Venner

217«Det er atalt at gaa i gravøl,
naar en blir før gammal.»

Gammel-Ola laa i kisten og Gammel-Hans gik efter. Veien var daarlig, hvor den ikke stykkevis fulgte tømmerdriften, og to mand støtted slæden; det var vinterveien til Stenbraaten, og den var ikke kjørt efter sidste snefald før nu. – Over skogen laa sneen svær; den tynged smaagranen ned og veied mægtig paa de store trærs grene – og sten kupled sig bag tue og tue bag sten under dens jevne dække, saalangt øiet kunde se ind mellem stammerne.

Men Gammel-Hans saa ikke did. Han holdt sig nær slæden, hvor kisten stod surret med reb og vidjer, og han holdt blikket paa den. Der var ingen i følget, som talte til ham, for hørselen var det blit daarligt med, siden Gammel-Ola fór – saa daarligt, at det var knapt en menneskelig røst kunde naa ind til Hans Braaten nu. – Og om de havde talt 218til ham, og om han havde hørt dem – saa havde han ligevel intet havt at sige dem.

Han gik og tænkte.

– De fattige i aanden skulle se Gud – tænkte han. – Da ser Gammel-Ola ham, da ser han ham tydeligere for hver stund, som gaar! –

Og han forsøgte at udgrunde dette med Ola Stenbraaten og Vorherre i himlen; og han tænkte, saa han sveded haardt indenfor de tunge klær og uldskjærfet.

De havde havt sig mangen fundering over bibelens materier, han og Gammel-Ola; og han havde forelagt Ola tit og ofte, at det forholdt sig nok ikke i ét og alt, som det stod skrevet, det havde nok ikke sin rigtighed i ét og alt, ikke. Ikke saa at han vilde fornegte det, som stod; men han mente paa det, at det, som var sked for saa uendelig længe siden, det kunde ingen ha nogen rigtig kontrol med. Og anbelangendes det nye testamente, saa skulde han havt et ord som dette at sige apostelen Paulus: at han som enslig person ikke skulde rode sig ud i vanskeligheden med mand og kvinde, desaarsag at det var en besværlig materie for et ugift menneske, men heller holde sig til fredsommelighed udi kjærlighed som Johannes. –

Det var mest ham, som havde talt, og Gammel-Ola, som havde hørt paa; og det var 219ikke stort, Ola kunde ha at sige til det, han lagde ud for ham om, for Ola var lidet bevandret i skriften. Før nu i det sidste, efterat sygdommen havde tat magten med ham – nu i det sidste havde Ola ogsaa begyndt at læse i bibelen. Han havde slaat efter baade det ene og det andre; og en kveld han, Hans, havde spurgt ham, om han kunde fundere ud, hvor Kain fik kjærringen sin fra, var Gammel-Ola blet siddende og se ned i bibelbogen, som laa opslaat for ham – længe. Hans trodde da mest, søvnen havde tat ham; men da han rørte Gammel-Ola ved akselen, havde Ola set paa ham og sagt: «Akte dig, saa du inte forstør troen før mig, Hans.» –

– Vorherre maatte fare lempelig med en kar som Gammel-Ola! Han maatte ta i betragtning, at dersom Ola ikke kunde lægge tilrette for sig som fo’dringen var, saa kom det sig af, at han, Hans, havde været den, som talte, og Ola den, som for det meste hørte paa. – Men han havde nu det fortroende til Vorherre, at han vilde stelle pent med en kar som Gammel-Ola. –

Hans Braaten tænkte, saa han maatte lette paa luen og gaa panden over med votten.

– Helst vilde han været tilstede deroppe, naar Gammel-Ola skulde frem – helst burde de bytte plads nu han og han Ola. For det skulde været et i alle deler pent arbeide at 220greie op for han Ola, hvad synder og denslags anbelanger. Det vidste vel han bedst, som havde havt ham til nabo i halvtredssindstyve aar og havt tømmerlag med ham i alle dem. – Ja, nok var det studsligt at tænke paa at bli alene – men studsligere var det at tænke, aasdan Gammel-Ola skulde klare sig uden ham med Vorherre. Der kunde nok bli noget af hvert til besvarelse ja. –

Gammel-Hans snød sig eftertænksomt. –

– Et havde han havt særs god lyst til at høre – aa Gammel-Ola havde at sige, naar Vorherre spurgt’n, aasdan det forholdt sig med høsbonds tiur, dengangen –

Han stirred paa kisten. Kal-Johan og Magnus gik og støttet den, og det var mærren paa Braaten, som drog. Saamangt underligt kom for ham –

– Til eksempel om Gammel-Ola skulde raake paa gammel-høsbond deroppe, aasdan han da vilde greie sig med den tiuren? Jæger var han pinedød han Gammel-Ola – jæger til krop og sjæl. Ligesaa god som nogen – ja, det var ikke meget, som mankerte paa, at han var lige god som han Gammel-Hans sjel. Men det med tiuren, det havde de aldrig nævnt sig imellem siden. – Det var høsten 79, det var sidste lovlige dagen gammel-høsbond havde været paa tiurlek. Og saa havde det baaret saa gæli til, at han havde skjøte bort bedste spelfuglen 221i hele leken – han havde sjel været med høsbond og ledt efter den, saalænge det var lyst den dagen. Men næste dag skulde Gammel-Ola og han gaa ud igjen og lede fra hver sin kant paa den store leken; og den, som fandt fuglen, skulde bringe den ned paa kantoret i byen. Saa havde høsbond sagt. Dermed begav det sig –.

Kal-Johan og Magnus snudde sig – det kom som en lattergulp bag dem. Men Gammel-Hans gik nærmest kisten, stivbenet og tungklædt, med hagen i skjærfet. De smatted paa mærren – døve folk slap saamangeslags lyd.

– Han kom ruslende ned paa kantoret nogen dage efter med tiuren – regtig en gammal rusk af en tiur. Og ret som han staar bortmed døren og taler om for høsbond, aasdan han havde fundet spaaret efter fuglen i sneflekken, saa lirker det ved laasen ja, og ind kommer han Ola med en bælstor tiur – han havde fundet tiuren hans høsbond, han Ola au. –

Gammel-Hans fik lyst paa en røg, for første gang siden Ola Stenbraaten lukked sine øine. Men et drag af snadden var det sidste, Ola havde bedt om, før døden tog ham. – Han fandt frem piben, karved tobakken og fik tændt. Og da han trak det første drag af sterk, blaa røg, da nikked han mod kisten: Du var en himmel-hund med børsa, Gammel-Ola, men dengangen lura jeg dig! –

222De naadde landeveien og rasted.

Kvindfolkene sad paa sneplogkanten, mændene stod i klynge og havde flasken og madknyttet mellem sig; og til side i veien var hesten fraspændt og havde faat hødot; Hans Braaten satte sig paa slæden og støtted sig mod kisten; – da Magnus, søn til Ola, bød ham af flasken, rysted han paa hodet. Han taalte daarligt det sterke i senere aar. –

Langs veien kom to fremmedkarer, svensker, kjørende; det var melsække til landhandleren. De stansed, hilste følget og spurgte, hvem det var, som fór til kjærregaarden. Følgets ceremonimester, mølleren, svarte med præsterøst, at det var gamle Ole Andreassen Stenbraaten, som var ude paa sin sidste færd med sine bens levninger. De øvrige i følget holdt op at tygge. Svenskerne letted paa skindluerne, saa paa kisten, paa hesten og fra den ene til den anden af dem, som stod nærmest. Og kjørte videre.

Gammel-Hans fulgte dem med øinene. –

Den var slut den tiden, da han og Ola drog til byen for at handle og fik sig en prat med fuldmægtigen paa kantoret og en tobaksrul og en dram hos kjøbmand. Det var nok sidste turen, de gjorde sammen han og han Gammel-Ola. Brødbeten, han netop havde tat, tog til at vokse i kjæften, syntes han – han støtted sig med næven mod kisten og reiste sig. Det kunde være paa tide –. Og 223han tog hødotten fra mærren og stødte hendes hode uvillig fra sig – mærren og Gammel-Ola og han – det var slut med kompaniskabet nu.

«Naa faar du nøite dig, Magnus, hvis om atte det er præsten, som skal læse ud han Ola – han har det braatt ungpræsten.»

Langsomt blev hesten spændt for, og langsomt satte toget sig i bevægelse. Men ligevel gik det hurtigere frem end i skogen, og da følget naadde den lille anneks-kirkegaard, gik Gammel-Hans bagerst. Han havde tænkt, han skulde været med og løftet Ola, men ungdommen tog ham, og præsten kom skridtende mellem snehaugerne, med præstekjolen om livet, i skaftestøvler, før Hans Braaten vandt frem bag kvindfolkene.Han aabned sig vei mellem dem, og da præsten indtrængende og lavmælt begyndte, stod Gammel-Hans ham nærmest med blottet hode og den ene haand bag øret.

Men de modige, nidkjære ord naadde ham ikke; og som han ufravendt betragted præstens mund, saa lagde han sine egne tanker paa hans læber.

– Nu talte præsten om den tid, da Gammel-Ola sled som haardest for at skaffe føden til mor og søskend, den tiden før gammel-høsbond kjøbte skogen, og de fik trægulv i stuen paa Stenbraaten –

Farven steg i præstens ansigt.

– Saa berømmed han da Gammel-Ola for 224hans store redelighed, for Ola Stenbraaten var en endefram kar, som aldrig gik nogen for nær og som ingenlunde negted den betrængte en skjærv –

– Og nu fik kanhænde præsten ind et ord, et lidet ord om jagtløsten – han havde saamangeslags humør og paafund den nye præsten, og selv skulde han være saa temmelig en harejæger – saa han kunde pinedød være kar for at sige et ord til Ola, han, fra skogen og alt, som rører sig i en – ja, og tilslut, tilslut dette: salige ere de fattige i aanden, thi de …

Nu var det, at Hans Braaten kom til at flytte sine øine op til præstens pande og der blev var en dyb vredens rynke. – Hans blik blev uroligt – og det gled sidelangs hen paa Magnus’ ansigt, hvor sveden perled i tunge draaber.

En stor mistanke steg i ham: havde ikke den nye præsten gjort ret og skjel for Gammel-Ola? Havde ikke den nye præsten ladet Gammel-Ola vederfares retfærdighed? – –

Efter forrettet tjeneste rakte pastoren de nærmeste haanden, og hans haandslag var kraftigt og hans blik lyst, fordi han var ung og modig og havde slaat et ærligt slag for den gode sag. Men næverne laa døde i hans hjertelige haandslag, og alles øine og taushed fulgte, til sakristiets dør faldt igjen efter den høie skikkelse.

Saa løste mændene sig en efter en ud af klyngen, gik til slæden og kom tilbage med 225spader for at kaste graven igjen. Men da Magnus satte spaden i den stivfrosne jordhaug, lagde Gammel-Hans haanden paa hans ryg. Magnus retted sig, saa den gamle ind i ansigtet og vendte sig til dem, som stod omkring:

«Gammel-Hans har nok inte hørt, aasdant skudsmaal præsten gav han far,» sa han med stemme, som skalv paa sidste ord.

Da trængte de sig alle om Hans Braaten og vilde forklare, hvad præsten havde sagt om Gammel-Ola – de tunge øine blev livlige og de tause læber talende, – det, som brændte dem alle i sjælen, fandt veie ud, og de stimled om den gamle mand, som endnu stod med luen i haanden.

– Præsten havde ment paa, at Ola havde været beruset i begravelsen hendes Martine Vestgaarden …

– Præsten havde ment paa, at Ola var af dem, som tog for mye til sig af det stærke, men Hans i Myra vilde bande paa, at Ola var bælgod til at taale mye brændevin og inte havde været set fuld i mands minde sia dengangen han tura barsel hos Per i Haugen; det blev femten aar til Sanktehans, og Per i Haugen her stod kunde vidne, eftersom han slos med ham ved samre anledning …

Magnus sa:

«Det var kulda, som slog sig paa han far i Martines begravels – han blei skjælven.»

226– Og kvinderne ropte til Gammel-Hans, at det var nogen, som havde slaat i præsten en passasje om han Ola …

Hans Braaten stod og saa fra det ene ansigt i det andet, ordstormen steg om ham, og det suste af mange lyd i hans øre. Han folded hænderne om skindluen og tog et skridt, saa han kunde se ned i den aabne grav.

«Du faar ha farvel, Ola,» sa han, – alle forstummed, og de dødes stilhed bar den gamle mands ord op i den høie luft – «fra kameraten din. Vorherre faar trøte med regnskapen. Berre kar og berre jæger har aldrig staat indfor himmerigs port, og dersom han Ola inte slepper ind, hokken skal da bestaa?»

Han vilde sige mere, og hans læber bevæged sig. Men hans blik gik did, hvor trætopperne stod tæt langs aasen, og hvor himlen laa blaariflet og skysplittet over aasranden. Han nikked ind, hvor Gammel-Ola sad hos Vorherre og saa ned i skogen, han kjendte – paa tømmerveien over myra, paa tiuren, som seiled over Dagkjern, paa elgkalven, som patted kua – paa røgen fra Stenbraaten, som steg ret til himmels …

«Vi raakes,» mumled han, «vi raakes.»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.