Enogfirtiende Kapitel. I Feststemning

Da Arne Holm kom tilbage var der dækket et zirligt Aftensbord. Det var Risgrød og stegte Ribber med Surkaal og Poteter. Med en vis Vellyst indaandede Gunda den lækre Stegeduften.

«Nu faar du læse Bordbønnen, du Arne,» sa Madam Holm.

«Det kan du gjøre, Mor.»

Madam Holm læste fort og med syngende Stemme:

«I Jesu Navn, gaar vi tilbords
Spis’ og drikke paa dit Ord,
Dig til Ære os til Gavn,
Saa faar vi Mad i Jesu Navn.»

Der blev serveret Rødvin til stegen, Arne vilde ikke ha øl.

547Han slog til Lyd paa Glasset og hostede et Par Gange, inden han begyndte.

«Vor store Digter Ibsen har skrevet en Bog, der hedder Per Gynt. Den Bog har jeg rigtig tænkt paa i kvæld, for vi er allesammen Per Gynter, enten vi saa forstaar det eller ikke. I den Bogen staar ogsaa et Vers, der er overmaade træffende. Det lyder slig:

«Nu vil vi tilsammen snakke
Men bare om løst og fast
Og glemme det vrange og skakke
Og alt, som er saart og kvast.»

Det vil vi gjøre ikvæld, vi vil glemme alt som har været saart og leit og være glade med hverandre. Skaal Mor og du min Antoine, og saa du Gunda, det var snilt at du kom!»

Madam Holm fik Taarer i Øinene, det var akkurat, som hun skulde høre Jakob.

Hun kunde paa en Vis ha Ret. Holm havde været en flink og en begavet Arbeider, der kunde ha bragt det vidt, om han havde brugt sine Evner. Det var efter ham Gutterne havde arvet det «gode Hode.» Moren havde jo aldrig «stukket dybt,» undtagen i Madfadet.

– – – – – – – – – – – – –

«Har du ikke havt det bra ikveld?» spurgte Madam Holm, da Gunda og hun var kommen ind i Soveværelset.

«Jo, det har jeg vist … Men hvordan har du det, Mor?»

548«Jeg har det da bare bra.»

«Ja jeg synes, de er saa svært krye, baade Arne og Antonie, især hun. Disse Østmos vil være saa fine, fordi Faren har faat lidt mer’ end fra Haand og i Mund, det er nu bare almindelige Folk.»

Gunda talte i en haanlig bitter Tone. Det var med hende som med Ragnvald, de taalte ikke at andre havde det godt. Det var, som skulde det være andre Mennesker og ikke de selv, der var Skyld i deres spildte Liv. Madam Holm tænkte nok dette, men hun lod sig ikke mærke. Hun svarte bare:

«Jeg har det saa godt, som jeg behøver det og meget bedre. Baade Arne og Antonie er saa snille som de kan bli. Aldrig havde jeg tænkt at faa det slig. Herregud, – Jakob, han skulde rigtig se op nu.»

Stilhed …

«Du Gunda!»

«Ja, Mor!»

«Ta nu Salmebogen, saa skal vi synge en Julesalme.»

Marie Holm havde aldrig befattet sig meget med Kristendommen; men siden de blev Velstandsfolk, brugte hun at synge og læse ved høitidlige Anledninger. Det var liksom en liden Afregning, hun havde at afgjøre med Vorherre.

Ellers var det jo svært vakkert, da de to Kvinder istemte:

«I denne søde Juletid
bør man sig ret fornøie.»

Maries Stemme lød lidt rusten; men Gundas 549var enda klar og fuldtonig. De var ikke kommen langt i Sangen, da Arne og Antonie traadte ind i Værelset. Arne stemte i med sin høie vakre Stemme:

«Om Skyen aldrig er saa sort.
den jo for Solen viger» osv. …

Efterpaa bød han Moren og Søsteren et hjerteligt Godnat. De ønskede hinanden en rigtig glad Jul, og Familien gik til ro i den bedste Forstaaelse.

«Ved du hvad, Antonie,» sa Arne, da de atter var kommen alene i sit eget trivelige Soverum. «Jeg har rigtig tænkt paa noget ikvæld. Jeg tror, det vil være det bedste for os alle, om Mor og Gunda flytter for sig selv i Vinter. Jeg faar naturligvis gi dem noget vist til hver Maaned, at leve af.»

Antonie aandede lettet. Havde ikke hun netop tænkt paa det samme. Men hun vilde ikke vedstaa det for sin Mand.

«Bare gi dem tilstrekkelig med Penge,» sa hun ivrig. «Vi faar heller indskrænke os.»

«Det tror jeg ikke behøves, naar jeg har de Indtægter som nu … Og jeg maa vel heller faa mere, med Tiden … Du, Antonie, du skal fremfor alt ingenting mangle. Jeg faar heller ta lidt af Kapitalen om det kniber.»

«Aa, nei vel. Jeg skal være saa sparsom saa. Jeg tror vi lever billigere, naar vi er alene. Bedstemor er ikke saa lidet fordringsfuld. Hun vil nu ha fineste Meierismør og delikat Paalæg. Og hun tænker aldrig paa hvad nogenting koster. Hun tror 550vist, vi er grundrige Folk. Det nytter ikke, jeg forestiller hende det modsatte.»

Arne sukkede. Hvordan vilde det vel gaa med Mor naar hun ganske kom paa egen Haand? Hun var akkurat som et Barn, og Penge kunde hun slet ikke styre. Men det fik nu ikke hjælpe. Arne havde engang foresat sig, at nu vilde han og Antonie bo for sig selv. De vilde faa det mere og mere uhyggeligt med Mor og Gunda i Huset. Værst vilde det bli for Antonie; hun vilde komme til at ligge rent under. Hun var altfor snil.

Hidtil havde det jo gaaet bra; for Antonie havde baaret over med alle «Svigermors» Nøkker; men Arne vidste altfor godt, at Hustruen led under et Tryk.

«Ja ja,» sa hun med sin blide Stemme og trykkede Arnes Haand til Godnat. «Du faar ordne det med Bedstemor paa en mindelig Maade, og lad mig fremfor alt bli udenfor.»

«Jeg skal nok greie det, skal du se,» svarte Arne i en selvtilfreds Tone.

Toogfirtiende Kapitel. I overhængende Livsfare

Atter fører vi Læseren til Mjøsens smilende Bred, til den vakre R… Præstegaard.

Det er en af de vakrest beliggende Præstegaarde i Landet, og én føler sig saa hjemlig under dens gjæstfrie Tag.

Vi har før antydet, at Beliggenheden og Udsigten er overmaade tiltrækkende. Dette Landskab er jo saa at sige Norges mest smilende Egn. Mod Nord taber Blikket sig i et dybt Perspektiv af vakre Dalfører. Mjøsen viser en Del af sit dybe Blaa indfattet af lyse Enge, og grønne Lier. I Baggrunden er det skogklædte Aase og Høiderygge, der hæver sig over hinanden i det blaanende Fjerne, ligesom skjærmende over de lune af Sommerduftfyldte Dale.

Det var omtrent ved Midtsommertide, at den 552unge Sognepræst, Harald Thoresen, vilde hjemføre Ester Bratvold til dette jordiske Paradis.

Der havde været megen Travelhed i Præstegaarden ugevis iforveien. Bryllupshøitideligheden skulde afholdes i Præstegaarden; thi det var Præstens Ønske, at vies i den gamle Sognekirke af Nabopræsten.

Det var et Par Dage før St. Hans, en hed Eftermiddag. Kokkepigen holdt i Kjøkkenet paa med Opvask og Kaffekogning.

Gunda Holm, der havde været omtrent en 3 Maaneders Tid i Præstegaarden, stod smaanynnende i det tilstødende Pigeværelse. Hun drev paa med at legge sammen Rulletøi. Men indved Kjøkkenbenken sad en Fattigkjærring og fik sig Mad. Hun var vist ikke saa gammel; men hun var styg at se til. Ansigtet var gulbrunt, det sorte Haaret laa tjavset og uredt langt ned over den lave Pande, og de sorte Øinene skjød liksom Ild. Hun saa ud som en egte Taterske. Kokkepigen gjorde sig ikke nogen Tanke om dette.

Hun sa ingenting til Præsten. Hun gav bare Tiggersken nogle tiloversblevne Levninger fra Middagen.

«Her skal jo være Bryllup i Præstegaren?» spurgte Fattigkjærringen.

«Ja, har du hørt det?»

«Ja, det spørs vel ude i Bygden, naar han Far skal forandre sig.» Hun talte med et underligt 553Sleng, liksom en fremmed Aksent, og der laa Haan i Tonen … «Er hun kommen, hun som Bruden skal bli?»

«Hun kommer Jonsokkvelden,» svarte Kokkepigen, i en ligegyldig Tone. Hun skjænkede i det samme Kaffe op i en stor Kop og satte paa et Bret sammen med Fløde og Sukker.

«Gunda» raabte hun, «du som er klædt faar stikke ind til Præsten med Kaffen. Jeg kan lidet gaa, slig jeg ser ud.» Hun satte Kaffebrettet fra sig paa et lidet Bord, tæt ved Døren, og tog saa Vandbøtten for at gaa ud efter en «Vasdraabe.» Døren til Bislaget slang hun aaben efter sig.

«Nu kommer jeg,» svarte Gunda rask inde fra Kammerset; men stansede et Øieblik for at legge sammen et nyt Plag.

Da hun kom ud, havde den fremmede Kjærringen reist sig og stod mellem Kjøkkendøren og Bordet. Da Gunda i det samme tog Kaffebrettet, for at gaa ind til Præsten, fulgte hun Pigens Bevægelse med et ondskabsfuldt Glimt i de sorte Tigerøine. Gunda blev staaende en Stund og ordnede liksom noget paa Brettet, hun syntes ikke det var trygt at la dette fremmede Menneske bli alene i Kjøkkenet. Men nu kom Kokkepigen med en fyldt Vasbøtte.

«Aa, kjære du, giv mig noget i Knyttet mit,» bad Fattigkjærringen, «jeg har en vandfør Mand og tre Unger i Stuen op under Lien.»

Kokkepigen gav hende et Stykke Flesk og lidt 554Brød, mens Gunda forsvandt med Kaffebrettet i nærmeste Dør.

Kjærringen la Brødet og Flesket ned i Knyttet.

«Ja ja, har de ikke mer’ at gi bort i Præstegaren, saa faar det være lige nøid; du faar hilse Præsten og si, at jeg kommer igjen siden.»

«Hvem skal jeg hilse fra?»

«Fra én, som han godt kjender, men som han kanske ikke vil huske mer – bare si’ det du!»

Der laa en vis djævelsk Fryd i Kjærringens lumske Øine, da hun nærmede sig Døren og gik ud.

«Uf, hvor styg hun var,» sa Kokkepigen og kastede med en hurtig Bevægelse en rygende Brand hen ad Gulvet efter Kjærringen, der havde ladet Døren staa paa Gløt. Som bekjendt, var jo i gamle Dage Sopelimen og Ildbranden Sikkerhedsmidler mod den Troldskab og Forbandelse, som onde Mennesker og særlig «onde Øine» kunde bringe med ind i et Hus. Enda saalangt som ned i vor Tid er der dem, op i vore Bygder, der tror paa dette, som paa et Evangelium. Siri Kokke havde hørt det af Mor og Bedstemor og med megen Troværdighed anvendte hun nu det ældgamle Middel.

Gunda var imidlertid kommen tilbage, og lo med en hjertelig Latter af Siris Overtro.

«Hm, du skulde bare set de onde Øine, som fulgte dig, da du gik ind med Kaffebrettet til Præsten.»

«Sligt er tilfældigt. Den gamle Kjærringen 555havde nogle fæle svarte Øine; men det kunde hun nu ikke for, Stakkaren.»

«Det var en Taterkjærring var det, det saa jeg først nu.»

Præsten, kom ud i Kjøkkenet med Kaffekoppen i Haanden.

«Jeg har slaat bort Kaffen, du Siri, den var frygtelig ond, en Smag saa bidsk saa. Du faar gi mig en ny Kop – eller har du ingen bedre, vil jeg heller ha et Glas Melk. Hvad har du hat i Kaffen, Siri?»

Præsten talte i en ustanselig Fart, som altid, naar han blev ivrig. Han likte sig slet ikke, naar ikke alting i Huset var, som det skulde og burde. Siden Frøken Ingerid var flyttet med Faren til «Aldershvile», havde det været saa som saa. Men Siri spurgte høit og i Angst.

«Har Præsten drukket meget af Kaffen?»

«Langtfra, bare en Mundfuld, og den kunde jeg heller ikke faa, ned. Fy, jeg forstaar ikke. …»

Men Siri vendte sig til Gunda.

«Nu kan du se, det er Kjærringens ‘onde Øine’, som har forgiftet Kaffen, var det ikke godt at jeg kastede Ildbranden efter hende.»

Præsten spurgte om Meningen med denne forblommede Tale, og fik omstændelig høre Beretningen om Fattigkjæringen. Han fik ogsaa vide, at hun havde ytret noget om, at hun vilde komme igjen, og at hun godt kjendte Præsten.

Thoresen stod en Stund tankefuld.

556«’Onde Øine’ var det nu ikke Siri. Sligt er bare Overtro. Hvis det er nogenting, saa har Kjærringen passet sit Snit til at forgifte Kaffen med, en eller anden af de bitre Urter, som slige Mennesker altid har ved Haanden. Giv mig et stort Glas Melk, du Siri.»

«Er Præsten syg?»

De to Kvinder nærmede sig ham i stor Bekymring.

«Nei da, nei. Jeg nød Gudskelov intet af den hæslige Drik.»

«Men hvorfor mon Kjærringen gjorde dette?»

«Det er jo slet ikke vist, at hun har gjort det. Det kan være noget Søl som tilfældigvis er kommen i Kaffekoppen.»

«Det smager intet af den, som er paa Kjedlen.»

«Nei, det har vel været noget i Koppen. Men snak for alting intet om dette til noget Menneske, der blir bare Sludder og Væv efter sligt.»

Præsten gik ind; men de to Kvinder stod forundrede og nysgjerrige tilbage.

Siri var fast overbevist om, at det var Kjærringen, som havde gjort noget «ilt» med kaffen. Men hverken hun eller Gunda kunde udgrunde Aarsagen til en slig uhørt Ondskab … Den snille Præsten, han havde da ingen Fiender han. …

De vidste ikke, at Præsten i sin Barndom havde fulgt med Taterne, og det faldt dem saaledes ikke ind, at der kunde være én, der havde lidt at hævne. Men Præsten trodde fuldt og 557fast, at det var Solida, hans Ungdomselskede, som havde været inde paa Kjøkkenet. At Pigerne sa, hun var gammel, havde ingen Betydning. Harald Thoresen vidste, at den ægte Taterpige udvikler sig tidlig. Hun er som oftest overmaade skjøn, naar hun staar paa Grænsen mellem Barndom og Ungdom; men alt i 30-aarsalderen ser hun ud som en gammel Heks. Dette er en Arv fra de orientalske Forfædre, og er ogsaa en Følge af det frie Livet i Skog og Mark …

Det var mangeslags Tanker, som rørte sig i den unge Præstemands Sind: naar han tænkte paa sit Liv blandt Taterne. Dette havde i mange Retninger været vildt og stygt; men ved Siden heraf gjemte det mangt et friskt Minde fra Guttedagene. Var det ikke ogsaa dette Livet, der havde tæmmet hans Guttenatur slig, at han alt havde udraset ved 15-aarsalderen og tidlig var blit en moden Mand. Det havde tillige lagt Grunden til den dybe Interesse, som han nærede for de lavere Klassers Kaar. Saavidt som hele Livet er en Skole saa trodde han, at hans Ophold blandt Taterne ei heller havde været uden Betydning. Men det var ikke frit for andet end, at han blev greben af en vis Rædsel, naar han tænkte paa, at Solida muligens befandt sig i hans Nærhed. Derved var imidlertid intet at gjøre, og han søgte, at slaa Tankerne væk. …

Ud vilde han ikke gaa. Han vidste ikke rigtig selv hvorfor; men han kunde ikke bli Herre over sin egen Frygt.

558Han sad i den lyse Sommerkveld foran Vinduet i Kontoret og studerede Talmages Prædikener. Han havde i det siste Aar søgt at lægge sig efter Spurgeons og Talmages populære Fremstillingsmaade af Religionens Sandheder. Denne Bestræbelse havde gjort ham forstaaet og elsket af Menigheden, og han havde ogsaa den Tilfredsstillelse at nyde Esters Bifald. Mens han sad ved Vinduet med de viftende Syrentræer udenfor, var det som om en sort Skygge gled forbi, og han hørte en Raslen mellem Trærnes Grene … Det var ogsaa … som havde han set ind i et Par sorte lynende Øine … Han lukkede øieblikkelig Bogen og gik ind i Dagligstuen. …

Det havde kanske været Indbildning. I næste Øieblik lo han ad sin egen Uro og vilde ikke fortælle det til noget Menneske. Det vilde jo straks sættes i Forbindelse med «den forgiftede Kaffekop» og vilde komme udover Bygden. Man kunde let komme til at tro, at der var nogen, der stræbte den unge Præst efter Livet, og hvad vilde vel Ester si, naar hun kom og fik høre om sligt. …

– – – – – – – – – – – – –

Det var sent udover Natten. Men Pigerne var enda oppe og stelte med lidt af hvert. Præstens Soveværelse stødte umiddelbart mod Kjøkkenet. Han laa længe som i en Halvdøs og hørte Klingren med Stentøi og en lav Hvisken, der trængte ind mellem de glisne Vægge. Tilsidst faldt han i Søvn og drømte om noget tungt. En svær Byrde, der laa ham over Brystet. Han vilde røre 559sig, skrige, raabe om Hjælp; men kunde det ikke … Da Byrden løftes, følte han en forunderlig Varme og saa ind i et rødt Purpurhav, inden han sank hen i en Slags Sløvhedstilstand uden Drømme.

Som ved et Vink fra en høiere Styrelse, eller et Tilfælde, mindedes Gunda Holm, at hun havde glemt at sætte Vand ind i Præstens Værelse. Forsigtig, paa Taaspidserne listede hun sig ind med en fyldt Vandkaraffel i den ene og et tændt Lys i den anden Haand. Tiltrods for den lyse Sommernat, var det skummelt i den gamle Præstegaard, og man havde tændt Lys.

Da Gunda vilde sætte Karaffen fra sig paa Bordet foran Præstens Seng, fór hun tilbage og udstødte et svagt Skrig. … Hun blev va’r Blodspor paa det hvide Sengeøi og la Mærke til, at Præstens høire Haand blødede voldsomt. Hun nærmede sig Sengen.

Var han død eller levende?

Jo, Gudskelov han aandede. Hun rørte ved den friske Arm og kaldte ham ved Navn.

Præsten vaagnede og fór forfærdet op, da han fik Øie paa Gunda, der stod bøiet over Sengen med et tændt Lys. Men i samme Øieblik sank han mat tilbage paa Puden.

«Gud, hvad er det? Jeg drømte saa ondt.»

«De er saaret. … Deres høire Arm bløder … Aa Gud!

I samme Øieblik begyndte Blodet at strømme raskere fra et friskt Saar lige under Pulsaaren. 560Præsten skjalv saa han hakkede Tænder, tiltrods for at han gjerne vilde gi’ sig ud for at være en stærk Mand …

«Det er en Fiende, jeg har,» sa han …

«Præsten?»

«Gaa straks og undersøg Huset, om nogen skulde være inde.»

Han tog sig sammen og svøbte Lagenet om den saarede Haandled. – –

Gunda kaldte paa Kokkepigen, og med Lyset i Haand gik de to Piger blege og skrækslagne gjennem Huset. De saa intet, men undredes straks over, at Gangdøren stod aaben. Saavidt Siri kunde huske, var Døren bleven stængt om Kvelden. Lyset slukkedes af Trækvinden, og de to Piger blev staaende redselslagne og gysende i Sommernattens dæmrende Lys. Idet samme hørtes en vild Latter ude fra Svalgangen. Den tonede gjennem det gamle Panelværk som en Aabenbarelse fra den anden Verden. De to Piger greb hinanden i Hænderne og flyede forfærdet ind igjen til Præsten. Her tændte de straks en stor Lampe.

«Stengte Dere Gangdøren?» spurgte Thoresen med mat Stemme.

«Jeg … tror det.»

«Du Siri, du faar straks gaa op og vekke Agronomen og Gutten, saa kan Gunda bli hos mig saalenge.

Da Agronomen kom ned, forbandt han i Forening med Gunda saa godt de kunde, Præstens saarede 561Haandled. Men Gaardsgutten kjørte i Trav bortefter Bygdeveien, for at hente Distriktslægen. – – – Da denne kom, forsikrede han, at der var ingen Fare … Men Blodtabet var stærkt. En Aare lige under den store Pulsaare var bleven overskaaren med et skarpt Instrument. Var det truffet lidt høiere oppe, saa havde det været livsfarligt. Han anbefalede Ro. Præsten maatte for det første holde Sengen …

Siri gik ude i Kjøkkenet og kogte Kaffe til Doktoren, skjælvende og bleg i Ansigtet. Hun tenkte paa, hvordan vel dette kunde henge sammen. Det maatte bestemt være den stygge Taterkjærringen, der havde ondt i sinde mod Præsten. Hendes Mening i saa Henseende blev yderligere bekræftet, da Budeien neste Morgen kom ind fra Fjøset og berettede, at den bedste Melkekoen var sturtet.

Præsten Thoresen vidste nu, at det var Solida, som var kommen for at ta Hevn for det brudte Kjærlighedsløfte …

Stakkars Solida!

Hvor nødig han end vilde det, saa fandt han dog, ved nærmere Overveielse, at det var nødvendigt at melde Sagen for Lensmanden, han selv og hans Husstand, vilde jo ikke være tryg paa Livet efter dette. Lensmanden drog ud med mange Mænd for at undersøge Bygden. Men der fandtes ikke Spor hverken af Kjærringen eller noget Fantefølge. Det blev oplyst, at i den forløbne Uge havde der været flere Tatere, saavel Mænd, som Kvinder, inde paa 562Gaardene hist og her; men nu var de som sunkne i Jorden …

I Præstegaarden var Stemningen alvorlig efter denne Hændelse.

«Det var et stygt Mærke, saa snart før Brylluppet,» mente Siri, «det tyder saa vist intet godt.» Men hun sa ikke noget om dette.

Det var en anden Kvinde, der gik i Præstegaardens Stuer, tørrede Støv og udrettede sin Gjerning. Det var Gunda Holm. Hun havde været et Middel i Forsynets Haand til at vække Præsten og faa hans Haand forbunden og hun var glad over dette.

Hun gik saa stille med det, Gunda Holm …

Hun var ikke fuldt saa kry, som den Gang, da hun første Gang var blit revet ud af Syndelivet. Præsten syntes bedre om, at hun var ydmyg. Men skjønte ikke hvordan det stod sig med hendes religiøse Liv. Hun vidste det heller ikke selv. …

Gunda var en af de fyrige Sjæle. Sidst havde det været Religionen, nu var det Præsten, som hun knyttede sig til, med hele sit varme Hjertes Tilbedelse.

Treogfirtiende Kapitel. Den dødsdømte

I en enslig Skogbygd, der er Anneks til R… Præstegjæld, foregik en forunderlig Scene. En Bonde, der var gaaet op i Skogen, for at mærke en Del Træer, blev uforvarende Vidne til denne. Det var paa en Skogslette, ved et mørkt Fjeldvand, at der havde samlet sig et stort Følge med Mænd og Kvinder, samt en Del smudsige unger der krøb om i Græsset. De var allesammen olivengule i Ansigterne og med sort Haar. Bonden mente det maatte være Tatere. De havde slaat Kreds om en Kvinde. En Mand, der syntes at have mere at si end de øvrige, stod fremmest i Kredsen og gjorde Tegn med en Stav, medens han mumlede nogle Ord i et fremmed Sprog. Derpaa traadte han nogle Skridt tilbage og talte saa høit, at Bonden godt kunde høre hvert Ord …

564«Du er dømt til at dø. Siden Mand din kom ind i Distriktsfængslet der nord, gjør du ikke Følget Nytte for to danske Øre … Du blev sendt ud for at skaffe en fed Steg fra Præstens stabur og noget Mynt fra Kontoret. Der skal jo være Bryllup? I Bryllupsgaren pleier der bestandig være nok at ta af. Men det gik den bagvendte Veien. Din egen Uret kunde du hævne. Dit Folk tænkte du ikke paa. Du er ingen Romanisjæl. En Tyvskvinde, det er du! … Du har stjaalet vore Penge, det har du gjort.»

Han skreg i, saa det ljomede mellem Aasene. Det var en liden undersat Mand, med et svært Ar over det ene Kind og med ravnsort Haar og Skjæg der næsten skjulte Ansigtet.

Der kom frem mellem Flokken en høi spræk Gut, som kunde kaldes vakker, hvis der ikke havde Været over ham noget smygende, lurende.

Han talte langsomt og med blidt Mæle:

«Det er bare 100-aarige Mænd og Kjærringer der Dør som Hunde. Solida er endnu ung, hun.»

«Hun er en Tyvskvinde! Hun har løiet og bedraget sit Folk … Hun var ingen ægte Romanisjæl, helt fra den Tid, hun kom i Kast med den lyse Gutten. Hun skal dø, sier jeg.»

Imidlertid stod Kvinden stille midt i Kredsen. Hun la bare Hænderne over Brystet og mumlede nogle Ord i Tatersproget.

Over den hele eiendommelige Scene bredte sig en mørk Tordenluft. Fjeldvandet med sine Liljer 565ved Bredderne, laa forunderlig stilt og blankt mellem en Krans af lyse Bjørke. Indi Krattet skreg en Heire, og en Flok Vildgjæs kredsede opi Luften.

Der opstod mellem Følget en forfærdelig Forvirring. Der raabtes med hese Stemmer:

«Solida skal dø, hun har brudt vore Love.»

Andre skreg:

«Nei, nei,» mens Kvinder og Børn hylede … Det var et sandt dæmonisk Krigsraab, som gav Gjenlyd mellem de mørke Fjelle.

Den Mand, der først havde talt, og som sandsynligvis var Høvding for Stammen, styrtede mod den spræke Unggutten. Det saa ud, som var det de to, der skulde udkjæmpe Sagen. Det blev et Slagsmaal paa Liv og Død.

De to Mænd for mod hinanden med hævede Fægtestave. En lang Stok med en Blyholk paa hver Ende, der lægger dræbende, knusende Magt i hvert Slag. Modstanderne svingede sine Stave som Hjul, og kastede dem med stor Færdighed fra høire Haand over i venstre, slig at Vekslingen knap nok mærkedes. Dette er et Kunstgreb, der gir Vedkommende Anledning til at fortsætte Fægtningen, selv om den ene Arm er saaret. Han vil ogsaa uformodet kunne gjøre Udfald fra den Kant, hvorfra det minst ventes.

Seiren var længe uvis. Kvinderne hylede og der raabtes fra forskjellige Kanter:

«Blod … Blod. Dødsdommen over Solida skal skrives i Blod.»

Imidlertid trak det mere og mere sammen til 566et Uvær. En fjern Torden rullede og der saas enkelte Lynglimt … Det var en Scene, saa en gjerne kunde tro sig henflyttet til Underverdenen.

Kredsen var ganske naturlig bleven opløst og alles Blikke var rettet mod de kjæmpende. Denne Situation vidste Solida ret godt at benytte. Som en Kat listede hun sig bort mellem de nærmeste Træer, forbi den forfærdede Bonde, der med Spænding iagttog Udfaldet i Skjul bag nogle Bjørke.

Omsidder laa Høvdingen paa Jorden aldeles udmattet og badet i Blod, mens Blodet strømmede fra et mindre Saar, som Modstanderen havde faat i venstre Arm. Høvdingen havde tabt, og Solida var reddet. I samme Øieblik var Kampen endt, og som et Særkjende for disse Folks eiendommelige Kamplove gjorde Høvdingen Tegn, til, at Hadet ogsaa var slukt.

Man gik at søge Solida; men hun var og blev borte.

Enten var hun rømt eller havde hun taget sig selv afdage, og de bekymrede sig ikke mere om hende.

*

Til Gaarden Bunæss i R… Præstegjæld kom Dagen efter, frem paa Morgenfiden, et elendigt Kvindemenneske. Hun var gjennemvaad af Regn, og de usle Klæ’r, hun bar, var forrevne. Hendes halvnøgne Fødder blødte af flere Saar … Hun saa 567ud som havde hun færdes mellem Krat og Torne, ad stenede Veie.

Hun stillede sig indenfor Døren i det store Kjøkken paa Bunæss; men talte intet, bare saa bedende hen for sig og skjalv over hele Legemet.

De Folk som var tilstede var enig i, at de aldrig havde set et ynkeligere Syn. De spurgte hvad hun hed og hvad der fattedes hende; men hun var ude af Stand til at gi nogen Forklaring. Det var som om Maalet var gaat fra hende.

Konen paa BunnæssBunnæss] rettet fra: Bunnæss, (trykkfeil) var from og snil. Den elendige blev ikke kastet ud.

Hun blev bragt tilsengs efter først at være vasket og iført rent Linned. Efter dette, syntes hun at tøe lidt op. Hun sa ialfald, at hun nu havde det godt, og faldt i en dyb Slummer. Doktoren og Præsten blev straks budsendt. Den første erklærede, at et Blodkar i Hodet var sprunget. Sandsynligvis paa Grund af Overanstrengelse. Han trodde ikke, hun var ved sin fulde Bevisthed, og hun havde neppe lang Tid tilbage at leve.

Præsten Thoresen kom først Dagen efter og bad om at faa være alene med den syge. «Hvad hedder du?» spurgte han med alvorlig Stemme.

Hun mumlede blot nogle uforstaaelige Ord; men der foregik i hendes Ansigt et forunderligt Minespil. Blikket blev liksom klarere, og hun bevægede Læberne, uden at kunne faa frem en eneste sammenhængende Sætning.

568Harald Thoresen bøiede sig nedover hende.

«Jeg tror jeg kjender dig,» sa han med skarp, høi Røst; «om du er den, jeg mener, saa har du villet gjøre mig meget ondt; men Herren afvendte Faren, og alt skal være dig tilgivet.»

Han sank ned paa sine Knæ foran Sengen, og bad en inderlig Bøn for den ulykkelige …

Da han atter reiste sig, laa Kvinden med lukkede Øine …

Næste Dag fik han høre, at hun var død. Rolig og sløv var hun sovnet ind til den evige Gjengjældelse.

Paa Bunæss og ude i Bygden kom man til mange forskjellige Gisninger, om hvem denne fremmede Kvinde havde været. Indtil Bonden oppe fra Skogbygden kom nedover en Dag og berettede om den rystende Scene, som han ufrivillig var kommen til at overvære. Nu slog man lettelig de to Begivenheder sammen. Kvinden, der var blet tat ind paa Bunæss, var altsaa ingen anden end hin arme dødsdømte, der var blit forstødt af sit Folk. Intet Under, at hun havde sat Livet paa Spil, for at undgaa sine grumme Avindsmænd.

Men mellem dette dukkede der op et dunkelt Rygte, at det muligens ogsaa kunde være den samme Kvinde, der kort forhen havde gjort Mordforsøg i Præstegaarden. Hvorfor? det kunde ingen ane, uden Præsten selv – og de enkelte, der havde hørt omtale hans Vandreliv blandt Taterne.

Fireogfirtiende Kapitel. Et uventet Møde

«Hvor her dog er deiligt; men Skade, at Græsset er altfor dugget.»

Det var Frøken Cecilie Jansen, der talte, mens hun med let løftet Kjole og en værdig Mine skred henad en liden Marksti, med Hasselkrat til den anden Side.

«Morgenduggen er frisk og herlig, Frøken», svarte hendes Ledsager, en ældre Herre. «Det er Morgenduggen, som alle poetiske Naturer beundrer; men kanske vil den skade Deres fine Kjole?» – Med et eget Sideblik til den forfængelige gamle Dame: «Men se dog, Frøken; er ikke Udsigten herfra glimrende? Jeg vilde gjøre meget udaf dette Punkt, ifald jeg var Maler eller Digter. Ja, i min Ungdom var jeg lidt af begge Dele; men den Tid er forlængst forbi. Naar man blir Pensionist og Enkemand, saa blir man altfor stor Materialist.»

570De to Vandrere var stanset ved en Bøining af Veien, hvor der var aabnet dem fri Udsigt over en Del af de smilende Landskaber ved Mjøsens Bredder.

For at forklare denne Situation, maa vi straks sætte Læseren ind i, at Frøken Jansen, ifølge sin Læges Raad, havde taget Sommerophold paa Landet, og at hun ved Skjæbnens Spil var bleven ført til Gaarden Skræppestad i R… Præstegjæld. Hendes Ledsager var Sorenskriver Flakstad fra Moss, der med sin gamle Søster logerede paa samme Gaard.

De tre Landliggere, der passer saa godt i Alder og Anskuelser, var straks blet intime og foretog Udfarter sammen omkring i Omegnen.

Idag var det Frøken Jansen og Sorenskriveren, der gik en længere Morgentur alene, da Frøken Flakstad led af nervøs Hovedpine og foretrak Sengens bløde Puder fremfor den smilende Blomstereng.

«Her gaar vi ind og faar os en Taar Melk, hvis Frøkenen vil slaa Følge», foreslog Sorenskriveren, da de atter var kommen paa Vandring og Tilfældet førte dem i Nærheden af en større Husklynge, der laa paa en Bakke i nogen Afstand fra Veien.

«Det er et triveligt Sted dette; men Bygningerne ser gamle og forfaldne ud. Dog skulde jeg tro, det er en af de gamle Storgaarde; her er noget saa ærværdigt … Ja, jeg gaar gjerne med ind», bemærkede Frøken Jansen. «Det er besynderligt, vi har flere Gange gaat her forbi; men ved enda ikke hvad Gaarden heder.»

571«Det er der intet rart i, vi har jo bare været her et Par Ugers Tid.»

«Men vi har været noksaa meget ude.»

«Dog er vi enda lidet kjendte», svarte Sorenskriveren. «Vi er enda ikke naad saa vidt som til en Visit i Præstegaarden. … Hvad heder Gaarden der, du Gutten min?» spurgte han en Gut, der gjætede nogle Kjør, som gik paa Hjemmebeite.

«Det er Lindbu», svarte Gutten.

«Lindbu … Lindbu.» Frøken Jansen gjentog Navnet to Gange, mens hun ved Sorenskriverens Side gik op gjennem Lindealleen.

«Prægtige Træer», sa Sorenskriveren med Kjendermine. «En ser paa Stammerne, at de teller mange Slægtled.»

«Lindbu», gjentog Frøken Jansen. Hun havde ingen daarlig Hukommelse. Nu huskede hun det, Ragnhild Lindbu, saa hed jo den Pige, der lærte Husholdning i Hotel Nordstjernen og til hvem Erling Brun havde gjort stormende Kur. Hm, det var nu den Gang det. Mærkeligt, at hun skulde faa høre Navnet «Lindbu» igjen. Hun huskede saa tydelig den Gang, hun sidst saa Ragnhild Lindbu, det var den Kvælden, de havde besøgt «Helgesens Salon». Det var Mange Slags Tanker, der strømmede ind paa den gamle Dame ved dette Minde. Uvilkaarlig huskede hun ogsaa sin ulykkelige Søster. Men hun tog sig sammen; det gik ikke an at gaa slig for sig selv. Hvad maatte vel Sorenskriveren tænke.

572De var næsten naad op til Gaarden, da hun bemærkede:

«Jeg har engang kjendt en Pige fra Lindbu.»

«Herfra?»

«Det ved jeg ikke … her kan jo være Gaarde af samme Navn.»

«Ja, det er meget almindelig. En treffer ofte Linderud og Lindbo.»

«Den Pige, jeg mener, var i Kristiania og lærte Husholdning.»

«Jasaa», svarte Sorenskriveren uinteresseret. «Ved De om hun var fra Oplandene?» tilføiede han, som for at si noget.

«Ja, men jeg ved ikke, om hun var herfra Bygden.»

De gik over den lave Terskel og ind i Huset. I Forstugangen mødtes de af en eldre Kvinde. Det var Mor Lindbu. Hun var alene hjemme. Alle i Huset var ude og drev, med Slaataannen, som, brugeligt er paa Landet.

Frøken Jansen og Sorenskriveren hilste. De bad om at faa kjøbt en Skaal Melk; de var tørstige efter Morgenturen.

Mor Lindbu tog de Fremmede nøie i Øiesyn; hun saa straks, at det var Byfolk.

«Vi holder ikke Gjæstgiveri her», sa hun i den korte, skarpe Tone, der var hende egen; «men et Glas Melk kan De vel altid faa.»

Hun bød de fremmede ind i Storstuen og bad 573dem ta Plads, hvorpaa hun atter forsvandt for at bringe det forlangte.

«Nei, vil man se, hvilket fint Møblement!» bemærkede Sorenskriveren.

«Her har vistnok engang været pent, nu ser her jo ud som om her ikke færdedes Mennesker», svarte Frøken Jansen.

«Uh!»

Hun saa sig omkring paa de støvede Møbler. Det saa ud som havde de ikke været flyttet eller afpudset paa aldrig saa længe. Omkring paa Væggene hang der fuldt med Gangklær. Et Bord foran det ene af Vinduerne var besat med Melkefade, og i Vinduskarmen stod en blomstrende Balsamine i en ituslaaet Thekande. Det var en underlig Blanding af Uorden og en vis gammeldags Bondestorhed. Hvad Sorenskriveren mest knyttede sig til, var det fine Piano, hvorpaa der laa tommetykt Støv. Det havde vist ikke været opslaat paa Menneskealdere. Hvordan mon en Sang vilde lyde i dette øde Rum. Han syntes næsten, at han saa gammeldagse blege Skikkelser, der svævede omkring til en Dansetakt.

Han afbrødes i sin romantiske Tankegang af Frøken Jansen.

«Aah, jeg kvæles rent i denne mugne indestængte Luft. Det kjendes mest, som skulde her ha’ ligget Lig. For Guds Skyld lad os aabne et Vindu.»

Med adskillig Anstrengelse fik Sorenskriveren slaat op det ene af Vinduerne. I samme Øieblik 574kom Husmoderen tilbage med to store, fyldte Melkeglas og et Fad med fine, hjemmebagte Kager. «Undskyld at vi har tilladt os at aabne Vinduet,» sa’ Sorenskriveren i en lidt forlegen Tone. «Det var saa varmt.»

«Ja, kanhende det. Vi bruger sjelden denne Stue, saa her blir ikke luftet ud.» Hun bød Melken om. «Er De Byfolk?»

«Ja vi ligger paa Landet … Vi bor paa Skræppestad for Sommersæsonen.»

«Saa, ja jeg har hørt de skal ha Sommergjæster hos Mor Skræppestad.» Det var den samme tørre Tone, næsten som om Røsten var brudt. Hun slengte sig ned i en Gyngestol, foran Bordet, mens Frøken Jansen og Sorenskriveren blev rolig siddende i Sofaen. De nød begge med en vis Velbehag den nysilede Melk med hjemmebagte Kager.

Frøken Jansen betragtede hele Tiden den stive tørre Kvindeskikkelse i Gyngestolen … Noget i dette magre forgremmede Ansigt, forekom hende bekjendt. Hun kunde ikke afgjøre, om det var Øinene eller et Trek ved Leberne? Men denne Kvinde kunde da umulig være den Ragnhild Lindbu, hun engang havde kjendt. Hun havde hørt, at Ragnhild Lindbu var blit gift, og hun bodde da vel paa en anden Gaard. Som for at si noget bemærkede hun:

«Jeg har engang kjendt en Pige fra en Gaard, som hed Lindbu.»

«Jasaa,» Ragnhild Lindbus Øine antog et spendt forskende Udtryk.

575«Ja, men det er saa mange Aar siden nu. Det er vel uvist om hun lever.»

«Var hun herfra Gaarden?» Stemmen var blit varmere og blødere.

«Det ved jeg ikke … Jeg ved bare, at hun var en rig Gaardmandsjente fra Gaarden Lindbu i Nærheden af Hamar … Forresten hed hun Ragnhild og var nede i Kristiania i Hotel Nordstjernen for at lære Husholdning.»

Mor Lindbu var blit mere og mere interesseret, mens Frøken Jansen talte; men med den Stivhed og Træghed, der er Bonden egen, svarte hun i en antagen ligegyldig Tone:

«Det var nok mig det.»

Frøken Jansen fór op.

«Nei, er det muligt, skulde De virkelig være Ragnhild Lindbu?»

«Ja, det er jeg vist …» (I samme stive Tone:) «Saa er vi nok gamle Bekjendte.»

«Jasaa … Ja jeg synes nok, at jeg har set Dem; men det er jo saa mange Aar siden.»

Næsten uden at hun vidste af det, var der kommen et livligt Glimt i Ragnhilds kolde blaa øine. Underlig, at hun skulde træffe nogen fra den Tid. Hun følte det som om Hjertet skulde sprænges. Med et sky Blik betragtede hun Frøken Jansen, uden at turde vove at spørge, hvem denne Dame var. Hun sad som med Livet i Hænderne; thi hun ventede 576hvert Øieblik, at Erling Bruns Navn, skulde bli Nevnet.

«Javist er vi gamle Bekjendte ja,» gjentog Frøken Jansen.

«Jasaa … hvem er da De? …» Det lød forventningsfuldt, næsten som i Angst. Hun turde ikke tænke paa hvad hernæst vilde komme. Men hun søgte af al Magt at bevare sin Fatning og lægge Ansigtet i de sædvanlige stive Folder.

«Ja, men det er rimeligt, at de ikke husker mig. Jeg er Cecilie Jansen, som holdt Kafé i Akersgaden.»

Nu kom det … Jo, Ragnhild Lindbu havde en god Hukommelse. Hun huskede alt fra den Tid. … Hun drog Veiret tungt og trangt, inden hun svarte:

«Jansen … Jansen, jo da … De var …» Hun kom ikke længer. Hun fik det med en tør hul Hoste.

«Jeg var en nær Bekjendt til Erling Brun … De husker nok ham?»

«Ja, jeg husker … jeg husker … De var en Slægtning af … Erling.»

Det var næsten som kunde hun ikke faa udtalt det sidste Ordet; hun gispede efter Veiret, og de blege Kinder bedækkedes med en let Rødme.

«Vi var ikke Slægtninge, men sammenbragte Barn,» svarte Frøken Jansen roligt. Hun mærkede godt, at Ragnhild Lindbu var bevæget; men det kom 577hende ikke uventet. Hun vidste, at denne Kvinde havde leget Kjæreste med Erling Brun.

Under denne Samtale havde Sorenskriver Flakstad reist sig og var gaat hen til et af Vinduerne. Nu nærmede han sig de to Kvinder og bemærkede, henvendt til Frøken Jansen:

«Med Frøkenens Tilladelse, vil jeg se mig hjemover nu … Jeg tænker nok De finder Veien alene.»

Med fin Takt havde Sorenskriveren udfundet, at Frøkenen vistnok helst vilde være alene med Bondekonen, der mærkelig nok var en gammel Bekjendt.

«Jeg kommer straks efter,» svarte Frøken Jansen med et venligt Nik.

«Vi skal følge paa Veien;» sa Ragnhild Lindbu. Hun reiste sig for at ledsage Sorenskriveren ud paa Tunet, som Brug og Skik er; men skyndte sig snart ind igjen i Stuen …

Tænt om hun kunde faa høre lidt om Erling Brun, … Det var som om en liden Gnist af Livshaab pludselig tændtes i denne tomme halvdøde Kvindesjæl.

«Er De fremdeles ugift?» spurgte Frøken Jansen, da Ragnhild kom tilbage og atter tog Plads i Gyngestolen.

«Nei da, men min Mand er død for flere Aar siden.»

«Er De børnløs?»

«Jeg har hatt … syv Barn … de seks var dødfødte.»

578«Stakkar … men det syvende? …»

Ragnhild sansede sig pludselig. Hun havde sagt for meget … Hun sukkede og spurgte op igjen: «Det syvende … sa jeg syv Barn?»

«De sa syv», svarte Frøken Jansen i en forundret Tone.

«Jasaa … sa jeg syv … det var seks …»

Hun overfaldtes af den samme tørre Hoste, som engang før havde virket saa generende. Imidlertid fandt hun Tid nok til at iagtta Frøken Jansen temmelig skarpt. Denne Dame vidste jo intet om det inderlige i Forholdet mellem hende og Erling Brun … Vidste bare, at Erling havde gjort «Kur», som Byfolkene kaldte det, kunde ikke vide noget om at Forholdet havde baaret Følger. Hun søgte at paata sig en ligegyldig Mine og tilbød sig at gaa ud og koge en Kop Kaffe.

Nei … Frøken Jansen vilde ikke ha Kaffe nu … Tog langt heller et Glas Melk … Imidlertid sad den gamle Dame med en lur Mine. Hun var ikke saa lidet nysgjerrig, og dette Møde med Ragnhild Lindbu interesserede hende mere end i en Henseende. Hun besluttede at gaa uhyre forsigtig tilverks. Ingen skulde si, at hun havde grebet ind i noget Forhold eller ageret «Kirsten Giftekniv.»

«Jasaa … De er Enke og barnløs.» Hun saa sig om i Stuen med et megetsigende Blik. En rig, barnløs Enke, det kunde være noget det. Men … samtidig iagttog hun den skindmagre tørre Kvindefigur. Svært saa Ragnhild havde tabt sig. 579Erling Brun, vilde vel neppe kjendes ved hende, om han nu traf til at faa se hende igjen …

Stilhed.

Frøken Jansen var den, der først brød den trykkende Pause.

«Har De aldrig hørt noget til Erling Brun?»

«Nei, da … nei!» svarede Ragnhild med en let Skjælven i Maalet.

Frøken Jansen betragtede hende skarpt.

«Jeg husker saa godt siste Gang, vi saas. Det var den ulykkelige Søndag Eftermiddag, da Erling var Skyld i, at alt mit herlige Porselæn gik i Knas. Husker De det? … De sa, at jeg ikke maatte kalde det nogen Ulykke – værre Ting kunde ske.»

Ragnhild Lindbu strøg langs Bordpladen med Pegefingeren. Hun var blit paafaldende bleg. Hvorfor oprippe disse gamle, halvt udviskede Minder. Vilde da denne Kvinde holde hende paa Pinebanken? Kunde hun ikke ligesaa godt si det med det samme, om hun vidste hvor Erling Brun var? …

Men Frøken Jansen fortsatte, som om hun fandt en egen Nydelse ved at dvæle ved disse gamle Erindringer.

«Husker De, da vi gik udover St. Halvardsgade, De og …»og …»] rettet fra: og … (trykkfeil)

Ragnhild holdt ikke ud mere.

«Jeg husker det; men hvorfor snakke om alt dette Tul … For mig har det intet Værd.»

«Ikke det?»

Frøken Jansen betragtede hende opmærksomt …

580«Nei, slet ikke.» Det klang hult og tørt.

«Altsaa lever De ikke i Minderne?»

«Nei, … jeg et Bondemenneske … Jeg har havt andet at gjøre, jeg.»

Hun lo med en eiendommelig tvungen Latter.

Der maatte gjøres en Ende paa dette.

«Ved De noget om Erling Brun – hvor han er?» spurgte hun fort og hvast.

Spørgsmaalet kom altfor braat. Den gamle Dame var ikke forberedt paa Svaret. Dog fattede hun sig snart.

«Jeg … ved ikke noget …»

«Er han enda i Amerika?»

«Ja, hvor kan jeg vide det?»

«Kan ikke De, De maa da vide om han er i Kristiania lel?»

Ragnhild var pludselig bleven livlig, næsten som et andet Menneske, og hun havde faat Munden paa Glid. Besvarelsen af det fremsatte Spørgsmaal var jo en Hjertesag for hende.

«Jeg ved ingenting,» svarte Frøken Jansen; «jeg tænke mig til, om De havde hørt noget? De maa kunne forstaa, at jeg ikke vil fritte Dem ud, – og heller ikke … kan … jeg si nogenting. Det er jo ganske tilfældigt, at vi har truffet hinanden og er kommen ind paa dette.»

Dyb Dødsstilhed, der kun afbrodes ved Uhrets Tikken …

Frøken Jansen blev med engang taus. Kanske 581havde hun været for nærgaaende med sine Spørgsmaal. Bedst i Grunden, at holde sig udenfor sligt.

Men Ragnhild Lindbu sad der rolig og kold. Det tidligere livlige Ansigtsudtryk var afløst af et eiendommeligt stivt Drag. I Øiet var der kommen en fugtig Glans, og uvilkaarlig strøg hun den ene Haandbag op over Panden. Saa fik hun ikke høre noget om Erling denne Gang heller … Erling og … han – Sønnen … de var for evig tabte, gjemte og borte … Det føltes for den arme Kvinde, som om alt Liv i hendes Hjerte stivnede til Is …

Frøken Jansen fandt det overmaade trykkende.

Hun reiste sig for at gaa …

«Jeg synes, det var hyggeligt at saa træffe Dem igjen … Men De stakkar, De har jo lidt saa meget.»

Frøkenen vilde ikke saare, mente intet ondt. Men hun var bleven altfor snaksom og altfor nysgjerrig paa sine gamle Dage.

«Har jeg lidt meget?» spurgte Ragnhild i en forundret Tone.

«De talte noget om, at De har mistet syv Barn, det maa da være en forfærdelig stor Hjertesorg …»

«Sa jeg syv Barn?» udbrød Ragnhild i en overrasket og heftig Tone.

«Det gjorde De vel?»

«Saa tog jeg feil … jeg mente seks døde 582fostre … Men, De vil jo gaa … Jeg skal la Gjætergutten følge Dem til Skræppestad.»

Hun bad ikke Frøken Jansen komme igjen, ønskede slet ikke at se hende mere. Med en stram Mine gik hun ud i Svalen, raabte paa «Ola» og gav ham Ordre til at følge den fremmede Dame.

*

Udenfor i Svalgangen stansede Frøken Jansen og saa hen over det yndige Landskab, der laa smilende i Morgensolens Straaler.

«Her burde en altid være i godt Humør,» sa hun med et megetsigende Blik til Ragnhild Lindbu.

«De mener her er saa vakkert.»

«Ja, det mener jeg.»

«Hm ja, det kan vel være. Byfolk ser det bedre end vi, der er opdrat her. Forresten er her lidt i Veien her ogsaa.»

Ragnhild talte i en lettere Tone … Det var godt, at den fremmede var slaat ind paa et andet Emne. Hun ventede med Spending paa Gutten, der var gaat ind i Kammerset for at stelle lidt paa sig, inden, han fulgte den fine Damen bortover til Skræppestad.

Frøken Jansen saa paa Ragnhild fra Siden af, og saa begyndte hun igjen:

«De husker Marie Holm?»

Ragnhild Lindbu tog sig for Panden.

«Marie Holm?»

583«Ja, De saa hende hos mig, den samme dag Eftermiddag, da Skabet faldt ned.»

«Aa, ja nu husker jeg den stille unge Pige, som var en Halvsøster til … til … Erling Brun … Er det hun, De mener? Men hun hed vist ikke Holm?»

«Nei, hun kaldte sig Svensen dengang; men hun blev siden gift med Skomager Holm. Forresten var Ægteskabet ulykkeligt. Manden var saa svært henfalden til Drik. Men det kan nu bli det samme. Hvad jeg egentlig vilde si er, at Marie Holm har en Datter, som tjener i R… Præstegaard. Kjender De den unge Pige? Hun heder Gunda.»

«Nei … jeg kommer aldrig til Præstegaarden,» klang det iskoldt fra Ragnhild Lindbus tynde Læber.

«Ikke det? De som hører til Sognet?»

«Hm. Det er først i de siste Aar, at de yderste Gaarde her er blit lagt til Veldre, som er Anneks til R… Præstegjæld. Forhen sognede vi til Furnæs.»

Hun gabede og vendte Hodet bort.

Men Frøken Jansen fortsatte:

«Jeg vil til Præstegaarden en Dag, for at besøge Gunda; men enda er jeg ikke rukket saa vidt … Jeg har bare været i Kirken en Gang og hørt den unge Pastor Thoresen. Han taler godt og … saa var der noget ved ham, der overraskede mig. Det er jo rent paafaldende, hvor han ligner Erling Brun.»

584Ragnhild Lindbu blegnede. Hun greb sig krampagtig om Rækværket til Svalgangen …

Var denne Kvinde kommen for at pine hende. Skulde hun vide nogenting? Nei det var umuligt. … Men hun havde ialfald opdaget denne mærkelige Lighed.

Ragnhild Lindbus stive Trek antog et eget haardt Udtryk. Denne Samtale maatte afbrydes og det i en Fart.

«Jeg har set unge Præsten en eneste Gang; men ikke opdagede jeg nogen Lighed med den Person, De omtaler. Det er bare noget De indbilder Dem. Han … et fremmed Menneske. Ha, ha. Forresten er det mig aldeles ligegyldig.» Stemmen var rolig og kold som sedvanlig. Den tvungne Latter, der fulgte Ordene, lød haanlig, næsten gjekkende ud i den sommerlumre Luft.

Frøken Jansen stod stille og umistenksom, – bare sa:

«Kanske jeg tog feil. Men jeg synes nu, at Pastoren ligner Erling Brun. Om saa er, saa kan det ikke være noget saa vidunderligt. Det er saa mangt et vildfremmed Menneske, der ligner den anden.»

«Kan hende det ja,» svarte Bondekonen i en sløv Tone. Hun orkede ikke si mer.

I samme Øieblik kom Gutten, der skulde følge Frøken Jansen paa Vei. Han var i Søndagstrøie og med glat vandkjemmet Haar.

585«Du blir saa længe, Frøkenen venter,» sa Mor Lindbu i en streng Tone.

«Aa, med mig har det ingen Hast,» svarte Frøken Jansen.

Ragnhild overhørte dette.

«Nu faar du følge pent til Skræppestadjordet, du Hans. Det er bedst I gaar over Mo … saa undgaar I Viksbakkerne.»

Hun vendte sig for at gaa ind i Huset. «Farvel og Tak for mig» sa Frøken Jansen i en venlig Tone …

Femogfirtiende Kapitel. En Kræmmer

Det var leden paa Høstparten.

Kornet stod paa Staur.

Markerne var gulnede. Dagene korte og kjølige. Alle Landliggere var forlængst trukket ind til Byen.

Frøken Jansen havde holdt længe ud; men nu var ogsaa hun dragen tilbage til Hovedstaden. Hun havde ikke gjenset Ragnhild Lindbu, siden hin skjebnesvangre Dag, som vi fortalte om i det foregaaende Kapitel.

Ragnhilds uhøflige Væsen og hele Maade at være paa, havde virket frastødende paa den gamle Dame. Hun skjønte altfor godt, at hun ikke havde været velkommen paa Lindbu den Dagen. Vel vidste hun, at Bønderne ofte er lidt kolde og træge af sig; 587men det kunde være Maade med alt. Ragnhild havde ikke været slig, den Gang, hun var i Byen som ung Pige.

Frøken Jansen bestemte sig for, ikke mere at gaa til Lindbu. Men da hun ikke alene var en velvillig Sjæl, der gjerne la sig opi andres Affærer, men en sand Menneskeven, kom hun til at tænke paa, at den kolde, stive Bondekone saa ud til at være meget ulykkelig. Det var som om hun skulde pines af en hemmelig Hjertesorg.

Frøkenen besluttede sig til, alligevel at gaa til Lindbu en Dag inden hun reiste, og optræde paa en hel anden Maade, mere fremmed, mere fintfølende; kanske havde hun været vel nærgaaende med sine Hentydninger til Erling Brun den første Gangen hun havde været der.

Frøken Jansen skjønte godt, at Ragnhild Lindbu ingenlunde var ligegyldig for Erling Brun, og hun nærede ei alene en vis Interesse i denne Sag, men tænkte ogsaa, at hun muligens kunde være til Nytte. Saa gik hun da til Lindbu i den bedste Hensigt; men da hun kom til Gaarden, Dagen inden sin Afrejse, blev det hende meldt, at Konen i Huset var syg og ikke kunde ta imod noget Menneske.

*

Det var en blank Septemberdag, lidt kold; men straalende vakker med de vekslende Farveskiftninger i Løvet og en umaalelig blaa, klar Himmel, der hvælvede sig over den høstlige Natur.Natur.] rettet fra: Natur (trykkfeil)

588Henad den slagne Landevei, som førte ret forbi Lindbu og de andre Gaarde paa Ydderkanten af Sognet, gik en ældre Mand med Skræppe paa Ryggen og Knortestav i Haand. Det saa ud til at være en almindelig Handelskar.

Han gjorde Holt i Svingen af Veien, der førte op til Alleen udenfor Lindbu. Lidt tvilende og med en betænksom Mine saa han op mod Gaarden.

«Her skulde det jo være … lad mig se Skræppestad … Mo … Braaten … De sa mig den rette Veien, da jeg var indom paa Mo. Det maa være her. Her er Lindealleen. Herregud! … Den har jeg ofte hørt nævne» … Han saa dybsindig op mod de nøgne Stammer. «Det er Høst nu … Høst i Naturen … Ja, ja der kommer en Efteraarstid ogsaa for os Mennesker; men det kan bli skjønne Dage ogsaa da, liksom nu idag! …» Med et lyst Smil saa han sig om i den vakre Natur, inden han fortsatte sin Vandring op til Gaarden.

Det var øde og stilt paa Tunet, ingen at se, uden en Gut, der huggede Ved.

Gutten lod Øksen falde og gløttede hen mod den fremmede, da denne kom gaaende langsomt hen mod Huset.

En stor Hund kom farende ud fra Kjøkkenet. Med en voldsom Gjøen vilde den sætte lige paa Fremmedkaren.

Gutten greb Hunden ved Halsbaandet.

«Hys da, Pasop! Vil du være rolig. – Den 589gjør ikke noget», tilføiede han i en beroligende Tone henvendt til den fremmede Mand. «Den passer bare paa … Vi holder saa meget af den, siden … siden …» Kanhænde havde han sagt for meget. Han brød skarpt af og jog Hunden ind i Huset.

«Siden hvad, Gutten min?» spurte Handelskaren nysgjerrig. Han var vel en Nyhedskræmmer, som andre af sine Lige …

«Aa, jeg skulde vist ikke si det», svarte Gutten undselig, – «siden Mor holdt paa at drukne sig i Brønden … det var Passop, som reddede hende dengang.»

Den fremmede fór med Haanden gjennem det lange lyse Skjæg og bøiede sig dybere over Knortekjeppen.

«Mor?» gjentog han halv sagte.

«Ja, Konen her paa Gaarden,; vi kalder hende for Mor. Hun har været tungsindig, siden Husbond døde.»

«Jasaa! …»

Den fremmede lod et lidet Pengestykke glide ned i Guttens Haand.

«Jeg er Kramkar», sa han i en indsmigrende Tone … «Tror du ikke, at Mor Lindbu skulde ha Lyst til at se paa mine Sager. Jeg har meget som er baade pent og godt.»

«Det kan vel være det; men Mor kjøber aldrig noget.»

Den fremmede blev staaende uvis.

«Men jeg faar da Lov til at gaa indom og 590lægge fra mig Skræppen for at hvile lidt? Jeg har gaat langt idag.»

«Jasaa … Ja, jeg ved ikke. Du faar gaa ind og spørre Mor. Der sidder hun ved Vinduet.»

Handelskaren vendte sig og fik se et ældre Kvindeansigt med Skaut om Panden, der tittede nysgjerrig ud gjennem et af Vinduerne. Han tog med et fast Greb om Knortekjeppen og skyndte sig ind paa Kjøkkenet. Her bad han en af Pigerne om at faa Konen i Huset i Tale.

Han maatte vente en Stund og tog Plads paa en Stol henne ved Døren, som Kokkepigen bød ham.

Endelig gik Stuedøren op og Mor Lindbu kom ud. Hun var iført en blaa Værkenskjole, der sluttede tæt og trangt om hendes magre, tørre Figur. Nedover Ansigtet, slig at Haaret aldeles skjultes, bar hun et blaarudet Skaut. Man saa intet andet end de hvasse, kolde, blaa Øine og de magre, indhulede Kinder.

Den fremmede fór sammen. «Er De … Konen her paa Gaarden?»

«Ja, hvad vil De? Er det Mad eller Husly, De søker? Jeg ser, De er en Reisende. Kanske Turist, som De kalder det?»

Stemmen var hul og trang som ellers.

«Jeg har nogle sjeldne Sager at by frem», sa den fremmede. Han havde reist sig og slængte Skræppen af sig.

«De er altsaa Handelskar?»

«Ja, jeg er saa.»

591Ragnhild Lindbu saa ham fast ind i Øiet … disse mørke Øine, der med engang syntes hende saa bekjendte, stod i en skjærende Modsætning til Mandens mørke Ansigtsfarve og blonde Haar og Skjæg.

«Hvad heder De?» spurte hun.

«Ellingsen.»

«Hm … hvor er De saa fra?»

«Jeg er fra Vestlandet; men nu sist kommer jeg fra Kristiania.»

Ragnhild Lindbu blev staaende i en eftertænksom Stilling. Det forekom hende at være en dannet Mand. Der var noget vist flot og fint i hans hele Optræden. Han holdt næsten paa at imponere den jevne, tarvelige Bondekone.

«Skulde De ikke ønske at kjøbe noget af mine Sager?» spurte han.

Ragnhild Lindbu studsede. Hvor havde hun hørt denne Stemme før? Klangen var saa besynderlig kjendt …

«Tak, jeg kjøber aldrig noget», svarte hun. «Jeg er en gammel, tarvelig Bondekone, der ikke bruger nogenting til Stas.»

«Men jeg har ogsaa nyttige Ting», svarte Kræmmeren paa den eiendommelige Maade, hvormed Folk i hans Stilling altid søger at nøde sine Varer ind paa Kunderne.

«Jeg skal vist ingenting ha», gjentog Mor Lindbu i en afværgende Tone. «Men De faar komme ind i Stuen. Kanske De har gaat langt og kan trænge at hvile?»

592Kramkaren drog Aanden dybt. Det lød næsten som et Lettelsens Suk.

«Ja, det er sikkert det, at jeg trenger at sidde en Stund. Jeg har gaat indpaa 2 Mil siden igaar.»

Mor Lindbu førte ham ind i Dagligstuen og bød ham tage Plads.

«Nu faar De sidde og hvile Dem lidt», sa hun og gik ud en Stund for at beordre Stuepigen til sætte Mad ind til den Reisende. De havde fra gammel Tid af været godgjørende og gjæstfrie Folk paa Lindbu, og Ragnhild vanslægtede ikke i dette Punkt.

Da Handelskaren var blit alene, kom der et uroligt Glimt op i de mørke Øine. Han knugede Haanden mod Brystet og hviskede for sig selv: «Endelig slap jeg da indenom Stuedøren. Det gik bedre end jeg havde ventet. Men nu kommer det tyngste Tag. Nu gjælder det at fare fint frem.»

Uvilkaarlig fór han med Haanden liksom ordnende op i det lyse Haaret og Skjegget. Saa gik han sagte hen til Vægspeilet og betragtede sit eget Billede. «Jeg ser slet ikke ilde ud», sa han med et veltilfreds Smil. «Hun aner ingenting, det er jeg sikker paa.»

Da Ragnhild Lindbu kom tilbage til sin Gjæst, sad han stille henne ved Bordet. Han var tilsyneladende optat med Beskuelsen af Værelsets grønmalte Vægge og de underlige Billeder og Forsiringer. Med stor Opmærksomhed læste han de Bibelsteder, der var malet hist og her.

593«Denne Stue er rigtig rar», sa han, «det vilde være noget for en Oldgransker. Jeg antar, at denne Maling er svært gammel?»

«Den er saa gammel som Lindbuætten», svarte Ragnhild i en rolig, interesseløs Tone. Hun var saa vant til denne Stuen. Hun syntes ikke, den var saa rar.

Hun gik til og fra for at hjælpe Pigen med at dække Bordet, og Handelskaren havde rigelig Anledning til at betragte hende.

Som hun gik omkring med sin stive Holdning og de iskolde Ansigtstræk, saa det ud, som om hun foretog sig alting mekanisk, uden at nære Interesse for nogenting.

«Skulde De ikke ville bese mine Sager?» spurte han indtrængende og med en vis Blødhed i Tonen.

Kanske, det var det bløde Tonefald eller noget ved den fremmede Mands Øiekast, der ikke undlod at gjøre sin Virkning.

Ragnhild skjalv i Maalet, da hun svarede:

«De faar først ta et Glas Melk og lidt Mad … saa skal vi se.»

Hun forstod det ikke. Det var en besynderlig Klemsel: En egen, trykkende Fornemmelse for Brystet, der overkom hende i denne fremmede Mands Nærværelse. Det maatte vidst være sandt, hvad Doktoren sa, at hun var forfærdelig nervøs.

Hun bød frem Mad og Drikke. Som Værtinde nød hun selv intet; men tog rolig Plads i nogen Afstand fra Bordet.

594«Det er et prægtigt Høstveir», sa den fremmede pludselig, liksom for dog at si noget.

«Ja, det er ualmindelig fint.»

«Det ser ud til at være en vakker Eiendom dette.»

«Ja, Lindbu er en god gammel Gaard». Tonen var lidt mere interesseret. «Men den er ikke skjøttet, som den burde være. Det er ikke altid saa greit for en enslig Kvinde at stelle med en Gaard.»

«Er De Enke?»

«Ja, det har jeg været i flere Aar.»

Den fremmede spiste en Stund i Taushed.

«Jasaa … saa De er Enke. Det er vel tungt, det». Han betragtede den Tiltalte skarpt fra Siden.

«Aa, jeg ved ikke, jeg», kom det i en træt, sløv Tone.

«De har kanske Barn?» Spørsmaalet kom fort og med en underlig Varme i Blikket.

«Nei … jeg har aldrig havt Barn.»

«Ikke det?»

Han betragtede hende alvorlig.

«Nei, aldrig.» Svaret kom tungt, næsten bævende. Hun skjalv paa Haanden, da hun tog Melkemuggen for at gaa ud efter en ny Forsyning.

Den fremmede optog atter det forrige Emne.

«Ja, det ser ud til at være en deilig Gaard, De har. Og den har Deres Mand efterladt Dem?»

«Nei, det er min Fædrenegaard.»

Hun svarede i en studs Tone, i det samme hun 595gik ud. Hvad havde vel denne fremmede Manden, med at spørre om alt dette? En kunde gjerne tro, at der laa noget under. Hun var en Nar, der besvarede alle disse nærgaaende Spørsmaal; men hun kunde liksom ikke for det. Denne Mand bandt hende med sine gennemborende Blikke og sin eiendommelige Stemmes Klang. Tul!

Hun slængte Melkemuggen fra sig paa Kjøkkenbænken. Alle slige Handelskarer og Kolportører er svært saa nysgjerrige og leie til at fritte og spørre naar de farer Grændene imellem.

Hun tog den fyldte Melkemugge og med stram, alvorlig Mine gik hun atter ind i Stuen.

Da hun kom ind, stod den fremmede borte ved Vinduet, trommende med Fingrene i Vindueskarmen og fløitede en gammel Visemelodi, som Ragnhild Lindbu havde kjendt og hørt for saa lang Tid siden, at hun næsten havde glemt den. Hun slængte Melkemuggen fra sig med rystende Haand. Farven kom og gik i hendes Kinder, og med tunge Trin vaklede hun ud af Værelset.

Den fremmede Mand blev staaende overrasket tilbage. Hans blege Kinder overgødes med dunkel Rødme og han holdt øieblikkelig op at fløite sin Yndlingsmelodi …

Ha ha … han lo veltilfreds og tømte den halve Melkemuggen næsten i et Drag og begyndte saa atter, ikke at fløite men at synge med en sagte Tone:

596«Tys, tys … jeg er ei din Brud,
Bølgen er kold, den slukker Elskov ud.»

– – – – – – – – – – – – – –

Ude paa Gaarden hørtes Rullen af Vognhjul og Trampen af Hestehove. En Stund efter slængtes Kjøkkendøren op og Præsten Thoresen kom ind. Han hilste venlig paa Kokkepigen, der stod foran Skorstensilden.

«Jeg har vær’et saa svært uheldig idag … Den ene Skjæken paa Kariolen er gaat itu. Jeg kom indom her, for muligens at faa den udbedret.»

«Det kan vist Præsten faa … eller De kan faa laant en Kariol. Jeg skal straks tale til Mor.»

Hun bød Præsten ind i Stuen og gik ud i Kammerset, hvor Ragnhild Lindbu sad stille og tankefuld med foldede hænder foran det eneste Vindu, der vendte ud mod Haven.

«Præsten er her.»

Ragnhild fór sammen og hendes blege Ansigt blev askegraat. «Præsten?»

«Ja … Ungpræsten.»

«Jeg forstaar. Men hvad vil han her?»

«Kariolen hans er blit fordærvet, og han er kommen indom, for at faa den udbedret … Han tør ikke vove at kjøre længer med den slig den er.»

«Er den saa rent daarlig da?»

«Den ene Skjæken er røget isund.»

«Naa slik … ikke andet end det. Hans Gaardsgut, kan vel snart faa Skjæken repareret?»

597«Det kan han vist.»

«Ja, giv ham straks Order til at begynde. Præsten vil vel reise saa fort som mulig.»

«Aa, det ser ikke ud til, at han har Braahast.»

Ragnhild gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden. Slig Prat brød hun sig ikke om. Hun talte i det hele taget lidet med sine Tjenere.

«Hvor er Præsten?» spurgte hun kort.

«Jeg bad ham ind i Stuen. Men … skal han ikke ha sig … lidt Mad?»

«Det skal jeg selv ordne,» kom det skarpe lidt utaalmodige Svar. «Gaa du bare ud og sørg for, at Hans saa fort som muligt reparerer Kariolen til Præsten»

Pigen forduftede straks, Ragnhild blev siddende alene og knugede Haanden heftigt mod Hjertet.

Huf … hvorfor kunde ikke Præsten liksaa godt reist indom Mo eller Skræppestad?. … Var det bare for at pine og plage hende, at han skulde komme hid …

Hun sad en Stund i bitre mørke Tanker. Men saa tog hun sig lidt mere sammen. Præstens Lighed med Erling Brun var kanske bare rent tilfældig, og den pinlige Tanke, at han kunde være hendes og Erlings Søn, var kanhænde, naar alt kom til alt, bare pur Indbildning. … Men … Modermærket, hun engang havde opdaget paa Præstens venstre Skulder, dengang han var Gut og laa syg i Præstegaarden? … Men ogsaa dette kunde være tilfældigt; der var 598jo flere Barn end hendes, der hadde Modermærke. – Men det var saa besynderligt, akkurat paa venstre Skulderen. …

Hun sukkede. Kunde hun da aldrig komme over sin Ungdomsbrøde? …

Nei, aldrig, aldrig!

Idag fik hun dog overvinde sig selv og gaa ind i Stuen, hvor Præsten var. Det gik ikke an andet. For den fremmede Mandens Skyld kunde hun ikke godt lyve sig syg.

Med en stor Beslutning reiste hun sig og gik bort til Vægspeilet. Hun glattede Haaret, badede Ansigtet i koldt Vand og tog et rent, hvidt Skout paa Hodet.

«I Jesu Navn da», sa hun og gik ind i Stuen, hvor Præsten sad i ivrig Samtale med den fremmede Handelskaren. Ragnhild Lindbu var meget bleg, men Ansigtet var koldt og roligt som ellers.

«Velkommen tegaars», sa hun til Præsten og rakte ham Haanden med et løst Tag.

Rask, uden at se op, trak hun saa den klamme, skjælvende Haand tilbage.

Præsten betragtede hende med et deltagende Blik.

«Hvordan staar til?»

«Tak, bare bra!»

«De er saa sjelden at se; det vilde glæde mig, om De besøgte Kirken og Præstegaarden imellem.»

«Jeg er aldrig ude.»

«Men De vilde ha godt af at komme lidt ud.»

«Nei, jeg ved bedst selv, hvad jeg har godt af.»

599Svaret var afvisende. «Men nu faar Præsten sidde og ta en Kop Kaffe.» Hun tvang sig til at tale i en venlig og rolig Tone. Ingen anede, hvor det gik ind paa hende.

Præsten takkede.

«Ja, hvis det ikke er Bryderi, saa tar jeg gjerne en Kop Kaffe. Jeg har kjørt langt idag … Ja, De har vel hørt om det lille Uheld, der har truffet mig underveis?»

«Jeg har hørt det … Gaardsgutten er ifærd med at rette paa Skaden. Men nu faar Præsten ta Plads saalænge.»

Hun talte fremdeles uden at turde se paa Præsten og var glad, da Samtalen endelig var endt. Hun havde hele Tiden følt sig som paa Pinebænken.

Hun gav sig til at ordne ved Bordet for at dække dette lidt finere. Imidlertid fortsatte Præsten sin afbrudte Samtale med Hr. Ellingsen. Præsten fandt, at det var en overmaade indsigtsfuld og dannet Mand, der vistnok stod høit over sin Stand. Han havde færdes vidt omkring og var inde baade i det ene og det andet.

Den blankpudsede Kaffekjedel sattes paa Bordet og Mor Lindbo vartede sine Gjæster op paa det bedste. Derpaa tog hun Plads længst bort i Stuen ved Vinduet. Præsten vilde ikke nøde hende til at sidde tilbords, dertil kjendte han altfor godt Landsens Skik, at Værtinden anser det som en stor Uopdragenhed, at spise sammen med sine Gjæster.

Det var ikke begyndt at skumre den tidlige 600Septembereftermiddag. Det var endda lyst i Stuen, og Mor Lindbu tog frem et Strikketøi og gav sig til at strikke … Hun undgik længe at se paa sine Gjæster, hun havde det som paa Følelsen, naar Kaffekoppene var tomme eller naar de ellers manglede noget, hun gik da bort og vartede op i Taushed, mens hun holdt øinene sænkede mod Bordet. Men Hænderne rystede og hun havde en trang Klemsel for Brystet; thi hun følte godt, at den fremmede Manden hele Tiden saa paa hende. Dog holdt hun Modet oppe og gik rolig og taus tilbage til sit Sæde ved Vinduet. Hun mindedes en lignende Scene for mange Aar siden, da hun havde vartet op Overlærer Thoresen med Frue, den Gang Harald endnu var et Barn … Uvilkaarlig sukkede hun ved dette Minde, … Som en Drømmende tog hun op Strikketøiet, der var faldt i Gulvet og gav sig atter til at arbeide.

Hun hørte de to Mænd tale sammen. Handelskaren talte om Forholdene i Kristiania før og nu. Han syntes at være godt inde i dette Emne. De talte om meget, kom ogsaa ind paa amerikanske Forhold … den fremmede havde opholdt sig i Chicago i flere Aar.

Ragnhild Lindbu lod Strikketøiet synke og saa bort mod Bordet. Hendes Gjæster var færdige med at spise, kanske tænkte de paa at staa op fra Bordet og takke for Mad, eller de var saa optat med Samtalen, at de ikke sansede nogenting andet … Uvilkaarlig tog hun de to Mænd nøiere i Øiesyn … 601Den fremmedes mørke Øine bandt hende med en umodstaaelig Magt, og Træket om Læben? Aa, hvor det mindede om den, hun ikke turde nævne. Denne Manden havde jo ogsaa været i Amerika …

Forunderligt! I næste Øieblik maatte hun næsten smile. Han kaldte sig jo Ellingsen og saa havde han blondt Haar og Skjæg … Gud! hvor meget et nervøst Menneske dog kan finde paa. Men saa var det Præsten … Kan hænde han stod hende nærmere end noget andet Menneske i Verden; men om saa var, saa maatte han aldrig faa det at vide …

Med en besynderlig magnetisk Kraft heftede hun Blikket fast ved de to Mænd. Hun saa nu, at den fremmede betragtede hende skarpt fra Siden af og, hun maatte se baade paa ham og paa Præsten …

Og … hvad saa hun? … Var det ikke som om de to Mænd lignede hinanden paa en Prik, tiltrods for Aldersforskjellen; thi Handelskaren var en ældre Mand, og uagtet den ene var lys og den anden mørk … Men Trækket ved Læberne, Øinene, Panden og Ansigtets Form var livagtig ens … De lignede ogsaa i Figur og i Høide, … det kunde hun godt se, uagtet de begge sad … Gud! hvad var dog dette? Drømte hun eller var hun vaagen?

… Hun knugede Haanden heftig mod Brystet, det føltes som om Struben vilde sammensnøres og hele Stuen gik rundt; mens hun idelig søgte at holde Blikket fæstet mod ét og samme Punkt.

602Hun reiste sig for at gaa ud af Værelset, men søgte forgjeves Døren. Med ét sank hun sammen og faldt besvimet om paa Gulvet …

De to Mænd reiste sig forfærdede. Samtalen blev med en Gang afbrudt.

«Er hun … blit syg?»

«Det ser ud til det.»

«Hun er vel ikke død?»

Den fremmede stod over hende med blege stive Ansigtstræk.

Præsten bøiede sig ogsaa over den besvimede Kvinde.

«Nei, det er bare en Afmagt … hun pleier vist ha det saa.»

Han havde baaret hende bort paa Sofaen og kaldte nu paa Pigen.

Denne kom ind med Vand i et stort Spand. … Den syges Klær blev løst op, og om en Stund kom hun tilbage til Bevistheden. Skoutet var faldt af Hodet, og hun laa med det vaade Haaret strøget tilbage fra Tindingerne. De blaa kolde Øine, som hun netop havde slaat op, stirrede rædde og fortvilede ud i Rummet.

«Hvad var det?» sa hun og drog Pusten tungt … Snart fik hun Øie paa Præsten og Handelskaren, der stod i nogen Afstand, og hun sansede sig straks.

«Gaa,» raabte hun heftig … «gaa begge to, jeg vil være alene nu.»

603De to Mænd fik ikke et Ord eller et Suk for sig.

«I faar gaa over i Andre-Stuen», sa Pigen;

«I faar undskylde Mor, hun har det slig.»

De to Mænd gik ud i Kjøkkenet.

«Jeg faar reise nu,» sa Præsten, «det er paa høi Tid; jeg har rent glemt, at det snart er Kvæld, og kom saa dybt ind i Samtalen med … Hr. Ellingsen … Kariolen min er vel færdig?» fortsatte han, henvendt til Gaardsgutten, der sad indved Kjøkkenbænken.

«Ja, den er længe siden færdig, den lille Skaden var snar at udbedre. Jeg satte Hesten ind og gav den lidt Hø, jeg vilde ikke forstyrre Præsten.»

«Tak skal De ha, men nu faar De være saa god og spænde for.» …

«Saa Præsten vil afsted straks?»

«Ja, det vil jeg helst. Her nytter det ikke at stanse længer. Jeg tror ikke Mor Lindbu vil tale med mig. I faar hente Doktoren.»

«Nei,» svarte Kokkepigen, «det gaar nok over.»

Gaardsgutten var gaat ud for at spænde for, og Pigen vilde følge de to Mænd over i Andre-Stuen.

«Nei, tak,» sa Præsten, «nu skal jeg jo afsted.»

«Og jeg sidder her saalænge», sa Handelskaren og saa sig med et vist Velbehag omkring i det store lyse Kjøkken. Udenvidere tog han Plads paa en ledig Stol ved Bænken.

604Kokkepigen slang imidlertid ud efter noget, og de to Mænd blev alene.

«Kjender De noget til Konen her paa Gaarden?» spurgte Handelskaren med et eget Blik paa Præsten. «Ikke synderlig. Jeg véd bare, at hun er lidt rar af sig.»

«Hvad heder hun?»

«Ragnhild … Hun var gift paa Granliden, men efter Forældrenes Død løste de ud de øvrige Arvinger og flyttede hid. Forresten ved jeg ikke meget om hende. Jeg er saa nylig kommen hid til Sognet. Men jeg synes det ser ud som skulde hun knuges af en hemmelig Hjertesorg, stakkars Kone, jeg har meget ondt af hende. Stillingen skal heller ikke være god. Gaarden er i Vanmagt og meget forgjældet.»

Den fræmmede svarte ikke noget paa dette. Han gjentog bare:

Ragnhild … Ragnhild …! og saa stille hen for sig.

Præsten betragtede ham forundret, men sa ingenting. Var der noget rart ved det Navnet? Imidlertid kom Gaardsgutten ind og meldte at der var forspændt.

«Farvel og tak for Samværet», sa Præsten og rakte Haanden ud imod den fremmede.

«Hr. Pastoren skal ha Tak,» svarte Handelskaren, i en hjertelig Tone. Den unge Geistlige havde indgydt ham en mærkelig Sympathi.

«Det er sandt,» sa Præsten, «De er jo Handlende, 605jeg skulde afkjøbt Dem et eller andet af Deres Varer.»

«Det er bare lidt Smaatteri jeg har. Det er intet som Præsten kan ha Brug for.» For første Gang, talte den fremmede i en forlegen, undvigende Tone.

Præsten studsede.

«Men er De ikke Handelskar?»

«Jeg skulde være det …»

«Ja, ja, saa Farvel da igjen og Gudsfred!»

Præsten gik ud.

Handelskaren fulgte med ud i Svalen og blev staaende for at se efter Præstegaardskariolen, mens denne slængte bortefter Veien … Det var en ejendommelig varm Følelse der havde betat ham, han vidste med sig selv, at det var længe siden, han havde truffet en saa gjennem koselig og behagelig ung Mand at tale med.

Med en let Tilnærmelse til et Suk gik han ind igjen i Kjøkkenet …

Inde i Stuen laa Ragnhild Lindbu i tunge Tanker.

Hun tænkte langt tilbage i Tiden, hele hendes eget sorgtunge Liv stod for hende i dybe Træk … og uvilkaarlig mindedes hun ogsaa sine Søstre … Det stod saa levende for hende den Dagen, da Søster Gurid blev viet til Præsten Heidemann. Da var hun en liden Jentunge, «Atpaaslængen», som de kaldte hende, og hun havde sagt til Mor sin, med store forundrede Barneøine: «Store Søster graater 606paa Bryllupsdagen sin.» … Bryllup er jo for Barnesindet ensbetydende med Lykke.

Men saa blev hun selv voksen, og Skjæbnen blev hende ugunstig.

Det var i det hele taget en klein Lykke, som blev Lindbusøstrene tildel, men hun, hun havde været den ulykkeligste.

Søster Heidemann havde faat det bedst; for hun tog Livet fra den rette Side … det er jo meget selv kan bære Skylden for …

Hun sukkede.

Det var sa rare Tanker, der strømmede ind paa hende …

Maatte det bare bli godt tilsidst, naar Enden er god, saa er alting godt …

– – – – – – – – – – – – – –

I dette Øieblik stak Stuepigen Hodet ind ad Døren.

«Den fremmede Manden – – han Handelskaren, vil gjerne faa bli her Natten over.»

Der gik en underlig Trækning over Mor Lindbus blege Ansigt.

«Ja, han kan faa bli. Du faar stelle istand til ham i Kammerset.»

Pigen gik ud …

– – – – – – – – – – – – – –

Seksogfirtiende Kapitel. En bitter Strid

Præsten Thoresen kjørte til Præstegaarden langs den slagne Bygdevei.

Det begyndte at skumre og en enkelt Stjerne tittede frem paa den blaa høstlige Himmel.

Bag Aasen kom Maanen op og kastede sin milde Straaleglans over de afblegede Agre og Enge.

Hist og her i den dæmpede Belysning faldt der lange Skygger ud over Markerne. Enkelte Steder førte Veien gjennem dystre Skove, og der var faa Folk at træffe.

Gaardene var heller ikke tætgrændte.

Der hvilte over hele Naturen et dystert og et tungsindt Præg. Det passede godt til Præstens Sindsstemning. Han var ikke længer glad og let til sinds, som da han nys sad paa Lindbu i livlig samtale med den fremmede Handelskar.

608Han lod Tømmerne hænge løse og hensank i en dyb Grublen.

Nu er jeg straks hjemme, sa han til sig selv … ja den som bare havde et Hjem … et Hjem i Ordets sande Betydning … Han sukkede. – Dengang jeg var Kapellan hos Pastor Heidemann, da havde jeg det godt. Frøken Ingerid er jo en Perle, en ren Modsætning til disse frivole Kvinder: Ester og hendes Mor … Moren, det Skarn. Aa, hvor hun blændede mig. Men Gudskelov, nu er Sløret løftet, nu er jeg da fri hende. Hun skal aldrig mere komme i mit Hus, Ester kan stortute saalænge hun vil … Ester … hende blir jeg aldrig fri … aldrig … Hvilket Feilgreb, at jeg ikke hævede Forbindelsen mens det enda var Tid … men desværre, dengang vidste jeg ikke, hvad jeg nu ved … Mine brave, noble Forældre, de skulde vide … Jeg kan ikke si det ligefrem, jeg magter det ikke … men min Mor, den fine Fru Thoresen hun skal rigtignok faa et Vink, at hun bør afbryde al Omgang med … min skarnagtige … Svigermor …

Slige var de Tanker der i et sandt Virvar fór ud og ind i Præstens Hode mens han befandt sig paa Hjemveien og tilslut dreiede op ved den Krydsvei, der førte til Præstegaarden.

For at kunne forstaa hvordan en slig, Harme, en slig Hær af bitre Tanker kunde indta den milde menneskevenlige Harald Thoresens Hjerte, maa vi sætte os ind i, at hans Ægteskab var høist ulykkeligt. Han havde kuns været gift lidt mere end et Aar, 609men den sidste Del af dette Aaret, hadde for ham og kanske ogsaa for hende været et sandt Helvede paa Jorden. I det ydre søgte de jo, at holde Skinnet oppe, men i det indre huslige Liv skortede det ikke paa bitre Ord og kolde kjærlighedsløse Handlinger. Især var det Ester, der led; thi hun var den, som det altid gik ud over. Og det var bleven meget værre bare paa et halvtaarstid. Hun huskede nok i Vaar, hvordan hun strævede med at sætte Kaalplanter i Haven; et Arbeide, som hun aldrig havde gjort for. Hun var jo nødt til at faa Agronomen til Hjælp og Retledning. Præsten var i Sognebud og hans Hustru glædede sig barnlig til at faa Haven færdig, til han skulde komme tilbage. Hun var i godt Humor den Dagen, og om hun end ikke elskede sin Mand, saa skal det dog siges til hendes Ros, at hun gjerne vilde gjøre ham tillags.

Da Præsten kom hjem sent udover Kvælden sprang hun ham glad imøde og raabte:

«Nu er Haven ganske færdig, du Harald, jeg har sat alle Kaalplanterne; kom ud, skal du se.»

Præsten gik med hende, uden at si et Ord. Der kom straks en Sky over Esters klare rene Pande. Stakkar! hun havde ventet sig en liden bifaldende Ydring, … at hun havde været flink … eller noget sligt. Men da de kom ud i Haven blev det endda værre.

«Disse Planter staar altfor tæt, de maa straks flyttes. Nu da det smaaregner kan det passe. Har du sat dem alene?»

610«Agronomen har hjulpet mig, og han maa vel forstaa det.»

«Det ser ud til, at han har tat feil denne Gang. I Schüblers Havebog staar det, at Kaalplanter skal sættes meget længer fra hinanden. Agronomen er envis, han vil ha alting paa sin Vis … Og du, du forstaar jo ingenting.» De sidste Ord blev ytret i en halv medlidende, halv foragtelig Tone. Han stod med en myndig selvklog Mine, som vilde han indgyde Respekt, og uden videre rev han alle Planterne op og la dem forsigtig ved Siden, grov Hullerne igjen, hvor de havde staat og gjorde nye Huller.

Ester stod bare og saa og saa, mens Taarene vilde frem, og hun følte en sugende, saar Fornemmelse for Brystet.

Da hendes Mand var færdig, sa han: «Se saa, nu faar du gjøre Arbeidet om igjen.»

Uden videre gik han ind og lod Ester alene i Smaaregnet, for at sætte minst et Par Hundrede Kaalplanter. Hun tog straks fat paa Arbeidet, stille og bleg, medens et Par store Taarer trillede ned over de tynde hvide Fingre.

Om en Stund kom Gunda ud for at hjælpe til. Om det var Præsten, der havde sendt hende, fik ikke Ester vide.

Slige Scener var desværre almindelige i Præstegaarden, de kom snart til at høre til Dagens Orden. Ester blev bleg og mager og saa paafaldende forgræmmet og daarlig ud. Det taltes allerede om 611ude i Bygden, at Præsten ikke skulde være snil mod sin Kone, og det vakte Forundring. Præsten, som var en Kristen og en saa brav og elskelig Mand, god mod fattige, hyggelig og omgjengelig under alle Forhold! Daddelen traf mest Fruen, hun var vistnok en verdslig og en forfengelig Kvinde, lidet huslig og lidet skikket som Præstefrue.

Ester gik der stille for sig selv i Præstegaardens lumre Stuer. Hun havde ingen at tale med, ingen at omgaaes … Hendes eneste Glede var Bøgerne … men de blev ogsaa for gamle … hendes Mand gav hende aldrig en ny Bog. Han fandt i det hele, at hun leste altfor meget, – bedre vilde det være, om hun lærte sig til at stelle sit Hus, det var gjerne hans Valgsprog. Men under disse Forhold blegnede Esters deilige Ungdomsidealer hen og hun blev hjertesyg. Hun forstod ikke, hvordan hun skulde holde Livet ud og ønskede bare, at hun maatte faa dø.

Hun var kommen til Præstegaarden med de redeligste Hensigter, hun vilde gjerne bli huslig og snil, og kanske var det ogsaa lykkedes, om hendes Mand var kommen hende mere imøde. For det første af var jo ogsaa Forholdet langt bedre; men saa vilde Skjæbnen, at Præsten gjennem en tjenstvillig Ven skulde faa vide alt vedrørende Fru Bratvolds Fortid. Rygtet var kommen ud fra Maler Gramstad, der engang før havde gjort Fru Bratvold meget ondt. Men fra den Stund af forhærdede Præsten sit Hjerte mod den stakkars Ester; det var 612som det hele skulde gaa ud over hende. Den menneskevenlige, velvillige Harald Thoresen, der saa mangen en Gang havde rakt Haanden ud mod de faldne Kvinder, var streng i sin Dom mod sine nærmeste.

Uh … han kunde jo liksaa godt ha giftet sig med Solida eller med Gunda … Tænke sig til. Datter av en slig én! Han skammede sig over sin Hustru og ringeagtede hende. Og Svigermoren taalte han ikke at se, begge disse Kvinder havde jo draget ham med sig ned i Smudset. For deres Skyld kunde han ikke hæve sit Hoved saa høit som før. Det var ikke langtfra, at han i sin Uretfærdighed og Hensynsløshed ansaa Fru Bratvold for en Bedragerske, der tilligemed det paatagne Navn ogsaa vilde dække sit gamle Syndeliv med Kristendommens Maske.

Fru Bratvold mærkede altfor godt, at hun var ilde set af Svigersønnen. Hun søgte at trænge ind paa ham for at faa vide Gruuden til hans forandrede Optræden imod hende; men det lykkedes hende ikke. Saa trak hun sig tilbage og lod sig sjelden se i Præstegaarden. Hun kjendte godt til, at Ester var meget ulykkelig, men hun kunde jo ikke gjøre hverken fra eller til og vilde nødig blande sig ind mellem Ægtefolkene.

Slig stod det til i R… den Kvelden, da Præsten Thoresen kjørte ind paa Tunet efter den lille rast paa Lindbu. Han overlod Hest 613og Kariol til Gaardsgutten og gik ind i den store Dagligstue.

Stuen var tom.

Ester var intetsteds at se. Men Lampen var tændt og Aftensbordet dækket.

Præsten gik ud i Kjøkkenet.

«Hvor er min Hustru?»

«Hun er kjørt ud en Tur.»

«Kjørt ud? …»

«Ja, hun er reist til Haug, der skulde være Kvindemission i Eftermiddag.»

«Ja saa …»

Præsten gik ind med et haanligt vantro smil om Læberne … Hans Hustru paa Kvindemission, hvad vilde hun vel der? Noget andet maatte ligge til Grund.

I samme Øieblik lød der, Vognrammel ude paa Gaarden. Præsten gik til Vinduet og kom netop tidsnok for at faa se sin Hustru springe ud af Vognen ved Agronomens Haand. Præsten rynkede Panden og lo bittert, – tænkte jeg det ikke nok.

Straks efter kom Ester ind i Stuen. Hun havde lagt Reisetøiet af i Forstugangen og tog sig godt ud i sin fine, sorte Dragt. De ellers saa blege Kinder var dækket med en let Rødme efter Turen ude i den friske Luft. I de mørke Øine var der kommet et livligt Skjær. Hun følte sig vel tilmode efter den lille Udflugt. Det var saa sjelden hun var ude.

614Præsten sad allerede ved Aftensbordet og skjænkede i et Glas Melk.

«Godaften,» sa Ester.

Hendes Hilsen blev ikke besvaret.

«Skal vi ikke ha The i Aften?» spurgte Præsten.

Ester ringede efter Theen … Da Pigen kort efter kom ind med Brættet, satte hun sig til Bordet og skjænkede i en stor Kop til sin Mand.

«Uh … Theen er kold,» sa Præsten og skjød koppen langt bort, «sligt Søl skal jeg ikke ha noget af.»

Han skjænkede i et nyt Glas Melk.

«Den er ikke meget varm,» sa Ester sagtmodig, «men Gunda kan snart trakte en ny Kande.»

«Gunda … det er bare Gunda du stoler paa …» fór Præsten op. «Vi kan ikke vente mere af hende; men din Pligt var det at styre dit Hus.»

Ester svarede ikke, men Læben bævede da hun reiste sig for at ringe paa Gunda.

«Du kan spare dig for den Uleilighed,» sa Præsten, «jeg skal ikke ha mere The iaften. Jeg drikker Melk.»

Stille og bævende tog Ester atter Plads.

«Hvordan blir det med mine Skjorter, du skulde reparere?» spurgte Præsten efter en liden Pause. «De blir naturligvis aldrig færdige. Den Udgiften med at kjøbe Symaskine, kunde jeg gjerne ha sparet.»

Ester svarede sjelden sin Mand paa alle hans 615bitre Udgydelser. Hans myndige Tone imponerede hende gjerne slig, at hun ikke fik Maal for sig; men iaften svarte hun i Harme:

«Skjorterne skal nok bli færdige. Jeg stræver hele Dagen, … altfor meget … Jeg har ogsaa noget mere at sy» … Hun tilkastede ham et stjaalent Øiekast, inden hun fortsatte. «Det er ikke Skjorterne du venter paa; du taalte naturligvis ikke at jeg tog den lille Tur bortom Haug idag.»

«Jo saamen … for mig maa du gjerne kjøre ud med Ivar Staff … om det saa er hver Dag … Det ligger dig vel i Blodet at … at ville more dig med Herrerne.» Han talte i en haard bitter Tone.

Ester skjød Thekoppen langt tilbage paa Bordet. «Fy hvilken Skam, at tale slig, det havde jeg aldrig, aldrig ventet mig af dig, Harald! … Jeg forstaar ikke engang hvad du mener, og jeg anser det under min Værdighed at spørge … Jeg synes bare, det er stygt af dig som en Kristen og en Gudsords Forkynder, at ville behandle din Hustru paa en saadan Maade … Det havde været bedre, at du aldrig havde giftet dig med mig.»

«Ja, det havde vist været langt bedre.» Svaret kom langsomt og med Eftertryk.

Saavidt var det altsaa kommet. De fandt begge, at deres Ægteskab var et Misgreb. Ester reiste sig straks fra Bordet og gik ind i Sovekammeret, hvor hun kastede sig næsgrus over Sengen i bitter Graad.

616Præsten blev siddende igjen ved Bordet med rynket Pande og i dybe Tanker, inden han gik ud paa Kontoret, hvor han havde ladet flytte ind en enkelt Seng …

– – – – – – – – – – – – – –

De følgende Dage mødtes Ægtefolkene kuns ved Maaltiderne og talte ikke mere sammen end høist nødvendig.

En Formiddag sidst i Ugen stod Ester udenfor sin Mands Kontordør med et Brev i Haanden. Hun bankede paa, sagte og frygtsomt.

«Kom,» lød det indenfor med høi, fast Stemme, og bævende traadte Ester ind i Værelset, hvor hendes Mand sad bøiet over Skrivebordet. Han saa op lidt forundret, da Ester kom ind. Det var yderst sjelden hun viste sig paa Kontoret.

«Hvad vil du?» spurgte han.

Uden at svare tog Ester Plads paa nærmeste Stol.

«Jeg har faat Brev fra Mor …»

«Naa?»

Ester hostede let og la Brevet, hun holdt i Haanden, hen paa Skrivebordet.

«Ja, du kan selv læse Brevet … Stakkars Mor, hun skriver, at hun saa gjerne vil komme hid en liden Tur.» Stemmen var bønlig … «Du kan vide hun længes efter mig.»

«Det forstaar jeg saa godt … men jeg kan ikke gjøre noget i den Sag … Jeg har engang betydet dig, at jeg ikke vil se din Mor i Huset … 617og jeg ønsker heller ikke, at du reiser til Kristiania, uden jeg er med.»

Ester reiste sig i stærk Sindsbevægelse og gik tæt hen til sin Mand.

«Er det virkelig din Mening?» spurgte hun med tung, graadkvalt Røst.

«Jeg siger aldrig noget, som jeg ikke mener,» lød det iskolde Svar.

Præsten tog Pennen og vilde fortsætte sit afbrudte Skriveri; men Hustruen lod ham ikke saa let i Ro.

«Hvad ondt har Mor gjort dig?» spurgte hun med tilbageholdt Aandedræt.

«Hun har aldrig gjort mig noget ondt,» svarte Præsten i den roligste Tone af Verden.

«Men i Guds Navn, hvad er det saa?»

«Tys Ester, tag ikke Guds Navn forfængelig i en saa ubetydelig Sag.»

«Aa, du er ingen Guds Mand, du som kan behandle din Hustru slig. Men jeg finder mig ikke i det. Jeg vil vide, hvorfor Mor ikke maa komme hid. Stakkars Mor! … Du holdt engang meget af hende … Er det for min Skyld, at du nu hader hende slig.»

«Jeg hader intet Menneske.»

«Men hvorfor maa ikke Mor faa Lov at komme hid?» Hun talte med hæs Stemme og havde ondt for at holde Graaden.

«Tys Ester,» sa hendes Mand i en afgjørende Tone … «det nytter ikke, du gir en Scene. Det 618blir som jeg har sagt. Jeg lar mig ikke overtale eller bøie af Kvindetaarer. Naar jeg engang har sagt, at jeg ikke vil se din Mor i Huset, saa man du tro, jeg har mine Grunde … men disse Grunde blir min Sag … Du kan skrive til din Mor og si hende, hvad jeg nu har sagt, saa vil hun nok forstaa mig, hvis hun vil gjøre sig den Umage at tænke sig tilbage i Tiden.»

Ester fik ikke Tid til at svare; hendes Mand reiste sig, tog hendes Haand og ledede hende hen mod Kontordoren. Da de var komne saa langt, aabnede han Døren og stødte hende blidt ud …

Ester styrtede ind i Dagligstuen, stængte sig ned paa Stolen foran Symaskinen og brast ud i en fortvilet Hulken.

Slik fandt Gunda sin Frue, da hun et Øieblik efter kom ind i Stuen for at dække Frokostbordet.

«Du behøver ikke dække Bordet,» sa Fruen med taarekvalt Stemme. «Du kan bringe Kaffen ind til Præsten paa Kontoret. Og jeg … jeg skal intet ha»

«Aa jo da … En Kop varm stærk Kaffe maa Fruen ha. Det har De bare godt af.»

Hun nærmede sig venlig sin Frue. Gunda holdt overmaade meget af Fru Bratvold, glemte aldrig hvad denne havde gjort for hende, og hendes Hengivenhed for Moren var nu gaat over paa Datteren. Det var ikke frit for andet, end at hun ofte syntes, at Præsten var uretfærdig mod sin unge 619Hustru; thi hun skjønte godt, hvordan Forholdet var mellem Ægtefolkene …

Gunda stod høit i Præstegaarden. Hun var bleven en snil og en brav Pige. Hun var ganske reven ud af sit gamle Syndeliv, og det var ingen Fare for, at hun vilde falde tilbage. I Præstegaarden var hun ganske afsondret fra Hovedstadens Forlystelser og sine gamle Bekjendte. Kanske var det ogsaa noget andet, der holdt hende fangen i de Forhold, hvori hun nu var kommen ind.

Ester var svært alene, synes ikke at hun havde et eneste Menneske at betro sig til. Den eneste var Gunda, som hun imellem kunde tale lidt med. Gunda var en Pige, der eiede adskillig Livserfaring, og hun glemte heller aldrig den Standsforskjel, der var mellem hende og Fruen.

«Aa, du Gunda, du kan tro, jeg har det ondt,» hviskede Ester med lav, hikstende Stemme.

«Ja, jeg ser, at Fruen er saa bedrøvet.»

«Bedrøvet er ikke det rette Ord. Jeg er fortvilet … Tænk du Gunda, nu vil min Mand nægte Mor at komme hid i Besøg.»

Det var kanske ikke ganske rigtig at si dette til Pigen; men hun følte det som vilde hun kvæles, hun maatte aabne sig for nogen, og Gunda var ingen Sladderhank.

Pigen veg et Skridt tilbage.

«Er det muligt?»

«Ja, Harald vil ikke se min Mor i Huset.»

620«Nei, hvor kan da Præsten være saa svært urimelig.»urimelig.»] rettet fra: urimelig. (trykkfeil)

«Ja, det ved jeg ikke.»

Gunda tænkte med sig selv, at Præsten rimeligvis ikke vilde, at Svigermoren skulde vide noget om det daarlige ægteskabelige Liv.

«Fruen maa ikke ta det saa tungt,» sa hun om en Stund. «De skal se, det vil nok bli bedre.»

Et lyst Blik paa Livet var liksom Gunda egent … og det var ofte, at hendes lyse Syner smittede andre.

«Hvad mener du?» spurgte Fruen.

GundaGunda] rettet fra: «Gunda (trykkfeil) nikkede hemmeligsfuldt. Hun saa bort paa Symaskinen, hvor der laa henslængt noget Barnetøi, og derfra kastede hun et betydningsfuldt Blik bortover paa Fruen.

«Naar den lillelille] rettet fra: lile (trykkfeil) kommer, saa vil det bli bedre,» sa hun i en trøstefuld Tone.

«Tror du det? … Tonen lød halv tvilende, halv forundret … «Ved du hvad Gunda, jeg har tidt ønsket med mig selv, at den lille aldrig, maatte se Dagens Lys.»

«Nei, det maa ikke Fruen gjøre. Det er skrækkelig syndigt at ønske sligt. De skal se, at Præsten blir meget snillere, og at alting blir ganske anderledes naar den lille kommer … Da kan ogsaa Fruens Mor komme i Besøg. Præsten vil ikke si et Ord.»

621«Tror du det Gunda?»

«Ja, det tror jeg ganske sikkert.»

Det nærede som med et stille dæmrende Livshaab i Esters forpinte Sjæl; men hun blev siddende taus og stille, magtede ikke at si nogenting.

«Fruen faar ta det med Ro,» fortsatte Gunda.

«Præsten stakkar er nu saa svært nervøs, han arbeider altfor stærkt. Hvis han var mindre træt og opslidt, saa vilde han ikke være saa urimelig som han mangen Gang er … Men Fruen skal se det blir bedre siden,» hun blinkede listig med Øiet. «Og nu faar Fruen skrive til Deres Mor, at De ikke vil ha hende herop før den lille er kommen. De kan altid finde paa en eller anden Undskyldning. Sig for alting ikke, at Præsten har noget imod, at hun kommer, det vilde bare gjøre galt verre.»

Ester følte sig opmuntret ved denne Tale.

Haabet var begyndt at gry i hendes Hjerte.

«Du er en snil og en forstandig Pige, du Gunda,» sa hun i en venlig Tone, «havde jeg ikke dig, ved jeg ikke, hvordan det skulde gaa. Nu faar du ta ind en Formiddagskaffe til os begge. Jeg vil gjerne, du skal sidde herinde en Stund. Du kan jo hjælpe mig med Sømmen.»

«Fruen er altfor god,» svarte Gunda i en lidt undselig Tone …

Hun gik ud for at ordne til Frokosten. Præsten ventede vistnok paa Kaffen, hun var blit altfor længe opholdt af Fruen.

622Imidlertid sad Ester alene en Stund og tænkte … bare tænkte. Kanske Gunda havde Ret. Hun sukkede liksom lettet. Det var en underlig, hidtil ukjendt Følelse, der betog hende, mens hun pressede Haanden haardt mod Brystet.

Syvogfirtiende Kapitel. Hvordan vil det vel ende?

Kramkaren havde sovet paa Lindbu en Nat og skulde nu drage videre.

Han havde netop pakket Skræppen sin, efter at ha solgt et broderet Forklæde til Stuepigen. Paa Kjøbet havde han skjænket den vakre Pige et fint Tørklæde, og nu gav han sig i Samsnak med hende, mens hun holdt paa med at dække Frokostbordet og skjænke Kaffen. Han var først kommen med en Del spøgende Hentydninger; men efterpaa slog han saa over i en alvorligere Tone.

«Hvordan staar det til med … Mor Lindbu idag?»

«Aa, hun er vist bedre, det er ikke farligt. Hun pleier ha det slig.»

«Ja saa?»

624«Ja, hun fik det engang i Kirken, og engang her hjemme, blev hun rent daarlig … Stakkar, hun sidder ikke godt i det.»

«Hvorledes det?» spurgte den fremmede ivrig. Der var kommen noget vist stirrende, brændende op i de mørke øine; men Pigen mærkede det ikke. Hun skjænkede i det samme en ny Kop Kaffe, og saa snakkede hun videre op og ned ad Væggen, som saa mange andre.

«Jeg skulde vel ikke snakke om det,» sa hun, «men det er da noget, som ikke er skjult, at Mor Lindbu snart maa gaa fra Gaard og Grund. Kan det slænge et Aarstid til, saa blir det vist ikke mer.»

Den fremmede spildte Fløde paa Dugen.

«Hvoraf kommer det?»

«Gaarden er forarmet og forgjældet. Det begyndte alt i Husbonds Tid.»

«Hm … Har hun ingen Bestyrer?»

«Nei da, det er bare Gaardsgutten og saa Gamlepræsten paa ‘Aldershvile’. Men han er saa sløv og gammel … det er mest Frøkenen, der gir hende et Raad nu og da.»

«Hvor er ‘Aldershvile’?»

«Tæt ved R… Præstegaard. … det er langt did. Men vil De gaa den Veien, saa er det troligt, at Frøken Ingrid handler lidt.»

«Ja, kanske jeg kunde stikke indom,» svarte den fremmede i en ligegyldig Tone, «hvor gaar Veien.»

«Ret forbi R… Præstegaard op Staffsbakken. Lige paa Toppen af Bakken ligger ‘Aldershvile’. 625Stedet heder egentlig Staffsaasen. Det er let at finde.»

Stilhed …

Den fremmede drak sin siste Kaffeslurk.

«Ja ja. Jenta mi, saa faar du ha tak da.»

«Dere skal vist ha tak.»

«Og nu skal du ikke si til Mor Lindbu, at jeg har spurgt noget om Gaardsdriften eller Forholdene her.»

«Nei da … De har jo slet ikke spurgt. Det var jo mig, der fortalte det.»

«Javist, var det saa; men det lader jo lidt rart for en fremmed at gi sig i Prat om sligt.»

«Aa, nei da, det er ikke rart, det er noget som alle snakker om.»

Den fremmede fortsatte:

«Saa faar du hilse Mor og takke for mig.» Han tog en liden Pakke, som han havde lagt ved Siden af sig paa Bordet. «Du faar be Mor ikke forsmaa dette Tørklæde. Jeg ser hun bruger slige om Hodet.»

«Ja, det er nok Landsens Skik, det.»

Pigen tog Pakken i Haanden, mens hun fulgte Handelskaren ud i Svalen og bød ham Farvel.

«Svært saa koselig Kar,» sa hun til Mor Lindbu, da hun kom ind i Dagligstuen. «Det var nok et Tørklæde, som han vilde be Mor ikke forsmaa.» Hun rakte Pakken frem til Konen, der enda laa i Sengen. Hun var ikke tidlig oppe Mor Lindbu.

626Lidt undrende og med skjælvende Haand tog Ragnhild Pakken og la den uaapnet hen paa Aaklædet.

«Gik han nu?»

«Ja nu gik han just over Tunet.»

Pigen saa ud af Vinduet.

«Nu slænger han nedefter Veien.»

Mor Lindbus stive Træk antog et eget spændt Udtryk.

«Han vilde nok til ‘Aldershvile’.»

«Til ‘Aldershvile’?» kom det i en undrende Tone fra Ragnhilds tørre, Læber.

«Ja, han spurgte ialfald efter Veien.» Pigen undgik naturligvis at nævne, at hun var den, der havde nævnet Gamlepræsten og «Aldershvile.» – Hun tog Kaffebrettet, der stod paa Bordet foran Mor Lindbus Seng, og skyndte sig ud …

Da Ragnhild var blit alene, greb hun straks efter Pakken og mere forventningsfuld end hun egentlig pleiede at være, løste hun op den lille Seilgarnstraad, der var bunden omkring.

Mellem hendes rystende, nervøse Fingre vikledes der ud et blødt ægte Silketørklæde med en let cremegul Farve. Det var meget vakkert og netop skikket for en Bondekone til at bære om Hodet.

Mor Lindbu saa paa det saalænge til de stive, haarde Ansigtstrak næsten opløstes i et Smil. Dette var rart … Der var aldrig nogen, der gav hende nogenting. Og hvad havde hun vel egentlig gjort for … den … fremmede Handelskar?

627Hun foldede Tørklædet forsigtig sammen og la det atter ind i Pakken. Saa lænnede hun Hodet tilbage paa Puden og faldt i dybe Tanker, indtil hun greb sig i, at hun nynnede en gammel Vise:

«Tys, tys, jeg er ei din Brud,
Bølgen er kold, den slukker Elskov ud?

– – – – – – – – – – – – – –

I næste Øieblik lo hun med en eiendommelig hul Latter.

«Galskab, hvad er det dog, jeg finder paa?»

Om en Stund stod hun op, og da hun var paaklædt, prøvede hun Tørklædet foran Speilet. Men hun fandt, at den cremgule Farve misklædte hende, da den tjente til mere at fremhæve hendes Bleghed og skarpe Træk. Med et lidet Suk løste hun Tørklædet af, la det omsorgsfuldt ind i et Stykke fint Papir og gjemte det i en Æske i Drakisteskuffen.

*

«Aldershvile», var en Plads under Gaarden Staff, som Præsten Heidemann havde kjøbt og opdyrket bestemt til Enkesæde for Fru Gurid; men da saa hun var den første, der døde, blev det et Aldershjem for Præsten og hans Datter.

De hvide Husbygninger, der var bekvemt og hyggelig indredet, laa høit med vid Udsigt over Fladbygden og med Mjøsen i Forgrunden. De kunde ogsaa se Solen spille paa Præstegaardsvinduerne, langt borte i det fjerne.

628Det var nogle Dage efter at Kræmmeren var reist fra Lindbu.

Det var Søndag med Søndagsfred og Søndagsstilhed. Med Solskin, der fór ud og ind mellem de hvide Bjørkestammer og kastede et gyldent Skjær over de visne Blade.

I Haven paa «Aldershvile» laa der Dynger af gult Løv og indimellem var det nogle halvvisne, falmede Georginer og sildige Høstblomster, der stod igjen.

Inde i Soveværelset, der vendte ud mod Haven, sad Præsten i en bøiet Stilling foran Bordet og leste med høi Stemme af Grundtvigs Søndagsbog. Den skjælvende, brustne Røst lød næsten haard ud i den høstlige Natur. Men i Stuen ved Siden sad Frøken Ingrid ved Pianoet og spillede og sang i milde dempede Toner:

«Nødig sie’r vi Farvel,
Men Velkommen, O hvor gjerne.
Har vi rigtig kjær en Sjæl,
Er den nær, dog i det fjerne!

Idet samme kjørte en Hest ind paa Gaarden …

Stilhed …

Kanske var det fremmede, der kom, eller Stuepigen som kom kjørende hjem fra Furneskirken? Det siste var mest trolig. Ingrid gad ikke se efter. Hun slog an nogle dybe Akkorder og fortsatte:

629«Mødes Blik med Blik ei mer.
Er de kjære Smil bortfløine.
Blik og Smil, som ingen ser,
modes dog med Sjæleøine!

Der var kommen nogen ind i Stuen; men Ingrid fortsatte Sangen likevel … Hele hendes Sjæl var med i denne Sang, og hun lod sig ikke gjerne afbryde. Hun vilde just begynde paa Slutningsverset, da nogen slog hende let over Skuldren.

Sangen forstummede … Ingrid vendte sig om. Med den høire Haand enda hvilende paa Tangenterne og … der bag hende stod Mor Lindbu i sort Kjole og med et cremgult Silketørklæde om Hodet. «Er det dig Moster … Goddag og Velkommen skal du være.»

Ingrid havde reist sig og rakte Haanden frem.

Mor Lindbu tog den sagte og stilfærdigt. Der var over hende noget forunderlig mildt, som Ingrid aldrig havde før.

«Du Ingrid syng den Sangen om igjen, som du sang, da jeg kom ind. Den er saa vakker.»

«Ja, den er deilig.»

Ingrid begyndte paa det første Vers, mens Ragnhild tog Plads bag Pianoet. Den gamle Bondekone førte uvilkaarlig Haanden op mod Øinene og søgte at dæmpe et let Suk, da Ingrid kom til de Ord:

«Blik og Smil som ingen ser,
mødes dog med Sjæleøine.»

Nu kom ogsaa Slutningsverset dybt og inderligt:

630«Morgensol gjenlys i Kveld,
Ungdom lev i Alderdommen,
Aanden i hvert skjønt Farvel,
gjemmer dog et skjønt Velkommen.»

Der lød et dybt vakkert Efterspil, der gav Ekko i den store Stue og saa blev alt stilt …

«Nu er det rigtig længe siden du var her, det var snilt du vilde komme,» sa Ingrid i en hjertelig Tone, og vendte sig helt om mod Mosteren. Denne var liksom lidt mindre haard og stiv end hun ellers pleiede.

«Er din Far frisk?» spurgte hun.

«Ja, han er bra efter Omstændighederne. Han sidder i Kammeret og læser.»

«Ja, det hører jeg.»

I det samme forstummede Læsningen og Præsten kom ind. Hans Oldingeskikkelse var bøiet og under den sorte Kalot kom de tynde hvide Haar tilsyne. Over Ansigtet var der et ualmindeligt mildt og fredsælt Udtryk.

«Goddag Ragnhild,» sa han venlig, «det var snilt, du vilde se til os.»

«Goddag og tak for sist,» svarte Ragnhild med en stiv Bøining. Præsten betragtede den magre høie Kvinde med de tørre skarpe Ansigtsdrag, hun mindede intet om hans vakre fine Hustru …

Præsten og Ragnhild tog straks Plads i Sofaen, mens Ingrid gik ud i Kjøkkenet for at stelle istand lidt Forfriskninger til Moster. Hun havde kjørt 631langt og trængte noget at styrke sig paa … Lidt Frugtvin og Kage vilde vist gjøre godt, og siden skulde det bli et vel dækket Eftasvælbord.

Som sædvanlig gik Ingrid op i sine huslige Pligter.

Præsten og Ragnhild sad længe alene sammen og snakkede om Veiret, Udsigterne for Høsten og lignende, mens de nippede til Frugtvinen, der var bragt ind af Stuepigen.

Ragnhild hostede tørt, der indtraadte en liden Pause og saa sa hun:

«Kreditorene er strænge mod mig nu … Det er især Anders Haug, som er den værste.»

«Ja, han er jo den største Fordringshaver … Kan du ikke afbetale lidt … Renterne bør du ialfald kunne svare.»

«Jeg kan ikke, det blir daarligere Aar for Aar; jeg mener Gaarden kaster mindre og mindre af sig.» Tonen lød hul og tør … og Ansigtet antog et mismodigt Udtryk.

«Er det for at spørge mig tilraads, du er kommen? sa Præsten. «Jeg er gammel, jeg kan intet gjøre. Du ved jeg har lidet Kontanter. Hvad jeg har kan jeg ikke røre fra Ingrid, hun maa ha noget at leve af, naar jeg er død.»

Ragnhild satte op en stram Mine.

«Jeg har aldrig tænkt at be Dem om noget,» sa hun næsten haardt. «Denne Gang har Lensmanden og Ole Tommestad hjulpet mig til at faa afbetalt Renterne.»

632Præsten drog et Lettelsens Suk

«Ja, det er jo bra, at du har faat klaret Renterne.»

«Men forstaar De ikke, at jeg kommer dybere og dybere i Gjæld paa den Maade,» svarte Ragnhild i en heftig Tone … «Det hænger ikke sammen længer end til St. Hansterminen, saa meget har jeg Greie paa. Ja, ja, det faar gaa som det kan. Kreditorene faar jo ta Gaarden.»

«Det er rigtig sørgeligt,» sa Præsten. Han tænkte, at det fra først af var Mandens og Ragnhilds egen Skyld, at det var gaat slig. De havde faat Gaarden i gjældfri Stand; men begge to havde ødelagt den hver paa sin Vis … Han vilde dog ikke si dette, og der indtraadte en lang trykkende Pause.

Ingrid kom imidlertid ind for at dække Bordet.

«For et fint Tørklæ’, du har faat, Moster,» sa hun, for dog at si noget. Hun syntes, at Far og Moster sad der, saa svært trykket.

«Ja … det er vist pent. Jeg … kjøbte det nylig af en Handelskar.»

«Jasaa.»

«Javist gjorde jeg det.» – Med en eiendommelig spørgende Mine: «Var han ikke her?»

«Her? Nei.»

«Ikke det? Han gik Gaardene imellem med Kram og havde rigtig mange pene Ting.»

«Her har ikke været nogen paa aldrig saa længe,» sa’ Præsten.

633«Jo,» svarte Ingrid, «det var ham, Opkjøberen, husker du ikke, i forrige Uge?»

«Ja, det er sandt. Det havde jeg glemt.»

Tonen var ligegyldig.

«Hvem?» spurgte Ragnhild.

«Aa, én som reiser om i Bygden for at se sig ud en Gaard, der kunde passe til en stor Meieribedrift. Han havde ogsaa Spekulation paa Lindbu, lod det til. Har han ikke været hos dig?»

«Ne … i … Hvor var han fra?»

«Ja, det ved jeg ikke … For Tiden opholder han sig vist i Kristiania. Ellers havde han reist meget i Udlandet og studeret Landbrug. Det var en dannet Mand og han havde vistnok mange Penge. Havde du nu siddet med Gaarden gjældfri, saa kunde du kanske faat solgt den paa fordelagtige Vilkaar.»

«Hvad hed den Manden?» spurgte Ragnhild.

Ja, jeg husker ikke Navnet … Min Hukommelse staar mig ofte feil … Hvad var det, du Ingrid?»

«Bertelsen.»

«Jasaa …» svarte Ragnhild.

«Der var noget eiendommeligt ved ham,» sa Ingrid og satte et Par Kopper fra sig paa Bordet. «Han mindede saa mærkelig om Pastor Thoresen, skjøndt dette var en ældre Mand.»

«Ja, det sa du,» svarte Præsten. «Jeg mærkede det ikke; men jeg ser jo daarlig nu.»

«Aa, det synes jeg enhver maatte kunne se 634det var noget i Øinene og ved Trækkene. Høide og Figur var ogsaa ligt.»

Ragnhild var blit bleg, der kom over hende som en Frostrid og hun krammede Lommetørklædet sammen i Haanden. Men det var ingen, der mærkede det. Præsten saa ud af Vinduet, og Ingrid hadde vendt sig og gik hen mod Skjænken.

Ragnhild gjorde Vold paa sig og spurgte med fast Stemme:

«Havde han mørkt Haar?»

«Ja, det graasprængte Haaret havde vistnok oprindelig været mørkt … Men hvorfor spør du om dette?»

«Aa, jeg véd ikke … jeg kom til at tænke … Pastoren har jo ogsaa mørkt Haar … Rart at fremmede Mennesker kan ligne hinanden.» … Hun viste ikke selv hvad hun sa … Hun reiste sig for at gaa ud. Syntes ikke hun kunde holde det ud længer.

«Er det nogenting du vil Moster? Blir du daarlig?» spurgte Ingrid; hun syntes, at Mosteren var blit saa paafaldende bleg; men kanske var det bare det gule Tørklæde, der gjorde det.

«Nei, jeg er rigtig kjæk – idag,» svarte Ragnhild med sammenpressede Læber og tvungen Stemme. «Men jeg maa ud og røre mig lidt. Jeg kan aldrig sidde saa længe stille.»

Hun gik ud i Haven og slængte sig ned paa en Bænk.

«Han havde mørkt Haar … altsaa ikke den 635samme,» stammede hun … «forunderligt – høist forunderligt!» Hun knugede Haanden haardt mod Hjertet …

– – – – – – – – – – – – – –

Da Ragnhild kom ind var hun rolig og kold. Mens hun sad ved Eftasvelbordet talte hun om ligegyldige Ting. Hun roste Ingrids lækre Skinkesteg og fortalte Præsten nogle Bygdenyheder, som den gamle Mand ikke havde hørt. Slig gik Tiden, indtil Skumringen begyndte at falde stærkt paa, og hun tænkte paa at reise hjem. Hun havde Gutten med sig. Han, Nils, sad ude i Kjøkkenkammeret og ventede at «Mor» skulde gi Order til at spænde for.

*

Nede i Haven mellem det visnede Løv var det én som sneg sig langsomt omkring. Han gik helt frem til Stuevinduet og vovede at titte ind. Han saa Præsten og han saa Frøken Ingrids Ansigt og hendes tynde graa Haar. Hun var blit gammel … Mere vilde han ikke se, det var nok …

Han gik nogle Skridt tilbage … Havde det været lyst nok, vilde man set en udtæret udlevet Mand i daarlige Klær. Han var tilaars, Haaret var graanet …

«Nei jeg vil ikke gaa ind … jeg kan det ikke,» sa han til sig selv i en hæs, bitter Tone. «Det vil bare saare Far og Ingrid at se mig. Og det nytter ikke, jeg kommer saa aldrig op paa Overfladen af Livet likevel.»

636Han sjanglede nedefter Bakken. Kun engang, vendte han sig og saa langt op mod Huset.

Samme Aften sad der nede hos Landhandleren en gammel fordrukken Medisiner, og drak tæt med nogle Kakser.

– – – – – – – – – – – – – –

Ingrid bøiede sig over Farens Leie og læste Salmen:

«Den lyse Dag forgangen er
og Natten den hænger os paa.»

Saa kyssede hun Faren paa den høie Pande, strøg de hvide Haar blidt tilside og gik stilt ind i Kammeret ved Siden.

Oldingen saa efter hende med et vemodigt Blik. «Stakkars Ingrid, det blev din Lod i Livet at stelle om en gammel Far … Der fulgte ikke Lykke med Gurids Barn. Hvor mon Trygve er? Det faar jeg vel aldrig vide. Jeg sendte ham fra mig, da han kom hid, kanske burde jeg ikke gjort det.» Han sukkede tungt og foldede de visne gamle Hænder.

Ingrid delte Sorgen med sin Far over den forlorne Søn og Bror. Trygve, Præstens eneste Søn var praktiserende Læge, som Læseren vil erindre. Men han førte et udsvævende Liv og ødslede bort mange Penge. Hvad han tjente med sin Praksis strak ikke til. Han lod sig forlede til at skrive falsk og da var hans Løbebane brudt med det samme. Han kom i Straf og da han kom ud, blev han forstødt af Samfundet og af alle. – Selv hans Far jog ham bort med tunge haarde Ord, da han 637vilde komme hjem. Søsteren var noget mildere stemt; men hun turde ikke ta imod ham for Farens Skyld. Saa blev han en af de forkomne, og levede i Kristiania aldeles som en Lazaron. Han havde allerede været to Gange i Mangelsgaarden for Betleri.

Undertiden tog han lange Ture udover Landbygden for at betle eller agere Storkar, naar han havde Penge. I Hjembygden var det faa, der kjendte ham, gammel og nedbrudt, som han var. De enkelte, der vidste hvem han var, vilde ikke si det til Præsten og Frøken Ingrid, det vilde være altfor smerteligt.

Kun paa Afstand havde han set sin Far og Søster, ind turde han ikke komme mere. Men han var for det meste ligeglad, han havde forlænge siden brudt med alt og alle. Havde han nogle Øre i Lommen, var han munter og glad, sang skjæmtende Viser og morede Landsfolk med at fortælle Historier fra Hovedstaden.

«Engang ligger jeg død som en Hund paa Landeveien,» havde han sagt og saa sang han med forfyldt Røst:

«Engang skal vi alle dø,
– – – – – – –
Høet visner, Kjød er Hø,
Høet maa man høste.»
– – – – – – –

– – – – – – – – – – – – – –

Ingrid tænkte ikke paa Broren denne Kvæld, hun anede jo ikke, at han havde været saa nær. 638Hun tænkte bare paa Moster Ragnhild. Det var svært saa Moster var blit forandret. Og Ingrid regnede ud, at Forandringen var begyndt at foregaa den Sommer, da Overlærer Thoresens havde været Sommergjæster paa Lindbu, og da Harald var kommen bort som liden Gut. Før den Tid havde Moster været forladen og vakker. Hun var rigtig en Dundre af en Bondekone, der tog Livet mageligt og fór i Gjæstebud og Kaffeslabras Gaardene imellem. Men fra den Sommer af, var hun blit indesluttet og uomgjængelig. Hun begyndte synlig at tæres hen og ta af, indtil hun var blit den tørre, magre Skikkelse som nu. Af den fordums Skjønhed var der neppe Spor mere tilbage. Det saa ud som havde hun baaret paa en hemmelig Hjertesorg disse mange Aar. Ingrid havde vanskelig for at tro, at det netop var Næringssorger, der hadde virket slig. Det maatte være noget meget større. Hun havde saa tidt tænkt at spørge; men kom sig ikke til …

Otteogfirtiende Kapitel. En vanskelig Stilling

I en liden Stue, i en Bekvemmelighed i Thorvald Meyers Gade, sad Marie Holm foran Vinduet og strikkede. Af og til lod hun Arbeidet synke og saa sig om i Værelset med en misfornøiet Mine. Hun bodde nu for sig selv og havde til sin Underholdning 12 Kr. i Ugen, som Arne regelmæssig udbetalte hende.

Hun kunde saaledes havt det godt, hvis hun havde forstaat at stelle sig. Men da hun tog det paa en bagvendt Maade fik hun aldrig Pengene til at strække og laa altid under for Næringssorger, der føltes trykkende nok. Hun stod bestandig i Butikgjæld og Leien for hendes lille Bekvemmelighed, der bestod af et Værelse og Kjøkken, blev Arne ofte nødt til at betale. Marie undsaa sig aldrig for at visevise] rettet fra: vis (trykkfeil) 640Værten direkte til Sønnen. Hun sa bestandig, at hun havde saa knapt at leve af. Og dog levede hun til en vis Grad flot. Hun havde jo aldrig havt nogen stadig Arbeidslyst, men tvertimod Hang til at more sig og ta Livet mageligt. I tidligere Dage havde hun været nødt til at slite, men da hun i de senere Aar var kommen i en bedre Stilling, vilde hun ha det godt.

Med Aarene var der udviklet sig hos hende en Jagen efter Selskabelighed og Fornøielser … Hun var en afgjort ynder af Mad og Drikke og vilde urimelig gjerne gaa flot klædt og være paa Mode. Men da hun aldrig gad reparere sit Tøi, var hun ofte sjusket, uagtet Snittet var moderne og Stoffet fint. Hun modtog ofte Besøg og havde mange dumme Veninder. Det var ugifte Frøkener og ældre velnærede Fruer inden Mellemklassen, der gjerne kom til Fru Holm i Chokolade og smaa Punschelag om Kveldene, hvor Værtinden viste sig i særlig Grad elskværdig og hvor der selvfølgelig ogsaa var Herrer med. At Marie under disse Forhold ikke søgte stor Omgang med sin Søns Familie eller med gamle, Frøken Jansen er selvsagt; thi hun vilde nu ha det paa sin Vis. Hun var selvraadig og paastaalig. Hun taalte ikke at høre Bebreidelser vedrørende sin bagvendte Maade at ta Livet paa. Hun havde ingen Feil naturligvis. – Hun havde slidt saameget ondt, havt saa mange sure Dage, da Barna var smaa, at hun nok nu kunde trænge at ta det roligt, mente hun. Det var bare Arne, der var kneben mod sin 641Mor og ikke undte hende nogenting. Enda det var Literatens Penge, der egentlig burde tilfaldt hende, som fra først af havde gjort ham til den Mand, han var bleven. Men det er som det gamle Ordsprog sier, at en Mor kan føde mange Barn; men Barna føder sjelden en Mor med Glæde.

Slig sutrede Marie ved sig selv, mens hun sad med Strikketøiet hængende i Haanden; thi hun gad ikke arbeide stort. Hun var kommen ualmindelig tidlig op den Dag. Ellers laa hun længe om Morgenen og lod sig varte op paa Sengen af en Maanedspige, der kom hver Dag; thi Marie gad naturligvis ikke selv staa op og koge Kaffe og rengjøre sine Værelser. Det vilde være alt formeget fordret af hende nu, da hun havde en saa velstaaende Søn. Hvorfor hun var staat saa tidlig op den Dag, var av den gode Grund, at hun slet ikke fik nogen Morgenro; thi hun var i et forfærdeligt daarligt Humor. Det var ren en Jammer hun var i, og hun vidste hverken ud eller ind; thi om et Par Dage ventede hun at komme i et stort Geburtsdagslag, men havde ingen passende Kjole at gaa i. Hendes to bedste Kjoler stod i «Stampen» og hun vidste ingen Udvei til til at faa den igjen, da hun ikke eiede Penge. Der maatte findes paa Raad. Den ene af Kjolerne var forfalden i disse Dage. Men neimen om det var godt, at skaffe 10 Kr. til at løse den kostbare Silkekjolen ud med. Arne vilde hun nødig be og langt mindre Antonie; thi de var saa knepne at det var meningsløst. De synes vist, at hun kunde hjælpe sig med 642Ingenting. Og nu havde desuden Arne betalt ud hendes Husleie og givet hende 10 Kroner i Forskud paa Maaneden. Neimen om hun turde nævne et Ord til ham. Men én Raad maatte der alligevel bli.

Som Madam Holm sad der og brød sin Hjerne for at finde en Udvei, ringede det paa Entréklokken. Hun lyttede …

Hvem kommer nu? Jeg har ikke saa meget som en Flaske Vin eller en Kagebit i Huset.

Pigen, der ruslede i Kjøkkenet, aabnede Døren … De lo og talte høit ude i Entreen.

Marie aandede lettet. – Saa det er bare ham – Gutten min.

I samme Øieblik blev der banket paa, og Ragnvald slang indom Stuedøren.

«Godmorgen Mor. Er du saa tidlig paa ‘n.»

«Ja, idag har jeg været tidlig oppe,»

«Hør Mor, du har vel lidt Frokost? Jeg har ikke spist idag.» Marie satte frem Øl med Tilbehør: Sardiner, Delikatessesild, Skinke og et stort Stykke Ost, samt Smør og Brød.

«Det skal bli Greier det,» sa Ragnvald med et Smil, «men har du ikke en Akkevitter?»

«Jo, det har jeg.»

Hun tog ud af Buffeten en Halvflaske og satte den paa Bordet.

Ragnvald havde sit stadige Tilhold hos Moren nu. Madam Holm havde altid næret en vis Svaghed ligeoverfor sin ældste Søn, og tiltrods for Arnes Raad havde hun ofte givet ham Penge til Fyld.

Ragnvald var den samme som før, han arbeidede og drak i riftevis, men den meste Tid gik han ledig.

Han kunde holde det ude i ugevis ad Gangen, og ingen vidste hvor han var; men naar han vilde, saa kunde han komme hjem til Moren. I Kjøkkenet stod der altid en Feltseng til hans Afbenyttelse. Han gik lige derind og la sig om Kvældene, naar han kom. I Stuen turde han aldrig vise sig, naar Madam Holm havde fremmede, hun havde engang betydet ham det, og til Gjengjæld holdt hun ham skadesløs med Penge, Mad og Drikke.

Nu havde hun ikke set ham paa en 14 Dages Tid, og det faldt hende ind, at han saa forfærdelig forfyldt og slusket ud. Støvlerne var isærdeleshed daarlige. Hun saa dog ikke dette og spurgte ham heller ikke, hvor han havde været; det nyttede jo ikke noget. Men hun drog et dybt Suk. Det gjorde hende ondt, at hendes ældste, hendes kjekke Ragnvald ikke skulde være i en bedre Stilling. Arne sad godt i det, det var ikke andet end Bygmesteren, hvor én hørte, og derfor kunde han takke Literatens Penge. Marie tænkte ikke paa, at Arne altid havde ført et ordentligt og arbeidsomt Liv. Det kunde vel neppe nyttet Ragnvald noget, om han havde faat en Arv.

Ragnvald var nu som forhen en fuldblods Rabulist og Socialist. Han skyldte Samfundet og Arbeidsherrerne for sin daarlige Stilling. Han 644hadede alle, der havde mere end ham selv. Han gav ofte Arne en grov Mund og skjældte ham ud, hvor han kunde, uagtet han havde Broren at takke for meget. Men han taalte ikke, at Arne var blit en anset Mand, der ei alene var en driftig Spekulant i Byggeforetagender, men som ogsaa indehavde adskillige Tillidshverv i flere Foreninger.

Jakob Holm havde været en fremsynt Mand. Han havde engang sagt «Hvis vi faar en Søn, da Marie, saa vil han naa længer end Far sin, det kan du være tryg for.» Denne Spaadom var gaat i Opfyldelse med Hensyn til Arne.

Marie havde glemt dette. I den senere Tid hang hun liksom mere ved Ragnvald. Hun syntes Synd paa ham, og fandt ofte at han led en Hunds Ret. Hun glemte let, at det var ham selv, der mest bar Skylden for dette.

«Du Mor,» sa Ragnvald, efter at ha forsynet sig med en diverse Akevitter … «Det smagte jamen godt … Ved du Mor, nu kan jeg faa en god Plads.»

«Jasaa. Det var bra det. Gutten, min. Hvor er det?»

«Jeg kan faa reise som KolportørKolportør] omreisende selger for Boghandler Eliasen.»

Der stod liksom Respekt af Ragnvalds Ord, og Marie saa op med glad Overraskelse.

«Men jeg skal si dig Mor, jeg kan ikke ta Pladsen slig som jeg nu er. Jeg ser altfor daarlig ud»

645Det gav et et Sæt i Marie.

Ragnvald tømte nok en Akkevitter og et Glas Øl.

«Skaal, du Mor!»

Marie nippede til Glasset.

«Aa, du kan da ta’ en Akkevitter, du … du pleier ikke være saa ræd det stærke, hi hi! … hør du Mor, nu faar du jamen hjælpe mig til en Dress; jeg kan ikke begynde hos Eliasen i dette Antræk.» Han saa ned paa sine lasede, lurvete Klær.

«Saa du likere ud, den Dagen, du meldte dig til Posten?»

«Det er en anden Sag. Eliasen og jeg er gode Bekjendte. Han sa mig, at jeg maatte skaffe mig en ny Dress. Jeg saa altfor daarlig ud, mente han.»

«Men kunde ikke han hjælpe dig?» Marie var bleven bleg og hun følte sig trang for Brystet.

«Han? Er du gælen du,» raabte Ragnvald. «Det vil han naturligvis ikke … Jeg skal ha Ugeløn som Kolportør, og det blir bra Fortjeneste det. – Det er et større Værk, som Eliasen gir ud. Jeg skal reise til Skien og Byerne der omkring. Kanske kunde jeg bli en ordentlig Mand, naar jeg kom væk en Stund fra Kristianialivet; men som jeg ser ud nu, vil det ikke gaa, det skjønner du nok selv.»

«Naar skal du begynde?» spurgte Marie med lavt Mæle. Hele hendes Livsmod krøb under Frysepunktet. Hun kunde ikke skaffe Ragnvald nogen Dress; det var rent ugjørligt.

«Jeg skal begynde i disse Dagene,» svarte Ragnvald. 646«Pengene til Dressen maa jeg ha imorgen. … Du maa hjælpe mig Mor, hører du.» Han drog Veiret tungt og dybt … «Nu eller aldrig kan jeg komme i en Stilling … Det afhænger af dig.» Han saa fast og inderligt paa Moren.

«Jeg kan ikke, Ragnvald. Jeg eier ikke Penge. Det er saa vidt, jeg har til det nødvendige.»

Ragnvald satte op en truende Mine.

«Ja saa til H. … med hele Pladsen da,» raabte han med.

«Kan du ikke spørge Arne?»

«Neigu om jeg gjør, … Jeg mødte Arne her om Dagen og vilde flaa ham for 15 Kr.; men tror du jeg fik dem?»

Ragnvald glemte, hvor ofte han trængte paa Broren efter Penge, og hvordan denne tidt og jevnt havde kledt ham op, men til ingen Verdens Nytte. Næste Dag stod Klæderne i Stampen.

– – – – – – – – – – – – – –

«Du faar spørge Arne, du Mor,» sa Ragnvald efter en liden Pause – og efter nok en Akkevitter.

«Jeg ved ikke – – om han har Penge nu?» svarte Marie undvigende.

«Aa Snak, han har da Penge.»

Marie vred sig paa Stolen, der hun sad.

«Hvor meget skal du ha?»

«Det ved du selv, 45 a 50 Kroner. Jeg faar ikke en Dress for mindre.»

Marie sad som paa Gløder. Gud vidste, hvor 647gjerne hun vilde hjælpe Ragnvald. Kanske var det en Livssag for ham. Men hun syntes ikke, hun turde be Arne om saa mange Penge.

«Ja, ja,» raabte Ragnvald og sprang op, «naar du ikke vil, saa er det jagu det samme. Saa gaar jeg lige ned til Eliasen og sier …»

«Nei, nei,» raabte Moren, «gjør ikke noget, som du angrer, Gutten min.»

«Det er nok dig, der kommer til at angre, at du ikke vil hjelpe Sønnen din, denne ene Gang … bare denne ene Gangen, hører du. Pengene skal du faa igjen … naar jeg begynder at reise.»

Marie sukkede.

«Naar skal du ha dem?»

«Senest imorgen Kvæld.»

«Ja, jeg skal se at skaffe dem,» svarte Marie; hun kunde ikke andet, hun fik slaa sig uvørren og be han Arne.

«Er det visst det?»

«Ja, naar jeg sier det saa …»

«Tak skal du ha da Mor. Nu hviler jeg lidt her hos dig, og saa gaar jeg lige ned til Eliasen og sier, at, jeg tar Posten.»

«Ja, gjør det du Gutten min!»

– – – – – – – – – – – – – –

Det var leden ud paa Eftermiddagen. Ragnvald var forlænge siden gaat, og Marie Holm var alene. Hun sad der sturen og lei og vidste ikke, hvordan hun skulde bære sig ad for at skaffe Ragnvald disse Penge. Saa nødig som hun vilde, saa fik hun be 648Arne, der var jo ingen anden Raad. Hun vilde reise ud i Schweigaardsgade, hvor Arne enda bodde, imorgen ved Middagstider. Jo længer hun kunde opsætte det desto bedre, og det var jo tidsnok, naar Ragnvald fik Pengene imorgen Kvæld.

Som hun sad og tænkte paa, hvordan hun bedst skulde fremføre sit Forlangende for Sønnen, ringede det, og til hendes Overraskelse var det Arne, der kom …

«Jeg var et Erind paa Grunerløkken og vilde titte ind til dig med det samme, du, Mor.»

«Tak … det var snilt … Værsgo.»

Hun bød ham ind i Stuen.

«Er du alene?»

Arne mærkede straks, at noget var i Veien. Han tænkte, at Moren muligens skulde ha fremmede og at han kom ubeleiligt.

«Ja vist er jeg alene»

De snakkede, sammen en Stund om ligegyldige Ting … Men Samtalen vilde liksom ikke gaa. Marie følte sig underlig klemt og trykket. Det fik nu enten bære eller briste. Det var ingen anden Raad. Hun fik be Arne om disse Penge, liksaa godt idag som imorgen. Hun haabede, at han ikke vilde si nei. Det var jo ikke til nogen Forfængelighed, men for at hjælpe Ragnvald paa Fode. Saa begyndte hun med underligt sammenpresset Mæle:

«Du, Arne, det er noget jeg vil be dig om,»

«Naa?»

649«Det er han Ragnvald, som kan faa Plads … men saa … øh … øh, … saa ser han saa daarlig ud …»

«Og saa skal jeg skaffe ham nye Klær?»

«Ja, hvis du vilde laane mig en 50 Kroner, saa skulde jeg kjøbe en Dress. Pengene vil Ragnvald gjerne betale igjen siden.»

Arne lo lidt spydigt. Hans milde aabne Ansigt var blit paafaldende mørkt.

«Ja, det blir nok siden det,» svarte han saa. «Hvor kan du være saa dum og la dig indbilde sligt?sligt?] rettet fra: sligt?» (trykkfeil) … Nei, jeg gir nok ikke Ragnvald flere Dresser. Jeg har klædt ham op saa mange Gange; men hvad nytter det vel? Han er den samme Slusken bestandig.»

«Men naar skal han ha Plads, hører du,» sa Marie i en bønlig Tone.

«Hvor har han faat Plads henne?»

«Han skal være Kolportør hos Boghandler Eliasen.»Eliasen.»] rettet fra: Eliasen. (trykkfeil)

Arne lo.

«Det er bare Tøis og Sludder. Boghandler Eliasen vil vist ikke indlade sig med en slig én som Ragnvald. Nei, de Penge faar Dere ikke for at Ragnvald skal gaa i Byen og pante dem bort.»

«Men du maa forstaa, det er jo mig som skal kjøbe Dressen.»

«For at han skal stampe den samme Dag, som han har faat den. Hvis det forholder sig saa, at han har faat Plads, saa kan han jo selv kjøbe Klær 650i Løbet af nogle Uger, saafremt han vil være flink og paapasselig. Det maatte jeg gjøre, den Gang jeg begyndte.»

«Men han kan ikke begynde, slig han ser ud.»

«Aa det er mange, som ikke ser stort likere ud. Du kan stelle lidt paa tøiet hans og gi ham rent Undertøi.»

Arne reiste sig for at gaa.

«Aa, Arne, du faar ikke være saa haard; husk paa, det er Bror din.»

«Det har jeg husket mer’ end én Gang, desværre. Jeg har slængt altfor mange Penge i han Ragnvald; det er stor Synd, at støtte Elendigheden paa den Maade. En Fyr som Ragnvald bør aldrig hjælpes med Penge.»

Marie var nær ved at briste i Grand.

«Stakkars min Gut … han gaar ikke ned og tar Posten, slig han ser ud.»

«Jomen gjør han saa, ifald han kan faa Posten og ellers har Hug til at arbeide nu. Du behøver ikke være ræd. Vær ikke dum og lad Ragnvald faa indbildt dig noget … Han har langt bedre af at gaa som han er og arbeide sig op. Deri er ingen Skam, ifald han mener det alvorligt.»

«Aa, som han ser ud … Jeg vil saa gjerne Gutten min, skal se godt ud.»

«Jeg kan intet gjøre ved den Sag, hører du jo,» svarte Arne i en bestemt Tone. «Jeg skal ud med en stor Udbetaling i denne Uge. For dig og Ragnvald er det akkurat som om der ikke skulde 651være Bund i det jeg har. Jeg strider og arbeider til hver Dag, og du faar huske paa, at jeg har Hustru og Børn, der engang skal frem i Verden.»

Han tog sin Hat for at gaa. Ved Døren vendte han sig og sa: «Det er sandt, Antonie skal i Gebursdagsselskab til en Veninde i Morgen. Kanske ser du op til Barna?»

«Nei, det kan jeg ikke,» svarte Marie i en fornærmet Tone.

«Ja ja, du faar gjøre det, du vil.» …

I Entreen blev Arne staaende en Stund, som om han betænkte sig. Saa kom han ind igjen og sa:

«Du kan be Ragnvald gaa ud til mig, saa jeg kan faa talt med ham om den Posten, han sier han kan faa.»

«Nei, han vil ikke gaa ud til dig.»

«Ja, ja. Penge faar Dere ikke.»

– – – – – – – – – – – – – –

Da Madam Holm var blit alene, kastede hun sig næsgrus ned i Sofaen og storgraat, ikke som en gammel Kone, men som en bortskjæmt Jentunge, der ikke faar sin Vilje frem.

Hun havde tænkt, at hun ogsaa skulde faat Penge til at løse ud Silkekjolen for; men nu var det hele gaat i Vranglaas.

Niogfirtiende Kapitel. En fortvilet Beslutning

Det var næste Dags Eftermiddag. Madam Holm sporede fra Brogaden ud til Schweigaardsgade til Sønnen sin … Hun havde faat det saa med en Gang, at hun vilde ud og se til de smaa nu de var alene … Hun vidste, at Arne var ude i sine Forretninger og Mama var vist gaat i Gebursdagsselskadet.

Marie Holm saa langt mere frimodig ud end hun havde været Dagen forud; thi nu havde hun tat sin Beslutning. Ragnvald maatte og skulde ha Pengene … og hun … hun … maatte ha Silkekjolen sin igjen … Det var ikke mere end billigt, at Arne bidrog til dette, enten han saa vilde eller ikke … Var det ikke egentlig hende, der skulde havt Pengene efter Literaten?

653Hvorfor Møller havde testamentert dem til Gutten hendes, var vel for at gi det et pent Udseende, og kanske ogsaa for at hjælpe den evnerige Gutten frem. Men var det ikke rimeligt, at hans Mor fik sin Del af det, som egentlig burde tilfaldt hende?

Slig resonerede Marie. Hun overtænkte ikke, at hun havde faat sin Del i rigeligt Mon, og at Arne havde slidt for dem alle fra Gutunge af.

Det faar gaa som det kan. Pengene skal jeg ha, – sa hun ved sig selv vist for tiende Gang og rettede med det samme ved en Kurv, som hun havde sat fra sig under Bænken. Den indeholdt to Flasker Portvin af fineste Sort, som hun havde været indenom hos Kjøbmand Østmo og borget for Sønnens Regning. De havde tilbudt i Butiken, at sende hende Vinen men Marie foretrak at ta den selv. Saa blev der ikke mere Snak om det. Og desuden, saa skulde der mere i Kurven i Aften, naar hun reiste hjem fra Schweigaardsgade.

– – – – – – – – – – – – – –

Saa rullede Sporvognen videre ud mod Oslo … Passagerer gik ud og ind, mens Marie sad saa optagen med sine lønlige Tanker, at hun knapt hørte eller saa nogenting. Der kom et eiendommeligt Glimt op i hendes mørke Øine. Hun saa halv forvirret ud og glemte næsten at stige af, hvor hun skulde. Tankerne arbeidede idelig, og hun søgte at stive sig op til hvad hun nu agtede at gjøre. …

Det maatte ske og hun gjorde sig i Grunden ingen 654Samvittighed. Hun maatte rigtig tænke paa det gamle Ord at Hensigten helliger Midlet …

– – – – – – – – – – – – – –

«Aa, det er Bedstemama Holm, som kommer.»

«Bedstemama!. … Bedstemama!» Børnene fløi om hende med glædestraalende Ansigter. Sverre viste frem sin nye Gyngehest, Borghild rakte sin Dukke i Veiret, og vesle Sigrid, der laa i Barnevognen, brettede paa Læben og satte i at graate; men da Bedstemama tog hende op og gav sig til at leke for hende, forvandledes Graaten til Smil og lystig Pludren …

Bedstemama var glad i Børnene og de var glad i hende. Hun glemte næsten sine tunge Tanker … huskede ikke mere paa Ragnvald og den nye Dressen. Kom hun den engang imellem ihu, saa kom der med det samme en saar Følelse op i hendes Barm, og hun var nær ved at afstaa fra sit Forehavende … Hun sad med vesle Sigrid paa Fanget, indtil denne sovnede, da la hun hende bort i Barnevognen … Hun saa ud af Vinduet med et Suk. Det led alt mod Kvelden … Da tog hun sig sammen.

Hun maatte være stærk og gjøre, hvad hun engang havde foresat sig …

«Kommer Holm hjem til Aftens?» spurgte hun i en saa rolig Tone som mulig. Hun vidste godt, at han ikke vilde komme.

«Nei» svarte Pigen, «han skulde møde Fruen hos Kjøbmand Beyer, de kommer nok ikke før sent paa Kvelden nogen af dem.»

655«Jeg vil gjerne spise lidt til Aftens, før jeg gaar hjem», sa Madam Holm med en let Skjælven i Stemmen.

«Ja, det er rimeligt det. Vi skal dække paa til Bedstemor i Spisestuen.»

Madam Holm aandede lettet – dække paa i Spisestuen – det var netop hvad hun vilde. Pigen havde gjættet hendes Tanker …

«Men», sa hun lidt usikkert, «er det ikke bedst at jeg venter til Barna er kommen i Seng, de er saa paahængelige de smaa, og jeg vil gjerne ha Ro, mens jeg spiser.» Hun saa ned for sig og drog Veiret tungt, som havde hun sagt noget rent galt. «Det er rimeligt det,» svarte Pigen i en ligegyldig Tone. «De kan spise naar De vil. Barna faar sin Melk og Brød herinde.»

«Ja, ja, saa vær saa venlig og sæt ind lidt Brød og Smør … De behøver ikke gjøre noget Stel.»

«Ønsker Fruen The?»

«Nei tak, jeg tar liksaa gjerne Melk» …

Marie Holm sad ved et tarveligt dækket Bord i Spisestuen. Pigen havde ikke andet at sette frem end Smør og Brød og Ost; men det var mere end nok. Marie Holm kunde lidet spise …

Hun var snart færdig og blev siddende en Stund ved Bordet i en lyttende Stilling. … Hun hørte Pigen holde paa med Børnene inde i Kammeret. Der lød Støi og Barnelatter, af og til blandet med Sutren, ud til hende i Stuen.

656Hun hørte Pigen skrige i:

«Hys da Sverre, ikke saa’nt Leven, da Gut!» og slig holdt det paa.

Madam Holm reiste fra Bordet. Nu eller aldrig maatte det ske … Det gjaldt at handle og ikke la Frygten faa Overhaand.

Med snigende Skridt listede hun sig ind i den bedste Stuen og bort til Chifonieren. Det bløde Gulvtæppe dæmpede Lyden af hendes Skridt. Døren til Spisestuen trak hun til efter sig; men lukkede ikke i Laas. Ganske rigtig, Chiffonieren var laaset. Det var som hun tænkte, Antoine havde taget Nøglerne med. –

Pytsan, det kan ikke være vanskelig at finde en Nøgle som passer. Det er vist ganske almindelige Laase … Jeg tror ikke det er hverken Patent eller Sikkerhed … Men det gjælder at være va’r … Pytsan – skulde Pigen tilfældigvis komme ind, er det ikke verd at bli ræd … jeg, et Husets Menneske … gamle Bedstemama Holm. Hm, var det ligt sig det, at bli ræd? Nei da. Jeg sier bare, at jeg mangler en Ske … eller Gaffel og har tilfældigvis fundet Chiffoniernøglen … Hun tog op af Lommen et Nøgleknippe og prøvede forskjellige Nogler. Først Nøglen til Buffeten hjemme; men det gik ikke … saa en ganske almindelig Kommodenøgle. … og vips. … Skuffen sprang op, og netop den Skuffe, hvor Sølvtøiet gjemtes …

Marie stod som skræmt. Det susede hende for 657Ørene, hun blev kvalm, og Pusten holdt næsten paa at gaa fra hende … men naar hun først havde begyndt, maatte hun ende. Den arme Kone vidste godt, at, hun begik en Forbrydelse, havde det ikke været for Ragnvalds Skyld, vilde hun aldrig ha gjort det. …

Kurven med Vinflaskerne, havde hun stillet i Krogen tæt ved, og nu tog hun forsigtigt og lydløst ud af Skuffen Etuiet med Ragoutskeen og Gaflerne af ægte Sølv. Saa fik hun fat i 12 Sølv-Spiseskeer, der laa indpakket i fint Silkepapir … Hun vidste, at dette var Antonies Brudegave, og de brugtes overmaade sjelden. Kanske vilde de ikke bli savnet med det første. Ialfald vilde ikke hun bli mistænkt. Langtfra, var det likt sig det?. … Den ulykkelige magtede ikke at holde Tankerne klare længer. Hun kunde ikke beregne, hvormeget Sølvet vilde beløbe sig til. Som i Vildelse rev hun til sig en Lommebog … Hun aabnede den forsigtig og saa at den indeholdt mange Sedler. Her var jo kontante Penge … Hvor stort Beløb kunde hun naturligvis ikke faa Tid til at eftertælle. Hurtig som Lynet stak hun Bogen i lommen. Sølvskeerne var allerede forsvundne i Kurven. …

I samme, Øieblik som Madam Holm bedre vilde forse Kurven og flytte den længere bort i Krogen, hørte hun en Knirken lige bag sig … hun havde hørt den samme Lyd engang før og trodde den kom udenfra … Dengang var hun saa optat med sit Arbeide, saa, nervøs, saa opreven, at hun 658ikke kunde sanse, ikke høre og ikke se … Hun var som udenfor alt. Men nu faldt det hende ind, at hun kanske var beluret. En frygtelig Rædsel betog hende. Hun følte sig en Afmagt nær, da hun la Mærke til, at Døren ind til Spisestuen stod halv aaben. Det forekom hende, at hun havde trukket den bedre i efter sig.

Med bankende Hjerte og i den største Angst gik hun ind i Spisestuen … nei der var ingen …

Hun hørte Støi fra i Kammeret og en fremmed Stemme, der blandede sig med Børnenes. Altsaa var der kommen nogen … med lydløse skridt gik Marie gjennem Entreen ind i Kammeret.

Frøken Ovidia Østmo var kommen, hun sad med Reisetøi og holdt paa at klæ af lille Borghild.

Hun hilste kjøligt paa Madam Holm. Det faldt ikke denne underligt; Østmos var saa forfærdelig stive paa det.

Bedstemama tog Farvel med de smaa og bad at hilse Papa og Mama. Saa tog hun med Sporvogn til Brogaden og fortsatte derfra med den, der gik til Grünerløkken. … I Sporvognen tællede hun efter Pengesedlerne. Det var 40 Kr. … Paa Sølvtøiet maatte hun mindst faa laant 25 Kr. kanske mere … men det var ikke værd at laane mer. Skeerne vilde hun løse, naar Tiden kom … Og hvordan hun da skulde bære sig ad, fik hun nærmere overveie.

Det var jo rimeligt, at Arne fik Skeerne tilbage paa en eller anden Vis. De kunde jo bli 659sendt ham fra en ubenævnet, tilligemed de 40 Kr., som Ragnvald naturligvis vilde tilbagebetale. Paa den Maade kunde det hele betragtes som et Laan … Et Laan af hendes egen Søn, der var jo ingen nærmere til at hjælpe, naar det trængtes …

Hun haabede bare, at ingen havde set det. Skulde Arne faa vide Sandheden, da vilde det bli et skrækkeligt Rabalder. – Huf, hun likte ikke, at den ækle Jentungen, den Ovidia Østmo var kommen – – – men hun kunde jo ingenting, ha set …

Hun var naturligvis kommen Kjøkkentrappen op, der var jo ingen der havde ringet paa Entreklokken … Og Pigen … hun havde jo været inde hos Børnene hele Tiden … Nei, det kunde ikke være muligt, at nogen havde luret …

Da Vognen passerede Grønlands Kirke saa Marie paa Uhret. Det blev for sent at gaa til Pantelaaneren den Kveld … Det var kjedelig! … det havde været bedst, om det hele kunde blit greiet med en Gang …

– – – – – – – – – – – – – –

Marie Holm kunde ikke faa sove før langt paa Nat. I Feberhede snudde og vendte hun sig i Sengen … Endelig faldt hun i en urolig Slummer, men drømte forferdelig tungt og vaagnede med et Skrig. Hun havde drømt om sin Mor og om Jakob, og det havde ikke hændt paa aldrig saa lenge. Det maatte vist bety noget … Hun kunde ikke rigtig klare Drømmens Indhold; men det var noget saa ondt, saa ondt …

660«Sludder og Væv, er det da noget at bry sig om Drømme?» Hun stod op og drak stærk Kaffe med Kognak. Derpaa gik hun paa Laanekontoret og samme Formiddag fik Ragnvald 45 Kr. til en Dress …

Med de øvrige Penge havde Marie løst sine sine Kjoler og nu aandede hun lettet. Det hele var løbet heldigt af, bedre end hun havde haabet.

*

Marie ventede at Ragnvald skulde vise sig i sin nye Dress og fortælle, at han havde faat Posten; men han kom ikke. En hel Uge gik, og hun følte sig urolig og lei. Hun kunde da aldrig tænke, at Ragnvald havde pantet bort Pengene og gik paa Fylla, som før. … Hun søgte at neddysse de ængstende Tanker og slaa sig til Ro … engang vilde vel Ragnvald la høre fra sig … Kanske havde han tat Posten med det samme og var reist til Skien, som det havde været Tale om; men rigtig rart, at han ikke havde været hjemme først. Hun syntes, det var stygt og svært utaknemmeligt, efter alt hun hun havde gjort; men det fik nu ikke hjelpe.

En Eftermiddag som hun sad og grundede over dette, ringede det paa Entreklokken.

Marie sprang hurtig ud for at aabne. Hun trodde halvt, at det kunde være Ragnvald, der kom. Hun følte sig lidt skuffet, da hun saa, at det var Arne, som stod udenfor.

«Er det du.»

661«Ja, det er nok det.»

Arne drog Pusten tungt og var meget bleg.

Hans Mor saa det straks og blev engstelig … Kanske havde han hørt noget.

Med en mørk uheldsvanger Mine fulgte Arne med Moren ind i Stuen og slængte sig ned i en Stol.

«Hvad er det. Gutten min?» spurgte. Madam Holm i en engstelig Tone.

«Hvad det er? …» Arne taug pludselig og aandede dybt.

«Er nogen af Barna syge?» spurgte Moren i, en frygtsom Tone. Hun begyndte at ane noget.

«Nei, det havde ingenting været.»

«Men hvad er det da?» Marie var frygtelig, angst, hun syntes næsten, at hun ikke kunde høre sin egen Stemme.

«Du ved godt, hvad det er, du Mor,» raabte Arne med heftig Stemme. «Men vil du, jeg skal fortelle det, saa kan jeg gjerne det. Du har været hjemme hos mig, den Dagen vi var i Selskab hos Beyers og stjaalet mine Sølvskeer og 40 Kr. i Kontanter. Er det ikke skrækkeligt af en Mor … Aa … Mor du er en Forbryderske, er du!»

Arne talte med graadkvalt, skjælvende Stemme, og han var forfærdelig bleg.

Marie sank fortumlet om paa Sofaen og brast ud i en hikstende Graad.

«Mor, véd du, hvad du har gjort? Ved du, at du er hjemfalden til Lovens Straf? … En Indbrudstyv …» 662Den ulykkelige Søn orkede ikke si mer.

«Det er ikke sandt Arne; jeg har ikke gjort det».

«Det nytter ikke, du nægter. Ovidia Østmo saa det …»

«Hun – – saa hun det?». … Det brast næsten for Marie. – – Hun var altsaa blit beluret … Men, var det først kommen op nu? Det var jo alt over en Uge siden. Arne besvarede hendes Tanker.

«Ovidia kom tilfældigvis ind i Spisestuen og saa gjennem den halvt aabne Dør, hvad du havde fore inde i den bedste Stuen … Du var saa optaget, at du mærkede intet. … Ovidia blev rænt ud skrækslagen. – Hun har intet sagt før idag, da vi savnede Sølvtøiet og Kontanterne. Vi har ikke været i den Chiffonieskuffen før. … Det undrede mig straks at jeg fandt Skuffen aaben … Marie vred Hænderne i Fortvilelse. Hun vidste nu, at det ikke nyttede at nægte noget.

«Aa Gud, Arne,» raabte hun graadende, «du vil da vel ikke overgi din egen Mor til Politiet?»

Arne taug stille. Om en Stund begyndte han igjen.

«Naar jeg tænker paa alt, hvad jeg har lidt fra jeg var en Gutunge. … Først et daarligt Hjem … og saa … saa fik du alle mine surt fortjente Penge. Jeg havde neppe igjen til de nødvendige Klær … Og nu, da jeg er blit en Mand 663og kunde ha det bra, nu er det du og mine Sødskende, som forbitrer mig Livet.»

«Du faar ikke ta det slig, Arne … husk paa, at du vist ikke var blit den Mand du er blit, uden Literatens Penge, og de Penge skylder du mig …»

«Det har jeg nu hørt saa mange Gange,» svarte Arne med en bitter Latter. «Jeg er likeglad med de Pengene. Gid jeg aldrig havde set dem. Om du mener, det er for din Skyld jeg har faat dem, saa har du derfor ikke Ret til at stjæle fra mig.»

«Kjære dig, Arne, døm mig ikke for strengt. Du er selv Skyld i, at Mor din, tog sig tilrette. Hvorfor kunde du ikke laant mig Penge til en Dress til Ragnvald. Det er jo ogsaa bare et Laan. Ragnvald vil vist betale Pengene igjen, nu han har faat Post, og Sølvskeerne kan han ogsaa løse.

Marie Holm talte med stor Selvfølelse og søgte at sætte op en vigtig Mine. Hun havde liksom samlet sig … det var ikke værd at gi sig rent over. Arne betragtede hende med et gjennemborende Blik, han lod hende tale ud, saa svarte han med koldblodig Ro.

«Ragnvald, ja han er den Rette. Det gik som jeg sa. Pengene har han fantet bort og gaar paa Fylla som før. Han hverken har faat eller faar nogen Plads.»

Marie fór sammen.

«Er du sikker paa det?»

664«Jeg traf ham igaar paa Nytorvet i de samme gamle Klær, ifølge med et Par Slusker.»

Marie sukkede tungt. Hun fik som et Sting i Hjertet. Det var enda det tungeste.

«Ja ja, Arne, du faar tilgi mig, du skjønner jeg gjorde det for at hjælpe Ragnvald.»

«Du har gjort ondt mod os begge to. Hvis Ragnvald ikke havde faat disse Penge, saa kanske havde han tat Posten, forudsat at den var ham buden. Kanske det hele var Tøis og Rør, bare for at faa Penge paa den Maade.»

Marie kunde ikke si noget. Hun var som rent tilintetgjort. Hun vovede ikke at se Sønnen i Øinene.

«Hvormeget fik du laant paa Skeerne?» spurgte han.

«20 Kroner.»

«Ja, du faar la mig faa Sedlen. Antonie vil ha Skeerne igjen. Hun har faat dem i Brudegave af sine Forældre. … Saa var det 40 Kr. i Kontanter … Lod du Ragnvald faa alle Pengene?»

«Jeg løste ud to af mine Kjoler, som stod i ‘Stampen’. Ragnvald fik 45 Kroner …» Marie holdt Øinene heftet mod Gulvet. Det gikk haardt ind paa hende, at gi denne Forklaring.

Arne rynkede Panden.

«Bruger du at stampe Klær’ne, dine?» raabte han ærgerlig. «Det er forfærdelig, hvor ødsel du er blit. Jeg forstaar ikke, hvortil du bruger alle de Penge, jeg gir dig … Du holder jo paa at ruinere 665mig. Du har jo ogsaa rekvireret Varer paa min Haand fra Østmos Butik. Forstaar du ikke, at en slig Opførsel er rent ud strafværdig?»

Marie vred sig paa Stolen, der hun sad.

«Aa Herregud Arne, jeg skal ikke gjøre det mer» … Hun var bleven myg nu … «Du faar ikke føre Mor din i Uleilighed,» bad hun med graadkvalt Røst.

«Det kan jeg naturligvis ikke, for min egen Æres Skyld, uagtet du redelig og ærlig har fortjent det … Jeg tænker saa tidt paa Far. Han havde kanske været en anden Mand, om du havde været en bedre Kone … Men … det vil vi ikke snakke om.»

Marie stønnede tungt, Sønnens Dom traf hende haardt.

«Jeg skal prøve at bli mere sparsom,» sa hun stille, hun, var ingen haard Natur, der skulde ikke meget til at ydmyge hende, og hun vidste jo, at hun havde handlet galt.

«Ja, det nytter ikke hvad du lover, eller ikke lover. Jeg skal nok selv ta Skeen i en anden Haand. Jeg har været hos Værten, før jeg kom til dig for at opsi Bekvemmeligheden. Jeg faar logere dig ind i en Familie, der kan ta sig af dig. Du duer ikke til at være paa egen Haand. Det er denne Selskabelighed … Veninderne og Kaffeslaberasene, der har ødelagt dig, som saa mangen anden Kjærring. Men nu skal det være Slut …»

Da Marie havde leveret Panteseddelen, tog Arne Hatten og vilde gaa.

666«Du Arne, er der nogen, som ved det?»

«Nei Gudskelov. Det er ikke kommen ud. Lykkeligvis var Ovidia kommen op idag for at hjælpe Antonie med noget Søm. Og da vi savnede Sølvtøiet, sa hun det straks. Vi havde enda ikke snakket noget til Pigen.»

Marie aandede lettet. Med nedslagne Øine rakte hun Haanden ud imod Sønnen; men han tog den ikke.

«Lad os ikke være sentimentale,» sa han. «Bare se til at bli mere sparsom og fornuftig paa dine gamle Dage; først da kan jeg tilgi dig alle dine Galskaber.»

«Hvad sier Antonie?»

«Stakkar, hun sier ingenting. Det er tungt for en saavidt fornem Dame at bli giftet ind i en slig Familie.»

– – – – – – – – – – – – – –

Arne gik fort ud af Døren, uden at ville se tilbage paa Moren. Han taalte det ikke. Paa Veien hjemover tænkte han, at der nu var falden Ord mellem Mor og Søn, der helst burde været usagte.

Men Marie Holm sad igjen og græmmede sig over Ragnvald. De Penge, hun havde tilvendt sig paa en uretfærdig Maade for hans Skyld, var altsaa bare bleven til en Forbandelse … Hun tænkte paa det gamle Ord: Hvad med Synden kommer, med Sorgen bortgaar …

667Der faldt en Taare, der faldt flere, og uvilkaarlig gjorde Marie Holm hvad hun ikke havde gjort paa meget længe … Opreven og fortvilet som hun var, foldede hun Hænderne til en stille Bøn … Et Suk uden Ord, der kom lige fra et forpint Hjerte.

Femtiende Kapitel. En Forbryder

Paa Lilletorvet stod et voldsomt Slagsmaal. Der havde samlet sig en Mængde Tilskuerere … Kutorvsgutter, Mænd og Kjærringer, Gutter og Jenter og smaa Barn.

Gjennem Hoben gik der som en Summen. Af og til kom der høie Raab og Lattersalver. Imellem hørtes Slagsbrødrenes Eder og raa Udbrud …

Kampen var snart endt.

«Jagu vandt ‘Hurrableien’,» sa en.

Ha ha ha …

«’Urædden’«’Urædden’] rettet fra: «Urædden’ (trykkfeil) maatte da gi sig, saa stærk han er.»

«Men ‘Hurrableien’ brugte Kniven.»

«Han er styg ‘Hurrableien’, en faar passe sig for ‘n.»

669Der var nogen som bar bort «Svein Urædd» – en bekjendt Lazaron – han havde faat et stygt Knivstik under venstre Lunge, og blev ført paa Hospitalet. Imidlertid var «Hurrableien» forduftet blandt Mængden.

*

«Godkvæld, Mor!»

«Herregud er det dig, Ragnvald. Godkveld, Gutten min!»

Hun var glad, han kom. … Herregud, han tydde sig da altid hjem igjen. Hun var Mor, hun, hun vilde vist ta godt imod’ Gutten sin.

Hun saa paa ham, da de kom ind i Stuen.

Han var ikke meget fuld. Fylla var mest gaat af ham under Slagsmaalet. Men han saa styg ud med de blodunderløbne Øine og en Bule i Panden. … Madam Holm var klog nok. Hun undgik at fritte Sønnen ud. Hun vidste jo, at Pengene var borte og Pladsen, den var forspildt. Men det vilde lidet nytte, at komme med Bebreidelse …

«Giv mig en Øl, og en Akkevitter, du Mor … jeg er saa tørst!»

«Du skal faa baade Mad og Drikke.»

«Mad vil jeg ikke ha, jeg er bare tørst.» Marie fandt det rimeligt, at Sønnen var i sligt daarligt Humor … Han maatte jo være lei over at han var gaat imist den gode Pladsen, han kunde, faat. Hun stelte frem Mad og Drikke. Ragnvald tømte i Øl … men spiste intet.

670Hele næste Dag holdt han sig hjemme. Han laa paa Sofaen og døsede eller læste i en Roman.

Marie stelte bra for Sønnen. Det var jo godt, at han laa hjemme, syntes hun; men Mor og Søn talte lidet sammen.

Det led mod Kvelden …

Tunge Trin hørtes i Trappen. – – Efterpaa en voldsom Ringen.

Marie sprang ud for at aabne. Hun skvat tilbage og var lige ved at udstøde et Skrig, da hun mødte to Konstabler.

«Bor Madam Holm her?»

«Jo, det er mig.»

Marie rystede saa hun neppe kunde staa opret … Saa havde Arne været nærgaaende nok til at angi sin egen Mor … Aa, for en Skam! …

Den ene af Konstablerne tog frem et Papir.

«Bogbindersvend Ragnvald Holm, med Opnavnet: ‘Hurrableien’, er det Deres Søn?» Marie blev noget beroliget … Men hvad var det, de vilde Ragnvald? Sikkerlig intet godt.

«Jo, det er min Søn», svarte hun, «men … han er ikke hjemme …»

I samme Øieblik kom Ragnvald styrtende ud. Han hørte sit Navn nævne, men vidste ikke, hvem det var, der spurgte efter ham. Da han saa Konstablerne blev han noget blegere end før; men søgte at paata sig en rolig Holdning.

«Hvad er det Dere vil mig?» spurgte, han med en fræk Mine.

671«Den Mand De var i Slagsmaal med igaar er død paa Rigshospitalet. … Knivstikket, De bibragte ham, var dødeligt. De maa bli med …» Marie slog Hænderne sammen, der overkom hende en forfærdelig Skjælverid og hun følte Koldsveden paa Panden.

«Skal han paa Stationen?» spurgte hun med lavt Mæle.

«Han faar nok følge med os, Madam.»

«Ja, jeg skal følge med,» svarte Ragnvald, «de kan gjøre med mig, hvad de vil, gjerne kappe Hue af mig for alt det. Alting er bedre end som jeg har det nu.»

Det lød hjerteskærende saart i Morens Øren …

«Aa Gud, Ragnvald, si ikke det …»

«Kom nu,» sa den ene af Konstablerne utaalmodigt og, vilde trække ham med. Ragnvald fulgte villig.

Udenfor Døren vendte han sig og skrek ud:

«Det er din Skyld, du Mor. … Du skulde ikke gi’t mig alle de Pengene. Havde jeg ikke havt dem, saa havde jeg nu været i Skien og …» han fik ikke sagt mer. Konstablerne trak ham afsted. Marie Holm smækkede Entredøren i og sprang ind i Stuen. I hikstende Graat kastede hun sig ned paa den samme Sofaen, hvor Ragnvald nylig havde ligget.

*

672Bogbindersvend Ragnvald Holm er indkaldt til Forhør.

Han staar der rolig og kold, som en Støtte. Der er over ham en vis Ligegladhed, kun er han meget blegere end ellers. De sædvanlige Spørsmaal stilles.

«Hvad heder De?»

«Ragnvald Holm.»

«Hvor gammel er De?»

«32 Aar.»

«Hvad er Deres Stilling?»

«Jeg er Gesæl, Hr. Fuldmægtig. Jeg har reist hele ‘Vera’ rundt paa mit Haandtværk. Jagu har jeg det, ja …»

Latter … «Hys» …

«Hold Dem til Sagen. Har De været straffet før?»

«Neigu, om jeg har … Jo, i Fyllearresten har jeg været mange Gange, lel.»

«Hys, Hys. De er sigtet for under Slagsmaal at ha forvoldt Deres Modstanders Død. Er De villig til at forklare Dem?»

Med rolig Stemme holdt Ragnvald et greit og et vel gjennemført Foredrag. Han forklarede, ut han havde gaat paa Fylla i en Uge og inde paa en bekjendt Restauration i Vaterland var han kommen i Klammeri med en Arbeider, der gik under Opnavnet: «Svein Urædd». Da de kom ud fra Restaurationen, røg de sammen paa Lilletorvet, og det var 673længe uvist hvem der skulde gaa af med Seiren … De brugte Næverne først; men saa fik Ragnvald Tag i Kniven og gav Modstanderen et Stik i Brystet, og nok et i Halsen lige ved Struben; men han mente ikke at dræbe Fyren … Nei, det gjorde han ikke. Det var uforvarende, at han kom til at stikke for dybt. Det maatte vel regnes som Vaademord?Vaademord?] rettet fra: Vaademord?» (trykkfeil) … Han stansede et Par Minutter efter denne Forklaring, drog Veiret tungt og fortsatte med dyb Stemme:

«De faar gjøre med mig hvad de vil … Jeg kommer vel i Straf for dette … men jeg er for meget Friluftskar til at sidde længe der», han gjorde en Haandbevægelse mod den Kant hvor Fæstningen ligger – – «Jeg er Kristianiagut og har været ude paa Galeien, næsten fra Gutunge. Men med Forlov vil jeg tilføie, at jeg kunde havt det bedre, og kanske ikke været den Slusk, jeg er, hvis Samfundet tog sig sig mere af Arbeideren … og hvis de øverste Lag i Samfundet ikke stadig pressede Underlagene ned …»

«De er Socialist?»

«Jeg er blandt de som ‘Vera’ sætter paa Slaveriet, som en af vore Digtere sier.»

«Ja, dette ligger udenfor Sagen. De er sigtet for, at ha forvoldt et Menneskes Død under et Slagsmaal og De tilstaar altsaa, at Sigtelsen er overensstemmende med Sandheden?»

«Ja.»

«Deres Modstander er idag afgaat ved Døden paa Rigshospitalet.»

674Ragnvald havde hørt dette før; men han blev ligbleg og der gik et Ryk igjennem ham, da det gjentoges.

– – – – – – – – – – – – – –

Paa Vidnebænken sad en gammel Kone i bitter Graad. Hun tørrede Øinene hvert Øieblik og holdt det hvide Lommetørklæde sammenpresset mellem de skjælvende Fingre. Da hun blev forhørt, kunde hun neppe faa Maal for sig for Graad …

Det var Sigtedes Mor … Hun vakte Medfølelse hos alle …

Da Sigtede førtes ud, saa hun langt efter ham, som skulde det være for siste Gang …

– – – – – – – – – – – – – –

«Du Mor, du kan komme til mig nu.» Det var Bygmester Arne Holm, der talte. Han mødte Madam Holm udenfor Distriktsfængslet med en Vogn.

Skjælvende, næsten som et Barn lod hun sig hjælpe op i Vognen. De siste Dage havde været for meget for hende.

«Reiser vi hjem til dig, nu?» spurgte hun sagte, henvendt til Sønnen.

«Ja, du skal bli hos mig nu. Det var bare dumt af mig, at jeg nogengang lod dig reise fra mig.»

«Men vil Antonie ha mig? Er hun ikke sint?»

«Nei, Mor. Antonie er en Engel. Hun vil være mod dig nu, som før. Vi nævner aldrig mere det som er hændt, hører du det.»

«Tak, Gutten min. Jeg kan ikke si mer.»

675«Du skal ikke si mer heller … Du faar ta det roligt med Hensyn til Ragnvald. Han har jo været umulig i mange Aar. Det maatte engang gaa slig.»

«Tror du han vil bli straffet?» spurgte Marie angst, hun var nu Mor hun.

«Han faar vel nogle Nar.»

– – – – – – – – – – – – – –

Bogbindersvend Ragnvald Holm sattes under Rettens Tiltale og dømtes til 4 Aars Strafarbeide.

Inden Beretningen herom stod at læse i alle Landets Aviser, var Marie Holms Haar bleven hvidt som Sne.

Om Kjærlighedens Forvildelser

Karen Sundts arbeiderroman Kjærlighedens Forvildelser kom først ut heftevis i 1894. En samlet førsteutgave kom i 1895.

Vi møter et stort persongalleri, dels knyttet til arbeiderstrøkene i Kristiania og dels til en bygd ved Mjøsa. Deres livshistorier henger sammen i større eller mindre grad, og det er til tider litt komplisert å henge med i handlingen(e) og familieforholdene.

Sundt tar opp temaer som fattigdom, alkoholisme, arbeiderliv, klassekamp, oppdragelse, ulykkelig kjærlighet og tilgivelse. Enkeltindividets lykke settes opp mot familiekrav og samfunnets normer. Og to tilbakevendende spørsmål i romanen er 1) om foreldres synder går i arv og 2) om man ved hardt arbeid kan overvinne et dårlig utgangspunkt.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook