[I]

137Kjøbmand Laurisen stod udenfor den store fabrikbygning med de mange lyse vinduer og vented paa sin datter Tinka. Han stod med hænderne dybt nede i dybe lommer og med ansigtet vendt op, saa lyset faldt klart og tydelig paa hans store næse og flade kindben, hans blege hudfarve og ubarberte hage. Alle kunde se, at det var kjøbmand Laurisen der stod, og ingen kunde tage feil. –

Men alligevel gik trafiken i den smale gade ham forbi uden at ændse ham, sneslapset skvat om traskende fødder, som ikke stopped op ved ham – og portneren, der skulde aabne de store porte for strømmen, som paa slaget otte vælded ud af fabriken, stod lige ved ham uden at sige saameget som: godaften, Laurisen.

– Og han, Gabriel, var ikke den, som holdt sig selv fremme eller gik nogen iveien. Men naar han, som nu, stod lige i synet paa en mand som Peder Olsen – en mand, som han havde betjent med godt maal al den tid, han havde havt handelen, saa syntes han –

138«Godaften,» sagde Gabriel Laurisen og skjøv med to fingre skindluen op i panden.

«Godkveld.»

Portneren skutted sig, spytted forsigtig og flytted sig over paa den anden side af den brede port.

– Neinei. Neinei.

Der gik et rapt blik fra de smaa øine under luebremmen did, hvor Peder Olsen stod i skygge af det høie gjærde og smaaplystred. og de brede kjæver knækked noget mellem tænderne. –

– Han gik ikke nogen for nær; han hilste paa folk; og den, som hilser igjen, gjør skyldighed. – Forresten var det knapt ugedagen, siden han hjalp Peder Olsen op af rendestenen. Og han vilde se den mand, som turde fordriste sig til at sige, at han, Gabriel, nogensinde var set fuld paa offentlig gade!

Han klemte armene tæt ind til siden og løfted overkroppen lidt i veiret, mens hans rastløse blik flakked fra det ene lyse vindu til det andet i den store bygning.

– Ikke fordi han vilde gaa i rette med en mand som Peder Olsen – han var i den stand og stilling, at han kunde have anledning til at drikke sig drukken og være lige god. Men – den dag kunde komme, da han, Gabriel, ogsaa havde sin plads i folks omdømme, en plads, Peder Olsen fik tage hatten af for. Der 139mangled ham ikke andet end midlerne – og blandt alle livets udveie fandtes der vel en, som ogsaa han kunde slippe frem gjennem.

– Javel havde det gaat skidt med bedriften – skidt. Med ægteskabet til en begyndelse, med handel og indkomst til fortsættelse og slut. Men – havde nogen set Gabriel Laurisen give sig over? Havde nogen set Gabriel i Kleven give tabt? Han vilde se den mand, som fordristed sig.– –

– Bøiet sig havde han – det var han ikke alene om! Der var flere end ham, som luded under fattigdom og slid. Men givet sig? Han turde nok sige og staa ved, at han havde vovet sig længer i kamp mod overmagten end de fleste af Per Olsens kaliber!

– Overmagten var skjæbnen. Naar skjæbnen var imod, hjalp det ikke, om Vorherre selv var med.

– Men midt i skjæbnen stod Tinka. –

– Havde Tinka villet hjælpe dengang – han skulde have vridd halsen om paa hvert ildesindet rygte, der det fløi husimellem! Han skulde have aabnet efter konkursen med en akkord, som skulde gjort ham til formuendes mand paa mindre end tre aar! For der var ingen, som havde saameget som det mindste levende kryp til vidne paa ham! Der var ingen, som havde vidne paa, at Gabriel Laurisen havde stukket noget unda for loven!

140– Men Tinka vilde ikke. Og det endda han skulde sværge sig ind i hede helvedet paa, at hun ikke havde ringeste nys i det, folk satte ud om ham dengangen.

– Tinka vilde ikke.– Vilde ikke staa bag disken og hilse kunderne, som hun havde venskab med, som hun kjendte hver evige én, som skulde flokke sig ind gjennem døren og fylde butiken for at handle med Tinka Laurisen, som de var ven med. Bare staa der – bare staa der! Det var ikke andet, han bad om! Arbeidet skulde han selv besørge – hvert evige gran – udveining og indpakning!

– Vilde ikke tælle op af pengeskuffen, naar dagen var slut og lugerne fore – tælle op og glæde sig sammen med ham, faderen! Lod ham heller staa alene og vente paa det, som aldrig kom – i boden, som var mørk og utrivelig, hvor varerne mugned og dørbjelden rustned og de, som fandt veien ind, støt blev færre. Vilde ikke. –

Han lukked øinene.

– Var han nu der igjen – var han nu der igjen! –

Og han blev urolig, gik et par skridt, men betænkte sig og stod næste øieblik atter paa sin vante plads ved lygtestolpen. Og tænkte de samme tanker.

For dem var der ingen vei omkring for 141Gabriel Laurisen. De bodde i hans hjerte og leved sit liv i hans uredige sind fra uge til uge og aar til aar – de tumled ham ved dag og ved nat, de ulmed med evig uro bag hans daglige gjerning og de blussed op og tog ord og form saasnart anledning gaves – saasnart Tinka var ham nær. Og ét lyste redigt og sikkert over fremtiden: Tinka var maalet – side om side med Tinka, da var han fremme!

Lys i haaret og blaa i øinene, rank af vækst og med latteren rede, flink til læsning og stærk til arbeide havde Tinka vokset op i al omskiftelsen og tat som godt humør af det altsammen. Da afholdskaféen stod i sit første flor, gik hun for præsten – da de aabned med «øl og mad» i kjælderen, blev hun konfirmeret. Hendes smil var en gave til alle, som saa det, hendes stemme havde en tone, som gav humør, og hendes skridt fristed til at slaa følge. – Og hun var høivokset og velskabt, Tinka, – velkjendt og velset! Men hvad hun var, det var hun i kraft af sig selv – han havde ikke været med paa at skabe den stilling, hun indtog for Gud og mennesker. Det vidste Gabriel Laurisen – det vidste han og sagde sig selv hver time paa dagen; og naar natten kom, græmmed det ham dybest inde, hvor hans ærgjerrighed trods modgang og prøvelser arbeided med alleslags planer og projekter – græmmed ham, saa søvnen veg fra hans øine. –

142Hver aften i denne mørketid, naar fabriken gik til otte, pleied han at hente hende og følge hende hjem – «forat du ikke skal gaa alene nu, han Harald er paa sjøen, Tinka». Og naar folk hilste den høie, lyse pige, hvis øine skinned muntert under sjalet, som hun holdt sammen over brystet med den ene haand – naar de hilste venlig med et høit: godaften, Tinka – godkveld, Tinkamor – da letted kjøbmand Laurisen paa skindluen og besvarte hilsenen med sin sprøde stemme: at de kunde vide, han var far til Tinka Laurisen i Kleven.

Hver aften hented han hende – hver aften stod han ved den samme lygtestolpe i de samme tanker. Og lyset faldt klart og tydelig paa hans store næse og flade kindben – og paa den dybe bekymringens rynke mellem de smaa, plirende øine. –

Damppiben paa fabrikens tag sendte med et skjærende kvin sin hvide røgsky tilveirs, Peder Olsen vendte skyndsomt skraaen og tog med begge hænder fat i den store jernhave paa dobbeltporten – og endnu mens han stemte fødderne i jorden for at faa det svære bæst paa gab, hørtes tramp af mange mennesker i jerntrapperne derindefra.

De kom strømmende, alle «jenterne» – stemmerne lød skarpe og latteren klinger i den stille luft, somme sprang, andre puffed, alle 143vilde først gjennem porten og i hui og løssluppen glæde tumled de unge skikkelser, alle med sjal eller tørklæde trukket frem over hodet, ud mod Gabriel. Hans rappe øine greb og slap, greb og slap hoderne, eftersom de kom ud af portskyggen i det sterke elektriske lys, og den graa, ensfarvede flok drev ham forbi, uden at han rørte sig.

– Endnu var hun der ikke. Blandt de hundrede graa tørklæder skulde han kjende hendes om det ogsaa skjulte ansigtet – kjende det paa kastet og, naar hun kom nærmere, paa den røde kant; den laa indtil haaret, og hun havde syet den paa det graa plag den første kveld, hun kom fra fabriken – den røde kant, den var hun alene om.

«Godkveld, Tinka.»

Hun nikked til ham, og han gjorde et par klodsede sprang for at komme i skridt med hende; for hun stansed ikke farten og hutred lydelig inde i sjalet.

«Ja, det blir vinter igjen – det fryser paa til natten, Tinka, hvis ikke søndenvinden tar paa.»

Hun svarte ikke – hun havde travelt med at rope til kameraterne nu, hun skiltes fra dem – og da Gabriel var trang for pusten, blev han efter hende i den lille bakke, som bragte dem paa høiden.

«Naa faar du komme, far.»

144Hun stod og smaatramped og smaanynned, mens hun vented. –

– Imorgen fik hun ugelønnen, imorgen skulde far ud med det, han skyldte hende, imorgen skulde hun til byen og kjøbe sig jakke med knapper af perlemor. –

«Naa har de lagt paa tyve øre, far – det blir én krone og sytti det for den, som kan arbeide,» sa hun, da de sammen gik veien indover til Kleven – «jeg sa det til formand i forrige maaned, jeg, at det er usselt de ikke kan lægge paa akkorten for os, sa jeg, ti øre i det mindste, sa jeg – og idag kom han og sa, at herefter skal dere faa tyve øres paalæg, jenter, sa’n – ja, vi paa væveriet da» – hun stak hagen ned i sjalet og lo i glæde.

«Og det synes du er nogenting for en som dig, Tinka!»

Kjøbmand Laurisen sukked og tørred sig under næsen med sin sorte, strikkede vot.

«Er noget – for en som mig! Haa – det er ikke mer end Julie – og saa Asora nede fra værftet, som tar mig paa akkorten, far – endda jeg er blandt de yngste i salen.»

«Det er ikke det, Tinka, det er ikke det» – Gabriel forsøgte at dæmpe stemmen, som gjerne vilde op i diskant, – «det er vel ingen, som tar dig, naar det kommer an paa. Men det er ikke arbeide for en som dig, Tinka!»

145Hun saa paa ham – han gik lige indpaa hende og talte, og hun mærked, at hans læber skalv.

«Du skal ikke gaa og fundere paa mig, far – jeg har det godt – jeg har det slig, jeg helst vil ha det» – hendes stemme blev mild, mens hun saa paa ham, – og Gabriel fik mod:

«Du kunde gjøre saa meget for mig, Tinka – du kunde tjene saa store penge baade for dig selv og far din.»

Hun trak sjalet tættere om sig og svarte ikke. Hvorfor skulde hun svare? Hun havde ikke andet at sige ham, end hvad hun havde sagt ham – igjen og igjen: hun vilde ikke hjælpe ham med handelen; hun kunde ikke staa paa butiken. Og det havde faldt hende let at sige det. –

Men ikveld saa hun, at han var gammel og sliten. Og det maatte saa være: alt han satte sin fortrøstning til, bar overende for ham – og det ene, han bad hende om, det maatte hun negte ham. –

Hun begyndte at smaaspringe, forat han ikke skulde se, at hun tog sig over øinene med sjalet – men han stansed hende:

«Du faar ikke være kjed paa mig, Tinka – men dersom du vilde høre lidt paa far din, saa kunde det blive en forklaring mellem os angaaende butiken, Tinka, som du har faat saa rent imod.»

146«Nei far,» sa hun – «nei far, det er ikke det» – hun stopped pludselig. Og atter lukked læberne sig over de ord, som hun uklart følte, vilde krænke faren. Lidt efter sa hun:

«Jeg synes saa synd om dig, far – du maa ikke tro, jeg ikke vil hjælpe dig, far – jeg synes, jeg kunde vaage hvad det skulde være for dig, far – bare du slutted med – med at be mig om dette med butiken.»

«Jeg har ikke andet at be dig om, jeg, Tinkamor.»

Nu skalv hans stemme ogsaa. Hun gik ind til ham og lemped sin gang efter hans.

«Naa skal du høre, at naa har de fundet ud, hvem som stjal Søren Eggas høne her om dagen, far –»

Han tog hende forsigtig i armen.

«Tinka – end om du fik staa i fint lokale da, Tinka, ikke i Kleven, Tinka, men fremme ved broen – end om vi begav kolonialen da, Tinka, og tog paa med galanteri?»

Galanteri. Hun sagtned sine skridt og keg fra siden paa ham.

Galanteri. Det Ord havde en farlig klang for Tinka Laurisen, det var i slægt med sjalets røde kant, med sølvnaalen, hun havde tusket sig til af en af jenterne, med alt det, hun hemmeligst længted efter.

147«Men pengene da, far – til lokale og til –» pludselig brast hun i latter og stak sin arm ind under hans – «end som du gaar og laver ihop, Tinkafar» (det var Gabriel Laurisens kjæreste navn) – «du faar først betale mig det du ved da, far, – og siden faar du sælge al den bedærvede kaffen da, far – og siden saa faar du vinde i lotteri da, far – saa flytter vi, og saa skal jeg staa og sælge silkebaand for dig til alle jenterne, jeg!»

Hun lo og gav ham en puf. Men Gabriel la læberne tæt sammen, som om han knækked noget mellem kjæverne.

«Du skal faa igjen pengene dine, Tinka – du skal ha tak, du forstrak far din dengangen, han skal ikke be dig oftere.»

Hun strøg sjalet bort fra panden og saa paa ham – sligt pleied han ikke sige – ikke til hende. –

«Jeg mener du er slig, jeg, far – jeg havde vel ikke brug for lønnen min dengangen.»

Hun sa det freidig, men der faldt som en skygge over hendes blik – det var jakken med knapperne, som svandt – og da hun saa som et slags smil i farens ansigt, føied hun raskt til:

«Men naar det træffer sig saa, at du har –»

Smilet bredte sig i det flade ansigt med den store næse, og før Tinka fik sagt sit ord om jakken, udbrød han:

148«Men i galanteri vilde du staa – om du fik lokale, som passed for dig, Tinka Laurisen!»

*

Det var stille i Kleven om kvelden. Der gik bare et par katter og strøg sig langs husvæggen og mjaued og skjød ryg. Der var stille om dagen ogsaa, gudbedre, nu, siden folk faldt fra. Men saa rent øde for menneskelige lyd som nu var det ikke. –

Madam Laurisen aabned butikens dør paa gløt, langsomt og lirkende, forat ikke bjelden skulde klingre. Det kunde være tungt nok, som det var, om den ikke skulde klingre i utide. –

Hun lytted udover, om hun skulde høre skridt i den vaade vei, eller stemmer. Men alt, hun fornemmed, var søndenvinden, som kom sagte strygende over berget – og alt, hun til en begyndelse turde se, var den bratte, stenede sti, som smøg sig mellem husene.

Hun pleied ikke at gaa udenfor huset – og aldrig længer end ud paa trappen. Hvorfor skulde hun det? Menneskene var onde, det var bedst ikke at kjende dem. De vilde gjøre hende ondt, ligesom de gjorde Gabriel ondt, og ligesom Gabriel – – nei, nei, med Gabriel kunde det være det samme! Med Gabriel kunde det være det samme!

Hun blev staaende og stirre ned i veien 149– i lysstrimen, som blinked blank tversover fra gløttet i døren, og som hented frem vægfarven og de grønmosede, fugtige plankeender paa naboens – hus og pludselig sank hendes magre, tyndklædte skikkelse ned paa huk, hun strakte armene ud i mørket og lokked sagte:

«Kom pus–ii, mi–in pus–ii –.»

Det rørte sig henne over veien, hvor lyset fra den halvaabne dør mødte nabohusets stenmur – en sten løsned sig ud og rulled langsomt langs væggen, gjorde et sprang – og madam Laurisen fanged en stor, graaspraglet kat i sine arme.

Hendes kinder fik farve, hendes rødkantede øine blev blanke, og da hun reiste sig med det varme, purrende dyr tæt trykket ind til brystet, løfted hun langsomt blikket og saa ud over Brugsbyen.

Der laa den, verden – med lys ved lys, lys i skiftende farve, store og smaa lys. – De høie, hvide, som gjorde dag omkring sig, som skalv og flammed og frøs i sine runde kupler og som aabenbared den inderste mursten i den inderste krog i fabrikens store, øde gaard – de mangfoldige, stille smaa, som blinked gullig fra «boligernes» lange vindusrækker og fra smaahusenes enkelte rude – og dybest nede ved elven gløden fra trækulmilerne, der brændte og ulmed som den evige ild, blev borte i store plaf af sin egen hvide røg og atter gløded 150rødt frem i skyggen mellem aaserne. – – Men allerdybest, allerlængst henne, hvor himmel og dal og aas flød sammen i det store mørke, der laa byen.

Og madam Laurisen skjærmed med en hurtig, lyssky bevægelse for øinene, mens hun stirred did. – Længst nede, hvor dalen slutted, laa byen. – Og udenfor byen, værftet. – Og udenfor værftet havnen. – Og udenfor havnen selve sjøen med de lange bølger. Bølgerne kom sivende og sukkende ind under sjøbod og brygge – og ude ved bøierne laa seilskuderne og dasked. –

«Pus–ii – pus–ii» – hvisked madam Laurisen og strøg kinden langs kattens pels. Saa bøied hun sig for at sætte den fra sig paa trappen; men den mjaued og det blev for meget for hende; hun gjemte den i forklædet, listed lydløst ind i huset, gjennem butiken og ud i kjøkkenet, hvor hun satte sig paa Tinkas seng. Frem og tilbage rugged hun med katten i armene – kjæled den, strøg den og lagde sit hode ned til den – slig en pels – slig en liden, vaad snude – slig en murr og knurr og summing lige ind til kindet. – –

Da syntes hun, det pusled udenfor. Ansigtet med de store, fyldige læber og de urolige øine stivned i skræk, og hun slap katten. Den strøg sig ind til hende – og med en lynsnar bevægelse gjemte hun den under skjørtet. – 151Lidt efter spredte en stærk rødme sig over hendes hals og pande – hun blev meget modig, for hun havde hørt feil; og hun tog atter katten op i fanget og kjæled den og hvisked:

«Lad ham bare komme, lad ham bare komme – jeg passer pu–usen jeg, pu–usen.»

For havde hun ikke lov til at være god mod dyrene?

Hun reiste sig, og mens hun rørte i en gryde paa komfyren og satte forskjelligt til aftensmaalet frem, bar hun stadig katten med sig – «grød skulde han faa – grød med melk, sta–kars pu–usii.»

Det gik i døren til bislaget og nogen hosted. Gabriels skridt og Gabriels hoste.

Hun tumled, snubled og vælted en stol for at naa kammersdøren tidsnok – hun tog sig til hjertet i rædsel, da hun havde faat vinduet op og katten sat ned paa skraaberget udenfor.

Men da mand og datter kom ind i kjøkkenet, stod hun ved komfyren og rørte i gryden – og hun stod og tænkte: Gud straffe ham, som ikke taaler katter – som ikke er god mod dyrene og ikke mod noget levendes væsen uden én. – Og hun smaaskalv over hele kroppen. –

«Er det grød ikveld?» spurgte kjøbmand Laurisen, idet han passerte sin kone; og hun svarte uden at se op:

152«Hvad skulde det ellers være?»

Nei, hvad skulde det ellers være?

«Grød er godt, og en Guds gave, Kristine.»

Hans stemme var straks blid og lavmælt, og mens han tog af sig sine vaade støvler, bad han Tinka være moren behjælpelig med at øse grøden op. Saa tog han ogsaa jakken af, hængte den omhyggelig fra sig over en stol, idet han retted først det ene, saa det andet ærme ud – gik ind i siderummet, hvor han og konen laa, og kom tilbage med sine broderede tøfler i haanden. Idetsamme klingred bjelden inde i butiken.

«Skal jeg gaa, far?»

Tinka stod med en bredfuld tallerken i haanden, og hendes øine gik længselsfulde til skeen og smørret henne paa bordet.

«Nei, nei.» – Gabriel banded aldrig, men han knækked noget mellem tænderne, da han sjokked ind i butiken. Grød – sveden grød, han havde lugtet det – kold grød – kogt paa vand, fyfan. –

Tinka satte sig vel tilrette ved bordet, fyldte skeen med grød og tømte den hurtig – fyldte igjen, dypped i smørøiet, som laa og flød midt i fadet, smagte og blev rød af glæde.

«Naa har du kogt grøden paa melk, mor, han er saa fin som silke paa tungen!»

Madam Laurisen havde sat sig paa kanten af sengen og stukket hænderne ind under forklædet – 153hun bevæged overkroppen umærkelig til siderne og hendes store, rødkantede øine var fæstet paa datteren.

«Men skal du ikke spise, mor?»

Nei, madam Laurisen skulde ikke spise –hun blev svagt rød og fik som et slags udtryk i de glas-blaa øine, mens hun tænkte, at Tinka skulde spørge mer, skulde spørge, hvorfor hun ikke vilde spise.

Men Tinka spurgte ikke. Tinka sad og ordned foran sig paa bordet med den ledige haand, glatted dugen, trak farens tomme tallerken nærmere og lagde hans ske tilrette; hun spurgte ikke, for hun var saa vel oplagt til at kose sig, til at spise magelig og længe med kjøkkenvarme om benene og grødvarme indvendig – og hun havde historien om Søren Eggas høne at fortælle faren, naar han kom tilbage. – Da det sukked tungt fra moren, overlagde hun et øieblik med sig selv, om hun skulde fortælle moren den først. Men den var ikke for hende – det var faren, som skulde gotte sig over den, gnide sig i hænderne og sige: der ser du, Tinka, aasdan det gaar, naar folk er dumme til at stelle sig. –

«Jøss som du spiser, barn.» Madam Laurisen lagde hænderne med de blaa aarer ovenpaa forklædet.

«Ja, grøden er god den, mor.»

154Madam Laurisen flytted sig fra sengens fodende op til dens hovdegjærde, nærmere bordet.

«Det har tat paa med den su’ingen for brystet, Tinka – det har tat paa igjen.» –

Nu var det to ting, Tinka kunde spørge om. Den unge doktor og den gamle medicin. Madam Laurisen havde svar til dem begge – lange svar, som hun havde grublet sammen og hobet op gjennem dagenes ensomme timer, svar, som rummed baade brugslægens og medicinens feil og mangler. Hun fæsted sit blanke blik paa Tinka, og Tinka sa:

«Har du hørt det, mor, at naa er det sikkert, at «Haabet» kommer til marts?»

Ansigtet, som et øieblik havde baaret forventningens præg, faldt og blev langt i rynkerne fra næsevingerne ned til de store, blaalige læber. – Og mens Tinka fortalte om «Haabet» og Harald, om Haralds søstre og Haralds venner, om dagens nyt i Brugsbyen, hvor folk lugted hinandens gryderøg og kjendte hinandens sorger og glæder – lagde alt det usagte sin vægt paa madam Laurisens sind, hvor saameget tungt og usagt laa og trykked fra før – fra aar og dag tilbage.

Gabriel kom ind fra butiken.

«Det var Olsen,» sa han, «de er aldrig ude i tider, for fem øre kandis og snak for en krone. Nu lukker vi, Kristine.»

Han lagde femøren paa bordet, hvor Tinka 155sad, og haanden, som skjøv den ind over den rødmønstrede dug, dirred.

«Men grøden, far – han blir kold» – historien om Søren og hønen laa hende paa tungespidsen og gav hende ikke fred – «du far –»

«Der er brev til dig, Gabriel.»

Tinka lagde skeen fra sig. Der var brev. Hun behøved ikke mer end ordet – hun behøved ikke engang at se den gule konvolut – hun vidste, at det var der, som skulde tage baade historien og hyggen og den varme melkegrøden. Nu var det slut med at kose sig. For det var vekselen, som laa i den gule konvolut. Fra vekselen eller om vekselen. Vekselen, som blev betalt og betalt – som skrabte huset for hver skilling, men som kom igjen ligefuldt. Som havde taget hendes ugeløn – to gange; men som vilde have mer – mer – som vilde have alt, de eied! – Nu skulde faren tage kniven op af bukselommen, saa skulde han aabne og læse – saa sætte sig ned og stønne, til sveden brast paa panden. Hun behøved ikke mer. Der var brev. Hun vidste, hvad der kom.

Langsomt skjøv hun femøren, som laa paa bordet, tilbage mod Gabriel, der stod og veied konvolutten i haanden.

«Tag til dig femøren, du far –ligsaagodt–.»

Det var ikke ordene – det var stemmen, som skar tvers gjennem Gabriel og hans læber 156lagde sig tæt sammen som i smerte, mens han saa fra pengestykket til datteren. Men madam Laurisen retted sig op, og alle hendes ord havde rygstød da hun sa:

«Det er, som Tinka siger, Laurisen, for skal du ud med penger nu igjen, saa ved jeg ingen raad, for – for skal du sælge klæderne af kroppen paa vors, som sidst, Gabriel, saa kan du ta mig, som jeg er, og la dem by paa mig med det samme, Laurisen!»

Gabriel saa paa sin kone, til hun gjemte sit ansigt i begge hænder, mens hendes pande blev rødplettet under det tynde haar – saa stak han det uaabnede brev i lommen og sa:

«Der vil ingen by paa dig – længer, madam Laurisen! Nu lukker vi.»

Han gik foran hende ind i butiken. –

Tinka sad et øieblik eftertænksom. Saa trak hun resolut grødfadet til sig og fortsatte at spise. Hvorfor skulde hun sørge? Havde hun ikke Harald, og kom han ikke hjem til marts? Havde hun ikke ugelønnen og paalægget! Havde hun ikke paalægget! Og jakken – blaa med seks perlemoders knapper, store, var den ikke saagodtsom hendes? Hun havde set den i et vindu paa torvet i byen, og hun havde aldrig glemt den siden. Og i sengen havde hun gjemt en spændende bog – en bog om kjærlighed. Hun havde lagt den mellem underdynen og fodstykket, og hun 157vilde læse i den til natten; men først vilde hun skrive til Harald, og hun vilde fortælle ham om Søren Eggas høne.

Gabriels tynde stemme lød hidsig gjennem døren inde fra butiken. Hun hørte smeldet af de indvendige luger mod væggen og morens Gabriel – Gabriel!

Hun putted fingrene i ørene, reiste sig og gik hen til sengen, som stod udtrukken og opredt ved den ene væg. Og hun lagde sig godt tilrette paa den og forsøgte med foden at kjende efter, om bogen laa dernede ved enden af dynen. Saa tog hun, lidt efter lidt, hænderne fra ørene.

Nu var der stille derinde –helt stille, syntes hun; men saa hørte hun farens stemme, som talte dæmpet og uafladelig. Hun drog aanden dybt – at der var fred igjen!

– Siden dengang de bodde i byen og tog imod logerende, havde det ikke været godt mellem hendes far og hendes mor. Og det var i de første aar af deres ægteskab. Og saalangt hun kunde huske tilbage, var det, som om hun havde anet morens brøde: først som en stor, mørk plet, der lange tider ligesom skjulte hjemmet for hende – dage, da hendes far tog hende voldsomt ind til sig og hendes ansigt blev vaadt af hans taarer – andre dage, da hun blev sendt ud til morens forældre paa øen, hvor hun frøs i vinden og 158graat sig i søvn af hjemlængsel om kveldene; – senere som noget tungt, der laa bag alt, som blev sagt og handlet mellem forældrene. Og saalangt hun kunde huske tilbage, havde hun ogsaa minder om sammenstød i hjemmet – ja, hendes første erindring var denne: Moren siddende ved et bord med hænderne foldede foran sig paa bordet, med store rædde øine og blege lukkede læber – faren i stor vrede overfor hende, tilslut tæt ind til hende og hulkende, saa det altid siden havde staat for hende, som om stuen skalv. Ved at se farens graat, uden at moren gjorde en bevægelse for at trøste ham, var hun pludselig blet fyldt af raseri, – hun havde tumlet ud af sengen, hvor hun sad sammenkrøben og lytted til alle de ord, hun ikke forstod – og hun havde stavret over gulvet hen til moren og slaat hende med begge hænder. Og moren havde reist sig og havde tat hendes hænder og havde sagt: «Ja, jeg har været styg mod far, Tulla.»

De ord havde bestemt hendes forhold til moren gjennem alle barndommens aar: moren havde forbrudt sig, og det var af farens godhed hun endnu fik lov til at være i hjemmet. – Og Tinkas ømhed for faren havde vokset sig beskyttende stor, eftersom hun blev ældre; for skjønt det var moren, som led under haarde ord, saa havde hun alligevel forstaaelse 159af, at det var faren, som var den fattigste og ensomste af de to. Da hun først som voksen, konfirmeret pige begyndte at skimte brødens art gjennem det mørke, som havde skygget forældrene for hende i saamange aar, blev hun saa oprørt, at der gik uger, før hun kunde se moren i øinene, uden at blodet fór hende til hodet. At andre folk kunde gjøre denslags – det fik saa være; men at hendes mor havde gjort det –og mod hendes far! – Og hun søgte mer end før udenfor hjemmet – søgte glæden, som var hende saa nødvendig, og som hun fandt i de huse, hvor søskendeflokken var stor, og hvor alle samled sig om hende, fordi hun kunde le som ingen pige i Brugsbyen.

Saa var Harald kommet til. Og saa havde alt forandret sig – ogsaa forholdet til moren. – Det var nok langtfra ret, det hun havde gjort; men Tinka saa paa faren, naar han liden og smaafærdig tusled om inde i butiken – og som i taage, der letner, mindedes hun sjøgutterne, som logerte hos dem i byen.

Der var en, som havde husket hende høit i taget – der var en anden – eller det var den samme –, som tog hende og moren med i baad og lod hende lege med hænderne i vandet. –

De havde blaa klæder – som Harald; og de havde godt for penge – som han. Tinka 160tænkte anderledes om saameget, siden hun fik Haralds ring.

Og hun begyndte at gaa imellem, naar det trak op til onde ord mellem forældrene; hun fandt det ret og rimeligt, at moren blev den, som maatte gi sig, som maatte tie og bli indom hus – for vel havde faren daarlig lykke til det, han foretog sig, men det var ligefuldt ham, som stræved og sled, og hun som havde forbrudt sig og tilmed nu var syg og kosted penge. Men Tinka talte mildt om moren til Gabriel – og naar freden bredte sig i hjemmet, kjendte hun sig lykkeligere for hver time, som gik. Naar striden brød ud, vilde hun helst hverken høre eller se den; og naar den var over, laa hendes tanker atter som et blankt vand og speiled ét: hendes egen lykke. –

Hun strakte sig og smilte – hele hendes sind vugged ombord paa et duvende seilskib. –

Lidt efter lidt kom lyd af skridt ind i hendes bevidsthed; men først da Gabriel talte til hende, reiste hun sig i sengen og skjønte, hun havde sovet.

Han sad ved bordet og spiste grød i store mundfulde.

«Du tænker vel ikke at lægge dig, Tinka?» – hans øine gik rapt rundt værelset og stansed hos datteren – «da huser vel, det er fredagskvelden?»

161Ja, det husked hun. Det var fredagskveld, og hun skulde skrive til Harald. Hun sad overende i sengen og strøg sig over ansigtet og svarte søvnig; men Gabriel forklarte spøgende sin kone, at Tinka tænkte at skofte i kveld; og hans stemme var blid og venlig. Madam Laurisen svarte ikke – hun var begyndt at rigge sig til natten, og hun stod med ryggen til ham og datteren og knytted natkappen; det gik sent, for kappebaandene var lange og tynde, og madam Laurisens hode og hænder rysted.

«Nei far, jeg narrer nok ikke.» – Tinka kom hurtig ud af sengen. – «Jeg laa og tænkte paa jakken, mor, den er blaa, og vi blir lige til farve, han og jeg, naar han kommer hjem til marts.»

«Vil du ha papir, Tinka?» – Gabriel ledte i bordets skuf, men fandt ikke. – «Du skal faa fint papir, Tinka, jeg skal hente til dig fra butiken, du faar lyse mig du, Tinkamor.»

«Du faar ha godnat da, barn.»

Madam Laurisens stemme var sørgelig, og Tinka gik hen og strøg hende over det blomstrede trøieærme.

«Naar du faar sove, mor, gaar det over,» hun stansed lidt, som vented hun, at moren skulde sige noget; men de store øine med taarepibl ved næseroden lukked sig. –

«Naar du faar sove, blir det bedre,» sa 162Tinka, men da hun vilde stryge sin kind mod morens, bøiedes det lille hode paa den lange hals afværgende unda. – Hun aabned døren til kammerset for hende, før hun fulgte efter faren med lampen. –

Gabriel sad paa huk inde ved disken i butiken, og hans lange arme trak skuffer ud og skjøv skuffer ind, mens hans sprøde stemme nynned en salmemelodi – der var saamangeslags i skufferne, lidt af hvert, san – blyanter fra Mortensens auktion og spillekort for røverkjøb af en omvandrende tysker, det var nok ikke udelukkendes kolonial, san – nei, nei, san – havde han ikke det ene, saa havde han det andet, og papir var det nok af, jøsses, papir til en kortevareforretning!

«Det skal være af et bestemt slag, Tinkamor, ret nu finder jeg det – det skal være af dem med en fugl paatrykt – jeg har dem, naar jeg kommer did, dem er» – han trak skuffer ud og ind, vendte og veied et og andet i haanden og nynned igjen.

Tinka satte lampen fra sig og hjalp ham at lede – hun vilde gjerne ha papir af det bedste og med en fugl paatrykt. Hun kunde et vers om en fugl, og det vilde hun sætte til paa slutten af brevet. –

«Her har jeg dem, Tinka» – han holdt en haandfuld ark i veiret – «fransk papir, Tinka, men bare skriv du, skriv du, barn, blir 163det dobbelt porto, saa betaler far din, Tinkamor» – han blev rørt, og hans læber skalv.

Da han havde givet hende papiret, løfted han lampen, saa lyset faldt paa hylder og vinduslemmer i det lille rum; saa gik han foran hende ind i kjøkkenet. –

Og da han sa hende godnat, var der endnu noget udvisket blødt i hans stemme og blik, og Tinka beholdt hans haand i sin og sa med en bevægelse mod den lukkede kammersdør:

«Vær snil mod hende, far – hun kan vel ikke for det.»

Han trak haanden til sig.

«Aah–nei, hun kan vel ikke det,» sa han langsomt.

«Det kan bli anderledes, naar det blir bedre for os, far – naar vi faar betalt.»

Pupillerne i Gabriels øine blev borte, og hele hans ansigt fik som en skygge aføinenes graa. –

«Du mener vekselen,» sa han – og som for en pludselig indskydelse hæved han sig paa taa, saa han blev jevnhøi med datteren – og lige ind til hende hvisked han – «jeg har faat en stor bestilling idag, Tinka.»

Hendes blik blev mørkt af forbauselse.

«Har du faat en bestilling?» den gule konvolut gik som et stjerneskud gjennem hendes tanker, den forandred sig og blev noget nyt og lysende – hun saa sin far ret ind i 164ansigtet og han vendte sig og tog et par skridt over gulvet.

«Ja, det er noget – noget stort denne gangen, Tinka,» hans stemme blev vek og graatfyldt – «staar det til mig – du maa tro det, Tinkabarn, at staar det til mig, skal alt bli bedre. Det skal bli anderledes for – for os allesammen.»

Han aabned, endnu mens han talte, døren til kammerset – men da han halvt havde lukket den efter sig, stak han atter hodet ind:

«Saa du faar fortælle Harald, at vi har det godt i alle maader – og ellers hvad du kan erindre dig, faar du fortælle, og blir det dobbelt porto –.»

Han nikked og lukked døren lydløst efter sig.

*

Hun sad fremoverbøiet og skrev med tungen gjemt i den ene kind og hodet paa siden.

I begyndelsen keg hun ud af vinduet efter skridt i kleven eller vindens sang i tagrenden – senere blev hun mer ét med sin skrivning og hørte ikke kattemjauen udenfor væggen eller vinden. – For hver stor bogstav lagde hun to gange tryk paa de streger, det tilkom, og da brevarkets første side var lykkelig tilendebragt, lod hun blikket hvile paa de velformede bogstaver og glæded sig. Saa bladed hun om og lidt nede paa anden side misted skriften sin 165værdighed og holdning; hun havde meget at skrive om, og det ene vilde let tumle op i det andet.

Hun bed i penneskaftet; men det fik ikke være saa nøie med bogstaveringen! Altids skrev hun bedre breve end de, hun fik! Og ligevel gjemte hun dem paa sig – ikke for det, som stod i dem, men for den store, stive haands skyld, som havde sat dem sammen. Det var seks breve – ét for hver uge, han havde været borte; og ét og detsamme stod der i dem alle: at hun skulde vente paa ham. Men hun havde mer end de hundrede ting hun skulde ha sagt ham!

Først om paalægget – og om jakken; men at den var blaa, skulde bli hans overraskelse til marts. Saa dette: «Fader beder mig at gaa til butiken, men jeg husker løftet til dig, Harald, og jeg negter ham, men det falder mig tungt og kanske er det uret, det tænker jeg sommetider.» Og tilslut om Gamle-Anders, som havde gjemt hønen i sengen, for han ikke turde slaa den ihjel, men hønen fløi ud gjennem vinduet og blev hængende efter snoren, Gamle-Anders havde havt den i, og hønen kagled, saa hele bruget kunde høre, det var Gamle-Anders som havde stjaalet Søren Eggas høne. –

Hun skrev, at det var tilpas for Gamle-Anders – ikke at ha mod og hjertelag til at vride halsen om paa en gammel høne – –

166Idetsamme for hun sammen og bed sig i tungen af skræk.

Der havde en lang time ikke været andet end hun og hendes tanker og de lige rækker bogstaver til i verden – og nu klirred en fremmed lyd lige indpaa hende – og en til.

Atter blev alt stille. Saa stille som det blir efter en uventet lyd i natten.

Da hun kunde tænke, blev hun roligere. Det havde været et vindu. – Men da hun igjen skulde tage fat paa skrivningen, turde hun ikke – pennen skrabed og skreg, saa hun ikke sikkert kunde høre, om der ikke ogsaa var noget andet, som larmed. Og hun vedblev at lytte, med bøiet hode og vidtaabne øine, at hun ikke skulde miste noget, ikke den mindste lyd fra nattens yderste rand.

Saa fanged brevets sidste sætning hendes blik. «Det var tilpas for Gamle-Anders.» Uvilkaarlig lagde hun haanden over det skrevne. Hun vilde stryge det ud! Imorgen vilde hun stryge det ud med en tyk streg. Det kunde hænde, at Søren Egga meldte Gamle-Anders; ja, det var mange, som trodde, han vilde gjøre det. Saa kom Gamle-Anders i arresten for en hønes skyld.

Hun tog pennen, dypped med forsigtighed i det tranghalsede blækhus og satte streg paa streg over ordet «tilpas». Søren Egga havde 167over femti høner; Gamle-Anders bodde paa fattighuset og havde ingen.

Der kom en lyd fra kammerset – en dyb, langvarig snorken.

Hun begyndte at le ganske stille – lyden løste op for rædselen og slap alle tyvene ud. Det var vinden, som slog i et vindu – det var forældrene som snorked. Hun satte sig godt op i stolen – nu vilde hun slutte brevet; for det hun skulde sige paa slutten var det længste – og der var desuden verset om fuglen –.

Kammersdøren gled op, og madam Laurisens natkappe viste sig i aabningen.

«Jøss barn, jeg syntes jeg hørte dig – se til at komme af klæderne, men stilt, saa du ikke vækker far din – klokken gaar til et.»

En mager haand hytted mod lyset. –

Men Tinka skrev det, hun skulde skrive paa slutten, kortere end hun havde tænkt; morens ansigt havde været hovent af graat.

[II]

168At der var brændt et hus i Kleven – det var ikke underligt. Sligt havde hændt før.

Men at det var Gabriel Laurisens hus, som var brændt – at det var Gabriels butik, som var blet luernes rov natten til ellevte december, det kunde der være noget af hvert at bemærke sig ved. Og folk bemærked sig.

De stod i klynger om brandtomten – naar somme gik, kom andre til; altid nye klynger, som stak hoderne sammen og hvisked. Ikke at de forundred sig! Det være langt fra, at nogen forundred sig! Dertil havde Gabriel Laurisen levet forlænge iblandt dem. Noget sligt maatte det komme til med ham, det havde de alle ventet. De havde ventet paa, at noget sligt skulde ske med kjøbmand Laurisen i Kleven. Dertil havde han levet længe nok blandt dem!

Og de sparked til de forkullede træstykker, stak fingrene i asken og lugted paa, hvad der blev hængende ved. Den lugted ilde, Gabriel Laurisens brand. De var alle enige om det. –

Tinka havde ikke været ved brandstedet siden. – Men nu kom hun. I et laant skjørt, 169som hang kort om hendes smale, stærke ben, og med sjal om hode og overkrop.

«Goddag!» – raabte hun, da hun var midtveis i Kleven og saa, at der var sort af folk – «naa huser jeg, at det er søndag, for nu hændte det ogsaa, at jeg havde glemt det!»

Hun stansed andpusten, for hun havde sprunget; og lysten til at fortælle, spørge, høre, tindred i hendes øine – havde det ikke været for morens jammer, saa havde hun staat her fra første stund lørdag morgen!

«End huset vort, som er brændt!» – sa hun til alle, som stod nærmest.

Den ene trak sig bag den anden, og ingen svarte.

«Men ikke sørger jeg over de gamle klæderne og den bedærvede kaffen» – hun skjød hodet ud af sjalet, saa den røde kant blev liggende som en lue, brandnatten havde glemt, om hendes hals.

– Den bedærvede kaffen! –

Ordene flød ud gjennem den nærmeste flok og bar sig fra læbe til læbe, helt til dem, der stod yderst. –

«Og ikke over nogen verdens ting sørger jeg» – hun stak hurtig haanden opunder sjalet og lod den et øieblik hvile, hvor Haralds breve laa – «skam skulde jeg, siger far, det var en Guds lykke det brændte, skrabet, – for det vandt vi paa, siger far.» –

170– For det vandt de paa! –

Ansigterne nærmed sig Tinka, hvis haar lyste i solen.

«Og slig som jeg skreg, da han vækte mig!» –

«Han var i klæderne, Gabriel – han var fuldt klædt, far din?»

Tinka saa ikke, hvem der spurgte – det var stemmer i flokken, som mumled, og hun svarte med et smil henover dem alle:

«Ja, han er snar i vendingen, far – og havde han ikke vækt mig, saa jeg havde kommet mig ud akkurat saavidt, saa havde væggen dræbt mig – det var i butiken, det brandt.»

Hendes smil fik refleks i mange af de lyttendes miner, og flere sa samtidig:

«Det ved vi – – det ved vi.»

«Og sengen blev knust, og jeg var ikke kommen mig længere end ind i kammerset, da den blev knust.»

En gammel mand lige ved hende sa med stærk røst:

«Fy for svarte fan!» – og vendte ryggen til hende.

Tinka nikked stolt:

«Ja, det var nok inte hyggeligt!»

«Nei, det var nok inte hyggeligt for Jens Kleva heller – havde de ikke skaffet presenning fra fabriken, saa havde nok huset hans og flere til røget med det samme.» –

171Det var formandens kone nede fra fabriken, som talte – hun satte hænderne i siden og rynked brynene.

«–og gamle mor Kleva ligger der hun har ligget, og det er noget alle og enhver ved, at hun kommer aldrig mer af sengen.»

Hoderne rundt nikked bifaldende til formandens kone. Og der kom mer alvor i Tinkas stemme, da hun fortsatte at fortælle om brandnattens rædsel, om vinduet, de maatte ud gjennem, fordi røgen stængte indenfra og vilde kvæle. –

Hun hørte, at noget blev hvisket lige ved hende, men hun fortalte videre med et utaalmodigt blik did, forstyrrelsen kom fra – hun saa, de havde noget mellem sig, jenterne, et ord, som de lytted fra hinanden; og hun hæved stemmen:

«– og vi maatte slæbe mor udover Kleven, hun kunde ikke støtte paa benene – ja, hun kan ikke saapas naa heller, stakkarn.»

Hun brød af – ikke ét ansigt kunde hun faa tag i – ikke ét par øine var hos hende.

«Hvad er det, dere staar og hvisker mellem dere?» spurgte hun.

«Vi siger – aa, vi siger –»

En stemme bag hende brast ordene hvast frem:

«De siger, det kunde blet mordbrand, om 172du var blet liggende i sengen over tiden, Tinka Laurisen!»

Mordbrand. Hun snudde sig hurtig rundt. Der stod en gut, hun havde gaat til præsten sammen med, og hans ansigt bekræfted ordene.

«Er der nogen, som tror, det er sat paa?» hun spurgte, saa stemmen tog de sidste ord.

Gutten spytted langt.

«Akkurat tror, det ved jeg ikke noget om – men de siger saa.»

«Det har han ikke fortalt – det har han ikke sagt et ord om.»

Det lo bag hende. Atter vendte hun sig, men alle ansigter var alvorlige.

«Haa nei – han har vel ikke» – betoningen laa der, den skulde, og Tinka hørte den.

Hun begyndte at skjælve, først i dirrende ryk nedover ryggen, saa i knærne, – og hendes ansigt skifted udtryk med en overgang, som skræmte de nærmeste; de trak sig unda, enkelte helt nedover Kleven.

«Er her nogen, som tror –» hendes blik søgte usikkert.

«Det er ingen, som tror dig til nogetslags skyld, Tinka – det er ingen udaf kameraterne dine, som tror det.»

Det var den samme gutten igjen, som talte, og hun skjøv et par andre tilside for at komme frem til ham; da hun var lige ved ham, knytted hun haanden mod hans ansigt, mens taarerne 173strømmed hende uænset ned af kinderne.

«Du kan forsøge! Du kan bare! Dersom han Harald var her!» –

Pludselig dækked hun ansigtet med armen. –

«Han, som laa og sov hele natten inde i kammerset – jeg – som sad oppe – jeg – maa vel – vide det.» –

Hun hulked i ordene og fik sjalet trukket op for mund og øine.

«Hun sad oppe!»

De samled sig atter om hende.

«Hun siger hun sad oppe.»

De længst borte kom nærmere.

«Sad du oppe, Tinka Laurisen?»

«Ti stille» – skreg hun. De veg forfærdet tilside.

Det ringled og sang for hendes øren, det dansed rødt for hendes øine, og mens hun løb nedover bakken, trilled isbeter og smaasten foran hendes fødder med en lyd, som klirred.

[III]

174Hun laa i sengen og lytted med tæppet saa vel trukket op over ansigtet, at de rødkantede øine var alene om hele madam Laurisen.

Hun laa og lytted – efter hver lyd i det gamle hus, i trappen og i alle døre. Og som hun nu laa, havde hun ligget, siden de bragte hende hid – til gamle madam Laurisen paa fattighuset. Hun havde ikke oplukket sin mund uden for at drikke kaffe – og naar den gamle kom med kaffen, saa vendte hun sig mod væggen, mens hun drak. Der var dem, som mente, at hun havde mistet talens brug ulykkesnatten; men de fleste holdt paa, at det var andet end skræk for branden, som bandt madam Laurisens tunge.

Og naar Gabriel var gaat til byen og Tinka til fabriken, kom alle «huset»s gamle ind for at betragte ma’m Laurisen og for at trøste hende. – De satte sig rundt sengen – de satte sig tæt rundt sengen, for de hørte daarlig og saa daarlig, og de var komne for at finde ud, hvad der feiled unge ma’m Laurisen. De rugged med overkroppen og hummed og sukked, de saa paa hende gjennem brillerne og 175over dem; men lige urørlig laa hun, med de store øine paa vagt.

Saa begyndte de gamle at spørge. Og naar en spurgte, sa de andre: – jaja, jaja –, og naar en holdt op, tog en anden fat. Men hun i sengen sa ingenting.

Gamle ma’m Laurisen trakterte dem med kaffe, og de drak af skaalen i lange, slubrende drag. Det frisked dem op. De blev gløgge i øinene og mer bevægelige, og de strøg med sine skrumpne hænder henover sengens tæppe – de glatted hodepuden saa nær ind til de to graasprængte fletter, som deres stive fingre lod dem – de blev livlige og fortalte hinanden historier: Fra de tider, byen brændte og blev en askehob, som vinden tog med sig som sne henover dem, der havde mistet hus og hjem og tag over hodet. Ogsaa dengang blev der hvisket –. Ogsaa dengang var der folk, som trodde –.

De gamle lagde hænderne for munden og hummed og sukked og nikked og tyssed paa hinanden med advarende gebærder: De fik huske paa, at det ikke var hørselen, hun havde mistet, hun i sengen!

Unge madam Laurisen laa urørlig med tæppet vel trukket op over ansigtet – med de betændte øine paa vagt. Over hendes læber kom ingen lyd, før de gamle ud paa dagen rusled hver til sit – da ynked hun sig. Men ganske sagte, at ingen skulde høre det. –

176De havde mødt hinanden udenfor i mørket, far og datter, og hun hørte deres skridt i trappen. Hun trak hurtig tæppet op, saa hun bare havde som en gløtluge i det mod døren.

Gabriel fulgte ivrig talende efter Tinka ind i værelset.

«–for du skal mærke dig det, Tinka, de kan ingenting faa paa os, – ikke det, som kan ligge bagenpaa en negl, Tinka – ikke det støvendes gran.»

Tinka sa intet. Hun kasted et blik hen paa sengen, hvor hun saavidt kunde skimte lidt af morens hvide ansigt under den optrukne dyne, saa gik hun ind i det lille bagværelse, hvor hun og bedstemoren laa om natten.

Den gamle sad foran en lav, toetages ovn og passed kaffekjedlen – i samme stilling som hun pleied at sidde time efter time: med de korte, tykke fingre udspilet paa knærne og hodet fremoverbøiet, med de halvsløve øine under de tunge øienlaag stivt rettet paa den lille sortsodede kjedel og med en brunbrændt kridtpibe i mundvigen.

«Godaften, bedste.»

Tinka satte madspandet fra sig paa madrasen, der tjente dem begge som leie, og løste sjalet, som var bundet tæt om hodet.

Gamle madam Laurisen trak øienbrynene iveiret og atter tæt sammen, idet hun fæsted blikket paa sønnedatteren:

177«Er han kommet?» spurgte hun uden at ændre stilling.

Tinka nikked. Og den gamle reiste sig, slog piben ud mod ovnspladen, løfted kaffekjedlen af og satte den hen til Tinka.

«Kaffen er færdig,» sa hun – «værsgod at spise.»

Af lommen fandt hun besværlig frem et sammenrullet stykke papir med tobak i, fyldte piben, tændte den og satte sig atter paa rummets eneste stol, men med ansigt og blik vendt mod døren ind til sideværelset.

Midt paa gulvet derinde sad Gabriel og snøred sine halvlange støvler op; og i sengen laa konen og stirred paa de rappe, lysskindede hænder, som løste lidserne. Da han havde taget støvlerne af og knyttet dem sirlig sammen, reiste han sig, og idet han dreied hodet mod sengen, sa han uden at se op:

«Det blir brandforhør til tirsdagen, Kristine.»

Idetsamme lukkedes gløtlugen, og madam Laurisen var ikke mer.

Da Gabriel havde hængt sine støvler til tørk, tog han et vedstykke frem fra ovnskrogen og spikked et par fliser, lagde dem en efter en under ovnspladen, retted og ordned dem, til de laa lige; saa rydded han mellem de klædesplag, der hang paa væggen, flytted stole ind til klaffebordet ved vinduet og – mens han 178gjorde dette, smaanynned han. Stødvis og ganske lavt som for ikke at vække en sovende.

Da Tinka kom med kaffen og satte brød og smør frem, nikked han til hende.

«Det er ret, barn, det er ret.»

– Og da han satte sig ligeoverfor datteren og begyndte at fortælle om dagens begivenheder, var han oprømt. – Han havde været i byen, han havde søgt og faat et laan hos en gammel bekjendt, et lidet laan, men nok til at de kunde skaffe sig tag over hodet og klær paa kroppen saalænge; og han havde forhørt sig om butiksleilighed i murgaarden ved broen, – der var tre at vælge mellem, og gaarden blev færdig til vaaren – murgaarden ved broen. – Den sprøde stemme dvæled paa ordene.

Tinka hørte paa ham, smilte til ham, spurgte om mer, naar der blev et ophold, og farens øine begyndte at flakke; da de havde spist, rydded hun hurtig af bordet: hun havde laant naboens maskine, og hun syed hver aften til langt paa nat undertøi til sig selv og moren. Og naar maskinen dured, og arbeidet gik fra haanden, da glemte hun folks ondskab og husked, at «Haabet» kom hjem til marts, og at Harald havde lovet hende ørenringe til julekvelden. Og hun nynned som faren.

«Ikveld faar du lade maskinen være der han er, Tinka,» sa Gabriel – «Jeg har anden ting fore.»

179Tinka stopped midt paa gulvet med den tunge maskine i hænderne.

«Hvad for noget da?»

Gabriel svarte ikke, men tog en liden pakke op af jakkelommen og vikled papiret af den, stykke for stykke. Det var et blækhus; og med varsomhed placerte han det midt paa bordet og blev staaende og stirre paa det. – Tinka satte maskinen haardt mod gulvet og utaalmodige tanker overskylled hendes sind: skulde hun give bordpladsen og lampelyset fra sig for en brevskrivnings skyld, hun som selv ikke havde undt sig tid til at skrive et eneste brev siden brandnatten. – Der steg et vredt udbrud i hende, og hun vendte sig mod faren – da sa han:

«Du kan hjælpe mig, Tinkabarn, jeg vil skrive det ned, saaledes som det foregik fra den første begyndelse og indtil jeg stod og saa, at komfyren blev til glo og brak sammen, og jeg selv stod og saa derpaa, og jeg skal skrive, saa det skal bli klart og redigt for enhver, og de skal ikke ha vidner behov udenom os selv.»

Han talte med høi, sprød stemme som altid, naar han var bevæget, og hans øine lyste blanke.

«Vil du det, far,» sa hun; hun løfted forsigtig maskinen, satte den tilbage under sengen og hented sit arbeide frem. Der var 180meget, som kunde syes for haanden, og var hun flittig, kunde hun række langt.

Men henne i den store udtræksseng gav det knæk i træværket, og da Gabriel og Tinka snudde sig, saa de madam Laurisen sidde halvreist, støttet paa armene, der dirred. –

«Du tar livet af mig, Gabriel, du tar livet af mig,» sa hun, og taarerne randt ned fra hendes store betændte øine og væded hendes mund, der laa underlig rød og fyldig i det magre ansigt.

Gabriel gik hen til sengen.

«Kristine,» sa han, og han saa, at hendes læber bevæged sig lydløst over ordene: jeg gjør det ikke – jeg gjør det ikke!

«Kri–sti–ne!» – han saa paa den rødplettede pande, paa de hvælvede, svulne øienlaag og paa mundens ubeherskede mimren – og der tændtes en lyst i hans smaa, blanke øine, som jog al farve af hans ansigt. Han løfted haanden; løfted den endnu lidt og strøg sig over pande og baghode.

«Du er syg og sengeliggende og har ingen vidnepligt, Kristine,» sa han og dreied sig hurtig rundt paa hælen – «du og Tinka har ingen vidnepligt – det blir frivillig! du gaar, om du gaar.»

De sidste ord fulgtes af et nik mod datteren, som sad bøiet over sømmen ved bordet; men hendes navn nævnte han ikke. – Hendes 181hænder flytted sig over det gulhvide tøi, hendes hode bøied sig lidt dybere ned; men først da Gabriel havde aabnet blækhuset og lagt papiret tilrette, naadde rødmen hendes hals og nakke. –

Han skrev og hun syed.

Gabriel havde ingen hjælp nødig, da han først var over de enkelte ords bogstavering, dem Tinka staved for ham; for Tinka havde ingen hukommelse, som kunde støtte hans egen nøiagtige. – Han skrev hurtig, med stor, flydende haand, men de smaarudede ark fyldtes alligevel langsomt, da der i hver linje kom rettelser, indklamminger, overstrygelser – fordi hvert ord stod og bugned af ansvar for de urolige øine, som gransked dem.

Dybere og dybere bøiedes Gabriels hode over pennen og Tinkas over sømmen. De arbeided, som skulde pennestrøg og sting maale kræfter; og først da lampelyset blaffed og blev mat, saa de begge næsten samtidig op og paa hinanden.

«Hvem skal læse det?» spurgte Tinka.

«Læse det!» – Gabriel strøg sig med trøieærmet over panden – «det skal øvrigheden og politimesteren og alle, som forresten har lyst – jagu skal de det! Og ikke saa meget som det, du kan se bagenpaa haanden min, skal de faa at fare med!»

Han bøied sig frem over bordet og bevæged 182neppe de smale læber, mens han talte og rapt strøg den ene haand over den anden. Saa reiste han sig.

«Mor,» sa han høiere end nogen af dem hidtil havde talt – «du faar fylde lampen, det er slut med parafin.»

Fra sideværelset kom ingen lyd.

«Hun har lagt sig,» sa Tinka – og idetsamme følte hun en træthed saa stor i alle lemmer, at hun knapt orked at reise sig – «jeg skal ta kammerslampen til dig, far.»

Hun løfted væglampen inde i det andet rum ned, tændte den og satte den foran Gabriel, som atter sad bøiet over papiret – sad og læste, hvad han havde skrevet, og lod pennen stoppe ved ord efter ord.

«Godnat, far.»

«Gaar du, Tinka?»

Han lagde pennen ned og saa efter hende, da hun gik hen og ordned med klæderne i morens seng; og mens han endnu kunde høre hende pusle inde i kammerset, skrev han ikke. Hun kom imellem ham og skrifttegnene – lys i haaret og blaa i øinene – høivokset og velskabt. –

Da alt var stille, og han atter tog fat paa skrivningen, flød de første bogstaver ustøt i hinanden. –

Tinka lagde sig ved siden af bedstemoren paa det lave leie og forsøgte at skyve den 183gamles svære krop ind mod væggen for at faa plads.

«Lad mig ligge,» mumled den gamle – «lad mig ligge.»

Hun blev helt vaagen og vendte sig mod Tinka, hvis lyse ansigt laa lige indtil hendes paa puden.

«Naa er det fattighus med han Gabriel Laurisen,» hvisked hun, «han tænkte snøt det, dengangen han satte mora si’ ind. Tvi!» hun gjemte læberne med haanden, trak tæppet op og lukked de tunge øienlaag.

Men saalænge Tinka kunde høre for den træthed, der var saa stor, at den stred mod søvnen – saalænge lød en pens skratten, en arbeidende mands ujevne pusten og en sprød stemmes halvhøie hvisken af uskrevne ord. – Og da hun i graalysningen næste morgen vaagned hed og braat af en stærk drøm, faldt der et gult lys gjennem den halvaabne dør fra side værelset, hvor Gabriel sad bøiet tæt under den lille lampe og skrev med sveden perlende i tindingen og i pandens dybe rynker.

[IV]

184De havde tat ham. De havde kommet og tat ham, mens han endnu laa. Og han havde staat stille op af den store udtræksseng, klædt sig paa og sagt farvel til dem alle, og til hende havde han sagt:

«Du faar hus’e paa far din, naar du gaar alene hjem fra fabriken om kvelden, Tinkamor.» –

Hun stod bag hushjørnet og saa nedover dalen, – hun kunde se et stykke af veien, hvor den svinged bort fra elven; og hun vented urørlig, lænet mod væggen.

– De havde sat ham mellem sig – han sad midt i slæden og de, som tog ham, sad en paa hver side. –

Hun skalv, og hendes tænder klapred mod hinanden, naar hun drog pusten; men hun mærked ikke kulden. Slæden maatte snart være i elvesvingen – og som var hun bange for at miste det øieblik, den skulde vise sig dernede mellem husene, stirred hun did med vidtaabne øine, uden at blinke.

Det begyndte at sne let; ængstelig og enkeltvis kom de første fnug og lagde sig paa hendes 185skuldre og haar; lidt efter lidt kom der flere, de dansed i luften foran hende, og uden at vide det slog hun foran sit ansigt for at se bedre. – Men hele luften leved – det yred og myldred og vokste, husene nede ved svingen rotted sig sammen i usikre, graavide klumper, trærne laa som en taagestrime langs elvekanten – og der, hvor veien svinged, sænked der sig en hvid væg og gjemte –

Hun mærked pludselig, at det var tæt snefok – og hun begyndte at springe, snubled og tørned mod havegjærder og lygtestolper, fordi hun ikke turde flytte blikket fra det aabne, snefyldte rum mellem husklyngen og elven. Hun kunde ikke naa veien, men hun kunde kanske naa Søren Eggas hustrap, før de kom; og derfra kunde hun vifte – hun vidste, han vilde snu sig og se hjemover i elvesvingen, den sidste sving, som gav udsyn opover Brugsbyen. – Og idet hun naadde den lille, høie trætrap, hørte hun bjelderne.

Brat nedenfor hende laa veien med sine stabbestene og sit jernrækværk – og nedenfor jernrækværket stod orekrattet, lunt og gjemmende, alle gutters og jenters tumleplads om sommerkveldene.

Graaten sad saa tæt i hende, at den sprængte i skuldrene, halsen, hodet; og da slæden gled frem bag husene, var det ikke længer sneyret, som hindred hende i at se. Hun vifted med 186forklædet, som hun samled i høire haand, med den venstre strøg og strøg hun sig over øinene – og hun saa de tre rygge, den brede lavskuldrede i midten og de to fremmedes.

– Han vendte ikke hodet; han sad med det fremoverludet og med skindluen trukket ned over ørene. –

Hun satte sig paa Søren Eggas trap og gjemte ansigtet i forklædet. – Han havde været god mod hende, overvættes god. Og hun gjentog med læberne: god – god – mens hun bevæged kroppen frem og tilbage i stille graat.

Da det gik i døren bag hende, reiste hun sig – og uden at se sig om forsøgte hun hurtig at komme ned af trappen. Men en stemme stansed hende.

«Er’et – men er’et dig, Tinka Laurisen?»

Hun vendte sig og saa Søren Eggas sammenskrumpne ansigt med de smaa brune øine og den skarpe gulagtige næse; ængstelig og med smaa skridt kom han ned af trappen, som han stod og gik, i hoselæsten og skjorteærmer.

Tinka børsted sneen af skjørt og skuldre.

«Men er’et du, Tinka – men er du ude saa tidlig da – men sidder du her paa trappen da, Tinka?» – den lille mand hugged i luften med ansigtet.

Hun strøg sneen af haaret med begge hænder; – de kunde vel lige gjerne vide det med 187det samme – hele verden vilde vide det om nogle timer. –

«Jeg gik hid for at se han far, Søren – de kom og tog ham nu.»

Søren Egga stod og tripped paa det nederste trappetrin – hans mund stivned i et forlegent smil, og hans øine blev blanke og gule.

«Saa de har tat ham – saa de har tat ham,» mumled han, og smilets forlegenhed lagde sig over hele hans person; men da han saa, at Tinka vilde gaa uden videre, satte han den ene skoløse fod resolut ned i sneen:

«Tinka Laurisen,» ropte han, – «se indom, naar det falder sig, Tinka Laurisen, – det blir han Gabriel, som faar ta skammen, du og mor din skal være velkomne!» –

Tinka gik langsomt opover mod fattighuset. –

Da hun aabned døren til stue no. 5, slog den indestængte, daarlige luft stærkt mod hende. Moren laa med ryggen mod døren i den store seng, og Tinka hørte, at hun graat; paa bordet stod symaskinen med det hvide lærredstykke, hun aftenen i forveien havde klippet til og lagt under naalen – det var søndag, og hun havde tænkt at bruge fridagen til søm, – ved siden af maskinen laa Gabriels pen, trækpapiret, velbrugt og sortplettet, – og de mange beskrevne ark, han ikke havde faat med sig. Tinka gik lige hen til dem, og først da hun 188havde ordnet dem i bunke og begyndte at rulle dem sammen, opdaged hun, at bedstemoren var i stuen.

Den gamle stod paa knæ med ansigtet tæt trykket mod ruden i det borteste vindu, der vendte mod byen, – den blomstrende geranium og myrten i blikboksen havde hun skjøvet tilside og med armene støtted hun den svære overkrop mod karmen. – Tinka følte det, som om kulden udenfra havde siddet gjemt etsteds i hende og nu pludselig begyndte at strømme, iskold og stødvis, udover ryg og lænder. –

«Staar du der, bedste,» sa hun og gik hen og lagde sin haand paa hendes ryg.

Det rykked til i den gamle; besværlig kom benene ned fra stolen – og da Tinka fik se hendes ansigt, gjorde hun en forfærdet bevægelse med haanden til munden: øinene under de tunge øienlaag lyste stærkt, og munden laa skjævt trukket ned til den ene side, som i smerte.

«Jeg saa ham,» sa hun med stærk stemme – «jeg saa ham, da de tog ham» – hun stirred paa Tinka – «var’et rettens folk?»

Tinka nikked.

Da brød den gamle ud i høie veklager. Hun vakled om i værelset, løfted armene, knytted hænderne og bredte dem atter bønfaldende ud – hun anraabte og anklaged Gud 189i himmelen, og ordene strømmed fra hendes usikre tunge.

Tinka rørte sig ikke og forsøgte ikke at stanse hende.

«Gutten min – guldgutten min – min unge – min unge,» jamred den gamle – og de læber, som i de mange dage, sønnen havde bodd under tag med hende, ikke havde havt andet end bitre ord for ham – de fandt alle de navne, de havde hvisket over vuggen; hun klaged som en mor, hvis hjælpeløse barn fremmede har tat.

Henne i sengen stilned graaten, og der blev hvisket:

«Tinka.»

Madam Laurisen laa og skjærmed for sig med hænderne – og da Tinka kom hen til hende, gjemte hun sit ansigt hos datteren.

«Vær ikke ræd, mor, – vær ikke ræd» – Tinka strøg moren over haaret – «det blir vel en raad.»

Og som det endelig afgjørende lagde morens famlende tag efter hendes hænder sig over hende. –

Næste dag meldte hun sig hos sorenskriveren nede i byen som frivilligt vidne i sin fars sag.

[V]

190Kjøbmand Laurisen kom kjørende opover dalen i trille, med vognmandsgut paa bukken, og ved siden af ham sad hans datter Tinka.

Det var en af de første, usikre vaardage. I skyggen stod kolde gufs fra fjeldvæggen langs veien og gjemte paa vinteren, men hvor fjeldet sænked sig, saa solen slap over, laa luften og drev i lunkne bølger, som gled hen over de kjørendes ansigter som kjærtegn.

Tinka sad og saa did, hvor skogen og elven gik ind til hverandre. Og skogens grønne og elvens blankblaa flød i strime og stribe ud for hendes øine.

– Nu var det slut. Nu var det slut, og hun kom hjem og fik sove. – Hun havde svaret paa alle spørgsmaal, og da hun var færdig, havde hun rakt haanden op og sagt efter, hvad han sa foran, manden i den store stol. – Hun havde reddet sin far. Hun havde reddet ham fra fængsel og vanære. Hun. Hun.

Hun holdt sig fast i vognen og forsøgte at samle, hvad det var hun saa: elven, trærne, sneflekken og de brune jorder. For hun havde 191ret til at være glad! Hun havde gjort godt igjen paa én dag, hvad hun havde forsømt i aar, – og trængselens tid var omme. Saa lang havde den været – dage, uger, maaneder. Men fra den dag de kom og tog ham, havde hun havt én tanke, og nu var den fuldbragt. Hun havde ikke set tilside og ikke tilbage – bare frem gjennem al den skam og ulykke, som samled sig om dem, frem til den dag idag, da hun skulde staa op og fri sin far fra ondt.

Rygterne var tætnet til om dem, og beviserne havde hobet sig; men hun havde følt sig stærkere, eftersom tiden led og folks skamløshed vokste – hun havde været alene om at bære byrden, og hun havde baaret den! De havde gaat udenom hende, kameraterne – der var ingen, som fulgte hende hjem, da faren blev borte! Men hun havde holdt hodet som før – fattigvæsenet skulde slippe at sørge for hende og moren, saalænge hun havde liv i armene! Og hun havde arbeidet. Det blev ikke Julie – og ikke Asora fra værftet, som tog hende paa akkorten nu! –

Tinka lagde hodet lidt tilbage og saa udover. Og det var lige ved, at elven, trærne og den vaade duft fra nakne jorder skulde gjøre hende glad. – Da passerte én vognen og hilste.

Det var en gut, hun havde kjendt som barn – en, som hun ikke havde set, siden han gik tilsjøs for mange aar siden. Han gik langs 192veikanten og hilste, da vognen kjørte forbi. – Og Tinka saa hans blaa klær og blinket i øinene, det sjøen giver; og hun vendte sig hurtig og stirred efter ham saalænge, til en dreining af veien tog ham.

Da hun atter læned sig tilbage mod vognens ryg, havde de tanker, som havde eiet hendes sind i den sidste tid, sluppet hende. Hun saa sig om: Det var marts maaned; og solen havde allerede magt over smaabækkene, som tipled langs efter veien, og over luften, som stod stille og varmed sig. –

– Hun havde faat breve fra Harald – og ord for ord kom de tilbage til hende. Hun havde ogsaa selv skrevet, om menneskenes ondskab og haarde hjerte, men først og sidst om faren, hvad han maatte udstaa. Og Harald havde svaret hende dette ene: at hun skulde være ved godt mod og vente paa ham til marts. Men tanken paa gjensynet havde ikke kunnet naa frem til hende – nu kom den. Og hun stod ansigt til ansigt med de blaa øine og hun hørte stemmen, som spurgte –.

– Jeg hørte vinden – og far, som snorked.

Mekanisk gjentog hendes tanker ordene fra for nogle timer siden – og langsomt begyndte hendes taarer at strømme. –

Gabriel Laurisen sad ved siden af sin datter i vognmandstrillen og hans ansigt havde den 193blaaagtige rødme, som bleg hud vanligvis faar ved stærk ophidselse.

Ja, han var ophidset. Og han agted ikke lægge skjul paa det. Som en fugl flaksed endnu det ene ord, der høitidelig havde seilet mod ham fra dommerens mund, om ham – slog vingerne kjælent mod hans øre, strøg alle hans tanker, sang i luften.

Frifunden. – Frifunden trods alt, Gabriel Laurisen!

Fra det ene til det andet, fra det onde i det værre, fra fattighus til arrest, – fra forhør til forhør. Men tilslut fra sne og kulde til – ja, til en slags vaar maatte han sige, som han nu sad og saa sig om. Tilslut til en slags vaar – til frifindelse og til opreisning!

Alle smaahuse laa i solskin med blaa røg ret op mod blaa himmel; det lugted syrlig fra trækulmilen ved bruget, og Gabriel søp lugten begjærlig i sig, den han var opvokset og opfødt med, og som nu hilste ham velkommen hjem. – Bjerkene stod nede ved elven og skinned hvidt, elven havde friet sig fra isen, der laa som en skorpe langs den vaade jordekant – og i haveflekkerne ved veien lyste fjorgamle blade vaargrønt i solen.

Han skutted sig i glæde og lagde de brede hænder sammen i fanget.

– Stort havde han vovet for hende, som sad ved siden; men stort havde han ogsaa 194vundet, og det kjendtes godt efter alle trængselens aar at kjøre seiren hjem! Hver plet, de havde sat paa ham, skulde de faa dække med seddel og krone – brand og arrest, ærestab og arbeidsforlis! Han var ikke den, som gav sig! Og naar hver havde faaet sit, og han endda havde skillingen tilovers, naar Tinka stod bag disken, og han havde trafiken saa at sige gjennem lokalet, da vilde han se den mand, som ikke tog hatten af for ham – Gabriel Laurisen i Kle – – ved broen. –

«Jeg synes, de letter paa sig skorstenene, Tinkamor – de strækker paa sig for at se vors,» hvisked han, mens hans blik gik over smaahusenes tage til de store fabrikbygninger – «de ler og lyser, vindusraderne, – de skjønner, det er slut med den tiden, Tinka Laurisen arbeided paa akkort.»

Han rørte hende i siden med albuen, og da han mærked, at hun flytted sig unda, satte han sig uvilkaarlig nærmere ind til hende.

– Det skulde bli et liv i koselighed mellem de tre nu – han, Tinka og Kristine – ja, ogsaa den gamle, den gamle skulde ogsaa faa være med. Det var slut med den tiden, da Gabriel Laurisens mor bodde paa fattighus! – Den sidste sten var væltet. Den havde været tung, men han havde tat den alene. Og Tinka sad ved siden af ham – frit havde hun kunnet vidne i sandhedens navn, fordi 195han aldrig havde lagt sin byrde, nei end ikke den mindste del af sin byrde paa hende. – Den sidste sten. De havde været mange i aarenes løb, skjæbnen havde lagt dem i hans vei, og han havde ryddet dem alle. Ogsaa denne sidste. Aldrig havde han gaat udenom, ikke han! Og nu var striden over, den sidste strid, og veien laa aaben fremefter. – Han skulde gjøre det godt for dem alle – ogsaa for Kristine, ogsaa for hende. Han havde kraft nu, kraft til at tilgive, og det skulde være slut for Kristine med at gaa og gjemme og tie – der skulde ikke være mer af sligt, aldrig mer!

Han kjendte, at det blev ham dunkelt for øinene, og han strøg dem med haandbagen.

«Det skal far din sent glemme, at du redded ham med din oprigtige ed, Tinkamor – du stod i al din ungdoms pragt og svigted ikke far din i nødens stund.»

Han ledte efter Tinkas haand. Men da han var lige ved at slutte den i sin, trak hun den til sig.

Han saa paa hende, paa skuldrene og nakken, som hun vendte mod ham paa den lyse, blanke haarknude og den lille mørke hat. – Og Gabriel Laurisen kom til sig selv efter dagens store ophidselse. Glæden i hans øine sluktes, farven gik lidt efter lidt bort fra hans ansigt, og hans læber begyndte at skjælve ganske svagt, mens han betragted datteren: nakken og det han kunde se af ansigtet. –

196«Du sidder vel ikke og graater i vognmandstrille, Tinkamor?»

Hun vendte sig mod ham og sa stille:

«Far – jeg hørte, at du aabned vinduet–»

Gabriel Laurisen sad et øieblik – saa reiste han sig hastig, tog tag i vognens forsæde og ropte til kusken:

«Kjør paa, gut, saa vi kan komme flot frem for logiet til madam Laurisen!» –

Hun aabned ikke mer læberne – men hun greb om hans arm; og vognens fart skumpled far og datter tæt ind til hinanden.

Om Lil-Anna og andre

Samlingen Lil-Anna og andre kom ut i 1906 og består av sju noveller.

Novellene skildrer arbeideres og spesielt arbeiderkvinners liv, utfordringer, gleder og sorger. Temaer som kvinnesyn, kvinners rettigheter, arbeiderliv, vennskap, kjærlighet, skuffelser og kjærlighetssorg går igjen i samlingen.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1906 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook