Guri Kruke

Der er kommen en liden jente til Kjelle. Hun heder Guri Kruke og er fra Kruke ude i nabobygden, søsterdatter til Berit Kjelle.

Berit Kjelle havde rigtig synts det var blit saa studslig paa Kjelle den vaar, efter at buskapen var reist til sæteren og Sølve var borte. Hun mente sandelig, hun var blit glad i den gutten, det var rent som hun savned ham! Hun var blit vant til at ha nogen puslende om sig; det var vel derfor; nu var hun ganske alene, naar folkene var ude paa marken. Tore gik nok der som oftest i tunet, men han var blit saa tufsete og gammel, sa næsten ingen ting, gik bare og saa paa tuntræet og tog mærker, saa der var ingen hygge med ham. Jamen angred hun 129næsten paa, at hun ikke havde beholdt gutten hjemme isommer ogsaa!

Saa en dag før slaataannen tog hun ligesaagodt Rauen og kjørte ud til søster sin paa Kruke, og spurgte, om hun havde en jente som vilde være med til Kjelle.

Der var mange paa Kruke og alle vilde de nok gjærne være med til Kjelle. Men da Berit sagde, at det var nu meningen, hun skulde bli der altid, eller saa længe hun trivedes, saa misted de hugen; det var bare Guri, som stod ved, og det var nu ogsaa hende Berit nærmest havde tænkt paa.

De tænkte nu sit ved dette baade paa Kruke og andensteds i bygden. De tog til at bli tilaars nu, Ivar og Berit, og det var ikke fortidlig at de begyndte at tænke paa en arving. Men jamen var det rart, at de gik til kjærringætten og atpaa tog en jente. Sligt havde en sjelden hørt; der hvor kjærringen ikke var rent eneraadende da. Men hun var kanske ikke saa borte lel Berit Kjelle, kunde faa sit igjennem!

130Ivar og Berit sa ikke noget om, hvad de havde tænkt, men det faldt ligesom af sig seiv, blev slaat fast baade paa gaarden og i bygden, at nu var der kommet gardjente til Kjelle.

Gardjenten blir nu næsten altid likt, ialfald mens hun er liden. Og Guri saa virkelig ud til at være likendes, om hun ikke akurat var som pene jenter skal være. Allerede andre dagen sad hun høit oppi tuntræet – noget som ingen havde gjort før – og tralled. Men da tog Tore rigtignok ogsaa mærke. Han nikked til de andre og mumled:

«Hun blir siddende! Hun blir siddende!» sa han – de vidste ikke rigtig, hvad han mente. Overalt var hun med, kunde gjøre ugagn, men kunde ogsaa være saa rask og radhændt til at hjælpe og ta et løft, og om hun gjorde en skøierstreg, som da hun første slaattedagen drog en spiger efter ljaaeggen til Peder Kværnhuset, saa den blev aldeles dødbeitt, og han blev staaende og banke og ikke kom af flækken, saa var der noget godlynt 131ved den. Rasmus Raskebakken slog fast folkenes mening, da han sa:

«Hun vanter bare en ting, – at hun ikke er gut» – Ivar Kjelle skulde nu høre ligevel, at de syntes, der burde været gardgut.

Berit likte hende ogsaa. Hun syntes det var triveligt at ha hende om sig; hun var nu ikke saa stø og stilfærdig og saa at lide paa som Sølve; men der fulgte liv med hende; og det var ikke saa galt; hun folket sig nok og blev stilfærdigere, naar hun havde gaat der alene en stund!

Men jamen kunde hun finde paa og faa til meget nu, som en slet ikke havde tænkt paa. Før Berit vidste ordet af det, var det en dag bestemt, at hun og Guri skulde ta en tur helt ind til sæteren. Det var nu intet lignament i det nu midt i slaatten, hun havde slet ikke stunder, og ikke havde de ærend heller. Men Guri havde ment, at hun sjøl maatte da vel op og se efter! Om hun havde budeie, som hun kunde lide aldrig saa meget paa, saa var da det brug allesteds! En grei 132budeie likte heller ikke andet! Og saa trængte hun vel til at se, hvordan han stilte sig den nye gjætergutten, hun havde snakket saa meget om? Ja, tænkte Berit, slig var det altid; naar det var noget hun vilde, fik hun sagt det slig, at en selv fik hug paa det. Ja vist lod det sig gjøre, – det var nu ogsaa særlig lugomt paa en maade; Sveinung skulde akurat op og ta hjem et par hester, saa de kunde faa med ham til at bære og vise dem benveien over Skarven. Og jamen kunde det være triveligt, at komme en tur til sæteren paa den aarstid!

Det blev saa, og tidlig en formiddag midt i den varmeste sommer var de paa vei op gjennem lien paa den anden side af elven. Berit gik bagerst, helgeklædt med hvidt skaut og en stor tyk stav i haanden; derefter kom Guri, helgeklædt hun ogsaa, men med begsømsko paa; hun vilde ikke ha andet, naar hun skulde paa fjeldvei. Berit havde nok villet, hun skulde tat de andre, eller ialfald lagt dem i skræppen, saa hun kunde bytte 133og være fin, naar de kom frem. Men Guri mente, de havde andet at bruge skræppen til. Skoerne bar en bedst paa benene; og disse holdt! – hun spændte baglængs til en sten, saa det klang, hun vilde syne Sveinung, at hun havde hæljern under ogsaa. Et langt stykke foran steg Sveinung, jevnt og seigt ogsaa med en stav i haanden og skræppe paa ryggen. Over den ene axel havde han slængt et bidsel, saa det hang ned paa den anden side som et axelskjerf, det syntes han tog sig karsligt ud. Af og til snudde han og saa sig tilbage, naar han syntes han var kommet for langt foran. Og han havde let for det. Lien var brat, og solen skinned ret i ryggen paa dem; ret som det var, maatte Berit puste ud og stryge sig med haanden over panden under skautet; og Sveinung havde ikke let for at gaa sagte. Han var ikke den, som havde glædet sig mindst til at komme paa sæteren, endda han som voxen kar ikke vilde syne det. Men han fik passe paa at læmpe sig, hugse paa, at det var han som 134havde ansvaret, og at det var sjølvefolkene han fulgte!

Det var en varm dag. Nede i dalen stod luften tung og lummer, mættet af al slags duft af dalens græs, eftersom de steg blev den anderledes; endnu var den lummer, men nu havde skogen overtaget, duften af solbrændte barnaale og dryppende kvae; eftersom de steg, letned den, blev tyndere og friskere, blandet med den syrlige fra mose og lyng og fjeldets planter. Da var de lige paa overgangen mellem skog og fjeld; træerne blev smaa og vide, havde ligesom sat sig paa hug, og i det samme tog madklokkerne nede i bygden til at ringe til dugursmaal.

De standsed og saa sig tilbage. Der laa hele dalen nedenunder dem i blaalig, tung varmedis; det saa ud som luften dirred under klokkeslagene. Nede i bunden skimted de saavidt elven som en graa stribe, sanden langs dens bredder. Bare hist og fra, hvor der endnu var saa meget vand, at den danned et lidet stryg, glitred og glindsed det 135som i sølv. Opover skraaningen fra elven laa jorderne, endnu mørkegrønne hvor det var græs, lysere hvor det var ager, og der ovenfor lige ned under hammeren, som styrtet sig brat og mørk ned med graa ur nedenunder laa gaardene, tunge og døsige, som de pæsed i solvarmen. Ovenover gaardene i bratlandet kom engene og udmarkerne, lysegrønne med hvidstammet birkeskog, og saa tog granskogen fat som et mørkt hav; op af den dukked saa vidt op den nøgne koll af Suluhø. Mod nord hvor dalen bøied ned til nabobygden og danned ligesom et høit næs i svingen, stod den hvide kirke midt i gabet, saa den tegned sig mod himlen.

«Jamen, er her vakkert», sa Guri.

Berit saa paa hende og derpaa udover dalen igjen.

«Ja, sa hun, hjembygden er altid vakker, hvor en ser den fra.»

«Det blir vist en ustyggelig varm dag», sa Sveinung. «Og vi har langt frem», sa han. Han vilde skynde paa, der var andet 136at se inde paa fjeldet. «Ja, det er vel bedst vi rusler», sa Berit, «skal vi naa frem til kvælds.» De snudde og gik igjen, aasen bøied over med et knæk, de øjned langt indover. Da de vendte og saa, var dalen ligesom sunket ned bag dem; de saa bare granskogen og Suluhø over paa den anden side.

Endnu gik det jevnt opover, men det var blit saa vidunderlig let at puste og at gaa, Guri kjendte næsten ikke at hun løfted benene, endda begsømskoerne slet ikke var lette. Raaket opover gik først gjennem lav birkeskog med en og anden forkrøblet turtergran, saa kom røslyng og ener, og hvor der var fugtigt tog kjærringriset og multegræsset til, og mellem det stod hvid myrdun og nikked.

Om en stund saa de ret foran sig øverst i skraaningen en sæter. Det var Lisæteren, sa Sveinung. Da de kom op dit gjorde bakken endnu en bøining, videre indover blev det næsten flat, der kunde de se indover 137den første blaane. Langt borte i den hæved sig en koll langsomt op; det var Skarven, som de skulde forbi.

Paa Lisæteren gik de ind og fik mælk.

Budeien kjendte nok Berit Kjelle, og maatte rigtig spørge, om det var den nye gardjenten, som hun havde hørt var kommen til Kjelle, den, hun havde med.

Ja, hun syntes vel hun saa ud som gardjente hun, som bare vilde gaa i begsømsko?

Aa det var ikke skoerne som skabte jenten. Men naar hun fik slige fremmede, saa jamen maatte de bie, saa hun fik koge kaffe og stege vafler til dem!

Nei, det fik de nok heller faa lov at ha tilgode til paa fremveien, de havde lang vei og var kommet saa rent forsent afsted.

Ja, men saa maatte det være sikkert! De maatte endelig ikke gaa forbi. Det maatte de love.

Saa drog de afsted indover. De tog af den egentlige sæterveien, som gik langt søndenom gjennem Nysæterskaret og gik bent 138paa Skarven. Det bler meget kortere og det gik an nu, det var tørt, en kunde slippe tørskodd næsten over enhver myr.

Og Sveinung var kjendt her; de trængte ikke raak eller sti; han kjendte hver myr og rabbe paa denne siden af Skarven ogsaa, han havde gjetet paa Lisæteren en sommer før han kom til Kjelle. Og han blev snaksom og vigtig og fortalte om alt det mærkelige han havde oplevet her.

Aa det var en trivelig tur en slig indover fjeldet, det syntes de alle. Solen skinned, luften var høi og klar og blaa og det var usædvanlig stille til at være paa fjeldet, næsten ikke et vindpust. Rundt omkring paa alle kanter hørte de klangen af bjælder, grove og fine og middels, kobjælder og gjetebjælder og hestebjælder. De havde alle forskjellig klang og Sveinung kjendte dem alle, kunde fortælle, hvor de hørte til. Naar de gik forbi en myr, steg fjeldtiten, heiloen, op paa tuerne, vendte det hvide bryst mod dem og fløitet saa langt og sørgmodig; saa løb den foran 139til næste tue, steg ogsaa op der og gjorde det samme. En musvaak kredsed høit, høit oppe i luften med en klar pibende lyd – den lurte nok paa rypekyllingerne nede i lyngen. Og ret som det var fløi rypesteggen op foran dem, fløi lavt over lyngen, med hængende vinger og ropte: Ta kar’n, ta kar’n! og rypemor løb fort efter og stak sig bagom kjærrene, og slæbte vingerne, den vilde nødig flyve, var endnu saarvinget efter rugingen. Berit maatte rigtig fortælle dem om den glupe bjørneskytteren som traf rypesteggen. Han havde pakket en svær nisteskræppe og lagt en diger smørøske i. Han var saa modig, skulde sta og skyde bjørn. Men den første han traf var rypesteggen. «Ta kar’n, ta kar’n», sa han, og det syntes skytteren var fælt og la paa sprang. Da han havde løbet et stykke gik skræppelaaget op og smørøsken dat ned paa hælene hans. Aa kjære vene, ropte han, kast ikke saa store stener, nu har du mig snart lel! Jo det var bjørneskytter det!

140Saaledes gik de længe. I førstningen saa det ud som Skarven stod lige langt borte, hvor meget de gik. Det er saa underligt med afstandene paa fjeldet. Men lidt efter lidt begyndte den at nærme sig og endelig tog det til at skraane opover igjen. En liden klar bæk kom rislende nedover. Der satte de sig, hvilte, og tog op skræppen og fik mad. Tørmaden og det klare vand smagte, saa en aldrig skulde set magen.

Da de havde spist sa Sveinung og saa op mod Skarven:

«Det er saa fint veir idag; jamen skulde det vært rart at komme paa toppen».

«Du siger noget», sa Berit, hun kjendte sig ogsaa saa frisk og let og stærk. «Mener du vi har stunder?»

«Det blir ikke mer end en times omvei» sa Sveinung.

«Ja, jeg har nu ikke vært der, siden den første somren jeg var paa, Kjelle», sa Berit.

«Og saa kommer jeg der første somren ogsaa», sa Guri.

141«Ja dette skal rigtig bli noget at fortælle», sa Berit, i det samme hun bestemte sig.

De drog opover mod toppen. Alt efter som de steg dukked nye ting frem i landskabet nedenunder dem, ting de ikke havde set da de gik igjennem. Der laa blinkende stille tjern vel bortgjemt, før de saa dem ovenfra, der dukked nye myrer frem, der rækked hvide bølinger langs haugerne, og store hestestraer. Og Sveinung pegte og viste og fortalte, hvad alting var, og af og til sa han: «Nu har vi ikke langt igjen» – han var lidt ræd for, at han vist havde kommet til at nævne for kort tid.

Endelig var de paa toppen.

Skarven var høi, de stod som midt i en kreds med vidt udsyn til alle sider. Mod øst, den side de var kommet fra, laa først den fjeldvidde de var gaat igjennem; men dalen, de var kommet fra, var som sunken og borte, de saa skogene omkring Suluhø og Suluhø selv, og saa tvert over nabodalen, som ogsaa var som sunken og derefter skog 142indover blaat i blaat i det uendelige, tyndere og tyndere blaat til den i synsranden gik helt over i himlen. Indover paa den anden side af Skarven laa et landskab, ligt det de var gaat igjennem, men med stærkere hælding nedover mod en lang sæterdal, længst nede mod syd kunde de se helt til bunden med dens blinkende elv. Men dalen steg hurtig, kun nederst mod syd var der granskog, som slap midt oppe paa siderne, og saa ud som mørke skred, der var raset ned fra fjeldene. Paa den anden side af denne dal stod høiere fjelde end Skarven, endnu med lange snestrimer paa og stængte for synet, mod nord skimted en saa vidt helt sneklædte fjelde, saa fjernt, at en kunde ta dem for skyer. Der langt nord kunde de se at der gik et tordenveir.

De blev siddende længe paa toppen og se.

«Dernede omtrent ligger Kjellesæteren», sa Sveinung og pegte.

«Hvor langt er det igjen», spurgte Guri.

«Aa en tre timer omtrent?» sa Sveinung.

143De tog afsted igjen. Nedover gik det fortere. Ogsaa her kjendte Sveinung hver bæk og hver tue, hid op havde han gjætet fra Kjellesæteren. Og han pegte og fortalte. Derover paa den andre siden var det han havde set bjørnen. Den var kommet nordenfra, og gik hele dalen nedover flere mil; det var en slagbjørn og for hver dagsmarsch slog den en ko. Den fik ikke tid til at standse og æde den helt; de var efter den, det var derfor den rækked saa fort. Hvor den gik sydigjennem lierne kunde de se; korpen kredsed altid over den, vented paa aadslet efter kjørene, den slog. – Og Sveinung fortalte i det uendelige.

De kom ind paa den egentlige sæterveien igjen. Eftersom de gik fremover blev den stærkere og stærkere, og der hvor det begyndte at hælde stærkere nedover, standsed Sveinung.

«Nu ser vi Kjellesæteren», sa han.

De standsed ogsaa og saa. Der laa den. Aftensolen blinked venlig i dens vinduer og 144fra piben steg en blaa røg op, som den vilde byde dem velkommen.

*

Det blev ikke liden opstandelse paa Kjellesæteren, da de skjønte, at de skulde faa fremmede. De saa dem allerede, der de stod, oppe i raaket. Paa sæteren, som andensteds paa landet, gaar en aldrig forbi vinduet uden at kaste et øje ud, og da det gaar ofte paa gaar ikke meget uset forbi.

«Nei, nu mener jeg –!» sa en, hun kom til at gaa forbi ruden.

Tonetta, budeien, var der ogsaa strax og klæmte næsen indtil.

«Nei, nu mener jeg vi faar storfremmede. I jøsses navn, hvem kan det være!»

Hun kasted et øje omkring i sæterstuen, skubbed tilside en krak, som stod lidt for langt fremme, tog sopelimen og sopte fort fremi peisen.

«Kast paa dig en anden stak», sa hun til underbudeien. «Og gi mig hovedtørklædet 145mit. Se efter at baret ligger pent udenfor døren!» Hun tog igjen sopelimen sopte fort sammen den gamle ener paa gulvet og strødde ny udover. Hun tog tørklædet paa og var mellem hver sving borte i vinduet.

Da de kom frem stod hun alt ude. Hun slog hænderne sammen, da hun saa det var Berit.

«Nei, nu mener jeg! Dette er det hyggeligste som har hændt mig, siden jeg kom paa sæteren!»

«Ja dette havde du vel ikke ventet paa denne aarstid?»

«Nei, det havde jeg ret slet ikke heller det. Bare jeg nu har stelt slig, at du er fornøigd ogsaa.»

«Aa, det er det vist ingen fare for», sa Berit.

«Ja, dere faar naa værsgod komme ind lel. Dere er vel bra baade trætte og sultne kan jeg tænke.»

Og de kom ind og der blev stelt og trakteret og Berit var omkring og saa i hver krog 146og kunde ikke noksom rose stellet og den store sommersdraatten, og der var bare herlighed og vellæte. Og Guri for om baade høit og lavt, det saa ikke ud som hun var det mindste træt, men slog sig nu især paa underbudeien. Og strax spurgte hun efter buskapen og efter Sølve. Nei, han var ikke kommet hjem tilkvælds endnu, men nu var han ventendes ogsaa, de hørte alt bjælderne og en lang sul paa en bukkehornstut, og da han kom slæntrende efter buskapen, som i en uendelig lang række kom drivende frem efter raaket, da sad hun allerede paa taget. Han kunde ikke fatte hvad det var paa taget. Det saa ud som en liden jente, og det blinked, sandelig trodde han ikke hun havde hæljern ogsaa!

Men der stod de alle ved grinden og en vinked til ham! Han blev saa underlig undselig i det samme han saa det var Berit, kom stille, kunde ikke se op, og fik ikke noget frem, da han rakte hende haanden gjennem grinden.

147Der var ogsaa jenten kommet ned. Tonetta hvisked til ham, at det var en ny gardjente som var kommet til Kjelle.

«Ja, jeg heder Guri Kruke», sa hun, «og jeg vil være med dig og gjæte imorgen.»

Han gav ogsaa hende haanden, men sneg sig undaf og gik bagom huset.

«Jeg mener han Sølve blev rent blug, jeg», sa Kjesti. Men det gaar nok over – udpaa kvælden.

Da de gik ind igjen, lurte Sølve sig ud bagveien, fik ind smaakreaturerne i kveen og vilde begynde at mælke gjet.

Da var Guri der igjen. Hun havde skjørtet op, faat paa sig underbudeiens mælketrøie, og havde mælkekak i haanden, som en rigtig budeie.

«Nu skal jeg hjælpe dig at mælke gjet», sa hun. Og skulde en ha set slig, tog hun ikke fat, som hun aldrig skulde ha gjort andet! Han blev med et ligesom kamerat 148med hende, kjendte han ikke blev undselig længer.

Blaasale, som altid holdt sig fremme, kom bort og gned sig strax kjendt ind til hende, vilde være den første, som blev mælket.

«Ikke ta Blaasale, sa han, «hun er saa svinagtig haardmilkt».

«Hun? Nei, da skulde du kjende Lykkelin hjemme», sa hun og tog Blaasale.

Da hun sad skrævs over Blaasale, saa hun til siden paa ham.

«Har du set hulder her?» sa hun.

«Nei», sa han. «Er her hulder da?»

«Ja hvorfor skulde her ikke være hulder», sa hun.

Berit var kommet bort til kvegjærdet uden at de havde set hende.

«Jeg mener du har faat hjælp jeg, Sølve», sa hun.

«Ja og det en som duger ogsaa», sa han, han syntes, han vilde skryte lidt af hende.

Og de mælked og de snakked og de sad oppe til langt paa kvæld, den kvæld, paa 149Kjellesæteren. Og der blev trangt om sengerum. Der var ogsaa to andre fremmedkarer der, som var kommet kvælden før, og saa maatte de og Sølve og Sveinung ligge i høladen; der laa igjen en klat hø fra ifjor.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.