Ny bedstemor

Peder Kværnhuset, den gamle husmanden paa Kjelle, kom kjørende hjem i tanet i bredkjærre med selve Rauen for. Han var helgeklædt og havde storkarsminen paa idag; han havde været i doktorskyds. Da han kjørte ind i nautgarden for at spænde fra og sætte fra sig hesten, lurte Sølve sig efter og stilled sig uset bag gjethusloftet for at se.

Han havde nu været tre dage paa Kjelle, og havde alt set meget; men det han allikevel syntes var det gjildeste af alt, det var hestene og det som vedkom dem. Sæletøi og kjøregreier og bidsler og grimer og hestesko og krybber, det var noget for sig selv, for det var ting som de ikke havde haft noget af 70oppi Solfeng; han var altid efter for at se, naar de havde noget for sig af den slags.

Han var alt blit lidt vâr med at hænge fremi, de var blit saa slemme til at snakke om tunkallen, saasnart de saa ham, baade tjenestegutten og husmændene og kvindfolfolkene ogsaa, saa nær som Synøve; og især naar han holdt sig frem til hestene og det som deres var; det var noget alle vidste, at tunkallen nok sørget for alle gaardens dyr baade i fjøs og stald, men at det især var hestene, han havde hjerte for baade med for og andet. Bedstefar havde nok sagt, at det var noget rent mærkværdigt dette, at han for alvor blev tat for selve tunkallen første dagen han var paa Kjelle, og at det var et mærke, som betydde noget mer end de kanske tænkte, og han slet ikke trængte mislike at de kaldte ham saa. Men det var nu lidt leit ligevel, det var ligesom de drev op med ham, naar de sagde det –; han havde ikke hørt at nogen anden paa gaarden havde andet navn eller gik for andet end han var.

71Det var bedstemor som var laak, det var til hende de havde været efter doktoren. Men Sølve tænkte ikke noget større ved det. Han vidste ikke noget om sygdom endnu og endnu mindre om død. Han havde nok hørt at baade mor hans og far hans var døde engang, men det hugsed han intet om. Vist syntes han det var leit at bedstemor skulde ha det ondt, – det havde hændt, at hun havde ligget et par dage før ogsaa oppi Solfeng, men da havde bedstefar dokteret paa hende selv og hun var kommet op igjen. Hun havde nok ligesom været saa rar mod ham idag tidlig, havde strøget ham paa haaret og set stort paa ham; men han tænkte nærmest det var for dette uvante at doktoren skulde komme – hun var saa nærtagendes bedstemor –; hun kom nok snart op igjen, – og det vented han paa, det var saa meget nyt han skulde syne hende. Dette med doktoren var vel bare noget som skulde saa være her ned i bygden.

Han stod og keg. Peder Kværnhuset 72spændte Rauen saa omstændelig og høitidelig fra og tog af den blanke sælen. Og der leied han den ind i stalden, den skulde nok faa for nu, den havde gaat saa langt, før de slap den paa beite.

Da Peder var kommet vel ind i stalden, smat han frem, han maatte se paa den underlige kjærren; skulde en ha set saa rart, var ikke sætet hængt op i to store fjærer som gik i en bue ud bagover og saa krøllet sig op og fremover igjen, jo den maatte være god at sidde i. Montro han skulde prøve!

Men hvad er det? Sandelig trodde han ikke at Peter Kvernhuset gik og snakked med sig selv indi stalden! Ja det maatte han, for der fandtes ikke et liv i nautgarden nu. Det var saa langsomt og høitidelig og knotende, akurat, som da han havde hørt presten paa stolen i kirken.

Sølve lurte sig bort til døren og lytted. Peder var standset, men nu begyndte han igjen, og Sølve hørte:

«Guddag og sign arbeidet! Jeg skulde gaa 73hid og hilse fra ham Ivar Aamundsen Kjelle og hende Berit og be Skagamofolket om de vilde gjøre saa vel at komme til Kjelle torsdag førstkommende, som er en uge før jonsok, klokken ti formiddag, ledsage deres afdøde føderraadskone Marit Rasmusdatter Solfeng til hendes grav og sidste hvilested, følge med til kirken, overvære jordpaakastelsen, følge med hjem ifra kirken og derpaa tage tiltakke med hvad husets leilighed kan formaa.»

Peder Kværnhuset var den ældste af husmændene paa Kjelle, og den som ligesom var den fornemste. Ikke saa, at han var flinkere end de andre i noget slags gaardsarbeide, men han havde altid ført sig anderledes og faret med saa megen høitidelighed og været saa ærekjær. Det var blit en selvfølge, at naar det var noget ud over det almindelige som et storærend, eller en storfolkskyds, saa maatte Peder til. Det var da ogsaa han som havde skydset doktoren idag baade frem og tilbage. Men det at han ligesom 74var saa fornem og fin paa det, havde ogsaa skaffet Peder en anden bestilling. Han var som skabt til og var da ogsaa blit bjoer, den som skulde be gjesterne og kjøgemester, den som skulde staa for ceremonierne og beværtningen, naar der var gravøl eller bryllup paa Kjelle og sommesteds eller ogsaa. Det havde han nu været i tredive aar. Men det var ikke gaaet ofte paa i det sidste. Ivar og Berit Kjelle var børnløse, og hvor der ikke er børn, der blir der ikke meget af den slags. Det havde ikke været stort gravøl paa Kjelle siden gamle Aamund døde, og det var nu over ti aar siden. Dette ærgred Peder. Var det noget han likte, saa var det slige store lag, hvor han selv havde noget at sige og ligesom stod for det hele. Og i Aamunds gravøl, der havde han da ført sig saa aparte, at selve presten havde lagt mærke til ham og kaldt ham Faraos mundskjænk. Men saa havde det ogsaa været et gravøl, han trodde knapt der havde været et større og staseligere i bygden i hans tid!

75Og nu blev det kanske endelig et igjen. Gamledoktoren var ikke snaksom, og Peder vidste det nytted ikke spørge ham ligefrem om sygdommen. Men Peter kunde snakke med storfolket; han spurgte, om doktoren kom til likfærds paa Kjelle? Da havde doktoren set hvast paa ham og havde sagt:

«Likfærds? Jeg har ikke tid til sligt! – saa Peder trodde da, han havde faat lurt det ud af ham.

Han kunde da ikke tro andet end at Ivar Kjelle vilde gjøre stort gravøl. Vel hørte ikke Tore Solfeng og Marit til storfolket, var ikke stort bedre end en husmand. Men til ætten hørte de nu, og de var da føderaadsfolk paa Kjelle paa en maade, og det var skik og brug at føderaadsfolket skulde ha stor likfærd, selv om de var udenfor ætten. Aa jo han trodde nok, at nu fik han stort gravøl igjen.

Bare han nu ikke havde glemt af alt, som det skulde være, nu det var saa længe siden. Det var dette Peder tænkte paa, da han 76leied Rauen ind i stalden, han prøvde om han hugsed hvad bjoeren skulde sige. Han havde netop i tankerne været paa Bø, og var kommet til Skagamo, da Sølve hørte ham.

Det slog med engang saa underlig ned i Sølve; især dette med «grav og sidste hvilested». Han forstod ikke rigtigt, men det kom ligesom en klump i halsen hans.

Han piltet stilfærdig og fattigslig ud af nautgarden og gik op paa kammerset til bedstemor.

Bedstefar og Berit Kjelle var der, Berit holdt paa at stelle med noget ved sengen. De saa saa langt og underlig paa ham begge to, da han kom ind, at han blev staaende stilfærdig ved døren.

Bedstemor laa i sengen; saa rød i kinderne som han aldrig kunde hugse han havde set hende, med store blanke øjne og famled med hænderne urolig udover skindfælden. Og hun snakked:

«Shut! Shut! stygge sjora», sa hun, «stygge, stygge sjora!»

77«Nei, hvad er det hun siger nu lel», sa Berit, og saa la hun til ligesom forklarende bortover mod Sølve:

«Hun er ikke rigtig vaaken bedstemor, skal jeg si dig. Men hun vil vist gjærne se dig; du faar komme hid til sengen.»

Sølve kom stilt fremtil og blev staaende og se paa bedstemor.

«Shut! stygge sjora», sa hun endnu, hytted fra sig med hænderne og saa op paa væggen, – «stygge, stygge sjora!»

Berit bøied sig ned til hende og sa høit og ligesom overtalende:

«Her er Sølve, bedstemor, som vil se til dig. Bedstemor hugser da vel gutten sin han Sølve?»

Bedstemor snudde sig

«Han Sølve?» Det saa ud som hun tænkte sig om. Saa saa hun lige paa ham og smilte, men saa underlig fremmed:

«Jovist hugser jeg vel han Sølve. Han var saa stor og lys, sidst jeg saa ham, og solen dansed, solen dansed, den.»

78Da flytted BeritBerit] rettet fra: Beret (trykkfeil) paa sig og stilte sig slig, at hun blev staaende mellem ham og sengen:

«Nei, nu vil vist bedstemor sove», sa hun. «Du faar gaa du, Sølve, vi skal nok rope paa dig, strax hun vaagner, – hun vil nok gjerne se dig.»

Sølve gik ud igjen ligesaa stilt, som han var kommen. De var saa underlige allesammen. Han forstod ikke rigtig, men han syntes med engang alting var blit saa tomt og trøstesløst, som om det aldrig kunde bli rigtig igjen!

Han gik og gjemte sig vel bortunder en af burene. Da kjendte han at han tog til at græde, ganske stille.

Der blev Sølve siddende hele resten af dagen. Ingen havde faldt paa at savne ham, selv da han ikke kom ind til kvældsværd, for de i stuen trodde han var oppaa kammerset og de i kammerset, at han var i stuen.

Sent om kvælden kom nogen og ropte 79paa ham. Han kom frem. Det var bud fra kammerset, at nu var bedstemor vaagen og vented paa ham. Han gik stille op igjen. Bedstemor laa og saa mod døren; som om hun vented, han saa at hun smilte, strax hun saa ham. Nu var det ligesom ikke saa underligt. Han gik bort til sengen, og sa ganske stille:

«Er du svært laak, bedstemor?»

Hun strøg mat nedover den vesle haanden hans, og sa lavt og langsomt:

«Nei, Sølve, nu skal du tro, at bedstemor faar det saa godt, som hun aldrig har haft det før. Og» – hun strøg ogsaa bort paa haanden til Berit Kjelle, som sat ved sengen – «jeg vilde gjærne si dig, at du ikke skal glemme, at det er Berit Kjelle, som har gjort mig glad idag. Og» – hun rørte igjen sagte ved haanden hans – «nu skal du gaa og lægge dig til at søve. Følg ham du, Tore». Saa tog hun lidt fastere om haanden hans:

«Velsigne dig», sa hun.

*

80Morgenen efter var det Berit Kjelle selv som vækked ham. Hun satte sig paa sengkanten og strøg ham paa panden:

«Ja Sølve», sa hun langsomt. «Nu skal jeg hilse dig fra bedstemor og sige at herefter faar du ta tiltakke med mig som bedstemor.»

Det skjønte Sølve med engang. Han sa ikke noget. Tog heller ikke til at græde. Men den lille haanden hans kom uvilkaarlig frem fra skindfælden og fik varlig fat i hendes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.