Forholdet mellem Præsten Thoresen og Hustru var mildnet noget, siden en liden lyslokket Gut, saa Dagens Lys i Præstegaarden. Lille Dagfin var et Baand mellem Forældrene; – han dannede Lænken der aldrig kunde slides over. Dog var det enda noksaa koldt mellem Mand og Hustru. Ester fandt det temmelig haardt, at Harald stod fast ved sin egen forudfattede Antipati mod Svigermoderen og fastholdt ikke at ville se hende i Huset. Hvad der var Aarsagen til denne Besynderlighed, søgte Ester forgjeves at udgrunde. Hendes Mand holdt hende i en mærkelig Uvidenhed med Hensyn til denne Sag.
Det var Sommer.
Syrinerne blomstrede. Bierne summede og Solen stegte hele Dagen i Præstegaardshaven.
Ester sad med et Sytøy. Hun hørte nogen gaa 677op Grusgangen i Haven; men hun saa ikke ud med det samme.
Der kom nogen ind i den store Forstugang. Det var en stille knirkende Gang, som af en Dame. Nu begyndte Ester at lytte …
Hvem kunde det være? Der kom saa sjelden nogen til Præstegaarden.
Det bankede paa Døren, sagte, liksom lidt frygtsomt.
«Kom?» svarte Ester undrende.
Døren gik op.
Et Skrig … et Udraab og Ester laa i sin Mors Arme.
«Mama … du her?»
«Ja, jeg maatte komme engang og se din lille Gut» … I en sagte Tone: «Den Mand har rigtignok skrevet og sagt, at jeg ikke maatte komme …»
Tung Stihed.
«Ester, ved du hvorfor han er saa vred paa mig?»
«Nei Mama, det har jeg ingen Idé om.» Ester saa forlegen ned mod Gulvet … «Naar kom du?»
«Jeg kom igaar … Jeg har leiet for Sommeren paa Staff … Saa er jeg i Nærheden af dig og vi kan vel ses imellem?» … Tonen lød spørgende og frygtsom.
«Det kan vi vist», Ester var baade glad og ængstelig tilmode. Det kom ganske an paa, hvad Præsten vilde synes om det. Hun lod sig dog ikke mærke, men sa i en rolig, let henkastet Tone:
678«Kom nu Mama, saa skal du faa se min lille Gut. Du kan tro, det er en deilig Unge.» Esters Øine lyste, da hun talte om Barnet; ellers fandt Moren, at hun var bleven baade bleg og mager, og hun saa træt ud. Det var ikke mere den livlige, kjække Ester som forhen.
De to Damer gik ind i Sideværelset. De stod en Stund tause, bøiede over Barnevognen, hvor lille Dagfinn hvilte i en blid Slummer. De smaa buttede Hænder laa ovenpaa det stukne Silketæppe … Kinderne var rødmussede og tykke … Læberne halvaabne, som til et Smil …
Gjennem det aabne Vindu ud mod Haven trængte der ind en fin Duft af Syriner.
«Er han ikke deilig?» spurgte Ester.
«Jo, det er en vakker liden Gut. … Han ligner sin Papa …»
«Ja, jeg tror ogsaa, at han ligner Papa mest … Skjønt det er de, der finder, at han ogsaa har Træk efter mig, især ved Læberne. Du skulde se hvilke vakre, mørke Øine, han har.»
«Ja, det har han efter dere begge. Er Papa glad i ham?»
«Ja, det er stor Stas kan du vide … Og» – i en hviskende Tone – «Harald er blit liksom mildere og i bedre Humør siden Dagfin kom til.» Fru Bratvold forstod … Forholdet mellem Ægtefolkene var blit noget bedre. Hun havde dog formegen Takt til nærmere at ville spørge om dette. Den Lille rørte paa sig …
679«Tys … lad os ikke vække ham», sa Fru Bratvold med Fingeren paa Læberne.
«Vil du ikke gjerne se ham vaagen, da Mama? Og danse med ham paa Armen?
«Det kan jeg gjøre en anden Gang. Nu vil jeg helst snakke lidt med dig.»
«Ja, du har Ret Mama», svarte Ester greben af en ny Tankegang. Det var vistnok bedst, at benytte den Anledning, der tilbødes. Hun tog sin Mors Arm og med lydløse Fjed gik de atter ud i Stuen …
Ester forlod sin Mor et Øieblik, for at gi Gunda Ordre til at passe lille Dagfinn og vifte bort Fluerne, der ofte vilde forstyrre Søvnen.
Da hun kom tilbage, sad Fru Bratvold henne ved det aabne Vindu.
«Er du fremdeles tilfreds med Gunda?»
«Ja, det er vist det. Hun er mig næsten umistelig. Jeg regner hende mere som Veninde, end som Tjenestepige.»
Der kom et lyst Smil over Fru Bratvolds fine gamle Ansigt. Hun saa næsten ungdomsfrisk ud i dette Øieblik. Det hun havde gjort imod Gunda, var altsaa tilslut bleven en Velsignelse.
«Men nu vil jeg snart komme til at miste hende. Hun skal giftes til Høsten», sa Ester efter en liden Pause.
«Ja, det hørte jeg igaar. Det er jo med ældste Sønnen paa Staff. Hun kommer jo godt til det?»
«Ja, Gudskelov, det gjør hun. Jeg under 680Gunda, at faa det rigtig godt. Kjæresten Ivar Staff, er en prægtig Gut. Han har været Agronom i Præstegaarden nu i flere Aar, det er her de er blit kjendte.»
Pause.
«Er din Mand paa Kontoret?» spurgte Fru Bratvold og saa sig om i Stuen med et eget spændt Udtryk i de mørke Øine.
«Nei, han er ude i Sognebud», sa Ester med et Lettelsens Suk. «Vi vil ha Tiden for os selv i hele Dag, du og jeg Mama.»
«Herregud! Barnet mit; det er saa længe siden sidst.» Fru Bratvold strøg Ester over Haaret.
«Ja, altfor længe, du Mama. Men nu skal vi glemme alt det som er ondt og saart. Idag er det bare du og jeg, forstaar du … Vi vil benytte Dagen og ha det rigtig koseligt. Om en Stund skal du faa se Lillegut vaagen og vugge ham paa Fanget, for du maa da faa Følelsen af, at du er blit en ærværdig Bedstemama, forinden du gaar fra mig.»
Ester var barnlig glad. Hun havde ikke været saa lykkelig paa lang, lang Tid.
*
Det er Søndagmorgen, omtrent en Uges Tid efter Fru Bratvolds Besøg i Præstegaarden.
Præsten og Fruen er paa Veien til Kapellet ude i Skogbygden. Præsten skal holde Gudstjeneste derude og Hustruen har faat Lov at følge.
Der holdtes blot Gudstjeneste to Gange om 681Sommeren og en Gang ved Vintertide. Ved disse Leiligheder var det altid fuldt med Kirkefolk. Det var Brudevielser, Barnedaab og jordpaakastelser i Mængde.
Denne Sommermorgen var Veiret deilig. Fuglene sang … Dugdraaberne glimrede paa Træer og Blomster, og Solstraalerne smøg sig stilt og lokkende ind mellem Bjørkeløvet.
Ester var glad. Hun likte godt at komme ud i Naturen. Det var ikke altid, Præsten vilde tillade hende at bli med …
Hun havde enda ikke faat Anledning til at fortælle Harald noget om, at Moren var kommen til Bygden. Hun fik vente paa en gunstig Leilighed, syntes hun. Nu undredes hun bare paa, om hun vilde træffe sin Mor ved Kirken.
Fru Bratvold havde talt om, at hun vilde kjøre ud til Skogbygden med Staffsfolket. Det vilde jo være Moro at se sig lidt om …
Det gamle Kapel var en uanselig rødmalet Træbygning, der havde staat siden umindelige Tider. Det laa vakkert, lige i Skogbrynet omgit af Naaleskog og frisk Fjeldluft. Lige nedenfor den lille Kirkegaard laa et Fjeldvand med hvide og gule Vandliljer. Paa Aasryggene og ude i Solbakkene smaa trivelige Bondehjem og længst bag alt dette, over de grønne Grantræer, blaanende Fjelde med Sæterstier og Veie ned mod Multemyrene, paa den anden Side.
Paa Kirkegaarden var der samlet en Mængde Folk, da Præsten kom. Det var gamle og unge … Alvorlige Bønder i blaa Vadmelsklær. Gamle Kjærringer 682med hvidt Tørklæde om Panden og sort Skaut paa Hode, stod Side om Side med Børn og Børnebørn.
Fru Ester Thoresen saa sig om blandt Mængden og nikkede venligt til nogle Kjendinger; men hun saa intetsteds Mor sin. …
De gamle brustne Klokker ringede sammen. Mængden strømmede ind i Kapellet.
Den lille Træbygning blev snart stappende fuld af Folk. Det føltes kvalmt og varmt, skjønt Vinduerne stod oppe for at slippe ind et lidet Drag af den friske Fjeldluften, jevnsides Fuglesang og Solstraaler.
Udenfor lød Toner fra en Lur midt mellem Kjørenes Routen og Bjeldeklang.
Oppe … ved Alteret stod Pastor Thoresen og messede med høi monoton Røst, som vilde han med sin skarpe Stemme søge at overdøve al verdslig Lyd.
Men nede i Kirkestolen sad Ester og saa sig omkring efter sin Mor …
Salmen var sungen.
Præsten stod paa Prædikestolen. Da … hvad var det? … En skarp Lyd … Et Fald … En Klirren. Voldsomme Skrig fra mangfoldige Struber …
Det var Lysekronen, der var falden ned …
Den havde hængt der i mange Herrens Aar, var oprindelig en Gave fra Fru Gurid Heidemann; men nu var Krogen løsnet og den ramlede ned … De nærmest siddende, hvem den havde truffet i Faldet, var blit saaret.
683Der opstod en frygtelig Forvirring, – – en ren Panik.
Det var et gammelt Sagn, at Kapellet engang skulde ødelægges eller ramle ned ved en Ulykkeshændelse. De enkelte, der huskede dette, hviskede derom til de nærmest siddende. Det gik fra Mand til Mand med Lynets Hurtighed, og man trodde nu at Tiden var kommen. Nogle raabte, at Loftet faldt, andre at Kirken ramlede … atter andre skreg til Gud om Hjælp i Nøden. Mange Kvinder var faldt i Besvimelse og Krampegraad. De fleste vilde ud og redde sig fra den indbildte Fare. De strømmede mod den eneste Udgangsdør og Trængselen blev ubeskrivelig … Det lød som et hult Drøn gjennem den lille Træbygning og Rædslen øgedes.
Det var kun ganske faa, der blev siddende rolige i Kirkestolene, gudhengivne og hensunkne i Bøn. Blandt disse var Præstens Hustru. Hun saa op til sin Mand paa Prædikestolen og deres Blikke mødtes skrækslagne, men i stum Forstaaelse.
Præsten søgte med høi kraftig Røst at kalde til Ro og Orden. Da det ikke vilde lykkes istemte han Salmen:
«Idag er Naadens Tid.»
De enkelte, der var bleven siddende i Ro, sang med og Tonerne lød gribende og lokkende ud i den almindelige Forvirring.
En Dame kastede sig ud af Trængslen og ind i Kirkestolen til Ester …
684«Mor er du her?» hviskede Ester med blege bævende Læber.
«Ja, jeg sad i neste Stol … men du saa mig ikke.»
«Dette er fælt. Aa, Gud hjelpe os.»
«Tag det bare roligt, Barnet mit, og lad os sidde stille. Her er ingen anden Raad.»
De to Kvinder sad Haand i Haand, blege, skjælvende, med sammenpresset Aandedret.
Salmetonerne var forstummet … Da Præsten mærkede, at det ikke vilde nytte at kalde til Orden, sprang han ud af Vinduet bag Predikestolen for at skaffe Hjelp udenfra. Han vilde faa Tag i en Øks og slaa Hul paa Veggen bag Alteret. Paa den Maade vilde han bane en ny Udgang for Folkestrømningen.
En fin pyntet gammel Dame rev sig ud af Trængslen og sank tilintetgjort om ved Siden af Ester og hendes Mor.
«Aa, Gud! at jeg skulde være saa ulykkelig at reise hid, jeg kommer aldrig fra det med Livet», stønnede hun tungt.
«De gjør bedst i at sidde her saalenge», hviskede Fru Bratvold beroligende og vilde ta den fremmede Dames Haand i sin … Men … trak øieblikkelig Haanden tilbage … Noget i den fremmedes ligblege, skrækslagne Ansigt mindede om hendes Mor, og om enda … en anden.
«Hvem er De?» spurgte hun høit og hvast.
685Damen fór sammen, truffen som ved et Lynnedslag.
«Jeg … jeg er Cecilie Jansen … fra …» Ordene tabte sig i Larmen.
«Fra?» gjentog Fru Bratvold. «For Guds Skyld, saa svar dog.»
Ester var overrasket, hvad havde dog hendes Mor med denne fremmede? Men ingen af de to Damer la Mærke til Ester.
Folk strømmede fremdeles mod Udgangen, det summede og bruste og der lød Skrig og Raab …
«Fra … Newlunghavn», svarte Frøken Jansen, hun vidste ikke selv hvad hun sa …
Det var saavidt Fru Bratvold kunde opfange Ordene; men hun havde dog hørt dem, og dette var nok …
I samme Stund var Frøken Jansen forsvunden. Hun var reven ud i Trængslen igjen.
«Hvor blev hun af?»
«Ja, hvor blev hun vel af?» spurgte de to Damer hinanden …
«Det var akkurat, som skulde jeg se min Mor», hviskede Fru Bratvold.
«Din Mor?» – spurgte Ester forundret.
«Ja … min Mors Gjenferd. Og hun kaldte sig … Cecilie Jansen … Forunderligt.»
«Kjender du hende Mama?»
Ester fik intet direkte Svar.
«Engang saa jeg hende saa nær som nu, men 686det er længe siden … Dengang brød jeg mig ikke om at træffe hende … Herregud!»
«Men i Himlens Navn, hvem er hun, Mama? Jeg synes ogsaa, at jeg har set hende» … Der gik et Lys op for Ester «Nu ved jeg det. Det er den Dame fra Kristiania, der har ligget paa Landet et Par Somre Hun har engang været i Visit i Præstegaarden for at hilse paa Gunda … og da saa hun saa skarpt paa mig, at jeg blev rent lei …»
Det var Fru Bratvolds Tur til at bli overrasket.
«Kjender hun Gunda?»
«Ja … de er vist noget i Slægt …»
«I Slægt? … nei det er de ikke».
«Jo, Mama det er vist saa; men hvorledes kjender du denne Dame?»
Taushed.
«Det var akkurat, som skulde jeg se min Mor», hviskede Fru Bratvold.Bratvold] rettet fra: Bratvold» (trykkfeil)
«Din Mor?» spurgte Ester forundret.
«Ja … min Mors Gjenfærd. … Hun kaldte, sig … Cecilie Jansen … Forunderligt».
«Kjender du hende Mama?»
Ester fik intet direkte Svar …
Det lød friste Oksehug og Hammerslag ind til dem i Kirken. Væggen bag Alteret gav efter. Luft og Lys trængte ind fra den Kant og der kom over de fleste en Følelse af Befrielse og Haab om Redning. ……………
687Paa Kirkegaarden, laa de saarede og døende. Præsten ydede Trøst og Hjælp, hvor han kunde.
Sist gik han til sin Hustru. Hun sad alene paa Grønsværet nede ved Vandet.
«Nu Harald, nu ser du, det hjælper, at slaa Hul paa Væggen», sagde Ester med en underlig Betoning af Ordene.
Præsten studsede.
«Det bør kun ske i Nødsfald som her, aldrig i Flæng».
Ester saa paa sin Mand, idag maatte han vist være i en blød Sindsstemning. Idag, eller aldrig fik hun si det.
«Hvor blev Mor af …» sa hun med skjælvende, usikker Stemme.
«Din Mor?»
«Ja, Mor».
«ErEr] rettet fra: Er, (trykkfeil) hun her?»
«Ja, det er hun … Hun bor paa Staff, for Sommeren».
Præsten svarte ikke straks. Sistpaa spurgte han:
«Er hun kommen tilskade?»
«Nei, Gudskelov. Hun var nylig her. Men jeg forstaar jeg ikke, hvor hun er blit af».
Længst bag Kapellet i det yderste Hjørne, paa en gammel sunken Grav, sad to Damer i dybsindig Samtale.
«De faar undskylde mig», sa Fru Bratvold.
«Jeg var for paagaaende idag. Men en forunderlig Lighed med min Mor og ikke minst Deres Navn har gjort mig nervøs. Det er derfor jeg vil tale med Dem nu … Det kan jo være flere med samme Navn; men det synes ikke tænkeligt …»
Frøken Jansen vred sig der hun sad.
«Hvem er De?» afbrød hun skarpt og uden videre Høflighedshensyn.
«Jeg?»
«Ja De?»
«Nu heder jeg Heloise Bratvold efter min Mand … men jeg har ogsaa havt andre Navne.»Navne.»] rettet fra: Navne. (trykkfeil)
689Frøken Jansen aandede lettet … Gudskelov! Heloise, det var jo et ganske ukjendt Navn. Men hvad havde vel denne fremmede Dame med hende? Hvorfor havde hun stoppet hende midt paa Bygdeveie og ført hende hid? Det maatte bety noget.
Frøken Jansen antog, at denne Dame, denne Fru Bratvold, maatte være i Slægt med Præsten Thoresens Hustru. Begge Damer mindede paafaldende om Frøken Jansens ulykkelige Søster, Franziska. Men det var jo umuligt at tro, at disse to fine Damer kunde ha staat i nogetsomhelst Forhold til hendes elendige Søster, den saakaldte «Dronning af Saba», der forlængst hvilte i Fred paa gamle Akers Kirkegaard.
Frøken Jansen saa op, for dog at si noget, men mødte idetsamme et Blik fra Fruens paafaldende mørke Øine. Begge Damer fór sammen. Frøken Jansen taug. Det var Fru Bratvold, der sa med blidt sagtfærdigt Mæle:
«Jeg har vist truffet Dem før, … for mange Aar siden, hvis De er den, jeg aner. Dengang kaldte man mig for Frøken Hein.»
«Hein», Frøken Jansen gjentog Navnet, famlende og undrende. Men saa med engang gik der et Lys op for hende … Det var jo «Hein» hun hed, den Sangerinden, der optraadte i Helgesens Salon, og som navnlig i Stemmens Klang mindede saa levende om Franziska. Frøken Jansen reiste sig i stor Bestyrtelse. Dette maatte ha en Ende. «Men 690hvem er De da? saa sig det … De kan ikke være ‘Dronningen af Saba’. Hun er jo død?»
«Ja, hun skal være død … nei, jeg har aldrig været ‘Dronning af Saba’».Saba’»] rettet fra: Saba» (trykkfeil)
Frøken Jansen satte sig ned med et Suk. Hun var blit adskillig medtat under Hændelsen i Kapellet. Den fine Kjolen og Dolma’en var itu og Hatten havde faat Buler … Fru Bratvold saa hende inderligt og fast ind i det gamle vakre Ansigtet.
«Herregud, De ligner saa min Mor.»
«Deres Mor?
«Ja Mor … gamle Madam Jansen i Nevlunghavn.»
Frøken Jansen fór op …
«Hvem er De? Saa sig det i Guds Navn», raabte hun halv grædende, «De skulde vel ikke være …?
«Jo, jeg er Franziska Jansen, og du, … hvis jeg ikke tar aldeles Feil, saa er du min Søster Cicilie …»
De to Damer laa høit hulkende i hinandens Arme.
«Aa, Herregud, saa fandt jeg dig da … Og for en Lykke, at jeg skulde finde dig slig! Men hvorfor har du skjult dig saalænge?»
«Af forskjellige Grunde. Forresten har du sjelden været i min Livsvei, det har kun været et Par Gange, som jeg ved med Vished … For min Datters Skyld var det mig om at gjøre, ikke at rippe op Fortiden … men nu er hun blit gift, og jeg er ganske alene.»
691«Din Datter?» spurgte Frøken Jansen lidt undrende.
«Ja, hun er gift med Pastor Thoresen.»
Frøken Jansen tænkte paa, at hun flere Gange havde truffet Datteren og hvordan denne hver Gang havde mindet stærkt om Franziska …
Hun sad undrende og i dybe Tanker. Altsaa havde hun tat frygtelig Feil … Men hvordan kunde det vel hænge sammen med «Dronningen af Saba?» Høit sa hun:
«Men tør jeg nu virkelig tro dig?»
«Saavist som du heder Cicilie Jansen, saa sandt er vi begge født af en Mor.»
Frøken Jansen saa hende dybt bevæget ind i Ansigtet.
«Ja, du minder om den gamle Franziska … det er især Øinene og Stemmen. Men sig mig, kaldtes du ikke engang for Dronningen av Saba?»
«Ikke egentlig det. Jeg blev bare forvekslet med en anden, som kaldtes for ‘Dronningen af Saba’. Vi havde intet tilfælles uden de sorte Øine. Jeg var: ‘Den skjønne Helene’, men efter at jeg var blet gift, kaldte Bratvold mig for ‘Heloise’».‘Heloise’»] rettet fra: ‘Heloise» (trykkfeil)
Frøken Jansen ærgrede sig i sit stille Sind over alle de Penge hun havde kastet ud til «Dronningen af Sabas» Begravelse. Dumt var det … Rigtig dumt. Men godt, at ingen kjendte til Sammenhængen, ellers vilde de le hende ud. Fru Bratvold skulde heller aldrig faa vide det. … det var bedst at begrave det i Taushed. Høit sa hun:
692«Ved Politiets Hjælp søgte jeg dig forgjeves, under Navn af ‘Dronningen af Saba’».Saba’»] rettet fra: Saba» (trykkfeil)
«Hm … jeg vilde ikke la mig finde af dig … og derfor flygtede jeg til … under et nyt Navn.»
Hun slog Øinene ned ved dette Minde, og de gamle Kinder overgødes med en fin Rødme.
«Vi mødtes engang i Bratvolds Logi i nedre Slotsgade … Dengang var jeg blit ‘Frøken Helene’, Sagførerens Forlovede …»
Frøken Jansen mindedes dette Møde. Alt, hvad der mindede om Franziska, havde preget sig dybt ind i hendes Erindring.
«Du kom ogsaa ind til mig i Kafeen … for ja nu er det jo et Par Aar siden, minst.»
Fru Bratvold betenkte sig.
«Holder du Kafé?»
«Ja, det er mig, som har … Afholdskafeen ‘Glitne’. I har været inde hos mig, baade du og din Datter.»
«Det er muligt det … Men dengang maa jeg ikke ha mærket, at du ligner Mor saa meget … Kanske var det mere fremtrædende i Kirken, da du kom mig saa ganske nær. Jeg ser daarligt paa Afstand … Hm … mærkeligt, at vi skulde finde hinanden just idag og saa heroppe paa Landet.»
«Ja, kanske det … Ellers, er jeg her i Bygden hver Sommer nu. Jeg bor paa Skræppestad …»
«Du bor altsaa ikke hos din Datter?»
«Ikke nu» … kom det lidt undvigende. «De 693har ikke godt for at ta mod nogen i Præstegaarden … Og hør nu Cicilie, med det samme vi taler om min Datter, saa vil jeg paalægge dig, intet at røbe for hende, vedrørende min Fortid …»
«Det kan du vide, at jeg ikke vil.»
«Nei stakkars Barn, hun ved intet. Vi Søstre har fundet hinanden efter mange og lang Aars Adskillelse … Andet sier vi ikke til noget Menneske. Du kalder mig ‘Heloise’, som alle andre.»
Frøken Jansen tænkte, at det vilde ta Tid, inden hun vænte sig til det fremmede Navnet.
Med Beundring iagttog hun Fru Bratvolds fine Ydre. Hun var blit en virkelig Dame, saa meget var vist.
Frøken Jansen forstod ikke, hvordan Franziska, der engang havde været saa dybt sunken, nu var kommen saa godt til det. Det var for hende en dunkel Livsgaade, hvortil hun savnede Nøglen.………………
Om Aftenen, da de to gjenfundne Søstre sad paa Skræppestad, fortalte Franziska sin Livshistorie.
«Jeg forspildte min Ungdom, det er noget, du véd, Cicilie. Jeg havde ikke levet mange Aar sammen med min første Mand, Kaptein Brabandt, inden jeg forlod ham og stillede mig i Elskovsforbindelse med en ung tysk Sanger. Jeg dvæler nødig ved disse Aar af mit Liv og skal berøre dem saa let og kort som muligt. Mit Ægteskab med Brabandt var ikke lykkeligt, det var barnløst, og jeg var ofte udsat 694for Mishandling af min drikfældige og brutale Mand. Da jeg engang i Kjøbenhavn fik vide, at han var død, ansaa jeg det som en stor Lettelse. Jeg var altid bange for, at han skulde finde mig og tvinge mig til at vende tibage.
Jeg flakkede halve Verden omkring med den tyske Sangeren. Vi var i Petersburg, i Berlin, Kjøbenhavn og Stockholm. Vi optraadte de fleste Steder som Gadesangere … Aa, Søster, du vil kunne forstaa hvilket Liv jeg dengang førte … Jeg var ung og vakker, og i min Letsindighed tragtede jeg ikke efter noget bedre» … Hun sukkede tungt.
«Da jeg engang i Kjøbenhavn var blit uenig med den tyske Sangeren, forlod jeg ham og reiste til Norge sammen med endel danske Piger. Vi fik Ansættelse i Helgesens Sangerbule i Vaterland, hvor du tilfældigvis kom til at se mig.» Fru Bratvold sukkede og skjulte Ansigtet i sine Hænder …
«Den samme Kvælden, da du havde været inde Sangerbulen, gik jeg bort med en Herre for ikke mere at vende tilbage … Jeg vilde ikke, du skulde finde mig. Jeg var saa dybt nede i Synden den Gang, at jeg ikke vilde la mig frelse af nogen, uagtet jeg godt vidste, at det var en daarlig Vei, jeg vandrede paa …
Siden gik jeg til Protstitutionen og florerede længe under Navn af ‘Den skjønne Helene’ … Tilslut da jeg fik Øinene nogenlunde op for, hvilket Liv det i Grunden var dernede, og hvad Enden vilde bli, saa gik jeg fra det hele.
695Jeg flygtede fra Vika i al Hemmelighed … der var ingen, der vidste, hvor ‘den skjønne Helene’ var blit af. Jeg blev gift med Sagfører Ivar Bratvold … en Mand af fin Familie og med stor Formue …
Jeg var meget smuk dengang, og Bratvold undsaa sig ikke for at by den faldne Kvinde sit Navn. Siden levede vi i Udlandet indtil min Mands Død. Han var en formuende Mand; men bortødslede store Summer … og vi blev ikke lykkelige som Ægtefolk … Men jeg skylder min Mand meget alligevel. Ham var det jo, der rev mig ud af mit vilde Liv … og han efterlod mig og min lille Datter saa meget, at vi kunde leve sorgfrit … Da jeg efter min Mands Død vendte tilbage til Norge var ‘den skjønne Helene’ glemt. Ingen ventede at finde hende igjen som Fru Heloise Bratvold …
Jeg havde vendt mit Sind til Gud … og var blit gammel … Jeg saa Livet fra en anden Kant. Det var forbi med min Ungdom og Skjønhed. Kærligheden til Gud og Menneskene fik Rum i mit Hjerte, og jeg stræbte efter at hjælpe de fattige og forlorne og om muligt opreise de faldne Kvinder … Dette har været mit Livsmaal i mange, mange Aar …» Hun taug … Der faldt nogle Taarer … Det havde aabenbart kostet hende meget at gi dette korte enkle Uddrag af sin lange og tunge Livshistorie …
Frøken Jansen kunde ingenting svare … Det gik rundt for den gamle Dame. Nu huskede hun 696med engang, at Fru Bratvold var den samme Damen der havde tat sig af Gunda Holm, og som gjorde saa meget godt. Hun følte en dyb Respekt for denne Søster, der paa en slig Maade havde forsøgt at sone sine Ungdomssynder.
Hun slog Armene omkring Søsteren …
«Aa, jeg er saa glad, næsten som et Barn … Nu hører vi to sammen. Vi skilles ikke mere … Du Søster … du er den fine Dame, og du har gjort saa meget godt. Mit Stræv med Afholdskafeen er intet mod dette. Jeg har saamen aldrig gjort godt mod nogen …»
Frøken Jansen følte sig ydmyg og liden.
«Men nu vil vi to arbeide sammen … og hygge os sammen paa vore gamle Dage.»
Idet samme lød der en ungdommelig Røst lige tæt ved i den store, gamle Have:
«Her er Sommersol nok,
her er er Sædejord nok,
bare vi, bare vi havde Kjærlighed nok …»
Tonerne førtes bort af Sommervinden; men de første Ordene var trængt ind i Stuen og var falden med sin hele Dybde ned i Fru Bratvolds Hjerte.
I Stuen paa Lindbu sad Ragnhild og saa udover Tunet og Markerne med trist sørgmodig Mine. Aa, hvor hun var træt og lei altsammen! … Det havde hun været i mange Aar. Nu var det snart forbi med at sidde paa Lindbu. St. Hans Terminen var udløben. Hun kunde ikke greie sig længer. Nei, ikke paa nogen Vis. Hun vidste, at Gaarden vilde bli rekvireret til Auktion, kanske i denne Uge for alt det … Hun ventede ikke andet.
Tvangsauktion! … Tvangsauktion! Det var et Ord, der summede Ragnhild i ørene ved Nat og ved Dag. Aa! det var en stor Tort … Hun saa ud over Jorderne, hvor hun havde sprunget og som en liden Jentunge … Aa, hvor her var vakkert. Hun havde aldrig set det som nu. Aldrig!
698Nu skulde hun snart drives bort fra altsammen … drives bort som en Fattigkrok … Hun, den stolte Lindbudatteren, skulde kanske komme til at sidde som Pladskjærring under sin egen Gaard.
En af disse nybagte Kakser, der var kommen op af ingenting vilde rimeligvis bli Eier af Lindbu. Og hun … hun, der havde Kongeblod i sine Aarer, hun skulde la sig nøie med at tigge lidt Mel i et Knytte og nogle faa Poteter af Kjærringen opi Gaarden … Nei aldrig, aldrig skulde det komme saa vidt. Hun vidste Raad …
Hun gik bort til Skabet og tog frem en liden Medicinflaske af blaat Glas … Hun saa paa den … Den indeholdt Blaasyre og hun vidste, at bare nogle faa Draaber vilde være tilstrekkelige, til at fri hende ud fra den Sorg og Nød hvori hun var kommen.
– – – – – – – – – – – – – –
Nede ved den store Aker gik en eldre Mand og kastede af og til stjaalne Øiekast op mod Lindbugaarden … Han gik til Bekken og vaskede Ansigt og Hender i det svalende Dyb … Saa svelgede han et Par Draaber af Vandet og aandede liksom friere.
«Det gjorde godt … Men nu faar jeg vel gaa derop … hvad i Alverden er det vel jeg venter efter? Er jeg først begyndt, saa faar jeg fuldende.»
Han undgik Aléen op mod Huset; men søgte istedet en liden Benvei, og kom frem bag Haven. Gjerdet var nede, og gjennem Krat og overgrodde Havebed kom han ud paa Gaarden.
699Det saa ud som om her ikke færdedes Folk …
Veirhanen var faldt ned fra Udhusmønet. Paa Tunet laa der slængt en hel Del ubrugelige og udbrugte Gaardsredskaber. Der grodde Ugræs helt op mod Stuetrappen.
Det var Søndag og Folkene holdt Middagshvil.
Ud fra Fjøset kom slængende en Budeie i hvide Skjorteærmer. Søvndrukken blev han staaende og gned Øinene.
«Er Konen paa Gaarden hjemme?» spurgte den fremmede Mand.
«Det er hun vist. Du træffer nogen i Kjøkkenet.»
Hun slang ind igjen i Fjøset.
Den fremmede Mand gik ind i Huset. Der var ikke et Menneske i Kjøkkenet. Men der brændte en stor Ild paa Skorstenen, og over Ilden hang en Kaffekjedel og en Vasgryde. Han bankede paa Kammersdøren, og da ingen svarte, aabnede han stilt.
En Jente fór halv op af Sengen. Hun glodde paa Manden med store forundrede Øine.
«Er Mor Lindbu hjemme?»
«Ja, hun er vist i Stuen … Du faar gaa ind.»
«Nei … Du faar si hende, at en fremmed Mand vil tale med hende.»
Jenten sprang fort ud af Sengen og sjokkede ind i Stuen paa Strømpelæsten.
«Der staar en fremmed Bykar ude i Kjøkkenet. Han ber om at faa snakke med Mor.»
700Mor Lindbu sad paa Sengkanten. Hun havde hverken set eller hørt, at der kom nogen.
«En Bykar? …» spurgte hun forundret.
«Ja, han ser slig ud … han er saa fin saa.»
«Jasaa … og han vil snakke med mig?»
«Ja, saa sier han.»
Mor Lindbu tænkte sig om, det faldt hende ind, at det kanske kunde være Lensmandskaren.
«Ja, han kan ikke komme herind.» Hun saa sig om i det uryddige Værelse. «Du faar be ham ind i Andrestuen …»
Pigen fulgte den fremmede ind i Bedste- eller Andre-Stuen, som det gjerne kaldes paa Landsbygden.
Det var en muggen, modbydelig Luft, der slog én imøde fra det øde store Rum.
«Uh …» Den fremmede gik straks bort og slog op et af Vinduerne.
Da han var blet alene, saa han sig om paa de gammeldagse støvede Møbler … Blikket streifede Malerierne, der var dækket med Spindelvæv og fæstede sig længst ved den store Seng med det tykke blaa Silkeomhæng med svære Fryndser og Kvaster. Han vidste ikke, at det var syet af Bedstemor Lindbus Brudekjole og regnedes for gammelt Arvegods. Men han saa straks, at det var fint, og det vilde ha været nydeligt, hvis det af og til var kommen i Berørelse med Kost eller Børste. Men som det nu var, laa det tykt med Støv i alle Folder og Hjørner …
701«At ikke Ragnhild steller lidt og gjør det triveligt, her ser jo ud som uddøde Mennesker …» Han tændte en Cigar og sadte sig borti Sofahjørnet, mens han ventede. Ind fra Haven lød der en Summen af Bier, der gjorde ham søvnig … Døren gik op og Mor Lindbu kom ind. Den fremmede Mand reiste sig og gik hende imøde
«Goddag Ragnhild … Du kjender vel ikke mig? …»
Ragnhild vaklede. Hun maatte støtte sig mod Bordpladen. Som en Drømmende saa hun ind i Mandens mørke Øine … Manden var gammel, Haaret var graasprængt … men det laa lokket ned over Panden og … der var en umiskendelig Lighed mellem denne Mand og Pastor Harald Thoresen. Ragnhild drog Veiret tungt … Saa kom det endelig.
«Jo jeg kjender dig … Du er … Erling Brun. Herregud! at du kommer nu.»
Hun brød ud i en heftig Graad.
Erling Brun tog hende blit ved Haanden og førte hende bort til Sofaen …
«Maa jeg ikke komme, Ragnhild? Er du sint paa mig?»
«Sint … nei, men du … skulle kommet for mange Aar siden … jeg har været længe Enke … Nu … nu er det forsent.» Hun talte med brudt Stemme.
702«Forsent?» gjentog Erling
«Ja, det er det. Jeg er blit for gammel til alting. Og Lindbu er tabt. I denne Uge kanske, vil det bli Tvangsauktion her».
Erling Brun aabnede en stor Lommebog og tog ud en Bunke Papirer, som han la fra sig paa Bordet.
«Lindbu er din Eiendom nu …» sa han med blød Stemme. «Jeg har indløst alle Gjældsfordringer … Gaarden er nu gjældfri og kan fremdeles bli det.»
Det var umuligt at kunne se paa Ragnhild Lindbu, hvordan hun tog dette … Hun beholdt sin stive holdning og de kolde Ansigtsdrag forblev ubevægelige …
«Tak», sa hun bare og rakte Haanden frem … den føltes kold og klam, da Erling tog den.
«Jeg vil naturligvis se at faa betalt dig igjen med Tiden», sa hun og slog Øinene ned. Hun taalte ikke se paa Erling. Han mindede altfor meget om Sønnen. For nu vidste hun det med Vished, at Pastor Thoresen var hendes og Erlings Søn. …
«Om nogen Tilbagebetaling kan det naturligvis ikke bli Tale om mellem os … ialfald ikke paa den Maade, som du mener det», svarte Erling Brun i en lidt skuffet Tone. Han følte sig skuffet og saaret. Det var svært saa Ragnhild var blit forandret …
Kanske havde han tat sig Vand over Hodet? Det havde kanhænde været bedre, han aldrig mere var kommen i hendes Nærhed? Det faldt ham ind, at han vistnok havde bevaret sin Ungdomskjærlighed trofastere 703end hun havde formaaet at gjøre det. Han vidste jo ikke, at det netop var Forsagelsen af denne stærke Ungdomstilbøielighed, der fra først af havde stivnet Ragnhild Lindbus Hjerte til en Isklump, der aldrig kunde tø op.
«Naar kom du hjem fra Amerika?» spurgte hun.
«Ifjor Sommer … jeg har ventet i Kristiania paa en Del Penge, som skulde bli sendt mig fra Chicago. Nu har jeg faat dem, og derfor er jeg her.»
Ragnhild hostede. «Øh … øh.»
«Hvordan fik du vide om min daarlige Stilling?»
«Gamle Frøken Jansen fortalte det. Hun ligger jo her paa Landet om Sommeren, og hun kjender til hvordan du har det.»
«Ja, det er sandt … Hun var her paa Lindbu en Gang ifjor, og hun talte … om dig.»
«Jeg ved det. …»
Erling flyttede sig nærmere hen til Ragnhild og tog hendes tørre, visne Haand.
«Vi er begge to gamle, du Ragnhild. Vi kan ikke føle det som da vi var unge …»
«Nei, det er nok umuligt det.»
«Men vi kan enda faa det godt.»
Ragnhild svarte ikke direkte …
«Sig mig du», spurgte hun, «var det du, som var her ifjor Høst og solgte Kram?»
Erling lo.
«Ja, det var nok mig det. Jeg maatte nøiere undersøge din Stilling … Saa du kjendte mig?»
704«Ja, … jeg trodde det var dig … men du havde lyst Haar og Skjæg den Gang.»
«Det var falsk. Et amerikansk Kneb for at gjøre mig ukjendelig.»
Ragnhild sad en Stund taus, saa sa hun:
«Og du har aldrig været gift.»
«Nei, aldrig. Jeg har bare haft en Kjæreste og det er du … Jeg holder endnu af dig, og jeg vil gjerne gjøre godt mod dig det, som jeg ikke kunde i min Ungdom.»
«Ja, havde det bare været, da vi var unge.» Ragnhild la Hodet ind mod hans Skulder og græd.
«Jeg haaber, det ikke er forsent endnu», sa Erling mildt.
Men Ragnhild græd … kunde ikke andet end græde. Det lettede mærkelig. Hun følte sig ikke fuldt saa trang for Brystet. Kanske hun enda kunde bli … en lykkelig Hustru? … Nu var han kommen, han som hun havde længtet efter disse mange, mange Aar.
Men hvad hjalp det vel? Hun vilde altid bli en ulykkelig, brødefuld Mor … Og sin stærke Moderfølelse kunde hun aldrig løsrive sig fra.
Sommetider, naar hun sad ene føltes det, som kunde hun trykke den store stærke Sønnen til Hjerte, for aldrig at gi slip paa ham mere … Hun vilde si til ham: Jeg er din Mor … men hidtil havde det været hende umuligt.
Der var indtraadt en tung Stilhed. Erling 705var først den, der brød Tausheden, og han talte om det, som laa Ragnhild nærmest paa Hjertet.
«Har du aldrig hat Barn?» spurgte han. Der var noget forventningsfuldt og uroligt i Stemmen. «Nei … ikke i mit Ægteskab … men … du og jeg, vi har en Søn.»
Hun saa ned, og de magre blege Kinder overgødes med en fin Rødme …
«Ja, det er sandt, du lod dig mærke med noget sligt … da vi skiltes som unge, i St. Halvardsgade i Kristiania … Hvor er vort Barn nu?» Han talte i en bestemt Tone, som vilde han kalde hende til Regnskab.
Ragnhild hostede med den tørre, rustne Strubelyd, der var blit hende egen.
«Nu er han en voksen, stor Mand og dit udtrykte Billede.»
Hun talte med en hul, trang Stemme, som altid, naar hun ikke var i Godlaget. Men da det var sagt, følte hun sig lettet.
«Saa du ved, hvor han er?»
«Ja … jeg tror det er ham. Jeg har kjendt ham paa dig … og paa et Modermærke paa venstre Arm, som jeg tilfældigvis fik se, da han var en Gut.»
«Hvor er han? … Er han her paa Gaarden?»
«Nei da … kan du tænke dig sligt? Han har ingen Tanke om, at jeg er hans Mor … Øh, øh.» Hun drog Pusten tungt og langt, inden hun fortsatte …
«Det er Præsten Thoresen, jeg mener.»
706Erling Brun fòr op, og der kom et underlig spændt Udtryk i de mørke Øine.
«Kjære dig, Ragnhild, hvad er det du sier? Skulde virkelig Præsten Thoresen være vor Søn?»
«Ja, jeg tror idetmindste, at være vis i min Sag», svarte Ragnhild med trangt Mæle. Hun pressede Haanden mod Brystet. Det føltes næsten som vilde hun kvæles.
«Er det den Præsten, som kom paa Besøg her til Gaarden den Kvelden, jeg var her forklædt som Kræmmer?» spurgte Erling interesseret.
«Ja, det er ham, han er Præst her i Sognet.»
«Herregud! hvor rart det er … Jeg maa si, det er længe siden jeg traf en Mand, der indgjød mig en saa stærk Sympathi.»
«Ja, det kan vel være det … men jeg har lidet kunnet taale at se ham. Aa ja, du kan ikke forstaa det, for du har ikke en Mors Hjerte du. Det er anderledes med en Far … Jeg véd, at Præsten er en dannet Mand. Han har faat en god Opdragelse, bedre end baade du og jeg kunde git ham den. Det er min eneste Trøst; for jeg begik en stor Uret mod ham, da han var liden.»
«Gjorde du?»
«Ja, det maa du da vel skjønne. Du er vel ikke saa dum, du … Jeg fødte i Dølgsmaal og satte Barnet ud paa Gaden i Kristiania.»
«Ja, det vidste jeg jo ikke noget om … Men nu hører jeg, at du har gjort stor Synd mod Barnet og mod mig, som Far er.»
707Ragnhilds kolde Ansigtstræk antog sit gamle fortvilede Udtryk … Det gryssede næsten i Erling naar han saa paa hende. Han vidste, at hun var hjemfalden til Straf efter Kriminalloven … Hun var ikke stort bedre end en Barnemorderske. At Sønnen var blit den Mand han var, kunde ene tilskrives Tilfældet eller Guds store Barmhjertighed …
«Du skal ikke bebreide mig noget», svarte Ragnhild med fast Stemme og saa Erling lige ind i Ansigtet. «Jeg har lidt nok. Aldrig siden har jeg kunnet skjænke Liv til noget Barn … Jeg har havt seks dødfødte … Er det ikke tungt?»
Nu fortalte hun ligefrem, hvordan hun havde havt det, helt siden hun kom hjem fra Kristiania … Paa hvilken Maade hun havde opdaget denne mærkværdige Lighed mellem Harald Thoresen og sin Ungdomselsker, og hvordan hun lige med det samme fik den Anelse,Anelse] rettet fra: Anelselse (trykkfeil) at han var hendes Gut; men at hun maatte bære det hos sig selv.
Hun talte om sin Angst og Sorg, da Gutten blev stjaalen af Taterne, og hvilken Uro hun følte i de mange Aar … Men saa kom Gutten tilrette igjen, og hun fik ved et Tilfælde se Modermærket paa hans venstre Arm … Saa fortalte hun videre, at det var denne Gutten, der var blit Præst i Sognet … Hun flettede ind en liden Skildring om, hvor stærkt hun havde følt det, og hvordan hendes dybe Hjertesorg helt havde forandret hende, og gjort hende til den tørre magre Kvindeskikkese, som hun nu var …
708Udenfor var det begyndt at regne … og Tordenen rullede først fjernere, saa nærmere … Der trængte et Lynglimt ind gjennem Vinduet; men de to saa intet, hørte intet, de var altfor optagne.
Da Ragnhild havde endt sin Fortælling, sa Erling:
«Vi bør inderlig takke Gud, fordi Sønnen vor er kommen saa godt til det … Men du Ragnhild, nu maa vi gifte os, om vi saa aldrig havde tænkt det, og det maa ske fort … Vi reiser til Hamar en af de første dagene og lar os vie af Byfogden. Det gaar ikke an, at vi fremstiller os for Sønnen vor, uden som Ægtefolk.»
Ragnhild Lindbu fik det med en nervøs Rykning, og hun blev lidt blegere end før.
«Du vil altsaa si ham, hvem han er?
«Det vil jeg vel.»
«Men naar han nu ikke vil anerkjende os som Forældre.»
«Kanske vil han det ikke for Verden; men alligevel maa han vide, hvem han er. Han er jo nu eneste Arving til hele Lindbu og til min Formue. Du faar huske paa, at du er gammel nu … vi kan ikke faa flere Barn.»
Ragnhild taug.
Om en Stund gik hun ind i Dagligstuen for at rydde op og dække Aftensbordet, og hun talte ikke mere med Erling om det, der laa hende nærmest paa Hjertet. Undertiden skottede hun bort til ham og tænkte paa den Tid, da de begge to var unge.
709Erling var blit forandret. Han var blit en pen ældre, lidt stille Mand. Han var modnet i Livets Skole. Det var ikke mere den halvdannede, flotte Opvarter fra Hotel «Nordstjernen». Men paa Øinene og Haaret og et vist eget Udtryk ved Læberne vilde Ragnhild Lindbu ha kjendt ham igjen, hvor hun saa havde truffet ham.
I et af Kristiania Hoteller træffer vi Erling Brun og Ragnhild Lindbu som Mand og Hustru.
Ragnhild var klædt i sort Silke og saa flot ud; men paa Hodet bar hun det uundgaaelige Skaut.
«Gjør som jeg sier, Ragnhild», ytrede hendes Mand, «gaa i Byen og kjøb dig en Hat, inden vi kjører ud til Lærer Thoresens, saa vil du se langt bedre ud. Kan du ikke finde Vei alene, saa vil jeg gjerne følge dig ud.»
Ragnhild betragtede sin Mand med et isnende koldt Blik. Det var formelig som om hendes Træk stivnede til. Hvor uskyldig end Erlings Ytring havde æret, saa havde den saaret hende lige ind i Sjælen. Hun følte det som om han vilde haane hende. Hun, den jævne Bondekone, skulde altsaa ikke være god nok, som hun var.
711«Bry dig aldrig med mig», svarte hun iltert, «jeg er vel god nok for denne Fru Thoresen … Og du … du vidste, jeg var Bondekone forinden vi blev gifte … Men naar en gaar lige i Ilden maa én brænde sig, det er noget, du maatte vide, Erling.»
Han svarte ingenting paa dette, bare sa:
«Skal vi gaa?»
«Vist skal vi gaa ja, jeg har længe været færdig.»
Hun satte Lænkenaalen bedre fast i det store Wienershawl, og liksom for at ærgre sin Mand trak hun Skautet længer ned over Ansigtet.
«Du brugte Hat, den Gang du var ung», vovede Erling at bemærke.
«Ja, den Gang jeg var her i Byen; men tror du, jeg fik Lov at bruge Hat paa Bygden? … Nei, da … Og nu er jeg Bondekone, og jeg vil nok bli det til min Død.»
Hun gik først udaf Døren. Erling kom sagtfærdig efter; han tænkte paa, at der havde været mange Rivninger dem imellem, bare denne korte Turen til Kristiania. De stemte lidet overens. De mange Aars Adskillelse og forskjellige Forhold havde udviklet dem høist forskjellig. Han følte det tungt. Det var ikke blit som han tænkte; men for Sønnens Skyld var det alligevel godt, at de nu var gifte …
I Taushed gik de op til Storthingsbygningen og tog en Vogn, for at kjøre ud i Parkveien, hvor Overlærer Thoresen bodde.
712Overlæreren og Frue sad og kosede sig i sin lille hyggelige Stue, da Pigen kom ind og meldte, at det var en gammel Bondekone og en yngre Herre, der bad om at faa tale med Hr. og Fru Thoresen. Overlæreren lod Avisen falde, og la Lorgnetten ned paa Bordet.
«Hvem mon det kan være, du Luise?»
«Ja, Gud ved? Kanske er det nogen, der bringer en Hilsen fra Gutten vor.»
Hun kaldte altid Præsten Thoresen for «Gutten vor», det var Kjælenavnet fra den Tid, da han var Barn.
Med en hurtig Bevægelse la hun Strikketøiet fra sig og gik ud i Entreen, hvor de fremmede ventede … Hun gjenkjendte straks Konen paa Lindbu. Ikke alene fra saa langt tilbage, som til den Tid, hun bodde paa Lindbu, men ogsaa fra senere Besøg paa Landet.
Den stive, tørre Bondekone havde altid gjort et pinligt Indtryk paa Fru Thoresen. Men hun hilste høflig. Hun antog, at det gjaldt et Budskab fra hendes Søn, uagtet det undrede hende, da hun vel vidste, at Mor Lindbu aldrig kom til Præstegaarden.
De fremmede blev buden ind i Stuen.
«Er det Fru Lindbu, som er ude og reiser», sagde Overlæreren med et godlidende Smil; han var langt venligere og mere folkelig end Fruen.
Mor Lindbu nikkede stivt og presenterede sin Mand: Hr. Brun, en gammel Ungdomsven, der havde været mange Aar i Amerika …
713Altsaa var hun gift? … Det havde ikke Overlærerens hørt noget om.
Jo, hun var da det. Det vakte Forundring, men fremkaldte ingen Bemærkning. De besøgende blev indbudt til at ta Plads. Ragnhild Lindbu satte sig ned paa Kanten af en Stol. Hendes Mod var sunken. Hjertet bankede og hun havde en Fornemmelse som vilde hun kvæles. Med et underlig sky Blik saa hun sig om i Værelset, der var overfyldt med Møbler … I hendes Øine saa det ud som et Virvar, just som de skulde flytte. Borde og Stole stod jo midt paa Gulvet, og allesteds hvor det kunde anbringes med Smag, var det en sand Forvirring med Planter, Nibs, Blomsterborde, Hylder og Malerier. Uh, hun følte det næsten kvalmt. Det blev trangt, i det overfyldte Rum, hvor alting kom saa lige ind paa hende, og, hvor Luften var svanger med fine Dunster … Her var hendes Barn blit opdraget … her hørte han hjemme, i disse Kredse og ikke hos hende. Hun tænkte paa, hvordan hun vel skulde faa Talen bragt hen paa Harald og det Budskab, hun havde at overbringe … Hvordan vilde vel Fru Thoresen ta det? Det vilde vel gaa hende nær, uagtet hun vidste, at hun ikke var Mor. … Som i en Summen hørte hun al denne Prat omkring sig … disse Stemmer.
Fru Thoresen sad der stiv og fornem, meget pyntet og meget aristokratisk. Der stod formelig som en fin Duft af hende … og hende havde Gutten 714til Ragnhild kaldt for Mor. … og han vilde vel fremdeles kalde hende saa? … Uvilkaarlig krummede Ragnhild den tørre, visne Haand. Gud! hvor hun hadede og afskyede denne Dame.
Hun følte ingen Taknemmelighed mod disse Folk, der havde gjort saa meget godt mod hendes Barn; det forekom hende tvertimod, næsten som havde de røvet Pladsen og Kærligheden fra hende … Det var Misundelse, Had og Bitterhed, der fyldte Ragnhilds Hjerte og trængte alle milde Følelser tilbage. Der taltes om mange Ting, mens hun sad taus og træg. Erling Brun opførte sig, som havde han været i disse Omgivelser hele sit Liv … Han havde altid været fri og utvungen, og i Amerika havde han lært at føre en Konversation og betragte alle som sine Lige. Han gjorde et godt Indtryk paa Overlærerens; men de, ventede forgjæves at faa høre noget fra Præstegaarden … De spurgte … og Svarene kom undvigende … Samtalen begyndte at gaa i staa, og Overlæreren og Frue begyndte stærkt at undres paa, hvad disse Folk dog egentlig vilde, eller hvad dette Besøg havde at bety? … Efter en liden Pause sa Overlæreren:
«Jeg sidder her og undres over, at Hr. Brun … minder saa stærkt om … vor Søn. Det er Øinene, Panden og især et Træk ved Læberne … Finder ikke du ogsaa det, du Luise?»Luise?»] rettet fra: Luise? (trykkfeil)
Overlæreren havde hele Tiden været opmærksom paa denne mærkelige Lighed. Og nu udtalte han 715sig derom liksom bare for at si noget. Tausheden kjendtes altfor trykkende …
Fru Thoresen havde tat et lidet fint Haandarbeide. Hun saa op og svarte i en kold ligegyldig Tone:
«Ja, jeg tror du har Ret … Jeg saa med det samme, at der var noget kjendt i Hr. Bruns Ansigt … Slige tilfældige Ligheder træffer man tidt.»
Fru Thoresen talte i en let henkastet Tone. Hun anede vistnok intet. Eller er det saa, at de Fine forstaar at forestille sig slig? Ragnhild Lindbu vidste det ikke. Men saa meget vidste hun, at nu eller aldrig maatte det sies … Hun saa Fru Thoresen hvast ind i Ansigtet og sa med fast Stemme:
«Denne Gang, Frue, er det ingen Tilfældighed.»
«Hvad mener De?» spurgte Fru Thoresen forandret, og lød pludselig Haandarbeidet synke. Overlæreren satte Lorgnetten paa og fixerede sine Gjæster temmelig skarpt. Hvad vilde vel disse Folk? …
«Hvad jeg mener?» svarte Ragnhild. En Feberglød farvede hendes Kinder og hun skjalv i Maalet. «Hvad jeg mener? … Jeg mener naturligvis, at der er intet rart i, at Far og Søn ligner hinanden.»
Det kom fort og uventet … men nu var det sagt, og Ragnhild følte sig lettet.
Fru Thoresen var bleven bleg … Og hendes Stemme bævede, da hun spurgte op igjen:
716«Far og Søn … hvad vil dette sige? Hvad mener De dog?»
Ragnhild vilde tale; men hun blev afbrudt af Overlæreren, der spurgte i en rolig Tone og med kold Høflighed.
«Hvad er Deres Erinde, Hr. Brun? … Er det kanske noget Bud De har til os.»
«Ja, det er nok et Bud», svarte Ragnhild; men hendes Mand afbrød hende.
«Først vil vi spørge Hr. Overlæreren og Frue om Pastor Harald Thoresen er Deres rette Søn, eller ikke?» …
Fru Thoresen blev enda blegere end før, og fik det med at skjælve, som om hun frøs midt paa den varme Sommerdag. Hun saa paa sin Mand, mens hun svarede sagte og bævende:
«Han er et Barn vi har tat til os, da han var bitte liden. Men jeg forstaar ikke, hvorfor De spør om dette …» Hun søgte forgjeves at anta en stiv, fornem Holdning, og saa fra Hr. Brun bort til hans Hustru.
«Det har vi allerede saa smaat antydet. Vi er antagelig Præstens Forældre, om ikke min Hustru tar aldeles Feil.» Erling Brun var folkevant, han talte i den roligste Tone af Verden.
Hans Hustru vred sig paa stolen, der hun sad, og Fru Thoresen saa ud som vilde hun faa Anfald …
«De faar se at ta det rolig Frue», sa Erling Brun. «Vi forstaar nok, at denne Efterretning kan 717falde tung. De har jo havt ham fra han var liden og været mod ham som Forældre …»
«De faar forklare Dem nøiere», afbrød Overlæreren utaalmodig. Forresten tog han det tilsyneladende let … Han havde ofte tænkt sig til, at noget lignende vilde indtræffe, enten før eller senere.
Og det var godt at saa lang Tid var hengaat …
Nu var jo Harald blit en selvstændig Mand med Foden under eget Bord … Han var jo fra dem alligevel. Det var underligt … jo mere Overlæreren saa paa denne Mand, der sad ligeoverfor ham, desto fastere blev han forvisset om, at dette virkelig maatte være Haralds far. Ligheden var slaaende.
«Forklar Dem», gjentog han … «Taaler du ikke at høre det, Luise, saa gaa ud i Soveværelset», sa han venlig, henvendt til sin Hustru …
«Jo, … jeg … taaler det …» Hun reiste sig bare og gik et Øieblik ud i Spisestuen. Da hun kom tilbage var hun mere fattet.
«Fortæl det du, Ragnhild», sa Erling Brun til sin Hustru.
Ragnhild hostede et Par Gange, inden hun begyndte med trangt Mæle:
«De har boet i Pilestrædet No. …?»
«Ja …»
«De bodde der den 20de Mai 18…»
«Ja.»
Ragnhild Lindbu aandede dybt, inden hun fortsatte:
«Som en ung Jente var jeg en Tid her i Byen, 718… Jeg var paa en Maade forlovet med han Erling Brun … ja det var nu ikke nogen rigtig Forlovelse … øh, øh. … Det var ingen, der vidste om det. Men det var nu mellem os alligevel … og saa gik det uheldigt … Øh, øh … Jeg fødte i Dølgsmaal og satte Barnet mit ud … Men det var ikke Erlings Skyld, at det gik, som det gik … Han vilde giftet sig med mig … men jeg vilde ikke … jeg turde ikke for mine Forældre. Jeg var en rig Bondejente og han …» Hun slog Øinene ned.
«Altsaa det gamle Bondearistokrati …» sagde Overlæreren. Han vekslede et megetsigende Blik med Erling Brun. Men Ragnhild fortsatte:
«Jeg var den ulykkelige Mor, som satte mit Barn ud ved en af Entredørene i tredie Etage i No … i Pilestrædet, tidlig om Morgenen den 20de Mai 18… Aa, jeg husker det som idag. Det gaar aldrig fra mig.» … Taarerne vilde frem, hun magtede neppe at skjule sin dybe Bevægelse og hvor megen Kamp, det havde kostet hende at fortælle dette. Hun fik et af sine gamle Hosteanfald og stønnede tungt.
«Ønsker De et Glas Vand?» spurgte Overlæreren.
«Nei, ellers Tak. Ingenting.»
«Stakkars Kone; det er værst for hende», ytrede Fru Thoresen i en medlidende Tone.Tone.] rettet fra: Tone.» (trykkfeil)
«Ja, det vil bli værst for mig … for Ansvaret, Ansvaret!»
«Det er nu saa mange Aar siden», faldt Overlæreren ind. «De har vel søgt at afbede og angre 719Deres Synd. Gutten Deres har ikke lidt nogen Nød, han kom i gode Hænder. Saa for hans Skyld behøver De ikke sørge.»
«Nei, nei … jeg sørger ikke for ham; men jeg har lidt saa meget, havt det saa ondt … og nu … nu?»
Tung Stilhed.
Overlæreren pudsede sin Lorgnet meget omhyggelig, saa sa han:
«Det forholder sig saa, at vi fandt en liden sped Gut udenfor Entredøren vor, om Morgenen den 20de Mai 18… Af den Grund har vi altid feiret Haralds Fødselsdag 20. Mai … Naar er han ellers født?» … Han saa Ragnhild skarpt ind i Øiet.
«Den 10de Mai …» svarte hun.
«Hm … saa var han akkurat 10 Dage, da han kom til os. Stakkars Unge. Vi gjorde altsaa Ret i, at la ham døbe.»
«Ja, han var udøbt.»
Stilhed.
Fru Thoresen reiste sig og gik lige hen til Ragnhild Lindbu, saa hende fast og bestemt ind i Øiet og sa:
«De bedrager os vel ikke?»
«Nei, Gud hjælpe mig, om jeg gjør.»
«Vi tør tro, at De var den Kvinde, der henla et Barn udenfor Entredøren i Pilestrædet den omtalte Morgen i Mai Maaned?»
«Ja, det tør De tro, ved min Sjæls Salighed.»
720«Nu; det er alt, hvad vi behøver at vide. Deres Forhold til Barnets Fader og andre Biomstændigheder vedkommer ikke os.»
«Nei nei …»
Fru Thoresen betænkte sig.
«Kanske drog De et Slags Kjendsel paa Gutten, den Sommeren, vi skulde bo hos Dem paa Lindbu?»
«Det gjorde jeg … Jeg kjendte ham straks Paa Faren.»
«Og derfor var det, at De tog Dem det saa, nær, dengang han saa pludselig blev borte?»
«Derfor var det.»
«Men hvorfor sier De os dette nu, efter de mange Aars Forløb?» spurgte Overlæreren, «hvad Gavn kan De vel ha deraf? … De maa kunne forstaa, at Pastor Thoresen aldrig vil erkjende eder som Forældre. Han kan det ikke engang; ialfald ikke, for Verden.»
Ragnhild fór sammen. Men Erling Brun spurgte i en rolig Tone:
«Ved han ikke andet, end at I er Forældrene?»
«Nei», svarte Overlæreren, «han ved ikke andet. Vi har udgivet ham for vor Søn. Og det er kun enkelte af vore eldste Venner, der ved, hvordan det Hænger sammen. De fleste tror, at Pastor Thoresen er vor Søn … vort eneste Barn. Og vi havde selv næsten glemt, at han ikke er det. Han har været en god Søn og gjort os megen Glæde. Deres Meddelelse berører os smerteligt. Og hvis jeg enda kunde forstaa Nytten?» …
721«Det maa De vel kunne, Hr. Overlærer. Jeg er kommet hjem fra Amerika som en rig Mand … Jeg er nu gift med Ragnhild … Lindbu har jeg løst ud. Der hviler ingen Gældsfordring paa Gaarden … Den, og alt hvad vi eier, er … Præstens Eiendom, naar vi engang er døde.»
Fru Thoresen saa op. Der var sund Logik i denne Tale. Harald vilde altsaa med Tiden bli en rig Mand … Hendes Hjerte begyndte at banke lettere. Denne Brun maatte da vist være en bra Mand. Høit sa hun. …
«Men hvordan vil De forholde Dem ligeoverfor Pastoren?»
«Vi vil si ham Sandheden. Saa faar han opta det som han vil. Han skal ialfald vide hvem han er.»
Fru Thoresen smilte.
«Tro De mig, Hr. Brun … han vil bestandig hænge ved os, som ved sine rette Forældre … og vi betragter ham som vor Søn, kan ikke andet … vil ikke …»
«Tys Luise, vi har jo bestandig vidst, at han ikke var vor egen.» Det var Overlæreren som talte i en rolig, sindig Tone … «Vi maatte jo tænke os til, at de rette Forældre engang vilde komme frem.»
«Aa, nei, det tænkte jeg ikke», svarte Fru Thoresen, «en Mor, som sletter sit Barn ud, indfinder sig sjelden … Denne Mor var heller ikke kommen, om ikke Faren havde villet det …» Hun taug pludselig. 722Et Blik paa Ragnhild Lindbu sa hende straks, at hun var gaat for vidt … Ragnhilds Ansigt var askegraat; med foldede Hænder sad hun og stirrede ud i Luften.
«De kan faa Barn i Deres Ægteskab», sa Fru Thoresen i en mildere Tone.
«Nei da, nei … forstaaar De ikke, at jeg er blit for gammel … for gammel til alle Ting … For gammel til at være … Mor … Aa … aa … Gud give jeg havde tat mit Barn … og reist hjem til Far og Mor … Skammen var blit en Overgang … Aa … aa, alting vilde været bedre, end som jeg har det nu.»
Hun brast ud i en saar, fortærende Graad. Erling nærmede sig …
«Du faar besinde dig lidt, Ragnhild … Det vil nok ordne sig, skal du se.»
Hun sled sig fra ham.
«Ja, for dig kanske … Du har det godt med at ta Livet roligt. Det er saa med Mandfolkene … Men jeg er nu Mor, jeg … Uagtet den fine Dame har røvet mig min egen Gut, saa er jeg Mor … Ja det er jeg.»
«Tys da, Ragnhild.»
«Røvet ham … tænk røvet ham», svarte Fru Thoresen i en overlegen Tone. «Det har jeg da slet ikke gjort … De kastede Deres Barn fra Dem, og maatte bare være glad, at det kom til bra Folk.»
«De faar undskylde min Hustru … Hun véd ikke, hvad hun sier», sagde Erling Brun.
723«Det falder mig noget ind», begyndte Overlæreren, «har De Beviser for Deres Paastand? Er det intet uden Ligheden mellem Dem og Præsten?»
«Jo»,«Jo»] rettet fra: «Jo (trykkfeil) svarte Ragnhild, «der var et Modermærke paa Barnets venstre Skulder …»
Fru Thoresen saa paa sin Mand, begge vekslede et Forstaaelsens Blik.
«Jeg har set Mærket … Det samme Mærke paa Harald Thoresens Skulder, da han kom tilbage fra Taterne som liden Gut, og laa syg i N… Præstegaard.»
«Kan De beskrive os dette Mærke?»
«Ja, det er en stor rød Plet.»
«Det passer. Harald har et saadant Mærke paa venstre Skulder.»
«Saa var det en liden Fingerring af Guld, som han bar i et Baand om Halsen … hvori der var indgraveret Bogstaverne L. …»
Overlæreren og Fruen vekslede nok et Forstaaelsens Blik …
Fruen reiste sig og gik ud … Om en Stund kom hun tilbage med en liden Pakke. Hun løste op Baandet og tog ud et gammelt, graat Dobbshawl af den Slags, der brugtes for en 30 Aar tilbage i Tiden.
Ragnhilds blege Ansigt blev enda blegere.
«Herre Jesus!» raabte hun og slog Hænderne sammen.
«De kjender altsaa Schawlet?»
«Jeg skulde kjendt det blandt Tusinde» … Hun reiste sig og berørte det først forsigtig med Fingerspidserne … 724saa tog hun det op og bredte det helt ud … «Herregud, jeg kjøbte det, straks jeg var kommen ind til Byen. Det kostede 7 Spd. Slige Schawls var meget moderne og gruelig kostbare.» Erling Brun havde reist sig.
«Jeg husker ogsaa Schawlet», sagde han i en interesseret Tone.
«Ja det gjør du nok … Aa Herregud, jeg tog det og svøbte det omkring Gutten min, dengang jeg satte ham ud … jeg vilde, han skulde ligge varmt og godt.» Hun græd stille.
«Gutten var altsaa indsvøbt i dette Schawlet, da De fandt ham?» spurgte Erling Brun.
«Ja.»
«Nu, det er godt nok Bevis dette, Schawlet er Ragnhilds … Men Frue, det er mærkeligt med hvilken Pietet De har bevaret dette gamle Plagget.»
«Jeg havde jo ingen Lyst til at benytte det, kan De vide. Sommetider tænkte jeg at gi det bort; men … saa faldt det mig ind, at kanske Eierinden engang kunde komme … jeg kan sige, jeg frygtede det … Men … Gudskelov, at Harald er blit voksen … nu vil ingen kunne rive ham fra os.»
«Det er sandt Frue», svarte Erling Brun i en ærbødig Tone.
«De har størst Ret til ham … og vi agter aldrig at gjøre Dem Retten stridig … For Verden er han Deres …»
«Tak», sa Overlæreren, han reiste sig uvilkaarlig og trykkede Bruns Haand.
«Tak», svarte Fru Thoresen med bevæget Stemme.
725«Men, det, er Arven; De maa kunne forstaa dette», svarte Brun. «Det vilde være ondt, om alt hvad vi eier, skulde gaa over til fremmede. Men, Frue … saa var det Ringen? …»
«Ringen!»
Fru Thoresen rakte Erling Brun en liden simpel glat Guldring.
Brun snudde og vendte den … «Ja, det er den, her er Forbogstaverne til mit Navn: E.B. Det er din Forlovelsesring, du Ragnhild.»
I stærk Bevægelse gav han Ringen til sin Hustru … Hun stak den ind paa en af sine magre Fingre; men den gled af, og hun gjemte den i Lommen.
«Ja nu er det ikke mer», sa Erling … «Nu er vi færdig, du Ragnhild.»
«Gudskelov!»
Det havde været formeget for Fru Thoresen, hun havde trukket sig tilbage og laa paa Sofaen i Sideværelset i bitter Graad … Aa, denne raabarkede Bondekjærring, dette fæle Menneske, der altid havde indgyt hende Rædsel og Modbydelighed, hun skulde være Mor … Mor til Harald!
«Nu vil vi bare be Overlæreren, om De vil skrive et Brev til Præsten og fortælle altsammen … Dette Brevet vil vi da faa Lov til at overbringe ham, at han kan se, vi ikke farer med Fjas.»
«Stakkars Harald, hvordan vil han ta det?» …
«Hvordan vil han ta det? … hvordan vil han ta det?» sukkede Fruen i Sideværelset.
726«Han som er en Mand, maa vel kunne bære det» …
«Jeg faar betænke mig paa, om jeg vil skrive et saa’nt Brev. Hvor bor De?»
«I Hotel du Boulevard.»
Der stod liksom Respekt af Ordene. Erling Brun optraadte i det hele som en rig, flot Herre; men Hustruen, hun var afskyelig …
«Ja, Hr. Brun, jeg skal sende Dem Brevet imorgen.»
«Tak!»
– – – – – – – – – – – – – –
Det er Sommerkvæld som for mange Aar siden.
Luften er kjølig efter den varme Dag, og Naturen omkring Kristiania er deilig.
I Byens Udkanter er der, blit bebygget og sket store Forandringer de sidste Aar; men ude i St. Halvardsgade er det noget nær ved det samme …
Det er enda tildels de gamle smaa Træhuse, og det er den frie Udsigten mod Ekeberg og de frodige Græs marker med Lier og Kratskog nedenunder Berget …
Ragnhild Lindbu gik opover Gaden og mønstrede hvert Hus med store forvirrede Øine … Var det her … her? … Ja, her var det, her! … Hun gik tvers over Gaden, hun standsede og stirrede opover mod Ekeberg. Hun agtede ikke Folk, som gik hende forbi … De Forbigaaende snudde sig og saa undrende tilbage paa den gamle Bondekone. …
Hvorfor mon hun stod der? – – – Var hun ikke 727Veien kjendt? … Eller ventede hun nogen? Der var ingen der spurgte …
Solen var gaat ned … Der laa dæmrende Stilhed i Luften … Men over fra Ekeberg hørtes Summen af Stemmer, Latter og Skraal … Der saas Folk hist og her … det var Friluftsmenneskernes Tid.
Ved Veikanten og inde fra Haverne duftede Hæggen og Syrinen. Bjørkeløvet var saa friskt og grønt Ragnhild Lindbu mindedes en lignende Kveld for mange Aar siden … «Den Gang var jeg ung og vakker … og elsket … og nu, nu … han elsker mig ikke … kan ikke elske mig. Han giftede sig med mig bare af Pligtfølelse mod Sønnen vor. Det skal snart bli forbi … forbi! … Jeg trodde jeg skulde opnaa’d at bli en lykkelig Hustru; men nei, det gik i Baglaas. Og Mor … Mor, det har jeg bare været engang! … Hvor var det, jeg sad med ham paa Fanget … Stedet og Træet finder jeg ikke … men jeg har samme Udsigten …»
Hun drog Veiret dybt og levede op igjen i Tankerne hin Kveld for de mange, mange Aar tilbage. … Det var en underlig Længsel, der havde draget hende ud’ til dette Sted. Hun syntes, hun kunde staat her, … hun vidste ikke selv hvorlænge … Hun blev med en Gang saa let tilsinds. Hun saa liksom Barnet i sine Arme … Hun havde ham liksom her … Hun følte sig liksom ung igjen … Hun 728smilte … Hun brød sig ikke om hvad de Forbigaaende tænkte. Det var bare hun, og saa én til. …………………
«Gud, Ragnhild, hvor har du været? Jeg har været saa engstelig.»
Erling Brun havde i mange Timer vandret op og ned i et af Værelserne i Hotel du Boulevard.
Ragnhild var med én Gang blit borte … gaat ud, uden at si noget. Hvor var hun blit af? Hendes Mand vilde netop ud og søge efter hende … da hun kom ind i Værelset med en rolig Mine.
«Hvor jeg har været? … det blir det samme … Jeg trængte at være alene, og saa gik jeg en Tur … jeg maatte ta Afsked …»
«Afsked, med hvad?»
«Med Fortiden … og med hele Livet.» Hun talte med fast og rolig Stemme.
«Tal ikke noget Tul, Ragnhild. Jeg er bare glad du er kommen igjen; men du maa aldrig mere skræmme mig slig.»
Han gik ned for at forlange Aftensmad …
Erling og Hustru sad i Præsten Thoresens Kontor. …
De havde forlangt at faa tale med Præsten angaaende en høist vigtig Sag. …
Ragnhild Lindbus magre Kinder brændte i Feberrødme, og der var kommen over hende et spændt, forventningsfuldt Udtryk. Hendes Mand saa lidt kry ud, som han sad der tyk og bred med en svær Guldkjæde, der hang nedefter Vesten, og en Lorgnets som han pudsede meget omhyggelig. Præsten studerede paa, hvor han vel havde truffet denne Mand før, men han kunde ikke udgrunde det. …
At nogen kunde gaa hen og binde sig til Ragnhild Lindbu var for Præsten en Gaade. Han nærede en stærk Antipati mod den kolde, haarde Bondekone, der aldrig befattede sig med Religionen eller gjorde 730noget godt i Sognet, saa ofte havde skræmt ham ved sine eiendommelige Sygdomsanfald. … I dag saa hun rigtignok lidt likere ud, som hun sad der i sort Silkekjole og med et fint, hvidt Skout. Erling Brun var den, der førte Ordet. Han talte langsomt og korrekt, som af en Bog. Tonen var høflig, næsten ærbødig.
«Det er et særegent og et meget kildent Anliggende, der har ført os til Præstens» …
Han reiste sig og tog frem et sammenfoldet Brev … «Hvis Præsten vil læse dette, saa vil De med engang faa Sandheden at vide og spare os for at aflegge en pinlig Forklaring.»
Præsten tog Brevet, – hvad kunde det vel være? Det lød jo rent høitideligt!
Idetsamme han fæstede Øinene paa Udenpaaskriften:
«Hr. Pastor Harald Thoresen», blev han stiv af Forundring. Hvad var dog dette? Det var jo hans Fars Haandskrift. Hvad havde vel disse Mennesker med Overlærer Thoresen? Han udfoldede Brevet, der var uforseglet. Der indtraadte en dyb, forventningsfuld Stilhed, mens han læste:
«Kjære Harald!
Det er en overmaade tung og nødtvungen Tilstaaelse, vi er nødt til at aflægge. … Du ved ikke, hvor saart jeg og min Hustru føler det, naar vi nu af Omstændighederne tvinges til at si dig: Du er ikke vor Søn.»
731Præsten var nær ved at udstøde et Skrig; men han fattede sig itide. Haanden, der holdt Brevet, skjalv, og han drog Veiret dybt, mens han læste videre:
«Vi vil fortælle dig alt.
Det var den 20de Mai 18… om Morgenen Klokken henved 6, at Tjenestepigen aabnede Entrédøren i Gaarden Nr. … i Pilestrædet, hvor vi dengang bodde. Hvem formaar vel at beskrive Pigens Skræk og Forundring, da hun fandt et skrigende Spædbarn indhyllet i et graat Uldschawl, liggende lige ved Dørkarmen. Pigen bragte Barnet lige ind i Sovekammeret til mig og min Hustru og fortalte os, hvordan hun var blit opmærksom paa en saar Barnegraad, mens hun feiede i Entréen. Hun forstod ikke, hvorfra Lyden kom – den lød saa ganske nær … Hun aabnede Døren og fandt saa den Lille, som hun bragte os paa Sengen …»
Præsten rynkede Panden og der faldt et Par store Sveddraaber ned fra Issen. … Tænke sig sligt! … Men han var en Mand; han læste Brevet rolig til ende, mens de virkelige Forældre sad pint af Angst og Forventning. … Især følte Ragnhild Lindbu det dybt … Aa, hun holdt det ikke ud … Det var som om hendes Bryst vilde sammensnøres, – og hun holdt Øinene hele Tiden stivt heftet mod Gulvet.
«Vi forstod strax, hvordan det hang sammen», skrev Overlærer Thoresen videre.
732«Det var en ulykkelig Mor, som af en eller anden Aarsag saa sig nødt til at sætte ud sit Barn.» En Ravnemor var det, tænkte Præsten, – og der overkom ham en kold Gysen. … Uh! …
Men han læste videre:
«Vort Ægteskab var barnløst, og vi bestemte os til at adoptere den Lille.
Du var en vakker liden Gut, frisk og sprællende livlig. Du kunde ikke være mere end vel en Uges Tid eller saa, og vi antog, at Du var udøbt. I Daaben kaldte vi dig Harald og blev enige om, at du aldrig skulde faa vide andet, end at du var vor egen Søn.
Du bar intet Mærke uden en Ring i et Baand om Halsen. Det var en almindelig Fingerring af Guld, hvori der var indgraveret Bogstaverne E. B. Og saa var det et stort Modermærke paa den venstre Skulder.
Dette Brev sier dig altsaa, min kjære Harald, at du ikke er vor Søn. Du ved, at vi i enhver Henseende har været som dine rette Forældre, og derfor vil du kunne forstaa, hvilken dyb Smerte en slig Tilstaaelse koster os.
Der gjordes aldrig nogen Fordring paa dig som liden Gut. Men nu efter de mange Aars Forløb kommer dine rette Forældre.
Ragnhild Lindbu, den samme Bondekone, som vi bodde hos, da du blev bortfort af Taterne, har aflagt Tilstaaelse om, at hun var den Kvinde, der henla et Guttebarn udenfor Entreøren i Nr. … 733i Pilestrædet, 3dje Etage, om Morgen mellem Kl. 4 og 6, den 20de Mai 18…
Da hun første Gang saa dig paa Lindbu sammen med os, kjendte hun dig strax paa Grund af en mærkelig Lighed med din Far. Hun viste os et Billede af denne Mand fra hans Guttedage, og hvor nødig vi end vil tilstaa det, saa kunde vi ikke undgaa at se den mærkelige Lighed …
Fru Ragnhild Brun har ogsaa omtalt til os Modermærket paa din venstre Skulder. Hun gred saart, da min Hustru viste hende det gamle graa Uldschawlet, hvori du var indtullet, og som vi har gjemt …
Der er saaledes ingen Tvil om, at Overbringeren af dette Brev, Rentenist Erling Brun og Ragnhild Brun, f. Lindbu, er dine rette Forældre.
Det er selvfølgelig pligtskyldigst, efter Opfordring af dine legitime Forældre, at jeg nedskriver dette …
At Forholdet os imellem blir som før, ialfald ligeoverfor Verden, anser vi som selvsagt. Min Hustru og jeg vil hele Livet ud elske dig som en kjær Søn, og hele den fortvilede Historie vil naturligvis forbli en Hemmelighed os imellem. Vi længes meget efter at høre fra dig og forbliver dine hengivne Pleieforeldre:
Magnus Thoresen, Overlærer.
Louise Thoresen, f. Hilmer.
Præsten Thoresen havde lest Brevet tilende i stigende Bevægelse.
734Hvad var dog dette for’ en Opdagelse … et Slag over alle Grænser?
Men for ham kunde der ikke bli Tale om nogen Forandring. Han vilde altid betragte Thoresens som sine Forældre og bære deres Navn til sin Dødsdag.
Han følte en voldsom Uvilje imod den Kvinde, der havde skjænket ham Livet. Det blev til et dybt indgrod Had. Da han var liden, havde hun kastet ham fra sig og vilde ikke vide noget af ham, og nu, da det ikke trængtes, nu kom hun som en ond Aand og vilde rive ham ud fra alt det gode, han før havde eiet, ved at si: Jeg er din Mor! Men aldrig i Evighed vilde han anerkjende hende som Mor.
«Ja, nu har jeg læst Brevet», sa han i en skarp Tone. «Det lyder rigtignok urimelig … men det maa jo naturligvis være Tilfælde, at min unaturlige Mor satte mig ud paa Gaden i Kristiania i min spæde Barndom …» Han tilkastede Ragnhild Lindbu et gjennemborende knusende Blik og slog Armene overkors … Ragnhild sænkede Øinene dybere ned, og hendes Ansigt antog et smerteligt Udtryk …
Nedad den magre Kind randt en Taare …
«Hvad i Alverden vil I mig?» raabte Præsten efter en trykkende Stilhed. «I maa kunne forstaa, at for Verden vil jeg aldrig kunne anerkjende Eder som Forældre.»
Præsten talte fort og hvast.
«Om I vil udbasunere i Sognet, at jeg er Eders Søn, saa vil I kunne forstaa, at I skader 735og undergraver mit Rygte og min hele Stilling her i Menigheden. Det vil bli et forskrækkeligt Sladder, og jeg vil se mig nødsaget til at reise udaf Bygden. Hvad Gavn vil vel I ha af dette?»
«Vi agter ikke at gaa saa vidt», svarte Erling Brun; han havde reist sig og stillede sig lige foran Præsten. «De maa skjønne, at vi ikke vil gjøre noget sligt. Hvortil skulde vel det tjene? Ingen uvedkommende behøver vide noget om Forholdet mellem os. Men Præsten maa kunne forstaa, at Opdagelsen er af Vigtighed for Dem og Deres Børn. De er jo vor eneste Arving. Ragnhild er gammel nu. Hun vil aldrig faa flere Børn. Det er mest af den Grunds jeg vilde Præsten skulde faa vide Sandheden.»
Erling Brun talte i en stilfærdig og rolig Tone. Præsten fik et godt Indtryk af denne Mand. Kanske havde han været for braasint …
«Undskyld», sa han med mildere Stemme; «kan hænde tog jeg det for heftigt. Men jeg maa vinde Tid til at samle mine Tanker. De maa være saa venlig og la mig være alene nu.»
«Vi forstaar det saa godt, og vi vil gaa straks», svarte Erling Brun.
Med snigende Fjed gik Ragnhild Lindbu tæt ind til Skrivebordet, hvor Præsten sad. Hun foldede de magre Hænder og bad med indtrængende Stemme:
«Sig Mor! … Aa, lad mig faa høre dette Navnet … bare denne ene Gangen.
«Det kan jeg ikke», svarte Præsten, og vendte sig bort. «Du har aldrig været Mor for mig … 736Herregud! en Kvinde, der føder i Dølgsmaal og sletter Barnet sit ud, hun er ingen Mor, hun … Du gav Afkald paa Morsnavnet, dengang du slængte mig bort som et Spædbarn.»
Ragnhild Brun kastede sig ned paa nærmeste Stol i bitter Graad. Præsten følte sig forlegen; han skulde ikke sagt det. Nu fik hun vel et af sine Anfald igjen. Hendes Mand saa Præsten stivt ind i Øinene:
«Du faar ikke være altfor streng, Sønnen min. … Tilgiver, saa skal Eder tilgives …»
«En Kvinde, som sætter ud Barnet sit … jo hun er Mor hun», sa Ragnhild Lindbu med graadkvalt Stemme, … «det er Skammen … Loven og meget andet, som driver hende … men hun elsker Barnet sit, det gjør hun … ja det gjør hun» … hun saa paa sin Søn med et inderligt Blik … «En Barnemorderske … ogsaa hun elsker …»
Præstens Ansigt mildnedes; han reiste sig og tog Ragnhilds Haand.
«Gudsfred!» sa han med dæmpet Røst. «Saavist som Gud tilgiver din store Synd, saa har ogsaa jeg tilgivet dig!»
«Men du vil ikke si Mor?»
Ragnhild strakte ud de magre Hænder. Præsten veg et Skridt tilbage.
«Man har kun én Mor … jeg ved ikke af nogen anden end hende, der har været Mor for mig, fra jeg laa i Vuggen.»
737Ragnhild vendte sig mod Døren og gik. …
Folkene, der stod ude paa Præstegaardstunet, undredes over, hvorfor den nygifte Kone græd saa saart, da hun kom ud fra Præstens Kontor. Hodet var dybt bøiet og Haanden skjalv, da hendes Mand hjalp hende ind i Vognen.
«Du faar ikke ta det saa tungt», hviskede Erling Brun. «Det er ikke at undres over, om han følte sig ubehagelig overrasket … Jeg maa si dig, jeg er stolt af Sønnen vor. Han er jo en værdig og en anseet Mand. Du skal se, det vil bli godt altsammen, naar en Tid gaar hen.»
«For dig kanske … For mig vil det aldrig bli godt.»
*
Præsten Thoresen blev alene i Kontoret … Han sad bøiet med sunket Hode, i dybe Tanker …
Hvad var dog dette?
Han knyttede Haanden som i Raseri. Det stormede i hans Indre.
Han laaste sig inde i Kontoret, og gav Ordre til, at han vilde være uforstyrret. Han forsømte Middagen, og Ester undredes storlig over, hvad det dog kunde være, der optog ham saaledes …
Hun lyttede udenfor Kontordøren i stille Angst. Hun hørte sin Mands faste, regelmæssige Skridt op og ned ad Gulvet …
Hvad kunde vel staa paa? Sikkerlig intet godt …
Henimod Aften havde Stormen lagt sig i Harald Thoresens Hjerte. Med Ro kunde han overtænke 738Stillingen. Men dette var ikke alt. I Løbet af Dagen var han kommen til Klarhed over, at han med al sin indbildte Selvgodhed, langtfra var den han skulde være … Gud havde ydmyget ham, og det var godt … kanske det allerbedste …
Med Hensyn til hende, der kaldte sig hans Mor, saa havde han kanske været for haard … Der kom noget op i ham, der lignede en Angersfølelse.
Han, som Mand, kunde vist ikke sætte sig ind i denne Kvindes Stilling … Og hun var dog hans Mor.
Paa sin Vandring op og ned ad Gulvet stansede han foran Skrivebordet, hvor Bibelen laa opslaat, og han læste Ordene hos Profeten Esaias 57, 16.
«Thi ikke til evig Tid gaar jeg i Rette, og ikke for bestandig er jeg vred; thi Aanden maatte da vansmægte for mit Aasyn, og Sjæle som jeg dog har skabt.» …
Præsten var ydmyget. Med engang mindedes han Esters Ord om at slaa Hul paa Væggen …
Den Væg han havde opført mellem sig og Hustruen og Svigermoren var nu nedreven med et eneste kraftigt Oksehug. Var vel han bedre end disse to Kvinder, han, et Hittebarn, Søn til en brødefuld Mor?
Væggen var nede, og der trængte ind et Drag af Luft og Lys …
Saa tænkte han med Vemod paa sin første skyldfrie Barndom, og hvordan han havde hængt ved de 739to gamle, som han havde antaget for sine virkelige Forældre … Vist var det, at han vilde elske dem som en Søn hele Livet igjennem.
Hvordan han skulde ta det ligeoverfor sine Forældre, det havde han enda ikke fuldt ud Rede paa. Han tænkte, det blev bedst, saasnart Anledning gaves, at søge sig ud af Bygden til en fjern Egn, hvor ingen kjendte ham …
Da han kom ud af Kontoret sent paa Kvelden, havde han foreløbig udkjæmpet sin Strid. Han var meget, meget bleg; men der var et mildt Udtryk i hans Ansigt …
Til Ester vilde han ikke si noget den Kvelden; han orkede ikke mere med en Gang.
Det var dæmrende Sommernat.
Der laa Skygge over Naturen.
Fuglesangen var forstummet. Det var stilt.
En kjølig Nattevind viftede mellem Bjørketrærnes Grene.
En let Taage steg op fra Elvemundingen og leirede sig over de grønne Marker.
Ragnhild Brun stod lydløst op af Sengen og kastede om sig et stort Schawl … Erling sov fast og tungt; han mærkede ikke, at hun var staat op. Hun gik bort til Vinduet og saa ud i Natten …
Saa tænkte hun paa Manden, som snorksov borti Sengen.
Han tog Livet let. Han havde Livsmod og Arbeidskræfter … han var endnu ung imod hende. Hun var gammel og træt og duede ikke mer til nogen Verdens Ting. Det var Savnet og Sorgen, 741som havde kuet hende ned og gjort hende til den trætte, udlevede Kvinde, hun var bleven.
Hun havde fundet Sønnen igjen … hun havde sagt til ham: «Jeg er din Mor;» men hvad havde han givet hende igjen? … Intet uden Ringeagt! Han vilde ikke nævne hende ved Morsnavnet engang. Og hvad havde hun faat for sit Ægteskab med Erling Brun? Bare Bagsnak og Sladder over den halve Bygd.
Elskede hun sin Mand? … Hun vidste det ikke selv. …
Det var Sønnen, alle hendes Tanker havde fæstet sig ved nu i mange Aar … Hun trodde hun havde Erling Brun kjær … men de stemte lidet. Det var ikke som den Tid, de var unge, og det blev lidet at leve paa.
Som en Drømmende stirrede hun ud over det dæmrende Landskab … Hun hørte Bækkens Rislen langt borte, og en underlig klagende, skjærende Lyd som af en Fugl … Pludselig stod hele hendes Liv foran hende, fra hun var en liden Jentunge af … Hun huskede, hvordan hun tullede sig omkring i den grønne Engen nede ved Bækken. Hun hørte sin egen friske Barnelatter. Hun hørte fjerne Røster, der forlængst var forstummet. Hun saa kjendte Skikkelser dukke op, for atter at forsvinde. Hun saa sig selv som ung Jente dernede i Kristiania … Hun mindedes denne Kjærlighedsleken med Erling Brun og Følgerne …
Saa tænkte hun paa sit ulykkelige Ægteskab, og 742hvordan hun aldrig havde levet en glad Dag, helt siden den Stund, da hun havde sat sit Barn ud paa Gaden i Kristiania … Hun tænkte paa, hvordan hun havde gaat med et evigt Nag, som hun forgjeves havde søgt at bære og skjule for sig selv og andre. Aa, hvor hun havde lidt. Dertil kom disse ulidelige Penge- og Næringssorger, dengang det begyndte at gaa tilbage med Gaarden og Formuen.
Hvad havde vel hendes Liv været? Intet uden Løgn og Bedrag fra først til sist. Aa, hun vilde ikke leve det om igjen, nei, ikke for nogen Pris. Det forekom hende saa rent ubetydeligt, akkurat som et Vindpust mellem Sivene nede i Bækkemundingen. Det var ikke stort andet.
Idetsamme skreg Hubroen i det store Lindetræ: Klæ-hvidt … Klæ-hvidt. Mon det ikke var hendes Gravsang, den nu sang paa? … Hun trodde det vist …
Hun huskede det gamle Ættesagn om den første af Lindbudsøstrene, hende Gurid, der var bergtagen og aldrig kom ud af Berget, tiltrods for, at de vilde ringe hende ud med Kirkeklokker. Var det ikke noget gammelt overtroisk Tul? Noget, som hun bare havde leet af? Jovist …
Men … havde ikke ogsaa hun været bergtagen paa en Vis? Bergtagen af Sorg og Savn og onde Magter … Nu var Ungdomsvennen kommen for at løse hende ud med sin Kjærlighed. Men det nyttede ikke; for hun var manet i Sten … Hun 743vilde komme til at dø som en enlig Kvinde og en brødefuld Mor …
Hun var jo rigtignok blit gift … gift med ham … men det stod bestandig for hende, at hun var for gammel og altfor træt … Nei, hun vilde gaa fra det altsammen. Erling Brun vilde faa det langt bedre, naar hun var borte, saa kunde han gifte sig igjen med en ung livsglad Jente. Hun, den gamle Kjærringen, vilde snart bli glemt. Havde ikke Erling sagt, at hun skulde pynte sig med Hat, gaa byklædt, stelle det anderledes i Huset, og mere sligt … Ja, nu kunde han snart faa én, der vilde stelle det likere end hun. Med hende kunde de lufte ud Støvet af den gamle Stuen. Ha, ha! Hendes Latter klang hul og tvungen. Erling snudde sig i Søvne.
Han var ikke vaagnet … Ragnhild saa bortimot Sengen. Nu fik hun skynde sig, inden han vaagnede og inden det gryede ad Dag. De var tidlig oppe paa Lindbu.
Med store bestemte Skridt gik hun over i Bedstestuen …
Hun gik bortimod Skabet og tog ud den lille Flaske med Blaasyre … Den tømte hun næsten. En slig Dosis maatte vel gjøre det …
Hun havde slængt sig ned i den gamle oppolstrede Seng med de mange Dunpuder og med Bedstemor Lindbus Brudekjole til Omhæng … Aa, her laa hun vel godt … her vilde hun sove sin evige Søvn …
Ha, hvad var det? – – Det var Far og 744Mor, der gik hende forbi … Og det var Søster Gurid og Aase, – med blege Valmukranse om Haaret … Og … det var de seks dødfødte Fostre … nu havde de faat Liv … Hun saa tydelig de smaa Barneansigter, de var friske og rødlette. Hun rakte Armene ud imod sine Børn; for nu var hun blit Mor. … Men saa kom der en høi mandlig Skikkelse med Erling Bruns Træk … Hun kjendte ham paa den strænge Dommermine. Det var Harald. Han raabte til hende med oprakt Pegefinger.
«En Mor, der føder i Dølgsmaal og sætter ud Barnet sit, det er en Forbandelse.» Hutemigtu! hun hørte ikke mere, saa ikke mere ……………
Hun snudde sig mod Væggen for at lukke Øinene i Døden.
*
Ragnhild Lindbu havde tat sig selv afdage ved Gift … De vidste det alle paa Gaarden; men hendes Mand paabød den strængeste Taushed … Det kom ud over Bygden, at Konen paa Lindbu var død af Hjerteslag … Kun den gamle Huslæge fik Sandheden fuldt ud at vide … Og Præsten kunde blot ane, hvordan det hang sammen; men denne Anelse bar han for sig selv …
Det var en lummer Sommerdag, da den siste af Lindbudsøstrene bares ud. …
Ved Graven sang de over hende Salmen: «Hvo ved, hvor nær mig er min Ende.» Og Præsten talte 745Stærke rørende Ord om Menneskets Lod her i Tiden, hvordan det oftest ser ganske anderledes ud end det er … Og hvordan Dommens ene tilhører Gud, Dommen om hvordan det vil gaa i det skjulte hinsides …
Hans Stemme skjalv, og det var ikke mere end saa, at han kunde bli Herre over sin Bevægelse … Det satte Bygdefolket i Forundring. De vidste, at Præstegaardsfolket havde haft meget lidet Samkvem med Lindbukonen.
Tæt ved Randen af Graven stod Erling Brun med sænket Hoved og foldede Hænder.
Slig skulde det altsaa ende … Hvad havde han nu for alt sit Stræv i Verden? …
Men han havde handlet Ret mod hende, som laa der, og mod Sønnen. Hvad kunde han vel mere gjøre?
«Underlig nok, nu dør den gamle Lindbuætten ud», var det én, som sagde. Erling kunde intet svare.
Han gik alene hjem til Lindbu for at ordne sine Affærer. Han undlod at holde noget større Gravøl. Men ved Randen af Hustruens nylig opkastede Grav satte han en simpel Træstøtte med Navn, Fødselsaar og Dødsdag, og nedenunder stod: «Kjærligheden skal skjule Syndernes Mangfoldighed. Den, som hviler her, elskede meget.»
Erling Brun stod for anden Gang i Præstens Kontor. Denne gang bar han en snøret Randsel og udenfor holdt en Vogn med to tunge amerikanske Reisekufferter.
«Jasaa, saa De vil drage nu?» sa Præsten med alvorlig Stemme.
«Det blir vel det bedste for mig», svarte Erling og saa Sønnen alvorlig ind i Øiet. «Nu er jeg alene. En ensom gammel Mand vilde jeg bli her. I Amerika har jeg mine Opgaver at virke og leve for. Feltet er stort.»
Harald Thoresen saa op med et deltagende Blik. Noget ved denne Mand indgjød ham Agtelse og Tillid.
«Det var sørgeligt, det skulde gaa slig», sa han efter en liden Stilhed. «Hvad tror De. … hun døde af?»
747«Doktoren erklærede det for Hjerteslag», svarte Erling Brun undvigende. «Det gaar ofte ganske anderledes, end vi tænker», sa han en Stund efter i en saar Tone. «Jeg trodde, jeg skulde leve min Ungdom op igjen med Ragnhild; men … det gik ikke saa … hun var blit svært forandret.» Han saa inderlig paa Sønnen … «Det var ikke min Skyld, at det gik, som det gik. Jeg vilde giftet mig med Ragnhild, da vi begge var unge og glade. Men hun vilde ikke. Jeg var for simpel og for fattig dengang, og da jeg kom tilbage som en rig Mand og vilde gjøre vor Ungdomsbrøde god igjen. … da var det forsent. …»
«Forsent», svarede det store Stueuhr i regelmæssige Tik-tak.
Præsten Thoresens stive Træk smeltede hen i et mildt Smil. Han ansaa sin Far som en Hædersmand.
«Ja, nu maa jeg afsted», sa Erling Brun og la nogle Papirer fra sig paa Præstens Skrivebord.
«Toget gaar om nogle Øieblikke. … Men her min Søn, her er Papirerne paa Lindbu. Gaarden er nu din. Det er din Mødrenearv, og saa er det en større Sum, jeg har sat ind i Hamar Bank …»
Han rakte Haanden ud mod Præsten.
«Tak, Far», svarte Sønnen i stor Bevægelse og tog Faderens Haand. «Gud være med dig, hvor du færdes …»
Det var den første Tilnærmelse fra Sønnens Side … De to Mænd saa hinanden ind i Øiet 748fast og inderligt, og der faldt en Taare ned i Erling Bruns graanede Skjæg.
«Jeg eftertragter ikke Gods og Guld», sa Præsten Thoresen i en sagtfærdig Tone.
«Hvad skal jeg egentlig med Lindbu?»
«Du faar gjøre med Gaarden, hvad du vil. Den er din retmæssige Mødrenearv og kan tilfalde din Søn efter dig … Brug din Eiendom vel og se til, at du kan sone den Forbandelse, der hviler over din Fars Slægt.»
«Over min Fars Slægt? … Hvad vil det si?» spurte Præsten forundret.
«Jeg kan ikke si det nu … Her er ingen Tid. Frøken Jansen vil fortælle det, om du spør hende.»
«Frøken Jansen? …»
«Ja, den gamle Dame, der bor paa Skræppestad for Sommeren … Hun er paa en Maade indblandet i Slægten. Men nu maa jeg gaa.»
Han sprang fort ud. Paa Gaarden mødte han Barnepigen med lille Dagfinn paa Armen. Han tog Barnet fra Pigen og trykkede den skrigende, rædde Gut til sit Bryst … Men paa Trappen stod Præsten og hilste to Gange med Hatten.
*
Inde i Kontoret sad Præsten Thoresen og Hustru Haand i Haand. Præsten havde netop fortalt sin Hustru den underlige, gribende Sammenhæng med 749sin fødsel og den Opdagelse, at Erling Brun og Ragnhild Lindbu var hans rette Forældre. … Præsten slog Øiet ned for sin Hustrus rene, klare Blik.
Der var kommet over ham noget vingestækket, noget stilfærdigt, som Ester aldrig før havde mærket.
«Tag dig det ikke for nær, Harald», sa hun trøstende og mildt. «Dine Forældre er jo nu borte begge to, og Forholdet mellem dig og Overlærer Thoresens vil vel noget nær bli det samme … Denne kjedelige Historie er der vel ingen Uvedkommende, som faar vide noget om?»
«Nei da … det er ikke det, Ester min; men det gaar mig likevel nær, især dette med min Mor.»
Ester kunde saa godt forstaa det, – og hun vilde gjerne føle Deltagelse. Men hun var mærkelig let tilsinds; for hendes Mand havde ikke vist sig saa hyggelig og fortrolig imod hende paa aarevis.»
Er din Mor reist?» spurte han om en Stund. «Nei. … hun blir en Maanedstid for det første.»
«Ja, du faar be hende komme til Præstegaarden i morgen. Jeg har lidt at tale med hende om.»
«Med Mama? Altsaa maa Mama komme til Præstegaarden nu?» spurte Hustruen ivrig.
«Ja, hun maa komme.»
«Tak, tak, Harald.»
– – – – – – – – –
Præsten Thoresen følte, at han havde en Uret at gjøre god igjen. Han havde ringeagtet sin Hustru 750for Morens Skyld; men havde vel hans egen Mor været saa meget bedre? En Bondejente var hun, og hans Far – han var en slet og ret Arbeider … Præsten Thoresens stolte Mod var bøiet for bestandig.
«Du Ester, fra nu af vil du og jeg holde mere sammen.»
Ester fór op i Glæde …
«Ja, la os det, du Harald. Mine Ungdomsidealer er blegnet bort; men nu vil jeg faa nye, for jeg har Mand og Barn og – Mor.»
«Det har du … og du vil endda faa noget større … noget, hvormed du skal være mig behjælpelig … ja, du og din Mor …»
«Vi to?»
«Ja, I to. Det er noget, som særlig vil passe for din Mor. Det er noget almenmenneskeligt eller samfundsgavnligt, som jeg vil lægge i Vei med nu.»
«Du, Harald?»
«Ja, jeg og din Mor. … Du sa engang at det var noget meget mere end alt det, vi havde gjort før. Du havde Ret den Gang. Men nu vil vi begynde et stort Værk.»
Ester lyttede i aandeløs Spænding.
«Du og Mor?» gjentog hun bare.
«Ja … og min lille Hustru skal ogsaa faa være med.»
«Men hvad er det da?»
«Jeg skal si dig noget … Nu er jeg Eier 751af Lindbu, Gaarden er tilfalden mig som Mødrenearv.»
Ester klappede i sine smaa Hænder. «Aa, er det sandt. Tænke sig til, at den store, gjilde Gaarden er vor … Men hvad skal vi gjøre med den? Du er jo Præst.»
«Ja, det er netop Spørgsmaalet», svarte Præsten og saa paa Hustruen med et prøvende Blik. «Men jeg skal si dig, jeg har alt hittet paa en Plan … Jeg vil anlægge paa Gaarden et storartet Hjem for forsømte Barn, og din Mor skal være Bestyrerinde. Jeg er selv et stakkars Hittebarn, og det ligger mig nær at tænke paa de arme Smaa, der hverken har Hjem eller Forældre.»
«Dette er jo en deilig Tanke … en storartet Plan!» svarte Ester jublende … «Og Mor skal være Bestyrerinde? … Men saa faar du la hende ta gamle Frøken Jansen med, for Frøken Jansen er Mors eneste Søster. De to gamle har fundet hinanden efter mange Aars Adskillelse, det fortalte Mor igaar.»
Præsten Thoresen fór sammen i synlig Bevægelse. …
«Frøken Jansen en Søster til din Mor? … Og hun bor paa Skræppestad nu? …»
«Ja, kjender du den gamle Dame?» spurgte Ester forundret.
«Nei … men Far nævnede hende. Hun skulde kjende til en Forbandelse, der hviler over min Fars Slægt.»
752«Hun? – – Jasaa … det var da rart.»
«Ja, det er meget, som er rart … hele Livet er en Gaade, du Ester.»
«Og du vil spørre Frøken Jansen – Tante skulde jeg vel si, om hvad det kan være?»
«Ja, det vil jeg naturligvis … Og hør nu Ester: Denne Pleieanstalt for forsømte Barn, som vi vil faa istand, denne Kjærlighedsgjerning, som jeg og din Mor vil ta op, den skal tjene til at sone og mildne den Forbandelse, der hviler over vor Slægt.»
«Aa, Harald, vær ikke bange, der er ingen Forbandelse i dit Liv», svarte Ester i en overbevisende Tone og slog ud med sin fine, hvide Haand. Om den nogensinde har været der, saa er den allerede borttat gjennem Opdragelsen og ved de Forhold, hvori du er kommen ind. Der klæber heller ingen ond Arv ved vort Barn. Det gamle Ord, at ‘Fædrenes Synder skal hjemsøges paa Børnene’, det vil stadig bli modarbeidet og mildnet af os, der er Forældre.»
Det silregnede med en eiendommelig monoton Lyd, og Taagen hang helt ned i Haven over Jasminer og Syriner. Landskabet frembød et trist Skue; men i Præstens og hans Hustrus Hjerter var det idel Sommer og Sol. De havde fundet hinanden igjen og feirede nu sit Bryllup for anden Gang.
Det er Sommeren 1896.
Det er folkesomt i Haven og paa Tunet udenfor Lindbu. Det er voksne Folk og en livlig Barneskare, der er samlet.
Der holdes Aarsfest for «Præsten Thoresens og Hustrus Barnehjem.»
Paa Lindbu er der sket flere Forandringer til det bedre.
Gaarden er vel opdyrket under en dygtig Agronoms Opsyn.
Huset er repareret og skinner mellem de gamle Lindetrær som en koselig, hvidmalet Bondegaard. Alt Støvet er feiet ud af de gamle Rum, Smudset og den øde Lugt er væk, Møblerne er pudsede og pene.
Der er blit Liv i de store Stuer. I «Bedstestuen» er det Skole, og den antikt malede Dagligstue 754er indrettet til Spise- og Dagligværelse for Bestyrerinder og Børn … I andet Stokværk er der indrettet Soveværelser, og i en ny Fløibygning har Skolens Bestyrerinder, de to gamle Damer Fru Bratvold og Frøken Jansen faat sine Værelser. Det er for de to en lun Rede paa deres gamle Dage. Det er nu over to Aar siden de to Søstre gjenfandt hinanden, og i de mange Maaneder og Dage er de bitre Fortidsminder blit dækket med et mildt Glemselens Slør. – Det er som om Søstrene har været sammen bestandig.
Tiltrods for at Frøken Jansen nu er opi de 70, saa er hun enda ualmindelig rask og livlig, og hun tar sig af Hjemmets Styr og Stel med Iver og Interesse.
I Anledning af Aarsfesten er der reist en flagsmykket Talerstol i Haven. Rundt denne, der hvor Ukrudtet og de gamle Træer har veget Pladsen for en aaben Legeplads, er der opstillet Bænke.
Den nye Præsten i Sognet er netop færdig med at oplæse en Skrivelse fra Pastor Thoresen, efter at han først har givet tilbedste en samlet Beretning om Skolens Virksomhed i det forløbne Aar, da Fru Bratvold med engang reiser sig fra en af de nærmeste tæt besatte Bænke. Hun er nu en gammel Kone, men ser bedre ud end for flere Aar siden. Hun er blit fyldigere. Forholdene paa Lindbu og Samlivet med den snille, gamle Cicilie Jansen har gjort hende godt. Hun glatter lidt ved sin fine sorte Kjole, saa staar hun op paa Talerstolen og holder et 755smukt og et hjerteligt Foredrag til de VoksneVoksne] rettet fra: Vokne (trykkfeil) og Børnene. Der er Taarer i manges Øine, inden hun kommer til Slutningen af Talen:
«Det var i Sommeren 93, at Lindbu paa rimelige Vilkaar tilfaldt min Svigersøn Pastor Thoresen, og da han ikke selv vilde bruge Gaarden, fik han den smukke Idé at gjøre den til et Hjem for forældreløse og forladte Børn. Det var den 17de Mai 1895, at Tanken kom til Udførelse …
17de Mai er Hjemmets Stiftelsesdag. Det spaar godt, at Hjemmet blev stiftet paa Norges Frihedsdag … Det er Frihed vi vil … ‘Lys, Frihed og Kjærlighed’ skal præge vor Gjerning og være vort Valgsprog naar vi vil fostre disse smaa til selvhjulpne Mænd og Kvinder, som engang skal faa være med og værge og bygge dette Landet. Det er et gammelt Ættesagn, at en af de første af Lindbujenterne blev bergtagen, siden fulgte der aldrig Lykke med Slægten … Men den gamle Forbandelse, om den nogensinde har været, er nu blit udluftet af Stuerne paa Lindbu. Her findes ingen Gjengangere fra en mørk Fortid.
Det var en sur, muggen Lugt, som kom mig imøde første Gang jeg besøgte Lindbu. Men da jeg kom hid, slog jeg alle Døre og Vinduer paa vid Væg, at Solskinnet og den friske Luften kunde trænge helt ind …
Jeg tror det er skeet. Jeg tror det er godt at være paa Lindbu nu.
Idag toger tusinder af Barneskarer med Flag i Hænderne Landet rundt. Speede Barnerøster synger 756nationale Sange … De smaa er Norges Haab; de skal kjæmpe for Norges Frihed naar vi ikke er mere … Et Leve for 17de Mai, for «Børnehjemmet paa Lindbu … og for alle Børnene i By og Bygd …»
Haandklap og rungende Hurraraab …
Ud i den klare Luft tonede Sangen: «Ja, vi elsker dette Landet».
Det var en gammel hvidhaaret Dame, der stod op og trykkede Fru Bratvolds Haand.
«Tak! … jeg hører til Lindbuætten paa mødrene Side … Jeg er glad over at den øde Luft er dunstet væk fra Moster Ragnhilds triste Stuer … Nu er her ikke trist!» …
Hun saa sig glad paa de smaa.
Fru Bratvold smilte.
«Jeg er saa fornøiet over at se Dem, Frøken Heidemann … Er det ikke deiligt her idag?» Hun saa smilende ud over de mange hvide Skaut, der lyste mellem Bjørkeløvet …
«Jeg er ogsaa glad, at jeg kom … Her er saa mange Minder, og det er ensomt for mig derhjemme, siden Fars Død … Herregud, hvor rart det er, det er en hel ny Tid nu.»
«Det er det; det nye vokser frodigt over de gamle Grushauge.»
Frøken Heidemann saa ud i det blaa. «Det er rart at se saa mange Barn paa Lindbu … Her er blit Liv … Det havde vist aldrig Moster tænkt 757sig til … hun hægtede sig bare fast ved det døde og umulige.» …………
Paa Tunet og inde i Stuerne blev der dækket Borde. Det var mange som hjalp til. I Kjøkkenet og overalt var det Kaffelugt, Samsnak, Feststemning, Travelhed og frisk Vaarduft …
«Ja, det er vakkert du!» sa gamle Frøken Jansen, da hun paa en Runde inde fra Stuen traf sin Søster, Fru Bratvold, alene i Spiskammeret.
«Ja, det er deiligt du!» svarte Søsteren. «Det er bare ét som mangler, og det er Ester.»
«Det forstaar jeg saa godt; men hun har det jo saa bra paa den vakre Præstegaarden, hvor hun nu er. Efter det forefaldne tror jeg, at Harald gjorde Ret i, at søge sig bort fra Sognet.» …
Der lød Summen af Stemmer, og et Barnekor begyndte en Sang ude i Haven.
*
Det er en Præstegaard i Bergens Stift.
Gaarden ligger i et vakkert Dalstrøg ved en Vig af en Fjord. I Baggrunden er det høie, tildels skovbevoksede Fjelde. Ovenover i det uendelige Fjerne høiner sig blaa Nutter og snedækte Tinder.
Omkring Præstegaarden er det en gammel, stor Frugthave og en Allé af Bjørketrær.
Inde i Præstegaardens Kammer, hvorfra der er en Dobbeltdør ud til den store lave Dagligstue, sidder Ester Thoresen bøiet over en Barnevugge. Det er den mindste, som hun netop har lullet i Søvn …
758Barnet er faldt i en sød Blund … Ester breder Tæppet bedre over og gaar let og smaanynnende ind i den tilstsødende Stue. Der finder hun sin Mand i ivrig Samtale med en gammel graahaaret Herre.
Den gamle Herre sidder ved Vinduet og skotter af og til ud til lille Dagfinn, som leger med en Jentunge, der er sat til at passe paa ham.
«Nu kommer de», siger Pastor Thoresen og stanser et Øieblik paa sin Vandring op og ned ad Gulvet, for at se ud af nærmeste Vindu. Ved Svingen af Veien i Bakkehældet sees en Vogn, der kjører langsomt ned mod Præstegaarden.
«Hvem er det?» spørger Ester forventningsfuld og med store, stirrende, længselsfulde Øine.
«Hvem kommer?» gjentar den gamle Mand ved Vinduet … Han og Pastor Thoresen ser paa hinanden, der er en umiskjendelig Lighed mellem de to, tiltrods for Aldersforskjellen.
Pastoren smiler.
«Det er i Grunden en lang Historie», siger han, «den er altfor lang til at fortælle … men den er morsom, rigtig morsom.»
«Hvad er det?» spør Ester lidt nervøst, og nærmer sig sin Mand … «Hvem er det, som kommer? Sig det hurtigt, de kjørende kommer jo nærmere for hvert Minut.»
Pastor Thoresen smiler og sætter op en hemmelighedsfuld Mine …
759«Dette er ikke noget for dig Barnet mit. Det er bare en Overraskelse for Bedstepapa.»
«Naa da?» sier den gamle Mand.
«Naa», gjentar Ester.
«Ja, Dere ved begge to, at her skal bygges ny Præstegaard. Her skal begyndes straks over St. Hans.»
«Ja vist …»
«Nu har jeg fundet paa at forskrive en Bygmester fra Kristiania, en framifraa Kar. Han skal gjøre Tegning til Bygningen.»
«Ikke andet?»
Den lille Præstefrue saa skuffet ud.
«Men naar I nu hører, at Bygmesteren ikke er nogen anden end den flinke, foretagsomme Arne Holm, der har været med og bygd det nye Kristiania, og at hans Mor ogsaa er med, hvad sier I saa?»
Den gamle Mand, i hvem Læserne nok vil ha gjenkjendt Erling Brun, saa paa Sønnen med et inderligt Blik.
«Nei, er det sandt du … er det min Søster, Marie Holm, som kommer?»
«Ja, Bedstepapa.»
Der kom noget fugtigt op i den gamle Mands Øine.
«Du har gjort mig meget godt … megen, megen Hygge har jeg havt baade af dig og Ester, siden jeg for anden Gang kom over fra Amerika … men dette er det allerbedste …»
Han reiste sig og vilde ta Sønnens Haand.
760«Nei … Far … nu kommer de!»
Vognen var straks oppe i Alléen.
«Og Marie er med?»
«Ja.»
Ester vilde springe ud i Kjøkkenet; men hendes Mand nærmede sig. Hurtig slog han Armen omkring hendes Liv.
«Nu faar du ta godt imod mine og Bedstepapas Slægtninge … for dette er ikke alt ser du. … I næste Uge kommer din Mor … og gamle Cicilie Jansen, hvis hun vil, saa samles vi alle her i denne enslige, stille Præstegaard, hvor ingen kjenner os eller de gamle Forhold. Og saa vil vi føle os som én Familie.»
«For vi er jo … én Familie», sa den gamle Mand ved Vinduet …
«Vi vil tale om gamle Dage», sa Præsten.
«Og gjøre godt, hvad de gamle forbrød», svarte Erling Brun.
Vognen svingede ind paa Gaarden. Der kom atter noget fugtig op i Erling Bruns gamle Øine, og han hviskede halvhøit:
«Jeg sa bestandig til Ragnhild, at det vilde bli godt … Stakkars Ragnhild! Hun skulde været med nu.»
Men Ester græd og lo med en Gang.
«Aa, Harald, du er en stor, stor Skøier; men dette skulde du fortalt mig før …»
«Alting har sin Historie; du har din og jeg har min», var det engang en gammel Stormand i Aandens Rige, der skrev, og den gamle Gubbe havde Ret.
Om det ikke er andet end det lille Barn i Vuggen, der lever et kort Liv hernede, saa har det dog havt sin Historie. Og den vesle Blaaklokke, der vokser ved Bakkehældet, har ogsaa sin Historie fælles med de øvrige. Den fremavledes, voksede, udvikledes og døde. Kanske var den tilmed saa lykkelig, at kunne visne og dø under Fuglesang, Solskin og duftende Bjørkeløv, uberørt af alle Storme. Men Udviklingen og Døden har den fælles med hele Skabningen, og alt skabt har det tilfælles, ikke at være frembragt uden Plan, eller at have levet forgjæves. Selv om det skulde være den mørkeste, den usleste, den mest ubetydelige Livstilværelse, saa har 762den dog faat sin Plads i Udviklingen saavist som denne danner et Led inden Menneskehedens store Kjæde.
Vi har nu fulgt Historien om to Slægter, der havde det tilfælles med alle andre Slægter, at hvert Individ levede, led, og stred. I begge disse Slægter var det et gammelt Ord, som gjordes gjældende – det bydende, strenge, med evig Myndighed, om Fædrenes Synder, der skal hjemsøges paa Børnene.
Marie Holm gav sig hen i Letsindighed til en fordrukken Mand, og, Følgerne udeblev ikke. Hendes ældste Søn faldt som et sørgeligt Offer for sin Mors Letsind og for den Last, der var en Arv efter Faren. Men kanske var det ogsaa den gamle Synd, den djævelske Utroskab, som Bertrand Brun begik mod sin Hustru, der tyngede paa Slægten og borttog al Lykke og Velsignelse.
Ligedan er det med Lindbuætten.
Den Brøde, som Forfædrene havde gjort sig skyldig i, hvad det nu end kunde være, fremstiller frasagnet i Form af et Sagn om en Kvinde, der blev bergtagen, og som aldrig kom ud af Bjerget.
Man aner, at det er noget tungt, der skjuler sig under den eventyrlige Digtning – noget, der hænger nøie sammen med den Spaadom, at der skulde blive tynd Lykke i Ægteskab inden Lindbuætten. Dette viste sig at holde Stik gjennem lange Tider, saalænge som Lindbudsøstrene og Sønnerne giftedes inden sin egen Slægt og i samme trange Bygdelag uden at søge 763efter at tilføre Slægten friske Spirer. Forbandelsen ophørte, da den siste af Lindbudsøstrene var død, og da der var kommen ind i Ætten en frisk Kulturstrømning gjennem Harald Thoresen og Ester Bratvold. Disse to unge bar vel paa sin Del af Slægtens Arv; men gjennem Opdragelse og lysere Forhold havde de sonet for Slægtens Brøde.
Men det er ogsaa en bitter Spot til Samfundet, at nogle er Stedbørn og altid vil bli det, tiltrods for, at der er Evner og Muligheder som hos Jakob Holm og Ragnvald. Det er de ulykkelige, der er paa Kant med Samfundet, og som aldrig magter at arbeide sig op over Sumpen. Alles Haand er løftet mod disse enkelte, og de staar stedse slagfærdige med løftede Hænder mod den hele Samfundsbygning. Disse naa’r aldrig frem. De tilbringer en stor Del af sit Liv inden vore Fængsler og Strafanstalter. Kommer de ud, saa slipper de snart ind igjen; thi de er kommen enda mere paa Kant med Samfundet.
Men langt forbi disse, i alle Kultursteder, gaar der et lysende Tog af frie, selvhjulpne, arbeidende Mænd og Kvinder. De løfter Fanen høit, fordi de vil noget og magter noget. De raaber idelig sit «Fremad» over den gamle Tids Ruiner, og haster forbi al Egoisme og Raahed inden det gamle udlevede Samfund.
Blandt disse Tusinder af Kulturkvinder og fremadstræbende Mænd vil vi regne Bygmester Arne Holm og Fru Bratvold. De staar seirende ved 764Maalet, og kan si med vor store Digter: «Slig er det at naa frem!»
Hvad er det de vil?
De vil Menneskehedens Forbedring og Løftelse. De vil Arbeidet for det almene, sig selv og Samfundet til Velsignelse.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Karen Sundts arbeiderroman Kjærlighedens Forvildelser kom først ut heftevis i 1894. En samlet førsteutgave kom i 1895.
Vi møter et stort persongalleri, dels knyttet til arbeiderstrøkene i Kristiania og dels til en bygd ved Mjøsa. Deres livshistorier henger sammen i større eller mindre grad, og det er til tider litt komplisert å henge med i handlingen(e) og familieforholdene.
Sundt tar opp temaer som fattigdom, alkoholisme, arbeiderliv, klassekamp, oppdragelse, ulykkelig kjærlighet og tilgivelse. Enkeltindividets lykke settes opp mot familiekrav og samfunnets normer. Og to tilbakevendende spørsmål i romanen er 1) om foreldres synder går i arv og 2) om man ved hardt arbeid kan overvinne et dårlig utgangspunkt.
Se faksimiler av 1. utgave fra 1895 på nb.no.
Karen Sundt var forfatter og journalist. I 1885–1886 ble hun Norges første kvinnelige avisredaktør, i avisen Varden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
