Vor hane

95Der kom en dag en mand fra Vegarsheien ind i vort kjøkken med fire levende kyllinger, som han vilde sælge. Allesammen høner, sagde han. Vi havde aldrig havt andre dyr hjemme end Storemor, vor store, sorte kat, og Karsten og jeg fik med engang en ustyrtelig lyst til at eie de fire halvstore, brungule kyllinger, der laa saa taalmodige nede i bondens kurv, lagde hovederne paa skakke og saa op paa os med smaa runde, sorte øine.

Hurra! Mama vilde kjøbe kyllingerne, men paa den betingelse, at Karsten og jeg skulde passe dem. Om vi vilde paatage os det? Bare moro naturligvis. Jeg anede ikke da al den fortræd og spektakel, der skulde komme ud af det.

96Oppe i det gamle fjøs, der hører til vort hus, og som i mange aar har staaet unyttet, er der et afdelt rum, som vi, jeg ved ikke hvorfor, kalder saltboden. Deroppe i saltboden indkvarterede vi vore fire kyllinger. Jeg gav dem øieblikkelig navn: Lova, Diksy, Valpurga og Carola. Karsten og jeg proppede dem med mad, og hele dagen gik de og sparkede i vor kjøkkenhave, som der forresten aldrig vokser noget i. Grund, tør sandjord og græsselig meget sol kan der jo ingenting blive af, skjønner dere.

Det første jeg gjorde om morgenen, var at lukke kyllingerne ud. Da flaksede og vingefløi de om mig i den friske, kjølige morgenstilhed under lønnetræerne. Det varer altid en stund, før solen kommer ned i gaarden hjemme, for heien skygger.

Lova, Diksy og Valpurga var ganske almindelige høibenede kyllinger, som sparkede bagud og plukkede den hele dag. Men Carola begyndte lidt efter lidt at opføre sig mere værdigt. Den satte benene stærkt udad og sparkede, stod lange stunder stille, ligesom lyttende efter noget, og lod altid 97de andre forsyne sig først. Og en vakker dag stod Carola paa fjøstrappen, slog ud med vingerne og galede – et rigtig hæst, sprukkent kyllingegal – men galet havde den. Carola var blevet en hane, der var nok ingen tvivl om det. Hun maatte naturligvis døbes om igjen, og saa kaldte jeg hende Carolus.

Og det er Carolus’s bedrifter, jeg vil fortælle om. Ikke det første aar, den levede; da var den noksaa skikkelig. Hele sommeren var kyllingerne oppe i saltboden, men da vinteren kom, blev de flyttet ned i vor kjælder for kuldens skyld. Hutetu, høns har det leit om vinteren. Sneen laa tyk opover kjældervinduet og stængte det lille graa dagslys ude, og dernede paa stengulvet i fugtigheden, sad alle fire kyllingerne med hovedet dukket ned i fjærene og kukkelurede. Da kan en være glad, at en ikke er skabt til at være høne. Jeg var forresten dernede hver dag og trøstede dem. Tænk paa sommeren, sagde jeg, tænk paa alle betemarkerne under bjørnebærhækken, sagde jeg, og paa hele kjøkkenhaven de lange solskinsdagene. 98Carolus slog lidt med vingerne, men de andre gjorde ikke det engang – de havde rent givet sig over.

Men saa kom sommeren.

Lova, Diksy og Valpurga lagde hver dag et pent lidet æg oppe i saltboden. For en moro det er at gaa slig og lede efter æg! En gaar der og tusler og leder og leder – de er saa fule og slue, hønerne, og stikker sig bort under bordbeter og skrammel, – men lige bort i krogen, der hvidner det, og der ligger æggene runde, hvide og ganske lunkne.

Carolus var blevet en rigtig staut hane med lange, bøiede halefjær, der skinnede som metal i solen.

Lige ned for vor bakke bor madam Land i et lidet gammelt, graat hus. Madam Land holder ogsaa høns; en af dem var en liden, sort, spids bondehøne. Hvorledes det ulyksalige bekjendtskab var opstaaet, ved jeg ikke, men vor store, fornemme Carolus havde forelsket sig i den lille sorte høne. Rent utrolig forelsket maatte han vist være, for han kunde ikke være fra hende en eneste dag. 99Med det samme, der blev lukket op for hønsene om morgenen, lagde Carolus paa sprang nedover bakken, vingefløi og fór lige ned til madam Lands port. Var porten ikke lukket op endnu, saa fløi Carolus over plankegjærdet og midt ned i madam Lands hønseflok. Jeg kaldte og jeg lokkede, jeg skjendte og jeg jagede den – jo tak san – Carolus galede og skreg og fløi op paa plankegjærdet; han lagde hovedet paa siden, skakkede ned og saa paa mig, og var jeg vel af veien, var han straks ved siden af den lille sorte høne igjen den hele dag.

Hver eneste aften var jeg nede og hentede den, efterat den havde sat sig op med madam Lands høner. Det var et spektakel. Hønsene kaglede og skreg, fløi ned fra pinden, saa det baskede mig om kinderne, der var ikke ørenlyd at faa i madam Lands hønsehus. Men jeg holdt godt fast paa min gode Carolus; han sparkede og sprællede, men jeg trykkede det glinsende, levende hanebryst, som jeg hørte hjertet banke og hamre indeni, tæt op til mig og løb hjem.

Hver eneste aften gik dette for sig. Og 100hver eneste aften stod madam Land og skjendte i sin kjøkkendør, naar jeg skulde der forbi med Carolus.

«Jo den er blet spækket – jo den er blet gjød nu – den spiser for fire høns – der er da vel lov og ret for sligt – jo den blir spækket –» jeg hørte madam Lands stemme helt op i vor bakke.

Madam Land ser selv ikke ud, som hun er spækket. Hendes mand er rorskarl. Hun er saa frygtelig sparsommelig. De fortæller ude i byen, at madam Land hver middag koger tre poteter. «To poteter til Land, en til pigen, og jeg behøver ingen», siger madam Land. Og tænk, saa maatte hun hver dag gaa der og se paa vor store Carolus oppe i hendes eget hønsefad. En kan jo nok skjønne, at madam Land var sint.

En dag kom madam Land op til os for at tale med mama og klage over Carolus.

Nu havde jeg ikke nævnt et ord til mama om Carolus’s opførsel den sidste tid, jeg havde nemlig en dunkel anelse om, at det da vilde gaa min store, kjække Carolus ilde. Mama blev rent lei af sig og sagde, 101at jeg værsgod skulde holde Carolus inde. I to dage stod den inde i saltboden; den hoppede op i vinduskarmen og hakkede paa de smaa, grønne ruder. Men den tredie dag havde jeg saa inderlig ondt af den, at jeg slap den ud.

«Du skal se, den har glemt den svarte nu», sagde Karsten. Glemt, sagde han, jo tak – Carolus var alt paa spranget, skreg af fryd og fløi lige ned i madam Lands gaardsrum.

«Kom, saa tjorer vi den», sagde Karsten pludselig. Det var en udmærket idé, syntes jeg. Først fik vi fat paa en lang hyssing og saa ned efter synderen. Han vilde naturligvis ikke hjem igjen; hele madam Lands gaardsrum stod i et eneste skrig af opskræmte høner, saadan løb vi og jagede den, inden vi fik fat paa Carolus. Vi bandt hyssingen om benet paa den og tjorede den oppe ved fjøstrappen. Jeg gik ind for at læse paa lekserne, men jeg havde ikke læst fem minutter, før jeg fik en besynderlig uro paa mig, og maatte ud for at se efter Carolus. Der laa den paa marken; hyssingen havde den snurret 102og dreiet om sig utallige gange – den laa bare paa siden og gispede. I en-to-tre havde jeg befriet den; et øieblik laa den stille paa siden, saa reiste den sig pludselig, baskede dygtigt med vingerne og – nedover bakken, med udspilede vinger, som formelig sopte i marken, fór den afsted – og forsvandt i madam Lands gaardsrum.

Den aften hentede jeg den ikke; jeg turde rent ud sagt ikke for madam Land.

Da jeg gik fra skolen den næste dag, gik jeg en sving indom til madam Land. Carolus stod inde i gaarden og spiste med megen appetit af madam Lands grød og sure melk. Den store blodrøde kam hang nedover det ene øie, det andet øie, der var frit, vendte den mod mig, som om den vilde sige: «Jeg kjender dig nok, Inger Johannemor, men gaa du din vei – her vil jeg nu engang være.» – Ja de kan nu sige om dig, hvad de vil, Carolus, tænkte jeg, men du er nu den vakreste hane, som findes i verden – og min er du alligevel.

Da aftenen kom, havde jeg udspekuleret en plan, hvorved jeg skulde faa fat paa Carolus, 103uden at madam Land mærkede det. Hun havde hønsene i et aflukke i sin vedbod. Bagsiden vendte ud til en aaben plads. Høit oppe, lige under taget, var der en glugge, som altid stod aaben. Gjennem den glugge vilde jeg ind og hente Carolus. Oppe i vort fjøs laa der en gammel stige; den fik jeg Peder og Karsten til at bære ned og sætte op til gluggen. Baade Peder og Karsten vilde krybe op, men jeg sagde nei; en saa vanskelig ekspedition kunde ingen andre end jeg selv klare.

Klokken kunde vel være ni om aftenen; det var lidt skummert alt. Jeg klavrede opover stigen og kom lykkelig og vel op paa det øverste trin. Men enten det nu var stigen, som var raadden, eller Peder og Karsten slap taget dernede – det var netop saavidt jeg fik tag i gluggen og halet mig ind – der faldt stigen og gik aldeles fra hinanden i faldet.

Der sad jeg pent i det. Og saadan, som Karsten og Peder lo dernede! Jeg var saa rasende ærgerlig paa dem, især paa Peders latter. Naar Peder ler, er det akkurat 104som om nogen pludselig kiler ham i maven; han bøier sig sammen, vrider sig som en orm og ler uden lyd. Men Karsten lo i vilden sky.

«Vil du lade være at le, Karsten, du forraader mig jo paa den maaden, gut.»

«Hvorledes vil du komme ned igjen?»

«Aa, jeg hopper ned herfra.» – Det var sikkert en fem-seks alen ned til marken.

«Nu gaar jeg ind efter Carolus; jeg slipper ham ned herfra – dere tar imod ham.»

Jeg famlede mig nedover en halvmørk trap, snublede dernede i stummende mørke over en huggestabbe og en flisehaug, og var endelig borte ved det aflukke, hønsene var indestængt i. Sagte lukkede jeg døren op og famlede med haanden langs pinden, de sad paa. Men, o ve: Sha, sha, sha, ra-ra-ra, – dere gjør dere ikke den svageste idé om, hvorledes madam Lands høner kunde skrige op; det var akkurat som jeg vilde dræbe dem alle med en eneste gang. Udenfor væggen hørte jeg Karsten formelig hyle af latter, – jeg famlede omkring mig derinde i mørket, for Carolus vilde jeg finde. Jeg tror, jeg havde fat paa hver eneste høne; 105næbbene stod vidaabne paa dem allesammen, bare i ét skrig.

Da hørte jeg døren til madam Lands kjøkken blive revet op – idetsamme skridt over gaarden – madam Lands stemme: «Kom med stokken din. Land, der er tyver i hønsehuset.» – Døren til vedskjulet aabnedes, og madam Lands pige styrtede ind og saa mig. «Det er Inger Johanne til byfogden, madam», raabte hun.

«Er nu det hespetræet der igjen», hørte jeg madam Lands stemme – ja hun sagde virkelig hespetræ; men til mig sagde hun bare: «Hanen din er ikke her, mor, den har ikke været her i hele dag – ikke paa to-tre dage, tror jeg.»

«Ja, men den var her jo i formiddag.»

«Langtifra, du har seet feil, den er ikke her, siger jeg.»

Jeg sprang hjem rent fortumlet. Hvor i alverden var Carolus blevet af! Ledte høit og lavt oppe i fjøset – nei, ingen Carolus. Næste dag den samme søgning. Jeg var rundt i alle gaarde i nærheden og spurgte efter hanen min. Nei, ingen havde seet den.

106Da steg der med en gang en skrækkelig mistanke op i mig: Madam Land havde hugget hovedet af Carolus!

Aa, for en skam, for en skam – for en skam af hende! Saadan som jeg græd den dag! Det hjalp ikke, at de sagde hjemme, at Carolus kanske kom igjen, og selv om den blev borte, var det jo slet ikke sagt, at det var madam Land, der havde gjort ende paa den – den kunde jo let have tullet sig bort selv.

Nei, det troede jeg ikke et øieblik paa. Det var madam Land, der havde myrdet den, og jeg syntes det var gruelig rart af papa, at han ikke kunde sætte hende paa vand og brød i tyve dage, for det havde hun fortjent.

Det eneste, som trøstede mig, var, at jeg selv slap at se Carolus i hvid sauce i et laagefad paa middagsbordet.

Ja, for aldrig – aldrig i verden havde jeg smagt en bid af Carolus!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.