«Gentiana nivalis»

Aftenen før underbudeien havde set Berit og Guri og Sveinung borte i raaket, havde det været Sølve som stod ved vinduet. I vindueskarmen var der skaaret en streg; det var høgstdagsmærket; naar skyggen af vinduesstolpen kom til den, da var det akurat midt paa dagen. Han stod og riped ned i stregen og tænkte paa, om det ikke gik an at gjøre flere streger, saa en kunde se hver time paa dagen; skjønt den som var vant til at se paa solen trængte nu ikke det; han vidste tiden ligevel. Nu vilde han prøve troldøjet sit igjen, se om det havde forandret sig! De smaa ruder i vinduet var ujevne og grønagtige; det en saa igjennem dem, især naar en kom meget paa skraa, blev saa rart 151og forrykket og fik en anden farve. Men Sølve havde opdaget en ganske klar flæk i ruden, ligesom en blære; den var ikke saa stor som en buxeknap engang; men naar en saa gjennem den blev alt saa vidunderlig tydelig og klart, meget klarere end naar han saa med bare øjne, og han kunde se meget længere, det var den han kaldte troldøjet.

Han la øjet tæt indtil og saa.

Det blev saa tydeligt, at han gjærne kunde tælle hver sten øverst oppi raaket. Men hvad var det? Mente han ikke det sat to karer der paa den store stenen, og skulde du set saa rart, den ene havde drivende kvit lue! Der reiste de sig og kom fort nedover! Han mældte af til Tonetta, og de blev alle staaende og undre sig og se. Og i en glad spending. Hvor triveligt det end kan være sommetider der langt borti fjeldet, det blir ensomt; en blir ligesom sulten paa folk! Og især naar sæteren ligger som Kjellesæteren ganske alene!

Der hørte de at de satte stavene fra sig udenfor væggen, nu kom de ind.

152De hilste fint og spurgte, om det var saa vel, at de kunde faa hus der inat og kanske faa være der en dag eller to.

Aa jo, det kunde vel bli raad til det, sa Tonetta. Men hvad var det for karer da?

De var studenter, sa de, og gik mest for morro skyld; den ene var svensk og havde nu det ærend, at han vilde se paa planterne deromkring.

Slige karer hadde ret Sølve aldrig set før. De var saa mærjelig fine, især han som de sa var svenske; og saa var han saa underlig lang og tynd! Han havde hvid lue med en rød knap i midt foran, og saa havde han lang sort klædesfrak, og langt mørkebrunt haar, som var strøget i en glat runding bagom ørerne og hang helt ned paa frakkekraven, og briller gik han ogsaa med, endda saa ung han var! Det maatte vist være en som skulde bli præst! Den anden var ikke saa høi og mer folkelig klædt; ogsaa han havde rød knap foran i luen, men hans lue var sort! Og saa havde de begge paa ryggen firkantede 153stive skræpper med mange remmer i, og svensken havde en grøn, rund, lang strult hængende i et baand over skulderen – da han satte den fra sig skrangled det i den, som den var av blik.

Det var han, som ikke var svenske, som snakked, den anden sa næsten ingenting.

De fik mad og takked, og siden holdt de sig mest ude. Sølve holdt øje med dem hele aftenen; han havde ret hug til at vide hvad slige tænkte og hvad de snakked om.

Da han var færdig med mælkingen, saa han at de sat paa en sten ude i græsset paa sæterløkken. Han maatte lure sig nærmere og se og høre. Kvældsolen var ved at gaa ned bag Graahø, græsset og blommerne ude paa sæterløkken stod og nikked og tøied sig under aftenvinden; den tog fat i haaret til svensken og rusked den fine krøllen helt fremom ørerne, det glindsed i det, og han skaked hovedet for at faa krøllen bakom igjen.

«Hvordan syns du her er?» sa den anden 154Svensken saa langt udover og op, saa det glitred i brilleglassene og slog langt ud med haanden:

«Naar en havde songen med, vilde her være et paradis», sa han.

Da de la sig om kvælden maatte Sølve ligge paa hjellen opunder taget, fremmedkarerne skulde ha sengen hans. Han laa og saa ned og lytted efter om de skulde si noget; men det var næsten ingenting, og snart blev det ganske stille; han kunde høre at den ene sov alt. Han skulde ogsaa til at sove, saa ligesom gjennem søvne lyset fra gløderne i peisen lege i fine striper bortover sætergulvet. Da knaged det, dernede strakte en sig i sengen og han hørte saavidt gjennem søvnen: «Et paradis – naar en havde songen med!»

Saa sovned Sølve.

Om morgenen vilde svensken være med Sølve borti fjeldet; og da snakked han ogsaa, spurgte om han vidste nogensteds han kunde linde blommer. Den anden vilde ned til elven 155og spurgte, om det var nogensteds den havde skaaret sig ned i dypt gjel og om berget paa siden da laa i lag – ligesom skifer? Jo, det kunde Sølve fortælle; men blommen –? Han vidste ingensteds han kunde finde flere blommer end ude paa sæterløkken; der stod jo fuldt af smørblom, baade gul og hvid, og maikaape og storknæb og –

Ja, det var nu ikke netop slige han saa efter, og ikke mange heller. Havde han ikke set nogen, som han ikke kjendte fra dalen, eller helst ingen andetsteds?

Jo, han havde nu set en liden blaa en, som var saa naudende vakker; men der var mange af den. De kaldte den fjeldsøte.

«Ah, gentiana nivalis», sa svensken, ja den var vakker; men han ledte nu ikke bare efter de vakre heller. Sølve kunde ikke begripe, hvad han ledte efter da! Svensken blev med ham hele dagen. Han var rar til at plukke blomster, laa han ikke og tog af den mindste og elendigste mosen og skrapte lav af stenene, – montro han skulde bli farver –? 156Sølve havde set bedstemor skrape lav naar hun skulde farve brunt. Han vaaged sig til at spørge. Men da tog svensken til at fortælle; han blev akurat som skolemesteren sommetider, naar de kom til at spørge om noget, han likte og som han sa der var vet i: Han vilde rinde ud om planternes vandringer, sa han. Alle planter var paa vandring, nordover eller sydover, op eller ned; de prøvde alle veie, var en stængt tog de en anden, fremover og udover til alle kanter vilde de; og de slog sig sammen i store følger, de som trivedes sammen og kunde hjælpe hverandre. Han maatte ikke tro her altid havde været som nu; engang havde her ligget hel is utover; da den gik bort var fjeldet helt blankskuret; men saa kom planterne vandrende søndenfra; og det var disse bitte smaa moserne og laverne som først naadde hid op; de kunde leve af bare sol de var solens første børn; og de bygged bro og lagde ned mad for de større som kom efter, og til slut kom skogene efter i tung marsch. 157Og der kunde komme ligesom lange vintertider, som standsed dem og drev dem tilbage. Nu saa det ud som vi var i en slig vintertid; engang havde skogene naaet op dalen her, og var gaat gjennem skarene helt over fjeldet og ned paa den anden side. Nu havde fjeldet kløvet dem igjen, det saa ud som de stod dernede og vented paa en ny sommertid eller rusted sig bedre til ny færd!

Sølve blev rent underlig. Sligt havde han ret aldrig hørt eller tænkt; da han saa der langt sydover dalen syntes han formelig at skogene rørte paa sig, at de vandred.

Og svensken fortalte, og synte ham de smaa moser og hvor underlig de var skapt, og før Sølve vidste ordet af, havde han ogsaa begyndt at lede og skrape og finde frem planter til ham, planter som han før aldrig havde set paa engang. De blev rigtig som gode kamerater han og svensken; og han sa endog at naar han kom hjem, skulde han sende Sølve en stor bog, som handlet om planternes vandringer, og at her var saa 158meget at se, at han vilde komme igjen næste sommer.

Slig gik den dagen. Da han kom hjem om kvælden var det at Berit og Guri var kommen.

*

Det er ny morgen paa Kjellesæteren. Underbudeien og Sølve og Guri holder paa at løse bølingen. Guri har været oppe tidlig, og ogsaa idag været med Sølve at mælke gjet. Hun har sligt godt lag og kjender dem snart allesammen, ja hun vil endog løse selve storoxen.

Ude paa sætervangen staar de alle, Berit og budeien og de to fremmedkarerne og Sveinung og ser paa kjørene komme ud af fjøset. De kjender Berit og alle skal bort og hilse paa hende og faa kjælen og klap. Sølve aabner kvegrinden og slipper sauerne og gjeterne ud; de gjør hop og kast og rækker i en lang stribe bortover sætervangen, og det er solskin og bjælderne klinger.

Guri vil være med Sølve og gjæte, svensken 159ogsaa, Sveinung som staar der med bidslet som axelskjerf skal ogsaa følge et stykke; han skal bort i fjeldet og ta hjem heste. De agted sig høit opover idag, det tegned til at bli saa varmt –, op gjennem Skiringsaasen paa nordsiden af Skarven, ja kanske helt op paa Skiringskletten, tænkte Sølve; for derfra kunde de se østover og saavidt skimte Suluhø; saa kunde han syne Guri skogene omkring hjembygden hendes.

Smaakreaturerne raekked af sig selv ind paa det øvre raaket. Men kjørene blev staaende. De veired nordover og saa sig tilbage og bjældkoen rauted. Sølve og Guri prøvde at drive dem bort i raaket. Nei, de vilde ikke. De bare gik tilside, snudde og saa mod sæteren igjen.

«Skulde set slig som bølingen er idag da», sa Tonetta, «jeg faar prøve at lokke», sa hun. Hun gik foran og lokked. Nogle af kjørene fulgte et stykke men bjældkoen flyttet sig ikke; saa sakked de andre ogsaa af og snudde.

160«Jeg mener det er fordi, de ser dig, jeg Berit,» sa Tonetta. «Du faar prøve at lokke dem du.» Berit prøvde ogsaa. De fulgte lidt længere, men saa standsed de, stod i en eneste rad, og saa efter hende. Hun maatte snu; da snudde de ogsaa. De blev alle staaende og undre sig. Sveining saa op paa himlen og sa:

«De kan da ikke vente uveir idag?»

«Nei det er da rent utænkelig,» sa de alle.

«Det er vel bare et lune,» sa Berit; vi faar gaa ind, saa gaar de vel afsted; og du vil vel ogsaa helst være kvit dem idag?» sa hun til Sølve, «du har baade gjeterne og Guri at passe paa; Guri er vist værre end Guldhorn.»

Saa gik de som skulde være igjen ind, og Guri og Sølve og Svensken og Sveinung slentred efter smaakreaturerne, som alt var kommet saa langt opover aasen at de saa ud bare som hvide prikker.

Det er lidt over middagstid. Oppe ved værden paa Skiringskletten sidder Guri og 161Sølve ganske alene. Sveinung er forlængst gaat fra dem, han havde tænkt sig paa en anden kant, svensken gaar der langt nede og ser paa stenene, kreaturerne ligger, ogsaa et stykke nedenfor, og tar sin middagshvil.

Det har været en varm dag opigjennem aasene; karerne har maattet bære trøierne sine, ja har angret paa at de har hat dem med. Guri har intet at angre, hun er bare i kort stak og en bomuldstrøie, som hun havde laant af underbudeien. Det er lummert her oppe paa kletten ogsaa, ikke et vindpust rører sig. Fjernt nord og ned hører de døn i marken og ser lange hestestraer, som ilsomt trækker sydover. Besynderlig saa meget hest de har mødt idag, og alle gaar de den samme vei, syd og ned! Sveinung gaar nok om paa dem nu. De sidder og ser udover den uendelige vidde som ligger omkring dem paa alle kanter; bare mod syd stænger Skarven for noget af udsigten. Sølve sidder og peger og siger det han ved, og han 162ved ikke hvordan det er, men han gjemmer hjemsiden tilslut:

«Og der», siger han endelig, «der kan vi saavidt se Suluhø, og der bagenfor ligger hjembygden din.»

«Paa Suluhø har jeg vært engang», siger hun.

«Skulde du se solen danse da?»

«Ja, men jeg fik ret se noget andet saa rart at jeg aldrig glemmer det, jeg saa skinbarlig selve nissen; han stod midt paa toppen i rød toplue og solen skinned paa ham.»

«Nei, var det dig!» sa Sølve, han vidste ikke ordet af, før det var sluppet ud af ham, dette han aldrig havde sagt til noget menneske før.

Hun vendte sig mod ham, spærred øjnene op og munden stod aaben akurat som dengang. Nu kjendte han hende igjen.

«Var det dig da?» sa hun stille.

«Ja. – Solfeng hvor jeg er fra, ligger under Suluhø paa denne side.»

163De blev begge saa underlig forlegne, saa langt bort, kunde ikke se paa hinanden.

«Saa du noget paa Suluhø?» sa hun om en stund.

«Ja, sa han, jeg saa solen danse. Men det er saa underligt –» han saa ned mod begsømskoene hendes – «jeghendes – «jeg] rettet fra: hendes –» jeg (trykkfeil) hugser bare et par hæljern.»

I det samme kom en ny hestestrae dønnende i fuldt løb lige nedenfor der de sad. De standsed et øjeblik, saa mod nord og satte i nyt heftigere sprang nedover mod kvelven nedenunder kletten. Kreaturerne sprat op, saa ogsaa mod nord og satte i løb efter. De hørte svensken rope dernede ogsaa ham pege. Da saa de ogsaa mod nord. Der langt borte var fjeldene og alt forsvundet, det stod som en mørk væg helt fra jorden og op mod himlen, den sopte fremover, tog ligesom ind i sig den ene høide efter den anden; med en gang kom der en skarp isende vind farende henover fjeldet. De satte paa sprang nedover, skjønte, hvad det var.

164Og saa hændte det som undertiden hænder midtsommers paa fjeldet. Der kom et forrykende sneveir. Hestene havde stillet sig i halvkreds ned i kvelven med hoderne vendt fra veiret; paa tvers under deres halse stod føllene. Smaakreaturene løb sammen i en klump. De selv maatte skyndsomt finde det bedste skjul de kunde bag en stor sten, der fandtes ikke træ saa høit oppe.

Og saa kom sneveiret. Det var ikke som et sneveir om vinteren, det var saa forrykende, kom saa tæt, at det blev næsten mørkt; og det kom ligesom ikke oppefra, det kom jevnsides med marken, saa luften syntes gjennemvævet af tusinder af lyse striber, der løb omkap bortover marken.

De klynged sig tæt sammen bag stenen med Guri mellem sig. Sølve tog trøien sin og vilde brede over axlerne hendes. Hun vilde ikke, men han sagde, at han frøs meget mer med trøien end uden, og saa maatte hun. Svensken slog ogsaa de lange skjøder af frakken sin om hende. De sad ganske 165stille, mens sneen drev over og omkring dem. De sad der længe, snart var de ganske nedsned, det var bare lidt af ansigterne, der hvor de pusted, som var bare. De sa ingen ting, men begge sad de og saa paa Guri; de saa bare de blaa øjnene, som stod stille ret ud, som de fulgte snestriberne, det saa slet ikke ud som hun frøs. Det var noget dette mindte Sølve om, som han ikke kunde komme paa. Da sa svensken pludselig:

«Gentiana nivalis!» sa han.

Det var det Sølve ogsaa havde ledt efter, han saa ligesom blaa blomster i det samme.

Svensken saa paa ham:

«Hvordan synes du her er?» sa han.

Sølve rørte lidt paa sig, han frøs, saa tænderne hakked, men syntes han maatte svare noget høveligt.

«Hvis vi havde songen med, saa vilde her være omtrentlig som et paradis», sa han. Veiret standset ligesaa pludselig som det var kommet. De hvide striber i luften blev færre, en kunde se mellem dem, det blev 166lysere. Det var som naar et tag glipper. De saa bagenden paa sneveiret, idet det drog fra dem sydover, og nu som en lys væg; næsten i samme øjeblik kom solen frem igjen, rolig og klar. Hestene rysted sig, knægged og dønned afsted, klumpen af smaakreaturer løste sig op og satte i kaade og glade sprang nedover. De bag stenen reiste sig og rysted af sig sneen. Hvor alt var forvandlet, hele egnen omkring dem laa i blændende, skinnende hvidt og langt mod syd saa de de sidste fliger af uveiret glide som et fint slør efter skraaningerne! Ogsaa de lagde paa sprang ned gjennem aasen. Før de naadde ned til Kjellesæteren var sneen næsten smeltet bort, og der var mindst de hundrede hester samlet, som havde flygtet ned for uveiret.

*

Dette var Guris første dag paa sæteren.

De blev endnu to dage til, saa havde Sveinung fundet hestene og de drog hjem til bygden.

167Og sommeren gik sin vante gang paa Kjellesæteren, høsten kom og en vinter til. Den vinter sad Sølve ganske alene paa kvisthaugen. Sveinung var kommet helt op iblandt karerne og Guri var paa kvindfolksiden. Men lyse, naar de havde tapt enden inde paa rokkesnellen, det gjorde han ikke; det gjorde Guri, og de beskyldte hende for at hun sommetider lurte sig til at kappe traaden, naar en af jenterne var paa hægten til ikke at bli gift.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.