Lil-Anna og andre

av Nini Roll Anker

Fia

3Brugsbyen laa i en kløft, ærlig talt. Dybt nede brød elven sig frem, strid i løbet og med tre fald, som sang op om sine hestekræfter og tog al anden lyd. Og ved hvert fald laa et brug.

Fra elven steg fjeldet tilveirs paa begge sider, klædt af huse, smaa haver, indgjærdinger og granskog. Husene sad som paa huk og keg over til hverandre, de havde alle sit eget ansigt, ligesom de leved sit eget liv. Om morgenen blinked og lo det i alle vinduer i vestsiden af aasen – naar det var blankt veir da – og de røde husvægge gotted sig over al den graa skygge, som laa og krøb i Østaasen. Men naar kvelden kom, tog ruderne i hvert eneste hus i Østaasen paa at tindre, og folket paa den anden side gik ud foran husvæggen, skjærmed sig for øinene og sa: det er svært saa han brænder i Østaasen i kveld. Hver holdt paa sin sol, som ret var – og var de unge piger fra den anden side over i Vestaasen en søndag, fik de som en uro over sig, 4naar kveldsolen leged i ruderne derhjemme. Og naar solen om vaaren ret flød over Vestaasen, ved den tid folk dér gik til arbeide, da tog jenterne hverandre under armen, svinged med madspandene og mente, det vel blev snøt nok de kom sig op i retten tid de der over i mørket.

Men øverst oppe, hvor aasryggene spriked fra hverandre og gled henimod storskogen, der laa kirken og præstegaarden; og der gik solen rundt hele dagen og skinned idel velsignelse over den nye kirke og den nye præst.

Det var først i det allersidste Brugsbyen havde faat de standspersoner, som kunde hævde den i udenverdenens øine som det, den forlængst i egne var: et samfund. Det kunde være bra nok som det havde været – Brugsbyen havde forlængst sin folkevalgte øvrighed blandt de gamle arbeidere – der var mænd blandt dem, som kunde huske, da sagen ved Midtfossen blev bygget; – men gammel sæd og skik i ære saa er det alligevel rart med det indviede præsteøie; det har som en slags kraft til at lyse en befolkning i kuld og kjøn. Og de gamle arbeidere stod tilside i veien og blotted hodet, naar den nye præst med præstefruen passerte dem.

*

Det var en aften i begyndelsen af mai, og solen stod lavt mellem træstammerne oppe i 5randen af Vestaasen. Paa stien, som bar opover, gik to folk, en gut og en pige. Kveldsolens rødlige skin laa over de meget unge ansigter, og til hendes haar bragte den strimer og striber af guld, hver gang hun kom ud af træskyggen. Han bar bøsse, og de gik hurtig uden at tale sammen; naar hun imellem blev staaende kortpustet med hænderne i siden og ansigtet vendt mod dalen, skynded han paa.

«Naa faar du komme, Fia, det lir med tiden.»

Oppe paa aasranden stansed han og vented paa hende, og da hun kom op til ham, lagde han sin ledige arm om hendes hals og pegte med bøssen:

«Der ser du posten – den store stenen, den største bortenom træstubben.»

Hun lagde hodet bagover mod hans arm, og aandedrættet gik hurtig over de halvaabne læber; han bøied sig og kyssed dem.

«Naa faar vi gaa,»sa han og blev staaende og kyssed hende.

Hun slog pludselig hænderne for ansigtet.

«End om præstefruen saa mig, Anton –»

Han tog armen til sig og saa uvillig paa hende.

«Jeg tror, du er blet tomsete, siden du kom til præstens –»

Men da han begyndte at gaa foran hende, hang hun sig om hans hals bagfra og hvisked:

6«Inte vær vild paa mig, Anton, inte vær vild paa mig sidste kvelden.»

Da de kom frem til stenen, som var stor og mosgroet og sprukken med en tust af en furu, som stred for livet i sprækken, svang han sig op og sa:

«Akkurat der du staar naa, Fia, stod jeg ifjor, det var endda den søndagskvelden vi var blet usams for den konjakkens skyld du huser, og som jeg staar og venter, kommer e’ rugde som et lyn fra himlen, og etter den kom det e’ til, og begge saa slaar dem ner borte ved stubben der, før jeg faar samlet mig; og der blev dem liggende, og vingerne spraked, og dem slog med nebbet og gjorde et pistrande, som var likt til ingenting, og dem var saa yre, at dem la mærke til ingenting, før dem var skjøtne. Jeg stod akkurat der du staar naa –»

«Du skjønner, det var paring,» lagde han til.

«Du skulde ikke ha skjøte dem, Anton,» sa hun, «det var synd.»

«Synd,» han sprang ned af stenen – «jeg fik fire kroner for dem i byen. Du er e’ jaale, Fia.»

Saa sa han, at det kunde ikke nytte at begynde at vente rugden, før solen var nede, men da mente hun, at han kunde ladet hende gaa i fred i bratteste bakken, naar det ingen hast havde. De satte sig ned med ryggen til stenen, trætted og kyssed hverandre.

7«Du er ‘nte saa vakker, Fia, men du er saa litten og fin og spæd og ligesom af et andet slag, og derfor er det bra du er kommet til præsten.»

Fia svarte ikke, men hun sad med hodet mod hans skulder og saa uden afladelse op i det fregnede unggutansigt.

«Men du maa ‘nte glemme mig, Fia, du maa love du inte vil glemme mig –»

Han trykked hende ind til sig med armen, som laa om hendes liv, og hun loved og loved.

«Aldrig, nei aldrig i verden, Anton.»

Og hun fik taarer i øinene ved tanken, og hun gjemte sig ind til ham. Han holdt hende tæt og beskyttende, og han lagde hodet ned mod hendes og svor i sit sind paa, at hun var litten og fin og spæd og skulde ikke komme til noget ondt.

Men solen gik ned, og maaltrosten sang, saa det var et under den ikke tumled ned af granspiret, og Antons kind kom alt nærmere Fias, og Antons mund kom helt ind til Fias og blev der.

Den første rugde trak over skogbrynet, lydløs som en skygge gled dens flugt over de to, og dens kaldende «grr, grr, pst, pst» lød og blev borte over aasranden.

«Vil du inte gi mig pantet paa din kjærlighed, Fia – ikveld det er sidste kvelden?»

Han holdt fast om hende. Men hun stemte begge hænder mod hans bryst, kom løs og lagde sig overende i lyngen og graat.

8«Aa fy dig, Anton – aa fy dig!» – hun graat stærkere og famled efter lommen.

Anton svælged, satte huen, som var faldt af, paa, og reiste sig.

«Nei-nei, jeg mente bare som saa, at du holdte af mig, men jeg skal inte gaa dig for nær hverken nu eller siden – du blir snart nok kvit mig, Fia –»

Han var tyk i mælet og kunde ikke straks faa tag i bøssen, som laa paa stenen.

Hele Fias legeme, som ikke var meget, skalv nu af graat, og haanden rev efter lommen, den ikke kunde finde.

Anton stilled sig op paa den anden side af stenen, han holdt bøssen parat, og han stirred op i luften med lyse, uklare øine. Han skulde fan hakke mig gjøre ved den første fjær, som viste sig paa himlen. –

Men eftersom han stod, blev øinene klarere, hjertet hamred mindre overlydt og der kom ingen rugde; maaltrosten blev søvnig i afbrudte pip og stilned af. Fias graat var tilslut alene om al lyd, den hiksted i tunge hup og fyldte den vide verden. –

Anton slængte bøssen i lyngen og gik hen til hende.

«Fia», hvisked han og kasted sig ned ved siden af hende. «Fia, se paa mig da vel.»

Fia gjorde det, og graaten tog af.

«Har jeg nogenstid gjort dig noget vondt 9da, Fia, sig om jeg nogenstid har gjort dig noget vondt – jeg spørte jo bare jo –»

Hun overvældedes af hans mandsrøst og hans alvor og af erindringen om svundne dages velgjerninger, og hun maatte atter ind til ham med gjemt ansigt.

«Du har aldrig gjort mig andet end godt, du Anton – alt det gode jeg har havt, siden dem døde, det er vel du som har gjort mig det, Anton – og jeg kan aldrig engang forstaa, aasdan det skal gaa mig, naar du er vække, Anton –»

Anton kunde heller ikke forstaa det. Men han fortalte hende, hvordan det skulde blive, naar han havde far’t og tjent penge og kom hjem, og Fia blev blank i øinene og sad i hans fang med armene om hans hals.

Rugden kom tilbage over aasranden, lydløst gled dens skygge over de to, og den kaldte paa hunnen, sænked sig over skogbrynet og blev borte.

«Da skal du faa ring, Fia, og da er du min, Fia –»

Hun lo og gysed og tænkte paa præstefruen og blev kold og varm igjen og tog tættere tag om hans hals.

«Bare du kommer igjen, Anton,» sagde hun, men hun tvilte ikke. For de vidste begge, at det var ikke andet end døden, som kunde komme mellem dem.

10Men da de gik nedover stien med armene om hverandre, sad der ligevel som et nag inde i guttens sind; – det gnaved sig til et saar i hans mandsfølelse; for Fia var hans første kjæreste.

*

Fia tjente hos præstefolket i seksten aar. Og i al den tid tænkte hun ikke andet, end at det var for det snare hun tjente hos præstens.

Det kom af, at Fias sind var af denslags, som ikke lader sig forvandle tilbunds; inde bag det tætknappede sorte kjoleliv sad pligtfølelsen og ærgjerrigheden og viljen til det rette; og disse tre formed Fia til en ulastelig tjenerinde i seksten aar. Men indenfor pligtfølelsen og ærgjerrigheden sad haabet. I vaagen tilstand vilde Fia ikke have noget med det at gjøre; men om natten sov hun i dets arme, og om vaaren maatte hun kjæmpe med det, naar hun trilled barnevogn ned gjennem Vestaasen og mødte brugets gutter, som hun ikke mer kjendte.

Da hun havde tjent hos præstens i to aar, misted hun Anton; alt i det første aar holdt brevene op, og i det andet omkom han ikke paa sjøen og døde ikke paa hospital i Rio, men gifted sig med en pige fra Vestlandet. Netop som han gjorde det, og Fia fik vished for det og blev som tummelumsk i hodet og nede i benene, fødte præstefruen tvillinger. Fia og præsten maatte stelle med hende og dem nat 11og dag i ugevis, og tilslut spiste Fia sammen med præsten inde ved bordet – af idel nattevaag og forstyrrelse var det som de glemte, at de var husbond og tjener. – Og skjønt der hele tiden sad som en svie inde i Fias bryst over det, som var hændt, saa var der ogsaa plads til selvfølelse derinde; for Fia var i en betroet stilling, og hun havde mistet Anton, men hun havde bevaret sin dyd. Dette gik alt stærkere op for hende.

Desuden havde hun i disse første aar et lidet anneks, hvor hun virked paa egen haand, og hvor hun omsatte alt, det hun hørte og lærte i præstegaarden. –

I det halve aar før Fia kom til præstens, havde Olga tjent der; og Olga var Fias søskendebarn, saa Fia havde præstefruens samtykke til at besøge hende; præstefruen tænkte, at det var muligt, at Fias stille væsen kunde virke paa den faldne pige; men paa gjenbesøg i præstegaarden maatte Olga ikke komme, det kunde Fia nok indse, at hun ikke maatte – efter hvad hun havde bragt over præstefolket. I det lille nymalede pigekammers i den nye feltseng havde hun født barnet; – præstefruen græd endnu af harme ved tanken; kunde hun ikke gaat de par skridt over til klokkerens, som havde skaffet hende tjenesten? –

Hver frisøndag gik Fia til Olga og talte om religion og ægteskab og kjærlighed og hvad 12hun ellers forstod sig paa; ogsaa om sin sorg. – Og med Olgas begreber forøvrigt bar hun over og berigtiged dem mildt og sa: nei, kjærligheden er ikke saan, Olga; men naar Olga snakked om det, hun forstod sig paa – om barnestel og arbeidet paa sagen og teaterstykker, da lytted Fia; for der var noget oprørsk og stærkt og tænkende over Olga, som det lille haab, der sad allerinderst i Fias bryst, imellem henfaldt til og tog næring af. Naar det gjaldt teaterstykkerne, som Olga gik veien, saa lang den var, til byen for at se om lørdagsaftenerne, saa sad Fia og stræbte imod – indvendig, og sa til sig selv – indvendig: jeg kan altids høre paa, men jeg bryr mig ikke om ‘et. Men naar Olga satte ungen fra sig i Fias fang for at have armene fri mod slutten af stykket, da gysed og grøssed Fia, og det lille haab blaffed mod den tid, det skulde se skuespil.

Indtil der hændte noget, som gjorde slut paa venskabet og præstefruens samtykke; ikke saa, at ikke Fia gik til Olga ogsaa i de aar, som nu kom, naar hun blev buden – til kaffe den femtende marts, som var guttens fødselsdag (det var nu ingen dag at feire, men stakkars Olga), og til kaffe den tyvende september, som var Olgas. Men hun gik did bare som en almindelig besøgende og talte ikke uden om ting i sin almindelighed ud fra den afstand, der var mellem præstegaarden og Olgas kvist.

13Dette var det, som hændte:

Præsten havde ikke ladet hvile sidde paa sig, før han havde faat overbevist ham, som var far til barnet, at han skulde ægte Olga; Fia vidste bedst, hvad præsten havde gjort, fem gange havde gutten været paa kontoret hos ham og fruen. Og da tre aar var gaat, kom præsten med ham til Olga og sa, at nu var han villig. Men Olga. Hun reiste sig mod præsten og sa: «Det blev daarlig affær for mig at gifte mig med en, som tjener snøt saa meget som jeg sjel. Naa har jeg strid over det værste alene, og naa har jeg berget ungen for fattigvæsenet og andet ondt, og naa gir jeg skidt med kanel paa ‘n.»

Ord til andet havde hun svaret præsten saa, det var hvad han fik igjen for sit stræv. – Fia gryssed og grøssed, da præstefruen fortalte det, og næste frisøndag sad Fia i bedehuset om aftenen; for naar en falden pige kan blive gift kone og ikke vil, da faar det være slut.

Men fra nu af gik Fia for alvor ombord til præstefolket. Det begyndte med, at hun fortalte præstefruen om Anton og det; og præstefruen blev rørt og græd med hende og betroed hende, at hun skulde have smaa til jul. Ja, alt i huset delte Fia nu med præstefruen undtagen barselsengene. Dem delte hun med præsten.

14Der kom en stor gut til jul – julen derefter kom der atter en stor gut, men næste høst kom der en liden pige. Da sad præsten ude i kjøkkenet hos Fia, mens det stod paa, og glemte, at de var husbond og tjener. Han spurgte Fia, hvad Vorherre kunde mene med alle disse børn; han maatte jo vide, at han, præsten, ikke kunde forsørge dem. Og han fortalte Fia om sine indkomster og sine veksler og sin sorger, indtil Fia maatte trøste ham og give ham et glas melk. – Men under denne fortrolighed retted Fia sig og blev præstelig over haar og ansigt.

Efter aftensbordet og opvasken sad hun imellem inde med sit hekletøi og hørte paa høitlæsning, og efter læsningen blev der tilslut flere ting, hun og præstens ikke kunde forstaa sammen – hvorfor de aldrig blev forflyttet for eksempel – hvorfor den rette kjærlighed var saa sjelden i Brugsbyen, og hvorfor der dansedes i afholdslokalet. – Stille og værdigt udtalte Fia sig, naar hun blev spurgt – hun havde mistet Anton, men hun havde beholdt sin dyd, og den var hendes væsens pille; og det lille haab krøb meget langt ind i disse aar og sovned.

Fia blev medlem af præstefruens egen kvindemission, og hun førte bog paa den aarlige basar i bedehuset. Men i missionen og paa bedehuset traf Fia mange bedrestillede 15kvinder, som hun trygt kunde tale med; og dem fortalte hun, hvor vanskeligt det mangen gang er for en fattig pige at bevare sig. Fia mente sig selv, men hun sa ikke «jeg», hun sa: «jeg har kjendt en pige,» og saa fortalte hun om Anton og hans troløshed, mens hun blev tør i struben og hed i kinderne. Og hvis der skede nogen forandring med Fia i disse aar, som ikke kom fra præstens, saa var det denne, at hun altid oftere maatte fortælle om pigen, som hun havde kjendt, og at historien altid blev sørgeligere og kinderne hedere, eftersom tiden led. –

Da Fia havde tjent hos præsten i seksten aar, reiste præstefruen til Kristiania og kom hjem igjen. Fia bar hendes kuffert paa loftet, og paa bunden af den øverste skuf fandt hun et teaterprogram. Det var ikke meget i sig selv: et stykke papir med teatrets navn og stykkets navn og de spillendes navne. Fia havde set mange af den slags i Olgas kommode. Men alligevel blev Fia nu tummelumsk i hodet og nede i benene som engang for mange aar siden, da hun misted det, hun dengang havde.

Hun satte sig paa gulvet ved siden af kufferten og bredte papiret udover sit fang; længe sad hun og stirred dumt paa det med de blaa øine som havde faat smaa rynker om sig; hun blev rødplettet i ansigtet og sved inde i hænderne, og hun følte, at skibet, hun var gaat 16ombord i, var ved at synke. Det usle papiret gjorde det. For nu vidste hun, at af alle var hun, Fia, den eneste, som livet ikke havde undt saameget som en teaterbillet hidtils.

Noget inde i brystet hvælved paa sig; det var det lille haab, som kom foran, og alt det andet som stupte bagover.

Da Fia kom nedaf loftstrappen og mødte præstefruen, saa hun hende ikke i øinene, og da præstefruen sa en munter ting, lo hun ikke.

Nogle dage efter dette blev Fia buden i konfirmation til Olga og gik. Olgas gut blev konfirmeret og svarte godt for sig paa gulvet; og da Fia kom til Olgas logi, var flere mennesker samlet der. Olga gik selv stor og sved om og skjænked kaffe, og gutten sad i stive klæder midt mellem to gamle overøvrigheder fra bruget og førte koppen til munden med røde, skjælvende hænder. Hvergang Olga gik forbi bag stolen hans, kom hun nær ham som af vanvare, snart ved nakken, snart skulderen; og naar gutten vred paa sig, lo hun; for han var ikke saa voksen, som klæderne var store til. Og de gamle nikked billigende og lukked øinene og begrov det, som havde været, og aabned øinene og saa paa Olga og lod hende vederfares retfærdighed som det arbeidsmenneske hun var – som folkevalgt øvrigheds skik er i den slags sager.

Da Fia kom, blev hun placeret ved bordet; 17men hun førte ikke ordet, som hun pleied det, i al eftertrykkelig beskedenhed; hun forsynte sig ikke engang med sukker.

«Det er svært saa bortkommen du er idag, Fia,» sagde Olga – «du faar tage dig frem selv, den som inte tar sig tilrette, han faar ingenting her i verden – jeg vil se paa den, som gir ‘n nogenting.»

Efter denne udtalelse blev det værre med Fia, og hun havde ondt for at svælge kaffen; men eftersom hun sad og tænkte paa, at hun aldrig kunde tænkt sig, at det var andet end for det snare, hun tjente hos præsten, og at hun aldrig kunde tænkt sig, at hun var fyldte fem og tredive aar, flytted hun sig nærmere ind til Olga, som nu sad glad og rød og drak meget kaffe. Og Olga lagde sin haand paa Fias knæ, for hun var af dem, som var let at slippe og let at tage igjen.

Da kaffen var drukket og kanden tom, flytted selskabet hen til vinduet, hvor de kunde se over i Østaasen. – En af konerne bad Fia spille guitar og synge – det gjorde hun ofte i embeds medfør, naar hun var ude til kaffe – og Olga tog guitaren ned fra skabet, og Olgas gut stilled sig opad væggen og aabned munden for at høre bedre; hans alvorlige, konfirmerte øine hang ved Fias lille skikkelse, og der gik et ryk gjennem de sorte klæder, da den spæde stemme begyndte sin sang:

18Naar igjennem ødemarken
tungt henslæbes dine fjed,
da som duen søgte arken,
søger tanken kjendte sted – –
barndomshjem, elskte barndomshjem,
         aldrig jeg forglemmer dig,
         elskte barndomshjem!
– – – – – – – – –

Fias stemme gik langt ud i sidste tone, skalv og blev borte, og Fias læber skalv, og hun sang ikke mer.

Over i Østaasen begyndte vinduerne at tindre som i brand, ud af fjeldet sprang saa det ene og saa det andet røde glimt i solnedgangen, og snart laa de der hus ved hus og ikke et eneste havde skygge og blev glemt. – Da Fia reiste sig og vilde gaa, før laget var slut, forundred de sig, men sa ingenting; Olga fulgte hende til udenfor huset, skjærmed med haanden for øinene og sa:

«Se saa solen brænder i Østaasen i kveld, Fia – jeg er glad jeg fik leve denne dagen.»

Fia gik. Søndagsgutterne, som hun mødte i veien og ikke kjendte, steg tilside for hende og tog mundspillet væk fra læberne, mens hun passerte – de vidste, det var Præste-Fia; og fabrikpigerne, som drev nedefter veiene arm i arm i lange rækker, nikked, men stansed hende ikke. – Hun husked, hvor stien tog af opover i Vestaasen, og hun gik den hurtig og blev ikke kortpusten som dengang, for nu var legemet 19blet stærkt i arbeide. Da hun kom frem til stenen, var hun alligevel blet varm, og hun tog hatten af sig og lagde den ved siden af sig. Og hun læned sig op mod stenen og stod ganske stille.

Over hende sad i den høieste trætop en maaltrost og sang; den gabte og dirred, saa grankvisten skalv, og naar den høie tone kom, dirred brystet stærkere og granspiret svang. Saa tied den, lagde hodet paa skakke og lytted; og lidt efter lidt tied den mer og sang den mindre, indtil den saa ret tilveirs, tog en lyd, som ikke var tone, og fløi. Da var solen helt nede.

Og da havde Fia tænkt alt igjennem fra begyndelsen af indtil nu og kunde ikke huske, at livet havde havt et ord at sige hende, siden hun sidst stod ved stenen – for seksten aar siden i mai. Alt hun havde tænkt og gjort og sagt i barnekammer og kjøkken, i stue og i bedehus, hos Olga og hos andre, drog forbi hendes hjerte, og det vilde ikke kjendes ved noget af det. Det er præstens, sa hjertet, det er præstefruens – og det er Olgas, sa kanske hjertet. Men intet er mit undtagen et lidet haab.

Fia strøg haaret fra panden og taarer fra øinene og tog hatten og vilde gaa lige hjem og sige dem det – for saa fattig var hun ikke, at hun ikke havde et haab og turde staa ved 20det. – Da kom som en skygge af en levende bevægelse mellem hende og den sidste solrødme i vest; hun saa op med rædde øine – lige mod hende, lige over hendes hode, lige ind i skogtykket bag hende gled en fugl, lynsnart, og stilt og som høit over dens vinger lød dens egen kalden – lyst bedende og dybt bedrøvet, som rugdens røst er.

Det er rugden – sa Fia; hun folded hænderne og saa efter den; og ved siden af alt det andet begyndte hun at gruble over, at der skulde være rugder nu og ingen for seksten aar siden.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lil-Anna og andre

Samlingen Lil-Anna og andre kom ut i 1906 og består av sju noveller.

Novellene skildrer arbeideres og spesielt arbeiderkvinners liv, utfordringer, gleder og sorger. Temaer som kvinnesyn, kvinners rettigheter, arbeiderliv, vennskap, kjærlighet, skuffelser og kjærlighetssorg går igjen i samlingen.

Anker tok utgangspunkt i arbeidermiljøet rundt hennes families eiendommer i Østfold, og handlingen i novellene finner sted i og rundt Tistedalen, som i novellesamlingen kalles «Brugsbyen».

Les mer..

Om Nini Roll Anker

Nini Roll Anker var en produktiv forfatter. Allerede i 1898 ga hun ut romanen I blinde (under psevdonymet Jo Nein), men den egentlige debuten kom først i 1906 med novellesamlingen Lil-Anna og andre. I løpet av de neste tiårene skrev hun hele 18 romaner (noen av dem under psevdonymet Kåre P.), tre novellesamlinger, fire skuespill og en erindringsbok (Min venn Sigrid Undset, utgitt posthumt i 1946).

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.