41Hvor levende jeg husker den dag, vi nær havde slaaet provstinden ihjel! Det høres rart, men det var virkelig en levende provstinde, som vi virkelig paa et hængende haar nær havde taget livet af. Og det bare i pur glæde og syttendemai-turing.
Hør nu, hvorledes det gik til:
Lige bag vort gamle hus, har vi hele den store, friske heien. Hvis nogen af dere bor nede ved kysten, saa ved dere nok, hvor vakkert der er, og hvad moro en kan have oppe i en slig hei. Har dere bare reist forbi med dampskibet, saa aner dere ikke, hvor deiligt det kan være oppe paa de nøgne graa heierne, som vender ud mod havet. 42Lidet jord, men meget sol; er der en liden sprække, gror der straks en makrelblomst, fine, lange græsstraa, smørblomster og katteklo. Nypetorn og ener klavrer sig fast baade hist og her – og saa lyngen da helt oppe paa toppen! Hele fladen bortover bare de violette lyngblomsterne, klare himlen over os – og hele havet udover i en stor vid runding – ingenting, som stænger for synet.
Dette har jo egentlig ikke noget med provstinden at gjøre, men jeg maatte bare forklare, hvorledes der var oppe i heien. For deroppe var det, at Nils Trap, Ezekiel, Peder, Karsten, Mina, Massa og jeg legte mangen god dag.
Lige ved vort gaardsrum begyndte det at høine sig opover; først en liden opmuret have, saa afsatser og styrtninger, store stene, smaa stene, stupende brat ned og saa op et par skridt igjen, hvor en maa bruge baade hænder og fødder og gribe fat i lyng og ener for at komme op.
Omtrent midtveis opover heien er der et noksaa stort fremspringende klippestykke, som det bare fra den ene kant, og det endda 43med vanskelighed, er muligt at komme op paa. Dette er vor fæstning. Vi har her baade batterier og bastioner, kuglekammer, krudtkammer og fangehul. Deroppefra har vi den prægtigste udsigt nedover byens lave, lysmalede træhuse, og de smaa lubne lindetræer, som kryber opigjennem gaderne. Menneskene dernede ser fra vor fæstning endnu ud som stoppenaale; lige oppe paa toppen bliver de til yrende smaa knappenaale.
Saa var det en 17de mai. Jeg husker det saa tydelig; vaaren var kommen saa tidlig, at vi alt havde fint, ungt birkeløv og høi, mild luft. I flere dage havde vi talt om en fest, som vi vilde holde i fangehullet, for der var vi fuldstændig useet af alle. Der skulde være salut, taler og sang. Peder og Karsten var fast ansatte kanonerer; med megen møie havde vi baaret store stene op paa fæstningen; disse blev da med al magt kastede nedover styrtningen igjen. Dette var vor salut; der var ikke lidet smeld i det, kan I tro! Gutterne skulde skaffe vin, og vi kager og glas. Vi fik forresten aldrig andre glas med os op i heien end saadanne, 44som foden var slaaet af. Jeg syntes dengang, det var græsselig smaaligt af mor, at vi ikke kunde faa ordentlige glas.
Ezekiel holdt festtalen. Jeg ser endnu hans tynde, blodløse fingre om det stetteløse glas, mens han sprutede og talte om «vor unge frihed, som satte blomst paa frihedsdagen». Jeg havde nylig læst hele talen i et gammelt barneblad og maatte jo nødvendigvis betro denne min opdagelse til Mina; de andre vilde vide, hvad vi lo af, og tilslut hviskede og lo alle tilhørerne sig imellem; men Ezekiel klemte paa. Efter talen blev fire stene kastede udover. Karsten var straalende: «Aa du, aa du, hvor det smald!»
Siden talte Ezekiel for Sverige; efter talen foreslog han, vi skulde synge: «Se hist ved østersaltets vove» – men da ingen af os kunde melodien, og Ezekiel selv ikke havde en tone i livet, saa gik det ikke. For det kunde jo ikke nytte os, at han forsikrede, at han hørte melodien tydelig indeni sig. Saa talte Nils Trap for kvinden; jeg husker, hvor jeg beundrede de korte, fyndige ord: 45«Et hurra og fire skud for kvinden!» Ikke en snup mere. Jeg syntes, det hørtes saa overordentlig mandigt. Peder styrtede op paa fæstningen for at affyre skuddene, Karsten efter som en kamphane med haaret ende tilveirs. Stenene for bragende nedover – øieblikket efter hørte vi et ynkeligt klageskrig, og Peder kom løbende ned i fangehullet, askegraa under sine fregner.
«Aa mor – mor – –»
Vi styrtede op allesammen; dernedenfor fæstningen, lige nedenunder styrtningen stod den lille pukkelryggede provstinde med et violet tørklæde om hovedet og en liden smal haand løftet i veiret. Stenen, som var bleven afskudt til ære for kvinden, laa mindre end en alen fra hende!
«For Guds skyld, barn! For Guds skyld, barn!» – hun kunde næsten ikke tale af skræk.
Endnu den dag idag kan jeg angre paa, at jeg ikke løb ned til hende og fulgte hende nedover heien igjen. Det faldt ingen af os ind, tror jeg. Da vi hørte, at stenen ikke havde truffet hende, men at hun bare var 46bleven saa dødelig angst ved at se den store sten i luften lige over sig, var det ikke langt fra, at alle vi deroppe paa fæstningen syntes det var lidt utidigt af provstinden at skrige saadan op.
Provstinden krabbede sig nedover igjen alene, hun var bare gaaet derop for at se efter et hvidt sengeteppe, som hang paa en busk for at tørres.
Men vor feststemning havde ligesom faaet et knæk.
Karsten fægtede med knyttet haand ud i luften, som han pleiede, naar han blev ivrig. Det var nu slet ikke saa farligt, forsikrede han; for hvis han havde været provstinden, saa havde han naturligvis seet, hvilken vei stenen tog i luften, og tog den saa den vei – saa kunde han jo løbe til siden – saadan – og tog stenen den anden vei, saa kunde man jo bare løbe til den anden side. Forresten, hvis provstinden havde været, som hun skulde være – saa stærk som Nils Heia f. eks., saa kunde hun jo have staaet ganske rolig, taget sigte paa stenen, taget imod den med hænderne 47– og vinglet den bort. Ja, for tror dere ikke, at Nils Heia havde gjort det paa den maaden? Tror dere ikke, han var stærk nok til det?
Men skrækken kom over mig bagefter: tænk, om Peder havde slaaet sin egen mor ihjel! Jeg husker saa tydelig, at jeg ikke vilde have hverken vin eller kage mere, og Nils Trap erted mig med, at jeg var blevet ganske hvid paa næsen af angst.
Men som vi sad der og saa paa hverandre og ikke rigtig kunde komme igang med noget igjen, hørte vi pludselig en stemme:
«Peder.»
«Det er far», sagde Peder og huked sig dybt ned, endda han umulig kunde sees nedenfra.
«Hys – ss – ti stille – hys!» – vi laa over hverandre i en haug, rædde og stille.
«Peder», kom det dernedenfra igjen, «kom ned paa øieblikket, jeg ved, du er deroppe».
«Hys – ti bare stille, ikke et muk.»
Dødsstilhed.
«Ja kommer du ikke nu paa timen» – 48– provsten var rasende; vi hørte det paa stemmen.
«Jeg maa gaa», sagde Peder og reiste sig op, «jeg maa – jeg maa» – han klavrede op, vi andre keg med bare hovederne op for at se hvorledes det gik.
Dernede stod provsten uden hat i bare paryk og lynende sint. Det var ikke godt at være Peder nu. Han klavrede uendelig langsomt nedover. Provsten truede op til alle vore seks hoveder, der stak op af fangehullet:
«Ja kom bare en anden gang slig – kom bare – I skal faa kjende det paa rygstykkerne jere – store mennesker, som dere er – at slaa folk ihjel med stene!» –
«Ja, men vi slog jo ikke ihjel nogen», raabte Karsten.
Jeg blev rent forfærdet over Karsten, at han turde raabe slig til provsten, som imidlertid ikke tog den mindste notits af ham; Peder var nemlig endelig kommet indenfor hans rækkevidde, saa han fik andet at gjøre.
Først en ørefigen paa den ene side: 49«Jeg skal lære dig, jeg» – saa en ørefigen paa den anden side: «Næsten slaaet din egen mor ihjel –», og han slog. Men tænk: endda jeg havde saa gruelig ondt af Peder, saa ondt, at jeg tror, jeg gjerne skulde have taget slagene i hans sted – vi var jo lige skyldige – saa var der noget saa græsselig spændende ved at se paa Peder og provsten dernede, at det næsten føltes som en skuffelse, da provsten tog Peder i den venstre øreflip, og drog ham med sig nedover. Gutterne havde nylig anlagt en liden vei nedad heien og ind en liden bagport i provstens have. Det kom godt med for Peder nu, at der var nogenlunde banet vei, da han blev ført afsted ved øreflippen.
«Nu kan dere lide paa, at Peder faar juling», sagde Karsten, – han følte ogsaa det spændende ved øieblikket. «Men var det mig», han blev meget ivrig, «saa vilde jeg lægge mig paa ryggen og spænde med benene i luften, saa ingen kunde komme mig nær. Han skulde ikke faa slaa mig, nei, det skulde han være blaa for.»
Det var rent forbi med festen. Ezekiel 50foreslog, vi skulde drikke vinen i en fart, – kagerne delte vi ligelig – og saa klavrede vi nedover; men vi tog vor havevei, ikke provsteveien. Vi bare hviskede, talte ikke høit, før vi var nede. – Vi fik skjænd, dygtig skjænd af provsten, men mama græd næsten, da hun hørte, for en ulykke vi nær havde gjort. Og mamas taarer husker jeg meget bedre nu, end provstens skjænd.
Da vi siden spurgte Peder, hvorledes det var gaaet ham, svarte han ikke, men bare smilte mat.
Ja, slig gik det til!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Vi børn fra 1890 var Dikken Zwilgmeyers debutbok og den første av Ingen Johanne-bøkene.
De muntre skildringene, tilsynelatende skrevet av 13 år gamle Inger Johanne, ble en stor suksess, og er blitt lest av stadig nye generasjoner.
Jeg-personen hevder i åpningskapitlet at hun skal skrive «Om ingenting», men i de åtte fortellingene som boken består av skildres familieliv, barneliv og småbyliv.
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.