Slutning

109Kjære dere!

Det er virkelig latterligt, at jeg, Inger Johanne til byfogden, nu har skrevet en hel bog, som skal trykkes. Naar den saa er trykt, er jeg forfatterinde. Nei, det er altfor latterligt – jeg maa le af mig selv.

For det er noget skrab altsammen, ser dere – for de, som «kan» skrive, de skriver saa levende, at det, som de skriver om, det ser og hører den, der læser det, i sin egen sjæl. Men dere ser ikke det gran af hele vor by, det er jeg vis paa, endda jeg har skrevet syv fortællinger om, hvorledes vi har det.

110Dere ser nu ikke de smaa røde og gule husene opimellem de graa heiene, med røgen fra piben ende tilveirs op i den klare, høie luften, og de store skibene, naar de skal ud paa langfart og siger langsomt udover havnen, mens matroserne trækker ankeret og synger tungt og vemodigt saa det høres langt opover i byen og udover havnen:

«Der kommer jenta med kjolen grøn,
Aahaa aa ohi – aahaa aa ohi!»

Og rundt paa alle heiene staar der koner og børn, som vifter og vifter med store tørklæder og græder. Helt op paa Storvarden klyver de, lige til de ser skibet som en prik langt, langt ude. Dere kjender ikke den friske blæsten om kinderne, og lyngen, som basker en om kjolekanten, eller vort gamle hus oppe paa bakken, eller Peder til provsten eller Karsten, eller madam Pirks fornærmede næse, eller min store, deilige Carolus, som madam Land spiste op. Dere ser og hører vist ikke det gran af det altsammen, saa daarligt har jeg skrevet. Og jeg kan ikke love at gjøre det bedre en anden gang hellere; for jeg tror aldrig, jeg vil skrive en bog mere.

111Jeg har ladet Nils og Peder og Karsten og Ezekiel og Massa og Mina læse alle fortællingerne først, men det skulde jeg hellere ladt være, for der kan dere tro jeg kom tidsnok.

Karsten dunkede mig fire gange i hovedet, fordi jeg havde skrevet, at han var saa lei, sagde han.

Nils Trap syntes, jeg havde fortalt for lidet om ham.

Peder til provsten har været fornærmet hele tiden siden, fordi jeg havde skrevet om dengang han turede bryllup i omhængssengen.

Ezekiel sprutede en hel dousch i ansigtet paa mig og sagde, at alle fortællingerne manglede «holdepunkt», – noget, som jeg forresten ikke ved, hvad han mente med – det kan ogsaa gjerne være det samme. Kanske der er andre, som vil give ham medhold.

Men Massa og Mina syntes det var saa kjedeligt, bare at høre om alle smaagutterne her hjemme fra, at de gad ikke læse fortællingerne ud engang.

112Saa det er ikke greit at skrive en bog, maa dere tro.

Kjære dere, prøv aldrig paa det, der kommer bare leiheder ud af det.

Adjø da.

Inger Johanne,
13 aar gammel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.