25Det var vel et vinterveir den dag, som man skulde lede efter magen til. Det havde sneet dygtigt etpar dage, alle heiene og stenene rundt vort gamle hus var ganske borte, og nogle bløde, deilige, snehvide rundinger var der kommet istedet, som man fik den største lyst af verden at stupe kraake i.
Dagen før havde det tinet lidet bitte gran, men om natten havde det frosset paa igjen, og da solen den dag kom op, var der strøet ti-tusinder af diamanter udover paa alle kanter; det skinnede, blinkede, glitrede og lyste, saa det skar i øinene.
Og opover grenene og nedover stammerne paa alle de gamle træerne nedigjennem 26bakken, sad der bitte smaa haardfrosne, glitrende sneklumper, som lyste mod den blaa himmel mellem grenene. For himlen var gruelig blaa den dag, det husker jeg godt.
For en pludselig ubændig glæde, der undertiden kan komme over en! Det behøver slet ikke være noget bestemt, en har at være glad for – denne pludselige glæden kan for den sags skyld komme, bare det er rigtigt, rigtigt godt veir en dag – saadan rent overstrømmende jublende kan denne følelse komme, at en synes en maa skrige himmelhøit eller slaa ud med armene, eller hoppe ende tilveirs – bare fordi det er saa deiligt at leve.
Akkurat saadan følte jeg det den mandag morgen. Vi skulde have maanedslov. Jeg stod ude paa gadedørtrappen, og havde taget hat og kaabe paa for at gaa ned til Massa og Mina, og var saa jublende glad over ingen ting, at jeg havde den største lyst til at hoppe ret op i lyse luften.
Men jeg betvang mig, for der inde i kontorvinduet hos papa saa jeg politibetjent 27Weibys violette næse, og han troede vel, jeg var blevet tullerusk, hvis jeg bar mig slig. Naar det er rigtigt glat i bakken, saadan som den dag, gaar politibetjent Weiby altid med brodder paa benene, naar han skal op paa byfogedkontoret til papa. Men inde paa kontoret staar saa gamle stabbede Weiby og letter snart paa det ene ben, snart paa det andet, for ikke at spigre sig selv fast til gulvet. Aa du, gid han vilde gjøre det en dag!
Jeg knappede mine lange, lysebrune hansker ordentlig og pent, hanskerne gik langt opover haandledet, holdt muffen stramt ned, og skjød brystet ud og maven ind, som de voksne damerne gjør, naar de spadserer paa gaden. Politibetjent Weiby havde nu vel saa pas forstand indenfor sin violette næse, at han saa, at jeg nu snart var voksen dame.
Der fører en lang bakke op til vort hus med store træer paa siderne. Der nede i bakken kom Karsten kavende og strævende med en noksaa stor kasse, som han væltede kant i kant opover den speilblanke bakken. 28Opslaget paa skindhuen hans var løst op og stod ret ud i veiret, de store ørene hans stak brændende røde frem som to store hanker. Han svedede under skindhuen, og paa hænderne havde han store, hvide, haardfrosne vaatter.
«Kom og hjælp mig da», raabte han.
Jeg saa ned paa mine lysebrune, stramme hansker.
«Er du gal du – nei tak, far.»
«Du skal bare se, hvor snodigt det er at age nedover paa denne kassen – det støder og tumler saa rasende gjildt saa.»
Jeg fik en brændende lyst til at forsøge, glemte med en eneste gang, at brystet skulde ud og maven ind, tog et dygtigt tag i kassen, og der havde vi den oppe. Karsten satte sig op foran, jeg bag, og nedover gik det. Ja det kunde nok hænde, at den stødte og tumlede. Jeg troede jeg havde rystet itu, især i den værste knækken midt i bakken, men hvorledes det gik til eller ei – knak, sa det i kassen, jeg pladask i bakken paa den ene kant, Karsten op i sneen paa den anden, mens stumperne af kassen 29fløi nedover lige mod gamle madam Lands vedbod, saa det gav et voldsomt klask i væggen. Begge mine lysebrune hansker sprak midt indi haanden, saa voldsomt slog jeg hænderne i bakken, og mit venstre knæ gjorde bestialsk ondt, saa jeg knapt kunde reise mig.
Gamle Kristen vedhugger kom ud i madam Lands vedboddør med sine rødsprængte kinder og halte op i bukserne sine.
«Dat ho?» sagde Kristen vedhugger.
Jeg værdigede ham ikke et svar. Karsten var lynende vond.
«Det var din skyld det, mor, det var du, som var saa tung og ækkel – og nu er den kassen itu, og vi som skulde bruge den ieftermiddag, naar vi skal have krig.»
«Krig? – Med hvem?»
«Med Tangengutterne vel – hvorfor skal de ha’ den store kleiven for sig alene og alle vi andre gutterne inde fra byen kan aldrig faa komme der med en eneste kjælke en gang, før de farer paa og juler en – og vi har jo bare denne fillebakken her at rende i, vi.»
30«Fillebakken – du!»
«Ja jeg kalder det en fillebakke at rende i, naar ma’m Lands vedbod staar lige klods ned for bakken og stænger, saa en næsten maa vride benene af sig, for at faa svinget rundt ned i kirkesletten – men nu har vi holdt krigsraad og ieftermiddag skal vi jule dem grundig op og tage bakken.»
Det hørtes forfærdelig interessant.
«Hvad tid skal dere slaas da?»
«Aa, du maa nu aldrig tro, at vi vil ha’ dere piger med – det skal du være blaa for at faa vide, mor.»
Karsten vilde altid lade, som han havde greie paa alting, hvad gutterne havde sig imellem, og saa kommanderede de ældre gutterne ham saa lystelig saa – men det vilde han naturligvis aldrig være ved.
«Og saa skulde vi havt denne kassen til at ha’ kugler i – sneballer da, skjønner du – vi skulde gjøre op en masse straks over middag, og saa skulde vi trække kassen med sneballerne Øvregaden udover og op Bagkleiven – og saa var vi lige bag paa Tangsnellerne med en eneste gang.»
31Jeg haltede opover bakken med mit saare knæ, men indeni mig bestemte jeg mig til, at jeg vilde ud paa Tangen ieftermiddag og se paa krigen, om saa knæet gjorde aldrig saa ondt.
Men helt inde i stuen hørte jeg i middagsstunden, hvorledes Karsten bankede og hamrede paa kassen ude i vedskjulet.
Naturligvis fik jeg lusket ud af ham, at klokken halv fire precis skulde slaget staa.
Jeg havde ikke sagt et muk om, at jeg havde ondt i knæet, og klokken lidt over tre gik jeg nedover byen og indom til Massa og Mina. Jo da, de vilde være med – og vi vilde være listige, vi og, for om gutterne ikke vilde have os med, saa vidste vi en gjenvei, vi, gjennem Terkelsens have – og vi løb afsted.
Ved den gjenvei, vi tog, var vi lige oppe paa toppen af Storkleiven med en eneste gang. Det var rent ud en glimrende bakke. Langstrakt og flad nedover, men med en dygtig knæk til at begynde med, og det gav fart. Helt ud i Sandvigen kommer vi 32undertiden; men det er bare vor gamle blaamalede «Dovre» og Nils Traps «Letvindt», som gaar saa langt. Men det er ogsaa de bedste kjælker i byen.
Det er bare fattige folk, som bor udover Tangen, lodser og sjøfolk og arbeidsmænd. De smaa husene ligger spredt og uregelmæssigt, dér et lidet hus oppe paa en hei, og saa et lidet hus nede i en fordybning igjen.
Hele bakken yrede af børn idag, gutter og piger; der var skrig og moro og lystighed, saa det stod efter. Kjælker var der ikke mange af, de rendte mest paa lange bord, en seks-otte stykker af gangen, hei san, saa det gik – nogle stod paa ski, saadanne som de laver sig selv af tøndebaand; hjulbenede, foroverbøiede susede de nedover bakken, men paa benene holdt de sig. Saa kom der en paa en liden elendig kjælke, og langt nede i bakken saa jeg en bitte liden gut med et tørklæde om hovedet – han trak et vedtræ efter sig i en hyssing, det var hans kjælke.
Men ingen af vore gutter var endnu at se.
33Vor tilsynekomst oppe paa bakken vakte en del forundring. De, som kom opover, standsede, hviskede sammen og drog sig lidt undaf.
Opover bakken kom der idetsamme en sjøgut, saadan en rigtig bred, firskaaren liden jungmand med skotlue og flagrende slips.
«Kom nu – hvad er det dere standser efter», raabte han, «vi har vel lov at rende i vor egen kleiv, om der staar no’en fine byfluer og ser paa». Han var i stemmeskiftningen og snakkede saa høit, som var han i den værste storm ude paa havet.
Men i samme øieblik stak Nils Traps krogede næse op over skraaningen, og der var alle de andre ogsaa: Angemal Terkelsen, Jens Stub, Peder til provsten, Aksel Wasserfall og hele hurven af gutter bag, jeg saa Karsten i bagtroppen med hele kassen stoppende fuld af sneballer.
Huf, jeg fik næsten hjerteklap.
«Hvad vil dere?» sagde jungmanden.
«Vi vil ha’ kleiven at rende i», sagde Aksel Wasserfall, «dere skal pakke dere væk allesammen, ellers saa –»
34Jungmanden var kommet tæt op til Aksel. Han vendte siden til, holdt armene lidt ud fra sig, saadan som gutter gjør, naar de vil ægle sig ind paa en, og stirrede hele tiden ret ind i øinene paa Aksel.
«Pakke sig, sa’ du – var det pakke sig, du sa’ – jeg skal gi’ dig pakke sig, jeg, dit flaadde sildeben, du er.»
Og inden Aksel fik suk for sig, havde han jungmandens næve i brystet – der laa han i snefonnen, og jungmanden op paa ham, men i samme øieblik var Nils Trap og Angemal Terkelsen oppe paa ryggen af jungmanden igjen. Der blev et basketag, saa sneen føg.
«Han bider – han bider, svinebæstet», skreg jungmanden nede i sneen.
Aksel Wasserfall, som laa underst, havde ingen anden maade at værge sig paa – han bed tvers igjennem tykke sjømandsklæder og alting.
Nede fra bakken kom endel af Tangengutterne stormende opover, men nu klemte Karsten og bagtroppen ivei med sneballerne; Massa, Mina og jeg blev rent rædde og trak 35os undaf. De stenhaarde sneballerne føg om os i luften, den ene biede ikke paa den anden, og der hvor de traf, der gjorde de ondt, det kunde jeg bevidne, for jeg fik en paa kindet, og jeg maatte holde lommetørklædet paa det hele tiden, saa sved det.
Du for et leven! De skreg og de raabte, de holdt sig ikke i bakken længere, men ude i dybe sneen langs veien laa der gutter og sloges, og uafladelig kom der sneballer fra bagtroppen; de gnistrede om ørene paa en; – men kjærringerne kom ud paa stentrapperne sine rundt omkring med smaabørn paa armene, og raabte noget, som ingen hørte paa.
Gutterne vore havde naturligvis hele tiden havt den bedste stilling, de stod jo paa toppen og kastede nedover, mens Tangengutterne stod nede og kastede opover – det var ikke mange minutter om at gjøre, før Tangengutterne tog tilbens bortimellem husene. Der kom nok endnu en og anden enslig snebal susende bortenfra dem i en langstrakt bue, men det var godt at skjønne, at de følte sig slagne.
36Aksel og Ludvig var de første, som rendte nedover paa vor gamle, brede «Dovre». Efter kom de andre i en lang række, men saadan som de jublede og skreg! Angemal Terkelsen kastede sig paa maven paa en kjælke – han skal nu altid være saa kjæk han – og Jens Stub skrævs over ryggen paa ham, Peder til provsten satte ivei paa den røde, flade kjælken sin; den er lavet oppe i fjeldbygden og gaar saa ynkelig, den kjælken, at alle de andre gutterne kalder den for «Lusen». Men da blir Peder altid fornærmet. For Peder til provsten er af den slags gutter, der aldrig blir vond, men bare fornærmet.
Men midt op i al jubelen og hurraraabene, hørte jeg lidt efter lidt en ynkelig graad. Da jeg skulde se efter, var det den lille gutten med tørklæde om hovedet som græd, han der havde trukket paa et vedtræ i en hyssing. Det var Tollef, søn til vaskerkonen vor; han havde faaet en snebal i øiet og vedtræet havde han mistet, og han græd og græd. Han bankede paa døren til et lidet hus, men moderen var gaaet ud og 37havde stængt efter sig. Tilslut lagde han sig ned paa tærskelen og storgræd.
I huset ved siden af der, hvor Tollef stod udenfor og græd, boede der en mand, som hele byen kaldte Kristen tusindkunstner. Han satte istand lamper, loddede gamle thekjedler og sligt. Det var en liden sortsmudsket mand, som stammede. Han var ogsaa kommet ud paa trappen sin.
«Sk – sk – ska’ de nu ogsaa t – ta’ den v – vesle glæden fra fattigfolks barn nu», sagde Kristian tusindkunstner, han saa nedover Storkleiven efter alle vore gutter, som skreg og raabte; de sorte øinene hans gnistrede, det var ikke langt fra, jeg blev ræd, der jeg stod.
Og pludselig med en eneste gang slog det mig: for en skam – for en græsselig stor skam det var, vi havde gjort, da vi jagede de stakkers fattigbørnene fra kleiven deres.
Jeg sprang bort til kassen med sneballerne, der var endnu nogle igjen, væltede den og trampede sneballerne ned i sneen, alt hvad jeg orkede.
38Jeg husker, at jeg satte mig til at græde, da jeg kom hjem. Jeg sagde til mama, at det var knæet, som gjorde ondt, for jeg slog mig, da jeg rendte paa kassen; men igrunden var det det, som Kristian tusindkunstner sagde, og den lille skjevbenede Tollef, som vi havde taget glæden fra, som jeg græd for.
Men Tangengutterne tog Storkleiven igjen siden, det kan dere lide paa!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Vi børn fra 1890 var Dikken Zwilgmeyers debutbok og den første av Ingen Johanne-bøkene.
De muntre skildringene, tilsynelatende skrevet av 13 år gamle Inger Johanne, ble en stor suksess, og er blitt lest av stadig nye generasjoner.
Jeg-personen hevder i åpningskapitlet at hun skal skrive «Om ingenting», men i de åtte fortellingene som boken består av skildres familieliv, barneliv og småbyliv.
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.