Eiebakke

53Jeg har lyst at fortælle lidt om en lærer, vi havde her nylig, som hed Eiebakke. Ikke fordi, at der er noget morsomt at skrive om ham – nei, det er bare, bare sørgeligt, men fordi det kanske kunde lette mit hjerte – for jeg var lei, afskyelig lei mod ham, og nu angrer jeg det saa usigelig. Og nu er han død, og selv om jeg angrede mit hjerte itu, eller krøb paa knæ alle mine dage, kan jeg dog ikke saa meget som faa bedt ham om forladelse engang. Det er det sørgeligste af alt. Jeg har ofte tænkt, at større sorg findes nu vel ikke i verden. Og tænk, den har jeg, Inger Johanne, alt prøvet, endda jeg ikke er mere end tretten aar gammel.

54Jeg husker saa godt den første dag, Eiebakke kom paa skolen. Idetsamme bestyreren fulgte ham ind i vor klasse, snublede Eiebakke i dørstokken, og bardus der laa han paa alle fire, og alle vi smaapiger, brast i en latter, som aldrig tog ende. Jeg lo længere end alle de andre, for naar jeg først er begyndt at le, har jeg saa uendelig ondt for at holde op igjen. Uf det er mange gange leit at være saa lattermild!

Jeg kunde ikke kaste et eneste blik paa det tynde ansigt med den vridde næsetip, som stod deroppe paa kathederet, før jeg maatte le igjen. Han sagde ikke et ord om, at vi lo, men saa bare sørgmodig ned paa os.

Det var forresten ikke mange dage, før vi opdagede, at Eiebakke var generet for os. Tænk, generet for os, som gik med korte kjoler og fletter nedover ryggen! Paa en maade var det jo noksaa morsomt, akkurat som vi skulde være voksne damer alt, men kjedeligt ogsaa, for vi troede ikke, han kunde være flink, naar han generede sig for nogle smaapiger.

55Det pleier gjerne være saadan paa skolen, og ude naar vi leger ogsaa forresten, at det er jeg, som finder paa alting, og saa gjør de andre, hvad jeg siger. Og saadan var det ligeoverfor Eiebakke ogsaa. Jeg syntes han var en saadan inderlig rar liden tusselad af en mand; det stive, lyse haaret hans stod ret tilveirs, øinene saa saa forskrækkede ud, og frakken hans var altfor vid over brystet, saa han satte den over hinanden med en stor knappenaal.

Det, der fra først af gjorde, at vi begyndte at plage ham paa alle maader, var igrunden det, at han var saa rar, naar han pudsede sin næse. Naar Eiebakke skulde foretage denne operation, dukkede han nemlig helt ned bag kathederet, og var en lang stund aldeles skjult for vore øine. Bagfra kathederet kom der nogle fine forsigtige pudsninger, som gjaldt det at være særlig forsigtig. Naar Eiebakke da kom tilsyne igjen var han ganske rød i ansigtet og saa skyldbevidst ud. Jeg havde seet paa dette nogle gange, da jeg faldt paa, at næste gang, Eiebakke skulde pudse sin næse, skulde vi 56allesammen dukke os ned under pultene, saa der ingen var at se, naar Eiebakke kom op igjen. Hvis han da spurgte, hvad det skulde betyde, skulde vi svare, at vi bare pudsede vor næse.

Alle de andre var øieblikkelig villig og næste gang Eiebakke forsvandt bag kathederet, dukkede vi alle under pultene. Min plan lykkedes forresten ikke helt; vi maatte komme frem igjen af os selv, for Eiebakke sagde ikke et muk, da han kom op bag kathederet igjen. Da jeg endelig dukkede op fra pulten, stod Eiebakke der rød som et dryppende blod. Han skjønte godt, at vi holdt skøi med ham. Fra den dag begyndte det, at vi var leie mod ham.

Naar Eiebakke skulde læse inde hos os, hang han i begyndelsen altid sit ydertøi ind i vor klasse. En gammel yderfrak, som var fedtet paa kraven, og med lappet foer, og en hat, der var ganske grøn i pullen af sol og regn. Det kunde undertiden hænde, at han hang sin hat og frak ovenpaa vort tøi paa den overfyldte klædeshænger.

«Den ækle frakken og hatten – isch 57– nei, det vilde jeg da virkelig sætte en stopper for.»

Alle de andre syntes ogsaa, at det var rent ud væmmeligt af Eiebakke, at han skulde hænge sit ydertøi inde hos os. Først flyttede vi alt vort tøi undaf, saa hans hang ganske alene paa den ene side. Nei, Eiebakke forstod ikke nogen ting – den næste dag hang hans hat ovenpaa min nye filthat – jeg, asen som jeg var, jeg tog Eiebakkes hat og kastede den paa gulvet. Dagen efter hang Eiebakkes hat og frak igjen paa klædeshængeren, men da tog Kima Pirk og kastede baade hatten og frakken paa gulvet, og hatten gav hun et spark idetsamme, saa den fik et lidet hul oppe i pullen. Før Eiebakke gik fra skolen den dag, stod han uendelig længe nede i skolegangen og gned og pudsede hatten og frakken med et blaatærnet lommetørklæde. Siden kom Eiebakkes ydertøi ikke mere ind i vor klasse; han kjøbte sig ikke nogen ny hat, men gik med den gamle med hul i pullen.

Det var fast takst, at ingen af os lærte vore lekser for Eiebakke. Det var nu værst 58for os selv, men vi gjorde det igrunden bare for at plage ham. Naar vi saa ikke kunde noget, stod Eiebakke der og forklarede og forklarede og skrev paa tavlen, men nedover pultene snakkede og knisede og lo vi. – Der var sjelden nogen, der sad paa plads i Eiebakkes timer; vi fór fra den ene pult til den anden. I regnetimerne, naar Eiebakke vendte ryggen til og skrev paa tavlen, legte Mina og jeg Sidsten rundt pultene; vendte Eiebakke sig da om, dumpede vi ned paa den første den bedste plads, og saa yderlig uskyldig ud.

I Norgeshistorie fuskede vi hele klassen over. Netta havde en gammel Norgeshistorie med løse blade. Alle Nettas løse blade gik paa omgang i hele klassen. Vi havde bladet foran os paa pulten; den der sad paa pulten foran, maatte da sidde paa et vedtræ for at blive høi i sædet, saa det forræderiske blad bag ryggen kunde blive godt skjult. Men Eiebakke sagde ikke et ord, ikke et eneste ord til os, hvad vi saa foretog os. Det kunde hænde, naar vi en dag holdt usædvanlig spektakel, snakkede i munden paa 59hinanden og lo, at Eiebakkes blaatærnede lommetørklæde kom op, og at han tørrede sveden af panden og hænderne, som om det anstrengte ham at undervise; naar saa klokken ringte, smøg han hurtigst mulig ud af klassen.

En dag kom Kima Pirk stormende ind: «Nei, jeg skal fortælle dere noget – tænk Eiebakkes mor er en gammel fattigkone –»

«Det er ikke muligt.»

«Du bare lyver, mor.»

«Hvorledes kan du vide det?»

Vi spurgte i munden paa hverandre.

«Jo hun bor nede hos Eiebakke i jomfru Einarsens hus – hun kom til byen igaar – hun er klædt som en gammel fjeldkone – og hvis det ikke er sandt, kan dere gjerne kalde mig en krok.»

Vi blev enige om, at det var rent ud skandaløst af Eiebakke at have en gammel, fattig fjeldkone til mor.

Aa, hvor jeg angrer – hvor jeg angrer, slig som jeg var!

Samme eftermiddag og mange dage efter gik jeg forbi jomfru Einarsens hus, for jeg 60havde lyst at se Eiebakkes mor. Men jeg saa aldrig noget til hende.

Tænk, at han havde en mor, som gik med tørklæde paa hovedet – fra den dag var vi endnu leiere mod Eiebakke, end vi havde været før. Han maatte aldrig indbilde sig, at vi vilde lære noget af ham – nei tak, far – ikke var det vist stort, han kunde heller!

En dag i Eiebakkes time kom jeg tilfældigvis hen i vinduet. Nede i skolegaarden stod der en liden gammel kone med et stort tørklæde virret om hovedet, saadan som fjeldfolk bruger det. Hun holdt hænderne under forklædet og saa sig om. Jeg skjønte med en eneste gang at det var Eiebakkes mor; men ved dere, hvad jeg sagde?

«Der staar en gammel fjeldkone nede i gaarden, Eiebakke, hun gaar vist og ber.»

Ja, tænk, det sagde jeg, bare for at gjøre Eiebakke ondt og for at de andre skulde synes jeg var kjæk, som turde sige det!

Jeg glemmer aldrig det blik, Eiebakke sendte mig; han skjønte, at det var hans 61mor, der stod nede i gaarden – alle de andre smaapiger stormede hen i vinduet, tilsidst kom Eiebakke ogsaa. Han saa et øieblik ned paa den gamle kone og blev stupende rød i ansigtet:

«Nei, det er min mor», sagde han ganske sagte. Jeg fik et stik i hjertet med det samme, men jeg lod som ingenting; klokken ringede netop, og Eiebakke skyndte sig ud.

«Du er brillant, Inger Johanne.»

«Det havde han godt af, den simple fyren.»

«Nei at du turde sige det, jeg maa sige, du er kjæk.»

De lo allesammen – men hvor jeg angrede – aa saa forfærdelig! Men det kunde jeg naturligvis ikke sige.

Samme eftermiddag fik Olaug mæslinger, og jeg skulde op til jomfru Einarsen for at sige, at hun ikke kom paa skole paa en tid. Den dag havde jeg ikke lyst at træffe Eiebakkes mor, og saa sad hun netop paa trappen, da jeg skulde gaa ind.

«Jeg sidder her og soler mig jeg», sagde hun og saa op paa mig med et par venlige, 62gamle øine, der laa langt inde i hovedet. «Du gaar vel paa skole for han Lars, du», sagde hun videre, «for han Eiebakke, mener jeg; det er gjild gut det, og gjild lærer ogsaa, kan jeg tænke».

Jeg blev staaende i trappen, men jeg var ikke istand til at sige et eneste ord.

«Aa saa snille, som dere er at læse med, siger han – de er saa snille og sidder saa stille, mor, siger han – hver eneste dag siger han det, og Gud inderlig lønne dere for det. Det er bare moro altsammen, mor, siger han. Gud fader ske lov og tak i sit rige – og tak skal du ogsaa have.» –

Hun vilde tage mig i haanden og takke mig – jeg trak haanden til mig, jeg kunde ikke, jeg kunde ikke tage hende i haanden, der kom en stor klump i halsen paa mig, akkurat, som om jeg vilde begynde at græde.

«For han er saa lidet frembærslig, han Lars, ligesom saa inderlig lidet frembærslig, det har han altid været, saa det er en stor naade, at det gaar saa godt paa denne fine skolen, han er kommet paa» – hun ruggede frem og tilbage, og saa straalende fornøiet ud.

63«Og saa snil, som han er! – Jeg boede i en liden stue oppe i Silgjord, jeg, ser du, det var ikke meget til levemaade, det skal være vist, men saa skrev han Lars, at jeg maatte komme. – Nu maa du komme til mig, mor, skrev han, for nu har jeg det godt, skrev han. Og nu faar jeg kaffe to gange om dagen og fjærdyne i sengen – jo–jo san. – Det eneste jeg ønsker nu, er, at jeg havde en rive og en liden dot hø at rake i – riven skal han nok skaffe mig, siger han Lars, men det blir værre med høet, siger han Lars.»

Aa Gud, hvor det er frygteligt at angre! Jeg kunde ikke sige farvel til Eiebakkes mor engang, jeg sprang hjem – – aa, saadan som jeg græd! Mama kunde ikke skjønne, hvad jeg græd for, og det var saa leit, saa leit at sige det. Tænk, at Eiebakke havde sagt, at vi var saa snille, vi som ikke tænkte paa andet end at være lei mod ham!

Men samme nat fik jeg ogsaa mæslinger, og det varede flere uger, inden jeg kom paa skolen igjen. Da jeg blev frisk, var Eiebakke ikke mere paa skolen; han havde faaet 64en post i en anden by, og nogle maaneder efter hørte jeg, at han var død. Men endnu kan jeg ikke tænke paa Eiebakke og paa hans mor, som vilde takke mig – uden at det stikker mig i hjertet.

Og tænk, saa kan jeg aldrig faa bedt ham om forladelse engang.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.