Besøg

199Der ligger et rødt hus paa en bakke. Og nedenfor bakken staar et gjærde, og saa kommer smaabjerken og kjernet.

I kjernet speiler det sig altsammen solskinsdage – den røde stuen, den grønne bakken og skigarden. Og aaserne med top ved top af granspir rammer ind. For huset ligger midt i tætte skogen. Bortenom kjernet og bortenom skoglien blaaner svenskelandet, med rigsgrænsen som en bred, huggen vei; himlen skimtes i gløttet paa høiden, og gran og furu staar vagt paa hver side af hugget i aaslinjen.

Pladsen heder Braaten. Og alle stuer i et par mils omkreds heder Braaten – Granbraaten og Vestbraaten og Stenbraaten «sør i halla». Men Braaten, der Gammel-Hans og Kal-Johan og Hennikke bor, er begyndelsen og oprindelsen til dem alle; hus og udhus, jordteig og stengard, indbo og redskab er det ældste der paa trakten. Er uendelig gamle. Og paa Braaten har Gammel-Hans siddet, siden mor hans satte 200ham der – det blir treogfirsindstyve aar til Mikkelsmes – og før ham hans slægt, saalænge folk ved tilbage. «Af Braatenstammen er alt menneskeliv, som lever i mils omkreds, kommet,» siger Gammel-Hans – «det er samre stamme i alt skogens folk, for Braatenfolket har i al ti’ vær’t overhændig til at befolke Jordens kreds,» siger han.

*

Bærlineren er ventendes.

Gammel-Hans har styrt og rumstert huset over, som han har for vane, naar han er i humør. Det kan være lidt af hvert at stikke unda, naar det skal høfses. Han er ikke far i skogen for ingenting. Endskjønt han har git over pladsen og bedriften til Kal-Johan, er det mangengang snøt han har tid til at spise maalene; sove middag lar han de andre om. Hjul skal arbeides, og klokker skal lages – han fletter kurve, og han syr serker til Hennikke paa dobbelttraads maskin, han bøter Kal-Johans klær, og han slagter kuer i viden omkreds. Der er ikke mer end én vei fra alle Braatenstuerne, naar nogenting staar paa, og den gaar til Gammel-Hans. Jaja.

Dreierbænken, som i travl tid har plads midt i staskammerset, er tilsideflyttet, alle instrumenter og det slags er lagt indunder dobbeltsengen og kommoden og skabchatollet. Harebikja har faat nyt høi i sækken til sig og hvalpungerne. – Og Hennikke koger smørgrød.–

201Han staar paa trappen og skygger for brillerne – solen tar til at bli overhændig blank; det skinner og tindrer i sneen, saa det mest synblinder gammelt folk. Men han mener, kara snart skal syne sig i veisvingen, og han stirrer, til øinene rinder fulde af vand. Tar saa brillerne af og pudser dem i venstre skjortærme. Vaarvinden reiser de graa haarbuster paa det bare hode og stryger opgjennem vadmelsbukserne, som staar stiv med store knær til halvveis paa læggen – der tar Hennikkes strømpeskaft fat med side folder helt ned i træskoene.

– – Naa havde han bedt Kal-Johan gaa sta’ og hente Bærlineren hver evige godveirssøndag siden tidlig i høstes; men aldrig havde Kal-Johan stønner; det var det ene og det var det andre, men støt var det harajagt; og naar jagta var slut, saa aat han saa lidelig med flesk til middagen, at han blev rent for magelig af sig. Men idag. Ret som det var, havde han git sig af til Bærlin uden mere snak. Gammel-Hans skulde hu’se ham det –.

Dagen led og det kunde snart være ved den tid, kara maatte syne sig i svingen. Han saa endnu en gang did tømmerveien slidt og brunsodet fured sig frem fra bjerkesnaret – saa satte han sig paa det øverste trappetrin og tændte snadden.

Det var ikke mer end som én plads, der var omnævning værd foruden Braaten; og det 202var Bærlin. Og det var ikke andet at udsætte paa pladsen end navnet. Gammel-Hans havde akkorderet med Pær dengang nystuen stod færdigreist – han mente paa det, at Østbraaten havde været et i alle deler sømmeligere navn; men Pær Bærlin var uendelig stivsin’t og mente som saa, at den, som havde brøte’ jora og reist huset, fik ha sin ret til at døbe det med. Bærlin sku’ pladsen hede.

Yderst ud mod grænsen paa en liden rydning laa Bærlin, og der havde Pær og Hildora stelt kua, baaret ud møk paa jordet og baaret ind potetes i kjælderen, harvet og pløiet og saadd snart i fem og tyve aar uden hjælp af mennesker eller dyr. Saa en fik si det var et realt stykke arbeid, aarene tilsammenlagt. Men navnet, maagen havde git pladsen, det likte Gammel-Hans ydderlig daarlig – af og an tog han sig endnu som ærgrels’ af det –.

Han trak lange drag af snadden, og røgen lagde sig ned om ham i solskinnet.

Og han saa ikke dem, som kom ruslende langs skigarden, før de var lige indpaa ham. Da skvat han til, slog sig paa knærne og lo op i Pær Bærlins store ansigt – og sang ud med stemmen, som hørtes vidt udover og af alle uden Gammel-Hans:

«Nei naa faar du være vælkommen da, Pær – nei naa faar du væra regtig vælkommen – naa har vi fyra paa peisen hele da’n, og 203jagu er’n varm inde, for naa er kammerset tæt som e’ potte.»

Han stavred trappen op tæt indpaa svogeren – hodet holdt han skakt for bedre at høre og haanden bag øret:

«He? Tak sjel gammeln – naa ska’ du faa smørgraut, til mageskinnet dit staar som en balon, Pær – de’r letvindte greier for slikkene gubber som dig det, Pær.»

«Haa,» sa Pær betænksomt.

Men Gammel-Hans lo med latter, som havde ventet forlænge – som tumled ud og ikke gav sig, før den havde følge fra alt omkring.

Bærlineren rysted sit store hode.

«Han er lig sig han Hans,» sa han stilt til Kal-Johan.

Og Kal-Johan ælted og vælted norsk og svensk omkring med sin vanskelige tunge og svarte:

«Ja gubben ä lik sig dä jagu sannig dä.»

«Stig paa, Pær,» sa han og gav Gammel-Hans en skubb, at han kunde rikke sig.

*

Solen skinned gjennem smaa ruder i kammerset og kasted skraa straaler lige hen paa peisen, som stod bred og gammel og spraked rødt. Det lugted tyri og ferskt lær.

Foran peisen sad Pær, og foran Pær stod 204Gammel-Hans med bøiede knær og hænderne paa dem og betragted ham vel.

«Aasdan har du det regti’ da, Pær?» spurgte han og kom tættere.

Pær smilte oppe ved den ene mundvigog smat øinene hen paa Kal-Johan og ind bag chatollet og sukked.

«Naa har vi havt skrivels fra Bina,» ropte Gammel-Hans og slog sig paa knærne og lo, «og naa kan du tru vi har faat deilig pen présent fra Amerika,» sa han og tog bort i svogeren og pegte – «snu dig saa lækkert, Pær, saa faar du’n paa kornet, gammeln!»

Pær Bærlin reiste sig fra stolen. Tomme for tomme. Tog sig til munden og spytted høflig indved peisen.

«Han er lig sig,» sa han. Han blev som svirren i hode af Gammel-Hans – han var magta til at braake den karen!

Og Kal-Johan gjorde ham selskab og sa, at gubben støt havde det humøret, at han vilde prate.

Men borte ved væggen havde Gammel-Hans tat klædet af Binas present, en stor moderne kuffert. Og han vinked og lo med glimt og underfundighed i øinene og vilde ha svogeren tæt indtil.

«Her skal du se greier, Pær,» sa han, «kom an Pær!»

Pær satte sig i bevægelse over gulvet. Han 205gik som i myr og sænked skuldrene, saa hænderne naadde knærne – de smaa øine, som sad tæt ved næseroden, holdt udkig, og munden med stor tøielig overlæbe raaded ansigtet enevældig.

Han bøied sig over Binas present, og Gammel-Hans lukked op og løfted ud skuffer og pegte med dirrende ringer og sa:

«Sku’ du ha set sligt – saa alt igjennem fin han er. Bina glemmer inte far sin!»

Og han væded fingeren og blanked papiret, kufferten var klædt med indvendig.

Pær stak haanden frem han ogsaa og begyndte at undersøge – og Gammel-Hans lod ham.

Aah nei, aahnei! Han sku’kke væra god for at finde hverken feil eller lyde.

«Han er fin,» sa Pær og gav sig.

Gammel-Hans lo, blev saa med ét alvorlig:

«Han er naa reint for fin til skogen da, Pær,» sa han, «men Bina tænkte nok inte saa,» øinene under buskbrynene blev vaade, «sendte’n over havet til Braaten, saa deilig pen han er.»

Han lukked laaget.

«Værsgo, Pær,» sa han, «sid op.»

Pær satte sig paa kufferten og Gammel-Hans satte sig ved siden og rykked tæt indtil svogeren og bød ogsaa Kal-Johan plads.

«Je’ tøks du gaar og loverer saa urolig kring væggene Kal-Johan far,» sa han, «kom an du, Kal-Johan.»

206Men Kal-Johan gned sig beskedent mod væggen og satte sig ved døren. Han holdt den paa klem ind til lugten af smørgrøden og kuttret af hvalperne, og da de gamle tændte snadderne, skar han sig en skraa, en stor, og stak den langsomt ind under skjægget, som grodde lyst og tæt over alt, som ikke var næse og øine og pande. Han fæsted blikket paa Pær Bærlin, og der ligesom sovned det.

«Aasdan staar det sig med henne Hildora da, Pær?»

Gammel-Hans skutted sig fornøiet og gav svogeren et skubb – naa skulde de ha sig en liden hygge.

«Aahja, hjaja,» Bærlineren sukked, «hu’ ba aa hilse saa flittig da, ja hu’ gjorde det,» han nikked alvorlig til Kal-Johan, «hu’ sitter der hu’ sitter da, ja hu’ gjør det.» Han tog et langt drag af snadden.

«Kan du ingen forbedring betragte – inte den ringaste?» Hans Braaten bøied sig helt hen til piben, som hang urørlig i Pærs mundvig.

«Nei naa er det inte mer end saa hu’ skimter dagen da – aa nei,» snadden vipped saa smaat – «doktoren mente paa, det vilde ta slut om e’ ti’ – med det au – ja. Ja. Det gaar vel tel opperation, ved je!» Bærlineren spytted forsigtig ret ned mellem sine ben.

Det mørkned til i Gammel-Hans’s blik.

«Du sku’ ha rivi i opperasjon paa henner 207Hildora for mange aar sia, Pær,» sa han, «naa er ‘et paa femte aaret, hu’ har sotti i mørkret.»

Pær trak munden sammen, og med alle blide rynker gjemt i en alvorsfold ved næsen sa han:

«Saalænge Vorherre lode me’ beholde hu’ Andrine, mente je’ paa, je’ fekk trøte, Hans. Henner Hildora greidde sig fint føruten synet, saalænge vi havde Andrine iblandt vors.»

Gammel-Hans nikked. Han vilde ikke lægge sten til byrde for prøvet mand. Og han rakte haanden frem.

«Du har havt mye plunder og sørjer, sia vi raaktes sidst, gammeln, – du for ha tak for du vilde havt mig i begravels, Pær far – men de’r atalt at gaa i gravøl, naar en blir før gammal. Ja, hu’ Andrine fekk vandre –»

«Aahja – hja. Det gjekk den veien ja.»

«Hu’ var længen daarlig.»

«Det var paa det andre aaret ja. Det var paa det andre aaret og ille daarlig var hu’ hele tia.»

Bærlineren flytted sig tættere til svogeren og tog snadden ind i haanden. Og hans røst steg i fistel.

«Det børga i magen, og sia tok det tel aa værke i brøste, og sia gjekk det ner i føtterne paa n’a. Det var blo’et, rimeligvis, som blei reint for tjukt, ta det hu maatte ligge støt. Heller ogsaa mente Svenske-Jens paa det, det var nérverne, dem kaller, som gjekk til 208hjerte. Oioi!» Han saa bort paa Kal-Johan «det kosta mig indpaa hundre kroner, far, inna je’ fekk gjort slut paa Andrine. Men væ’st er det med den nye maskin, som hu’ kjøfte sig maan’en før hu’ sjukna. Hu’ tænkte naa hu’ sku’ reterert, og det var naa liksom svaarest for henner au at gaa fra maskin, dengang hu’ skjønte det var slut.»

«Stakkarn,» mumled Gammel-Hans. Og Kal-Johan flytted sig i sædet.

Saa sad de to gamle en stund og rugged mod hverandre og røgte og tied. Saa lyste det til i Gammel-Hans’s øine, og han slog svogeren paa knæet og ropte:

«De’r fælt godt at veta en og annen tingen, du Pær,» – han stak haanden ned i bukselommen og fandt frem en brun benknap, som han holdt foran Pærs næse med to begede fingre, – «her ska’ je’ syne dig en tingen, som du ska’ betragte væl, Pær,» sa han; og mens han dreied knappen mellem fingrene, rystet han af gjemt latter.

Pær tog forsigtig knappen, og lagde den midt i sin flade store haand og lukked det ene øie og saa bort paa Kal-Johan, om han var obsalvert.

Gammel-Hans lo og pegte paa Kal-Johan.

«Han har da som en tanke paa ‘et han au,» sa han; men Kal-Johan saa beskeden i gulvet.

209«Du mins je’ har tala om før dig, Pær, at je’ plar ha vad i bækken paa den sidste tia – og naar det lir udover vaaren og sommeren, saa tar je’ ørreten saa fint saa fint gut» – han læned sig helt frem for at faa Pær midt i synet – «men nu i høstes, Pær, var det ein som havde rivve’ ner hele greia for mig e’ nat og kasta ‘n paa land.»

Gammel-Hans sænked pludselig røsten og bøied sig tæt ind mod svogerens øre.

«Og kansje du veit, hokken je’ mistænker for det derre au, Pær?»

Alle blide rynker kravled frem i Pærs ansigt.

«Aahja saamænd; – aahja» – han nikked over til Kal-Johan – «han har det fjæset med sig, han Siver Vestbraaten, at han inte er truværdig,» hvisked han. –

«Aa sir du, Pær?» Gammel-Hans trak ham i ærmet og lagde øret i beredskab. Men der kom ikke mer fra Pær – en sku’ vare sig for at være høimælt her i verden. Gammel-Hans ropte:

«Je’ ser du har som en tanke du au, Pær – inte har je’ vidne paa ‘n precist, men je’ fann naa denne bukseknappen i steinen indve’ va’et, som je’ saa temmeli’ akkerat vet er hasses, og naa har je’ tænkt aa spørre dig, Pær, som har prosessert flerfoldige ganger, om du trur, det sku’ gaa for sig at faa ret paa ‘n med den knappen. De ‘r det jeg grunner paa, Pær.»

210Bærlineren klødde sig i nakken. Og begge blev siddende med hoderne tæt og beskue knappen.

«Je’ huser dengangen,» sa Pær Berlin og fortalte stilt og smaat og lige ind i Gammel-Hans’s øre om sin sidste proces. Og om den næstsidste. –

Hennikke kom ind og bød paa grød. Men Kal-Johan trued til hende med knytnæven. Han sad med halvaaben mund og havde faat røde smaaflekker i panden. Da Bærlineren havde ropt det sidste ord vel ind i Gammel-Hans’s bedste øre, reiste Kal-Johan sig, trak buksen op og vesten ned og gik langsomt tvers over gulvet.

Midt foran de to stansed han – og sa saa høit, som hans daarlige mæle lod ham.

«Du Bærlineren, mens jag hauer paa ‘et» – han spytted betænkt – «det har varit en særdeles vinter altigjønnom paa den senere tia.»

«Aa sier Kal-Johan?» spurgte Gammel-Hans. Hyggen havde bredt sig over hans ansigt, han var rød og oplivet, og i øinene lo det.

Men Pær Bærlin lemped sig forsigtig ned af kufferten og trak bukserne op og vesten ned.

«Han er nok inte til at lite paa – regtig – presenten henner Bina,» sa han blidt – «jeg mener, jeg blir for tung i sessen.»

Han seg over gulvet hen til udgangsdøren, fandt en stol, satte den op mod dørstolpen og tog plads med benene vel opunder. Gammel-Hans kom skyndsomt ned af kufferten.

211«Aa er ‘et du sier, Kal-Johan?» spurgte han, «aa er ‘et du og han Pær har fore.»

Han saa fra den ene til den anden og holdt øret frem. Men Kal-Johan skjøv ham tilside, da han vilde indtil Pær.

«Du Pær Bærlin,» sa han langsomt, «du sku’ væl inte ha reda paa, om folk gaar derborte ved husa dine og skyter haran, høsbond sleppte i vaares, paa spaarsnø? Det har varit en særdeles vinter for spaarsnøjagt ivaar, si.»

Bærlineren vendte langsomt ansigtet mod Kal-Johan.

«Inte kan væl no’en væra saa forgaaendes gælen at skyte bort haran for høsbond paa spaarsnø – væl?» Det store hode lagde sig skakt, og blikket smat mellem Kal-Johans støvler.

Kal-Johan snudde skraaen og kræmted.

«Jo dä’r fa’ligt för det,» sa han betænksomt, «jag ä’ som litet inne i ‘et, då jag har varit flera visk i den östre skogen paa den senera tia» – han vælted sin beslutning et øieblik med tungen, saa brast den:

«Si, jag har tænkt, vi sku’ faa tak paa den der rakkarn og – si saa funderte jag paa at fråge dig, Bærlineren, om du inte sku’ ville vara mig behjælplig – för du är som bättre kjænd og hjemmestad’ där borta än som jag – du kunde ha som et öga i nakken, naar du gjekk åt skogen paa morgnær’na.»

212Pær Bærlins hode reiste sig og øinene saa nyfødt paa Kal-Johan.

«Trænger du en ute me’, Kal-Johan, saa ska’n Pær Bærlin væra færdig, det kan Kal-Johan, væra rent sæker paa au.» Lidt efter lagde han grundende til: «At folk kan ha løst for slikt!»

«Der väkser saa mycken slaks elakhet i människan,» svarte Kal-Johan i samme tone.

Gammel-Hans havde fanget et og andet ord. Han rysted paa hodet og mumled:

«Rakkerpak – fa’n til rakkerpak au.»

*

Solen var nede og smørgrøden; og Pær Bærlin var gaat.

Gammel-Hans stod igjen ude paa trappen og saa ind over skogstien, der netop det sidste af Pær blev væk.

Han klødde sig i skjægget. Naa var den gemytligheden slut. Men nei saa pinedø’ om det havde vær’t gemytligt! Men haaffer sku’ en fodre mer end tre mærker talg ta’ en træbok? Han havde hat det me’ sig paa den senere tia, at han støt vilde præke om sot og sjukdom, han Pær. – Han sku’ inte budsende ham oftere. – Det var mer gemytlighet i tobaksrullen hans Gammel-Ola end i hele skrotten hans Pær Bærlin. Jagu.

Og han begyndte at fundere paa, om han 213skulde trække ner til han Gammel-Ola og faa sig en kveldsrøik paa Stenbraaten. Da kom Kal-Johan ud paa gaarden.

En stor oprømthed laa over Kal-Johan.

Sagtens var han gla’ han var kvit omsorgen for at gaa til Bærlin og hente han Pær. –

«Du ska’ ha tak du gjekk sta’ og henta han Pær, Kal-Johan far – det var realt.»

Kal-Johans øine skinned.

«Ja naa har jag faat me’ mig en uprivat mand til at passe op jägaren, som skyter haran indve’ husa hans Pær Bærlin,» ropte han med sin høieste røst ind i Gammel-Hans’s øre.

Saa satte han sig, saa trappen rysted, lagde hænderne paa knærne og lo sig sprængrød indi skjægget.

Gammel-Hans satte sig ved siden.

«Hokken mener du?» spurgte han og blev urolig i øinene.

Det varte lidt, saa kom det:

«Naa har jag gaat og si’t dom store benredskapen hans Pær Bærlin følje harespaaret dit haran har havt nataatet, – naa har jag gaat og si’t dom store føttane hans Pær Bærlin følje harehopp i hele vinter, – det har varit en særdeles vinter før spaarsnø, si» – latteren tog ham, og han kvælte med haanden for munden, – «men jagu ska’ det naa bli endskap paa ‘et, när Bærlineren sjelf ska’ vara høsbond paa rakkar’n.»

214Gammel-Hans stirred paa Kal-Johan, som hev sig i latter. Inte kunde væl Pær Bærlin væra saa besættanes gælen, at han skjøt høsbonds ei’ne harar, inte –!

Han stirred frem for sig og udover –.

Naa synte det sig, aaffaar Kal-Johan havde faat braat med at gaa til Bærlin og hente han Pær. –

Neinei. Inte kunde han væl fodre, at Kal-Johan sku’ gaa til Bærlin enkom hans erend. Inte kunde han væl fodre det.

Han reiste sig og stavred ned over trappen.

Det var ikke mer end som én, han saa at si kunde fortrøste sig til i skogen.

Han vilde rusle ned til Stenbraaten og faa sig en prat med Gammel-Ola.

Han tog benveien, han selv havde traakket over kjernet – det var maanelys kveld.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.