9Hattemager Aamot sad netop ved sin Frokost, da der indløb Brev fra Sønnen. Det var stilet til Moderen, som brækkede det og begyndte at læse høit:
«Kjære Moder», begyndte det, «jeg har staaet mig brilliant og har erholdt bedste Karakter til min Eksamen –»
«Hvad staar der?» raabte Hattemageren.
«Jeg har staaet mig brilliant og erholdt bedste Karakter til min Eksamen», gjentog Mad. Aamot.
Hattemageren slog i Bordet, saa Kopperne dansede.
10«Staaet mig brilliant og faaet bedste Karakter til min Eksamen», raabte han og snappede Brevet, «jeg ved, hvad det har at betyde. Han er naturligvis ikke sluppet igjennem; men jeg lader mig ikke holde for Nar to Gange. Lad ham komme og forsøge at binde mig noget paa Ærmet,binde mig noget paa Ærmet] prøve å innbille meg noe saa skal jeg vise ham, at han endnu ikke er andet end en Guttehvalp, om han saa er gaaet rejekt 100 Gange.»
Da Martin tre Dage senere kom hjem med Dampskibet, blev han ubehagelig overrasket ved at merke, at hans Fader ikke modtog ham med den Jubel, som han havde ventet. Mad. Aamot havde sat Kage og Vin ind; men Hattemageren raabte barsk:
«Tag Vinen ud!»
«Jeg havde tænkt, at vi skulde ønske Martin tillykke», ytrede Madamen.
«Tag Vinen ud», gjentog Hattemageren, «det er ikke værd at forhaste sig, og du Martin kan følge med ind paa mit Kontor.»
«Svar mig nu oprigtigt», sagde Faderen, da de var alene, «hvordan er det gaaet?»
«Jeg har staaet mig brilliant», begyndte Sønnen.
«Faar jeg se din Karakterseddel», sagde Hattemageren.
«Min Karakterseddel», sagde Martin.
«Ja vist, dit Eksamenstestimonium», sagde Hattemageren.
11Martin blev rød og begyndte at stamme. Han var bleven saa overrasket over den uventede Modtagelse, at han holdt paa at tabe Koncepterne.
«Jeg – jeg – jeg tror næsten, at jeg – har glemt den», stammede han.
«Glemt den», raabte Hattemageren.
«Med mindre – med mindre», vedblev Martin, «at den skulde ligge i Kufferten.»
«Du gjør bedst i at finde den», sagde Hattemageren.
Martin gik ud for at lede.
Da han kom ind igjen, gik Faderen op og ned ad Gulvet med en Stok i Haanden.
«Naa», sagde Faderen og stansede.
«Den – den – den var ikke i Kufferten», sagde Martin.
Han stammede endnu mere end før.
Faderen bevægede Stokken ganske sagte frem og tilbage.
«Du gjør ligesaa godt i at tilstaa», sagde han, «du har ikke glemt Seddelen, men du tør ikke vise den frem. Jeg kan se det paa dig. Du er gaaet rejekt, ikke sandt?»
«Jeg forsikrer –» begyndte Martin.
«Tilstaa lige saa godt med det samme», gjentog Faderen. «Jeg lader mig ikke føre bag Lyset af begge mine Sønner.»
Han begyndte at bevæge Stokken raskere.
12«Jeg giver dig mit Æresord paa –» begyndte Martin.
«Husk paa, at jeg kan skrive ind til Universitetet», afbrød Hattemageren ham.
«Det behøves ikke, det kommer jo i Aviserne», raabte Martin.
«Kommer det i Aviserne», udbrød Hattemageren, «kommer det i Aviserne, saa skal vi snart faa Sandheden at vide. Posten er kommet idag.»
Med disse Ord tog han Hat og Frakke paa og gik ned i Klubben.
Her fandt han ganske rigtig i den første Avis, han tog i Haanden, Martins Navn opført blandt Aarets Præceterister. Han følte sig dog ikke ganske sikker, og først da han havde sammenlignet flere Blade af stik modsat Farve, og fundet, at de alle, hvor uenige de forøvrigt var, stemmede overens i sine Meddelelser om Martins Eksamen, ilede han hjem for at gjøre Sønnen en Undskyldning.
Mad. Aamot havde aldrig delt sin Mands Tvivl, og alle hendes Bestræbelser gik kun ud paa at faa bekræftet, at Betydningen af Ordene «Laudabilis precæteris» var: «Rosværdig fremfor de Øvrige.»
«Martin er altsaa bedre end de øvrige», sagde hun, «han er bedre end de øvrige, Aamot, læg Merke til det.»
«Ja, ja, skjæm bare ikke Gutten ud, Moder», 13sagde Hattemageren, «men lad os først se, om han fortsætter, som han er begyndt.»
Efter 8 Dages Ophold i Hjemmet, reiste Martin tilbage til Kristiania for at læse til anden Eksamen.anden Eksamen] Examen philosophicum, den forberedende prøven, måtte avlegges av alle, uansett fagstudium. Examen artium ble inntil 1883 arrangert av Universitetet, som opptaksprøve. Examen philosophicum ble dermed å betrakte som «anden Eksamen», eksamen nummer to.
Den følgende Vaar havde han allerede absolveret denne. Denne Gang havde han husket, at tage Karakterseddelen med. Den lød paa «Laudabilis precæteris».
Faderen hengav sig nu ganske til sin Stolthed og Glæde, og den unge Begavelse modtog mange Beviser paa Agtelse af Indbyggerne i hans Fødeby. Den Ytring, som en af hans fordums Lærere lod falde, nemlig, at han aldrig havde tvivlet om, at Martin kunde «proppe i sig, hvad det skulde være», men at han var forvisset om, at han var aldeles blottet for Evne til virkelig selvstændigt Arbeide, prellede virkningsløst tilbage under den almindelige Anerkjendelse, og Hattemageren lod ham som Belønning for hans glimrende Eksamener faa Lov til at besøge London, hvor Hattemageren havde en Broder, der drev Fiskeforretninger.
Under Martins Ophold i London talte Faderen og dennes nærmeste Omgangsvenner meget om hans Fremtidsudsigter, og der blev lagt mange Planer i den Anledning.
Efter to Maaneders Forløb kom han hjem. En Formiddag 3 Dage efter hans Hjemkomst, 14kaldte hans Fader ham ind paa sit Kontor. Der var foruden Faderen og Sønnen ikke andre tilstede end Kommandersergeant Kristiansen og Fourer Bækkevold.
Kommandersergeanten og Foureren reiste sig og hilste paa militær Vis, da Martin traadte ind, og Faderen bød ham en Plads i den eneste Lænestol i Værelset.
«Det er paa Tiden, at Du vælger et Brødstudium», sagde Faderen, da Piberne var tændte, «har du fattet nogen Bestemmelse i saa Henseende?»
Martin rystede paa Hovedet.
«Ikke endnu», sagde han.
«Theologien føler du, saavidt jeg ved, ingen Interesse for», sagde Faderen.
«Ikke det mindste», svarede Martin.
«Og heller ikke for Retsvidenskaben?»
«Nei», sagde Martin.
«End Medicinen?»
«Jeg synes ikke om at skjære i Kadavere», svarede Martin.
«Philologien maatte ligge nærmere for dig», vedblev Faderen, «du har jo altid staaet dig godt i Sprog paa Skolen?»
«Skulde det være noget, saa maatte det være Philologien», sagde Martin, «men jeg har ingen Lyst til at læse med Unger.»Unger] Carl Richard Unger (1817–1897), professor i germansk og romansk filologi ved Universitetet i Christiania fra 1862 av, utga en lang rekke norrøne tekster. Martins reservasjon mot professor Unger kan dermed også oppfattes som en reservasjon mot den norrøne edisjonsfilologien. Unger er en av de ytterst få historiske personene som dukker opp i teksten (Ole Bull den andre); de øvrige professorene, både norske og utenlandske, er uten unntak oppdiktede.
15«Du har ingen Lyst til at læse med Unger», gjentog Faderen.
«Nei», sagde Martin, «jeg føler intet Kald i den Retning.»
Her hævede Kommandersergeanten Hovedet.
«Det er heller ikke noget for Martin», sagde han, «Martin maa ikke slide sig op paa en elendig Skole. Det kan han overlate til Kompagnitraverne.Kompagnitraverne] middelmådighet uten selvstendighet Med Martins glimrende Eksaminer maa man kunne stille sig høiere Formaal.»
Der opstod en høitidelig Pause, medens Hattemageren dampede af Piben.
«Har du aldrig tænkt paa Universitetet, Martin?» sagde han.
Martin stirrede paa Faderen. «Paa Universitetet», gjentog han.
«Ja», sagde Faderen, «har du aldrig tænkt paa det?»
«Nei», svarede Martin, «men siden du siger det, saa skal jeg tænke paa det.»
«Universitetet er netop noget for Martin», sagde Kommandersergeanten, «Videnskaben har Krav paa Mænd med Martins Evner.»
Der opstod atter en høitidelig Pause, medens Hattemageren indhyllede sig i Røgskyer.
«Hvilket Fag vilde du kaste dig over?» spurgte han.
«Jeg ved ikke», sagde Martin.
16«Det maatte vel blive noget i Retning af Sprogvidenskab», vedblev Hattemageren.
«Ja», sagde Martin, «gjerne det.»
«Latin eller Græsk», sagde Faderen.
«Heller levende Sprog», sagde Martin.
«Saa?» sagde Faderen, «det havde jeg ikke tænkt –»
«Overlad De den Ting til Martin, Hattemager Aamot», sagde Kommandersergeanten, «det tænker jeg, han forstaar bedst.»
«Det forstaar Martin bedst», supplerede Fourer Bækkevold.
Otte Dage efter drog Martin ind til Kristiania for at lægge sig efter Studiet af levende Sprog.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Johan Vibes vittige roman En Professor fra 1882 kan kalles Norges første universitetsroman.
Den unge Martin Aamot lykkes sensasjonelt i å bli utnevnt til professor ved hovedstadens universitet. I sin grunnstruktur er romanen tilsynelatende en klassisk dannelsesroman om hattemakerens sønn som lykkes til tross for en oppvekst i små kår. Men det er ikke egne ambisjoner som driver Martin Aamot; snarere snubler han av gårde, styrt av mer eller mindre komiske tilfeldigheter. Det er omgivelsene som dytter ham opp og fram, selv er han ganske passiv og mest opptatt av å gjøre minst mulig.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1882 (nb.no)
Forfatteren Johan Vibe etterlot seg et stort forfatterskap, men er så å si glemt av både litteraturhistorikere og lesere i dag.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
