Tuntræet

Tre sommere og tre vintre til er gaaet rolig hen over Kjelle.

Der er ikke hændt noget større uden det som livet altid umærkelig fører med, at noget voxer og noget ældes. Flogrognen oppi hæggen er blit et stort træ, og tuntræet selv er ældet, formaar knapt at sætte blomster mer om vaaren og aldrig at faa frugt; gabet i dets ene side har ædt sig dybt ind og rækker til midt op paa stammen.

Tore gaar endnu omkring og ser paa det en gang om dagen, og det er altid i solrenningen. Han ser op i kronen og ind i gabet i siden, mumler noget ingen kan høre og pusler saa op paa kammerset sit igjen; han er blit saa rent tufsete og tutlete.

169Guri er blit næsten voxen jente, har ialfald faat den voxnes stille tænksomme ansigt med rolige øjne; de fleste synes hun er vakker. Ivar og Berit er kanske de, som aarene sees mindst paa, om end Berit har faaet flere fine rynker udover fra øjnene, og Ivar begynder at dukke aldrig saa lidet i nakken.

Sølve er ogsaa voxet meget, blit en stor stærk gut, og ganske lys; nu er han vist slig som bedstemor saa ham, dagen før hun døde.

Alle tre sommere har Sølve været paa sæteren. Og det er ogsaa blevet til det at Berit er kommet til at gaa meget alene i tunet. Den første sommeren blev Guri paa sæteren fjorten dage, den anden en hel maaned, og ifjor vilde hun endelig være underbudeie. Hun vilde være paa sæteren og være budeie, naar hun blev voxen, sa hun, og saa var det bedst at begynde for alvor i tide. De undred sig nok lidt over, at Berit vilde la jenten gaa der som underbudeie, og hun undred sig nok kanske selv ogsaa, over 170at hun slet ikke syntes det var saa triveligtdet var saa triveligt] rettet fra: duetvar saatriveligt(trykkfeil) at gaa der alene; men nu havde hun ligesom altid den sommerturen til sæteren at glæde sig til og tænke paa; for nu faldt det af sig selv at hun skulde op og se til dem hver sommer, og at der blev skikket bud saa Sølve og Guri kom og mødte hende ved Skarven.

Svensken var der ogsaa igjen de to første sommere. Sølve hjalp ham at finde blomster og moser og svensken gav ham bøger om planterne og deres familier og hvor de havde sine nærmeste slægtninger, og lærte ham alt han vidste om dem. Der var dem, som havde hele familien og sine nærmeste slægtninger med, og der var dem som var kommet saa rent bort fra sine, at de ikke havde nær slægt før i Nordamerika lige op mod ishavet. Snart kjendte han dem alle og vidste noget om dem. Men saa kom ikke svensken igjen paa længe, sa han, de havde gjort ham til et slags doktor for den store bogen han havde gjort om «Skogene paa vandring», 171og næste sommer skulde han helt til Island og se om disse smaa levermoserne ogsaa havde vaaget sig did. Han sa han vilde skrive til Sølve.

Det havde været lidt underligt den sidste høst, da han skulde reise hjem fra sæteren. Han vidste jo, at nu kom han der ikke mer, ikke paa den samme maade, skulde ikke være der hele sommeren fra de første smaa moser pibled grønt frem om vaaren, og til røslyngen flammed som et skinnende brunt tæppe over alle aaser om høsten. Han maatte, saa ingen vidste det, ikke engang Guri, ta sig en sidste ensom tur op paa Skiringskletten dagen før de skulde reise. Han syntes aldrig han havde set fjeldet saa stort og høitideligt og saa roligt før. Der var intet som rørte sig, intet liv og ingen bjælder. Det blev som en høitidelig stille afsked.

Ogsaa om vinteren, som fulgte, blev det anderledes. Nu var der kommet ny nautsvein, Sølve sad ikke længere paa kvisthaugen. 172Nu var han ogsaa rykket op mellem karerne; nu skulde han bli «fuld kar», som Rasmus Raskebakken havde sagt dengang; og han blev mindre hjemme i tunet, han skulde være med som kjørkar baade i skogen og paa fjeldet; engang havde han endog været med helt bort i sæteren for at hente hjem renmose, men der havde han slet ikke kjendt sig igjen; alt var ligesom stivnet, og der var intet at fæste øjet ved, bare en uendelig flade af hvidt og det snodde svinagtig paa høiden under Skarven. Og altid skulde han kjøre Rauen, det havde Ivar Kjelle selv bestemt, og det var Peder Kværnhuset meget forarget for, havde aldrig set før at gutunger skulde ha den likeste hesten, og kunde ikke skjønne hvad det skulde betyde. Den samme vinter havde han gaat for præsten; det havde Guri ogsaa, men de havde ikke haft samme dag.

*

173Det er en søndag ettermiddag ud paa forsommeren, søndagen efter at de har staaet paa kirkegulvet.

Sølve sidder ganske alene oppe paa det vesle burloftet. Her er alt uforandret; sengen staar der lige fast, kisterne rader sig langs væggene og paa knaggerne bortover hænger stadsklæder, aftensolen sender en fin gul stribe langs efter rummet og bort til døren, alt er som den første morgen han vaagned her.

Og dog er alting saa rent anderledes. Sidst søndag, da han var kommet hjem fra kirken, og de havde ønsket ham tillykke og velsignelse og sagt, at nu var han voxen, var det kommet saa pludselig og saa underligt over ham. Han havde ikke tænkt paa det før; men nu kjendte han, at alt det gamle var forbi, nu begyndte noget nyt, noget fremmed. Han var ligesom blit en anden, som ikke skulde kjende dem paa samme maade længer. En følelse af uendelig ensomhed slog ned i ham, slig som han bare 174saavidt kunde skimte, at han havde kjendt et øieblik engang før, da Berit kom op paa loftet til ham og sa, at bedstemor var død. Og slig havde det været hele ugen. Det var noget uvist, som han ikke kunde faa tag paa, som fulgte ham overalt, han havde ligesom ikke ro nogensteds, og havde ogsaa saa vanskelig for at snakke med nogen som før, stak sig undaf for at være ensom. Og ikke havde han kommet sig til at ta fat paa noget større heller; og naar han stiltret sig ud efter maaltiderne, kjendte han, at Berit fulgte ham med øjnene og forsked paa ham.

Det var ogsaa med denne følelse han var tyd op paa husloftet idag.

Han sat længe paa en kiste og saa bort paa solstrimen paa døren; men han saa ligesom ingenting, og tankerne vilde ikke samle sig om noget bestemt. Han prøvde at tænke fremover, nu var han jo voxen. Men der mødte ham i tankerne bare noget ubestemt, uvist, han fik ikke samlet det til noget fast eller helt; han vidste ingenting han vilde. 175Han vilde hellere prøve at tænke tilbage. Han skimted en solopgang, saa et par blinkende hæljern og saa sig selv løbende ned gjennem skogen over skinnende skare i stærkt sollys, hjem til Solfeng, til bedstefar. –

Bedstefar? Han vilde rigtig gaa over paa kammerset til bedstefar, han var ogsaa saa ensom, gik for sig selv, og han blev altid saa glad, naar Sølve kom.

Han reiste sig og gik ned. Nei i tunet mødte han bedstefar, som var paa vei op til ham. Han standsed og saa forundret paa ham, han pleide ikke komme didop.

Bedstefar gik med et lidet smil og mumled:

«Det var det Berit har ment hele tiden! Derfor tog jeg feil af mærkerne. Hun blir siddende ligevel! Hun blir siddende. Det var det jeg saa.»

Han fik øje paa Sølve, smilet blev stort. Sølve syntes han skimted bedstefar oppe fra Solfeng:

«Nu slaar tuntræet rod», sa han. «Jeg 176skulde bede dig gaa ind til Ivar og Berit. De vil snakke med dig!»

Sølve kjendte med engang, at nu vilde noget ske. Det at de vilde snakke med ham saaledes, ropte ham ind, det havde aldrig hændt før. Han gik op gjennem tunet. Hele tunet surred rundt for ham, han saa bare solfiækkerne som dryssed ned gjennem det unge lov paa hæggen, og nedenunder paa stenen Guri, som sad ganske stille og saa paa ham.

Han gik op trappen og ind i stuen. Der sad Berit og Ivar alene borte ved den ene enden af det store bordet.

«Kom hid og sæt dig, Sølve», sa Berit «vi vilde gjærne snakke med dig».

Han gik stille bort paa bænkeenden og satte sig. Det blev stille lidt. Saa sa Berit:

«Du har været saa stille og rar i det sidste, Sølve, og jeg tror nok jeg forstaar det. Du kjender dig uvis og ved ikke noget du vil. Og derfor har jeg sagt til Ivar: ungdommen har ikke godt af at gaa paa det uvisse, den 177skal vide hvad den har at gaa til, og vide hvad den vil; og saa kan den vælge, og derfor har jeg villet, at han nu skulde si dig, hvad vi hele tiden har tænkt. Nu du Ivar», sa hun.

«Ja», sa Ivar, «nu har du jo været her i hele opvæxten, i syv aar. Du har artet dig vel. Men nu er du voxen, og herefter skal du styre og raade dig selv. Og saa er det Berit mener det er paa tide at si dig, at dersom du fremdeles vil bli paa Kjelle, saa skulde du være gardgutten og bli siddende her efter os. Du hører jo til ætten!»

Det var som Sølve fik et slag. Noget saadant havde aldrig været i hans inderste tanke. Han, som alle, havde vænnet sig til at tænke paa Guri som gardjenten. Det for som et blink gjennem hans hoved: sligt maatte aldrig ske. Han kjendte pludselig en forandring i sig, følte sig stærk, kjendte viljer. Han saa op og det var første gang de saa bestemthed og trods i hans øjne:

«Nei, det vil jeg ikke», sa han, og lidt 178efter lagde han til spagere, fordi det ikke var sandt: «jeg har længe tænkt paa, at jeg vil bort fra Kjelle».

Ivar blev meget forbauset.

«Det var uventet», sa han, «jeg vidste ikke, du havde haft det saa ondt her?»

Nei», sa Sølve, og han kjendte rørelsen stige op i sig, «jeg har haft det saa godt, saa jeg vist aldrig kan fuldtakke jer for hvordan I har været mod mig, men –» og hans mund bævred – «det er – en anden, som skal ha Kjelle!»

Der gik et stort smil over Berits ansigt, og hun gjorde mine til Ivar, at han ikke skulde sige mer.

«Ja, ja», sa hun, «saa snakker vi ikke mer om det, naar han Sølve ikke vil være hos os længer. Han er voxen og faar raade sig selv».

Hun reiste sig, de andre ogsaa. Hun saa ligesom tilfældig ud af vinduet og sagde let henkastet:

«Men der ser jeg Guri sidde nede under 179træet. Og ganske alene. Du faar ligesaagodt si hende ogsaa med det samme, at du vil reise fra os».

Sølve vidste ikke mer at sige, og saa gik han langsomt ud. Han kom ned i tunet, tænkte først at gaa forbi, men betænkte sig: jo han vilde si det nu med det samme, senere blev det kanske værre.

Han gik langsomt bort under træet og satte sig ved siden af hende paa stenen. De blev siddende en stund og saa ikke paa hinanden. Saa sa han endelig lavt og langsomt:

«Jeg vilde bare sige dig, at jeg kommer til at reise. Jeg har talt med Ivar og sagt at jeg ikke vil være her længer».

Hun saa op paa ham og øjnene blev store. Hun saa længe og fast:

«Men jeg vil det», sa hun.

Hun holdt øjnene paa ham. Det blev længe stille. Endelig sa han endnu lavere og ligesom med besvær:

«Blir – du – da? Dersom jeg – blir»?

Da sa hun fast:

180«Ja det blir jeg da vel. Jeg er da den første, som har set tunkallen paa Kjelle skulde jeg mene. Den morgen da solen dansed.

Gyldne solflækker dryssed ned over dem gjennem tuntræets løv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.