Julebuk

67Det var ifjor jul, vi gik julebuk, og et maaneskin var det den aften, som var deiligt. Der er aldrig saa vakkert hjemme i vor by, som i maaneskin, det siger fremmede folk ogsaa. Nede i gaderne og opover heiene skinner maanen saa klart, som jeg tvivler paa den gjør noget andet sted paa jordkloden, og udover havet ligger den brede, glitrende maanestribe og dirrer og glinser som sølv.

Massa, Mina og jeg havde klædt os ud oppe paa mit værelse. «Hvis nogen spørger, hvor dere er fra», sagde mama, da vi var færdige, «kan dere trygt sige: fra fantasiens land, jeg synes dere ser mig ud til det».

Massa havde en gammel lyseblaa kjole 68med gul silkebord nedentil kjolekanten. Mama gjemmer den gamle kjole efter oldemor Krag; der er noget saa koseligt, muntert ved saadanne gamle kjoler med bitte smaa, korte liv og store pufærmer. Paa hovedet havde hun en liden grøn fløielshue; nedenunder huen hang Massas store askegule haar nedover ryggen. – Mina var klædt i ældgammel silke fra top til taa, brunblomstret silkekjole med slæb, grønt silkeschawl og en stor hvid silkehat, der gik fremover kinderne. Da de andre var færdige, var der ingenting igjen til mig, jeg maatte derfor tage et hvidt underskjørt, en hvid nattrøie og en stor gammel italiensk straahat fra mamas ungdom. For at pynte mig lidt op tog jeg en pen udskaaret national-tine i den ene haand og en rød parasol i den anden. Allesammen havde vi naturligvis masker, store papmasker, der gik helt nedover hagen, med vældige næser og stærkt røde kinder.

Aa for et maaneskin det var den aften! Jeg skulde gjerne paataget mig at læse en hel side af en engelsk salmebog i bare maanelyset. Dere ved saadanne engelske bøger 69med fin, gnidret tryk. Og der stod vi nede i vor bakke græsselig oplagt til alskens skøierstreger. Jeg ved ikke, hvem det var, der foreslog, vi først skulde gaa til madam Land, men vi var alle tre øieblikkelig villige. Vi listede os sagte op ad hendes gadedørstrap. Men nu vilde ulykken, at madam Land har et stort jernlod paa sin gadedør for at den skal smelde igjen af sig selv, skjønner dere. Hvorledes det nu gik til, ved jeg ikke – vi gik sandelig saa forsigtig i døren – jeg har snarest en mistanke om, at det var en lumskelig fælde madam Land opstillede for saadanne sene gjæster som os – for jernloddet fór med et dundrende smeld i gulvet. Vi blev saa forfærdet, at vi alt stod paa spranget ud af den mørke gang igjen, da madam Land og hendes mand – for ma’m Land har virkelig en mand, endda aldrig nogen snakker om ham – kom styrtende ud med lampe og lys.

«Nei tak», raabte madam Land, saasnart hun fik se os, «saadant noget juggel vil jeg ikke vide noget af. Ud med dere igjen – og det fort».

70«Nei, lille Marie», sagde hendes mand – han er fra Danmark, Land, og snakker saa sødt og klusset – «du skulde dog bede smaafrøknerne ind, det er ikke folk fra gaden dette – Marie».

Land var tydelig nok blevet imponeret af Minas silkedragt. Madam Land brumlede noget om, at det var hende ligefedt, hvadslags folk det var, men Land havde alt aabnet døren og bad os yderlig artig «spadsere ind». Der var hedt, som i en bagerovn, inde i stuen, og en tobaksrøg saa tæt og kvalm, at jeg troede, jeg skulde miste pusten bag masken. Land bukkede og bukkede og satte tre stole frem midt paa gulvet.

Nu havde vi aftalt hjemme, at vi bare vilde tale P-maal, for da kunde jo ikke et menneske kjende os.

«Er det tilladt at spørge, hvor disse tre nette unge damer skriver sig fra da», spurgte Land.

Massa tog ordet, men hun har aldrig været flink i P-maal, derfor gik det ogsaa rent galt.

«Pra-pra fan-tan-ti-si-pi-ti-si-pi-hi –» det 71gik rent i bal for hende. Mina og jeg kvaltes næsten af latter og varme.

«Hillemænd», sagde Land, «det er nok langveisfarende folk dette, du maa komme med en skjænk, lille Marie».

Marie saa ikke ud til at være meget villig til at skjænke os nogen ting, men hun gik dog hen i et hjørneskab og tog frem nogle kager. Det var nogle blege, dødstegte «fattigmand» – naar «fattigmand» er fæl, er den fæl tilgavns, ved dere. Jeg gruede, før jeg stak en bid i munden. At spise kage, naar en har maske paa og ikke større mund end en sparebøssespræk har nu forresten ogsaa sine vanskeligheder. Den smule jeg fik ind, smagte af kamfer, saa madam Land havde vist sin medicin i samme skab som sine kager.

«Kanske smaafrøknerne har lyst paa et glas øl», sagde Land pludselig. Han saa ud som han selv alt havde drukket nogle glas.

«Nei tak – nei-pei – tak-pak» – vi reiste os alle tre. Det var forresten vist Land, som selv havde lyst paa det og tænkte, han skulde lure sin Marie paa denne maade.

72Vi neiede og neiede, Land bukkede og skrabede og fulgte os ud, halvfuld og smilende; madam Land vridde gadedørsnøglen om med et smeld, da vi stod paa trappen, og jeg hørte gjennem døren, at hun sagde noget om den langbenede byfogdens unge.

Aa, hvor vi lo – madam Lands «fattigmand» havde vi allesammen i lommen.

«Nu gaar vi til madam Pirk», sagde jeg.

«Er du gal, Inger Johanne, vi tør ikke – hun er meget værre end madam Land.»

«Jo, det er saa rasende snodigt – kom kom bare – kom.»

Vi listede os saa stille, som vi kom for at stjæle, ind i madam Pirks kjøkken. Der var bælgmørkt, det lyste i nøglehullet inde fra stuen.

«Hys – s – ti – stille» – madam Pirk hostede inde i stuen, vi kvak i allesammen: «Nu kommer hun vist».

Atter stilhed – halvkvalt latter ude hos os.

«Nu kremter jeg», hviskede jeg.

«Er du gal, Inger Johanne – for alt i verden gjør det ikke.»

73«Nu gjør jeg det – hmm!»

Massa og Mina holdt mig begge to for munden; jeg lo saa jeg troede, jeg havde faaet indvendig krampe.

«Hm-m», en høi, stærk kremten fra mig.

En stol blev hastig skudt tilside inde i stuen, døren aabnet, en skarp lysning faldt ud paa vore tre skikkelser, og madam Pirk stod i døren med hornbriller paa næsen. Jeg traadte frem:

«God-pod dag-pag.»

Madam Pirk var som et lyn borte i skorstenen og greb en sopelime.

«Ud», raabte hun, «ud med dere, jeg skal ikke ha noget af saadant noget».

«De skal saamænd ikke faa noget hellere», sagde Mina næsvist. Udigjennem døren løb, snublede, faldt vi over hinanden, madam Pirk efter med hævet sopelime, lige ud i den maaneklare gade. Det var ubegribelig morsomt at blive kastet paa dør af madam Pirk.

Saa gik vi til Macks.

Mack og frue har ingen børn; Mack kalder alligevel altid sin kone for Mama. 74De sad alene i sin store, lyse stue, da vi traadte ind. Fru Mack lagde kabale, Mack sad ved siden, røgte paa en lang pibe, og pegede med pibespidsen paa de kort, han syntes, hun skulde tage. Vi trykkede os sammen ved døren og neiede.

«Nei se – velkommen ungdom og glæde» – sagde fru Mack og reiste sig, «det var nogen snille ungdommer, som kommer og besøger et par gamle folk».

Mack kom hen og pegede med pibespidsen paa vore hoveder. «Op i sofaen – op i sofaen med dere alle tre.»

Der sad vi under lampen.

«Og dere gaar med tine ogsaa», sagde Mack og saa paa den tine, jeg havde i haanden; «har dere kanske noget at sælge, og hvor er disse pene, smaa damerne fra da?»

«Vi er fra fantasiens land», sagde Massa.

«Vi sælger smør», sagde jeg.

«Nei, i fantasiens land laver de ikke smør», sagde fru Mack.

Pigen kom ind med et umaadeligt bret, – det var noget andet end madam Lands kamferfattigmand. Men jeg tænkte med sorg 75paa, at jeg ikke havde større mund end en sparebøssespræk.

«Og saa tænker jeg vi demaskerer os», sagde Mack, «hvis vore smaa gjæster fra fantasiens land vil live op en aften for et par gamle folk».

Om vi vilde! Vi tog hurtig maskerne af, men tænk, Mack sagde, at han havde kjendt mig idetsamme vi kom ind af døren. Uf, det er væmmelig, at en ikke kan være andre end sig selv.

Men fru Mack tog et glas mjød og deklamerede:

«Ungdom, du ungdom, du livfulde tid,
Tid fuld af glæde saa ren og saa blid;
Ungdom, dvæl endnu i min gamle barm,
Uskyldsfuld ren midt i verdens larm.»

«Det har mama selv digtet», sagde Mack og saa beundrende op paa sin kone.

Tænk, den der kunde digte som fru Mack! Det maatte være deiligt. Jeg har prøvet siden, om jeg kunde, men det gik ikke, for rimene er saa ækle at faa til.

Senere paa aftenen dansede fru Mack menuet for os. Hun holdt op i sit kjoleskjørt 76med begge hænder, sang med en fin, gammel stemme og saa vemodigt ud for sig.

«Tra-la, tra-la – lalalala.»

«Husker du, Mack? Husker du, Mack, at de spillede den, den aften du friede til mig?»

«Om jeg husker?» Og Mack og frue saa ømt og straalende paa hinanden.

«Tænk, at jeg, som er saadan en styg kvinde, kunde blive gift» – sagde fru Mack til os i sofaen.

«Du styg!» Og Mack og frue kyssede hinanden midt paa munden.

«Ja, nu skal vi se, børn, naar dere blir gamle, om dere har gjort som Mack og mig – vi har danset menuet hele livet igjennem, og ungdomsminderne har været musiken.»

Da vi gik om aftenen, havde vi alle tre lommerne fulde af æbler og nødder og kager.

Det er gruelig snodigt at gaa julebuk. Prøv bare!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.