Enogtyvende Kapitel. Verdens Domme

Heloise stod hensunken i Betragtninger foran Høialteret i Peterskirken. Saa sneg hun sig sagte mellem de mægtige Søilerader til en ensom Plads under et Madonnabillede, der var opstillet i en Nische. Her sank hun ned i stille Bøn for sin Mand, sit Barn og – sig selv – hun, den ulykkelige, der var en falden Mands Hustru … Hun saa ikke, at hun straks var blet bemærket af et Selskab, bestaaende af to Herrer og en Dame; de havde passeret hende forbi et Par Gange og hun var straks bleven gjenkjendt som Ivar Bratvolds Hustru. Nu stod Selskabet foran et herligt Maleri, men Beskuelsen af dette hindrede dem ikke i at tale om den Dame, de nylig var gaat forbi … Endnu kunde de skimte Folderne af hendes sorte Kjole mellem de lyse Marmorsøiler, hvor hun hvilede i Bøn til Gud.

«Besynderligt, at ikke Onkel Ivar har presenteret os for sin Hustru», sa’ Damen, der ikke var nogen ringere end Fru Nina Werner, f. Smith.

282«Ja, du kan saa si», svarte hendes Mand i en let Tone.

«Aa, det er vel ikke noget mærkeligt i det. Fruen er vel ikke presentabel … Hutemigtu, tænke sig til, at gifte sig med en slig en.» Det var Maler Gramstad, som talte; han var en høi, mager Mand med et markeret Ansigt.

«Hvad Slags Dame er … Tante?» spurte Fru Werner. Hun havde forgjæves grundet og spurt sin Mand. Han havde holdt sit Løfte til Heloise og været taus som Graven.

«Hvem er hun … egentlig?» Fru Werner gjentog Spørsmaalet med Ængstelse i Tone og Blik.

Maler Gramstad veg et Skridt tilbage.

«Ved De det ikke?»

«Nei, vi ved intet, uden at hun skal være fra Landet, og ha drevet som Lærerinde.»

«Ha, ha, hvilken fint udtænkt Løgn. En deilig Lærerinde, har hun været …»

«Hvem er hun da? … hvad er det?»

«Deres Mand ved det godt, Frue.»

«Min Mand?» Fruen betragtede Werner skarpt, han stod der, som det syntes, ubehagelig berørt.

«Er det noget at rippe op de gamle Historier, du Gramstad?»

«Du er saa hemmelighedsfuld, Werner. Jeg vil da ved Gud gjerne vide, hvem hun er, denne Dame, der har trængt sig ind i vor Familie», kom det heftigt fra Fruens Læber.

283«Men De synes at ha’ meget lidet med hende, Frue, og det er godt for en Dame som Dem. Jeg skal si Dem, hun har tilhørt … Demimonden.»

Fru Werner fór sammen i Rædsel og udstødte et lidet Skrig.

«Og det har du ikke sagt mig, Werner.» Det Blik hun tilkastede sin Mand var alt andet end fredeligt.

«Jeg var ikke ganske sikker … og desuden … øh, øh …» Stemmen tabte sig i en kort, gryntende Lyd, mens han tilkastede sin Ven, Hr. Gramstad, et bebreidende Blik … «Der er jo intet i Veien for at tro, at Fru Bratvold kan ha’ forbedret sig», tilføiede han, «se, der sidder hun jo tilsyneladende hensunken … i Bøn. – Men, Død og Plage, jeg glemmer rent, at jeg skal sekundere Ivar Bratvold ved Duellen. Jeg faar ta’ en Vogn …» Han saa paa sit Uhr. «Jeg er nok sent ude … Farvel saalænge! Vi mødes senere i Hotellet.» Som en Vind fór han ud af Kirken.

Men Fru Werner skjælede stygt hen mod den mørke Kvindeskikkelse bag Seilen.

«Hvilken Skjændsel! Og denne Dame er blit forestillet for min Mor … min fine, dydige Mor … Aa, at Onkel turde vove sligt. Lad os, gaa, Hr. Gramstad, jeg holder ikke ud at indaande samme Luft, som dette Skarn.» Med hævet Hoved og en majestætisk Mine skred Fru Werner ned Kirkegangen.

284Da Heloise Bratvold langt udover Kvelden med Spænding og Angst vendte tilbage til det Hus, hvor hun for Tiden bodde, mødtes hun paa Tærskelen af en barmhjertig Søster. Denne kom hende ydmygt imøde, tællende paa sin Rosenkrans.

«Deres Mand bragtes døende hjem. Kuglen var trængt gjennem Hodet … nu har han netop udaandet», sa’ hun i sin bløde italienske Dialekt, som Heloise med en mærkelig Evne til at ta’ efter, saa godt kunde forstaa.

Heloise blegnede, vaklede og maatte støtte sig mod Væggen.

«Deres Mand var Protestant, Frue?»

«Ja …» Svaret kom ubestemt. Bratvold havde været en Tviler, – der ikke af egen Drift havde tilhørt noget Kirkesamfund.

«Han fik ikke den siste Olie», sa’ den barmhjertige Søster med underlig, klagende Stemme, «og … der skal vel heller ikke læses Sjælemesser over hans Støv?»

Der laa en vis Dom i disse Ord. Fru Bratvold tog sig sammen og svarede med stor Bestemthed:

«Jo, det skal der, ifald det gaar an. Jeg vil straks tale med en Præst.»

*

Saa snart Bratvold var begraven, reiste Fru Bratvold hjem til Kristiania med sin lille Pige. Hun 285søgte i en Adressebog efter Fru Smiths Adresse; havde jo nu ingen anden eller nærmere at ty til. Med blandede Følelser ringede hun paa Entréklokken i tredie Etage i det Hus i Universitetsgaden, hvor hendes Svigerinde bodde. En Pige kom ud.

«Jeg ved ikke om Fruen tar imod nu …»

«Har De Kort?»

Heloise rakte frem et Visitkort. – Pigen tog det og gik ind. Om en lang Stund kom nogen ud. Det var den halvgamle Lenes tynde Skikkelse. Heloise vilde straks gaa frem og hilse, men fór sammen som skræmt ved Lenes strænge Blik og Ord.

«Vi kjender Dem nu. De har intet med Mama at tale. Er De i Nød eller sligt, faar De skrive.»

Hun vilde lukke Entredøren … Heloise stod udenfor, fik ikke engang Lov at komme en Fodsbred indenfor Døren. Hun foldede Hænderne, bedende og i Angst.

«Hvad har jeg gjort?»

«Ved De ikke, hvordan De har levet?» kom det overraskende fra Frøken Lenes tynde Læber, og Entrédøren blev smækket haardt i.

Fru Bratvold stod en Stund i bitre Tanker, saa gik hun stille nedad Trappen og ud paa Gaden. Altsaa vidste de, at hun var en … hun fuldendte ikke Ordet. Men de kunde da aldrig gi’ hende Skylden for Ivar Bratvolds ulykkelige Endeligt? Det var jo ham selv, der havde kastet sig ud 286i det vilde Liv, han førte. Ja, ja, hun fik se Tiden an, – vente – haabe … Kanske de endda kunde faa se, at hun ikke mere var den, hun før havde været. Imidlertid huskede hun enkelte Strofer af en Salme, hun nys havde været med at synge i en Kirke:

«Er lukt for mig hver Dør paa Jord?
– – – – – – – – – – –
Min Sjæl vær ei forsagt.
– – – – – – – – – – –
Vær trøstig, Herren lever!»

Toogtyvende Kapitel. Paa Landsbygden

Dagene gaar.

Det blir Sommer og Vinter, Vaar og Høst, mens mange Aar glider hen som en Strøm.

Anders Lindbu og Ingebjørg har forlængst fundet Hvile paa Furnes Kirkegaard, og Lindbu er blit overtat af Arne Granlid og Hustruen Ragnhild, der har løst ud de andre Arvinger.

Ragnhild Lindbu er blit en førladenførladen] tykkfallen, eldre Matrone. Hun er endda vakker med jevne glatte Ansigtsdrag og en paafaldende Flegma og Ro i sit hele Væsen. Det ser ud, som om denne Kvinde bare lever for at spise og drikke og døse Tiden hen. At ta’ mod Gjæster eller farte Bygden rundt i Selskaber og høre efter Bygdesladder, dette var det ubetydelige eller det intet, hvormed denne Bondekone søgte at fylde sit tomme Liv. Hun har aldrig havt synderlig Interesse for Arbeide, og hendes Ægteskab 288er barnløst. I den senere Tid mener hun dog selv, at hun har sat sig et høiere Maal; thi hun er nu med i Fattigpleien i Bygden, hun strikker Strømper til Missionen og reiser flittig ind til Hamar, hvor hun tar Del i Symøder og alle mulige eller «umulige» Basarer. Hun deltager i dette, uden Spor af religiøst Alvor, bare for at komme ud blandt Folk. Noget maatte jo denne Kvinde ha’ at udfylde Tilværelsen med. Som vi ved, giftede hun sig uden Kjærlighed. Det var Forholdet til Erling Brun, der havde forbitret hele hendes Liv, og udvisket de rene Følelser, hun engang havde næret for den Gutten, hun havde været forlovet med fra Barn af. Hun giftede sig med Arne Granliden bare af Pligt og for at gjøre sine bondearistokratiske Forældre tillags. Følgerne af denne Forsyndelse mod Kærligheden kunde ikke udebli. Mand og Hustru gik snart hver sine Veie og søgte Trøst hver paa sin Vis. Arne Granlid fandt ud, at Ragnhild ikke mere var den samme som før. Det var da svært saa forandret hun var blit den Tiden, hun havde været i Kristiania! Og naar Ragnhild, der var blit saa besynderlig kold og ligegyldig for sine Omgivelser, gik og tænkte og grundede paa noget, naar hun overhovedet gad tænke … saa var det gjerne, om Erling Brun nogensinde vilde komme tilbage fra Amerika? – – Og saa dette tunge … pinlige, hvad der var blet af hendes og Erlings lille Gut, som hun havde været letsindig nok til at sætte ud i Kristiania, saa godt som paa Gaden, hin 289skjebnesvangre Morgenstund … Hun havde aldrig hørt noget til den lille siden – aldrig talt om ham til nogen og Tanken om ham endtes gjerne med et Sting i Hjertet, inden hun skjød den langt bort … Efterpaa kastede hun sig igjen ned paa Sengen for at sove, døse Uroen og Sorgen væk. Verst var det i den første Tid efterat hun var blit gift, da ønskede hun tidt, at hun kunde faa sove for aldrig at vaagne mere. Men dette blev da ogsaa bedre med Tiden, og hun tog Livet mere roligt. …

Forresten var det gaat svært til agters for Ægtefolkene. De skjøttede begge to lidet om Gaardsstellet. De gik bare op i Selskabelighed, hver paa sin Kant.

«En lever bare en Gang» var gjerne Mandens Valgsprog, og Ragnhild mente omtrent det samme. De havde jo ingen Børn: til hvem skulde de saa spare? Maatte det bare rekke ud Levetiden deres. Gods og Guld kan saa ingen faa med sig i Graven likevel. Men det var de, som spaadde, at det vilde ende med, at Lindbufolket vilde komme til at sidde som Husmænd under sin egen Gaard. Det har gaat flere slig paa Oplandene. Granliden, der var en stor og en gjild Gaard, var allerede solgt for flere Aar siden, og den overtog Arne uden Gjæld, bare med et knapt Føderaad til Mor sin. Aasen i Veldre, som de ogsaa eiede, var gaat samme Vei. Og hvordan vilde det vel bli med Lindbu?. …

Arne Lindbu, som han nu kaldtes for, fór ofte i Byveien, brugte mange Penge og kom altid beruset 290hjem. Han levede som en af de flotteste Kaksebønder i Syttiaarene. Dertil strak hverken Gaardsdriften eller Pengene hans. – – –

Det er en vakker Sommerdag. Ragnhild sidder ved Vinduet i Dagligstuen og ser ned over Jorderne mod Mjøsen paa den anden Side. Hun aabner Vinduet og lytter aandsfraværende til Brumunelven, der skummer og bruser i det fjerne.

Idetsamme kommer en Vogn forspændt med en svart Hest svingende ind paa Gaarden. Det er Manden, han Arne Lindbu, der kommer fra Hamar, hvor han har turetturet] festet i etpar Dage. Han er en liden mager Mand med noget vist lurende og fult i sin hele Optræden. Uden at ville se ind til Stuevinduet, sniger han sig op paa Loftet, hvor han har sit eget Kammer, mens Ragnhild holder til nede i Stuen. Hun liker ikke at omgaaes med fulde Mandfolk og har for længe siden separeret sig fra den Manden, for hvem hun har tabt hvert Fnug af Kjærlighed.

«Er han nu fuld igjen, Svinet», sier hun med en haanlig Latter og et Nakkekast. Forresten er det hende akkurat det samme, naar hun bare ikke blir bryd med at ha ham inde i Stuen. Det er blit Tjenestejentens og ikke hendes Sag at varte ham op. Hun har forlængst stelt det til paa den Vis. Med en knusende ligegyldig Mine ser hun Tjenestegutten gaa ned i Kjælderen for at tappe et Par Flasker Øl til Husbond.

«Det er svært saa tørst Husbond er idag», sier 291Gutten henvendt til Gaardskaren og med et skjælende Øiekast indad Vinduet, hvor Mor enda sidder. Men Mor slaar Vinduet op paa vid Gab.

«Du Knut, du faar spænde for gamle Borken, jeg vil reise bortom Præstegaarden og se til Søster mi, hun er klein nu».

«Jasaa, er Præstefrua syg?» spør Gaardskaren.

«Ja, hun har været daarlig en Stund».

Vinduet blev slaat i, og Ragnhild, der længe havde siddet pyntet i sin bedste blaa Værkenskjole, fik bare paa sig en Jakke, og et hvidt Skout paa Hodet, saa var hun færdig. Med en rolig Mine og uden saameget som at gløtte op mod Kammerset, der Manden holdt til, satte hun sig tilrette i Kariolen og tog Tømmerne for at være sin egen Kjørekar.

Da hun svingede ned mellem Aleen, forbi den vesle Bækken, hvor en af Jenterne laa og skurede Kjørrel,Kjørrel] kar, fat, bøtter traf det sig slig, at Husmandskjærringen fra Skogspladsen netop gik hende forbi. Hun hilste paa Bøndernes vanlige Mande:

«Goddag, Tak for sist».

Ragnhild nikkede paa Hodet med en bondekry Mine, saa lod hun Hesten holde et Øieblik. «Hvordan gaar det med Ulden, du lovte at spinde? Jeg faar vel snart et Par færdige Nøster».

«Ja, det faar vel snart bli nu».

Ragnhild kjørte videre i smaat Trav, mens Kjærringen gik ned til Bækken for at slaa af en Prat med den Jenten, der var dernede.

«Goddag Siri, skurer du Kjørrel».

292«Gjør saa».

«Hm» … med et lunt Blik bort mod Kariolen, der rullede henad Bygdeveien.

«Hu Mor snakked’ om Uldgarnet, jeg holder paa med».

«Ja, hun trenger det snart til en ny Væv».

«Skal hun væve sjøl? spurgte den anden nysgjerrig.

«Nei da. Mor Aasen skal ned og sidde trut i Vevstolen».

«Haa, haa» lo Husmannskjærringen indfult. «Ja, jeg sier ikke noget, kommer ikke mig ved. Husk paa Siri, at det ikke er mig, som har sagt nogenting. Men Gud forsyne mig, er det ikke rart lel. «Jo da», sa Katta, hu gjekk i Smørret. «Det er ikke nu som i gamle Anders Lindbus og Ingebjørgs Tider. Var det likt sig det? Den Gang blev alt Arbeidet gjort paa Gaarden, og Kjærringen sjøl sad i Vevstolen, naar ikke Jenterne fik Tider. Jamen gjorde hun saa ja. Men nye Folk, nye Skikke. Det ses paa alle Ting det. Jamen gjør det saa. …»

Hun skottede ned over Jorderne med en kritisk Mine.

«Her gror snart ikke mere Græs paa Lindbu. Og saa klein en Aaker ses ikke paa lang Leid. Ja, ja san, de gamle skulde se op nu. Marken er udmagret. Her blir jo aldrig tat op ny Jord, som er verd at snakke om, enda de har Huset fuldt af Tienere. 293Ja, ja san, det er Stel det, jamen er det saa».

«Ja, det er jo ikke noe rart det», svarte Jenten, «Husbond bestiller jo ingenting, uden bare drikker, og Mor er lei af sig og træt altsammen, det er ikke at undres over».

«Nei, kanske det. Skiller forresten ikke mig, husk paa, at jeg ingenting har sagt».

Hun lagede sig til at gaa, men oppe ved Vejkanten, stansede hun et
Øieblik.

«Du Siri» … hm, hm. «Det gaar vel an at faa et Spand Rugmel og nogle Poteter, om ikke Mor er hjemme?»

«Ja, det gjør det vel. Mor laaser aldrig for nogenting ved du».

«Nu, saa gaar jeg op paa Gaarden da».

«Ja, gaa du bare, du faar snakke med Stupigen, saa faar du nok det du vil ha, hun er aldrig nøie, ser du».

Men Ragnhild Lindbu kjørte videre den lange Veien, ud af sit eget Sogn til den fjernt beliggende Præstegaard. Det var en deilig Sommerdag og Engen stod frodig. Overalt var det vel dyrket Ager og Eng. Ragnhild saa det med et Slags hemmelig Gru … «Der gror snart ikke mere Græs paa Lindbu» som de sier i Bygden, saa god Gaard, som det engang var.»

Men saa slog hun Tanken væk – – – helt væk … Hun tog Livet mageligt, Ragnhild Lindbu. Hun havde git sig rent over fra den Gang, da hun 294tabte sit Barn … og sin Livslykke … Hun havde ikke orket at arbeide siden …

Da hun kom til Præstegaarden saa hun med en vis Vemod indover de smilende, vel oparbeidede Agre og Enge. Ja, Søster Gurid havde været en flink Kone, hun vidste det. Men saa havde ikke Gurids Liv været saa rent tomt heller, hun havde da Barn, hun kunde glæde sig i, og en Mand, hun kunde agte og se op til, om hun end ikke elskede ham. – Ragnhild sukked’. Hvad havde vel hun at leve for?

I Præstegaardens Dagligstue, foran et aabent Vindu, sad en Dame med et Haandarbeide. Det var Ingrid, Præstens Datter, der alt var op imod de 30. Trygve, Broderen var Mediciner og praktiserede i en Smaaby. Nu var han kommen hjem et Par Dage for at se til sin dødssyge Mor.

Ingrid Heidemann var en ganske vakker Dame med lyst Haar og milde blaa Øine. Der var over hende noget særdeles fint og tækkeligt. Men hun var paa langt nær ikke saa smuk som Moren. Hun var i Grunden mere lig Faren og Farfolket. Selv som gammel Kone, var det mange som sa, at Fru Heidemann var vakrere og mere indtagende end Datteren. Hun havde ogsaa holdt sig mærkelig godt, lige til sin siste Sygdom. Nu var hun klein. Det var Nyre- og Hjertesygdom som hun led af.

«Du Far, der kommer Moster Lindbu», sa Ingrid, da hun saa Kariolen med Ragnhild holde udenfor.

Præsten reiste sig fra Sofaen, hvor han havde 295siddet en Stund i Ro med Tobakspiben og en Kop Kaffe. Han har ikke forandret sig meget siden sist vi saa ham. Kun er han bleven mere korpulent og hans joviale Ansigt noget trindere. Haaret er heller ikke synderlig graat. Han er af det Slags Mennesker, som hverken Aarene eller Sorgerne tar synderlig paa. Ellers har han jo havt det godt disse Aar. Livet er for ham gledet sorgløst og umærkeligt hen. Det værste som har rammet ham er Fruens Sygdom, men selv om Mor skulde falde fra, som nu er meget rimeligt, saa har han Ingrid til at stelle og hygge om sig. Hun er en god Datter og en kjærlig Sjæl. Heller ikke ser det ud til andet, end at hun vil bli hjemme. Hun har ikke Herretække; selv Kapellanen foretrak Moren, der kunde ta Hjerterne med Storm, tiltrods for sin Alder og sin isnende Kulde.

Hun var lige til det siste som en af de pragtfulde Blomster, alle maa beundre, uagtet de mangler Duft.

Præsten gik ud for at ta imod sin Svigerinde og be Gaardsgutten spænde fra Kariolen og sætte ind Hesten.

«Godt, at du kom», sa han, da de brugelige Hilsninger var vekslet.

«Du sendte Bud».

«Ja, Gurid er meget klein. Jeg tror ikke hun gjør det længe».

«Hm, er hun blit saa daarlig? Og jeg som intet havde hørt, før du sendte Bud. Kan jeg gaa ind til hende?»

296«Du faar vente saa skal jeg først si hende, at du er her. Du faar sidde saalænge og ta en Kop Kaffe. … Ingrid», tilføiede han henvendt til Datteren, «du maa stelle lidt ind til Moster».

Ingrid la straks Haandarbeidet bort for at gaa ud i Kjøkkenet og sørge for en liden Forfriskning. Om en Stund kom hun ind igjen og dækkede det runde Spisebord med varm Kaffe og flere Slags hjemmebagte Kager.

Trygve havde imidlertid vist sig. Han hilste Moster Ragnhild med stor Hjertelighed. Det var en vakker yngre Mand, der lignede paafaldende Moren, kun var Ansigtsudtrykket langt mere belivet. Men slig omtrent maatte Gurid ha smilet, inden hun havde havt den store Kjærlighedssorgen, der bragte Hjertet hendes til at fryse som Is, for aldrig siden at tø ganske op.

«Hvordan staar til med Morbror?» spurte Doktoren i en høist interesseret Tone.

«Aa jo Tak, han slænger igjennem».

«Du faar hilse. Jeg ser ellers bort, før jeg reiser».

«Ja, det gjør du vel».

Den unge Læge havde mange Gange sat godt tilbords paa Lindbu, og det var ikke frit for andet, end at han likte at ta et Glas sammen med Morbror Arne. Han havde jo lært at leve i Hovedstaden. Mens Kaffen blev serveret, samtalte han og Mosteren i en paafaldende let Tone. De forhandlede Bygdenyt og det Slags Emner; men Præsten og 297Ingrid forholdt sig hele Tiden meget tause. De fandt nok Samtalen og Themaet mindre passende i et Hus, hvor en af de nærmeste laa og saagodtsom droges med Døden. Præsten saa et Par Gange bebreidende fra den ene til den anden, og han søgte forgjæves at opdage et eneste Træk af Bevægelse eller et Glimt af Sorg i Ragnhild Lindbus stive Ansigt. Den tykke Dundre af en Bondekone saa rolig og ligeglad ud, som ellers.

«Jeg faar undskylde Trygve. … han er alt for let», tænkte Præsten, men det er høist upassende af Ragnhild, at komme slig til Søsterens Dødsseng … Hun er uopdragen og dum, er hun. Der har aldrig været den Finhed og de Ævner i hende, som i min prægtige Gurid».

Treogtyvende Kapitel. En god Afslutning

Nu var Kaffeslaberaset forbi til stor Lettelse for Ingrid, og Præsten foreslog, at de skulde gaa ind til den syge, han og Ragnhild alene. Gurid var jo meget svag og taalte ikke mange om sig med en Gang. De gik ind i det stille, koselige Sovekammer, hvor Luften var frisk og alting velstelt. Den syge manglede ingen Bekvemmelighed, alle bar hende paa Hænderne. Hun laa borti Sengen med blege, gustne Træk og var blit mærkelig mager paa det sidste. Det var ikke mere den trivelige, kjække Fru Gurid.

Da Præsten og Ragnhild kom ind slog hun Øinene op. Ragnhild gik bort til Sengen og tog Søsterens klamme, visne Haand.

«Hvordan staar det til?»

«Aa, det er ikke rart nu. Det kan du nok se.»

Præsten satte en Stol til sin Svigerinde, saa gik han ud af Værelset med en egen Taktfølelse; tænkte, at Søstrene kanske helst vilde være ene to.ene to] alene

299«Det var snilt du kom», sa Gurid, «det er længe siden jeg saa dig nu.

«Jeg vidste ikke du var saa daarlig», sa Ragnhild, «ellers var jeg kommen før». Tonen var ualmindelig hjertelig; den lød næsten angerfuld. Søsterens dødelige Udseende havde ikke undladt at gjøre Indtryk.

«Ja, ja, det er snart forbi med mig. … Værst blir det for min gamle Mand». … hun hostede … «Giv mig mine Draaber, de staar der henne paa Bordet».

Ragnhild tællede Draaber i en Ske og rakte den syge.

«Jeg har ogsaa mit at angre paa, det maa du tro Ragnhild … det er især en Ting, som jeg ikke tør si til noget Menneske, ikke engang til min snille gamle Mand. Det er en Hemmelighed, der faar gaa i Graven med mig. Ifald jeg gjorde galt, saa faar jeg be Gud om Tilgivelse, der er ingen anden Raad».

Der kom op i hendes Øine et forunderlig mildt Udtryk, det saa ikke ud, som om hun skulde være pint af nogen smertelig Erindring. «Det var nu den Gang», sa hun … «det er saa længe, længe siden, … ingen ved noget om det, uden Kapellan Meyer og han er langt væk helt op i Nordland», Tonen lød ualmindelig mild … og det haarde Træk om Læben vekslede med et Smil.

Ragnhild kunde intet svare, hun forstod ikke 300hvad Søsteren mente, trodde næsten, at hun talte i Vildelse. Men nu begyndte hun igjen: «Rart, du Ragnhild, at vi aldrig skulde faa høre til hu Aase og han Halvard Lien … Hvor mon de kan være? Ja, de kan jo være døde … det er jo nu mange Aar siden … de … reiste ud i Verden sammen … Ingrid var bitte liden den Gang – og du, Atpaaslængen, som vi kaldte dig, var heller ikke voksen».

Hun hostede … Det anstrængte hende at tale.

«Bry dig ikke med at snakke saa meget», sa Ragnhild. «Det nytter ikke at sørge for de, der er borte».

Dyb Stilhed ……

Om en Stund sa Fru Gurid. «Hvordan har du det, Ragnhild. Jeg har altid troet, at du ikke var lykkelig».

Dette kom altfor pludselig. Ragnhild havde aldrig vovet at fortælle Søsteren noget om Forholdet til Erling Brun. Hun slog Øiet ned og svarte: «Jeg har jo havt megen Sorg. … for. … de smaa.» Stemmen lød unaturlig. «De smaa?. …»

«Du«Du] rettet fra: Du (trykkfeil) ved jo de 6 dødfødte Fostre. … Du ved ikke hvordan det er, ikke at kunne føde et lævende Barn til Verden. Det er som en Straf. …»

Stilhed …

«Du har din Mand».

«Han er saa fæl til at drikke».

«Ja, det er jo tungt … Men mon du selv 301er saa ganske uden Skyld. … Du kunde kanske være lidt mere Kone for din Mand, han var slet ikke saa slem til at drikke, inden han blev gift … Jeg tror han var ganske bra den Gang».

Ragnhilds Ansigt stivnede med en Gang til. Havde nu Gurid gjort det saa meget bedre? Ja, det havde hun kanhænde. «Jeg har ikke kunnet være anderledes», sa hun koldt. «Her er noget, der kaldes for ‘Lagnaden’ eller Skjæbnen, som de fine sier. Ulykkelige Ægteskaber har nu ligget til Lindbuætten. Husker du det gamle Sagnet, det om Barnelinden?»

«Det er da bare Overtro».

«Kan saa være, men det er underligt med det.

Det er som der ligger en Straf … en Forbandelse over Ætten. Noget der gaar igjen fra Forældre til Børn. Husk paa Mor, hun var ogsaa ulykkelig».

Fru Gurid sa intet, bare trak Pusten tungt og saa paa Søsteren.

Saa var hun altsaa ulykkelig … det maatte være noget tungt, noget som hun ikke vilde si, rart nok, hun og Granlidgutten havde da været forlovet fra Børn af … Skulde nogen anden være kommen imellem? Fru Gurid rakte Haanden ud mod Søsteren:

«Du faar ha Farvel da Ragnhild og Tak for naa».

«Jeg ser snart bortom igjen».

«Ja tak, jeg orker ikke tale mere idag. Du faar leve vel da – – – se at ta Livet 302fornuftig, du faar arbeide Sorgen væk. Det har jeg gjort; det hjælper saamæn ikke at gi sig over».

Hun nikkede venlig til Søsteren, da denne gik ud.

Søstrene saas ikke mere. Ottedagsdagen efter laa Fru Gurid paa sit siste.

De var samlet om hendes Dødsleie Mand og Børn. Præsten havde talt varme Ord om Livet og Døden og det store Øjensyn histoppe.

Der var Stilhed i Værelset … den afbrødes kun af og til af Ingrids dæmpede Hulken. …

Aftensolen skinnede ind gjennem det eneste Vindu og kastede en sælsom Glans over den syges blege, lidelsesfulde Træk, mens den lekede og spillede mellem Asketræets Grene udenfor.

Den syge aabnede Øinene.

«Du Hans …»

Hun talte bare til Manden, det var som Børnene var rent borte. Præsten bøiede sig ned over Sengen.

«Tak for alt. …»

«Du skal ha Tak, Vennen min».

«Vi fik det bedre, end jeg tænkte». Tonen lød ualmindelig mild, det var som om al Skarphed og Kulde var borte.

Præsten svarte ikke, men to store Taarer trillede ned over hans rynkne Kind.

«Kan du tilgi mig Hans?»

«Jeg har intet at tilgi … Du har været en gjild og en bra Kone».

303«Aa, jeg har vist havt mine Feil».

«Det har vi alle».

«Men det er noget». … hun hostede. …

Præsten støttede hende under Hodet og tyssede de blege Læber.

«Kanske du aldrig faar vide noget om det, uden du skulde træffe Aase. … Men du vil tilgi mig engang … hjemme hos Gud».

«Det vil jeg vist, Gurid» svarte Præsten i en kjærlig Tone. Han forstod ikke sin Hustru, trodde næsten hun laa i Feberfantasier. Stilhed.

«Du Ingrid!» – Nu talte hun første Gang til Barna.

Den grædende Pige kom bort til Sengen.

«Vær snil mod din Far».

«Ja. …» Svaret kom dæmpet, graadtungt … …

«Trygve!»

«Ja, Mor!»

Den livlige unge Mand var blit alvorlig.

«Bliv en Mand. … som Far din. … Farvel da, Børn! Vi ses hjemme hos Gud!»

Men Præsten sad stille og tankefuld ved sin Hustrus Leie. Hun havde sagt til sin eneste Søn: «Bliv lig Far din. Altsaa satte hun Faren høit, agtede ham som sin bedste Ven. – Og var ikke dette mere end Kjærlighed? … Ja, naar alt kom til alt, saa havde de levet lykkelig sammen. Findalguttens Forbandelse havde været magtesløs.

304«Ja, Gud ske Tak for alle Ting», hviskede Præsten stille. Han blev siddende hos Hustruen Natten over. – – – –

Da det led frem paa Morgenstunden, da Solen randt i Øst, og Fuglene begyndte at kvidre i Trætoppene, da havde Fru Gurid udstridt sin sidste, tunge Kamp.

De satte et Kors over hendes Gravhøi, hvorpaa der stod under Navn og Dato disse simple, men betydningsfulde Ord:

«Hav Tak fra Mand og Børn».

Men de gamle Folk i Bygden begyndte at undres. Saa havde kanhænde Gurid Lindbu været lykkelig alligevel.

Fireogtyvende Kapitel. «Ham, og dog ikke ham.»

Det havde været trabelt paa Lindbu i flere Uger. De store Stuer var rengjorte, Sengklær luftede og rene Gardiner ophængt baade for Senge og for Vinduer. Og i det ene Hjørne af Stuen havde Ragnhild pyntet et nydeligt Toiletbord, slig som hun havde set det i Præstegaarden. Der var ogsaa sat ind en Barneseng og i Kammerset, lige ved Siden, var det en mindre Seng som til en fremvoksen Gut eller Pige.

Sagen var den, at der ventedes Sommergjæster til Lindbu. De havde averteret i Aviserne med den Følge, at Avertissementet var blit bemærket af Overlærer Thoresen fra Kristiania med Familie.

Overlæreren havde før været en Sommer i Gudbrandsdalen, og havde tænkt at reise did ogsaa dette Aar; men saa fik han tilfældigvis se i «Morgenbladet» dette lovende Avertissementet:

«Paa den smukt og ualmindelig sundt beliggende Gaard Lindbu, 1 Mil fra Hamar, modtages Sommergjæster paa billige og gode Konditioner». 306Forandring fornøier og Thoresens bestemte sig for dette Sted. Det var især Fruen, der fandt det bekvemt, da det ikke laa saa langt undaf Hamar.

Ragnhild Lindbu og Frøken Ingrid Heidemann sad begge ved Vinduet i Storstuen paa Lindbu og ventede med et Slags Spænding de kommende Gjæster. Ragnhild havde budsendt Søsterdatteren for at denne kunde være tilstede, naar de fremmede kom, hun vidste bedst hvordan slige fine Bymennesker vilde ha det. Ragnhild havde jo ogsaa været i Byen engang, men det var nu saa længe siden, at hun mest havde glemt Skikkene. Nu sad hun med en vis indre Angst og grundede over, hvordan vel disse ukjendte Byfolk vilde finde sig tilrette i Landsensstel. Hun vidste ikke, hvoraf det kom, men det var som en indre Uro over hende, en beklemt Følelse, som hun ikke kunde bli Herre over. Kanske kom det sig af Overanstrengelse, eller var det det tunge Veiret? Det var Graaveir med Smaaregn. Skodden hang tungt ned over Fjeldet, helt til Hangenholen, en liden Plads ovunder Lien. Men aabnede én Vinduet, saa kjendtes Luften frisk. De lysgrønne Hængebjørke nede ved Bækkemundingen saa vakrere og finere ud end igaar. Der var sendt Hest og Vogn ned til Stranden efter de fremmede. De skulde komme fra Hamar med et mindre Dampskib, som dengang fór opover Mjøsen for at anløbe de smaa Stoppesteder.

Ragnhild Lindbu saa for fjerde eller kanske sjette Gang paa Klokken.

307«’Letvindt’«’Letvindt’] rettet fra: «Letvindt’ (trykkfeil) er sen idag», sa hun.

«Der er kanske mange Passagerer og Varer, som skal losses her og der», svarte Ingrid, «men nu tror jeg nok, at de kommer!»

Ingrid havde opdaget en Vogn langt nede i Veien. Begge Damer fulgte nu denne med Øinene, indtil den kom nærmere og dreiede op ved Lindealeen. «Ja, det er dem, du Moster», sa Ingrid. Hun blev siddende i god Ro, men Ragnhild fór ud i Kjøkkenet for at beordre Pigerne til at sætte over Kaffekedlen, den var forresten kogt for længe siden og skulde liksom bare varmes.

«Kanske det havde været mere passende, om jeg havde stelt til en liden Middag?» sa Ragnhild med et tvilende Blik bortimod Søsterdatteren.

«Jeg tror ikke det», svarte denne. «De har vist spist paa Dampskibet op ifra Eidsvold, én pleier gjøre det, ved du. Og om ikke Thoresens har fulgt Skikken, saa har du et saa vel dækket Kaffebord, at en Middag vilde være overflødig».

«Ja, du forstaar det bedst.»

«Aa, du forstaar det vist liksaa godt; men nu faar vi ud og ta imod dem.»

Vognen holdt udenfor, mens de to Damer gik ud paa Verandaen eller Svalgangen, der var bygget langs med Husets Fasade.

Ragnhild tittede nysgjerrig ned mod Vognen; det var jo rart at se Byfremmede paa Lindbu. Men Ingrid Heidemann var mere Dame, hun beherskede fuldstændig Situationen.

308«Du faar be Morbror komme ned; det vilde være leit, om ikke han var tilstede ved Kaffebordet.»

Ragnhild svarte ikke, men hun tænkte: han. Tosken, hvad skal han ned?

Hun havde i Aarenes Løb fattet et indædt Had til sin Mand. Hun skyldte ham for sin forspildte Livslykke. Bedre ikke at ha nogen Mand, tænkte hun.

De Reisende var imidlertid kommen ud af Vognen og op paa Verandaen. Det var Mand og Hustru og to Børn, en Gut og en Pige.

Fru Thoresen hilste med en nedladende Mine. Det var en korpulent, meget pyntet Kvindeskikkelse. Hun pustede og stønnede under sin elegante, noget tunge Reisedragt.

Overlæreren saa mere folkelig ud. Han var høi og mager med store Briller, og hele Holdningen gjorde straks Indtryk af «Bogormen» eller den studerede Mand. Han hilste Værtinden venlig.

«Formodentlig Fru Lindbu?»

«Jo …» Saa skottede han bort til den yngre Dame, der ikke var blit presenteret. Ingrid stod der beskeden, lidt i Baggrunden, i sin simple Sørgedragt, der klædte hende saa godt. De saa straks, at hun var en fin Dame.

«Det er min Søsterdatter, Frøken Heidemann, en Datter af vor Nabopræst», sa Ragnhild Lindbu.

Fruen smilte og hilste straks Ingrid med et venligt Haandtryk. Hun følte liksom mere Respekt for det Hus, hun var kommen i. Altsaa havde denne Bondekone en Søster, der var gift med en 309Præst? … Hm … ja, de er formodentlig Storbønder paa Lindbu!

De var kommen ind i Stuen, og Ingrid hjalp Fruen af med Reisetøiet. Ragnhild puslede med noget henne ved Bordet, mens Thoresen i en Fart slængte af sig Overfrakken. Nu fik han Øie paa de to Børn, der var kommen ind bagefter, og stod for sig selv. Pigen holdt sin runde Straahat i Haanden. Det var et nydeligt Barn. Hun saa næsten sydlandsk ud med de paafaldende mørke Øine og sorte Lokker, der rullede ned over Skuldrene. Klædedragten var altfor flot til at reise paa Landet med … Frøken Heidemann følte sig straks liltrukken af denne Pige.

«Ja, hun er ikke vor», sa Overlæreren. «Det er Ester Bratvold, en Legekammerat til Gutten vor, som har faat Lov at bli med os.»

Ester neiede gratiøst. Hun saa næsten ud som en voksen Dame.

«Og dette er Harald, vor eneste Søn.» Det var Fru Thoresen som talte. Tonen var inderlig.

Harald Thoresen var en stor, stærk Gut med brunt lokket Haar. Neppe havde han nærmet sig Mor Lindbu for at hilse, forinden denne fór tilbage som skræmt … og det var godt, at det hvide Skautet dækkede hendes tiltagende Bleghed … Hun tog modstræbende og sjælvende Guttens Haand i sin. Hvad var dog dette? Var det ikke livagtig, som skulde hun se ind i Erling Bruns Skøierøine? Det var hans lokkede Hode … og … hans Træk 310– kun barnlige og blødere. Hvad kunde dog denne paafaldende Lighed bety? En Tilfældighed eller … eller? … Hun orkede ikke tænke videre, vendte Hodet helt og gav sig til nervøst at ordne Kopperne for at skjænke Kaffe ved et Sidebord. Hun hørte som i Drømme, at Ingrid bød de fremmede tilbords. Hun hørte dem le og snakke.

Overlærer Thoresen henvendte sig til Ingrid.

«De er kanske en Brordatter af Amtmand Heidemann i Smaalenene?»

«Ja, kender De Onkel?»

«Han er min specielle Ungdomsven.»

«Det var da morsomt. Det vil interessere Papa. De faar komme over til Præstegaarden og besøge os.»

«Det vil være mig en Fornøielse, Frøken.»

«Har Frøkenen Sorg?» spurte Fru Thoresen i en læspende, deltagende Tone.

«Ja, Mama døde for 14 Dage siden.»

«Kondolerer …»

– – – – – – – – – – – – – – –

Ragnhild Lindbu opfangede bare en Summen af Stemmer, uden ret at skjønne Ordene. Det svimlede for hende, mens hun anstrængte sig med at by Kaffen om. Hun var glad, da hun atter kunde komme bort til Sidebordet. Her slængte hun sig træt ned i en Gyngestol.

«Skal ikke Fru Lindbu ta en Kop med?» lød Fru Thoresens lidt skarpe Stemme.

«Nei tak, jeg vil nok ikke gjøre mig saa simpel.»

311Mor Lindbu fulgte i alt Bygdeskikken. Hun vilde anset det som en stor Uopdragenhed, om hun som Konen i Huset havde siddet tilbords med Gjæsterne.

Men nu kom Manden «sjøl». Han havde pyntet sig for Anledningen og saa noksaa pen ud. Arne Lindbu tog det gjerne i Turevis med at drikke. Naar han havde sine nøgterhedsperioder, var han en beleven og en koselig Mand.

Han hilste Ingrid venlig og hun præsenterede ham for Gjæsterne. Præstegaardsbørnene havde altid holdt meget af Onkelen.

Arne Lindbu tog ganske ligefrem Plads ved Bordet og fik sig en Kaffekop. Snart udspandt sig en livlig Samtale om mange Ting. Der taltes om Politik, Dagens Nyheder, Byens og Landsens Skikke. Indimellem lun Latter lød Arnes Yndlingsudraab: «Haa, haa, du vil ikke blaase paa det», «Jamen er det repeterligt, ja» osv.

Han var folkevant. Manden paa Gaarden. Han generede sig ikke.

Men Ragnhild sad som paa glødende Kul. Hun syntes, at dette Maaltid aldrig vilde ta Ende. De tog sig ogsaa god Tid, og hun turde ikke se bort til Bordet – paa denne Gutten. Hvem var han? … Hvordan skulde hun faa det at vide?

Hun tog sig for Panden – tænkte, tænkte … bare studerede … indtil Stuen gik rundt og hun hørte de Talende liksom langt borte. Da reiste hun 312sig og vaklede hen mod Døren. «Undskyld», sa hun, «jeg fik … saa ondt i Hodet.»

Døren sloges haardt i, mens de andre blev siddende igjen i stille Undren.

«Er Deres Kone daarlig?» spurte Fru Thoresen, henvendt til Manden.

«Aa nei, slet ikke. Det er bare af og til lidt Sus for Ørene og Blodstigning til Hodet.»

«Ja, det er saamen slemt nok det.»

«Aa, det pleier snart gaa over … Ingrid, se ud du, hvordan det er.»

Frøken Heidemann gik ud, men kom snart tilbage med den Besked, at Moster laa inde paa Sengen og bare vilde ha det roligt.

Maaltidet var nu endt.

Fru Thoresen og Frøken Heidemann tog Plads ved Vinduet, mens Mændene blev siddende igjen i Sofaen med deres Piber.

Børnene skubbede paa sig, hviskede sammen og syntes lidt utaalmodige.

«Far, vi kan vel gaa ud lidt, du?» sa Harald.

«Ja, det kan Dere vel.»

De tog sine Hatte.

«Vær bare forsigtig og gaa ikke for langt væk», klynkede Fru Thoresen.

«Aa, de er jo store Børn.»

«Men husk paa, de er fremmed her.»

«Aa, det har ingen Fare», sa Arne Lindbu, «de kan gaa, hvor de vil; her er hverken Orm eller andet Fanteri paa Lindbu.»

313Børnene sprang fort ud.

Imidlertid havde Fru Thoresen havt god Anledning til at se sig om i Stuen. Det var svært saa fint de havde det, til at være paa Landet. Det var hvide, propre Gardiner for de tre Fag Vinduer. Nøddetræs Møbler, flot arrangeret, og i Hjørnet et Piano, der stod opslaat med Nodehefte. Paa Væggen hang et Maleri af Tidemann – «Brudefærden i Hardanger» – samt Billeder af Kongen og Dronningen.

Fruen gjorde ingen Anmærkninger – kanske Frøken Heidemann ikke vilde ta det bra op. Hun saa ud af Vinduet og fandt Udsigten henrivende.

«Folk kan ha det godt paa Landet, og saa roligt», sa hun.

«Ja, det er nu forskjelligt det», mente Ingrid. «Her skrives og tales saa meget om Farerne i de store Byer og om al den hjemløse Ungdom; men det er slet ikke saa sikkert paa Landet heller. Her er megen Drik og Letsind og Fristelse for de unge. Men det er jo den Fordel paa Landet, at ingen er ganske hjemløs, og det er noget stort ved at eie et Hjem, om det saa bare er en fattig Husmandshytte.»

«Har De aldrig været i Byen, Frøken?»

«Nei, men jeg har en ældre Bror, som er Læge. Han har levet meget med og fortalt mig om Livet» … Hun brød skarpt af. «Ynder Fruen Musik?»

Hun ventede ikke paa Svar, men gik til Pianoet, slog først an nogle bløde Akkorder og spillede med stor Færdighed en Sonate. Fruen faldt i Beundring; hun havde minst ventet at finde den Slags Underholdning 314paa Lindbu. Havde bare tænkt at faa komme ind i en almindelig Bondestue.

«De spiller godt, Frøken.»

«Aa, det er vel ikke saa rart. … men jeg har tat megen Undervisning.»

«Her paa Landet?» Ingrid lo.

«Bevares, ikke af nogen Kunstner, men af en musikalsk Lærerinde. De maa ikke tro, vi ligger saa rent i Dødvandet her.» Stemmen var skarp.

«Nei, kjære Dem da.»

Stilhed. …

Ingrid vilde helst afbryde dette Emne. Hun saa ud af Vinduet paa de to Børn. De havde længe tumlet sig i vild Lek og nu sprang de omkap ned Alléen.

«Pigen er vakker, og saa paafaldende mørk – næsten sydlandsk», sa Ingrid.

«Hun er født i Syden», svarte Fruen. «Ellers er Forældrene norske. Faren var Overretssagfører og en rig Mand. Moren er en tækkelig og en bra Dame. Hendes Slægt kjender jeg ikke. Manden døde i Syden, mens Ester var ganske liden – og saa kom Fruen hjem igjen til Norge, og har nok drevet med lidt forskjelligt for at sutinere,sutinere] greie seg økonomisk for Formuen var smeltet betydelig sammen. Nu har hun i flere Aar havt en Broderi- og Garnhandel i samme Gaard, hvor vi bor, i Kirkegaden. Deraf kommer det sig, at vi er blit kjendt. Harald og Ester er mest som uadskillelige – og da vi skulde paa Landet, 315forestog jeg at ta hende med. Pigen vokser for stærkt og er blodfattig; hun vil ha godt af Landluften.»

«Ja, jeg ser hun er meget bleg; men rigtig sød. … Og Gutten er deres eneste. Fru Thoresen?»

«Ja – jeg har aldrig havt flere.» – – – – – – – – – – –

Imidlertid gik Børnene langs Bækken længer og længer væk. De var nyfigne efter at se, hvordan det saa ud i de fremmede Omgivelser, og uden at tænke videre over, hvor det bar hen, fulgte de Bækkens Løb opover mod Skogholtet. Regnen var ophørt. Skodden var lettet, og det saa ud til at bli rigtig fint Veir. Kveldsolen gløttede frem i Vest, bag Trætoppene, og i det fjerne lod en Aftenklokke. Børnene kom tilsist helt op i Skogen og satte sig varme og forpustede ned paa en mosgroet Sten, under en Hængebjørk.

«Her er det deiligt», sa Ester og viftede sig med Straahatten, som hun havde tat af.

«Ja, det er vist, her er vakkert i Skogen», sa Harald og rystede det lokkede Hode. «Men det er ikke noget at sidde her efter. Ved du hvad, du Ester, det maatte være Morro at ligge dernede ved Bækken og fiske Smaaørret.»

«Smaaørret? Tror du der er Smaaørret, du?»

«Ja, det ved jeg vel.»

«Aa gid, lad os straks gaa derned; det maa være løierligt at fiske.»

316«Du snakker du; du ved da, at vi ikke har noget Snøre.»

I samme Øieblik lød en let Raslen i Krattet og en sortsmusket Mandsperson med et fult Ansigt kom luskende frem. Han havde hele Tiden set Børnene og hørt deres Samtale, uden at være set.

De fór begge op af Stenen, og Ester skvat nogle Skridt tilbage; hun blev ræd denne lurvede Personen; men Harald blev freidig staaende. Det passede sig ikke for en Gut at bli ræd. «Kom, lad os gaa, Harald», hviskede Ester, idet hun listede sig lidt nærmere.

«Na, det haster vel ikke, lille Frøken?» sa den fremmede med en sød, indsmigrende Stemme. «Dere talte om et Fiskesnøre?»

«Ja, kanske du har et at laane os?»

«Ja, jeg har det», svarte Fyren med et lurende Blik. «Jeg har flere rigtig fine. Du kan bli med og faa et, du Gut. Jeg har dem bort i Holtet her. Jentungen kan vente saalænge.»

Haralds Øine straalede.

«Jeg kan gjerne betale dig for Snøret.»

«Ja, ja, kom nu bare og se at finde et rigtig fint et.»

Det lød som om Fyren havde Hastværk.

«Bliv ikke længe», raabte Ester, da hun saa Harald forsvinde mellem Krattet. Hun havde ikke Lyst til at bli med, vilde helst vente, hvor hun var. Hun likte ikke, at Harald gik nogensteds med denne lurvede Personen, men det nyttede vist ikke at si 317noget. Halvveis ræd slang hun sig ned paa den mosgrodde Stenen … og hun ventede – ventede, indtil hun blev lei og træt, – men Harald kom ikke. … Engang syntes hun, at der lød et Raab, et Skrig, og det var som Haralds Stemme; men saa blev alt stilt igjen, og hun hørte bare Maaltrostens vakre Toner i Trætoppene, mens Solstraalerne gled længer og længer væk mellem Skogen. Den lille Pige blev alvorlig ræd; hun raabte paa Harald alt hvad hun orkede, men der kom intet Svar. … Saa sprang hun hjem og fortalte, hvad der var hændt, og der blev stor Opstuds paa Lindbu. Hvor kunde Gutten være blit af? Efter Esters Beskrivelse maatte det nærmest være en Tater, der havde lokket ham afsted, og da kunde det være i Mist,i Mist] uklart hvad der var blit af ham. De syntes allesammen, at dette var leit, og saa tænke sig til, den første Aften, de var kommen hid! Der sendtes straks Folk ud i alle Retninger for at lede efter Gutten, og Fru Thoresen var rent utrøstelig. Ingrid Heidemann stræbte af al Magt at tale hende tilrette … Gutten maatte da findes etsteds! Kanske var det en af Husmændene under Hangenholen, der havde tat ham med sig. Der var jo ingen, som nu havde set Tatere i Bygden.

Men da det led langt ud paa Natten, og de, der var sendt ud for at søge, kom hjem uden Resultat, da blev det for Alvor Forskrækkelse. Fru Thoresen var nær ved at gaa fra Vettet.

318Men inde i Dagligstuen, i den store gamle Sengen, laa Ragnhild Lindbu alene. Hun hørte Støien, men vidste ikke, hvad det var, for det var ingen, der huskede at gaa ind til hende og fortælle om den Ulykke, der var sket.

Ragnhild laa og hørte paa alle disse Stemmer, der lød snart inde i Huset, snart ude paa Gaarden. Hun hørte Døre, som sloges op og i, og stadig nogen, som kom og gik. Men hende lod de da i Ro – Gudskelov! Hun vilde ingen se – hun var altfor lei af sig. En og anden Gang reiste hun sig paa Albuen for at lytte efter. Var det de fremmede, som førte al denne Uro med sig? Gud give, de aldrig var kommen i Huset! Det var Præstens og Doktorens Skyld; de trodde begge, at hun kunde ha godt af denne Forandring og af lidt Anstrengelse. Hun blev altfor magelig og Blodet steg hende stærkt til Hodet. De fleste af Naboerne havde jo Sommergjæster. Hun kunde da ogsaa prøve. – – – – – – – – – – –

Snart opfangede Ragnhilds skarpe Øre en saar Barnegraad. Var det Gutten, som graad? Nei, det trodde hun ikke. … Var nu denne Gutten Thoresens Søn … eller? … Spørsmaalet kom igjen og atter igjen. Hun havde tat frem et lidet Fotografi af Erling Brun, fra dennes Guttedage. Ingen uden hun havde nogensinde set dette Billede, hun havde gjemt det som en Helligdom i alle disse Aar. Ikveld havde hun det oppe og betragtede det 319– og jamen syntes hun ikke det var, som skulde det være denne Gutten – denne Harald Thoresen, som de kaldte ham!

Hun holdt sig for Panden – hun trodde, hun skulde bli gal. Hun sukkede og bad til Gud, at han vilde gi hende Oplysning i Sagen. Imorgen vilde hun spørre Fru Thoresen om Guttens Alder og om han var hendes Søn. Men der maatte gaaes forsigtig tilværks. Hun maatte se at luske noget ud. …

Thoresens maatte ingenting ane. Kanske tog hun feil i sin grulige Angst. Der er mange, som ligner hverandre. I næste Øieblik lo hun af sin egen Uro … Hvad havde hun at ængste sig over? Ifald Gutten var den, hun tænkte, saa vidste hun nu, at han havde det godt, og hvad var det saa mer at bry sig med?

Hun lukkede Øinene for at sove. Det var blit mere stilt i Huset. Kun hørte hun af og til en Lyd som af en fjern Hulken – det kom som fra Føderaadshuset, hvor Storstuen og de fineste Værelser var indredet.

Med engang gik Døren op og Frøken Heidemann kom ind.

«Moster, jeg faar si dig det: her er sket en stor Ulykke …»

Ragnhild hørte ligegyldig efter. «Hvad er det?» spurte hun langsomt.

«Overlærerens lille Gut, denne Harald, er kommen rent bort.»

320Ragnhild fór op.

«Bort … bort! … Hvad sier du?»

«Ja, det er ganske uforklarligt.» Og nu fortalte hun de nærmere Omstændigheder ved dette Barns Forsvinden. Dunkelheden i Værelset forhindrede hende i at se det ubeskrivelige Indtryk, som hendes Fortælling gjorde paa Tanten. Denne pleiede i Regelen ha let for at ta Livet roligt. Men i Aften var det anderledes.

Neppe var Beretningen tilende, inden hun brast ud i en voldsom Graad, mens hun fortvilet vred sine Hænder.

«Aa Gud, at dette skulde hænde!. … Aa, Herregud!»

«Du faar ikke ta det slig», sa Ingrid forundret. «Det er jo svært ondt, men det er jo ingen af vore.»

«Det ved du ikke», vilde Ragnhild ha sagt; men godt var det, at hun sansede sig itide. «Hvordan tar Fru Thoresen det?» spurte hun da hun kom mere til Besindelse. «Er det som en Mor?»

«Det kan du da vide, stakkar, – hun er rent utrøstelig.»

«Ja, jeg mente bare, det er ikke alle, som er lige ømme.»

«Aa jo da, en Mor er det altid. For hun er Mor hun, ser du.»

«Ja, det er netop dette.»

321Ragnhild la sig stille tilbage i Puderne. Hun var glad, hun ikke havde sagt mere. Ingen maatte vide noget om hendes Anelse. Men hun lovet ved sig selv, at hun vilde benytte Anledningen og se at faa lusket noget ud af Fru Thoresen.

Femogtyvende Kapitel. En skjebnesvanger Ulykke

Det var Nat. Ingrid sov i samme Værelse som Tanten. Hun hvilte allerede forlængst i Søvnens Arme og havde glemt Dagens Uro og Forskrækkelse. Men Ragnhild laa længe og snudde og vendte sig paa sit Leie. Aa, denne Gutten, hvor var han blit af og hvem var han? Derom vilde hun vist aldrig komme til Vished. For hun turde jo ingenting si; men rart at tænke paa, at – hendes eget Barn kanske havde været hende nær, uden at hun selv eller nogen anden vidste det. – I samme øieblik lød der en sagte Støi som af en Dør, der blev aabnet. Ragnhild vendte sig og saa i Skjæret af den lyse Sommernat en mørk mandlig Skikkelse, der stod lidt indenfor Dørkarmen. Hun vilde skrige; men Rædselen betog hende slig, at Stemmen svigtede. Hun turde ikke se bort, – ventede hvert Minut, at denne mørke Manden skulde kaste sig over hende, gribe hende i Struben og bare klemme til. … 323Hun laa i Koldsved og la Dynen op over Hodet … Da hun om en Stund vovede at gløtte op igjen, var den mørke Skikkelsen borte … Hvem kunde det ha været og hvad vilde han? Kanske havde det bare været en styg Drøm. Hun var jo saa opreven og nervøs nu. Hun vilde ikke forstyrre Ingrid i Søvnen, men gik stille ud og saa efter, om Gangdøren var igjen. Den var aflaaset med Slaa. I Farten la hun ikke Mærke til, at det lave Vindu lige ved Siden stod aabent. Alt var stilt, ikke en Lyd hørtes, og Ragnhild smuttede rolig ind i Sengen igjen.

Hun havde sovet en god Stund. Det gryede allerede mod Morgenstunden, da hun atter vaagnede efter en tung Drøm. Hvad var nu dette igjen? … Det var en stærk Lysning paa Væggen – hele Stuen var lys. Hun samlede sig ikke med det samme. Et andet Menneske vilde vel faret ud af Sengen med en eneste Gang; men hun var dorsk og langtænkt af sig. Hun fik dog ikke Tid til lange Betænkninger. Hun hørte Døre slaaes haardt i og op, og der var mange Røster ude paa Gaardspladsen. I samme Øieblik bankede nogen paa Vinduet og der raabtes: «Brand, Brand!»

I et Nu var Ragnhild oppe og vækkede Ingrid. Rædselsslagne gik de to Kvinder til Vinduet. «Herre Jesus, er det i Huset? … Hvor – hvor er det? Snart saa de, at det var Udhusbygningerne, der brændte. Disse var bygget paa den aabne Slette udenfor Gaardspladsen. Mange Folk var kommen 324til, og kanske vilde de bli Herre over Ilden, ialfald havde det ingen Fare for Vaaningshusene. Ragnhild saa tankefuld ud mod Brandstedet. Luerne slog høit op mod den blaagraa Himmel med den mørke Granskog til Baggrund. Udenfor routede nogle Kjør imellem Grynt af Grise – de havde faat Kreaturerne ud. Heldigvis laa det meste af Fæet paa Sæteren, og de havde ikke meget Hø og Halm inde ved Sommertide.

«Hvordan mon denne Ilden kan være kommen op?» spurte Ingrid.

«Ja, si det! Den maa bestemt være paasat. Her vanker nu saa mange Slags Folk.»

Ragnhild tænkte paa Haralds Forsvinden; kanske stod disse to Begivenheder i nær Forbindelse!

«Det er godt, at Brandstedet ligger saa langt afveien», sa Ingrid.

«Ja, – de gamle Udhusbygninger laa lige i Flugt med Husene her. De brændte ogsaa ned, og dengang var det jeg, som satte Ild paa.»

«Du, Moster?»

«Ja, jeg … Jeg var dengang en 8 Aars Jentunge og havde aldrig set en Brand før. Jeg havde Lyst til at se, hvordan det saa ud, naar det brændte, og en Eftermiddag, Mor var gaat et Erind ned i Dalen, tog jeg Tændstikker og gik ud i Laden og tændte paa den tørre Halmen, som laa der. Det var en stekende hed Sommerdag, og der havde været lang Tørke. Det brændte som Knust … Aa, jeg husker det saa godt. Det var første Gang, jeg fik 325Ris af Far. …» Ragnhild fældte et Par Taarer. «Dengang saa det stygt ud for Husene her men de klarte sig lel.»

Hun saa sig om i Stuen. Alt det gamle Skrabet var flyttet herind dengang, da de fik de nye Møblerne til Storstuen. Det var især et Roskab,Roskab] hjørneskap der var mærkeligt, og paa de mørke, grønmalte Vægge var der mange Slags lysere Forsiringer med Englehoder og hele Bibelsprog og Vers, indsirklet i Sløifer med Testoner … Herregud, til denne Stuen knyttedes Lindbuættens bedste Minder. Her var de alle fødte fra Slægt til Slægt, og her havde Fædrene udaandet sine siste Sukke. Denne Stuen maatte set likedan ud dengang, da den navngjetne Barnelinden kom tilgaards. – – –

Ragnhild saa atter ud af Vinduet og bemærkede at de snart vilde bli Herre over Ilden. Luen var jo allerede dæmpet. Men om Morgenen, da der skulde sees nærmere efter, saa var stabursdøren opbrudt, og der var foregaat et storartet Tyveri. Ei alene en Mængde Madvarer savnedes; men det var et Par store Væve og flere udmærkede Klædesplag, blandt andet Ragnhilds kostbare Forværkskaabe.Forværkskaabe] kåpe med pelsfor Og i Stuen var Gulduret til Ragnhild, der laa paa Bordet foran Sengen, ogsaa væk.

Alle mente nu, at Tyvene hørte til et Taterfølge, og at det var de samme, der havde stjaalet Gutten. Men hvorfor de havde tat den store Gutten, og hvordan de havde faat ham med sig, det kunde nu ingen udgrunde.

326«Harald er let at lokke, og svært nysgjerrig og nyfigen efter at ville se alt», mente Fru Thoresen og hendes Mand holdt med hende.

Guttens Signalement blev opgit i de oplandske Aviser, og der blev foretaget alle mulige og «umulige» Efterspørgsler, men den eftersøgte var og blev som sporløst forsvunden.

Thoresens var fra først af rent utrøstelige; men siden syntes de, at ta det med mere Ro. Det kunde jo ikke bli anderledes. De havde selv ingensomhelst Skyld.

Det var den Dagen de skulde reise. Efter hvad der var forefaldt blev de ikke Sæsonen ud.

Fru Thoresen sad indved Vinduet i Storstuen med Strikketøiet og lille Ester ved Siden, bøiet over en Bog. Hun saa kun et Øieblik op for at si’, vist for 10de Gang: «Aa, jeg er saa glad –, jeg skal hjem igjen til Kristiania nu, Fru Thoresen.»

Siden Lekekammeratens Forsvinden var det muntre Pigebarn blit alvorlig som et gammelt Menneske og saa ræd, at hun aldrig turde gaa udenom Døren uden at nogen var med.

Huf, hun syntes formelig, at der lurede sorte Øine bag hver en busk og ved den underlige Raslen af Vinden mellem Træerne, saa var det vist en styg Mand, der kom frem.

Nu kom Ragnhild ind og satte fra sig nogle Kopper paa Bordet. Ifølge Landsens Skik, saa skulde de reisende nyde noget, inden de tog i Langveien. Hun saa sig om i Stuen.

327«Overlæreren er ikke kommen fra Præstegaarden endda?»

«Nei, men nu maa han vel snart være her.»

«Oh, oh». Ragnhild hostede … Hun kunde ikke faa frem hvad hun vilde si. Om Harald havde hun ingenting faat spurgt … Vidste ikke hvordan hun skulde lægge sine Ord. Fru Thoresen maatte jo ingenting ane, og … denne Kone udgav jo Harald for sin egen Søn … kanske var han det ogsaa? … Men … denne forunderlige Lighed med Erling Brun, den havde Ragnhild ikke saa let for at glemme. Hun stod en Stund ved Bordet som for at ordne noget, saa sa’ hun liksom i en let Tone:

«Hvor gammel var … denne Gutten deres?»

Fru Thoresen fór sammen. Hun taalte neppe at de nævnede Haralds Navn. Men det kunde jo denne Bondekone ikke forstaa, hun saa saa haard ud.

Svaret kom langsomt: «12 Aar.»

Ragnhild regnede efter. «Det passede akkurat», tænkte hun.

«Har De aldrig havt flere Børn, Frue?»

«Nei …» det lød mest som et Suk.

Ragnhild Lindbu gik bort til Hjørneskabet og tog noget ud … saa vendte hun sig helt om mod Fru Thoresen og sa i en tilsyneladende ligegyldig Tone:

«Jeg har engang været i Kristiania; men det 328er saa længe siden. Der er naturligvis store Forandringer?»

«Ja, Kristiania gaar fremad med Stormskridt for hvert Aar. Det blir snart en europæisk Storstad.»

«Hvor bor Fruen?»

«I Kirkegaden.»

«Og der har de boet i mange Aar kanske siden Harald blev født?»

Fru Thoresen fór sammen, atter Harald … Gutten … dette, hun ikke taalte høre.

«Nei, vi bodde engang i … Tolbodgaden.»

Ragnhild taug. «Pilestrædet» turde ikke nævnes.

De to Kvinder saa paa hinanden og Ragnhild slængte sig et Øieblik ned i Gyngestolen.

«Har De aldrig havt Børn, Fru Lindbu?»

Spørsmaalet kom uventet; mon Fru Thoresen skulde ane noget?

«Jeg har havt 6 dødfødte …», svarte Ragnhild rolig.

«Stakkar … altsaa intet levende Barn?»

«Det ved jeg … ikke.»

Høit og med stigende Overraskelse:

«Ved De ikke det?» … Derpaa dyb Stilhed.

Men Ragnhild tog sig sammen, kanske havde hun været uforsigtig. Der var jo intet Menneske der maatte vide noget. Saa sa’ hun:

«Jeg lider ondt for disse dødfødtes Skyld, – de kommer for mig om Natten … De kom ikke i kristen Jord.»

329«Ikke i kristen Jord?»

«Nei, hører De. De havde ikke Liv nogen av dem, og saa syntes Manden det blev det samme, om vi la dem i Haven, under et af Lindetræerne. Men de burde helst været i kristen Jord.»

Fru Thoresen gyste, mens hun saa paa denne høie Kvindeskikkelse med de stive Træk.

Nu kom Overlæreren og Præsten kjørende. Ragnhild vilde gaa ud af Stuen, og Fru Thoresen fik kuns Tid til at si’ inden Afskeden:

«Om nu … Gutten vor … Herregud, jeg nævner Navnet saa nødig, det er saa ondt … saa ondt … om han nu skulde komme hid igjen til Lindbu, om noget saa uventet glædeligt skulde ske, vil De saa ta’ Dem af ham saalænge, Fru Lindbu?»

«Ja, det kan De være rolig for.» Stemmen var varm, næsten hjertelig. Men den fine Kristianiafruen saa ikke Taaren paa Bondekonens Kind, da Døren i det samme blev smækket uventet haardt i.

Seksogtyvende Kapitel. Fantekjærringen

Over to Aar er gaat, uden at nogen har spurgt det mindste til den forsvundne Gutten.

Der er ofte kommen Breve og Spurlag fra Byen, fra Overlærer Thoresen; men Ragnhild Lindbu ved intet at svare.

Det er leden indmod Jul; det er koldt og mørkt. Der ligger Snetykke over Bygden og detdet] rettet fra: det, (trykkfeil) tar alt til at skumre, uagtet det er tidlig paa Dagen. Henad den bene Landeveien, der fører op imellem Brumundalen, gik et eldre skindmagert Kvindfolk, indhyllet i en tæt Kaabe. Om Hodet havde hun tullet et stort Uldtørklæde, og nedenunder dette saaes enkelte graasprængte Haartotter at stritte frem. Ansigtet saa rynket og gustent ud; men de lyse Øinene tindrede med en eiendommelig næsten feberagtig Glans. Med sin knoklede Haand greb hun fastere om Knortekjæppen og søgte at gaa lidt hurtigere.

331«Det gjælder at komme fort afsted, om jeg ikke skal bli liggende her og dø paa Landeveien», sa’ hun til sig selv.

Sneen var imidlertid begyndt at falde tæt, mens et og andet Vindstød fór bortover Sletterne og hvirvlede den omkring. Stormen tog mere og mere til, eftersom det begyndte at mørkne. Sneen føg sammen i store Fonner. Veien holdt paa at forsvinde og havde ikke den gamle Kjærringen været saa vel kjendt og havt Skogen til begge Sider, saa havde hun umulig kunnet finde frem.

Nu skimtede hun Lys lige ret foran, mod Nordøst, og hun gik efter Lysstriben.

«Det er godt, nu er jeg snart bjerget», sa’ hun til sig selv; hun vidste at det var Lindbu, den store Gaarden der lige foran. Hun stønnede tungt, bøiede Ryggen og holdt fastere i Kjeppen; det holdt haardt at vinde sig op Lindbubakken frem gjennem Alléen, Pusten holdt mest paa at gaa fra hende. Paa Gaardspladsen blev hun staaende og saa ind mod det oplyste Kjøkkenvindu.

«Herregud! her har jeg nok været før; men … der er grod Græs over Tunet paa Lindbu siden den Gang. Ja, ja saa, det gaar saa underlig til i Verden …»

Inde i det store Kjøkken sad man midt opi Slagtningen til Jul. Ragnhild var ogsaa med. Hun sad med et stort hvidt Forklæde foran Slagtertrouget og stoppede Pølser … Da blev Kjøkkendøren aabnet med en hastig Bevægelse. Alle, saa op; 332der kom som et friskt Luftpust af Snestormen ind’ med Fattigkjærringen, som sneg sig langsomt fremom Døren.

Hun bankede Sneen af sig.

«Gud hjelpe mig til Husly inat. Mor Lindbu gir mig vel en liden Plads etsteds?»

Der var noget i Stemmen, der syntes Ragnhild bekjendt.

«Kommer du langveis fra idag, i sligt Hundeveir?» spurte hun saa.

«Ja, Gud bære mig, jeg har nok gaat helt fra Vangsmyren jeg.»

«Du sier ikke det vel?»

«Jomen gjør jeg saa, ja.»

Øinene til denne Kjærringen for liksom dansende i Hodet hele Kjøkkenet rundt, indtil de stansede ved Ragnhild Lindbus Ansigt og hang fast ved dette.

Ragnhild havde aldrig været meget om at huse Omstreifere; men i den siste Tid var hun blit mere medgjørlig ligeoverfor disse. Det kunde kanske hende, at nogen blandt dem kunde vide lidt Besked om Harald. Hun gav Budeien Befaling til at følge Kjærringen over i Bryggerhuskammerset og legge godt i Ovnen.

«Aa nei, ikke der. Lad mig bli her en Stund, jeg er saa daarlig», sa’ Kjærringen.

Hun gik helt hen til Bordet, hvor Ragnhild sad med Stopningen af de fineste Pølserne, og idet hun bøiede sig tet over Trouget, hviskede hun:

333«Jeg fryser saa … la’ mig faa gaa ind i Stuen en Stund».

Tørklædet var gleden ned og viste et magert – indfaldent Ansigt, der mindede Ragnhild paafaldende om Mor hendes.

Uvilkaarlig reiste hun sig, tørrede Hinderne og gik ind i Stuen med den fremmede Kjærringen.

Lampen var tændt; men der var ellers ingen derinde. Fattigkjærringen sank om paa en Stol lige ved Døren. Først slengte hun dog af sig Kaaben og liksom gjemte denne bagom paa Stolryggen. Ragnhild stod undrende og saa til, hvordan dette fremmede Menneske med en eiendommelig Interesse lod Blikket glide henover de gamle gjilde Væggene med sine malede Inskriptioner og Billeder.

«Herregud – at jeg endda skulde faa se dette igjen», hviskede den fremmede Kvinde, mens Taarerne trillede nedover de runkne Kinder. «Aa, hvor rart, det er at komme igjen, der en har færdes som Barn; … men nu er altsammen anderledes; det er bare denne Stuen som er igjen».

Ragnhild gik tæt ind til hende og spurte med underlig trangt Mæle:

«Hvem er du?»

«Kjender du mig ikke … Aa nei, det kan saa være, det. Du var bare Barnet, den Gang jeg reiste og jeg er blit saa svært forandret …»

«Men hvem er du, si det fort», raabte Ragnhild næsten ude af sig selv; en frygtelig Anelse var kommen op i hendes Sind.

334Fattigkjærringen rystede af Kulde eller en dulgt indre Bevægelse, da hun svarte:

«Jeg er Søster din … hu Aase».

«Nei, du sier ikke det vel, det er vel aldrig sandt?»

«Saa sandt, som du ser mig for Øinene dine, og saa vist, som jeg ønsker at bli salig …»

Ragnhild tvilte ikke mere, hun saa, at det var Mors udtrykte Billede den Gang, da denne laa paa det siste … Med en vis Rædsel betragtede hun Søsterens elendige Ydre og de lasede, usle Klær.

«Hvordan er du kommen ud i sligen Elendighed?» spurte hun.

«Aa, giv mig først lidt varmt at drikke?» bad Aase med skjælvende Mæle.

«Ja, det glemmer jeg rent», svarte Ragnhild. Hun sprang ud og kom snart ind igjen med en Skaal varm Melk. Drikken gjorde godt, og nu fortalte Aase under mange Afbrydelser, at efter Halvard Liens Død havde hun git sig ud paa Fantestien. Det var en ung vakker Tater, der havde fristet hende til at reise – og det frie Liv havde i Begyndelsen tiltalt hende; men da hun blev eldre og sygelig var hun ikke skikket til at vandre mere ilag med de store Følger. Hun og Aasmund blev som oftest alene og tilslut blev han lei dette og slem mod hende. For hendes Skyld gik han ofte glip af en fed Steg og et Kup, som blev de andre rigelig tildel. Nu havde han forladt hende paa Vangsmyren for at opsøge et stort Følge, som han vidste vilde 335drage nordover. Til hende havde han sagt: «Du er ikke af ‘Blodet’, du er ikke mere skikket for os, skral som du er. Det er bedst for dig, at gaa tilbage til dit Folk. Mig er du hverken til Nytte eller Glæde mer». Dermed gik han udenvidere bort og forsvandt i nærmeste Skogen.

Aase stod alene paa Landeveien i Sne og Uføre, og vidste først ikke hvor hun skulde ty sig, hen; men saa faldt det hende ind, at hun vilde gaa hjem til Lindbu og dø.

Hun vidste, at Ragnhild var gift med Arne Granliden og bodde paa Fædrenegaarden. Hun vidste ogsaa, at Gurid Heidemann var død. Fantefølgerne ved god Besked om Bygdeforholdene de. – Ragnhild hørte stille efter, det var da en fæl Historie. Tænke sig til alt hvad Søsteren maatte ha’ lidt.

«Men sig mig», spurte hun. «Var du nu ordentlig gift med Halvard Lien?. … Aa, jeg husker nok den Gangen du var reist, hvor ulykkelige Far og Mor blev».

«Snak ikke om det», svarte Aase smertelig bevæget.

«Jeg har faat lide mere end nok for min Synd. Mens Halvard levede var det aldrig uden Fattigdom og begge de smaa døde i Difterit …» Hun drog Pusten tungt. «Men gifte var vi lel. Det var Gurid som hjalp os til dette. Kapellanen viede os midt om Natten uden at nogen fik vide det».

Ragnhild saa forundret op inden hun sa:

336«Ja, her er meget rart i Verden. Kanske det var den Løgnen, Gurid havde paa Samvittigheden i sin siste Stund».

Saa huskede hun pludselig de gamle Historier om Spøgeriet i Præstegaarden og Lysningen fra Kirkevinduerne. Her var altsaa Opløsningen paa den Gaaden. Det maatte vist ha’ været den Natten, da Aase blev viet.

«Ja, der er intet gravet saa dybt ned i Mørket, at det ikke kommer op igjen», tænkte hun, mens hun vadskede og byttede rent Tøi paa sin dødssyge Søster. Efterpaa fik hun lagt hende borti den store Omhængssengen. Det var rigtig bra, at Arne ikke var hjemme, han var reist ned til Kristiania og kom vist ikke hjem før mellem Jul og Nytaar. Men Tjenerne de undredes over, at der blev gjort saa megen Stas paa denne Fattigkjærringen. Budeieb kjendte jo til, at en af Lindbujenterne skulde være rømt fra Hjemmet med en «simpel» Kar for mange Aar siden. Kanske det nu var hende, som var kommen igjen? Til nogen Vished om dette kom de dog aldrig; thi Ragnhild var taus som Graven.

Aase laa imidlertid bleg og stille borti Sengen til Far og Mor.

«Gudskelov, nu ligger jeg saa godt», sukkede hun. «Jeg kom da hjem engang til det kjære gamle Lindbu. Nu er det glemt, alt det onde jeg har slidt; for nu faar jeg da dø i Fred».

Ragnhild tænkte, at det onde hun havde slidt var jo hendes egen Skyld. Men rart var det 337forresten, at ulykkelig Kjærlighed liksom skulde ligge Lindbudøtrene til; kanske var det saa, at den gamle Forbandelse, der laa over Ætten, endda ikke var blit løst?

Næste Morgen da Ragnhild gik og ryddede op i Stuen, kom hun til at se bort paa Kaaben, som Søsteren havde hængt fra sig over Stolryggen.

Store Gud – hvad saa hun – det var jo hendes Kaabe; den samme, som hun havde mistet den Sommernatten, da der havde været Brand og Indbrud paa Lindbu. Hun sprang straks bortil Sengen til Søsteren, som laa der mat og klein.

«Den Kaaben, du, hvor har du faat den fra?»

«Aa, kjære dig, vær ikke sint».

«Er det dig, som har tat den?»

«Nei, Gud trøste og bære dig, det har jeg ikke. Det var Følget mit, som gjorde Indbrud her for to Aar siden».

Ragnhild aandede lettet, vilde nødig anse Søsteren som en Tyv.

«Men, her kom en Gut bort med det samme?»

Hun talte hvast og fort, syntes næsten, som kunde hun høre sin egen Stemme.

«Ja, Mand min, han Asmund, tog denne Gutten med sig. Men det er jo ikke Sønnen din?»

Nei … men hvorfor tog de ham?»

«Aa, det var af flere Grunde det … Det er godt at ha’ en med i Følget, som ikke er af ‘Blodet’. Disse lyslette Bondebarn faar saa ustyrtelig mye, naar en sender dem ned for at 338tigge … og lyve … Folk har mere Medlidenhed med dem end med de stygge, svarte Taterungerne».

Ragnhild gyste. Gud hvilket Liv. Høit sa’ hun: «Kan vi ikke faa ham igjen?»

«Det er vel Uraad det. … nu er Følget trukket nordover. Men jeg tror ikke, at han blir længe, han tomler vist paa at rømme».

Ragnhild aandede lettere. Gudskelov!

«Ja, han finder sig vel ikke i Livet?»

«Aa, jeg ved ikke, jeg. Gutten er vilter af sig. Det første syntes han nok det var Morro at fare slig om fra Bygd til Bygd. Fantelivet er et frit Liv, skal jeg si dig … Det er ikke bare stygt heller … Men nu er det kommen noget mellem denne fremmede Gutten og en ung Tater af den ægte Rase. De elsker begge to én Jente».

Ranghild fór sammen. «Den unge Gutten?»

«Aa snak, en kan nok elske i 14–15-Aars Alderen …

Men Tatergutten har truet Harald paa Livet og om han ikke alt er rømt, saa vil han vist snart se sit Snit til at komme undaf».

Ragnhild var blit bleg: hun stod og holdt sig i Bordpladen. Det gik formelig rundt for hende …

Aase saa det.

«Hvad vedkommer denne Gutten dig?»

«Ingenting; men jeg synes det vilde være saa ondt, om han skulde komme til noget. Forældrene bodde her den Sommeren».

«Aa, han ser vel Anledning til at stikke af». 339– – – «Men si mig, du Ragnhild, sa’ Søsteren og saa op med et hvast Blik, «er nu du lykkelig? Du har jo elsket fra 10-Aars Alderen og fik den du holdt af, og I var begge to rige».

Det var godt, at Ragnhild slap at svare; en Blodstrøm fra Søsterens Læber farvede i det samme Aaklædet rosenrødt. Hun havde talt for meget og sank nu hen i en dødelig Afmagt.

*

Otte Dage efter gik der et Ligfølge ud fra Lindbu. Det var lidet og simpelt. Bare saa vidt, at den fattige Kvinde kunde komme ordentlig i Jorden. Ragnhild vilde ikke ha’ det anderledes for Folkesnakkets Skyld. Ingen vidste hvem denne Kvinde var, uden Præsten Heidemann, der havde bragt Forsoningens Budskab til den syge, og nu talte Fredens Ord ved hendes Grav. Rimen hang i Træernes Blade som tusinde Diamanter, og der faldt en let Snedrys mellem Skogen, den Dagen, da den engang saa stolte og fagre Aase Lindbu bragtes til sit siste Hvilested.

Seksogtyvende Kapitel. Gaaden løses

Det sprat i Bjørkelien. Nedover de bratte Fjeldsider dansede Smaabækkene løste af Vinterisen. Det var Vaarbrud i Naturen, Vaarbrud i Luften, mens de silrende Bække paa en rastløs Maade nærmede sig det sorte Fjeldvand, der laa som et stort blankt Øie mellem Gran-, Furu- og Bjørkeskog.

Det havde været ualmindelig stræng og lang Vinter; men nu var Kræfterne løste. Storelven var vokset sig mægtig under de siste Dages Regn; den brusede og skummede lig en vilter Fos, inden den kastede sig ud i den store Mjøs.

Det var klarnet op. Solen skinnede vakkert, og der laa en forunderlig Friskhed og Jubel over hele Naturen. Mellem alle Smaabuskene fløi Fuglene ud og ind, det ene Par gladere og lystigere end det andet. Somme sang og slog sine Triller, andre havde det trabelt med at bygge sine Reder. Men 341nede i Lierne og ved Skogranden spirede Vaarens første Blomster. Mellem den vaade Mos, der hvor Sneen nys var smeltet og hvor der endda laa smaa Klatte igjen, hist oppe mellem Træstammerne, der formelig yrede og blaanede det af den lille fine Blaaveisen.

Ned fra Fjeldet, ad den slibrige Skogsti, kom et Par gaaende, det var en Gut og en Jente. De var begge to halvvoksne og kunde vel saa omtrent være jevnaldrende. Gutten var mørkladen med lokket viltert Haar og et Par inderlig godlidende, skøieragtige Øine. En kunde straks se, at han var af skikkelige Folk, hun derimod saa ud som en fuldblods Taterjente. Men hun var vakker med de smaa fine Træk og de svarte Øinene, hvori der liksom ikke var nogen Bund. Hun lignede det svarte Fjeldvandet, der laa bundløst midt i Skogensomheden, hun mindede om Skogen, Fjeldet og Sæteren, hvor hun var født og opovoksen. Der var over hende noget betagende, lokkende, lekende liksom et Huldreeventyr. Hun var et ægte Naturens og Skovens Barn.

Gutten mente nok ogsaa, at hun var sød i al sin Vildhed og utæmmede Skjønhed. Han saa paa hende med milde, kjærlige Øine.

«Hvor skal vi nu hen, du Solida?»

«Ved ikke, Gutten min», svarte hun med en frisk trillende Latter. «Vi skal vel vandre videre ud i den store Verden … og for det første skal vi gaa alene. Var det ikke saa, vi blev ens om?»

342«Jo. …» kom det langsomt fra Guttens Læber.

Pigens Ansigt formørkedes, de vilde Øinene gnistrede næsten.

«Er du alt kjed det frie Livet», spurte hun … «Vil du kanske gaa fra mig? tilbage til dit eget Folk». Hun knyttede de smaa brune Hænder.

«Det har jeg ikke tænkt paa», svarte Gutten.

«Nei, det nytter dig heller ikke; jeg vil passe paa dig Nat og Dag, skal jeg si dig, for min er du og min skal du være». – Uagtet denne Pige ikke var stort mere end et Barn, kom der op i de svarte Øinene hendes en frygtelig Vildskab, da hun pludselig stansede og slog Armene om Guttens Hals og hviskede ham noget i Øret.

«Nei – – det vil jeg ikke, er du gælen, Solida?»

Pigen lo med en raa Latter.

«Men jeg vil det, du Harald, og tror du ikke jeg er liksaa stærk som du?»

Stilhed; mens de gik videre.

Harald Thoresen, thi ham var det, trak sig et lidet Stykke væk fra Pigen; det var Stunder, da han næsten var ræd dette vilde Skovens Barn, der vilde forføre ham til det som var ondt. Til andre Tider kunde han næsten føle Modbydelighed for denne raa utæmmede Taterunge. Men vakker var hun, og det var hendes Skjønhed, der havde fængslet Haralds varme Guttehjerte.

Harald Thoresen havde nu paa tredie Aaret 343Været blandt Taterne. Det frie ubundne Liv i Skog og Mark og høit oppe paa Sætrene havde mangen Gang fængslet hans Guttenatur. Men saa var der ogsaa meget stygt at se og meget ondt at lære, og havde det ikke været for Solidas Skyld, saa havde vel Harald forlængst set sig Udvei til at rømme bort. Men denne Jentungen havde fra først af rent forhekset ham, hun havde kaglet ham slig med sine Kunster, at han rent havde glemt Hjemmet og sin kjære Lekekammerat, den lille Ester. Ester var ogsaa mørkøiet og ganske vakker; men hvad var vel hun mod Solida? Gutten var nu i sit 15de Aar – og der var tændt i hans Hjerte en Lidenskabs-ild, som vanskelig kunde slukkes … Men saa var det en eldre Tatergut, der vilde ha’ Solida til Kjæreste. Solida affeiede han Gullik. Den lyse Gutten, han vilde hun ha’. Det blev til et bittert Fiendskab mellem de to Rivaler, og Harald var nødt til at fly, om han vilde berge Livet. Saa rømte han fra Leiren en Nat, mens de andre sov, og Solida fulgte ham. Nu havde de vandret ene to, i omtrent en Maaneds Tid og var kommen ned til Hedemarken.

De gik langs Elven, med Skogliden paa den anden Side, da Solida pludselig sa:

«Jeg er træt, jeg vil hvile».

«Ja, det er vist bra at ligge her i Moset, under Bjørkene».

«Det var saa jeg tænkte … og naar vi saa 344er udhvilt, saa faar vi ind paa Gaardene og tigge os Mad».

«Det faar du gjøre, Solida».

Var det nogenting, som Harald væmmedes ved, saa var det ved at gaa og tigge. Han havde ofte været nødt dertil, han vandrede med det store Følget. De vilde gjerne sende ham afgaarde, det var jo dertil de vilde bruge ham. Afsted maatte han, enten han saa vilde eller ikke. Gaa ud og tigge i lasede Filler og lyve og si, at Far hans laa dødssyg og Mor sad igjen i en Hytte opi Fjeldet etsteds med saa og saa mange Unger. Uf, hvor det dog var fælt dette. Men han gjorde gjerne gode Affærer, for Folk fattede straks Medlidenhed med den vakre tækkelige Gutten og de gav ham meget. Af den Grund var han Følget til Nytte, og de vilde nødig miste ham.

Harald og Solida hvilte en Stund paa det bløde Mos mellem de nys udsprungne Blaaveis; mens Solstraalerne gløttede varmende og smilende ned mellem Bjørkestammerne. – Inden de sov ind, hørte de en Gjøk i nærmeste Træ.

«Det er en Ønskegjøk, du», sa’ Solida

«Nu vil jeg ønske, at jeg maa beholde dig til jeg Dør …» Hun smøg sig tættere ind til ham’, men Harald trak sig sky tilbage. Han var mest ræd hende, naar hun begyndte slig. Der var noget truende, stikkende i Øinene hendes, som han ikke likte. Denne vilde Taterungen i al sin bedaarende Skjønhed var mest som en Tigerkat. Hun kunde 345vist være istand til at dræbe ham, om han nogengang fandt paa at ville reise fra hende. Og det var jo uvist, om han vilde bli i dette Livet bestandig. I den siste Tid havde han tænkt paa lidt af hvert. Det var ikke frit for andet end, at han angrede, at han ikke var rømt alene bort fra Følget. Solida hang over ham som en Borre, som han aldrig kunde bli kvit. Uagtet han til sine Tider elskede hende med den 14-aarige Guttens hele Lidenskab, saa var det dog ogsaa andre Tanker og Længsler, der drog. Solida saa det med mistænksomme, hadefulde Blikke, og hun passede ham mest som en Fange.

Hun sov … de var begge trætte, de havde jo gaat langt den Dagen; men Harald var først vaagnet. Han sad paa Mosset og stirrede ud i det Fjerne. Der over paa den anden Side Elven, laa der en vakker Bygd med rødmalte Bondegaarde og ved Skogranden oppe paa Hviderne skimtedes de smaa Husmandsstuer i Solskinnet. Børnenes glade Raab led over til Harald.

Midt paa Sletten laa Præstegaarden og lige imod Kirken. Nu begyndte Klokkerne just at kime til Høimesse, det var altsaa Søndag. – – – Harald gned Øinene. Solen gjorde ondt … «Det er Søndag», tænkte han, og med et dumpt Suk saa han ned paa sine daarlige Klæder … Saa fulgte han Udsigten videre. Lige ved Elvebredden laa en bred Vei, og der var fuldt af kjørende og gaaende, der vilde til Kirken. Ligedan var det 346længre opover Dalen; paa alle Stier og Veie var det yrende fuldt af Kirkefolk.

Der kom over Gutten en underlig Længsel …

Han tænkte paa sit gode Hjem og paa Far og Mor, der vistnok maatte ha’ mangen tung Time for hans Skyld. Han fik det næsten, som vilde han løbe langt bort … til Folk. Han reiste sig og blev staaende uvis, uden at ville se paa den sovende Pige ved Siden … Da styrtede en mørk Skikkelse frem bag Skogholtet og han hørte en Stemme lige tæt ved, der raabte:

«Endelig fandt jeg dig, din Hund.»

Harald vilde løbe; men blev i det samme greben bag fra af Tater-Guttens kraftige Næver.

«Saa det er du, der har stjaalet Jenta. Vidste det nok; men det skal du undgjælde for».

Harald søgte af al Magt at rive sig løs fra Gulliks kraftige Tag, og i det samme vaagnede Solida. Med et vildt Skrig fór hun op, og styrtede sig som en Tiger mellem de kjæmpende.

Det blev en Kamp næsten paa Liv og Død. Solida skreg og søgte forgjæves at skille de to Gutter. Tater-Gullik var voksen Kar, han var naturligvis den stærkere og havde alle Kort paa Haanden, som en berømt Slaaskjæmpe.

«Nu skal du» (en frygtelig Ed), «nu skal du ud med Jenta eller jeg dræber dig, din Bikjunge».

Harald laa paa Marken med Tater-Gulliks Knæ paa sit Bryst.

Han gispede efter Veiret.

347«Ja, ta’ hende bare … og la’ mig faa leve», stønnede han.

Men nu vaagnede Solida i sin hele Vildskab, hun saa ud som en Hyene.

«Sa’ du, at han kunde ta’ mig?» raabte hun, «sa’ du det? Det skal du ha’ igjen, du er altsaa ikke gla’ i Solida mer. Derfor skal du dø».

Hun tog den blinkende Kniv, der laa i Mosset ved Siden. Hun havde nylig fravristet Haralds Fiende dette Vaaben. I sit Raseri vilde hun nu selv bruge det. Hun vilde dræbe Harald, det vilde hun … Der var Kræfter i denne vilde 16-aars Pige, med sikker Haand stødte hun til og traf Harald lige under den venstre Skulder. Han udsødte et frygtelig Skrig af Rædsel og Smerte og tabte i det samme Bevidstheden. – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Da Harald Thoresen atter kom til sig selv hvilede han paa en blød Sofa mellem Puder og en Dame med et mildt venligt Ansigt stod bøiet over ham og badede hans Hode og Ansigt med koldt Vand.

«Jo, det er ham, du Papa», sa’ Damen med en blød dannet Stemme, der nu klang aldeles fremmed for Haralds Øren. «Jeg kjender saa godt disse Øinene’ igjen, du».

En Herre reiste sig fra sin Plads etsteds borti Værelset og nærmede sig Sofaen. «Hvad hedder du. Gutten min?» spurte han.

«Harald Thoresen», kom det langsomt igjen.

348«Nu, kan du se, Papa … Gudskelov!»

«Ja, Gud er god». Det var Manden, der talte.

Men Harald saa sig forvirret omkring i det hyggelige Værelse og paa de to fine pene Menneskene, der stod over ham. Hvor var han? Dette maatte være en Drøm, og han ventede hvert Øieblik at vaagne etsteds ude i Skogen. Han vilde vende sig; men følte i det samme en stikkende Smerte i Skuldren og mindedes med ét Kampen med Tater-Gullik.

«Hvor er jeg?» spurte han. «Kanske det likevel ikke var nogen Drøm.

«Du er i R… Præstegaard, hos Præsten Heidemann», svarte den venlige Dame. «Du husker mig kanske ikke igjen? Jeg var paa Lindbu, den Dagen, da du blev borte».

«Nei, jeg husker Dem ikke …»

Gutten lod Øinene fare rundt i Værelset. Godt, at han nu var kommen til Folk. Det var vist bedst, at bli kvit Solida alligevel … Aa, saa vild og fæl, som hun kunde være; det var jo hende, som brugte Kniven. Han huskede pludselig den hele Scene og gyste.

«Jeg er saa svært mat … og saa fryser jeg liksom».

«Ja, du har faat et stygt Saar under Skuldren, og har havt ikke saa lidet Blodtab, ser det ud for» …

«Ja … de stak mig med Kniven».

«Hvem?»

«En af Følget».

349«Var det Tatere, som lokkede dig med sig, den Gangen?»

«Ja»

«Stakkars Gut. Du har vist havt det ondt?»

«Aa, sommetider var det Morro ogsaa; men det er nogle fæle Folk, disse Tatere».

«Ja,«Ja] rettet fra: Ja (trykkfeil) Gudskelov, du er kommen fra dem nu».

Harald svarte ikke, – han orkede liksom ikke at faa Ord for sig. Øienlaagene faldt uvilkaarlig igjen, og han blev liggende som i en Søvnørske.

*

Det var et Par Dage efter. Ingrid Heidemann stelte med Haralds saarede Skulder. Hun la’ friskt Plaster og Bandage om Saaret, slig som Doktoren havde anvist hende, da Døren til Kammerset i det samme sloges op, og Ragnhild Lindbu viste sig i Aabningen.

Ingrid saa op.

«Goddag, Moster, er det du, som er ude og gaar?»

«Goddag og tak for sist», Ragnhild drog Pusten tungt inden hun fortsatte. – «Jeg maatte bort og se om det forholdt sig, som Folk sier, at denne Gutten er kommen igjen. Nu ser jeg, det er sandt; men at I ikke’ budsendte mig?» Ragnhilds Stemme var varmere end ellers og den lød liksom let bebrejdende.

Ingrid saa op lidt forundret. Svært saa Moster tog sig nær af denne Sagen.

350«Vi har havt det saa trabelt og saa meget at tænke paa», undskyldte hun. «Doktoren maatte straks hentes, for Gutten var rigtig syg, stakkar … Nu er han jo noget bedre; men det er et stygt Saar, han har faat i Slagsmaal med en Tater. Kniven har vist været rusten … Kom hid skal du se».

Ragnhild nærmede sig med et deltagende Blik paa Guttens blege Ansigt … dette Ansigt, der mindede saa levende om han, hun aldrig vilde nævne.

Harald var vokset siden siste Gang, hun saa ham – han var blit mere opløben, var spinklere og magrere; men Trækkene var endda de samme.

Neppe havde Ragnhild nærmet sig Sofaen, hvor Gutten laa, inden hun skvat tilbage blegnende, gispende efter Veiret, for straks efter at synke udmattet om paa nærmeste Stol, mens hun holdt Øinene stivt heftet ved et eneste Punkt.

«Blir du syg, Moster?» spurte Ingrid i en halv undrende, halv ængstelig Tone. «Saaret er da ikke saa stygt ved jeg, at en netop behøver daane ved at se det».

Men Ragnhild havde ikke engang set Saaret. Hun saa bare et stort Modermærke paa Guttens venstre Skulder, og dette var nok … nu vidste hun hvem denne Gutten var; men ingen uden hun vidste det, og ingen anden skulde heller faa det at vide. Hun samlede sig og sa’ i en tilsyneladende rolig Tone:

«Der er en Del, der ikke taaler at se Blod og Saar».

351Ingrid gad ikke engang svare, saa uvillig blev hun. Hun syntes ikke det passede sig for en Bondekone, at være saa nervøs; men Moster havde nu altid havt det med at være overspændt og ta’ Livet anderledes end andre.

Der blev ikke talt mere. Ragnhild gik straks ud i Stuen og blev siddende i ligegyldig Samtale med Præsten. Der taltes om Aarsvæksten og om mange Ting; men ikke om det, som laa Ragnhild paa Hjertet. Det var nu ogsaa skjult og en Gaade for alle. Kun engang sa’ hun:

«Han skal vel tilbage til … Thoresens denne Gutten?»

«Vist skal han det», svarte Præsten, «jeg har alt skrevet ned til Faren i den Anledning. Rimeligvis kommer han selv for at hente Sønnen».

«Øh, øh», Ragnhild fik det med en forunderlig tør Hoste. «Bare han ikke er blit rent fordærvet, der hvor han har været?» Hun huskede hvad Søster Aase havde fortalt om Kærlighedsforholdet til den unge Taterpige.

«Det tror jeg ikke han er», svarte Præsten. «Blikket er rent og klart; han ser god og uskyldig ud, og selv om han har faat en Del Unoder, saa er han endda saa ung, at de let vil kunne plukkes ud af ham».

Der taltes ikke mere om dette. Om en Stund reiste Ragnhild hjem til Lindbu. – Den gamle noget forfaldne Gaarden forekom hende endda tristere end før. Hun havde faat en stor Oplysning den 352siste Dagen, og Forholdet til Manden og til Hjemmet blev endda tungere. «Livet er ikke værd at leve til Ende engang», sa’ hun til sig selv. «Bedst at gaa lige lukt i Elven; men … det tør jeg ikke … hutemigtu».

Den samme Kvelden, da Ingrid kom ind til Harald, sad han opret i Sofaen med et underligt forskremt Blik.

«Aa, jeg blev saa ræd, saa, jeg laa i Søvne og saa vaagnede jeg med ét … og der hvor De nu staar, der stod en Kone og saa paa mig, bare saa, ikke snakkede … Jeg vidste ikke hvad jeg skulde tænke – jeg blev rent skræmt. Jeg synes endda jeg ser de store rædde Øinene hendes».

«Var det ikke den Konen, der var inde her i Eftermiddag?» spurte Ingrid forundret, «hun vilde gaa ind igjen for at hente et Tørklæde».

«Jo … det var vist hende. … men jeg blev saa ræd … synes jeg ikke det var den gamle stygge Taterkjærringen, der var med i Følget en Stund».

Ingrid klappede Gutten paa Hodet.

«Moster Lindbu er saa rar, hun men hun vil da intet Menneske noget ondt … Det er bare du, som har Feber, Gutten min; det er godt, at du nu snart kommer hjem til din Mor, saa vil du glemme alt det, som er stygt og ondt».

«Ja, jeg tror det! Men … Moster Lindbu, hvem er det?»

«Det er min egen snille Moster og den Kone, 353som du skulde bod hos, dengang du skræmte Vettet fra os alle, ved at bli væk paa den Maade.»

«Jasaa, var det hende; men hun saa paa mig … saa underligt …»

«Ganske tilfældig det, Gutten min. Hun er liksaa glad som vi, at du er kommen til Folk.»

Syvogtyvende Kapitel. Fra Samfundets Kroge

Det er en sen Vinterkvæld. Stjernerne skinner ned fra den klare, kolde Vinterhimmel og Gaderne er belagte med et let glat Rimføre. Gaslygterne ser næsten grætne ud, især i Smaagaderne ude i Udkanterne, hvor Passagen er tyndere, og hvor Folk piler afsted, frysende i Rimen og Snoen.

Det er nede i Elvegaden. Fra et mørkt smudsigt Portrum, kommer der en Kone springende ud paa Fortouget, fulgt i Hælene af en fremvoksen Pige. Inde fra Gaardrummet kunde høres en raa Mandsstemme der skriger ud:

«Saa til Helvede med dig, du dit fordømmelige Asen!»

Konen stønner tungt og vrider Hænderne, hun staar lige ved en Gaslygte og ser sig forvildet omkring. Gaden er ikke meget befærdet ved den Tid, og de enkelte Forbigaaende synes slet ikke at lægge Mærke til den arme Kvinde. Hun fryser og skjælver i sine tynde usle Klær. Kjolen hænger om hende 355næsten i Laser. Støvlerne er ikke andet end et Par Filler.

Det blege udtærede Ansigt er mørkt og smudsigt Haaret uredt. Den lille Pige ser lidt bedre ud. Hendes Kjole er da idetmindste hel, om end Skoene er itu, og det lille magre Ansigtet er da renvasket.

«Aa Mama, han vil dræbe os», raaber hun, «saa du ikke, at han havde faat fat i den store Kniven?»

«Jo», kom det tonløst igjen. «Det var jo derfor, jeg blev saa ræd.»

«Men Mama, hvorfor gjemmer du ikke Knivene, naar han er fuld?»

«Det hjælper ikke stort» … svarte Moren med et fortvilet Suk … «saa er det andre Ting, han faar Tag i. Aa, jeg holder det ikke ud mere … At vi fryser og sulter er ingenting imod alt det andre jeg maa gjennemgaa … for han Jakob er jo stok fuld og gælen nu …»

«Men hvor skal vi hen nu, Mama? Huttemigtu det er saa koldt!»

«Aa, det er ikke stort likere inde … Vi har jo hverken Kul eller Ved … Jeg tror, vi gaar i Akerselva med en eneste Gang.»

«Aa, nei vel, det gjør vi ikke», svarte den lille Pige afværgende – «det kan bli bedre siden.»

Der levede Haab i Barnehjertet, Haab om lysere og bedre Dage, tiltrods for at hun aldrig havde kjendt stort andet end Nød og Elendighed …

«Bedre siden? –» Moren vendte de store brune Øinene opad mod Gaslygten og derfra ud i den rimtunge 356Luft … Hun vidste ingen Udvei. Her kunde hun ikke bli staaende, og ind turde hun ikke gaa … Aa … hun knyttede Haanden krampagtig …

«Nu kommer snart Konstablen», hviskede den lille Jentunge.

«Ja lad ham det … Aa jeg vil drikke mig fuld, eller stjæle, saa faar jeg nok Logi, der er bedre end i Kulden og … Svineriet inde hos ham …» Hun pegede op mod Gaarden … Ordene var mer end haabløse, og Stemmen var hul den, den havde forlængst mistet sin Klang.

I denne elendige Kvindeskikkelse vilde Læseren ha vanskelig for at gjenkjende Marie Holm. Hun var dybt nede nu. Fattigdom og Smuds var kommen langt indom Døren til hendes Hjem, og hun hadde forlængst tabt Mod og Lyst til at kjæmpe mod disse Fiender. Hun havde helt overgit sig i Elendigheden. Hun og Børnene, det var nu tre, to Gutter og en Pige, havde saa mangen Gang vidst hvad det er at fryse og sulte. De havde ikke ordentlige Klær nogen af dem. De havde mangen Gang ikke Hus over Hode … og nu bodde de i en fugtig mørk Hybel, hvor der næsten ikke fandtes Møbler; thi alt, hvad de eiede fra bedre Dage, var gaat til Pantelaaneren. Marie havde drevet med Vask saa længe hun kunde; men nu var det forbi. Hun havde hverken Plads eller Anledning til at vaske hjemme. Ud i Arbeide kunde hun jo gaa en enkelt Gang; men hun orkede næsten ikke, udslidt og syg som hun ofte var … Nu var det jo blit lysere; 357thi Gutterne var saa vidt store, at hun havde faat dem ud som Visergutter … Og var det altfor ondt, saa maatte Gunda i Veien og tigge. Den Gang, de bodde paa Ekeberg, da Barna var smaa, da sendte hun dem mangen Gang i Veien alle tre, og var hjerteglad, naar de kom hjem med en Brødbid og lidt Mad i de smaa Blikspand. Aarsagen og Ophavet til al denne Nød var Jakobs Hang til Drik og Lediggang, der mere og mere havde tiltat.

Stundevis kunde han være mere ædruelig; da arbeidede han flittig og kom hjem til Marie med Ugelønnen. Naar han var edru, saa var han stilfærdig og snil, saa Kone og Barn havde det noksaa godt, ialfald led de ingen Overlast. Disse enkelte Uger eller Dage, naar «Papa var snil», var Lyspunktet i denne Families sørgelige Liv. Men efterhaanden blev disse sjeldnere; thi Drik og Arbeidsudygtighed fik mere og mere Overtaget med den ulykkelige Mand, og naar han var fuld var han saa han mishandlede Kone og Barn og holdt et «Lurveleven» slig, at Politiet ofte var blit tilkaldt.

Mangen Lørdagskvæld havde Marie siddet og ventet, uden Penge til at kjøbe Mad for til sig og Barna. Og hørte hun saa tilsist, langt udover Natten, ravende Trin i Trappen … saa vidste hun at Jakob kom hjem fuld og «gælen», … uden Penge, eller ialfald med meget lidet tilbage af Ugelønnen … Hele Beløbet, eller ialfald det meste af dette, var slængt ned i Bolaget eller i Restaurationerne. Slig havde nu Marie Holm levet i 12 Aar, 358og det var blit værre Aar for Aar. Sommetider kunde Jakob være rent væk en 14 Dages Tid, og det følte hun næsten som en Lettelse. Hin Kveld, da hun stod udenfor sit elendige Hjem, havde hun næsten ikke smagt Mad hele Dagen og Gutterne hendes var gaat tilsengs uden Aftensmad. Det «vesle», hun havde faat af Gutterne forrige Lørdag, og et Par Kroner, hun selv havde fortjent, en Rengjøringsdag hos Jomfru Jansen, var gaat til Husleien; thi ellers var de blit kastet paa Gaden.

«Du Gunda», sa den ulykkelige Mor, efter nok et uroligt Blik op mod Gaslygten, «gaa du ind Barn … Papa sover nu … og desuden vil han ikke gjøre dig noget.»

«Men du Mama?»

«Jeg gaar bortom Jomfru Jansen og ber om lidt Kveldsmad … Du ved, jeg vilde gaa, netop som Papa kom?»

«Men kan jeg ikke bli med da?»

«Nei, sier jeg, gaa ind du! Gutterne er jo inde, du har intet at være ræd for … det er bare mig han er saa slem imod.»

«Aa, var det ligt sig det, slog han ikke mig?»

«Ja, nu tier du bare, og gaar ind hører du», raabte Moren, idet hun gik nogle Skridt nedover Gaden.

Gunda stod en Stund i Portrummet, inden hun sprang grædende og sutrende opover Trappen.

Med hurtige Skridt la Marie Holm i Veien udover Grønland, hvor Frøken Jansen, som hun nu 359kaldtes, drev en Melke- og Delikatessehandel. KaféforretningenKaféforretningen] rettet fra: Kaféforrretningen (trykkfeil) havde hun for længe siden opgivet. Marie frøs i sine usle Klær og drog Tørklædet tættere om sig. Paa Vaterlands Bro blev hun staaende, tvilraadig og saa ned i Dybet … Hun havde staat der for for mange Aar siden … Hun var ulykkelig den Gang; men ikveld var hun tigange værre faren; thi nu var hun en Drankers Hustru. Det var mange som passerede Broen ogsaa denne Kveld. Udenfor en Butik paa den anden Side stod der fuldt af Folk og tittede ind ad de oplyste Vinduer. Marie blev ogsaa staaende blandt Dagdriverne, inden hun gik videre. Det føltes næsten som om hun for et Øieblik kunde slaa Sorgen væk, mens hun stod der mellem disse forskjellige Mennesker, der vistnok havde sine Tyngsler at bære, saa vel som hun.

Hun traf gamle Jomfru Jansen i Kjøkkenet iferd med at stelle istand til Aftensbordet. Det saa ud som havde hun lidt trabelt; men hun hilste Marie venlig.

«Nu kom du rigtig, som du skulde være budsendt, vi har netop snakket om dig, jeg og en anden. Jeg har fremmede ser du. Kom nu og gaa ind.»

«Aa, nei da, var det likt sig det. Jeg ser ikke saan ud, jeg.»

«Aa, du faar være bra nok. Det er en, som staar dig nærmere end jeg. Jeg har akkurat fortalt ham om den Nøden, du er i.»

Marie trak sig sky tilbage helt til Døren.

360«Hvem er det, som er inde. … er det … han Møller?»

«Nei, da, det er en anden, hører du. Men kom nu bare ind.»

Hun trak den modstræbende Marie med ind i Stuen. Derinde var det lyst og triveligt, ganske forskjelligt fra hvad Marie Holm var vant til. Der kom over hende som en varm Følelse af Tryghed og Velvære, slig som Fattigfolk ofte føler det, naar de kommer ind i et godt, lunt Hus. Samtidig var hun betagen af en vis Skyhed, og turde næsten ikke se bort mod Sofaen, hvor der sad en gammel Gubbe i Sjømandsdragt.

«Her har vi Marie», sa Jomfru Jansen og trak idetsamme den skjælvende modstræbende Kvinde hen mod det propre, hviddugede Bord.

Der indtraadte et Øiebliks Stilhed, indtil den hvidhaarede Gubben reiste sig og kom lige tæt hen til Marie, der var sunken om paa en Stol. Med ham kom der som en underlig, klam Duft fra Sjøen … Marie følte sig rent kvalm og kunde ikke faa Ord for sig. Hvem var denne gamle Manden? Jomfru Jansen havde jo sagt, at han stod hende nær. Men han talte jo i en fremmed halv udenlandsk Dialekt.

«Ja saa, saa du er Marie?» sa han … «det havde jeg ikke tænkt. Herregud, at jeg skulde faa dig slig igjen» …

Marie Holm sank rent sammen. Det summede hende i Ørene … Faa mig slig igjen, var det saa 361han sa … Hun forstod ham ikke. Hvad havde vel han med hende … hun den fattige Kone? Med et sky undselig Blik saa hun ned paa sine daarlige Klær … Aa, at Jomfru Jansen skulde faa hende til at gaa ind i Stuen. Hun vilde jo bare op og be saa inderlig vakkert om lidt Mad til sig og de forsultne Ungerne. Men nu sad hun der som fastnaglet til Stolen, gjennemboret af den gamle Mandens Øiekast. Han sa ingenting mer; men Marie saa med Forundring, at to store Taarer trillede ned ad den veirbidte Kind og forsvandt i det hvide Skjægget hans. Jomfru Jansen kom atter ind fra Kjøkkenet og nu talte hun: «Det er Far din, du Marie; det er han gamle Bertrand Brun, du ved jeg fortalte dig om.»

Det kom saa uventet, næsten som et Slag. Marie Holm udstødte et Skrig.

«Herregud! … Far, Far … kan det være sandt?»

«Ja, det er nok altfor sandt, Barnet mit», svarte Gubben med et Suk. «Frøken Jansen har fortalt om hvordan du har det … Stakkars Barn! … Jeg havde jo aldrig kjendt dig.»

«Aa, nei da, saan som jeg ser ud …» Der kom Taarer i Maries mørke Øine. Det var underligt for Brun at se hende. Netop som hun nu saa ud, mindede hun om Bruns ulykkelige, forstødte Hustru … men derom vilde han ingenting si, han sa bare:

«Det er saa rart, naar jeg tænker paa, da du 362var liden … da jeg havde dig paa Fanget mit» … Den gamle Mandens haarde Stemme var blit blød og graadkvalt.

«Jeg husker det», sa Marie livlig, hun glemte i dette Øieblik al sin Nød og Sorg. Det er da rart at træffe Far sin igjen likevel.

«Nei Marie», svarte han, «det«det] rettet fra: det (trykkfeil) er ikke muligt, du var saa liden, den Gang.»

«Jo, saamæn, jeg husker det; du holdt mig ud imod Bølgerne, der slog op mod Stranden.»

«Tænke sig til, at du husker saa langt tilbage»

«Ja, jeg sa det tidt til Mor.»

Den gamle Mand fór sammen, da Datteren hentydede til Hustruen, og der indtraadte en dyb trykkende Stilhed. Marie mærkede straks, at hun havde gjort galt og lovte med sig selv, at hun ikke vilde nævne Morens Navn; det var jo ikke til nogen Nytte at rippe op den gamle Historie. Den var jo glemt og bortdød med Moren og gamle Madam Jansen.

«Sæt dig nu ind til Bordet og drik en Kop The med os, du Marie», sa Jomfru Jansen.

«Aa nei da, jeg ser ikke saan ud.»

«Det gjør ingenting.»

Men den gamle Dame kastede om hende et stort Schawl, som for at skjule den lasede Kjole.

Under Maaltidet fortalte Gubben, at han nu var over otti Aar og vilde slutte Sjøen, for at bosætte sig i en liden By i England, hvor han havde mange Venner og trivedes bedst. Han laa nu i Kristiania med et engelsk Dampskib, og dette skulde bli 363hans siste Reis. For et Par Dage siden paa en Tur opi Byen, var han dreven indom til «Frøkenen» her, for at drikke et Glas Melk og havde i hende gjenfundet en gammel Bekjendt, eller Slægtning paa en Maade. Marie vidste jo om, at han havde været gift med «Frøken» Jansens Mor.

De havde talt meget om Marie, og ikvæld, da han atter var kommen indom, var de enige om at budsende hende. Men saa kom hun af sig selv ved Skjæbnens underlige Førelse.

«Aa, det var ikke saa rart det, jeg kommer jo her dagstøt», mente Marie.

Stilhed …

Saa sa den gamle Sjøulken:

«Jeg har vist set dig engang før, Barnet mit.»

«Mig?»

«Ja, vist. Det er forresten mange Aar siden; det var dengang jeg fór med Fortuna af Risør. Det var en Skomagersvend, ikke bedre end jeg mindes, som bordede Skuden sammen med Kjæresten sin, – en ung fiks Pige, som jeg straks trodde var Datter min – – jeg drog Kjendsel paa de store brune Øinene hendes. Du saa bedre ud dengang end nu.»

«Ja, det var nok saa det …»

Stilhed …

«Jeg og Jakob Holm var ude paa en Seiltur dengang, og gik ombord i Skuden ude paa Fjorden.» … Marie tørrede en Taare af Øiet ved dette halv forglemte Minde … «Aa, Herregud, den Gang var alting ganske anderledes end som nu. Ja, ja san 364– – det gaar saa rart til i Verden, og det er saa meget et Menneske skal prøve, jamen er det saa.»

Jomfru Jansen tænkte, at det onde som Marie led, det var ganske selvforskyldt; men hun nænnede ikke at si det. Marie fortsatte:

«Nu husker jeg det, du Far … ja jeg faar vel si du? … Du var altsaa den Baadsmanden, der kom ned i Kahytten, mens jeg sad der. Jeg husker endnu, hvordan du saa paa mig og spurte, hvorfra jeg var.»

«Ja, Barnet mit, den Baadsmanden – det var nok mig det …»

«Herregud!»

Graadtung Stilhed, der afbrødes af Jomfru Jansen.

«Han har vel været slem imod dig igjen, han Jakob, ellers var du vel ikke kommen hid ikvæld?»

«Han var fuld og gælen.»

«Ja, det er han jo støt. – Han arbeider vel ikke nu.»

«Nei da, han har ikke havt Arbeid paa lange Tider.»

«Ja, du skal ikke mere tilbage til den Slusken. Han skal da ind paa Arbeidsanstalten, om nogen skal der, han som ikke sørger hverken for Kjærring eller Unger. Jeg har længe gaat og tænkt paa dette, og nu har Far din og jeg snakket alvorlig sammen.»

«Aa nei. De sier vel ikke det vel? De vil vel ikke sætte Jakob paa ‘Mangelsgaarden’?»

«Du maa takke til, at han kommer væk, det 365er bedst for dig og for ham ogsaa. De lider saamæn ingen Nød paa Mangelsgaarden, de faar baade Mad og Renslighed og Varme. Det er bare, de maa arbeide og holde sig fra Drikken, og det har nu saa’n Fyr som Jakob Holm bare godt af.»

Imidlertid var Aftensmaaltidet endt, og Gubben reiste sig.

«Ja, jeg faar nok ombord igjen nu jeg. Jeg har git ‘Frøkenen’ her nogle Penge til dig, du Marie.»

Den arme Kvinde havde nærmet sig Faren og rakte for første Gang Haanden ud imod ham.

«Tak!»

Dyb Stilhed, mens Faren holdt den visne udslidte Haanden.

«God Nat Barnet mit», sa han dybt bevæget. … «vi blir liggende her nogle Dage, og jeg ser opom igjen og hører, hvordan det er gaat … Forresten vil jeg si, at jeg som Far din, raar saa meget, at du skal fra den Manden … Vil du ikke det, saa faar du ha det saa godt, hverken jeg eller Frøkenen her vil støtte dig, uden at du vil gjøre som vi vil.»

Han gik fort ud af Døren, Jomfru Jansen fulgte ham ud. Om en Stund kom hun ind igjen.

«Nu skal du bli her inat.»

«Aa, nei, jeg maa da hjem til Barna mine.»

«Barna klarer sig nok for en Nats Skyld. Imorgen tidlig, før Frokost har du dem alle tre her, de véd jo hvor du er.»

Det kjendtes godt for Marie, at ligge i en god 366varm Seng; det var længe siden nu, hjemme var det jo bare Filler og Smuds. Men Søvnen vilde ikke indfinde sig. Hun laa og tænkte langt tilbage paa Ungdomsdagene, hun og Jakob havde da havt mangen en god Stund sammen den Gang. Men kanske der var Sandhed i det gamle Ordet, at «naar Krybben er tom, saa bides Hestene.» – Nu vidste hun ialfald hvordan det er at bli en Drankers Hustru. Det er vist det tungeste af alt i Livet …

Tænk, at hun rent følte det som en Lettelse at Jakob skulde væk og paa «Mangelsgaarden». Saa fik hun ta sig sammen og arbeide for sig og Barna. Jomfru Jansen og han, som kaldte sig Far hendes, vilde jo hjælpe, saa hun og Barna enda kunde bli lig «Folk».

Slig omtrent laa hun og tænkte; men forresten var Marie Holm bleven stor og forhærdet under alt hvad hun havde lidt.

Jomfru Jansen afbrød Maries Tankegang.

«Var det ikke underligt at se Far din?»

«Jomen var det saa, det var rigtig løierligt; men saa pen en Mand, som Far er.»

«Det har han altid været.»

«Og saa stout og stærk.»

«Bevars ja, han er en ren Kjæmpe. Han tilhører en gammel kraftig Slægt; tænk, over de otti og enda kunne fare tilsjøss! Det var i gamle Dage Folk blev saa hærdede, sligt høres ikke ofte nutildags.»

Hun var i godt Humor Jomfru Jansen, endelig skulde det da lykkes hende at faa skilt Marie fra den elendige 367Manden. Hun haabede, at denne Gang skulde det gaa i Laas … Hun forstod nok, at Marie var saa sliten og svag nu, at hun vilde gi sig over med en eneste Gang. «Heller vil jeg ta hende og alle tre Ungerne i Huset end la hende leve længer med den Manden – – – væk skal han – – paa Mangelsgaarden med ham, saa sandt som jeg heder Cicilie Jansen, der skal bli en Greie med dette imorgen den Dag.» Hun sa dog ikke dette høit, der var et andet Emne at snakke om, mens hun gik og, smaasullede og klædte sig af.

«Du kan tro, at jeg blev overrasket ved at træffe Bertrand Brun. Vi trodde jo, at han var død for mange, mange Aar siden. Ja, det gaar rart til i Livet. Han kom uforvarende herind for at ta et Glas Melk. Vi kom til at snakke sammen og saa kjendte han mig straks paa Mor. Jeg skal jo ligne hende.»

«Hvordan har Far det?» spurgte Marie.

«Han har det vist bra. Nu vil han slutte med at fare, som du hørte. Han vil bo i England sier han, her synes han ikke, han har noget at gjøre. Men det er da likevel en underlig Længsel, der bestandig har draget ham til Hjemlandet.»

«Han spurgte ikke noget om … Mor; hvordan hun havde det paa det siste?»

«Jo, ganske lidt. Forresten vilde jeg nødig rippe op den gamle Historie. Det gjorde et stærkt Indtryk paa ham, at se dig» …

«Ja, det maatte det vel gjøre, slig jeg ser ud.»

«Ja, det var nu vel ikke saa ganske af den 368Grund; men han er nu Far han alligevel, hvor meget der end kan være kommen imellem og … naar han nu har været oppe hos os imorgen, saa ser du ham aldrig mer i denne Verden, du Marie.»

Dyb Stilhed – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jomfru Jansens siste Ord havde bragt Marie til at tænke alvorligt … ja det var vist bare som et Glimt hun havde set af Faren, engang og saa ikke mer … Uvilkaarlig mindedes hun det noget sorgtunge Udtryk, der hvilte over Farens milde Oldingeansigt. Hun saa ligesom i Drømme, det hvide Hode og den noget ludende Skikkelse.

Den halv udslidte, haardføre Arbeiderkvinde drog et langt Suk. Hun følte noget af Barnets Længsel og Savn og som et Fnug af Barnets Kjærlighed, der rørte sig i Hjertedybet.

– – – – – – – – – – – – – – –

Ned mod Fæstningsbryggen gik en gammel Mand i dystre grublende Tanker …

«Saa fik jeg da endelig træffe … Kristianes Barn … hun, den lille Marie … min eneste Datter … men hvorledes traf jeg hende igjen? Aa, jeg vil ikke engang tænke paa, hvordan hun saa ud … Og det er min Skyld altsammen … Jeg har jo aldrig været Far for hende … Straffen for min Synd, den har rammet hende … Gad vide hvad der er blit af Erling? Han er jo nu i Amerika, og han ser jeg vel aldrig mere. Det er snart for en Far at miste sine Børn – det er 369saart paa sine gamle Dage, at staa ensom som et gammelt uddøet Træ … Men … hvad skal jeg si? Her er jo en Gjengjældelse og det er Straffen for hvad jeg gjorde mod Kristiane, som nu kommer igjen … Hun fik vel Pengene mine, hun Cicilie Jansen? … Han følte efter i Brystlommen. Ja, det gjorde hun. Nu kan hun stelle det bra for Marie … saa fik jeg enda gjort noget godt … Jeg gaar ikke derop mere … jeg orker ikke se dem igjen. hverken Marie eller den anden … Hun … Cicilie er jo min siste Hustru op ad Dage. Herregud! har jeg set Skygger fra den anden Side Graven ikvæld?»

Han stavrede videre i sine tunge Tanker. Gaslygterne lyste og flimrede i Blæsten; men Himlen var mørk. Stjernene var forsvundne. Det saa ud som vilde det blæse op til en Snestorm.

Næste Morgen fandtes nede ved Fæstningsbryggen Liget af en gammel Mand. I den døde gjenkjendtes straks Baadsmanden ombord i et af de engelske Dampskibe, en Olding, der var agtet og afholdt af sine Over- og Sideordnede. Der var ingen som trodde at her forelaa et Selvmord. Det formodedes, at den gamle Mand var gaat feil i mørket, da han skulde passere over Landgangsbroen. Muligt er det ogsaa, at denne Formodning kan være den rigtige.

Otteogtyvende Kapitel. En bitter Frugt

Det var en vaad, kold Dag i Oktober … Vinden for mellem Gaderne og hvirvlede Resterne af det afblegede Løv i vanvittig Dans … Ude i Storgaden lige mod Mangelsgaarden paa den anden Side Fortouget stod en fremvoksen Gut i en afventende Stilling og hvilede sig snart paa det ene, snart paa det andet Ben, medens han mellem Tænderne sagte blistrede en Gadevise. Han var renslig og ordentlig klædt; og hele hans Ydre tydede paa, at han tilhørte Arbeiderklassen. Forøvrigt var det en kvik Fyr, og han saa ualmindelig godt ud. Det var i hans lyse freidige Gutteansigt noget særdeles aabent og tiltalende. …

«Hva er det du staar der efter Get?» sa en Kammerat, en liden velklædt en med Opstoppernæse og rødligt Haar – – «er det Far din, du ser efter … jeg ved du har ham derinde» … Han gjorde en foragtelig Bevægelse mod Mangelsgaarden 371og lo overmodig; men Arne Holm svarte ikke – – bare blistrede ud sin Visestump og saa ligegyldig ud i Veir og Vind …

«Kom Get, saa gaar vi herind og jeg river i en Øl og et Par Cigarer … jeg har Penge, jeg san …»

«Nei», svarte Arne Holm i en ligegyldig Tone … «jeg«jeg] rettet fra: jeg (trykkfeil) kan ikke … jeg skal gaa et Erind og staar her og venter paa nogen.»

Kammeraten lo, og med et Par Slængord, som ikke den anden agtede paa eller brød sig om, gik han videre.

Arne Holm blev staaende og saa og saa, indtil Mangelsgaardens Flok passerede forbi med en Opsynsmand i Spidsen. Det var Mænd med forskjellige Fysionomier, nogle gamle graahaarede med raa, næsten dyriske Træk … en Del saa godt som unge Gutter med blege udlevede Ansigter … De gik to og to; men blandt de bagerste, længst borte fra Opsynsmanden, kom en lidt ældre Mand i samme Dragt som de øvrige, blaa Busserulle og Vadmelsbenklær … Han var bøiet i Ryggen, Haaret graasprængt og i det brede forfyldte Ansigtet med den lille graa Mustasche, var der ved Siden af det brutale Udtryk kommen et Træk af Sløvhed og Ligegladhed. En fik straks den Idé, at han saa ældre ud end han i Virkeligheden var, og en vilde i denne Mand ha Vanskelighed for at kunne gjenkjende Jakob Holm, som engang var en noksaa staut Kristianiagut. Han havde jo været fri Kar og vandret paa sin Fod gjennem Tyskland og Danmark … Men nu? … Han 372formelig sugede Luften ind, mens han gik her som en Slave mellem ligestillede og arbeidede paa Gaderne her og der. Men det var nu slik Slag altsammen. Livet var ikke værd at spille en Tanke engang, – nei men om det var … Det faldt ham aldrig ind, at det var Drikken, der havde gjort ham til den, han var bleven, og at hans ulykkelige Skjæbne saaledes var hel selvforskyldt …

Han la ikke Mærke til den fremvoksne Gutten, der sneg sig tvers over Gaden lige hen til ham. Det saa jo ud som vilde han bare skraa over Gaden; men idet samme han nærmede sig Holm, stak han denne i al Hemmelighed noget i Haanden. Det var en Snap Tobak og nogle Øre, vel indsvøbt i et Stykke Papir …

«Far», hviskede Gutten

Jakob Holm saa idet samme til Siden.

«Hvad skal jeg med dette Tullet her? og hvad vil du mig? … Det er den Helvedes Kjærringens og Ungernes Skyld, at jeg er, hvor jeg nu er.»

Dette blev sagt halv sagte i Forbigaaende. Jakob Holm maatte gaa videre med de andre; men Sønnen blev staaende midt i Gaden og skraaede først over, da der kom to Vogne i fuld Fart fra hver sin Kant. Der var kommen noget forfærdelig bittert og tungt ind i den ellers saa freidige Guttens Sind.

Stakkars Far! … han havde sagt, at det var Mor og Ungernes Skyld, at han var, hvor han nu var … Var det kanske sandt? … Arne var en voksen Gut at regne for, og en ualmindelig snil og 373dybtænkt Gut var han ogsaa. Han havde altid følt Medynk med sin ulykkelige Far og tænkte mangen Gang, at Mor nok kunde baaret mere over med Faren og stelt det hyggeligere i Hjemmet, saa kunde kanske meget ha været anderledes … Han lovede med sig selv, at han vilde arbeide sig frem til en Mand, om han saa siden kunde bli sin gamle Far til Hjælp og Støtte. Drikken, som han saa godt skjønte havde været Farens Ulykke, skyede han allerede nu som sin værste Fende. Han var kommen i Lære hos en Snedker og viste sig som en paalidelig og bra Gut, som Mesteren gjorde meget af.

Denne Dag var han netop paa Veien hjemover til Middag, og som han gik opover Gaderne med Hænderne i Bukselommerne og Luen lidt paa Siden over det lokkede Guttehode, saa mindede han paafaldende om Jakob Holm, slig som denne havde set ud i sine bedre Dage. Kun var Sønnen lysere og havde et fredigere, mere aabent Blik end Faren nogensinde havde eiet. Denne Gutten kunde se sig glad paa Livet og paa Menneskene. Og i Søndagsskolen havde han lært hvad Forældrene havde forsømt at bibringe ham eller aldrig havde kjendt, nemlig Agtelse for og en dyb Kjærlighed til Kristendommen …

Da han kom op i Voldgaden svingede han ind Porttummet til den lille Leilighed mod Gaarden, hvor Madam Holm bodde. Ved Jomfru Jansens Retledning og ved Hjælp af de Penge, som Bertrand Brun havde efterladt, var Marie kommen sig nogenlunde op igjen. Hun drev atter med Vask og Strygning, 374og nu da hun var bleven kvit den forfyldte Manden og bare havde Børnene at leve for, havde hun tat sig sammen og der var kommen over hende som en ny Livslyst. Men … der er intet fuldkomment under Solen. Marie Holm havde megen Glæde af Arne; men han var ogsaa den eneste; thi Ragnvald, den ældste Gutten hendes, synes at have arvet altfor meget af Farens ulykkelige Hang til Drik og Lediggang … Han havde nylig staat ud sin Lære hos en Bogbinder og var nu indtraadt i Svendenes Række. Der holdtes for ham et dundrende Svendelag med Sang og Bægerklang, og om Morgenen maatte han kjøres døddrukken. Siden var han blit almindelig kjendt blandt Kammeraterne som en stor Skøiergut med et vildt uroligt Hode …

Det saa noksaa triveligt ud i Madam Holms Kjøkken og lille Stue. Arne gik lige ind og satte sig til Bordet, hvor Maden ventede.

«Du Mor, jeg har truffet Far idag», sa han om lidt.

«Jasaa», kom det hvast … «aa, ja, han har det nu som han selv har stelt det til, han kunde ogsaa havt det bedre.»

Arne tænkte paa Farens Ord: «Det er Kjærringen og Ungernes Skyld, at jeg er her;» men han vilde ikke si dette til Moren. Han spiste en Stund i Taushed, saa sa han:

«Oppe hos os var der en Snedkersvend, som var saa svær til at drikke, det sies at det skal være Konen hans, som har faat ham bra.»

375«Kjærringen?» Marie vendte sig helt om fra Strygebrettet og saa paa Sønnen med det hvasse, skarpe Blik, der var blet hende egent i de siste Aar. Hun syntes, at Sønnens Ord klang mest som en Bebreidelse mod hende. Havde kanhænde hun ikke gjort nok for Manden sin? Dette ytrede hun dog ikke noget om, gad ikke engang svare; thi Gutten talte vel som han havde Vet til. Men Arne fortsatte paa sin freidige Maner:

«Ja, det sies der. Det skulde være Konen, som var saa snil imod ham og stelte det saa inderlig fint og pent hjemme.»

Madam Holm slang Strygejernet fra sig paa Brettet.

«Havde hun noget at stelle det fint med, naar Manden var saa ilde til at drikke?» spurgte hun. «Ja, ja, godt for hende det da.»

Arne sad en Stund uvis inden han svarte:

«Jeg ved ikke det; men hun var vist bestandig snil mod Olsen, stakkar.»

Arne sad der med en Følelse, som havde han vaaget sig ud paa en glat Is. Det var ikke godt at snakke med Moren om slige Ting.

Madam Holm saa op i et iltert Sinne.

«Du mener, at ikke jeg var snil mod Far din kanske, og at det er derfor det gik som det gik?»

«Aa nei da Mor, det sa jeg jo ikke … der skal vist meget til at kunne bære over med en Mand, som drikker, men det er dette, som der sies, at Madam 376Olsen har gjort, og nu skal Manden hendes værre snil.»

«Saa har vel Madam Olsen havt mere at greie sig med end de fleste andre Kjærringer. Det er ikke alle Mænd, der er like leie heller.»

Der kom et isnende koldt, næsten ondt Udtryk op i Marie Holms Øine, men hun fortsatte: «Du skulde ikke snakke om det du ikke forstaar, du Arne. Du kan ikke ha Greie paa, hvordan det er for en Kone, naar Manden gaar og ødelægger hele Ugelønnen sin, foruden at han den meste Del af Aaret er uden Arbeid. Ja, du burde jo kunne skjønne det, men jeg hører, at du ikke gør det … Der kan nok ingen si, hvad en Mor maa slite for ondt med en forfyldt Mand og en to, tre forsultne Unger … En orker ikke arbeide. – En taber rent Modet til alt. Det er bare i Stampen med det, en har, saa det blir værre Dag for Dag … Huttemigtu for Liv én kan faa …» Hun sukkede uvilkaarlig, kanske mest ved Følelsen af, at hun kunde havt det bedre hun og … «Men det sier jeg», fortsatte hun i en inderligere Tone. «Det blir ikke bra her i Landet forinden Brændevinet og alle de stygge Fyllesjaperne kommer væk. De skulde rives til Grunden alle Sjapperne, skulde de, saa fik Fyllefanterne slaa sig tiltaals.»

«Aa du Mor, der blir nu aldrig noget af det.»

«Nei, det er vel at tvile for det, Gutten min. Brændevinet er altfor kjært til at de vil af med det. Men tænk, hvor dumme de er. Blev det mindre Brændevinsdrik, saa blev det ogsaa mindre Fattigbyrder, 377og ikke nogen kanske, som kom paa Slaveriet eller Mangelsgaarden heller. Det er forresten rart du, det sies nu, at Venstre skal gjøre saa meget for Arbeiderne, men der gjøres enda ganske lidet for at indskrænke Brændevinsdrikken, der jamen er Arbeiderens værste Fiende.»

Arne, som havde siddet der stille og fortænkt, blev med engang livlig.

«Jamen har du Ret Mor. Hvis jeg var saapas en Mand at jeg raadde noget, saa skulde der sættes en Stopper for Brændevinsdrikken, det er sikkert det.»

Marie lo.

«Saapas til Kar blir du nu aldrig, at du raar noget for det.»

Arne syntes ikke selv, at det var rimeligt. Men han levede i en Overgangstid, da mange Slags Tanker blir vakt i Ungdommens Sind, og han gik der med Forhaabning om at vinde frem til noget stort i Livet. Det var saa mangen en Fattigmandssøn, som naadde frem, hvorfor da ikke ogsaa han?

Han sad og tænkte paa dette, mens han spiste sig mæt paa den tarvelige Maden, da Døren idet samme sloges op og Ragnvald, hans ældre Bror kom ravende ind i Stuen.

«Det er Blaamandag idag», skreg han i, «vi skulde ta os en ‘Hurrablei’, og saa blev det for mye Fyl.»

Det var uhyggeligt at høre den unge Gutten snakke slig; det var som en sørgelig Arv efter Far hans.

378«Skal du ikke spise, jeg har deilig Grynsaad med salt Kjød og Flesk», sa Marie, hun saa angst, næsten fortvilet paa den ældste Sønnen; det var som vilde hun si: se her er ogsaa et Offer for Brændevinet.

Men Ragnvald ravede hid og did i Stuen.

«Spise? Tror Dere jeg kan spise? Nei, jeg vil sove nu.»

Han slang sig bortpaa Sengen og sovnede snart ind.

Madam Holm og den yngste Sønnen forholdt sig hele Tiden tause, bare saa med talende, tungsindige Blikke bort mod Sengen, hvor Ragnvald laa. – – Det var en vakker Gut, en ægte Type af Kristianiagutten; men han var mørkere end Arne og savnede dennes lyse, freidige Blik og aabne Aasyn. Han saa ud til lidt af hvert denne Gutten, uagtet han var ung og nylig indtraadt i Dagdrivernes Klasse. Moren la Mærke til, at han var uden Vest … altsaa havde han «stampet» Vesten sin. Herregud! det var saa ligt Jakob dette … Det saa ud til, at den ældste Gutten, som Marie havde født til Verden med saa megen Smerte … og for hvis Skyld, hun engang havde følt Livet saa tungt, fremdeles skulde skjænke hende en bitter Skaal. …

Arne reiste sig fra Bordet.

«Saa gaar jeg da Mor. Du faar la Ragnvald sove saalænge han vil, og se til, at du kan holde ham hjemme til jeg kommer. Jeg gaar lige hjem ikveld. 379Hvis det kniber, saa faar du heller kjøbe til ham en Flaske øl, saa blir han kanske siddende i Ro.»

Marie nikkede til Svar, hun var ikke god for at si noget, Graaden vilde ta hende … Herregud! det var rent mærkeligt, hvor snil han Arne var, og saa omtænksom. Det var vist, fordi han havde holdt sig til Vorherre fra han var liden Gut af; men det havde hun ingen Del i …

Arne la fra sig en halvkrones Penger paa Strygebrettet, saa gik han fort ud; han taalte aldrig at se Moren græde, var i Grunden for ømhjertet af sig; en bra Gut var han, og han vilde gjerne, om han kunde, hjælpe Forældrene sine.

*

I en ny Gaard i Hegdehaugsveien, hvor Overlærer Thoresen nu bodde, laa en ung Jente og skurede Gangen og Trappen. Tiltrods for dette Arbeide – det var en kold uhyggelig Høstdag – hørte hun aabenbart til de glade; thi mens hun af al Magt holdt paa at skrubbe Trappen, nynnede hun ganske høit en vilter, løssluppen Varietsmelodi … Læseren har truffet denne Pige engang før. Det er Gunda Holm, Jakobs og Maries yngste Barn. Hun er nu konfirmeret, og Jomfru Jansen, der er kjendt omkring i Byen i mange fine Huse, og saaledes ogsaa hos Overlærer Thoresen, har skaffet Gunda en Plads der, som Maaneds- eller Hjælpepige. Hendes Arbeide bestaar i at gaa Kokkepigen tilhaande, rende Grinder og skure Trapperne. Men hun har hidtil vist sig saa glemsom og ulærvillig, at det bare er af 380ren Medlidenhed med Pigebarnet og af Hensyn til Jomfru Jansen, naar Fru Thoresen enda har beholdt hende i Huset.

Hun ligner Moren i dennes Ungdom. Det er det samme stridige, lidt ustadige Gemyt, og hun har Morens Haar og vakre Øine; men Ansigtet er livligere, næsten lidt frækt, og hun har i sin hele Optræden en umiskjendelig Lighed med Gadetøsen. Som hun ligger der og bruger Skurebørsten, mens hun synger i Takt med sin høie klare Stemme, kommer der en ung Herre ud fra Entreen i 2den Etage. Det er vor Ven Harald Thoresen, der flittig studerer Theologi. Forresten føler han ved Siden af sine Studier en afgjort Interesse for de lavere Klassers Kaar. Han viser en dyb Medfølelse for alle forlorne og faldne Subjekter ved Tanken om, hvad han selv nu kunde været, om han ikke itide ved en høiere Styrelse var reven ud af Taterfølget. Den høie mørke Mand med det fortænkte, noget tungsindige Drag om Læberne, der staar i paafaldende Modsætning til de kvikke Øine, stanser en Stund udenfor Entredøren og lytter til Gundas Sang. Nu er hun færdig og kommer opover Trappen med Skurebøtten. Harald stanser hende, han har altid følt en vis Interesse for denne Pige. Han tror, hun hører til de ulykkelige, der let er udsat for Fristelse og Fald, og vil gjerne redde hende, derfor har han ogsaa bedt Moren om at beholde hende, saafremt Pigebarnet ikke skulde vise sig altfor umulig.

«Du er glad i Sang, Gunda», sier han i den 381venlige Tone, der er ham egen. Gunda ved saa godt, at hun har en Beskytter i Studenten; og desuden … hun forstaar det ikke … men der er noget forunderligt ved ham – noget i Øinene tror hun, som minder om hendes yngste Bror, han Arne. Hun staar stille med Skurebøtten i Haanden, lidt undselig.

«Ja, jeg liker Sang.»

«Ja, Sangen er de glade Hjerters Tale», svarte Harald; men disse Ord var noget, der naturligvis laa langt udenfor Gundas Forstaaelsesevne. Hun svarte ikke paa dette; men sa bare:

«Nu skal jeg flytte Hr. Thoresen». Med det samme saa hun paa ham med en hoven, udfordrende Mine.

«Har Mama sagt dig op?»

«Bevares nei. Frua har intet sagt, og heller ikke Kokka; men jeg vil nok ikke bli længer.»

«Hvor vil du hen?»

Gunda satte Skurebøtten fra sig, inden hun svarte:

«Jeg vil ikke skure mer … Jeg skal være Blomsterpige paa Florasalen i. … Jeg skal faa en flot Kjole og begynde imorgenkveld. …»

Harald fór sammen. – – –

«Men kan du reise herfra saa straks?»

«Det kan jeg vel … de er vist glad jeg reiser … jeg er jo rent umulig; de faar nok én igjen som er meget flinkere.»

«Stakkars Barn!» Harald fik ikke sagt mer; thi Fru Thoresen viste sig i Entredøren:

382«Hvad staar du der efter Gunda? – – Gaa straks om til Kjøkkentrappen.»

Gunda skjelede til Fruen med sine mørke Øine, og uden at svare fór hun som en Vind nedad Trappen, mens Harald gik ind i Stuen med sin Mor.

«Hun vil jo reise?»

«Vil hun det, naa Gudskelov havde jeg saa nær sagt. Jeg er glad jeg blir hende kvit, der blir saa aldrig noget af hende likevel.»

Harald Thoresen slængte sig et Øieblik ned. i Sofaen og kastede Bogpakken paa nærmeste Bord.

«Hun vil bli Blomsterpige paa Florasalen …»

«Ja det passer vist langt bedre. Hun er en vidtløftig Pige, uagtet sin unge Alder; det er det værste med hende.»

«Men hun vil komme rent ud i Elendigheden, naar hun kommer paa den Salen. Du tror ikke hvor farligt det er.»

«Jeg kan ikke gjøre noget ved den Sag, Harald, det maa du vel kunne indse. Pigen har en daarlig Opdragelse og et daarligt Hjem, det ses paa alle Ting det. Jeg har nylig faat høre, at Faren er paa Mangelsgaarden. Den Slags Folk skulde én aldrig ta i Huset, det nytter saamen ikke at tænke paa at ville redde dem … Men gaa nu du ud, der du skal hen, du Harald, og læg dig aldrig opi mine huslige Affærer, det passer sig ikke. Jeg har lenge nok baaret over med denne væmmelige Jentungen, og naar hun nu selv vil reise, saa har jo jeg ingen Skyld.»

383Harald gik stille ud. Han turde ikke modsige Moren. Det nyttede heller ikke at tale til hende om, hvor dybt han følte for de faldne og ulykkelige. Hun med sin aristokratiske Tankegang vilde jo aldrig kunne forstaa ham i dette, men bare anta, at det var barokke Ideer, der var udspundet i hans ungdommelige Hjerne, eller ogsaa en daarlig Efterslæt fra Friluftslivet mellem Taterne. Til sin store Sorg havde Fru Thoresen mer end engang troet at opdage nogle farlige frisindede Symptoner hos Sønnen og en, efter hendes Mening, høist uheldig Tilbøielighed til at ville blande sig mellem Masserne og omgaas de, som hun kaldte «simple» Folk. Hun kunde bare haabe, at denne ungdommelige Raptus hos Harald vilde forvindes med de modnere Aar, og tabe sig, naar han saa, hvor ganske umuligt det er at ville forsøge paa, at dra nogen op af Rendestenen, eller slaa en blank Mynt af en Kobberskilling. Det ene af disse Ting var lige saa ugjørligt som det andet, efter Fru Thoresens Anskuelser.

Niogtyvende Kapitel. To Kvinder

Det var Jul og saa langt leden som til over Nytaarstide. Vinteren var faldt ind med Snø og varig Kulde, slig at Fattigfolk gik og frøs og svøbte sig tættere i de tynde Klær. I Byens Gader var det som vanlig mest bare Holkeføre med litetgranne Snedryss. Men kom én udenfor Byen eller bare saa langt som op i Udkanterne, saa var det straks klingende Vinterføre med blegt iskoldt Maaneskin om Kveldene, der kastede lange Skygger ud over de ubebyggede Tomter og Løkker; mens Ungdommen omkring i de lune Stuer gik og stundede i Længsel og Glæde efter at komme udom Husdøren og ud af alle indstængte Forhold.

Det var en slig Maaneskinskveld. Det yrede med Folk i Byens Gader; men opover Pilestrædet indhyllet i en god varm Kaabe gik vor gamle Veninde Cicilie Jansen; hun skulde helt op i Hægdehaugsveien, 385for at se til en syg. Hun havde havt flere Visitter at aflægge denne Kveld og flere Smaaerinder at udrette, derfor havde hun imod Sædvane undladt at ta med Sporvogn. Hun var kommen op i Pilestrædet, hvor Folkestimlen var noget aftat og der var mere stilt. Det saa hyggeligt ud i de oplyste to og treetages Gaarde. Fleresteds i tredie Etage var det ikke Rullegardiner for Vinduerne og Lampeskjæret faldt blødt ned paa Gaden. Etsteds høstede de vistnok Juletræ. Jomfru Jansen stansede en Stund som i Andagt, for at lye efter de fuldtonige Mands og Kvinderøster indimellem et Barnekor, der sang den gamle Julesalme: «Her kommer dine arme smaa». I samme Øieblik passerede to forbi, det var en ung Herre og en Dame, flot antrukne og i livlig interesseret Samtale. Jomfru Jansen fik blot i Forbigaaende ved Skinnet af Gaslygten se et Glimt af Damens Ansigt; men dette Glimtet var nok. Det viste hende ei alene, at Damen var ung og smuk; men disse mørke Øine, dette ovale Ansigt, denne slanke Skikkelse mindede pludselig om en, som Jomfru Jansen aldrig kunde glemme, om end Sporet for evig syntes at være tabt. Dog, hvad havde hun med disse fremmede Mennesker. Denne fine Dame kunde jo umulig være Franciska, eller nogen som stod denne nær; om end disse brændende mørke Øine ved Gaslygtens Skjær paa en høist foruroligende Maade havde mindet om den ulykkelige, forvildede Søster.

Som ved et Tilfælde kom Jomfru Jansen til at gaa lige efter disse Fremmede.

386Hun kom dem liksom tættere ind paa Livet ved idelig at trænges fremad paa det smale Fortoug. Saaledes gik det til, at hun fik følge dem opover Edvard Storms Gade til Holbergs Plads og videre op Welhavens Gade. Hun hørte dem tale og hun fordoblede sine Skridt for at følge tæt i Sporet. Hun behøvede i Grunden ikke skynde paa Gangen; thi de unge gik langsomt. De gav sig god Tid og syntes at nyde Aftenen og Konversationen. Damen hang fast ved Herrens Arm, og sa med dæmpet Stemme; men dog høit nok til at Jomfru Jansen kunde opfange hvert Ord:

«Saa du er ikke enig med Mama i, at jeg vil ha nogen Skade af at læse: «En Historie om den store By?». …

«Umuligt Vennen min. Historien er en sand og virkelig Skildring af Livet, som dette arter sig, netop i vor By; men den er ikke fint gjengivet; den gaar altfor meget tilbunds i Sagen. Det er dette, som Folk kalder for usædeligt. Dog er Bogen nu paa alles Læber og i de flestes Hænder, saavidt som den har kunnet naa.»

«Og den danner et Led i Udviklingen og er et Stykke Kulturhistorie, ikke sandt, du Harald?. …»

Kand. theol. Harald Thoresen trykkede sin Forlovedes Arm tættere ind til sig.

«Jo vist; ialfald er det en Bog til at faa Forstand af.»

«Ja, det synes jeg og», svarte Frøken Bratvold ivrig. «Aa, du Harald, naar jeg læser sligt 387saa tænker jeg bestandig, at jeg har været altfor lidet ude. Jeg er saa dum paa de Ting. Jeg har i Grunden aldrig vidst nogenting, og enda skal vi to snart giftes. …»

Kand. Thoresen svarte ikke … han havde nu i et Aar været offentlig forlovet med sin Barndomskæreste Ester Bratvold; men han tænkte ofte, at de ikke var rigtig lykkelige. Ester havde liksom ikke nok i sin Forlovede, og hun var saa vidt forskjellig fra de almindelige unge Damer, som de færdedes mellem i det daglige Liv.

Hun var en stærk Natur, der bestandig gik og higede efter at udvikles, være med, bli til noget, som hun udtrykte sig. Derfor var hun vel ogsaa Venstre- og Fremskridtskvinde med Liv og Sjæl. Hun gik paa Foredrag i Arbeidersamfunnet og havde nys ladet sig indskrive i en Forening, der kaldtes: «Fremtidskvindens Klub», og som virkede for alle mulige «gale Ting», efter de konservatives Mening.

Fru Bratvold, der var meget religiøs, saa paa Datterens Færd med hemmelig Angst, og var altid ræd, hun skulde komme ud paa vilde Veie. Hendes Forlovede frygtede ikke dette nær saa meget som Moderen. Han var selv en udviklet Mand, der tog adskillig Del i Tidens Spørsmaal, tiltrods for Thelogien. Men det var noget andet, som foruroligede ham, og det var Esters tiltagende Kulde ligeoverfor hans Person … hun havde faat for meget at tænke paa, og han var ikke længer hendes Alt …

De gik i Taushed. Samtalen var gaat aldeles 388istaa; mens Jomfru Jansen fremdeles fulgte Skridt for Skridt. Hun var ikke Darwinist, den gamle Jomfru, hun vidste slet intet om, hvad enkelte lærer med Hensyn til Arternes Udvikling. Heller ikke vidste hun noget om Sjælevandringen, eller Troen paa, at Mennesket kan fremstaa i en anden og fornyet Skikkelse. Men … hun var overrasket, og mange Slags Tanker var blit vakt. Hun havde hørt den unge Dame tale … og denne Stemme, om end en temmelig udpræget Kristianiadialekt, saa mindede den dog i Klangen og i noget ubeskriveligt noget, om … den ulykkelige Franciskas Røst i dennes bedre Dage.

Halv ubevidst, næsten som en Drømmende fulgte Jomfru Jansen disse to ukjendte Mennesker op Hegdehaugsveien, hvor de pludselig tog af tilhøire og stansede udenfor et lidet toetages Hus, der laa indenfor en Have … Ud fra første Etage, hvor hele Leiligheden var oplyst, lod Sang og dybe Akkorder fra et Piano …

«Ish … nu holder Mama et af disse væmmelige Vennemøder igjen.» Damen stampede utaalmodig med Foden i den frosne Mark.

«Vær nu snil Pige, Ester», sa den unge Mand beroligende, «vi gaar naturligvis ind og tar Del i det vakre, lille Møde …»

«Ja, du, som vordende Præst.»

«Og du … en vordende Præstefrue? …»

«Ja, da saa … ish.» Stemmen lød trodsig. «Jeg trodde jeg skulde faa megen Tid iaften til at 389læse ‘Historien om den store By’ … og siden efter har vi Møde i Kvindeklubben.»

Jomfru Jansen hørte atter denne Stemme … men nu var det slet ingen Lighed mellem denne og Søsterens … og hun maatte i næste Øieblik le ad sin egen ophidsede Fantasi … Disse to unge var jo hende fuldstændig uvedkommende. Efter det ydre at dømme, maatte de tilhøre Kristiania finere Cirkler. Hun forstod nu ogsaa saa meget som, at det var to Mennesker, Mor og Datter, der gik hver sine Veie. Men det havde jo hun intet med. Hun sa det til sig selv mangfoldige Gange, og vidste ikke hvoraf det kom, at hun blev staaende derude i Kulden, udenfor Havestakitet, efter at de to unge var forsvundet bag Hushjørnet.

Var det Sangen derinde hun lyede efter?

Den unge Dame havde vist sagt: «Det er Mama som synger». …

Gamle Jomfru Jansen vidste ikke hvad hun tænkte; mens hun stod der og lyede til de bløde smeltende Akkorder, der trængte ud i den kolde Vinterluft og saa kom mellem Tonerne, forunderlig stilt, disse Ord:

«Jeg er et lidet Lam
Min Frelser bar min Synd og Skam.» o.s.v.

Indtil det hele tabte sig i en lang, vibrerende Tone.

Jomfru Jansen trak Kaaben tættere om sig og gik tilbage, nedover Hegdehaugsveien til Huset, hvor hun agtede at besøge en syg Veninde.

– – – – – –

390Da Jomfru Jansen senere udover Kvelden gik nedover Byen til sit Hjem i Raadhusgaden, hvor hun paavirket af Tidens Retning og Tanker havde begyndt med en «Maadeholdskafe», en af de første i sit Slags i Hovedstaden, da kom hun tilfældigvis forbi en bekjendt Restaurant og Kafe. Lige udenfor i den stærke Lysning fra Gassen, mødte hun en ung Pige i elegant Pelsværkskaabe og med en liden flot Hat, der fuldstændig skulde svare til Kaaben. Jomfru Jansen saa et Øieblik ind i et blegt, frækt Ansigt, inden Pigen forsvandt i Indgangen til Kassen. De to Kvinder studsede … Den unge fór skræmt tilbage, mens Jomfru Jansen vilde gribe hende i Armen, tale … skrige noget ud … men saa blev hun med et borte, … væk … Nogle forbigaaende stødte idetsamme den gamle Dame haardt tilbage, hun stod da ogsaa midt i Veien paa Fortouget … Saa gik hun stille videre sin vante Vei hjemover; men der var kommen et Sting i Hjertet, et fornyet Alvor over hende; thi denne Gang vidste hun, at hun ikke tog Feil.

Pigen, som hun havde set forsvinde i Døren til Kassen var ingen anden end Marie Holms Datter, Gunda … Hun havde rigtignok længe hørt Snak om, at den unge Pige skulde være kommen ud paa Afveie og neppe stod til at redde; men nu havde hun selv faat Vished i Sagen. Det frække Blik og den flotte Dragt var talende Vidner og tolkede bedre end mange Ord den faldne Piges sørgelige Livshistorie.

Trettiende Kapitel. I Sygehuset

Derinde i Salen for Kvindeafdelingen gik Kandidat Thoresen fra Seng til Seng. Han vilde bringe Trøstens og Fredens Ord til de mange syge. Uagtet han havde faat sin meste Opdragelse i et aristokratisk Hjem, saa var han Menneske- og Folkeven og de fattige og smaa laa ham varmt paa Hjertet. Den unge Mand gjorde meget godt med sine smaa Midler, og han hørte til de, om hvem det med Sandhed kunde siges, at «den venstre Haand ikke vidste hvad den høire gjorde». Han var Lærer ved en af Byens høiere Skoler, men sin meste Fritid benyttede han til flittig at studere Folkelivet, samt de ubemidlede Klassers Kaar og alt hvad dermed stod i Forbindelse. Han tog ofte Del i Folkemøder og den Slags Sammenkomster, som den Gang var i sin første Opblomstren. Som ægte Demokrat sang han af Hjertet med Folkevennen Ole Vig:

392«Jeg elsker Bonden i Kofte gran
Og Fatigmanden, hvis Seng er Straa
Og alle Magter,
Som ei foragter,
De simple Smaa.»

Og da han var Theolog og gjennemtrængt med en levende barnlig Kristendom, saa siger det sig selv, at han ei alene havde Hjertelag for Folkets timelige, men ogsaa for dets aandelig Nød, og hans største Bestræbelse gik ud paa, at række en Haand til de faldne, som han mødte paa sin Livsvei.

I dette vakre Formaal blev han trolig støttet af sin tilkommende Svigermor, Enkefru Bratvold. De to besøgte i Forening mangt et fattigt, ulykkeligt Hjem, og de søgte saavidt som de kunde, at oppreise de faldne Kvinder, som de fik Anledning til at naa. Dette var saa at sige blit en Hjertesag for Fru Bratvold. Den lille letlivede Ester forstod hverken sin Mor eller sin Forlovede i disse ædle Livsmaal. Det hele blev hende for snævert og syntes altfor lidet mærkbart. Hun var en egoistisk verdslig Natur, der kun arbeidede i sin egen Interesse, for selv at naa frem til noget stort, og under Bestræbelsen herfor levede hun et Slags Skyggeliv paa Tidens Friheds- og Frigjørelsesidéer … Hun sang Fædrelandssange, besøgte Folkemøder sammen med Harald, gik endog saa vidt som til at holde Taler i Kvindeklubben, og havde Johan Sverdrups og Bjørnsons BusterBuster] buster opstillet i sit Værelse; paa den Vis syntes hun at kjæmpe for Tidens nyvakte Idealer, og hun rak netop saa 393langt som mange andre af hendes samtidige. Leve for noget virkeligt, eller følge sin Forlovede paa Sygebesøg og Vandringer ud i Byens Udkanter til Lazaronerne og de dybest sunkne, se det kunde den lille frisindede Dame hverken gjøre eller rigtig forstaa. Tendensen laa enten for høit eller for lavt for hende, hun vidste det ikke selv. Men derfor gik Harald ogsaa den Dag alene ud til Byens Sygehus som stedvanlig, naar ikke Svigermama kunde være med. Det var længere Tid siden han havde været herude, og i en alvorlig Stemning gik han fra den ene Sygeseng til den anden, saa langt han rak og tænkte paa sin eiendommelige Maade, at syge og «fattige har vi altid iblandt os» …

Tilslut kom han til en Seng, hvor der hvilte en ung Kvinde … Hun var bleg og mager. Trækkene slappe næsten, udlevede. De store mørke Øine traadte frem af sine Huler, Næsen var spids og skarp. Ansigtsudtrykket træt og tungt. Pleiersken havde sagt, at denne Kvinde havde ligget her længe, grundet paa Tilbagefald efter en hard og alvorlig Sygdom.

«Hvorledes staar til, stakkars Pige?» spurte Harald og bøiede sig deltagende ned mod den syge.

«Doktoren sier, jeg er bedre», kom det langsomme, næsten ligegyldige Svar.

«Saa vil De kanske snart kunne udskrives som frisk?»

«Ja desværre». Tonen var ei alene bitter, men forfærdelig saar og haabløs, og de brune Øine stirrede 394fortvilet ud i Rummet. Harald tog undrende Plads ved Sygesengen.

«De vil altsaa … ikke gjerne bli bra igjen, er det saa?»

«Ja, det er saa, for jeg har ingenting at stunde til … Jeg vilde være bedst faren om jeg … døde …»

Der opstod en dyb, tung Stilhed … Harald undredes … og han overtænkte hvad han vel skulde svare paa dette. Stakkars Barn, saa ung og saa livstræt. Men nu talte hun atter med en tonløs mismodig Stemme; ingen uden han maatte høre det, derfor lød det hviskende, men alligevel saa saart og saa tungt ud i Rummet:

«Præsten har ofte været her og talt til mig Gudsord, og nu synes jeg det maatte være bedst at – dø; … jeg har faat Fred med Gud … Hvis jeg lever, saa vil jeg atter komme ud i Elendigheden.»

«Men det behøver De da ikke.»

«Aa, det er let gjort for én som mig.»

Harald blev siddende i dybe Tanker og undredes over, hvor han havde set dette Ansigt før– – det forekom ham mærkelig bekjendt. Men paa sine Samaritanvandringer omkring i Byen traf han jo saa mange, at det ikke var godt at mindes hver enkelt, dog var han vis paa, at han havde truffet denne Pige før …

«Hvordan har De levet … inden De kom hid? spurte han venlig og interesseret.

395«Aa, det var daarligt det … jeg er en stakkars falden Kvinde …»

«Stakkars Pige, i en saa ung Alder?»

«Aa, jeg ser vel ikke ung ud mere! de sier jeg har tabt mig svært i det siste». Stemmen lød atter halvveis bitter, halvveis spottende og haard. «Jeg selv synes sommetider at jeg er saa svært gammel saa … det er nu længe siden jeg begyndte som Blomsterpige i Florasalen. Den Gang faldt jeg for første Gang, og siden gik det stadig nedover … En Herre leiede Værelse til mig nede i Karl 12tes Gade og kostede paa mig Sangundervisning. Jeg skulde bli Sangerinde ved Varietéen. Og jeg sang jo ogsaa en Vinter … men saa mistede jeg Stemmen ved en Forkjølelse … Siden tjente jeg i en Kafe, hvor jeg blev Trækdukke for Herrerne … Saa blev jeg syg og kom hid, og det blev Enden … eller jeg ved ikke mere nu …» Hun saa mørkt, næsten trøstesløst ud i Rummet.

«Giv mig et Glas Vand er De snil … jeg orker ikke tale mer.»

Harald Thoresen rakte hende Vandglasset. «Nei, stakkars Barn, De har talt altfor meget. De behøver heller ikke si mer, jeg kjender saa godt Deres Livshistorie … den er desværre meget almindelig. Jeg har saa tidt hørt fortælle lignende.»

Den unge Pige tog et Par dybe Slurk af Vandglasset og aandede liksom lettet, saa vendte hun sig atter mod Harald …

396«Kandidaten vil altsaa ikke kjende mig mer», der fór som et Smil over de blege Træk …

«Nei, jeg … kjender Dem ikke.»

Harald ledte forgjæves om i sin Hukommelse.

«Naa, nei det er ikke til at undres, jeg er nok blit svært forandret siden den Tid … Jamen er jeg saa …»

Hun sukkede, mens Harald saa deltagende ind i det unge Ansigt, der var tydelig mærket af det lastefulde Liv, hun havde ført. Imidlertid rodede den syge noget frem bag Hovedpuden; det var en liden tarvelig indbunden Bog med gyldne Bogstaver udenpaa Bindet. Hun rakte den ud imod Harald.

«Denne kjendes vel Kandidaten ved?»

Harald tog undrende og med en hurtig Bevægelse Bogen i Haanden. Det viste sig at være: «Morgen- og Aftenvagter», og indeni Bogen stod Harald Thoresens Navn skreven med en usikker, stiv Guttehaandskrift. Den unge Mand fór sammen, der gik liksom op for ham et Lys. Med dyb Bevægelse saa han nu den unge Pige ind i Ansigtet.

«Herregud, De skulde vel ikke være …»

Han blev afbrudt af Pigen, der svarte hurtig og med megen Livlighed:

«Jo, Hr. Kandidat, jeg er Gunda Holm, der engang tjente som Maanedspige hos Deres Mor. Den Gang gav De mig denne lille Bogen, og jeg har trolig gjemt den som et Minde om Dem. Men her paa Sygehuset er den blit mig til Trøst og Glæde 397… jeg har tidt læst i den, kan De tro … og saa … saa har jeg tænkt over mit eget Liv.»

Kandidaten foldede stille Hænderne.

«Tak ske Gud», sa han med dyb inderlig Røst, han var dybt bevæget. Det stod saa levende for hans Erindring den Dag, da Pigen skurede Trappen hos hans Mor, og hvordan han dengang havde advaret hende, for hvad hun vilde kaste sig ud i. Nu var det altsaa gaat slig, som han tænkte … Ja, ja, saa gaar det oftest, i Livet. Der var dog nu indtraadt et Omslag, og Pigen var stærkt inde paa Forbedringens Vei … Gudskelov for dette …

Men Harald forstod saa meget som, at det nyvakte Liv var overmaade svagt, og skulde det vokse sig frem da trængte det overmaade megen Støtte og Pleie.

«Har du intet Hjem mere?» spurte han Gunda, efter en lang Stilhed. «Du er altsaa Datter til Jakob Holm, og din Mor … hun var vist Vadskekone?»

«Ja, Mor, hun driver enda med Vask. Men det er ikke saa rart hjemme … Far, ser De … han er saa svær til at drikke …» Dyb tung Stilhed, inden Pigen fortsatte: «Han har nu to Gange været paa Mangelsgaarden; første Gang da vi var Fremvokstringer, det var nok Frøken Jansen, en gammel Bekjendt af Mor, som fik ham ind … Da han kom ud igjen, saa kom han tilbage til Mor og lovede at være snil; men han blev den samme igjen. Bare Fyld og Elendighed ikke andet … og slig gik det flere Aar … indtil han blev syg af Dilla midt 398paa Gaden og kom paa Sygehuset … og derfra gik Veien til Arbejdsanstalten igjen. Da var vi blit voksne, jeg og Brødrene mine. Det var ved den Tid, jeg tjente hos Deres Mor.»

Harald tænkte, at det slet ikke var underligt, om Barn, der opvoksede under slige Forhold, kom ud paa Afveie.

«De har altsaa et Par Brødre?» spurte han.

«Ja, – Ragnvald den ældste af os, er lig Far … Men Arne er svært snil … han har nu staat ud som Snedker og hjælper Mor.»

Det var mærkeligt med hvilken Ro og Ligegyldighed den unge Pige kunde tale om disse sørgelige Forhold. Harald Thoresen gyste.

«Hvorfor kan De ikke gaa hjem?» spurte han i en bedrøvet Tone.

«Nei – – det vil jeg ikke nu. Der faar bli af mig hvad der kan; men hjem vil jeg ikke.»

«Hvorfor ikke?»

«Nei, … det er saa væmmeligt hjemme.»

«Er det saa rent smaat for Deres Mor?»

«Ikke nu, siden hun faar Hjælp af han Arne; og hun driver vist enda med Vask … Det har været bedre helt siden den Gangen, da Frøken Jansen første Gang fik Far ind paa «Manglen». Hun hjalp os ogsaa til at faa igjen, det vi havde hos Pantelaaneren og leiede ordentligt Logi for Mor, slig, at hun kunde komme til med Vasken igjen … nei da, det er ikke værst hjemme nu … men likevel vil jeg ikke hjem.» Om en Stund la hun til i en 399sagtfærdig Tone: «Han Arne er saa sint paa mig saa!»

Der indtraadte en øieblikkelig Stilhed. Harald Thoresen skjønte godt, at den faldne Pige skammede sig for at gaa hjem; hun havde enda en Gnist af Æresfølelse tilbage. Og kanske ikke Hjemmet vilde være det rette Sted for hende … de forstod vel neppe der at ta hende paa rette Maade, vilde kanske omgaas hende feilagtig, slig at hun snart vilde gaa bort igjen og falde tilbage i Synden. Dette maatte for enhver Pris undgaaes. De svage Længsler mod det gode, den spæde Livsgnist, der var bleven vakt i den unge Kvindes Sjæl maatte skjøttes og værnes om; det gik ikke an at overlade hende til sig selv. Om en Stund sa han:

«Vilde De gjerne blive anderledes?»

«Ja, det vil jeg vist; … men hvor skal jeg hen, hvordan skal jeg begynde? Om jeg vil søge Kondition, naar jeg kommer ud herfra, saa er det svært vanskeligt at faa nogen. Hvem vil vel ta ind i Huset en slig en som jeg har været.» Stemmen lød saar og bitter.

«Jeg kjænder én som vil ta imod Dem», svarte Harald i en hjertelig Tone.

«Ja, det véd jeg, det har Præsten sagt mig saa mange Gange. Vorherre støder ingen bort; men Menneskene, de vil saa nødig tilgi en saan én, som jeg.»

«Det skal De ikke si. Jeg véd en snil, kristelig Frue, som gjerne vil ta sig af Dem og Deres Lige. Naar jeg nu fortæller hende, hvordan De har det, 400saa vil hun straks gaa herned og sidde her og tale fortrolig og venlig med Dem slig som jeg nu. Og naar De blir frisk, saa vil hun se at skaffe Dem Arbeide et eller andet Steds – og indtil De faar noget, vil hun gi Dem et Hjem i sit Hus, naar De bare vil være snil og vende om fra Deres tidligere Liv.»

Gunda saa pludselig op med et livligt Blik og spurte saa i en hurtig Tone:

«Hvad heder den Damen?»

«Fru Bratvold; hun er vel kjendt af de fattige og lidende, og meget formaaende inden de kristne Kredse i Hovedstaden. Hun lever bare for at gjøre godt og vil være imod Dem som en Mor. Det kommer kun an paa Dem selv, om De herefter vil bli en snil Pige.»

Gunda laa en Stund stille, saa sa hun:

«Jeg vil gjerne bli snil jeg … Jeg var ofte saa træt af det Livet jeg var kommen i, at De tror det ikke, for det er i Grunden saa væmmeligt saa … men det er næsten umuligt at reise sig for den, der engang er faldt.»

«Ja, det tror jeg gjerne stakkars Barn. Men nu kan der bli Raad for Dem ogsaa. Se nu bare at være ved godt Mod, saa De snart kan bli ganske frisk. Jeg kommer igjen om nogle Dage og da har jeg kanske med mig den snille Damen jeg talte om … Farvel da!» Thoresen rakte Haanden ud mod den syge Kvinde, idet han reiste sig for at gaa.

«Farvel og mange Tak», sa Gunda venlig; 401hendes Blik var i de siste Øieblikke blit paafaldende mildt og roligt. Men Harald Thoresen gik ud med en varm Følelse i sit kjække, mandige Hjerte; thi han kom pludselig ihu de betydningsfulde Ord, som Vorherre vil si til sine: «Hvad I har gjort mod en af disse mindste, det har I gjort mod mig».

Om Kjærlighedens Forvildelser

Karen Sundts arbeiderroman Kjærlighedens Forvildelser kom først ut heftevis i 1894. En samlet førsteutgave kom i 1895.

Vi møter et stort persongalleri, dels knyttet til arbeiderstrøkene i Kristiania og dels til en bygd ved Mjøsa. Deres livshistorier henger sammen i større eller mindre grad, og det er til tider litt komplisert å henge med i handlingen(e) og familieforholdene.

Sundt tar opp temaer som fattigdom, alkoholisme, arbeiderliv, klassekamp, oppdragelse, ulykkelig kjærlighet og tilgivelse. Enkeltindividets lykke settes opp mot familiekrav og samfunnets normer. Og to tilbakevendende spørsmål i romanen er 1) om foreldres synder går i arv og 2) om man ved hardt arbeid kan overvinne et dårlig utgangspunkt.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook