10de Kapitel.

Martin falder i Unaade.

86Klokken var næsten 9, da Martin vaagnede. Han havde havt en sund Søvn og følte et ualmindeligt Velbefindende, medens han klædte sig paa og lod sig beskinne af Morgensolen, der tittede ind af hans Vinduer. Han vilde gjøre Præsten en liden Undskyldning for sin uhøflige Optræden den foregaaende Aften, og dermed, haabede han, skulde den Sag være glemt, og saa vilde han rigtig nyde Tilværelsen paa Præstegaarden endnu en 8 Dages Tid.

Da Martin en halv Time senere med et straalende Ansigt traadte ind i Spisestuen, sad allerede 87hele Familien ved Frokostbordet. Martins Plads ved Siden af Præsten stod og ventede paa ham. Men da han havde sat sig og vilde henvende nogle Ord til Frk. Janna, som hidtil havde siddet ved hans venstre Side, oppdagede han, at hun havde flyttet ned til Moderen, medens Husets voksne Søn havde indtaget den ledige Plads ved Siden af Martin. Han antog, at dette maatte bero paa en Tilfældighed og henvendte derfor sine Bemærkninger til Præsten, som svarede høflig, men saa tilbageholdende som om han denne Morgen havde seet Martin for første Gang i sit Liv. Martin afbrød Samtalen med Præsten og fremkom med et Par muntre og spøgefulde Bemærkninger, der var rettede til hele Selskabet, men de fandt ingen Anklang. Der var ingen, som lo, og ingen, som svarede.

Martin vilde fjerne den formodede Aarsag til Misstemningen, og gjorde en, som det forekom ham, meget pen og fyldestgjørende Undskyldning for sin mindre passende Optræden under Diskussionen den foregaaende Aften. Præsten svarede med tilsyneladende Oprigtighed, at det ikke var noget at tale om; men – den høitidelige Stemning vedvarede. De unge Damer talte mest indbyrdes, og Fruen hensank af og til i begrædelige Betragtninger, medens hun legede med Gaflen og stirrede aandsfraværende paa Tallerkenen foran sig.

Man havde hos Præsten bibeholdt den gamle Skik, efter endt Maaltid at gaa rundt og tage 88hverandre i Hænderne og takke for Maden. Martin pleiede navnlig at veksle trofaste Haandtryk med de tre unge Damer, men denne Gang havde de stillet sig sammen i en Krog og omslynget hverandre med Armene, saa at Martin maatte indskrænke sig til at bukke.

Formiddagen gik hen paa en for Martin høist uhyggelig Maade. Det var, som om hele Familien havde sammensvoret sig om at være alle andre Steder, end netop der, hvor Martin var. Præsten opholdt sig paa sit Kontor, og Fruen holdt til i Kjøkkenet. Hvor de unge Damer var, kunde Martin i Begyndelsen ikke opdage. Fndelig fik han Øie paa Præstens ældste Datter, Frk. Janna, der var beskjæftiget med at sanke Stikkelsbær i et stort brunt Stenfad, men da hun fik se Martin, lod hun Fadet med Bærene i Stikken og flygtede op til Huset. En anden Gang saa han Præstens næstældste Datter, Frk. Karoline, nederst i Haven lige ved Elven. Martin skyndte sig nedover. Hun kunde ikke komme op til Huset uden at passere forbi ham; men da hun fik se Martin, fattede hun en resolut Beslutning, løb ud i Baaden, greb Aarerne og roede over til den anden Bred, som om det gjaldt Livet.

Hvad der imidlertid uden Sammenligning ærgrede Martin mest, var dog, at de beskedne unge Herrer, der hidtil havde behandlet ham med den største Ærbødighed nu var begyndt at se 89paa ham med et næsvist og overlegent Smil, og endog tillot sig at give impertinente Svar, naar dan talte til dem.

Scenerne fra Frokosten gentog sig ved Middagsbordet. Da Martin havde drukket sin Kaffe, som dennegang ikke som sædvanlig blev serveret af en af de unge Damer – de var gaaede op paa sit Værelse efter Middagen – men af en gammel 64-aarig Husholderske, begav han sig op paa sit Værelse. Hans Vei gik forbi det Værelse, hvor de unge Damer boede. Døren til dette stod halvaaben, og han fik, idet han passerede forbi, høre følgende Brudstykke af en Samtale mellem Frk. Janna og Konstance Schultse.

«Han er vist indtaget i dig», ytrede Frøken Janna.

«Aamot», sagde Frk. Schultse, «det vil jeg da ikke haabe. Du kan vide, at der aldrig kan blive Tale om noget fra min Side efter det Indblik, jeg har faaet i hans Karakter siden igaar Aftes.»

«Nei, det er sandt», sagde Frk. Janna. «Det gjør Fader mest ondt –»

I dette Øieblik blev Døren lukket, saa Martin ikke fik høre mere.

Hvad han allerede havde hørt, var imidlertid fuldkommen tilstrækkeligt til at give ham Anledning til bitre Betragtninger. Han nærede ikke Tvivl om, at Frk. Schultse havde været indtaget 90i ham. Det var ham derfor en utaalelig Tanke, at han ved en eneste Aftens Hidsighed og Fremfusenhed skulde have udslettet de ømme Følelser, han havde vakt hos denne elskværdige Skabning, og dobbelt utaaleligt var det, naar han erindrede, at det var for at komme hende tilhjælp, at han havde indladt sig i hin ulykkelige Disput. Det var utaknemmeligt af Frk. Schultse, at hun ikke tog Hensyn hertil. Naar han blot kunde faa en Samtale med hende, uden at der var andre tilstede! Han vilde da opbyde hele sin Elskværdighed og prøve, om han ikke atter skulde kunne bringe Flammen til at blusse i Veiret.

Han tog sin Hat og gik ned i Haven for at overveie, hvorledes han skulde bære sig ad, for at faa tale med hende paa to Mands Haand. Medens han gik saaledes, fik han pludselig Øie paa Frk. Schultse i egen Person. Hun gik skraas over Markerne henad en Sti, som Martin vidste fortsattes over et kuperet Terræn gjennem Braater og Udmarker. Da hun var forsvundet bag Smaaskoven, forlot Martin rask Haven og slog ind paa den samme Vei som hun.

Han havde ikke gaaet langt, da han, ved at vende sig, fik Øie paa den ene af de beskedne unge Herrer, der fulgte den samme Retning, som han selv. Han var et godt Stykke bagenfor Martin, men der var dog ikke mere end 5 à 10 Minutters Gang imellem dem. Den beskedne unge 91Herre maatte ligeledes have bemerket Martin; thi denne saa, uagtet Afstanden, at han paaskyndede sine Skridt. Han havde øiensynlig det samme Maal, som Martin. Da Martin umiddelbart efter traadte ind i Smaaskoven, tabte han ham afsyne.

Den Sti, som Martin fulgte, blev et Stykke længere borte overskaaret af en liden Elv. Elven var ikke mere end 6 à 8 Alen bred, men den var temmelig dyb og gik i Fos og Stryk, saa at det ikke var mulig at vade eller springe den. Man havde derfor forsynet den med en liden Bro med et Rækværk paa den ene Side. Broen var dog ikke fæstet til Bredden, men laa løst henkastet over Elven.

Da Martin var kommen over Broen, vendte han sig, løftede den op med begge Hænder og slyngede den ud i Elven, saa at den seilede nedover med Strømmen.

Martin fortsatte efter denne raske Daad sin Gang henover Braaterne med forholdsvis Rolighed. Den beskedne unge Herre kunde nu komme, naar han vilde. Martin var sikret mod Afbrydelser fra den Kant.

Han havde ikke gaaet længe, før han saa Frk. Schultses Straahat og lyse Kjole mellem Birkekrattet. Frk. Schultse vendte sig rask ved Lyden af Skridt. Hun blev saa forskrækket, da hun fik se Martin staa foran hende med et 92huldsaligt Smil, at hun vendte sig og begyndte at ile hjemover i fuld Fart.

Martin fulgte efter hende.

«De kommer ikke hjem den Vei», sagde han.

Frk. Schultse svarede ikke, men paaskyndede sine Skridt.

«Broen er gaaet ud», vedblev Martin. «De kommer ikke over Elven.»

Frk. Schultse standsede ogsaa op.

De befandt sig paa en liden Høide, og Martin pegede med Fingren nedover mod Venstre, hvor den lille Elv brusede frem mellem Stene og Krat.

«Se der», sagde han, «i den Svingning, Elven gjør dernede, der seiler Broen nedover med fuld Fart. Inden ½ Time er den nede i Storelven. Ser De?»

Frk. Schultse fulgte Martins Finger. Det var kun altfor sandt. Broen drev nedover.

«Vi maa tilhøire», sagde Martin, «og tage over Broen ved Solberg.»

Frk. Schultse stod et Øieblik tvivlraadig, men slog derefter ind i den angivne Retning, men med saadan Ilfærdighed, at Martin havde vanskelig for at følge hende.

«Det var heldigt, at jeg traf Dem», ytrede Martin, medens de fulgtes ad henover Stien. «Jeg har jo ikke talt med Dem i hele Dag.»

93Der fulgte intet Svar.

«Der er ingen paa Præstegaarden, som jeg har saadan Tilfredsstillelse af at være sammen med som Dem», sagde Martin. «De er den eneste i hele Huset, som jeg vilde savne, hvis De reiste.»

Frk. Schultse vedblev at skride frem med uformindsket Hurtighed.

Martin fortsatte.

«Frk. Janna og Frk. Karoline er jo meget elskværdige Damer», sagde han, «men jeg kan ikke tale med de To saa let, som jeg kan tale med Dem. Det kommer af, at Deres Tankegang og min Tankegang falder sammen. Jeg tror», tilføiede han med Salvelse, «jeg tror, at vi har den samme Livsopfatning, Frk. Schultse.»

Der gik et Sæt gjennem Frk. Schultse ved denne Ytring. Hun paaskyndede sine Skridt endnu mere, og Grenene af Orekrattet, der strakte sig henover Stien, streifede undertiden hendes Hoved og Skuldre.

Martin bøiede Grenene høflig tilside.

«Tag Dem iagt», sagde han, «De ødelægger Deres smukke Hat, og», tilføiede han galant, «Deres smukke Ansigt.»

Der opstod en kort Pause. Frk. Schultse gik hele Tiden med bortvendt Ansigt.

Langs Stien voksede der Linnæa.Linnæa] rettet fra: Linæa Martin plukkede et Par og rakte dem henimod Frk. Schultse.

94«Holder De af Linnæa?»Linnæa] rettet fra: Linæa spurgte han.

«Holder De af Linnæa?» gjentog han, da der intet Svar fulgte, «holder De af Linnæa?»

«Nei», svarede Frk. Schultse.

«Jasaa!» sagde Martin. «Det var merkeligt. Synes De kanske bedre om Violer?»

«Nei», sagde Frk. Schultse.

«End Lillekonvaler?»

«Nei», sagde Frk. Schultse.

Martin forstummede, og man hørte kun Lyden af Frk. Schultses Kjole, der raslede henover Stien, medens hun ilede afsted med uformindsket Hurtighed.

Han maatte slaa ind i en anden Tone.

«Vi gaa umaadelig hurtig», sagde han, «vi skyde en saadan Fart, at man gjerne kunde tro, at vi flygtede for Nogen, at jeg f. Eks. havde bortført Dem, og at en grusom Fader var i Hælene paa os.»

Martin sagde dette i en gemytlig, indsmigrende Tone.

«Jeg husker», vedblev han, idet han bøiede sig fortrolig ned mod hende. «Jeg husker, at jeg som Barn nærede et romantisk Sværmeri for Bortførelser. Jeg havde læst en hel Del Ridder-Romaner, kan De forstaa. Jeg har endnu den Dag idag bevaret noget af dette Sværmeri. At 95tage en ung Dame paa mine Arme, bære hende gjennem Skov og Krat –»

Frk. Schultse var i den sidste Tid begyndt at ile afsted med en saadan Fart, at hun uafladelig snublede over Stene og Trærødder.

«Bære hende gjennem Skov og Krat», vedblev Martin med Varme, «til en afsides Ridderborg eller et andet ensomt Sted, hvor – Hvad er der paafærde?»

Frk. Schultse var formelig begyndt at løbe. I det samme Martin udtalte den sidste Sætning, snublede hun over en Sten og faldt.

Martin ilede til og løftede hende op.

«Hvorledes gik det?» spurgte han deltagende. «Hvorledes gik det?»

Frk. Schultses Svar indskrænkede sig til en nervøs Anmodning om, at han skulde slippe hende.

Hun var nu kommen paa Benene, men Martin holdt fremdeles den ene Haand om hendes Liv, medens han med den anden børstede Støvet af hendes Ærme.

«Stødte De Dem?» sagde Martin mildt, «stødte De Dem?»

«Lad mig gaa», sagde Frk. Schultse, «lad mig gaa!»

«Hvorhen?» spurgte Martin, og saa op.

«Jeg vil hjem», sagde Frk. Schultse, «jeg vil 96hjem, hører De! Jeg vil hjem! Hjem til Præstegaarden!»

De sidste Ord blev borte i en Strøm af Taarer.

Martin traadte et Skridt tilbage og stirrede forbauset paa hende.

«Men du gode Gud, hvad gaar der af Dem?» udbrød han.

Han havde neppe udtalt disse Ord, før Hovedet, Ansigtet og Kroppen af en ung Mand viste sig over Randen af en Bakke knapt ti Skridt foran dem. Det var det andet beskedne unge Menneske, der under den trykkede Stemning, som herskede paa Præstegaarden, havde taget sin Tilflugt til en ensom Spadsertur og tilfældigvis havde slaaet ind paa Veien over Solberg, hvorved han uden at vide det, var kommen til at gaa Martin og Frk. Schultse imøde.

Det beskedne unge Menneske opfattede øieblikkelig Situationen. Inden 2 Sekunder var han ved Siden af Martin og Frk. Schultse. Han trængte sig raskt ind i det aabne Rum, der var opstaaet imellem dem, og idet han vendte Ryggen mod Martin og Ansigtet mod Frk. Schultse, bød han hende med beskeden, men ædel Anstand Armen, som hun modtog halvt mekanisk, medens hun holdt sine taarefyldte Øine fæstede paa Jorden.

«Vær ikke bange, Frk. Schultse», sagde det 97beskedne unge Menneske, «vær ikke bange. Ingen skal forulempe Dem, naar jeg er tilstede.»

Samtidig vendte han sig halvt om og kastede et udfordrende Blik paa Martin.

«De skal ikke lide Overlast», vedblev han, «De staar under min Beskyttelse, og jeg vilde vove mit Liv for at forsvare Dem. Ja, det ved Gud, jeg vilde. Støt Dem paa mig, saa skal jeg ledsage Dem sikkert hjem, hvem der saa», tilføiede han med hævet Stemme, «hvem der saa skulde ville vove at lægge Dem Hindringer i Veien.»

Med disse Ord kastede han endnu et udfordrende Blik paa Martin og drog sluttelig bort med Frk. Schultse under Armen, medens Martin stod igjen aldeles maalløs af Raseri.

At det beskedne unge Menneske, som Martin oversaa af sin ganske Sjæl og af sit ganske Hjærte, vovede at tilbyde Konstance Schultse sin Beskyttelse, og det mod ham, mod ham, mod ham, der netop selv havde Krav paa at beskytte hende, det var til at blive gal over. Martin nærede i dette Øieblik det mest brændende Ønske, om at han havde befundet sig i Patagonien, PanamaPatagonien, Panama] Patagonia utgjør den sørlige delen av Argentina og Chile, lenge tynt befolket og uten sterk statlig styring. Denne regionen (og Falklandsøyene utenfor) ble på slutten av 1800-tallet tilflyttet av særlig briter. På 1890-tallet utviklet forfatteren Hans Jæger en plan om å opprette en anarkistisk skandinavisk-indiansk koloni i Patagonia. Panama var fra 1821 en kolombiansk provins, uten sterk sentralmakt. eller et andet lovløst Land, hvor man ikke tog det saa nøie. Nu maatte han indskrænke sig til i Taushed at se efter de To, der Arm i Arm forsvandt bag Træerne.

Imidlertid havde det første beskedne unge 98Menneske skyndt sig nedover for at træffe Frk. Schultse. Da han kom til den lille Elv, saa han, at Broen var borte. Det unge Menneske besad, tiltrods for sin Beskedenhed, adskillig Dømmekraft, og han indsaa derfor øieblikkelig, at Broen ikke paa egen Haand havde grebet Initiativet til at reise nedover Elven, men at dette maatte skyldes Martin.

Det unge Menneske var en Smule indtaget i Frk. Schultse, og han spekulerede derfor et Øieblik paa, om han ikke skulde vove sit Liv ved at forsøge at vade gjennem Elven; men da den var meget leret, afstod han fra sit Forsæt i Bevidstheden om, at han ikke vilde gjøre noget ubetinget fordelagtigt Indtryk, hvis han fremstillede sig for sin Elskede som en vandrende Mudderpram.

I det Sted ilede han op til Præstegaarden og berettede i de sterkeste Farver og med en overordentlig betænkelig Mine om denne nye Niddingsdaad af Martin. Det vakte derfor den største Fryd, da Frk. Schultse kort efter indfandt sig i god Behold ledsaget af det andet beskedne unge Menneske! Hvor hun, i Anledning af de frygtelige Scener, hun havde gjennemgaaet, blev omfavnet, kysset og dægget for af Frk. Janna og Frk. Karoline!

Da Uhyret Martin en halv Time efter traadte ind, fik han et knusende Blik af Frk. Janna og 99Frk. Karoline, hvorpaa de ømt geleidede sin stakkels forfulgte Veninde ind i Sideværelset.

De unge Damer forblev i Sideværelset til Spisetid, medens de beskedne unge Herrer vandrede frem og tilbage mellem Dagligstuen og Sideværelset med en selvbevidst Gang og et mandigt Udtryk i sit Ansigt, og af og til fremkom med en opmuntrende Ytring til Trøst og Husvalelse for den stakkels jagede Fugl.

Der blev denne Aften ikke drukket Punsch og Limonade paa Verandaen. Derimot var der en hel Del Hvisken mellem Præsten og Fruen og mellem Fruen og de unge Damer, og det forekom Martin, at han en Gang hørte Sætningen: «Tidlig oppe i Morgen.»

Kl. 9 brød man op for at gaa tilsengs.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.