En af de gode –

111Tøger Reiersen gik og smaasnubled og sang.

Han snubled, fordi han var træt og veien ujevn, opkjørt af tung læskjøring, og han sang, fordi det var hans vane. Det var en sang med én strofe og omkvæd. Strofen lød:

«Nei for dett skal du aldrigen bry dig no’ om –»

Og saa kom omkvædet:

«Hei bom, bom – bombomeli – bom.» –

Det var hans far, som havde laget sangen, mens han gik og bar bord nede paa tomten. Tøger havde hørt den fra barndommen af, og brugt den, siden han var gutunge, og havt som en kamerat i den gjennem alle aar til nu, han selv var en gammel mand saa at si. Han arbeided til sangen, og han tænkte til den, og naar verden gik imod, og Martine fik opposition i tungen, fortrøsted han sig til den, og mangt et ord, som var bedre usagt, fik han lempet tilbage did det kom fra, naar han stemte i:

«Nei for dett –.»

112«Tøger Reiersen hørte til brugets gamle, faste arbeiderstok. Martine var hans kone, og Stava og Rikarda hans døtre; men bruget var hans alt.

Han gik til kirken om søndagen; men fra kirken gik han til fossen og holdt gudstjeneste. Traf der andre, som havde samme erend, og sad med dem oppe paa berget og røgte og saa udover fabriken og fossen, og dalen nedigjennem. Og husked den tid, fabriken ikke var for mer end som et træskur at regne, og vandet mest greide sig selv. Husked den tid, smaafolk i byen og kjøbmænd og deslige kom op søndagseftermiddagene for at glo paa fabriken, de havde part i – husked Gammel-Olsen, som sad inde hos formand og delte ud lønningerne og gjerne gav en dram. – – Væk var skuret og væk var Gammel-Olsen – men op steg bruget!

Og det var ikke længer folk fra byen og sligt noget, som havde skillingerne sine i fabriken – men det var landets rigeste folk, ja, det som mer var, det var englændere og tyskere; og ingen fan vidste mer, hvem som eiede bruget, det var som raadde bruget sig selv, og æste og vokste og tog magt fra hele trakten.

Tøger Reiersen kunde sidde og stirre paa dammene og paa fossen, saavidt den sildred over berget søndags middagen, – paa fabriken og alt, som den tillaa af stort og af smaat, 113af bygning og rende og oplagstomt; og hans øine vided sig, og han tog pusten dybt. Bruget var som en plante, ja som planten, der grodde foran hans, Tøger Reiersens, stue. Liden og usselig stod den indunder kammersvinduet og saa mest ud til ingenting vaaren gjennem. Men saa tog den braat til at vokse, og dens vækst var usigelig. Den fik blade store som haandfladen, og det ene sprat ud tæt indved det andre, den fik stamme som en arm, og paa toppen en blomst, en eneste blomst, rund og gul som en sol, med en krans af blade som guld.

Saaledes var bruget; og som plantens blomst var kontoret. Ikke at han nogentid havde været indenfor, men sagtens sad guldet i krans der det alt sanked sig; og over skog og opland i mile og mile gik brugets rod. Men stammen – det var ham, Tøger Reiersen, det. Han og kameraterne og alt som leved af liv i Brugsbyen. –

Hvad der havde staat om bruget i bladene, han havde tat vare paa hvert ord fra første stund til nu; til udklippene havde han laget en mappe. Og generalforsamling og dividende og udbytte og kursfald, nybygning og arbeidsstansning – han kunde fortælle ungdommen fra dengang for længe siden til nu, bruget snart var det første i sit slags i Norges land. – Og der det stod, der stod det sammen med 114ham, Tøger Reiersen, og kameraterne. Ikke saa at ungdommen i Brugsbyen havde det med fanteri og opposition; men der kunde være dem, som gik og tomled med og satte ihop af det, de læste i bøger og den slags skrifter, og kunde komme med insinuationer baade af en og anden art. Men Tøger Reiersen vidste at gi dem svar og betalt!

Aanei!

Det værste, som var af opposition, det sad nok i tungen paa Martine san.

«Men se dett skal du aldrigen bry dig no’ om –»

Tøgers stemme var dyb og vederhæftig. –

I bakken mod elven laa hans hjem. Han holdt op at synge, da han tog af fra veien, som gik tvers gjennem Brugsbyen, og fulgte elveskraaningen. For der var stygt stenet og glat i høstvæden. Der var ogsaa gravningsarbeide. En tændt lygt hang nogle meter fra huset, Tøger bodde i, og vared for et stort nyspadet hul. Det var kommunen, som grov; den havde procedert med bruget paa det – i mere end et aar havde kloakken nedenom veien været forstoppet, og grunden ovenom de gamle brakkerne havde staat og slimet og stinket sig grøn.

Men jagu blev det kommunen, som tilslut fik ta det.

Tøger syntes, han havde kjendt som mindre 115til stanken, siden den dagen han fik spurgt, at kommunen havde tabt. At bruget havde vundet ja – –.

Lige indved husdøren holdt han paa at stupe, og han slog i en ed. Martine pleied at lade døren fra kjøkkenet staa aaben om kvelden, saa lysningen faldt over bakken. Men i kveld var den vel tilstængt. Og indenfor stod der tæt med røg, kunde han tænke. For skorstenen røg, naar døren var stængt. – Det samled sig til sinne indi ham. Har var sliten og sulten, og kvindfolk var støt uvettige. Men før han fandt dørlaasen, kom det halvnynnet:

«Nei for dett skal du –»

*

I kjøkkenet var der ingen og paa gruen var det slukket. Væglampen lyste stille og ensformig over klaffebordet, hvor tallerkener til kveldsmaden stod fremsat; da han aabned døren, reiste katten, som laa midt paa bordet, sig og strakte sig.

Tøger stod lidt og klødde sig eftertænksomt i nakken. Saa satte han kaffespandet fra sig og gik ind i kammerset.

Der var det fuldt af kvindfolk, men ligevel rent tyst.

«Godkveld,» sa Tøger. Det var saa halvskymt derinde, at han ikke kunde skjelne 116nogen, men der steg et flerstemmigt «hyssj» mod ham

Han sænked røsten og spurgte:

«Aa staar paa?»

«Det er Stava,» svarte det med Martines stemme borte fra sengbænken; og kvindfolkklumpen løste sig op og gjorde plads for ham. Det var kjærringer fra nabobrakken.

«Har ‘a skad sig?» spurgte han og bøied sig mod Martine, som sad paa bænkekanten og rugged med overkroppen.

«Hyssj, hun sover» – Martine skjøv ham væk – «det kom som kastende over ‘a ret som hu’ stod –blodbrækning» – Martines røst var skjælvende, og nu hiksted hun til – «det randt ud tur mundvigerne paa ‘a.»

Hun gjemte ansigtet i forklædet og snufsed i graat.

Tøger strøg sig med ærmet over panden.

«Aa er Rikarda?» spurgte han.

En af konerne svarte, at hun var gaat efter doktoren.

Tøger forsøgte at se ansigtet paa puden; saa fandt han hen til bordet og satte sig. Da det gik en stund, og ingen sa noget, begyndte nabokjærringerne at trække sig hen mod døren; og da det gik en stund til og var tyst, sa de godkveld. Men udenfor husvæggen hørte Tøger, hvordan de tog paa at præke og regjere – til langt nedover veien.

117Der var ikke andet lys i stuen end det, som faldt ind gjennem ruden fra den store buelampen ved broen.

Siden de fik den ved bruget, havde de spart belysning for mangfoldige kroner i brakkerne – ja, han skulde lure sig paa, om ikke den summen kunde komme op i baade et og to hundre, om den førstens blev slaat over – saa for de brakkerne, som laa nærmest. Heroppe hos ham var det mer som et lindt maaneskin, men hos Peder per eksempel sad dem og læste bladene friskt væk midt i stua udover kvelden, saa længe lampen brandt – –.

«Ja naa har du igjen for taalemodet dit,» sa Martine; røsten var blet den gamle, det kunde han høre paa pipen i det sidste ordet, endda saa lavmælt hun tog det.

«Naa ligger ‘a der, og Gud Vorherren ved, om hu’ no’n ti’ kommer paa spinderiet igjen. Saa er vi kvit de kronane me’.»

Den syge i sengbænken rørte sig, og Martine bøied sig og lytted paa pusten, som kom kort og med en slimlyd nu og da.

«Sov du Tulla mi, bare sov,» hvisked hun og glatted tæppet.

Saa reiste hun sig og gik lige hen til Tøger og knytted næven for hans ansigt og sa:

«Men naa ska’ det væra slutt med aa staa for aapen dør aa koke, de’er saa mye du 118veit det – og gaar ‘nte du tel kantoret, saa gaar je’. Det heter jeg Martine paa.»

Hun rysted den lille magre haand foran hans øine.

Tøger saa stilt paa hende og drog mundvigen ind mellem tænderne og tygged. Slik var kvinfolk støt – det hændte aldrig saa liden en kontravers, straks saa sku ‘n gaa til kontoret.

Jagu sa’n det!

Havde han ikke været paa kontoret hidindtils, saa slap han vel med Guds hjælp herefterdags au.–

«Eller kanske det inte rør dig, at Stava dør emellem hænda paa vors?» Martine saa ham tæt ind i øinene og læberne smaaskalv – «naa har vi mista Ola og Karoline bare for de samre tubertlerne, og naa er det vel tubertler i Stava au – men like store er sprækkane rundt væggane og like sæl er du. Bruket er vel inte Vorherre heller.» Taarerne tog til at rinde igjen – sad han ikke der og tygde og svarte ikke det skabendes ord! «Gud trøste dig den da’n regnskapen ska’ fram, Tøger,» hiksted hun.

Tøger lagde hænderne tæt sammen mellem knærne.

Slig endte det hver evige gang – fik ikke hun ham did, hun vilde, saa var det at ta til Vorherre og den yderste dagen da. –

Men før indtraf den yderste dagen end den 119han, Tøger Reiersen, gik til bruget, med tull og tøis og kvindfolkepaafund. –

Doktoren kom.

Og der blev tændt lampe, og den syge blev vækket. Og alt mens doktoren bøide sig over hende og lydde paa pusten, saa snakked Martine – og det hjalp ikke alt det doktoren bad hende være stil, straks paa minutten drog hun paa igjen med dem, som var døde, og med gruen, som ikke trækte, med mindre døren stod aaben ud til vinteren, og om sprækkane i stuevæggen – ret som tuberklerne sad i de uskyldige sprækkane – akkurat som frisk luft var af det vonde! – Og paa’n igjen – om gruen, som ikke trækte og dem, som var døde. –

«Vil De tie stille et øieblik,» sa doktoren.

Tøger gik ud.

Paa trappen udenfor huset blev han staaende og tændte snadden. Det var ligt med at faa lus paa sjæla at høre paa slikkene kvindfolk. –

Han knapped jakken til over arbeidsblusen og beredte sig til at ta doktoren, naar han kom ud. Han skulde forklare den unge brugslægen om dengang, han forløfted sig som rent ung gutunge nede paa bruget, og spydde liderlig med blod og ikke havde andet mén af det, end at han var lige god næste Sankte Hans. Saa 120kunde det vel bære til med en anden au. Stava havde aldrig feilet noget, det han vidste. Hoste og forkjølelse af og til var vel for nogen hver. –

Da lægen kom, tilbød Tøger at følge over den værste gravningen.

Men da de var bortom hushjørnet, fik lægen Tøger fat i jakkeslaget og sa, han havde et alvorligt ord at si ham.

Tøger tog snadden fra munden.

Og den unge brugslægen drog paa at snakke om Stava og om sygdommen hendes og om, at han, Tøger, maatte skaffe hende tættere hus og sundere bolig, dersom hun skulde leve. –

Tøger lukked munden igjen og sa ikke det, han havde lagt over med sig selv at si. For naar et mandfolk lar sig oversnakke af kjærringer og kvindfolk, da kan en spare sig. Og da doktoren gik, letted han ikke mer end nødvendigt paa luen. Nei saagu! –

Han stod lidt og saa efter lægen, før han rusled ned igjen – der kunde en se, aa langt studeringer og lærdom hjalp en mand –!

Da han gik tilbage, slukked de det elektriske lyset; det blev stummende mørkt uden netop der, hvor lygten hang over jordhullet. Tøger bøied sig mod lygtelyset og saa paa klokken. Nu var det tredje kvelden, de snød sig til ti minutter over tiden. Det var ikke saa nøie for slikkene folk som dem deroppe paa lysværket – bruget betalte!

121Han blev saa harm, at tobakken ikke smagte længer.

*

Gudherren var hans vidne, at han ikke gik godvillig.

Men for hver gang han vilde snu og stod lidt, kom Stavas øine frem for ham. Og han tog paa at gaa igjen.

«Er ‘et saa, at du au vil ha mig aa’sta, Stava?» havde han spurgt, da Martine tog pust. Og Stava havde set paa ham og svaret lavt, saa han fik bøie sig for at høre: «Jeg vilde nok gjerne freskne til, far,» havde hun sagt,«inte vær kjed paa mig, far,» havde hun sagt. Og hun havde tat efter ham med haanden.

Da havde han gaat ind efter jakken og de svarte bukserne med en spænnanes gang. –

Men Gudherren var hans vidne, at det var for Stava, han gik. Og for de syge øinene hendes, som ikke slap. –

Han sank krummere i ryggen, des nærmere han kom byen. Saa var den dagen kommen, Tøger Reiersen skofta midt paa blanke torsdagen. Ikke unders folk saa rart paa ham. –

Han gik paa, saa det slog smaa smeld i støvleskaftet, som stod stivt opunder vadmelsbuksen, og han holdt sig paa den siden af gaden, der det ikke var stenlagt, saa han slap at ha folk ret i synet paa sig.

122Fremme ved Storgaden i byen stopped han og tog en oversigt over bukserne. Det var ikke frit for søleskvæt havde skjæmt baade hist og her, og han tog lommetørklædet og gned af langs bukselæggen. Saa gav han filthatten en omgang med trøieærmet og satte kurs for stengaarden, – den eneste treetages stengaard i byen – kontoret med hele navnet, limited, over døren i guldbogstaver.

*

Der var skridt og penneskrabing og rasl af papir og korte stemmer, som spurgte indover, og korte stemmer, som svarte udover, i de tre, fire lysmalte rum, hvis høie smale døre stod aabne i rad.

«Det er en, som vil tale med disponenten.»

«Disponenten er optat, vis ham ind i mødeværelset.»

«Det er en af arbeiderne.»

«Vis ham ind i forværelset.»

«Værsgod, denne vei,» sa den unge fyr til Tøger, og Tøger snudde sig og fulgte og snubled i tærskelen og vendte sig og bukked med hodet mod dem, som sad ved pultene. Saa skifted han hatten over i den anden haand og gik indover den lange mørke gang. Den unge plystred.

«Værsgod, vent her De.»

Den unge fyr aabned en dør, slængte benene om hverandre og var væk.

123Tøger blev staaende, der han stod, lige indenfor døren.

Det var et stort brunmalet værelse med to høie vinduer ud mod gaardspladsen. Han kunde se tømmerrenden og lastetomterne paa den andre siden elven fra der han stod. Og eftersom han saa paa renden, fik han samlingen igjen.

Jøss for folk han havde set indover i de andre rummene; pult ved pult. Paa høie krakker. Søn til Gammel-Olsen og brorsøn havde han set; og fuldmægtig Gundersen med hænderne fulde af skrevet papir –.

«Guddag Tøger,» sa det lige ved.

Han kvap, saa tænderne smalt ihop.

Var her folk?

«Du ser nok hverken til høger eller venster, naar du er i pudsen, du,» sa det og lo.

Det var en kone nede fra værftet. Han kjendte hende da – hun var barnefødt i Brugsbyen – ung, pen kone, konen til Emmanuel Syversen, som fór med «Allida».

«Nei guddagen,» Tøger og hun tog i haanden, og han satte sig paa bænken ved hende. Der hang frakker og plag paa væggen over, og hun sad helt indunder, liden og mørkklædt.

«Jeg sansed ikke her var folk,» sa Tøger og lo stille, «neimen gjorde jeg ikke da.»

Og de begyndte at snakke sammen.

124Konen havde ogsaa et erend til disponenten. Ja, for det var vel disponenten Tøger med–?

Tøger svarte ikke større paa det; men Emmanuels kone fortalte videre om sit, – det var tull og vanskelighed med trækket, og det blev ingen greie at faa, før en havde faat sætte disponenten ind i det, kunde hun tænke – han skulde være en godslig, snil mand, disponenten?

«Ja, jeg kjender ‘n da,» sa Tøger – «jeg kjender ‘n da. Jeg har set ‘n flerfoldige ganger oppe paa bruget. Og forresten saa har jeg snakket ve’n au.»

Han vilde fortælle om den leilighed. –

Og eftersom han fortalte, retted han sig, mens han uafladelig betragted Emmanuels kone. Hun var opmærksom og stille.

– Det var dengang de nye turbinerne skulde prøvegaa. Vandet blev slept paa, og direktion og disponent og ingeniør og formand stod sammenstilt og venta. Men ingenting rørte sig. Remmer og hjul og hele apperaten – rent urørlig, mens vandet fossa og fór indi turbin.

«– Den lille insjenøren, som havde stelt til alt ihop, blei som fra se’, og snurra som en top og mumla og svor: naa var ‘e noe gæli, det gaar jo ikke, det gaar jo ikke, sa’n, fan ossaa, skreik ‘n. Og disponenten blei rød og vendte sig til direktion og sa: Ja, saa er det vel ikke no at staa her for, mine herrer, sa’n, men han var stærk i røsten og 125sinna. Je’ stod bortme’ turbinrøret, je’, – og jeg snudde paa hue og sa til formand: det hænder, vandet iser turbin, med det samre det kommer paa ‘n, sa jeg, en kal’ dag, sa jeg. For kaldt var ‘e. Og inte før hadde je’ sagt dem derre ora, saa smelder det til me’ en faderlig dur i hele fabrikken, og remmer og hjul tar til aa sveive rundt-rundt.»

«Du havde nok ret, du, mand min,» sa disponenten, og tog mig paa skuldra. «Men den vesle insjenøren, han graat han, stakkarn, saa reint gla blei ‘n.»

«Saa jeg kjender da disponenten,» sa Tøger, og tog sig i at ville spytte paa kontorets gulv, men reiste sig og gik med haanden for munden hen til spyttebakken, som stod i ovnskrogen. Han lod skraaen gaa – for alle tilfældes skyld.

Og han kjendte sig rent oplagt til en prat med et mandfolk.

«Aassen gaar det han Emmanuel, skikker ‘n sig?» spurgte han borte fra ovnen, med hænderne i bukselommerne.

Før har fik svar, gik det i døren.

Det var fuldmægtig Gundersen, – han kom stikkende i fuldene fart, med brillerne yderst paa næsen, og de skrevne papirer holdt han, som var han ræd, nogen skulde stjæle dem –.

Men da han fik øie paa Tøger, stopped han.

«Nei, er det dig, min kjære Reiersen,» sa han, «er du paa disse kanter?»

126Han stirred gjennem brillerne.

«Det er vel ikke noget galt paa færde?» spurgte han og stirred vidaabent.

Tøger smilte og klødde sig i nakken, og kjendte med tungespidsen efter skraaen, som var væk.

Fuldmægtigens øine vaagned bag brillerne.

«For jeg tror saa sandelig, det er første gang, jeg ser dig paa vort kontor, min kjære Reiersen,» sa han, «eller hvordan – eller hvordan?»

Tøger maatte svare. Han kremted og tog efter bukselommen.

«Det er saa det ja,» sa han, «det kunde væra rart aa se lokaliteterne – da.»

Fuldmægtig Gundersen lo og blev blid og glat over øinene, mens den lille latter klapred inde mellem de mange løse tænder.

«Det skal du saa sandelig, det skal du, min kjære ven,» han gramsed med den ledige haand rundt i sine graa haartuster, «jeg skal sende dig en af vore folk, jeg selv har det jo travelt, en del travelt,» sa han, og han blev stirrende i blikket og nikked og tog om papirene og gik videre med smaa, ilfærdige skridt.

«Mange tak,» sa Tøger, «Dere skal ikke gjøre Dere bryderi for min del, Gundersen, endskjønt –»

Han fik sagt det, før Gundersen var helt 127ude af rummet. Og han saa bort paa Emmanuels kone, og farven steg endnu i hans ansigt; det pirred i hagen, der han nys havde barberet sig. –

Døren ind til næste værelse var blet staaende halvaaben efter fuldmægtigen. Og Tøger og konen blev stille.

Derinde gik en mand op og ned paa gulvet, som var tæppelagt. Han holdt en silkehat paa ryggen, og der kom cigarlugt ud til dem.

De’r handelsreisende, tænkte Tøger, som skal gjøre forretning med vors.

Han retted sig.

Han derinde kunde s’gu ha stunder til at vente. Som om disponenten ikke havde andet at ta sig til end at præke med supplikanterer og denslags folk.

Tøger saa pludselig bort paa Emmanuels kone som havde faat røde pletter paa kindbenet.

Vanskeligheder med trækket – det var ogsaa en tingen at gaa ende frem til disponenten med. Sku’ ‘n hørt paa magen –!

Han spytted og tog op tobaksrullen, og skar sig en real buss.

Aanei san, det var nok ikke alle givet at ha som en indsigt i, aa han sad i, en mand som brugsdisponenten. –

Tøger fordybed sig, med ryggen mod væggen og hænderne paa ryggen. Da kom den 128samme unge fyr, som havde fulgt ham ind, vinked i døren, og sa med lav røst:

«Jeg har ordre til at vise Dem huset.»

«Javel,» Tøger nikked til konen, «se til at pel’ Dere hjem, madam Syversen,» sa han, idetsamme han var ved døren, «de’r snart middagstier.» –

Han fik se huset. Høit og lavt fik han se, arbeidsrum og toiletrum og direktionsværelse, med malerier af cheferne paa væggen i guldramme; konsulen med ordener. Det var, som det skulde være. Konsulen var mye til mand, kjøbte Øvrefossen, la an den tredje saga. – Ilægget i kjælderen fik han se, der varmen kom ind, og der den gik ud i rør og store beholdere. – Han sveded og lod sveden rinde. Og da det var slut, og han stod alene i gangen udenfor værelset, han var blet tilsagt at vente i, summed det i ham af indtryk.

Det var blet sent, kunde han tænke. Han tog efter uret.

Da gik døren fra forværelset op, og disponenten stod i døraabningen. Han havde hat og frak paa og en cigaret mellem læberne. Tøger bukked sig, og disponenten hilste med haanden til hatten.

«Men er det ikke – er det ikke en af vore gamle fra Brugsbyen,» sa disponenten.

Tøger smilte.

Jo, det var nok det. Saa disponenten drog kjendsel paa ham –?

129Disponenten tændte cigaretten og saa paa Tøger gjennem røgplaffet.

«Vent lidt,» sa han. Og pludselig: «Det var Dem, som var saa gløg dengangen – med turbinen! Ser De,» han klapped Tøger paa ryggen, «navnene greier jeg ikke, men jeg tar mine folk ligevel!»

«Mit navn er Tøger Sebastian Reiersen,» sa Tøger.

«Reiersen, ja saa De,» – disponenten saa et øieblik distræt ud i luften, «hørluften, «hør] rettet fra: luften,» hør (trykkfeil) De Reiersen –» han blev høi og besluttet i stemmen, «jeg har det travelt, og det har formodentlig De ogsaa – men jeg skulde ligevel ha lyst til at vise en af dere gamle deroppefra noget, jeg netop har faat – det tar et par minutter.»

Han rørte ved Tøgers arm.

«Kom med, denne vei,» sa han. –

De stod i disponentens rum.

«Der,» sa disponenten og pegte.

I sofaen, ret foran Tøger, var opstillet et stort fotografi. Det var netop udpakket – papiret laa ved siden.

Tøger gik lige indtil, og da han saa, hvad det var, tog han billedet med begge hænder og holdt det i arms længde fra sig. Og glemte kontoret og disponenten og bøied sig forover og lo i stor glæde.

«Jagu,» sa han.

130«Jagu er det dér da!»

Øvre og nedre brug, øvre og nedre foss – fabriker og lysanlæg og turbinhus og sauger, – kontorbolig og formandsbolig – dammerne og tomterne og kirken og barakkerne. –

«Der bur jeg,» sa Tøger og satte fingeren paa fotografiet – «og der har jeg bud i tredive aar, og far min før mig, disponent!»

Han skalv paa hænderne og satte fotografiet varlig paa plads.

Saa snudde han sig og rakte disponenten haanden.

«Det skal Dere ha tak for,» sa han, og taarerne stod ham i øinene.

Disponenten havde staat med hænderne indunder den aabne frak og betragtet manden. Nu gik han hen til bordet, tog en cigarkasse og bød:

«Tag Dem en cigar, min ven.»

Tøger tog cigaren og bed forsigtig spidsen af.

«Disponenten kan tru de’r sked store forandringer ved bruget i den ti’, jeg har arbeid i brugets tjenst – det blir fem og firti aar til marts maane’.»

Disponenten tændte hans cigar.

«Ja, De hører til den gode gamle stok, Reiersen,» sa han, «Gud give vi havde mange som Dem.»

131Og han gik foran Tøger ud af kontoret. Men før de skiltes ude paa fortauget, sa han, at han vilde tænke paa at la nogle eksemplarer af det fotografi uddele blandt de ældste arbeidere deroppe. –

*

Tøger vandred hjemover.

Han gik ustøt det første stykke – som havde han tat sig en rus.

Cigaren lod han slukne. Karred forsigtig asken af den og stak den i lommen.

Indtrykkene steg og sank i hans tanker, skylled over i hinanden og blanded sig til en stor spraglet drøm.

Nu havde han faat det, han kunde fundere paa resten af sin levetid. – Bruget. – Begyndelsen og enden. Nu havde han dem begge. Og han kunde sidde hver evige søndags eftermiddag oppe paa berget ved Øvrefossen, og se op efter og se ned efter, og i det han saa og i det han ikke saa var der intet skjult for ham. For naar han og disponenten gav hverandre haandslag, da skulde han ha lyst til at se det, som kunde forbli skjult eller komme derimellem. –

Oppe i veien kom der et kvindfolk.

Tøger skjøv hatten paa side; og et eller andetsteds indenfra flød det frem og nynned:

«Nei for dett skal du aldrigen bry dig no om.»

132Han tog øinene fra støvlerne og saa fremover igjen.

Kvindfolket var Martine. Nu stod hun stil og vented.

Tøger stansed.

Satan til kvindfolk.

Nu kom hun.

«Er det du?» sa han og gik midt ud i veien, i dybeste lersørpen.

«Naa?» spurgte hun og saa paa ham. Blev lidt blegere.

«Har du været der?» spurgte hun.

«Aa skulde jeg ellers været?» Tøgers stemme dirred.

«Aa sa’n?» spurgte Martine.

«Aa’n sa?» Tøger stirred paa hende. «Han sa – Gud gi vi havde mange som dig, Tøger,sa’n – vil du endelig vite det!!»

«Aa sa’n om brakka?» spurgte Martine, hun gik ud i lersørpen til ham.

Tøger tog i lommen og fik tag i cigaren.

Han rakte den frem mod hende.

«Her,» sa han, «ser du, aa disponenten ga’ mig, da vi gik isammens ud.»

Martine saa paa ham – saa slog hun til Tøgers haand, saa cigaren fór ud i sølen.

«Staar du her og holder mig for nar,» brød hun ud – «du – –» mælet svigted hende.

Men da greb vreden Tøger.

«Trur du inte, disponenten og je’ har andet 133aa gjøre, naar vi er isammen, end aa præke om tull og tøis og kvindfolkepaafund,» skrek han – «vi’ du se til at komma dig hjem og inte staa her midt i veien og sjikanere manden din.»

Martine løfted armene og saa paa ham. Og uden et ord snudde hun og gik hjemover.

Han stod lidt og saa efter hende. Han skalv.

Saa kremted han for at klare stemmen.

«Nei for dett skal du –».

Han kremted paa nyt.

«Nei for dett skal du –».

Stemmen vilde ikke.

Saa gik han langsomt hen, fandt cigaren, tog op lommetørklædet og tørred den forsigtig af.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.