3Jeg har altid hørt voksne folk sige, at naar man snakker med fremmede mennesker, og der ingen anden er tilstede, der kan forestille en, er det først og fremst høfligt at gjøre det selv. Høflige folk kommer altid frem i verden, siger onkel Karl, og jeg vil rigtignok gruelig gjerne komme frem i verden.
Altsaa: i hele byen heder jeg ikke andet end Inger Johanne «til byfogden» – min far er byfoged, ser I, og jeg er tretten aar gammel. Nu ved I det.
Og tænk, jeg har isinde at skrive en hel bog! Hvis nogen spurgte, hvad jeg vilde skrive om, saa maatte jeg svare: «Om ingenting». For jeg har ikke det gran mere at 4fortælle end alle andre smaapiger paa tretten aar. Og det er ikke greit, kan I tro, naar man aldrig har skrevet en bog før! Især naar tankerne løber saa urimelig fort, som mine gjør. De løber rent løbsk imellem. Jeg tænker paa hundrede ting, mens Peder «til provsten» for eksempel bare tænker paa halvanden.
Men jeg har nu en gang faaet lyst til at skrive en bog, og naar Inger Johanne «til byfogden» har faaet lyst til noget, saa giver hun sig ikke, det kan jeg bare fortælle dere.
Nu begynder jeg altsaa for alvor.
Vi er fem søskende hjemme. Jeg er den ældste, og da er det jo rimeligt, at jeg først beskriver mig selv. Jeg er svært lang, og mor siger jeg er ulænkelig; desværre har jeg vist ogsaa store hænder og store ben.
«Store ben», siger altid den ækle, blege skomager Grauer, naar han tager maal af mig til nye støvler. Jeg har den største lyst af verden at dunke ham i hans pjuskede hoved, naar han ligger der paa knæ og tager maal, for nu har han sagt det saa ofte, at 5jeg er kjed af det. Ellers har jeg to brune fletter nedover ryggen, og en temmelig tyk næse, som jeg mangengang er lei af. Undertiden naar jeg sidder og læser lekserne sætter jeg en haarnaal over næsen, for at gjøre den smalere, men det hjelper aldrig det gran, for naar jeg tager haarnaalen af, sveller næsen ud igjen straks.
Der er forresten en ting, som er kjedelig, og det er at alle mennesker, især alle gutter, siger at jeg er saa vigtig. For det er jeg slet ikke; jeg maa nu vel kjende mig selv, naar jeg er saa gammel, som jeg er. Men nu spørger jeg dere smaapiger, som læser dette, om I synes, det er morsomt, naar gutterne trækker dere i fletterne og kalder dere «Ingefær», eller naar de staar og plystrer og piber nedenfor havemuren, naar de vil have en ud. Jeg har sagt en gang for alle, at fletterne mine maa ingen røre, og at naar jeg kommer, saa kommer jeg, men slig lang, ynkelig piben kan jeg ikke udstaa. Men saa er jeg naturligvis vigtig. Undertiden blir jeg vond, og saa siger jeg: «Gaa og plystr paa andre dere! – Gaa ned og 6pib paa Massa, Mina og Netta dere!» Men det vil de ikke, og saa staar de der og piber.
Efter mig kommer Karsten. Naar jeg ærter ham, kalder jeg ham bare «Kasten» – for jeg er svær til at ærte ham; det er nok skam at ærte, men naar Karsten blir rød af hidsighed lige op i sine store øren er han saa skrækkelig morsom. Karsten har et stort, lyst ansigt, tyndt lyst haar og store, fremstaaende øren, saa han ser ud som en hankekrukke. Naar jeg ærter Karsten, saa løber han naturligvis efter mig – det er netop det, jeg vil, ser dere – faar han saa fat paa mig, dunker han mig i hovedet, men forresten er vi de bedste venner af verden.
Efter Karsten er der et langt sprang paa fem aar; saa kommer Olaug, men hun er saa liden endnu, at hun gaar og lærer bogstaverne hos jomfru Einarsen. Nede i kirkebakken i det lille, gule hus med den høie trappe, har nemlig jomfru Einarsen og hendes søster Marte en liden smaabørnskole. Det er mig altid en gaade, hvorfor blot den ene af søstrene skal tituleres jomfru; Marte 7heder nemlig bare Marte og intet andet over hele byen. Jomfru Einarsen er stor og baus, men Marte er liden, har bare et øie, men det er svært blidt, og gaar altid med en stor parasol med grønt uldtøi, som hun holder lige ned paa hovedet. I frastand ser hun ud som en vandrende grøn sop.
Jeg er ofte nede og henter Olaug hos jomfru Einarsen. For der er altid saa morsomt dernede. Naar jomfru Einarsen og Marte vil snakke noget sig imellem, som børnene ikke skal høre, saa snakker de P-maal. «Kan-pan du-pu snak-pak-ke-pe Pe-pe-maalpaal?» Jeg har listelig mange gange gaaet derned, for jeg vilde absolut lære mig til at snakke P-maal. Det er saa kjedelig bare at kunne et sprog. Men nu kan jeg baade Norsk og P-maal – det kan dere lide paa.
Olaug husker altid nøie paa den dag skolepengene skal betales. For den dag børnene kommer med penge faar de et stort stykke brunt sukker af Marte. En gang om aaret er der eksamen; saa kommer provsten op i jomfru Einarsens lille hus for at overhøre børnene, men da staar altid jomfru 8Einarsen bag den der bliver hørt og hvisker først svarene.
«Jomfru Einarsen hvisker», siger børnene sig imellem. «Ja det gjør jeg», siger jomfru Einarsen, «hvorledes skulde det ellers gaa jer, tror I vel?» Efter eksamen har jomfru Einarsen altid chokoladelag, og da drikker alle børnene hver seks kopper tynd chokolade. – Deroppe gaar altsaa Olaug paa skole, men hun lærer ingenting.
Efter Olaug kommer Karl og Maja, men de er saa yrende smaa de. For Karl er endnu saa liden, at han tror, han kan række maanen, naar han staar paa en stol ved vinduet og strækker armene rigtig høit op. Han vil nemlig saa gruelig gjerne have fat paa maanen, da han synes den ser ud til at være saa akkurat passe til at trille paa gulvet. Men Maja sidder endnu i barnestolen og tygger paa den ene skoen sin – saadanne bitte smaa sko, som saalerne er ganske runde paa – rækker efter alting med smaa, lubne hænder, siger ikke andet end øh-øh og smiler med fire bitte smaa, skarpe musetænder.
9Vi bor i en liden by nede ved kysten. Og det er meget morsommere at bo i en liden by end i en stor, kan I tro. For i en liden by kjender en alle gutter og piger hele byen over; der er mange flere morsomme pladse at lege paa, og saa hele sjøen da! Ja jeg husker nok, at der er nogle smaabyer, som ikke ligger ved sjøen, men det maa være ækkelt.
Tænk at ha’ hele havet dundrende ind paa sig, det er deiligt det. Den, der ikke har seet det, har igrunden ikke seet noget vakkert. Baade sommer og vinter er det vakkert. Men især i høststormene, tror jeg, da er det ialfald morsomst. At da gaa op paa storvarden en dag og se udover havet – en maa holde paa hatten, holde paa kjolen, holde næsten paa hele kroppen sin, – hui-i-i-i, hvor det blæser! Hvor det blæser! – Og hele havet er ligesom rørt op i fra grunden af, dybe, sorte bølger med brede, hvide skumkammer kommer væltende, væltende, væltende – den ene sjøen bier ikke paa den anden. Og slig som det bryder over øerne ude ved fyret! Det reiser sig 10som høie, hvide spøgelser mod mørke sjøen og den mørke himmelen – synker sammen og reiser sig – synker sammen og reiser sig igjen. Og slig fart, som der er i skyerne, og slig som det brøler udefra havet. Vi hører det over hele byen som et sus, som et brøl, som en torden.
Men da staar vandet høit over bryggerne inde ved torvet, og prammene og skjegterne ligger og vugger og vugger, og de store skibe, der ligger fortøiet, duver op og ned. Det gnisser i taugværket, fortøiningen strammer og knager – og det lugter salt sjø, saa en næsten smager det paa tungen.
Men i saadant veir kommer havaristerne. I høst kom der en spansk damper med grøn skorsten og hvidt skrog; den laa med hele agterenden under vand næsten, da Krabbesundslodsen kom ind med den. Det er moro det, ja ikke for havaristerne da, skjønner I, men for os børn. Da ligger vi ude i baade og ror rundt og rundt det fremmede skib – tilslut kan det hænde, de raaber os an, og beder os komme ombord. Og da er vi ikke sene op af leideren, kan dere tro. Men 11ombord er der gruelig morsomt. En gang fik vi syltede ananas af en fransk skipper; ellers faar vi bare beskøiter.
Naar havaristerne er inde, vrimler det i gaderne af fremmede sjøfolk med brune, lange halse og brændende sorte øine. Men da er gamle politibetjent Weiby ilde ude og skriver lange rapporter til far om uro og slagsmaal i gaderne. For spanjerne bryder sig ikke døiten om gamle Weiby, som gaar der med maven høit oppe og puster af astma.
Eller om sommeraftenerne, naar vandet ligger rigtig blankt og stille, at liste sig til at laane en pram, ro rundt de runde, hollandske kufferne og snakke tysk med de smaa, rødbrune jungmændene, der sidder oppe paa rælingen og spiller harmonika ud i sommernatten – ro rundt holmen, ligge der og vagge og plaske i det halvlunkne vand – det er moro det! – Ofte ror vi med haandaarer, saa det fosser om forenden. Men det er tungt at ro med haandaarer, kan jeg fortælle dere – hvis dere ikke har prøvet det.
12Men en sommeraften reddede Mina Trap, Massa Peckell og jeg to mennesker fra at drukne. Og da fik vi ros i avisen. Det er virkelig ganske morsomt at se sit eget navn rost paa tryk; jeg skulde gjerne gjøre noget mere for at blive omtalt igjen; men jeg ved saamænd ikke, hvad det skulde være. Dengang gik det saaledes til.
Vi havde laant gamle Terkelsens skjegte og roede udover. Ude fra skibsværftet paa øerne kom der roende en baad med fliser. Flisene laa høit baade for og agter, midt nedi mellem sad der to børn og roede. Da vi kom nærmere saa vi, at det var Lisa og Jørg «til feieren». Mina og jeg roede, men jeg var saa meget stærkere end hende, saa jeg roede hende rundt gang paa gang, og saa lo vi og holdt leven. Formodentlig har Jørg og Lisa seet paa os og glemt flisen sin, for med en eneste gang gik hele flisehaugen, Jørg og Lisa og prammen deres rundt. Det var fælt at se paa.
«Vi – vi – vil iland – og hente hjælp», skreg Massa. Jo der var pent tid til det! Men Mina og jeg vendte i en fart 13baaden og var derborte i to–tre aaretag; prammen laa kantret, og flisene flød saa tæt paa vandet som et gulv.
Men Jørg og Lisa var ikke at se!
Og saa kan I tro, at Massa og Mina og jeg skreg! I ved, hvor lydt det er paa vandet – nei saadan som vi skreg! det hørtes vist næsten over hele byen – jeg saa folk langt inde ved bryggerne, som løb.
Men – der dukkede Lisas hoved op midt imellem alle flisene, og Mina og jeg halte hende efter armene op i baaden. Massa maatte lægge sig over paa styrbordsiden, for at ikke baaden skulde gaa rundt med os ogsaa. – Gamle Terkelsen bliver altid saa overhændig sint, naar vi tager skjegten hans ulovendes. Jeg kan nu forresten ikke skjønne, at han kan blive saa vond for det, han faar den altid lige god igjen. Massa, Mina og jeg har saamænd ingen lyst at sætte tilhavs ud i Skagerak og seile vor vei med Terkelsens skjegte. Men den dag var det godt vi havde taget den og ikke en liden fille pram. Idetsamme Lisa fik pusten igjen raabte hun: «Aa flisa – flisa –», men 14der var Jørg ogsaa lige ved – Mina og jeg greb i ham, men han var saa umanerlig tung, at vi ikke orkede at faa ham op. Vi bare holdt i ham og skreg og skreg, og ud fra bryggerne og Holmen kom der roende folk, flere baade, mange folk; men de øieblikkene, vi laa der ud over rælingen og holdt i den halvdøde, blytunge Jørg «til feieren», de glemmer jeg ikke. Jørg kom op i en anden baad, og saa tog de os paa slæbetaug. Lisa sad der som en druknet rotte og græd saa hun hikstede; saa begyndte Massa ogsaa at græde, og slig kom vi ind til bryggerne. Men mange dage efter kunde jeg ikke gaa paa gaden, uden at folk standsede mig og vilde ha greie paa, hvorledes det var gaaet til. Det er igrunden noksaa brydsomt at være berømt, men jeg liker det godt alligevel.
Naar Mina og jeg siden møder den tykke «Lisa feier» paa gaden, undres vi rigtig over, at vi havde kunnet orke hende den gang. Men taknemlighed findes ikke i denne verden; for mange gange siden, saa jeper Lisa feier efter Mina og mig paa gaden, og gaar 15bagefter os og vrikker paa sig, ligesom for at vise, hvor vigtige vi er. Og det endda vi har reddet den tykke kroppen hendes fra at drukne.
Vi bor oppe paa en høi bakke i et gammelt, deiligt hus. Folk siger, at det er et gammelt skrummel af et hus, men det er bare den pure misundelse, fordi de ikke bor der selv. Der er store, ældgamle lønnetræer rundt huset, som skygger og gjør det mørkt inde i de dybe værelser. Der er bjelker under taget, og gulvene disser af bare ælde, naar man gaar haardt paa dem. Især gynger det svært etsted paa salsgulvet. Naar ingen anden end Karsten og jeg er inde, tramper vi ofte af alle livsens kræfter, der hvor det disser mest, for vi har lyst at se, om vi ikke kan falde ned i kjælderen. Men det gjør vi mærkværdig nok ikke.
Hele fem haver hører til vort hus. En stor have med bare plommetræer, med himmelhøie, smale stammer og en liden dusk blade og grene høit, høit oppe. Naar jeg gaar dernede mellem plommetræerne, indbilder jeg mig ofte, at jeg er nede i syden 16og vandrer under palmetræer – de har vist akkurat den samme façon som vore gamle plommetræer.
Jeg indbilder mig forresten altid en hel del ting, som ikke er til i virkeligheden. Hvis jeg skulde skrive ned alle de historier og fortællinger, jeg finder paa indi mig, blev det en tyk, tyk bog. Men paa den maaden har Inger Johanne «til byfogden» gruelig megen moro for sig alene.
Jeg har ogsaa en have. Jeg vilde ikke have nævnt den engang, hvis der ikke var den mærkelighed ved den, at der bogstavelig talt ikke vil vokse andet i den, end disse mørkeviolette toskeflabberne, dere ved nok. Hver eneste vaar kjøber jeg frø for mine sparepenge, jeg planter og vander og steller, men naar sommeren kommer staar der alligevel ikke andet i min have end store, frodige toskeflabber. Og det er gruelig kjedelig, især for det stygge navn, de har.
Nu tænker jeg, det kan være paatide, at jeg beskriver alle os børn, vi smaapiger og smaagutter, som altid er sammen, og som jeg vil fortælle om i min bog.
17Det er Peder «til provsten» med sine søvnige, brune øine og fregner saa store som bygkorn. Peder til provsten er forresten en feig gut. Han har aldrig nogen mening, og havde han en, turde han aldrig staa ved den, hvis nogen sagde ham imod. Gruelig kuldskjær er han ogsaa, gaar med skjærf og vaatter bare der kommer en snefille ned. Peder er forresten svært snil, og gjør alt, hvad jeg vil. Saa er det broder Karsten. Han er lidt yngre end os andre, og bryr sig igrunden ikke om andet end om knapper, især saadanne som rangler, og at snakke om rigtig stærke «mænder», især om hvormeget de kan løfte i en lillefinger i strak arm. Karsten er forresten svær til at overdrive – folk siger nok, at jeg ogsaa overdriver og sætter sauce paa alting, men de skulde bare høre Karsten, siger jeg da. Forresten overdriver ikke jeg, jeg har bare en livlig fantasi. – Men nu maa jeg gaa videre.
Saa er det Ezekiel Weiby. Han er fjorten aar og har et usigeligt smalt ansigt, ikke bredere end et penal omtrent. Naar Ezekiel 18Weiby snakker, saa spruter og spytter han; det staar som en hel dousch om ham, saa en maa passe, ikke at komme i nærheden af ham. Jeg vil virkelig en gang spørge ham, om der ikke er en feil ved hans spytkirtler. Ezekiel er forresten svært flink, og læser alle mulige bøger; men naar han er ude mellem os andre, saa vil han, at vi allesammen skal sidde stille og høre ham fortælle, om alt det han læser om dagen. En stund kan det være noksaa morsomt ogsaa, men jeg blir snart kjed, for jeg orker aldrig at sidde længe stille ad gangen. Det er noksaa rart; andre mennesker orker ikke at gaa og springe, jeg orker ikke at sidde rolig, jeg.
Nils Trap er den kjækkeste af gutterne. Han har en gruelig krum næse, akkurat som en rigtig god heklekrog; han gaar aldrig med yderfrak, men helst med hænderne i lommen og plystrer:
«Ho hei for Laaringa,
For gamle Peter Taaringa.»
Men den melodien kjender dere vel ikke. Nils Trap klatrer som en kat op i 19riggen paa skuderne. Ja, der er dem, som siger, at de har seet ham ligge paa knappen af stormasten paa «Palmerston» og dreie sig rundt. Men det siger andre er løgn, for «Palmerston» er den største skude med de høieste master i byen; ligge der kunde han nok, men dreie sig rundt, nei det var han blaa for.
Saa er det Massa, Mina og jeg. Mina er Nils’s søster og min bedste veninde. Hun har akkurat den samme dristige form paa næsen, som han, og en plombe af guld i den ene fortand. Ak, den der ogsaa havde et sligt lidet glimtende punkt i tænderne. Mine hvide, lige tænder ser saa flaue ud ved siden af Minas.
Massa Peckell er tyk og magelig. Det peneste hun ved, er rigtig elendig blege mennesker, og da hun har hørt, at folk faar fin, hvid hud af at drikke edikke og spise risensuppe, saa driver Massa stærkt paa med det. Hidindtil har hun bare opnaaet at faa ondt for brystet af sin skjønhedskur; de tykke røde kinderne hendes er akkurat som Baldwinsæbler endnu.
20Hver eneste dag, sommer og vinter, er vi sammen, alle vi, som jeg har beskrevet her. Om sommeren er der nu saa gruelig megen moro alle steder, men især oppe i den store deilige hei bag vort hus – heien skal jeg forresten siden fortælle om – men om vinteren, ja hvad skal smaagutter og smaapiger gjøre om vinteren i saadanne ækle milde vintre, som vi nu har, det maa jeg rigtignok spørge om? Ifjor havde vi ikke sne at snakke om, og iaar har vi nytaar alt, og jeg har endnu ikke for mit vedkommende seet en ordentlig snefille, som ikke smelter paa fem minutter, eller en is, som ikke gaar itu, straks en stamper med hælen. Kunde jeg bare reise op til nordpolen, og gjøre hvad jeg vilde deroppe, skulde jeg snart sende nogle deilige bløde snefoner og blank, blaa, glitrende is nedover til alle norske smaagutter og smaapiger, der gaar og venter.
Imidlertid er jeg glad for, at jeg er begyndt at skrive paa denne bogen i vinter, ellers vilde jeg vist komme til at kjede mig halvt ihjel.
21Vi er naturligvis ude nu ogsaa, men naar det stormer, saa som det har gjort i høst, naar det suser og bruser i de gamle lønnetræer i bakken, saa vi næsten ikke kan høre, hvad vi selv siger, saa er det ikke hyggeligt at lege ude heller. Da tyr vi op paa «vedbodkammerset» – et hyggeligt lidet kammer, som er ovenpaa vor vedbod. Der staar ikke andet deroppe end en kasse med rød oker, som vi smører os til paa, men sandelig har vi ikke mangen moro der, alligevel. Ezekiel har rigtignok en ubetvingelig lyst til at holde foredrag deroppe, spruter og douscher som et lidet springvand. Naar jeg bliver kjed, lister jeg mig bag ham og giver ham et lidet engelsk puf i ryggen, for jeg er flink til at boxe, ser dere.
«Kom an – kan du staa for et engelsk puf?» – og saa snurrer jeg hænderne fort om hinanden, saadan som jeg har seet engelske matroser gjøre, og anbringer min knyttede haand med et raskt puf midt i Ezekiels mave!
Ezekiel vrider sig som en orm, og værger sig med de smale, veke fingrene sine. 22Og de andre ler, og Ezekiel og jeg ler med, og saa ler vi allesammen.
– – Ja slig er jeg – Inger Johanne «til byfogden», og slig har vi det hjemme!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Vi børn fra 1890 var Dikken Zwilgmeyers debutbok og den første av Ingen Johanne-bøkene.
De muntre skildringene, tilsynelatende skrevet av 13 år gamle Inger Johanne, ble en stor suksess, og er blitt lest av stadig nye generasjoner.
Jeg-personen hevder i åpningskapitlet at hun skal skrive «Om ingenting», men i de åtte fortellingene som boken består av skildres familieliv, barneliv og småbyliv.
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.