Paaskemorgen

Jorden ruller ustandselig afsted. Det er som hvert sted haster mod solens opgang.

Og alt, som lever paa jorden har denne hast, det tøier og strækker sig op og mod øst. Træerne faar sine længste grene til den kant, blomsterne vender sine kroner did, fuglene bygger sine reder og rævene graver sit hi med aabningen mod solopgangen; det er som alt stræver med at komme først til at hilse, hylde og tilbede solen og modtage dens velsignelse, det er den, som bringer varmen og livet og haabet.

Intet under at ogsaa menneskene kom til at vende sit ansigt mod solopgangen. Det blev solen, som først gav dem tanken om 10gud, livets udspring; det blev solen, som blev menneskenes første gud. Troen paa livet og haabet om livet steg ved solopgang og sank ved solefald, sank mod vintertid og steg mod sommertid. Og denne skiften mellem fortvivlelse og haab og seiersjubel blev stor og størst i de egne, hvor vinteren blev idel mørke og sommeren idel lys, hvor livets ophav snart syntes helt at ha tabt, snart helt at ha vundet over mørket, livets fiende.

Og disse indtryk fra menneskehedens barndom har holdt sig paa mange maader gjennem alle tider. Menneskene fik nok andre og større forestillinger om livet og verden og gud. De saa at dagen og natten, vinteren og sommeren gjentog sig i stadig skiften. Naar de i de klare nætter stod under stjærnehimlen og iagttog, saa de at himlen havde et fast punkt, hvorom alt syntes at dreie sig, og om de ikke forstod den hele sammenhæng, skjønte de at alt gik efter love, og at solen selv maatte følge disse, var et redskab for en større og stærkere styrer. Men solopgangen 11og sommeren, skjønt den stadig gjentog sig, blev dog altid lige vidunderlig, lige utrolig, lige ny, havde altid den samme forunderlige magt til at vække haabet og livsmodet. Den rørte ved det umiddelbare i deres sind, noget som havde været med at danne deres væsen. Den var virkelig nok, blev forstaaet og forklaret, men vedblev dog at være vidunderet fra menneskehedens barndom og vedblev at ha den samme umiddelbare magt. Alle folkeslag har i sit sind bevaret forbindelser med solen, muselmanden vender sig mod solopgangen, naar han beder, og i de kristne kirker ligger koret mod øst: menigheden skal vende sit ansigt did, mod guden, som kommer derfra med haabet om evigt liv.

Det er da saavist heller ingen tilfældighed, at paasken, opstandelsesfesten, livsfesten er lagt, saa den kommer i solens følge. Den er lagt umiddelbart efter foraarets jevndøgn, da solen paa jordens nordlige halvdel helt har seiret for det aar; fra den dag er døgnets 12mørketid mindre end dets lystid, lyset seirer. Paasketanken og paaskestemningen kunde her mødes – og de mødtes – med de ældre tanker og stemninger fra solfesternes dage, og de var saa lige, at de kunde gaa helt over i hverandre og tilslut gik helt op i hverandre.

Derfor er det blevet en fast tro, som findes endnu den dag idag, at den som paa paaskemorgenen først af alle mennesker faar se solopgangen, han vil faa se solen danse.

Da gjælder det at komme høit. Nærsagt hver bygd har sit bestemte fjeld, fjernt eller nær, det høieste i vid omkreds, hvorfra dette kan ske. Det skal særlig lykke til; det nytter ikke at prøve mer end en gang i sit liv; man maa være ganske alene, og man maa være et søndagsbarn. Men det er umagen værd. Den som har set det, for den vil livet bli lyst – han vil for altid være værget mod tungsind.

Sølve, som bare var otte aar gammel, og den som havde sat ham paa det, vidste nok 13ikke, at de dyrked solen paa ældgammel vis, men at faa se solen danse, det var det han vilde prøve idag.

Klokken med de store stenlodder ret over sengebænken hans, som stod paa gulvet ved fodenden af en stor seng, gav sig til at surre og sænke slagloddet, saa det dunked mod væggen, og slog omsider et stærkt slag.

Han reiste sig varsomt op – vidste ikke rigtig om han havde sovet eller ei, gned sig i øjnene og keg over fodenden op i den store sengen. Han kunde ingenting se, det var næsten mørkt. Maanestriben som kom paaskraa ind gjennem vinduet, rørte bare saavidt sengestolpen, skød ret bort paa peismuren og tegned den øverste del af vinduet der, nogenlunde rigtigt, mens tegningen af den anden halvdel laa nede paa gulvet og tøied sig i det uendelige bortover mod vinduet saa ruderne blev saa underlig lange og smale og urimelige.

Han maatte se paa og lægge mærke til dette mens han lytted efter om bedstefar og 14bedstemor oppe i den store sengen sov. De pusted saa let, at han ikke rigtig kunde bli klog paa det. Ja, ikke for det, det gjorde ikke større om de hørte ham. Han havde nok godt skjønt paa dem igaarkvæld baade at han havde faat lov, om han havde spurgt, og at de gjærne vilde; bedstemor havde endog lagt frem mad paa bordet, vistnok for at han kunde ta niste om han vilde.

Det var begyndt med at bedstefar havde siddet og sammenlignet den trykte almenakken med den paa tobaksdaasen sin. Han fik det vist ikke rigtig til at passe ihob. For han sagde, at den trykte almenakken var ikke at lide paa længer, siden han døde han som havde gjort den før. Bedstefar havde set ham, han havde skydset ham engang. Og da havde han fortalt, at det var han som gjorde almenakken, og at han havde været i et land saa langt nord, at solen aldrig gik ned om sommeren; men endda var det saa koldt, at da han brak skaaken paa slæden saa spjælked han den med smør. 15Han havde ikke sagt, hvad han gjorde der; men det var greit at skjønne, han havde været der for at finde aspekter. Men han havde ikke villet lære dem fra sig let, som rimeligt var, og derfor var der nu næsten ingen aspekter i almenakken. De kunde dem ikke mer; at spaa veir efter almenakken med nogen rimelighed var blit rent uraad. Og ikke var den saa aldeles at lide paa med dagene heller. Fjerdehvert aar var der altid noget galt med søndagsbogstaven, naar en kom ud paa vaarsiden. Gik det rigtigt til, saa var det kanske ikke paaskekvælden ikvæld. Men da havde bedstemor sagt, at sligt skulde en ikke tænke. En fik tro det var kristent folk, som gjorde almenakken nu ogsaa, selv om de ikke kunde saa godt som før, saa de ikke vilde snyte hverken vorherre eller menneskene for den rigtige paasken.

Aa ja, det fik en vel, mente bedstefar, men det kunde nu vært artigt ligevel, om en havde vært slig, at en havde kunnet, 16at vært oppe paa Suluhø imorgentidlig i solrendingen og set om solen dansed. Solen lod sig ikke narre paa paasken den, hverken af almenakken eller nogen anden. Det kunde nok vært godt for andet ogsaa det, sa bedstemor. Det havde en nok hørt. Hun vidste bare en, som havde set det og det var Gjermund Snertingdalen, og han havde da ogsaa, saalænge han levde, vært mer gladværen end andre folk og alt havde føiet sig for ham. Hun havde selvengang prøvd, som ung jente, endda hun ikke kunde si at hun havde lidt af tungsind, hverken da eller senere. Men hun fik ikke se noget; i solrendingen blev det overskyet.

Det var ventelig, for ikke var hun født paa en søndag og saa havde hun vel snakket om morgenen ogsaa?

Ja vist havde hun snakket. De vidste ikke noget om at det var galt. De havde været et helt følge op til foden af Suluhø. Hun var i nabobygden paa den anden side af aasen dengang, som han vel vidste. Men 17hun havde gaat op alene. Harmeligt at hun ikke havde vist, det var galt at snakke.

Saa var det blit stille en stund, og saa havde bedstemor pludselig sagt:

«Men Sølve han er født paa en søndag.»

Bedstefaren svarte ikke noget til det, men reiste sig og saa ud af vinduet.

«Det blir klart inat», sa han, «og maanen blir oppe langt ud paa morgensiden.»

«Hvor lang tid tro en kunde trænge til Suluhø nu?» sa bedstemor.

«Skaren ligger hel, saa en kunde gaa midt gjennem skogen. En greide det pent paa en tre timers tid. Gik en, naar sjustjærnen stod ret imod peispiben og fjøsmønet; da vilde vel klokken her være omtrent et, saa rak en sikkert solrendingen. Og det vilde være pent at gaa og let at finde frem, en vilde se rundingen af Suluhø gjennem hele skogen.»skogen.»] rettet fra: skogen. (trykkfeil)

Saa havde de ikke sagt mer, men de havde set saa underlig paa ham.

Sølve skjønte nok, at de havde sagt alt 18dette ligesom til ham, og han havde hørt vel efter. De passed sig nok for at la sig mærke med noget, selv om de hørte ham; de vilde nok ikke narre ham til at snakke.

Han kom sig raskt frem paa gulvet og smat i buxen. Livremmen fik han spende fast, det blev længe til han fik mad; for han vilde ikke være den som tog med niste paa en slig tur, endda bedstemor havde laget til. Han satte sig paa gulvet og trak strømperne paa. Vesten og trøien fik han ogsaa ta, før han gav sig i kast med begsømskoerne; de var nok gjilde, men de var ikke rigtig til at fare stilt i; det nytted ikke at stiltre sig frem med dem. Han prøvde at holde benene oppe fra gulvet, mens han tog dem paa; det gik godt, men da han skulde til at hægte snesokskafterne blev det værre. De skulde hægtes udenpaa buxen og hægtingen var paa siden; oppe ved knæet blev det saa vrient at han holdt paa at tabe balancen og kom til at dunke hælerne temmelig haardt i gulvet. Da holdt han stille en stund og keg tilbage over 19skulderen. Nei, de havde vist ikke hørt. Han fik varsomt hægtet resten; saa knapped han trøien, tulled skjærfet to gange om halsen, fik den røde topluen paa og trak den helt ned over ørene. Grebvaatterne fandt han i trøielommen og trak ogsaa dem paa.

Nu var han færdig; han keg igjen bagover skulderen. De var lige stille, da fik ogsaa han fare stilt en stund endnu. Han satte grebvaatterne i gulvet, løfted hælerne op og skøv sig paa bagen bortover mod døren. Der maatte han op for at naa klinken. Han kom op, naadde den og klemte til. En frisk kjølig gufs mødte ham idet han aabned og smat ud i svalen. Døren knirked og begsømskoerne klamped, men nu fik det ikke hjælpe.

Ude var det næsten lyst. En halv minkende maane hang et stykke over mod vest og lyste saa meget, at stjærnerne stod ganske bleke og stille, han maatte uvilkaarlig tænke paa at de vist sov, de skalv ikke og tindred ikke saaledes som han ofte havde set det i 20mørke kvælder. Alt lys var saa stille at det ikke engang glitred i sneen, der laa som en blaalig hvid, ubrudt flade udover paa den kant som vendte vest, og i det uendelige bortover fjeldvidderne paa den anden side af dalen, – selve dalen laa saa dybt og langt nedenunder, at han bare saavidt skimted den øverste skograus over paa den anden side, før fjeldvidderne begyndte. Indover paa den side han stod var det ikke langt til granskogen. Den stod der som en mørk væg; men bag den løfted kollen af Suluhø sig rund og hvidere end alt omkring; maanen havde bedre tag paa den; og den rykked ligesom saa nær; det saa ud bare som et par skridt, endda han jo vidste at skogen laa der i svag skraaning hele milen indover, før Suluhø dukked op af den.

Han saa efter syvstjærnen. Jo, der var den kommet næsten ret over fjøsmønet; han var ude akurat i passelig tid.

Han gik afsted, bent mod skogen, søgte ikke vei; skaren var ganske fast, den bar saa 21let som om han gik paa et stuegulv. Lige foran skogkanten standsed han lidt. Det var lidt underlig, han havde aldrig været derinde om natten før, ingen skjælven i lyset, og ingen lyd, bare en vâr knirken i skaren hver gang han satte foden ned. Men der stod jo Suluhø, tryg og rolig. Det var intet at være ræd for. Han gik ind i skogen. Den skraaned ganske sagte opover, saa sagte at han knapt mærked, at det bar imod. Det var slet ikke saa mørkt derinde som det saa ud udenfra. Granerne stod rumt, saa maanelyset hist og her slap ind, og de var høistammet, saa skyggerne, der hvor maanen slap til, laa som et grindværk bortover skaren, med brede lysstriper imellem. Her var ikke saa ensformigt som ude paa sletten foran skogen; men hvor granerne stod tættere blev der mørke gab indunder og det var ligesom den trykkende stilhed, som hersked i hele skogen kom ud fra dette mørke; han gik uvilkaarlig udenom, hver gang han mødte et sligt gab, løfted øjnene og fæsted dem paa Suluhø.

22Han gik og gik – længe. Stjernerne blegned mer og mer, maanen sank lavere mod vest.vest.] rettet fra: vest (trykkfeil) Stilheden seg lidt efter lidt ind paa ham, trykked ligesom paa bagfra saa han uvilkaarlig hasted, traadte varere og varere, tilsidst ilte han paa taa saa underlig beklemt.

Da med et gik der et langt og høit «sjoogs» gjennem skogen.

Han kvak til saa han blev staaende lyttende med den ene fod i veiret. Efter denne lyd var det et øjeblik som det blev endda stillere som om alt lytted. Lidt efter kom der en «sjo-o-gs» til og derpaa en høi buldren saa luften dirred. Han satte foden ned, nu vidste han hvad det var, det var aarhanen som tog til at spille.

Da den første var færdig tog en anden til at buldre paa en anden kant; saa blev der stille lidt som om de lytted efter hverandre, og saa lød stærke vingeslag og han saa en mørk stribe fare over trætopperne og slaa ned langt borte paa den kant, hvorfra 23det første «sjo-o-gs» var kommet. Flere vaagned paa alle kanter, det var med en gang som hele skogen blev levende; stilheden skylled bort; det buldred, det kagled, det sjogsed og vinger slog paa alle kanter. Mindre fugle vaagned ogsaa med smaa kvæk og pip, der lød saa underlig lyst ind i den mørke buldren.

Han blev staaende og lytte. Buldret trak sig lidt efter lidt sammen som om et centrum et stykke borte og tilsiden for der han stod, netop did hvor han havde hørt den første, og de mørke striper hvergang en fugl føg forbi pegte alle did. Naar det stillet lidt kunde han fjernt borte høre et svagt bulder af andre ringe som trak sig sammen – der var nok flere legepladse i skogen.

Han havde hørt meget om fugleleken, men aldrig set den, sandelig vilde han ikke bøie af og prøve at faa se. Han gik varsomt efter lyden; den steg og faldt saa det snart hørtes nær og snart fjernt, men gjennem alt kjendte han hele tiden maalet paa den, som havde begyndt først.

24Endelig aabned skogen sig og nu hørtes det ganske nær. Det var vel en myr eller et svaberg under sneen, siden der var aaben plads midt i skogen. Han lagde sig ned og krøb forsigtig frem bag en granbuske. Derfra keg han frem.

I det sparsomme lys saa det ud som et helt mylder af fugl ude paa sletten. Hanerne løb om mellem hverandre, strakte halsene, slog stjærten ud som et hjul, sjogsed og buldred. Hønerne var snart nede og tripped omring, snart kasted de sig i lav flugt fra træ til træ tvers over sletten. Sommesteds havde to haner fat i hinanden, dansed rundt, mens den ene holdt den anden i nakken og sparked til hinanden, saa fjærene stod som en sky om dem. Men nærmest ved, var der en som snart tog hele Sølves opmærksomhed. Den drev paa ganske alene frem og tilbage og frem og tilbage mellem to enerkjær. Vingerne slæbte den vidt udover sneen, tripped, spankulered, gik ret frem, gik paa tvers, strakte halsen frem, strakte den op, 25buldred og sjogsed og for hver gang den tog til med bulderen skinned det ildende rødt i ringene om øjnene; det saa skinbarlig ud som han vrængte dem. Sølve maatte se paa den længe, den var saa pudsig, at han næsten higsted for ikke at le. Og høiere og høiere buldred den, det var nok selve spilhanen, den som raadde for hele legen; det saa ikke ud som nogen turde komme den nær.

Men pludselig hørtes et stærkt sjogs, langt borte fra. Det blev med et stilt, de lytted. En anden skar i skraa stripe ret ned paa sletten lige ved den. Det var nok en fra en anden leg som vilde prøve. De stod lidt urørlige. Saa strakte den nykomne halsen, og tog til at buldre. Den var ikke kommet halvveis før den første med et vældigt byks sad i nakken paa den. Sølve var saa med at han uvilkaarlig sprat op paa knæ. Mer skulde der ikke til. Som om et vindstød havde feiet hen over sletten var den tom i et øjeblik, de var som blaast ind i skogen.

26En ræv reiste sig forsigtig op paa forbenene bag et enerkjær, dreied hovedet med de forundrede ører og saa langt efter dem.

Hvad kunde det være, som havde skræmt dem nu? Det havde saavist ikke været han, han havde ligget ganske stille og ventet paa at en skulde komme nær nok, bare saavidt glipet med øjenlaagene. Aa ja, det var det han kunde tænke, at der var mennesker! Sølve havde faat øje paa den og var kommet ud paa sletten. Den snudde langsomt, og gik mod skogen med halen slæbende lang efter og keg paa skraa tilbage. Nei, han kom ikke efter. Saa gik han bare en krog for at komme ind til sletten paa en anden kant; den vidste nok at spillet kom igjen længer ud paa morgenen.

Da Sølve blev alene og sandsed sig saa han at der var blit lysere. Han saa mod øst; jo der var himlen i farveskiftning. Han fik nok skynde sig – godt likevel at han ikke var blit heftet længer.

Han tog igjen retning paa Suluhø og gik 27rask afsted. Nu var det ligesom ingen ængstelse længer, nu var der liv i hele skogen. Han hørte aarfuglspil fra flere kanter og nu tog de ogsaa til at buldre igjen bortover topperne der hvor han havde skræmt dem.

Det begyndte at hælde stærkere opover, granerne blev lavere og mer spredt med birk iblandt. Snart var han oppe over granskogen, der var bare et smalt belte med smaabirk igjen og saa laa siden af Suluhø jevn og hvid opover.

Han standsed og saa sig tilbage.

Nedenunder ham laa skogen som et stort mørkt hav. Langt, langt borte i vest gled netop maanen ned under randen af de snedækte fjelde. Idetsamme gled en kold blaalig skygge over hele egnen og stjærnerne flammed op. Men det var bare et øjeblik det kolde blaa lys hersked, det mødtes af et fint, varmt, rødligt fra øst; her begyndte himlen at faa sit morgenrøde skjær. Nei, han fik nok skynde sig, det var vist næsten en time til toppen. Han gik igjen længe; det 28bar mer imod saa han maatte løse paa skjærfet og lette paa topluen. Det lysned mer og mer; den røde stribe i øst blev stærkere og stærkere. Han skyndte paa. Endelig, der stod varden, om et øjeblik var han oppe.

Nu saa han ikke tilbage, men ret frem ind i det nye. Mod øst var hele landskabet lavere end Suluhø. Nedover laa bølgende skog, og nedenfor den en bygd, nærmere end hjembygden; han kunde endog se enkelte af de øverste gaarde over paa den anden side af dalen og over der igjen skog og skog i det uendelige til den tabte sig langt ude mod synsranden; intet fjeld dukket nøgent op af skoghavet paa den kant.

Han blev staaende længe og se ret imod. Derfra var det solen vilde komme.

Det var bare saavidt han kjendte det kuldegufs som altid følger solrendingen og trak uvilkaarlig i topluen. Himlen skifted, blev flammende rød, og der –

En straalebundt skød pludselig op over 29skogen der langt ude i øst, spredte sig ret op paa himlen til alle kanter. Det flimred et øjeblik som om skogen og himlen var i heftig bevægelse, og saa gled solranden stor og vældig op over skogkanten og flommed sit lys ud over alle fjeld.

Solhavet traf ham saa pludselig og vældigt, at han virkelig syntes at solskiven dreied sig heftigt rundt. Om en stund standsed den, blev mørk, næsten sort, med en flammende straalekrans omkring, – han havde stirret ret ind i soløjet, og var blit blændet. Han maatte flytte øjnene væk, men hvor han satte dem, saa han fremdeles den sorte skive. Da holdt han hænderne for, længe; da han tog dem bort var solen helt oppe, stod rolig og straalte som den pleied. –

Da først kom han til at se til siden, over paa den andre siden af varden.

Det kvak i ham. Der stod en anden, en liden jente med rød kyse paa hovedet og gabte mod solen, hun ogsaa.

Ved at han rørte paa sig, kom ogsaa hun 30til at se til siden og blev ham var. Ogsaa hun kvak til.

De blev begge staaende med aaben mund og se stivt paa hverandre. Ingen turde ligesom røre sig. Han saa bare at hendes øjne blev saa uendelig store og skræmte, og at det lidt efter lidt begyndte at bævre om mundvigerne og at de trak sig ud.

Han syntes han maatte gjøre noget, og saa prøvde han – det lød saa underlig forsigtigt:

«Er det folk, saa – glædelig paaskefest!»

Hun stod enda lidt, og mundvikerne trak sig mer ud. Saa kasted hun pludselig om og la paa sprang nedover, han saa bare saavidt det blinked i heljernene hendes.

Han saa efter nedover. Der langt nede stod tre fire voxne mennesker skygged med haanden for øjnene og saa op.

Aa ja saa skjønte han da, at det havde været folk. Det var vel nogen fra den anden dal, som ogsaa var oppe for at se solen danse.

31Der kom de opover, de vilde nok se solen fra toppen, de ogsaa. Da la han paa sprang, – han syntes likesom det vilde være leit at træffe dem nu.

Da han ilte hjemover gjennem skogen var det saa underligt; han kom sig slet ikke til at høre efter aarhanen, som nu netop drev paa med solspillet. Og heller ikke tænkte han saa meget paa, at han havde set solen danse. Han syntes hele tiden, at han saa de store øjnene hendes og den rare jepen under kysen og saa blinken af heljernene, da hun sprang.

Da han kom hjem langt ud paa dagen maatte han fortælle bedstefar og bedstemor nøiagtig altsammen, og han kunde forsikre dem at solen virkelig havde danset. Men hvordan det var eller ikke, han kom sig ikke til at fortælle, at han havde truffet nogen paa Suluhø.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.