Gravøl

Det var ikke frit for, at Peder Kværnhuset indvendig var lidt mer glad end passende kunde være ved slig anledning, da han tidlig om morgenen fik vide, at Marit Solfeng var død ud paa morgensiden, og ialfald mer end det paa nogen maade gik an at vise; men han var ikke den, som gjorde noget upassende Peder, og ved slige leiligheder havde han et ypperligt middel til at skjule sig; han tog bare paa sig kjøgemesterminen. Da blev han sid og fast sammenkneben i mundvigerne, steg varligere og rankere med korte skridt, kræmted og saa sig om, indtil alle lytted, før han begyndte at tale, sikkert og roligt som den der vidste alt, og ansigtet blev paa engang værdigt og blidt, 82som hos den der kjender og ser overbærende paa tingene, og kan være færdig til mildt alvor, men ogsaa til en liden passende skjemt.

Han havde allerede minen paa da han kom ind til det store føredugurdsbordet paa Kjelle. Der sat de allesammen, baade husmændene, tjenestegutten og jenterne og Ivar Kjelle selv, og det var meget stillere end sædvanligt, de fleste havde netop faat vide om dødsfaldet.

«Det gik rigtig uventet fort med hende Marit», sa en af tjenestejenterne og sukked. Det kunde kanske synes saa, mente Peder, men han havde nu tænkt sit han, strax han saa hende den dagen oppe i Solfeng, og igaar havde han vist det bestemt. Han havde, – ja ikke spurgt lige ud for det nytted ikke – men han havde faat det ud af gamledoktoren selv, da han skydsed ham.

Idetsamme kom Sølve og Berit ind, hun havde været med ham oppe paa kammerset for at han skulde faa se bedstemor. Han 83var saa liden og fattigslig og kunde ligesom ikke fæste øjnene paa noget, de vilde ned i gulvet, da han kjendte, at alle saa paa ham, og en af jenterne sa uvilkaarlig: Aa stakkars liden! Det blev aldeles stille igjen. Saa kræmted Peder. Nu fik det komme, det han sad og brændte med:

«Ikke græd, du Sølve, men syn dig som en kar. Nu skal du bare tænke paa, at vi skal hædre bedstemor, vi skal gjøre stort gravøl efter hende.»

Han saa bort paa Ivar Kjelle, han vilde, han skulde høre, at de vented det og han syntes han havde faat til dette næsten lige saa godt som det med gamledoktoren.

Det var det han havde saa brændende hug til at faa vide, Peder Kværnhuset, om der skulde bli stort gravøl paa Kjelle. Han vidste nok at der blev, og at han i alle tilfælde blev bjoer og kjøgemester, men der var forskjel. Han syntes rigtig Ivar Kjelle kunde gjøre det som det sømmet sig, for hun var nu ligesom føderaadskjærringen hans og hørte 84paa en maade til ætten ogsaa; og det var noget ganske andet at være kjøgemester i et gravøl, hvor de kom fra storgaardene. Og saa var der en ting til, noget særskilt, ualmindeligt, han vented. Han kom vist ikke til at bli bare bjoer og kjøgemester dennegang. Skolemesteren var borte vidste han, – skulde bli borte i tre uger endnu –; saa længe kunde de ikke vente, og saa var der ingen anden end han til at synge ud liget, og det kunde han; han havde tone kanske ligesaa god som selve skolemesteren; og han havde gjort det før, om det ikke netop havde været i noget storgravøl eller paa Kjelle. Og kanske han vilde gjøre tale ogsaa; det havde han nok aldrig gjort før, men han kjendte paa sig, at han kunde. Jo, han maatte ha greie paa dette, snarest muligt. Det blev saa urimelig meget at gjøre og tænke paa, hvis der skulde være storgravøl.

Da de andre karerne drog bort i jorderne efter føredugurden, blev da ogsaa Peder igjen i tunet, gav sig noget at gjøre borte ved 85stalddøren. Han kunde ikke tænke andet end at Ivar Kjelle havde noget at raadføre sig med ham om nu. Men han kom ikke.

Sølve var ogsaa kommet ud igjen og gik bort imod Peder og blev staaende og se paa ham; han havde faat slig interesse for Peder siden det igaar, og siden det han sagde inde ved bordet.

Peder lagde ogsaa mer mærke til Sølve nu, han var en som vedkom gravøllet. Der havde han kanske en han kunde sætte paa Ivar Kjelle og faa vide noget! Slige kunde plumpe ud med det de vilde vide, saa en blev nødt til at svare. Men før Peder kom sig til at si noget, plumped Sølve ud med noget han mindst havde ventet:

«Var det til gravøllet efter bedstemor, du bad Skagamofolket igaar?»

Peder saa sig hastig omkring. Saa sandelig trodde han ikke gutten havde hørt ham – han fik læmpe det saa godt han kunde:

«Hysh gut, ti stille med det saa skal jeg lære dig op til kjøgemester.» Og saa kom 86det i en ganske anden tone: «Saa du gaar og tænker paa gravøllet, du Sølve? Ja, det er rimelig det, at du vil vide, om det skal være sligt storgravøl, at Skagamofolket skal bli bedt. Og neimen om det er værd du gaar og grubler paa det lel; naar du saa endelig vil det, saa skal jeg strax følge dig til Ivar Kjelle, saa vi faar vide det. Bare kom og bli med mig du!»

Sølve vidste slet ikke, at han havde sagt noget sligt, men det maatte vel være saa lel naar Peder sa det. Men endda mer forundret blev han paa veien, da Peder sagde:

«Og saa vil du lære at bli kjøgemester, siger du? Ja, det skal der hoved til, kan du tro, men ellers saa tænker jeg nok du kunde lære.»

Dette vidste nu Sølve aldeles sikkert, at han ikke havde sagt; men de var vist slige her nedi bygden; de la saa meget i ens ord, som en slet ikke havde tænkt.

De kom bort til Ivar Kjelle. Han stod og læned sig paa armene udover svalgangen. Peder slog an en lystig tone:

87«Her kommer jeg med en kar, som endelig vil vide, hvordan det skal være med gravøllet,» sa Peder. «Jeg slap ham ikke, før jeg maatte følge ham», sa han.

«Nei, det var da rigtig for galt, at du skulde ha bryderi med sligt,» sa Ivar, «han kunde da vel kommet selv.»

«Han vilde endelig, og saa syntes jeg, jeg fik føie ham idag. Han vil lære at bli kjøgemester siger han.»

Sølve stod lidt skamfuld, dette havde han ret aldrig hverken sagt eller tænkt. Han saa op paa Ivar Kjelle, hvad han maatte synes om ham. Men det saa slet ikke ud som han syntes det var noget rart af ham; han syntes snarere det lurte noget i øjekroken hans, da han saa paa Peder. De havde nu ogsaa saa mange miner her nedi bygden, som en ikke kunde bli klog paa; en kunde aldrig rigtig vide om de mente hvad de sagde. Men det var kanske ikke saa, for han hørtes ganske alvorlig ud, da han sa:

«Ja, gravøllet hadde jeg nu tænkt at spørge 88dig om da, Peder. Det er du som bedst ved hvordan det høver sig.»

«Ja, du ved, jeg har været med, saa jeg skulde jo vide det», sa Peder.

«Jeg havde nu haft mest hug paa at gjøre stort gravøl jeg», sa Ivar, «men det ved jeg jo du ikke synes.»

«Synes ikke jeg?» sa Peder.

«Nei, du tænker vel som saa, at de kanske vil synes i bygden, at det er rart, og det kan du ha ret i.»

«Rart? Rart?» sa Peder forarget. «Hun var da føderaadskjærringen din, ved jeg; og jeg har aldrig hørt at nogen her i bygden har gjort ringere gravøl efter føderaadsfolkene end efter sjølvefolkene! Og saa hører da han Tore til ætten!»

«Ja, du ved det; men saa synes du vel ikke du har stunder heller. Det blev jo dig, det kom til at hvile paa, det meste.»

«Sligt faar en ta sig stunder til», sa Peder; «det er ikke oftere det hænder.»

89«Du mener kanske som jeg da, at vi skal gjøre stort gravøl ligevel?»

«Jeg mener vi skal ikke gjøre noget vi har skam af paa Kjelle.»

«Nei, dette var rigtig gjilt», sa Ivar. «Og jeg som trodde, du ikke var noget for store lag. Men nu faar du ogsaa ligesaagodt ta paa dig det hele da, saa ved jeg at jeg faar det gjort som det skal være.»

Peder Kværnhuset voxte, der han stod. Dette var enda mer end han havde ventet.

«Ja», sa han, «det skal jeg. Og nu skal det bli gravøl, som skal spørges. Jeg tænker vi gjør det ligesaa stort som efter han Aamund, far din.»

«Ja», sa Ivar, og nu saa han lønsk paa Sølve, «mindre kan vel heller ikke gjøre det. For vi faar nu hugse paa, at hun var bedstemor til selve tunkallen paa Kjelle.»

Saaledes blev det bestemt, at der skulde være stort gravøl efter bedstemor.

*

90Det gik paa Kjelle som det altid gaar paa landet, det blir ligesom ikke større tid for de nærmeste til at sørge og gruble over det de har misted. Der blir saa meget andet som tar tankerne; der skal lages til fest og den skal arte sig mere som mindefest til den dødes hæder end som egentlig sørgefest; alt som forsømmes, som ikke gaar efter skik og brug, blir til mindre hæder for den døde, og derfor blir der saa rundelig meget at gjøre og passe paa. Alt paa en hel gaard kommer i et andet gjænge, noget over det hverdagslige, ja det smitter videre over hele grænden, der hvor man kan vente at bli buden, og maa begynde at tænke paa sending.

Det vared da heller ikke langt ud paa dagen før Sølve var over det værste, han syntes mest han var i en slags helgestemning, samtidig med at han havde saa meget at ta vare. Ja, selv Tore, som havde været nedtrykt baade for branden, og fordi Marit havde været syg, retted sig ogsaa op og kvikned til. Der fulgte saa meget med, som 91han maatte ta mærker af, som kunde komme til at bety noget. Der var nu strax katten; den var kommet efter fra Solfeng dagen efter og havde lagt sig ved fodenden i Marits seng, og der havde den ligget, ikke været til at flytte; men strax hun var død vilde den ud, og da havde han set at den for opgjennem enget mod Skagamobrækkerne, saa halen stod efter den; den gik nok hjem til Solfeng. Aa ja, kom Marit til at vise sig igjen nogensteds saa blev det nok der, det synte katten. Og saa var der saa meget andet han maatte passe paa blev rigtig gjort, en kunde aldrig være forsigtig nok med sligt. Der skulde ligge salmebog under Marits hovedgjærde, og det maatte være en storstilet en; saa blev det at faa fat i den. Og der skulde ligge en skilling paa hendes bryst, men det skulde være en kobberskilling og en af de gamle, – saa var det at finde den. Saa var det Peder Kværnhuset, som maatte raadføre sig med ham, baade om det ene og det andet ved gravølet, og de passed ligesom 92saa godt sammen de to, de havde saa nogenlunde de samme meninger baade om det som passed sig, og om hvad de forskjellige mærker betydde. Da det led ud paa dagen var han saa virksom og snaksom, som Sølve ikke kunde hugse han havde set ham. Og da steg han og Peder Kværnhuset side om side op i bredkjærren med selve Rauen for og kjørte ud af tungrinden. De maatte skynde sig til presten og faa bedstemor «slettet ud af kirkebogen». For stort gravøl det tar tid, og det vidste de da begge, at en ikke skal begynde at stelle til gravøls, før den døde er «slettet ud af kirkebogen».

Og det blev ikke tid til at gruble senere heller, det blev en travel uge paa Kjelle. Peder Kværnhuset vilde ha et helt naut til slagt, og han vilde ha brygget af en tønde malt og ikke saa liden brændevinsdunk heller, – han vilde be hele grænden og dertil de nærmeste af skyldfolket ude i nabobygden, folkene paa Kruke, Snaghol og Loftsmo slig som da Aamund for i jorden. Og saa blev der 93brygget og bagt, kogt og stegt, vasket og skuret og Peder Kværnhuset gik rundt paa gaardene i hele grænden og bad dem komme og ledsage Marit Rasmusdatter til hendes «grav og sidste hvilested» og siden «ta tiltakke med hvad husets leilighed kunde formaa» paa Kjelle.

*

Solen skinned varmt ned i tunet paa Kjelle. Luften stod og dirred mellem de brune huse, og der kjendtes en stærk duft som fra skog. Der var spigret granbusker baade paa tungrinden og paa svalstolperne og hele veien imellem var det strøet med frisk granbar. Inde i sommerstuen var gulvet hvidskuret og strøet med ener. Det store langbordet var dækket med hvid dug og meget mad, store smørøskjer og brede brødbaater – en kunde se det var ikke for ingenting at madklokken sa «smør og kaku» paa Kjelle. Lige ved døren stod et lidet skjænkebord med to glas, brændevinskaraffel og biteti. Fra vinduet kom et mat og gult sollys 94ind over bordet, dæmpet af de gamle grønne ruder. Døren stod oppe paa vid væg og derfra flommed det uhindret ind over det hvidskurede gulv, og der midt i solstrimen lige ude i døren stod Peder Kværnhuset for at ta imod gjesterne.

Sølve stod ude i svalen og saa nedover tunet, derfra kunde han se helt igjennem sprinklerne i tungrinden.

Nu tog de til at komme. De kom i en flok for sig fra hver gaard, passed paa ikke at komme sammen eller samtidig, men med passende mellemrum, saa der blev tid til at tage imod. Kvindfolkene var sortklædt og i hvidt skaut; de gamle kjærringer fra storgaardene havde strimmelluer, silkeluer med hvid, pibet krus foran rundt ansigtet; karerne var i helgeklæder. De gik saa uendelig langsomt. Ved tungrinden blev der en stands, en som bare havde været med at bære sendingen, snudde og gik sin vei. Saa aabned de tungrinden, langsomt og stille og kom op over tunet; hvert følge havde en stor flad kurv 95med hvidt klæde over, sendingen og et stort stadselig malet grødspand. Nede i tunet mødte reikjærringerne, det var lidt ældre jenter fra bygden, som udtrykkelig var bedt til det, det var en ære. De kom for at ta imod sendingerne, det var dem som skulde staa for beværtningen. De tog imod og takked og sagde at dette var nu saa rent for meget, og fik til svar, at det var det nu slet ikke, det var bare noget smaatteri; og saa blev der sagt, at de fik være saa god at gaa ind.

Det tog tid at komme op trappen og ind i svalen, men der stod Peder Kværnhuset, ønsked dem velkommen, og bad dem være saa god at komme og faa skjænk. De skulde nu ikke ha, men naar han havde nødet dem en stund, saa nipped de endelig til glasset og vilde saa sætte det fra sig. Men det fik de ikke, Peder Kværnhuset vidste, hvad der skulde til. Saa gik de hen og satte sig paa bænkene eller blev staaende i hjørnerne, saa afsides som de kunde komme.

96Det tog lang tid, vist en times tid, før de alle var komne.

Der skulde spises dugurd før de drog til kirken, og nu kom det hvor det kneb for reikjærringerne. Bordet var nok dækket, men nu skulde grødspandene stilles frem. Og det var ikke let, saa de ikke fornærmed grøden til nogen; det var pladsen det kom an paa. Det kunde endda gaa an nedover bordet, der var det ikke saa nøie, og spandene pleied de at flytte om hverandre, mens de spiste, saa alle skulde faa smage alles grød, men at komme øverst fra først af var en stor udmærkelse. Nu var det selvsagt at spandene fra Bø og Skagamo skulde staa øverst, men hvilket skude komme først. Havde de endda hugset hvordan det var i Aamunds gravøl, saa kunde de gjort omvendt nu; men det var saa længe siden at ingen hugset det, uden kanske Bøkjærringen og Skagamokjærringen selv, men dem gik det ikke an at spørge. Endelig vaaget en af reikjærringerne sig til 97at sætte Bøspandet øverst – Bø var nu endnu større gaard end Skagamo da.

Da reiste Bøkjærringen sig, gik bort til bordet og bytted spandene.

«Nei jamen skal Skagamogrøden staa foran min lel», sa hun, «det ved jeg den fortjener» – nu havde hun ligesom faat æren lel.

Da hvisked de lidt sammen kvindfolkene bortover bænkene – dette syntes de var mageløst gjort af Bøkjærringen.

Peder Kværnhuset traadte frem paa gulvet og sa:

«Ja, saa faar dere værsaagod og sætte dere bortaat og faa spise» – han var saa fin, at han ikke sa mad idag.

Der maatte igjen megen nøden til, ingen vilde gaa først. Men nu tog Skagamokjærringen sin mon igjen, Bøkjærringen skulde sidde øverst.

Da de havde sat sig blev det ganske stille, og Peder Kværnhuset læste bordbøn der han stod.

De fleste maatte reise sig, da de begyndte 98at lange til grøden, spandene stod i række midt paa gulvet. Alt i et gik reikjærringerne omkring og flytted paa spandene, saa alle skulde faa smage paa alle og Peder gik langs bordet med sine to glas i haanden og skjænkte. Han skjænkte i et, mens det andet blev drukket, derfor kunde han bruge to. Det blev næsten ikke snakket ved bordet, og det tog ikke saa lang tid. Lidt efter lidt lagde de skeene ned, den sidste raskere end de andre, da han saa han holdt paa alene.

«Ja, er dere forsynte, saa skal vi takke gud for maden. Velbekomme!» Det var igjen Peder Kværnhuset som var paafærde.

De reiste sig. Der blev fort tat af bordet og det lille skjænkebord blev flyttet ud. Fire lange karer gik hen til døren, der blev de staaende. To krakker blev sat mit paa gulvet. Da gik de langsomt ud. Lidt efter kom de ind med kisten, satte den paa krakkerne og løfted laaget af.

Der laa bedstemor, helt klædt i hvidt! Det var ganske stille. Bare en og anden 99af kvindfolkene hvisket. «Saa pen! «Akurat som en skulde se hende!»

Imidlertid havde Peder Kværnhuset faat brillerne paa, – de sad saa besynderlig langt ude paa næsen, – og salmebog i haanden. Nu var det han skulde gjøre det han aldrig havde gjort før.

Han traadte hen til enden af kisten med tommelfingeren inde i salmebogen. Han kræmted. Alle saa paa ham. Saa tog han til:

«Ungdommen er ikke alderdommen lig –» han blev saa underlig, han syntes ligesom han ikke kjendte sin egen stemme – «Vi springer ud ligervis som en knop og falder om ligervis som et morkent træ. Og – og –» – han havde tænkt ud meget mer, men skulde en ha set slig, han var ikke istand til at komme paa det, – han fik ta slutningen: «– og du Marit Rasmusdatter har med ære fuldendt dette løb, og derfor ville vi nu synge dig ud af dette hus og til din grav og sidste hvilested.»

100Han retted paa brillerne, løfted salmebogen og klæmte i at synge.

Under verset lagde de laaget paa kisten og skrued det til.

Sølve syntes det var saa underlig idetsamme, da han ikke saa ansigtet til bedstemor, da hun ligesom ikke skulde være med længer, og han kjendte igjen klumpen i halsen; men han kom til at hugse paa det, som Berit Kjelle havde sagt til ham idag tidlig, at naar han ikke vidste, hvad han skulde gjøre eller sige, saa skulde han gjøre som de andre. Han saa sig omkring, ingen græd, han tvang sig.

Da verset var færdig sa Peder:

«Og nu ville vi læse et fadervor.»

Han begyndte; men om det nu var fordi han var kommet ud af talen eller noget andet, han kunde ikke begribe det, – da han kom midt udi kom han rent ud af det ogsaa. Det for fortere end et blink gjennem hans hoved at dette gik dog ikke an, at de skulde tro, at han ikke kunde fadervor. Han 101standsed pludselig, saa skjævt omkring sig over brillerne og sa fort:

«Ja, det er ikke værd jeg læser mer af det, dere kan det før – det blir rent for sent for os.» Han gik fort og stilled sig foran kisten, tog til at synge igjen. Kisten blev løftet og saa gik han foran og sang den ud af huset. Verset varte endnu længe efter at den var sat paa slæden, – han sang ikke fort Peder Kværnhuset.

Saa satte toget sig i bevægelse, langsomt, efter takten af et nyt vers af Peder, han skulde ogsaa synge hende ud af tungrinden

Først kjørte bedstefar og Ivar Kjelle i bredkjærre, saa kom Peder som gik og sang, saa en slæde med kisten og Rauen foran, saa en anden bredkjærre med Sølve og Berit Kjelle – det var første gang han kjørte storkar i bredkjærre, og saa alle de andre. De som skulde være hjemme stod paa trappen og tælled hestene, og syntes det var et stort gravøl. Sølve passed vel paa idetsamme Rauen gik gjennem tungrinden, om den saa 102sig tilbage, det skulde bety, at nogen fler var feig paa Kjelle. Bedstefar havde bedt ham gjøre det, fordi han selv var foran og ikke kunde. Men Rauen gjorde ikke det.

Det gik langsomt fremover veien, paa fremveien kjører en kun i skridt. For hver gang de kom forbi, hvor der bodde folk, steg Peder, som ellers sad hos kjørekaren paa kisten, af og stemte i et vers.

Endelig var de ved kirkeporten og klokkerne tog til at ringe. Sølve greb sig i at tænke paa hvad de sa, men kunde ikke faa noget ud af det. Peder stilled sig igjen foran kisten, den blev løftet og han stemte i et nyt vers. Det varte længe efter at de var kommet bort til graven, saa de blev staaende og holde kisten, og præsten, som var der, saa vist paa ham. Kisten blev sænket ned. Præsten holdt en liden tale og saa kasted de graven over bedstemor til.

Hjemover gik det fortere, men nu maatte Sølve sidde bagpaa et andet steds, præsten 103skulde ha plads i bredkjærren, han skulde være med til middags paa Kjelle.

Hjemme blev de ønsket velkommen hjem fra kirken, og straks bedt tilbords – reikjærringerne følger aldrig med til kirken, men blir hjemme og steller istand. I førstningen var det ogsaa nu nogen nøden, men det gik fortere, de vidste jo sine pladse, og ikke kunde der være tvil om hvem skulde sidde øverst, det skulde præsten.

Og de spiste og drak og eftersom Peder Kværnhuset fyldte ølkrusene blev der mere tale og dæmpet lystighed. Og de gik fra bordet, og de spiste og drak til aften igjen. Og hele tiden gik præsten om iblandt dem og var saa gemenslig og hyggelig; han sa til Peder Kværnhuset, at i ham var der vist gaaet en stor klokker tabt; han havde hørt ved graven at han havde slig stærk og langvarig røst. Det var et ord som blev husket. Og da han kom til Sølve og spurgte hvad han var for en kar, blev der ogsaa sagt et 104ord som blev husket. Sølve svarte først, som han havde lært:

«Jeg heder Sølve, og det var bedstemor min, som for i jorden idag». Men saa hugsed han at han skulde sige som andre sa og saa la han til:

«Og jeg er tunkallen paa Kjelle».

De tured gravøl i tre dage paa Kjelle. Og alle kunde ikke nok rose, hvad det var for et hyggeligt og triveligt gravøl.

Peder Kværnhuset var tilfreds med sig selv. Han fik vist aldrig vide, at der siden i bygden har været det ordtak, naar det er noget, en ikke kan komme paa:

«Det er ikke værd jeg læser mer af det, dere kan det før, sa Per Kværnhuset, kom ud af fadervor.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.