8de Kapitel.

Martin tilbringer nogen Tid hos Presten Veile.

66Udbyttet af Martins videnskabelige Reise lod ikke til at skulle blive righoldigt. Han havde opsnappet circa hundrede nye Dialektord, mest Navne paa Kjøreler, Gaardsredskaber og lignende Gjenstande, der ikke var kjendte i Byen, samt en Del Verbal-Former, som han havde Grund til at anse for nye; men som Resultatet af en hel Maaneds Arbeide – man skrev nu den 17de Juli – var Udbyttet temmelig mavert, og Udsigterne ingenlunde lovende.

Da skulde der indtræde en Begivenhed, der skulde faa en betydelig Indflydelse paa Martins 67Fremtid. Martin boede i Reglen paa Skifterne;Skifterne] skysstasjonene; i tillegg til bytte av hester kunne skiftene tilby overnatting til de reisende. men om Dagen aflagde han Visitter rundt om paa Bondegaardene og i Husmandsstuerne og gav sig efter Professor Lundes Raad i Snak med Bønderne om alle mulige Gjenstande, ligefra aandelige og religiøse Spørgsmaal og ned til Kjøkkenstel og Madlavning.

Paa en af disse Udflugter kom Martin til at fjerne sig usædvanlig langt fra sit Logi. Det var allerede sent, og skulde Martin vende tilbage ad Landeveien, vilde han ikke komme hjem før efter Solnedgang. Han speidede derfor efter en Gjenvei.Gjenvei] snarvei Medens han gik saaledes, fik han ved en Svingning af Veien Øie paa en Mand med en brun Frakke og en Straahat, der gik et Par hundrede Skridt foran ham og i samme Retning som han. Manden, der ikke var klædt som Bønderne paa de Kanter, maatte enten være en Bymand eller en af Bygdens Embedsmænd.

Martin paaskyndede sine Skridt og indhentede den Fremmede. Det var en ældre Mand med et blidt, forekommende Udtryk i sit Ansigt.

Martin tog til Hatten og spurgte den Fremmede, om han kjendte nogen Gjenvei til Skiftet Sandaak.

Den fremmede nikkede venlig.

Jo, sagde kan, hvis Martin vilde følge med ham, saa skulde han vise ham en Gjenvei, der vilde føre ham til Sandaak paa mindre end en Time.

68«De bor paa Sandaak?» spurgte han.

«Ja», sagde Martin, «jeg har boet der i 3 Dage.»

«De reiser for Deres Fornøielse?» spurgte den Fremmede.

«Nei», sagde Martin, «jeg reiser med offentligt Stipendium.»

Den Fremmede lettede agtelsesfuldt paa Hatten.

«Sandaak er et daarligt Sted», sagde han.

«Afskyeligt», indrømmede Martin.

«Maadelig Forpleining», sagde den Fremmede.

«Elendig», supplerede Martin.

«Og ikke ganske renlig», sagde den Fremmede.

«Rent ud en Svinesti», endte Martin.

«Her», sagde den Fremmede og stansede, «her er Gjenveien. Den fører lige forbi Præstegaarden. De ser Taget af Præstegaarden der nede i Dalen bag Træerne. Vi kommer til at følges ad endnu et Stykke. Jeg er Stedets Præst. Mit Navn er Veile.»

«Og mit er Aamot», sagde Martin.

«Aamot?» spurgte Præsten.

Martin nikkede.

«Martin Aamot», sagde han.

«Martin Aamot», gjentog Præsten og stansede, 69«Martin Aamot! dog vel ikke den bekjendte Martin Aamot?»

Martin forsøgte at sætte et beskedent Ansigt op.

«Jeg ved ikke», sagde han, «om jeg kan kaldes saa.»

«Philologen, Sprogforskeren», vedblev Præsten, «som har gjort saa megen Opsigt i Tyskland.»

«Det kan ikke være andre end mig», sagde Martin.

Pastor Veile følte sig overordentlig henrykt ved at befinde sig Ansigt til Ansigt med en saa begavet ung Videnskabsmand, og medens de vandrede henad Stien, kunde Præsten ikke blive træt af at udtrykke sin Glæde over at have gjort Martins Bekjendtskab.

«Hvor længe tænker De at opholde Dem her i Bygden?» spurgte han.

«Otte à fjorten Dage», sagde Martin.

«Men», sagde Præsten og lagde Haanden paa hans Skulder, «kunde De da ikke ligesaa godt tage Deres Ophold i Præstegaarden?»

«Vi skal gjøre det saa godt for Dem, som vi kan», vedblev Præsten, «De skal ikke komme til at lide Nød. Vi kan præstere en Ørret, som De ikke finder Mage til i det søndenfjeldske Norge, og vi har nylig slagtet, saa Huset er vel forsynet med Kjød. Desuden har vi et Par Snes 70Kyllinger gaaende og et halvt Dusin Ænder, hvis Dage er talte; Røgelaks –»

Martins Tænder løb i Vand. Han begyndte at glemme baade Universitetet og Folkedialekterne.

«Hvis det ikke volder Bryderi», stammede han.

«Bryderi», udbrød Præsten, «hvor kan De tale saa? Det vil baade være mig og min Hustru en Ære og Glæde at se Dem i vort Hus. Og De skal have Deres Frihed til at gaa og komme, som De vil.»

«Saa megen Godhed kan jeg ikke modstaa», sagde Martin.

«Saa følger De med med det samme», sagde Præsten, «og saa faar jeg Lov til at sende Bud til Skiftet efter Deres Tøi?»Tøi] kofferter, bagasje

Martin takkede og fulgte Præsten gjennem en Grind, der førte over en rummelig Gaardsplads hen til Præstegaarden, som var stor, saa komfortabel ud og paa sin Bagside var omgivet af en stor Have.

De traf Præstefruen, to voksne Døtre og en voksen Søn, foruden et Par mindre Børn samlede i Dagligstuen. Foruden disse Medlemmer af Familien fandtes 3 Fremmede, der var i Besøg i Sommerferierne, nemlig to beskedne unge Herrer, der stod i en Krog med Hænderne paa Ryggen og ventede paa det Øieblik, da de skulde blive 71presenterede og gjøre sine respektive Buk, og en Dame paa 19 eller 20 Aar med mørkt Haar og livlige Øine, som syntes med særlig Interesse at fæste sig paa Martin, da hun fik høre, hvem han var.

De to unge Herrer blev presenterede som Student Mørk og Student Solid, og den unge Dame som Frøken Schultse.Frøken Schultse] Om vi kan stole på skrivemåten av navnet, er en slektskapsforbindelse med forfatterens kompanjong i avisprosjektet «Dagbladet Norge», Hans Schulze, antakelig utelukket. Hun var eneste Datter af en formuende Skibsreder i den lille, menlille, men] rettet fra: lille men velstaaende By Stokkesund.Stokkesund] Det samme fiktive bynavnet forekommer i Vibes roman Et Testamente (1884), også der brukt om en liten by på Sørvestlandet. Etymologisk kan Stokkesund assosieres med Egersund, hvor Vibe umiddelbart etter juridikum arbeidet som advokatfullmektig. Stokkesund er åpenbart ikke Martins hjemby, selv om også han kommer fra «en af Smaabyerne paa Vestlandet» (s. 1). Etternavnet Aamot kan imidlertid referere til det stedet midt i Egersund hvor Lundeåna renner ut i Vågen. Vi har merket oss at Martins mentor, professor Lunde, er «en fjern Slægtning af Mad. Aamot» (s. 17). Lund ligger et par mil øst for Egersund.

Pastor Veiles Familie lod til at være livlige Folk. Aftensbordet var vel besat, og Martin mærkede, at han var Gjenstand for en særlig Opmerksomhed, saa at han, da han gik tilsengs om Aftnen, følte sig mere tilfreds med sig selv og Verden, end han havde været paa Aar og Dag. Der var intet passeret, som kunde forbedre hans Fremtidsudsigter, men saa underlig er det, den behagelige og selvtilfredse Stemning, han var kommet i, bevirkede, at Maalet at blive Professor forekom ham at ligge meget nærmere, end den foregaaende Dag.

Og han havde ikke mindre Grund til at være tilfreds de følgende Dage. Det var aabenbart, at der blev gjort Væsen af ham. Der diskedes op til Middagen, saa det var en sand Fornøielse, Pastoren var Forekommenheden selv, og naar der var et ekstra godt Stykke Steg, reiste Fruen sig, og gik selv i egen Person med Fadet hen til 72Martin for at byde ham det. De unge Damer følte sig øiensynlig smigret, naar Martin henvendte sig til dem, og han havde den Tilfredsstillelse at mærke, at han stak de beskedne unge Herrer fuldstændig ud.stak […] ud] utkonkurrerte (som med lanse i en ridderturnering)

Navnlig syntes Frk. Schultse at finde et særdeles Behag i Martins Selskab, og det traf sig hyppig, at han kom til at være alene med hende. Snart traf han hende om Morgnen alene paa Verandaen, snart kom de under de fælles Spadserture til at skilles fra de andre og vandre Side om Side, snart mødtes de tilfeldigvis i en af Aléerne eller Lysthusene i Haven. Frk. Schultse var en livlig ung Dame og let at konversere. Martin havde derfor intet imod disse Møder, og han begyndte efterhaanden at nære alvorlige Hensigter. Martin og Frk. Schultse var vistnok i mangt og meget forskjellige, men de havde et fælles Tilknytningspunkt. De beundrede nemlig begge énén] rettet fra: en og den samme Gjenstand. Denne Gjenstand var Martin. Martin beundrede nemlig sig selv og Frk. Schultse beundrede ogsaa Martin. I alle Fald troede Martin, at hun gjorde det. Med dette sterke Foreningsbaand lod det til, at det kun var et Tidsspørgsmaal, naar Martin skulde erklære sig, og hun give ham sit Ja.

Hvilken lykkelig Tid tilbragte ikke Martin i disse Dage. Spadserturene med Pastoren, Frk. Schultse og de øvrige Damer om Formiddagen, 73de hyggelige Middage, Legene paa GrønningenGrønningen] En grønning er en gresslette i skogen; her brukt som egennavn. om Eftermiddagen, hvor det ansaaes for en Ære, naar Martin vilde deltage; men fremfor alt Aftentimerne paa Verandaen, naar hele Familien sad samlet ved et Glas SeltersSelters] mineralvann, også brukt som blandevann i pjolter; opprinnelig fra den tyske byen Nieder-Selters. og Punsch eller et Glas Rhinskvin, Sukker og Vand. Der var ved disse Leiligheder næsten aldrig andre end Husets Folk tilstede. Kun Præstens Nabo, en adstadig Gaardbruger, eller, som han tituleredes, Proprietær, ved Navn Kornelius Magnussen Birkrem, kom af og til over til Præsten om Aftnen. Det var en meget taus Mand denne Kornelius Magnussen Birkrem.Birkrem] Navnets norske form, Bjerkreim, tyder også på at pastor Veile holder til på Sørvestlandet. Gården Bjerkreim ligger et par mil nord for Egersund. Han deltog aldrig i Samtalen paa egen Haand, men svarede kun, naar han blev spurgt, og det ofte kort nok. At blive klog paa Kornelius Birkrems Mening, var ikke let.

En Aften, omtrent 14 Dage efter Martins Ankomst, sad man som sædvanlig samlet paa Altanen. Kornelius Magnussen Birkrem, der var kommen over denne Aften, havde placeret sig henne i en Krog med sin Pibe. Martin sad paa det øverste Trin af Trappen og ved Siden af ham sad Frk. Schultse og heklede. Hun bøiede sig af og til henimod Martin og fremkom med en dæmpet Bemerkning, som om han var den eneste, hun bekymrede sig om, og som hun fandt, det var Umagen værd at tale med. Martin følte sig usigelig smigret ved den stiltiende Hyldest, som laa heri, og han vilde i dette Øieblik været 74villig til at udføre de største Bedrifter for at behage Frk. Schultse.

Præsten havde siddet fordybet i Aviserne. Den politiske Leder, han læste, bragte ham til i Forbigaaende at fremkomme med et Par Bemerkninger. Frk. Schultse kom til at modsige ham, og der udspandt sig mellem disse To en liden gemytlig politisk Diskussion. Frk. Schultse var ingen stor Logiker, og hun mærkede snart, at hun trak det korteste Straa. I sin Nød kastede hun et Blik til Martin, som om hun ventede Assistanse af ham.

Var der noget i Verden, som Martin savnede Interesse for, saa var det Politik, men Frøken Schultses Blik var saa indsmigrende og aandede en saa ubegrænset Tillid til Martins overlegne Dygtighed, at han blev lutter Fyr og Flamme og kastede sig ind i Diskussionen med den største Hensynsløshed. Han blev mere og mere ivrig efter hvert, som han talte. Det ene Ord tog det andet, og han huskede senere hen med Skam, hvorledes han til Slutning i Stridens Hede havde sat den skyldige Høflighed tilside og anvendt Udtryk som «Bornerthed», «Taabelighed» og «Mangel paa sund Sans» om sin ærværdige Modstander og hans Argumenter. Han kom først til sig selv, ved at Kornelius Magnussen Birkrem reiste sig for at gaa, og Præsten afbrød Samtalen 75med en kort Bemerkning om, at det var paatide at forføie sig tilsengs.

Martin ærgrede sig dygtig over sig selv, da han begav sig op paa sit Soveværelse. Han følte, at han havde forløbet sig, og det forminskede ikke hans Misnøie, at Anledningen havde været en Gjenstand, der var ham saa fuldstændig ligegyldig, som Politik. Medens han var i denne Sindsstemning, faldt hans Øie paa Manuskriptet til hans «Samling af Ord og Former fra Folkesproget.» Det laa henslængt paa et lidet Bord mellem Vinduerne halvveis skjult af Toiletgjenstande. Martin var kommen til Præstegaarden den 17 de Juli. Nu skrev man den 3dje August. I al den Tid havde han ikke beriket sit Manuskript med et eneste nyt Ord. Martin blev hed i Hovedet ved Tanken om sin utilladelige Dovenskab. Han aabnede Vinduet for at kjøle sine varme Kinder.

Medens han stod saaledes, fik han Øie paa Budeien, Marit, som tog Veien henimod Sommerfjøset. Budeien var en egte Thelemarksjente, og det faldt Martin ind, at en Samtale med hende maatte kunne skaffe værdifulde Bidrag til hans Ordsamling. Martin tog i al Hast sin Hat, listede sig sagte ned ad Trapperne og ilede henover til Sommerfjøset, der laa temmelig afsides paa et Jorde.

I den dunkle Aftenbelysning skimtede han 76et Par hundrede Skridt foran sig en Mand, der tog den samme Vei som han. Det var ikke mørkere, end at Martin paa Gang, Holdning og Dragt kunde se, at det var en Gaardbruger fra en af Nabogaardene, ved Navn Torgrim Braadland. Den unge Mand gik ind i Fjøset umiddelbart efter Budeien. Martin skyndte sig elter.

Det lod ikke til, at Martin var videre velkommen. I det samme han traadte ind, saa han Torgrim Braadland over Hals og Hoved forsvinde ud af en Bagdør, medens Marit satte et misfornøiet Ansigt op. Martin lod sig imidlertid ikke forknytte,lod sig […] ikke forknytte] lot seg ikke skremme, mistet ikke motet men satte sig rolig ned paa en Krak og begyndte at indlede en Samtale. Budeien var i Begyndelsen ordknap og svarede kort og spydig, men efterhaanden tøede hun op og begyndte at fortælle om sin interessante Fortid og sin ligesaa interessante Nutid. Hun var en Husmandsjente fra en anden Bygd og havde tjent 3 Aar paa Præstegaarden. Idag havde hun maattet opsætte Mælkningen af Kreaturerne ligetil nu Kl. 11 om Aftnen, fordi hun havde været henne og hjulpet nogle Sauer, som havde gaaet sig bort i Fjeldet. Det var et usædvanlig snaksomt Menneske, og hun talte til Martins store Glæde den mest oprindelige Dialekt, han endnu havde hørt. Han havde i hele Sommerens Løb ikke havt saa meget Udbytte af nogen Samtale som af denne.

77Endelig var Marit færdig og lavede sig til at gaa tilbage til Præstegaarden. Martin fulgte hende. Det var begyndt at blæse en kold Nordenvind. Han knappede derfor sin Frakke, brættede Kraven op over Ørene og trak Hatten nedover Øinene. Ved Indgangen til Bryggerhusbygningen, hvor Pigerne laa, stansede Marit og sagde Godnat. Martin fik pludselig en moralsk Indskydelse.

«Hør, Marit», sagde han, «har du længe kjendt Torgrim Braadland, den Gut, som løb sin Vei, da jeg kom, mener jeg.»

Marit blev rød, men svarede ikke.

«Vær forsigtig», vedblev Martin, og lagde Armen fortrolig om hendes Skulder, idet han vendte sig imod hende, «vær forsigtig, Marit, med hvem du indlader dig. Husk, at han er en Gaardmandssøn og du bare en Husmandsjente. Lad dig ikke narre.»

Inderlig tilfreds med sig selv over det moralske Raad, han havde givet Marit, nikkede han til Afsked, sneg sig paa Taa henover Gaardspladsen, aabnede Gadedøren med den yderste Forsigtighed og gik ligeledes paa Taa op paa sit Værelse.

Han kunde i Aften notere ned i sit Manuskript ikke mindre end 15 nye Ord, mest Benævnelser paa forskjellige af Koens Legemsdele, foruden 3 nye Verbalformer. Kunde han gjøre 78en saa rig Høst daglig, vilde han endnu kunne bringe et ganske anseeligt Ordforraad med sig hjem.

Han gik tilsengs med den behagelige Bevidsthed, at han denne Aften havde udrettet noget klækkeligt til Videnskabens Fremme.

At han var kommen til at opføre sig uhøflig ligeoverfor Præsten, var et lidet Skaar i hans Tilfredshed, men han tvivlede ikke om, at det skulde lykkes ham atter at forsone denne, hvis han overhovedet var alvorlig fornærmet.

Med denne Tanke slumrede han ind.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.