Herre, miskunde dig –!

41Hun var fra en liden husmandsplads oppe i skogen, Vestbraaten, og hun hed Tora.

Tidlig om vaaren var hun kommet til Brugsbyen og havde straks faat arbeide paa fabriken. For hun var stor og legemsfør og havde et alvor i øinene, som loved godt. Og ufortrødent og ihærdig havde hun tat fat. Men nu, det led langt paa høsten, var hun ligevel ikke kommet længer end til at passe den ene maskinen. Hun var ikke god for at faa hænderne med sig.

Naar formanden paa salen stansed og betragted hende, blev han sørgmodig i ansigtet; mage til kropsbygning og armkraft havde han sjelden set; men laget var ustøt som en barnunges. – Han satte Tinka til at retlede hende, men det blev ved det samme. Ja, det gik heller et gran mer bagvendt de dagene, Tinka stod ved. Og han sendte Tinka tilbage til de tre maskinerne, dem hun greied som en leg med de rappe hænder.

Tora sveded og gjorde sit yderste. Hun havde ment, hun kunde med væving og det, 42som did hørte, og i den tanke havde hun tat sig plads paa væveriet. Men det var andre sager, end hun havde trod. Hundrede vævstole i samme rum, hundrede vævskeer, som slog til paa samme gang, og en larm saa vældig, at hun ingenting kunde sanse. Alt, hun tog paa, risted og dirred, og gulvet, hun stod paa, skalv og leved under fødderne. Selv risted og dirred og skalv hun allesteds, og hodet værked.

Hun skjønte, en helst maatte være født i Brugsbyen og oplært fra en var liden jentunge, paa fabriken, om en skulde drive det til nogenting. Men ligevel blev hun ved.

Det var ilde at tjene knapt sytti øre dagen; men det var mer end ingenting; og et sted maatte hun være. Fortjenesten rak til mad og logi; klæder havde hun bra, og støvler vilde de skikke hende fra Vestbraaten, naar hun trængte. Den ældste bror var skomager og sydde rundt paa pladsene. Og folkene, hun bodde hos, vilde ha taalmodighed, til hun kom sig op i fortjeneste, havde de sagt; men det kvidde hende, at det ikke gik likere nu, hun snart havde arbeidet halvaaret.

Alligevel havde hun det bedre end den første tiden ved fabriken og bedre end i sommer. For den første tid havde hun havt ondt, ilde ondt, for at trives med de andre jenterne.

43Og siden, da varmen kom i veiret, havde hun faat det med tryk for brystet slig, at hun sommetider syntes, hun ikke kunde faa pust inde paa arbeidssalen. Da var alt det med Ola kommet for hende igjen, og der kunde gaa døgn, da hun ikke havde ro for de tankernes skyld.

Men naar en blev vant ved jenterne, var de mestendels snille. Mens hun endnu var rent ny, spurgte somme af dem, saa hun undred sig, at de ikke skjæmtes – ja, det var dem, som havde spurgt, om hun havde kjærestesorg, siden hun gik saa for sig. Sig imellem var det ikke det, de ikke snakked om, og ikke det ord, de ikke slang frem med.

Da den første tiden var gaat, lod de hende være. Hun blev ikke veninde med nogen af dem. Det var vel en og anden, hun kunde havt lyst at følges med, naar de gik fra arbeidet om kvelden; men hun kom sig ikke til. Desforuden havde hun jo madam Steen, om nogen ting stod paa. Og Amund.

Det var ikke folk, hun trængte. Bare at faa være i fred med sit. – Hun havde ikke bedt Gud om andet i hele sommer, da hun havde havt de værste rierne. Nat efter nat havde hun ligget og slidt med tankerne, til sveden drev af hende, og bare bedt: «Fader vor, giv mig fred i mit hjerte, fader vor i himlen.»

44For fik hun det ikke, syntes hun, hun maatte gaa fra forstanden. Ja, der var dage, mange itræk, da hun ikke samled noget – arbeided og spiste og gik og kom, og det var mest, som en anden gjorde det, mens hun selv var langt væk – indi og opi alt det, som havde været. Og der var nætter, da hun laa lysvaagen fra kveld til morgen, hørte hver lyd i huset og udenfor paa berget – hørte smaafuglen, som flaksed i redet opunder taget og kvittred og peb – hørte musen, som skrapte indved ovnsmuren; men endda fornam hun det som var det en anden, som laa i sengen, mens hun var langt væk – der Ola var. Naar hun gik nedover veien til væveriet, og støvet reiste sig hvidt for fødderne, saa hun paa det som i søvne, endda hun ikke havde havt søvn paa sit øie siden dagen før; – og bedst som hun stod ved maskinen, saa stod hun der ikke, men var tilskogs med kuerne eller indover mod Langemyr med sauerne. – Foran hende gik hænderne, stopped maskinen, skjødte rendetraaden, satte igang maskinen – hendes hænder, saa bleknet de var; hun saa dem som i døs; og døsen kunde vare dagen ud.

Værst taaged det sig for hende, mens solen stod ind fra vindusraden paa salens langvæg. Alting rørte sig – hvor hun saa hen, rørte alting sig i en dis af støv. Og støvet rørte sig –.

45Det reiste sig i jevn røg fra vævske-slaget, bredte sig og hang og svang i luften ret for ansigtet, krodde sig i fnugg som bittefine ormer og steg og sank som streger af hvid traad; længere henne tætned det og trak sig mod den øvre væggen i en skystrime, og ved vægventilen malte det rundt, rundt; men mod taget tog det fart og føg langs remmerne; og remmerne jog det –.

Remmerne gik om hinanden som et levende net; saa hun tilveirs, var rummet fyldt af dem, somme smekre og somme sværere, og den ene tog fart paa den anden og kaphvinte rundt smaahjulene, som sad i række i taget og skjød glimt fra staalaksen i solen.

Men saa hun frem for sig, var det ikke andet end maskine bagenom maskine og jente ved jente, og hænder som gik, og vævske som smaldt, mens gulvet gav sig som i krampe. –

Hun aabned kjolelivet i halsen. Over brystet laa loen hvid i store tufser, – og hun fik haanden fuld af den, naar hun strøg haaret og tørklædet, hun bar; men fra læben tog hun støvet alt i ét med tungespidsen. – Og hun saa ned, bare ned paa de tre hovlerne, som spratt, og paa de bleknede hænderne, som greied maskinen. Hun blev virren i hodet og syntes, hun ikke længer kunde staa i det –. Til tankerne kom sigende fra dengang, Ola Vennerød var i skogen –.

46Hele sommeren havde han været i skogen.

Om vaaren havde han været med i mærkingen og ved Sankt Hans laa han og fisked i bækkene. Hun gjæted og sanked bær; ledte efter sau; og de mødtes.

En dag havde de gaat sammen langs Braatenaaen; ret som hun stod og saa efter fiskesnøret, som drev nedefter, gav Ola hende en tryk, og hun røk langt ud i bækken og blev blød til høit paa læggen. Da havde Ola maattet lægge sig paa ryg for latter.

En dag havde det smaaregnet, og de krøb ind under høistakken, som de paa Braaten havde oppe i udmarken ved Dagkjern. Den dagen fortalte Ola hende om det gilde hjemmet, han havde nord i bygden, og om faderen, som var den krappeste mærkeren, bruget eide. –

Men den sidste kvelden, de var sammen, havde de ligget opi lyngen, og Ola havde været fuld af spil og spilop; han havde hivd kongel og rask paa hende, til hun bad for sig. – Da var han blet mer stille, og havde lagt sig ind til hende og havde stukket haanden ind paa brystet hendes og tat om det venstre brystet. – Som var han ræd, tog han om det. Og holdt det en liden stund. Og slap det. –

– – – – –

Naar dette kom for hende, slog hjertet 47haardt, og der var ikke den ting, som ikke rørte sig, rundt om hende og indi. –

Men om kvelden, naar arbeidet var slut, og solen var nede, og luften laa og dised langs aaserne, og hun gik hjemover til Steens hus, var det sommetider, som vilde ikke benene frem. For endda hun saa vel vidste, at Ola var ringforlovet med datter til lensmanden paa Sva, syntes hun, det var hende, Tora, som skulde ha ham.

*

Steens lille hus laa i Vestaasen, lige ovenom kjøreveien. Det havde som alle huse der i aasen en vældig høi grundmur mod veien og saagodtsom ingen mod fjeldet.

Steen havde gjort alt arbeide med huset selv – naar han undtog fremkjøringen af materialer og stenen til grundmuren. Og den dag han og Amanda flytted ind, var den lykkeligste i begges liv. For til huset havde de sparet i alle aar, og havde Gud en mening med at gjøre dem børnløse, saa var det vel den, at han og Amanda skulde faa et hjem, som var deres; og det var stort saa. Aarene i brakken havde været onde og svære; saa havde livet været der, at de, som ikke var befæstede i Guds kjærlighed, idelig maatte henfalde til ondskab og trætte. For det er en daglig prøvelse for de svage at leve isammen paa trapper og ganger 48og kjøkkener med alleslags familier, ja, at ha urensligheden udenfor sin stuedør; og de bestaar ikke.

Paa sine knæ havde han og Amanda sammen takket Gud for, at han havde givet dem helsen saa de havde sluppet at røre bankbogen for sygdoms skyld – og for kraften han havde givet dem til at forsage alt det, som ikke var nødvendigt til livets ophold.

Men huset var endnu ikke helt deres som det stod; de havde hypotek i det. Og hjertens frydefulde blev de først den dag, da de kunde med sandhed sige, at hver nagle i væggen, ja hver tomme jord er vores egen.

Steen tog som hidtil alt det ekstraarbeide, som faldt, ved tømmerrenden og andensteds. Og Amanda sydde linsøm for præstens og doktorens og andre bedrestillede i Brugsbyen. Med dette og en logerende kunde de lægge sig lidt til bedste.

Siden i sommer havde de Amandas søstersøn i huset. Han laa i kjøkkenet og betalte ti kroner ugen. Tora Vestbraaten betalte nok knapt det halve, men det var i aftalen, at hun skulde gjøre arbeide for det manglende, naar det faldt sig – opvasken om kvelden og gulvskuring lørdags eftermiddagen. Hun var af de støe, stilfærdige; og Amanda likte at ha hende om sig. Ja, da de var blet bedre kjendt, kunde hun rent sidde og stunde paa, at Tora skulde 49komme hjem om kvelden og give hende en haandsrækning baade med det ene og det andet. Det var en mærkværdighed at se det mennesket arbeide – Amanda kunde fortabe sig i synet, naar til eksempel Tora om lørdagen kom op for berget med vandbøtterne, de største bøtterne, saa fulde de lod sig bære; og knapt hun pusted mer end som ellers, naar hun var oppe med dem. Amanda maatte si det:

«Dere er rent en kjæmpekvinde, Tora.»

Og da hun sa det, bøied mennesket sig og tog hende om hofterne og løfted hende paa arm som et barn.

Hun kunde ikke bli sint, endda Amund kom med det samme; hun skjønte det var ment som en venlighed; og hun var venlig igjen og forsøgte at komme indpaa Tora, naar de sad sammen om kvelden. – Naar Steen var hjemme, læste han et gudsord for dem, før han gik ovenpaa, hvor han og Amanda laa, og det blev mindre med samtale. Men naar han havde vagt eller natarbeide, sad de tre gjerne inde i kammerset, hvor Tora laa, en time eller saa før sengetid. Kammerset var lidet og lysmalt, og der lugted en liden lugt af kaal og poteter fra kjælderen. Amanda syntes den var god.

Hun og Tora sad paa hver sin side af klaffebordet og sydde. Og borte ved ovnen sad Amund og gjorde ingenting. Og sa ingenting. Bare glante. Amanda maatte sommetider 50se bort paa ham, naar det længe havde været rent stilt. Men lige vidaaben var han i øinene; han gjorde bare et kast med dem, naar hun saa paa ham; – og saa lig far sin var han, at hun syntes det var en uhygge.

Amund skulde tilsjøs til vaaren; som faren havde været det. Og hun skulde ikke undres, om han blev som faren. De havde det med sig begge, som fik hende til at tænke paa havsens bund. Og stum som en fisk var Amund – saa for den sags skyld –

«Naa skal vi ha os en hyggelig prat,» pleied Amanda at si, naar hun havde slukket i kjøkkenet og satte sig til inde i kammerset med et eller andet smaatteri, som ikke ledte paa øinene, stopping eller sligt. Men det blev smaat stel.

Tora snakked ikke, uden hun blev spurgt. Det eneste kunde være, naar Amanda fortalte om sin barndom, dengang hun bodde paa øen og havde en saueflok borte paa smaaøerne i det ytre sundet. Da kunde Tora fortælle et og andet om dyrene paa pladsen, hun var fra, hun ogsaa. Men hun lytted paa det, Amanda sa, det gjorde hun; og naar Amanda talte om Gud og dengang hun blev hans barn, fik Tora sommetider blankt blik og lod sømmen ligge. Hvordan det havde sig med Amund, vidste Amanda ikke; men det skjønte hun, at paa Tora var Guds aand begyndt at virke; og hun 51talte kveld efter kveld om livet blandt de vakte paa øen, der hun var barnefødt; og hun fortalte om uveir og vrag og om lig, som drev til stranden. Men mangen en kveld havde hun lagt ud om dette, før det kom frem, at Tora aldrig havde været ved sjøen, aldrig set en tremaster, aldrig gaat i baad. Om det saa var Amund, saa sa han: «Det var fanken.»

Og saa maatte Amanda til at retlede hende om det rent almindelige derudefra – om fiske og baadbygning; om sjøfolket, som kom hjem, og om emigranterne, som reiste ti og tolv i følget hver evige vaar. Og det kom frem, at Tora aldrig havde tænkt at reise over Atlanteren, at hun ikke havde lyst for Amerika. Amund spytted og gren. Og Amanda gav sig rent – over det var det første menneskebarn, hun havde raaket paa, som endnu aldrig havde havt den lysten.

«Dere tænker rent for lidet over livet, Tora,» sa Amanda, og hun syntes synd om Tora, som var død og sløv i sit aandsliv.

Hver søndag gik de i kirke, til høimesse; og om kvelden til opbyggelse i bedehuset; Steen var præstens medhjælper, og de havde sin plads nær præstefruens; præstens pige Fia, det var Amandas bedste bekjendt.

Tora fulgte altid begge steder; men Amund var træg. Naar de søndags formiddag kom hjem fra gudstjenesten, laa han oftest og sov i 52sengbænken i kjøkkenet. Og alt det de styred med kjørler og bøtter – lige fast sov han.

Amanda og Tora stod sommetider og saa paa ham; mage til uforstyrrelighed havde de ikke set. Han laa med aaben mund, men han snorked ikke; pusten kom og gik langsomt over de røde læber; rødere end andres syntes de, fordi han ellers i ansigtet var gulagtig bleg; over den rette, store næse voksed øienbrynene svarte sammen til ét. Som havde en skøier slaat en sodstreg langs den brede panden. –

En dag de stod og saa paa ham, spurgte Amanda lavt:

«Liker Dere han, Tora?»

Tora rysted paa hodet og blev rød. Men hun blev rød for mindre. Amanda skjønte, hun var nærtagendes; men hun trodde, det blev bedre, naar Tora fik mer tanker og forstand.

Naar Amanda blev ivrig, stod hun op fra stolen for at komme nærmere Tora, mens hun talte, og naa hende med haanden. Da blev hendes øine store og stive, og hun væded læberne med tungespidsen. Tora saa aldrig paa hende da. For da likte hun hende mindre end ellers.

Rigtig godt likte hun hende ingen gang. Hun syntes, hun var saa rap og ude om sig, hvergang det var noget at høre eller faa rede 53paa. Og hun var ræd hende. – Grisk paa penge var hun ogsaa, havde hun lagt mærke til; og snaal med maden. Hun var snil paa sin vis; men hun var rent for stormodig i egne tanker, mest naar hun snakked om, at hun var et Guds barn. Tora betragted hende nøie og grunded over det hun saa. Men kom sig ikke til at like hende. Naar Amanda saa paa hende og lagde hodet paa skakke, saa den ene gulddobben i øret hang lang og løs i luften, og spurgte: «Naa kan vel Dere fortælle mig lidt da, Tora,» saa var hun ikke god for at finde den ting, hun syntes, hun vilde resikere sig frem med. Endda hun syntes, hun kunde forskylde Amanda at fortælle et og andet ogsaa. Det kunde jo være nok, at én sad og tværsad og aldrig mælte et ord. – Forresten tabte hun lysten ogsaa til at snakke, fordi Amund sad der og blinksed og tidde. Men da det led paa, fik hun fortalt madam Steen et og andet – om sine søskend, at de var ti ialt og den mindste knapt aaret; om faren, som var blet lidt underlig efter et slag, han havde faat i hodet en julekveld af den ældste broren; de havde havt lidt paa. Det ogsaa fortalte hun Amanda; det kunde ellers let komme fra andre.

Og fordi faren gik og var tungsindt, blev de let for mange hjemme; hun var den ældste af jenterne, saa det var rimeligt, det blev hende, som tog ud.

54Men da Tora havde fortalt dette, syntes hun, hun havde frid sig. Og alt det Amanda siden spurgte og gik forstandig tilværks, saa kom der ikke mer.

*

Høsten og høstmørket laa over Brugsbyen.

Jenterne paa fabriken var faldt til ro efter sommeren. Og Tora forstod dem bedre nu, de gik mer stille og ikke havde saamange paafund længer og ikke saa meget at hviske om. Mesteparten af dem smaahangled med forkjølelse og hosted, og Tora havde selv en hoste, som skrapte og sved i brystet og holdt paa til ind mod jul, før den gav sig. Men hun arbeided jevnere nu, kjøligheden var kommet i luften, og formanden paa salen sa opmuntrende ord til hende. Sommetider snakked hun ved en og anden af jenterne ogsaa, før de skiltes ved broen om kvelden – de sa, hun var blet mer tynd og lig en brugsbyjente af ansigt; det kom sig af, at solen snøt mer skinned paa hende.

En kveld, det var stummende mørkt paa veien langs Vestaasen, gik hun ende paa Amund.

Han stod midt i veien – hun syntes, han skjød op af jorden, da hun var lige indpaa ham; og ingenting sa han, saa hun sansed ikke, det var ham, før hun tog for sig og skreg til:

55«Men i Jøsse navn.»

Og han svarte:

«Godkveld»

«Staar du her?» sa hun og blev staaende. Men da hun gik igjen, fulgte han hende.

Og siden mødte han hende paa det samme sted hver kveld, og de fulgtes hjem. Sjelden sa han noget; men han gik tæt indpaa hende og sukked.

Da hun blev vant til, at han var der, snakked hun til ham om et og andet fra fabriken. Han kom ikke med nogenslags bemærkninger og formaninger som Amanda. Men helst havde hun villet, at han skulde gaa ud i mørket, der han kom fra, naar de var fremme ved Steens bislag. –

Da det var lige under jul, spurgte madam Steen hende, om hun vilde reise hjem juleugen, mens fabriken stod.

Nei, hun vilde nok helst bli. Hun havde tøi at bøte; og føret var ikke til det – i Brugsbyen var det bare isen, men i skogen laa sneen høi. Og det var ikke sagt, vinterveien til Vestbraaten var brøten; hesten paa Vestbraaten var med føl, saa hun fik gaa hele veien, om saa var.

«Ja som Dere vil, Tora,» sa Amanda og blev stram om læberne, «men Steen og jeg skal ud paa Øen juldagene, og Amund skal sagtens hjem, saa Dere blir selv størst.»

Til Steen sa hun, at saanne som Tora 56trængte at lære det fjerde bud i sit hjerte. Men altids var det godt for noget – saa fik myrten og fuksiaen vand de dagene ogsaa. –

Juledags morgen reiste Steens. Amund stod færdig til at gaa paa samme tid; vadsækken havde Amanda pakket for ham, og den stod paa dørhellen. Selv havde han pjekkert og lue paa. Men da kjærren med Steens blev borte i veisvingen, og Tora kom op fra berget, hvor hun havde staat og viftet med forklædet, var Amund væk.

Han sad ved ovnen inde i kammerset. Pjekkerten havde han hængt fra sig, og vadsækken stod i sengbænken; han sad og spikked flis af et vedtræ.

Tora gav sig noget at gjøre i kjøkkenet. Om en stund spurgte hun mod kammersdøren:

«Ska’ du inte gaa?»

Der kom ikke noget svar, men hun hørte flisene sprætte over gulvet. Saa gik hun ud i gangkottet og hented hat og kufte; da hun var klædt til kirkegang, gik hun frem i kammersdøren.

«Dersom du slaar over, saa faar du sætte paa poteterne, naar det li’r paa,» sa hun.

Amund saa lynsnart op og kasted med det venstre øiet, saa det skar et grønt blink.

«Ja vel,» sa han.

Da Tora var ude af døren, gik han til vinduet.

57Derfra kunde han se hende veien nedover – og igjen, naar hun kom frem paa broen. –

I kirken sad Tora og tænkte paa Ola. Og da hun et par bænkerader foran sig saa en mandsnakke, som hun syntes ligned Olas, skjød der en strøm af varmt gjennem hende. – Haaret var af samme lét, ja kanske var Olas lysere, men det skilte ikke meget.

Under prækenen sad hun og stirred paa nakken, og tankerne gik og kom i halvbevidste ryk, mens præstens ord flød som en jevn flom over hende. Da salmesangen begyndte, og det var en af alle de salmer, hun kunde, sænked hun øienlaagene og vugged langsomt med overkroppen, mens stemmen sang med; da saa hun tydelig Ola, som hun vidste han var i søndagsklær –, smal og strunk med guldkjæde i vesten – men i ansigtet laa lystighed baade hist og her. Mest i øinene; og over øinene stod øiebrynet lyst, og var en nær indved, saa en der sad tæt i tæt af blanke guldhaar. I panden og nedover næsen havde han sommers fregner – men slig var hans mund: rød og fin som en pigemund med spirende skjæg paa overlæben. Og naar han smilte, saa en, han var snil; saa snil; snillere øine havde hun aldrig set. Men naar han lo, var han den galneste gutten, hun havde kjendt. –

58Da kirketjeneren læste udgangsbønnen fra kortrappen, retted hun ryggen og bad bønnen med med læberne for at gjøre godt igjen det hun havde forsømt.

Udenfor kirken saa hun manden med nakken ret foran sig og da saa hun, at Olas haar var mangfoldig lysere og finere i fald og blankere. –

Hun gik med bøiet hode, helt til hun var fremme ved Steens hus.

Amund saa det fra kammersvinduet.

Hun gik og tænkte: hjælp mig, at jeg faar ham ligevel, kjære Herre Gud, hjælp mig ligevel. – Som i ørske tænkte hun det.

*

Da hun havde stegt kjødet, satte hun maden frem paa kjøkkenbordet og bad Amund spise. Han stod udenfor paa berget og røgte. – Han kom og satte sig; men blev saa siddende uden at røre kniv og gaffel.

«Værsgod spis,» sa Tora og skjøv fadet nærmere ham.

Han tog pusten dybt og spurgte:

«Skal du ikke spise?»

«Jeg skal stelle kammerset først,» svarte hun hurtig. Og mens han spiste, holdt hun sig i kammerset.

Da Amund var færdig, sa han tak og reiste sig. Men han blev staaende midt paa gulvet, 59mens hun gik frem og tilbage og ordned. Han blev rødere og rødere i ansigtet, og da hun tilslut saa paa ham og sa sint: «Ska’ du inte fløtte paa dig, gut?» – dukked han hodet.

Saa tog han pusten dybt og sa det, han havde tænkt at faa sagt siden morgenen af:

«Vil du gaa til sjøen?»

Tora stansed med fad og tallerken i hænderne.

«Til sjøen,» gjentog hun og sænked øienlaagene, mens hun saa paa Amund. Han stod og pirked med støvlen i en gulvspræk, og sveddraaberne randt klare i tindingen under det kortklipte haaret. Med de store hænderne trev han efter nikkelkjæden, som hang ud over vesten.

«Det har jeg ikke tænkt videre over,» svarte hun, mens hun satte fra sig og gav sig til at skrælle poteterne.

Amund hosted:

«Som imorgen kunde vi gaa,» sa han, «de’r pen tur.»

«Jeg trodde, du skulde til mor din – saa sa du for Amanda.»

Amund slap urkjæden og saa op:

«Jeg har inte sagt no – inte jeg!» han blev stærk i stemmen. «Det var paafund hendes tante.»

Tora lo.

«Ja, hun har mangeslags paafund, hun,» sa hun; hun blev mildere i øinene – kanske hun 60ikke var alene om at synes det var stilt og godt efter madamen. Og forresten kunde hun vel ligesaa gjerne gaa til sjøen som andensteds. – Hun sa det.

Amund blev slettet og glat over ansigtet og smilte, saa mundvigerne, som var brune af tobak, vided sig.

«All right,» sa han og dukked hodet. –

Om eftermiddagen var de begge til opbyggelse paa bedehuset; men de fulgtes hverken did eller hjem igjen. Og da de havde spist til kvelds og Tora havde vasket op, gik hun ind i kammerset og stængte døren og la sig.

Hun havde været saa træt, saa hun havde ingenting godt havt af opbyggelsen; ja, hun havde til og med sagt amen indi sig, naar han gjorde en stans, han som talte. Hun havde siddet og ønsket sig hjem. Men at komme hjem til fattigdommen uden en øre i lommen det var der ingen sans i. Hun havde siddet og ønsket nogen at ty sig til. – Og det var, saavidt hun ikke havde grædt, saa folk saa det. –

*

Men i kjøkkenet laa Amund paa gulvet indved kammersdøren og tulled sig ihop med ansigtet mod armene og gulvet. Han havde slukket lampen, og der kom bare et lidet tykt, 61rødligt skin fra hullet i komfyrdøren. Det blev tættere og tykkere, eftersom gloen derinde trak aske over sig; gloen knepped og sprak; og saa døde lyset helt. Men op fra gulvet steg der kulde og raa lugt af kjælder. –

Amund sansed intet af det. Han laa og pusted tungt, og mens han blev hedere i hodet, frøs han paa fødderne og trak dem tæt opunder sig. Paa læberne var han tør, og han havde en bitter smag af gammel skraa i munden.

Bare ét tænkte han: Han vilde ha Tora. Han vilde ha Tora.

Tora vilde han hviske. Tora!

Men der kom ingen lyd over hans læber.

Han vilde ind til hende. Han vilde brække laasen.

Men han rørte sig ikke.

Fra første stund havde han villet ha hende. Sligt bryst havde ingen anden jente, slig gang, slige hænder. – Hun havde tat Amanda og baaret hende rundt kjøkkenbordet; holdt hende paa arm som en unge; og det var knapt hun gav sig i ryggen. Han havde set det. Naar hun sad og sydde i kammerset om kvelden, var hun hvid som en maageving over nakken; og haaret krølled sig paa hende.

Han hev sig paa gulvet.

Tora. Han bed tænderne sammen over navnet.

62Ingen havde han set herhjemme, som han havde lyst til, ingen før hende.

Men naar han saa hende, husked han den store brune, som kom til ham paa nattevagten i Rio. Som han havde villet gaa i sjøen for og rømme og bli hos. Havde ikke styrmand hindred ham. – Hun var stor og stille. Hun holdt ikke lag med de andre dokjenterne –.

Men Tora var hvid; og blaa som en blomster i øinene.

Amund laa, til han skalv af frost. Saa krøb han med klæderne paa op i sengbænken og trak tæppet over sig. Bored ansigtet i puden og stønned.

*

Næste morgen drev det gjennem Brugsbyen med regn og sneslud. Ligevel gik Tora og Amund til værftet nede ved byen, da de havde været i kirke og havde spist. Det var afgjort, at de skulde gaa, og ingen af dem tænkte videre over veiret.

De gik tause paa hver sin side af veien, hvor de vaade snefnokkerne lagde sig over lersølen, som veksled med issvul. Langs aaserne sank taagen fillet og ujevn, sommesteds med en lang graa flig, som næsten naadde elven, og sommesteds stod den mer som en dunst af væde, der lod skimte trær og huse.

Trods veiret gik der mange og drev langs 63veien; mest unge gutter og jenter. Etsteds skulde de være. Og for dem, som ikke havde hjem i Brugsbyen, var det oftest daarligt stel med logi. De fleste bodde to og tre sammen paa kvistkammers; eller de delte soverum med familien, de logerte hos. Og da var det ligesom aftalen, at de skulde holde sig derfra, mens det var dag.

Det var fridag og høitidsdag. Men i bedehuset var det ikke aabent før fem og ikke i afholdslokalet før otte. Kafé «Sommerlyst» var aaben. Men det kosted penger.

De fleste gik i flokke paa fem og otte; jenter for sig og gutter for sig; to og tre under én paraply; enkelte, som ikke havde undseelse, sad parvis paa stabbestenene; og i en og anden sving af veien stod unge gutter i ring om en, som havde brændevin og trakterte. Det var med livsaligt, og de blaafrosne næver rakte sig indover efter flasken.

Da Tora og Amund kom saa langt, de saa husene i byen, skulde de ta af en benvei; men Tora stansed.

Hun havde mangengang havt lyst at gaa til byen, men hun havde ikke havt fremfærd. Det var to timers gang, og hun kunde sagtens havt anledning alle de søndagene, hun havde siddet i kammersvinduet hos Steens; men hun kjendte sky for de fremmede folkene dernede.

«Det var svært saa høie hus,» sa hun.

64Amund skutted paa skuldrene og spytted; og da de havde gaat en stund paa stien, som fulgte en pløimark, vendte han sig til Tora, som gik bag, og sa:

«Jeg har set mye større, ja ti gange –.»

Tora vidste, at Amund havde faret som dæksgut.

«Det var vel i Amerika kanske?»

«Ja.»

Saa gik de en halv time igjen uden at si noget. Indtil Amund stansed og pegte:

«Dér,» sa han.

De saa sjøen. De stod høit og nedenfor dem laa byens indre havn. Den var isfri langs landet; men et stykke udpaa havde fjorden lagt sig, og der gik det grøngraa vand i bugt og vik langs isranden, og udenfor det strakte den graahvide flade sig, til taagen tog den.

Tora saa ikke udover; vand havde hun set før; meget penere vand i de store sjøerne i bygden hjemme. Men skuter havde hun aldrig set. Og hendes blik stod forbauset mod skibene, som laa oplagte for vinteren, side om side, med nakne master mod luften.

«End saa mange!» udbrød hun.

«Dét,» sa Amund – «det er intno’ mod dem paa Rio’s havn –»

Han stirred paa Tora, og pupillerne i hans øine vided sig og trængte det grønne tilside, til det laa som en liden orm om et sort dyb.

65«Du sku’ vær’t i Rio,» sa han og dukked hodet og lo.

«Du sku’ set skuter ifra Spanjen og ifra Engelland og ifra Australien og fem fra Sverje, men bare vi fra Norje.»

«Aa er det dem har i toppen?» spurgteTora. Og Amund forklarte om merseraa og bramseilsraa, om fokkestag og takkelage.

«Vi kan gaa nertil,» foreslog han, og de gik stien ned berget til værftet og ud paa den længste brygge.

Men da Tora hørte sjøen, og saa ned mellem bryggeplankerne, at den gik grøn og fraadende under hende, vilde hun paa land igjen. Der stod de lidt og saa opover de store skibsskrog og læste paa navnene agter.

Amund bar altid kasjetluen over det ene øre; nu skjøv han den bagover, saa haaret stod stridt frem i en svart tufs over panden; der kom af og til et ryk af ord fra ham, og derimellem stod han og saa uafbrudt paa Tora og smilte, saa rækken af de brune, brede tænder syntes.

«En ta disse skal jeg hyre mig med,» sa han; og det klukked i hans hals af glæde. «Vil du væra me?» Han gjemte munden i haanden og gjorde kast i kast med det venstre øiet af lystighed.

Tora snudde sig fra ham og begyndte at gaa hjemover.

66Hun syntes, sjøen og skuterne og Amund var af ét slag. Og før hun vilde tro sig til nogen af dem, vilde hun lægge sig til at dø. –

Om kvelden kom Steen og madamen.

Men før de kom, fik Amund sagt Tora, at han vilde ha hende.

De sad paa hver sin side af bordet i kammerset og læste i blade og gamle aviser. Tora læste, mens hun bevæged læberne, – vendte papiret og la aviserne fra sig, eftersom hun blev færdig med dem. Men Amund sad med «Tidende» foran sig, opslaat paa første side. Og de øvre linjerne sank ned i de undre for ham, og han kunde ikke holde greie paa dem.

Eftersom timerne gik, og Steen og Amanda kunde komme hver stund, fik han en stor uro over sig – reiste sig og gik ud i kjøkkenet og kom tilbage igjen og satte sig som før. Flere gange havde han ordet fremme, helt paa læben, med lyd i halsen – men straks var det noget, som hindred, det spraked til i kammersovnen, eller Tora tog efter lampen, som trak sig.

Tilslut reiste Tora sig og vilde gaa til kjøkkendøren og ly efter, om der var folk i veien. – Han reiste sig ogsaa. Og da hun var lige ved ham, tog han efter hende og fik tag i armen og trak hende til sig.

Hun sled sig fri og bøied hodet og saa 67paa ham, mens øienlaagene sank. Men han fik sagt: «Tora, du er nødt til at bli kjærest’ min,» før hun gik. –

*

Det blev en lang og traurig vinter.

Og Tora blev mager og graa, saa enhver kunde se det. Men hun tjente seks kroner ugen og var glad, hun kunde betale skikkelig for sig hos Steens.

Naar det var opbyggelse, gik hun paa opbyggelse med Amanda; og naar det var fest med kaffe og julekage hos metodisterne, gik hun did alene. For der var kommet over hende en stor trang til at være der, hvor der var mennesker og lys, og hvor de sang, og hun syntes ikke metodisterne var anderledes end kirkefolket – de bad om hjælp i sine bønner de som andre. Og naar en bare fik være med paa den bønnen –.

Det var dage og døgn, hun ikke rummed stort andet i sine tanker end de ordene: Hjælp mig. – For hun vidste sig ingen raad til at bli glad mer; inde i brystet sad det onde og sved, og hun blev træt ved det og sløv. –

En maaneds tid over jul kom faren indom til Steens og blev der natten over. Han skulde til byen efter mediciner til den ældste gutten, som havde fordærvet sig i tømmerhugsten. – 68Og han sad længe inde hos Tora om kvelden og fortalte om sorgerne sine og om foderet, som vilde slippe op i marts. Han risted paa hodet, som han havde faat for vane siden dengang, han røk i gulvet, – det rykked i pandehuden, og øienbrynene havde aldrig ro paa sig.

«Herre, miskunde dig,» sa han for hver gang, han slutted op at snakke.

Da han slutted forgodt og gik ind i kjøkkenet og lagde sig op i sengbænken til Amund blev hun endnu længe siddende oppe; hun havde for stor tyngsel over sig til at kunne sove.

Men hun kom sig ingen gang, før han reiste, til at spørge efter Ola. Kanhænde var han gift nu for alt det hun vidste. –

Hele vinteren mødte Amund paa veien om kvelden, og de gik den beten sammen. Og naar han havde været rimelig no’en kvelder, saa kom det over ham igjen, og han gik tæt indpaa hende og sa, hun skulde være kjærest med ham.

Hun svarte ham aldrig. For han vidste for vel, at hun ikke kunde like ham, til at hun behøved svare. – Naar Amanda var i det humøret, sa hun ham det hun. «Du er saa ulidelig med den tobakskjæften din, Amund,» sa hun, «om det saa er Tora, saa kan hun snøt greie dig!»

Men det var, som det aldrig var sagt for Amunds del. Han tygged tobak og tied –og 69der hun, Tora, var, der var de grønne øinene hans. Snil var han paa et vis; han smurte støvlerne hendes hver kveld, naar det var vædeveir; og han hugged og kløvde al den ved, Amanda brugte.

Sommetider om natten kunde Tora høre ham indved kammersdøren; han tog i laasen og forsøgte. Men den var stængt; og naar hun ligevel la hænderne sammen over brystet og bad til Gud, at han maatte hjælpe hende, saa var det ikke, at hun var ræd, men for de tankernes skyld, som kom. Hun havde saa svær en længsel –.

*

Da det led udover vaaren, fik hun Amund til at fortælle et og andet derudefra – han havde set mangeslags ting. Hun spurgte om menneskene, han havde set – om de havde været overhændig mange, og om de havde været overhændig glade. Og han svarte med at fortælle om elefanter og abekatter paa menageri, om abekatterne, som havde gjort svære bøks efter nødder, han hev til dem. Alle, som havde set paa, havde sprækt af latter. –

Havde hun havt et sligt sted at gaa hen. Ja, hun vilde gaat did, om det saa var med Amund. Hun vilde gaat did for at faa høre folk le. Hos Steens lo ingen; og selv lo hun sidst af alle. Paa fabriken kniste jenterne– 70og nede fra smaaskogen langs veien hørte hun sommetider latterhvin – men det var ikke det, hun stunded efter. En havde hun hørt le – en, som kunde!

«Vil du gaa paa dansesalen?» havde Amund spurgt hende en søndagskveld. Hun havde bare set paa ham – hun vilde vel ikke gjøre synd! Men mens hun sad i bedehuset med Amanda, tænkte hun paa det, Amund havde spurgt om. Hun havde hørt, der skulde være drik og fyld paa dansesalen og ikke til at være for den, som vilde holde sig god. Men sagtens var det trækspil dér; og glade folk –.

Amanda sad ved siden af hende, mens de sammen vugged i salmesangen; hun stak sin haand indunder Toras og hvisked: «Kom til Jesus, kom i kveld.»

Toras læber skalv, og hun bøied hodet. Det var nok langt fra hende til Jesus; hun maatte sætte al sin vilje paa ikke at graate, saa Amanda saa det.

*

Til paaske fik alle jenterne paa fabriken nye hatter, og da var det vaar.

Der kom andre toner i snakken og ropene ude i gaardsrummet, naar jenteflokken stod samlet om en eller anden, som fortalte – øiekastene 71blev muntre, og baade svenskejenterne og de fra Brugsbyen fik nye hemmeligheder.

Tora blev vaagen og var; og følte, at hun var alene.

Kveldene var lyse; og ingen la sig mer til rimelig tid.

Tora og Amanda sad oppe i kammersvinduet og saa baade den ene og den anden og dem, en sidst skulde trod det om, ta nedover veien og bli borte paa stierne i smaaskogen i halvmørket. Og madam Steen forarged sig og spaadde det værste; men Tora saa taus efter dem.

Ude paa dørhellen sad Amund hver godveirskveld og røgte; det var tidlig og mild vaar, og ret nedenfor berget stod en siljebusk seilende fuld af graa gaasunger. Tora kunde se Amund fra vinduet; han sad og stirred ned i siljebusken; bare en og anden gang dreied han hodet halvt mod kjøkkendøren. Han sad og vented. –

Ofte blev hun saa ilde ved af at se paa ham, at hun gik og la sig tidlig paa kvelden.

Men hun sov ikke, for om hun la sig.

Nu var det snart et aar, siden hun kom til Brugsbyen; og hun begyndte at faa underlige tanker: Om hun skulde bli brugsjente for godt, og om aarene skulde gaa slig som dette, det ene efter det andre. Ikke én glad dag havde hun havt. Nei, ikke én. Hun 72husked de gladeste – juletræfesterne, Amanda havde tat hende med paa – den for søndagsskolen og den for de kristelige kvinder og den for fattighuset; hun havde set fine damer fra byen gaa i ring om træet med de rent simple jenterne; og hun havde hørt Amanda si, det var stort; men var det nogen forskjel for hende, saa var det den, at hun havde følt sig et gran mer uglad end før. –

Siden gik den ene dag som den anden. Hun vidste ikke skillemerke paa dem ugen lang.

– Om hun skulde ta arbeide paa en gaard –. Plads som fjøsjente eller kjøkkenjente. Naar hun tænkte paa det, kom alt det, hun trivdes ved, for hende – skogen og kreaturerne og det. Men saa igjen husked hun mest slidet og værken i ryggen, naar hun havde maaget fjøset vinterdag, og frosten i fødderne. Da syntes hun, salen paa fabriken var lun og god at ha til værendes sted.

Hun sov skralt om natten. Trosten begyndte at styre udenfor i buskene ved tidligste gry, og hun laa og hørte paa den, til kraaken kom skvatrende, og den tystned. Hun satte sig overende i sengen, men kjendte, hun var sigende træt; la sig paa ryg, men syntes, hun laa daarligt; kasted og hev sig. Hørte som i døs, at Amund tassed ude i kjøkkengangen; ikke han heller sov. –

73En og anden kveld gik hun nedover veien med Amund; de andre jenterne havde følge, og hun vilde ikke være den daarligste. Men hun gik aldrig i skogen med ham og ikke længer, end hun kunde se hjem. – Han havde tat sig hyre til første mai; og siden den dag han havde forhyrt sig, var de ingen stund alene, før han spurgte hende, om hun vilde huske paa ham. Hun bare lo til ham; men mage til menneske havde hun ikke set; det var mest som det ikke skulde være andre jenter i Brugsbyen. – Det sa hun til ham; han bare gren, og rundt det svarte i øiet laa der som en lysende orm. Saa stygge øier havde hun ikke set. –

«Vil du gaa paa dansesalen?» spurgte han igjen en kveld, de stod nede ved broen. Steen og Amanda var hos præsten i mission; Tora havde ikke lyst at gaa hjem heller.

«Nei vel,» sa hun og snudde sig som for at gaa, «jeg er vel ikke fra mig.»

«Det er ingen, som er nødt for at danse,» sa Amund om en stund; «det kan være snodigt at se paa.»

Det kunde det vel altids.

De stod og læned sig mod brorækværket, og der gik to gutter forbi og opover mod huset, der dansesalen var.

«De’r musik af fele,» sa Amund, «violin.»

I det samme syntes Tora, hun fik lyst. Aldrig 74hørte hun andet end orgelspil og salmesang. Ikke et trækspil havde hun hørt skikkelig, siden hun kom til fabriken.

«Det er to, som spiller, og en, som blaaser fløite,» sa Amund.

Hun begyndte at gaa. Men da de kom op mod huset, og hun hørte klemtet af instrumenter, som blev stemt, syntes hun, benene hang igjen i bakken. Hendes far var religiøs, og hun havde aldrig været til dans; kunde ikke danse heller. Hun stansed og vented paa Amund, som var efter.

«Det er vel ikke sagt, Amanda vil like det større,» sa hun.

«Det er vel ingen, som har tænkt at bry hende med det,» grinet, som var smil, kom i Amunds mundviger.

Han gik foran ind og betalte indgangspengene. Tora blev staaende ved døren. Og der stod hun den stund, hun var der. Hun trev til Amund med armen, da han vilde ha hende ud paa gulvet. Hun var vel ikke fra sig heller –!

Mange dansed, og mest en gut, som var halvfuld. Han var rødflammet over ansigtet og havde lyst haar ned i panden, luen hang bagpaa hodet, og han holdt jenten, han dansed med, om halsen. Sommetider faldt hodet hans indtil hende, og hun lo, lo, saa hun gabte, med hvide tænder og rød gane. De svinged inderst 75i ringen af dem, som dansed, de to. Kom sig liksom ikke af flekken, bare rundt, rundt.

Tora kjendte jenten; hun arbeided paa fabriken; hun var ingen daarlig jente, det Tora vidste; rent blottendes ung var hun; Tora fik ikke øinene fra hende; sagtens var hun glad i gutten, siden hun lod ham –.

Da Tora laa, og det var nat, tænkte hun i ét paa den jenten. Den havde ledd, den!

Det snøred sig til indi hende, haardt, saa hun maatte ta sig med hænderne under hjertet. – Ikke le og ikke graate mer – bare gaa og gaa – uden ende og begyndelse og mening. Træt var hun. Kjed var hun. Aa, kjed. Træt af at grunde paa al ting. Om det saa var Ola, hun tænkte ikke større paa ham mer, syntes hun. Hvad skulde hun gjøre det efter? – Hun tænkte paa ingenting. Og indi øienhulerne sad øinene og brændte, af det der ikke var taarer igjen. Hun vilde hverken hid eller did. Ingensteds vilde hun. Om det saa var Gud, syntes hun ikke, der var større trøst ved ham.

«Hjælp mig – hjælp mig.» Hun kasted sig i sengen i kvide.

*

Den sidste søndag, Amund var i Brugsbyen, gjorde Steen og Amanda det hyggeligt for ham. De gjorde tur op i Vestaasen med 76ham og Tora og præstens Fia og endda et par af Steens venner. De havde kaffekjedel og bagværk med, og Fia havde guitar. Oppe i bakkeheldingen, hvor det var lunt, og der de kunde se ud over dalen og elven, gjorde de sig det hjemligt med granbar paa stubberne at sidde paa og med en liden varme og kaffekoging.

Mens kaffen kogte, sang Fia. Hun havde guitaren i et grønt baand om halsen, og hun tog hatten af, saa solen skinned paa hendes haar, som var gult og smaakruset.

Amund betragted hende. Hun var ikke andet end en gammel smaapige, liden og tuslete og med fingre saa spæde, at det var rent stygt at se paa. – Fra hende saa han fra siden af hen paa Tora – dukked hodet og saa paa hende uden ophør. Hun sad lige ved ham. – Brystet var stort og rundt, og i nakken laa haarfletningen sammenkveilet som en tjæret taugende – fast og brun og real. Og nakken var hvid og fin indunder. –

Oppaa Toras haand, som laa i lyngen, smøg Amunds sig, – tung og haard; klemte hendes fingre ned i lyngtuen; blev tyngre og tyngre.

Tora svælged, men sa ikke en lyd. Rørte sig ikke og forsøgte ikke at dra haanden til sig. Hun sad og stirred paa præstens Fia, som sang om kjærlighed.

77Da de gik hjemover om kvelden, gik Tora sidst og Amund paa siden af hende ude i lyngen. Han snubled og maatte ta for sig mod træstammerne alt i ét; for han saa ikke andet end Toras hvide ansigt. Og da de var ved bakken, der skogen slutted, sa han to gange tæt paa hverandre:

«Aa glæde er det du har da, siden du ikke vil?»

*

Om torsdagen skulde Amund reise, og onsdags kveld var det opbyggelse hos Steens. Det var bare for de nærmeste venner – ti eller femten, som sad rundt væggene i stuen; tæt indenfor døren, som var aaben til kjøkkenet, stod Tora. Amund sad ved siden af Amanda i sofaen; han skulde ha husets velsignelse med sig paa sjøen.

Steen selv stod ved bordet midt paa gulvet. Han havde bibelen opslaat foran sig og gjorde som han pleied ved huslig andagt – han bad Gud retlede sig til at finde de rette ord, og slog saa op hist og her, hvor det kunde falde sig i bibelbogen, læste op et par sætninger og talte frit over det læste.

Han var en stor, tung mand med busket og meget haar og skjæg, hvor det graa laa som glitrende stive sølvtraade i alt det mørke. Han strøg sig i skjægget og tog sig i haaret, 78mens han talte, og hans langsomme grove røst lød med enfoldige ord:

«Thi stor over himlene er din miskundhed og indtil skyerne din trofasthed – siger – siger David. Og dermed saa ved vi, kjære venner, at som himlen rækker sig over sjø og land, saa er Gud vor faders miskundhed med os, enten vi farer paa sjøen – ja, paa sjøen, eller vi ogsaa er paa landjorden i vort daglige virke, saasandt vi ikkun holder os til – ja, ham, som er himmerigs og jorderigs herre visselig –»

Tora hørte, at det banked sagtfærdig paa kjøkkendøren; men hun ændsed det ikke. Hun stod og saa paa Amund, som sad med armene langs efter laarene og hodet bøiet frem over hænderne – slig at hun bare saa det tætte haaret og ryggen.

Naar han var væk, blev det ligevel ødsligt; han havde været snil med at bære ind vand for hende og med at smøre støvlerne; han kunde ikke hjælpe, at der fulgte som utrivelighed med ham; han var vel født slig. –

Steen bladed i bibelen og læste:

«Og paa den dag, Herren skaffer dig ro for din smerte og for din angst og for den haarde trældom – siger profeten Esaias. – Trældom, ja, thi vi skulle ikke glemme, kjære venner, at den, som træller her, han skal ingenlunde glemmes hisset, ingenlunde glemmes. 79Naar han ikkun er ydmyg og taalmodig og ikke trodser, men holder sig til Guds ord og sakramenterne.» –

Det banked stærkere, og madam Steen hørte det og trak brynene i veiret og blinked til Tora. Tora gik baglængs ud mod kjøkkenet og paa taa for ikke at forstyrre; men Steen skjød brillerne ned og saa mod kjøkkenet, og et par langs væggen pudsed næsen.

Tora aabned udgangsdøren. Det var hendes far, som stod udenfor. Hun saa straks, at han var drukken, og at han var stygt forslaat. Blodet randt paa siden af ansigtet, og halsekluden var rød langs halsen.

«Er det du?» sa hun og vilde trække døren igjen efter sig. Kanske hun kunde faa ham bort i boden saalænge.

Men Siver Vestbraaten havde tag i dørlaasen og vilde ind – han jamred sig og smaagraat og sa: «Hjælp mig, aahaahaa, hjælp mig.» – Og det blev uro i stuen, og Steen og Amund og flere til kom ud. Siver tog efter dem, eftersom de kom, og vilde næves med dem, mens hans store hode virred værre end før.

«Slepp mig ind, kjære dere,» bad han og hiksted – «je’ har slaat me’ mest ihel – je’ har slaat me’ – herre miskunde dig.»

«Saanne sluskær er inte berre værdt,» sa en røst fra kjøkkenet.

80«Hyssj,» sa Amanda, – «de’r far til hende, som logerer hos vors.»

«Ikke bær dig slig, far,» sa Tora – nu jamred han for hesten og læsset, han havde mistet. Tora tog ham under armen og saa paa Amanda, som kom frem i døren.

«Kan je’ ta’n ind?» spurgte hun – «som han er, kan’n inte greie sig.»

«Se her, se her,» – Siver tog med fingrene op i saaret og viste blodet og graat.

«Du faar vel det,» Amanda skjød underlæben frem – var det ikke for det, Tora havde git hende en og anden haandsrækning – saa aldrig i verden!

Alle var nu rundt dem, og et par hjalp Siver af med jakken – lersølen laa tyk paa den. Han havde kjørt velte. –

Da Tora støtted ham ind, snudde hun sig til Amund:

«Du faar se efter læsset,» sa hun. – Amund gik.

Inde fra kammerset, hvor hun blev alene med faren, hørte hun dem snakke i kjøkkenet, og Amanda, som jamred sig over det nyskurte gulvet. – Saa sang de en salme. Og saa blev det stilt. –

Om lidt kom Amanda ind og hefted op ærmerne og hjalp hende at vaske blodet af ham; – det var en stor skrape i tindingen, og de bandt et haandklæde om. 81Siver jamred sig og snakked tull; Amanda sa ingenting, men hun sukked i ét.

«Det er det, at dem støt spenderer paa’n,» sa Tora; «han er ikke slig, at han tar sig til det sjel.»

«Aanei,» sa Amanda, «for den, som er svag, ska’ det vel inte stør’e til.»

Straks Siver laa overende, sov han – snorked og gurgled, som fulde folk i søvn gjør. Amanda stod og saa lidt paa ham, før hun gik; hun blev strammere om munden, som hun stod, og hun sa:

«Det er fælt, naar folk gjør sig til dyr.»

Tora var glad, da hun gik. Nu vidste hun, at hun aldrig kunde ty sig til en som Amanda. Men Amanda gløtted paa døren igjen og stak hodet ind:

«Du faar tørke op svineriet herude paa gulvet, før det størkner til,» sa hun – «du faar ligge i sengbænken, saa faar Amund finde sig noget at ligge bortme’ komfyren paa.»

– Som om det nogentid havde været andre end hende, Tora, som havde brugt sand og børste paa Amandas gulve!

Da hun havde ordnet i kammerset, satte hun sig ved sengen. Han, som laa der, saa sliten ud; han var blet fælande mager. Mager blev folk i skogen efter vinteren; men hun syntes, han var mer end vanlig. Hun kunde se ben og knoke i hele ansigtet, der han laa og sov 82med munden aaben. De sidste tænderne i overmunden var gaat ogsaa, saa hun –.

Let som en husmand om vaaren, havde én sagt, han hopped skigarden paa Vestbraaten. Hun husked, hvem som havde sagt det, og hvem som havde ledd. Hun lo ikke nu.

Saa undred hun, om Amund fandt hesten. Den var foletung, og det vilde være mer end ilde, om den var kommet til nogenting.

Hun undred hvem som havde traktert faren.

Om broren, han gjorde sidste bytur for, var god igjen i benet.

Hun bøied sig frem og rørte armen, som hang langs sengesiden.

«Far,» sa hun.

Siver hvælved paa sig og aabned øinene halvt.

«Far,» hun tog ham under nakken og strøg haaret fra forbindingen.

«Far,» hun bøied sig helt over ham og spurgte: «Er Ola Vennerød gift ivaar?»

Siver Vestbraaten reiste sig halvt i sengen, virred med det store hode paa tynd hals og smilte med smal, tandløs mund:

«Jagu er’n gift, ja,» – han spærred øinene op, «jagu –» han smækked med tungen, «det var mærkeren sjel, som spenderte,» mumled han, mens han sank bagover.

Tora rørte sig ikke, der hun sad yderst paa sengkanten.

83Hun hørte Amund komme op for berget. Han tog i kjøkkendøren og lukked stilt. Gik over gulvet. Tog i kammersdøren. Midt paa kammersgulvet blev han staaende og se paa Siver.

«Stakkarn,» sa han.

Tora reiste sig og gik forbi ham ud i kjøkkenet. Amund kom efter.

«Luk døren,» sa hun. «Fandt du mærren.»

Ja, Amund havde fundet hesten og læsset. Det var foderlas, og de havde tat det og mærren i forvaring hos kjøbmanden ved broen.

«Du faar ha tak,» sa Tora; hun gik hen til sengbænken, «jeg sku’ si fra madamen, at du fik finde dig noe at ligge paa – jeg fik ta sengbænken, sa hun. Men du kan ta det du vil tur bænken, je’ trænger inte tæppen.»

Amund gik hen til hende.

Det var stille i huset.

Fra kammerset hørte de tung pust, og ovenpaa i Steens sengerum var der nogen, som snudde sig i seng, som knaged. –

«Tora,» hvisked Amund, han tog om hende.

«La’ bli!» vilde hun si; men læberne størkned, syntes hun.

Hun stemte haanden mod ham; da kjendte hun, at han tog hende om brystet, det venstre.

Og indi hende svulmed og steg og vided graaten sig, trængte i halsen, sprængte i hodet, 84sved og stred i øinene, løste sig, brændte, strømmed over ansigtet – endelig.

Hjælp mig, sa det etsteds.

«Luk øinene,» hvisked Amund.

Hun lukked dem.

*

Amund var reist.

Og Amanda saapevasked sengbænken og lufted klæderne efter ham og bar paa loftet og var vel tilfreds.

«Gud lønner vors nok for det, vi var gode med ham, stakkarn, ska’ Dere se, Tora,» sa hun fornøiet.

Den morgen Tora vaagned og vidste, at Amund ikke mer var i huset, følte hun en stor lette. Og eftersom dagene gik, tænkte hun mindre og mindre paa det, som var sket. For synden, hun havde begaat, bad hun om tilgivelse baade hjemme og i kirken. At det var synd mod budene, vidste hun vel. Og hun bad om tilgivelse for den og for alt andet, hun gjorde af synd og misgjerning.

Hun trodde sommetider, hun havde faat tilgivelse ogsaa. Hun sov om nætterne, og med arbeidet paa fabriken gik det bedre end før.

Amund var reist, og Ola var gift. Gift og bosat med datteren til lensmand paa Sva. Siden hun vidste det, bad hun ikke mer saa 85sansesløst efter hjælp, naar de tunge tankerne kom. Naar en arbeided og gjorde ret for sig og ikke glemte bønnen og paakaldelsen, saa blev en tilslut et sandt Guds barn, sa Steen. Tora vilde det.

I mai og juni maaned holdt hun paa hver godveirsdag efter arbeidstid med Steen og madamen ude paa «støkke» – en jordflek nedenom veien, som havde fulgt med hustomten i kjøbet.

Hun haandterte greb og spade som en kar, og ret som det var maatte Amanda staa opreist og se paa hende.

«Det er næsten en forsømmels’, at Dere inte er blet mandfolk, Tora,» sa hun.

Tora likte, at hun sa det, og smilte, mens hun bøied sig og grov med hænderne dybt i mulden efter sten. Likte ogsaa at kjende jord og trevler mellem fingrene og likte lugten, som kom stram og sød fra birk og blomstrende hæg nedenom «støkke». De kvelder, hun arbeided slig, sov hun, straks hodet kom paa puden.

Om søndagen sad Steens og hun ude paa berget og saa udover og snakked mod folk, som gik forbi nede paa storveien. Og da det blev hedt veir, fulgte Tora jenterne, som søndagseftermiddagene drog i store følger opover langs elven for at bade i kulpen ovenom Øvrefossen. Selv tog hun af sig strømper og sko og vassed langs bredden. At klæde af sig saa nogen saa det, var det sidste hun kunde 86tænke sig. De andre jenterne lo af hende; men de mente ikke større med det; og snakken og gjønet gik lige godt, om hun var med dem; de var blet vant ved hende og til, at hun mest tied.

Saa kom juli maaned med svær varme, og Tora mærked, at hun ikke var frisk.

En dag hun stod ved maskinen, stupte hun forover, og det var akkurat, at hun greied sig, saa ingen trodde andet, end at hun havde bøiet sig; saa braat blev hun svimren. Siden var hun ikke som før og forstod, hvad det havde med sig.

Andre forstod det.

En kveld, hun havde lagt sig, kom Amanda og satte sig paa sengkanten og saa paa hende og spurgte:

«Dere smager inte mad mer, Tora – aasdan, er Dere inte rigtig frisk?»

Tora snudde sig mod væggen, og der kom ikke et ord fra hende. Amanda blev siddende; hun sukked tungt. Saa tog hun Toras haand, som laa stor og klam ovenpaa tæppet.

«Dere har naa vel inte gaat hen og gjort en uløkke paa Dere, Tora?»

Tora skjøv puden frem for ansigtet, og i skuldrene og ryggen under nattrøien sled og rykked det.

Og madam Steen bøied sig over hende og hvisked:

87«Gud hjælpe og trøste vors alle, det er vel inte Amund, som har vær’t ute?»

Tora vendte hodet halvt, og med mund fuld af graat, sa hun:

«Inte ta Dere sorj for min skyld, Amanda – det er inte fa’ligt.» Straks hun havde sagt det, gjemte hun ansigtet, og graaten tog hendes legeme, saa sengen skalv.

«Og je’, som har trodd Dere saa vel, Tora,» sa Amanda.

Næste dag gik hun lige til præsten.

*

Hele verden laa i sol den søndag i juli, da præsten kom op berget til Steens hus.

Han stansed og retted brystet for at faa bedre pust efter den bratte stigning, støtted sig mod stokken og saa ud over Brugsbyen.

Det var, som havde et barn, et kjæmpebarn, legt i denne dalkløft og blet kjed sin leg, før den var omme! Barnehænder havde sat de smaa gule huse over i Østaasen – en skjæv rad af bittesmaa huse; barnehænder havde stillet de store murbygninger om hinanden ved elven, to store, to smaa og atter en stor; og mellem dem en fabrikpibe, en gul og latterlig pibe, der raged op, alene og overvældig paa siden af et forlidet hus med et eneste vindu i. Men ude i selve elven havde barnet stillet sit pindespil, omhyggelig 88og smukt; korsvis og regelmæssig ude i det brune vand, som bredte sig over de flade berg; det var brugets tømmerrende – skrøbelig og tyndlinjet tegned den sig nedover stryket. –

Præsten skygged for øiet.

Hvor var dog det hele tilfældigt. Der stod hans kirke, med det ene vaagne øie, sit hjulvindu, vendt mod de ubeboede skogtrakter; der stod den, netop hvor den ikke skulde staa, oversunget af fosseduren og overstænket af elvesprøiten i vaarens stærke dage. Og bag den præstegaarden, med det hvide stakit i skjæv vinkel og med façaden mod nord – mod nord!

Hans blik fulgte elveskrænten – uryddige ras af jord og sten og høvelspaan, lange huse med skrøbelige trapperækker kravlende langs ydervæggen, barakke ved barakke, af disse med menneskevirvaret og den megen kvindeforvikling –; og saa nogle trær, skrantende furutrær med slidte, sortladne stammer mod slidt, sortladen jord, trær fra barnets Noasark; oplag af bord under gisne tag, en forladt grundmur og atter bord og planker og atter barakker og skjæve udhus. –

Præsten tog sin storbremmede hat af og strøg sin hvide smale pande med sin hvide smale haand.

Og i al denne tilfældighed leved menneskene 89deres alvorlige liv – deres ofte saa sørgelige, saa svage liv. –

Han stod lidt og saa did, hvor smaaskogen tumled frem og tog elvebredden i besiddelse. Saa gik han ind til sin medhjælpers hustru.

*

Da Amanda kom ind i kammerset og fortalte Tora, at præsten var ventende, syntes Tora, hun maatte gaa – straks. Men ligevel blev hun siddende, der hun sad – med hænderne i skjødet; og da hun hørte præsten komme ind hovedveien og ind i stuen, flytted hun ikke en finger og rørte ikke et lem.

Hun sad med hænderne i skjødet; af og til trængte der sig en liden jamring op gjennem brystet; men den naadde ikke frem. Af og til bevæged hun læberne; hjælp mig, kjære herre, sa læberne uden lyd.

Haaret var strøget stramt tilbage fra den blanke pande, og øinene syntes større end før. Læberne var store og tørre, og da præsten kom i døren, skilte de sig.

Præsten hilste og saa paa hende. Der var beskeden enkelhed over hendes skikkelse; nu, det burde han maaske ventet af en pige i Steens hus.

«Sæt Dem her hen ved bordet, vil De ikke?» sa præsten venlig; Tora saa ned i sit skjød.

Saa læned præsten sig frem mod hende 90over bordet. Et øieblik strøg de hvide hænder hinanden nervøst, og han begyndte at tale.

Madam Steen havde jo fortalt ham dette sørgelige – at synden atter havde vundet en seier. Og derfor var han idag kommet – ikke for at revse, Gud var den, som dømte; men for at tale til en betrængt søster.

Tora saa hurtig hen paa ham; hans stemme var meget mild.

Han vidste, hvad det var at være ung og at elske. Han vidste, at der for de arbeidende var mange fristelser og farer, og at maaske dette – dette lykkelige, som følger et kjærlighedsforhold, blev større, blev mere tillokkende, end naturligt var, fordi de arbeidendes liv jo ikke – jo ikke egentlig bød paa saa meget andet, der kunde lede tanke- og følelsesliv paa bedre, mer samfundsgavnlige veie.

Tora sad og saa paa ham; hendes øine var forundrede.

«Hvis De angrer, kjære ven,» sa præsten, «og jeg har forstaat det som ––

Tora saa atter ned og lagde hænderne tættere i fanget.

«Saa maa det jo bli en sag mellem Dem og vores alles Far, hvorledes De herefter bedst vil kunne sone for Deres synd.»

Det fyldte varmt under hendes sænkede øienlaag.

91«Og – og,» præsten blev famlende og misted ordene og kremted.

«Jeg har forstaat Deres værtinde saa,» sa han, «at den unge mand, som ivaar reiste ud i verden – at han er – ja, at han er –»

Rødmen jog over hendes ansigt. Præsten reiste sig.

«Jeg har allerede tilskrevet ham, kjære ven,» sa han hurtig og gik hen og lagde sin haand let paa Toras arm, «og jeg anser det som utvilsomt, at det kan bli ordnet.»

Han gik i værelset.

«Efter hvad jeg hører om ham, vil han ikke fragaa sin forpligtelse. Han har en bra mor. Men – men han kan vel neppe være tilbage saa snart?»

Det var begyndt at suse for Toras øre. Først langt borte som sum af et fint insekt en sommerkveld; saa nærmere som af en stor flue indved hodet, en hun slog efter og ikke blev kvit; og pludselig smeldte det til i stærk, skingrende dur, som braged mod hende. –

Præsten saa hende sige langsomt forover. – Men i det samme han rørte ved hende, kom hun til sig. Reiste sig og gik usikkert over gulvet til sengen. Der satte hun sig og læned hodet mod væggen og lukked øinene.

«De er daarlig.» Præsten stod uviss. «Stakkels ven,» sa han, strøg hendes haand, som hang over sengens fodstykke, og gik. –

92Da han en halvtimes tid efter stod uden for paa berget i det flommende solskin, saa han grundende ned for sig.

Havde han ikke hørt hende si et eneste ord?

*

Natten efter at præsten havde været hos hende, gik Tora hjem.

Hun pakked det lille, hun eied af tøi, ned i kisten og laaste. Kisten kunde de hente ved leilighed. Og hilsen og tak til Amanda skulde hun sende med budet. Paa bordet lagde hun indbrættet i avispapir det hun havde af penge. Saa aabned hun kammersvinduet. Hun vilde hjem.

Hun kløv op i karmen og heiste sig ned paa berget, som var lige under vinduet. Paa hoselæsten gik hun ned for berget; ved storveien tog hun støvlerne paa, og saa gik hun veien fremover, til hun var ved jernbanelinjen, der hun skulde over, og fik Brugsbyen bag sig og skogen foran.

Ikke en eneste gang snudde hun sig. –

Det var en stille, varm julinat. Ikke mørkt og ikke lyst. Paa kjøreveien laa støvet over grøftekantens græs og over porsens smaa tætte blade, der dusked sig mellem lyngtuerne. Tora gik paa veikanten, som løb nedtrampet og haard langs diget, saadd af fjorgammel furunaale 93og let for foden. Hun gik og saa ret frem for sig paa veien, som lyste som et bredt baand fremover furumoerne, og hun gik paa; nu vilde hun væk fra de fremmede, fra dem, som gik Amunds erend og vilde gjøre hende evig ulykkelig.

Da hun kom ind paa skogveien, som tog af til Vestbraaten og nabopladsene, pusted hun dybt.

Furu og gran stod lige indpaa; hun tog med haanden efter grenene, de smaa kviste gled gjennem fingrene og stak. Ved bækken bøied hun sig, fyldte vand i haanden og drak – holdt begge hænderne nedi og strøg haandfladerne vaade over ansigt og haar.

Ved den første myren satte hun sig og hvilte. Ind gjennem skogen laa halvmørket – hist og her hvidned det i en bjerkestamme, ellers kunde hun ikke skjelne trærne; men udover myren var det lysere, hun saa torven, som var hivd op, og diget, som gik bredt og brunt tvers gjennem hele myrlængden; sommesteds laa der som klatter af hvidt – det var myrulden, som stod i bunker mellem røslyng og stargræs. – Mens hun sad, hørte hun det tusle etsteds; hun holdt pusten og lydde – det smaarusled i lyngen, og en gren knak. Saa blev det stille igjen. Det havde vel været hare eller ræv. Kanske maar. Hun lagde hodet bagover og saa op; og mens hun sad slig 94og saa mod himlen, som var graa og jevn, og mod de nærmeste trætopperne, som ligned et sort spind, faldt det en lunken vanddraabe paa hendes pande og en til. Det begyndte at regne. Varmt og tyst, med smaa smeld mod ore- og bjerkebladene; da hun igjen gik fremover veien, saa hun en og anden draabestrime, som faldt; men stien var smal og skogen tæt, saa hun blev ikke vaad saa det gjorde noget. Det havde længe været tørke og opholdsveir, og eftersom væden naadde dem, begyndte bjerk og pors at dufte.

Da hun var ved le’et paa toppen af bakken, som bar ned mod Vestbraaten, skræmte hun en røi. Den bruste op lige ved veien; øh – øh – øh – snøvled den, rapt og bekymringsfuldt; øh –øh– øh – vared ungerne. Hørtes langt indover berget, længe.

Tora blev staaende med haanden paa lestolpen. Tro sauerne er ude, tænkte hun. Tro smaalammene er med. Og hun fik en svær længsel efter at stryge med hænderne i lammeulden, efter at sidde med en lamunge i fanget.

Veien ned mod Vestbraaten var stenet, og der var dybe render i den efter vand, som havde skaaret ud gule og gulbrune sandstrimer med løs sten, som trilled for foden. Hun gik langsommere og langsommere, og ved den sidste furustubben satte hun sig. Den stod yderst ved jordekanten – og jordet med stort potetesgræs 95laa nedenfor hende. Regnet havde git sig igjen, men potetesgræsset var lunkenvaadt, naar hun strøg det med haanden.

Nedenfor jordet laa husene; det begyndte at dages i øst, og en rad røde tagsten paa udhustaget søp lys til sig; stuen var, som den pleied; men Tora saa, at de havde faat fler kuber til bierne – tre stykker, som stod uden for kammersvinduet paa et hvidt, nyhøvlet bordbræt.

Indi kammerset sov de sagtens endda – faren og moren og veslegutten; og i kjøkkenet sov ungerne.

Hun blev siddende og tænke paa dem, som sov; og paa, at nu blev der en mund til at fø; og naar det led paa, to. Men hun skulde arbeide og gjøre ret for sig. Hun skulde slide og hænge i og saavist ikke holde sig for god til noget. Bare hun fik være.

Det blev lyst; solen randt ikke rød, som hun havde set den saa mangfoldige gange over Kjernaasen; men ligevel kom lyset sigende stærkere efterhvert, og hun saa tydelig hver ting paa gaarden; inde fra fjøsbingen gol hanen. Hun maatte smile; det var gammel-toppen, som gol; hun kjendte ham da!

Lidt efter skreg det i kjøkkendøren, og moren kom ud paa hellen og saa paa veiret, tog vasbøtten, som stod indved væggen, og gav sig ivei til brønden. Hun var barbent og havde 96kort graa stak og nattrøie. Haaret var flettet sammen i to smaafletter i nakken – det var rent hvidt ved ørene. Hun gik smaat og tungt. Hun var ikke andet end en gammel kjærring. Tora saa det og blev kjed. Hun havde ikke husket moren netop slig; mer som hun sad paa dørstokken om kvelden, helst om søndagen, flidd og med en unge ved brystet.

Hun reiste sig og gik ned mod huset og mødte moren, da hun kom bøiet og nedsegen med de fyldte bøtterne.

«Jeg ska bære for dig,» sa hun og tog bøtterne.

Birgitte Vestbraaten stod fælen.

«Men i herrens namn er det dig, som er ute og gaar,» sa hun, og hun slap ikke datteren med øinene.

I kjøkkenet satte hun og Tora sig paa hver sin krak og begyndte at smaasnakke; og efter som de snakked, vaagned barneflokken i de to sengbænker, reiste sig overende, gned sig i øinene med smaa svarte næver og stirred; tumled saa frem paa gulvet og stod og stirred. Til de yngste fik vide af de ældste, at det var søsteren, og vaaged sig nærmere. Tilslut helt nær og vilde ha noget. Men Tora havde ingenting til dem – de løste knyttet, hun havde baaret med sig, men fandt ikke andet end strømper og brystnaal og salmebog. Tora tog dem i fanget eller strøg dem over 97haaret; det var seks fra otteaarsalderen og nedover, og hun saa stor forandring paa dem alle.

«Saa du har begit fabriken da?» sa moren for anden gang.

«Ja, det ble’ slig daarlig fortjenst,» svarte Tora.

«Aaja – aaja,» Birgitte strøg hænderne over hinanden; men det forundrede laa i øinene.

«De’r vel mange om ‘et?» spurgte hun.

Tora nikked.

Men morens lyse, trætte øine gik opefter og nedefter datteren, og om lidt sa hun:

«End at du ble’ lei aat arbe’ saa hastigt da?» og stemmen spurgte.

Idetsamme kom faren; han havde ligget i kammerssengen og hørt paa dem.

«Guddagen,» sa han og gav Tora haanden, stilled sig op med ryggen mod peisen og stopped snadden. Tora syntes, han virred mindre med hodet end vanligt, og hun tænkte sit ved det. Han grunder, hvorfor jeg er kommet; det er det, han grunder paa, tænkte hun. Om lidt sa han:

«Du faar vel gi dig udfor igjen – du esler dig vel inte til aa stane hime?»

Tora svarte ikke. Tidsnok fik de vide det.

*

98Præsten drog selv til Vestbraaten.

Da han heller ikke fik svar paa sit andet brev, bestemte han sig til det. Det var mer end en forretningssag for ham, dette; det var en samvittighedssag, en æressag. Han havde allerede én gang i Brugsbyen oplevet, at en falden pige havde vægret sig for at gifte sig med barnets far – efterat han i aarevis havde arbeidet for at faa rede paa manden, og havde sat al sin evne ind paa at overbevise ham om pligt og ansvar. Sligt kunde ikke opleves to gange. Ikke af en sjælesørger. Det vilde han ikke haabe. –

Han gik hurtig, saa hurtig, som det ujevne jordsmon lod ham; og han gik foran manden, som fulgte ham gjennem skogen; paa hans snakkesalige spørgen svarte han kort eller ikke.

Om pigen vidste han, at hun var alvorlig og rettænkende. Det havde Steens hustru sagt ham. Og dette, at hun ikke var kommet til ham, det kunde bunde i sendrægtighed, i mangel paa fremfærd, i skyhed, – ja, i beskedenhed. Ogsaa det. –

Skogen stod rimet og dryssed hvidt over præstens hat og skuldre, og naar en gren strøg hans kind, lagde den en vaad strime efter sig paa den fine blege hud.

Imellem saa han op – og alt det sorte og hvide og brune og alt det falmede grønne 99stemte ham trist og øged hans længsel efter at naa frem. –

Det var i november, og i luften laa der kuldegysning; skyerne, som pakked sig sammen henne over skogranden, samled til den første sne, og de graa bergflader, som stak nakne frem hist og her mellem stammerne, havde som et udslet af sivaade mosedotter. Paa myrene laa et langt, grovt græs dødt og halvraaddent over tuerne, som bulmed op mellem brunlige vandpyss, og den eneste lyd, han hørte, var et stygt, iltert fugleskrig, som imellem skratted gjennem skogstilheden. Han var i det fremmede og likte det ikke. Han saa paa sit ur. Og han regned ud, at han, selv om han blev færdig med pigen paa mindre end én time, kunde han ikke være tilbage ved storveien, hvor giggen vented, før ved femtiden. –

Paa Vestbraaten var Tora og moren alene,da præsten kom. Tora pleied at gjemme sig paa loftet i denne tid, naar der kom fremmede tilgaards, og da hun nu saa to fremmedkarer ved leet, gik hun til loftstrappen. Men der blev hun staaende, for om hun skulde drage kjendsel paa dem, før hun gik op. Og saasnart præsten var i bakken, saa hun, hvem det var. Hun slap taget, hun havde i loftsstigen. Birgitte stod og ælted brøddeig ved peisen.

100«Mor, det er præsten,» sa Tora.

Birgitte Vestbraaten seg i knærne. Og mens hun i al hast fik sat trauget med deigen tilside og lagt dynen over og brettet trøieærmerne ned og strøget melet af sig, mumled hun uafladelig:

«Aa Gud trøste og berre vors, aa Gud trøste og berre –.»

For naar præsten selv kom lige ind i vilde fjeldet, da maatte det vel være nogentingen overhændigt. –

Hun tog den mindste af vuggen og havde ham paa armen, da præsten kom – hun syntes, det var lettere da. Og da præsten og Tora gik ind i stuekammerset, som var koldt og uhøfset, fulgte hun efter med et glas melk, som hun satte paa bordet ved præsten; henne ved døren blev hun staaende og høre paa det, han havde at si Tora. – Sig imellem havde hun og Tora ikke nævnt noget; men at Tora var med barn, det stod nok ikke til at skjule for nogen mer. Og til den ældste jentungen havde Tora sagt et og andet, saa de skjønte, det var en bykar og en, det ikke var større at staa efter. Men Birgitte havde tænkt, at det blev vel en raad – –

Nu kom præsten og bød Tora lysning førstkommende søndag. Gutten var villig, sa præsten. Han vented ikke paa andet end at komme til Vestbraaten og tale med Tora, sa præsten.

101Birgitte graat i forklædet.

Men op mod væggen, der præsten sad i sofabænken, stod Tora. Det var ikke andet at se paa hende, end at hun blev mer rød over ansigtet, eftersom præsten talte. Hun svarte ikke med et ord; men da præsten slutted og sa: «Saa lyser jeg for Dem paa søndag,» rysted hun paa hodet.

«Tora,» hvisked moren, «besinde dig!»

Ude i kjøkkenet larmed det med træsko. Det var smaasøskendene, som havde set de fremmede, fra der de gik og sanked kvist, og nu kom de. Døren til stuen gled paa gløtt, og ansigterne skifted i sprækken.

«D’er ikke noe aa besinde sig paa,» svarte Tora.

Præsten reiste sig, gik hen til hende, tog hendes haand og holdt den mellem begge sine:

«Det er ét, du maa betænke foran alt andet,» sa han – saa stansed han og saa mod døren, hvor sprækken var blet stor og havde sluppet to gjennem, som nu hang i Birgittes skjørt. Han slap Toras haand.

«Kanske De vil lade hende og mig være alene et øieblik,» sa præsten.

Birgitte skyssed de smaa foran sig ud; selv stansed hun med haanden paa dørklinken.

«Han er kansje en flinkanes gut?» spurgte hun hviskende med bønlige øine paa præsten.

Præsten strøg sig over ansigtet.

102«Han er stor og arbeidsfør,» sa han, «stor og arbeidsfør. Med en ærlig vilje, saavidt jeg har forstaat. De kommer ikke til at ligge nogen til byrde,» han vendte sig mod Tora, «her er nok, ser jeg.»

Birgitte stak forklædesnippen i munden, strøg sig med den over ansigtet, som var blankt af sved.

«Ja, Gud bedre,» sa hun, «og han er skral, manden – han er inte det, han var. Du faar huse paa far, Tora,» hun begyndte at smaagraate og gik stille ud og lukked døren efter sig. –

Præsten havde talt længe, alvorlig og mildt.

Han havde faat Tora til at sætte sig ved siden af ham paa bænken.

Han sa:

«Og du vil ikke gjøre det lille levende væsen farløst,» og han sa, «det blir bedre, naar du imorgen faar talt med Amund.»

Han sa du til hende, fordi han følte hendes hjælpeløshed, og han strøg hendes haand, som en far vilde stryge sin datters haand.

Tora trak haanden til sig:

«Je’ blir saa ilde ved, bare jeg tænker paa’n,» mumled hun.

Præsten reiste sig. Noget indi ham op rørte sig. Han gik i det lille rum. Skrøbeligere end halm – skrøbeligere end halm, sa det indi ham. Det var hans medhjælpers ord 103om de kvinder, hvis tanke først vaagner, naar den onde gjerning bærer syndens frugt. –

Men som han gik, blev det atter stille i ham. Hun havde ikke negtet at se sit barns far; tvertimod. Intet havde hun negtet. Og hendes stemme var sagtmodig.

«Farvel, Tora,» sa han, «saa hører jeg fra dig. Gud styrke og lede dig.»

«Tak,» sa hun og lagde sin store haand i hans som en ting, der ikke hørte hende til.

Ude i kjøkkenet takked ogsaa konen præsten:

«Præsten faar ha saa mangfoldig tak,» sa hun – «det blir nok, som præsten vil, naar jentungen faar besinda sig. Hu’ har vaagt hos en ta kuerne inat, saa hu’ er som lidt ugrei.»

Hun fulgte efter præsten helt ud og bad med øinene om godt for datteren.

Inde i stuen stod Tora og saa de to mænd gaa op for bakken. Det var begyndt at sne; sneyren drev med stærk vind; og øverst ved grinden saa de to fremmedkarer ud som skyggen af noget levende, skogen tog.

Hendes hjerte slog, saa hun kjendte det som en kvælning i halsen.

*

Inderst i sengbænken laa hun. Indved hende laa den ældste søsteren og nede ved fodenden de to mindste gutterne. Alle tre sov, 104og i søvne trak søsteren i tæppet, som var knapt, og vilde ha det til sig. Tora holdt igjen med den ene haand.

Det var koldt i rummet, og vindstødene kom med kraft ned skorstenen og hev sig mod peisespjældet, der gav sig med en lyd af menneskeynk. Sommetider klasked en skyl vaad sne mod ruden, saa hun hørte glasset dirre.

Hun laa vaagen, laa paa ryggen med aabne øine; af og til strøg hun sveden af panden, og af og til tog hun taarerne nedenfor næsen med haandbagen. Læberne bevæged sig imellem.

Imorgen kom Amund. Saa nu var der nok ingen hjælp mer. Men ret som det var, folded hun ligevel hænderne og bad:

«Hjælp mig, kjære fader, hjælp mig.»

For saa stor synd havde hun ikke tænkt at begaa som at gifte sig med en som Amund. Det maatte Gud i himlen vide; det havde hun ikke. Hun havde ikke villet ha nogen anden end Ola. Naar hun tænkte paa Amund, da frøs og skalv hun; men naar hun tænkte paa Ola, randt taarerne varme ned gjennem ansigtet.

«Du har syndet mod Guds eget bud,» havde præsten skrevet i brevet. «Men Gud har tilgivelse for dig.»

Ja, hun havde syndet. Hun havde været i en stor vildelse og havde ladet Amund faa 105sin vilje. Men om tilgivelse havde hun bedt. Ja, hver dag. Og hun vilde ikke synde mer.

«Gud i himlen se ned til mig, jeg vil ikke,» sa læberne.

Hun havde trodd, at han havde tilgit hende. Men nu vidste hun ikke –.

Da smaaruderne borte paa væggen blev graa og synlige, laa hun lige vaagen som om kvelden, da den sidste glo paa peisen slukned. Det havde tat af med vinden, og det snedde ikke mer. Men bakken var hvid. –

Nu var det dag, og Amund kom.

Det jamred inde i brystet og vilde frem. Hun reiste sig tungt og besværlig i sengen, blev siddende med tomme øine, mens overkroppen vugged frem og tilbage; fra halsen kom der lyd af et lidet skrig, som ikke naadde længer.

*

Da Siver Vestbraaten kom hjem til middagen, sad der en fremmedkar i kjøkkenet. Det var vel kjæresten, kunde han tænke.

Konen havde sat frem mad for ham, og nu gik hun og stelte og smaasnakked om veiret, og ret som det var gløtted hun paa døren og saa efter Tora, som var gaat til Braaten med væren. Men nu skulde hun være her hver stund. –

106Siver spiste sammen med Amund. Ingen af dem sa stort; men fra siden saa Siver paa den anden mellem hver mundfuld, han tog; han var svær over ryggen, og digre næver havde han. Men i panden stod haaret som manen paa en unghest. –

Da Siver havde læst fra bordet, spurgte han, om karen kunde ha lyst til at se folungen. Det havde han.

*

Siden da Siver gik tilskogs, samled han paa det, karen havde sagt om folungen. Og paa det, andre havde sagt, og paa det, han selv havde tænkt og gjort.

I juli maaned havde mærren føllet. Men saa stor var folen af vækst, at det var dem, som tog den for en halvaaring. Det havde han igjen for foderet, han kjøbte. Dyrt var det, men vel kom det med. Ingen skulde si, at mærren havde lidt nød san. –

Han hiksted en liden kort latter, der han gik skoglængs med øksen over nakken.

Det var nok inte en og hver, som var fora som mærren paa Vestbraaten, ikke! Staat havde hun, og trind og blank i haarlaget var hun blet, og forstandig og fint havde han kjørt med hende til enhver tid, og god behandling havde hun faat, saalænge hun gik foletung – bare ruslet saa smaat med vedlas og sligt. Ja, ungerne og kjærringen og han, 107de havde været som én om at stelle hende fint, og da hun fik folekrypen den syttendes juli, var den mindste jentungen rent som ustyrendes af glæde. Han huste det da!

Siver virred med hodet.

Om det saa var Gammel-Hans Braaten, saa havde han ikke set mage til folunge der paa trakten.

Men sku’ en ikke stelle pent med dyra? Det havde en igjen for! –

Han var ved kjernet, der han havde sin hugst, og han satte øksen i stokken, han netop havde fældt, og vrængte jakken af sig. Da saa han noget.

Han løfted haanden og skygged for øinene.

Der var fodefar paa kjernet. Spor efter et menneske henover kjernet. De var gaat i ny sneen, og vandet stod svart i dem; i en ret rad gik de, bort mod bækkeoset. Paa den anden side oset – –?

Paa den anden side oset var der ikke noget spor.

Han gik de skridt, som var ned til kjernet. Bøied sig og saa paa sporene. Retted sig og saa udover. Oset var ikke langt fra der, han stod; vandet gurgled saa smaat i strømmen fra bækken og skar sig i runding ud i kjernisen. Did gik faret – jevnt og i lige rad. –

Siver virred med hodet; han skalv paa hænderne.

108Kjernet laa hvidt, og skogen stod omkring; og der var ikke andet end det ene svarte at se – menneskesporet fra tømmerveien og ud til bækkeoset.

Men naar sporet ikke gik tilbage – og ikke fremefter omkring oset –?

Nu skalv han over hele kroppen.

«Herre miskunde dig!» sa han høit.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.