Madklokkerne

Solfeng, det er et pladsnavn. Pladsen ligger ikke som pladser flest, der ligesom er hængt op paa dalens kant, saa en nedenfra ser dem mod himmelbrynet; den ligger langt indenfor limaanen i en svag sydhælding. Skal en se til dals maa en helt frem paa Skagahammeren.

Den har da heller ikke altid hedt Solfeng, men Vaarsæteren. Før i tiden havde storgaardene en hjemmesæter, hvor de flytted op med kreaturerne om vaaren, før der var blit bergelig havn inde paa den rigtige sæteren langt borti fjeldet, og pladsen havde dengang været vaarsæter til Kjelle.

Tore Solfeng, Sølves bedstefar, var voxet op der; det var hans far som først var flyttet 33op. Han hørte til ætten paa Kjelle og havde et lidet føderaad der; men han fik det som saa mange, at han ikke kunde trives nede i dalen og saa bytted han ud føderaadet mod Vaarsæteren, for sig og sine efterkommere, saalænge de vilde bo der; siden skulde den falde tilbage til Kjelle. Da han døde var Tore i fremslængalderen og han kom da tilbygds og blev der længe fremover, nogle aar paa hver af storgaardene Bø, Skagamo og Kjelle. Men han fandt sig heller ikke rigtig tilrette. Han var ikke saa letlivet som anden ungdom, han læste det han kunde komme over, gik altid som han iagttog og tænkte paa nogenting, og tog mærker og gjorde saa mange høitideligheder før han begyndte paa et værk, at de tog til at kalde ham Tore Fortænkt.

En vaar da han var fremimod de 30 gifted han sig, og skjønt de rysted paa hovedet, var de vant til at anse ham saa meget anderledes end andre, at de ikke blev meget overrasket da han ud paa sommeren drog 34op paa Vaarsæteren med den unge kjærringen sin og tog til at tømre stue – den gamle var i mellemtiden raatnet ned. Sikkert var det, at da han en eftermiddag ud paa høsten gjorde dovning og folk fra bygden, som skik og brug var, var samlet oppe paa Vaarsæteren for at lægge torvtaket paa den nye stuen, da var han saa gladværen og tilfreds som de ikke kunde hugse de havde seet ham før. Da de var færdige med taket og stod og saa paa den vesle lave stuen, havde gamle Aamund Kjelle som selv var med sagt:

«Ja, her blir ganske lækkert; men folk skulde nu ikke slaa sig ned i ødemarken lel. Det kan være vidnefast, Tore, at den dag du vil flytte til bygds og lar mig faa Vaarsæteren igjen, skal du faa samme føderaad paa Kjelle, som far din havde.»

«Det er ærlig talt, tak værd og værd at mindes», sa Tore og saa udover: «men her blir jeg nok; for her er solfeng», sa han, «det er det som vanter nedi bygden.»

35De vidste ikke rigtig hvad solfeng betydde, men da de saa udover, hvor det milde høstsolskin laa saa roligt og fredeligt, slog det dem at her vist var mere sol end andensteds og at det vel maatte bety noget sligt.

Og Tore blev ved: «Og til tegn paa at jeg tænker at bli her, saa planter jeg her mit tuntræ. Det er en flogrogn, som jeg har tat af tuntræet paa Kjelle.» Og saa tog han frem et lidet rognetræ af en vaad mosehaug, spadde op et hul et stykke fra væggen midt mellem begge vinduerne og satte det der.

«Trives det, saa trives jeg», sagde han.

Fra den dag af var det, at Vaarsæteren lidt efter lidt kom til at hede Solfeng.

Nu har græsset paa det torvtak, de la oppi Solfeng hin høstaften spiret og visnet over fyrretyve gange og Tore og Marit kjærringen hans bor der endnu. En datter har de haft, men hun er allerede baade gift og død og har efterladt dem Sølve. Det er Tore selv som har git ham navnet enda det ikke er et som er brugt der i bygden. Den lille stuen 36er blit ganske brun af sol og regn og ælde og flogrognen er voxet op til et vældigt træ, hvis runde krone rager høit op over stuen og spreder sig udover saa den skygger over hele den ene halvdel af torvtaket. Og den er blit gammel og erfaren, kan baade spaa og varsle, saa Tore tar mange af sine mærker af den.

Sligt er det blit skik og brug at kalde overtro, men det er ikke saa sikkert at det er det. Den har sin krone høit oppe i solen og sine rødder dybt nede i jorden, den har lært sig til at føle og mærke meget, som gaar menneskene forbi. Skal det bli tidlig høst, ved den det allerede om vaaren, skynder sig at sprætte og blomstre, saa den kan bli færdig før kulden kommer om høsten; skal det bli sen og mild høst, venter den længst mulig om vaaren, skal vinteren bli stræng sætter den tykkere knopper med store skjæl udenom og tykt harpix imellem; den ved hvad der skal til; den som kjender den og har iagttat den aar efter aar, kan se hvad 37den ved om aarstiderne baade af dens form og dens farve. Og oppe i dens krone har et skjærepar holdt til i mange aar, helt siden den blev stor nok til at yde skjul. Tore tar det som et godt varsel saalænge de holder sig der og freder om dem. Hver vaar bærer de nye pinder og ny kvist og bygger og bygger og fletter dem sammen med grenene, saa det kan staa for den stærkeste vind og holde det værste høljregn ude. Det er vist et helt hestelæs med kvist, de har baaret op i aarenes løb. Ogsaa de varsler veir og vind og kulde og meget andet, naar en som Tore forstaar dem.

*

Det er en tidlig morgen langt frempaa vaaren, den samme vaar, da Sølve har været paa Suluhø og set solen danse. Morgensolen glitrer i den spæde løv paa den store rogn, som netop er sprunget ud. Skjærerne er der af og til, men flyver saa langt bort med vippende sæt i luften og kommer om en stund igjen med lange pinder i næbbet, som 38de kunstfærdig stikker ind i hestelæsset oppe i rognens krone.

Sneen er forlængst borte oppi Solfeng, ja endog Suluhø staar bar med blinkende vandsig nedover svabergene paa dens sider. Kun i fjeldene der langt over i vest ligger endnu skinnende former. Det damper af jorden, og mangesteds i retning af dalen ser en store røgsøiler stige op og lægge sig som en blaalig dis udover i den stille luft. De har nok begyndt med braatebrænding nu, de er færdige med vaaraannen.

Sølve staar lænet mod den brunstekte væggen med hænderne i buxelommen, myser mod solen, og følger skjærerne oppe i træet. Han ser at mange af de pinder de bringer er brændt i den ene ende. De henter dem nok borte ved braatebranden, de blir liggende igjen saa passelig lange og høvelige i en rund ring rundt en slig afbrændt kvisthaug, og saa blir de saa haarde og tørre, raadner ikke saa let. De er nok tænksomme skjærerne ogsaa.

39Han er helgeklædt idag og i hvide skjorteærmer. Han staar egentlig og venter paa bedstefar, – de skal til bygds de to idag – længere fremme paa dagen; men først har bedstefar sagt, skal de gaa en tur ud paa Skagahammeren, naar de ringer til fóredugurs nede i dalen og høre, hvad madklokkerne siger. Det kan være værd at lægge merke til det, naar en skal ud iblandt folk. Baade Tore og Kari har begyndt at tænke paa, at han vel maatte se til at komme tilbygds nu ialfald en del af aaret. Før havde de ligesom ikke mærket at han voxte og blev større, og at det engang maatte bli en forandring saa de ikke havde ham hos sig; ialfald havde det ligget langt borte og ikke været noget hyggeligt at tænke paa, saa de havde skøvet det fra sig. Men efterat han havde været paa Suluhø, var det blit anderledes; der laa ligesom et varsel i dette, noget som pegte paa fremtiden, at han var en af de faa udvalgte, som havde faat se solen danse. Efter det blev det ikke saa umuligt 40at tænke paa, at han engang ikke skulde have dem mere til at sørge for sig, men bli stor og greie sig selv i verden. Og de havde virkelig snakket sig imellem om dette udover vaaren, – de havde ligesom pludselig opdaget at de begge var meget gamle. Vel var der ikke livsaligere plet i hele bygden end Solfeng; men de kunde ikke vide, hvorlænge de kunde holde ud, og Tore vilde ikke unde ham den samme lod, som den han havde haft at bli igjen der ganske alene i fremslængalderen, og saa komme til bygden som en hjemføding. Nogen vanskelighed med at faa ham bort var det ikke; han vidste at de gjærne tog imod ham nær sagt paa hvilken gaard, han vilde i bygden, – paa storgaardene har de altid brug for baade en og to af slige karer.

Det var nu vel ikke blit med mer end snakken alligevel i aar. Men saa for et par dage siden var der der kommet bud nede fra bygden, fra skolemesteren, om det ikke var et gjildt mandsemne deroppe i Solfeng, 41som han kunde faa se paa, naar skolen begyndte ihøst; han vilde saa gjærne ha fat i slige mandsemner og skape lidt paa dem.

Det blev dette som gjorde udslaget. Ja, ikke for det, Tore havde nok lært ham at læse selv, ja at skrive ogsaa paa sin maade, nemlig at skjære navne i træ, og han havde gjennemgaat almenakken med ham, saa han kunde de faa aspekterne som var igjen, saa skolemesteren selv knapt kunde lære ham dem bedre. Men naar de nu havde tænkt paa at faa ham til bygden ligevel, saa var det ligesaa godt det blev først som sidst, – de fik se sig ud hvor han skulde hen. Tore havde nok sin mening om, hvor han helst vilde han skulde komme, men en kunde aldrig ta for mange mærker, en fik ta et mærke.

Det var derfor de skulde ud paa Skagahammeren nu tidlig om morgenen.

Tore kom ud helgeklædt og i skjorteærmerne han ogsaa. Han saa først op paa solen, saa ud over dalen, og derpaa op i 42rognen. Skjærene var ikke der akurat da, de var reist efter nye kviste. Han stod lidt, saa sa hun til Sølve:

«Har de ikke begyndt idag, heller?»

«Jo, nu har de begyndt; de drar kvist, saa de næsten ikke har stunder til at sætte sig.»

«De har sat ud saa længe iaar. De har ligesom betænkt sig paa noget og vært saa stille.»

«Ja, men saa har de heller ikke begyndt at brænde braate for; det er vist fra braaterne i Bø øverjordet at de drar.»

«Hm, jeg liker ikke rigtig dette; men de har da ikke tænkt at sky, siden de drar. Ja, nu faar vi gaa skal vi komme ud paa hammeren til ringningen begynder.»

De gik afsted i solskinnet. Det var en fjerding vei nordover og udover til Skagahammeren. Veien gik bortigjennem en udslaateng med enkelte smaa lavstammede birker. Her holdt trosterne til, de havde allerede begyndt at ruge. Alt som de gik, fløi trosten frem, skvatret og skreg og skjændte, 43fløi saa nær, at de næsten rørte ved hovederne deres, og holdt et sligt leven, at en ikke kunde høre, hvad en selv sagde. Kvidren af de smaa sangfugle, som ogsaa bygged blandt dem, blev ganske borte i denne støi; men de likte sig der ligevel, trosterne var saa paa post og varslet alt farligt, som nærmed sig, og var saa ivrige til at jage de farlige kraakerne. Hvert trostepar fulgte skvatrende med til de var passelig langt fra deres eget rede; da snudde de og overlod jagingen til de nærmeste. Dette fulgte Sølve og Tore gjennem hele enget, først da de nærmet sig styrtningen udover mod dalen, var der ikke fler. Der kom skjæreparet flyvende tungt opover med hver sin store pinde i næbbet.

De standset og saa:

«Sjaa, sjaa bedstefar! Det ryger af den ene pinden!» raabte Sølve.

«Ja, mener jeg ikke de har hentet varme», sa Tore, «undres hvad det betyr; det har jeg aldrig set før.»

Lidt efter var de ude paa Skagahammeren. 44Det var et berg, som styred ende ned nogle hundre fod med en stor ur nedenunder. Derfra kunde de se over hele den trange dal, som laa der ret under dem fyldt af morgensolen med røgsøiler ret op af peispiberne og fra de brændende braater borte gjennem udmarkerne. Akrene var endnu sorte, og der stod damp op af dem, kornet var ikke spiret endnu, de var netop færdig med vaaraannen. Men bortover græsmarkerne og engene pibled grønt frem, og løvet paa trærne skinned, – endnu ikke større end museører.

Dalen var ikke tætgrændt. Egentlig var der bare tre storgaarder, og de laa med store mellemrum, resten var pladser. Længst mod syd laa Bø, stor og tung. Ret ned saa de lige ned i tunet paa Skagamo, med hovedbygningen hvidmalet og nymodens og alt, som hedte udhus, under et tag. Og der længst mod nord høiere oppe fra dalbunden inde i det store skar for bækken oppe paa aasen laa Kjelle, graa og gammeldags med mange smaa huse spredt ud over tunet. Der 45var bare disse tre, der kunde være tale om, naar Sølve skulde til bygds.

De stod en stund og saa. Saa satte Tore sig paa en sten og sagde:

«Nu faar du passe godt paa, Sølve. Den madklokke du hører først, den kalder paa dig. Og saa skal jeg fortælle dig, hvad de siger.»

Sølve stod og saa paa de tre gaarde. Han vidste ikke, hvilken af dem saa gjildest ud, men ialfald syntes han at baade Bø og Kjelle ligned mere de kongsgaarde han havde tænkt sig, naar bedstefar fortalte eventyr.

Da dirred det pludselig i luften, som om der kom bølger nedenfra. Klokken begyndte at ringe paa – Kjelle, saa fast og lyst.

«Der er det,» sa Sølve og pegte.

Aa ja, Tore kjendte den nok og han havde ventet det ogsaa; det havde altid været gammel skik paa Kjelle, at de havde passet tiden, og gjærne villet være først. Og det var vel en mening i dette ogsaa, for de var nu af Kjellefolket, selv om det var langt ude.

«Kan du høre hvad den siger?»

46Sølve prøvde. Nei, han kunde ikke rigtig faa tag i det, skjønt han skinbarlig syntes den sa noget.

Da sa Tore:

«Smør og kaku,
Smør og kaku,
Smør og kaku, siger den.»

Ja, saa sandelig var det ikke det den sa, nu hørte Sølve det ogsaa. Han stod endnu og gjentog det sagte for sig selv, da klokken paa Bø begyndte, saa tungt og langsomt og dybt.

«Hvad siger den», spurgte Tore.

Nei, Sølve kunde ikke greie det heller.

«Jo den siger:

Sur suppe og salt sild
Æd fort og ti stil!
Sur suppe og salt sild
Æd fort og ti stil!»

Saa hug klokken nede paa Skagamo i rapt og iltert. Den hørtes næsten sindt ud.

«Nei, hvad er det den siger?» spurgte Sølve.

47«Jo det skal jeg si dig. De har altid vært saa svære til at jage paa i utrængsmaal paa Skagamo, og derfor har den lært sig til at tutre og smaaskjænde og sige:

Gjerr en bet-ta
Med du æt en bet-ta
Æt og bit og tyg
Og – skund’ deg.
Gjerr en bet-ta
Med du æt en bet-ta
Æt og bit og tyg
Og – skund deg.»

Sølve blev staaende med aaben mund. Ja, saa skinbarlig var det ikke det den havde sagt. Han kunde høre det endnu længe efter at den var holdt op. Var der ikke fler?

Nej, ikke som de kunde høre hid. Men der var en ude i storbygden, som sa «Kjøt og kaal, til hvert maal.» Forresten kunde han fortælle, at de havde egne navne ogsaa disse laatene i matklokken. Nu skulde han hugse paa, at han havde hørt Kjelle-Sullen, 48Husmandsmarschen og Jagapaae’n. Hvis han saa udover og saa folkene, som nu begyndte at trække tilgaards saa vilde han se, at de ikke gik ligedan. Der kunde han se: Paa Bø, hvor de gik efter husmandsmarschen, kom de saa langsomt den ene bent bag den anden men langt efter; paa Skagamo gik de snart fort, snart standsed de, og den ene stak forbi den anden; men paa Kjelle – –

Da hørtes med et et høit skrig ret bag dem oppe i enget. De snudde sig raskt og saa bedstemor komme løbende med høie skrig og vinked med armene.

Hvad i al verden –! Da saa de forbi hende, og længere oppe i retning af Solfeng vælted en tyk næsten sort røg i heftige hvirvler op i luften.

Tore skjønte strax, hvad det var.

«Ud paa hammeren og hoj, gut!»

De sprang begge ud paa stupet, satte i at huje saa det ljomed over dalen og svinged med armene saa det lyste i skjorteærmerne.

49Folkene dernede standsed og saa op, forundret. Tore vinked bagover. Nu var vel røgen ogsaa steget saa høit at de saa den over hammeren, for pludselig slap de alt hvad de havde i hænderne og lagde paa sprang, nogle mod veien som førte udenom hammeren opover mod Solfeng, andre mod gaardene for at hente bøtter og redskab.

Saa lagde ogsaa Sølve og Tore paa sprang hjemover, glæmte endog at se efter bedstemor, som var sunket ned paa en sten midt borte i enget.

Da de naadde frem stod allerede stuen i lys lue og røgen vælted sort op fra torvtaket.

Det var tydelig at varmen var begyndt oppe i skjæreredet, skjærerne havde kommet til at drage en pinde, som der endnu var varme i, rognens krone var næsten helt afbrændt.

Tore saa straks, at der var ingenting at gjøre.

Han sank ned paa en sten, og der blev 50han siddende med armene hængende slapt ned og se ind i ilden. Sølve stod ved siden.

En stund efter begyndte folk at komme til; det tog tid at naa helt op til Solfeng selv om de løb. De kom i regelen i fuld fart med bøtter og øxer og haker og var i sprang til de kom lige ind paa brandstedet. Da standsed de pludselig, saa og lod alt falde. Der var ikke at tænke paa at redde noget. Der kom fler og fler til, tilslut stod der som en mur paa den side, hvorfra veien kom.

Snart faldt torvlaget gjennem med et brag og gnistregnen fog høit op i sollyset og dalte ned igjen vidt udover som sorte snefiller. Da gik der en bevægelse gjennem mængden, som om de skulde til at tage fat, men de sandsed sig og blev staaende.

Om en times tid var stuen helt nedbrændt, det røg bare av en askehob, og over den raget peispiben, som var blit staaende igjen og den forkullede stamme af den store rogn. Der havde været saa meget saft i den at 51den havde staat sig mod ilden. Skjærerne sad stille og forskræmte bortpaa fjøsmønet.

Da sandsed de paa Tore. Han sad der paa samme plet uden at røre sig.

Ivar Kjelle gik bort til ham og la haanden paa hans skulder og sa:

«Det er folksomt hos dig idag, Tore!»

Da først saa Tore op og omkring sig, langt ligesom han vaagned.

«Ja – a. Det har ikke – været saa folksomt her siden jeg planted mit tuntræ.» Han pegte paa stammen. «Nu er det forbi. Det er længe siden.»

«Ja, det er længe siden, men ikke længer end at jeg mindes det. Jeg var med, var vel ikke stort større end gutten der dengang. Og jeg hugser godt hvad Aamund far min sa, og som han tog vidner paa, da vi havde lagt torvtaget paa stuen. Og det han har sagt faar staa. Du ved at der er husrum for dig og dine paa Kjelle.»

Saaledes gik det til at det ikke blev bare Sølve, men hele Solfengfolket som kom til at flytte til Kjelle den kvæld.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.