.

I det lave, tilrøgede Lokale sad Publikum i en Halvcirkel paa Træ- og Pindestole. Det var Fabrikjenter og fjonge Tjenestepiger, der lo og fjasede noksaa frit med slibrige Herrer eller raabarkede Sjøgutter, der stak sig frem blandt Mængden med sit friskere Væsen og sine begede Næver.

I Krogene, mere for sig selv og noget sky, dukkede der op en eller anden landlig Uskyldighed af en Tjenestepige, der nylig var kommen til Byen, og som nu havde forvildet sig herned i Selskab med et Par Veninder; lejlighedsvis havde de slaat Følge med et Par flotte Handelsbetjente, men allesammen gav Indtryk af, at de ikke hørte til Stamgæsterne.

Til den faste Stok hørte derimod Bordelpigerne, der optraadte i flotte Antræk med Fløiel og Silke og udstyret med en Mængde Ringe, Armbaand og øredobber af mere eller mindre ægte Kvalitet. De hadde gjerne om sig en Skare med blaserede Don Juan’er, som gjorde sin Opvartning med Smil og nærgaaende Spas.

Der blev drukket tæt, mens Opvartere løb om hinanden med Flasker og klirrende Glas. Til den kvindelige Betjening skortede det ikke paa søde Ord, ledsaget af glødende Blikke.

60Men ind imellem Sangnumrene, vekslende med Bravoraab og Haandklap, lød raa Lattersalver, Eder og uanstændig Snak.

Man kunde her træffe Mænd inden alle Samfundsklasser, – nogle var komne blot for at more sig en Kveldstund og se denne Side af Folkelivet; men de fleste var mer eller mindre mærket af det letsindige Liv, de førte.

Da Erling med de tre Damer traadte ind i «Salonen», var det netop Primadonna’en, den bekjendte Thea Rubach, der var fremme paa Tribunen. Til Akkompagnement paa Piano sang hun med skarp Stemme og paafaldende dansk Akcent en af Datidens Elskovsviser, der gik med Omkvædet:

«Nu vil jeg hvile i Pigernes Favn;
thi der har jeg fundet den tryggeste Havn.»

Thea Rubach udtalte paa dansk Vis «g» slig, at det blev «Pijerne», og det lød overordentlig pikant.

Jomfru Jansen skvat tilbage og vilde gaa ud igjen; blev hindret af Erling, der altid havde sin største Fornøielse af at ærgre hende. «Denne Gang skal sku Gamla i Vinden», tænkte han.

Han søgte og fandt nogle ledige Stole i umiddelbar Nærhed af Tribunen og indbød sine Damer til at ta Plads.

«Huf!» sagde Jomfru Jansen sagte til Marie. «Jeg begriber ikke Erling, at han skulde føre os ind i dette grusomme Hul … Jeg synes det er, som skulde jeg være kommen i Helvede.»

61«Ja, her er rigtignok væmmeligt,» svarte Marie, skjønt hun i sin Alder og med de faa Erfaringer, hun havde gjort, langtfra følte det saa stærkt som Jomfru Jansen. Nu blev hun ogsaa optagen med nøie at iagtta nogle muntre, flotte Damer i Nærheden, der gjorde megen Lykke blandt det stærkere Kjøn.

Marie syntes, det maatte være noksaa behageligt at gaa saa flot klædt og føre sig slig. Hun saa ikke de blege, gustne Kinder, der gjemtes bag Sminken, og hun forstod ikke Klangen i den nervøse, hule Latter. …

Men – Ragnhild Lindbu sad stille og fortænkt: hun havde saa nok med sig selv og sin egen tvilsomme Livslykke.

Af og til kastede hun stjaalne Øiekaft over til Erling, der neppe værdigede hende et Blik … Hun var ætstor, Ragnhild Lindbu; ikke kunde hun overvinde Bondekryheden, og heller ikke vilde hun gjøre sin Far og Mor imod. … men Gud alene vidste, hvor høit hun elskede denne Mand, der nu sad der saa kold som Is. … Han var en tarvelig Mand, tiltrods for sin flotte Optræden; men men … hun blev varm om Hjertet, naar hun tænkte paa, hvor hun holdt af ham. …

Gud! Havde han ikke tat hendes Ære, hendes Fred, hendes Livslykke, hendes alt …

Men nu blev Selskabets Opmærksomhed tiltrukken af tre Sangerinder, der sang efter Tur, hvoraf den ene skraalede en bekjendt tysk Vise:

62«Lebe wohl mein kleine Madchen
und vergiss meine nicht.»

Derpaa gik en af de skjønne rundt i Salen med Tallerkenen for at modta den skyldige Tribut.

«Det er en skjændig Trafik», sa Jomfru Jansen halvhøit, «rent ødelæggende for Ungdommen – – Naar jeg ser paa disse Kvinder … de er jo halvnakne, de skulde piskes ud af Landet, det sier jeg rent ud. Fy! hvilken Skam for et kristent Samfund at ville taale sligt, og det paa en hellig Søndag.»

«Det er en af Glædens Boliger her», sa Erling med et eget Øiekast over til Ragnhild Lindbu. Denne mødte hans Blik, men slog straks Øinene ned.

«Jeg synes, du burde skamme dig, Erling; jeg trodde du vilde være en ordentlig Kar.»

«Jovist, til Passelighed», kom det igjen med et flanagtigtflanagtigt] sorgløst Smil.

«Ja, du bør ikke gaa paa slige Kneiper; de er næsten lige saa ilde, som visse berygtede Huse.»

Nu afbrødes Samtalen ved et Slagsmaal lige i Nærheden. Det var, om en af Damerne Slaget stod; det gik saa vidt, at den ene af Parterne brugte Kniven og den anden fik et blaat Øie, mens det regnede ned med de sjofleste Skjældsord, som: «Reis til H. … din Slusk du er» o.l., indtil Værten kom og satte alle tre udenfor Døren.

Erlings Damefølge havde flokket sig tættere sammen.

«Min Gud, her er en ikke sikker paa Livet», 63ytrede Jomfru Jansen skrækslagen, «vi vil gaa saa fort, vi kan.»

«Hys da, ikke saa høit … jovist skal vi snart gaa, men vi faar først drikke Vinen, som jeg har revet i.»

Dermed skjænkede han i Glassene.

Paa Tribunen viste sig nu en fyldig, mørkøiet Skjønhed med smægtende Blikke.

Hun hilsedes straks med Bravoraab. Den noget trivelige Figur gav Anelse om, at hun var kommen forbi den første Ungdom. Men Sminken og de vanlige Tilstelninger ved det lette Kostume skjulte Alderen og dækkede over de første Rynker. Med en svag, lidet fremtrædende Stemme sang hun en Drikkevise om «Olympens Guder», derpaa kom en letfærdig Ælskovssang om «Horats og Lydia». De noget svulstige Vers endte med hint glade Omkvæd:

«Da – da var jeg Romas lykkeligste Pige.»

Akcenten var norsk, kun med en let Tilnærmelse til det danske.

Men fra det Øieblik, denne Kvinde viste sig paa Tribunen, sad Jomfru Jansen som forstenet.

Hvor havde hun seet dette Ansigt før? … Det var uforklarligt … forunderligt! … Disse Træk … denne Røst. … kaldte hende tilbage til en længst svunden Tid. … til Ungdomsdagene i Porsgrund. … Det var som hørte hun Morens Røst, naar denne sang sine Salmer. … og hun 64saa en vakker, ung, mørkøiet Pige, der gik omkring med Sang og trillende Latter … det var Franciska.

Hun glemte sine Omgivelser – saa ikke mer de sjofle Mænd og Kvinder; det var bare en eneste, som eksisterede for hende, og denne ene antog mer og mer hendes Søster Franciskas Træk. … Men umuligt! Det kunde ikke være hende! … Hvordan skulde vel hun kunde være kommen hid paa dette Sted?

Nu foreslog Erling Brun, at de skulde gaa; – det var intet at høre paa denne Sangerinden … Men nu vilde Jomfru Jansen sidde en Stund.

Er hun slaat om nu? tænkte Erling; hun sad jo som forhekset ved Sangen og Sangerinden.

Men nu var Nummeret tilende, og Sangerinden i sin halvnøgne Skikkelse kom ned i Salonen for at samle ind de smaa Bidrag paa den aabne Tallerken.

«Blir De syg?» spurte Marie Jomfru Jansen.

«Nei – – jeg er ikke syg; men saa besynderlig beklemt og angst … Det er kanske Tobaksrøgen og den kvalme Luften herinde.»

«Vi vil gaa udenfor i den friske Luft.»

«Nei, nei! La os vente lidt bare!» Sangerinden kom nærmere, smilende, leflende, fulgt af Publikums letfærdige Latter og Skjæmt. Hun stod tæt ved Erling Brun.

«Et Par Skilling for Sangen, unge Herre.»

Hun bøiede sig fremover med bølgende Barm og et frækt Smil om de fyldige Læber; men for tilbage som stukken af en Slange, da hun fik det første Glimt af Erlings brune Øine.

65Hun gav sig neppe Tid til at ta imod de Skillinger, han vilde slænge i Tallerkenen, eller høre paa hans smigrende Ord … hun vilde bare komme sig væk, liksom ræd denne Stemme, som hun vidste, hun kjendte fra før af: – men hvorfra – hvorfra?

Hun vilde vende sig til de nærmest siddende, da Jomfru Jansen med engang fór op lig en afsindig. …

«Hvad er det, Cecilie? Hvad vil du?» spurte Erling forfærdet; «kom, det er bedst vi gaar.»

Han søgte forgjæves at bringe hende til Ro.

Hun havde kjendt Sangerinden paa Maalet, der endnu havde bevaret en Del af sin gamle Friskhed. Nu vidste hun, at hendes Anelse var sand; denne arme Kvinde var ingen anden end Franciska.

Inden Erling kunde hindre hende, greb hun Sangerinden haardt ved Armen.

«For Guds Skyld, hvem er De?»

Neppe havde de to kvinder set hinanden ind i Øinene, inden de begge for tilbage, blegnende, bævende. …

Med Hænderne dækket for Ansigtet og med høit bølgende Barm styrtede Sagerinden op paa Tribunen og ind ad en Sidedør.

Jomfru Jansen vilde fare efter, men Erling holdt hende tilbage.

«Er du blit rent ruskende gal, Cecilie; ser du ikke, hvordan Folk glor paa os! …»

«Er De syg eller hvad er det?» hviskede Marie. Hun begyndte saa smaat at tro, at det var Skrækken 66over Porselænskabet i Forening med den kvalme, trykkende Luft i Salonen, der havde forvirret Jomfru Jansens Forstand.

«Lad mig bare komme frem. … det er min. … min …», raabte Jomfru Jansen aandeløst. Hun vilde rive sig løs fra Erling og fare efter Sangerinden gjennem Mængden, der havde flokket sig tæt sammen om det lille Selskab.

«Luft! Luft!» skreg hun. Det kjendtes som vilde hun kvæles. Og inden Erling kunde faa hende ud, sank hun med et Hvin besvimet om i hans Arme. Det blev et voldsomt Opstyr blandt Publikum. Nogle skreg paa Vand, og der lød en Summen af Stemmer som i et Hvepsebol.

«Hvad er hændt?» raabte en.

«En Kvinde er besvimet.»

«Aa, ikke andet.»

«Hun kjendte vist Sangerinden», sa en tredie.

«Kanskje en Familieroman …»

«Kan hænde Sangerinden var hendes Datter!»

«Ja, hvem ved?»

Slig gik det fra Mund til Mund, mens Erling løftede Jomfru Jansen op paa sine stærke Arme og bar hende ud paa Gaden. Ragnhild og Marie fulgte skjælvende og skrækslagne.

Fjerde Kapitel. Forsvunden!

Kapitlene er feilnummerert i originalen («Fjerde Kapitel» kommer to ganger).

Da Jomfru Jansen atter kom til Sans og Samling, laa hun paa Sengen i det velkjendte Kammer indenfor Butiken i Akersgaden, mens de to Søskende, Marie Svensen og Erling Brun, stod bøiet over hende.

«Gud, hvad var det?» raabte hun og saa sig forvildet omkring. «Var det en fæl Drøm? Eller hvad?»

«Du har været syg», svarte Erling i en afgjørende Tone, mens han flyttede Lampen lidt bort, at ikke det stærke Skjær skulde falde den halv bevidste Kvinde lige lukt i Øinene.

«Syg! … Nei, syg er jeg ikke», og Jomfru Jansen reiste sig fort op i Sengen; «men det er noget saa ondt, saa ondt!» Og hun tog sig i det samme for Hjertet. «Ja, nu husker jeg det; den ulyksalige Sangerbulen i Vaterland, hvor du førte mig hen, og saa Kvinden, jeg saa dernede.»

68«Ja, hvad i Himlens Navn var det vel med hende?» spurgte Erling, paa engang nysgjerrig og ærgerlig.

«Hvad det var? … Jeg sa det jo. Hun er min Søster Franciska. Aa, den ulykkelige!»ulykkelige!»] rettet fra: ulykkelige! (trykkfeil) Og Jomfru Jansen skjulte Ansigtet i Hænderne og brast ud i en saar Graad.

Marie, der nylig havde hørt den gamle Familiehistorie, følte sig underlig berørt.

«Kanske De har tat feil», sa hun beroligende.

«Nei, jeg tog ikke feil … jeg er saa sikker, saa sikker! … Jeg kjendte Stemmen, og jeg kjendte hende!»

«Ja, om nu saa var», sa Erling i en rolig Tone, «saa er det intet at gjøre ved. Franciska er sunken saa dybt, at hun ikke mere staar til at redde.»

«Og saa skulde jeg la min arme Søster gaa tilgrunde, uden saa meget som at gjøre et Forsøg paa at redde hende. Nei, slig Istap er jeg ikke … Men saa hedder ogsaa jeg Jansen, og du er en Brun, det blir stor Forskjel.»

Erling dreiede sig flot paa Hælen og var lige nær ved at ville plistre en Sangstump, men tog sig i det samme.

Som om Jansen skulde være ærligere end Brun! Ikke det bitteste Gran, tænkte han.

«Hvad vil du gjøre?» spurgte han høit.

«Gaa ned imorgen og se at faa Tag i min arme Søster. Jeg vil ta imod hende ligesom Vorherre tog imod den forlorne Søn. Kanske var det 69en underlig Guds Styrelse, at jeg kom ind paa det fæle Sted.»

Erling fandt det ikke Umagen værd at svare, skjælede blot hen til Marie, der var sunken sammen i en Stol henne i Ovnsroen.

«Det blir rigtignok meget at overta; en stor Tilvækst til Husholdningen», fortsatte Jomfru Jansen, med et megetsigende Sideblik til Marie. «Men kanske Gud har udseet mig og mit Hus som en Redningsplanke for Familien, og da vil jeg vist ikke unddra mig.»

«Du holder for mange Piger.»

«Ja, nu siden Marie er kommen, er vi for mange. Anna skal reise næste Maaned.»

Marie tænkte, at hun ikke længe skulde bli i Veien. Det blev vist ikke noget hyggeligt Liv, hun fik hos Jomfru Jansen. Hun vilde nok heller se sig om et andet Sted.

«Jeg har jo Renterne af de Penge, jeg arvede efter Mor», vedblev Jomfru Jansen, «med Forretningen gaar det ikke rart. Neimen om det gjør …» Med et Blik hen til Marie: «Du sidder saa ledig; de unge Piger nu for Tiden maa drives frem. Stel til lidt The og Aftensmad. Du kan da begribe, jeg maa have lidt at styrke mig paa.»

«Er De bedre nu?»

«Ja, Gudskelov, nu er det over. Det har været en rar Dag; først Porselænet og saa dette med Franciska.»

Erling vilde gi Samtalen en anden Retning.

70«Du tar det paa en feilagtig Maade», mente han.

«Hvilket? Med Marie?»

«Nei, hende tænkte jeg ikke paa. Jeg mente med Hensyn til Forretningen. Paa den Maade vil det aldrig kunne gaa. Du skulde drive med Øludstjænkning, holde ordentlig Restauration.»

«Nei, ikke for nogen Pris; dertil hader jeg Drikken altfor meget …»

«Du vilde, naturligvis holde et ordentligt Hus, det forstaar jeg saa godt.»

«Aa, det blir saamen det samme. Du kan kalde det ordentligt saa meget du vil. Jeg ved ikke, hvad du vil kalde det, naar Arbeideren sidder i Restaurationerne og ødelægger sine surt fortjente Skillinger, mens Hustru og Børn saa omtrent sulter?»

Erling trak paa Skuldrene.

«Derfor kan ikke de enkelte Restauratører gjøres ansvarlige. Arbeideren har sin egen fri Villie. Naar han ikke selv besidder, hvad de fine Herskaber kalder Ambition, saa gaar han i Hundene, enten han saa sidder hos dig og drikker Øl eller ikke. Alt, hvad du har at gjøre, er at holde et nogenlunde anstændigt Hus og lukke Forretningen Kl. 12 hver Kveld.»

«Ja, nogenlunde anstændigt, det er Ordet. Nei, Gutten min, slig vil ikke jeg drive det. Jeg vil ingen ødelægge, ikke bidra til mine Medmenneskers Ruin. At andre gjør dette, er ingen Undskyldning for mig. – Men jeg har alligevel saa smaat tænkt paa en Forandring. Jeg vil drive mere paa med Kafe og mindre Delikatesse. Du skal se, at slig en 71Kafeforretning uden berusende Drikke er en Fremtidssag i vor Hovedstad. Jeg vil slette paa Skiltet til Gaden: «Kafe. The, Kaffe, Chokolade,» – ingen berusende Drikke. Jeg tror, det vil lønne sig.»Forfatternote: I 60-Aarene var det før afholdskafeernes Opblomstren.

Jomfru Jansen havde talt sig varm, og saa stort ud i Fremtiden. Hun var en stærk Kvinde, hun følte sig ganske bra nu med Undtagelse af lidt Mathed og en vis beklemt Følelse.

«Vil du ikke bli en Stund?» sa hun til Erling, da denne reiste sig for at gaa. «Jeg var svært bedrøvet og sint paa dig for Porsellenet; men det er over nu. Ragnhild Lindbu sa sandt, da hun mente at værre Ting kunde hænde.»

«Ingen kjender Dagen, før Solen gaar ned» sa Erling Brun. Han kom pludselig ihu Ragnhild Lindbus betuttede og forpinte Ydre den Stund, da de skiltes. Tænk, om hun allerede i Aften havde iverksat sin Plan og var gaat … alene ud i Verden for at sætte sit eget og – hans Barn ind i Livet … og hvad? … Hvad vilde saa videre hænde?

Han tog sin Hat og gik fort ud. … kunde ikke stanse … de havde Brug for ham i Hotellet.

Fridagen var forløben.

*

Næste Dags Eftermiddag henimod 6-Tiden tog Jomfru Jansen Hat og Schawl og gik ud, efter at 72ha git sine Ordre til Pigerne. Til Marie sa hun ingenting; men denne vidste altfor godt, hvorhen Turen skulde gaa. Dog, dette ofrede hun ikke lange Betragtninger. Hun var altfor optagen med at overveie, om Jakob virkelig vilde komme ikveld, og om hun i saa Fald udenvidere skulde be ham ind i Kammeret og la ham sidde der til «Jansa» kom hjem. Dermed vilde hun jo vise, at hun havde «Næseben» nok til slet ikke at bry sig om nogen tredies Indblanden i hendes ømmeste Forhold.

Netop som hun stod bag Disken og funderede paa dette, gik Butikdøren op og en liden halvgammel Mand gjorde sin Indtrædelse.

Det var en underlig Person, saa grim, at Marie næsten gyste.

Hodet, der var altfor stort, sad paa et Par brede, uformelige Skuldre, og mens Figuren var liden og byttingagtig, stak han frem et Par store Fødder, ligesom Armene ogsaa var lange med grove, svære Hænder.

Det hele gjorde Indtryk af noget forfærdelig ubehjælpeligt. Med Munden gjorde han underlige Fagter og Næsen var altfor stor; men bag de tætte, buskede Bryn glimtede frem et Par dybe blaa, underlig sjælfulde Øine, slig at en næsten kunde bli øm om Hjertet ved at se ind i dem!

«Nei, er det ikke Literat Møller! Hvor artigt!» sa Anna, der i det samme kom vimsende ind med et Fad friske Koteletter. «Hvor artigt af Dem at ville titte indom. Nu er det da rigtig længe siden.»

73«Ja, jeg har hat noksaa travlt med min nye Digtsamling.»

«Saa – – det skal bli klassisk at faa læse Deres Digte.»

Møller lo med en rar, pibende Latter.

«Ja, Jomfru Anna, jeg haaber, De vil finde mine Digte klassiske. Jeg skal ha den Fornøielse at forære Dem et Eksemplar. Men la mig nu faa en Kaffe med lidt Tilbehør.»

«Det skal De faa. Værsgo gaa ind i ‘Privaten’».‘Privaten’»] rettet fra: ‘Privaten» (trykkfeil)

«Nei tak, jeg foretrækker at nyde Damernes Selskab.»

«Men nu skal jeg snart reise, er det ikke vemodigt?» spurte Anna og søgte at gi sin Stemme en sørgelig Klang.

«Herregud, er det sandt?» sa Møller, der havde tat Plads ved et lidet Bord.

«Javist er det den rene Gudsens Sandhed. Her ser De min Efterfølgerske.»

Anna gjorde Mine til at ville præsentere Marie, men denne vendte Ansigtet bort.

«Ærbødigste Tjener, høistærede Jomfru!» sa Møller og reiste sig med et lidet Tilsprang til et Buk.

«Literat Møller bor lige over Gaden i 2den Etage, og besøger os ofte. Du maa da ha set Møller før, du, som har boet her i Akersgaden saapas længe, Marie?»

«Ikke det jeg ved», svarte Marie i en ligegyldig 74Tone. Hun gabede af Kjedsomhed over Dvergens dumme Komplimenter og Annas Latter og flaue Talemaader, der gjerne endte eller begyndte med hendes yndlingsudtryk: «Nei, hvor det er klassisk!»

Omsider havde Møller drukket sin Kaffe – med mange ømme Blikke over til Marie, som han, i Parenthes bemærket, allerede beundrede som en stor Skjønhed; thi den lille Mand var, tiltrods for sin uheldige Legemsbygning, overmaade let tilgjengelig og let fængelig ligeoverfor det smukke Kjøn.

«Jomfru», sa han, idet han nærmede sig Marie, der sky og ræd trak sig længer ind bag Disken … «Ærbødigste Tjener! Vil Høistærede tillade mig at deklamere et overmaade skjønt Digt?»

Og saa begyndte han med Haanden paa Hjertet og med pibende Stemme at fremsi nogle Strofer af Tegners Digt om Aksel:

«O, Axel, svär
I döden, att du har mig kär?
Du svär! Hvi skulle jag då klaga?
Det skönaste utaf sin saga
Har lifvet förbehållt din mö;
Får hon ej vid ditt hjärta dö?»

En ny indtrædende Kunde afbrød heldigvis Deklamationen; men Kunden var snart ekspederet, og Møller begyndte atter sin Kurtise ligeoverfor den «smukke Kaféjomfru», som han kaldte Marie.

«De ser Jomfru, at jeg ikke er blottet for Aand … Hvad er vel Livet uden Poesi? Et Intet … Og hvad vilde Livet være uden Kærlighed? 75Uden Kvinden? Intet uden en Ørk. Jeg er fuldstændig enig med Digteren, naar han kvæder:

Vorherre var i godt Humør,
den Gang han Kvinden skabte.»

Denne Strofe sang han og gjorde frygtelige Gebærder med Læberne, mens Øinene lyste med en forunderlig Ild.

Marie trak sig helt ind i Krogen og ønskede bare, at Jakob vilde komme. Men Anna lo og syntes at more sig kostelig.

«Aa gid, hvor De er klassisk, Hr. Literat», læspede hun i sin brede Kristianiadialekt. Imidlertid kom der flere Kunder, og Møller var nødt til at trække sig tilbage. … Han gik bukkende og smygende for de høistærede Damer, mens Anna lo og neiede gratiøst.

«Uf, hvilken Ækling», sa Marie, da hun atter var blit alene med Anna. «Jeg forstaar ikke, at du kunde ta imod hans væmmelige Komplimenter. Han gjorde jo formelig Kur. Og slig en Vanskabning!»

«Han gjør Kur til alle Damer», sa Anna leende; «han er en stor Kvindeelsker; men fra min Side maa du da kunne forstaa, at det bare gik ud paa Moro. Nu tror jeg forresten, han vil legge sin Elsk paa dig; jeg saa det saa godt paa Øinene hans. Vi Kafejomfruer er aldrig nøie, ved du.»

«Fy, for en væmmelig en! … Isch. … Men hvem er han?» spurgte Marie i en haanlig Tone. «Stakkaren! … Jeg synes, han gik solid klædt og skulde ligesom føre sig fint.»

76«Ja, han er rig, skal jeg si dig, har arvet meget efter en Tante, en fin Frue, for han skal nok være af svært stor Familie. Klog er han ogsaa … Tænk, han kalder sig Literat og gir sig af med at skrive Digte og Fortællinger til Bladene!»

«Ja, det er jeg likegla’», sa Marie; «en slig Ækling vil jeg intet ha med.»

«Jeg synes du spurte, jeg … Forresten har han jo slet ikke buden sig til dig. … Kanhænde du kan komme til at si som Ræven om Rognebærene,» slængte Anna af sig, idet hun gik syngende og trallende ind i Sideværelset, mens Marie blev igjen med nogle Kunder, og var forfærdelig harm. – – – – – – – – – –

Men Jomfru Jansen gik alene i de trange Gader og mellem de lave Træhuse nede i det gamle Vaterland, indtil hun endelig fandt frem til «Helgesens Salon».

Her gik hun ind; men ikke ad Hovedindgangen, hvorfra Musikens Toner lød gjækkende, spottende og sanseberusende. Hun skyndte sig ind gjennem Porten og stolprede sig opad en lang, smal, mørk Gang til en Dør, hvorfra der trængte en Lysstribe ud. Her bankede hun paa og kom ind i et Kjøkken.

Hun bad en Pige, som hun tilfældigvis traf paa, om at faa Verten i Tale, og en førladen, rødkindet Kneipevært kom straks ud.

«Hvad ønsker De?»

«Er der en norsk Sangerinde her? …»

«Aa» … (idet han gjenkjendte Jomfru Jansen). 77De er den Dame, som besvimede igaar. Er De i Slægt med Frøken Hein kanske?»

Koldt afvisende: «Er hun her nu?»

«Nei da, nei … Hun er gaat sin Vei. Hvorhen? Se, det maa Guderne vide. For mig er Tabet uopretteligt; thi hun trak Herrer til Forretningen … Hun var i Klasse 1 blandt Husets Trækdukker, skjønt Stemmen ikke var saa rar. … For Pokker, hvor er hun blit af den lille?» snøvlede Værten med forfyldt Stemme.

Jomfru Jansen skiftede Farve.

«Jeg synes hun var lidt op i Aarene», kom det igjen sagte, bævende.

«Gjør ingenting, Frue. De smaa Jentungerne har Midler nok til at bevare Ungdommen og Skjønheden.»

Jomfru Jansen trak sig uvilkaarlig tilbage gysende og skjælvende.

«Saa, De har slet ingen Anelse om, hvor denne … Frøken Hein, som De kalder hende, har tat Veien hen?»

«Neigu om jeg har, nei …» Han braasnudde og forsvandt gjennem en Sidedør.

Jomfru Jansen gik hjemover med en underlig Klemsel for Brystet. Det føltes mest som var hun nær indpaa Graaten. I Gaderne var der en Færdsel og et Mylder uden Lige. Men Jomfru Jansen var som blind og døv for al denne Stimmel; hun gik som en drømmende, bare fort, fort opover for snart at komme hjem. I Farten stødte hun ofte mod de 78forbigaaende Herrer, og sansede sig først ved det brugelige «Om Forladelse!»

«Aa, jeg bér!»

Herregud, tænkte hun; altsaa blev Franciska som revet væk i samme Nu, som jeg var kommen hende nær.

Men Cecilie Jansen var et energisk Fruentimmer, der aldrig vilde slippe Taget, forinden det ganske glippede … Det maatte vel kunne gaa an at melde Sagen til Politiet? … Da kunde den ulykkelige Søster kanhænde endda bli gjenfunden.

Femte Kapitel. Modbør

Indenfor «Jansas» Butik, i det «Allerhelligste», sad Marie og Jakob Holm i fortrolig Samtale.

Marie havde stelt det saa hyggeligt, som hun forstod. Hængelampen var tændt, og paa Bordet stod et Bræt med to fyldte Kaffekoppe og en «Lommelærke». Jakob havde spleiset med en Kammerat i Løbet af Eftermiddagen til to Halvpægle med ægte, gammelt fransk Brændevin, og nu skulde den lille Skvætten, der var blit tilbage, gaa til en «Doktor», som Marie skulde faa Lov at destillere.

Selv var hun ræd det «stærke», stakkars Pige, altfor ræd, mente Jakob; hun holdt sig bare til den rene «Mokka» med Hvedeboller. I Grunden følte hun sig utilpas … maatte rent overvinde sig selv for at se glad ud … Det kom over hende som et Stygvær ved Tanken om, hvad Jomfru Jansen vel vilde si, naar hun nu snart kom hjem og fik træffe Jakob Holm i god Ro herinde …

80Gud ved nu, hvordan det vil gaa? fortsatte Marie sin Tankegang. Men det fik ikke hjælpe; hun fik bare slaa sig vrang og uvorren ligeoverfor denne «Jansa»; thi bryde med Jakob, det havde hun Greie paa, at hun ikke vilde …

«Skaal, Marie», sa Jakob og stødte Kaffekoppen sin mod hendes. «Jeg synes, du ser saa svært betænkt ud. Finder du dig ikke tilpas i Konditionen?»

«Aa jo», svarte Marie undvigende. «Men her er svært meget at gjøre. Folk gaar ud og ind i et Sæt. Jeg er ikke vant til saa mange fremmede. Jeg blir, hvad de kalder for – nervøs …

Jakob betragtede opmærksomt den unge Pige. Han kunde nok se, at der var lidt i Veien. Han var ikke fuld ikveld, – havde bare ganske lidt paa, slig at han var i godt Humør; thi liksom mange andre forfyldte Subjekter var Jakob slap og daarlig, naar han var ganske ædru, og da stod ogsaa gjerne Humøret ved Frysepunktet.

Jakob la en 12-Skilling paa Bordet.

«En øl, Jenta mi!»

«Det tør jeg ikke, Jakob. Vi holder ikke Udskjænkning.»

«Men jeg har vel Lov til at rive i en Øl, naar vi er ene to. Hvad vi gjør, behøver du jo ikke plapre ud til Kreti og Pleti.»

«Det blir det samme. Jeg tør ikke Jakob. Du kjender ikke Jomfru Jansen.»

«Fy, for Pokker, er hun slig en Hurpe? Ja, gamle Kvindfolk, de skulde hænges.»

81«Hys da, Jakob», sa Marie stille og bedende.

Hun havde hørt Jomfru Jansens Stemme ude i Kjøkkenet.

I samme Øieblik blev Døren slaat op paa vid Gab, og den værdige Dame kom feiende ind i Værelset.

«Naa, det maa jeg si», sa hun med et glubsk Blik til Marie. «Saa du holder Selskab; det er flot!»

«Det er bare – Holm … Kjæresten min … som er kommen indom en Stund», svarte Marie i en sagtmodig Tone.

«Jasaa, Frøkenen er altsaa forlovet … Var det med din Mors Samtykke, om jeg tør spørge?»

Marie sad med Graaten i Halsen.

«Vi blev. … forlovet … straks før … Mor døde …» stammede hun tonløst med et angstfuldt Blik henimod Jakob, der havde reist sig med en mørk, uheldsvanger Mine.

«Jeg vil intet Kjærestrend ha», sa Jomfru Jansen i en afgjørende Tone. «Og De, min flotte Mosjø, De stikker øieblikkelig ‘Lærken’ i Lommen; de er vel Eiermanden, Marie farer vel ikke med sligt?»

Marie stod høirød af Skam. Jakob trak Øienbrynene sammen.

«Og du, Marie», fortsatte Jomfru Jansen i samme Dur, «Du tar straks Kaffebrettet ud. Hvis nogen kom ind og saa sligt Søl, da vilde Forretningen komme i Vanry; der skal ikke mer til.»

82«Kaffen er sandt for Dyden betalt, det skal jeg la Dem vide, for Pokker», raabte Jakob med dirrende Stemme og slog Næven i Bordet i et rykende Sinne, slig at Kopperne dansede.

Marie greb Jakob ved Armen og saa ham ind i Øinene med bedende Blikke … Aa, hvor hun var angst; men Jomfru Jansen tog det ganske rolig.

«Er De fuld eller gal, Mand; hvordan tar De paa Vei? Vil De kanske, jeg skal hente en Konstabel?»

Jakob skubbede lidt paa sig.

«Konstabel? Sa De Konstabel? Ha, ha!» Han lo fult. «Jagu sa jeg Smør, ja! Konstablen kjenner mig og jagu kjenner jeg Konstablen!»

«Ja, nu faar De forholde Dem rolig og si Farvel til Marie. I mit Hus kommer De ikke mer. Jeg vil ikke ha den Slags Folk indom mine Døre. Saa faar du se at faa Holm ud Kjøkkenveien, du Marie. I gaar ikke mellem Butiken, det er saa meget du ved det.»

Dermed gik Jomfru Jansen ud af Værelset samme Vei, som hun var kommen.

«Hørte du, hvad hun sa?» raabte Jakob med indædt Harme. «I gaar ikke mellem Butiken», efterabede han … «og saa sa hun ‘den Slags Folk’ … Herregud! Som om en ærlig Haandværker ikke skulde være liksaa god, som denne ‘Jansa’. … Men jeg bøier mig aldrig for noget Menneske, og nu undres jeg paa, om du vil bøie dig, du Marie?»

«Nei», svarte Marie bestemt. «Jeg sier straks 83op Konditionen. Naar hun vil forby mig at tale med Kjæresten min, saa kan jeg ikke bli.»

«Det er rigtig! Du er i Grunden en kjæk Pige, Maia mi» … Og Jakob drog hende ømt ind til sig … Marie følte sig stolt og glad. Ved denne Mands Arm syntes hun gjerne, at hun kunde trodse den hele, vide Verden.

«Gud hjælpe mig, hvis du sviger mig, Marie», sa Jakob med mild Stemme. Ja, da …» Han gjorde liksom et Snit over Halsen og hikkede stygt; «da forsvinder jeg med engang.»

«Huf da, Jakob, tal ikke saa stygt; du ved da at jeg er din.»

«Det ved jeg ikke saa sikkert … Kvinderne er ikke til at stole paa.»

«Jo da, Jakob, paa mig kan du stole.»

«Er det sikkert det? Tak, Vennen min!» – – – –

De stod et Øieblik og saa hinanden ind i Øinene … Jakob var en kjæk Fyr; kun saa han lidt Don Juan-agtig ud, og det var et svagt, sanseligt Træk om de tykke Læber, der misklædte ham; men Marie saa det ikke, hun var aldeles skudt. Jakob havde fanget hende med en eneste Gang.

De gik ud mellem Kjøkkengangen. Mina var ude, saa de undgik alle nysgjerrige Blikke.

Men i Butiken stod Kunderne sammenstuvet, rædde, med griske, nysgjerrige Blikke. De var blit opmærksomme paa Larmen og de høirøstede Stemmer fra Sideværelset.

84Jomfru Jansen gik bag Disken med en ligegyldig Mine og ekspederede, som om intet skulde være i Veien. Dette var en privat Affære, som ingen skulde faa Tæften af. Hun havde aldrig været udsat for Sladder, og vilde vogte sin Tunge ogsaa nu … Men hvor hun beklagede den arme Marie, der var falden i Hænderne paa en slig Slusk!

I samme Øieblik kom Marie springende ind fra Gaden.

«Jeg skulde ha to Øl og saa var det Pant for Flaskerne», sa hun aandeløst og kastede 1 Mark paa Disken. «Det er til en, der venter ude.»

Hun maatte vente noksaa længe, inden Jomfru Jansen med en Ergerlig Mine leverede Øllet og vekslede Pengene. Men Marie sprang atter ud, glad og let om Hjertet, til den, der ventede.

Jakob drak omtrent en halv Øl i Portrummet, mens Marie var inde i Kammerset og i rygende Fart fik slængt paa sig Hat og Jakke. Om en Stund gik hun og Kjæresten hurtigt og i hviskende Samtale opover Gaden til Hammersborg, hvor Jakob logerede.

*

«Synes du det passer sig at fare afgaarde med en slig Fyllefant», sa Jomfru Jansen, da Marie kom hjem sent paa Kvelden. «Du havde desuden ikke Udlov ikveld.»

«Det ved jeg, men naar jeg ikke faar snakke med Jakob her, saa …»

«Du maa skamme dig noget, som du bærer dig 85ad. Hvad tror du din Mor vilde si, om hun kunde se op?»

«Det blir vist Dem det samme», sa Marie med flammende Øine. «Desuden har jeg intet ondt gjort». Hun havde pludselig faat Munden op. Det var Jakob, der havde indgydt hende Mod … «Det er liksaa godt at si Dem, at jeg ikke vil bli her … Det er jo akkurat som om jeg skulde være paa Naaden … Jeg vil gaa i Byen straks imorgen for at høre mig om efter Kondition.»

Jomfru Jansen braasnudde der hun stod og stirrede den unge Pige Hast og alvorligt ind i Øinene.

«Du gjør naturligvis som du vil. – Jeg har jo intet at si i den Sag, saafremt du ikke vil ta imod et godt Raad af én, der er ældre og mere erfaren end du. … Jeg tog dig i Huset i en god Mening; men jeg ser nok, at jeg ikke har nogen Tak for, hvad jeg har gjort. … Det blir nu akkurat det samme. … Stakkar, du gjør værst imod dig selv, som gir dig hen til en Mand, der ikke vil kunne forsørge dig et Aar, langt mindre hele Livet …

Jomfru Jansen sa ikke mer; hun gik ud i Kjøkkenet og slog Døren haardt i.

Sjette Kapitel. En Mor

Solen var gaat ned bag de fjerne Aase og der laa over Byen en mystisk Taage. I Udkanterne hvilte der et hjemligt, godsligt Præg over de enkle Træhuse og større Gaarde, hvor alle Leieboerne kjendte hinanden. Hvor Gemytligheden forplantede sig til Barneflokkene, der dengang som nu lekte i Gaardsrummene, mens de sang sine smaa søde Kjærlighedsviser om «Skjøn Ridder» og «Nordlandsfrieriet». Det lød fra Børnene i rene Akkorder, spottende ud til de mange voksne Mennesker:

«Aa naa er jeg saa inderlig gla …
inderlig gla, –
for naa har jeg faat den, jeg vil ha …
den, jeg vil ha.»

Der laa Længsel i Luften. Hæggen duftede. Syrinen stod i Knop. Birkelsvet var saa friskt og grønt og Smaafuglene for kvidrende og lokkende ud 87og ind mellem Grenene. Men langt bort i det fjerne, der, hvor Aaserne blaanede, der galte Gjøken. …

I Byens Udkanter var det dengang som nu. Det var Vaarglimt udover den duftende Skog og over de grønne Marker. Men Vaarskjæret laa kanske tættere ned over Byen; thi Udkanterne var endda ikke trukket saa langt væk.

I St. Halvarsgade var det som den Dag idag. Samme frie Udsigten mod Ekeberg og de frodige Græsmarker med Lier og lidt Kratskog nedenunder Berget.

Det er sent … Klokken har slaat de 12 Slag … og saa … det ene, høitidsfulde, der bebuder Midnat.

Det er stilt i Gaden, – Folkefærdslen er ophørt … kun en enkelt én kommer fra Byen, en eller anden Nattevandrer, der søger til sit Hjem … Men oppe under Ekeberg er der endda Liv, – det er som et Ekko af Latter og Stemmer, der trænger ud i Luften. Det er den kaade Ungdom eller nogle Gauker, der holder til deroppe; thi nu er Vaaren kommen eller Sommeren med Frihed og Frihedstrang. Nu heder det: «Farvel du kvalme Stuekrog», og der viser sig liden Lyst til Arbeide. Der ses hele Natten dunkle Skygger af Folk, der svæver over Engene eller dukker op hist og her mellem Buskene. I 60-Aarene var det som nu fuldt op af husvilde og Friluftsmennesker, der priste den naturskjønne nordiske Sommernat.

Men ind under et Træ ned mod St. Halvardsgade 88sad en enlig Kvinde med en Bylt, som hun holdt tæt trykket ind mod sit Bryst. … Og fra Bylten lød der som dæmpede Kluk liksom fra et Barn.

«Tys, tys, du lille Pipen min», hviskede den unge Mor, idet hun byssede og sagte vuggede den lille, mens hun passede nøie paa, at der var saavidt Luftrum mellem Tørklæderne, at Spædbarnet, der gjemtes indenfor, kunde faa aande.

Nu drog hun Tørklædet tilside slig, at der gløttede frem et bitte lidet Barneansigt med en yndig liden Mund og de yndigste smaa Barneøine, en kunde tænke sig. Moren la den lille til Brystet, mens hun dækkede godt over og saa sig sky og forsigtig om til alle Sider.

Den vesle Gutten sov snart og drog Aanden i korte, lette Drag, som slige smaa pleier at gjøre. Den unge Mor vuggede ham i sine Arme og nynnede en gammel Barnevise, hun havde kunnet længe:

«Sov sødt. Barnlille,
Lig rolig og stille,
Saa sødelig sov.
Som Fuglen i Skov,
Som Blomsterne blunde i Enge.
Gud Fader har sagt:
Staa Engle paa Vagt,
Hvor mine de smaa er i Senge.»

Javist! Staa Engle paa Vagt!. … Det kunde nok trænges, for hun kunde ikke være Mor, hun …

89Det gik som et Stik igjennem hende; det føltes saa ondt, saa ondt, idet hun klemte den lille tæt indtil Brystet, saa hun næsten blev red, han skulde vaagne.

Hun havde baaret ham under Hjertet … hun havde skjænket ham Livet … og han var hendes første og vilde bli hendes siste Kjærlighedspant … Men han var ogsaa hendes Smertesbarn, for om en liden Tid maatte hun friste at rive Moderhjertet ud af Brystet og kaste den lille spæde Tingen fra sig, ud i den vide Verden. Men … «staa Engle paa Vagt … staa Engle paa Vagt» … Aa! … der kom en Taare … der kom flere, mens hun foldede Hænderne over den vesle Bylten, der gjemte hendes egen gode Gut.

Hun var en høi, byrg og velklædt Kvindeskikkelse. Læseren vil ikke ha vanskeligt for i hende at gjenkjende Ragnhild Lindbu, skjøndt det friske, rødmussede Ansigt er blit blegt og noget tyndere, mens Øinene brænder som i Feberhede. Underligt alt, hvad én skal gjennemgaa, sa hun til sig selv; men det er «Lagnaden», sa altid hu Mor.

Dagen efter Spadserturen og Besøget i «Helgesens Salon» i Selskab med Erling Brun og øvrige, havde Ragnhild Lindbu gjort Alvor af sin ligefremme Hentydning til Erling. Hun var reist ud i St. Halvardsgade til de to gamle Folk, der averterede, at de vilde ta imod en Kvinde, der ventede sin Nedkomst.

Her havde hun da været omtrent 1 Maaneds 90Tid og havt rigtig god Forpleining. Hun vilde endda, at de gamle Folkene skulde tat Barnet hendes til Opfostring, men det kunde de ikke indlade sig paa. I Hotellet vidste de ikke andet, end at Ragnhild var reist hjem til Lindbu for et kort Besøg, og de skulde heller aldrig faa vide mere. Med Erling Brun havde hun ikke talt siden hin skjebnesvangre Søndag … og det var vistnok for siste Gang; thi hun vilde aldrig se ham mere i denne Verden … Hun elskede Erling, elskede saa det brandt og sved … Aa, dette Aar, i Hotel «Nordstjernen», hvor det havde været deiligt! … Hun var sendt til Byen af Forældrene, som det ofte brugtes i hine Dage, for at lære Husholdning i et af de finere Hoteller. Til Høsten skulde hun saa hjem for at holde Bryllup med Arne Granli, med hvem hun havde været forlovet næsten fra hun var et Barn. Hun var blit vant til at betragte sig som Arnes Brud, – det var et rent Vaneforhold. Han var en ganske pen Bondegut af hendes egen Alder. De havde gaat paa samme Skole og staat sammen paa Kirkegulvet, og at de engang skulde bli Mand og Hustru, det var en afgjort Sag. De mislikte ikke hinanden – nei da! Men de elskede heller ikke. … og heller aldrig havde de elsket nogen anden. Men saa kom Ragnhild til Hotellet i Kristiania. Hun kom ud … kom til at leve et friskere Liv, som af sig selv udspandt der sig et inderligt Forhold mellem hende og den unge, kvikke Opvarter, 91der var saa ganske forskjellig fra Bondegutterne hjemme … Med hele sin Sjel gav hun sig hen til Erling. … Aa, Gud, hvor letsindig hun dog havde handlet; thi hun vidste godt, at hun, den rige Bondedatter af den gamle gjæve Ætten, hun kunde aldrig gifte sig med en simpel Hoteltjener … nei, var det likt sig det.

Erling var en bra Gut. Straks han blev vidende om, at hun var i Omstændigheder, havde han sagt, at han vilde ta hende til Hustru, og han havde sagt, at han holdt af hende. Men det blev akkurat det samme, – hun kunde ikke for sit Liv. Hvad vilde de si hjemme i Bygden? Og hvad vilde Far og Mor si? … Aa, hun huskede godt den Gang, da den næst ældste af hendes Søstre var løben bort med Tjenestegutten. Hvilken Skam! Hvilken Tort! – Aa, Gud, Far og Mor havde ikke været sig selv lige helt siden den Dagen. … Og saa skulde hun gjøre det samme – hun, der nu var den siste af Lindbudsøstrene! Nei, da fik hun heller selv lide for sin syndige Elskov. Hun vidste godt, at det var sandt, hvad Erling havde sagt, at hun kom til at ofre tre – ja, kanhænde fire Menneskers Livslykke, for hvad vilde der vel bli af Gutten hendes? Alene i Verden uden Far, uden Mor?

Og den rige Bondegutten, som skulde føre hende til Alteret? Kunde hun vel gjøre ham lykkelig? Aa nei, det vilde nok bli klein Lykke … Aa, for Liv hun vilde faa! … Hun fik nok synge den gamle 92Kjæmpevisen, som Søster hendes, der var Præstefrue, saa tidt havde smaanynnet:

«Marken har Blomster,
Skogen har Bær,
Men klagelig rinde mine Dage».

Aa, hvor hun havde været vetløs, uforsigtig! …

Hun huskede nok! Og der kom i det samme over hende som en varm Glød … Men hun havde dog været lykkelig, – hun havde levet for en Gangs Skyld, og hun vilde ikke ha det ugjort. Nei, nei!

Ikke ugjort for nogen Pris.

Hun liksom værgede for sig, idet hun drog et dybt Suk og saa sig omkring. Det var stilt. Sommernattens Demring laa over Naturen.

«Vi faar nok se at komme os ned til Byen, du og jeg. Guldgutten min», sa Ragnhild Lindbu. «Jeg skulde gjerne sidde her med dig. … aa, til evig Tid; men jeg tør ikke jeg kan ikke, – min Beslutning er tat.»

Hun var nær ved at graate, da hun reiste sig og svøbte den lille tættere og varsommere ind i Plæddet. Saa tog hun op en liden Haandvadsæk, der laa ved Siden i Græsset, smøg sig derefter mellem en Hæk og gik nedad St. Halvardsgade hurtigt og bestemt, som vilde hun slaa sig uvorren og trodse alt.

Hun gik over Grønland og Storgaden opover, til hun naadde Stortorvet. Hun dreves frem som i Angst. Hun havde hidtil været heldig og ingen 93truffet; – det var jo Nat og Færdselen stilnet af. Men likevel var hun ræd og sneg sig frem langs Husvæggene, idet hun nøie udspeidede Terrænet, og traf hun enkelte Gange dunkle Skikkelser, der sneg sig frem som hun selv, eller var det Konstablerne, der var i Anmarsch, saa passede hun straks sit Snit til at komme sig undas.

Kommen frem til Stortorvet, gjorde hun en Afstikker op mod vor Frelsers Kirke, hvor hun satte sig udmattet ned paa en Bænk og la Barnet til Brystet.

Aa, Gud, hvilken Jammer! Hvilken rædsom Stilling! –

Hun dreiede Hodet og saa opover den slumrende By … Fik ikke Tid til videre Betænkninger; thi i samme Øieblik mødte hun et Par dristige, mørke Øine og saa en lurvet Mandsperson, der bøiede sig ned over hende.

«Naa, Jenta mi …»

Ragnhild hørte ikke mere. Med et Angstens Skrig fór hun op og løb som en Besat over Torvet opover Grænsen med det klynkende Barn i sine Arme.

Først da hun var naaet til Hjørnet af Akersgaden, stansede hun for at dra Aande og tysse paa den lille.

«Det blir nok ikke nogen Søvn mere med dig, Pipen min, og jeg som tænkte at faa dig til at sove. …»

Hun gik Akersgaden op, til hun kom til Jomfru 94Jansens Delikatesseudsalg. Her gjorde hun atter en Stans. «Aa, om jeg turde, om jeg turde? Jomfru Jansen vilde vist bli en god Mor mod min lille …»

Hun næsten skjalv ved Tanken, – listede sig stille hen til Porten og prøvede, om den var stængt, – nei, den var bare lukket indtil og gav straks efter for hendes Tryk.

I Portrummet satte hun sig ned paa en Plankeende, som tilfældigvis var bleven lagt did … Hun tyssede paa Lillegut … la ham til Brystet og fik stagget ham; saa gik hun stille ind i Gaarden … Tæt ind mod Jomfru Jansens Kjøkkendør blev hun staaende stille og lyttede … Hun kyssede sin lille og vilde netop lægge ham ned foran Tærskelen, da … hun fik Skimten af et stærkt Lysskjær fra Jomfru Jansens Soveværelse. Hun hørte Stemmer og nogen, som gik ud i Kjøkkenet. … Hurtig som Lynet tog hun atter den lille i sine Arme og sprang gjennem Porten ud paa Gaden.

Men da hun atter stod derude, angrede det hende. – Bedst, om hun havde ladet den vesle Tingen bli der, hvor hun havde lagt ham, kanske nogen var kommen ud, saa havde de set ham og straks tat ham ind. – Men nu var det forsent, og forsent er forspildt …

Hun havde hele Tiden tænkt paa at sætte Barnet ud, men underlig nok var hun ikke kommen ihu Jomfru Jansen forinden i siste Øieblik, da hun tilfældigvis kom opover Akersgaden. Men denne Plan 95forekom hende aldeles udmærket. … Aa, dette Lyset, som havde skremt hende slig … men underligt var det jo ikke … Var det ikke en mørkets Gjerning, det, som hun nu vilde ta sig for Herregud, en Mor, der setter ud Barnet sit! … Som i Vildske skar hun op Grænsen og bortom Pilestrædet … Længe blev hun gaaende som uden maal, indtil hun kom til en af de ældre Gaarde, der staar lidt indenfor Gaden med en Have foran.

Dengang var Haven vel pleiet og Huset saa solid og hyggeligt ud … Hun blev betagen af et vist Velvære – ønskedede sig pludselig indenfor de fire Vægge …

Hun blev staaende en Stund … Her var ingen Folk at se. – Men Dagen var alt begyndt at gry … det vilde ikke vare længe, inden nogen begyndte at røre paa sig.

I de store Steder begynder Færdselen tidlig og ophører først sent udover Natten.

Hun maatte skynde sig … ta en rask Beslutning … Den lille sov trygt mellem sine Tørklæder, – det var jo akkurat beleiligt Hurtig som Tanken fór hun gjennem Haven; gav sig ikke Tid til at beundre Blomsterne, der stod skjælvende i Morgenduggen …

I et nu var hun inde i Huset og oppe ad Trappen. Hun troede, det maatte være sikrest i 2den Etage … Og der udenfor Entredøren la hun den lille, – efter først gjentagne Gange at ha kysset Tørkledet, der indesluttede den uskyldige.

96Saa gik hun ud igjen … det kjendtes saa rart, saa tomt …

Hun bad en stille Bøn, at Gud vilde værne om den lille deilige Guldgutten … «Staa Engle paa Vagt» – ja, staa Engle paa Vagt! Denne Kvinde havde nu, tiltrods for sit Fald, følt det største, det reneste af alt paa Jorden, nemlig Moderkærligheden.

Hun drev nedover Byen igjen, til «Vor Frelsers Kirke». Her satte hun sig ned paa en Bænk, indtil det blev Morgen og det yrende Folkeliv begyndte. Da gik hun ned i «Heftykjælderen» og fik sig Kaffe og Smørrebrød. En Times Tid efter reiste hun opover med Jernbanen til Eidsvold. Fra Minne tog hun videre med Dampskib opover Mjøsen, og fra Hamar bestilte hun sig Landskyds hjem til Lindbu.

Hun stundede nu bare efter at komme til Far og Mor. Der laa over hende som en Tyngsel, – kjendtes saa saart, saa saart for Bringen … Barnet, den lille gode Gudsengelen, havde hun ikke godt for at faa ud af Tankerne … men det maatte vel bli lettere siden, naar hun bare var vel hjemme. – – – – – – –

Paa Gaarden Lindbu sad de inde i Kjøkkenet og spiste Kveldverden, Tjenere og Arbeidere sammen med Husbondsfolkene, slig som Brug og Skik var dengang paa Oplandene.

«Nu kommer her Fremmed tilgaars», sa en af Jenterne.

«Det er et Kvindfolk», sa en anden.

97De saa en Skydskariol komme kjørende op mod Gaarden. Nu svingede den ind paa Tunet, – og nu saa de alle, hvem det var, der kom.

«Er det ikke …» begyndte Ingebjørg Lindbu, Konen paa Gaarden. Hun hostede og tog sig igjen. «Det er jo Ragnhild! Herregud, hvad skal det bety, at hun kommer nu?»

Anders Lindbu, Manden, blinkede til hende. Hun skulde ikke si mer. Saa hun ikke, at Jenterne var blit opmærksomme og sad der med store, stirrende Øine! Om det betød noget ondt, at Ragnhild kom nu, saa skulde ingen faa vide det; de fik bære det hos sig selv …

Saa gik han frem i Døren for at ta imod Datteren.

Ragnhild sprang ud af Kariolen, let som en Fjær og var i et nu inde i Kjøkkenet. Hele Veien havde hun stivet sig op for at se kry ud, naar hun kom hjem. Ingen maatte skjønne nogenting …

«Godkveld, Far! Godkveld, du Mor!» Saa gik hun omkring i Kjøkkenet og hilste alle med lidt fastere Haandtryk end før.

Hun havde faat Bymanerer og Bysving det Aars Tid, hun havde været i Hovedstaden. Hun talte fort og i et Sæt, og ikke bare om Aarveien.Aarveien] avlingen

De trege Bønderne trak sig bort fra hende som fra noget nyt og ganske fremmed.

Der kom med hende som et friskt Luftdrag udenfra.

«Men hvorfor kommer du nu?» spurte Faren, 98da de var vel inde i Dagligstuen, og Døren var lukket. «Det var jo først til Høsten, du skulde hjem.»

«Jeg fik Hug til at reise med det samme», svarte Ragnhild med en lidt unaturlig Latter. «Jeg er udlært i Husholdningen nu … og saa har jeg været syg.»

«Ja, du ser klein ud … det er vel aldrig hændt noget galt? …» Moren braasnudde i Angst ved Døren.

«Langtifra, hvor kan I tænke saa galt? Hvad skulde vel være hændt?» Hun lo … «Ingenting er skeet, uden at jeg længtede og vilde hjem.»

Ragnhild Lindbu var en god Bondejente, en ærlig Natur. Det gik indpaa hende at lyve slig; men hvad skulde hun vel gjøre?

Der var ingen, som svarte; men om en Stund sa Faren:

«Ja, ja, du faar være velkommen da, og se nu til, du kan faa sidde.»

Ragnhild satte sig ved Vinduet og saa ud over de frodige Marker og henover Græsvolden, hvor hun havde leket som Barn. Der kom og gik mange Slags Tanker; men tilsist kjendtes det dog trygt og godt at være kommen hjem. Og nu udspandt der sig som af sig selv en Samtale mellem hende og Faren om Aarveien, Kjendinger, – og endelig saa smaat bortover om Kjæresten hendes, han Arne, og at hun nu snart maatte begynde at lage til Bryllup.

Denne Vending i Samtalen kom over Ragnhild 99som en Frostrid; men hun lod sig ikke mærke med, at Hjertevarmen i hende nu maatte begynde at fryse til. Tomme for Tomme.

Men saa kom Moren ind og dækkede Kveldsbordet. Datteren maatte faa sig Mad … Hun maalte den unge Pige og fattede hende skarpt ind i Øiet, idet hun tænkte, at det nok maatte være noget i Veien likevel.

«Har du ikke tøiet dit med, Barnet mit?»spurte hun kort og bestemt.

«Nei, det staar igjen paa Hotellet.»

«I Hamar?»

«Nei, vist ikke, – i Kristiania.»

«Det var da rart.»

«Nei, det er saa ondt at fare med saa meget Tøi med Jernbanen, det ved I nok selv; det blir sendt efter som Pakgods.»

Der var ingen, som svarte noget.

«Nu, Jenta mi, faar du sætte dig indtil Bordet og ta en Kop Kaffe og en varm Vaffel; Lava holder paa med at stege flere.» – Det var Moren, som talte. Stemmen lød lidt brudt og usikker. Bordet var fint duget og de gamle Porsellenskopper var kommen frem. Ogsaa her skulde «den fede Kalv» slagtes i Anledning denne Datters Tilbagekomst. Der sad da disse tre Mennesker, Far, Mor og Datter, og snakkede op og ned om mange Ting; men ikke om det, som laa dem dybest paa Hjertet, nemlig om Grunden, hvorfor Ragnhild nu sad der hjemme blegere og hel forandret fra den Tid, 100da hun var reist bort. Men fra denne Stund stivnede Ragnhild til som en Isklump, og hun tøede ikke op mere paa mange, mange Aar.

Hun gik tidlig til Ro, mens Moren sad indved Sengen hendes med sin kolde, tørre Mine. Anletsdragene var haarde, uden Glimt af noget, der lignede Smil … Slig vil jeg komme til at se ud, tenkte Ragnhild. Hun laa og lyttede til Husklokkens regelmæssige dæmpede: Tik, tak – tik, tak, – og nu fik hun det til, som skulde det lyde: «Mors Lod, op igjen – op igjen, op igjen» … og under denne Lyd sov hun ind.

Men paa Hotellet i Kristiania fik de om nogle Dage et Brev, der lød slig:

Til Velagtede Hoteleier Werner,
Hotel «Nordstjernen», Kristiania.

Undskyld! Jeg kommer ikke mere igjen. Jeg blir hjemme nu og skal giftes til Høsten med velagtede Gaardmand Arne Granlid. Om De og Hustru vil komme til Bryllup, er De velkommen. De skal nærmere faa vide Dagen. Vil De være saa god at be Deres Hustru eller en af Pigerne pakke alt mit Tøi og sende det med første afgaaende Jernbanetog med Adresse til Gaardmand Anders Olsen Lindbu.

Lindbu pr. Hamar.

Ærbødigst
Ragnhild Lindbu.

101– – – – – –

«Hvorfor mon hun reiste saa braat?» spurte Fru Werner den af Pigerne, der hjalp til med at pakke Ragnhilds Tøi.

«Aa, det kunde jeg vel kanske si lidt om, hvis jeg vilde.»

«Hvad mener du?»

«Mærkede ikke Fruen, at Ragnhild var blit paafaldende forandret i den siste Tid?»

Fruen tænkte sig om.

«Ja, jeg synes nok, hun var blit lidt rar … Du mener vel aldrig –?» Fruen gjorde en betegnende Bevægelse med Haanden.

«Jo, netop, – det mener jeg; men husk paa, jeg har ingenting sagt.»

«Bevares, nei!» I samme Øieblik kom Erling Brun trallende opad Trappen. Han keg ind ad Døren og saa øieblikkelig, hvad Damerne havde fore.

Altsaa maatte de ha hørt fra Ragnhild. Han vidste nu, at hun ikke mere kom igjen; men han vilde ikke spørge …

«Kanskje han der kunde vide lidt mere», sa Opvartningspigen henvendt til Fruen, da Erling var forsvundet ad næste Dør.

«Nei, det er vel aldrig muligt? Jeg trodde, Ragnhild Lindbu var en ordentlig Pige.»

«Hun som vi andre.»

«Men nu lager hun jo til Bryllup derhjemme paa Oplandene?»

102«Derfor kan hun meget godt først ha laget til Barsel her i Byen. Hun er hverken den første eller den siste, som sligt har hændt; men bevares, jeg har ingenting sagt.» – – – –

Erling Brun gik fra den Stund som i en Søvnørske, – maatte ta sig sammen for at ingen skulde mærke noget. – Jamen maa jeg saa, ja, tænkte han ved sig selv. Han havde for altid mistet sin første og eneste Kjærlighed, og det gik haardt ind paa ham. Saa kom der ogsaa andre Tanker. Hvad mon der var blit af «den vesle»? Ragnhild skulde vel aldrig …? Han turde ikke tænke Tanken tilende …

Men hans Beslutning var tat. Her i Byen vilde han ikke gaa og slite som Tjener al sin Tid. Han vilde se at komme over igjen til Amerika og lægge sig efter at tjene Penge – bli en Mand, og saa komme tilbage til Norge og anlægge her i Hovedstaden et stort, tidsmæssigt Hotel, efter amerikansk Stil. Da kunde han muligens faa møde Ragnhild igjen, – og mon hun da vilde blaase af den flotte Hotelværten? Nei, kanske heller angre paa, at hun slog Vrag paa ham, dengang han vilde by sig til som en ærlig Frier …

Slig byggede Erling Brun Luftslotte. Men saa kom han pludselig ihu et Ord af Ragnhild:

«Hvem ved, hvordan Lagnaden kan bli?»

Og dette Ord forfulgte ham altid siden som en Skygge … dels fulgte der Tvil med, dels en 103Slags Forhaabning, – det var eftersom Forholdene stillede sig … Og imidlertid rullede Tiden hen med sine evige Bølger og lod Græsset gro over alle de store Grøp og de hule Hjertesaar.

Syvende Kapitel. Tjenestepigen

Det faldt ikke let for Marie Svensen at faa Kondition. Hun med sin ringe Livserfaring trodde, at det vilde være den mest ligefremme Sag af Verden, men hun indsaa for sent, at det var noget ganske andet.

Det spurtes baade efter Attester og Dygtighed, og de raptungede Fruer med alle sine Fordringer tog rent Modet fra den uerfarne Pige.

Rigtignok havde Jomfru Jansen givet hende Attest for Troskab og Paalidelighed samt for Lærenemhed og Villighed; men det var langtfra nok for en velrenomeret Kokke- eller Stuepige.

Endelig var hun dog i visse Henseender saa heldig at faa Kondition som Enepige hos Kontorchef Bloch i Kirkegaden.

Hun var ved godt Mod, da hun tog sine faa Effekter og flyttede ind til Blochs. Det var beleiligt, at hun kunde komme samme Dagen, hun havde fæstet 105sig; thi Fru Bloch var som i Almindelighed forlegen for Tjenestepige.

Fruen mødte Marie i Entréen. Hun var en af de ældre aristokratiske Damer fra 60-Aarene, en Generalsdatter fra Fredrikshald, grulig fornem, grulig nervøs og fordringsfuld. Hendes Mand var sat paa knap Sold, efter hendes Fordringer til Livet.

Da Marie kom ind og vilde hilse, rakte Fruen blot frem to Fingre, og saa førte hun idetsamme Marie ind i Kjøkkenet.

«Her er altsaa din Verden», sa hun med et let Anstrøg af Nedladenhed. «Vi er ikke stor Familie, det er bare Bloch og mig; det meste, vi fordrer, er ordentligt Stel; men jeg er svag og kan lidet gjøre selv. Sommersæsonen er jeg ved et Badested, og da har du alene at stelle for Bloch; han er en snil Mand og forlanger ikke megen Opvartning. Kanske jeg er lidt mere pretensjøs for min Del. I Spiskammeret finder du ‘Mor Winsnes’ og hvad du skal bruge til Husholdningen. Du har Attest for at være snil og villig, saa gaar det nok … Du er vel vant til at dække Bordet?»

«Ja …», kom det lidt usikkert og nølende.

«I aften har du altsaa at koge The og dække Aftensbordet … Vi bruger aldrig andet end Smør og Brød, Ost og lidt kolde Sager, som du vil finde i Buffeten i Spisestuen.»

«Ja, jeg haaber, jeg skal kunne stelle det til Fruens Tilfredshed. Men …» Hun blev staaende 106med en spørgende Mine, da Fruen i det samme belavede sig til at gaa ind fra Kjøkkenet.

«Hvad er det?»

«Jeg vilde gjerne faa ordne mine Smaasager» … med et Sideblik til Hatæsken og Vadsækken.

«Ja, det kan du vist faa Tid til. Her er et lidet Kot i Kjøkkenopgangen, hvor Pigen pleier at ha sine Klær. Du vil finde det straks udenfor Døren i Korridoren.»

Men?. …»

Fruen blev staaende.

«Om jeg turde spørge efter … mit Soverum? …» Ordene sad næsten fast i Struben paa Marie.

«Gud bevares, har Jomfruen Pretensjoner? … Naturligvis faar du finde dig i at benytte Kjøkkenet som Soverum, slig som mangfoldige andre Piger her i Byen.»

Fruen gik et Stykke fremover Gulvet og med en bydende Mine aabnede hun Døren til en Skabseng.

«Her faar Jomfruen finde sig i at sove.»

I 60-Aarene var det endda mere almindeligt end i vor Tid, at Pigerne sov i Kjøkkenet. De trange Rum med et halvt Vindu ud mod et kvalmt, halvmørkt Gaardrum har dog nu oftest afløst Kjøkkenet.

Det kvak i Marie.

Altsaa intet Rum for sig selv, – intet Sted til at modta Jakob … Hun sa ingenting, men 107følte sig trang om Brystet og søgte at undertrykke et Suk, mens Fruen med en værdig Dronningmine gik ind ad næste Dør, til de indre, lunere Regioner. Marie saa sig om i Kjøkkenet. Bare en eneste Træstol foran Kjøkkenbænken, – det var den hele Bekvemmelighed.

Ak! Havde det ikke været for Jakobs Skyld, saa havde Livet hos Jomfru Jansen vistnok været langt at foretrække. Der var hun jo som Barn i Huset, men her?. … Hun saa paa det gamle Slaguhr, – Viserne viste henimod 7 … Med en Gang huskede hun, at Jakob vilde komme ved 9-Tiden, og til den Tid burde hun være færdig med Aftenstellet. Men nu havde hun jo ganske glemt at spørge Fruen, til hvilken Tid Herskabet pleiede at spise.

Forsigtig bankede hun paa den Dør, ad hvilken Fruen var forsvunden. Hun bankede en og to Gange, men der lød intet Svar.

Herregud, hvor ondt det dog føltes at være saa fremmed!

Endelig tog hun Mod til sig, aabnede sagte Døren og kom ind i en almindelig Spisestue med rundt Spisebord midt paa Gulvet og straabetrukne Stole omkring. I Hjørnene smaa Divaner og ved Langvæggen en Buffét. Der var ikke et Menneske …

Marie skred langsomt og med bævende Hjerte tversover Gulvet henimod en Dør, der stod paa Klem. Hun kikkede ind mellem Dørsprækken og gled derpaa lydløst over Tærskelen ind i et lyst, triveligt 108Værelse, der var kostbart møbleret efter de Tiders Brug med Sofaer, smaa Borde, Nibs, Kobberstik og Lænestole. I et Sofahjørne hvilte Fruen med en Bog i Haanden, mens et fint Blondestrikketøi laa paa Bordet.

Hun saa op, da Marie kom ind. Minen var stram og eddiksur.

«Jeg vilde bare spørre Fruen, naar her spises til Aften?» sa Marie i en ærbødig Tone.

«Jeg ringer, naar jeg ønsker noget», svarte Fruen skarpt med en Haandbevægelse henimod Bordklokken. «Forresten spiser vi ved 8-Tiden, naar min Mand kommer fra Kontoret; til den Tid faar du ha Aftensbordet istand. Jeg har jo git dig mine Ordre …» Hun gjorde et bydende Tegn, og Marie fandt det bedst at forsvinde …

Den stakkars Pige, der for første Gang var ude i Livet, var nær ved at graate. Hun vidste hverken frem eller tilbage. Hvad skulde hun ta sig til i det fremmede Hus, hvor hun skulde stelle saagodtsom alene? Men saa tog hun sig sammen; det var jo aldrig værd at tabe Modet. Kanske kunde altsammen gaa bedre, end hun tænkte sig det til.

Da Klokken led til halvottetiden, gjorde hun op Ild paa Komfyren og satte Thekjedlen over. Mens Kjedlen kogte, stelte hun saa tilrette til Aftensbordet.

Hun tog Kopper og Tallerkener og satte noksaa ordentligt paa et Bræt for at bære ind. Saa pudsede hun Kniver, tørrede hver en Kop og lod alt bli skinnende blankt. Efterpaa skar hun saa op af en 109kold Oksesteg og en Rul og la paa smaa Asietter, og hun passede nøie paa, at Stykkerne blev tyndt og fint skaaret, slig som hun havde set Jomfru Jansen gjøre det. Hun vilde gjerne kogt et Par Æg; men vidste ikke, hvorvidt hun turde. Derimod satte hun frem Osteklokken med et Stykke Mysost. Men nu var gode Raad dyre, – hvor skulde hun finde Dækketøiet?

Sky og angst bankede hun paa Døren til Dagligstuen. «Kom!» lød det noksaa venligt fra en fuldtonig Herrestemme. Marie skjød Hjertet op i Livet og aabnede Døren. Nu var ikke Fruen længer alene. I en af de bløde Lænestole hvilte en stout, storslagen Herre med et paafaldende mildt Ansigt.

Marie begreb straks, at dette var Kontorchefen, uagtet han saa betydelig yngre ud end Fruen. Fruen reiste sig fra Sofahjørnet.

«Hvad er det nu igjen? De Piger, de Piger, de lar en aldrig i Ro.»

«Er dette den nye Pige?» spurte Hr. Bloch og saa paa Marie med et velvilligt Smil.

«Hvad spør du efter, Emil?» bed Hustruen af.

«Det er jo noget, du ikke har nogenting med … Men hvad staar du der og maaber efter?» kom det efterpaa til Marie i en sint Tone.

«Jeg vilde bare spørge Fruen, hvor Dækketøiet er at finde?»

«Naturligvis i Buffeten. Hvor ellers? Ved Gud, kommer du lige lukt ud af Fjeldet? Jeg trodde 110alle maatte vide, at det daglige Dækketøi gjemmes i en af Buffétskufferne.»

«Det bruges vist ikke allesteds, og du faar huske paa, at Pigen er fremmed», vovede Manden at indvende. Han var straks bleven indtat i Pigens sagtmodige og tækkelige Ydre.

«Det er noget, du ikke behøver at legge dig i … Og du», henvendt til Marie, «du forføier dig øieblikkelig ud og dækker Bordet. Men det er sandt! Hvad heder du? Det har jeg endda ikke faat vide.»

«Jeg heder Marie.»

Fruen for summen. «Det Navnet taaler jeg ikke; det minder om min egen lille døde Pige, der hed Marie. Hvad heder du mer?»

«Ikke mer.»

«Det var da besynderligt. Alle simple Folk har Navne en masse; men vi faar hurtig finde paa et andet Navn» … Hun rodede op i sin Hukommelse. «Marianne? Fra nu af kalder vi dig for Marianne.»

«Ja, som Fruen vil.»

«Det var komisk», sa Husherren og brast i Latter.

Men nu blev Fruen rent i Harnisk.

«Men Gud, Emil, altid haaner du mig og mine store Sorger. Synes du dette er passende i Pigens Nærværelse?»

Marie havde Forstand nok til at forsvinde.

Et Øieblik efter aabnedes Døren ude fra Entreen 111og Hr. Bloch kom sagte listende, som paa Tæerne ind i Spiseværelset.

Marie fór sammen.

«Aa gid, er det Kontorchefen?»

«Tys, min Pige! Saa sagte, saa sagte! Jeg kom bare ind for at gi Bordet et Overblik, om noget skulde mangle. Men dette er jo rigtig fiks; er du vant til at rette an?»

«Aa, ikke noget videre», svarte Marie. Hun havde jo altid lært lidt af Jomfru Jansen og faat sine Instrukser af denne flinke Kvinde.

Hr. Bloch saa med graadige Blikke paa den vakre Pige. Hun var sku altfor sød til at bli tyraniseret af hans splittergale Furie af en Hustru.

«Du vil passe fortræffelig til at rette an ved mine Herremiddage», hviskede han og kneb Marie i Kinden.

Dybt rødmende rev Marie sig løs og vilde just forsvinde gjennem Kjøkkendøren, da Fruen viste sig høi og bred i den anden Dør … «Gud, Emil, hvad har du med Pigen? …» Det kom som en styrtende Regnbyge paa en solklar Dag …

Ude i Kjøkkenet hørtes Fruens skarpe, gneldrende Stemme, mens Ægtemanden lod til at ta det noksaa rolig.

Fruen havde sagt, at hun selv skjænkede Theen og samtidig givet Marie Ordre til at sætte istand Soveværelset. Da alt Arbeide var endt, satte Marie 112sig stille ned i Kjøkkenet for at overtænke sin Stilling. Mon det var sligt allesteds? Nei, det kunde da ikke være muligt! Hun havde allerede opgjort med sig selv, at hun vilde flytte om en Maaned.

Jakob kom ikke den Kvelden. Det kunde nu bli det samme, – hun var ikke paa det rene med, enten hun turde ta imod ham eller ei. Derimod kom Pigen fra 3die Etage ned for at hilse paa sin nye Kollega. Marie var taknemmelig for dette, da hun fandt, at det var altfor tidlig at gaa iseng. Det var en ældre, godslig udseende Pige.

«Har du tjent før?» lød det ligefremme Spørsmaal.

«Nei da.»

«Dette er altsaa din første Kondition?»

«Ja.»

«Stakkars Barn, du er rigtig kommen lige op i det.»

«Er her saa rent ilde da?»

«Ilde er ikke det rette Ordet; her er et rent Hundehul, navngit over halve Byen. Fruen beholder aldrig en Pige mer end én Maaned, sommetider ikke saa længe.»

«Er det han eller hende?»

«Begge to, hver paa sin Vis … Haha, har du alt mærket det? Hr. Bloch er grulig letsindig. Ingen Jente faar Lov at være i Ro for ham.»

«Mig skal han ikke komme for nær», sa Marie med et selvbevidst Nakkekast; «jeg som forlovet Pige skal nok ta mig iagt.»

113«Jasaa», sa den anden nysgjerrig, «er du forlovet? Ja, det vil jeg si dig, du faar ikke Lov til at ta imod Kjæresten her. Fruen sætter ham lige lukt paa Dør ved første Synet.»

«Saa flytter jeg naturligvis straks», svarte Marie harm.

«Ja, stakkar, det faar du nok.» (I en hviskende Tone:) «Jeg skal si dig. Fruen er Morfinist, og derfor er hun blit skrullet. Hun blev sendt helt ned til Tystland for at kureres for Brugen af Morfin. Men istedetfor at bringe hende paa Hospitalet, saa sendte Doktoren den fine Frue til et Galehus. Ja, ikke mine Ord igjen, jeg vil nu ikke være i noget Sladder.»

Hun stansede for saavidt at drage Aande, inden hun fortsatte:

«Saa er det Kosten. Du har vel faat The og Smørrebrød ikveld, – kanske Paalæg med?»

«Ja.»

«Ja, det er nu bare Lokkemad det. Siden blir det Rugmelgrød til hver eneste Kveld. Og til Middagen er det ikke et Gran bedre. I Sildetiden er det bare Sildesuppe og kogt Sild med Afveksling af Grød og Velling samt Levninger af Mad, der har staat saa længe, at den er blit skjæmt. Selv spiser naturligvis Herskabet god og kraftig Mad, det kan du nok skjønne.»

«Uf, jeg synes, dette er rigtig fælt. Hvad Slags Samvittighed har de Folk, der behandler sine Tjenere slig?»

114«Aa, Fru Bloch og hendes Lige har saamen ingen Samvittighed. De er saa stolte, saa rent ud – hoffærdige, at de mener Tjenerne tilhører en lavere Menneskerase. Det var engang fru Bloch var meget syg; saa spurte hun gamle Provst Breien, om han ikke trodde, at hun og hendes Lige vilde faa andre og bedre Pladse i Himmelen. Det var da umuligt at tænke sig til, at hun kunde komme til samme Sted, som alle disse simple Arbeidere og Tjenestepiger, der havde staat saa langt under hende her i Verden. Men da kan du tro, gamle Provsten tog hende ordentlig afdage. Han sa hende ligefrem, at i Guds Rige kunde Tiggeren gjerne bli stillet høiere end hun, den fine Fruen! Men bevars, ikke mine Ord igjen; jeg farer aldrig med Sladder.»

«Nei da. Men skulde du ha hørt sligt Syn», sa Marie stille og forskræmt; «er det slig at være Tjener?»

«Slig er det ofte. Men Gudskelov, her er da mange gamle, snille Herskaber ogsaa.»

«Hvordan har du det?»

«Aa, jeg skulde nok ha det godt jeg. Kapteinen og Fruen er saa svært hyggelige saa. Men der er 6 Barn, saa vi har svært meget at gjøre. Fruen ligger næsten til hvert Aar … Men ved du hvad? Du skulde langt heller lære at sy; det tror jeg, du vilde være mere skikket for.» Hun iagttog nøie Maries fine Ydre og pene Optræden.

«Er det ikke gjerne smaat med Sypigerne?»

«Aa, det er vel forskjelligt det. En Pige som 115du vilde vist faa meget Arbeide, og saa havde du din Frihed. En leier et lidet Rum for sig selv og er sin egen Herre. Jeg har ofte tænkt paa det samme; men nu er jeg blit for gammel.» Med et dæmpet Suk saa hun paa sine haarde halv udslidte Hænder, og tænkte paa alt sit Slid som Tjenestepige saa langt tilbage som til 50-Aarene …

En Stund efter laa Marie og skjalv af Angst og Uro i sin lille Skabseng. De smudsige Lagen havde hun kastet paa Gulvet og følte sig overmaade ilde ved. Men saa kom hun ihu Planen, der var blit udklækket samme Kvelden … Bli Sypige … kanske det vilde passe. Det vilde jo ikke vare lange Stunden. Inden kort Tid skulde hun giftes med Jakob.

Ottende Kapitel. Ude i Livet

Det gik noksaa broget for Marie i den nye Konditionen. Hun gjorde vistnok sit bedste; men altid var der lidt i Veien. Dels var hun slephændt og slog Stentøiet itu, dels var Maden ikke, som den skulde være, dels var det noget andet. Fruen fik støt lidt at grine for; men Marie tog det noksaa rolig. Nu skulde hun jo snart reise; hun fik vel altid holde ud de Par Uger, som var igjen.

Det værste for hende havde jo været, at Fruen engang for alle forbød alt Kjæresterend paa Kjøkkenet, saa Marie nu som før havde været henvist til at træffe Jakob lejlighedsvis, naar og hvor hun kunde. Jakob var sint og utaalmodig; men nu var jo dette ogsaa forbi. Naar hun blev Sypige, saa fik hun det friere. Hun og Jakob skulde faa det saa bra og saa koseligt i hendes egen lille Hybel.

Hun stod netop og glædede sig ved Tanken, en Kveld, som hun vaskede op Kopper efter Aftensbordet, 117da Døren i det samme gik op og Hr. Kontorchef Bloch kom farende helt ud i Kjøkkenet.

Marie likte aldrig at være alene med ham – nei, ikke et Øieblik. I Aften var Fruen gaat tidlig i Seng, fordi hun var daarlig.

«Er Theen blit kold, min Dukke?» spurte Bloch med honningsød Røst.

«Ja, nu er den kold», svarte Marie ligegyldig.

«Men saa har du kokende Vand paa Kjedlen, ikke sandt, min søde?»

Jeg skal gi dig kokende Vand jeg, tænkte Marie harm. Høit sa hun bare:

«Ja …»

«Saa skjænker du ganske lidt paa og sætter Thekanden ind i Dagligstuen; jeg vil ha mig en ‘Knegt’».‘Knegt’»] rettet fra: ‘Knegt» (trykkfeil)

«Skal ske, Hr …»

Marie kom ikke tilende med Ordet, – Bloch nærmede sig, og uden noget Varsel la han pludselig Armen om Pigens slanke Liv …

«Altid lige kold, min lille deilige Rosenblomme?»

«Værsgo la mig være», raabte Marie arg og rev sig løs i et Sæt. «De faar holde Dem til Deres Kone, – mig faar De ikke.»

«Min Kone? Aa, Marie, du ved ikke, hvor ulykkelig jeg er. Du kunde gjøre mig lykkelig, du!»

«Jeg? … Aa gid!» Den unge Pige stemte op en frisk, trillende Latter. «Nei, værsgo. De faar nok se Dem om efter en anden.»

«Aa, Marie, i Aften faar du ikke vise dig saa 118ganske ubønhørlig. … Jeg elsker dig, min søde Pige! …»

Aa,Aa] rettet fra: «Aa (trykkfeil) hvor væmmeligt! Men Marie fik knap Tid til at tænke; thi Kontorchefen havde atter nærmet sig og tog hende om Hodet for at bøie dette ind mod sig.

Pigen udstødte et rædsomt Skrik.

«Hys, er du gal … Troldet … tror du, jeg vil …»

«Jeg gaar i kveld … vil ikke bli Natten over i Huset!» skrek hun.

Kontorchefen skvat tilbage; thi nu hørtes der usikre, famlende Skridt udenfor, i Kjøkkenopgangen. Det ringede, og uagtet Kontorchefen vilde holde hende tilbage, gik Marie udenvidere hen og aabnede. Hun var glad, bare hun hørte, der kom nogen, og endda mere glad og overrasket blev hun, da det var Jakob Holm, der viste sig i Døren.

«Jeg har ventet paa dig i to Aftener, Marie», sa han og ravede ind.

«Jeg kunde ikke komme ud …»

«Aa, jeg er likeglad, sa den, som aldrig var glad. Hvor længe skal jeg hænge slig efter dig? Hvor længe vil du bli her hos denne gælne Frua?» Han slentrede ind mod Kjøkkenbænken, indtil han dumpede ned paa Træstolen med et svagt Tilsprang til et Suk.

«Saa … saa seiled vi en solblank Time» brølede han og slog ud med begge Arme. «Hys da, Jakob!» sa Marie forfærdet.

119Kontorchefen havde trukket sig tilbage, helt ind mod Spisestudøren, og betragtede Scenen med en Blanding af Forundring og Skræk.

«Det er Kjæresten min», sa Marie forklarende.

Men nu fik Kontorchefen Maalet igjen.

«Jasaa, saa du er forlovet med en slig Slusk, du, som vil være – en sædelig Pige. … Ja, ja …» kom det haanlig.

Marie vilde svare, men fik ikke Tid; thi Jakob havde nu faat Øie paa Kontorchefen. I sin Fuldskab havde han hidtil ikke lagt Mærke til nogen tredie.

«Hvem er det? – Hvem?» raabte han med vilde, stirrende Blikke, idet han reiste sig og ravede lige mod Hr. Bloch. Denne flygtede forfærdet ind mod Spisestudøren og kravlede efter Laasen.

«Kvindfolkene er aldrig at tro. … Altsaa tar du mod … andre … du Marie? … ha!»

Hr. Bloch fik op Spisestudøren; det faldt ham ind, at han burde hente Revolveren og sætte denne Bersærk paa Dør. Men i samme Nu var Jakob efter inde i Spisestuen …

«Hvem er De?» raabte han efter Bloch.

«Hys da, Gutten min», sa Marie bleg og grædende med Vaskekluden i Haanden. «Det er jo Kontorchefen.»

«Kontorchefen … hvem Kontorchefen?»

«Herregud, min Husbond … Han var ude i Kjøkkenet for at hente en Kop The … Du ved da godt, at ingen kommer til mig.»

120«Ved jeg det?»

«Ja, det ved du.»

«Huf!»

«Se at komme til Sans og Samling, Gutten min, og lad os gaa ud i Kjøkkenet.»

Jakob var sunken om paa en Divan, mens Marie fortvilet ruskede op i ham.

«Her var jagu godt at sidde.»

«Men det gaar ikke an, hører du, Jakob!»

Han saa sig forvirret om.

«Hvor er jeg?»

«Herregud, du ved da, at du er kommen op til mig, – hos Bloch»

«Det er sant … Jeg er jagu blit for fuld. Jeg var nær sovnet.»

«Er du gal …»

I det samme gik Dagligstuen op … paa klem … og Fru Bloch gled ind som en skygge i sin hvide Natdragt.

«Hvem er det? …»

«Fruen! … Aa, Gud Naade os, Jakob», raabte Marie og vilde trække ham med ud i Kjøkkenet.

Fruen blev staaende i nogen Afstand fra de to.

«Hvad ser jeg!. … Hvad vover du, din Mær!» skrek hun som en Besat, – fór lige imod Marie og gav denne en Dask under Øret med sin flade Haand. Pigen græt og værgede for sig med Vaskekluden. Men Jakob greb Fruen haardt over Haandledet.

121«Slaar De, – slaar De?»

Fruen ilstrek, og som en Rasende frigjorde hun sig for Jakobs Greb, men tumlede i Farten mod et lidet Bord med en Blomsterpotte, slig at Bordet væltede.

Marie og Fruen skrek omkap, mens Jakob blev næsten ædru.

Nu kom Kontorchefen, opskræmt ved Larmen. Revolveren havde han ikke fundet, saa han var endda vaabenløs.

«Hvad er det for et Helvedes Leven? Blir I gale?» raabte han i Døren.

«Er det dig, Krestine? Du bør helst holde dig væk fra dette.»

Han tog sin Hustru ved Armen og førte hende lempelig ind i Soveværelset. Da han atter kom tilbage, var Marie og Jakob forduftet til Kjøkkenet.

«Nu er De saa god, at De straks forføier Dem ud», sa han, henvendt til Jakob.

«Ja, jeg skal gaa, – men har De Lov til at behandle Folk slig, Hr. Chef? Om vi er fattige, saa er vi ærlige. Kona Deres vaskede Marie om Ørene; men det skal hun jagu bøde for.» Jeg har set slige Kjærringer i Øinene før. Vet De, hvem jeg er. Hr. Chef?»

«Det interesserer mig ikke.»

«Jeg er Vikagut!» Han stemte op:

«Je er en fattig Gut fra Vika,
Aa Far min han er Arbesman,
Aa inte no’ en ska bli rik a’
De Smuler, han fortjene kan.»

122«Vi opfører ingen Konserter her», sa Bloch strengt afvisende.

«Kom, lad os gaa», sa Marie. Hun fik i hast kastet om sig et Schawl, der hang ude i Kjøkkenet.

«Farvel, Hr. Kontorchef, og tak for mig.»

«Vil du virkelig gaa? – Ja, som du vil, min Pige; men du faar ikke Lønnen udbetalt; thi nu har du forbrudt dig i din Tjeneste …»

«Har jeg forbrudt mig?» spurte Marie og saa paa Kontorchefen med sine store, brune Øine. «Aa nei, det er nok andre det.»

Hun tog Jakob ved Armen og de gik sammen nedad Kjøkkentrappen.

«Hvad var det, han sa?» spurte Jakob …

«Ikke betale dig Lønnen? Var det saa? … Jeg skal lære ham til at betale, jeg, – faa ham saa mjuk og lind, at jeg skal kunne tøie ham … Ha, ha, den Tosken!»

Det var endda tidlig paa Kvelden og det yrede med Folk i Gaderne, da Marie og Jakob la Veien nedover Vika til en Kafe. Udenfor stansede Jakob.

«Er jeg fuld eller er jeg ikke fuld?»

«Du har nok drukket lidt for meget, Gutten min …»

«For meget? … Neigu har jeg heller drukket for lidet.»

Fylla var for en Del gaat af ham nu, da han tørnede rakt ind i Kafeen, mens Marie holdt sig lige bagefter i Kjølvandet.

Det var Fredagskvelden, og der var mange 123Folk i Restaurationen. Der lød høirøstet Snak, Eder og raa Lattersalver, mens Kafejomfruen med et Slængord til hver især bragte hele og halve Øl, og fik til Gjengjæld sin Tribut af fri Spas og kjælne Øiekast. Lamperne brændte svagt, næsten osende, i Sommernatten, og en stærk Lugt af Tobaksrøg mødte Marie i Døren og gjorde hende endda trangere om Brystet, end hun allerede var. Hun svøbte Schawlet tættere om sig. Det var leit, at hun skulde være uden Hat; men det fik nu ikke hjælpe. – – –

«Her gaar vi ind», sa Jakob og banede sig Vei til et af de smaa, indre Rum.

Her traf han straks kjendte. Det var Skomagermester Swang, en Tysker af Fødsel, og en Maler ved Navn Mortensen samt en tredie, en høi, korpulent, lidt ældre Mand med rødligt Haar og Mustasjer; han saa paafaldende anløben og fordrukken ud – «en af de glade Sjæle», kaldte han sig selv. Ellers var Ivar Bratvold af god Familie, en kjødelig Bror til Assessorinde Smith. Han var en Embedsmands Søn fra Oplandene og havde studeret Jus med bedste Karakter til alle Eksamener. Men her var ogsaa hans Løbebane brudt. Som ung Mand kom han paa et Sorenskriverkontor, hvor han gjorde sig skyldig i at skrive falsk. Han maatte takke sin gode Stjerne og store Familieforbindelser, at han undgik Slaveri paa mange Aar.

Siden var han blit, hvad han nu var: et totalt Vrag i Kristiania Friluftsliv, – dette havde vistnok ikke dengang naad, et saadant Høidepunkt som nu; men det 124eksisterede dog med alle sine Afskygninger. Naar Bratvold gad bestille noget, drev han et Slags Sagførerforretning i det smaa, skrev Klager, indkasserede uvisse Fordringer og mere i den Dur. Sommetider sjokkede han omkring og gjorde ingenting. Da tog han tiltakke med det sjofleste Selskab, naar bare Vedkommende var beslaat med Mynt, saa det kunde bli «mye Fyl og mye Moro». Var det noget i Verden, som Cand. jur. Bratvold elskede, saa var det et godt Glas Punsch og vakre Piger.

Nu sad han ilag med disse tarvelige Fyre og udbredte sig i flotte Talemaader om en Reise i Østerdalen, hvor en af Storkaksene havde konsuleret ham i en vigtig Sag. Samtalen blev afbrudt af Jakob Holm. Denne siste forlangte 4 Øl og skjænkede om i Glassene, efter at ha betalt og faat igjen paa en splinterny Dalerseddel.

«Her er Fyren, der ikke er ‘barbeina’ om Fredagskvelden», sa Jakob og lo, mens Bratvold skjælede stygt til Pengene, der forsvandt i Bukselommen til Jakob.

«Ja, De kan nu si saa meget De vil til Ros for den norske Oplandsbonde», mente Maler Mortensen; «jeg vil nu ikke gi ham megen Lov. Den skjønne Dyd Gjæstfrihed er ialfald glemt, om den nogensinde har været kjendt. Nei, takke mig paa den anden Side Kjølen. Jeg har reist paa mit Haandværk hele Sverrig over, og der er det sjelden, at Gesellen er i Vaande for Husly eller en Madbit …» Han vilde si mer, men kom ikke længer; thi 125Jakob Holm reiste sig og slog sin brede Næve i Bordet slig, at Glas og Flasker dansede. En Ølflaske væltede og Indholdet flød udover Bordet.

«Hold Kjæft med Svenskefjæsket dit», skrek Jakob i. «Her har du en ægte Nordmand, som aldrig lar sig dupere af Svensken – eller svenske Nordmænd! … Vilde ikke Svenskekongen forby Nordmændene at feire Frihedsdagen. … At vi endda har 17de Mai – derfor takker vi Henrik Wergeland, der paany fik indstiftet Dagen.» Den talende satte sig, drog Pusten tungt; men kom sig saavidt, at han straks efter kunde stemme op med hæs, forfyldt Røst: «Sønner af Norge» osv.

Marie var bleg af Rædsel … bare hun kunde faa Jakob ud. Men Kammeraterne tog det ganske rolig. Jakob Holm var kjendt som en af Tidens urolige Hoder, og man fandt det ikke Umagen værd at irre ham op.

«Nordmanden er for træg; han vil sig ikke amusere», sa Skomager Swang med sin tyste Dialekt.

Imidlertid kom Kafejomfruen og tørrede Bordet samt bragte friskt, varmt Vand til en Toddy.

Cand. jur. Bratvold havde med stigende Røst og megen Bevægelse deklameret af «Kjærlighed uden Strømper», mens hans glødende Blikke hele Tiden søgte Marie, der tog sig overmaade godt ud med det lyse Schawl slynget løst om de skjønt formede Skuldre. Halsens Hvidhed og Ansigtets fine Teint fremhævedes stærkt af de brune Fletninger, der var faldt ned og bølgede yppigt om Nakken.

126«Vil ikke Jomfruen lave et Glas?» spurte Bratvold halv fortrolig, og hans Haand nærmede sig paa en høist foruroligende Maade Maries bueformede Albu, der var støttet mod Bordpladen.

«Vil De ta bort Deres Haand. … værsgo! De vover ikke at røre Jenta!» skrek Jakob og slog atter Næven i Bordet, denne Gang med den Følge, at en Lommelærke med Kognak sloges i Knas. Men nu kom Værten og viste Urostifteren ud. «Ja, lad os bare gaa», bad Marie grædende.

Men Jakob gjorde Modstand, og det varede en Stund, inden Værten fik sat ham udenfor Døren. – – – – – – – – –

Paa en Løkke ude ved Drammensveien tilbragte Jakob og Marie Natten. Marie havde aldrig før ligget ude, og det kjendtes underligt – lidt bedaarende i den skjære, lyse Sommernat. Jakob snorksov; men hun laa længe vaagen og halvfrøs i sine tynde Klær.

Hun tænkte med en vis Angst, at nu var hun hjemløs … havde ingen i Verden at holde sig til uden Jakob og sine to Hænder. … Hvordan vilde det vel gaa?. … Hun saa bort paa Jakob, som laa der stærk og bred … Hvor hun holdt af denne Gutten! Det var saa det sved og værkede i Hugen hendes, og hun drog Pusten tungt og langt. … Bare hun turde tro ham? … Han havde lovet at støtte hende med Penge den Tid, hun gik i Sylære, og han havde jo nu fast Arbeide; – men Drikken? … Drikken slugte 127halve Daglønnen hans. Aa, be og velsigne ham, at han vilde slutte op med at drikke, saa kunde de endda faa det godt, de to … Hun laa i en vis pinlig Uvished … havde ikke Hus over Hodet for det første! … Fik se at komme sig ind etsteds. Hun tænkte og grundede, indtil det gik rundt, og hun faldt i en urolig Slummer.

Niende Kapitel. Et gammelt Sagn

Inden vi skrider længere frem i vor Fortælling, gaar vi tilbage til Fortiden, til andre Slægter og andre Begivenheder, som gjennem Skjæbnens Værk kommer i nær Berørelse med enkelte Personer inden vor Fortælling.

Vi fører altsaa Læseren til Lindbu, en af Oplandenes største og gjildeste Gaarde. Den ligger høit, med fri og vakker Udsigt udover en vid Dal.

Dernede i Dalen bruser og skummer Elven, som vilde den fortælle Sagaer fra hin Tid, da hele Bygden laa som et udtørret Elveleie og da den første Nybygger kom did for at rydde Tufter til at bygge Hus.

Længst nede i Forgrunden ligger Mjøsen med Veldre og Ringsakers fagre Bygder lige imod, paa den anden Side.

Men paa Lindbu opad Haugen, hvor de gjilde røde Husbygninger blev bygd, er der plantet en tæt 129Allé med Lindetræer, hvoraf Gaarden kanhænde har faat sit Navn.

Der har fra gamle Dage af været ætstore Bønder paa Lindbu. Fra umindelige Tider har Navnene Anders og Ola vekslet paa Mandssiden; men paa Kvindesiden har det været Aase samt Gurid eller Gyrid. Ved det siste Navnet har der støt heftet sig Uheld, liksom Lykken i Ægteskabet i det hele har været tynd paa Kvindesiden.

Der gaar et gammelt Sagn igjen i Ætten. Det er præget af hin underlige Overtro, der var eiendommelig for Bonden for nogle Menneskealdre siden. Den er tildels en Levning fra Hedenskabet eller den gamle Asadyrkelse. Rimeligt er det ogsaa, at den storslagne, ensomme Natur i mange af vore Bygdelag har sin Del i denne vidunderlige poetiske Tro, der i Fortiden stemplede Folket mellem de fleste af vore Fjelde og Dale.

Sagnet, der endnu lever i Lindbuætten og nu fortælles som et gammelt Eventyr, lyder slig:

Gurid og Gyrid var Døtre til Anders Buen. Om Sommeren laa de gjerne paa Sæteren.

Gyrid, den yngste, var svært glup til at spille paa Langeleik, men Gurid bare sad og lyede og var faamælt.

En sollys Søndag sad Gyrid slig og spillede mens Gurid bare lyttede til Spillet. De sad paa en liden Fjeldslette, der endnu forevises, og hvor der nu vokser frodigt med Engblomster mellem Græsset. Et lidet Stykke ovenfor er en diger Stenur, og dengang 130som nu havde Hæggen fæstet Rødder mellem Stenene.

Gyrid la Langeleiken fra sig og gik bort til en ung Hæg for at skjære Bror sin et Emne til en Felebue. Han var nemlig flink til at spille paa Fele, han Ola. Hun var ikke før kommen tilbage, inden begge Søstrene faar høre Felelaat og den, som vakker var. De saa sig tilbage imod Stenuren, og der stod en liden blaaklædt, pen Gut og spillede – spillede saa deilig, som de aldrig før hverken havde hørt eller tænkt sig til. De bare sad og lyttede – de glemte alt, saa nær til Gutten og de vidunderlige Slaatterne hans. – – – – –

Da Døtrene paa Gaarden ikke kom hjem om Kvelden, blev der stor Forstyrrelse. Man anede, at de var bergtagne og ringede med Kirkeklokkerne i tre Dage. Den tredie Dags Kveld kom der en Kvinde frem bag en Sten oppe i Uren. Det var Gyrid. Hun sprang hurtig hjem, men var tullet, og det blev hun siden al sin Tid. Hvor Søsteren Gurid var blit af, det havde hun ingen Greie paa. Det nyttede ikke at spørge om dette.

Men en Sommersøndag et Aars Tid efter, mens de fleste af Gaardens Folk var gaat til Kirke, kom Gurid ind til Mor sin i Storstuen hjemme.

Gurid bar en liden Gut paa Ryggen i en Barnelind. Moren skar i at graate; men Gurid trøstede hende. Hun havde det saa og saa godt; men hun maatte hjem, inden Kirkeklokkerne tredie Gang tog til at laate.

131Saa tog hun Linden af Barnet sit og sa til Moren:

«Tag den til Minde om mig; men mist den ikke. Hvis du taber den bort, da vil der bli klein Lykke blandt Kvinderne i Ætten.»

Saa bad hun hilse Skyldfolket og alle Kjendinger og tog Farvel med gamle Mor sin. Linden skal ha været fin og myg som Silke og af Farve mest som en graaspraglet Kat. Den gik i Arv i flere Slægtled; men Tipoldemor til den siste Eier af Lindbu i ret nedstigende Linje mistede Linden ved en Ildebrand.

Gamle Folk fortæller, at det skal være efter den Linden, Gaarden har fant sit Navn. Fordum hed den bare Buen eller Bøen.

Dette gamle Sagn er nu halv uddøet og glemt. Den nuværende Eier af Gaarden, der har faat sin Uddannelse i Amerika og er en udviklet Mand, vil ikke vide noget af det gamle Tul, som han kalder det. Men forhen gik det med fuld Paalidelighed fra Slægt til Slægt og la Tungsind og Overtro ind i Ætten.

Niende Kapitel. Søstrene paa Lindbu

Kapitlene er feilnummerert i originalen («Niende Kapitel» kommer to ganger).

Omtrent ved Midten af dette Aarhundrede hed Eieren til Gaarden Lindbu Anders. Han havde ingen Sønner, men tre vakre Døtre: Gurid, Aase og Ragnhild.

Anders Lindbu var en ægte gammeldags Bondekakse, kry af Gaarden sin, der var stor og ualmindelig god, og arvtagen fra Far til Søn helt op mod Hedenold. Det sagdes med fuld Troværdighed, at Lindbu havde været Kongsgaard og at Lindbufolket var af Kongebyrd.

Det var om Sommeren 18 … Der havde været stor Travlhed paa Lindbu snart et halvt Aar. Gurid, ældste Datter, skulde giftes med Præsten i Nabosognet, Hans Heidemann, og hun blev udstyret, saa det spurtes baade vidt og bredt. Den ætstore Bonden vilde ikke ha Skam af Datter sin. Der var spundet, vævet og syet saa det rent var uhørt. 133Det var hele Kister fulde med nyt og fint Tøi af alle Slags.

Brylluppet skulde staa straks efter Slaataannen, og der blev kjøbt nyt Stentøi og alt, som bruges skulde. Selv det gamle Arvesølvet var ikke gjildt nok. Der maatte kostes nyt Sølvtøi. Det var bare Drikkehornet, der var en Sjeldenhed og som var gaat i Arv fra umindelige Tider, der blev fundet godt nok til at benyttes ved denne Leilighed, da Lindbubonden giftede Datter sin ind i en Embedsmandsstægt.

Det var Kvelden før Bryllupsdagen. En sur Høstvind viftede Lindetrærnes Blade, fór hen over de afslaaede Marker og bragte Veirhanen paa de store Lindbu-Udhuse til at klirre med en eiendommelig uhyggelig Lyd.

Gurid, Bruden skulde være, sneg sig stilt nedover Bakken mellem de gulnede Trær og gjorde en Bøining henimod et lidet Skogholt. Her stansede hun og saa sig halv ræd omkring med de klare blaa Øine.

Hun havde ikke staat længe, inden en mørk Skikkelse kom opad Benstien lige bag Holtet.

Det var en Mand eller voksen Gut. Med sin hurtige Gang tegnedes han skarpt og dristigt af i Maanelyset.

Gurid stod som paa Gløder; men fik ikke Tid til Funderinger; thi inden kort Tid stod den kommende ved Siden af hende. Han var høi og skulderbred, og som han stod der lige ude i Maaneskinnet 134med en udfordrende Mine og en Holdning, saa han stout og vakker ud. Men Gurid var blit paafaldende bleg, eller var det kanhænde Maanen?

Gutten rakte Haanden ud.

«God Kveld; Gurid Lindbu, og tak for sist.»

«Selv tak for sist, du Arne Findal», kom det usikkert igjen. «Saa du er ude og gaar?»

«Ja, jeg maatte snakke med dig», kom det fort og hvast igjen, «du tror vel ikke, at du slipper mig saa let?»

«Det tror jeg da vel …» Med en hoven Latter: «Er ikke alt mellem os op- og afgjort for længe siden?»

«Aa, du vil vel ikke blaase paa det lel? Tror du, det gaar saa let at affinde sig med Barndomskæresten?»

Gurid aandede tungt.

«Hvad er det, du vil?» spurte hun

«Si dig, at det aldrig i Evighed skal bringe dig Lykke, at du sveg mig for Præsten … Vi to har holdt af hinanden, fra vi var saa smaa, vi krøb paa Gulvet, og jeg er af gammel Bondeætt saavelsom du.»

«Jeg ved det, Arne; men … det er vel saa beskikket … at jeg skulde ha Præsten.»

Arne lo en tvungen Latter.

«Saa du tror, det er beskikket, du? Nei, jeg skal si dig, at den gamle Præsten vil ha Pengene dine … og du vil gjerne bli Præstefrue … saa er I 135blit ens om ut slaa Jer sammen; det er ikke andet end som Kjøb og Salg. Fy, hvor raat!»

«Jeg vil ikke høre mer, Arne», svarte Gurid med skjælvende Mæle. Hun var nær ind paa Graaten.

«Farvel, Arne, jeg har intet mer at snakke med dig om; du behøver ikke staa slig og gi Fantord.» Hun vilde gaa. «Farvel, Gurid Lindbu», raabte Arne efter hende med skjærende Røst. «Du skal faa høre fra mig imorgen, – og aldrig skal du glemme, at du var fæstet til Findalgutten og sveg ham saa stygt. Du skal ikke faa en glad Dag i dit hele Liv, og jeg skal gi dig en Brudegave, som du vil mindes.»

Gurid hørte hvert Ord, og de trængte hende dybt ind i Sjælen. Hun gik hjem med bøiet Hoved og smøg sig stilt op paa Loftskammeret for at gaa tilsengs. Hun skjalv og frøs og var ilde ved. Hun laa og tænkte paa ‘n Arne Findal, indtil Graaten tog hende, og der kom en saar Fornemmelse under Bringen … Ja, hun havde holdt af den stoute karslige Findalgutten, det vidste hun, – de to havde hat det saa inderlig hyggelig, og det var en Tid, da hun ingen anden vilde ha. Men saa kom Præsten Heidemann og fridde hos Far og Mor, – og hun kunde ikke slaa Præstefruen ud af Tankerne … Gud ved nu, hvor den aldrende Præsten kunde falde paa at fri til hende! Han havde første Gang set hende i et Bryllup og sa, at han lige straks havde lagt Elskhug til hende. Anden Gang traf han hende paa 136Akeren hjemme, hvor hun tog Poteter op. Da raabte han til hende og spurte, om hun vilde komme til Præstegaarden og ta op Poteter? Den letlivede Bondejenten havde straks svaret ja, og slig var det kommet …

Næste Dag stod Brudepyntningen paa Staburet. Gurid sad pyntet med Mors og Bedstemors Bringesøljer. Det var siste Dagen, hun gik i Bondeklær. Med Bondedragten og Bringesøljerne vilde hun lægge bort det gamle Livet. Præsten Heideman vilde opdra hende, havde han sagt, og hun vilde bli kry og fornem som Skriver- og Doktorfruen. Hun kneisede med Nakken … Hun var fin og vakker, var hun.

Men i skabursdøren stod Søstrene. Det var Aase, hun var skjær og vakker, og saa den lille Ragnhild, Atpaaslængen, der holdt Mor i Skjortet og gløttede forundret frem med det lyse Barneansigt.

Saa kjørte Brudefærden til Kirke med skarpskodde Heste … Men da de kom paa Hjemveien og skulde bøie af ved en Korsvei, steilede den første Hesten, der kjørte Brud og Brudgom.

Der laa noget midt i Veien … et Menneske … en død Mand …

Gurid bøiede sig et Øieblik ud over Vognen og satte i et skjærende Skrig. Hun havde set Liget af Arne Findal … Han var død for egen Haand. Geværet, han havde brugt, laa ved Siden. – –

Brudefærden tilbagelagde Veien hjemover i Taushed. Alle kjendte til Forholdet mellem Findalgutten 137og Præstebruden; men ingen turde nævne noget af Agtelse for Præsten.

*

I et Kammer paa Lindbu laa Gurid i vild Sorg. Aa, hvad har jeg gjort – hvad har jeg gjort. Det er mig, der har dræbt ham!

Og nu stod med engang for hende hele hendes Kærlighed til Arne, og alt, hvad de to havde havt isammen.

«Jeg elsker ham endnu … Aa, jeg vidste det ikke!» raabte hun hændervridende.

«Nu faar du ta det taalmodig, Barnet mit; det kan jo ikke bli anderledes», sa Moren mildt trøstende; «tænk paa den Mand, du nu er bunden til og gjør ikke ham ulykkelig; for saa blir det ti Gange værre.»

«Aa, la mig være i Fred, baade han og du», raabte Gurid heftig.

Moren gik ud. Hun havde sagt, hvad hun vilde.

Gurid blev alene og kom efterhaanden mere til Ro. Hun hørte Staaket fra Stuerne nedenunder, og hun tænkte paa, at det var rart, at det nu var hendes Bryllup uden at hun selv var med. Saa tænkte hun videre bortover, at hun fik ta Livet, som det var blit laget for hende. Glad blev hun vel aldrig; – men hun vilde ikke bli til et Speord i Bygden; dertil var Lindbujenten for stolt. Og Pladsen som Præstefrue vilde hun indta. Den var dyrt nok kjøbt.

138Saa gik hun ned og dansede med den første Gutten, der vaagede at by hende op, – og Folk undredes paa, at hun saa ud som ingenting. Hun var bare lidt blegere, og de milde blaa Øine var blit liksom kolde og hvasse.

Kun en eneste Gang tog hun Ragnhild ind til sig og hviskede: «Gud bevare dig, du lille Atpaaslængen», og der faldt en Taare paa Barnets gullokkede Hoved.

«Mor, store Søster graater idag, hun er Brud», raabte Ragnhild og sprang hen til Mor sin, der sad i den anden Stue med nogle Koner. Men Moren tyssede paa Ungen og tog hende straks ud i Kjøkkenet.

Præsten Heidemann sad i Storstukammeret og spillede Whist med nogle gamle Kakser. Han var Selskabsmand, og i 60-Aarene tillod man endda Landspræsterne at more sig. Men Bygdens Skolemester og vittige Hode kom hen og vilde klinke med Præsten og for et Øieblik afbryde det kjedsommelige «Pas», idet han udtalte: «Skaal for den, der vandt Seir og vandt Bruden!» Præsten takkede forbindtlig tiltrods for den noget grovkornede Vits, der laa i Ordene. At Brudens første Elsker skjød sig midt i Kirkeveien, vilde vist snart bli glemt. Det syntes, som om Bruden tog den Sag ganske let; hun dansede med Bygdens sprækeste Ungkarle. Det var ingen, som saa, at hun efter siste Dans trev Søster Aase om den slanke Midje og drog hende med ud i Svalen. De stod begge og frøs i den kjølige Høstluft, mens de stirrede ud i det gulblege Maaneskin.

139«Det kjennes koldt», sa Aase for dog at si noget.

«Saa koldt, saa koldt, at det er, som skulde det aldrig bli Sommer mer», svarte Gurid.

Stemmen var brudt og tonløs. Hun la Hodet ind mod Søsterens Skulder og brast ud i en vild, fortærende Graat.

«Det var godt at kunne faa Luft», sa hun om lidt.

«Vi gaar nedover Veien, og saa vasker du Ansigtet dit i Bækken. Du maa ikke gaa ind, slig du ser ud», sa Aase.

«Nei, nei», hviskede Søsteren gysende, «ikke nedover Veien, der kommer jeg aldrig mer. Lad os heller gaa op paa Loftet en Stund … Du Aase, er det ikke slig, Sagnet gaar, at der skal være klein Ægteskabslykke i Lindbuætten? Du faar passe dig du; herefter vil det gaa endda værre; thi nu har Far og Mor et Drabsmaal paa Samvittigheden.»

Men i samme Stund kaldte Far skjærende koldt nede fra Trappen.

«Er det her, I er? Kom straks ned, vi skal be tilbords.»

Om Kjærlighedens Forvildelser

Karen Sundts arbeiderroman Kjærlighedens Forvildelser kom først ut heftevis i 1894. En samlet førsteutgave kom i 1895.

Vi møter et stort persongalleri, dels knyttet til arbeiderstrøkene i Kristiania og dels til en bygd ved Mjøsa. Deres livshistorier henger sammen i større eller mindre grad, og det er til tider litt komplisert å henge med i handlingen(e) og familieforholdene.

Sundt tar opp temaer som fattigdom, alkoholisme, arbeiderliv, klassekamp, oppdragelse, ulykkelig kjærlighet og tilgivelse. Enkeltindividets lykke settes opp mot familiekrav og samfunnets normer. Og to tilbakevendende spørsmål i romanen er 1) om foreldres synder går i arv og 2) om man ved hardt arbeid kan overvinne et dårlig utgangspunkt.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook