5te Kapitel.

Martin modtager Visit af Professor Biermann.

40Den samme Eftermiddag sad Professor Biermann, Fru Biermann og hendes Broder Oberst Herman, Baron af Hohenlohe-Meiningen, samlede i Dagligstuen i Etagen nedenunder.

Det var endnu tidlig paa Aaret; men det var en usædvanlig mild Dag, og Fruen havde sat et Vindu op. Samtalen havde dreiet sig om alminnelige Gjenstande, da Opmærksomheden uformodet vaktes ved klare Violintoner fra Etagen ovenover. Vinduerne i Værelset ovenpaa maatte ogsaa staa oppe, saa tydelig klang Tonerne i den stille April-Aften. Det var en af VerdisVerdis] Den italienske operakomponisten Giuseppe Verdi (1813–1901) var en av de aller største de siste tiårene av 1800-tallet. Rigoletto kom i 1851, La Traviata i 1853 og Aida i 1871. Melodier.

41Professor Biermann var usædvanlig musikalsk, og det samme var Tilfældet med de to tilstedeværende Eksemplarer af Familien Hohenlone-Meiningen. De havde ikke lyttet længe til Spillet, før det gik op for dem, at den Spillende maatte være en Musiker af fremragende Begavelse. Melodi fulgte paa Melodi, og da endelig den sidste forstummede, sad Professoren, Fruen og Obersten endnu i flere Minutter i aandeløs Taushed og lyttede.

Obersten var den Første, der brød Tausheden.

«Saa spiller ingen Dilettant»,Dilettant] rettet fra: Dilletant sagde han, «saa spiller kun en Kunstner og det en Kunstner af Rang. Hvem er det, som bor i Leiligheden ovenover, Svoger?»

«Jeg ved ikke«, sagde Professoren, «Jeg tror, det er en Enke efter en Embedsmand.»

«Hun har vist en Logerende», sagde Fruen, «jeg har af og til paa Trappen mødt en yngre Mand, der er kommen fra Etagen ovenfor. Det er, hvis jeg ikke tager feil, fra hans Værelse Musikken kommer.»

«Men at du ikke har forhørt dig om hans Navn, elskværdige Søster», sagde Obersten «at have en saadan Begavelse boende i samme Hus, som En selv, uden en Gang at vide, hvad han heder, er en Skam for et Medlem af vor Familie, 42der altid har beskyttet Kunsten, navnlig Musikken.»

«Men idag er det første Gang, vi hører ham», sagde Fruen.

«Første Gang?»spurgte Obersten, «hvorledes det?»

«Jo vist», sagde Professoren, «De maa huske paa, at vi i hele Vinter har boet i Værelserne paa Sydsiden. Det var først iforgaars, at vi flyttede ind her. Der kunde gjerne været musikalsk Soirée hver Aften i Værelset ovenpaa for alt, hvad vi kunde høre.»

«Men vi skal indhente det forsømte», sagde Fruen og ringede.

Tjeneren, der kom ind, fik Ordre til at forhøre sig – underhaanden og saa diskret som muligt – om Navnet paa den unge Mand, der logerede i Værelset ovenover, og om hvad Landsmand han var.

Ti Minutter efter kom Tjeneren tilbage. Den unge Mand, som boede ovenpaa, var en Udlænding, sagde han, en Nordmand. Hans Navn var Amot, Martin Amot. Han stavede Tilnavnet med to A’er. Han var sandsynligvis fattig, tilføiede Tjeneren, da han kun havde eet Værelse; han var forøvrigt ude meste Parten af Dagen.

«Vil du ikke bede ham i din Soirée paa Torsdag, Svoger», sagde Obersten, da Tjeneren 43var gaaet, «jeg længes efter at høre god Musik, og det er vi sandelig ikke forvænte med i Göttingen. Frøken von Eschingen skriger som en Skjære.»

«Det vilde unegtelig gjøre Selskabet mere interessant», sagde Fruen, «om vi kunde byde Musik.»

«Jeg skal sende ham en Invitation endnu den Dag imorgen», sagde Professoren.

«Bør du ikke først gjøre en Visit?» sagde Fruen, «fattige Kunstnere er undertiden stolte.»

«Bevidstheden om deres Fattigdom gjør den Slags Folk langt ømfindtligere ligeoverfor virkelige eller indbildte Tilsidesættelser end Folk af vor Stand», tilføiede Obersten.

«Det er ganske sandt», sagde Professoren, «det er det rigtigste at gjøre Visit først. Derved faar jeg ogsaa Anledning til at sikre mig mod en mulig Feiltagelse.»

Martin sad den næste Formiddag og havde Hovedpine. Signore ColumbosColumbos] rettet fra: Kolumbos Violin og Noder, som denne endnu ikke havde afhentet, laa foran ham paa Bordet, da Pigen stak Hovedet ind og meldte Professor Biermann.

«Pro – Pro – Professor Hvem?» raabte Martin med en dunkel Rædsel for at han maaske mod sit Vidende og Vilje ogsaa kunde være kommet til at fornærme denne Hædersmand, «Professor Hvem?»

44Pigen fik ikke Tid til at svare, førend Professorens høie Skikkelse og aristokratiske Ansigt med de store Whiskers viste sig i Døren.

«Undskyld», sagde han, «at jeg forstyrrer Dem i Deres Studier; men jeg kunde ikke modstaa min Lyst til at hilse paa Dem. Jeg har en Gang havt den Fornøielse at tilbringe en Aften sammen med en berømt Landsmand af Dem.»

«Af mig», stammede Martin.

«Violinisten Ole Bull»,Ole Bull] Den internasjonalt kjente norske fiolinisten (1810–1880) holdt konserter i Tyskland i 1837, 1864–1865 og 1875. vedblev Professoren. «Siden den Tid har jeg altid næret en levende Interesse for alt, hvad der er norskt. Det maa tjene til Undskyldning for min Paatrængenhed.»

«Jeg vidste ikke, at mit Navn var bekjendt udenfor» – begyndte Martin.

Han vilde sagt udenfor Studenterkredsen, men Professor Biermann afbrød ham.

«Om Navnet Martin Aamot endnu ikke er bekjendt, saa vil det i hvert Fald inden ret mange Aar være bekjendt inden vide Kredse», sagde han smilende. «Det tør jeg vel forudsige, uden at være nogen stor Spaamand.»

Martin vovede ikke at se op, men stirrede undselig paa Noderne, som laa foran ham. Saa forlegen blev han over den Anerkjendelse som saa uventet blev ham tildel, og det fra en saadan Kant, at han neppe havde Aandsnærværelse nok til at bede Professoren sætte sig.

45«Bliver De længe i Göttingen?» spurgte Professoren, da han havde taget Plads.

«Om to Maaneder reiser jeg herfra», sagde Martin.

«Saa haaber jeg endnu at kunne have den Fornøielse at se Dem i mit Hus, inden De reiser», sagde Professoren.

Martin fremkom med en keitet Taksigelse.

Professoren havde længe seet paa Violinen, som laa paa Bordet foran Martin. Nu tog han den i Haanden og betragtede den nøiere. Professoren var en Kjender.

«En Cremoneser?»Cremoneser] rettet fra: KremoneserCremoneser] fiolin bygd i Cremona i perioden 1500–1700 sagde han.

«Egte Cremoneser»,Cremoneser] rettet fra: Kremoneser sagde Martin. Det turde han trygt sige, thi det havde Signore Columbo fortalt ham den foregaaende Dag.

«Men lad mig ikke forstyrre Dem længer», sagde Professoren og reiste sig, «jeg erindrer, hvor kostbare Minutterne var, da jeg selv som ung Mand arbeidede for at erhverve mig et Navn og en Stilling. Livet er kort, men Kunsten lang,Livet er kort, men Kunsten lang] Ordspråket kan føres tilbake til den greske legen Hippokrates, men er blitt kjent gjennom den romerske filolsofen Senecas dialog Om livets korthet (ca. 49 e.Kr.). som Ordsproget siger. Ja, ja, Farvel, jeg haaber, at det ikke er sidste Gang, vi sees.»

Med disse Ord rakte Professoren ham Haanden og fjernede sig.

Martin var i den syvende Himmel! Havde Professor Biermann ikke udtrykkelig nævnt hans Navn, vilde han have følt sig fristet til at anse det Hele for en Feiltagelse. Nen nu havde han 46med rene Ord sagt Martin Aamot. Navnet Martin Aamot vilde inden faa Aar blive kjendt i vide Kredse, havde han sagt, saa her var en Misforstaaelse umulig. Hvad behøvede han nu at bekymre sig om en gammel Grinebider som Professor Schumacher, naar en saadan Autoritet som Professor Biermann havde forudsagt, at han vilde blive en berømt Mand. Dette maatte ufeilbarlig skyldes Professor Wolffs rosende Omtale. Professoren havde ogsaa havt Grund til at være fornøiet med ham i den senere Tid; men det var alligevel meget venligt af Professor Wolff, at han havde henledet Professor BiermannsBiermanns] rettet fra: Biermans Opmerksomhed paa ham. Han lovede sig selv, at han til Gjengjæld paa sin Side skulde vise sig saa forekommende og hjertelig som mulig mod Professor Wolff.Wolff] rettet fra: Wollf

Paa Professor Wolffs Forelæsninger den næste Dag blandede han sig ogsaa i Samtalen paa en saa kollegialkollegial] rettet fra: kolegial Maade, svarede paa Professorens Spørgsmaal med en saa rolig Mildhed og ledsagede sine Svar med et saa venskabeligt og velvilligt Smil, at Professoren troede, at han havde en Skrue løs og ved Hjemkomsten betroede sin Kone, at han nærede alvorlig Frygt for, at den unge Aamot holdt paa at gaa fra Forstanden.

Da Martin kom hjem fra Forelæsningerne, traf han i Gangen en galloneretgalloneret] med galoner (på dansk bliver ordet ikke sjelden skrevet med dobbel konsonant), dvs. med påsydde bånd i buksene, som på en uniform. Tjener, der rakte ham et Brev fra Professor Biermann.

47Brevet lød som følger:

«Hr. Martin Aamot!

Tør min Hustru og jeg udbede os Æren af Deres Nærværelse ved en liden Soirée i Morgen Aften Kl. 8. Vi ved, at Timerne er kostbare for en Mand, der som De har en betydelig Fremtid, og at den ikke kan maales med det almindelige Maal; men vi haaber dog, at De ikke vil afslaa vor Indbydelse. At denne Invitation kommer saa sent, haaber jeg, De undskylder paa Grund af, at jeg først igaar nød den Ære at gjøre Deres personlige Bekjendtskab; men min Hustru brænder af Begjærlighed efter at lære Dem at kjende og vilde ikke høre Tale om nogen Udsættelse.

Deres ærbødige
Friedrich Biermann.»

Martin blev saa overvældet af Lyksalighed over denne Indbydelse og de smigrende Ord, hvori den var affattet, at han ikke sansede at give Tjeneren noget Svar, men læste Brevet op igjen og op igjen.

Først da Tjeneren spurgte, hvad han skulde svare, kom Martin nogenlunde til sig selv.

«Sig saa mange tusinde Tak», udbrød han, «sig Professoren og Fruen saamange tusinde Tak. Jeg skal have den Ære at indfinde mig til det fastsatte Klokkeslet.»

Martin var fuldstændig optaget af Invitatioen 48hele den Dag og hele den næste Formiddag. Han skaffede sig en Chapeau bas,Chapeau bas] flat hatt av sort silke som herrer bar under armen i finere selskaper kjøbte et Par nye Støvler, og da han troede, at have opdaget en mikroskopisk Plet paa sit ene Kjoleærme, bestilte han en ny Kjole hos Skrædderen. Han maatte gribe sig an;gribe sig an] gjøre sitt ytterste han holdt paa at komme i Vinden i de selskabelige Kredse i Göttingen.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.