Ellevte Kapitel. En gaadefuld Begivenhed

Tiden stred.

I 7 Aar vekslede Sommer og Vinter, Høst og Vaar.

Der kom to Børn i Præstegaarden. Det var Trygve og liden Ingrid, der liksom tinede Mama noget op og blev som et kjært Baand mellem Forældrene.

Tiden læger alle Saar, – Magt gir Mod, og Gurid Lindbu blev med Tiden noksaa tilfreds i sin Stilling. Hun var med Aarene blit en værdig Præstekone, der ret godt havde forstaat i sin hele Maade at være paa at ta efter Sorenskriverens og Doktorens Fruer, saa hun gjorde ikke Skam af Præsten eller den fine Slægten hans. Hun var nu ogsaa, hvorom alting var, den rige Lindbudatteren, og hun skjønte til og med at føre en prægtig Landhusholdning, og havde med Agronomens Hjælp vidst at opdrive Præstegaarden til et sandt Mønsterbrug. Saa 141Præsten havde faat sit paa det tørre og fandt sig vel i sin Stilling som Ægtemand. Hvad havde han mere at fordre? Gurid var en i alle Henseender gjild og bra Kone. Han havde ikke været Halvten saa godt tjent med en fattig Bydame, om hun maaske havde forstaat at føre sig lidt bedre og klæ sig med mere Smag, og kanhænde lagt Elskhugen noget stærkere frem i Dagen.

Kjærligheden – hvad er vel den? … Præsten var en rolig Natur, der ret godt kunde lade sig nøie med Agtelse og Venskab. Han havde aldrig følt det Varmere. Og nu var det jo de smaa Barnefødder og den lune Barnelatter, der gjorde det saa inderlig trygt og hjemligt i den gamle graa Præstegaard.

Det var en vakker Septembereftermiddag, der førte med sig liksom Efterveer fra den svundne Sommer. Præsten og Kapellanen havde netop drukket sin Kaffe ude paa Havetrappen og vesle Trygve lekte nedenfor paa Grusgangen med Gyngehesten. Da kom Fruen seilende ud fra Dagligstuen, som det lod til, i stor Travlhed.

«Du Hans», sa hun til Præsten, «imorgen vil jeg ha op Væven min; det gaar ikke an, at Marthe sidder her og ingenting bestiller.»

«Ja, ja, Vennen min, det er jo en Sag, jeg ingenting har med», svarte Præsten i en forundret Tone.

«Men jeg har ingen Væft.Væft] garn Jeg tror, jeg tar Borken og spænder for Kariolen og saa reiser jeg bortom Lindbu for at laane lidt Væft af Mor.»

142«Som du vil. Men skal nu dette akkurat ske idag? Jeg tænkte, du vilde høste ind Blommerne fra Nedrehaven.»

«Det kan jo Stupigen gjøre alligevel, – og vil du, saa kan jo du og Kapellanen ta en Haand i med.»

«Ja, saa inderlig gjerne», smilede den blide Kapellan Meyer. Han saa ikke nøiere efter i Sømmene og fandt i sit stille Sind, at Præsten Heidemann og Frue maatte være et ualmindelig lykkeligt Ægtepar.

Fruen forsvandt for straks efterpaa at komme tilbage i Yttertøy.

Hun kyssede sin Mand paa Panden med et «Farvel du!»

«Bliv nu ikke altfor sent. Vil du ikke ha Ola med?»

«Aa nei da, jeg er hjemme igjen ved Kveldstid».

Men nu kom lille Trygve løbende.

«Mama, bli med til Bedstepapa Lindbu!»

«Nei, Gutten min, ikke idag», svarte Mama koldt afvisende, idet hun hurtigt gik Grusgangen ned. Den lille brættede paa Læben; men Præsten tog ham op paa Fanget.

«Du skal bli med Papa og Onkel Meyer og høste Blommer, det er langt mere Moro.»

«Aa ja – høste Blommer, Papa!» Og den lille klappede i Hænderne.

«Mama havde det svært braat med at komme Afsted til Bedstepapa idag», sa Præsten. Han vidste 143ikke, at de gamle paa Lindbu i al Hemmelighed havde budsendt Datteren for at tale med hende i et vigtigt Anliggende.

Præsten og Kapellanen ventede ved et hyggeligt Aftensbord; men de maatte vente længe. Det var blit ganske mørkt, inden der hørtes Vognrammel ude i Gaardsrummet, og Fru Gurids hvasse, haarde Stemme lød ude i Forstuen.

«Du blev længe», sa Præsten.

«Ja, det faldt sig saa.»

«Stod det bra til paa Lindbu?»

«Ja saa til Passelighed», kom det rolige, lidt afvisende Svar.

Præsten Heidemann saa skarpt paa sin Hustru. Det var umuligt at kunne læse noget i hendes kolde, regelmæssige Træk. Men han havde likevel en Anelse om, at ikke alting var, som det skulde og burde være. Han vilde dog ikke spørge, og saa blev der talt om alskens ligegyldige Ting under Aftensmaaltidet. Det var først efterat Stupigen havde tat ud af Bordet, og Kapellanen var gaat paa sit Værelse, at Fru Gurid sa:

«Søster Aase er reist.» Tonen klang ligegyldig.

«Reist?» gjentog Præsten.

«Ja, det vil si, der er ingen, som ved, hvor hun er blit af.»

«Altsaa en Ulykke. Jeg anede straks, at noget stod paa.»

«Det kunde du vel ikke?» Stemmen var overlegen, kold.

144«Jo, jeg trodde det.»

Fru Gurid nidstirrede paa sin Mand med et gennemborende Blik.

«Hvordan gik det til?» spurte han stilfærdig.

«Hun blev borte Onsdags Kvelden – rentvæk.» Gurid snappede efter Veiret.

«Naa da?»

«De vidste ikke først, hvad de skulde tro derhjemme … men saa opdagede de, at Tjenestegutten Halvard Lien var forsvunden samtidig. Far savnede ogsaa en Pengesum, og nu forstod de alt. De la sammen en Mængde Biomstændigheder og skjønte, at Aase og Halvard var reist ifølge.» Fru Gurid drog Aanden tungt, inden hun fortsatte: «Jeg har nu længe kjendt til Forholdet mellem Aase og Halvard … Stakkars Aase, hun turde ingenting si til Far og Mor; hun vidste, at de gamle aldrig vilde gi sit Minde til Forbindelsen …»

«Saa er hun altsaa rømt bort med Kjæresten sin?»

«Ja, det er nok saa.»

«Herregud, tænk at gjøre Forældrene en slig Sorg og Skam!»

«Aa, det er nok Far og Mor, der bærer Skylden. Kunde de nu ikke git efter for denne ene Gang og gjort et af Barna sine lykkelige? Monstro, at Forældrene har Ret til slig at staa i Veien for Barnas Livslykke? Mor burde mindst af alle gjøre det. Hun giftede sig med Far bare for Gaardens Skyld; men saa har hun heller aldrig havt en glad 145Dag i sit lange Ægteskab …» Fru Gurid skjalv i Røsten. «Aase er lykkelig, – hun har faat den, hun holder af, og det er da det eneste og det største i Verden; hvad er vel alt andet?» Tonen var paafaldende myg, og der kom noget op i Øiet lig en Taare, da hun i Hast reiste sig og gik ud i Soveværelset, hvor de smaa forlængst sov i sine smaa Senge. Men Præsten blev siddende inde i Dagligstuen og dampede Røgskyer ud af sin lange Merskumspibe.

Næste Dag var det ruskende Veir. Det silregnede hele Dagen og Vinden afrystede Træernes gulnede Blade.

Paa Præstegaarden tog Veiret haardt, saa det ulte og peb i den gamle Bygning. Men Fru Gurid havde det travelt, isærdeleshed fra den Stund, det begyndte at, skumre. Da blev hun pludselig kaldt ud af Dagligstuen til en, der endelig forlangte at faa Præstefruen i Tale.

Fru Gurid saa sig om i Kjøkkenet. Der var ingen uden Gjætergutten, der stod henne ved Døren.

«Det er en Fremmedkar, som paa Liv og Død vil snakke med Fruen.»

«Hvor er han?»

«Han staar ude bag Laaven og venter; han vil paa ingen Maade gaa ind.»

Fruen saa overrasket ud.

«Det kan ikke være mig, det man vist være en af Pigerne, han mener.»

«Nei, han sa Fruen!»

146«Det var besynderligt.» Fruen aabnede Døren og saa ud i mørket og Stygværet. Hun havde ingen Lyst til at gaa ud. Bortved Laaven saa hun liksom nogen bevæge sig.

«Du faar gaa med du da Ola», sa hun halv gysende til Gjætergutten. Hun var liksom ræd at gaa alene.

Da hun var kommen henimod Laaven, kom en mørk Skikkelse imod hende.

«God Kveld, Fru Heidemann; jeg er Halvard Lien, Kjæresten til hende Aase.»

Det kvak i Fruen; men hun havde Aandsnærværelse nok til at si Gjætergutten:

«Du kan gaa, du Ola; dette er en Mand, som har Bud til mig hjemmefra; men det er noget, du ikke behøver at si til nogen.»

«Nei, det har jeg jo intet med», svarte Ola og gik stilfærdig ind.

Men Fru Gurid trev Halvard Lien hvast over Armen. «Hvor er Aase?»

«Lige bag huset her.»

Nu kom Aase springende frem og faldt Søsteren grædende om Halsen.

«Kjære dig, vær ikke sint, fordi vi kommer.»

«Nei da, men hvad vil I?» spurte Fru Gurid skjælvende af Kulde og Bevægelse.

«Du maa hjælpe os til at bli viet i Nat.»

«Er du gal? Det kan jeg ikke.»

«Jo, du maa.»

147«Jeg kan ikke; min Magt strækker ikke saa vidt; men jeg faar skjule eder til imorgen. Kom!

Og Fru Gurid førte sine Gjæster ad en Bagtrappe op til 2den Etage i den gammeldagse Præstegaard. Her gik Veien til et afsondret Gjæsteværelse, der kun sjelden benyttedes, da der gik Ord for, at det spøgede.

«Her faar I bli saalænge», sa Fru Gurid, «om en Stund kommer jeg tilbage med Mad og Lys.»

«Vi maa først snakkes ved», sa Aase alvorlig. «Du ved jo om, at Halvard og jeg har elsket hinanden i lang Tid. Det er jo for hans Skyld, at jeg har vraget alle de gjæve Friere. Men nu vil jeg følge ham med Ære, som hans lovlige Hustru, ellers ikke.»

Hun aandede dybt, inden hun tilføiede: «Du, Gurid, faar hjælpe os at bli viet i Nat. Vi har vore Papirer i Orden, baade Halvard og jeg.»

Gurid skvat liksom tilbage.

«Det kan jeg ikke. Det er noget, Heidemann aldrig i Evighed vil indgaa paa, han med sine strenge Anskuelser. Kan I ikke bli viet der, I kommer hen?»

«Det er ikke saa godt. Jeg vil ikke reise længer med Halvard, uden som hans Kone.»

«Du faar hjælpe os», bad Halvard indtrængende. «Aase er nu saa strid paa denne Vielsen.»

«Hvor vil I hen siden?» spurte Fru Gurid.

«Vi reiser op til Østerdalen eller indimod Svenskegrænsen og ser at faa ryddet en liden Plads i Udmarken etsteds. Vil det ikke gaa her, saa vil vi se at vinde os over til Amerika til Vaaren.»

148Fru Gurid blev staaende i en eftertænksom Stilling.

«Ja, I bør bli ordentlig gifte, det er nok sandt det, og jeg vilde gjerne, at det skulde ske her i Nat.»

«Tak, tak, Søster!»

«Tak mig ikke fortidlig. Jeg ved jo slet ikke, om det vil kunne gaa.»

Dyb Stilhed. – Saa sa Fru Gurid:

«Nu faar I forholde Jer rolige, til jeg kommer igjen. Præstegaarden er berygtet for Spøgeri, og kanske det er et heldigt Tilfælde, som vi vil kunne benytte os af i Nat. Dette Værelse er især berømt, hverken Bispen eller Provsten tør sove her, naar de er paa Visitatsreise. Derfor vil det ikke undre nogen, om de skulde se Lys her i Kveld. Det er noget, som tidt hænder, at Aanderne tænder Lys.»

Fru Gurid faldt paa, at hun skulde lede efter en Vævskjed, og hun gik med store, stærke Skridt ind i Kapellanens Værelse for at se efter i et gammelt Vægskab, hvor hun opbevarede alskens Skrab.

Hr. Meyer, den unge Kapellan, sad ved et Talglys i det yderst tarvelige Værelse. Der var intet Vindusgardin. Regnen i Forening med Grenene af den store Ask, der stod lige udenfor Vinduet, slog ind mod Ruderne og gjorde et trist Indtryk.

Fru Gurid rodede en Stund i Skabet under Paaskud af at søge efter Vævskeen; men saa gik hun pludselig bort til Bordet og satte sig ligeoverfor Kapellanen.

«Undskyld, Hr. Meyer, De maa gjøre mig en 149stor Tjeneste i Nat, – det er et Livsspørsmaal. De maa ikke si nei!»

«Ikke, hvis det er noget, jeg kan.»

«De kan.»

«Nu, hvad er det saa, kjære Frue?» Tonen var fortrolig, næsten varm; men Fru Gurid syntes ikke at mærke dette. Hun fortsatte med koldt Overleg:

«Min Søster Aase er her.»

Hvad vedkommer dette mig? tænkte Kapellanen, som havde haabet, at det kom an paa en personlig Tjeneste ligeoverfor den smukke Fru Gurid. Men hun gav ikke Kapellanen Tid til at si noget.

«Min Søster ligger i Elskhug med Tjenestegutten hjemme. De er her begge to og vil vies i Nat. De maa udføre denne lille Villighed, Hr. Meyer. Papirerne er i Orden.»

Kapellanen sprang op som bidt af en Slange.

«Uden Deres Mands Tilladelse? Uden Forældrenes Samtykke?»

«Ja, i al Hemmelighed i Nat, forstaar De», svarte Fruen i den ligegyldigste Tone af Verden.

«Det tør – det kan jeg ikke, fast det er Dem, som ber mig.»

«De maa!» bad Fru Gurid indtrængende.

Kapellanen taug. Saa reiste han sig pludselig og maalte Gulvet med lange Skridt. Fru Gurid gik efter og stak sin Haand ind under hans Arm … «De maa, – De maa …» Hun søgte at binde ham med sine Øine … og Kapellanen? Ja, han 150beundrede denne Kvinde mere end det kanske var tilbørligt, og han lod sig bøie til at gaa ind paa hendes Planer.

«Hvordan skulde det gaa til?» spurte han lidt usikkert.

«Det er den letteste Sag af Verden», svarte Fru Gurid og trak sin Haand til sig. «Det hele sker, naar Gubben min er falden i Søvn, – jeg gir Dem et Varsko … De og Brudeparret gaar da til Kirke, forsynet med Staldlygten, og de er naturligvis saa dreven, at De ved, hvor snart det gaar an at spleise to Mennesker sammen paa den almindelige Vis.»

«Ja, ja, vist ved jeg; men saa behøver det heller ikke ske i Kirken, – det kan godt afgjøres her paa mit Værelse.»

«Nei, de skal vies i Kirken», sa Fru Gurid bestemt.

Kapellanen saa sig om med et uroligt Udtryk i de milde blaa Øine. Saa sa han uvist og lidt svagt:

«Men er det ikke tryggere her?»

«Ikke tryggere end at gaa bortom Kirken, naar alle i Huset sover.»

«Men om nogen vaagnede og saa Lyset?»

«Saa er det simpelthen Spøgeri, intet andet.»

«Ja, ja. Frue, De faar selv bære Ansvaret og Følgerne, – og husk paa, at det bare er for Deres Skyld, at jeg paatar mig et sligt Vovestykke.»

«Jeg skal ikke fortælle, at det er Dem, der har gjort det.»

151«Men – Navnene maa skrives ind i Kirkebogen, ved De.»

«Det kan godt undlades.»

Hun stod ved Døren, da Meyer holdt hende tilbage.

«Hvor er Brud og Brudgom?»

«I Spøgelsekammeret. Er det ikke godt udtænkt?»

De tilkastede hinanden et Forstaaelsens Blik.

Saa gik Fru Gurid nedover den gamle knagende Trappe. – – – – –

«Hvor blir du af, Gurid? Hvad i Alverden er det, du har saa trabelt med?» spurte Præsten, da hans Hustru atter viste sig i Dagligstuen.

«Aa, det er Væven, der sætter mig Fluer i Hodet, – nu var til syvende og sist Skeden for fin.»

Hun søgte at skjule sin Uro, da hun en Stund efter satte sig hen til Bordet for at læse i «Synnøve Solbakken», der ved den Tid nylig var kommen ud.

Hun sad alene med sin Mand.

Der var kommen Bud ned fra Kapellanen med Anmodning om at faa bragt en Kop The op paa Værelset.

Han var forkjølet og led af Hodepine, havde ikke taalt Trækvinden paa Havetrappen Dagen forud.

Men Præsten Heidemann gik til Vinduet og saa ud i Haven. Regnen slog mod Ruderne, og det var saa mørkt, som det kan være en Uveirskveld i September.

«Uf, hvilket rædsomt Veir! Jeg synes formelig 152jeg fryser. Kom nu, Gurid, saa gaar vi tilsengs, det er ikke noget at sidde oppe efter. De smaa sover for længe siden.»

Fru Gurid havde længe stundet efter en slig Udtalelse.

Hun gjorde en Runde omkring i Huset og saa efter, at alle havde begivet sig til Ro. Med et Lettelsens Suk slukkede hun saa Lampen i Dagligstuen og fulgte sin Mand ind i Sovekammeret.

Præsten havde et godt Sovehjerte. Det varede ikke længe, inden han snorksov, mens Fru Gurid snudde og vendte sig paa sit Leie.

Da Klokken led mod 12 og Heidemann endda sov fast, stod hun op og kastede om sig nogle Klær. Saa gik hun op i Kapellanens Værelse, hvor denne og Brudefolkene ventede i stor Spænding.

«Kunde det ikke ske her?» spurte Kapellanen med bedende Blikke.

«Nei, nei», raabte Aase og Gurid som med én Mund, «det skal være i Kirken.»

Der var ingen anden Raad for Kapellanen end at føie sig, naar det var kommen saa vidt. Modstræbende slog han Kappen over Præstekjolen, tændte Staldlygten, som Gurid havde bragt med sig, og fulgt af Gurids Velsignelser gik de alle nedover Trappen.

«Hvor gaar I hen efterpaa?» spurte Gurid.

«Ud i den vide Verden; men naar vi bare blir gifte, saa har vi Lovens Ret til at dele baade godt og ondt.»

153«Men saa maa I for alting ikke si, at det er her, I har faat Kirkens Velsignelse … Jeg turde ikke for Heidemann, – nei, ikke for mit Liv.»

«Nei, vi forstaar det saa godt. Vi er Ægtefolk for Gud og Menneskene, det er nok.»

*

Gurid sneg sig tilbage til Soveværelset og følte sig lettet, da hun fandt baade Mand og Børn i tryg Søvn. Ellers var det ogsaa stilt over hele Huset, saa hun kunde ikke tænke, at nogen vilde ane Uraad. Hun gik til Vinduet og saa henover mod Kirken. Der gik en stærk Lysning ud fra Vinduerne. Alterlysene og Kronen var vist bleven tændt. Kapellanen havde vel følt det som en egen Høitid, denne Midnatsvielse, – og Aase, hun vilde ikke staa Brud i mørket. Gurid følte sig beklemt og urolig, da hun endelig reiste sig for at gaa tilsengs. Men det var godt, at der var ingen Lyd, der naadde hendes Øre uden de sovendes dæmpede Aandedræt … Hun laa vaagen og regnede paa Minuterne. Nu maatte bestemt Vielsen være over. Det var jo ikke rimeligt, at Kapellanen holdt nogen lang Brudetale.

I samme Øieblik skvat hun op ved Lyden af Skridt udenfor, i Kjøkkenet, og efterpaa en stærk vedholdende Banken paa Sovekammerdøren.

«Hvad er dog dette?» raabte Heidemann. Han var vaagnet i det samme. «Er nogen syg?»

De fik snart Oplysning i Sagen, da Døren 154reves op og Per, Gaardsgutten, viste sig i Aabningen.

Han var kun halv paaklædt og bar en Haandlygte. «Far faar straks staa op!» raabte han med skjælvende Stemme; «hele Kirken er oplyst, Berthea vaagnede forst og fik se det. … Det skinner som om Kronen skulde være tændt.» Fru Gurid hakkede Tænder af Angst, der hun laa … Skulde de nu bli opdaget? … Aa,den dumme Meyer, den Idioten, hvorfor havde han ikke skyndt sig mere? Hvad vilde vel Heidemann si, naar han fik Sammenhængen at vide? Hun gruede og lukkede Øinene i Angst.

Men Præsten fór op af Sengen og hen til Vinduet.

«Nei, vil man se, er ikke hele Kirken oplyst! Det skal ogsaa være hændt engang for, i Sognepræst Stockfleths Tid, og det varslede om hans nær forestaaende Død.»

«Ja, det har Far min fortalt», svarte Per. «Præsten Stockfleth gik alene ind i, Kirken; men han bad, at de vilde se efter ham, om han skulde bli længe. Saa gik Far og Klokkeren ind med Lygte en Stund efterat Lysene i Kirken var blit stukket og da fandt de Præsten liggende besvimet foran Alteret. En Maaneds Tid efter døde han; men han fortalte aldrig til noget Menneske, hvad det var, han havde Set i Kirken.»

«Ja, ja, Per, gaa nu du ud i Kjøkkenet, saa kommer jeg straks.»

155«Hvad vil du gjøre?» spurte Gurid og sprang fort ud af Sengen.

Præsten var alt begyndt at klæde sig vaa.

«Naturligvis det samme som Præsten Stockfleth gjorde, iføre mig fuld Ornat og gaa til Kirken …»

«Aa, Gud, gjør det ikke!» afbrød Gurid i sin store Vaande.

«Det er min Pligt. Jeg maa se, hvad dette har at bety … Kanske er det Kirkerøvere, jeg har nu aldrig troet paa Spøgelser.»

«Røvere havde ikke tændt Lysene. Aa, kjære dig, Hans, gaa ikke.»

«Du maa ikke holde mig tilbage fra min Embedspligt. Gaa du bare ind paa Klædeskammeret og hent min gamle Præstekjole, og saa ind i Kontoret efter Kirkenøglen, – men skynd dig lidt!»

Halv paaklædt stansede Gurid paa Tærskelen. «Kan jeg ikke heller bede Kapellanen om at gaa?»

«Nei, hører du.»

Gurid gik; det var som om Knæerne ikke vilde bære hende, – og hun søgte at dra Tiden ud. Da hun kom tilbage, sa Præsten i en sær Tone:

«Nu er det for sent. Lysene slukedes straks, du var vel ude af Døren. Men ved du hvad? Jeg saa liksom en mørk Skikkelse snige sig fremover Gaarden og lige under Vinduerne her.»

Gurid aandede lettet. Det maatte vist være Kapellanen, der kom tilbage. Saa var altsaa alting i Orden likevel.

«Gaa nu tilsengs, Heidemann», sa hun i en 156beroligende Tone. «Hvad det nu var eller ikke var, saa er det jo nu forbi.»

«Det er ikke saa ganske sikkert. Gud ved, hvad det kunde være? Jeg vil ialfald gaa op til Meyer og høre, om han skulde ha mærket noget.»

«Aa nei, gjør ikke det!» raabte Fru Gurid i stigende Angst. «Du ved, han var daarlig igaar.»

«Ja, det faar ikke hjelpe», sa Præsten og gik ud, efterladende sin Hustru badet i Angstens Sved. Om en Stund kom han tilbage og fortalte, at Kapellanen ogsaa havde set Lyset og var staat op; men var kommen for sent, liksom Præsten.

Gudskelov, saa har han været klog nok til intet at røbe, tænkte Gurid og drog Sengklæderne over hodet. Hun lod, som var hun træt og vilde sove; men Søvnen kom ikke den Natten. Hun laa i mange Slags Tanker.

Herregud, nu havde hun da engang i sit Liv bidraget til at gjøre to Mennesker lykkelige! Det var da ogsaa noget at glæde sig over, – og der kom over hende som en hel fremmed Følelse. Det var, som om noget varmt og mygt smøg sig nedover Brystet og klemte til lige nedenunder Hjertet. Men nu vaagnede vesle Ingerid og vilde op til Mama. Med en inderlig Følelse drog hun Barnet ind til sig.

«Ja, ja, Puslingen min, naar du blir stor, da skal du vist faa Lov til at elske, – og elske hvem du vil.»

Næste Dag taltes der ikke om andet, end at der havde været Spøgelser i Præstegaarden og i 157Kirken Natten før. Der var set Lys baade i Spøgelseskammeret og i Løngangen udenfor, og saa tilslut den storartede Lysning fra Kirkeruderne. Det maatte sikkert være et storartet Spil af Aanderne, en Spøgelsesligfærd, slig som det oftere var set i Præstegaarden for mange, mange Aar siden. Rygtet om dette gik snart udenom Præstegaardens Vægge til Klokkergaarden og derfra over den halve Bygd lige indom Dørene til Lindbu; men det var ingen, der anede, hvad det var. Men under alle disse Sladderhistorier gik Fru Gurid taus med Smil om Læben. Hun var ikke overtroisk, og man læste Vantro og Spot i hendes kolde, graa Øine.

Tolvte Kapitel. «Den skjønne Helene.»

Vi vender nu atter tilbage til Nytiden og tænker os et Aar fremad fra den Tid, vor Fortælling begynder. Denne Gang vil vi gjøre en Afstikker ned i Vinkelgaden til et af de gamle Huse, der bortleiedes til prostituerede Kvinder, for her at gjøre Bekjendtskab med «den skjønne Helene», en i sin Tid bekjendt Dame inden Demimondeverdenen. Det var leden langt udover Formiddagen, men Helene fulgte Skikken blandt «Pigerne» i Vika og var i Regelen sent oppe. Endnu ved 11-Tiden træffer vi hende foran Speilet i Natdragt, ifærd med at gjøre Toilette. Med engang lod hun Haanden glide slapt ned over de løsslupne, forvildede Lokker, idet hun udstødte et dæmpet, halvt fortvilet Suk …

«Det er saa rart, naar én skal forandre sig», sa hun ved sig selv. «En ved jo, hvad én har … aldrig hvad en faar … Men hvad var det, vi 159sang igaarkveld? Ikke Ivar Bratvold; men han, den anden, han sang: ‘Tänk aldrig på dagen imorgon’ osv. Vi skal bare leve for Dagen, bare bruge Øieblikket, – uden at tænke paa Fremtiden; dette har jeg bestandig gjort; men kan det altid bli saa?» – Med et sorgfuldt Udtryk hævede hun de mørke Øine opover mod det lave Tag. Hun var en Kvinde af sjelden Skjønhed. Der laa en usædvanlig Ynde over de bløde Former, og hvert Træk var fint og regelmæssigt, som var det meislet i Marmor. Ingen skulde tro, at denne Kvinde forlængst havde overskredet Ungdommens Grænse. Og dog var det saa, at Sminken maatte skjule de første Rynker. Hun saa det med Gru, og tænkte, hvad Lodden vel vilde bli, naar hun blev gammel? I Vika fik hun ikke være, – der var kun Plads for de vakre og unge. Det blev ikke andet, end at sidde glemt og forladt eller kanske i Armodsdom i et smudsigt Rum nede i Vaterland eller Fjerdingen og takke til, at hun fik Lov at varte op de andre fjonge «Pigerne».

Hun fór op som stukken af en Orm.

Nei da, saa fik hun heller idag, da det var hende tilbudt, rive sig løs fra dette Liv og bli et andet Menneske … Men kunde hun bli en anden? … Hun støttede Haanden mod Kinden og faldt i dybe Tanker, – tænkte paa sin nære Slægtning, der vist vilde være villig til, at ta imod hende og hjælpe hende, naar hun blev gammel. Men nei, nei, ikke lægge sig ind paa Slægten, det vilde være altfor 160ilde. Og kunde vel hun ta tiltakke med et helt igjennem tarveligt, afstængt Forhold? Hun, som i lange Tider havde levet bare for at glæde sig? Nei, nei da! Endnu følte hun, at hun kunde more sig og leve med i Verden, selv om hun blev gammel. Men det maatte jo rigtignok bli paa en hel anden Vis, end som før. Idag kunde hun bli sikret for Fremtiden. Hun kunde bli formuende, – hun kunde vinde Menneskenes Agtelse, bli Hustru og kanske Mor. Nu var det hende budt – i denne Stund – og saa aldrig mer. Skulde hun? Skulde hun ikke? Det blev til en rædsom Kamp, en Kamp som paa Liv og Død. Hun lukkede Øinene, saa aabnede hun dem atter og saa sig om i den lille Hybel, denne for hende saa fortryllende, Glædens Bolig, – kunde hun rive sig løs og drage bort for altid? Nei, hun trodde ikke, at hun kunde, saalænge hun eiede et Fnug igjen af Ungdom og Sundhed. Hun blev afvekslende bleg og rød og Barmen bølgede op og ned, mens hun tænkte paa det arbeidsløse, ledige Liv, hun hidtil havde ført, – tænkte paa Sangen og Vinen, paa denne fine Herreduften, paa de fiffige Don Juan’er og ansete Mænd, som hun tællede inden sine vidløftige Herrebekjendtskaber. Fik hun ikke ligesaa godt bli i dette saalænge hun kunde? Fik hun ikke synge: «Tänk aldrig på dagen imorgon»?. … Kunde hun ikke bli her mere – ja, da fik hun heller gaa fra hele Greia! Med et Slags egen Vellyst tænkte hun paa Bjørvikens svalende Dyb. Vilde ikke dette være langt bedre end at gifte 161sig? Gifte sig hun? Kunde vel hun ta sig ud som gift Kone? … Ha, ha! – Uvilkaarlig kom hun til at tænke paa en førladen Matrone, der gik og stellede i et Hus. Nei, hun vilde ikke … Hun stampede med Foden og kastede halv foragtelig tilside en liden blond Krølleparyk, der laa paa Bordet.

Da med engang lød der Toner fra Sideværelset.

– Hvad var det? Det var Salmetoner, dybe, gribende, inderlige. Hun havde ikke hørt disse Toner paa mange, mange Aar.

Hvem var det, som sang Salmer her i dette Hus? Pludselig mindedes hun, at i Sideværelset bodde en Vaskerkone, der havde en Datter, som havde staat til Konfirmasjon netop Dagen før, og denne Pige var det nu, som sang op igjen Konfirmasjonssalmen.

«Den skjønne Helene» lyttede – lyttede med taarefyldte Øine, indtil Graaten tog hende. Hun mindedes sin egen Dag, da hun stod blandt Ungdommen i den gamle Kirke i Smaabyen hist ved Elvebredden. Det var den Gangen! … Ak, saa længe, længe siden! … Hun huskede sin Mor, der var død som en kristelig Kvinde. Ak, der skulde meget til at bli som Mor, – det kunde hun aldrig. Men skulde det ikke gaa an at bli et agtværdigt Menneske?. … Hun havde da ikke altid været slig som nu. Hun var da opvokset under bedre Forhold.

Der kom saa ganske uventet over hende en Følelse 162af Fred og Velvære. Tænk at bli en agtbar Kvinde! At leve i et godt og et hyggeligt Hjem!

Hun lukkede atter Øinene, mens Salmetonerne vuggede og antog Karakter af alt det gode og sande i Livet … Jo, hun vilde! Hun vilde! … Med en eneste Gang rev hun sig løs, udslettede hvert Spor af sin tidligere Sindsbevægelse, og stod snart fiks og færdig i mørk Silke og med en sort Fløiels Mantille, der faldt blødt nedover Kjolens rige Folder. Hun tog sig godt ud med Krølleparykken, der havde forvandlet hende til en blond Skjønhed. Hun gjorde endda en Streg over de mørke Øienbryn, slig at de faldt i et blondere Skjær. At Øinene var mørke og dybe, næsten sorte, det gjorde kun hendes Skjønhed mere forhøiet, eller en Smule pikant.

Saa tog hun Vadsækken, hun havde pakket med Klær, og med en rask Beslutning aabnede hun Døren først paa Gløt for at titte ud, og da hun saa, at Entreen var fri, sneg hun sig lydløst ned Trappen og ud paa Gaden.

Saa gik det videre i strykende Fart opover Byen, til hun naadde Slotsgaden, og nu var Loddet kastet for altid. «Den skjønne Helene» var ude af Vika og kom aldrig mere did tilbage.

Nu huskede hun først, at hun havde glemt at ta med Albummet med Fotografier af Don Juan’ er og ældre Herrer. Men kanske det var bedst, at det blev liggende, hvor det var, til hendes Efterfølgerske, og at hun, Helene, lagde Fremtiden bag sig som en lukket Bog.

163I 2den Etage i et af de ældre Huse i Nedre Slotsgade ringede hun paa, og stod som paa Gløder, indtil Døren blev aabnet af Cand. jur. Ivar Bratvold. Læseren vilde vistnok havt vanskeligt for i ham at gjenkjende Haandværkssvendenes Kammerat fra Kafeen nede i Vika. Dengang saa han daarlig, næsten slusket ud; men nu var han en flot Herre, og trods sit udlevede, lidt ældre Udseende, gjorde han et ganske godt Indtryk. Han trak Helene med ind i Entréen.

«Godmorgen, kjære! … Tak, at du vilde komme.»

«Det var jo et Løfte …»

«Men her er fuldt op af brudte Løfter, ved du.» Han vilde tilføiet: «særlig falder de lette for Kvinder som du», men han betænkte sig og fuldendte ikke Sætningen. Kanske vilde den falde tung og saarende. …

Han førte hende ind i sin flotte Ungkarlelejlighed. Her var det rigtig koseligt med Lænestole og en plydsbetrukken Sofa. Paa Bordet stod en vinopsat med flere Karafler og Glasse samt en Vase med Konfekt og Kager.

«Du ser, jeg har ventet.»

Han bragte hende tilstede i Sofaen og betragtede hende et Stykke paa Afstand.

«Du tar dig godt ud, rigtig nydelig … Med de blonde Lokkerne ser du mærkelig ung ud for din Alder.» – «Det er forresten heldigt», vilde han føiet 164til; men betænkte sig itide. En maatte være høist forsigtig for ikke at støde.

Men Helene havde reist sig. «I min Alder», gjentog hun i en krænket Tone. «Er jeg for gammel kanske?»

Der kom et stramt Udtryk om Læberne, der gjorde hende meget ældre.

«Langtfra, min kjære, slig mente jeg det ikke. De franske Kvinder paa 40 Aar skal være mest tiltrækkende. Ja, Forfatterne og Historieskriverne er ikke ræd for at antyde dette. Det er Formerne og Udviklingen, som staar høist ved firtiaars Alderen, ser du.»

«Bevars, jeg er endda ikke 40. Gud, nei!» Hun gyste.

«Det ved jeg altfor godt, men jeg tog bare en Gennemsnitsalder. Og lad os nu drikke og være glade. Det er jo vor Forlovelsesdag.»

Han skjænkede den skummende Champagne i Glassene, og de drak, til de blev livlige og glade. Efterpaa satte Bratvold Forlovelsesringen paa Helenes Finger, dertil føyedes endda et Guldarmbaand med kostbare Stene samt Gulduhr og Kjæde. Og nu var «Den skønne Helene» paany bunden i Guldets Lenker – disse Lænker, der føles saa fristende, saa rent ud betagende for Kvinder af hendes lige.

Men hvordan var nu Cand. jur. Ivar Bratvold kommen til denne Herlighed, han, der nys havde været fattig som en Kirkerotte? Det er snart fortalt. Han havde arvet en rig, barnløs Onkel over i Amerika. 165Han var Universalarving og Formuen temmelig betydelig.

Underlig nok, havde denne Onkel indsat ham til Enearving. Det skete af Forkærlighed for Navnet «Ivar», der var hans eget. Han havde saagodtsom opfostret denne Gutten den Tid, han var hjemme i Norge. Han havde holdt meget af Ivar, bestandig skjæmt ham bort. Han var blind for Guttens Svagheder og store Synder. Nu havde Ivar Bratvold faat sit paa det tørre, takket være Onkelens Godhed. Han kunde leve flot saalænge det varede, og han sparede ikke. Med sine Penge skaffede han sig lettelig Adgang til det gode Selskab, og nu faldt han paa den i manges Øine ravgale Idé, at han ogsaa vilde ha en Kone. I Grunden var han led og kjed Ungkarlslivet.

Han fridde til to unge Piger. Den ene af disse havde han truffet hos sin Søster, Assessorinde Smith. Men han fik Kurven af dem begge to. Saa blev han sint – sint paa de unge Damer, sint paa Fru Smith, der tillod sig at le ad hans Giftermaalsplaner, og i Harme og Ærgrelse valgte han sig en Hustru fra Prostitutionens Haller. Det var maaske et Vovestykke; men han kjendte to Mænd, der havde gjort det samme, og de var nu begge lykkelige Ægtemænd og Fædre til kjække Børn.

Kanske det kunde gaa ham paa samme Vis … «Den skjønne Helene» var en deilig Kvinde; han havde længe været en af hendes varmeste Beundrere. Elske? Det kunde nu hverken han eller Helene mer. 166Hjerterne var vel omtrent udtørret for denne renere Følelse; men sværme, det kunde de endnu. Og Ivar Bratvold glædede sig i sit stille Sind, naar han tænkte paa, hvilken Opsigt hans Hustru vilde gjøre i den fornemme Verden. Hvor hun var kommen fra? Se, det skulde ingen faa vide … De skulde bare undres og beundre … Ja, han skulde vise Verden, at han nok kunde kapre en smuk Hustru, – og han trodde ogsaa, at Helene vilde besidde Forstand og Takt nok til at danne sig efter de Kredse, hvor hun fra nu af skulde optræde.

«Hvor og hvad var du, før du kom derned?» spurte Bratvold med et eget Hodekast mod den Kant, hvor Vika ligger.

Helenes glødende Blikke frøs pludselig til Is.

«Den Dagen, du vil forlange Vielse, skal du faa mine Papirer, – og af Papirerne vil du faa vide det, som du og Præsten har Brug for. Jeg tror ikke, jeg skylder dig mere.»

«Men jeg vil da gjerne vide …»

«For Pokker, Ivar Bratvold», afbrød Helene, «har du da ingen ‘Fortid’?»

«Hys da. Vennen min. Eder klinger ikke godt i en Dames Mund … Fortid? Det har jo alle Mennesker.»

«Aa, du er vel ikke saa grøn, Gutten min, du ved vel, hvad Ordet ‘Fortid’ vil si, naar det nævnes mellem os, som nu? Jeg spør dig ikke, hvordan du har levet, forinden vi to blev kjendte, for det blir mig akkurat det samme. Men saa skal du heller 167ikke spørge. Er det ikke nok, naar jeg lover, at jeg fra idag vil være bare din alene.»

Hendes tindrende Øine blev atter glødende og vakker var hun som en solblank Dag.

Ivar Bratvold maatte smile, og der kom over ham som en varm, hidtil ukjendt Følelse, da han drog den smukke Kvinde ind til sig.

«Ja, ja. Vennen min, saa faar det være nok.»

Men atter samledes en Sky paa Helenes hvide Pande.

«Du ved jo, hvor du tog mig fra?»

«Ja, ja, men saa snakker vi ikke mere om dette. Vi to skal faa det godt sammen, skal du se.»

«Vi skal faa det godt … men …»

«Hvilket, Vennen min?»

«Sæt nu, om din Søster, Assessorinden, finder ud, hvem jeg er?»

Ivar Bratvold følte sig lettet. Ikke andet end det!

«Det tror jeg ikke, hun vil. Men om saa var, saa har vi Penge nok til at klare os foruden hende. Jeg skal si dig, hvad vi gjør. Straks vi er blit gifte, reiser vi til et Badested og saa til Udlandet, hvor vi blir et Aar eller to. Naar vi saa kommer hjem, er du Fru Bratvold. Du er kommen godt ind i dine nye Forhold, og den gamle Historie er glemt.»

«Ivar, det var da skrækkelig morsomt du … Tænk at faa reise i Udlandet! Hvor skal vi saa hen?»

168«Det ved jeg ikke endda. Kanske til Paris.»

Helene lo og klappede i Hænderne. Saa sprang hun op, hoppede rundt Gulvet og opførte en Slags Ballet, der havde været meget yndefuld, om hun havde baaret de til Dansen brugelige korte Skjorter. Tilslut sang hun:

«Jeg er en Fugl, du vil mig fange
med dine leflende Elskovssange.
Tara – Tarantella.»

Ivar Bratvold lo, saa han fik Taarer i Øinene.

«Du er ligefrem sød, men den Slags Præstasjoner bør du ikke opføre, uden paa Tomandshaand.»

«Tror du, jeg er dum?» Hun blinkede listigt med Øiet.

«Du fortjener en Champagne», sa Bratvold og skjænkede i Glassene.

Idetsamme kom Værtinden for at dække Bordet. Bratvold havde ladet bestille en fin og udsøgt Middag fra et Hotel. Idag skulde de være ene to for uforstyrret at kunne glæde sig sammen. Der blev udbredt som en Duft af Lykke over deres første fælles Maaltid og de var begge to i det bedste Humør.

«Imorgen gaar du ud og kjøber Udstyr, – du skal faa Penge nok», sa Ivar Bratvold med et lyst Smil til sin Tilkommende. «Saa tar vi Kongebrev og holder Bryllup næste Uge; vi har sku intet at vente efter.» –– – –

Sent paa Kvelden gik Helene til sit Værelse i 169Sidebygningen, hvor Bratvold havde leiet for hende, indtil Bryllupsdagen kom.

Nedenfor Trappeopgangen stod Værtinden, Madam Eriksen, i Samsnak med en Dame i Yttertøi. Det var en førladen, trivelig Skikkelse med et rødmusset, godlidende Ansigt. Helene kom lige imod hende – fór sammen, vaklede, vilde springe tilside ud … ligeglad hvorhen … Madam Eriksen greb hende i Armen. «Er De syg, Frøken Helene?»

«Nei, bare lidt svimmel.»

«Jeg vil følge Dem op Trappen.»

«Nei tak, jeg gaar nok alene.»

Hun sprang hurtigt op den smale Trappe, og de hørte, at en Dør blev smækket haardt i ovenpaa.

Men Jomfru Jansen – thi hende var det – blev staaende igjen forundret og lidt nysgjerrig.

«Hvem var dog denne Dame? Denne Stemme skulde jeg kjende … og hvor i Alverden har jeg set disse Øine? Hun minder mig paafaldende om – ja, jeg vil ikke si om hvem, for det er jo saa rent urimeligt, at saa kunde være.»

«Du kjender hende slet ikke, Cecilie», svarte Madam Eriksen bestemt afvisende. «Det er en Dame fra Landet, der er forlovet med Kandidat Bratvold, som bor hos mig.»

«Hvor vakker hun var, og saa fin! Du ved ikke, hvad hun heder?»

«Jeg ved ikke andet, end Frøken Helene. Det 170skal være en Proprietærsdatter fra Oplandene, der har drevet som Lærerinde.»

Der blev ikke talt mer, men om en Stund gik Jomfru Jansen ud Porten. Hun havde bare som snarest været indom et Ærinde hos Madam Eriksen, der var en gammel Bekjendt. Hun grundede lidt, mens hun gik nedover Gaden. Hun kunde ikke faa denne fremmede Dame, denne Frøken Helene, eller hvad hun nu hed, ud af sine Tanker. Det var Franciskas Stemme og det var Franciskas sorte Zigeunerøine, der næsten ikke var til at ta feil af. Figuren var ogsaa lig, men Haaret var blondt og hun saa yngre ud. Saa hed hun jo ogsaa Helene og skulde være fra Landet og til syvende og sist var hun forlovet med Kandidaten. Jomfru Jansen maatte næsten le af sin egen Indbildning. Gud, alt det Menneskene kan finde paa! Men det rareste var jo, at den fremmede Dame fik liksom ondt og vilde besvime, da hun fik se mig, tænkte hun videre. Dog, ogsaa dette kunde være en Tilfældighed. Madam Eriksen havde fortalt, at det havde flydt rigelig med Champagne oppe hos Kandidaten om Eftermiddagen. Kanske det kom sig deraf, at den unge, fine Frøken var blit svimmel.

Gud, Franciska? Hun var vistnok for altid forsvunden. Politiet havde netop i disse Dage faat opsnuset, at hun skulde være paa Reise til Sverige, under Navn af «Dronningen af Saba» – – –

Men oppe paa Kammerset i Slotsgaden laa Helene, mens Værtinden stod ved Sengen. Hun 171syntes, hun maatte se op, hvordan det stod til med den fremmede Dame, som hun skulde varte op for i nogle Dage. Ifald hun gjorde sit bedste, vilde hun vist bli godt betalt; Kandidaten var jo saa frygtelig rig.

«Giv mig lidt mere Vand», bad Helene, «jeg er saa skrekkelig daarlig.»

«Pleier Frøkenen ha det slig?»

«Aa ja, imellem saa. I Aften kom det forresten som kastet over mig, ganske uden al Grund. Aa, denne fæle Hodepine! … Men nu kan De godt gaa, Madam Eriksen. Naar jeg bare faar sove, saa blir jeg vist bra. Vær saa snil og sæt Vandglasset og Naftadraaperne lidt nærmere Sengen … Saa tak!»

Hun la Hodet ned paa den kniplingsbesatte Pude, nikkede til Godnat, mens Madam Eriksen tog Lyset og gik ud.

«Det hele er som et Eventyr i ‘Tusind og en Nat’»,Nat’»] rettet fra: Nat» (trykkfeil) sa Helene til sig selv. Bare jeg var vel gift og væk fra Kristiania for en Tid; siden skal jeg meget godt spille min Fruerolle tilende.»

Trettende Kapitel. Vilde Planer!

Det var Nat til en Søndag. Marie Svensen sad oppe og strævede med en Kjole, som endelig maatte være færdig til Morgenen. En ung, fiffig Dame skulde pa Tur til Ladegaardsøen og vilde paa Liv og Død kokettere med den fjonge Spadserdragten. Hun havde selv været oppe hos «Sypigen» Lørdags Kvelden og paalagt hende at gjøre, hvad hun kunde. Hun fik ikke spare sig denne ene Gangen. Og Marie sparede sig heller ikke. Hun havde tændt Lampen; thi uagtet det var lyse Sommernatten, saa var det dunkelt i det lille Kammer. Nu sad hun alene og sydde – sydde, sydde, indtil Øinene blev stive og Fingrene saare. Mens Naalen gik rapt frem og tilbage, tænkte hun paa den unge Dame, der skulde bære Kjolen. Hun er af «bedre Folk» – slipper at arbeide. Det er bare os Arbeidsfolk, der skal slite og trælle for de «Store». Nu skal Frøken Berg ud og more sig i denne Kjolen; men hun tænker ikke paa, hvor stor Møie og hvor mange vaagne Timer det har kostet Sypigen, at faa den istand. Hun 173smilte bittert, mens hun arbeidede nervøst. Marie var Socialist, uden at vide det.

Det var leden mod Morgensiden, og hun havde nu bare igjen at sy fast nogle Knapper og saa et Næst hist og et her, saa var Kjolen ferdig, og rigtig fjong var den, saa den stakkars trætte Sypige havde Grund til at være fornøiet med Nattens Værk. Men nu orkede hun ikke mere, hun duppede og sov, mens Kjolen fik Lov til at hvile i Fanget. Hun saa paafaldende daarlig ud. Der var blaa Ringe om Øinene, og Kinderne blege og indfaldne. Brystet hævede sig og sank liksom med tunge, sugende Drag. Det var, som om noget trykkede og værkede i Hugen, selv mens hun hvilte i Søvnens Arme.

Værelset var tarveligt: en Seng, to Stole, en Komode og et Bord udgjorde Bohavet. Dette kunde jo været tilstrækkeligt i et saa lidet Rum, om det hele havde været ordnet med Smag; men som det nu var, saa det uryddigt, næsten smudsigt ud. Var Marie omhyggelig med sin Paaklædning, saa tog hun det ikke saa nøie med at holde Værelset i Orden. Klæder laa henslængt hist og her. Rester af Mad og uvaskede Koppe var opskablet paa Komoden. Foran vinduet hang et smudsigt Halvgardin, og nedenfor var der opfæstet et gammelt Schawl, der skulde gjøre Tjeneste istedetfor Rullegardin. Over dette alt andet end tiltrækkende Billede, med den sovende Pige som Midtpunkt, kastede den osende Lampe et bleggult, uhyggeligt Skjær.

Marie bodde paa Grønland; men da Kammerset 174vendte ud mod Gaardrummet, saa hun blot borte en Husvæg. Hun var gjerne ude om Søndagen; men nu sad hun der lige til Middag og ventede Jakob. Hun havde ikke set ham hele Ugen. Gud ved nu, hvad dette kunde bety? Han var vel ude paa Rummel igjen. Han var lige lei til at drikke og gaa i Byen med de værste Kristianiagutterne, – blev vel neppe likere heller. Af den Grund havde Marie stadig henskudt Tanken om Bryllup. Bedst at se Tiden an. Men i den siste Tid var hun kommen paa andre Tanker og talte ofte om at ha Bryllup. Liksaa godt at springe i det, som at krybe i det, – det blev da ikke til andet lel! Men mærkelig nok slog altid Jakob Bryllupstanken hen i Vær og Vind. Hun likte ikke dette. Hvad kunde det bety? Holdt han ikke mere af hende som før? Eller var det Friluftslivet og Kammeraterne, der holdt ham bunden? Hun vidste det ikke. Bare vidste, at hun havde det ondt, – kunde mest ikke faa det værre, end som nu. Det var denne evindelige Fattigdommen, der gnaget. Sad hun ude i Husene og sydde, saa kunde hun ikke drive det til mere Betaling end 18 Skilling Dagen, fra Kl. 8 Morgen til 8 Aften, og saa aldrig vide af en liden Fristund, nei, aldrig! Var det likt sig det? Huf! … Rigtignok havde hun Kosten fri og Lys og Varme om Vinteren. Men alligevel? Var det noget at ofre Liv og Helse for, den Madbiten og de nødvendige Klær? Ja, Klær havde hun jo nok, for hun vilde gjerne pynte sig, Marie, – heller sulte en Dags Tid eller staa til agters med 175Husleien. Hun tænkte ikke høiere, stilede ikke efter andet end Moro og Pynt, saa langt hun kunde række … Idag, det var Søndag, var hun saa inderlig kjed, – sidde inde her i dette usle, triste Rummet. Hun havde da rigtig ventet, at Jakob vilde komme og ta hende med ud. Huf! … Hun slængte sig ned paa Sengekanten og sovnede halvt ind, da der hørtes Skridt i Trappen og Kammersdøren blev aabnet forsigtig. Det var Jakob Holm, som kom.

«Sover du, Marie?»

«Nei da.» Hun fór op. «Godt, at du endelig vilde komme. Jeg har ventet saa længe. Hvorfor kom du ikke igaar Kveld?» Marie talte fort, næsten som i ét Aandedræt.

«Jeg havde ikke Tid», svarte Jakob ligegyldig og slængte sig ned i en Stol. «Men nu har du mig», og han slog ud med Haanden og sang i almindelig livlig Dansetakt:

«Hør Signelil, nu har du mig!
Kom, skal vi danse Polka!
Singfallera, Singfallera – Hurra!»

Marie slog Armene om ham og gav ham et trofast Kys.

«Du er ikke fuld nu vel?»

«Nei, vist ikke. Jeg har sovet Rusen ud.»

Marie saa paa ham. Han gik i sine Arbeidsklær: eiede forresten ikke mer. Men han var fint barberet og havde skiftet rent Linned. Dette forsømte han aldrig. Forøvrigt førte han sig godt og 176havde bestandig samme flotte Optræden. Han gjaldt for at være en fin Haandværkssvend, – «en pen Gesel», sa man om ham den Tiden, han reiste; men med Klæderne var det ikke altid saa nøie, – det var mere Væsenet, som gjorde det.

«Hvor har du været hele Ugen?» spurte Marie.

«Ingen Eksamination, Jenta mi! Nu har du mig, og det faar være nok. Du ved, jeg liker ikke at staa til Skrifte.»

Marie tiede. Hun blev paafaldende alvorlig. Jakob mærkede det og vilde stille hende tilfreds paa sin Vis.

«I Efta skal vi ha os en Seiltur, – bare du og jeg», sa han om lidt.

«Nei, er det sandt du?» raabte Marie levende interesseret. Hun var et Øiebliks- og et Stemningsmenneske, – blev snart bedrøvet, men liksaa hurtig opkvikket igjen.

«Jagu er det sandt», svarte Jakob, «jeg har faat laant en Baad; men nu maa du skynde dig, vi maa snart afsted.»

«Vi maa vel spise lidt først?»

Marie fik det trabelt med at vimse omkring efter ingenting.

Jakob saa sig om i det utrivelige, ustelte Rummet. Herregud, de Kvindfolkene, de kan ikke saa meget som rengjøre Værelset sit til en Søndag. Fy for F…! Tænke sig at sove og bo i en slig Uorden! Nei, da er det bedre ude i det frie … 177Og saa skulde én gifte sig ind i sligt? Neigu om jeg gjør, nei! Høit sa han:

«Vi spiser ikke her … du har jo ingenting stelt. Vi gaar bortover til Kaféen i Raadhusgaden, det er langt bedre. Men du faar ta med lidt Smørrebrød, saa har jeg en Lommelærke».

«Har du Penge?» spurte Marie.

«Vist har jeg Penge, spørre om sligt …» Om en Stund … «Jeg stamped’ Klokken min igaar.»

Marie saa forfærdet op, altsaa arbeided’ han ikke … Hun sukkede; men vilde ingenting si, det nyttede jo ikke … Hun sa bare:

«Ja, jeg har ingen Penge.» – – hun vilde, han skulde vide, at det ikke nyttede saa ganske at stole paa hende … «Jeg har siddet oppe i hele Nat og syet færdig en Kjole til Frøken Berg, en ung fjong Dame … Jeg bragte selv Kjolen imorges, men jeg fik ingen Penge. Jeg maa vente til i Ugen, blev det sagt.»

Det var ikke frit for andet end at Jakob følte en Smule Anger over sine stygge Tanker. Marie havde nok at staa i den Stakkaren, denne uendelige Sømmen … Huf! Nu havde hun jo siddet oppe den udslagne Nat, var det underligt, at det kunde se ustelt ud i Værelset? … Men … han huskede pludselig Mor sin, hvordan hun, der var Vaske- og Rengjøringskone aldrig var saa udslidt, eller havde det saa trabelt, at hun ikke fik Tid til at skure rent 178Kammerset hjemme; – men det var jo ikke alle Kvindfolk, der var ens. Marie var kanske daarlig vant hjemmefra … og kanhænde svag.

Han saa paa hende, mens hun stod foran Speilet stærkt optat med at pynte sig, og han fandt, at hun saa bleg ud og hun havde blaa Ringe under Øinene.

Han saa op og ned paa den unge Pige, det var ogsaa noget andet, der satte ham i Forundring.

– – – – – – – – – – – –

«Er du syg Marie?»

«Nei,» svarte hun undvigende, «bare lidt træt, men naar jeg kommer ud, blir jeg straks bra.»

«Ja, stakkars dig, du sidder altfor meget inde.»

Marie vilde bringe Talen hen paa noget andet … Først vilde hun tale om Brylluppet; men kanske det var bedst at opsætte det enda en Stund. Saa sa hun bare:

«Var det ikke rart du, at jeg ikke fik de Pengene? – – jeg mener de, jeg skulde have af Frøken Berg. Men slig behandler de os, disse saakaldte ‘store’ Folk.»

Med sjelden Takt vidste hun at slaa ind paa Jakobs Yndlingsemne. Han drog Pusten tungt et Par Gange, inden han svarte. –

«Ja, slig behandler de sine Arbeidere. Men det vil bli anderledes. Der sidder én i Norges Storthing og kjemper for Arbeiderens Ret. Det er Johan Sverdrup, som den norske Arbeider har sat ind paa Thinget, og nu strider han for, at slige Folk 179som du og jeg engang skal komme til vor Ret og bli jevngode med alle de store Grosserere og Grossererfruer».

«Aa, nei du, det blir vel aldrig noget.»

Marie syntes ikke det var muligt, at hun kunde bli lig en fin Frue. Nei, var det likt sig det!»

«Ja, det vil bli, det kan du stole paa», svarte Jakob. «Her har været Mænd før, som har kjæmpet for Folkets Sag. Det var den navngjetne Markus Thrane, og en anden, der hed saa meget som Mikkelsen. De mente det godt; men de vilde for fort frem, det gik ikke … Johan Sverdrup, han er greiere – han tar det med Ro, just som Folket vil ha det, men han er ogsaa seig, og du kan tro mig, de store Tankerne hans vil vinde frem. Ja, du Marie, den Dag vil komme, da en Haandværker, som jeg vil kunne vælges ind i Norges Storthing.»

«Aa, nei vel», og Marie lo med en frisk Latter.

«Ja da, det kan du stole paa, naar han er ordentlig og ædruelig og ellers en brugelig Mand; det maa der jo til. Vi vil kanske ikke opleve det, du og jeg, Marie; men hvis vi faar en Søn, saa vil han naa længer end Far sin; det kan du være tryg for.»

Marie vendte sig bort, hun fik det med en Gang svært trabelt med at vimse om efter et Papir til at vikle om Smørrebrødet, de skulde ha med.

«Det skal jeg greie. … se nu bare at faa Yttertøiet paa», sa Jakob pludselig, afbrydende sit 180Foredrag, – det nyttede jo ikke at tale til Kvindfolkene om sligt, det var akkurat som at præke for døve Øren.

Men nu var Marie færdig og Jakob svingede hende omkring.

«Hurra nu min Pige,
Nu skal vi afsted,
Se Vinden, den blæser saa føielig med,»

sang han muntert og løftede den unge Pige paa sin stærke Arm.

Efter at ha’ nydt en liden Gaffelbit nede i Raadhusgaden, styrede Jakob og Marie for fulde Seil Kursen ud Kristianiafjorden.

Det skulde bli Seiltur som dugede, mente Jakob Holm, han var ude med Kjæresten sin.

Hun var først lidt ræd for Bølgerne gik temmelig høie.

«Er det du, som er født ude ved Havkysten, paa Brunlanæs?» spurte Jakob.

«I … Nevlunghavn», stammede Marie.

«Ja, Nevlunghavn, Jenta mi, det er en Søhavn paa Brunlanæs det; er du saa lidet inde i den norske Geografien.»

«Det ligger i Nærheden af Langesund og Kragerø, sagde Jomfru Jansen».

«Aa Jansa, hun ved det ikke.»

«Jo, hun er født der.» …

«Ja. … Langesund og Kragerø ligger i Vest for Nevlunghavn ved Langesundsfjorden. … 181det er jo sandt … jeg har ofte ligget ude paa Langesundsfjorden og Dørget Makrel den Tid jeg var Svend hos Skomager Mortensen i Skien … det var Moro, kan du tru, men vær nu ikke ræd.»

«Jeg er ikke ræd», sa Marie, hun blev snart vant til den hurtige Fart gjennem Bølgerne. Snart dukkede Baaden som en Maage, snart var den atter oppe paa Overfladen. Marie følte sig som i Drømme og mindedes pludselig sit Barndomsminde om Havet.

«Jeg er en øvet Seiler, maa du vide», raabte Jakob –, «jeg har færdes i Baad, fra jeg var en Næve-stor. Jeg skulde blit Sjømand, men saa maatte jeg ikke for Mor.». … Ordene lød tungt ud i Vinden.

Men nu blev det ikke Tid eller Anledning til at prate. Jakob maatte passe Seilet og Marie maatte opøves til at hjælpe ham. Det gik raskt ud Fjorden. Moro at seile i sligt et Strøg i en Snekke! Jakob Holm sa’ sandt, han var sjøvandt og flink til at sidde tilrors; slige Seilture havde været hans Yndlingsadspredelse de lange Søndage, saa langt tilbage han kunde mindes. Han morede sig bedst, naar Sjøen gik saa høi, at det saa ud som vilde den bryde ind over Baaden. Det var just Liv det. Det var sommetider Marie satte i et lidet Skrig, men da lo bare Jakob.

«Er du saa ræd Skindet dit? … Aa, Herregud, 182jeg synes næsten det skulde kjendes godt, at ligge hernede i … Dybet.»

«Huf da, Jakob!»

Hun tog fat i Baaden, som vilde hun berge sig. «Du lever nok dette over, skal du se.»

Og nu begyndte Jakob at skraale:

«En Sjømandsbrud har Bølgen kjær.»

De øvrige Strofer tabte sig i Vinden. «Skal vi ikke iland paa en af Øerne?» raabte Marie.

«Naar vi kommer indover igjen.»

Jakob satte atter Kursen ind Fjorden, og, nu tog det til at blæse op en rykende Kuling.

Marie var ikke mere saa ræd. Hun saa jo, at Jakob klarte Seiladsen, og saa blev hun vant til denne Dukken i Bølgerne. Det kjendtes roligt, næsten som blev hun søvnig.

Hun følte sig tryg, som laa hun hjemme i Sengen … Om noget skulde hænde, saa havde hun Jakob med, – de vilde være sammen i Døden. Hun saa ned i Dybet som i Drømme og tænkte paa, hvordan det vel vilde kjendes, at ligge dernede og faa sig redt en Brudeseng af Tang, mens Fiskene glodde paa én med sine dumme, store Øine … Det var en halv angst, halv nydelsesfuld Følelse, som betog hende, mens hun laa slig og døsede. Hun ønskede næsten, at denne Seilturen med Jakob aldrig maatte ta Ende.

183Da de skulde indover, kom der et Skib strykende for revede Seil, og Kapteinen praiede den lille Snekken fra Hytten.

«Jeg kjender ikke Løbet og har ikke faat Lods. Jeg er ræd for at sætte Skuden ind mellem Baaderne. Kan du lodse mig ind?»

«Tør du vaage, Marie, saa gaar vi ombord?»

«Tør du – lodse Skuden?»

«Jeg, som er kjendt her i Fjorden fra Gutunge af?»

«Ja, ja, gjør som du vil for mig da. Jeg skal nok faa samlet Skjørterne op, mens jeg gaar i Leideren – og du faar hjælpe mig.»

Marie vilde gjerne ombord i Skuden, – det var noget nyt. Men hun skjønte ikke, hvor uhyre farligt det er, at borde et Skib, der kommer i Fart. Men Jakob vidste det; han havde ofte forsøgt, selv da han var Gutunge. Han vidste, det maatte gaa fort … Saa lagde han til … og nu bar det opover Faldrebstrappen, først Marie, saa Jakob lige i Hælene, støttende hende med den høire Arm. Det svimlede for Marie … hun turde ikke dra Pusten af bare Skræk, og hun var glad, da hun stod paa Dækket. Saa skulde ikke Fiskene denne Gang faa glo paa hende med sine store, dumme Øine! …

«Er De Sjømand?» spurte Kapteinen, henvendt til Jakob.

184«Jeg er Skomager, Hr. Kaptein; men jeg har lagt i Baad fra Gutunge af og er saavidt Sjøgut, at jeg kan være kjendt Mand i dette Farvand.»

«Ja, De bordede godt», svarte Kapteinen med en lun Latter, «men sætter De Skibet paa Grund, skal De dyre Død faa undgjælde.»

«De kan sætte mig paa Slaveriet isaafald, Hr. Kaptein.»

«Er det Deres Hustru?» spurte Kapteinen med et Sideblik til Marie.

«Kjæresten min, med Forlov.»

«En vakker Pige!»

Hun fik Lov at gaa agterud, og syntes i Grunden, at det var langt mere Moro, at seile ind Fjorden med det store Skibet end med den lille ubetydelige Snekken.

Men nu kom Kapteinen og bød hende ind i Kahytten paa et Glas Vin med Biscuit. Han fortalte hende, at Skibet hørte hjemme i Risør og kom fra England med Kul. Det interesserede ju ikke Marie; men saa sa han hende tillige en hel Del smigrende Ord paa Grund af hendes Ungdom og vakre Ansigt.

I det samme kom Baadsmanden svingende ned i Kahytten for at hente noget ud af et lidet Vægskab. Marie saa med Interesse paa den stoute, graanede Skikkelse; men slig han glodde paa hende! Hun formelig skjalv under disse mørke Øine.Øine.] rettet fra: Øine (trykkfeil)

185«Undskyld, Kaptein, hvor er Jomfruen fra?» spurte Baadsmanden paa daarligt norsk.

Marie stammede: «Fra Kristiania.»

Baadsmanden aabnede Læberne for at tale; men lukkede dem atter, som havde han vanskelig for at si, hvad han vilde.

«Baadsmanden er ikke stiv i norsk, han er engelsk», forklarede Kapteinen. «Jeg har intet Fædreland, uden Havet», svarte den gamle og gik fort ud.

«Kjæk Fyr –, min bedste Mand», sa Kapteinen.

Marie gik straks efter ud paa Dækket. Det kom over hende som Kvalme, og hun krøb sammen i en Taugrul bag Kahytsdøren. Men hele Tiden forfulgtes hun af Baadsmandens øine. «Svært saa den gamle Manden ser paa mig», sa hun til Jakob. Hun følte sig skræmt og ilde tilmode.

Fjortende Kapitel. En trist Afslutning

Da Marie var kommen iland fra Skuden, tog hun Jakob ved Armen og sa i en fortrolig Tone:

«Hvilken deilig Eftermiddag! Og du er heller ikke fuld? Har du ingenting drukket ombord?»

«Aa jo da, men jeg er ikke blit fuld, bare i godt Humør.»

«Og vi, som ikke kom iland paa en af Øerne?»

«Det kan vi gjøre en anden Gang», svarte Jakob ligegyldig. «Nu gaar vi først ind etsteds og faar en Øl og siden i Kveld gaar jeg i Arbeidersamfundet; der er Foredrag af Kand. Larsen og efterpaa Fest. Derefter ved jeg ikke, hvor det bærer hen.»

«Kan ikke jeg bli med.»

«Det kan du vel.»

Jakob saa i Grunden helst at bli hende kvit; men kunde ikke slænge hende væk heller. Saa gik de bortover til Torvgaden, hvor der var samlet en 187yrende Menneskemasse udenfor Lokalet. Jakob foreviste Samfundsbilletten og de gik ind.

Marie havde tidt været i Arbeidersamfundet, saa det var intet nyt for hende.

Da de kom ind, var Foredraget næsten tilende. Det var en ung Mand, som stod paa Talerstolen. Han blev idelig hilst med Bravo; thi det var en af Tidens mest yndede Folketalere. Det var om Arbeidernes Stilling, han talte, og han la godt ud om dette Emne. Der var dengang langtfra kommen den Fart i de politiske og sociale Spørsmaal, som nu, men Interessen var dog vakt. Folket var begyndt at røre sig, og der var fremsat Frihedskrav fra Mænd som Henrik Wergeland, Ole Vig og flere.

Jakob Holm fik blot høre Slutningen af Foredraget. Men han og de andre Løsarbeidere der nederst i Salen klappede og skreg Bravo af Hjertens Lyst til Ord som disse:

«Købmanden og Fabrikanten bruger Dampen, Bonden og Staten Svensken, – det driver den norske Arbeider ud af Landet. Skal dette vedbli, er der ingen anden Raad end at vandre ud til Amerika, hvor der venter politisk Frihed og et sorgfrit Udkomme. Tunge Tanker rører sig i Arbeiderens Bryst, naar han hører, at hans udvandrede Slægt alt har Stemmeret i Amerika, mens han, der har slidt al sin Tid i Fedrelandet, behandles af Stat og Kommune som et viljeløst Barn. Hans Fordringer maa imødekommes, hvis ikke vort Land skal bli en Planteskole for Amerikas Prærier. Den stærke Tilstrømning 188af Svensker bidrar til at nedslaa Daglønnen. De fleste af disse er Løskare og kan leve billigere end vore egne Arbeidere, der i Regelen er gifte Mænd. Lad os være norske helt ud, norske i Sind og Skind, og saa bort med alt fremmed, hvad enten saa dette kommer fra Sverige eller Tyskland. Lad os bruge norske Arbeidere, norsk Industri, norsk Maalføre! Lad os dog bli selvstendige og mere og mere frigjøre os fra alt unationalt Vesen.»

Efter Talen fulgte et dundrende Leveraab for gamle Norge.

Arbeidersamfundet har altid været en Frigjørelsesanstalt, hvor det største Demokrati har udfoldet sig, og derfor kunde ogsaa en Mand som Jakob Holm bevege sig frit ud og ind her. Forresten var Jakob en Fyr med Hode og med ikke saa ganske faa Interesser. Hang til Drik og Lediggang var hans Ulykke og største Feil, ellers kunde han blit en bra Mand.

Senere paa Kvelden sad han inde i Restaurationen sammen med Skomager Swang, Maler Andersen og flere eldre og yngre Haandverkere. Talen gik som altid ud paa Politik og Samfundsspørsmaal. I 60-Aarene opimod de 70 var der overalt et gjærende, vaagnende Liv, netop som om Vaaren, naar Planterne begynder at spire, for siden at udfolde sig med sin hele Kraftfylde.

Men Marie sad stille tet ind til Jakob, undselig og forskremt. Der var bare to Damer foruden hende, og det var ikke nogen, hun kjendte. Den ene, en høi, mager Skikkelse, kastede af og til et Ord 189med ind i Samtalen; det lod til, at hun var en Smule paavirket af Tidstankerne. Den anden var en liden en, som sad der sprutrød og lo og saa bort paa Mandfolkene, – en Nar, en Kokette, tænkte Marie og blev harm.

Talen var nu ført ind paa Arbeiderspørsmaalet.

«Forholdene er bedre i Byen; paa Landsbygden ser det rent smaat ud», mente en.

«Ja, hvad har vel en Husmand saa omtrent i Dagsløn?» spurte en anden.

«4 Skilling om Vinteren, 8 om Sommeren, ikke en Døit mer.»

«Er du rent ruskende gal», raabte Jakob Holm, «Du vil da vel aldrig indbilde mig, at dette er sandt.»

«Jo, saamen. Jeg er godt kjendt med Forholdene paa Landsbygden.»

Nu hostede Maler Andersen inden han sa alvorligt og stemningsfuldt:

«Det vilde være et sandt Under, om slige Mænd kunde bevare sin Selvstændighedsfølelse, slig at de kan opdra en ung Slægt til gode Borgere i Samfundet.»

Slig fortsattes Diskussionen til langt ud over Kvelden og imidlertid sprang den ene ølflaske efter den anden. Jakob Holm var ikke pengebeslaaet, men dels slog han Plader paa Kammeraterne, dels havde han Kredit i «Arbeidersamfundet.»

Da han gik ud sent paa Kvelden, var han temmelig anløben, men oprømt og oplivet; thi han 190havde taget Del i Samtalen med Iver og Varme. Udover Grønland bar det ind i flere Restaurationer, der endda saavidt var aabne og tilslut paa «Rasmussalen», hvor Marie fik en Svingom. Tilslut stod de udenfor Maries lille Hjem.

«Ja, nu faar jeg gaa», sa Jakob; «men jeg ved ikke rigtig hvorhen.»

«Er du gælen Gut, hvad er det du sier … Vil du ikke gaa i dit Logi.»

«Aa, jeg har ikke noget Logi, jeg har ikke arbeidet hele forrige Uge og ikke betalt Logiet paa snart to Maaneder.»

«Kjære dig» … sa Marie med skjælvende Stemme.

«Ja, ja, det er ikke noget at snakke mere om», kom det heftig igjen. «Du faar ha Godnat og tak for idag.»

«Nei, Vennen min, slig faar du ikke Lov at gaa … hvor vil du sove inat?»

«Sove … sove …» gjentog Jakob med usikker Stemme … «Jeg skal ikke sove …»

«Hys da, ikke saa høit, Gutten min … du faar komme op til mig.»

Jakob betænkte sig.

«Ja, jeg er saa træt … orker næsten ikke gaa længer …»

Han stavrede op Trappen.

«Det blir bare denne ene Gang, ser du.»

«Hvad mener du», spurte Marie med stigende Angst …

191«Mener … jeg mener, at imorgen … er jeg langt væk.»

Han slog ud med Armene og vilde stemme i en Sang.

«Aa gid jeg var …

«Aa gid jeg var,» osv.

Nu var Drikken begyndt at virke.

Marie forstod det, hun tyssede paa ham; men tog det forresten ganske rolig, det nyttede ikke andet.

Da de var kommen ind i Værelset bredte hun nogle Klær ned paa Gulvet i en Krog og fik med megen Møie og efter mange Raadstagninger Jakob til at lægge sig. Nu var han aldeles overtræt og drog snart Pusten i lange Akkorder, som en tungt sovende.

«Gudskelov», hviskede Marie med et Lettelsens Suk …

– – – – – – – – – – – – – –

Næste Morgen kom Værten, netop som Marie holdt paa med at stelle Frokost til sig selv og Jakob.

«Tror De jeg vil holde sligt et Hus, Jomfru Svensen. Det har jeg ikke Lov til.»

«Hvad mener De?»

«Aa, De forstaar mig godt Jomfru.» – Med et Sideblik til Jakob. «Har ikke den Fyren været inde hos Dem i Nat?»

«Det er Kjæresten min», oplyste Marie.

Jakob sa ingenting, han gik bare bort til Vinduet 192og saa ud; naar han var ganske ædru, var han mærkelig spag og stille, næsten forknyt.

«Jeg er lige glad hvad det er, men slige Tøser vil jeg ikke se i Huset, her er nok af ordentlige Piger at faa. Nu har De denne Fyren løbende paa Dørene baade sent og tidlig, synes De dette er passende? Vil De holde sligt Hus, faar De reise ned i Vaterland, hos mig blir det ikke.»

Marie blegnede, skulde hun nu flytte igjen, det var anden Gang for Jakobs Skyld.

«De skylder mig ogsaa Leien for sidste Maaned», fortsatte Værten, «kan De betale idag?»

«Nei, De maa være saa snil og vente – jeg har ikke Pengene idag. Jeg skal se i næste Uge.»

«Det har De sagt før … men det blir aldrig til noget. Hør Jomfru … det er liksaa godt De flytter. Jeg vil ha ryddigt Hus til ikveld, det er saa vidt De ved det.»

«Ja, jeg skal gaa straks» … sa Marie halv grædende … «Men kan ikke disse faa Møbler faa Lov at staa, indtil jeg faar leiet et andet Sted?»

Værten betænkte sig.

«Jo, de faar staa et Par Dage.» Han smækkede Døren i og gik.

Marie kastede sig grædende ned paa en Stol …

Jakob sa’ ingenting, tog bare Hatten og vilde gaa; han saa baade sint og lei ud.

«Gaar du Jakob, vil du ikke spise først?»

«Nei Tak – – ikke her.»

«Men hvor skal jeg træffe dig igjen?»

193«Det kan bli ved Middagstider lige udenfor ‘Faldgruben’ eller i Strøget omkring Møllergaden.»

– – – – – – – – – – – – – –

Marie blev alene. Herregud! Hun syntes Jakob var blit saa kold, hvor ganske anderledes varmhjertet havde han ikke været, den Gang hun tjente hos Kontorchefen.

Men hun fik ikke Tid til lange Funderinger, her maatte handles, hun var jo saa godt som kastet paa Gaden. Hun havde heller ingen Penge og vidste ikke, hvorvidt Frøken Berg vilde betale hende idag. – Med ét fattede hun en rask Beslutning; hun tog sine to fine Kjoler og Vinterkaaben ned af Væggen – de fik gaa i Stampen liksaa godt først som sist, det var aldrig værd at være forlegen eller raadløs. – – –

Hun traf Jakob i Løbet af Dagen. Om Kvelden gik de paa Klingenberg, og Marie fik nu ikke mere igjen af sine Penge end 2 Mark og 12 Skilling. Jakob var temmelig anløben, da de sent paa Natten gik sammen udover Drammensveien til en Løkke, hvor de vilde tilbringe Natten.

«Aa, jeg har saa ondt i Hodet», stønnede Jakob, idet han væltede sig omkring i Græsset. Han stønnede og næsten ilskreg som et Dyr.

«Hvem er det, som kommer der?» fór han op og stirrede vildt hen for sig.

«Tys da, Gutten min, det er intet uden Grindstolperne du ser.»

«Grind … Grind … hvad?»

194«Grindstolperne, Gutten min, vær nu bare snil.»

Med mærkelig Taalmodighed tog hun Hodet hans ind til sit Bryst og lod sine bløde Fingre fare kærtegnende mellem de sorte Lokker. Dette syntes at virke beroligende, og han sov snart ind.

Næste Morgen var han ør efter Rusen og efter mange Dages Turing. Han skjalv i alle sine Lemmer som en gammel Mand; men heldigvis havde han en liden Snaps igjen paa Lommelærken, – det var saavidt han fik sig en Hjertestyrkning.

«Du skulde ikke drikke saa meget», sa Marie let gysende.

«Nei, nu skal det være slut, nu reiser jeg fra hele Greia.»

«Reiser? …»

«Ja, jeg reiser ifølge med en Kammerat ud til en af Smaabyerne for det første.» Marie brød ud i en fortvilet Graad.

«Saa vil du altsaa reise fra mig?»

Jakob kunde aldrig taale at se Marie græde.

Han tog hende ind til sig og hviskede kjærlig: «Hys da. Vennen min, jeg er jo din, hvor jeg er, og du ved, jeg kommer igjen. Det er bare for at komme væk en Stund fra Kammeraterne og Kristianialivet. Det blir bedre, naar jeg kommer igjen.»

«Ja, Gud give det. …» Marie sukkede. Hvordan skulde det gaa hende, naar det kom, som maatte komme? … skulde hun si det til Jakob?

Nei – hun kunde ikke. Hun bare sa:

195«Vi skulde havt Bryllup, før du reiste.»

«Aa, det kan ikke haste, før jeg kommer igjen. Jeg blir vist ikke saa længe.» … Stilhed …

«Men har du Penge til at reise med?»

«Aa, Haandværkssvendene reiser uden Penge. Vi kommer frit med Dampskibet, eller ogsaa gaar vi lange Strækninger, naar ikke Dampskibet vil ta os med. Men nu snakker vi ikke mere om dette, der ikke kan bli anderledes. Her vil jeg ikke gaa arbeidsløs en Dag længer. Kom, saa gaar vi nedover til Byen.» – – – – – – – – – – – – – – – –

Marie og Jakob stod sammen paa Dampskibsbryggen. Det var den siste Afskedsstund. Hun stak ham noget ind i Haanden.

«Her, Gutten min, er en Daler», hviskede hun. «Jeg var oppe hos Frøken Berg i Formiddag og fik mine Penge. Jeg sa, at jeg var saa og saa forlegen, og Fruen kom ud og betalte. Saa var det lidt et andet Sted, saa det er saa meget som en Daler.»

«Men hvad skal saa du ha?»

«Aa, det er ikke farligt med mig. Imorgen skal jeg til Fru Berentsen og sy.»

«Men saa maa du leie Værelse idag?»

«Ja, idag skal jeg leie.»

Marie fortiede, at nu havde hun intet at betale Forskudsleie med.

Hun holdt Jakob fast i Haanden, indtil Dampskibet ringede for siste Gang. Da slap han først 196Taget for at springe ombord. Marie blev staaende igjen og saa efter ham, saalænge hun kunde skimte den kjære Skikkelse. Dampskibet var kommen helt ud paa Fjorden, da hun gik grædende opover Byen. Hun drev omkring halve Dagen for at høre efter Værelse. Tilsist orkede hun ikke mer. Hun stod en Stund paa Vaterlands Bro, hvor der var mange Folk, og hvor Trængslen stadig øgedes ved de arbeidsløse Dagdrivere, der blev staaende for døsige at stirre over Rækværket … disse ørkesløse Bander, som det altid har været fuldt op med, og hvis høieste Livsytring bestaar i at harselere de forbigaaende og de, der driver Varer og Kreaturer tiltorvs. Marie sluttede sig en Stund til de ørkesløse. Det føltes som en Lise at staa der og glemme det forfærdelige, hun gik imøde, bare stirre, stirre omkring sig med et aandsfravaerende, sløvt Blik.

Hun smøg sig opover Byen saa langt som til Studenterlunden. Her seg hun rent sammen paa en Bænk. Det var begyndt at regne temmelig stærkt; men hun agtede det ikke. En sælsom Angst havde betat hende. Det kom med stærke Frostilinger og afvekslende Feberhede og saa en dyb, en navnløs Smerte … Hvor skulde hun ty hen? … Med engang mindedes hun Cecilie Jansen. Hun styrtede opover Akersgaden – saa sig ikke omkring, bare stødte til alle, der kom hende i Veien, – godt, at hun ikke blev overkjørt. Nu var hun inde i det velkjendte Gaardsrum, og syntes, hun var berget med det samme. Hun rev Kjøkkendøren op 197men … nu kom det over hende, som ønskede hun, at hun bare var ude igjen med det samme. … Hun kunde alligevel ikke gaa igjen, – blev staaende ved Døren i en ydmyg Stilling, indtil Jomfru Jansen, der stod alene ved Komfyren, vendte sig om. Da foldede hun de skjælvende Hender: «For Guds Barmhjertighed, lad mig komme ind!» raabte hun, vaklede og kunde ikke mere. Jomfru Jansen tog den arme Pige ved Haanden og førte hende ind i Kammerset. Her sank den ulykkelige straks om paa Sofaen og brast ud i en voldsom Hulken.

«For … Guds … Kjærligheds … Skyld – lad mig faa bli! …» skreg hun og værgede for sig med Haanden.

Jomfru Jansen stod over hende bleg og forskremt og saa – bare saa ned paa den vaade, tilsmudsede Kjole, der bar tydelige Merker efter Friluftslivet. Var dette Marie? … Herregud!

Jomfru Jansen gred.

«Arme, forvildede Barn – ja, du faar bli!» Hun kunde for Øieblikket ikke si mer, vilde ikke komme med Bebreidelser. – – – – – – – – – – – – – –

Næste Dag laa Marie med en bitte liden, men velskabt Gut i sine Arme. Han var kommen noget for tidlig, den lille Verdensborger, og var vistnok heller ikke nogen velkommen Gjæst.

Jomfru Jansen svevede omkring taus og bleg, som havde hun set Spøgelser ved lys Dag. Og Anna, der endnu var i Kafeen, sagde vel for tyvende 198Gang: «Det er klassisk – det er klassisk, Hr. Literat!» kom det med en stærk Betoning til Hr. Møller, der var kommen tvers over Gaden for at drikke sin Eftermiddagskaffe.

«Gud, hvad er det, Jomfru Anna?»

«Jeg sier ingenting – det er klassisk, Hr. Literat.»

Men Møller sad som paa Naale. Hvad kunde det vel være for en saar Barnegraad i Jomfru Jansens Hus?

Femtende Kapitel. Nye Omgivelser

Larviks Bad blev anlagt i 1846 af en af Datidens bekjendte Læger; men nedlagdes atter, da denne nogle Aar senere forlod Byen. Endnu op i 60-Aarene var der dog enkelte, der besøgte det prægtige Søbad, helst de, der ønskede at ta det roligt og som vilde nyde Naturen og Luften i den underdeilige Bøgeskov, uden at bli forstyrret af al den Uro og alle de Hensyn, der i Regelen gjøres gjældende ved et større Badested.

Det var en vakker Eftermiddag, at et lidet Selskab, bestaaende af en ældre og to yngre Damer samt et Par Herrer, havde leiret sig i Skyggen af de herlige Bøge. Damerne var optat med sine Haandarbeider, mens Herrerne døsede med sine Cigarer. Foran paa Græsset var udbredt en hvid Dug med Kaffestel, mens den blanke Kjedel kogte over et Fyrfad. Det hele gjorde et behageligt og et landligt 200Indtryk. Det var i den Tid anderledes end nu. Restaurationslivet var paa langt nær ikke saa udviklet. Jeg tror neppe, at Restaurationen i Bøgeskoven var aaben uden om Søndagene og ved visse Leiligheder. Det brugtes dengang jevnlig, at Familier tog med ud i Skoven det nødvendige Stel for selv at koge sin Kaffe. Paa denne billige og landlige Maade arrangeredes større og mindre Selskaber. Denne Vis at ta det paa var især romantisk og tiltrækkende for Ungdommen.

Men vi vender tilbage til vort Selskab, der ikke var ringere end Kandidat Bratvolds Søster, Assessorinde Smith med Søn og Datter samt Cand. jur. Berner, en tidligere Husven af Familien. Assessorinden var en høi, mager Dame, der lignede meget sin Bror. Forresten var hun svært aristokratisk og lidet tilgængelige for almindelige Folk. Uagtet den jevne, ligefremme Fruetitel allerede dengang for det meste havde afløst den tungvindte Endelse: inde, saa gjorde hun dog en bestemt Fordring paa at tituleres «Assessorinde». Hun havde været Enke i mange Aar, men levede med sine Børn paa en stor Fod. Naar de ikke reiste i Udlandet, tilbragte de gjerne Sommersæsonen ved et eller andet Badested i vort eget Land. Sandefjord var Fruens Yndlingsopholdssted; men iaar havde hun valgt Larvik for Sundhedens Skyld; thi hun og Døtrene indbildte sig at være meget svage og meget nervøse.

«Du Mama», snøvlede Sønnen og kastede den udrøgede Cigarstump i Græsset, «ved du hvad? … 201Tænk, Onkel Ivar og hans nydelige Frue er kommen hid til Badet. Det skal være Begyndelsen til deres Bryllupsreise.»

«Ja, nu er jo Onkel blit rig», sa den ene af Døtren haanlig.

«Det er godt det, Nina», svarte Fruen i en stilfærdig Tone, mens hun tog op en Maske i sit Striketøi. «Nu kan da Ivar leve som andre Folk. Han har bestandig gjort mig Sorg og Skam, fordi han har været saa fattig og saa simpel.»

«Og saa dum», afbrød Sønnen i en overlegen Tone, «det er skrækkelig, hvor visse Folk kan være hestedumme. Onkel Ivar kunde nu været i en helt anden Stilling.»

«Pas bare du dig selv, du er selv ung og uerfaren», svarte Moren med et let Suk og en alvorlig Matronemine. I Grunden var hun en kjærlig Sjæl og hun holdt overmaade meget af sin eneste Bror Ivar.

«Mærkeligt, at Onkel nu er gift. Hvordan saa hans Kone ud?» spurte Nina nysgjerrig.

«Hun var en stor Skjønhed; jeg har neppe nogensinde set en saa smuk Dame. Hvilken Stand, hun tilhører, var ikke godt at dømme om, for hun forholdt sig meget taus.»

«Er hun ung?» spurte den anden Datter Lene.

«Det er mig ikke muligt at afgjøre. Men I vil snart selv kunne dømme og bedømme, sladre og kritisere; for jeg bad Onkel se op i Skoven i 202Eftermiddag med sin Frue. De kan snart være her nu.»

«Gud bevars, kommer de hid?» Og Fru Smith rettede uvilkaarlig paa sine Kappebaand, mens Nina gjorde nogle Ekstraarrangements ved Kaffebrettet.

«Gjør ingen Anstalter, – vor nye Tante er vist ikke hverken fornem eller fordringsfuld. Forresten svært ubetænksomt af dig, Leonhardt, at be dem herop i Eftermiddag; jeg skulde helst se, de ikke kom», sa den yngre Søster Lene med en træt Stemme.

«Jeg vil gjerne se min kjære Ivars Hustru», svarte Fru Smith i en godslig, halv sørgmodig Tone. «Stakkars Ivar, Gudskelov, at han nu har faat et Hjem.»

Hun havde neppe fuldendt Sætningen, forinden der hørtes Stemmer og undertrykt Latter lige i Nærheden og mellem de viftende Grene saas Skjæret af en lys Kjole. Grenene bøiedes pludselig tilside af Vinden og frem paa Skovstien, ud af Tykningen, kom Ivar Bratvold, ledsaget af en elegant Dame i lys Sommerdragt. Man saa straks, at dette var en første Rangs Skjønhed.

Der blev presenteret: «Min Søster, Assessorinden, – min Hustru, Heloise», og videre i samme Dur. Helene smilede og hilste gratiøst. Hun førte sig ganske godt, de enkelte Mangler erstattedes let ved hendes yndefulde Bevægelser. Som tidligere Sangerinde og i sin Stilling som Aktrise ved et Sommerteater i Kjøbenhavn havde hun lært at gjøre 203Komplimenter. Disse var kanske vel frie og beregnet paa at indta et Publikum; men dog altid udadlelige. Hun havde jo Takt nok til at indstille sine Bevægelser med Arme og Ben, og heldigvis var Dragten adskillig til Hinder. Hun følte sig som indsnevret i et Bur. Men nu stod hun pludselig Ansigt til Ansigt med Werner – og hun kjendte med engang en af de Herrer, der havde været blandt hendes ivrigste Beundrere, mens hun kaldtes «den skjønne Helene» og endda et frækkere Navn. Hun gyste let. Mon han skulde kjende hende? Nei, det var ikke sandsynligt! Den blonde Parykken havde jo rent ud forandret hende. Og Dragten var hel forskjellig fra dengang, han saa hende. Heldigvis bar hun en af Datidens store Hatte, der skyggede for Ansigtet. Hun søgte at beherske sig og ta det med Ro. Hun var jo nu Fru Bratvold, en ærbar, ægteviet Hustru, – det kunde vist aldrig falde Hr. Werner ind, at sætte hende i Forbindelse med «den skjønne Helene». Uden at han skulde ha hørt Tale om hendes Giftermaal? Men det var ikke muligt, – hun var jo saa at si blit gift i al Hemmelighed, paa en Maade flygtet fra Vika. Ingen dernede kjendte egentlig til, hvad der var blit af hende. Desuden havde Werner nu et halvt Aars Tid været konstitueret ved et Embedskontor i Larvik, og sanledes fraværende fra Hovedstaden. Navnet var jo ogsaa blit forandret. Netop for at undgaa Gjenkjendelse og deslige ubehageligheder, havde Bratvold foreslaat, 204at Helene fra nu af skulde kaldes for «Heloise», et vakkert fransk Navn, som han holdt meget af.

«Maa jeg ha den Fornøielse at presentere Tante for min bedste Ven, Hr. Fuldmægtig Werner», sa Student Smith i en høflig Tone, henvendt til «Heloise». «Ja, du Onkel Ivar, du kjender jo Werner.» De to Herrer og Fruen hilsedes med et naadigt Buk. Werner viste ikke ringeste Tegn til at ha set hende før, og hun drog et Lettelsens Suk, idet hun paa Indbydelse nedlod sig ved det improviserede Kaffebord. Hun følte sig forresten tvungen, det var en ganske ukjendt Luft, svanger med aristokratiske Dunster. Samtalen var livlig, men hun sad der stiv og fremmed, kunde ikke delta, saa blot hen til sin Mand, der bevægede sig saa frit og med en Slebenhed, som havde han aldrig været udenfor disse Kredse.

«De er endnu en fremmed», sa Fru Smith, henvendt til sin Svigerinde, «men jeg haaber, at De med Tiden vil finde Dem vel iblandt os.»

Helene eller «Heloise», som vi fra nu af vil kalde hende, gjorde en fortvilet Tilnærmelse til et lidet Nik. Struben var som sammensnøret, hun kunde ikke faa Ord for sig. Fru Smith og hendes Døtre var lutter Venlighed; de gjorde hende tilgode med Kaffe og Kager og tiltalte hende med høflige Talemaader.

Hun fik nu ogsaa snart Maal for sig, og til sin Mands store Lettelse gjorde hun ikke Brud paa Etiketten. Hun kunde ogsaa udtale sig beundrende 205om den herlige Bøgeskov og dette gav Assessorinden Anledning til at spørge:

«De er fra Landet, min kjære?»

«Ja.»

«Altsaa ukjendt med Bylivet. De har kanske ikke været i Kristiania, forinden De blev gift?»

«Jo, ganske kort.»

Ivar Bratvold afbrød det kildne Emne.

«Kristiania er ikke videre behagelig i Sommersæsonen, derfor kom vi hid. Og naar vi har været her en kort Tid, saa fortsætter vi ud i Verden, lige til Paris og kanske længer.»

«I er nogle lykkelige Mennesker», læspede den pergamentgule, halvgamle Frøken Nina, der havde reist adskillig i Udlandet.

«Men er det ikke saa, Ivar, at du har etableret en Sagførerforretning», spurte Assessorinden i en ængstelig Tone. Hun vilde gjerne vide Broren i en Slags Virksomhed.

«Den besørges under min Fraværelse af min Kompagnon, Hr. Aadneby. Vi, min Hustru og jeg, tænker at være paa Reiser mindst et Par Aar. Vi besøger ogsaa Schweitz og Tyrol.»

Denne Reisepllan var kløgtig anlagt af Hr. Bratvold. Han antog, at hans Hustrus Fortid i den Tid vilde bli aldeles udslætet, aldrig komme for Dagen mere, og hun vilde imidlertid faa Anledning til at danne sig efter de Mennesker og de Forhold, som han med sine Penge kunde kaffe Adgang til.

Ivar Bratvold samtalede fortrolig med Søsteren, 206mens de yngre konverserede i en lettere Selskabstone. For Heloises Øren lød det blot som en Summen af Stemmer, og det hele syntes som en Drøm, hvoraf hun hvert Øieblik ventede at vaagne. Hun følte sig tung og dorsk og søgte at undertrykke en let Gaben. Hvor var dog alt dette fremmed! Her var ingen usædelig Snak, ingen Sang og Dans, ingen frække Tilnærmelser, ingen Klirren med Glas, ingen berusende Duft – intet af alt dette, som havde været saa nøye sammenknyttet med hendes tidligere Liv. Der overkom hende en stille Ro, en underlig ukjendt Fornemmelse, og hun begyndte saa smaat at kjede sig. Men nu hændte der noget, der gjorde hende urolig, bragte hende næsten til at skjælve. Det var Kandidat Werners Øine, som idelig hang ved hende; det var, som om han studerede paa, hvor han havde set dette Ansigt før. Gud, om han skulde gjenkjende hende, om hun skulde komme rent tilskamme blandt disse Folk? Der kom over hende en besynderlig beklemt Fornemmelse, som hun aldrig før havde følt. Hun var rent ud sagt bange – bange for Werners Øine … disse Øine, der vakte saa mange pinlige Minder fra Fortiden. Hun maatte slaa Blikket ned, og hendes Mand søgte forgjæves at drage hende ind i Samtalen, mens Assessorindens Venlighed var som rent spildt.

«Lad os gaa hjem, kjære Ivar», hviskede hun.

«Er De syg?» spurte Assessorinden bekymret.

«Ikke egentlig syg – – men saa beklemt – 207saa ilde tilpas – – det er kanske, fordi jeg fik saa lidet sove i nat.»

«Kanhende De ikke taaler Luften? De er vant til at sidde meget inde, og saa er De saa fremmed, stakkars Barn.» Assessorinden strøg hendes Haand kjærlig. Gud vidste bedst, hvordan hendes Fremtid vilde bli som Ivar Bratvolds Hustru.

«Hun er bare lidt træt og overanstrengt efter Reisen», sa Bratvold i en rolig Tone. Han forstod saa godt, at «den skjønne Helene» maatte føle sig ilde i disse Omgivelser, men det gav sig vel med Tiden.

«Du faar undskylde, Søster», sa han derpaa direkte henvendt til Fru Smith, «jeg tror, vi gaar hjem nu og heller ser til dig imorgen i dit Logis.»

Der veksledes med Komplimenter, og Heloise Bratvold følte sig sjeleglad, da hun endelig kunde vende Selskabet Ryggen.

«Hvad er det, som feiler dig?» spurte Bratvold i en misfornøiet Tone.

«Jeg er saa tret.»

«Den Trethed burde du overvundet. Det hører med til den saakaldte ‘gode Tone’ at kunne beherske sig. Det faar du se at venne dig til for Fremtiden. Det var uheldigt, at vi gik nu, – de vil straks faa Leilighed til at snakke og grunde over Aarsagen til dit pludselige Ildebefindende, og derfra vil de let gaa over til at tænke paa, hvem og hvad du har været – kort sagt, de vil studere over din Fortid, og dette maa saa meget som muligt undgaaes.»

208Heloise gik taus ved sin Mands Arm, fandt det ikke Umagen værd at svare. Hun bare tænkte paa Kandidat Werners nysgjerrige, næsten paatrængende Blikke. Det var netop, som skulde han kjende hende. Aa, hvis hun turde, hvis hun var værdig, saa vilde hun bede Forsynet spare hende, at ikke dette maatte ske. Men – var hun ikke en fræk Kvinde, et Skarn, som vilde besudle Assessorinden med sin Nærværelse? Aa, hvis denne fine, rene Dame fik vide, hvem hun havde været! Hun gyste. – – – – – – –

Men i Skoven sad det fine Selskab og talte om den skjønne Dame, der nylig var gaat bort.

«Hun skal ha været Lærerinde og er fra Landet.»

«Ja, hun saa lidt bondeagtig ud», mente Nina.

«Hun var jo noget kantet; men ikke til at undres over; hun har vel aldrig færdes uden mellem almindelige Folk.»

«Og aldrig læst Knigges udmærkede ‘Om Omgang med Mennesker’,Om Omgang med Mennesker] Over Omgang med Mennesker av Adolph Knigge (1752–1796), utgitt i dansk oversettelse av Peder Ditlev Faber (1768–1847) i 1793 supplerede Cand. jur. Werner med et haanligt Sideblik til Frøken Lene.

«Jeg finder, at hun er udadlelig», sa den unge Hr. Smith og tændte sin Cigar med en dybsindig Mine, «der laa i hendes hele Ydre noget overordentlig pikant, jeg vilde næsten si opøvet; men til hvad, kan jeg ikke afgjøre. Der hvilte over hende noget vist mystisk.»

«Mystisk? Gud, Leonhard, hvilket Nonsens du taler. Er hun da andet end en liden Pige fra 209Landet?» Assessorinden lo med en hvislende Lyd, slig at en Rad ‘unaturlige’ Tænder kom altfor meget tilsyne. «Hun er fremmed og lidet vant, men det gir sig vel, naar hun har været en Stund iblandt os.»

«Jeg finder Deres Svigerinde rigtig charmant», bemærkede Kandidat Werner og kastede Cigarstumpen sjødesløst i Græsset. «Besynderlig nok, forekommer det mig, at jeg har set Mennesket før; men hvor maa Guderne vide! Hun ligner paafaldende en dalende Stjerne inden De. …», han fik pludselig et stærkt Hosteanfald, «inden min Bekendtskabskreds», kom det kort og bestemt, «men det er ikke muligt; hun er mørk med ravnsorte Lokker, mens Fru Bratvold er en blond Skjønhed.»

«Her er en ubehagelig kjølig Trækvind; jeg tror vi bryder op nu», foreslog Fru Smith, der gjerne vilde give Samtalen en anden Retning.

Paa Veien nedover fik Nina – den ældste af de to Frøkener Smith – Anledning til at tilhviske Hr. Werner:

«Tror De, at vor nye Tante er … af tvilsom Herkomst … eller en Charlatanerinde? De talte nys saa forblommet.»

«Derom kan jeg ikke ha nogen Mening», svarte Hr. Werner. «Men hvorfra end Deres Onkel har hentet sin Hustru, saa borger hendes ydre for, at hun overalt, hvor hun kommer hen, vil vække Deltagelse – ja, kanske vinde Hjerter. For det øvrige faar vel Skjæbnen ha Lov til at raade.»

210«Gud, det er vel ingen Skandale?» spurte Frøken Nina i en forskræmt Tone.

«Det tror jeg neppe, at det vil bli, naar Assessorinde Smith staar som en frelsende DuennaDuenna] anstandsdame bag sin Svigerindes Ryg.»

«Men hvad i Himlens Navn er det da?»

Den blide Nina klinte sig tættere ind til Hr. Werner og saa ham ind i Øinene med et bedende Blik.

Werner lo sarkastisk.

«Det er intet, saa vidt jeg ved, Frøken Nina … kun det gjængse gammeldagse, at en Mesallianse har fundet Sted …»

«Altsaa Onkel …»

«Gud! hvorfor netop ham. Jeg tror, at Uheldet denne Gang er paa Damens Side. Det maatte jo være en ren Ulykke, at bli gift med … en … Vagabond, som Ivar Bratvold».

Med disse Ord bukkede Werner koldt for Damen og fjernede sig ad en ensom Skovsti.

De to var kommen et lidet Stykke forud, og da nu Nina indhentedes af de øvrige, opdagede Fru Smith med en hemmelig Sorg, at Datteren var alene. Det var ikke bare Snak; men Virkelighed, at denne Mor vilde stifte Parti mellem den halvgamle Nina og den langt yngre Kand. jur. Werner.

Werner var en begavet ung Mand, der allerede havde vundet et Navn i Literaturen, han vilde gjerne længer frem, men manglede Midler, og saafremt han nu bed paa Krogen, saa var det vel Assessorindens 211Penge, der gjorde Udslaget og bragte ham til at se lidt mildere paa den falmede Ninas tynde Skikkelse. Var det noget i Verden, som Frøken Nina afskyede, saa var det Tanken om at bli gammel Jomfru, «sidde paa Peberhougen», som en Veninde ganske logisk havde udtrykt sig. Intet i Livet stod for Nina saa attraaværdigt, som snart at kunne havne i Ægteskabets Havn. Men Herregud! det gik saa altfor smaat, inden Werner vilde la sig fange … Nu var denne Tante kommen til, vistnok var hun jo gift og kunde ikke i bogstavelig Betydning stikke Nina ud. Men et vakkert Ansigt kan virke meget. … Aa, hvor hun misundte denne skjønne Kvinde, og Misundelsen i Ninas Bryst slog ud til et bittert Had. Hun vilde granske … granske vilde hun og ikke hvile før hun fik udgrundet Tantens dunkle Herkomst. Da vilde det kanske lykkes at faa styrtet denne Skjønhed, der truede med saa ganske at fordunkle hendes egen ubetydelighed.

Sekstende Kapitel. Hvem var hun?

Det er atter Dag – og det en Søndag. Larvik ligger midt i Søndagsstilheden badet i Morgensolens Straaler … Der er de, der har vaaget at sammenligne Larviks Beliggenhed med Neapels, og kan hænde, at der er en vis Lighed mellem den friske Havbugten og de smaa Bølger, der kysses af Morgensolen og lulles liksom i Blund ved Maanens bedaarende Lys. Larvik i Maaneskin er som et vakkert Huldreeventyr. Men «Heloise» Bratvold tænkte ikke paa noget af dette – agtede det ikke engang! Hun havde tilbragt en søvnløs Nat, ængstet ved Tanken om, hvordan det vel vilde gaa, hvis Kand. jur. Werner virkelig havde gjenkjendt hende og vilde være ondskabsfuld nok til at røbe hendes Fortid. Hun saa for sig Assessorinde Smiths strenge Ansigt og hørte sig selv bli skjældt ud for en Bedragerske.

213Hun havde sovet til langt udover Dagen og vaagnede ved at Kirkeklokkerne begyndte at lyde, først sagtere – derpaa slog det hele sammen til en eneste lang Tone.

«Heloise» var alene i Værelset, hendes Mand var gaat ud for længe siden. Nu stod ogsaa hun op med den temmelig rask fattede Beslutning, at hun vilde til Kirke. Tanke og Handling var ét hos denne Kvinde, hun var altid hurtig i al sin Gjøren og Laden. Dog klædte hun sig paa med Omhu og, en vis Smag; søgte at gjøre sig saa ukjendelig som mulig. Saa gik hun ud, lidt usikker i sin Gang og hele Optræden. Hvad vilde hun til Kirke? … Hun var sig det ikke selv bevist … Hun dreves rastløs afsted af sin egen fortærende Uro og saa tænkte hun, at indenfor de tykke Kirkemure, hvor hun ikke havde været paa … aldrig saa længe, der kunde kanske være lidt Raad at finde? … burde ialfald være det for en Kvinde som hun, der vilde begynde Livet paa ny.

Saa gik hun ud den brede lange Gade ved Stranden indtil hun kom til den Vig eller Indskjæring hvor Kirken ligger. Hun agtede ikke paa de smaastadsborgelige Herrer og Damer, der gik hende forbi aldeles slaat ved denne fremmede sjeldne Skjønhed, slig at den ene hviskede til den anden:

«Hvem er hun? Hvor hun er smuk?» … Og de unge Damer saa ned paa sine Toiletter, der faldt rent igjennem ved Siden af denne Fremmedes rige, moderne Dragt; man saa straks, at hun var 214fra Hovedstaden. Man gjættede frem og tilbage og Gisningen stansede altid ved en fin Dame, der var i Besøg. … kanske. … hos Kammerraadens?

Men Heloise gik rolig og med den hende ejendommelige vuggende Gang til hun kom helt ind i Kirken. Orgeltonerne lød imod hende, haarde, tunge, brusende; men tillige skjønne, harmonisk tiltalende; dog virkede de, i Forening med den kvalme Kirkeluft lidt irriterende paa Heloises let paavirkede Nerver.

Hun søgte sig en ensom Plads. Det var en, som – med et venligt Nik bød hende, at se med i Salmebogen; … men hun saa ikke mere end de første Linjer af et Vers:

«Gud skal alting mage,
han mig alle Dage,
tager i sit Skjød».

Heloise vuggedes i den dybe deilige Tone og hørte blot Ordene: «Tager i sit Skjød».

Ja, hun vidste det, hun havde hørt det i sin Barndom, at deroppe i Himlen var det en, som ikke vilde støde nogen bort, selv en som hende, vilde han «ta’ i sit Skjød» og støtte … holde oppe, tiltrods for Verdens haarde Domme … trods alt … Forsynet deroppe, bag Himlens blaa, vilde hjælpe én, der som hun, vilde begynde paa nyt … paa nyt … paa nyt … sang det gjennem Salmen og Orgeltonerne. …

Nu kom Præsten op paa Prækestolen og det blev saa stille … saa taust, at Heloise var halveis ræd og syntes, at alle saa paa hende. Hun 215dukkede ned i Kirkestolen, hvilte det skjønne Hode i de hvide vel dannede Hænder, mens Trøstens Ord kom over hende, som i dæmpede faste Taktstag. Hun forstod ikke Talen … hørte den ikke engang. Det var kun et eneste Ord hun fæstede sig ved, det eneste der synes at passe for hende, og det var det gamle apostoliske, «at én skal glemme det, som ligger bag og række efter det, som ligger foran». Var ikke dette som myntet paa hende, der nu var revet ud fra alt det gamle og kastet ind i rent nye Forhold.

Hun følte det i Hjertet liksom en Smerte, en saar Fornemmelse … Det kom og gik i dybe Dønniuger, som noget sært, noget rart, hun ikke selv forstod at gjøre sig Rede for … Det var som en lokkende, en kaldende Røst fra oven … en Lokken henimod noget bedre, mens Præstens Ord lød over hende snart haarde og bebreidende, snart blide og milde og de gamle Billeder paa Kirkevæggene og over Alteret syntes at nikke og hviske: «Det var snilt du kom hid!» Mens Heloise græd … græd som aldrig, aldrig i sit Liv.

– – – – – – – – – – – – – –

Gudstjenesten var slut. Heloise gik ud i Sommerglæden og Solskinnet … Hun tog ikke den bene Vei hjem til Hotellet mellem Gaderne … Nei, hun maatte ta’ sig Tid, være for sig selv en Stund for at dulme de kjøvende,kjøvende] kvelende oprivende Tanker.

Hun havde engang i en Kirke i Kjøbenhavn set et Billede af Livsfrelseren, der sier til den utugtige 216Kvinde: «Gaa bort og synd ikke mere!» … Var ikke dette et Ord netop til en slig én som hun … «En slig én som hun» … Ordene kom og gik, mens hun tog Veien over Herregaardssletten op Bakken, hvor hun et Øieblik stansede og nød Udsigten, slugte Sommerluften i fulde Drag. Hendes Blik streifede det blaa Hav med de mange Seilere, der dukkede op i Horisonten. Øiet hvilede ikke længe ved dette Billede, det gled bort forbi Frøkenklosteret og Kirken og svævede helt væk fra Herregaarden med Minderne fra Grevetiden, og de dunkle Indskrifter paa de romantiske Klippespidser, som hun ikke forstod. Blikket dvælede længst ved nogle syngende og snakkende Børn, der lekede mellem Buskene. Dette var Liv, … Liv mellem dette Øde … Og nu kom Livet og Livsglæden med sine lokkende Toner … sine kaldende Røster. Skulde hun ikke leve, skulde hun ikke glæde sig … glæde sig; men kanske paa en anden Maade end før … Hun stod som uvis og kunde ikke selv forstaa de Tanker, der bevægede hendes Sind, denne forunderlige, ukjendte Følelse af Høitid, da der i det samme lød Skridt bag hende. Hun vendte sig og var nær ved at udstøde et Skrig, da hun befandt sig Ansigt til Ansigt med Kand. jur. Werner.

«Ja saa»; han gjorde en dyb Kompliment, «er Fruen saa tidlig ude?»

«Aa, det er ikke tidlig … alt over Kirketid», svarte Heloise gispende efter Veiret og ikke meget 217fornøiet over dette Møde … Herregud, hvor Verden dog er bitte liden.

«Det er som enhver tar det», svarte Kand. Werner og fikserede Damen med sine smaa plirende Øine; «for mig maa det kaldes tidligt, jeg er nu ude min Morgentur».

De gik et Stykke opover Bakken i Taushed. Werner tænkte, hvor har jeg dog set denne Dame før, mens hun – Damen – slog Øinene ned for hans noget nærgaaende Blikke. Pludselig sank hun om paa en Sten lige i Veikanten, holdt det ikke ud længre, følte sig selv som en Forbryderske, der pludselig er opdaget.

«Jeg er træt» … sa hun, «jeg maa hvile».

«Ja, denne Bakke, den er forbandet tung … Fruen tillader vel?» … Og uden at oppebieoppebie] avvente Tilladelsen nedlod Werner sig ved Siden af sin smukke Ledsagerske … Han var opsat paa at faa vide, hvorfra han kjendte hende, og dette var kanske den eneste Anledning, der nogensinde blev ham buden.

Samtalen var forresten gaaet istaa. Kandidaten hostede og vilde snakke om noget … men hvad i Pokkers Skind og Ben skulde det bli? Da med engang indtraf der noget, der betydelig lettede Stillingen, ialfald for Hr. Werners Vedkommende. Heloise bøiede sig bagover for at følge en Fugl paa dennes Flugt opad mod den blaa Himmel, da med engang blev hendes Hode heftet fast ved en Hvidtjørnbusk, slig at ei alene Hatten, men ogsaa den blonde Krølleparyk droges tilside, og de ravnsorte 218Lokker gled frem. Heloise blegnede og med skjælvende Haand søgte hun at bringe sit Toilette i Orden. Men Kand. Werner havde set nok, han vidste nu, hvem denne skjønne var. Med et frekt Smil bøiede han sig ned imod hende.

«Frue, undskyld! kanske er jeg nærgaaende; men det forekommer mig, at vi to er gamle Bekjendte? … Er De … hm hm … skulde De være? … Han hviskede et eneste Ord; det kom sagte, lydløst, som et Vindpust; men hun hørte det, og hun fór sammen i vild Skrek.

«Gud i Himlen, si det ikke», raabte hun i stor Angst og værgede for sig med begge Hender.

«Ved ikke Bratvold noget», kom det fra Werners Læber med stigende Forundring.

«Han ved noget … men ikke alt … ikke hvad De véd.»

«De er altsaa virkelig …»

«Tys da, nevn ikke Navnet …» Heloise fór op som en Furie og stod over ham i en eneste truende Bevægelse og saa sig omkring i Buskene med en forskrækket Mine.

«Tag det bare rolig», svarte Werner med en overlegen kjølig Latter … «Hvad er det dog. De er red?»

«Aa, De forstaar vel hvordan det vilde gaa, hvis Alverden fik vide hvor og hvad jeg har været. Det ved Ivar saa godt, derfor har han gi’t mig et andet Navn, og vi har faret saa dulgt frem som vel muligt».

219«Men hvordan gik det til, at De blev Fru Bratvold? Er De virkelig … ordentlig gift?»

«Ja, jeg er lovlig gift, … viet i Kirken … Ivar Bratvold traf mig i Vika, og saa blev vi gifte.

Jeg kan ikke si mer».

«Altsaa var De der siden?. … Ha ha. Husker De sist vi saas? … Det var ved et Opløb og De gik bort med mig for ikke mere at komme tilbage, hvor De dengang var … Vi to … vi var lykkelige nogle Timer og saa»?

«Saa gik jeg til Prostitutionen, der var ingen anden Raad for mig end at leve af mit vakre Ansigt. Men vi blir gamle engang, og da Ivar Bratvold vilde ha mig til Hustru, saa … fandt jeg det fornuftigst at si ja».

Hun talte fort, mens Barmen bølgede op og ned og var bedækket med en fin Rødme. Hun var smukkere nu end nogensinde.

«De er deilig … deilig, som aldrig før», raabte Werner.

«Hys», hviskede Heloise, da der i det samme lød Skridt i Nærheden. … «Nu maa jeg gaa; men De vil intet si?»

«Nei, ved den levende Gud. Hvad Nytte vilde jeg vel ha af at røbe en Kvindes Hemmelighed. Saa rent ud slet er jeg ikke».

Han trykkede hendes Haand.

«Jeg tør altsaa tro Dem?»

«Ja, ved Gud, det tør De».

– – – – – – – – – – – – – –

220De skiltes; men Heloise var neppe kommen et Par Skridt oppi Bakken, inden hun atter vendte tilbage.

«Werner», sa hun, «Werner», han stod der endnu paa samme Plet.

«Ja, hvad vil De?»

«Tror De, at det er muligt for en Forbryder at bli til et bedre Menneske?» … Tonen og Holdningen var hjælpeløs.

Werner saa paa hende fra Siden af.

«Vist er det muligt ja, om bare Samfundet vil vedkjende sig ham … men jeg skal si Fruen … Samfundet herhjemme er sent til at ville anta sig, de faldne Subjekter … Bedst for Forbryderen at reise langt væk, hvor ingen kjender ham».

Heloise stod stille grundende, som forstod hun ham ikke. Saa kom det langsomt spørgende:

«Samfundet? … ja, det er vel alle Mennesker det?»

«Ja vist; alle Mennesker, og saa er det noget, der heder Samfundslove, der er mest ligesaa, slemme!»

«Samfundslove … hvad mener De?»

«Aa, jeg mener de trange, snevre Regler, der vil stænge alle Mennesker inde i samme Rum».

«Uf, det maatte bli fælt trangt.»

«Ja, det er netop hvad det er i Samfundet, Frue … Der er ikke Rum til et mildt Omdømme 221over … de, der forbryder sig imod Moralen eller Samfundsordningen».

*

Heloise gik Hoteltrappen op til de Værelser, som Sagfører Bratvold havde leiet for sig og Hustru. Hun gik ind i Forværelset, uden at banke paa og … hvad saa hun? … Hun saa sin Mand … sin Ivar … staa tæt bøiet mod en Kvinde og med Armen om dennes Midje. Ansigterne var bortvendte; men «Heloise» kjendte straks den af Opvartningspigerne i Hotellet, der vartede dem op. Saa snart Pigen fik Øie paa Fru Bratvold, rev hun sig løs af Mandens Arme og styrtede som en Besat ud af nærmeste Dør. Men Heloise fór lige imod sin Mand.

«Ivar, hvad er det …! sligt vover du, … en gift Mand?»

Men Bratvold lo med en høi, frivol Latter …

«Kan sligt genere dig? …»

Heloise veg et Skridt tilbage inden hun svarte med skjælvende Stemme og taarefyldte Øine.

«Er du ikke min Mand?»

«Aa, ta det med Ro min lille Pige», sa Ivar Bratvold ærgerlig og strøg sin Hustru om Hagen.

«Jamen tror jeg ikke du græder?. … Tar du det saa nøie du … du? … Jeg gad vide hvor mange Mænd, der har drevet Spas med dig?»

Heloise orkede ikke mer’ hun vilde ha Ro for 222idag og skred mod Sovekammerdøren. Paa Tærskelen vendte hun sig og sa stille og sagtmodig:

«Det er jo forbi det Ivar, og du burde mindst af alle minde mig om Fortiden.» ……

Da Ivar Bratvold en Stund efter kom ind i Soveværelset fandt han sin Hustru i dyb Søvn. Hun havde tat af den blonde Parykken og de sorte Lokker var rullet ned over hendes allabasthvide Hals. Men paa de blege Kinder var der Spor af de Taarer, der havde afvisket Sminken. Paa Panden saaes nu tydelig de første Par Rynker og paa Bordet i et Glas Vand laa en Rad perlehvide forlorne Tænder. Om den indfaldne Mund var der kommet et eget, mismodigt Træk, der gjorde hende flere Aar ældre. Ivar Bratvold smilte …

Hun ser gammel ud nu, «den skjønne Helene», jamen gjør hun det ja … har i Grunden ikke mærket det saa godt om Kveldene; thi da er hun gjerne i Humør. Men – hvad gjør vel det? Hun har nu byttet Rolle, siden den Tid, vi først saas i Vika og hun spiller udmærket godt … Ha, ha, hvad er vel vi Mennesker andet end Skuespillere? Livet er en forskrækkelig stor Scene, hvor vi skifter Roller efter Tid og Leilighed … Men vort eget lille «Jeg», det vil saa gjerne stikke frem, hvor godt vi end forsmaar at spille vore paatagne Roller. Jeg er sku ræd du blir den skjønne Helene, hvor fiffig du end forstaar at optræde. Du er i Grunden en stor Skøier, og du skal sku tillade mig at fjase med andre Piger … 223Du ved bedst af Erfaring, at vi Mennesker blir kjed af det ensartede, det er alene Forandringen, der kan fornøie …

Slig omtrent resonerede vor Ven Ivar Bratvold, mens han ordnede sit Toilette for at gaa alene ned til Middagen.

Syttende Kapitel. Den Forladte og hendes Barn

Efter et Tidsrum af omtrent to Aar vil vi en lun solblank Eftermiddag titte indom til Marie Svensen i hendes lille Stue paa Grønlandsleret.

Hun er endda Marie Svensen; thi Jakob Holm er ikke kommen tilbage. Det har mangen Gang faldt hende tungt; hun holdt oprigtig af Jakob og havde aldrig tænkt sig til, at han vilde narre hende slig. Ikke en eneste Linje havde hun modtaget fra ham, siden han reiste, hun kunde heller ikke skrive; thi hun vidste ikke hvor han var. Gjennem en af hans fordums Kamerater havde hun hørt, at han var reist til Danmark, og det var jo mest trolig, at han var strøgen saa langt væk, siden hun intet havde hørt fra ham personlig og siden han heller ikke kom tilbage. – – – Han kom kanske aldrig mere. Aa, Gud, hvor dum hun havde været. Om hun bare havde sagt til ham et lidet Ord om sin Tilstand, 225saa var han kanske ikke reist – eller Pligten maatte da ha draget ham hjem igjen. Hun vilde ikke tænke andet. Jakob skulde vel ikke være som en af de fine Herrerne, der finder Morro i at forføre en stakkars Jente? Rart nok forresten, at han ikke anede hendes Tilstand. Aa, Mændene kan være dumme sommetider. Eller kanske de ikke bryr sig om at mærke noget heller, den skjære Virkelighed kommer tidsnok for de fleste; thi Mændene er i Regelen saa gruelig egenkjærlige og hensynsløse. Slig og mere til, tænkte Marie, naar hun syslede med sit Arbeide og af og til skottede bort til lille Ragnvald, der sov borti Sengen, eller stabbede bortover Gulvet.

Herregud! nu var Ragnvald over to Aar og ingen Papa havde han, bare en Mama til at sørge for alting. Det var saa ondt, saa ondt …

Men Marie havde endda ikke opgit Haabet om at se Jakob igjen. Hun havde ventet taalmodig i to Aar og vilde nok vente længer … Naar hun havde en ledig Stund og sad med lille Ragnvald paa Fanget, saa sang hun for Barnet om Papa, der snart vilde komme, og hørte hun saa nogen udenfor, saa ventede hun ikke andet end at Døren skulde gaa op og Jakob trinetrine] tre, skride ind. Hun forestillede sig ofte hvad han vel vilde si, naar han saa Ragnvald, der var hans eget udtrykte Billede … men det blev Sommer, Vinter og saa atter Høst og han kom ikke!

Marie havde sluttet Sømmen og drev nu liksom Moren med Vadsk og Strygning. Hun var opøvet i dette Slags Arbeide fra Ungdommen af og havde 226allerede skaffet sig saa mange Kunder, at hun maatte ta en liden Pige tilhjælp til at springe de nødvendige Ærinder og tilse Ragnvald, naar det trængtes. Marie havde jo ikke Raad til at holde Pigehjælp; men dette var en fattig jentunge i samme Gaarden, som var glad ved at faa en Madbid og de faa Skillinger, der faldt af. Naar nu saaledes Marie foretrak Vaskebaljen fremfor Sybordet, saa var det ei alene et ustadigt Sind, der laa til Grund: det var nærmest for lille Ragnvalds Skyld; thi hun kunde jo holde sig mere hjemme og var ikke til enhver Stund saa optat med Arbeide, som naar hun sad overlæsset med Søm. Hun havde jo ogsaa paa Grund af Forholdene mistet sine bedste Huse og efter hvad der var hændt undsaa hun sig for atter at søge disse.

I Marie Svensens Stue og Kjøkken saa det ud som hos en almindelig Vaskekone, kanske bare lidt mere ustelt og utriveligt, for hun havde aldrig havt det meget med at rydde op. Den klare, lidt kolde Høstdag vi tittede indom til hende, stod hun i Stuen ved Strygebrettet, mens Strygetøiet laa hist og her paa Stole. Under Loftet var der ophængt Klædessnore til Tørring af Tøi. Henne paa Sengen med det hvide Tæppe sov lille Ragnvald den uskyldiges Søvn, og Jomfru Jansen, der var kommen ud med en Kurv Vasketøi og lidt god tillaget Mad, sad nu ved Vinduet og overskuede det hele med et kritisk Blik.

Jomfru Jansen var et gammeldags Ordenmenneske 227med et skarpt Øie. Det uskurede Gulv og de uvaskede Koppe undgik ikke hendes Opmærksomhed.

«En skulde bestandig vaske op, straks efter Maaltiderne og … om jeg saa skulde lægge mig ned og skure om Natten, saa kunde jeg ikke ha’ det slig», tænkte Jomfru Jansen … «men kanske Marie ikke orker det stakkar. Vask er vist et opslitende Arbeide. Bedre, om hun kunde komme i Huset til nogen. Hun er vist ikke skikket til at ha’ eget Stel …»

Høit sa hun:

«Du har mange Kunder nu?»

«Jamen har jeg det ja. I Alverden, jeg kunde ikke række større Vask».

«Ja, det er jo godt det».

«Ja, naar en endelig skal slite Liv og Helse af sig … Aa, det er saa tungt at gaa saa alene …» Hun slængte Strygejernet haardt fra sig, mens hun med en fugtig Klud gav sig til at gnide over en Snip.

«Alene … sa’ du alene?»

«Ja, jeg gjorde det … alene med Skammen og Slitet».

«Alting er bedre end at være gift med en slig Mand som Jakob Holm. Du maa takke din store Gud, at han reiste, inden det blev noget af med den Forbindelse».

Hint kildne Emne kom sjelden paa Bane mellem Jomfru Jansen og Marie; for de var naturligvis aldrig enige, men nu havde Marie foresat sig, at 228hun vilde si’ lige ud, at ifald Jakob kom tilbage og var villig dertil, saa vilde hun nok gifte sig med ham.

«De forstaar det ikke Jomfru Jansen … alting er saamen bedre end at sidde med en Unge. De ved ikke hvad en Pige, som … har et uægte Barn, faar gaa igjennem».

«Jo, Barnet mit, jeg har levet længe nok til at vide det. Men en faar sætte sig udover hvad den og den sier, naar én bare véd med sig selv, at én vandrer ærlig frem og arbeider for sit Brød paa en hæderlig Maade».

«Aa pytsan, det nytter ikke. Jeg vil heller være en fattig Arbeidsmands Kjærring end sidde … med en Unge. Og om jeg skulde ha’ det aldrig saa usselt, saa vilde det være bedre end at gaa med … Skammen. Det er Kvinden det gaar ud over. Manden, han gaar fri han».

«Det er noget stort Tul, du snakker».

«Det er den rene Sandhed … Skammen – Skammen –, den er ikke god at drages med».

Marie lod Strygejernet fare nervøst hen over Snipperne.

«Ja, det er jo de fleste Menneskers Mening; men det er alligevel noget Sludder, og til stor Skade for de stakkars forførte Piger».

«Ja, det er det nok».

«Ved du, hvad jeg mener?»

Marie svarte ikke.

«Bedre, at ta den første Skaden end den siste. En Pige bør aldrig, efter min Mening, gifte sig 229med sit Barns Far, naar han er en daarlig Mand. Dette blir Aarsagen til mangfoldige ulykkelige Ægteskaber og til megen Fattigdom og Elendighed … Den Tid vil nok komme, da flere end jeg vil indse dette, og da vil én kanske ogsaa komme til at se paa den stakkars faldne Pige med mildere Øine og dømme Forføreren strængere end den forførte».

Jomfru Jansen havde reist sig, hun var bleven ganske veltalende.

«Aa, det blir vist aldrig noget det».

Marie sukkede. «Naar jeg tænker paa lille Ragnvald, – naar han blir saa stor, at han skjønner at han ikke er saa god som andre Børn».

«Se bare til at opdrage ham til et skikkeligt Menneske og bry dig saa ikke om, hvad en hel Del dumme uerfarne Mennesker sier og mener. Jeg for min Del mener, at du maa prise dig lykkelig, at du er Marie Svensen. Hvad tror du vel din Lod vilde bli som Jakob Holms Hustru? … Nød og Fattigdom, Barnet mit, intet andet. Kan der tænkes en større Ulykke end at være gift med en drikfældig Mand. Jeg kjender en slig ulykkelig Hustru. Manden er en flink Arbeider og kan tjene gode Ugepenge, naar han bare vil arbeide. Men hvad hjælper det? – – Ikke Spor. Familien sidder likevel i Armodsdom, for Manden lægger det meste af Fortjenesten sin ned paa Restaurationerne. Den stakkars Hustru ved ikke at hjælpe sig mangen Gang. Alle de pene og gode Tingene hendes er gaat i «Stampen». Hun har neppe Klær til at vise sig 230med. Nu har Manden forresten ikke arbeidet paa et helt Aar … og er sat paa Mangelsgaarden for Løsgjengeri og Drik … Den stakkars Konen er saa glad hun er blit ham kvit for en Tid; for Kjærligheden, den blir naturligvis rent væk under den Slags Forhold. Det er et gammelt Ord, som sier: ‘Naar Krybben er tom, saa bides Hestene’, og det er sandt. Nu driver denne Kone, som du, med Vask og Strygning; men hvad skal vel det bli til med 6 Barn. Alligevel er hun bedre stillet end da hun havde Manden hjemme; for alting er nu bedre, end en slig Mand. – Dit Feiltrin er jo beklageligt nok, jeg sier ikke andet, jeg Marie; men bare se herefter at stelle dig som et skikkeligt Menneske, saa kan det nok oprettes igjen».

Marie var ærgerlig. Strygejernet for i nervøs Fart henover Brettet. «I Alverden, hvad kommer dog alt dette mig ved», tænkte hun. Høit sa’ hun:

«Ja, det er jo ikke noget at snakke mere om. Jakob er jo endda ikke kommen igjen … men om han kommer, saa vil jeg gifte mig med ham for lille Ragnvalds Skyld».

Tonen lod bestemt, næsten udfordrende, men Jomfru Jansen lo med en nervøs, unaturlig Latter.

«Ja, da gjorde du vel mod lille Ragnvald, tænke sig en slig Far! Men det sier jeg dig, Marie, fra det Øieblik du gifter dig med Jakob Holm, ophører al Hygge og Hjælp fra min Side. Jeg vil ikke støtte et Menneske, der aabenbart, med fri Villie styrter sig ud i Elendigheden».

231Marie kastede med Nakken.

«La’ nu Jakob komme tilbage først».

Hun vimsede ud i Kjøkkenet efter noget Strygetøy, glad over at komme væk fra det ubehagelige Emne. Det kom ofte til Rivninger mellem Jomfru Jansen og den letsindige Marie, der vilde seile sin egen Sjø og aldrig ta’ imod et godt Raad. Jomfru Jansen havde gjort store Opofrelser mod Marie, hun havde aabnet sit Hus og sit Hjerte for den arme Pige, den Gang, da hver en Dør var lukket for hende; men Taknemmelighed er en sjelden Dyd og dette synes nu forlængst at være glemt.

«Aldrig ha’ Fred for det gamle Troldet», mumlede Marie, mens hun stod ude i Kjøkkenet. Da hun atter kom ind i Stuen sad Jomfru Jansen med Ragnvald paa Fanget. Hun sang for ham sit gammeldagse «Bisselulle», mens den lille lo.

Var det noget Barn, som Jomfru Jansen havde udset til sin Yndling, saa var det Ragnvald … hun havde selv valgt hans Navn og havde holdt ham over Daaben. Marie vilde nok han skulde hedt Jakob; men derimod protesterede «Jansa» af alle Livsens Kræfter, og denne Gang var Marie nødt til at gi’ sig over. Det var allerede Skade nok, at Gutten lignede Far sin altfor meget; akkurat hans mørke Øine og Lokker … men han havde ogsaa faat lidt af Moren, det var hendes bløde, noget ubestemte Træk om de fint formede Læber.

«Der er noget til dig, Marie», sa’ Jomfru Jansen og pegede paa Bordet, hvor der laa et Brev.

232«Hvem kan vel skrive til mig?. … Er det Dem, som har bragt det?»

«Ja, det er mig.»

Marie tog Brevet og brød det med bange Anelser samt en vis Uro, det kunde ikke være noget godt, som kom fra den Kant.

Hun læste først Underskriften: Deres med Høiagtelse, ærbødige:

«Wilhelm Møller … hvem er det?» … saa gik der pludselig et Lys op: … «Det er aldrig han … Literaten?»

«Jo, netop.»

«Aa gid, hvad har vel han at skrive om til mig?»

«Det vil Brevet vise dig …» Jomfru Jansen talte med en stor indre Ro og Gleden lyste ud af hendes Øine. Hun overhørte ganske Barnet, der pludrede og smaasnakkede paa sin Vis. Men Marie læste i en ligegyldig, halv spottende Tone:

«Gode Jomfru Svensen!

Da jeg netop i disse Dage ved et Tilfælde kommer til at miste min gamle tro Husholderske, er det min hjertelige Bøn til Dem, om De vil komme og overta hendes Plads. Jeg har altid følt mig særdeles tiltalt af Deres tækkelige og helt igjennem fine Ydre, og jeg er sikker paa, jeg vilde finde mig vel tilfreds med Deres Stel. Derfor borger mig Deres rolige Væsen, samt Jomfru Jansens hæderlige Omtale … At De i mit Hus skulde finde et hyggeligt Hjem og at De i Alt kunde raade Dem 233selv, derom kan De være forvisset. Jeg venter med Længsel Jomfruens ærede Svar og haaber, at mit Tilbud blir vel modtat.

Deres osv.
Wilhelm Møller.

Marie kastede Brevet paa Gulvet.

«Det skal hun saamen … det skal hun med det første», kom det i en haanlig Tone.

«Hvad mener du?»

«Jeg mener … at jeg ikke er gælen heller».

«Men, Marie, hvad er det du er saa ærgerlig over, du bærer dig jo rent ad som et Barn. Det er netop som om Møller skulle ha fornærmet dig. Jeg er da vis paa, at Brevet er skrevet i en fin og en høflig Tone.»

«Bevars ja … De véd vel ogsaa hvad der staar i Brevet?» Hun vilde sagt, det er vel skrevet efter Deres Raad; men hun sa det ikke.

«Jeg ved kun, at han vil spørre dig, om du vil komme og styre hans Hus».

«Det vil jeg ikke. … Aa gid. … den Æklingen».

Marie gav sig atter til at stryge.

«Du skulde ikke være fuldt saa kry».

«Nei, naturligvis, jeg har ikke Lov til det, jeg … Men det ved jeg, at jeg aldrig i Verden vil reise til denne Møller, denne stakkars Krøplingen, før skulde jeg tigge mit Brød for hver Mands Dør, eller gifte mig med Jakob … om han saa var værre end den værste Gesel».

234«Du snakker rent ud syndig du, Marie, og pas dig bare, at der ikke gaar Trold i Ordene dine, det har hændt saa før. Forresten er det jo intet Frierbrev, Møller har sendt dig. Jeg tror slet ikke Møller, tænker paa at gifte sig hverken med dig eller nogen anden, dertil er han altfor fornuftig».

«Javist». Det faldt Marie ind, at hun kanske havde forivret sig. Naar alt kom til alt, saa havde jo ikke Møller fornærmet hende. Brevet var jo affattet i en overmaade pen Tone og der var ikke talt et Ord om Kjærlighed. Hun fortsatte Strygningen en liden Stund, saa sa hun i en rolig Tone:

«Vil De hilse Literaten og si saa mange Tak for Tilbudet; men jeg kan ikke komme».

Jomfru Jansen følte sig opmuntret ved den unge Piges forandrede Tonefald og hun spurte med indtrængende Stemme:

«Hvorfor kan du ikke».

«Nei …»

«Det forekommer mig, at du staar i dit eget Lys. Du vilde faa det godt hos Møller … Han er rig og holder et fint og et overflødigt Hus».

«Det er jeg likeglad med».

«Du skal ikke snakke saa. Du fik det bedre end som nu … ikke saa megen Strid og Slit og langt hyggeligere.» Hun saa sig om i den halvmørke, utrivelige Stue.

«Jeg vil heller slite jeg,» sa Marie koldt … «og saa gad jeg vide, hvor jeg skulde gjøre af Gutten min.».

235Hun saa bortimod Sengen med et kjærligt Blik. Den lille var sovnet i Jomfru Jansens Arme og var af denne lagt blødt tilrette mellem Puderne.

«Du fik sætte ham ud til snille Folk».

Marie havde nær sluppet Strygejernet og de mørke øinene hendes brændte som i Feber.

«Aa gid … nei, det vil jeg da vist ikke», sa hun halvveis ræd.

«Han kunde faa det bedre end hos dig», svarte Jomfru Jansen i en hvas Tone, «her gaar han oftest for Lud og koldt Vand, og saa har ikke Barnet godt af al denne Raa dampen. Han ser paafaldende bleg og klein ud.»

«Saa tror De kanske ikke jeg er snil mod mit eget Barn?» Marie fór op i Sinne.

«Du kan vist ikke være anderledes. Men kom han til bra Folk, der vilde ta sig af ham, som deres egen, saa fik han det meget bedre.»

«Aa, De er ikke Mor De … De forstaar ikke hvordan en Mor har det. Barnet vil jeg nu aldrig gi fra mig.»

Jomfru Jansen lagede sig til at gaa.

«Det er altsaa dit siste Ord, Marie?»

«Ja da!»

«Du vet ikke hvad du gjør … Det er anden Gang du staar i Lyset for dig selv … du kunde blit hos mig, saa var du sluppen fri af megen Nød og Jammer … Se paa Anna, hvor godt hun har det. Men dig nytter det ikke at tale med. Nu kunde du ta’ til Literaten og sidde som en fin Dame 236i hans pene Stue, han er saamen baade en bra og en respektabel Mand, om end hans Ytre er. … uheldigt.»

«Uheldigt?» Marie lo … «ha, ha, sier De uheldigt. Han er styg, jeg har aldrig set noget saa fælt. Og den væmmelige Fisken skulde jeg gaa og se paa til hver Dag. Aa, gid nei.».

«Du er ligefrem dum. Jeg vilde ikke tro du kunde være saa barnagtig … Men Jakob Holm vil du gifte dig med, straks han kommer og byr sig til?»

«Ja, det vil jeg vist …» Marie gik hen til Bordet og rodede mellem Strygetøiet, mens hun sang med en paatagen rolig Stemme:

Arfvingar hade hon tvänne,
Kärleken arfvingar ger,
Sonen bråddes på henne,
Dottren på faderens kär.

*

Jomfru Jansen gik uden at si’ Godaften og Marie lyste ikke nedover Trapperne, hun var altfor ergerlig. Hun slængte væk Fiskebollerne, «Jansa» havde bragt med, slig, at næsten Halvparten af Kraften blev nedslaat, og hun sved omtrent op Mansjetterne, hun skulde til at stryge.

Tænke sig til, at hun ikke kunde faa Lov at være i Ro … Hun var nok Jomfru Jansen forbunden til en vis Grad; men det kunde være Maade med alt. Hun fik næsten Lyst til at skjule sig 237etsteds, slig at ingen kunde faa opsnuset hendes Adresse.

Jomfru Jansen gik imidlertid hjemover i de folkebefærdede Gader. «Mon det altid var slig, at Utak var Verdens Løn; i hendes Lod havde det ofte faldt. Hvad Tak havde hun vel for alt hvad hun havde gjort mod Marie? Men likevel vilde hun nødig slaa Haanden af den uforstandige Pige, hun tilhørte jo Bertrand Bruns Slægt, og Jomfru Jansen syntes hun havde lidt at sone. Da hun kom frem mod Hjørnet af Stortorvet drev der en Fyr lige imod hende.

«Om Forlov … De er Jomfru Jansen?»

«Ja … er det Dem Monsen?»

«Det var en af de Opdagelsesbetjente, som Jomfru Jansen personlig havde henvendt sig til angaaende Fransiskas Efterspørgsel.

«Ved De noget nu?»

«Jeg skulde været oppe hos Jomfruen … Jeg tror ikke, det nytter at søge mere … Vi trodde jo engang, at denne Damen var reist til Stockholm; og der er gjentagne Gange, efter Deres Opfordring, blet skrevet til det svenske Politi, men der foreligger ingen Oplysninger … Der er ingen som vét, hvor hun er blit af denne Fransiska, eller ‘Dronningen af Saba’, som Folk kaldte hende. – Hun er som sporløs forsvunden».

Jomfru Jansen var gaat, ifølge med Monsen opover Gaden.

«Ja, ja. De faar komme op til mig, saa skal 238De faa en liden Dusør for alt Bryet De har havt nu i to Aar.»

«Hm ja … De kan nok si det … i to Aar … det er sjelden vi er saa uheldige, vi Snushanerne … men dette Kvindfolket maa være sleipt som en Aal.»

Jomfru Jansen gik videre. Det var som et Sting i hendes Hjerte; thi nu syntes hun at hun rent maatte opgi Haabet, om nogensinde at finde Fransiska, uden saa var, at Skjæbnen eller Forsynet atter vilde lade hende dukke op … Men saa gled hun vel atter væk … udi Synden … thi det saa livagtig ud, som at Fædrenes Synder skulde hjemsøges paa Børnene. Derfor var det vel ogsaa, at Marie ilede sin Undergang imøde.

Attende Kapitel. Et ubehageligt Besøg

Marie havde faat lille Ragnvald til at sove. Hun havde lagt Tøi i Vand for at vaske næste Dag og sad nu alene i det utrivelige Kjøkken, hvor det var fuldt op med Kopper og Kar. Dog kosede hun sig saa godt det lod sig gjøre med en Kop varm Kaffe. Da ringede det temmelig stærkt paa Dørklokken. Marie trodde det var nogen med Vadsketøi og gik rolig ud for at aabne; men hun skvat næsten tilbage, da hun mødte Literat Møller og Jomfru Anna paa Tærskelen.

«God Aften, Jomfru Svensen.»

«God Aften», kom det tvungent igjen.

«De faar undskylde, at vi kommer til Dem.»

«Aa, værsgo … men det er ustelt hos mig, jeg er bestandig optat med Vask.»

«Ja, det maa være et tungt og et kjedeligt Arbeide», sa Literaten i en fortrolig Tone.

240«Det er som enhver tar det, jeg er nu vant til at arbeide.»

Literaten var blit staaende ved Døren; men Jomfru Anna ilede forbi Marie, lige ind i Kjøkkenet og saa sig om, undrende og nysgjerrig.

«Er det her du bor … Gid, hvor det er klassisk …» Hun lo med sin sædvanlige, skøieragtige Latter.

Men Marie var baade lei og ærgerlig. Var det Jomfru Jansen, som sendte hende disse Mennesker paa Halsen. Hun havde jo engang sagt fra, at hun ikke vilde ta den Konditionen. Lidt uvillig bød hun de uvelkomne Gjæster ind i Stuen. «Værsgo sid …» De ledige Stole toges straks i Besiddelse af de nykomne; Marie derimod blev staaende foran Bordet med en uvis Holdning … dyb Stilhed.

Møller sad og dinglede med de lange Arme og viste frem de grove Hænder. – Det altfor store Hode rotkederotkede] ristet; gynget frem og tilbage, og de dybe vemodsfulde Øine fór forvildet omkring i det uryddige halvmørke Værelse.

Marie havde vendt sig helt bort. Hun havde lige fra hun var et Barn havt en forfærdelig Modbydelighed, en vis Rædsel for det stygge. Og denne Dvergen? … hun formelig afskyede ham. Hun gad ikke se ind i de ualmindelig vakre Øine, der liksom afsjælede et varmt Hjerte. … «Gid, hvor han er fæl», – tænkte hun, «bare han nu vilde tale … hvad vilde han egentlig?» Stilheden føltes trykkende.

241Nu talte han. «Hm … hm …» derpaa en kort, tør Hoste … «Frøken Marie …»

Han reiste sig … Det var forresten heldig; for han tog sig endda uheldigere ud, naar han sad.

«Jeg er ingen Frøken», sa Marie hastig … «jeg heder Marie Svensen.»

«Faar jeg Lov at kalde Dem Marie, tak! …» Han nærmede sig nogle Skridt. Marie trak sig tilbage til den anden Ende af Bordet.

«Hvad er det De vil?»

«Gud, blev ikke ræd, det er bare …»

«Gid, hvor det er klassisk …» faldt Anna med sin friske trillende Latter.

Atter Stilhed … Saa lod Literaten høre en Brummen, og saa atter denne korte, tørre Hoste, der var ham egen.

«Inden jeg gaar over til et alvorligere Emne, vil jeg faa Lov at deklamere et overmaade vakkert Digt … det kan paa en Maade passe paa Dem Marie, og hedder Blåsippa …»

«Blåsippa, hvad er det?»

«En Blaaklokke … en Blomst», sa Jomfru Anna leende.

«Ja», forklarede Literaten i en begeistret Tone, «det er en ‘Blaaveis’, en af Vaarens første og yndigste Blomster. Digtet er svensk. –»

«Lad det heller bli norsk …» sa Marie, hun var i Grunden glad over, at det varede en Stund, inden Literaten fremkom med sit egentlige Ærinde, saa fik hun Tid til at summe sig.

242«Jeg forstaar. Jomfru Marie», sa’ Hr. Møller … De er en norsk Kvinde … De har … lidt Interesse … for … Fædrelandet.»

«Aa, det er ikke saa lidt det», svarte Marie med en haanlig Betoning og et lynende Blik til Jomfru Anna. «Jeg er ikke saa dum heller, jeg har lært af Kjæresten min, han Jakob Holm, som er meget inde i Politik og Samfundsspørsmaal.»

«Altsaa er du ‘politisk’ … I al Verden! Aa, hvor det er klassisk, ha, ha!»

«Hum … hum», det kom som en hul Grynt fra Møllers spidse Læber, han gjorde nogle forfærdelige Fagter, slog ud med de lange Arme og syntes høist ubehagelig berørt.

«Hum … hum … nu var det Digtet … det har intet med Politiken at gjøre … Digteren kan gjerne for alt det være norsk … Men de forstaar, mine Damer … det svenske Sproget, ja selv vort eget Landsmaal er saa overmaade ordrigt, at en lettere kan faa Udløb for sine … sine inderste Følelse i dette, end i det tørre Bogsprog.»

Han havde talt sig varm, der var kommen en fin Rødme op i de blege Kinder, og Øinene lyste Skjælfuldt.

«Kanske De er Forfatteren?» spurte Anna næsvist.

«Derom taler historien intet, Jomfru Anna … men hør nu, hør. …»

Stilhed …

243Møller søgte at indta en imponerende Stilling, inden han med pibende Stemme og grusomme Fagter begyndte at deklamere:

Lilla sippa sof ännu,
Slut ditt ögas himmel,
Tids nog vaknar också du
Upp til lifvets hvimmel.

«Solen kyste mig så ömt».
Vill du kanskje svare:
Ack, det har du endast drömt
Det var villa bara.

Än är luften icke varm,
Sof ännu, du lilla!
Isen om din moders barm
Ligger än så stilla.

Kalla drifvor, rimig kvist,
Möta här ditt öga,
Svikna löften, sorg och tvist,
Solsken fins här föga.

Sof til solen mera varm
Spränger isens pansar,
Och til bäcken med sitt larm
Utför backen danser.

Hum … hum … Literaten satte sig ned og tørrede Sveden af Panden … han havde aabenbart anstrængt sig for at gjøre sine Sager godt.

Dyb Stilhed, der kun afbrødes af Annas Yndlingsudtryk … «Klassisk … klassisk!»

244Marie vendte Ansigtet bort og sa’ ingenting. Heldigt eller uheldigt ringede det idet samme paa Dørklokken. Det var nogen, der bragte Vadskeøi.

«De faar undskylde, Hr. Møller», sa’ Marie, da hun atter kom ind, «jeg har faat nogle Kunder at ekspedere, – om De kunde fatte Dem i Korthed – hvis det er noget De vil.»

«Det er snart gjort. Jomfru Marie», svarte Møller, han havde pludselig faat Luft … «Det er bare, at’ De ikke maa si nei, til det, som jeg vovede at skrive om i Brevet. Jeg trenger i Øieblikket en Husholderske og vilde saa svært gjerne ha’ Dem. De skulde faa det saa godt hos mig.»

«Men jeg kan virkelig ikke.»

«Er det rent umuligt?» spurte Møller med et smægtende Blik.

«Ganske, det sa’ jeg jo ogsaa til Jomfru Jansen; har hun ikke baaret Bud, siden De kommer selv?» Tonen lød hvas.

«Jo, men jeg trodde De endda kunde være at formaa til at komme, naar jeg selv … frembar … min Anmodning.»

Marie lo haanlig og denne Gang maalte hun den lille Dvergen med et skarpt udfordrende Blik. Hun syntes, hun var ham overlegen.

«Hvorfor vil De saa gjerne ha’ mig? Her er da Kvindemennesker nok, foruden mig … Kan ikke Anna?»

Anna lo med en gjækkende Latter.

«Jeg er ikke blit spurt.»

245Literaten hostede.

«Jeg tror at … De … vil være skikket til at styre mit Hus …»

«Jeg tror netop det modsatte», afbrød Marie.

«Desuden vilde det ikke hjælpe Dem stort, om jeg kom, det kunde bare bli for en ganske kort Tid. Jeg venter Kjæresten min» … med særlig Vægt paa Ordet … «og naar han kommer, saa blir det straks Bryllup.» Literaten veg et Skridt tilbage.

«Jasaa, saa De er saa vist, forlovet.»

«Det har jeg været i flere Aar. Jeg trodde De kjendte til det gjennem Jomfru Jansen?»

«Jeg har nok hørt det … men … var det ikke bedst for Dem selv, om De lod den Plan fare?»

«Dermed har vel De intet at gjøre.» Tonen var saa harm, at den straks bragte Literaten til Taushed.

«Har Du hørt fra Jakob Holm?» spurte nu Anna.

«Nei, men han kan komme, naar det skal være …»

«Aa, er det, ikke anderledes … ja, da er jeg ræd, du kommer til at vente længe?» Anna lo spottende.

Men Møller nærmede sig den unge Pige og sa’ ien alvorlig, næsten inderlig Tone: «De forstaar vel, at jeg langtfra vil fornærme Dem med mit Tilbud. Det er et høfligt Spørsmaal, om De 246vil indta’ min forrige Husholderskes Plads. Vil De ikke – saa er det ikke videre. Men jeg tænkte det kunde være bra for Dem selv, at slippe alt Slitet og Omsorgen for det daglige Brød, ved nu at komme i et godt og ordentligt Hus. Hos mig skulde De ikke lide nogen Overlast.» Han vilde gjøre en liden Bøining med Overkroppen. … et Slags Buk; men snublede i det samme i noget paa Gulvet, saa han nær havde tabt Balansen.

Marie lo haanlig af den ubehjælpelige Figur; men Anna syntes, at dette var altfor kryt. En liden Nedsætning fortjente saamen Marie. Saa sendte Anna et skarpt Øiekast bort til Sengen, hvor den «vesle» laa i dyb Søvn.

«Det er for den uheldige lille der, at hun ikke vil. De forstaar nok, Hr. Literat?»

Men Møller rødmede som en ung Pige og vendte sig bort.

«Du skulde ikke være fuldt saa vigtig, Anna … du ved ikke hvordan det kan gaa dig selv. Vi har alle set Vuggen; men ingen Graven, skal jeg si dig» svarte Marie.

Anna hørte til med Undren, det var svært saa Marie havde faat Mod til at snakke. Hun var ikke længer den forknytte, tilbageholdne Pige, der skulde tjene i «Jansas Delikatesse». Anna kjendte ikke til, hvordan Skjæbnen og tunge Sorger tjener til at udvikle og opdrage et Menneske, baade til det gode og onde.

247Marie gik ud i Kjøkkenet og smækkede Døren haardt i. Hun havde ikke Stunder til længre at opholde sig med disse Mennesker.

Anna og Literaten blev siddende igjen alene. «Det skulde De ikke sagt, Jomfru Anna», mente han i sit stille Sind, men han var for fin og undselig til at ville si det.

Literat Møller var en Bogorm, og han var en dannet Mand. Naar han sværmede for smukke Damer, saa var det ikke i nogen upassende Mening, han var blyg som en Jomfru. – Havde den vakre Marie Svendsen end tændt en Glød i hans Hjerte, saa vidste han godt, at det aldrig kunde bli til mere. Men det gjorde ham ondt for den fattige unge Pige, og han vilde gjerne gjøre noget for hende, bli hende til Hjælp og Støtte i Livet. Han havde ofte talt med sin gamle Veninde, Jomfru Jansen, om den stakkars Pige, og da nu netop hans Husholderske skulde flytte, saa la’ disse to – Møller og Jomfru Jansen – i Forening den Plan, at Marie skulde finde et Hjem og Tilflugtssted i førstnævntes Hus, og kanske derved befries fra at indgaa i nærmere Forhold til den fordrukne Jakob Holm. Vi ser nu, at denne kløgtig udtænkte Plan var strandet.

«Det er bedst vi gaar», sa’ Jomfru Anna.

«Ja, det nytter ikke andet. Det er enkelte, der ikke vil ta’ imod den Redning, der bydes dem.»

«Nei, det er vist saa». Anna saa sig om i Stuen, hvor der denne Aften var mere end almindelig ustelt, det saa ud som havde der ikke været ryddet 248op i ugevis. Tøi laa slængt ud over Bord og Stole, baade hist og her. – «Kan De forstaa, hvorledes nogen kan leve i sligt. Sandt at si, Hr. Literat, tror jeg De er liksaa godt tjent med ikke at faa Marie.»

De havde imidlertid nærmet sig Døren og kom snart ud i den mørke Gang.

«Hvilket Egyptisk mørke. Se Dem for i Trappen, Hr. Literat. Meget uopmærksomt af Marie ikke at lyse Folk ud. Men det ligner aldeles hende.»

Anna havde neppe udtalt de skjebnesvangre Ord, inden der lød et … Brag … et dumpt Rædselsskrig, og hun vidste, at Literaten var styrtet ned over Trappen. Bare han ikke havde slaat sig rent ihjel.

«Aa, det er klassisk … klassisk», raabte hun og stansede midt i Trappen, at se ud i mørket, henimod et lidet bitte Lysglimt nede fra Gangen af. Faldet havde naturligvis vakt Opmærksomhed i Huset. Marie kom straks ud med Lampen. «Faldt han udfor Trappen nu», spurte hun i en harm Tone. «Hvad vilde han ogsaa her? Slige fine Folk er ikke kjendte i Fattigfolks Hybler. Nu kan han faa to Pukler paa Ryggen istedetfor en.»

«Du er rigtig styg Marie; men bi lidt, du gaar det nok endda værre, end du hidtil har havt det … Det ser ud, som du har glemt den Kvelden, du kom til Jomfru Jansen.»

Anna ænsede ikke Maries bitre Svar; i en Fart var hun nedover Trappen, ivrig efter at se, hvordan det var gaat hendes Ledsager. Der var en aaben 249Kjælderlem eller Luge i Gulvet lige ved siste Trappeafsats, det var derfra den dunkle Lysstraale var trængt op. Men Anna saa ikke Literaten nogensteds, derimod hørte hun høirøstede Stemmer fra Kjælderen.

«Han er nok reist ned gjennem Gluggen», sa’ én blandt de, der havde samlet sig i Gangen.

«Hvem var det.»

«En, der bringer Tøi til Strygejomfruen.»

Anna stod som paa Gløder. Men Stillingen var altfor komisk, og hun var nær ved at briste i Latter. Da kom idet samme Literaten tilsyne fra Kjældergluggen i en ynkelig Forfatning, og i Hælene paa ham kom en Jente med en Lampe.

«I Alverden kan de ikke lyse Folk ned Trappen.»

«Hvem er det.»

«Nogen der kom fra Strygejomfruen.»

«Aa, den Strygejomfrua er gælen.»

Men Anna gik bort med Møller, der aandede dybt og tørrede af sine vaade Klær …

«Slog de Dem?»

«Aa nei, ikke videre …» Stemmen skjalv.

«Han dumpede ned midt i et Kar med Saltlage», sa’ den Jente, der holdt Lampen.

«Ha, ha, ha …» rungende Latter.

«Det er jo en Dværg;» de kom helt indpaa Møller og glodde paa ham med gridske, nysgjerrige Blikke.

«Men han er saa flot … Fik du vasket dig, nu da, Tosken?»

250«Lad os gaa», bad Møller, og klyngede sig halvveis ræd ind til Anna.

De gik, efterfulgt af Latter og raa Spøg.

«Er det Kjæresten hans, den lange?» raabte nogen i Døren. Mens de bortilende sneg sig væk, tæt indmod Husvæggen, indtil de kom ud paa Gaden. De talte ikke meget … Tilbagetoget var altfor tragisk … Møller havde tabt. Han havde spillet en ynkelig Rolle, og uagtet en ældre Mand, var han nær ind paa Graaden.

Det var ikke første Gang, han maatte lide for sin Legemsbygnings Skyld … Han var styg, han vidste det altfor godt. Men var han da sin egen Skaber? … Var det ikke ubarmhjertigt, at ringeagte ham, fordi om hans Ydre maatte indgyde en vis Modbydelighed? Var det en Feil, at han saa slig ud? … Saa man bare paa hans Pukkel, og glemte rent hans Begavelse og store kjærlige Hjerte? Selv de, der ikke kjendte ham, var det retfærdigt, at de behandlede ham slig?

Han saa bort fra Færdselen paa Gaden, opimod den stjerneklare Himmel … Han elskede Marie Svensen … elskede … men det skulde ingen faa vide. Om hun var kommen i hans Hus, saa vilde han skjult det, saavidt som Kjærligheden kan skjules … Han vilde aldrig nærmet sig hende paa nogen fortrolig Maade. Nei da … Hans Kjærlighed var jo af aandig Natur. Han vilde bare set op til hende som til et høiere Væsen – og hjulpet hende opover Slitet og Arbeidet. Nu var dette vistnok nægtet ham … 251men han var ikke fyldt med Hevnfølelse; tvertimod lovede han sig selv, at han aldrig vilde tabe den stakkars Pige ganske afsyne, om han siden i Livet kunde bli hende til Hjælp.

De var naaet helt frem til Akersgaden, da han vaagnede af sine Betragtninger ved Annas trillende Latter.

«Aa gid, hvilken Scene … Et Syn for Guder, Hr. Literat. Aa, det er klassisk! Godt, De ikke slog Dem ihjæl.»

«Saa havde det hele været forbi», tænkte Møller med en naturlig Bitterhed.

Nittende Kapitel. En Overraskelse

Det var en Høstkveld.

Regnen høljede ned. Det var koldt, saa Folk la frisk væk i Ovnen.

Marie Svensen stod ved Strygebrettet, hun havde havt en ualmindelig stor Vask denne Uge – hun maatte stri for at faa den fra sig og var glad, naar lille Ragnvald sov. Ikveld havde hun næsten klaret hele Strygningen, og det kjendtes som en Lette endelig engang at bli’ færdig. Hun var sandt at si’ træt af alt dette Strævet.

Det ringede … én, … to Gange temmelig haardt.

Hun satte Strygejernet fra sig og gik for at aabne. Det var vel nogen som kom for at hente Strygetøi.

I det samme Døren blev lukket op, kom en høi mørk Mand fort ind, mest liksom han var ræd for at nogen udenfor skulde faa se ham.

253«Marie!»

«Aa gid, Jakob, er det dig?»

«Ja … det er mig», kom det igjen med lavt sagtfærdigt Mæle.

«Kom ind Gutten min, ind i Stuen … Aa, som jeg har ventet dig i disse Aar.»

Jakob svarte ikke, han fulgte Marie mekanisk og sank om paa en Stol. Det kom som et Lettelsens Suk fra hans Læber:

«Se, saa!»

«Er du træt?»

«Ja gu er jeg træt – ja, jeg har været ude i hele Dag; men nu er jeg da blit ædru.»

Nu først tog Marie Jakob rigtig i Øiesyn. Han var usselt klædt som GesellerGeseller] gesell: opprinnelig utlært svenn knyttet til laugs og håndverksvesen, her: løsgjenger; landstryker pleier at være, og han saa bleg og daarlig ud. – – Han var blet gammel og saa mere forfyldt og udlevet ud end den Gang han reiste. Marie spurgte ikke, hvordan han havde havt det, det kunde hun jo se. Hun sukkede.

«Kom du idag?»

«Nei, det er et Par Dage siden.»

«Hvor fik du vide mit Logi?»

«Af en Kamerat,»

Dyb, tung Stilhed. …

«Sæt dig hen til Bordet, saa skal du faa lidt at spise.»

«Ja tak, jeg er sulten. Men jeg har ingen Penge, jeg har rumlet dem bort alle sammen. … ‘Alles ist væk’»,væk’»] rettet fra: væk» (trykkfeil) sa’ han paa sin flotte Svendemaner, og slog ud med Haanden.

254«Jeg har jo altid lidt Mad», sa’ Marie stille.

«Hvad driver du med nu?»

«Vask og Strygning.»

«Det er tungt Arbeide.»

«Det er bedre end Søm.»

«Ja, ja Marie, nu er jeg hjemme, nu skal jeg straks søge Arbeid’ og saa skal jeg hjælpe dig.»

«Tak, Gutten min, men saa man du ikke drikke saa meget», fik Marie Mod til at si’.

«Aa pyt san, jeg drikker ikke mere end andre … Igaar maatte jeg spleise, og drikke et Glas med nogle Kjendte jeg traf – – straks jeg var kommen, ser du. Jeg vilde gaat lige op til dig, og da havde jeg rigtig mange Penge; men saa traf jeg disse Fyrene i Storgaden … Men kom nu med den Maden, du lovede mig.»

I det samme vaagnede Ragnvald og begyndte at smaasutre.

Jakob saa overrasket paa Barnet; men Marie tog ham rakt i sine Arme og bar ham hen til Bordet.

«Helse paa Papa», sa’ hun.

«Papa!» Jakob fór op … Men Marie lagde Barnet i hans Arm, og mens Barnet græd og blev ræd den fremmede Mand, kom det til en Forklaring mellem de Forlovede. Dette skete dog mere ved Blikke og gjensidig Forstaaelse end ved Ord, og det var da især Barnet, der dannede Baandet mellem de to. Saa var det ogsaa dette, at Jakob liksom havde været nødt til at ty sig op til Marie; hun stod ham jo nærmest. Det var senhøstes, og 255lidt koldt at ligge ude, og han var uden Penge og for det første arbeidsløs.

Marie tog det skrigende Barn ud af Faderens Arme.

«Han kjender dig ikke endnu.» … Hun tyssede paa den lille, der straks tiede, da han følte sig tryg i Mamas Fang.

«Se paa ham», sa’ Marie og dansede med den lille, der nu lo og var noksaa fornøiet. «Han er dig op ad Dage.»

«Ja, er du saa sikker paa det?» … Der var kommet et tvilende Udtryk i Jakobs store, talende Øine, da han nærmede sig Marie, og hviskede hende noget i Øret. … Hun fór op som truffen af et Slag; men svarte straks i en frimodig Tone:

«Er du gal, Jakob, tror du da virkelig …? Hun fuldendte ikke Sætningen; men snappede liksom efter Veiret, inden hun tilføiede i en inderligere Tone:

«Aa nei, Gutten min, din er jeg, og din vil jeg være, vær sikker om det … Jeg har ikke været paa en eneste Morro, siden du var hjemme.»

«Ikke paa RasmussalenRasmussalen] møtesal for Arbeiderbevegelsen på Grønland i Kristiania en Gang?»

«Nei, ikke en Gang der, og forinden du reiste, ved du da godt, hvor jeg var? Var jeg nogensteds, uden med dig?»

Hun havde talt sig ivrig, og der var kommet en dyb Rødme op i de ellers saa blege Kinder. Jakob betragtede hende nøie og undredes over, hvor mager og daarlig hun saa ud. Kanske havde hun 256lidt ondt for hans Skyld. Denne Mand var let at paavirke baade til godt og ondt, og naar han nu saa paa Marie, var det en Streng, der rørtes i hans Hjerte, og han følte sig underlig hendragen til Marie og Barnet.

«Hvad hedder Gutten – vor?» spurgte han i en blød, lidt usikker Tone.

«Ragnvald.»

«Saa … altsaa kaldte du ham ikke op efter mig?»

«Han er ikke opkaldt efter nogen», kom det freidig igjen; det var da svært, saa Jakob var jaloux … «Jomfru Jansen vilde endelig han skulde hedde Ragnvald. Hun syntes det var et saa vakkert Navn. Ved ikke, hvor hun har det fra; men Navnet skjemmer da ingen. Jeg lod hende kalde Gutten, hvad hun vilde. Hun holdt ham over Daaben, og han blev født i hendes Hus. Hun var svært snil mod os begge den Gang.»

Og nu fortalte Marie om alt, hvad hun havde gjennemgaaet den Dagen, da Jakob var reist, og hvordan hun tilsidst var tyet hen til Jomfru Jansen, som det eneste Menneske, hun kunde holde sig til.

«Ja, det var jo vakkert gjort af hende, at hun vilde ta’ imod dig. Men du skulde været mere fortrolig mod mig’»

«Saa var du kanske ikke reist?» Tonen lød glad, næsten forventningsfuld.

«Ja, det tror jeg nok jeg var; men jeg var kanske kommen før tilbage. – Saa havde jeg ogsaa 257arbeidet med mere Lyst og Mod, naar jeg havde havt Gutten at tænke paa.»

«Ja, Gutten! din og min Gut, du Jakob!» Stemmen var varm og inderlig.

«Min Gut! …» Jakob lo til den lille, og vilde ta’ ham.

«Og saa faar vi gifte os du Jakob», sa Marie, hun syntes hun fik benytte sig af Øieblikket og den gode Stemning, der laa i Luften. «Gifte os du, for Guttens Skyld.»

«Ja, ja, for Guttens Skyld, det er saa, jeg ogsaa mener.»

Marie følte sig skuffet og saaret – altsaa bare for Guttens Skyld. Om Gutten ikke havde været, saa var det kanske aldrig blit noget Bryllup … Herregud! … slige er Mændene. Hun ytrede dog ikke dette, turde ikke for sit Liv. Hun vidste jo ikke, hvordan Jakob vilde ta’ det. Saa sa hun bare i en lidt mismodig Tone:

«Det er tungt for en Pige at gaa med et Barn. – Skammen og Foragten vil saa let følge, selv om en stræber efter at vandre ærlig frem. Men det er endda værre for Barnet, naar det voxer til, og faar vide, at det ikke er saa god som de andre Børn.»

Jakob slog Næven i Bordet, saa lille Ragnvald satte i at skrige.

«Det skal min Gut aldrig komme ud for, du Marie, nei gu, om han skal, nei!»

Marie tyssede paa Gutten som strax blev rolig.

«Nu maa du gaa til Papa», sa’ hun.

258«Papa», svarte den lille.

«Ja, jeg har lært ham at si Papa, hører du. Og, du Jakob, naar skal vi saa ha’ Bryllup?» Jakob synes at betænke sig.

«Det haster vel ikke saa, ved jeg?»

«Jo, nu haster det. Hør, Vennen min, du har vel ikke Arbeid’?»

«Nei, det kan du da vide! Jeg er jo kommen i disse Dage.»

«Ja, ja; Men du faar gaa til Præsten og forlange Lysning, gjerne imorgen den Dag, og si som det er, at vi har et Barn sammen. Saa kan du faa Lov til at bo her hos mig, indtil du faar Arbeid, og da kan vi ha’ Bryllup, for da kan vi ha’ det som Folk.

«Ja, vi skal vel ha’ lidt Stel vi og.»

«Ja, det er greit», svarte Marie med Selvfølelse. Hun havde ikke været saa glad paa aldrig saa længe. Hun bad Jakob passe Gutten og gik ned i Kjøkkenet for at stelle lidt ekstra Aftensmad. Det var for hende som en Fest – – der laa Høitid i Luften og over alt hvad hun foretog sig.

Men Jakob blev siddende alene i den uryddelige Stue. Han lekte for den lille, dansede om i Stuen med ham og fik ham tilslut til at bli ret fortrolig og pludrede paa sin egen barnlige Vis.

Men det gik haardt paa Jakob at forsone sig med disse Bryllupstanker. Havde det ikke været for den lilles Skyld, saa vilde han sandt for Dyden heller 259stullet alene. Men det vilde jo være Synd for Gutten om Skammen skulde træffe ham – –

Han saa sig om i det utrivelige Værelse. «At ikke Marie kan rydde lidt op. I Alverden! – hvordan skal det gaa naar hun blir gift?» – –

I det samme kom Marie, hun havde i en Fart været over hos Kjøbmanden for at gjøre nogle Indkjøb, og nu gav hun sig til at rydde op i Stuen.

«Du faar ikke se dig altfor meget om, det er leit, at her skulde træffe til at være saa ustelt. Jeg véd du er en pertentlig Fyr. Men det falder saa meget af med denne Vasken. Det er ikke greit at være saa alene, kan du tro. Naar vi blir gifte, saa skal jeg stelle pent for dig og Gutten, skal du se. Vi skal faa det saa triveligt, du tror det ikke.»

Jakob svarte ikke noget, han sad og byssede Gutten, indtil denne sovnede i Armen hans. Saa blev Barnet lagt bortpaa Sengen og Jakob ruslede om i Stue og Kjøkken og snakkede med Marie om et og andet. Om det end ikke var saa triveligt i Huset, saa var det bedre end at ligge ude. Han skjønte jo, at Marie var et stærkt Kvindfolk, flink til at arbeide og tjene Penge, og det vilde jo være godt for en Kar som han, der oftest gik og sjokkede paa Fylla.

«Du vil vel ikke opgi Vasken, naar vi blir gifte», sa’ han.

«Nei, det kan du da vide, jeg ikke vil. Jeg vil vist stræve liksaa meget, naar jeg blir Kone, og kanske endda mere; for da har jeg jo noget at slite for. 260Det er ikke bare mig alene. Vi er to, – to om alting, det er saa deiligt, du Jakob.»

Nu var Bordet dækket – og det tog sig noksaa godt ud. Marie havde spenderet den eneste Dug hun eiede. Den var noget stoppet, men skinnende ren og hvid, for var det nogenting, Marie Svensen forstod sig paa, saa var det Klædesvask. Det var forresten ikke alene Dugen, som laa der til Pryd; men det var storartet Opdækning med Pølse, Ost, opskaaret salt Kjød og flere lækre Sager. Der var ogsaa en Flaske øl og en PæglflaskePæglflaske] 1 pægl = 0,244 l, gammel dansk måleenhet med Kognak samt stærk god Kaffe. Det hele Arrangement var meget tillokkende for Jakob og fristede hans glubende Appetit. Sandt at si havde han ikke spist noget hele Dagen.

Men i Maries Pung havde denne Tilstelning gjort et temmelig dybt Indhug; men saa var det jo ogsaa en sjelden Anledning, at hun havde faat Kjæresten sin hjem. Nu sad disse to Mennesker og drak en «Doktor» sammen og var glade. Jakob fortalte om sine Reiser og om alle sine Genvordigheder som Svend.

«Bedst at komme hjem igjen til dig – og Gutten», saa sluttede han og gik bort til Sengen og kyssede den lille.

Men Marie saa med et eget kjærligt Blik paa denne udlevede blege Skikkelse i de paafaldende daarlige, halv forrevne Klæder. Nu skulde han faa et godt Hjem. Hun vilde bli for ham en rigtig bra, snil Kone, og vænne ham af med at gaa i 261Byen. – Heller vilde hun kjøbe til ham en halv Flaske og dito Øl, som han kunde drikke hjemme liksom i Kveld, saa kanske hun dermed holdt ham borte fra daarlige Kamerater og Restaurationerne.

«Nu maa du ikke vække Gutten vor», sa’ hun og gik bort til Sengen, hvor Jakob endda stod bøiet over den lille. Han vendte sig i det samme, slog Armen omkring Kjæresten sin og kyssede hende.

«Vi to kan faa det godt sammen», sa’ han for første Gang paa flere Aar. Var det den lille svartlokkede Gutten, der atter havde bøiet hans Hjerte imod den halvt forglemte Pige.

–– «Ja, vi skal ha’ det godt», samstemte hun, det var nu ialfald hendes fulde Hjertens Mening. – «Og véd du hvad, Vennen min?» med et Blik paa hans daarlige Klæder. «Jeg har nogle Penge staaende i Banken, som, jeg har holdt paa at samle, til du skulde komme. Imorgen gaar jeg og tar dem ud, saa skal du faa dem til en Dress, saa du kan se lidt bedre ud, naar du skal omkring og høre efter Arbeid og til Præsten og forlange Lysning; for det ved du, at du først faar gjøre.»

«Ja, jeg skal gjøre det.» – Og denne Gang la’ han ikke til: «for Guttens Skyld». Men han trak Marie ned paa Fanget, hun la’ sit Hode ind mod hans Skulder og slig blev de siddende en Stund i kjærlig og fortrolig Hvisken, det var jo nu saa længe siden sist. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

De tænkte vist, som saa mange andre, at Kjærligheden 262er det eneste, som det er værdt at leve for. Men saa gik de siden ind i Ægteskabet og la’ Kjærligheden tilbage mellem Livets Strid og Møie. Det gaar saa med mange fler.

*

Jakob Holm gik noksaa kry i Byen med sin nye Dress og hørte efter Arbeid. Om et Par Uger fik han Plads hos Skomager Sahlsgaard, paa et af de største og bedste Værksteder i Byen. Da Jakob var en bra Arbeider kunde han tjene gode Ugepenge. Han forholdt sig ogsaa mærkelig rolig; gik hjem til Marie hver Kveld og undgik Drikken og Kameratslivet.

Marie var sjæleglad og trodde, det skulde vare ved. Hun havde kanske ikke saa ganske Rede paa, eller havde hun glemt det, at Jakob pleiede drikke i Turevis. Naar først han begyndte paa et Værksted, var han bra; men gik en Tid hen, saa begyndte han at sluntre undaf ved at gaa i Byen og drikke Smaasnapser, eller sidde inde hos en Kamerat og drikke en halv Dags Tid. – Og saa tilslut blev han ligeglad med Arbeidet og rumlede i ugevis uden at vise sig paa Værkstedet. Efterpaa kom da en Slappelsens Tid, hvor han bare laa etsteds og døsede. Inden han blev kjendt med Marie, var det gjerne i en eller anden Restauration, hvor han var tilvens med en af Pigerne, eller ogsaa ude, saalænge det var Sommer.

Marie vidste ikke i sin Uerfarenhed, at der 263skulde intet til, bare en ren ubetydelighed, for at faa Jakob bort fra Arbeidet og ud paa Rangel, ellers havde hun kanhænde været mere forsigtig.

Forresten stelte hun bra, ryddede op i Huset saa godt hun kunde, lagede ordentlig Mad, og kjøbte gjerne en Øl og et Par Pægle Brændevin, til Jakob skulde komme hjem om Kvelden. Da fik hun ham gjerne i Humør, og de to havde det hyggeligt sammen. Hun tænkte aldrig paa, om det ikke skulde være bedre at overtale ham til at gaa ind i en Afholdsforening og derved søge at holde ham borte fra stærke Drikke.

Saa kom endelig Bryllupsdagen – efter et Par Maaneders Forløb. De blev viet i Grønlands Kirke en Søndag, og Præsten talte vakkert over de Ord, «at vi skal hjælpe hinanden med at bære Byrderne», og om «Kærligheden, der skal skjule Syndernes Mangfoldighed.» Marie hørte nøie efter og fældte nogle Taarer. Det var godt talt af Præsten, og disse Ord skulde jo være hende til Trøst og Veiledning i hendes nye Stilling. Men Jakob, der aldrig havde bryd sig stort med Religionen, stod der kold og stiv og bare stundede efter at det hele var forbi. Det var efter hans Begreber noget stort Tul. Og da Præsten spurte, om de havde «beraad sig med Gud og med Slægtninge», da var han for sin Del nærved at svare: «Nei» … Nogen Slægtninge havde hverken han eller Marie, saa vidt han vidste om, og neimen om han trodde, at nogen af dem et eneste Øieblik havde tænkt paa at «beraa sig med 264Gud», – og det var vist faa Ægtefolk, som gjorde dette. Saa stod de jo der og talte aabenbar Usandhed ligeoverfor Præsten. Var ikke det en vitterlig Synd – eller en Samfundsløgn af første Slags? Thi det var jo noget, som alle gjorde sig skyldig i. Nei, han trodde nok, den Tid vilde komme, da det blev tilladt at ta’ borgerlig Vielse, for hver som vilde. Det maatte jo være meget bedre, saa slap en da at staa der og lyve i Kirken, hvor han og mangfoldige andre af hans Lige, aldrig kom, uden ved Konfirmasjonen og saa Bryllupsdagen.

Hjemme hos sig selv holdt de et lidet Bryllup. Der var kjøbt ind Mad og Drikkevarer i Mængde. Jakob havde indbudt nogle faa Venner, og Marie paa sin Side havde buden Mor Jensens to Døtre, der bodde i samme Gaarden, samt Jomfru Anna. – Det var jo en Selvfølge, at Jomfru Jansen ikke vilde komme. Hun indskrænkede sig til at sende en stor Kage, de kunde skjære op til Kaffen.

Saa var det en Konvolut, som Anna overrakte Marie med et fint Smil. Da den blev aabnet ved Kaffebordet viste det sig, at den indeholdt en 5-Dalerseddel og et Bryllupsdigt fra Literat Møller. Verset blev, straks oplæst og var «saa og saa deiligt, – klassisk» – for at bruge Jomfru Annas Ord. Det lød slig:

«Med Tro til Seil og haab til Anker,
Og Snekken fuld af Kjærlighed,
Styr gjennem Livets Skjær og Banker,
Til Havnen vinker Dem sin Fred.»

265«Er det en Ven af dig, du Marie?» spurte Jakob lidt forundret.

«Nei langtfra, det er en Bekjendt af Jomfru Jansen, han er skrækkelig styg, rigtig væmmelig, saa jeg bestandig har havt ham til Nar.»

«Det er for Jomfru Jansens Skyld, han viser Marie denne Ære … det er en fin Mand og en stor Digter. Han kaldes for Literat …» forklarede Anna.

«De maa hilse og si saa mange Tak, Jomfru. Pengene var især kjærkomne», bemærkede Jakob.

Men Gina Jensen gav sig til at le og hviske til Anna: Var det den Dvergen, der faldt ned gjennem Kjælderlugen den Kvelden, da han ifølge med Jomfru Anna havde «besørget Strygetøi» til Marie?

Historien blev nu fortalt til stor Morskab for Selskabet. Og Marie var ikke den siste til at le og gjøre sig lystig over den arme Literat. Kun Jomfru Anna syntes tilsidst, at det gik for vidt. Var dette Takken Literaten skulde ha for sin Opmærksomhed? – Hun saa ned paa disse sjofle Mennesker. Var dette Selskab for hende, disse udspjaakede Jomfruer Jensen, Døtre af en Torvkone?

Hun tænkte halv paa at gaa, da Lithograf Hansen, en Reisekamerat af Jakob, tog frem en Violin og spillede op en «Rheinlænder». Nu vilde Jomfru Anna bli for at faa sig en Svingom. Stuen var jo ikke stor, de kunde blot danse to Par ad Gangen; men saa var det jo heller ikke fler Damer end Bruden, Anna og de to Jomfruer Jensen 266– – samt gamle Mor Jensen, som kom ind fra Kjøkkenet, hvor hun gjorde Tjeneste for Dagen som et Slags Kokkekone.

Jakob Holm dansede første Dans med Jomfru Anna, mens gamle Skomager Swang tog Bruden op.

Efterpaa spilledes den «tyske Polka», og nu var det Mor Jensen og Murer Olsen, samt Gina Jensen og Skomager Berentsen. … Gina Jensen var den flotteste af de to Søstre; hun havde ogsaa i snart to Aar staat i en Modebutik paa Grønland.

Imidlertid bødes der flittig om med fransk Brændevin samt øl. Selskabet blev muntert og Jomfru Anna tænkte ikke mere paa at gaa. Hun laante noksaa villig Øre til Lithografens Komplimenter og lidt flaue Kurtise, idet hun slog om sig med sit Yndlingsudtryk.

«Nei, hvor det er klassisk.»

Efter at der var beværtet med Vin og Smaakager til Damerne, samt Punsch i behørig Mængde til Herrerne, holdt Skomagermester Swang en Tale for Brudeparret og saa sang han med megen Stemning den bekjendte gamle Sang:

«Vorherre var i godt Humør,
den Gang han Kvinden skabte.»

Talen og Sangen vakte megen Munterhed og høstede stærkt Bifald blandt det smukke Kjøn.

«Nei, jeg gad vidst, hvordan Mændene skulde klare sig alene; det er nok Kvindfolkene, som faar ta’ de tyngste Tag lel», mente Mor Jensen.

Efter Aftensmaden, der bestod af Oksesteg 267med Øl og Dram, blev Stemningen mere belivet. Det var de stærke «Doktore», der særlig bidrog til at gjøre Munterheden almindelig. Dog snakkedes der ogsaa om alvorligere Emner.

«Det er underligt med Lykkens Hjul, hvor høist forskjellig det dreies», sa’ Skomager Swang med forfyldt, halv tysk Dialekt. «Skomagermester Sahlsgaard og jeg arbeidede begge som Svende og vandrede sammen paa vor Fod gjennem halve Tyskland; og nu sidder han som en af Byens rigeste og mest ansete Haandværksmestere, mens jeg aldrig har kunnet drive det mere end til det middelmaadige eller fra Haand og til Mund. Dog har jeg arbeidet og slidt liksaa fuldt, ja kanske vel saa meget som ham. Hvad kan vel være Grunden til dette ulige Forhold?»

«Det er Kapitalen som er ulige fordelt. Kapitalens uretfærdige Fordeling er Samfundets største Ulykke», mente Jakob Holm, der var blit Socialist paa sine Reiser i Tyskland. Han glemte, at i nævnte Tilfælde var det Skomager Swangs Hang til at drikke Smaasnapse, som havde været den væsentligste Hindring for hans økonomiske Velfærd, medens den mere velhavende Skomager Sahlsgaard, altid havde været en ædruelig Mand.

Men nu raabte Lithograf Hansen med hæs Røst:

«Ja, det er Kapitalen, ned med Kapitalisterne.»

«Det er ikke min Udtalelse», svarte Skomager Swang. «I er Socialister, mine Herrer, – men I tar grundig’ feil. Kapital og Kapitalister vil her bli, saa 268længe Verden staar … Naar jeg med alt mit Slit er og blir en fattig Mand, saa er det ikke Samfundets Skyld. Kanske jeg ikke har forstaat at greie mig, at snu mig saa godt gjennem Verden som visse Folk, der er blit rige. En maa krybe og smyge for de store, skal jeg si Dem saa at si smigre for Kapitalen – og aldrig gi’ Mynt ud til Unytte. Jeg er nu adskillig rundhaandet jeg. Og saa er det en Styrelse over os, som …»

Længere kom han ikke i sin Tale.

Jakob Holm og Lithografen for mod ham med knyttede Næver.

«Ned med Kapitalen sier jeg … Ned med Kapitalisterne og Skam faa’ hver den, der ikke er enig.» De næsten brølede Ordene ud, den ene i Munden paa den anden, mens Damerne trak sig sky og rædde tilbage.

«Jeg stiller mig paa Mesterens Parti», raabte Skomager Berentsen. Med engang var det hele et Virvar og der opstod et storartet Slagsmaal. Det kom til et voldsomt Haandgemæng mellem Jakob Holm og Skomager Swang, mens Skomager Berentsen og Lithograf Hansen stredes voldsomt i Ord og den ene skjældte den anden Huden fuld. Under dette Spektakel væltedes Borde og Stole. Kopper og Glas gik i Knas, mens Kvinderne skreg. Marie nærmede sig Jakob og vilde tale ham tilrette. «Til Helvede, din Tøs, hvad har jeg vel med dig, hold dig væk eller …» Marie blev ræd og trak sig skyndsomt tilbage. Imidlertid havde Folk samlet 269sig udenfor, og to Konstabler var kommen tilstede. De skyndte sig ind i Stuen ifølge med Værten for at kalde til Orden. De fleste af Bryllupsgjæsterne forduftede.

«Aa, det er klassisk … klassisk», raabte Anna, hun fór ud som en Vind med Reisetøiet i Haanden.

Det lykkedes de to Konstabler at frelse gamle Swang fra den langt yngre og kraftigere Kollegas Overgreb. Han førtes ud af Konstablerne truende og skjældende med et blaat Øie og sin fine Søndagsfrakke itureven. – Og Jakob, han vidste, at han vilde faa en Mulkt, men hvad brød han sig derom?

«Jeg gir F…n i Konstablerne», skreg han og vilde fare ud lige i Hælene paa de Bortilende; men Marie holdt ham tilbage.

«Gaa ikke Jakob, gaa ikke.»

«Slip mig for F…n, Hvad bryr jeg mig om dig. Reis til H … om du vil.» Han stødte hende raat fra sig.

Marie græd og hulkede, næsten som i Krampe, medens Jakob ravede og vilde ud, bare ud.

«Hvor er Hatten min?» skreg han, «ja jeg gaar sandt for Dyden uden Hat.»

Men nu kom Værten Marie til Hjælp.

«Er De gal Holm? Hvordan er det De bærer Dem? De kan ikke gaa ud nu; det er jo sent paa Natten. Vær nu rolig og se at komme tilsengs.»

Værten var en stærk Fyr, han brød sig ikke 270om Jakobs Brummen og Modstand – bare greb ham ved Skuldren og kastede ham ned paa Sengen, og selv tog han Post ved Sengestolpen, indtil Jakob endelig efter megen Vrøvl var falden i Søvn. – Men Marie samlede sammen Potteskaarene og bar ud, og saa ryddede hun nogenlunde op i Værelset. – Derpaa kastede hun sig ned paa Sengen ved Siden af den snorkende Jakob. Hun var bare glad, at lille Ragnvald var i Sikkerhed hos Mor Jensen der havde lovet at ta’ sig af ham for Natten. – Og nu laa Marie og græd over sin forspildte Bryllupsdagsglæde. Men saa trøstede hun sig ved, at imorgen, naar Jakob blev ædru, saa vilde han nok angre sine Ukvemsord mod hende, og da fik de holde Andendagsbryllup alene. Hun vidste ikke, at Jakob nu var kommen ud paa en frygtelig Rangel. Han vilde gaa i Byen, ei alene denne Uge, men ogsaa næste, indtil han mistede Arbeidet og kom til at staa arbeidsløs, naar den kolde mørke Vinter stundede til.

Tyvende Kapitel. I Syden

Tre Aar er gaat. I denne Tid har Rentenist Bratvold, som han nu kaldte sig, stadig været paa Reiser med sin Hustru. Heloise er blit gammel og træt og længes efter Ro – – efter Hjemmets Fred, som hun saa lidet har kjendt. Men det ustadige omflakkende Liv i de større europæiske Byer, syntes at behage Rentenist Bratvold, deri laa netop den Afveksling, som passede for hans Natur. Uden at bekymre sig om sin egen eller Hustruens Fremtid øser han ud store Summer. Penge har for ham intet Værd, og han tænker ikke paa, hvordan det vil gaa, naar Formuen er forbrugt. Han lever blot for Dagen, vil bare more sig og nyde Livet, slig som han altid har gjort. Det varede ikke længe, inden han med sin ustadige Karakter og sit Hang til at leve et letsindigt Ungkarlsliv, blev hjertelig kjed Ægteskabet. Den Kvinde, der engang havde tilfredsstillet 272ham, hun blev tilsist intet for ham. «Hvorfor giftede jeg mig?» derom havde han spurt sig selv hundrede Gange. «Det var sku dumt af mig, det dummeste, jeg endnu har gjort.» Men saa tog han Situationen som den var, forsømte sin Hustru aldeles og glemte rent, at de to var reist ud sammen paa Bryllupsreise. Helene – eller Heloise var ældet betydelig, og hun saa alvorlig og livstræt ud. «I Grunden udslidt inden jeg lærte hende at kjende. Jeg fik blot Vraget af den tidligere yndefulde Dame … Nu er hun et fuldstændigt Intet. … Hører med Rette til ‘Intetkjønnet’. Men saa faar en ta’ sig lidt Regres», tænkte Ivar Bratvold, og denne tog han da til Gavns. Han vandt og tabte afvekslende ved Spillebordene. Han bortødslede store Summer til Sydens bedaarende Kvinder. Og imidlertid var Hustruen alene med sit Barn, henvist til sig selv. Hun saa paa det brogede vekslende Liv med ligegyldige Blikke. Mændene, som hun før havde erobret, gik hende isnende kolde forbi, og hun brød sig ikke mere om det. Hun var blet en ældre Kvinde, der ikke mere brugte Sminke eller Paryk og heller ikke var saa omsorgsfuld med sit Toilette. Hun besøgte Kirker og Klostre, gjorde vel mod fattige og syge, og glædede sig i sit Barn, den lille toaarige Ester. Hun havde ingen anden at leve for. Og hun vilde stræbe efter at opdra dette Barn til at bli en bedre Kvinde, end hun selv havde været. Til sin Opdragergjerning, som i det hele tat, til at leve Livet til Ende, vilde hun søge Trøst og Støtte i 273Religionen. – – Hendes Ægteskab var ulykkeligt. Bratvold var ikke den, han havde vist sig at være fra først af. Men hun kunde vel ikke vente det anderledes hun … En Kvinde, som hun, maatte vel lide for sin Ungdomssynd. Godt likevel, at hun var blit gift, derfor takkede hun Gud til hver eneste Dag. Hendes Ægteskab havde bidraget til at føre hende ind i et nyt Livsspor, det havde bragt hende ind paa andre Tanker og gjort hende til et helt nyt Menneske. Men nu længtede hun efter at slutte dette evige Reiseliv, baade for sit eget og for Barnets Skyld. … Hun bad Ivar om Lov til at faa komme hjem … «Skal vi ikke nu reise tilbage til Norge»; – men han var døv for hendes Bønner. Denne Manden, der var reist ud for hendes Skyld og vilde holde sig ude en Tid for at hendes Fortid skulde glemmes af Folk derhjemme, han reiste nu bare for sin egen Skyld, for selv at nyde Livet og sætte Penge til. Og saaledes gik det til, at «den skjønne Helene» ganske forsvandt fra Horisonten hjemme og efterhaanden fuldstændig glemtes.

– – – – – – – – – – – – – –

De var i Rom.

Det var Foraar – en blød, varm Vaar. I det solrige Syden begynder Foraaret tidlig. Mod Slutningen af Marts er der alt saa varmt, at én maa søge til Skyggen.

Rentenist Bratvold tænkte alt saa smaat paa at reise til Schweiz, og havde vist allerede iværksat sin Plan, om ikke den smukke Grevinde Ferano, 274havde holdt ham fangen i sine Garn. Det var Guldet der drog hende til denne Nordbo, hvis Ydre ikke var skikket til at bedaare nogen. Det var atter Pengenes Magt, der gjorde Udslaget; thi Ferano var meget fattig.

Midt i Rom, i et høit firetages Hus, hvis smaa Vindusruder skuer grættent ned paa det smale Fortoug, vil vi finde Fru Heloise Bratvold og hendes Barn.

Det er i en tarvelig møbleret Leilighed, hvorfra al Luksus er udelukket, og hvor en kun finder de nødvendigste Møbler. Rentenisten, der optræder saa flot for sit eget Vedkommende, ser sig nødt til at spare for Hustru og Barn.Barn.] rettet fra: Barn (trykkfeil) Paa et Omraade maatte der jo knibes, og der gik for meget ud til Spillehusene og Elskerinderne. For ham selv gjorde det lidet til Sagen, om Privatboligen var rent ud sagt kummerlig. Han var meget lidet hjemme og for «den skjønne Helene» maa den jo være god nok.

En vakker Vaardag træffer vi Heloise foran Vinduet i den lille Stue ivrig beskjæftiget med at pynte en Barnehat. I hendes umiddelbare Nærhed i en noksaa tarvelig Barneseng, hviler den lille i Søvnens Arme. Det er en liden mørk Ting, født under Sydens Sol, og hun syntes allerede nu Træk for Træk at have arvet sin Moders Skjønhed, fra den Tid, da denne befandt sig i Barndommens og Ungdommens bedaarende Vaar.

Heloise har ikke set sin Mand hele den foregaaende Dag og Nat; men hun er ikke angst, føler 275det tvertimod som en Lettelse, naar han er borte. Naar han kommer hjem, er han oftest brutal og lader det ikke mangle paa saarende Hentydninger vedrørende Heloises tabte Skjønhed og daarlige Fortid. Men hun gir ikke Lige for Lige, hun har vendt sig til at betragte dette som en velfortjent Revselse for tidlige Synder.

Hun fór sammen, da hun pludselig hørte Ivar Bratvolds Trin udenfor. Døren sloges op paa vid Gab og han kom pludselig ind. Han har ikke forandret sig meget i disse tre Aar. Det er det samme udlevede, lidt fordrukne Ydre; men nu var han flot antrukken og han saa kry og hovmodig ud.

Han kastede sig træt ned i en Stol og lod Blikket fare kritisk hen over Værelset, indtil det stansede ved Hustruen, der endnu sad foran Vinduet bleg og stilfærdig optat med sit Haandarbeide. Hun havde aldrig forekommet ham saa gammel og falmet som idag. Haaret var temmelig graat. – Trækkene stive og liksom staalsatte af hendes hærdede Villiekraft. Teinten var paafaldende graa og gusten, nu da Sminken var væk.

Men saa kom ogsaa Ivar Bratvold fra et privat Møde med en romersk Skjønhed, som han havde truffet i en af Spillehulerne, kanske det var derfor, at Forandringen med Hustruen netop nu blev ham saa paafaldende.

«Pokker heller … øh øh …» han hostede, gik hen til Hjørneskabet, tog ud en Flaske Vin og tømte omtrent Halvparten i ét Drag.

276«En maa stive sig op, ser du», sa’ han med et underligt dulgt Blik paa sin Hustru.

Heloise saa op. Nu først la’ hun Mærke til, at Manden saa nervøs og urolig ud … Noget maatte staa paa, kanske havde han tabt en større Pengesum i Spil; men hun vilde ikke spørge. Hun bare gjentog Ordene:

«Stive sig op? …»

«Ja, sandt for Dyden, maa en ikke det ja; det ved vel du bedst.» Han lo; men Latteren kom lidt tvungen.

«Jeg skal duellere, ser du.» Tonen skulde være ligegyldig.

«Duellere? …» Heloise saa op forundret.

«Duellere ja, jeg sa’ duellere.»

«Jeg forstaar … men …»

Heloise lod de fint formede Hænder hvile i Skjødet og et Bundt med Kniplinger og Silkebaand rullede ned paa Gulvet, uden at hun ænsede det.

«Grev de Ferano har udfordret mig paa Pistoler … det er for … for Konens Skyld, han er skinsyg, ser du, han tror, at der er noget imellem os.»

Tonen skulde være rolig; men den klang unaturlig, som om Talerens Hals var sammensnøret.

Heloise sa’ ingenting, bare sukkede. Hun havde længe vidst, at der bestod et Forhold mellem hendes Mand og den skjønne Grevinde Ferano; men hun havde intet sagt, hun var jo en forurettet, en bedragen Hustru. Hun maatte taale, at hendes Mand 277mere og mere gled fra hende, kanske var hun ingen bedre Skjæbne værd. Nu sa’ hun bare:

«Tar du imod Udfordringen?»

«Naturligvis, det er jo en Æressag, forstaar du.»

«Jeg forstaar vist intet af sligt.»

Hun havde i den siste Tid set lidet af Livet. Hendes Mand havde holdt hende omtrent indestængt. Hun følte dette med en vis indædt Bitterhed.

Der indtraadte en dyb Stilhed, under hvilken Rentenisten tømte det siste af Vinflasken. Saa sa’ han:

«Det er paa Pistoler, jamen er det saa ja.» Det var, som følte han et Slags Lettelse ved at kunne tale ud om dette. Han pleiede ikke ellers være saa aabenmundet mod sin arme Hustru.

«Du er ingen Idrætsmand», sa’ hun.

«Jo da, jeg har været det. Jeg har endda ikke glemt Brugen af Skydevaaben … Var ikke jeg en af de første, der stiftede et Skytterlag paa Oplandene?» …

«Det er Forskjel.»

Bratvold svarte ikke, gik bare hen til Skabet og tog frem et Par nye Pistoler. Han havde kjøbt disse for ikke at være vaabenløs paa Reisen, nu kom de uventet i Brug.

«Du kan ikke gjætte, hvem der skal være min Sekundant?» spurte han sin Hustru; han talte saa sorgløst, som skulde han gaa i et lystigt Lag.

«Nei …»

278«Nei, du gjætter det sku aldrig. Det er Kand. jur Werner. Han kalder sig nu Literat og er gift med min Søsterdatter, Nina Smith, eller rettere med hendes Penge. Ha, ha, er det ikke mærkeligt, hvordan Menneskene kan forvilde sig paa Kjærlighedsstien?»

Han blev staaende foran sin Hustru, som ventede han et Svar. Hendes Taushed og rolige, uforandrede Mine irriterede ham.

«Ved du hvad, Heloise», sa’ han i en lidt heftigere Tone. «Det er sku din Skyld dette.»

«Min Skyld?»

«Ja saamen er det saa ja; for du har aldrig været Kone for mig.»

«Har jeg ikke? …»

«Nei, ikke som jeg vilde. Du er blit paafaldende gammel og styg, havde jeg nær sagt, og kold … kold som Is. Der er ikke mere tilbage af ‘den skjønne Helene’. Du lever bare for Barnet og for Religionen».

Men nu reiste Heloise sig med straalende Øine og et ungdommeligt friskt Smil om de indfaldne Læber. Det var over hende som en Luftning fra en høiere Verden.

«Ja, du har Ret, Ivar, jeg lever for Religionen, og derfor er jeg lykkelig, tiltrods for, at jeg har tabt dig.»

Ivar Bratvold lo spottende.

«Ha, ha, saa er ‘den skjønne Helene’ blet 279omvendt. Dine gamle Tilbedere vilde vel neppe gjenkjende dig.»

Stilhed … Saa spurte Heloise, som for at gi’ Samtalen en anden Retning.

«Naar kom Literat Werner til Rom?»

«For en Uge siden», svarte Ivar Bratvold i den ligegyldigste Tone af Verden. Han havde netop til Hensigt at vise sin Hustru Ringeagt ved at undlade at presentere hende for disse Slægtninge. Saa skred han mod Døren for at gaa.

«Duellen skal finde Sted om en Time. Jeg maa gaa.»

Heloise nærmede sig og vilde række Haanden ud.

«Farvel Ivar.»

«Farvel … Du tænker kanske ikke at se mig mere, du Troldet, og du er glad for dette?»

«Nei, Ivar, saa slet er jeg ikke. …» Hun vilde sagt mer, men kunde ikke.

«Ja, ja,» sa’ Bratvold, «jeg er kanske den gladeste af os to. Nu har jeg nydt Livet i fulde Drag. Nu ved jeg hvad det er at leve, og nu vil jeg gjerne gaa bort fra altsammen. Hvad er vi Mennesker andet end Materie. Nei, ikke en Døit mere.»

Han aabnede Døren og smat ud; men Heloise raabte efter ham:

«Ivar … Ivar! lad mig faa tale mere med dig.» Det var, som angrede hun, at hun ikke havde faat sagt ham, hvad der laa hende paa Hjerte. Han var jo dog hendes Barns Fader. 280Men Ivar Bratvold skyndte sig mellem Korridoren uden at ville se sig tilbage. Saa gik Heloise ind i Stuen, lukkede Vinduet op og bøiede sig ud ad dette, saa hun kunde se Skyggen af sin Mand, da han dreiede om næste Gadehjørne.

Hun gik langsomt tilbage til Bordet, tog op Kniplingerne og den lille yndige Barnehat, der var faldt paa Gulvet. Hun dreiede Hatten tankeløst om i Haanden … Var det noget i Verden, som Heloise Bratvold interesserede sig for, saa var det for at smykke sit Barn; men i denne Stund voldte dette hende ingen Glæde.

Hun kaldte paa den italienske Barnepige og overgav den lille i hendes Hænder. Saa tog hun paa sig Reisetøi og gik ud. Det blev hende for kvalmt inde. Men hvor hun skulde ta’ Veien se det vidste hun ikke. Hun drev længe om i Roms Gader uden noget Maal. Da kom hun forbi St. Peterskirken og gik ind ad den aabne Kirkedør for her at søge Ro og Tilflugt.

Om Kjærlighedens Forvildelser

Karen Sundts arbeiderroman Kjærlighedens Forvildelser kom først ut heftevis i 1894. En samlet førsteutgave kom i 1895.

Vi møter et stort persongalleri, dels knyttet til arbeiderstrøkene i Kristiania og dels til en bygd ved Mjøsa. Deres livshistorier henger sammen i større eller mindre grad, og det er til tider litt komplisert å henge med i handlingen(e) og familieforholdene.

Sundt tar opp temaer som fattigdom, alkoholisme, arbeiderliv, klassekamp, oppdragelse, ulykkelig kjærlighet og tilgivelse. Enkeltindividets lykke settes opp mot familiekrav og samfunnets normer. Og to tilbakevendende spørsmål i romanen er 1) om foreldres synder går i arv og 2) om man ved hardt arbeid kan overvinne et dårlig utgangspunkt.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook