9de Kapitel.

Præsten Veile gjør en sørgelig Opdagelse.

79«Jeg synes», ytrede Præstefruen, da hun og hendes Mand den samme Aften var komne op paa sit Soveværelse, «jeg synes, at den unge Aamot er temmelig hensynsløs i sine Udtalelser.»

«Det var i Diskussionens Hede», sagde Præsten blidt, «der var intet Ondt ment med det.»

«Men ligeoverfor en ældre Mand, som du», sagde Fruen.

«Vi maa erindre, at Ungdommen er varmblodig, Moder», sagde Præsten, «der findes saa meget virkelig ondt i Verden, lad os ikke 80hefte os ved de Feil, som ikke har sit Udspring fra et fordærvet Hjerte, men fra et Øiebliks tilgivelige Opbrusning.»

«Vi maa desuden tænke paa», vedblev han, «at vi er ældre Folk, Mo’er. Vi holder paa gamle Skikke, gamle Sæder, gamle Anskuelser, men for Ungdommen stiller alt dette sig anderledes. Aamot er ung, hans Udvikling er faldt i en anden Periode end vor. Meget af, hvad vi finder naturlig og ligefrem, kan forekomme ham at røbe Ensidighed og Mangel paa Dømmekraft.»

«Har du lagt Merke til», fortsatte han efter et Par Minutters Pause, «hvorledes Forholdet mellem Aamot og Frk. Schultse udvikler sig mere og mere. Det bliver et pent Par.»

«Javist», sagde Fruen, «det forekommer mig forøvrigt, at vor ældste Datter, Janna, baade i Henseende til Ydre og –»

Præsten løftede Haanden advarende.

«Mo’er, Mo’er», sagde han, «lad os ikke forfalde til Misundelse. Lad dem faa hinanden, som passer sammen. Jannas Tid kommer nok ogsaa. – Jeg tror, jeg ogsaa er bleven ganske varm af Aftenens Diskussion», tilføiede han og aabnede et Vindu.

Straks efter tog han sin Hat og Stok og knappede sin Frakke.

«Hvor skal du hen?» spurgte Fruen.

«Jeg vil tage mig en liden Tur, inden jeg 81lægger mig», sagde Præsten, «Aftenen er saa sval. En Spadsertur vil gjøre mig godt.»

Da Præsten kom ud paa Gangen og gik forbi Martins Værelse, opdagede han, at Døren til dette stod paa Glyt. Det undrede ham, men han tænkte, at Martin havde ladet den staa oppe for at faa frisk Luft, og gik sagtesagte] stille forbi. Da han var kommen ud, tog han Veien om Kirken og udover Landeveien. Han gik langt, og vilde have gaaet endnu længer, hvis ikke en kjølig Nordenvind havde bragt ham til at vende om. Præsten tilbagelagde hurtig Hjemveien og vilde netop gaa ind, da han fik se, at Grinden til Haven stod aaben. Han gik hen og lukkede den for at ikke Hønsene skulde smutte ind den næste Morgen. Idet han vendte sig for at gaa tilbage til Huset, fik han Øie paa en Pige og en Mandsperson, der nærmede sig over Marken fra Sommerfjøset. De gik tilsyneladende i en meget fortrolig Samtale, omtrent som Kjærestefolk. Præsten stod uvilkaarlig stille. Han var dækket af ef stort Lindetræ.

De to Skikkelser stansede foran Bryggerhusbygningen. Præsten havde gode Øine. Han gjenkjendte i den kvindelige Skikkelse sin Budeie, Marit. Mandspersonen havde trukket Hatten nedover Øinene og brettet Frakkekraven op, kort, gjort alt muligt for at gjøre sig ukjendelig, men – Præsten følte sit Hjærte banke 82– Skikkelsen havde en uhyggelig Lighed med Martin Aamot, som for en Time siden havde taget høitidelig Godnat med hele Familien og var gaaet op for at lægge sig. Præsten fulgte de to Skikkelser i aandeløs Spænding.

Pludselig saa han Mandspersonen slynge Armen om Pigens Skuldre og bøie sig hen mod hende, og – saa forekom det Præsten – trykke et Kys paa hendes Læber. Derpaa vendte han sig mod Hovedbygningen og listede sig forsigtig som en Forbryder, paa Taa hen mod Gadedøren. Uagtet han trak Hatten endnu dybere ned over Øinene og trak Frakkekraven endnu høiere op, medens han sneg sig henover Gaardspladsen, fik dog Præsten Bekræftelse paa sin værste Formodning, da Skikkelsen et Øieblik vendte Ansigtet mod det Sted, hvor Præsten stod. Det var hans Gjæst, hans hædrede, agtede Gjæst, Martin Aamot. Det var Martin Aamot, der drev dette Spil paa samme Tid, som han gjorde stormende Kur til en elskværdig, tillidsfuld, uskyldig, ung Dame, der dvælede under Præstens eget Tag.

Skikkelsen sneg sig ligesaa forsigtig ind ad Gadedøren, som den var gaaet over Gaardspladsen. Præsten udstødte et dybt Suk. Da der var bleven rolig, gik han stille ind og famlede sig frem til sit Værelse. Hans Hustru sov allerede.

Præsten Veile lukkede næsten ikke et Øie hele Natten. Den næste Morgen Kl. 6 var han 83allerede oppe. Han gik ind paa sit Kontor, og sendte Bud efter Marit. Han vilde tale med hende.

Da Marit traadte ind, gik Præsten hen og lagde Haanden alvorlig, men mildt paa hendes Skulder og saa hende ind i Øiet.

«Har du Tillid til mig, mit Barn», sagde han,

Marit svarede et sagte «Ja».

«Saa maa du ogsaa vise mig fuld Fortrolighed», sagde Præsten, «svare mig aabent paa mine Spørgsmaal, og høre, hvad jeg har at sige dig.»

Marit pillede forlegent paa Fryndserne af sit Tørklæde og kunde neppe faa et hørligt Ja frem.

«Du har en Tilbeder», sagde Præsten.

Marit saa op.

«Der er en Mandsperson», forklarede Præsten, «der i den senere Tid har talt kjærlige Ord til dig og har søgt at vinde dit unge ubefestede Sind. Ikke sandt?»

Marit blev rød.

«Han har undertiden besøgt dig om Aftnen», vedblev Præsten, «igaar Aftes talte han med dig.»

«Ja», sagde Marit, «men bare nogle faa Ord.»

«Han har kjærtegnet dig – maaske – maaske – kysset dig», sagde Præsten.

«Bare – bare – et Par Gange», sagde Marit.

«Faa eller mange», sagde Præsten, «saa lad det være sidste Gang. Lov mig det.»

84Marits Stemme skjælvede, da hun svarede. «Han ser saa troværdig ud, den Gutten.»

«Menneskene dømme saa gjerne efter Skinnet», sagde Præsten. «Tro mig, mit Barn, han søger ikke dit sande Vel. Han vil kun besnære dit unge, ubefestede Sind.»

Marit brast i Graad.

«Han har lovet at gifte sig med mig», sagde hun.

«Lovet at gifte sig med dig», raabte Præsten og slog Hænderne sammen, «lovet at gifte sig med dig! Du gode Gud, er det kommet saa vidt.» Han greb hendes Haand mellem begge sine. «Lyt aldrig oftere til hans Ord», udbrød han, «tal ikke med ham, tænk ikke paa ham, sky ham som en Mørkets Engel. Kjæmp mod mit Barn, saa skal du se, du faar nok Hjælp til at overvinde Fristelsen.»

Marit gik grædende ud. Hun havde altid troet Torgrim Braadland saa godt, og nu havde baade Præsten og Martin advaret hende. Hun havde aldrig været saa sorgfuld i sit Liv.

Havde Martin været tidlig paafærde denne Morgen, vilde han kunne have seet Præsten umiddelbart efter Samtalen med Marit begive sig ind til sin Kone og tale længe og alvorlig med hende. Han vilde maaske kunne have hørt Præsten ved Slutningen af Samtalen ytre noget til sin Kone om, at «hun maatte advare Pigebørnene.» Han 85vilde endvidere kunne have iagttaget, hvorledes Præstefruen derpaa havde en længere Samtale med sine Døtre og Frk. Schultse, og hvorledes disse sidste straks efter hviskede en hel Del indbyrdes og saa meget betænkeligebetænkelige] bekymrede, urolige ud. Han vilde ligeledes kunne have seet, at der foregik en liden, men høist paafaldende Ombytning af Servietter ved Frokostbordet. Hver af Præstens Børn havde nemlig sin Serviette indesluttet i en Serviettering, hvori Begyndelsesbogstaverne til hans Navn var indridset. Sluttelig vilde han have seet Præsten kalde sit kvindelige Tjenestetyende ind og alvorlig advare dem mod at lytte til Smiger og forførende Tale fra ukjendte Mandspersoner. Det var bedst, sagde han, ikke at nære blind Tillid til nogen, hvor bedaarende hans Tale end lød, selv ikke, tilføiede han efter en svær Overvindelse, selv ikke til Fremmede, der maatte dvæle under hans – Præstens – eget Tag.

Medens alt dette foregik, sov Martin de Retfærdiges Søvn.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.