Enogtrettiende Kapitel. Lidt om, at Jakob var kommen ud

Familien Holm bodde paa Kampen. Huset, hvori de bebodde Kvistlejligheden, laa høit, lige udi Dagen og Solen med en vakker Udsigt nedover mod Byen. Det var forøvrigt mest bare Moren og Arne som holdt til her. Jakob og eldste Sønnen, han Ragnvald gik mest arbeidsløse om i Byen og sjokkede. Idag var det Søndag og de var hjemme, og imod Sædvane ædrue, begge to. Jakob laa borti Sengen og døsede, mens Ragnvald havde kastet sig ned paa Bænken. De røgte begge paa korte Snaddepiber. De var daarlig klædte, og i sit hele Ydre og Optræden lignede de mere Lazaroner end almindelige Arbeidsfolk. Arne derimod saa pen ud, han var ordentlig antrukken og som han sad der ved Vinduet og saa ud i Haven, i Sollyset og derfra videre længere nedover mod Byen, langt, langt ud – – – saa gjorde hans aabne lyse Blik og vakre ungdommelige Ansigt et særdeles tiltalende Indtryk. – – Han 403var en ordentlig flink Gut, der higede efter at bli til noget i Verden. Nu var han naad saa langt som til Snedkersvend; men Maalet han havde sat sig og som han higede efter med hele sit freidige Ungdomsmod, var intet mindre end at bli Bygmester, det var det, som han drømte om, baade Nat og Dag. Men det var ikke godt at naa frem, det skulde meget til, han havde jo ikke hverken Raad eller Anledning til at lære mere end sit simple Haandværk. Det var at stri og arbeide baade sent og tidlig; thi Mor behøvede mest alle Pengene hans, det var ikke mere end saa han rak at holde Klæderne paa sig selv. Det blev mangen Gang trist nok, og Fremtiden laa mørk foran den unge Gutten, han kunde jo under de nuværende Forhold aldrig tænke paa, at faa noget for sig selv, og i Hjemmet var det oftest saa lidet hyggeligt, at han nok kunde faa Lyst til, naar Tiden kom, at danne sig et eget smukt og venligt Hjem. Det var underligt med den Gutten, uagtet han saagodtsom aldrig havde kjendt andet end Livets Skyggesider, saa havde han liksom en medfødt Sans for det, som er rent og vakkert, og lige fra de tidligste Barnedage af, saa var han kjendt af alle som en ualmindelig pen og godlidende Gut. – – – –

De tre Mænd havde hidtil forholdt sig tause hin Søndagseftermiddag, som vi titter indom i deres Hjem. Arne higede og længtede vidt udover, mod Fremtidens Dage. Jakob og Ragnvald, de to fordrukne Lazaroner, tænkte vist paa ingenting – – uden det skulde være, hvorfra de skulde faa noget til 404Fyld. De laa nu og dovnede sig; for idag drak de jo ikke. Ragnvald var rigtignok Bogbindersvend, men det var mest bare Navnet han havde. Han fulgte trolig i Faderens Spor hvad Drik og Lediggang angik. Marie kom ind fra Kjøkkenet og satte Kaffekedlen og nogle Kopper fra sig paa Bordet. Det var ved Eftasverdstid. Hun var blit en ældre udslidt og udtrællet Arbeidskvinde. Hun gik i Skjørt og Nattrøie, og Haaret var ustelt, bare tullet ind i en halvren Kappe. Om Søndagen var hun gjerne saa sliten og træt efter Ugen, at hun ikke orkede klæ sig, og det var jo det samme; hun gik saa ikke ud likevel … Af den fordums saa kjække og vakre Marie Svendsen var der intet mer tilbage. Hun var bleven mager og Gangen ludende. Haaret var graanet og Panden forfærdelig furet. Der stod præget som en hel Livshistorie om Slid og tunge Sorger.

«Kom nu Gutter, før Kaffen blir kold», sa hun, efter at ha sat frem Brød og Smør, samt lidt simpelt Paalæg.

De tre Mænd kom frem til Bordet.

«Skal det nu være Kaffe», sa Jakob, mens han blinkede fult til Marie. «Du har ikke lidt til en’ Doktor’?»

«Jo, der er vist et Par Snapse igjen paa Halvflasken inde i Skabet.»

Hun gik bort til Pidestallen og tog ud en Halvflaske med en liden Skvæt Kognak.

«Du er sandt for Dyden snil likevel», sa Jakob med et bredt Smil.

405«Ja, Mor er nu Mor hun, hvordan det saa bærer ivei», svarte Ragnvald indsmigrende. Han havde altid været Maries Øiesten, tiltrods for sine Feil, og uagtet hun sjelden fik af ham saa meget som et Øre. Men han var hendes ældste; det var for hans Skyld, hun fra først af havde slidt og stridt, og hans tidlige Barndom havde været den lyseste Tid i hendes tunge ægteskabelige Liv. Da de to andre Børn kom til, blev det værre og mere smaat og fattigt.

Jakob var i de senere Aar bleven snillere og meget spagfærdig. Forresten lod Familien ham nu gaa og sjokke som han selv vilde, det nyttede ikke andet. Og siden Arne var blit voksen og der var kommen liksom mere Velstand og et bedre Stel i Hjemmet, saa fandt han sig bedre der, de Stunder han gad være i Ro. Marie var ogsaa snillere og mere taalmodig med ham nu. Naar han kom hjem, efter at ha drevet i Byen en 14 Dages Tid, saa kjøbte hun gjerne et Par Halvflasker til ham, tiltrods for den yngste Sønnens Protest; thi han Arne likte aldrig, at der var stærke Sager i Huset. Men ved dette Kneb kunde Marie bevæge Jakob til at bli inde nogle Dage ad Gangen, og efterpaa forhørte han sig om Arbeide; thi det kom endnu over ham de Rider, da han vilde gjøre noget, og han kom sig enda ind paa et Skomagerværksted her og der, helst i Byens Udkanter; for Jakob Holm var kjendt som en bra Arbeider, naar han bare vilde. I slige Tider kom han tidlig hjem til Marie om Lørdagskvelden 406med det meste af de Penge han havde tjent, og han var rigtig snil … men saa bar det atter ud i Fylla og Elendigheden igjen.

Han var blit paafaldende gammel han Jakob, det var med ham som med Hustruen, Ungdommen var henveiret under et bevæget og ulykkeligt Liv, under Sliten og Fattigdommen. Han saa daarlig ud med det graa filtrede Haar og Skjægget, der for det meste var ubarberet. Ragnvald derimod saa lidet Granne likere ud nu; thi han havde det tilfeldigvis med en Arbeidsrid.

«Arbeider du nu?» spurgte Faren og saa tvers over Bordet, mens de fuldente sit Maaltid.

«Javist, gjør jeg saa ja», svarte Sønnen med en vis Selvfølelse. Han lignede Faren og var en ægte Kristianiagut, som denne. «Forresten har jeg tænkt at reise», fortsatte han, «naar jeg bare kan faa betalt saa meget i ‘Foreningen’, at jeg faar noe Støtte.»Støtte.»] rettet fra: Støtte. (trykkfeil)

«Hvad Slags Støtte faar du? Det blir bare en Reisebog det», svarte Madam Holm.

«Du faar aldrig indbetalt din Kontingent du», sa Arne, – «du skofter altfor ofte fra Arbeidet.»

«Skofter sier du, naar det ikke er skikkeligt Arbeid, saa er jeg nødt til det. Tror du, jeg vil la mig dupere? Nei Gu, om jeg vil, nei. Jeg skal si hvordan det er, jeg. Ialfald er det saa i vort Fag, og slig er det i andre Fag ogsaa. Fremmede, som kommer herhen fra Smaabyen, de kan faa Arbeid 407nok, selv om det ikke er noe for Kristianiagutten, saan er det.»

«Det er saa sandt som det er sagt», sa Jakob, «har ikke jeg ofte erfaret det samme».

De to Mænd satte rent ud af Betragtning, at det var deres egen Hang til Dagdriveri og Fyld, som gjorde Udslaget, til at de ofte havde vanskeligt for at faa stadigt og ordentligt Arbeide, og at andre blev foretrukket fremfor dem. Arne tænkte dette; men han sa det ikke. Moren derimod lo, og sa mest som i Spøg med en Stemme, der var blit raa og rusten:

«Nei Fyllefanterne, de faar sjelden Arbeid’ de.»

«Sludder og Væv … Fyllefanter, du!» sa Ragnvald i en hoven, efterabende Tone, inden han tog sig en ny «Doktor».

«Nei, sandt for Dyden, tar han ikke al Kognakken», sa Jakob med en raa Latter, «det er F. … mig det stiveste …»

«Du har nok faat din Part du», mente Ragnvald.

«Ja, ja Marie», sa Jakob halv indsmigrende, halv bedende, «imorgen kjøber du en Halvflaske til mig, saa skal jeg forsøge at komme tidlig hjem, og være snil», han blinkede listig med Øiet.

Naar Jakob talte i den Toneart, blev hans huustru mærkelig optøet. «Blodet er aldrig saa tyndt, det er tykkere end Vand», sies det som et gammelt Ord, og Jakobs Maade at tale og være paa, naar han var snil og i Godlaget, var for den stakkars 408Marie som et gjækkende Minde fra de lysere Ungdomsdage.

«Ja, jeg skal se, om jeg kan faa saa mange Penge», svarte hun blidt.

«Aa, saa mange Penge maa du vel kunne faa», svarte Jakob med et hemmeligt Sideblik til han Arne, det var denne Sønnen han havde at stole paa Pengeveien, og derfor turde han ikke være slem eller bruge sig, naar Arne var tilstede. Han var i Grunden stolt af denne Gutten.

«Yngste Sønnen min er en bra Kar», sa han ofte til Kammeraterne, «der blir en Mand af ham.»

Men Arne sad paafaldende stille i Farens og Brorens Nærværelse. I Samtalen tog han ingen Del, og mens han drak sin Kaffe, tænkte han paa at ta sig en Tur nedover Byen. Det var saa ondt at høre, at han Far og Ragnvald aldrig kunde være foruden det stærke, og Mor, hun skulde ikke støtte dem i denne syndige Uvanen. Samtalen var imidlertid gaat liksom istaa; men nu begyndte Jakob i en høist interesseret Tone:

«Har Dere hørt noe til Streiken?»

«Streiker de nu?» spurgte Marie nysgjerrig.

«Ja, de streiker ved Aasholt Brug.»

«Nei, du sier ikke det vel – – har der været mye Leven?»

«Ikke enda, men imorgen blir det vist noget …» han blinkede fult over til Ragnvald.

«Jeg tænker, vi gaar did imorgen Kveld jeg, Gut, 409først tar vi os en ‘Hurrablei’ inde hos gamle Mor Persen; som holder Restauration derude.»

«Aa nei, Jakob, gjør ikke det», raabte Marie forskrækket. «Jeg skulde jo kjøbe en Halvflaske, og du lovede at komme tidlig hjem.»

Skjøndt denne Kvinde udtrykkelig havde sagt, at hvis Tiden kom, saa vilde hun være med og stemme for Forbudslov, saa holdt hun altid frem Halvflasken, som et Slags Lokkemiddel for at holde Jakob hjemme.

«Jeg kan vel komme tidlig hjem for det», svarte Jakob rolig. «Moroen derude skal begynde Kl. 7.»

«Hvad er det for Morro?» spurgte Marie urolig. «De vil vel gjøre Kvalm.»

«Jeg ved ikke jeg.»

«Du bør ikke gaa derud, Far», sa Arne alvorligt, «det er jo ikke til nogen Nytte, du er jo ikke med blandt de streikende, du.»

«Nei vist ikke, men jeg er med blandt de, der vil, at Arbeiderne skal ha sin Ret.»

«Det er en anden Sag Far, det vil jeg med. Men vi behøver ikke derfor ta Del i Opløb og sligt, det gjør heller ingen bra Arbeider; han vil bare kjæmpe for sin Ret paa en retsindig Maade. Jeg har nok hørt lidt jeg og. Der var jo fælt til Leven derude igaarkvæld – – og det skal nok bli værre imorgen. Det er jo sagt af flere, at der ikke skal bli en hel Rude igjen i den store Aasholt Gaarden.»

«Det er da fælt ogsaa», sa Marie.

«Det er bare rigtig det», sa Ragnvald; han var Rabulist liksom Faren, «de store fortjener det ikke 410bedre. Ved Dere hvorfor Aasholt har sat Arbeidslønnen ned?»

«Jeg ved det», sa Jakob Holm – «og det er Skam, er det. De fleste af Arbeiderne ved Aasholt Brug er Venstremænd, og naar nu Lønningen blir afknappet, saa mister de den Stemmeretten, der er bygget paa saa usikre Vilkaar … Høiremanden Aasholt vil frata sine brave Arbeidere Borgerretten: men det skal sandt for Dyden komme ham dyrt til at staa.» – – Jakob talte med hæs Røst, og der var kommen en hektisk Rødme op i de hule Kinder.

«Skammeligt», raabte Ragnvald med knyttet Næve, «nu gjælder det for Arbeideren at vise, at han ikke længer er umyndig, og hvem som kan det, bør støtte sine Kammerater.»

Arne tænkte, at det vist blev en klein Støtte, om slige Folk som Jakob og Ragnvald kom derud, de vilde bare lage Spetaklet og Virvaret, samt gi Politiet lidt mere at bestille. Høit sa han:

«Jeg er enig i, at Arbeideren strængt bør holde paa sin Ret; men der maa handles, ellers nytter det ikke. Ved Stenkast og Pibekonsert vindes der ingenting.»

«Aa nei, vist ikke nei … det mener nu du, som er … ‘Skrubrekker’Skrubrekker] streikebryter saa omtrent.»

«Det er jeg ikke, du Ragnvald, vi har aldrig streiket hos os.»

«Aa nei, du vilde vel heller ikke streike, du.» 411– – Ragnvald talte i en haanlig Tone og maalte Broren op og ned med en udfordrende Mine.

«Aa Herregud! bliv nu ikke uforligte», bad Madam Holm engstelig og saa bønfaldende hen til sin yngste Søn. Denne skjønte Morens Mening, og fandt det ogsaa selv bedst at forsvinde. Med en rolig Holdning tog han sin Hat nedad Knaggen og gik ud, – for at skjære nedover til Byen.

«Tosken», sa Ragnvald i en overmodig Tone … «han«han] rettet fra: han (trykkfeil) skjønner ingenting; han er jo aldrig ude.»

Jakob Holm havde ikke blandet sig i denne Strid, han sad med den største Ro og karvede Skraatobak til Piben. Om en Stund begyndte han saa atter at snakke om Streiken, og foreslog Ragnvald, at de to skulde ta en Tur opover til Sagene og indom til «Mor Persen», for at høre hvordan det var gaat Kvelden før. Ragnvald ledte i Lommen og fandt til sin store Glæde, at han var nogenlunde beslaat med Mynt. Han var ikke blit «barbeina» Lørdagskvelden, saa det gik an at faa «mye» Øl og «mye» Morro.

Marie saa, at det ikke nyttede at komme med Indsigelser, hun bad dem bare, at de vilde komme tidlig hjem, og dette lovede de begge inden de gik.

– – – – – – –

Da Arne sent udover Kvelden kom tilbage til det lille Hjemmet paa Kampen, var Moren gaat tilsengs.

412«Du Mor», sa Arne med glædestraalende Blikke, «tænk, nu er Gunda kommen ind paa en bedre Vei.»

«Jasaa?» det kom i en spørgende, halv tvilraadig Tone.

«Ja jeg har hørt det af en Pige, der kjender hende. Hun har været syg og ligget paa Hospitalet, og nu, efterat hun er kommen ud, er der en kristelig Frue, der har tat sig af hende.»

«Jasaa? … at ikke Gunda kommer hjem.»

«Aa, hun kommer nok, skal du se, … Hun tjener nu hos Grosserer Hartvig paa Drammensveien, det skal være snille Folk, og hun skal ha det saa grulig godt.»

«Ja, ja Gutten min, det er jo bare bra det.»

Der indtraadte en dyb Stilhed, mens Madam Holm laa og tænkte paa, at hun kanske enda kunde faa Glæde af Datteren.

Men nu forandrede Arne Samtaleemnet.

«Tror du ikke, Far og han Ragnvald kommer hjem til Natten?»

«Ved ikke jeg, Gutten min. Om de ikke kommer, er det jo ikke noget underligt i det, de er jo saa tidt borte.»

Hun talte i en sløv Tone, som om noget, der faldt af sig selv.

«Du skulde ikke kjøbe saa mange Halvflasker til han Far», mente Arne.

Madam Holm fór op …

413«Kjøber jeg saa mange da?»

«Jeg synes det er altfor mange. Du skulde ingen kjøbe. Det er jo du, som vil være med og stemme for Forbudslov, naar den engang kommer paa Tale?»

«Ja, det har du Ret i, naar den engang kommer paa Tale, saa vil vist jeg være en af de første, der stemmer for en saan Lov – – hvis Kvinderne faar Ret til det, at si! Men saalænge her er Bolag og Udsalg af Brændevin, saa vil Jakob og han Ragnvald drikke, det er intet at gjøre ved den Sag … og saa er det bedre de tar sig en Snaps hjemme, end sidde paa Bolagene,Bolagene] butikker som solgte brennevin hvor de træffer sammen med Kammerater, der bare forfører dem til det, som er ondt.»

«De sidder jo paa Bolagene likevel, enten saa du kjøber noget eller ikke.»

«Ja desværre, det gjør de nok … men jeg har da mangen Gang, især i den senere Tid, faat Jakob til at stanse hjemme paa den Maaden, og saa har det hændt, at han har forhørt sig om Arbeid, og er bleven rolig en Stund.»

«Det var han kanske bleven likevel. Jeg liker nu slet ikke at se Brændevin i Huset.»

Arne snakkede om denne Sag med et Alvor, som skulde han være en ældre Mand.

«Aa, de kan nok raa med de Draaberne, de faar hjemme», mente Marie halv ærgerlig, «ti nu stille med dette Tullet, det nytter saa ikke likevel at resonere; og nu vil jeg sove.»

414Hun vendte Hodet mod Væggen, mens Arne klædte sig af for at gaa tilhvile i Sengebenken under Vinduet, som han saa mangen Gang havde delt med sin ældre Broder. Han laa længe vaagen og saa sig om i det halvdunkle Værelse. Han kunde saavidt skimte Skyggerne og Omridsene af de Billeder rundt om paa Væggene, som han havde malet og tegnet. De dannede Værelsets Pryd, uagtet de var overmaade tarvelige og høist mangelfulde. Og de var Arnes Stolthed, og udgjorde hans største Skat; thi var det noget, denne evnerige Gutten havde Lyst og Anlæg for, saa var det for at bruge Pensel og Blyant. Det var som et medfødt Talent hos ham. Men hvorledes skulde han fan lære mere? … Aa, han sukkede tungt den unge Gutten; var det nogenting i Livet, som han hadede, saa var det Drikken. Hvis ikke han Far og han Ragnvald drak, saa behøvede han ikke gi Mor alle sine Penge og han kunde komme ind paa Tegneskolen og lære noget. Rigtignok havde han faat Friplads i en Aftenskole, han besøgte flittig Arbeiderakademiets Forelæsninger; det var ogsaa en, som nylig havde sagt, at han var lykkelig, som var Kristianiagut, i Smaabyen var det enda mindre Udvikling for den ubemidlede … men likevel … det var langtfra nok for Arne. Han laa længe og tænkte … inden han faldt i en urolig Slummer. – – – –

Gamle «Jansa» hun gik der tidt og undredes og tænkte, hvor rart det dog gaar til i Verden. Det ser jo sommetider ud som om et daarligt Træ 415kan frembringe en god Spire, eller som om daarlige Forældre og et daarligt Hjem kan fostre en bra Gut, og saa det Stik modsatte. Men dette var Fænomener paa det sjælelige Livs Omraade eller kanske enda dybere, som hun ikke forstod at udgrunde.

Toogtrettiende Kapitel. Opløbet

Solen kastede sin siste Straaleglans nedover Maridalsveien og hen over Elven med de store Fabrikbygninger paa den anden Side …

Det var stilt omkring Aasholdt Brug. Arbejderne streikede. Det saa ud som kunde de ikke bli forligte med Arbeidsherren, der paa en høist uventet Maade havde nedsat Arbeidslønnen, netop nu, da Arbeiderne kunde faa Del i borgerlig og politisk Frihed ifølge de nye vedtagne Stemmeretsregler.

Fra Beierbroen opover, langs Elven ligger et af Kristiania Arbeiderkvarterer. – Her er man som i en anden Verden, langt væk fra den moderne Storby. Med en vis Undren betragter man de gamle Arbeiderboliger og smaa Huse, der har ligget der lunt og roligt i mange Slægtled, trodsende Tidens 417Forandringer. Langt nede ved Elven i umiddelbar Nærhed af Aasholt Brug ligger Brugseierens Privatbolig. Det er ingen Villa i moderne Stil, men en stor, tung Træbygning med høit Tag og en Række med fortløbende Vinduer til alle Sider. Inde i den hyggelige, fint udstyrede Spisestue sidder Familien samlet om et veldækket og solid Aftensbord.

De har fremmede.fremmede] besøk Det er de gode gamle Omgangsvenner: Overlærer Thoresen med Frue, samt Kandidaten og dennes Forlovede, der ganske uventet er blit inviteret ud denne Kveld. Gad vide af hvilken Grund? saa tænker den lidt frisindede Ester Bratvold; paa Lørdag var her Pibekonsert, og det er jo at frygte for, at de misfornøiede Arbeidere vil gjenta Optøyerne. Kanske Brugseieren med Frue er for feige til at de tør være alene … De vil samle fremmede om sig i denne farlige Tid. Den frisindede Ester Bratvold har aldrig før været nærværende under slige Optøier, og hun er ondskabsfuld nok til at ønske, at det maatte bli noget i Kveld; men dette vogter hun sig naturligvis vel for at si. Hun nyder Aftensmaden i Taushed, eller slænger et Par ligegyldige Ord til Husets eneste Datter, en forvænt og meget hoven ung Pige, som Ester afskyr. Hun ser sig om i Værelset, der er udstyret med al den Luksus, der brugtes i Kjøbmandshuse ved den Tid – og imidlertid fryser, og sulter den nøgne Armoden lige i Nærheden, Herregud! hvor det dog er ulige fordelt i denne Verden.

418Den store kostbare Hængelampe var tændt og i Forening med det matte, synkende Dagslys udenfor, vilde Belysningen ha gjort et trygt og et behageligt Indtryk, om ikke Luften derinde havde været svanger med tunge Dunster … Fruen følte kanske dette bedst og anede at noget vilde ske; thi hun gav en af Pigerne Ordre til at rulle Gardinerne ned; men det blev kun med det ene, da Snorene paa det andet tilfældigvis var kommen i Uorden.

Til den varme, flotte Aftensanretning blev der skjænket flittigt i Vinglassene. Brugseieren var en god Vært og en jevn hyggelig Selskabsmand. Forresten var det en liden korpulent Herre med et ægte Buldogfjæs. Den medfødte Raahed og Brutalitet søgte han at skjule under et paataget slebent Ydre. Hans naturlige Egenskaber kom blot tilsyne ligeover for de Undergivne. Som mange af hans Lige fra de eldre Tider af, havde han arbeidet sig op fra simpel Visergut. Dette var jo rosværdigt og burde kun ha glædet de demokratiske Sjæle, hvis han ikke som moden Mand var gaat over i de konservatives Leir og da blev han værre end mangen født Aristokrat til at behandle sine Undergivne hensynsløst. Fruen, som sad foran Bordet tyk og bred, havde i sin Tid tjent som Pige hos Brugseier Weldt; men det havde hun forlængst glemt nu, da hun var blit en rig, statelig Frue. Hun havde nok ogsaa glemt alt hvad hun havde slidt i sit Ægteskabs første Aar, hvordan hun den Gang maatte ta i alt muligt; thi hele den nuværende Formue skyldtes jo disse Folks 419ihærdige Arbeide, Virkelyst og Sparsomhed fra den Tid, de var unge. «Jeg gad vide hvad de vil, disse Arbeidere?» ytrede Brugseieren, idet han paany fyldte Glassene. «Det er knappe Tider for en Arbeidsherre, det er noget alle ved. Jeg har vovet at slaa ned Arbeidslønnen nogle faa Øre, og deraf kommer hele dette Spetakkel … Jeg faar indskrænke mig, det føler jeg hver Dag og saa faar mine Arbeidere finde sig i det samme; men – det vil de ikke». … Han gjorde en betegnende Gestus med Haanden.

Ester Bratvold betragtede med et megetsigende Blik det kostbart dækkede Bord og al Luxussen i Værelset. Hun tænkte: Gad vide hvilke Indskrænkninger der vel foregaar i dette Hus? De er ifald ikke synlige.

«Jeg synes Arbeiderne har det saa godt, som de kan», sa Overlærer Thoresen, mens han førte den delikate Steg til sine Læber, «naar jeg tænker paa i gamle Dage, da var «simple» Folk ikke nær saa fordringsfulde. Den Gang kjendte de ikke noget til Arbeiderstreiker eller ‘Foreninger’ med de mange Navne; men det var nu ogsaa inden Venstrepartiets Opkomst. Johan Sverdrup og disse radikale, hvad gjør de vel andet end at sætte ondt Blod i Arbeiderne?»

«Det skal De s’ku ha sagt. … saa kommer De til mig og vrøvler om Andel i Arbeidets Nettoafkastning og sligt Sludder, som en og anden kan ha læst om i et socialistisk Skrift. … Jeg … 420skulde gi … Arbeideren Del i den Smule Overskud af de Indtægter, der falder i min Lod. Ja, det skulde bli deilige Greier det, ha, ha …». Tonen og Latteren var hoven.

«OgOg] rettet fra: Og» (trykkfeil) slige Fordringer vil de komme med, det er jo rent ud skjændigt,» suplerede den fine Frue. –

«Det er Stemmerettens Udvidelse, der sætter dem Blaar i Øinene,» bemærkede Husets Søn, en lang Laban, der flød paa Farens Penge, uden at gidde bestille synderlig. En af den unge Herres Hovedinteresser bestod i, at forføre Arbeidernes vakre Døtre.

«Jørgen har Ret,» svarte Brugseieren, «det er Stemmeretten. Det er flere blandt mine Arbeidere, som ikke faar Del i hvad de kalder ‘Borgerrettighed’, naar jeg nu har vovet at nedsætte Arbeidslønnen. Fra min Side er ikke Nedsættelsen gjort af den Grund – – langtifra; men det er dette, som de Æsler tror, og deraf kommer hele Staaket.»

«Stemmeret» – raabte Overlæreren i en haansk Tone – «Ja denne Udvidelsen, den er jo en af Venstreregeringens første Meritter. Dog maa vi takke Gud, – at, den er saapas moderat, som den er. Radikalerne med de rødeste Jaabækianere vil jo intet mindre end almindelig Stemmeret.»

Damerne lo.

«Ja, da skulde det se ud.»

Ja, jeg gad vidst hvordan det vilde bli, naar Masserne, alle disse raabarkede kom til at stemme. De fleste forstaar ikke engang hvad høire og venstre 421er; de er med og skriker paa Frihed … og de ved ikke, at det bare er Levebrødspolitikere som vil bruge dem, for gjennem dem, at komme til Magten.»

«Ja, Venstre, de vil op paa Madbjerget de, liksaa vel som høire.»

«Fuldt saa vel, Far.»

«Ja, jeg gad undres hvordan det vil gaa, hvis alle disse ‘raabarkede’ kommer til Magten,» sa Husets Frue (den forhenværende Tjenestepige). «Det blev vel som i Frankrig det. Jeg har nylig læst en Bog om den franske Revolution. Det er gyselige Skildringer.»

Ester Bratvold brændte af indre Harme. Hun havde hidtil fundet det mest passende ikke at blande sig i Samtalen; men nu svarte hun med flammende Øine:

«Den franske Revolution, er den største Begivenhed i Historien, Frue! Vi havde ikke havt vor Grundlov af 17de Mai eller den Velstand i Landet og den Folkefrihed, som enhver norsk Mand og Kvinde bør være med at hylde, om ikke den franske Revolution havde fundet Sted. Dette tror jeg er noget, som alle bør vide og glæde sig i.» Den kjække unge Pige slog Øinene rødmende ned, hun havde talt sig varm.

Der var ingen som svarte, og der indtraadte en øieblikkelig Pause. At Frøken Bratvold var paavirket af Tidens radikale Ideer var noget som alle vidste, og derfor var hun ogsaa lidet yndet inden den Omgangskreds, som hun for sin Forlovedes Skyld af og til var nødt til at færdes sammen med.

422Kandidaten havde hidtil fulgt Esters Eksempel og forholdt sig taus; men nu tog han Ordet efter en let Hoste:

«Jeg vil ikke indlade mig paa Politik; dertil er jeg ikke kompetent; heller ikke er jeg med paa alle ‘Venstres’ Planer. Men som Theolog og Menneskeven er jeg godt kjendt i vore Arbeiderkvartere og jeg ved, at der er Armod i mangt et Hjem. Vistnok er Drikken Skyld i meget, men langt fra i alt. Der er saa mangen brav Arbeider, der sliter hele Livet ud igjennem, uden at række mere end fra Haand og til Mund. Jeg gad vide, hvordan en Familie med en 5, 6 Barn skal kunne hjælpe sig med en Indtægt paa ca. 2 Kr. Dagen, i mange Tilfælde ikke saameget engang? Støder Sygdom til, saa er det rent forbi.»

Den unge Mand saa alvorlig ud, han havde lagt Kniv og Gaffel tilside for ikke at spise mer. Ester betragtede ham med en vis Stolthed. Det var kjækt gjort af Harald, at han turde si disse Mennesker Sandheden. Fra Moren derimod fik han et knusende Blik. «Bastard», – hvislede hun sagte mellem Tænderne slig at ingen hørte det – «og slige Øglunger opfostrer en ved sin egen Barm. Fy for al Landsens Ulykke!» Hun havde nok altid vidst at Harald var frisindet; men at han skulde lade det komme tilorde i et fint, dannet Selskab som nu, det havde hun ikke tænkt. Hun maatte formelig ta sig sammen for at skjule sin indædte Harme mod Søn og Svigerdatter. Høit sa hun:

423«Bevares, 2 Kroner Dagen, det maa da være bra for en Arbeidsmand.»

«Jeg gad vide, hvordan vi skulde hjælpe os med en Indtægt af 2 Kroner?» kom Svaret roligt tilbage.

«Men du faar huske paa, at vi har større Fordringer til Livet.»

«Ja … vi er forvente fra Vuggen af. Men Arbeiderne er ogsaa Mennesker de. De tar de tyngste Byrder i Samfundet, og enda skal de ha det daarligst …»

«Ja, Arbeiderne de er Underlaget, hvorpaa hele Samfundsbygningen hviler» … vovede Ester at si.

«Frøken, jeg synes virkelig …

«Ester!» …

«Aa ja» …

Kandidaten tilkastede sin Forlovede et skarpt Blik og afbrød alle forundrede Udraab og hendes videre Indblanding i Samtalen ved atter at ta Ordet:

«Arbeideren trænger lidt af Livets Glæder han og … Han trænger at komme ud og more sig en Gang imellem, men det kan han ha lidet Raad til for 2 Kr. Dagen, det er knap nok til Hus og Mad. Det blir svært lidet til Klær og Fornøielser … – Jeg er slet ikke med paa nogen Rabalderpolitik – men en Fabriklov, Foreninger med Sygekasser og mere sligt, det maa saamen til, og det er Reformer som snart vil være i Opsejling.»

424Stilhed.

Det var haanlige Blikke Kandidaten mødte, men ingen vovede at si ham imod; thi der stod Respekt af den vordende Præst. Brugseieren tænkte i sit stille Sind, at i hans unge Dage havde Arbeidslønnen været meget lavere og enda havde han svinget sig op paa Høiderne af Samfundet. Han tænkte ikke paa, at han meget snart var naad frem til Formand etc. … og at han bestandig havde vidst at snu sig gjennem Verden – – jo, dette sidste vidste han rigtignok og saa la han til: «Enhver bør være sin egen Lykkes Smed.» Men gamle Overlæreren sad rent som paa Gløder under denne Pause og var sjæleglad, da Maaltidet blev hævet. Nu forduftede Selskabet ind i den anden Stue, hvor der var dækket et fint Desertbord og Samtalen tog en anden Vending. Det var bare Brugseieren, der nynnede saa smaat, halv med sig selv, den gamle Sangen af Jørgen Hattemager: «Og har man nok saa lidt Forstand, vil man politisere.» Det var triveligt forresten. Lampen var tændt og kastede i Forening med det dæmrende Aftenskjær, der faldt ind mellem Glasdøren til Balkonen, et blødt Skjær over Værelsets fine Tepper og Tapet.

Da lød med engang en dump Summen som af mange Stemmer, en forunderlig Støi, der kom nærmere og nærmere.

«Hvad er det, hvad er det?» skreg man i Munden paa hinanden, og stirrede hen for sig med angstfulde, urolige Blikke. – – Det lød ei – «som en 425Susen i Kornet Sommerdag»; – men som en Brusen, en Larm, der i Forening med Tungheden i Luften og Misstemningen i Gemytterne bebudede noget storslagent eller rædselsfuldt. – – Nu lød en hvislende Tone som af en Pibe.

«De kommer, de kommer!» Damerne søgte Skjul bag Portierene og i Krogene. – Brugseieren knyttede Haanden krampagtig, mens Sønnen sa:

«Jeg skal lære dem, de Slyngler!»

Fru Thoresen listede sig hen til sin Mand og hviskede:

«Skulde det ikke være bedst, at se sig hjemover saa fort som muligt?»

«Nei, er du forstyrret? Vi kunde resikere at komme midt opi Opløbet … Massen vil snart kringsætte Huset. Vi faar bie lidt». Thoresen, var sunken ned i en blød Lænestol, hvor han rolig afventede Situationen.

«Politiet er varslet i Tilfælde af, at noget skulde ske; de patroullerer her i Nærheden og vil straks komme tilstede», sa Brugseieren i en nogenlunde rolig Tone. – – «Faren er ikke overhængende, Pøbelhoben vil snart splittes».

– – – «De kommer for at hævde sin Ret, Gudskelov!» tænkte Ester; men hun sa det ikke. Hun stod rolig midt paa Gulvet med lysende Øine, hun gjemte sig ikke undaf for sligt. Haand i Haand med sin Forlovede gik hun hen mod Glasdøren og saa 426ud. – – – Det saa ud til at være mange, … Flerheden var kanske Dagdrivere og slige, der benytter sig af den stags Optøier bare for Morro Skyld – eller for at være med og gjøre Kvalm uden nogen real Hensigt. Det saaes ogsaa i Flokken enkelte Kvinder og Børn, og Gadegutten var talrig repræsenteret. Han kunde da ialfald ta Del i Skraalet. Men der saaes ogsaa gamle graaskjæggede Mænd og Arbeidere, der vel var slidte; men dog hæderlige at se til. – Ind i mellem Piben og Hujen var det en som sang:

«Vi vil ha Revolusjon»

Og saa lød det i Kor:

«Vi vil ha vor Ret … ned med Brugseieren. … frem med ham … frem!»

De var nu naad frem til Pladsen udenfor Balkonen, og i samme Øieblik susede en Sten ind mellem Spisestuevinduet. … Damerne skreg og sprang omkring, skjælvende og blege som Spøgelser, uvisse hvor de skulde søge Skjul.

Fruen havde i tide ladet alle Lamperne slukke, det var lyst nok i den dæmrende Sommerkvæld.

«Er det paa den Maade I vel søge jer Ret, Godtfolk», sa Brugseieren haanlig. I det samme for en Sten lige forbi ham og faldt ned paa Pianoet. Politiet var imidlertid kommen tilstede og søgte ved Hjælp af sine Køller at adsprede Hoben. «De bør gaa ud og tale til dem, Hr. Brugseier!» opfordrede Kandidaten.

«Nei, det … vil jeg ikke».

427«Vil De tillade mig, at søge at kalde til Orden?»

«Ja gjerne for mig, men opstil ingen Betingelser, for jeg indgaar ikke paa noget».

Uden at værdige noget Svar gik Kandidaten tiltrods for Morens Skrig og Advarsler dristig ud paa Balkonen – – – han var ikke alene. Ester gik med og stillede sig uræd ved hans Side. – Hun tog sig godt ud i den lyse Kjole og Baretten med hvid Fjær over det mørke lokkede Hoved. Hun maatte indta Hjerterne. – – –

Det var mange blandt de ældre Arbeidere, der kjendte Kandidaten. Det var jo den vakre unge Mand, der færdedes saa meget i Udkanterne og besøgte fattige og syge.

Der indtraadte en øieblikkelig Ro, Stenregnen ophørte, og de forreste i Skaren udbragte et rungende Leve for Kandidaten, men indimellem Hoben lød der Hvislen af Piber, og af og til kom en Sten susende mellem Luften. Thoresen stod uforfærdet og talte med høi, stigende Stemme:

«Brave norske Arbeidere! I vil ha Jer Ret? … (Ja, ja … Hys, hys) I vil faa eders Ret; thi Sandhed og Retfærdighed vil altid seire. Den Bevægelse, som nu er oppe, er en folkelig Bevægelse henimod Løsningen af store Reformer: saa som høiere Lønninger og friere Forhold for vore brave Arbeidere.» (Bravo, Bravo … hør, hør.) Det gik som en Storm gjennem Hoben, mens den unge Mand fortsatte med stigende Røst:

«Samfundet er sammensat af mange forskjellige 428Individer – en Arbeider tjener Samfundet lige saa godt som Embedsmanden. (Bravo – – – bravo). Det er af Betydning for det heles Trivsel, at Arbeidernes Kaar forbedres …» Lydelige Bravoraab, næsten overdøvende Skrig og Leveraab afbrød Taleren. Nu var Theologen uklog nok til at ta en Reservation. «Vi ved», fortsatte han, «at meget iblandt os ikke er saa godt, som det skulde og burde være; baade Grundloven og de andre Love har Mangler; Arbeidsherrerne tar ofte Feil. Men ét er det, at nedrive, et andet at opbygge … (Hør, hør … hys, en enkelt Pibe …) Husk paa Venner, at skal I faa jer Ret, da maa I kjæmpe som hæderlige Mænd – og ta Sagen med Ro … (Hys! – og en forbitret Mumlen lød mellem Hoben. – –) GjennemGjennem] rettet fra: «Gjennem (trykkfeil) Oprør og Tvedragt, ved at sætte haardt mod haardt, vandt aldrig nogen frem …»

Kandidaten kom ikke længer – der lød en øredøvende Larm af mange Stemmer: «Ned med ham, ned med ham» indimellem hørtes Pibernes Hvislen og Susen af en Regn med Stene. – – – Det var saa vidt Kandidaten og hans Forlovede fik reddet sig gjennem Balkondøren.

«Nu kan du se, hvad én udretter ligeover for en slig Pøbel», sa Fru Thoresen i en hoverende Tone, da Sønnen var kommen ind i et Bagværelse mod Gaarden, hvor Damerne havde søgt hen. I Spisestuen saa det sørgeligt ud, Vindusruderne var slaat ind, og den store Hængelampe laa paa Gulvet, knust ved et vel rettet Stenkast.

429«Jeg er naturligvis enig i, at Arbeiderne handler galt, ja kanske værst imod sig selv, ved at gaa frem paa denne Maade», sa Kandidaten med Eftertryk. «Heldigvis er de fleste, som deltar i slige Opløb bare Løsgjængere og Dagdrivere, der staar helt udenfor Sagen. Men mellem Flokken ser jeg ogsaa enkelte brave Arbeidere, som jeg godt kjender … og som kjender mig, blandt flere en graaskjægget Gubbe, som jeg tidt besøgte forrige Vinter, mens han laa syg.» – Den unge Mand gik atter ud i Stuen for at se hvilken Vending det vilde ta … Brugseieren og Sønnen var tyet ind i Kontoret, de stolede helt paa Politiet, og blandede sig ikke i Sagen; det vilde da heller ikke nytte.

Politiet fór frem som rasende Mennesker med sine Køller. Det kom til Haandgemæng med mange, og mellem Larmen tonede det ud i den stille Luft: «Ned med Kapitalisterne!» – – «Ned med Aasholt, frem med ham …» «Ned med Politiet – vi er frie Mænd!» – Og saa et rungende: «Leve«Leve] rettet fra: Leve (trykkfeil) Johan Sverdrup!» – «Leve den norske Folkefrihed» – «Leve Venstreregjeringen!»

– – – – – – – –

Den voldsomme Scene var endt. Der blev rydop inde i Stuerne hos Brugseieren, og man satte Lemmer ind for de ituslaaede Vinduer. Men ret nedenfor Balkonen, paa Pladsen havde der samlet sig en liden Gruppe. Brugseieren vilde ud og jage væk, kanske stod de Uslinger der og raadslog om nye Planer? Kandidat Thoresen kom ham i Forkjøbet.

430«Lad mig gaa, Hr. Brugseier. Jeg tror det er nogen, der er kommen tilskade …»

Saa var det ogsaa.

Dernede laa en ældre, lurvet Person, omgiven af en Skare nysgjerrige; det var Kjærringer og Unger samt en Del Mænd, der samsnakkede meget ivrigt.

«Han er vist død?»

«Han rører sig ikke Get!»

«Aa, du da!»

«Hjernen er slaat ind, se hvor han bløder … ish!»

«Var«Var] rettet fra: Var (trykkfeil) det i Hode Stenen traf?»

«Ja, ja!»

Fulgt i Hælene af Ester trængte Kandidaten sig længer ind i Hoben, lige mod den saarede. En ung Mand, der saa ud som en Arbeider, stod bøiet over den ulykkelige, og vaskede det blødende Hoved med Vand.

«Det nytter ikke, du Ragnvald, han rører sig ikke, du faar se at faa kjørt ham paa Hospitalet.»

«Er det Deres Far?» spurte Thoresen i en venlig Tone til den unge Mand.

«Ja, ja!» Der laa ikke Sorg, men et Slags Forlegenhed i den unge Mands Tone og Optræden. Det lod som vidste han ikke ret, hvordan han skulde ta Situationen; han stod der stille og fortænkt med nedslagne Øine.

«Deres Far kan ikke bli liggende her», sa Thoresen.

«Nei vist ikke. – – –»

Thoresen bøiede sig nedover den Saarede.

431«Dette er Efterspillet», sukkede han … «stakkars Mand!» Høit sa han:

«Jeg skal sørge for Hest og lukket Vogn … Men hvem er denne Mand? Er det nogen af de streikende?»

«Nei, det er en Skomager fra Kampen – – Holm hed han.»

«Holm, vel ikke Jakob Holm?»

«Jovist.»

Kandidaten vidste nu, at dette var Far til den stakkars syge Pige, han havde truffet i Byens Sygehus, og som Fru Bratvold senere havde tat sig af med moderlig Omhu.

«Det er Gundas Far, du Ester,»Ester,»] rettet fra: Ester, (trykkfeil) sa han halv hviskende.

«Nei, ja saa du … ja jeg tror ikke Gunda vil ta sig stort af det, hun er saa rar saaledes.»

Kandidaten vendte sig atter til Ragnvald.

«Hvad vilde Deres Far her? Det var jo noget, han ikke havde med.»

«Vist ikke – men han maatte da bli med og streike: Leve for Friheden vel.»

«Men nu er han Døden nær, det var slemt, det skulde hænde.»

«Aa, den Veien skal vi alle, sa Kjærringen» Det lød næsten forvorpent i den unge menneskevenlige Theologs Øren, og han vendte sig bort for at skjule sin Smerte og Uvilje. Efterpaa tog han den unge Arbeider nøiere i Øiesyn, og saa snart, at Drik og Udsvævelser havde mærket den hele Person. Det var vel dette Livet, der havde afstumpet de indre, bedre Følelser.

Treogtrettiende Kapitel. Skjæbnesvangert

Nedover mod Byen fra Rigshospitalet kom en ældre Kvinde ifølge med en ung vakker Fyr. Det var Marie Holm og Arne. Begge saa fortænkte og nedslagne ud; thi de havde netop været oppe og faat vide, at Jakob Holm var udaandet Natten forud.

«Saa skulde jeg aldrig træffe han Jakob mere», sa Marie halv hviskende og med graadkvalt Røst. Hun havde ikke set Manden sin, siden Søndagseftermiddag, da han gik ud ifølge med den ældste Sønnen for at ta Del i Opøierne ved Streiken.

«Det«Det] rettet fra: Det (trykkfeil) var som noget ondt bar mig fore,» fortsatte hun i samme hviskende Tone. «Svært ondt at vi ikke skulde faa vide, at han havde fordærvet sig, forinden det var for sent …»

«Vi kunde saa ikke gjort noget alligevel. Han havde vist ikke kjendt os engang.»

433De gik tause en Stund. Arne var opfyldt med mange stags Tanker. Det faldt ham ind, at de kanske kunde været snillere mod Faren end de havde været. Det er saa underligt, naar Skilsmissen kommer, saa har én altid lidt at angre paa.

Marie brød først Tausheden.

«Det er rart, han Ragnvald ikke har været hjemme … Herregud! han er da den eneste, der kan si os hvordan Far kom til den Skaden. Løse Rygter er ikke nogen Ting at tro.»

«Det er ikke løse Rygter, det som staar i Aviserne vel … han Ragnvald er da ingen Ting at stole paa; Streiken er enda ikke forbi, han gaar vel deroppe og rumler og holder Leven. Kanske Politiet har faat Tag i ham, for alt det.»

«Aa, han kommer ikke længre end i Fyllearresten, og der har han været saa mange Gange, saa han kunde da komme hjem vel …»

«Ja vist, kunde han; men jeg synes Du maatte være vant til, at Ragnvald rumler i Ugevis ad Gangen og er værre end den værste Lazaron. Hjem og Arbeide er intet for ham, det er bare noget han tar sig til, naar han slet ikke har Udsigt til mere Fyld … Han har vist ikke tat sig saa stort nær af Fars ulykkelige Endeligt.»

«Det er jo ikke noget at snakke om, du Arne; han er da Bror din, lel.»

«Jeg sier jo ikke uden det, som er sandt …»

De var naad saa langt som til Trefoldighedskirken; her satte de sig ned paa en Bænk for at 434hvile. Marie sukkede tungt og tørrede Øinene med et sammenfoldet Lommetørklæde, som hun holdt i Haanden.

«Jeg faar da ha en Krans til Jakobs Kiste,» sa hun om lidt; «det blir vel ikke mange Kranse eller stort Følge han faar …» Hun taug pludselig. Graaden vilde liksom ta hende. Arne svarte ikke, syntes ikke han kunde si nogenting til dette. Det havde jo ingen Betydning, enten saa Far fik noget Ligfølge eller ikke. For Skikkens Skyld og for at vise, at de dog vilde være som «Folk», saa havde Arne tænkt, at han vilde betale Præsten lidt mere end det reglementerede for Jordpaakastelsen. «Saa skulde da Far faa Ligtale lel.» Han haabede, at Præsten vilde være human nok til ikke direkte, at hentyde til Fars elendige Liv og sørgelige Endeligt. I sin Almindelighed kunde der likevel bli Stof nok til en god Ligtale … Men han undredes, om Præsten vilde ha Takt og Humanitet nok til at indse dette og mindes Frelserens Ord til den faldne: Den som er ren, kaste den første Sten …

Slig sad Arne og grundede og hverken han eller Moren la Mærke til, at lige tæt ved, paa næste Bænk sad en Herre og en Dame og betragtede dem med stor Opmærksomhed.

«Det er bestemt hende,» sa Herren, han saa over Lorgnetten, skarpt bort paa Marie … «jegMarie … «jeg] rettet fra: Marie …» jeg (trykkfeil) synes nok, jeg drar Kjændsel paa hende … hm … hm, det er forfærdelig hvor hun er blit gammel.»

«Ja, stakkars Madam Holm, hun har lidt 435meget» … svarte Damen. «De har vel hørt dette siste, at Manden er kommen slemt tilskade ved Optøierne i Mandags?»

«Ja, jeg læste det i Avisen igaar – – det var Skomager Jakob Holm, den Arbeider, der fik en Sten i Hodet og blev baaren bevistløs bort?»

«Ja vist … Hjernen skulde jo være knust.»

«Kanske er han død, nu?»

«Ja, Gud give det, havde jeg saa nær sagt, for den stakkars Konen vilde det være den nemmeste Maade at bli ham kvit paa … Den væmmelige Fyren skulde nok gaa ud og ind paa Mangelsgaarden, som om han hørte hjemme der.»

«Var han der flere Gange?»

«Ja, det var han vist.»

«Bevares! … hm, hm.» –

«Ja, det er klassisk, Hr. Literat!» Damen lo med en lidt unaturlig Latter …

Imidlertid sad Marie og Arne i stille grublende Tanker. Det føltes saa godt, at hvile en Stund i den friske Luft; de havde intet hørt af den hviskende Samtale, der førtes i deres umiddelbare Nærhed … heller ikke saa de bort mod den Kant, hvor de fremmede sad, de var som sløve for alt udenom …

«Den unge Manden er vel … en Søn af Madam Holm?» spurgte nu Herren.

«Ja, det er den yngste, en bra Gut skal det være, det er ham som mest opholder Familien.»

Herregud! hvor Tiden gaar … jeg har ikke set Ma … Madam Holm siden …» han fuldendte 436ikke Sætningen, «siden hendes Pigedage,» kom det omsider, med et lidet Suk.

«Ikke det … Ja, jeg har da set hende hos ‘Jansen’; men nu er det rigtig nok saa længe siden, at jeg knapt vilde kjende hende igjen.»

I dette Øieblik reiste Marie og Arne sig op fra sine Pladse for at gaa videre …

«Øh, øh,» Herren paa næste Bænk hostede.

«Fru Gunstad, jeg vil … vil nok tale med Madam Holm.»

Inden Fru Gunstad kunde faa Tid til at svare, var Herren allerede oppe af Bænken og nærmede sig vore Venner. Det var en ubehjælpelig Mandsling, i hvem Læseren, let vil gjenkjende Literat Møller. Han var blit en ærværdig Olding med hvidt Hode og han saa bøiet og sygelig ud; men fra Ungdommen havde han beholdt de blide sjælfulde Øine, der nu gjorde et langt mere vindende Indtryk end nogensinde før … Han saa næsten barnlig ud, den gamle.

«Marie … Madam Holm!» raabte Fru Gunstad, lige i Ryggen paa førstnævnte.

Marie og Arne vendte sig begge om og stod pludselig Ansigt til Ansigt med Literat Møller og Fru Anna Gunstad. Arne hilste stivt paa disse fint antrukne Mennesker, som han ikke kjendte; det maatte vel være nogen af Mors Kunder fra den Tiden, hun drev mere med Vask. Marie gjenkjendte straks Dværgen og var nær ved at udstøde et Overraskelsens Udraab, dog gjorde den lille Vanskabning langtfra 437det modbydelige Indtryk paa hende nu, som for de mange Aar tilbage. Hun saa Livet fra en anden Kant og betragtede Dværgen næsten med Velvillie. Det var da rigtig rart at hun skulde faa møde ham just idag.

«Du kjender mig vel Marie?» spurgte Fru Gunstad.

«Ja, det er jo Anna, … denne Damen er … ‘Jomfru Anna,’ som jeg var sammen med hos ‘Jansen’, da vi begge var unge,» sa Marie forklarende til Sønnen – – og dette er Literat Møller, som jeg har fortalt Dig om.»

«Naa, saa naa.»

«Jeg tænker vi tar Plads igjen. Madam Holm, øh … øh …» hostede Literaten, «jeg taaler lidet at staa.»

Stemmen lød svag og pibende, han var alvorlig stemt og sa ikke mere «høistærede» som før. Tiderne havde forandret sig.

De tog atter Plads. Den Gang som nu var det et roligt Sted oppe ved Trefoldighedskirken. Der kunde en da faa Lov at sidde uforstyrret lange Stunder ad Gangen. Vore Venner saa sig om; det var bare en Herre og en gammel Dame, samt en Tjenestepige med en Kurv, der havde tat Plads paa de nærmeste Bænke.

«Ja, Du ved jo, at jeg er blit gift med Gaardeier Gunstad i Akersgaden?» spurgte Anna med megen Selvfølelse … hun var uforandret, kun noget ældre og fyldigere; hun saa ud til at ha gode 438Dage, ta sig Livet let, som én sier. Menneskets Lod er forskjellig, tænkte Marie. Høit sa hun: «Ja, det har jeg hørt, det er jo flere Aar siden.»

«Ja, jeg har alt tre kjække Gutter … er det ikke klassisk, du Marie … Jeg har det saa godt, saa’n snil Mand.» Hun talte fort og med Tilsprang til en let Latter. Stemmen lød som en Sang, just som i gamle Dage, og hun havde enda ikke glemt sit Yndlingsudraab: «Det er klassisk …»

«Fru Gunstad ofrer enda paa ‘Klassikkens’ Alter», sa Literaten smilende. «Jeg bor hos hende. Heldigvis fik hennes Mand den heldige Idé at kjøbe den gamle Gaarden i Akersgaden, hvor jeg har boet saa længe … Fruen og jeg er ude vor sædvanlige Morgentur. Jeg kan lidet gaa alene; og saa er Fruen snil og følger mig, gamle Mand.»

Stilhed. … Arne tænkte: «Hvad vedkommer vel dette Sludder os?» – Med en vis Medlidenhed betragtede han Dvergens halvgamle, ynkelige Skikkelse. … mens Moren tænkte, at Møller ikke var nær saa munter som før; hun vilde netop si at nu fik de nok gaa videre, da Literaten udbrød i en alvorlig Tone:

«Hum … hum. … Jeg har hørt om den Ulykke, som har rammet Deres Mand, Madam Holm.»

«Ja, det har De vel … det har jo staat i Bladene … han er død i Nat, han Jakob.»

«Nei er han død», raabte Fru Gudstad og tilføiede lidt tankeløst: «Ja, det er jo bare godt. Du maa være inderlig glad, du Marie.»

439Arne fór sammen, men Marie svarte hvast:

«Aa, det var nu Manden min likevel, og han var da snil sommetider lel …»

Anna tænkte: Ja det var nok «sommetider» det; men Marie tilføiede med Inderlighed i Stemmen:

«Jakob og jeg, vi havde det godt isammen mange Gange.»

Anna gad ikke svare; men Literaten der var poetisk anlagt, saa paa denne Kone med dyb Følelse. Hvor underligt, nu, da det hele var forbi, saa glemte hun alt det onde, hun havde slidt, og mindedes bare de faa gode Stunder, hun havde havt i sit Samliv med Jakob. Efter en liden trykkende Pause sa han i en venlig Tone:

«Og dette er Deres Søn, Madam Holm? …» Det var bare for at gi Samtalen en anden Retning for Madam Holm havde jo forestillet Arne.

«Ja, det er den yngste Gutten min», svarte Marie, «det er ham jeg har at stole paa i Verden.»

«Hvad er Deres Søn?»

«Snedker …»

«Jasaa.»

«Literaten skulde se hvor flink han er til at tegne. Han vil saa gjerne frem i Verden; men det blir ikke til noget, for han maa gi Mor alle Pengene sine … og nu blir det ham, som maa koste Far sin i Jorden.»

Arne skubbede paa Moren … Sludder, var nu dette noget at snakke om. …

Men Literaten tænkte: Stakkars Gut! Han saa deltagende bort paa denne unge Mand, som saa paafaldende 440lignede Mor sin i dennes fagreste Dage … Nu var der ikke mere tilbage af Marie Svensen end de store brune Øine. … Rart forresten, at én kunde kjende hende; men der maatte da enda være Træk fra fordums Tid, hvor umuligt det end kunde synes … Literaten blev blød om Hjertet, mens han fik det med en hul, tør Hoste.

Arne reiste sig, lidt uvillig stemt mod disse fremmede, fine Folk; det var da til Ingenting at sidde her længer.

«Vi faar gaa nu, Mor», sa han.

De fjernede sig stille, med nedslagne Blikke, efter ha vekslet Haandtryk med Literaten. Ligeoverfor Fru Gunstad var Afskeden kjølig.

Dette Møde med Literaten og den tidligere Veninde, havde vakt mange Minder hos Marie Holm. Sist hun saa Literaten, da var hun en ung, kjæk Pige … og han var en væmmelig yngre Herre, hun ikke kunde taale. … Herregud, hvor meget der dog laa mellem dengang og saa nu. … Med et tungt Suk gik Marie hjemover ifølge med Gutten sin.

Paa Veien udover Grønland kom de forbi den tidligere Rasmussal (nu Østre Arbeidersamfund). Hun saa indad Vinduerne og huskede paa, hvor mangen Dans hun havde danset derinde, da hun var en fjong Pige … Saa kom Tanken paa Jakob … han var jo med hende da, og han var en kjæk, staut Kar paa den Tiden, uanset Drikken. … Der kom over hende som en saar, sugende Fornemmelse for Brystet og hun tog uvilkaarlig Forklædet op mod Øinene …

441«Ja, jasan …»jasan …»] rettet fra: jasan … (trykkfeil) kom det langt og tungt.

«Hvad er det Mor?» spurgte Arne.

«Aa, jeg tænkte bare paa Far din, den Gang, han var ung …»

Arne svarte ikke … de gik begge to tause mellem Massen af de ligegyldige Forbigaaende, der hverken kjendte eller spildte en Tanke paa de to …

Literaten og Fru Gunstad gik ned Akersgaden.

De to mindede levende om Livets Modsætninger, saaledes som de gik der sammen. Det var nok af de, der smilende vendte sig for at se efter den store velnærede Frueskikkelse og den lille Puslingen ved Siden. «Hum, hum,» kom det pibende fra Literatens svage Bryst, «humm det skulde De ikke ha sagt Fru Gunstad, det lød saa haardt og unaturligt.»

«Hvilket? …»

«Aa, De husker det nok. Det, De sa til Madam Holm, at det bare var godt, at Mandes hendes døde.»

«Aa, det var ikke farligt, det sier en da saa mangen Gange.»

«Ikke under slige Omstændigheder. De faar huske paa, at Holm døde ved et Ulykkestilfælde. Jeg synes det lød næsten hjærteløst.»

«Ja, det faar Marie finde sig i at høre af andre end af mig. Frøken Jansen har sagt det mange Gange hun. Forresten er jo Marie Skyld i sin hele Ulykke, hun skulde ikke ha giftet sig med den væmmelige Fisken. Se nu paa mig, hvordan 442jeg har det. Slig kunde Marie kanske ogsaa siddet som en fin Frue, hvem véd?» …

Hun saa ned paa Dværgen med et megetsigende blik … ja, der gives jo de der gifter sig med en Dværg … det har én stundom hørt … men nei, uh … for Børnenes Skyld burde ikke sligt ske … tænk om en skulde bli Mor til en Dværgeslægt. Ush, hvor væmmeligt. Møller havde aldeles overhørt Fru Gunstads siste Ytring, heller ikke fulgte han hendes Tankegang. Han sa bare i en stilfærdig Tone:

«Det nytter jo ikke, at bebreide Marie nogenting, – det er bare ondt. Forresten er jeg enig i, at det var en daarlig Mand, hun havde.»

«Rent en Slusk, en Samfundsfjende skulde det være. Men han ligger nu paa sine Gjerninger.»

«Det kan De ha Ret i … Gjengjældelsen udeblir aldrig. Som én lever skal en dø – – hedder det i et gammelt Ord og det hænder sig oftest saa.»

De var imidlertid kommen hjem. Møller, der var meget svag følte sig altfor træt og anpusten til lige med det samme at kunne gaa op i tredie Etage. Han fulgte med Fru Gunstad ind i dennes vakre, trivelige Hjem, for at ta en Kop Kaffe. Den forhenværende Kafejomfru havde ikke glemt at servere …

De sad ene ved Kaffebordet, da Fruen begyndte: «Hr. Møller, De som er en udviklet Mand, hvad tror De om Arvelighed?»

«Om … om Arv … hvad mener De Høistærede?

443«Bare simpelt hen om det ikke er farligt for de vordende Børn at gaa hen og gifte sig med en …» hun havde nær sagt Van- – Vanskabning; men sansede sig itide heldigvis … «jeg mener med en Drukkenbolt … Hang til Drik kan vist ligge i Blodet. Jeg kjender en hel Slægt der er henfalden til Drik.»

«Ja, det er sikkert saa Synden, dens Straf og dens Følger vil altid gaa i Arv, det tror jo de ulærde, bibelæsende Folk, der ikke som jeg og andre gaar dybere tilbunds og bygger op en Arvelighedstheori. Drukkenskab er jo en af de Synder, der særlig vil arvtages.»

«Ja, det viser sig … Maries eldste Søn er liksom Faren en ren Fyllefant … Datteren er en letsindig Pige. Det er den daarlige Arv og den slette Opdragelse, Hr. Literat.»

«Ja, det er sørgeligt. Men den yngste Gutten, er jo bra.»

«Ja, han er den eneste af hele Slægten. Far til Jakob Holm skulde være et ulykkeligt Subjekt. Og der var nok ogsaa en liden ‘Aber’ med Maries Herkomst, jeg mærkede det ofte, paa Jomfru Jansen, skjønt denne aldrig vilde si noget.»

«Altsaa en ulykkelig udlevet, haabløs Slægt,» sa Literaten tankefuld, «men kanske denne ene friske Spire, denne Arne eller hvad han nu heder, kan gi Slægten ny Livskraft eller Levedygtighed, hvem ved?»

Fru Gunstad forstod ikke dette, uagtet hun vilde være saa uhyre klog. Hun sa bare:bare:] rettet fra: bare. (trykkfeil)

444«Ja, det er svært, naar én Kvinde kaster sig slig væk i et Ægteskab.» – –

«Deri gir jeg Dem Ret, Høistærede. Kvinden vil derved tabe sin Rettighed til at være Menneske. Hun blir bare ‘Mandinde’ og et Trældyr – en Slave. Men dette hænder sjeldnere i vor Tid, Frue, thi det er, som De ved, en af Nutidens Bestræbelser, at uddanne Kvinden til et selvstændigt Væsen, der kan staa paa egne Ben uden at hun behøver, at kaste sig ind i Ægteskabet som i en Nødhavn.» Literaten stønnede, han var træt af at tale saa meget.

«Ja … men dette gjælder jo de bedre Ægteskabe» svarte Fruen ivrig, «det er jo bare de, der kan være ‘Nødhavnen’ … at gifte sig med en fordrukken Mand er ingen Redningsplanke, det viser bare at Kvinden er letsindig. …»

«Eller forblindet af Kjærlighed … At Kærligheden fører et Menneske, især en Kvinde, ind paa Forvildelsens Sti, det har jo ofte hændt; men det vil bli sjeldnere i Nutiden, naar Kvinden udvikles til at se Livet ikke paa Vrangen, men fra den rette Kant. Naar det kommer saa vidt, saa vil Fordringen stilles: En ren Mand og en ren Kvinde … Tro De mig, ærede Frue, slig vil det gaa. … hum».

Literaten sluttede sin Tale med et Grynt; men Anna kunde intet svare uden sit gamle vante Udtryk: «Det er klassisk, Hr. Literat», og Samtalen gik istaa. Literaten hadde udfyldt sin Tid ved at holde et alvorligt Foredrag for en Dame; dette var blet hans 445Ydlingsbeskjæftigelse nu, da han var blet en gammel Mand og hans Kurtise ligeoverfor det smukke Kjøn maatte ophøre, som en Dyd af Nødvendighed. … Han kyssede Fru Gunstads fremrakte Haand og gik lidt tungsindig op i sin egen Leilighed, hvor en femtiaarig Enke bragte ham den nødvendige Opvartning. Sin Middag spiste han hos Gunstad. … Med en egen Følelse indaandede han den trykkende Luft i den stive, gammeldagse Stue, hvor saa godt som hele Bohavet var Arvegods fra hans Tante paa Mødreneside. Fru Kammeraadinde Blunch, der var kommen op fra Danmark paa sine gamle Dage … Literaten nedlod sig i et Øieblik i den gamle Fløyelsbetrukne, aristokratiske Lænestol, der var stillet foran Marmorkonsolen … Skjæbnen var en underlig, uudgrundelig Indretning; den havde foraarsaget, at Barnepigen havde sluppet ham ned, da han var en liden én, hvorved han var blit en Krøbling … Paa Grund av denne Ulukke var han forevist til at leve alene hele Livet ud igjennem, indtil han tilslut var blit en træt, ensom gammel Mand … Han faldt isøvn i Lænnestolen og drømte sig selv som, en høi, kraftig Skikkelse og ved sin Arm holdt han en ung smuk Pige med paafaldende store, brune Øine. … Han vaagnede og saa sig om i Stuen. Var det Virkelighed. … Gud, nei, hviskede han, med hæs, pibende Røst. Vanvid er det, bare Vanvid. … Er det da Vanvid eller Indbildning, at jeg idag har gjenset den eneste Kvinde, som jeg nogensinde har elsket … Han tog sig for 446Hjertet … «Elsket» skreg han ud, det lød klagende, mest som en Fugls Pip paa den kolde taagede Vintermorgen. Men Literaten var en Mand. Straks efterpaa tog han sig sammen, røgte sin Pibe som ingenting, mens han syslede med megen Iver og Interesse med en Del Papirer og Dokumenter.

*

Et Aarstid efter, døde Literat Møller af Hjerteslag. Hans Læge havde længe forudsagt ham dette Endeligt. Da Testamentet blev aabnet fandtes det, at foruden et Legat til trængende Enker inden Kristiania By, der skulde bære hans Tantes Navn: «Kammerraadinde Blunchs Legat», og en større Sum til Fru Gunstad, havde han testamenteret sin hele, ikke ubetydelige Formue til Madam Holms yngste Søn, Arne. Fru Gunstad regnede efter, at Testamentet var affattet, i denne netop Dagen efter hint skjebnesvangre Møde med Madam Holm og Sønnen hendes. «Det er klassisk,» tænkte hun saa, «havdesaa, «havde] rettet fra: saa,» havde (trykkfeil) ikke dette Møde fundet Sted, saa kanhænde jeg, eller en af mine Gutter var blit den lykkelige Arvtager.»

Fireogtrettiende Kapitel. Tabt og funden

Inden vi skrider længer frem i vor Fortælling gaar vi et Aar tilbage. Kort efter hin Tid, da Jakob Holm var død og bragt til sit siste Hvilested. Denne Begivenhed havde ikke bragt nogen anden Forandring inden den holmske Familie end, at den fordrukne Mand og Far var kommen rent væk. Familieforsøger havde han jo ikke været paa mange Aar. Nu som før var det Arne, som holdt Hjemmet oppe. Marie var som oftest altfor daarlig til at hun kunde ta imod Vask, og den snille Gutten hendes vilde ikke at Mor skulde slite sig rent ud.

En Dag i Middagsstunden kom Ragnvald hjem, han havde ikke været hjemme mer end en Gang siden Farens Død. Gud ved, hvordan han levede, Marie forstod det ikke og sad ofte i stor Bekymring for denne Gutten. Hun viste godt, at han vilde ha enda 448vanskeligere for at faa Arbeide nu, siden han havde deltat i Optøierne under Streiken.

Ragnvald kom langsomt slængende indom Døren. Marie var alene; Arne spiste gjerne i Byen, da det var for lang en Vei at gaa hjem.

Madam Holm fór sammen, da Sønnen kom ind. I sine daarlige Klær, med de halv udslidte Støvler og det blege udtærede Ansigt, saa han næsten ud som en Skygge af Jakob.

«I Jesu Navn er det dig Gut,» raabte Moren med saar, hjerteskærende Røst.

Ragvald smilte godslig, han var ædru den Dagen.

«Vist er det mig. Skræmte jeg dig, Mor?»

«Nei, men jeg er saa svag og jeg hørte ikke da Du kom … Du er saa sjelden hjemme …»

«Ja, jeg har jo ingenting at gjøre hjemme.» Stemmen var mat, og han saa ud som skulde han staa der og fryse og skjælve. Moren saa paa ham med dyb Bekymring.

«Har Du spist, Gutten min?»

«Nei da, jeg har ikke spist. Jeg har ikke havt Penge idag.»

Han slængte sig ned paa Bænken, mens Moren uden at si mere begyndte at stelle istand lidt Mad.

«Hvor var Du inat?» spurgte hun saa.

«Oppe ved Teglværket.»

Marie sukkede.

«Du kunde jo kommet hjem. Gutten min. Du skulde ikke ligge saa ude.»

449«Vi havde Morro, deroppe,» sa Ragnvald, uden at ænse Morens siste Ydring. «Vi spleisede til Øl og to Halvflasker og saa havde vi Jenter med os.» Der gik et sanseligt Drag over den unge Mands Ansigt.

«Du burde ikke søge saa daarligt Selskab, eller drikke saa meget, Gutten min, du er jo sammen med de værste i Byen. Hvorfor kan du ikke vænne dig til at leve ordentlig, du som saa mange andre? Her er saa mangen fordrukken Mand, som blir til et bra Menneske. Jeg kunde regne op mange jeg; men det nytter ikke … Du kommer i Ulykke liksom Far. Tænk paa, hvordan han tilsist blev et Offer for sin Synd, og han havde det i Grunden slemt hele Livet ud igjennem, han Jakob.»

«Sludder. … la nu Far være i Fred, der han er.»

«Det gjør jeg ogsaa, Ragnvald. Jeg snakker aldrig ondt om Far, taaler heller ingen anden gjør det. Jeg sier ikke uden det, som sandt er, og jeg vil gjerne advare dig.»

«Det nytter sgu ikke … saalænge jeg er her …»

Det lød næsten som et Suk. Han ledte i Lommen efter et Papir med nogle Smuler fin Tobak, saa begyndte han langsomt at stoppe Snadden sin og rive en Fyrstikke.

«Har du ikke mer Tobak?»

«Det er vist nok», kom det i en sløv Tone.

«Jeg skal kjøbe en Pakke.»

«Det behøves ikke.»

450Lang, tung Stilhed, saa sa endelig Ragnvald:

«Mor, nu reiser jeg.»

Marie blev staaende og stirre paa Sønnen med sine store brune Øine.

«Reiser … jasaa?»

«Ja, hører du.»

«Naar bestemte du det?»

«Aa, jeg har jo længe tænkt at reise. Men nu hørte jeg igaar af en Kammerat, at han vil til Skien, der skal være meget Arbeide i et nyt Bogbinderi, – jeg bestemte mig da til, at bli med ham, det er ingenting at gaa her efter.»

Marie følte sig lettet; hun havde intet imod denne Reiseplan; naar Ragnvald kom ud af Kristianialivet, saa kunde han kanske enda bli noget til Kar. «Naar reiser du?» spurgte hun.

«Ikvæld.»

«Gaar her Dampskib ikvæld?»

«Ja, her gaar et Dampskib vesterover.»

«Jasaa.» Hun stod en Stund tvilraadig, inden hun tilføiede:

«Ja, saa faar du stanse inde saalænge, til, han Arne kommer, saa har vel han nogle Penge; du faar ikke reise pengeløs.»

Det var noget ligt et dybt indgrod Had, der flammede op i Ragnvalds mørke Øine, da han svarte:

«Ja, han Arne vil nok gjerne hjælpe mig til at komme langt væk, han skammer sig over at ha en saan Bror som mig.»

451«Det gjør han ikke, det er bare naar du er i daarligt Selskab.»

Ragnvald svarte ikke, han bare fortsatte:

«Jeg traf han Arne i Storgata i gaar, og neigu var han ikke den, der vilde se til den Kant, jeg gik. Jeg tænkte, jeg skulde flaat ham for nogle Øre – –» han fuldendte ikke Sætningen, men satte i en drøi Ed.

«Jeg blev hjulpen, uden han Arne, jeg.»

«Var du alene?»

«Nei, jeg var ifølge med to andre.»

«Ja, det er som jeg sier, det er de forfyldte Fyrene, du slaar Følge med, som han Arne ikke vil ha noget med.»

«Ha ha», kom det igjen med en haansk, hoverende Latter.

«Men nu faar du stanse inde ikvæld», gjentog Marie, «kanske det er siste Kvælden.»

«Kan gjerne være det, for jeg kommer visst ikke hjem igjen paa lange Tider.»

«Det er ikke sikkert, det blir saa længe Arbeid i Skien.»

«Saa skjærer jeg sandt for dyden ned til Danmark … Det er bra at komme lidt ut …» Han reiste sig i Bænken. «Jeg tror jeg tar en Tur nedover til Byen likevel.»

Marie afværgende og i en ængstelig Tone:

«Aa, nei da, gjør ikke det, Gutten min, saa kommer du ikke igjen. … Vær nu snil og stans hjemme, saa faar jeg heller gaa ud og kjøbe en Halvflaske til dig.»

452Ragnvald ivrig: «Ja, gjør det, du Gamla, saa skal jeg bli hjemme. Det kan jo være bra at hvile til ikvæld. … Men kom nu med Maden, du lovte mig, jeg er sandt for Dyden sulten.»

Marie satte Mad frem paa Bordet; under denne Samtale havde hun rent glemt hele Stellet. Saa gik hun bort til Arnes Komode og aabnede den øverste Skuffe, hvor hun hurtig fandt frem en Portmonnæ, som hun stak til sig, efter at ha tællet efter Indholdet.

«Har du Penge?» spurgte Ragnvald.

«Ja … det er rigtignok han Arnes; men det blir jo det samme.»

Hun ordnede sig lidt, inden hun gik, glattede Haaret foran Speilet og mere i den Dur.

«Nu maa du ikke gaa nogensteds», kom det advarende til Sønnen.

«Nei, nu gaar jeg intetsteds.» ………

Samme Aften fulgte Arne med Ragnvald paa Dampskibsbryggen. Han havde stukket Penge i Lommen til at kjøbe Billet for til Broren, og Marie, hun havde med moderlig Omhu smurt en Del godt Smørrebrød med Paalæg, som Sønnen skulde ha til Niste underveis.

«Hvordan tror du vel, du havde klaret dig uden Penge til Billet?» spurgte Arne, mens de gik nedover.

«Aa, du er vel ikke saa grøn, at du ikke skulde vide det; jeg hadde vel faat tigge mig til en Friplads ombord … Og saa har Kammeraten min en Del Penge.»

453De gik videre i Taushed. Arne syntes at Broren var kommen langt ned nu. Han sørgede oprigtig over denne Bror, der skulde ud i Verden med saa liden Æresfølelse og Moralitet til Støtte. Men Ragnvald saa med en vis indædt Harme paa Brorens pene Klær og bedre Udseende. «Han var rigtig flot til at være Svend, han Arne, godt at han ikke skulde ha Flossen ogsaa.»

De var kommen noget tidlig paa Bryggen; men Ragnvald traf straks Kammeraten sin, en lidt anløben Bogbindersvend, der straks foreslog at de skulde gaa ind i en nærliggende Kafé og vente saalænge. Forslaget blev antaget og Arne fulgte ogsaa med, da han ikke vilde tabe Broren af Syne. – –

Da de atter kom ned paa Bryggen stod der en ældre Kone paa en lidt afsides Plads og saa sig omkring blandt Mængden med søgende Blikke. Det var Madam Holm, hun vilde enda en Gang ta Farvel med Ragnvald. Hun havde allerede staat en Stund og forgjæves set op og ned ad Bryggen. Hvor kunde Gutterne være? Men nu fik hun Øie paa Arne og straks efter kom Ragnvald med Kammeraten sin. Hun gik nogle Skridt opover for at møde.

«Mor, er det du?»du?»] rettet fra: du? (trykkfeil) raabte Ragnvald overrasket, da han pludselig stødte paa Moren mellem Mængden.

«Ja, jeg maatte enda en Gang se dig, Gutten min» … svarte Madam Holm med saar Røst, det var som om Graaden vilde frem … «Ish, er da væmmeligt, hvor én blir stødt og puffet fra 454alle Kanter, lad os gaa lidt tilside … Her Gutten min, er 5 kroner, vil ikke du skal reise ganske pengeløs, og dette er lidt, jeg har sparet fra Vasken.»

Arne stod tæt ved, han vidste, at Mor havde gnuret disse Pænge sammen til et Par nye Støvler; for var det nogenting, som Madam Holm satte Pris paa, var det godt ordentligt Skotøi. Nu fik dog Pengene stryge med; thi det var hendes ældste, der skulde ud i Verden, og han kunde være saa forfalden, som han være vilde, saa betragtede Madam Holm ham med en Mors Kjærlighed. Underligt forresten, hid havde hun ogsaa fulgt Jakob den Gang, da han skulde afsted; hun stod omtrent paa samme Sted og holdt Ragnvald fast i Haanden, liksom hun en gang havde gjort med Jakob. …

Ogsaa nu blev den kjære reven fra hende, da Dampskibklokken ringte – – ogsaa nu stod Marie igjen, saa længe hun kunde øine Dampskibet, og hun saa og saa, om hun kunde opfange bare et Glimt af den kjendte Skikkelse, saa tørrede hun Øinene med det hvide, sammenfoldede Lommetørklæde, inden hun gik fort opover mod Arne. – – – – – –

Da de kom hjem til Kampen, var det én som stod udenfor og ventede …

Aa, jeg trodde aldri Dere var kommen … Jeg har vænted saa længe i Melkebutikken. Det er godt at Fruen gav mig Udlov til imorgen Kveld, hun gjorde det gjerne da hun hørte, jeg vilde hjem og besøge Mor.»

455Det var Gunda Holm, som talte. Stemmen lød frisk og ren, næsten som i Barneaarene.

«Det var da snilt, at du engang vilde komme hjem, da Gunda,» sa Moren.

«Vist vilde jeg det.»

De gik alle tre ind i Stuen. Broren tog Søsteren nøie i Øiesyn. Hun var kommen sig bra efter Sygdommen og saa godt ud nu. Klædedragten var solid og tækkelig; men uden Spor af Pynt eller Behagsyge. Det var godt at se, at her var skeet en stor Forandring, det var ikke mere den letsindige, forfængelige Gunda Holm. Hun saa sig glad overrasket om i Stuen. Hvor her var triveligt. Efter Jakobs Død, var Familien flyttet ned i 2den Etage og Madam Holm bestræbte sig for at ha det rent og pent, for var det nogen Ting, Arne satte Pris paa, saa var det et hyggeligt Hjem.

«Han Arne har godt Arbeide nu,» sa hun forklarende til Gunda, «og saa er han saa snil og strævsom saa …»

Der blev intet hentydet til Jakobs sørgelige Endeligt. Gunda sa bare:

«Dere er alene nu?»

«Ja, nu er vi ganske alene, han Arne og jeg. Ragnvald reiste ikvæld.»

«Er Ragnvald reist?»

«Ja …» Madam Holm orkede ikke mer, hun gik fort ud i Kjøkkenet, Graaden vilde ta hende; dette var saa rent formeget paa en Dag. Hun satte over Kaffekjedlen og gav sig til at stege Vafler; det 456var det eneste hun havde at by paa, de havde brugt saa mange Penge den Dagen, at de ikke havde Raad til at kjøbe nogenting. – – Stakkars Arne, Mor vidste godt, at han holdt paa med at samle nogle Penge til at kjøbe Bøger for; men idag var de blit skuslet bort …

Imidlertid sad Gunda inde og samsnakkede med Broren. Hun fortalte om sit tidligere Liv, om sin Sygdom og at en kristelig Dame, en Fru Bratvold, havde tat sig af hende, da hun blev frisk. Nu havde hun Plads som Tjenestepige i et pent Hus, hos kristelige snille Mennesker; der var rigtignok meget at bestille; men én har bare godt af at arbeide …

I førstningen faldt det lidt stridt … men nu var det bedre … og hun fandt sig godt i de nye Forholde …

«Det er saa underligt,» saa sluttede hun, «naar Vorherre faar Tag i én, saa blir en hel forandret …»

Arne tænkte, at Gunda vistnok var kommen ind under en god og en heldig Indflydelse … disse Folk hun var kommen til havde ialfald faat Skik paa Gadetøsen – – hun førte sig pent og talte et pent Sprog …

«Hun vendte de store brune Øine mod Broren.

«Jeg var saa træt, du …»

«Træt?»

«Ja … træt … af alle Livets Skuffelser … nu har jeg faat det roligt …»

457Hun saa ud af Vinduet nedover mod Byen og sa:

«Hvilken trivelig Udsigt, du Arne.»

«Ja, her er pent, og saa frisk og godt – det er bedst at bo i Udkanterne.»

«Ja, det er det vist – – og det er svært saa de begynder at bygge …» Hun smilte, «Du vil jo bli Bygmester, du?»

«Ja, hvis jeg bare naar frem.»

«Vist naar du frem, Gut, … du vil bli en af de, der er med og bygger det nye Kristiania.» Stemmen var varm og freidig, næsten som dengang, da hun var en liden Jentunge og sa til Mor sin: «Det kan bli bedre siden.»

Lang Stilhed … saa spurgte Arne:

«Hvem er den Damen, der tog sig saa af dig og som skal gjøre saa meget godt?»

«Det er Enke efter en Overretssagfører, det er alt hvad nogen véd. Hun taler aldrig om sin Slægt og har vist heller ingen. Men hun er sød, kan du tro, og har vist været vakker, da hun var ung. Nu lever hun bare for at gjøre godt mod slige, som jeg har været.»

Saa begyndte Gunda at synge en aandelig Sang. Hun vuggede frem og tilbage med det lille mørke Hode, og Øinene saa stort ud i Rummet, mens hun med Foredrag sang Slutningsstrofen til hvert Vers:

«Rum, Rum, end Rum, O, skynd dig gaa just nu!»

458Nu var det noget af den gamle Gunda; thi den lette Melodi mindede om en verdslig Gadevise.

«Er du meget ude?» spurgte Broren.

«Ude? – – Ja men er jeg saa, det er ikke saa værst med Friheden, der jeg tjener … Jeg har Udlov hver anden Søndag og saa nogle Kvelde i Ugen.»

«Men da kunde du jo godt kommet hjem før?»

«Jeg har saa liden Tid til at gaa nogensteds. Det er saa mange Møder. Det har ikke været mindre end tre Landture i Sommer, foruden The-, Kaffefester og Basarer. Fru Bratvold har ogsaa været med og vi har havt det saa godt. Vi synger, taler og ber til Gud.»

Arne kunde intet direkte svare til dette. Han vilde ogsaa gjerne holde sig til Vorherre; men hans religiøse Liv havde udviklet sig i mere Stilhed. Det var en Plantning, der var spiret i hans Barnesjæl og som trivedes bedst i Skyggen.

Saa vidt som han forstod at gi’ sine Tanker Luft, sa han saa omtrent dette til Søsteren.

«Men du trænger Næring, du trænger Luft og Sol,» svarte Søsteren i en modbevisende Tone.

Arne sa’ ingenting, det var en underlig klemt Følelse, der overkom ham.

«Jeg skal si dig noget jeg,» sa Søsteren med en vigtig Mine; hun var i sin hele Optræden som et Ekko af Fru Bratvold, som hun saa op til og næsten forgudede, «jeg skal si dig, kristelig vakt har 459du nu aldrig været, det er i det høieste, en religiøs Paavirkning, som du er kommen ind under.» – –

Arne havde ingenting at svare … Han synes ikke dette var noget, som Søsteren kunde dømme om. Hun kunde da ikke se ind i hans Hjerte, hun vidste ikke hvormegen Glæde han havde havt af det, han hørte som Barn i Søndagsskolen, og hvordan Kirken enda var ham kjær; men han var intet Hængehode, og han likte ikke, naar Folk brugte Religionen som et ydre paahængt Klædesplag. Han syntes ikke om den Vending, som Samtalen havde tat og fandt ud, at Gunda var blit svært kry og indbildsk den korte Tid, hun havde været et skikkeligt Menneske. Han saa ikke dybt i Tingen, han Arne, og havde ingen videre Menneskekundskab. At en Pige, som Gunda, selv naar hun var kommen ind under Religionens Indflydelse, ikke vilde ha nok med det stille huslige Liv, men maatte ud mellem Masserne, i Støien og Uroen, se dette overtænkte ikke Broren saa nøie … Kjendte heller ikke til, at Livet paa de fleste store Omraader, religiøst, som socialt, er at ligne med et Karnevalsoptog, hvor Masken, for manges Vedkommende, først vil falde i Dødsstunden … Det var ogsaa, i de Aar som vor Fortælling nu omhandler, blit en Brydnings- og Overgangstid, hvor Familielivet traadte helt i Baggrunden, medens Samfundet eller det almene, blev det ene vigtige hvorom saa godt som hele Livsnerven pulserede. – For Gundas Vedkommende, da vilde der indtræde en Krise, en Reaktion. Efterpaa vilde hun føres ind i 460Stilheden, ind i Familielivet og da vilde først Kristenkjærligheden virkelig slaa Rod i hendes urolige Aand. Arne tænkte ikke saa dybt over Sagen; men uvilkaarlig faldt det ham ind, hvad han havde læst i sin Bibel, at der er de, som Vorherre ikke vil kjendes ved, naar de engang vil fremstille sig for ham. Tro hvem dette kunde være? … Det er klart, at det ikke alene er Gudsfornægterne, eller de rent verdslige … Skulde det være slige, der fortaber sig i Støien og Larmen, i Kristenlivets ydre Skin, mens Margen og Kraften blir væk? – – – Idet samme kom Madam Holm med Kaffekjedlen og et Fad med Vafler og afbrød Arnes Tankegang … Godt var det jo, at Gunda nu var kommen tilbage til Faderhuset, som det forlorne Barn, derom kunde der vist ikke være mer’ end en Mening.

Femogtrettiende Kapitel. Den nye Kapellan

«Han er jo kommen nu, den nye Kapellanen?»

«Det skal være en svær Kar til at præke» …

Slig gik det fra Mund til Mund i den Bygden paa Hedemarken, hvor den alderstegne Heidemann enda sad i sit Embede, som Sognepræst.

Det var vor Ven Harald Thoresen, der var blit ansat som Kapellan i R… og en vakker Sommerssødag skulde han holde sin Indtrædelses-prædiken.

I Præstegaarden var det trabelt, og megen Tilstelning som brugeligt paa Landet, ved slige Leiligheder. Der var indbudt til Middag flere af Bygdens Kakser, foruden Sorenskriveren og Doktoren. Og saa var det den lille vakre Frøken Ester Bratvold, Kapellanens Forlovede og hendes Mor, der var paa Besøg i Præstegaarden … Den ligefremme stille 462Frøken Ingrid Heidemann var lidt sky ligeoverfor disse fremmede Bydamer; de havde bragt med sig ind i Huset en ukjendt Duft, en Luftning fra Udenverdenen og Kulturlivet i den store By, som den gamle Præstedatter aldrig havde kjendt. Hun havde jo aldrig været udenfor sin Bygd. Hvor den lille Ester Bratvold dog beklagede hende. Tænk, aldrig befattet sig med noget, uden den gamle og Husstellet i Præstegaarden … ikke interessere sig for andet end Søm og Strømpestrikning, i det høieste et fint Broderi eller Hækletøi og saa læse … en Roman. Var dette Liv? … Ish, hvor væmmeligt, maatte hun ikke gaa rent tilgrunde? … Det var ikke frit for andet end at Frøken Bratvold ringeagtede eller langt oversaa Præstegaardens gamle Datter. Ja, Ingrid Heidemann, som Læseren vil huske fra hun laa i Vuggen, hun var nu blit gammel med enkelte graa Haar, medens hun de mange Aar, efter Morens Død, var gaat ud og ind i Præstegaardens ødslige Stuer … og bare havde havt sin gamle Far og Musikken at glædes ved. Men dette var hende nok; hun hørte heldigvis ikke til de urolige, higende Sjæle, og hun havde vist aldrig sunget med Bjørnson: «Undres mig paa hvad jeg faar at se over de høie Fjelle …» Hun havde altid været en god og en lydig Datter, der levede tæt indtil sin Far og sin Bygd, andet eftertragtede hun ikke.

Denne Søndagmorgen gik hun stilt, næsten lydløst ind i Farens Soveværelse … Oldingen var 463enda ikke staat op, han drak nu stadig sin Kaffe paa Sengen. Ingrid tog Plads foran Bordet og talte med den gamle Mand, om Middagen, de forskjellige Retter o.s.v. samt om Gjæsterne, der skulde komme. Hun var glad, at Overlærer Thoresen og Frue ikke var kommen, de havde meldt Forfald gjennem et høfligt Brev. Gamle Præsten var gjæstfrit anlagt og overmaade rask og rørig, tiltrods for at han var langt oppi de sytti. Han svarte Datteren ingenting, han forstod godt, at hun for sin Del havde mere end nok med de to Bydamer, der vist var adskillig fordringsfulde. Præsten var klog nok til at gi Samtalen en anden Vending og sa:

«Underlig du, at just han skulde bli Kapellan her?»her?»] rettet fra: her? (trykkfeil)

«Ja, hvorfor det Far?» svarte Ingrid aandsfraværende.

«Aa, du forstaar mig vel? Du husker vel, liksaa godt som jeg, siste Gang, da Harald Thoresen var her i Præstegaarden, det var jo efter at vi havde fundet ham saaret og bevistløs nede ved Elven, da Taterne havde forladt ham … Og du, du var jo paa Lindbu, den Dagen, da, han som Gut blev stjaalet af Taterne.»

«Ja, du har Ret Far,» svarte Ingrid tankefuld, «det er rart nok, hvordan det kan føie sig her i Livet.»

«Aa, ikke saa rart kan hænde … hvert Menneskes Liv er en Roman, ser du. Her er oftere Romaner i det virkelige Liv end de, der blir nedtegnet.».

464Ingrid tenkte, at der aldrig havde været ringeste Romantik i hendes Liv … alt var gaat sin jevne regelmessige Gang, som naar man trekker op et Uhr. Kanske den gamle Mand gjettede hendes Tanter; thi han sukkede uvilkaarlig og saa kjærlig medlidende bort paa Datteren, som vilde han si: «Stakkars Ingrid!» Denne afbrød Faderens tunge Tankegang ved at si:

«Hvordan liker du ham saa?»

«Min nye Kapellan, mener du?»

«Ja, hvem anden?»

«Aa,«Aa] rettet fra: Aa (trykkfeil) jo, saamen … han skal være en dygtig Predikant, sies det. Men for mig er han noget for alvorlig pietistisk, og det skal ogsaa være Forældrenes Mening, derfor tror jeg heller ikke, de er kommen hid til i dag … Vi eldre Præster og Lærere har tat det paa en hel anden Vis. Vi er mere menneskelige, men derfor kan vi staa Guddommen lige nær. Jeg for min Del har nu altid holdt mig til Pauli Ord: ‘Alt er mig nyttigt; men jeg maa ikke la’ mig beherske af noget.’ Paa den Maade har jeg kunnet glede mig med Menneskene, og tat Del ogsaa i Selskabslivet …»

Oldingen havde talt sig varm – han drak sin siste Kaffesturk, inden han fortsatte: «Forresten er vist Thoresen en meget bra Mand, som Menneske skal han tilhøre en friere Retning, og de fattige og forlorne skal ligge ham varmt paa Hjertet. Jeg haaber, han vil bli min Efterfølger i Embedet, naar jeg om nogle Aar vil ta Afsked.»

465«Da skal du og jeg i al Stilhed trække os tilbage til ‘Alders Hvile’»,Hvile’»] rettet fra: Hvile» (trykkfeil) sa Ingrid, hun mente til en Gaard høiere oppe i Sognet, som Præsten for mange Aar siden havde kjøbt og givet dette betegnende Navn.

«Ja, svarte den gamle med et Suk, «der vil jeg bo, naar min Arbeidstid er tilende, og der skal du bo, naar jeg er vandret bort.»

«Da vil det bli en anden Skik her i Præstegaarden, du Far. Jeg mener hvis Thoresen blir din Efterfølger … Hans Tilkommende, er en Fremskridtskvinde. Hun vil nok sætte Huset og hele Bygden paa Ende, kan du tro. Hun taler bare om nye ‘Reformer’, om at ‘slaa Hul paa Væggen, at Lyset og Luften kan trænge ind i de gamle stængte Rum’ og mere i den Tur, som jeg hverken forstaar eller kan være med paa.»

«Du liker ikke den unge Dame?»

«Aa jeg ved ikke. Hun er for overmodig og alt for lidet kvindelig og huslig. Da jeg saa hende som Barn, var hun rigtig sød; men som voksen Dame, er hun langtfra … noget for mig …» Ingrid gik ud, hun maatte passe nøie paa i Kjøkenet; thi nu skulde der tænkes paa, til hvilken Time den svære dobbelte Gjødkalvesteg skulde sættes ind i Ovnen, og det var snart paa Tide at begynde med Tillavningen af Karamelpuddingen …

Men oppe i Privatkontoret gik en høi mørk Mand og maalte Gulvet med lange Skridt, det var Harald Thoresen. Blikket var blødt, næsten tilsløret, 466thi Stunden var alvorlig, mens han i Tankerne beredte sig paa for første Gang at tale til sin nye Menighed. Paa Bordet laa Bibelen opslaat, og den unge Mand havde nylig været hensunken i stille Bøn. En og anden Gang saa han ud af Vinduet … over til den anden Side Elven … og der kom op i ham et dunkelt Minde om den Dag da han hvilte der paa Grønsværet – – – sammen med den unge Taterpige – og hvordan hun siden stak ham med Kniven … Hvor mon hun nu var, den Stakkar, han havde rent glemt hende, lige til nu, da han ved en underlig Førelse var kommen som ung Præst til denne Bygden … Da bankede det med ét paa Døren … Thoresen fór sammen, hvem var det som kom og forstyrrede ham? … Han nølede lidt, inden han gav Vedkommende Tilladelse til at træde ind … Var det kanske et Bud fra Præsten? … Nei, det kunde kun være én, der vovede at forstyrre ham i en saadan Stund. Halv uvillig udtalte han det brugelige: «Kom», og Ester Bratvold stak snart efter sit mørke Lokkehode indad Døren.

«Kanske jeg forstyrrer?» spurgte hun stilfærdig, da hun la Mærke til sin Forlovedes alvorlige Mine.

Harald svarte ikke direkte.

«Er det nogenting du vil, saa faar du, fatte dig lidt i Korthed; du forstaar, at jeg er optat med min vigtige Gjerning idag».

«Jeg trodde du studerede din Præken igaar?»

«Det gjorde jeg … men i en saadan Stund 467som nu, er det meget andet, som kalder til Alvor … Det er et særegent Kald at gaa ind som Guds Tjener til en Menighed …»

Haralds dybe Stemme lod som en høitidsfuld Gravrøst, mens de mørke Øine lyste … Det livlige, lidt skøieragtige Udtryk var ikke mere det fremherskende naar han nu betragtede sin Tilkommende. Ester syntes formelig, det føltes uhyggeligt … og hun blev staaende sky og fortænkt henne ved Døren; men hun var en Kvinde, der formaadde at beherske en Situation, og hun svarte i en livlig Tone:

«Guds Tjener, sier du?»

«Ja», kom det lidt forundret.

«Er ikke det et feilagtig Udtryk. Jeg trodde du skulde være en ‘Ordets’ og en Menighedens ‘Tjener’».Tjener’»] rettet fra: Tjener» (trykkfeil)

Harald saa op – overrasket. «Det blir vist det samme.».

«Ja, lad os ikke disputere … naar bare I Præster ikke vilde være saa … saa inderlig tørre, saa rent ophøiet over det almene.»

«Hvad mener du?»

«Jeg mener naturligvis, at I mere end før bør søge at gaa ind i de rent menneskelige Forhold med eders Prækener. I skulde slet ikke præke. … præke er i Grunden et kjedsommeligt Ord. I skuldes tale … tale til mig, til hver enkelt, til den husvilde Mand og den fattige Kvinde … men det er dette som I ikke gjør. I præker bare Theologi.»

468Efterhaanden som Ester talte, antog Harald Thoresens bløde fine Træk et strængt, isnende koldt Præg. Han slog Armene overkors og svarte næsten haardt og temmelig overmodigt:

«Det er noget du ikke forstaar, lille Ester.»

Ester blev slaat ved Overmodet og Kulden. Hun sa med en liden Haanlatter:

«Tror du ikke det? … Ja, ja … men naar I saa bare ikke vilde lyve … og spille Komedie.» Der laa en forfærdelig Bitterhed i Tonen.

«Spille Komedie?»

Harald traadte sin Forlovede et Skridt nærmere.

«Ja, hvad er det vel andet, eller hvad vil du kalde det, naar I ved Konfirmationen vil tvinge alle til at aflægge Løftet … og naar Ægtefolk skal svare ‘ja’ til Spørsmaalet, om de har beraad sig med Gud, enten de saa har gjort det eller ikke … Og naar I ta’r Penge, for at holde smukke Ligtaler …»

I dyb Taushed veg den vordende Præst, nogle Skridt tilbage; men han følte det som et Sting i Hjertet og vidste at nu var der kommen en dyb Kløft mellem ham og hans Forlovede. Kom hun da for at udfordre ham? Han havde nok længe vidst, at hun nærede barokke Ideer, men slig havde hun da aldrig talt … Og hun skulde være opdragen, af en kristelig Mor? … Han forstod det ikke. Fru Bratvold havde vistnok givet Datteren altfor megen Frihed? Hun var kommen for dybt ud i Kvinde- og Fremskridts-Bevægelsen. Og hun … hun skulde 469bli hans Hustru og Præstefrue paa Landet. Han formelig gyste; han kunde kun haabe, at hendes Idealer vilde bli glemte og gjemte for altid, naar hun blev gift … Høit sa han:

«Men hvad vil du mig? Er det for at si mig disse ubehageligheder, at du er kommen?»

«Nei, ikke egentlig det … det skulde jo forresten ikke være ubehageligheder, det som er den rene Sandhed … men jeg kom nu bare for at tale med nogen … Naa Gud, her er saa trist! …»

«Ja ja; men idag faar du la mig ha Ro, jeg er optat …»

«Optat, … sa du optat? … Ja det er med dig selv og dit eget, du er optat … Slig vil det bestandig bli, mens jeg vil gaa her alene …» Stemmen lød hul og tung. «Du Harald» – fortsatte hun – «det er jo du, som vil agere Frihedsmand?»

«Ja – – jeg tror ikke, jeg elsker Tvangen –» det kom lidt usikkert. – –

«Ja, ja kanske ikke … men det som du og Mama driver med, at besøge syge og fattige og opreise de faldne, det er intet helt Frigjørelsesarbeide.»

«Ikke det?» –

«Ja kanske aandeligt – – men her er meget, meget mere at gjøre. …» Hun slog ud med Haanden. «Det er Kvinderne og Arbeiderne, hvad har du gjort for os?»

«Jeg vil gjerne være med og hjælpe Arbeiderne 470til sin Ret … Men jeg vil staa paa Lovens og Kristendommens Grund.»

«Hm, saa blev det Tvang alligevel … for Lovene skal jeg si dig, de indeholder mange Tvangsinstitutioner … Og Kvinderne da – – Kvinderne? Ja vi, vi skal gaa tilgrunde?» …

Hun sprang fort ud for at skjule sine frembrydende Taarer.

Harald Thoresen kaldte hende ikke tilbage. Han fortsatte sin Vandring op og ned ad Gulvet, og nu var hans Skridt og hele Holdning urolig. Han begyndte at tænke, at Ester og han i Grunden passede lidet for hinanden, og at slige lange og tidlige Barneforlovelser i de fleste Tilfælde var uheldige og noget stort Tul … Men bryde med Ester kunde han ikke, dertil var Forholdet bleven for gammelt. Hvad vilde vel Fru Bratvold og deres hele fælles Bekjendtskabskreds si til et sligt Skridt fra hans Side? … Nei, det gik ikke an … Den dæmpede Røst, der stundom hviskede om tabt Livslykke og et ulykkeligt Ægteskab, søgte han at dysse til Ro i Overbevisningen om, at Vorherre nok var den, der kunde lage alt til det bedste … Han saa ikke, at Ester, der engang havde elsket ham saa høit, nu var gleden rent fra ham og op i noget helt andet. Han havde kun en dunkel smertelig Følelse af, at ogsaa han gik sine egne Veie og pinte baade sig selv og hende ved i det ydre at ville holde fast ved et Baand, der i indre Henseende forlængst var bleven løst … Nede i Præstegaardens store Stue, sad Fru 471«Heloise» Bratvold med en ny Prækensamling i Haanden; pludselig, som ved en indre Indskydelse slog hun om mod Titelbladet og her læste hun, paa første Side: «Heloise Bratvold …» Hendes Træk formørkedes og hun slog hurtig Bogen i. «Uh» … «Heloise …» det er godt at ingen kalder mig slig, det er jo en Løgn … og «Helene» var bare som et Slængord … Men hvad heder jeg? … Aa hvilken Løgn … Er da hele Livet bare sammenkjedet af Bedrag? … Og jeg … jeg som vil leve … kristeligt? …» Hun sukkede dybt. Hun saa enda ganske godt ud, var bleven forladen og friskere, end i sit ægteskabs første Aar; men Haaret var næsten ganske hvidt, saa det var umuligt at kunne afgjøre den oprindelige Farve.

Nu kom Ester ind.

«Mama, Aa gid, hvor her er kjedeligt.»

«Ja, her er ikke meget triveligt, det kan du ha Ret i Barn. Vi er jo for det meste alene. Præstefrøkenen er bestandig optat med Husvæsenet, og vi to har intet at ta’ os til …»

«Nei Mama, du har ingen Syge at besøge. … ingen ‘Møder‘ og jeg … ja jeg min stakkar … Kjæresten min, han gaar rent op i sin Theologi.»

«Ja, det faar du ikke undres over.»

Fru Bratvold var bekymret over, at hendes Datter ikke eiede Spor af religiøs Følelse … hun 472var jo saa godt som Fritænker, og derfor gik de to Kvinder, Mor og Datter, hver sine Veie. Men Fru Bratvold var klog nok til aldrig ligefrem at ytre noget om dette. Hun vidste, at det ikke vilde føre til noget, uden at skille hende enda længer fra Datteren, og tiltrods for de forskjellige Interesser, saa havde der altid været et kjærligt Forhold mellem Mor og Barn.

«Mama», sa Ester, «ved du hvad, («hvis», med et vist Eftertryk), «hvis jeg blir Præstefrue her, saa vil jeg slaa Væggen ud til Præstegaardens lumre Stuer … og du Mama, du kan bli her og holde Basarer og ‘Møder’ ude i Sognet.»

Fru Bratvold fandt Ideen ganske god. Her kunde bli et stort Arbeidsfelt, og det var jo engang hendes Livsmaal med gode Gjerninger at sone sit tidligere Syndeliv …

Men Ester fortsatte:

«Og du Mama, saa vil jeg holde Foredrag om Sport.»

«Om Sport?»

«Javist, for ser du nu blir Sport meget yndet. I Byen er enda Skøiteløbet det mest gjængse; men heroppe maa det bli Skisport. … Bondejenterne, de har længe løbet paa Ski ad de vide Strækninger, Gaard og Grænd imellem, oppe i Heierne. Der er en Bygd i Bergens Stift, hvor Mand og Kvinde maa bruge Skierne for at naa frem til Kirken ved Vintertide.»

473Fru Bratvold smilede. … Ester var sød, mens hun stod der i sin lyse Sommerdragt og med det lokkede, mørke Hode.

«Ved du hvad jeg vil si, du Mama?»

«Nei …»

«At Skisport er en Fremtidssag … noget nationalt, som ogsaa vil bli helt optat af Byfolk. Du skal se, det vil bli saa. Det ene vil følge af det andet, – Udviklingen gaar sin jevne Gang; men her er mange, der ikke vil forstaa dette.»

I samme Øieblik kom Præstefrøkenen, fulgt af en Pige, ind i Stuen for at dække Bordet. Gjæsterne skulde ifølge Landsens Skik gjøres tilgode med en varm Frokost, forinden de begav sig til Kirke … Frøken Ingrid gik bare op i Madstræv … hun var en ren Modsætning til de aandsvakte Damer, der var blet hendes Gjæster. Disse tænkte med en vis Ironi, at den eneste Afveksling paa Landet oftest bestaar i at spise. …

Kapellanen undlod at komme ned og deltage i Maaltidet. Han, der i næste Øieblik skulde ud og tale til – Menneskene vilde ikke la sig forstyrre af Mennesker. … Men hans Forlovede sad og ærgrede sig. «Hvilken Egoist, hvilken Tørpind, hvilken Vriompeis», tænkte hun, mens der kom noget over hende som en Frostrid.

Seksogtrettiende Kapitel. I Rædsel

Det var fuldt af Folk paa alle Kirkeveie hin Søndagsmorgen.

Alle, som kunde det, vilde ud og høre den nye Kapellan.

Pastor Heidemann havde aldrig været nogen Stortaler, og den forrige Kapellan havde heller ikke tilfredsstillet de mest billige Fordringer i saa Henseende.

Man var saaledes ikke videre godt vant der i Sognet.

Den store Skare af Kirkefolk gik denne Søndag med forventninger om, at den nye Pastoren, som de havde hørt skulde være aandsvakt og en bra Mand, idag vilde si noget, der gik til Hjertet og passede for hver især i den trange Bygden. Ragnhild Lindbo var ogsaa mellem Kirkefolket. Hun var nu en ældre Enke.

475I mange Maader havde hun følt det som en Lettelse, at det ulykkelige Ægteskab ændelig var opløst. Hun havde været fri i flere Aar … Erling Brun, hendes Ungdomselsker, han kom jo aldrig igjen; og for sit tabte Barn bar hun stedse en dyb og en uovervindelig Hjertesorg. Dette havde røvet hende al hendes Energi og Arbeidslyst og tidlig gjort hende til en gammel livstræt Kone. At hendes Fædrenegaard, paa Grund af hendes liden Arbeidsdygtighed og Virkelyst var blit saa forgjældet, at den snart ikke stod til at redde, det var noget, hun meget lidet bekymrede sig om. Det fik gaa som det kunde … «Det hænger vel ihob saalænge til det engang ramler … Verden er saa bare en Jammerdal alligevel», var gjerne hendes Valgsprog. …

Idag var hun i Kirkeveien. Det var længe siden, hun sist fór den Veien, og saa fik det nu engang bære til. Da hun naadde frem, gik hun stille og andagtsfuld ind i det ærværdige gamle Gudshus og tog Plads mellem Mængden. Hun kom sjelden i Præstegaarden og havde ingen Rede paa, hvem det var, der var blet Kapellan hos Gamlepræsten. Vidste bare, det var en ny Mand og skulde være en Stortaler. Hun anede minst, hvem hun skulde faa se, medens hun med alle øvrige saa op mod Alteret i spændt Forventning. …

Der stod den unge Præsten og messede:

«Herren være med eder!» … og Koret svarede skjælvende og uharmonisk:

«Og med din Aand!»

476Ragnhild Lindbu hørte ikke mere, saa ikke mere. Hun fik ondt. Den lueforgyldte Altertavle … Disken og Kalken paa Alterbordet … – Gallerier og Billeder, ja hele Menigheden gik rundt for hendes Syn. Men Ungepræsten, som han stod der i fuld Ornat, antog i hendes Øine Erling Bruns Træk og Skikkelse. Med et hvinende Skrig, der gav Gjenlyd mellem de hvælvede Buer, sank Ragnhild Lindbu om i den nærmest siddendes Arme.

Der blev stor Forvirring. Flere reiste sig. En Bænk, en Stol, eller hvad det nu kunde være, ramlede.

Der raabtes paa Vand fra flere Kanter.

Enkelte opskræmte, der ikke forstod Ophavet til dette Staak, strømmede hurtigt ud af Kirken. De trodde, det var en Ulykke, som stod paa, og det var nær ved at bli Panik eller et almindeligt Virvar.

Men saa gik Præsten frem i Kordøren og raabte: «Stille Venner! … Stille! det er ingen Fare; bare en som er blit syg …»

I det samme istemte Klokkeren og Sangkoret en Salme … mens Orgelet slog ind med sine dybe Akkorder. Det blev snart Ro; men Stemningen blandt Menigheden var trykket. Det gik som en Hvisken, et stille Brus, gjennem Forsamlingen, da Klokkeren og et Par Mand bar Ragnhild Lindbu besvimet ud i Sakristiet …

Hun slog Øinene op … En Kone badede hendes Tindinger med Vand, og Harald Thoresen stod bøiet over hende.

477«Gudsfred kjære Kone,» sa han med dæmpet, mild Røst, … han vilde sige mer, men blev afbrudt af Ragnhild, der værgede for sig med begge HænderHænder] rettet fra: Hænder» (trykkfeil) …

«Lad mig bare komme hjem, fort … hjem hjem!»

«Vi vil hjælpe Dem ind i Præstegaarden, De er jo en Slægtning …» Det var Præsten som talte; men atter blev han afbrudt:

«Nei, nei … ikke der …» Ragnhild forvred Ansigtet som i Smerte, slog Hænderne for Øinene og brast i Graad.

«Stakkars Kone, hun er vist meget syg …» Med en betegnende Bevægelse til Medhjælperen: «Er Forstanden klar?»

«Saavidt jeg ved.»

Imidlertid var nogen sprunget ud og havde sørget for, at Lindbuhesten blev forspændt, og Ragnhild kjørtes bort …

Præsten blev igjen i underlige Tanker … denne Scene, der havde grebet ham stærkt bidrog til at lægge Alvor og dyb Følelse i hans Præken …

Fra den Dag var Ragnhild Lindbu syg – syg paa Sjæl og Legeme. Hun laa den meste Tid tilsengs og gad ikke arbeide eller ta sig til med nogenting. Doktoren blev hentet; han erklærede Ondet for Nervøsitet, som nok kunde overvindes gjennem en stærk Villiekraft; nogen egentlig Sygdom kunde han ikke opdage, at det var. Han anbefalede Adspredelse og et virksomt Liv.

478Men Ragnhild Lindbu kunde ikke ta sig sammen … Hun kom altid tilbage til samme Tanke:

Skulde det være muligt, at den nye Kapellan var hendes eget Barn, som hun harde baaret under Hjertet og født til Verden i al Hemmelighed? Var han, eller var han det ikke? Hun pintes stadig af disse Tvil … Hun huskede altfor godt Modermærket, hun havde set paa Harald Thoresens Skulder, den Gang han var en Gut og laa syg i Præstegaarden … Men kanske det hele likevel var Selvbedrag, en Indbildning eller Foster af hendes syge Hjerne? Var hun gal, eller holdt hun paa, at bli det. Hun vidste det ikke; men hun bare ønskede, at hun maatte faa dø. …

*

De store Bygninger paa Lindbu, der engang havde været en Pryd for Bygden, laa der forfaldne og malingbare. En stærk Vestenvind fór hvinende om Hushjørnet, rystede de gamle Gavle og raslede i Veirhanen paa Ladebygningen. I de store Lindetræer i Haven havde en Hubro sit Tilhold. Mellem Vindens Susen lød dens uhyggelige Klæ…hvidt! … klæhvidt!

Det var i en slig Stund, at Harald Thoresen og Frøken Heidemann kom til Lindbu, for at høre til Konens Befindende.

«Huf» sa Frøken Ingrid gysende … «jeg 479synes dette er fælt, … hvorfor skyder I ikke Hubroen dernede i Lindetræet?»

«Ingen kan faa den fat … den varsler Lig skal jeg si Dem, Frøken,» svarte Stuepigen. «Den var her akkurat for fire Aar siden, kort forinden Husbond døde.»

De blev vist ind i Storstuen, hvor en øde Lugt slog imod dem.

De tog Plads et Øieblik, og med en eiendommelig vemodig Følelse mindedes Harald den Dagen, da han sist havde været her. Stuen var aldeles uforandret i det hele Arrangement. Det saa ud, som om ikke en Stol havde været flyttet. Pigen kom ind igjen med den Besked, at «Mor» ikke var nogensteds at finde. En Jente havde set hende gaa ned mod Fjøset netop i dette Øieblik, men nu var hun der ikke …

De fik ikke Tid til at svare. Stuepigen havde ladet Døren aaben efter sig, og ind fór en overmaade stor Hund i voldsom Gjøen. Stupigen vilde jage den ud …

«Fy Pasop, vær rolig …»

Men Hunden blev værre, den tudede, bed Stupigen i Skjørtet og vilde trække hende henimod Døren.

«Noget maa være paafærde,» sa Harald Thoresen. «Tror Dere, at Mor …»

«Jeg tror ingentig; men slige Dyr er kloge.»

«Gud i Himlen, lad os straks gaa ud … og 480se, hvad det kan være,» raabte Ingrid skrækslagen.

En rædsom Tanke havde grebet hende.

De gik ud … og Hunden sprang gjønde foran dem, indtil de naadde Brønden bag Fjøset. Her stansede den tudende og fór atter bort til Stupigen – den saa paa hende, liksom bedende med sine store vandagtige Øine.

«Store Gud, vi maa sokne i Brønden», raabte Ingrid hændervridende …

Flere af Tjenerne var nu kommen til, og alle stod stive og maalløse af Rædsel.

Gaardsgutten kom med et Reb og om et Par Minutter havde man trukket den ulykkelige Ragnhild Lindbu op af Brønden. Heldigvis var Brønden ikke meget dyb og ikke særdeles vandholdig ved denne Tid af Aaret.

Ragnhild blev baaren ind i Huset … Hun saa ud som en død; men de haabede, at Livet enda hang i hende.

Oplivelsesmidler blev forsøgt, og om en Stund slog hun Øinene op. Ingrid gjorde Øine til Kapellanen, at han skulde fjerne sig; kanske vilde ikke Moster taale, at se nogen fremmed just nu.

«Hvorfor kunde I ikke la mig faa dø»? sa hun i en hjertesaar Tone. «Jeg har ingenting at leve efter, en ensom Stakkar, som jeg er.» …

Ingrid forsøgte at tale hende tilrette og blev paa Lindbu til næste Dag; men Kapellanen reiste hjem … Denne Kvinde hørte til hans Menighed, 481var en af hans Faar; men hvordan skulde det lykkes ham at faa Tag i en slig søndret og ulykkelig Menneskesjæl? … Han lovede sig selv, at han snart vilde reise bortom Lindbu igjen … Mor Lindbus Maade at være paa havde ogsaa vakt hans Nysgjerrighed. Hun maatte bestemt bære paa en mørk, knugende Hemmelighed …

Men Dagen etter at Ulykken var hændt, stod Ragnhild Lindbu op og gav sig med Iver til at stelle i Huset, som hun ikke havde gjort paa meget længe. Dog var der over hende en forunderlig Uro eller en nervøs Hast, og hun skjalv i Mælet, da hun sa til Ingrid:

«Du kan reise hjem til din Far nu – jeg trenger ingen … og den Bykaren, den Kapellanen han behøver ikke komme her mere …»

Hun tog en Melkeringe ned af Hylden og gik ud i Kjøkkenet med sin sedvanlige kolde, stive Holdning.

Der var ingen der vovede at hentyde til Gaarsdagens Begivenhed. Ragnhild var akkurat som før, bare lidt blegere og mere skarp i Stemmen …

Syvogtrettiende Kapitel. Høit paa Straa

Det er en deilig Sommersøndag mindst et Par Aar efter de Begivenheder, vi behandlede i forrige Kapitel.

Paa et af de smaa Dampskibe, der gaar til Bygdø, finder vi et muntert Selskab. Det er en ung, smuk Mand i lys Sommerdress samt to andre Herrer og tre Damer, en gammel og to ganske unge, meget vakre og pyntede …

Selskabet sidder i livlig – af og til lidt hviskende Samtale paa det overfyldte Dampskibsdæk … Herrerne røger sine Cigarer, og imellem klinger de unge Pigers trillende Latter, mens de nyder den friske Søluft og ser ind mod Byen og Fæstningen, der danner et udmærket smukt Prospekt.

Selskabet tar iland ved «Rodeløkken» (et bekjendt Forlystelsessted ved Bygdø). Dengang som nu er dette en stille Plet midt i Skovens Ensomhed, 483hvor der kommer færre Mennesker, og hvor en er sikker paa at kunne ha det lidt mere for sig selv.

«Nei du, Mor, la mig ta Kurven, den er for tung for dig», sa den unge Mand i den lyse Sommerdressen, da de skulde stige iland.

Den aldrende Dame slap øieblikkelig Taget og overlod Kurven villig til Sønnen.

Kanske Læseren vil ha adskillig Vanskelighed for i disse Mennesker at gjenkjende Madam Holm og hendes Søn Arne; det er jo under svært forandrede Omstændigheder, at vi ser dem igjen. Madam Holm er nu pyntet i en flot lys Kjole og en fin Kaabe samt en liden fjong Tylshat, der sidder paa tre Haar over en stor Løsflette, som danner en moderne Frisur. En kan i dette Tilfælde med Sandhed si, at Tiderne forandrer sig; thi det er ikke mere den Marie Holm, der bodde i Elvegaden og gik i Laser og Filler, uden at eie Mad til Munden. Heller ikke er det den tarvelige Madam Holm paa Kampen, der sprang sine Ærinder i Skjørt og Trøie og med et Par nedtraadte Sko.

Familien er nu blet velhavende, takket være Literat Møllers Testamente. De bor paa Grünerløkken, hvor Arne har leiet en pen Leilighed paa to Værelser, Entre og Kjøkken. Arne er fremdeles en ordentlig og paapasselig Fyr; han ser vel efter, at der ikke bruges mere end Renterne af den lille Kapital, og han er arbeidsom og driftig; han skofter knap en Arbeidsdag, og har nu lært saa meget eller uddannet sig saa vidt, at han kan realisere sin yndlingstanke, 484at være med og bygge «det nye Kristiania». Han er glad i at samle Kundskaber: det rent tekniske er jo hans Hovedfag, men han læser ogsaa meget og tar ivrig Del i Politiken og alle de Spørsmaal, der er kommen op i Tiden. Han er Frihedsmand med Liv og Sjæl. Det er med en vis Stolthed, at han regner sig til Arbeidernes Klasse – – og til det store Arbeiderparti, som i de Aar stærkt begyndte at røre sine Kræfter.

Hans Mor derimod er adskillig naragtig. De gode Dage har gjort hende magelig og korpulent. Hun ser ud som en gammel Matrone og vil svært nødig mindes om sin tidligere Armod, eller om alt sit gamle Slit. Af den Grund undgaar hun saa meget som mulig alle Sammenstød med Fru Anna Gunstad og Frøken Jansen; thi det er ikke frit, at disse minder hende, med en vis Ironi, om hendes Fortid. Men et Par Gange om Sommeren og hver julaften kjører hun ud til Byens Kirkegaard; her besøger hun to Grave, det er Jakob Holms og Literat Møllers. Den sist nevntes Hvilested er prydet med et Monument, som Arne Holm pligtskyldig har ladet reise, og her fælder den tidligere Marie Svensen et Par Taknemlighedstaarer, efter at hun skyndsomt har lagt en Krans ned paa Jakob Holms Grav. … Hun vil ikke engang huske alt det onde, hun sled med Jakob; men om Literaten sier hun med et lidet Suk: «Herregud, det er da ham vi skylder alt, hvad vi har.»

Hun og Arne er fremdeles ene to. Gunda kommer sjelden hjem, hun holder sig fremdeles til de 485religiøse Folk; hendes Mor og Arne er altfor verdslige efter hendes nuværende Opfatning. Til Ragnvald har de heldigvis intet hørt, siden han reiste; de antar, at han er strøgen ud af Landet. …

Madam Holm er blet mærkværdig kvik og livlig paa sine gamle Dage; hun er ofte ude paa Fornøielsesture. «Det er godt at komme lidt ud», sier hun, og derfor vil hun ogsaa bli med til Bygdø hin vakre Sommersøndag, hvormed vi begyndte vort Kapitel. …

Arne havde helst reist alene med sin Forlovede, Frøken Østmo, ældste Datter til Kjøbmand Østmo i Storgaden … Men Moren var opsat paa at bli med, og den gamle Nar er ikke god at slippe. Nu maa Arne slæbe ei alene paa den tunge Nistekurv, men ogsaa paa Moren, der hænger sig pustende og stønnende ved hans Arm op den tunge Bakke. Med en vis Misundelse ser han Antonia Østmo i ivrig Samtale med Musiker, tidligere Handelsagent Eckhart. Lidt længere tilbage kommer Handelsfuldmægtig Østmo og Frøken Vik, en ung, livlig Forretningsdame, der ler, saa hendes trillende Pigelatter gir rungende Gjenklang i Skogen.

«Isch, hvor det er ærgerligt», tænkte Arne, han gad neppe svare Moren paa alle hendes dumme Talemaader og Udgydelser; han vilde jo helst more sig med de unge, og vidste ikke hvad slige gamle Mennesker vilde ud efter. … femtiaarige Kjærringer mellem Ungdommen, uh, hvor væmmeligt.

Han var glad, da de endelig var kommen tilstæde paa et lidet Bakkeheld lige i Skogens Udkant. …

486Arne bestilte Kaffe, og nu kom Nistekurven frem. Det var Madam Holm, der havde hele Æren for denne. Hun bredte en skinnende hvid Dug paa Bordet foran Bænkene og tog frem de lækre Smørrebrød samt et godt Flaskefor; det saa ud til, at hun vilde betænke Selskabet rigelig.

Da Kaffen var drukken, under megen Latter og Spøg, sa hun:

«Jeg har ogsaa en Dessert, men kanske Selskabet vil vente til i Kveld Jeg ved ikke? …» Hun saa uvis spørgende henimod Sønnen.

«Hvad er det, du har?» spurgte Arne.

«Rumpudding.»

«Rumpudding, det er charmant … De er virkelig opfindsom, bedste Frue,» ytrede den forhenværende Handelsagent i en galant Tone …

«Men den passer ikke efter Kaffen.»

«Nei kanske det, saa gjemmer vi den til Aftenstid,» svarte Madam Holm i en lidt skuffet, misfornøiet Tone.

«Med Fruens Tilladelse, saa tar vi en liden Bid nu,» raabte flere Stemmer i Kor.

Hr. Eckhardts hvide Tænder løb formelig i Vand.

«Charmant, charmant,» raabte han … «Rumpudding er min Livret, Fruen kunde ikke træffe det beleiligere.»

Marie følte sig smigret, hun fik i en Fart Puddingen op af Kurven og serverede den i smaa lækre Portioner. Hun havde ingen Saus, den lod sig 487ikke godt transportere; de fik bruge Kognak og Sukker, det skulde være høist moderne.

«Nei, ved du hvad Mor, det er til Plumpudding, de bruger Kognak eller Rumsaus,» indvendte Arne.

«Aa jagu gaar det akkurat ud paa ét, Gutten min … Rumpudding eller Plumpudding.»Plumpudding.»] rettet fra: Plumpudding » (trykkfeil)

«Det er som Smør og Uld i en Pose, men – – charmant Frue, charmant,» sa Hr. Eckhardt og viste atter sine hvide Tænder. – – Han lignede næsten en vel dresseret Puddelhund, som han sad der med sit mørke krusede Hoved og den lyse Modedragt, der sluttede altfor tæt om hans tykke Person.

De unge Damer sad der sørgelig forpint af Latter; men Arne var alvorlig, – han likte ikke, at hans Mor blev til Nar for Selskabet. Den Puddingen skulde hun ikke tat med. Han vidste paa Forhaand, at Moren ikke var nogen stor Mester i den høiere Kogekunst, og han fandt Puddingen betænkelig stærk … Han la mærke til, at de unge Damer og Hr. Østmo indtog blot et Par Skefuld, selv kunde han slet ikke med den, den virkede, rent ud sagt, berusende.

«Aa gid! – – tænk Pudding midt paa klare Eftermiddagen hi, hi,» fniste Frøken Vik med Armen om Venindens Liv.

«Tys da Ellen, husk vi er paa Landtur, og at alting passer …»

«Ja, nu skal vi slaa Gjækken løs, Smaapiger», 488mente den vordende Musikdirektør … med et bredt Smil; han havde hørt den siste Del af Samtalen.

«Hvor meget Rum har du brugt?» hviskede Arne halv sagte til Moren.

«Aa,» svarte denne ganske høit, «jeg tog jagu en Helflaske. Den vesle Draaben, som Kogebogen anviste, den kunde ikke bli til nogenting. Ja, der havde vel smagt ‘Fugl‘ af den, som en sier, vist ikke mer heller.»

Damerne formaadde ikke at holde Lattermusklerne stive. De var forlængst sluttet med at spise, mens Arne med en vis Skræk og indre Harme saa til, hvordan hans Mor og Hr. Eckhardt indtog betænkelig store Skeer af den farlige Ret. Han syntes allerede den begyndte at virke … I Hast fik han Puddingen transporteret ned i Kurven.

«Vi faar gjemme Resten til ikvæld,» sa han i en undskyldende Tone. Hans alvorlige Mine, i Modsætning til Selskabets Munterhed, gjorde et komisk Indtryk. De unge Damer lo fremdeles med de parfumerede Lommetørklæder for Munden.

«Det var en heldig Idé, at Fru Holm tog med den Puddingen, ellers havde vi ingen Morro faat,» sa Frøken Vik fnisende.

«Er det Puddingen I ler af?» spurgte Madam, Holm, «var den ikke god?»

«Udmærket … udmærket,» svartes der i Kor, kun Arne forblev taus.

«Ja, det er rart med de unge Piger, de kan le af alting. Jeg husker nok fra den Tid, jeg var ung, jamen gjør jeg saa.»

489«Ved De hvad Frue;» raabte den vordende Musiker. «Deres charmante Pudding fortjener et Glas Sherry efterpaa.»

«Ja, Sherry, lad os faa en Sherry,» raabte Damerne, der var blit muntre.

Arne var den, der skulde fylde Glassene, og han skjænkede kun en ganske liden Draabe i Morens Glas … Mærkelig hvor dog Moren var ustadig – – før havde hun ivret adskillig for Afskaffelse af stærke Drikke og flere Reformer i lignende Retning; men nu kunde hun godt ta’ et Glas med, og drak altid for meget, naar hun var ude i Selskab.

«Skal det nu være Sherry?» sa hun med et ubehageligt Smil.

Arne rynkede Panden, Damerne lo og fniste. Men den forhenværende Handelsagent reiste sig med en flot Mine og slog til Lyd paa Glasset:

«Jeg foreslaar, at vi drikker Damernes Skaal og den vil vi henvende til Festens Dronning, Fru Holm …» med en let Bøining henimod denne Dame. Marie rødmede, saa gammel hun var. Tænk, at bli kaldt Frue, det var jamen «grepa» – «han skulde se op nu, han Jakob.»

Eks-Handelsfuldmægtigen eller den vordende Musikdirektør fortsatte i en høi Tone:

«Hvad er Kvinden?» – atter et dybt Buk for Madam Holm mens den unge Østmo skraalte i:

«Lad dadle Kvinderne hvo vil …»

«Hys da Gut … Hvad er altsaa Kvinden? 490Svaret ligger nær. Hun er Sjælen i vort Liv, Solskinnet paa vor Vei. (Bravo, Bravo). Kvinden glatter Rynkerne i vor Pande, fjerner Sorgen fra vort Bryst, og hvem forstaar vel dette som en Hustru og Mor? … (Pause) … Naar jeg nu vil udbringe et Leve for den norske Kvinde, saa bøier jeg mig for vor høistærede Værtinde, Fru Holm!»

«Hurra, Hurra, Hurra!» … det gav Gjenlyd mellem Træerne.

Arne saa sig om, halvveis ræd, han var i al sin Færd en forsigtig Kar.

«Hys da, I faar ikke støie saa», sa han.

Skjønt de sad i Baggrunden, saa var dog allerede flere paa de nærmeste Bænke blit opmærksomme.

«Aa, det gjør ingenting, en slig vakker Sommerdag har én vel Lov til at være i Stemning.»

«Javist, men én faar ikke overdrive.»

«Ja, ja», sa Hr. Echhardt, «næste Gang faar Selskabet gjøre mig den Ære i min Ungkarlshybel … saa skal jeg ta i en’ Knækkenbeiner’.»

Damerne lo.

«Knægt – Knægt, hvad sier De?» udbrød Madam Holm leende. «Nu har jeg aldrig hørt sligt før.»

«Knækkebrød – sa han Knækkebrød?» spurte en af Herrerne. Selskabet var nu blit forøget med to Damer og en Herre fra Grunerløkken.

«Knækbrød! Ha, ha, ha!» raabte Echhardt og slog sig paa Knæet. «Blir I gale? Ja, da maatte 491sandt for Dyden Herrerne spleise til Rakørret og en Akeviter, ellers vilde knap nok Knækbrødet krybe ned.»

«Han mener ‘Knækkenbeiner’»,‘Knækkenbeiner’»] rettet fra: ‘Knækkenbeiner» (trykkfeil) forklarede Arne Holm, «det er svensk Banko med Æggedosis.»

Arne vilde ikke ha en Døit mere Fyld for Øieblikket og foreslog Selskabet en Tur rundt Øen. Forslaget vandt Bifald. En Stund efterpaa befandt Selskabet sig paa Vandring. De slog sig sammen to og to og forduftede hurtigt mellem de høie Træstammer. Arne Holm gik med sin Forlovede ved Armen i fortrolig, hviskende Samtale, da han i det samme mellem Træerne opfangede et hastigt Glimt af Moren i Følge med Hr. Eckhardt.

«Uh, den væmmelige Fisken! Jeg tror formelig han gjør Kur til Mor; det har jeg ogsaa mærket før.»

«Det er da bare for Spøg det», svarte Antonie Ostmo i en mild, undskyldende Tone.

Hun var en yndig Pigeskikkelse, ikke egentlig saa vakker, men tækkelig og hjertensgod.

«Mor er saa rar hun; du faar undskylde hende», sa hendes Forlovede.

«Aa, kjære dig da, det skal jo være Morro altsammen, naar En er saa’n ude». Hun talte almindelig Kristianiadialekt; men Stemmen var ren og sølvklar. «Du faar nok heller undskylde os, som kom til at le saa’n.»

«Aa, det var da ikke noget rart; det var uheldigt med den Puddingen.»

«Aa du da, – det var jo bare Moro.»

492Arne svarte ikke direkte. Om lidt sa han i en undskyldende, halv bedende Tone:

«Mor er lidet vant til at være sammen med Folk, stakkar. Hun har siddet meget inde. Det er mange Aar siden hun var ude.»

«Ja, kjære dig, er det noget at snakke om …»

Pause …

Arne trykkede sin Forlovedes Arm.

«Du faar være snil mod Mor; hun har lidt meget ondt – og hun er saa inderlig god.»

«Ja, vist vil jeg være snil mod din Mor, det kan du da vide.» Stemmen var freidig.

«Ja, jeg haaber Dere vil ‘stems’, naar du nu snart blir min lille Kone. Da vil jeg faa et bedre Stel, og du kan være tryg for, at Mor villig overgir Huset til dig.»

De tog Plads paa Grønsværet i øm, kjærlig Hvisken. Mellem de høie Løvtrær tittede de opad mod den blaa Himmel. Af og til lød der Fuglekvidder, ellers var det stilt og ensomt omkring dem. De var kommen midt ind i Skovens Ensomhed. De hørte kun paa Afstand Dampskibspiben og enkelte bløde, Zitrende Toner fra Musikinstrumenter, og saa Vognrammel og glade Stemmer fra de omkringliggende Veie og Stier

«Men … uh! … Hvad er det dog? Skal En da aldrig kunne faa Ro?»

– – Det raslede mellem de nærmeste Grene og – med en Gang dukkede Madam Holm op lige foran dem.

«Er Dere her! … Aa gid – – aa gid!» …

493Uden at si mer slængte hun sig ned ved Arnes Side og brast ud i en fortvilet, hjerteskærende Hulken.

«Aa, jeg skulde ikke reist ud idag … Aa gid, at dette skulde hænde mig!»

«Hvad er det Mor?» spurgte Arne i en ængstelig Tone, «er du blit syg?»

«Aa nei da, det havde ingenting været.»

«Men hvad er det da, som er saa ondt, kan ikke vi hjælpe dig?»

«Nei, … ingen kan hjælpe mig, jeg har ledt og ledt, og nu er jeg saa træt.» Det lød som et Barns Klagen.

«Er det nogenting De har mistet?» spurgte Frøken Østmo.

«Ja, det skal være vist det, jeg har nok mistet, jeg.»

«Hvad har du mistet Mor?» spurgte Arne; «si det, kanske vi kan finde det igjen. Er det Broschen eller Uhret dit?»

«Nei, det er ikke saa vel.»

«Men Herregud, saa si da hvad det er.»

«Jeg kan, jeg tør næsten ikke … Det … er Løsfletten min!»

Arne og Antonie lo i Kor …

«Og det ler I af?» raabte Marie forbitret.

«Jagu ler vi ja. Hvad vil du med sligt Tul?»

«Hvordan kunde De miste den?» spurgte Antonie.

«Det ved jeg ikke … jeg havde saa svært faa 494Haarnaale imorges; men jeg trodde den skulde sidde likevel.»

«Hvor tror du, at du har mistet den?»

«Ved ikke det.»

«Var det os eller Fletten, du ledte efter nu?»

«Aa, det var jamen Fletten.»

«Ja, nu skal jeg lede, men jeg tror neppe det nytter; nogen har vel fundet den. Du faar kjøbe en ny en imorgen.»

«Det er ikke samme Sagen det; den har jeg ikke nu. Aa, jeg kan ikke vise mig for Folk saan’ som jeg ser ud.»

Arne maatte rigtig tænke, at Moren engang havde set værre ud.

«Set dem nu rolig ned», sa Antonie, «saa skal jeg stelle paa Haaret Deres. Jeg er meget flink, og De skal bli liksaa fin som med den Fletten. De har jo slet ikke lidet naturligt Haar De. I Deres Sted vilde jeg slet ikke bruge forloren Flette.»

«Somme Kjærringer er slige», tænkte Arne og fjernede sig med en lun Latter.

– – – – – – – –

Senere paa Kvælden efter en fornøielig Dag samledes hele Selskabet paa Rodeløkken for at indta The inden Hjemreisen til Byen.

Madam Holm og den vordende Musiker sad noget for sig selv i livlig Samsnak. Enken var ikke saa ilde, efter Hr. Eckharts Formening, og han havde hørt, hun skulde være rig. Han kunde nok ha Lyst til at slaa an med hende. Hendes Penge kunde jo 495hjælpe til at fremelske det spirende eller «dalende» Musikgeni; han fik jo finde sig i, at ta «Gamla» paa Slæbetouget, i Haab om, at hun snart vilde himle. – Han fik benytte denne beleilige Stund til nøie at udspionere Forholdet med Hensyn til Formuen. Det var de, der vilde vide, at det var Sønnen, der havde Pengene, og forholdt det sig saa, da vilde han gi Enken F … i Vold. Efter en Del Snak om løst og fast begyndte han saa paa en lur Maade:

«De har nok været Enke i mange Aar De, Fru Holm.»

«Ja men har jeg saa», svarte Marie blidt. Fruetitlen havde en yndig Klang i hendes Øren. Hun glemte rent Tabet af Løsfletten.

«Men det er ingenting. Frue, naar en bare er velhavende, saa blir Sorgen lettere.»

«Ja, det er saa sandt, som det er sagt.»

«Med Forlov, Frue, hvad var Deres Mand?»

Nu kneb det for Marie. Hun havde hørt om en dansk Dame, som ikke vilde fortælle, at hendes Mand var Skomager, det var da altfor simpelt. Saa havde hun svaret: Min Mand er Støvlefabrikant … Men isch, det lød saa dumt, saa pære dansk … Men noget maatte hun da si; Hr. Eckhart maatte være forundret over, at han ikke fik Svar. … Hun lod som fik hun en Hosterid, og eftæpaa sa hun:

«Min Mand … han var Skomagermester.»

«Ja ja, de gamle Haandværksmestere, de var saamen bra nok. Der var jo Laug dengang. Kanske Deres Mand ogsaa hadde Butik?»

496«Ja, han drev med Udsalg i Karl Johan», svarte Marie med stor Suffisanse. Naar hun først skulde lyve, saa maatte hun gjøre det grundig. Jakob Holm sov saamen lige trygt i sin Grav for det. Han havde ikke havt for godt «Renome», den Tiden han levede, det var bra at snakke vel om ham, nu han var borte. Hun var bare ræd for, at Arne skulde høre noget, for han var saa underlig nærtagendes den Gutten; men han sad lykkeligvis saa langt borte.

Der var indtraadt et Øiebliks Pause. Eckhardt vidste ikke rigtig, hvordan han skulde faa Samtalen paa Glid. Men saa sa han:

«Kanske De drev Forretningen efter Deres Mands Død?»

«Nei da, nei. Holm var ingen formuende Mand. Det vi har, det har vi saamen arvet efter en … ja, lad mig si, en Ungdomsbekjendt.»

«Jasaa, kanske en Kjæreste?» (i en fortrolig Tone).

«Nei da … Det er nu egentlig han Arne, som fik Arven. Jeg har ingenting. Men Arne er saa snil, saa jeg mangler ikke noget.»

Det «ulmende» Musikgeni havde hørt nok – han vidste nu hvad han vilde vide. I en ligegyldig Tone slog han Samtalen hen paa noget andet. Og saa reiste han sig og sa i en kjølig, lidt skjødesløs Tone:

«Nu, Madam … Frue, vilde jeg si, nu faar vi gaa tilbage til de andre.»

Han bød hende ikke mere Armen, men gik i 497Forveien, blistrende paa en Melodi, uden at se sig om efter hende.

Mens Theen og Levningerne af Nistekurven blev indtat, værdigede han hende ikke et Ord, men kurtiserede paafaldende de andre Damer … Den «charmante» Pudding blev ikke nævnet. Arne havde ogsaa klogelig vist, at rydde den tilside.

Madam Holm sad stille og studerede paa, hvoraf det kom sig, at Hr. Eckhardt var blit saa stiv og rar – han som havde været saa inderlig høflig og koselig. Hun kjendte ikke Verden, hun var for dum til at skjønne Grunden, saavel til den foregaaende «Koselighed», som til den nuværende Kulde.

Uden at forstaa Aarsagen hverken til det ene eller det andet, saa var Arne Holm glad over, at Musikeren nu var sluttet med, at holde hans gamle Mor for Nar. …

En af Herrerne faldt paa, at deklamere det stemningsfulde Digt «Terje Viken», der var stærkt paa Mode i den Tid. Marie Holm var ikke meget poetisk. Men hun maatte rigtig ta’ til sig de siste Ord af Digtet:

«Stort har jeg mistet, men stort jeg fik,
Bedst var det, kan hænde, det gik, som det gik,
Og saa faar du ha Tak da, Gud!»

Hun var ikke mere udsat for Hr. Eckhardts Opmærksomhed, Selskabet lod den gamle Kone helt i Ro … Hun hørte Latter og Stemmer tæt ved; mens hun sad for sig selv og tænkte … tænkte langt tilbage i Tiden, helt til de Dage, da hun 498reiste Ture til Ladegaardsøn med han Jakob … Meget laa imellem den Gang og nu, meget som helst burde været væk … men hun maatte alligevel sande med det gamle Ordsprog, at naar Enden er god, saa er alting godt …

Hun fik sig en liden Lur, slig, at Arne maatte vække hende, da de skulde med Dampskibet.

«Saa du har luret lidt, du, Mor, ja du er kanske trætt?»

«Ja, jeg lurede lidt, Gutten min … og saa drømte jeg om … Holm.»

Hun sa altid Holm om sin afdøde Mand, naar hun var ude blandt Folk og vilde være «fin».

Otteogtretiende Kapitel. Dronningen af Saba

«Livet er tegnet med Skygge,
Røg og Damp,
ilsomt det farer i Fremtidens
taagede Kamp!»

Det var Formiddag med lint Vaarveir.

Et bølgende Folkehav bevægede sig over Nytorvet. Det var hver Dags Historie op og op igjen. Opkjøbere og Torvkoner, Heste og Vogne, Landfolk og Byfolk, kjøbende og sælgende mellem de mest forskjelligartede Produkter. Over det hele bredte sig den klare smilende Vaarhimmel; nedentil var det «Kristianiasølen», der lige saa let som sin Frænde, «Kristianiataagen», gjør en grætten og gir hele Sceneriet, et vist uhyggeligt Præg, selv om der skulde ligge Glimt af Vaar og Forhaabning i Luften.

Hovedstadslivet er broget, det byder paa mange Afvekslinger; dette vil man især mærke, naar man færdes over Torvene. Idag var det to Konstabler, 500som kom traskende op Youngsbakken med en fuld Kjærring imellem sig. Kjærringen bar sig ilde og gjorde al den Modstand hun orkede; men Konstablerne havde faat fast Tag i hende, for hun skulde nu i Fyllearresten, hvor hun forresten var en stadig Gjæst. En Skare af Tilskuere, hvoriblandt Gadegutten var stærkt representeret, kom slængende bagefter. Der gjordes Front udenfor Politistationen. Lediggængerne synes at more sig kostelig, det var som skulde de se noget nyt, uagtet slige Scener er en af Gadelivets daglige Omvekslinger.

«Jamen er det ‘Dronningen af Saba’, ja,» raabte én …

«Kan du danse Ballet nu da, Gamla, ha ha.»

I samme Øieblik kom ligesom ved et Tilfælde Frøken Cecilie Jansen gaaende bortover Møllergaden, hun stansede med de øvrige, for at iagtta Optoget, og fik høre ovennævnte Udtalelse.

«Dronningen af Saba», gjentog hun for sig selv. Det gav som et Sæt i hende, og uvilkaarlig trængte hun sig ind blandt Mængden. Hun vilde ta det elendige Kvindemenneske nærmere i Øiesyn. Fruentimmeret gjorde et modbydeligt Indtryk i sin lasede Dragt. Det gamle runkne Ansigt var rødt og ophovnet; men en øvet Fysiognomisk vilde maaske i disse dyriske Træk ha opdaget Spor af fordums Skjønhed. Frøken Jansen var vist ikke nogen stor Fysiognomist; men hun fór tilbage som stukket af en Orm, efter blot at ha set Kvindens ualmindelig store mørke Øine samt det sorte, noget graasprængte 501Haar, der faldt stridt og uredt ned over den hvælvede Pande.

«Det maa være Franciska,» … tenkte Frøken Jansen ved sig selv … «’Dronningen«’Dronningen] rettet fra: «Dronningen (trykkfeil) af Saba’», det var jo saa, hun kaldtes. Saa fandt jeg hende endelig … hun ser jo redsom ud, men det er jo let tenkeligt, at hun kan være kommen saa dybt ned.» Disse og lignende Tanker fór som en Vind gjennem den gamle Dames ophidsede Hjerne.

Nu blev Kjærringen ført ind i Stationen …

«Pokker heller, hvor skal jeg hen?» skreg hun i, og strittede imod alt hvad hun kunde. «Til Helvede Karer, saa slip mig dog.» …

«Ti nu bare stille, Gamla, du skal i dit gamle Logi.» Rungende Latter fra Gadegutterne, én nynnede halvhøit:

«Krammer pas paa.
Steika di naa,
Ellers vil Kjærringa me’ Steika di’ gaa.»

Det var vel kjendt, at den, gamle Kjærringen engang havde stjaalet et Par Ryper fra en Vildthandler.

En Konstabel trengte sig ind mellem Hoben for at holde Orden.

Cecilie Jansen pressedes langt tilbage og Kjærringen blev vek for hende. Men hun maatte komme til Vished og det straks.

Om den ulykkelige virkelig skulde være den, hun tenkte, hvad det syntes al Rimelighed for, saa vilde 502hun ta sig af hende, selv om den arme skulde være aldrig saa dybt sunken. Slægtfølelsen havde altid været en af Cecilie Jansens stærke Sider, og det var det den Dag idag.

Hun blev staaende paa Hjørnet af Youngsbakken, indtil Folkehoben havde splittet sig ad, saa gik hun frem til Stationen og traf en Konstabel.

«Hvem var denne Kvinde, som blev bragt i Fyllearresten, ved De det?»

Med en Smule Kritik betragtede den stive Politimand denne pent antrukne, hæderlige Dame. Hvad havde vel hun med at granske efter dette? Efter en liden Betænkning svarte han:

«Ja, hun er vel kjendt af Politiet, hun har flere Gange været tyvsdømt, og Fyllearresten er hendes stadige Ophold nu.»

«Stakkar! … Ved De om hun bor nogetsteds, eller om hun er rent hjemløs?»

«Nei, hun bor da etsteds.»

«Kan De skaffe mig hendes Adresse?»

«Ja da, den er nok ført til Protokols mange Gange den.»

Han sprang ind og kom snart tilbage med den Oplysning, at Adressen var: Rødfyldgaden Nr. – Den saakaldte Dronning af Saba bodde hos en vis Mor Smedrud, der havde Værelser til Udleie.

Frøken Jansen takkede og fjernede sig med den Beslutning straks at anstille nærmere Efterforskninger.

Hun la Veien ned til Rødfyldgaden og fandt snart frem til Nr. –.

503Det var en gammel lav Rønne med Butikleilighed og Indgang gjennem Porten.

Frøken Jansen kom ind i et stenlagt, smudsigt Gaardsrum med faldefærdige Hybler og Udbygninger til alle Kanter. Her saa alt andet end indbydende ud.

Nogle blegnæbbede Barn lekte i Gaarden, de holdt straks inde med Leken, da den «fine Damen» kom ind. Hun spurgte efter Mor Smedrud og blev vist op ad en faldefærdig Trappe, der førte til en aaben Gang, som var fortløbende i anden Etage. Fra en af de mange Døre kom der ud en ældre, tykfalden Kone i Skjørt og rød Nattrøie.

«Med Forlov, er De Mor Smedrud?»

«Jo, vil Frua snakke med mig?»

«Ja, jeg vilde nok det.»

Den tykke Værtinde maalte Frøken Jansen med Øinene, og med et: «Værsgo», aabnede hun en Dør, som hidtil hadde staat paa Gløt.

De gik begge ind i et stort lavt Rum. Det saa ud, som om Værelset tjente baade til Kjøken, Dagligstue og Sovekammer. Der var svært uryddigt, og Luften var alt andet en sund.

«Frua ser, jeg maa indskrænke mig», sa Mor Smedrud i en undskyldende Tone, «jeg har nu ikke andet jeg, end denne gamle Gaarden at leve af.»

Frøken Jansen overhørte rent dette, det vedkom jo ikke hende.

«Sig mig», spurgte hun, «bor her en Kone, som de kalder for ‘Dronningen af Saba’?»

«Javist, hun bor i Kammerset lige ved Siden.»

504Frøken Jansen søgte saa meget som muligt at undgaa Mor Smedruds nysgjerrige Blikke, mens hun forskede videre.

«Har hun bod’ her længe?»

«Et halvt Aarstid.»

«Og hun betaler Leien ordentlig?»

«Aa, det blir nu som det træffer det … hun skal flytte om en Maaned.»

«Hvad driver hun med?»

«Det er lidt Opkjøb af forskjellig Slag … Hun er Kludesamlerske, og saa kjøber og sælger hun Tomflasker.»

«Ved De noget om hende?»

«Ikke andet end at hun skal ha været et Pokkers Kvindfolk al sin Tid. … Hun var nok en stor Skjønhed engang, og da var hun ved Balletten og saa mye som Sangerinde, sier de. Siden holdt hun til med de andre Piger i … Vika, tror jeg det var. Men nu er hun gammel og udslidt, Stakkaren.»

Frøken Jansen aandede tungt, dette passede jo akkurat.

«Har hun ogsaa været i Udlandet?»

«Det ved jeg ikke – det er jo tænkeligt det. Slige Kvindfolk flakker jo om, hvor de kan.» (I en hviskende Tone): «Hun har været tyvsdømt, skal jeg si Frua. Første Gangen stjal hun noget paa Nytorvet, anden Gang var det Klær i en af Basarerne. Ja, det er rigtig fælt er det.»

«Ved De hendes rette Navn?» spurgte Frøken 505Jansen afbrydende, hun maatte ta sig sammen, for at synes rolig.

«Hun kalder sig saa mye som Sigga Fransen.»

«Sigga … det var da rart!»

«Hun heder vel ikke saa, det er vel bare noe, de har kaldt hende for.»

Frøken Jansen grundede … Jansen og Fransen er jo ganske ligt, det er bare de første Bogstaver, som er forskjellige, og Sigga kunde godt være en Forkortelse af Franziska. Jo mere hun overtænkte dette, desto sikrere blev hun, at hun nu endelig havde fundet sin ulykkelig Søster. Men rigtig rart, at hun aldrig før havde stødt paa dette Kvindemenneske. …

Cecilie Jansen reiste sig for at gaa, fulgt af Mor Smedruds nysgjerrige Blikke.

«Med Forlov», kom det i en lidt fortrolig Tone, «hvorfor vil nu Frua vide dette? … Har De kanske kjendt Sigga?» Hun kunde jo umulig høre til Familien.

«Hun har tjent hos mine Forældre», var det afvisende, rolige Svar. Gjennem mange Aars Kampe og Erfaringer havde Frøken Jansen lært at bevare sin Fatning. Hun var ikke fuldt saa nærtagende, som for de mange Aar siden i «Helgesens Salon».

Hun gik hjemover i dybe Tanker. Hendes rolige Liv var for Øieblikket forstyrret og vilde kanske bestandig bli det for den ulykkelige Søsters Skyld.

At ta Søsteren i Huset vilde være en plat Umulighed, det indsaa hun godt; men der maatte vel gives en anden Raad for det første.

506Gjennem kjærlig og fornuftig Behandling kunde den arme kanske enda reddes.

Slig gik Frøken Jansen og grundede den halve Eftermiddag, og det blev hende tilsist en Umulighed at stanse hjemme. Hun slog itu to Par Porselenskopper og lod Fløden koge i Ilden, og det var da noget som aldrig havde hendt hende. Kafejomfruen kunde ikke begribe hvorfor «Frøkna» som hun nu bestandig kaldtes, var blit saa nervøs.

«Ja, jeg er ‘ordentlig’ nervøs, kan du tro,» svarte Cecilia Jansen med Eftertryk.

Hun gik paa Politistationen, for at forhøre sig efter den forfyldte Kjærringen, og her fik hun vide, at Vedkommende var funden død i Arresten …

Politilegen, der var blit tilkaldt, havde konstateret, at Dødsaarsagen var Hjerteslag, som en Følge af Drik …

Frøken Jansen blev som lamslaaet ved denne Efterretning, hun stod atteratter] rettet fra: attter (trykkfeil) foran en af Livets forunderlige Gaader. Men i en Henseende føltes det som var hun blit befriet for en forferdelig stor Byrde.

Vemodig stemt gik hun Dagen efter til Lighuset … Hun maatte dog se den døde. Det var som en Lettelse, da hun nu ikke fandt Spor af Lighed med Franciska. Kanske hun likevel havde tat feil, eller ogsaa var der indtraadt en stor Forandring med Døden?

Med en vis Rædsel vendte hun sig bort fra 507Liget og aandede først lettet, da hun kom udenfor i den friske Luft.

Hun stansede en Stund, blandt de mange nysgjerrige, der med en gyselig Vellyst læste Ordene: «Ligskue.»

Natten efter blev Frøken Jansen foruroliget af fæle Drømme. Syntes hun ikke tydelig, at Søsteren kom bort til Sengen og rørte ved hende med sin kolde Dødningehaand, mens det lød hult fra de blege Læber:

«Hvorfor opsøgte du mig ikke før? Nu, nu er det forsent.»

Frøkenen vaagnede med et vildt Skrig, dette var jo noget gruligt noget.

Tjenestepigen og Kafejomfruen kom begge styrtende ind – de trodde den gamle Dame havde faat et Anfald af Apoplexi,Apoplexi] hjerneslag og de maatte gi hende Isvand med Draaber.

Men Frøken Jansen lovede med sig selv, at Søsteren i det minste skulde komme hæderlig i Jorden, for nu var hun fast forvisset om, at dette virkelig havde været Franziska.

Hun tog sig af hele Begravelsen. Kisten blev helt oversaa’d med fine, smukke Blomster og en Del af hendes mange Venner beviste hende den Ære, at følge til Graven. Hun selv gik med, i sin fineste sorte Kjole og langt sort Flor over den lille Blondehat. Hun undgik dog at bekjendtgjøre, hvor nær den afdøde havde staat hende. Hun indskrænkede sig til at si, at det var et gammelt Tyende, der havde 508tjent i hendes Forældres Hus. De fleste tænkte, at dette var noget «overordentligt». Det gamle fordrukne Kvindfolket maatte i sin Ungdom ha været et ganske «framifraa» Tyende, siden den gjerrige Frøken Jansen gjorde slig Stas af hende … Men det var nogle ældre sladdersyge Kvinder, der havde hørt Ymt om, at Frøkenen havde en vildfarende Søster, som hun skulde ha’ søgt efter i mangfoldige Herrens Aar … Disse Sladdersøstre rystede betænkelig med Hoderne … Men Gud! de vilde jo ingenting si …

Til Præsten havde Frøken Jansen betroet alt, og han holdt en gribende Tale ved Graven, slig at den gamle Dame hulkede høit i sit Kniplingslommetørklæde … Der hørtes ikke en eneste saarende Hentydning; taltes bare om Livets tunge Kaar og Døden, som den siste Afslutning for os alle.

Det hele gik pent og stilt af … men Frøken Jansen blev syg og pirrelig fra den Tid. Den uventede Hændelse havde ei alene gjort et Indhug i hendes Pengepung; men den havde ogsaa angrebet hendes Nervesystem.

Hun sad i grublende Tanker en Eftermiddag, da Klokken lød over Butikdøren og der kom ind to unge fjonge Damer. De forlangte «en Kaffe» og forsynte sig med nogle fine Syvøreskager.

«Vi sætter os her, du Ester,» sa’ den ene og de tog Plads ved et ledigt Hjørnebord.

Der var flere inde i Kafeen; men Frøken Jansen kunde ikke se sig mæt paa den af de to unge Damer, der kaldtes for Ester. Disse sorte 509dybe Øine, denne Flom af mørke Lokker, denne klare trillende Pigestemme, hvor havde hun set og hørt dette før? … Pludselig gik det op for hende: «Franziska», og nu huskede hun, at hun engang før havde truffet denne samme unge Pige …

Det svimlede for Frøken Jansen; hun tog sig for Panden og gik ud for at drikke et Glas Isvand med Naftadraaber.

Hvad var dog dette for Indfald … Sov ikke Søsteren rolig paa gamle Akers Kirkegaard?

Men denne Lighed med den unge Dame var om end tilfældig, saa dog besynderlig.

Niogtrettiende Kapitel. Hvad kan der ikke hænde

Det er en skarp kold Vinterdag nogle Aar efter.

Fru Bratvold sidder alene i sin hyggelige Stue i den lille Leilighed paa Hægdehougen, hvor hun har boet i en Aarrække.

Kaffebordet er dækket, der er godt og varmt i Værelset, og den blanke Kobberkedel surrer henne paa Ovnen; det hele gjør et lunt og et triveligt Indtryk.

«Maatte nu Ester snart komme, hun blir længe borte …»

Fruen lar Strikketøiet falde og ser ud i den skumrende Dag. Solen er allerede gaat ned, og det fryser tæt med Is paa Vinduerne, tiltrods for Varmen i Værelset.

Fru Bratvold havde ikke forandret sig meget disse mange Aar. Hun blev paafaldende tidlig gammel; 511men siden har hun holdt sig noget nær med det gamle.

Hun er iført en sort Kjole, det tunge Stof slutter sig blødt og folderigt om hendes trinde Skikkelse. Over det graa Haar har hun en fin sort Blondekappe med glitrende Stenkulsperler. Panden er furet; men der er i hendes paafaldende mørke Øine et Udtryk af Liv og Glæde, som ikke Tid eller Alder har kunnet slette ud. Hun har det roligt nu. Hun har forlængst sluttet med sin lille Industrihandel og lever af hvad den i sin Tid meget lønnende Forretning indbragte, samt af Resterne efter Ivar Bratvolds halvt ødelagte Formue.

Heldigvis døde han, inden alt var gaat tilspilde. Hans Enke og Datter har altid været fri Næringssorger, selv om de end ikke i Ordets udstrakte Betydning kunde ha det komfortabelt.

Ester har faat en udmærket Opdragelse. Hun gir Informationer i Musik og tjener saavidt, at hun kan klæ sig selv og enda afse lidt til Husleien. De to Damer klæder sig altid med Smag og søger at iagtta en vis Bon-ton. Fru Bratvold har bevaret Evnen til at holde Skinnet vedlige, paa samme Maade, som hun forstaar den Kunst, at faa smaa Rester og gamle omsydde Kjoler til at se overmaade fjonge og nye ud. Det er jo under dette Skin eller Dække af forskjellige Sammenføininger: Bon-ton, Godgjørenhed og Religiøsitet, at hun i disse mange, mange Aar til Fuldkommenhed har vidst at skjule sin brødefulde Ungdom. De, der tilfældigvis skulde huske hende, 512fra hin Tid, da hun bar sit frivole Navn, de ved, at hun helt er blit et andet Menneske, og de har været noble nok til ikke at ville blamere hende. De andre, mere uvedkommende har glemt hende under hendes nye Navn og forandrede Ydre.

Til sin Mands Slægtninge saa hun sjelden noget, en enkelt Gang kunde hun træffe Lene Smith, eller Fru Sagfører Werner paa Gaden; men de lod som kjente de hende ikke … Fru Bratvold har saaledes al Grund til at virke tilfreds, og det skal siges til denne Kvindes Ære, ut hun ikke var falsk; men at hun virkelig havde slaat sig op til et agtet og hæderligt Medlem af Samfundet …

Hun sad og tænkte paa dette og meget andet, mens hun ventede sin Datter hjem fra Skøitebanen.

Hun mindedes samtidig, med en vis Undren, en liden Episode fra Gaardsdagen. Lignende havde jo hændt hende før; men nu var det længesiden …

Det hændte igaar, at hun paa en af sine Udfarter i Byen havde været inde i en Kafe for at ta et Glas Melk … og saa havde Værtinden nidstirret paa hende, som skulde hun se et Væsen fra en anden Verden. Det maatte vist være en, der gjenkjendte hende fra Fortiden … Kanske var det …? Hun, fuldendte ikke Ordet, ikke engang i Tankerne. Hun vilde helst ingen se fra den Tid … for Esters Skyld maatte Fortiden bli som en lukket Bog. Hun havde straks trukket sig tilbage til en Krog af den lille Kafe, uden at hun turde gjengjælde Værtindens nærgaaende Blikke … Hun drak 513Melken fort ud, betalte og gik, uden, at se op. Det kom hende noget for Øinene, liksom som en klam tung Taage. Da hun kom udenfor, saa hun nøiere efter paa Skiltet, om der skulde staa noget Personalnavn. Nei, det var bare Afholdskafeen «Glitne» ikke mere …

Det ringede paa Entréklokken

Det er Ester …

Nei ikke denne Gang.

Pigen kom ind og meldte, at en fremmed Herre ønskede at tale med Fruen.

«Har han opgit sit Navn?»

«Bygningssnedker Holm.»

Fruen saa op overrasket.

«Holm», gjentog hun grundende … Holm. … Bed ham komme ind.»

Det var en ung Mand med et godlidende Ydre. Han var fint og solid antrukken; men gjorde straks Indtryk af at tilhøre Mellemklassen. Fruen havde reist sig og betragtede ham skarpt gjennem Lorgnetten.

«Mit Navn er Holm … Bygningssnedker Arne Holm,» stammede den fremmede. – Han blev staaende nede ved Døren i en beskeden afventende Stilling …

«Arne Holm … dog vel aldrig en Bror til Gunda?» –

«Jo … desværre, havde jeg nær sagt.»

Fruen bød ham en Stol.

«De har altsaa hørt?». …

514«Ja jeg har hørt, at hun skal være ude paa Galeien igjen … Er det sandt?»

«Det er nok altfor sandt,» svarte Fruen i en bedrøvet Tone.

«Jeg fik vide det af en Ven igaar. Hjemme har hun ikke været paa aldrig saa længe. Vi trodde det kom sig af, at hun fandt os altfor verdslige.»

Fru Bratvold smilede medlidende.

«Ja, det var en Tid, da Gunda var temmelig hoffærdig, og derfor gik det fort tilbage med hende. Hovmod staar altid for Fald.»

«Hvordan gik det ellers til?»

«At hun faldt tilbage?»

«Ja»

«Aa, det er saa let gjort, Hr. Holm. Hun gik sig træt af Livet i Gud … Det var for liden Afveksling for hendes lette tøylesløse Natur … Det skal forresten meget til for at kunne holde ud … Har De ikke læst, at de fleste faldt fra i Fristelsens Stund? … Verden er underlig, den har en egen dragende Magt …» Stemmen var blød og skjalv lidt, inden hun la til, næsten haardt og med Overbevisningens hele Styrke! «Men, det gaar an, at holde ud, og der er dem, som gjør det.»

«Men hvordan gik det til med Gunda?» spurgte den unge Mand utaalmodig.

«Som med alle de andre. Hun kom ud i verdsligt Selskab og verdslige Fornøielse, og saa bar det nedad i fort Løb … Hvo som staar, se til, at 515han ikke falder,» Fru Bratvold talte atter blødt og med en dæmpet Klang i Tonen.

«Ved Fruen, hvor hun, er?»

«Nei, ikke nu – hun skal være blandt de, der stadig er paa Flytning.»

Det ringede atter …

Denne Gang var det Ester, som kom, varm og munter efter Turen, nynnende paa en let Dansemelodi. Hun stansede overrasket, da hun fik se den fremmede. Men Arne havde straks reist sig for at gaa.

«Jeg vilde be Fruen, om De kunde gjøre noget for at søge Gunda op … om hun kunde reddes?»

«Jeg har tænkt paa det samme og vil vist gjøre, hvad jeg kan. Jeg holdt meget af Gunda. Hun var en saa freidig Natur.»Natur.»] rettet fra: Natur. (trykkfeil)

– – – – – – – – – – – – – –

«Dette var Bygningssnedker Holm, en Bror til Gunda,» sa Fru Bratvold forklarende til Datteren, da hun atter kom ind i Stuen, efter at ha fulgt den unge Mand til Entredøren.

«Jasaa. – Ved du hvad Mama, jeg saa ham jo bare saa flygtig; men det var noget ved ham – – noget i Blikket tror jeg, som i første Øieblik mindede om Harald Thoresen.»

«Synes du det … Jeg fandt ogsaa, at der var noget bekjendt ved den unge Holm; men jeg trodde nærmest, det var Gunda, han lignede.»

«Nei, hende ligner han da ikke en Smule, det 516var Haralds Øine paa en Prik, og det var ogsaa et Træk ved Læberne, der lignede paafaldende.»

«At du kunde lægge Mærke til dette, slig i Øieblikket.»

«Aa gid, det saa jeg med det samme. Men det har jo ingen Betydning. Den finfine Familie Thoresen er jo ikke i Slægt med Arbeideren Holm. Den er naturligvis tilfældig, denne Lighed.»

«Den er tilfældig … en af Livets Gaader, mit Barn.»

– – – – – – – – – – – – – –

I Skumringstimen finder vi de to Damer foran Vinduet i lun Samtale.

«De har vist Selskab over hos vor Gjenbo … jeg tror de danser. Se hvor de vifter foran Vinduet, og saa er det liksom Toner fra et Piano.»

«Ja, de danser du Mama. Det er hos den Familie, der nylig er flyttet ind i Gaarden.»

«Ja, de flyttede jo for en Uges Tid siden med saa meget Flyttegods, som om de kom ind fra Landet, eller en af Smaabyerne, og saa holder de alt Bal ikvæld. Det maa man si …»

«Ved Du hvem det er?»

«Nei saamen; det har jeg ingen Idé om …»

– – – – – – – – – – – – – –

Damerne gik tidlig til Ro. De var begge trætte. Ester efter Skøiteløbet og Moren efter Ordningen med en Basar. … Ester blev dog siddende oppe en Stund i sit eget nydelige Soveværelse, som hun fuldstændig havde ordnet efter egen Smag med 517Blomster, Nips og Büster, foruden hendes store righoldige Bogsamling. Dette Værelse var hendes Helligdom, her kunde hun tænke frit, være alene og røge sine smaa Cigaretter … Uh, naar hun engang blev gift vilde alt dette falde bort. For Harald vilde vel neppe være saa nobel, at la hende ha sit eget lille Værelse, ganske alene helt for sig selv … Uh nei, det maa i Grunden være væmmeligt at bli gift … og væmmeligt at gaa som forlovet Pige i en Aarrække; tænk helt fra Barn af … Nu vilde heller ikke Harald gifte sig, forvinden han blev Sognepræst. Han fandt, at Kapellangagen blev vel mager for en Ægtemand. Hm … For hendes Del kunde saamen Ægteskabet gerne opsættes til … til evig Tid … Hun følte det ikke varmere, og han vist ikke heller; men enda havde ingen af dem Mod til at bryde Forholdet for Folkesnakkets Skyld … Opinionen er en grusom Tyran, tænkte Ester Bratvold og forsøgte at blæse Røgskyer ud af Cigaretten, indtil hun sovnede paa Sofaen med Lampen ved Siden.

Fru Bratvold kom ind og slukkede Lampen, men nænnede ikkenænnede ikke] hadde ikke samvittighet at forstyrre den sovende Pige. Hun kyssede hende ømt paa Panden, dækkede godt over med Uldtepper og listede sig liksaa sagte ud igjen som hun var kommen …

Der hørtes Støi og Uro paa Gaden.

Folketraak, Skrig og Raab.

Ester vaagnede.

«Hvad er Klokken?»

518Hun vendte sig og saa paa Uhret.

«Klokken er nær 3, og her ligger jeg fuld paaklædt … og saa fast, som jeg har sovet. Aa du min! … Jeg har forresten sovet deilig, jeg er næsten helt udsovet … men, hvad er det?» Hun la Hodet paa Skakke og lyttede.

En slig Uro paa Gaden ved denne Tid af Døgnet hørte til det usædvanlige saa høit oppe i Hægdehougsveien.

Noget maatte staa paa.

Hun sprang op og ilede ind i Stuen.

Jo, ganske rigtig. Det var Brand hos Gjenboen. Luen slog ud fra 3die Etage.

Ester skyndte sig ind til sin Mor.

«Du Mor, der er Brand tvers over Gaden … Jeg tror det maa være hos vor flotte Gjenbo, der holdt Selskab igaar.»

«Det kan ikke du vide.»

«Vist kan jeg ikke, men det er da ialfald i 3die Etage.»

«Ja, det er jo fremmede Mennesker for os … de faar vel snart slukket.»

«Du tar det saa let, Mama. Det ligner ikke dig.»

«Hvad skal jeg gjøre; jeg staar jo rent magtesløs ligeoverfor dette.»

Fru Bratvold havde ligget i Halvsøvne og lyttet til Uroen fra Gaden. Nu først var hun rigtig vaagnet; men hun følte sig tung og træt.

519I det samme kom Pigen springende ind, halv Paaklædt.

«Brand, Frue, Brand!»

«Ja, det hører jeg.»

«Vil ikke Fruen staa op?»

«Ikke i Øieblikket … de faar vel snart slukket. Og hvad der end hænder, saa er jeg i Guds Haand.»

Hun foldede Hænderne og blev liggende stille.

«Mama, jeg tror jeg gaar over Gaden og ser …» Fru Bratvold i Angst:

«Aa nei da, Barn! Hvad skal det til paa denne Tid?»

«Jeg har Lyst til at se, hvordan det gaar med Slukningen … Der er mange Folk … Det har ingen Fare …»

Hun fór ud … stak bare Lokkehodet ind ad Døren, et Øieblik. –

«Jeg kommer snart igjen, Mama.»

«Ja, bliv for alting ikke længe … og vær forsigtig, Barn.»

Fru Bratvold havde reist sig paa Albuen. Nu var der kommen Liv i hende.

«Aa du da, Mama, bare tvers over Gaden», raabte Ester og skyndte sig ud.

«Nu kommer vist Brandvognen», sa Pigen, der kom ind fra Stuen.

Fru Bratvold overhørte dette, hun tænkte bare paa Ester …

«Tog Ester Ydertøi paa?» spurgte hun i en 520moderlig bekymret Tone. «Ungdommen er saa uforsigtig.»

«Hun tog vist bare det tykke Plædet til Fruen.»

«Herregud! … hvad vilde hun vel ud?»

«Hun kommer vist snart ind igjen», trøstede Pigen, «det er altfor koldt til at bli længe ude. Forresten behøver vi ikke være rædde. Det kommer vist ikke til os. Gaden og Haven ligger jo imellem.»

«Jeg er slet ikke ræd», svarte Fru Bratvold i en lidt sær Tone. «Derfor ved jeg ikke, hvad Ester vilde ud efter.»

Fru Bratvold pleiede aldrig være saa overdreven angst for Ester; men dette var jo en usædvanlig Tid at gaa ud paa, selv om det bare var tvers over Gaden. Det var en underlig beklemt Følelse, der havde grebet hende, tiltrods for at hun slet ikke vilde være angst. Hun stod op, og gik ud i Stuen.

Paa Gaden var en hel Menneskemasse stimlet sammen.

En høi, sortklædt Dame. sprang frem og tilbage og raabte hændervridende:

«Mit Barn, mit Barn; hvem vil redde mit Barn? … Aa Werner, hvor er du? … Werner, vi har glemt Dagny.»

Men oppe fra Vindusposten mellem Røg og Flammer, stak der af og til ud et lidet Barneansigt. Barnets Skrig hørtes nede paa Gaden.

I et Nu var Ester fremme.

«Jeg vil redde hende!»

521«De, det kan De ikke! … nu kommer Brandvognen.»

«Herregud, at den ikke alt er her!»

«Den er nede i Gaden nu, den kommer.»

«Kom med Brandstigen! Hvor er Brandstigen?» raabte nogle, mens de løb om hverandre.

Ester hørte intet af alt dette. I et Øieblik var hun inde i Portrummet, hun stødte og trængte sig frem mellem Mængden, puffede dristig til alle, der kom hende i Veien; thi frem maatte hun. Som en Vind var hun oppe ad Trappen og styrtede ind i det brændende Hus. I første Etage havde hun mødt nogle, der søgte at redde en Del Indbo; om Barnet bekymrede de sig ikke …

Mængden havde fulgt Ester til Døren. Der stod Mænd, Kvinder og Barn, skrigende, den ene i Munden paa den anden.

Røg og Flammer slog Ester imøde. Hun var nær ved at kvæles. Men frem maatte hun, frem vilde hun. Med Lommetørklædet for Munden, dybt aandende, styrtede hun fremad. Barnets fortvilede Skrig og Udraab: «Mama, Mama!» viste hende Veien.

Hun kunde aldrig forklare, hvordan hun fandt frem og fik grebet den lille i sine Arme. – I samme Øieblik lød det nedenfra:

«Stigen, Stigen! Nu kommer Stigen!»

Det ramlede i Murværket udenfor. Ester hørte det som i Drømme. Hun hverken sansede eller turde 522vente paa Stigen. Bare gjemte det skrigende, urolige Barn vel ind under Plædet …

«Nu kommer vi snart til Mama», sa hun beroligende og søgte Tilbagetoget gjennem den tætte Røg.

Her og der hvislede Flammerne. Ester gispede efter Veiret, det ringede hende for Ørene som med tusinde Klokker. Hun hørte ikke, at Brandvognen var kommen, og at de af al Magt forsøgte at slukke, og redde hende og Barnet. Hun vidste ikke, at en Arbeider forgjæves ledte efter hende i det brændende Hus.

«Husk De har Kone og Børn,» raabte man til ham nedenfra.

Alles Blikke var rettet mod det brændende Hus. I Angstens største Spænding speidede man efter den kjække unge Dame, der havde vovet Livet for at redde det ulykkelige Barn. Moren fløi hændervridende ud og ind mellem Mængden og raabte idelig:

«Werner, Werner, hvor blir du af?»

Imidlertid søgte Ester efter den Udgang, hun ikke kunde finde. Hovedtrappen var spærret af Røg og Flammer. Det urolige Barn føltes som en tung Byrde, og Ester var nær ved at segne omkuld.

«Kjære Gud, hjælp mig for Mamas Skyld,» bad hun sagte.

Med Selvopholdelsens Drift søgte og fandt hun frem til Kjøkkenet, og kom sig nedad en trang Bagtrappe. Her var Røgen mindre tæt. Hun aandede lettere og var snart nede i Gaarden. Hun la det 523grædende Barn i Morens Arme, mens et dundrede Leveraab fra hundrede Struber lønnede den kjække Daad.

I samme Nu, sank Ester besvimet om.

«Hvem er hun?» spurgte det reddede Barns Moder.

«Det er en Frøken Bratvold, hun bor lige over Gaden.»

«Frøken Bratvold … sa De Bratvold … hvem er hun?»

«Hun er Frøken Bratvold … hendes Mor er Enkefrue.»

Vedkommende vendte sig ligegyldig bort.

En høi korpulent Herre kom hurtig og forpustet. «Er du her Nina? – –– – Er det virkelig saa, at vi glemte Dagny?»

«Ja, Gud véd hvordan det kunde gaa til … men her er hun … hun har ingen Skade lidt …»

Faderen tog den lille og løftede hende høit op paa Armen.

«Papa, mig er bange,» raabte den treaarige.

«Bring hende ned i Pensionatet til de andre, du Werner. Jeg vil høre efter, hvordan det er gaat den kjække Dame, der reddede vort Barn … hun blev baaret besvimet bort.»

«Hvem er hun?»

«Frøken Bratvold, sies det.»

«Bratvold,Bratvold,] rettet fra: Bratvold (trykkfeil) er du gal, vel aldrig Ivars …»

Mand og Hustru blev idet samme skubbet fra 524hinanden af et Par Arbeidere, der dristig banede, sig Vei mellem den tætte Masse.

«Afveien Dere stænger for Brandfolkene» raabtes der, og Mængden spredtes noget.

*

Ester laa bleg paa Sengen i sit lille Kammer. Fru Bratvold badede hendes Tindinger med Vand. Hun var saa vidt kommen sig af Afmagten; men følte sig svag og daarlig.

«Gudskelov, jeg har dig igjen, Barnet mit. Og at du ikke er kommen tilskade! Det er bare et enkelt Brandsaar paa din høire Arm og Haand. Og saa er dine prægtige Lokker, eller en Del af dem afsvid … Men Barn, det var en Stordaad.»

Nu fik Ester Maal for sig

«Akkurat som du vilde ha gjort det, Mama … Men mine Lokker, de vokser vel ud igjen?»

«Det vil vi haabe.»

I dette Øieblik kom Pigen ind fulgt af en Dame.

«Undskyld, jeg kommer paa denne Tid, men jeg maatte straks takke. …»

Hun taug og veg et Par Skridt tilbage. Fru Bratvold havde reist sig og var gaat hende imøde i sin zirlige, nydelige Morgendragt. Med Fru Bratvold fulgte altid en fin, yndig Parfume, som lignede Lillekonvaler.

«Er De den lille Piges Mor?» spurgte hun. Hun talte med sin Stemmes blødeste Klang, og det 525stærke Skin fra Lampen faldt lige paa hendes Ansigt. Damerne var alene; thi Pigen havde straks trukket sig tilbage.

Den Fremmede talte.

«Ja, jeg er den lille Piges lykkelige Mor, takket være Deres Frøken Datter. … Men De … er De Fru Bratvold?» Stemmen lød bævende, næsten ængstelig. «De skulde vel ikke være Enke efter Sagfører Ivar Bratvold? … Jeg synes, jeg skulde kjende Dem, skjøndt De er blit meget gammel.»

Fru Bratvold svarte rolig:

«Jo, jeg er den De tror, og jeg kjender ogsaa Dem. De er Fru Werner, født Smidt … Men bor De her nu?»

«Vi flyttede hid for nogle Dage siden … Igaar havde vi Selskab og var oppe til sent. Hvordan Ilden er opkommen, forstaar vi ikke … Vi kom os ud allesammen, kun lille Dagny blev efterglemt ved en Piges Uagtsomhed. At hun blev reddet skylder jeg, næst Gud, Deres kjække Datter … Men Herregud, at vi skulde mødes … paa denne Maade?»

«Det er Guds Førelse, kjære Frue. Jeg vidste, det engang maatte ske», svarte Fru Bratvold med stille Alvor.

Hun syntes forunderlig stor i denne Stund. Fru Werner vidste godt, at Ivar Bratvolds Hustru var blet et andet og et bedre Menneske. Hun skammede sig over, at hun ikke havde opsøgt sin Tante Heloise, men dette var hun dog for stolt til egentlig at ville si.

526Ester fór op.

«Mama, Mama, kjender du denne Dame?»

Fru Werner nærmede sig Sengen.

«Hvordan har De det, kjære Frøken?»

«Jeg har det godt … jeg er ikke kommen til Skade … det er bare min høire Haand og Arm som smerter; men Mama har dækket den med Vat – – og nu vil hun pensle Saarene med Ægolje.»

«De er en kjæk ung Dame.»

«Aa, andre vilde vist gjort det samme … Men er De og Mama bekjendte?»

«Kjære Barn, vi er Slægtninge. Har Deres Mor aldrig talt om os?»

«Nei …»

Fru Bratvold saa op med et bedende Blik. Ester maatte intet vide om Fortiden. Fru Werner forstod dette saa godt.

«Vi er Kusiner mit kjære Barn, og derfor vil vi sige ‘du’ til hinanden – Tak! fordi du satte dit Liv i Fare for min lille Dagnys Skyld.»

Hun bøiede sig ned og kyssede Ester paa Panden. Fru Werner saa bedre ud nu, end den Gang, hun var Pige. Der var kommen noget vist værdigt, matronagtigt over hendes hele Væsen, og de blaa Øine var milde og venlige.

«Hvordan kan vi være Kusiner?» spurgte Ester nysgjerrig. Hun glemte aldeles Brandsaarene. «Jeg er din Fars Søsterdatter. En Datter af Assessorinde Smith f. Bratvold … Din gamle Tante lever enda. Hun bor hos os. Jeg er gift 527med Literat Werner.» Svarene kom fort, uden Afbrydelse.

«Hvor er Lene?» spurgte Fru Bratvold.

«Lene er død.»

Det føltes næsten som en Lettelse. Lene havde været den skarpeste af de tre Damer.

«Jeg er saa forundret,» sa Ester. «Mama, hvorfor har du aldrig talt til mig om Papas nærmeste Slægtninge.» Stemmen lød bebreidende. Det var ikke godt at komme fra.

«Vi bodde i Udlandet, mens din Papa levede og da jeg kom hjem til Norge som Enke … saa …» Stemmen var usikker.

«Saa bodde ikke vi her i Byen», tilføiede Fru Werner, let rødmende … «og siden har vi desværre forsømt at søge hinanden op. Forsømmelsen er gjensidig. Men vi taler ikke mer om dette … Nu har vi fundet hinanden og fra nu af hører vi sammen.»

Der var intet at indvende mod et saa slaaende Argument. Fru Werner vilde gaa. En Vogn ventede udenfor. Hun tog hjertelig Afsked med Ester og lovede snart at komme igjen. Fru Bratvold fulgte hende ud i Entreen.

«Det er Gud, som har nedbrudt Skillevæggen mellem os,» sa Fru Bratvold.

«De har selv gjort meget til dette, kjære «Heloise», vi ved om Dem, at De er et udmærket Menneske. Undskyld, at vi har forsømt, at aflægge Dem en Visit.»

528«Men Werner, … Deres Mand, var det ham som som røbede min Fortid?»

«Gud, nei, det var Maler Gramstad. Werner var altid Deres Ven … Lad nu alt det gamle være glemt. De har samlet Gløder paa Deres Fienders Hoder.»

«Det er min Datter, min Ester, som har samlet disse Gløder, kjære Frue.»

De to Damer skiltes med et varmt Haandtryk. Fru Bratvold gik ind glad og stolt som en Dronning og lagde lægende Olje over sin Datters Brandsaar. Disse Saar der havde baaret saa store Følger.

«Nu kan du se, Mama,» sa Ester, «En skal aldrig foragte smaa Ting. Var ikke jeg gaat ud for at se Branden, saa havde vi kanske aldrig truffet disse Papas nærmeste Slægtninge.»

«Jo, Barnet mit, jeg vidste nok, det engang maatte ske», svarede Fru Bratvold stille. «For Gud er retfærdig», tilføiede hun sagte for sig selv.

Men Ester laa og tænkte og drømte om sin ukjendte, sine Slægt, indtil hun glemte Smerten i Armen og næsten sovnede.

«Mama, Fru Werner er en nydelig Dame. Og gamle Assessorinden da, hun er vel meget fin … rart at jeg skal kalde hende Tante.»

«Det er saameget som er rart Barnet mit. Det utroligste kan hænde … og overalt findes der en Styrer, der griber ind i de største som i de minste Begivenheder.»

«Kan saa være Mama, men dette er saa rent 529unaturlig, hvorfor har vi ikke kjendt disse Mennesker før?»

Hun grundede forgjæves, mens hun lukkede Øinene, og de sorte Lokker faldt blødt tilbage paa den hvide Pude.

Ester fik aldrig Opløsning paa denne Livsgaade. Hendes Mors Fortid var og blev som et Stykke sammenrullet Pergament.

Firtiende Kapitel. Solkin og Skyer

Aar svinder hen.

Vi er helt opi Nytiden med al dens higende Trang, der ligger i Luften, og med det «Fremad», der er paa alles Læber, og som er blet Tidens Løsen.

Det er Julekvelden; det vil jo med andre Ord si: Glædens og Forventningens Kvæld, eller Børnenes Aften.

Hos Bygningssnedker Holm i Schweigaardsgade har der været huslige Forberedelser og Tilstelninger længe forud. Det er det sædvanlige gamle med Rengjøring, Vask, Bagning, Madlavning etc., som ved denne Tid af Aaret mere end ellers sysselsætter og optager Kvindernes Sind.

Læseren vil forstaa, at den unge kjække Arne Holm nu er en lykkelig Ægtemand. Han er gift med 531Antonie Østmo, og har sin Mor i Huset. Han er bare glad over, at han kan berede sin Mor en sorgfri Alderdom, og Madam Holm har det saa godt, som hun kan ønske sig det. Det eneste, som tynger paa hendes Sind, er de to forvildede Børn Ragnvald og Gunda. Forresten er hun blet en værdig Bedstemor; thi der er alt kommen to Børn; det er den toaarige Sverre, der gir Bestemama nok at bestille, og saa lille Borghild Jakoba, som ligger i Vuggen.

«Ja, Arne er heldig han som har faat Raad til at gifte sig, mens han enda er ung og fyrig; naar en er blet gammel og sliten, saa er det jamen for sent», sier Madam Holm med et veltilfreds Smil, saa ser hun sig glad paa Barna, der er hendes Øiestene og det, som hun har at leve for i Verden.

«La dem bare ikke bli Bestemorsunger», sier Arne med en advarende Mine.

«Bestemorsunger, hva er det?»

«Det er bortskjemte Barn, det.»

Men det er Julekvelden, og den feires forskelligt af de forskjellige.

Der holdes sen Julekveld hos Bygningssnedker Holm. Arne kommer sent hjem.

Det var ikke dengang som nu, at der sluttedes precis med Arbeidet, straks Helgen ringedes ind. At holde paa lidt lenger var nu det visse. Men saa havde man det saa meget hyggeligere, naar det led udover Kvelden.

532Arne Holm glædede sig hjertelig til at komme hjem. Han vidste, at Antonie havde stelt det bra baade med Mad og andet. Juletræ skulde de naturligvis ha, og Julegaverne var heller ikke blet bortglemt. Det var Leker til de «smaa» og et fint sort Kjoletøi til Bedstemama. Ja, de skulde ha en rigtig glad Jul; slig tænkte Arne, mens han belæsset med Pakker skyndte sig paa Hjemveien over Grønland. …………

Det er mange hjemløse paa Julekvælden. Dengang som nu var det nok af de, der fryser og sulter og er kommen saa dybt ud i Elendigheden, at de ikke har Tag over Hodet engang. Men saa var der ogsaa dengang som nu dem, der rakte en kjærlig hjælpende Haand ud til de arme.

Fru Bratvold kommer over Nybroen, belæsset med en Kurv og en Pose. Hun har været helt ude ved Sagene med Julegaver til nogle fattige, som hun kjender. Hun har ikke tat med Sporvognen. Hun foretrækker at gaa i den friske Vinterluft. Nu haster hun dog hjem og har tænkt at «spore» fra Torvet. De skal jo ogsaa holde Julekvæld hjemme. Ester venter vistnok med Længsel.

Stakkars Ester, hun er snart en ældre Pige, og endda gaar hun ugift og venter efter sin Kapellan. Fru Bratvold sukker uvilkaarlig, mens hun tænker paa dette. Hun nærmer sig Alleen ved den gamle Kirkegaard og gaar uvilkaarlig op mellem Træerne, istedetfor at følge Storgaden i ret Linje.

Hun gaar i dybe Tanker. …

533Kirkeklokkerne ophørte at kime … men de har efterladt liksom en egen bævende Klang i Luften – – – Nu er Julelysene tændt, og der er Høitid i de fleste Hjem …

Hvad er det? – – – Paa en Bænk, i Skjul mellem Trærne, har nogle Vandrere taget Plads … kanske er der mellem dem flere hjemløse, haabløse, nogen der ikke holder Jul?

Fru Bratvold gaar videre … men stanser pludselig ved en Bænk, hvor der sidder en ensom Kvinde. Fra Gaslygten nede paa Gaden falder der et dunkelt Skjær indmod den ensomme, der sidder med sammenfoldede Hænder.

Fru Bratvold gaar nærmere, og tar Plads paa Blenken ved Siden af denne fremmede, dunkle Skikkelse, der flytter sig lidt længer bort. I det dæmrende Lys ser det ud til at være en forholdsvis yngre Kvinde, der vistnok er noksaa tarvelig klædt … mere kan ikke Fru Bratvold se, for det første.

Hun bøier sig lidt nærmere og sier:

«De sidder her?

«Ja, jeg sidder her» … Stemmen lød trist og tung, ud i den kolde Luft. «Men, hvorfor sidder De her? – Det er jo Julaften.»

«For mig er det ingen Jul … jeg har intetsteds at gaa hen.»

Fru Bratvold flyttede sig nærmere. Slemmen og hele denne Skikkelse forekom hende bekjendt. Hun tændte en bitte liden Haandlygte, som hun altid bar 534hos sig, naar hun var ude paa sine Aftenvandringer. Ved Lygtens Skin iagttog hun Kvinden, og nu saa hun straks, hvem det var, uagtet Vedkommende ingenlunde havde forandret sig til sin Fordel.

«Gud, er det ikke Gunda Holm?»

«Jo, det er mig.»

«Aa, som jeg har søgt efter dig alle disse Aar. Hvor har du holdt dig skjult?»

«Jeg har nok været i Byen hele Tiden, jeg.»

«Kjender du mig igjen?

«Jo, jeg kjender nok Frua. Jeg tænkte, at gaa undaf Dere; men saa orkede jeg ikke reise mig.»

Det lød trøstesløst – næsten som var hun likeglad med sig selv og hele Verden.

«Hvordan har du havt det al denne Tid?»

«Det har uværet op og ned, det. Frua ved nok, hvordan det kan gaa, naar én kommer ud paa Galeien.»

Fru Bratvold taug.

Ja, hun vidste det nok.

«Hvordan har du det nu?»

«Frua kan vist se, hvordan jeg har det. For Tiden er jeg kastet ud paa Gaden, uden Tilholdssted. Det er saa forskjelligt … Sommetider har jeg havt det rigtig flot; men nu er det noget trangt. … Jeg har havt det saa ondt paa det siste.»

Tonen havde et vist Anstrøg af Træthed.

«Ja vi snakker ikke mer’ om dette, det er bare uhyggeligt.»

Fru Bravold tog den unge Pige nøiere i 535Øiesyn, Klædedragten var slet ikke saa ilde. Hun havde ialfald pen Kaabe og en Hat, der engang havde været fjong, om den end nu var adskillig medtat af Regn og Væde. Hele Mennesket bar jo Mærker efter det Liv, hun havde ført. Men det fik ikke hjælpe. Hun fik være god nok.

Saa sa Fru Bratvold i en rolig og venlig Tone:

«Ja, ja, Gunda mi, alt skal være dig tilgivet; thi jeg slutter, du nu atter vil begynde Livet paa ny … Gud vil hjælpe dig, og Menneskene vil hjælpe dig, – det er en Selvfølge. Nu kjører du og jeg lige ud til din Bror.»

«Til han Arne … Aa gid, det vil jeg ikke.»

«Ikke noget Snak nu. Du har en saa snil Bror, og hos ham træffer du ogsaa din Mor, som har havt saa megen Sorg for din Skyld. Hos din Bror vil det bli Juleglæde, naar du kommer.

«Det spørs nu det? … Og saa er det saa leit saa.»

«Ja, det hjælper ikke, Gunda. Jeg har engang lovet din Bror, at jeg skal søge dig op.»

Hun tog Pigen ved Armen, og de gik et Stykke opover Storgaden. I det samme kom der en ledig Vogn kjørende i fuld Fart. Fru Bratvold vinkede med sit Lommetøklæde og raabte Vognmanden an. Snart sad hun og Gunda vel tilrette mellem Vognens Hynder, mens det gik strygende fort udover mod Schweigaardsgade. Gunda sad stille og sa ingenting. Kanske var det bedst, at det var gaat slig.

536Hun var mange Gange saa træt, og hendes Beundrere var liksom kjed hende nu. Hun var jo ikke mange Aarene over de 20, men nogle ældes saa tidlig. Hun var jo bare Barnet, den Gang, da hun første Gang kom ud i Livet.

– – – – – – – – – – – – –

Det var noksaa flot hos Arne Holm. Stuen var fint ordnet med plydsbetrukne Nøddetræs Møbler. Der var Oliemalerier, Hængelampe, store Bladplanter og megen Nibs. Der var ogsaa Pianoforte; for Antonie, Arnes Kone, havde lært Musik. – Foruden dette Værelse og Kjøkkenet, var det to andre Rum; det var Bedstemamas Kammer og Papas og Mamas Soveværelse. Det sistnævnte brugtes ogsaa til Spise- og Dagligstue … Den bedste Stuen benyttedes kun ved høitidelige Leiligheder, den udgjorde en Del af gamle Madam Holms Stolthed og Glæde i Livet. Arne bodde nu i sin egen Gaard, tænk at han alt var naa’d saa vidt, at han var blit Gaardeier, ja det gaar meget rart til i Verden.

Julekvælden var Familien Holm samlet i den gjilde Stuen. Juletræet var tændt, og de havde netop gaaet rundt om den store pyntede Gran. Bestemama med Borghild paa Armen, mens lille Sverre stavrede saa godt han kunde mellem Mama og Papa … Men Børnene blev snart trætte. Borghild var sovnet i den lille Kurvvognen, der for Anledningen var trukken ind i Stuen, mens Sverre sad paa Bedstemamas Fang og morede sig med nogle Leker.

537Antonie var netop gaat ud i Kjøkkenet for at se til Aftensmaden, og Arne sad i Lænestolen og nød sin Aftenpibe. Han havde vist mange Gange med en egen Glædesfølelse sagt til sig selv, som det staar i Bjørnsons «Arne»: «Slig er det at naa frem.» Om nogle Aar vilde han bli Bygmester og Gaardeier i stor Maalestok, og da havde han nogenlunde sit paa det tørre. Saa var det Børnene, der vilde komme til at udgjøre Fremtidens Haab …

Det ringede paa Entréklokken, Antonie aabnede.

Der hørtes et overrasket Udraab og derefter en fremmed Kvindestemme.

«Hvem mon det kan være?» sa Arne.

«Kanske Elise Østmo.»

«Nei, hende er det ikke» …

«Mon det skulde være Cecilie Jansen?»

«Nei, hun kommer ikke i aften.»

I samme Øieblik gik Stuedøren op, og to Damer kom ind ifølge med Antonie. Husets Frue var lang i Ansigtet og gjorde liksom Vold paa sig selv for at se blid ud. Men i næste Øieblik laa Gunda i Moderens Arme …

Arne hilste Søsteren venlig.

«Og denne Dame er Fru Bratvold, du Mor.»

Madam Holm gjorde en dyb Bøining.

«Fruen skal ha saa mange Tak, for hvad De har gjort imod Gunda.»

«Vi faar ta i en Flaske Portvin, du Antonie,» hviskede Arne.

538Den taalmodige Husmor gik ud og kom snart ind igjen med en Kagevase, samt Vin og Glas. Forresten forholdt hun sig meget stille. Hun var slet ikke fornøiet over Gundas Komme; de kunde ha mere end nok med Svigermama; men det vilde kanske være kjærlighedsløst at si nogenting, og hun holdt saa meget af sin Mand, at hun ikke for hans Skyld vilde la sig Mærke med sin indre Misnøie … Imidlertid havde Arne skænket i Glassene og de skulde netop til at tømme et Velkomstbæger for Søsteren, da det atter ringede … Denne Gang lød det som en stærk Kimen, og Antoine sprang lidt uvillig ud for at aabne.

«Hvem er det nu igjen?»

Atter lød der Stemmer i Entreen og denne Gang var det en høi, lidt raa Mandsstemme, der syntes Arne temmelig bekjendt. Ogsaa Madam Holm lyttede i en betænkelig Stilling, mens hun af og til vuggede paa Barnevognen. De skulde ikke længe bli i Uvished. Døren sloges op paa vid Gab, og ind kom slængende en lurvet mandsperson, der saa temmelig anløben ud.

«Godkvæld.»

Ingen svarte.

Det var Ragnvald Holm, der aflagde dette Julaftensbesøg i sin Brors Hus. Han havde været hjemme i mange Aar nu og gik og drak og sjokkede, som forinden han reiste. Arne saa ikke meget til ham, det kunde hændt imellem, at han traf ham udenfor 539Samlagene eller ved Basarhallens Skydepavilloner, hvor Lazaronerne holder til.

Der var ingen, der sa noget, da Ragnvald kom ind; men alle saa op, med forundrede, skrekslagne Miner. Antonie var sunken om i en Stol nede ved Døren.

«Godkveld, da Get!»

«Godkveld,» svarte Arne tonløst.

Ragnvald saa sig om i Stuen.

«Saa fint som her er, ja det er svært til Greier. Her er nok ikke noe for ‘Hurrableien’ her, hi, hi, hi!»

Dette Ord havde saa tidt været paa Ragnvalds Leber, at det var blit til et Slengord, og nu gik han blandt Kammeraterne under Opnavnet: «Hurrableien.»

Han fik Øie paa Gunda.

«Du ogsaa her Gunda … Det er da fælt saa mye Skrab her er kommen ind i Bygmesterens fine Stue, hi hi hi, … Du skulde vel ikke tilfældigvis ha en Akkevitter, du Arne?»

«Vil Du drikke et Glas Vin?» Arne var bleg og skjalv i Maalet. Aa, som han skammede sig for Fru Bratvold og for sin lille fine Hustru! Han angrede næsten paa, at han havde giftet sig og ført Antonie ind i en slig Familie … Af den Grund havde han søgt, at holde Ragnvald borte fra Huset, og det var hidtil lykkedes ham.

Ragnvald drak Vinen ud, og skubbede lidt paa sin brede Skikkelse.

540«Det var jagu godt.» – Han saa sig om, de øvrige Glas stod urørte, der var ingen som havde drukket.

«Her er saa stilt; det er nok ‘Hurrableien’ som forstyrer, hi, hi hi. Ja, ja, jeg er forresten like glad. Jeg skal snart gaa, jeg. Jeg har ikke noe her at gjøre. Neigu om jeg har … Du er blit altfor kry du Arne … du har nok glemt at du er Søn til Fylleslusken Jakob ‘Holmen’, du, liksaa vel som jeg.» …

Han havde talt sig varm. Han drog Pusten tungt og dybt, inden han gik hen til Bordet og tømte et nyt Glas Vin.

«Det er jagu gode Sager Bygmesteren river i, hi hi hi …»

«Hvorfor kommer du slig, da Ragnvald?» sa Madam Holm, «svart og fæl er du, saa det er en Gru. Synes du, det er at komme i din Brors Hus paa en hellig Julaften? Fy!»

Arne gjorde en bønfaldende Mine til Moren; men det var forsent.

«Ti stille du Mor,» raabte Ragnvald, «hvad har du med mig? Er jeg dig i Veien kanske? Du er nok ogsaa blit fin nu. – Du har jagu glemt den Tiden, da Far kom paa ‘Manglen’ og du gik nede i Elvegata og ikke eide Klær paa den usle Skrotten din.»

Han slog Næven i Bordet, saa Glas og Flasker klirrede. Lille Sverre havde stirret paa den fremmede Manden med store vandblaa Øine; men, nu 541satte han i et vældigt Brøl og vækkede Borghild, slig at hun ogsaa begyndte at græde.

Madam Holm flygtede ind i Soveværelset med Barnevognen, mens Sverre gik efter og holdt hende i Skjørtet. Fru Bratvold og Gunda fulgte lige efter. Men Antonie blev igjen i Stuen, for i paakommende Tilfælde at komme sin Mand til Undsætning.

Fru Bratvold var kommen paa den Tanke, at kanske ikke Brorens Hus var det rette Sted for Gunda. …

«Til Vaaren skal jeg skaffe dig en god Plads», sa hun i en venlig, halvt beroligende Tone, «det er hos min tilkommende Svigersøn Harald Thoresen: han er blet Sognepræst og skal giftes med Ester til Sommeren.»

«Ja, det vil kanske være bra … vi kan jo tales ved Siden. … Aa gid, jeg er saa kjed dette Spetaklet.»

«Ja, slige Familiescener er leie de.»

Madam Holm holdt paa med de skrigende Barn, hun sansede ingenting.

I Entreen tog Gunda Afsked med Fru Bratvold.

«Kan du ikke bli her, saa kom bare til mig.»

«Tak!» …………

I Stuen gik Ragnvald fremdeles Berserkergang. Under nogle dristige Hallingkast var han kommen i farlig Berørelse med Juletræet og havde knust en Del Nips paa Etageren. Antonie skjalv af Rædsel, og Arne tabte tilsidst Taalmodigheden.

542«Nu skal det være slut», sa han i en bestemt Tone; «hvad er det egentlig, du vil?»

«Vil … hi-hi …»

«Ja, jeg spør, hvad du vil. Nu faar du være saa snil og gaa med det gode. Jeg har faat nok af dine Grovheder. Hvad kan vel jeg gjøre ved, at du er kommen ud i Nød og Elendighed.»

Det var mærkeligt, at efterhvert som Arne blev sintere og sintere, sakkede Ragnvald betydelig agterud.

«Vil du kaste Bror din ud? hi-hi- hi.»

«Jeg gjør det nødig; men jeg vil ikke ha mer Leven.»

Ragnvald gjorde sig bred; tiltrods for sin daarlige Levemaade, saa var han en Mand med, fysiske Kræfter.

«Vil du ikke ha mer Leven, jasaa? Ja, saa faar du heller ikke kaste mig ud; for da vil det nok bli ‘ordentligt’ Leven. Jeg’ gad vide, hvem af os to der vinder, hvis vi tar et Tag.»

«Jeg har ikke til Hensigt at prøve», svarte Arne koldt.

«Jeg ikke heller. Jeg maatte ikke ha Ben at gaa paa, hvis jeg skulde la mig kaste paa Dør af slig en kry Fant, som du er blet.»

Han gik henimod Døren.

«Farvel.»

«Farvel», kom det koldt igjen fra Arnes Læber. Men Ragnvald var stanset op ved Døren med en betænksom Mine.

543«Du Arne …»

«Ja. Hvad vil du?»

«Aa hør, Get – laan mig 5, nei det er det samme … laan mig 10 Kroner til over Helgen, naar jeg faar noget at gjøre.»

«Saa du tror, du faar noget at gjøre?»

«Det faa jeg vel.»

«Jasaa, Ragnvald, saa det er for at be mig om Penge, du er kommen.».

«Laane, sa jeg.»

Arne gjorde et ærgerligt kast med Nakken.

«Det gaar vel ud paa et. Men Herregud, hvorfor sa du ikke dette med det samme? Nu har du fordærvet en stor Del af min Juleglæde og ruineret mig for over 20 Kroner …», med et Sideblik til alle Glas- og Porselænsskaarene og til den halvt ødelagte Julegran. Havde ikke Antonie været resolut nok til itide at slukke Lysene, saa var vist Træet staat i lys Lue. «Dette er jo for galt, og saa efterpaa at be mig om at faa laane 10 Kroner.»

«Ja, vil du ikke, saa er det jagu det samme.»

«Jeg har jo saa tidt hjulpet dig, derfor ved jeg ikke, hvorfor du kommer slig. Se her er 10 Kroner; men se nu at faa dig et Nattelogi, og drik ikke op altsammen.»

Ragnvald tog Pengene med gridsk Begærlighed.

«Jeg gaar bort i Det blaa Baands Natteherberge.»

«Bor du intetsteds nu?»

«Nei da, nei.»

544Arne drog et tungt Suk. Det var da Bror hans likevel.

«Jeg skal si dig noget jeg, Arne,» sagde Ragnvald. «Fremtiden tilhører mig og mine Lige. Det er vi, vi, som fryser og sulter, der skal opføre et nyt Samfund paa det gamles Ruiner. I det nye Samfund vil vi alle være lige, der vil det ikke mere lyde for os Fattigfolk som en gruelig Haan, naar Julen kommer med alle sine Glæder og Herligheder paa de Riges Bord.»

Han slog ud med Haanden og indtog en tragisk Stilling.

«Godaften, Frue, De faar jamen undskylde, at De har faat ‘Hurrableien’ til Svoger.»

Han bukkede dybt.

«Du er en egen Fyr, Ragnvald», sa Arne og fulgte ham ud Entredøren, hjertens glad over at bli kvit den besværlige Gjæst.

Da han kom ind igjen, kastede Antonie sig grædende om hans Hals.

«Stakkars dig, Arne», hulkede hun.

«Ja, du kan saa si; du kan tro, det er tungt at ha slige Sødskende. Men er du ikke sint?»

«Aa nei, det kunde aldrig falde mig ind, jeg er bare lei.»

«Ja, det har du god Grund til. … Bare du ikke angrer … at du har … giftet dig med … mig.»

«Aa Gud, Arne, det er væmmeligt af dig at snakke slig.»

Han kyssede hende hjertelig.

545Nu kom Madam Holm ind i Stuen, hun saa bleg og forstyrret ud. Barnevognen med de smaa samt Gunda var blet tilbage i Sideværelset.

Arne slængte sig ned i en Stol.

«Slig en Julaften, huf … det var Juleglæden vi skulde faa … Tab og Leiheder … Saa skulde Gunda ogsaa komme.»

«Det var da bare bra, at hun kom», svarte Moren.

Gunda viste sig i Døraabningen.

«Jeg skal ikke længe være i Veien. Jeg kan gjerne gaa med det samme. Forresten saa har Fru Bratvold lovet mig Plads til Vaaren.»

Antonie ilede hen mod hende.

«Kjære dig, Gunda, du er da velkommen; Arne mente det ikke saa, men det blev for meget paa en Gang. Kom nu og hjælp mig med at rydde op, saa skal vi snart faa det i Orden igjen og noksaa koseligt.»

Arne tog sin Hat.

«Du vil da vel ikke gaa ud?»

«Bare en liden Tur for at komme i godt Humør. Jeg kommer snart igjen.»igjen.»] rettet fra: igjen. (trykkfeil)

Om Kjærlighedens Forvildelser

Karen Sundts arbeiderroman Kjærlighedens Forvildelser kom først ut heftevis i 1894. En samlet førsteutgave kom i 1895.

Vi møter et stort persongalleri, dels knyttet til arbeiderstrøkene i Kristiania og dels til en bygd ved Mjøsa. Deres livshistorier henger sammen i større eller mindre grad, og det er til tider litt komplisert å henge med i handlingen(e) og familieforholdene.

Sundt tar opp temaer som fattigdom, alkoholisme, arbeiderliv, klassekamp, oppdragelse, ulykkelig kjærlighet og tilgivelse. Enkeltindividets lykke settes opp mot familiekrav og samfunnets normer. Og to tilbakevendende spørsmål i romanen er 1) om foreldres synder går i arv og 2) om man ved hardt arbeid kan overvinne et dårlig utgangspunkt.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook